Tvist om hvem der skulle bære resten af det opgjorte tab, opstået grundet revner i olierør. Der var indgået forlig med leverandøren. (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Tvist om hvem der skulle bære resten af det
opgjorte tab, opstået grundet revner i olierør. Der var indgået forlig med
leverandøren. (* 1)
K E N D E L S E
i
Voldgiftssag nr. C 1371:
Forsikringsgruppen ved T A/S og R A/S
og
Z
mod
1. A
2. B
3. C
4. D og
5. E
Ved lov nr. 291 af 10. juni 1981 blev det overdraget Dansk Olie og
Naturgas A/S (DONG) at etablere og drive en rørledning med tilhørende pumpe-
og terminalfaciliteter til transport af råolie og kondensat fra de danske
oliefelter i Nordsøen til Fredericia. Til at udføre denne opgave oprettede
DONG et datterselskab, Z A/S. Z blev opbygget som en lille
bygherreorganisation med et begrænset antal ansatte og skulle dels hente
bistand hos DONGs personale, dels indgå aftaler om bistand udefra. Med
henblik herpå indgik Z aftale om forskellige former for teknisk bistand med
A, B og C. C bestod af et antal rådgivende ingeniørfirmaer, herunder D. D
udtrådte imidlertid af C den 1. januar 1983 og har optrådt som selvstændig
part under sagen.
Z indgik endvidere aftale med den italienske stålproducent X om
fremstilling af stålrørene til olieledningen. Rørene blev leveret i Esbjerg
og derefter coatet af et andet firma. Nedlægning af rørene blev i Nordsøen
foretaget af det italienske entreprenørselskab E.
Læs alt
For arbejdet med olieledningen tegnede Z en kombineret
entrepriseforsikring hos Forsikringsgruppen repræsenteret ved T A/S og R A/S.
Olierøranlægget skulle udføres samtidig med udførelsen af et tilsvarende
anlæg til modtagelse af naturgas. Begge anlæg skulle være klar til drift den
1. oktober 1984, når leverancerne af olie og gas fra Nordsøen skulle
påbegyndes. Af hensyn til prøvekøring af det samlede anlæg planlagdes
olieledningen at skulle være færdig den 1. maj.
I foråret 1981 udarbejdede DONG/Z specifikationer til olierørsleverancen,
som blev godkendt af A. Efter at X var blevet prækvalificeret som leverandør
af A og B, blev endelig aftale om levering af rør indgået den 8. oktober
1981. Herefter påbegyndte X produktion af stål, pladevalsning og fremstilling
af selve rørene under inspektion af A og under de senere faser tillige af B.
Den 17. december 1981, kort efter at produktionen af rørene var begyndt,
konstaterede en medarbejder fra A ved en stikprøve, at der var en langsgående
revne i rør nr. 375, som havde passeret X egen kontrol. Røret blev herefter
kasseret. Samme dag anmodede A og B X om at undersøge årsagerne til revnen og
at fremkomme med forslag til at undgå sådanne revner. Henvendelsen og en
senere forespørgsel førte imidlertid ikke til noget resultat. I januar 1983
blev der opdaget en lignende defekt, hvorefter X fra den 23. januar 1982 - da
ca. halvdelen af rørene var produceret - iværksatte en forøget visuel kontrol
af de herefter producerede rør, medens der ikke blev foretaget yderligere
kontrol af de allerede producerede rør. Rørproduktionen blev afsluttet i
begyndelsen af marts 1982. Alle afskibede rør blev certificerede af A.
E påbegyndte rørlægningen den 3. april 1982. Til kontrol af
sammensvejsningen af rørene, der foregik på læggefartøjet, blev der optaget
røntgenfilm. Disse film blev kontrolleret af repræsentanter for C og E under
tilsyn af A. Den 6. maj, efter at der var lagt ca. 42 km. rør (42 km.
strækningen), konstaterede denne kontrol en revne i en rørende. Dette rør
blev herefter kasseret, og inspektionen af røntgenfilmene blev intensiveret.
Endvidere blev der indført ultralydkontrol af alle mistænkelige rør. Denne
øgede kontrol medførte, at der i tiden fra den 6. til den 10. maj blev
kasseret 10 rør på grund af revnedefekter.
Den 12. maj meddelte A, at de konstaterede revnedefekter var uacceptable
ud fra et certificeringssynspunkt. Det blev herefter besluttet at standse
rørlægningen, når de rør, der allerede befandt sig på læggefartøjet, var
brugt. Rørlægningen standsedes derfor den 19. maj, efter at der var lagt
yderligere 25 km. rør (25 km. strækningen).
Konstateringen af revner medførte, at der blev iværksat en række
undersøgelser. En fornyet undersøgelse af ca. 13.000 rør, som beroede på
land, førte til kassation af 311 rør. Efter at denne undersøgelse var
gennemført, godkendte A, at de resterende rør kunne certificeres, og
rørlægningen genoptoges den 23. juni.
Der blev endvidere foretaget undersøgelser med henblik på at fastslå
omfanget af revner i rørene på de allerede lagte strækninger, og hvad der
måtte foretages med hensyn til disse, navnlig om nødvendigheden af at
foretage reparationer, og om hele olieledningen eventuelt måtte udskiftes.
Undersøgelserne førte til, at A den 19. juli gav meddelelse om, at 25 km.
strækningen kunne certificeres.
A kunne derimod ikke på det foreliggende grundlag certificere 42 km.
strækningen, og undesøgelserne vedrørende denne blev derfor fortsat. På et
bestyrelsesmøde den 26. august 1982 traf Z foreløbig beslutning om
udskiftning. I en skrivelse af 19. januar 1983 til Z udtalte Energistyrelsen,
at man var enig i, at undervandssvejsning (hyperbaric welding) var den eneste
metode, som kunne betragtes som en tilfredsstillende permanent udbedring af
den defekte ledning. Selv om det ikke kunne udelukkes, at der kunne udvikles
andre billigere reparationsmetoder, som kunne eftervises at være
tilfredsstillende, var styrelsen enig i, at denne mulighed måtte anses som så
usikker, at projektets rettidige gennemførelse ville komme i fare. På
grundlag af en undersøgelse beskrevet i en rapport af 12. januar 1983 fra S,
som Energistyrelsen havde antaget som konsulent i anledning af sagen, mente
Z, at antallet af defekter på 42 km. strækningen måtte opgøres til 24,
hvorefter Energistyrelsen den 2. februar meddelte, at Z's beslutning om
reparation eller udskiftning måtte basere sig på, at det ikke på dette
tidspunkt var muligt at udelukke reparation af nogen af disse 24 rør. Da
undervandssvejsning herefter måtte antages at være dyrere end lægning af en
ny ledning på 42 km. strækningen, traf Z endelig beslutnig om lægning af en
ny ledning. Denne beslutning tiltrådte Forsikringsgruppen, som allerede
tidligere havde anerkendt, at udgifterne til reparation af ledningen var
omfattet af den tegnede forsikring.
Sideløbende med undersøgelserne havde Z ført forhandlinger med E og sikret
sig en aftale om, at selskabet kunne nedlægge ledningen i 1983. Endvidere
havde Z som led i forligsforhandlinger med X sikret sig, at virksomheden i
løbet af december 1982 og januar 1983 skulle levere 42 km. erstatningsrør.
Den nye rørledning på 42 km. strækningen blev herefter nedlagt i løbet af
marts og april 1983.
Klagerne har opgjort det samlede tab som følge af enderevner i de
oprindelige rør til 271.024.179 kr. Forsikringsgruppen har betalt 160.473.270
kr. heraf og er indtrådt i Z rettigheder overfor de eventuelt ansvarlige.
Z har den 25. oktober 1982 indgået forlig med X om, at erstatningsrør til
42 km. strækningen til en værdi af 36.979.624 kr. leveres uden beregning, og
at virksomheden betaler 30.560.000 kr. til coating.
Da der ikke har kunnet opnås enighed mellem klagerne og de indklagede om,
hvem der skal bære resten af det opgjorte tab, har klagerne ved klageskrift
af 5. april 1984 indbragt sagen for en i henhold til »Regler for
behandling af sager ved Voldgiftsretten for Bygge- og Anlægsvirksomhed«
nedsat voldgiftsret. Voldgiftsretten har bestået af civilingeniør Jørgen
Brødsgaard og overingeniør Ingvard Rasmussen som tekniske dommere og et
formandskab bestående af højesteretsdommer Erik Bjerregaard,
højesteretsdommer J. Bangert og landsdommer Poul Rønnov med højesteretsdommer
Bjerregaard som formand.
Klagerne har nedlagt følgende endelige påstande:
De indklagede tilpligtes principalt solidarisk, subsidiært delvis
solidarisk, delvis proratarisk efter voldgiftsrettens nærmere bestemmelse
tilsammen at betale til klagerne:
Principalt 180.682.786 kr., dog for C begrænset til 100.492.000 kr. og for
E begrænset til 177.040.505 kr., subsidiært et mindre beløb efter
voldgiftsrettens bestemmelse.
Klagerne har for det tilfælde, at nødvendigheden af at udskifte 42 km.
strækningen underkendes, alternativt dels påstået de indklagede tilpligtet at
betale erstatning efter voldgiftsrettens bestemmelse for det under denne
forudsætning erstatningsberettigede tab, dels påstået C ved dens enkelte
medlemmer - dog bortset fra D - tilpligtet at betale erstatning for det som
følge af underkendelsen lidte tab dog ialt begrænset til 100.492.000 kr.
Klagerne har påstået tilkendte beløb forrentet med 2% over Nationalbankens
diskonto fra den 5. april 1984 til og med den 31. december 1984 og med 6%
over diskontoen fra den 1. januar 1985, til betaling sker.
Beløbet i den principale påstand er på grund af det med X indgåede forlig
fastsat til 2/3 af det af klagerne opgjorte tab.
Alle de indklagede har påstået frifindelse og har desuden nedlagt
forskellige subsidiære påstande.
Den mundtlige forhandling har fundet sted i dagene fra den 22. august til
den 16. september 1988.
Under den mundtlige forhandling har parterne gennemgået en betydelig del
af det fremlagte særdeles omfangsrige materiale og forevist retten et udvalg
af de røntgenfilm, som blev optaget på læggefartøjet.
Endvidere har følgende afgivet forklaring:
Administrerende direktør a, Z
Underdirektør b, Z
Cand.jur c, DONG
Vicedirektør d, R
Construction Manager e,tidligere Z
Ingeniør f, S
Direktør g, D
Direktør h, A
Civilingeniør i, A
Direktør j, E
Afdelingsleder k, A
Ingeniør l, A
Senior Surveyor m
Civilingeniør n, tidl. A
Direktør o, B
Ingeniør p, B
Inspektør r, B
Direktør s, C
Ingeniør t, C
Projektleder u, C og
Afdelingsdirektør v, T
Parterne har under sagen været enige om, at revnerne i rørene skyldes fejl
i produktionen hos X.
På grund af sagens særegne karakter har voldgiftsretten i overensstemmelse
med parternes ønske fundet det rigtigst at tage stilling også til nogle af de
under sagen rejste spørgsmål, som ikke har direkte betydning for den
afgørelse, som voldgiftsretten når til.
Ansvarspådragende forhold.
Vedr. A
Den 27. oktober 1981 indgik Z og A en rammeaftale om certificering, hvori
det var aftalt, at arten og omfanget af A's bistand til de enkelte dele af
projektet skulle aftales nærmere, og at A var forpligtet til at samarbejde
integreret med den af Z etablerede projektorganisation. I henhold hertil har
A godkendt specifikationerne i kontrakten mellem Z og X som
certificeringsgrundlag, prækvalificeret X som leverandør af rør, godkendt
omfanget af X's kontrol med de producerede rør, og foretaget tredie parts
kontrol hos X, ligesom A har forestået tilsynet med lægning af rørledningen.
Klagerne har anført, at A har påtaget sig en udstrakt løbende rådgivning
og kontrol. I forbindelse hermed har A begået fejl ved ikke at være
tilstrækkelig opmærksom på mulighederne for, at der som følge af
produktionsmåden kunne opstå revner, og ved ikke at sikre, at den foreskrevne
kontrol med produktion og nedlægning kunne konstatere sådanne revner, samt at
den foreskrevne kontrol faktisk blev udført.
A har anført, at selskabet - i modsætning til hvad der var aftalt om
gasprojektet - ikke har påtaget sig at yde teknisk rådgivning. Alle de
opgaver, som A har udført, har været et led i certificeringen. A har ikke
afgivet nogen garanti mod forekomsten af revner. Den foreskrevne kontrol hos
X har i hvert fald været i overensstemmelse med den almindelig anerkendte
fremgangsmåde, hvilket Energistyrelsen også har anerkendt. Den stikprøvevis
foretagne tredie parts kontrol med produktionen har været effektiv. Der er
heller ikke begået fejl ved tilsynet med lægningen af ledningen i Nordsøen.
Arbejdsgangen har været i orden og kontrollen med svejsearbejdet korrekt.
Voldgiftsretten skal udtale:
Et tidligere udkast til rammeaftalen var betegnet som rammeaftale om
teknisk rådgivning og certificering. Ordene »teknisk rådgivning«
udgik i den endelige aftale, efter A's begæring. Det må herefter lægges til
grund, at A kun har ydet teknisk rådgivning, som har været nødvendig for at
tilvejebringe certificeringsgrundlaget.
Voldgiftsretten finder ikke, at A har begået fejl ved sin godkendelse af
produktionen og kontrollen hermed. Revner i rørenderne af den i sagen
omhandlede art har ikke tidligere været rapporteret. Den godkendte kontrol
stemte med internationale standarder, og erfaringerne med enderevner ved
denne rørledning har ikke ført til, at de internationale standarder er blevet
ændret. Det kan ikke tillægges betydning, at en af Tuboscope foreslået
yderligere kontrol, som kunne have ført til opdagelse af revnerne, ikke blev
foreskrevet. Denne form for kontrol havde ikke været foretaget med gasrørene,
og den blev heller ikke foretaget ved erstatningsleverancen af olierør.
Den revne i rør nr. 375, som blev fundet ved stikprøvekontrol den 17.
december 1981, kort efter at produktionen af rør var begyndt, burde udover
henvendelsen til X have givet anledning til overvejelser om, hvorvidt
kontrollen var tilstrækkelig effektiv eller burde forbedres, og om der
eventuelt kunne være lignende revner i tidligere producerede rør. A's tilsyn
med rørproduktionen findes her at have svigtet ved ikke tilstrækkelig
effektivt at have søgt at få fastslået, hvad der var årsag til revnen, og
hvad der kunne gøres for at sikre mod, at der var eller senere ville
forekomme lignende revner i andre rør. Herved findes A at have pådraget sig
et medansvar for de opståede skader, og det kan ikke fritage A for dette
ansvar, at Z blev underrettet om revnen straks mundtligt og senere
skriftligt.
Hvad endelig angår tilsynet med kontrollen i Nordsøen finder
voldgiftsreten ikke, at A har begået nogen fejl. Kontrollen var tilrettelagt
i overensstemmelse med aftalen og udført professionelt. Når det fra klagernes
side er anført, at der skulle påhvile A en særlig forpligtelse som eneste
gennemgående tilsynsmyndighed, bemærkes, at der ikke kan gives klagerne
medhold heri.
Vedr. B.
Den 7. og 18. september 1981 indgik Z en rammeaftale med B som koordinator
for B og F. Som typer af bistand nævner kontrakten rådgivningsbistand inden
for institutionernes ekspertiseområde vedrørende kontrol af design af
delprojekter, herunder kontrol af designforudsætninger, - principper, -
metoder samt resultater. Udover disse opgaver skulle indklagede yde enhver
rådgivning indenfor rådgiverens ekspertiseområde, som bygherren måtte ønske.
I henhold hertil har B deltaget i prækvalifikationen af X og opfølgning heraf
samt tredie parts kontrol hos X.
Klagerne har anført, at B ligesom A har begået fejl ved ikke at sikre, at
den foreskrevne kontrol med produktionen hos X var egnet til at afsløre
radiale revner i rørenderne, og at sådan kontrol faktisk blev udført.
Klagerne har herved henvist til den kort efter rørproduktionens start
konstaterede revne i rør nr. 375.
B har anført, at stål- og pladeproduktion ikke hører under instituttets
ekspertiseområde, og at B derfor intet havde med denne del af produktionen at
gøre. B kunne allerede som følge heraf ikke forudse det særlige problem med
de radiale revner ved rørenderne og havde derfor intet grundlag for at kræve
yderligere kontrol fra X. B har ikke begået fejl ved tilsynet med X's
kontrol. Opdagelsen af rør nr. 375 gav anledning til intensiveret kontrol,
men ikke til at foretage andre former for kontrol, og B fik end ikke
lejlighed til at se røret.
Voldgiftsretten skal udtale:
Af de samme grunde, som er anført foran, for så vidt angår A, findes B
ikke at have begået fejl i forbindelse med forskrifterne for kontrol med
rørproduktionen. Dette gælder så meget mere, som stål- og pladeproduktionen
ikke hørte under B's ekspertiseområde.
Derimod findes B ligesom A at have pådraget sig et medansvar for de
opståede skader ved ikke tilstrækkeligt effektivt at have opfulgt
konstateringen af revnen i rør nr. 375. Det er i denne henseende ikke
tilstrækkeligt, at man udbad sig en forklaring fra X og pålagde virksomheden
at intensivere kontrollen. Det findes heller ikke at kunne fritage B for
ansvar, at man ikke fik lejlighed til at undersøge rør nr. 375 nærmere. Da en
sådan undersøgelse var vigtig, burde man straks have insisteret på at se
røret.
Vedr. E
Den 19. november 1981 indgik Z entreprisekontrakt med E om udførelse af
Nordsøolieledningen. Kontrakten henviste til specifikationerne af november
1981, hvori det er fastslået at alle svejsninger skal undersøges
radiografisk, og at 5% af dem tillige skal undersøges med ultralyd, uden at
dette må give anledning til urimelig udsættelse af arbejdet.
Klagerne har gjort gældende, at E som entreprenør har tilsidesat rimelige
hensyn til Z som bygherre ved ikke at gøre opmærksom på, at rørene ikke
opfyldte kravet i specifikationerne om at være uden revner.
E har anført, at selskabet modtog olierør, som i forvejen var certificeret
af A, og selskabet skulle ikke undersøge rørenes kvalitet, men alene
sammensvejse de leverede rør til en samlet ledning og nedlægge denne i
havbunden. Svejsningerne ombord skulle kontrolleres. Disse opgaver er udført
fejlfrit.
Voldgiftsretten skal udtale:
Rørene blev leveret til E som en bygherreleverance. E skulle derfor alene
påse, at de ikke var blevet beskadiget under transport og lagring, og at de
af E foretagne svejsninger var korrekt udført. Den iværksatte kontrol var
indrettet herpå og i overensstemmelse med kontrakten, ligesom kontrollen blev
professionelt udført. Ved undersøgelse af røntgenfilm er revner i rørenderne
og uskadelige skrammer hidrørende fra transporten vanskelige at skelne fra
hinanden, hvilket støttes af, at ikke engang de efterfølgende
laboratoriemæssige undersøgelser på land har ført til overensstemmende
vurderinger af antallet af skadelige revner. Da rørene var certificeret,
havde E ingen grund til at tro, at de kunne være behæftet med fejl, og E
havde derfor ingen anledning til at være særligt opmærksom herpå. Desuagtet
fandtes der i forbindelse med kontrol af svejsningerne et rør, som ved
nærmere undersøgelse viste sig at indeholde en revne, hvilket der straks blev
gjort opmærksom på.
Voldgiftsretten finder herefter intet grundlag for at fastlå, at E ikke
skulle have opfyldt sine kontraktlige forpligtelser korrekt eller have
tilsidesat rimelige hensyn til bygherren. E vil derfor allerede af den grund
være at frifinde, og der findes ikke anledning til at gå ind på, om E, hvis
stilling på flere punkter afviger fra de øvrige indklagedes, også af andre
grunde måtte frifindes.
Vedr. C, herunder D
Ved rammeaftale af 1. marts 1982 med tilhørende delaftale nr. 3 af 18. maj
1982 antog Z C, herunder D, til at yde bistand med anlægsledelse og tilsyn
m.v. ved udførelse af olieledningen fra platform Gorm E og til ilandføringen.
Klagerne har gjort gældende, at indklagede har begået fejl i forbindelse
med kontrollen af røntgenfilm, dels ved ikke at sikre, at de inspektører, som
foretog kontrollen, havde de fornødne kvalifikationer til at foretage denne,
dels ved som bygherrens repræsentant at have undladt at gøre indsigelse mod
lægning af rør, som ifølge røntgenfilmens udvisende ikke opfyldte de
foreskrevne specifikationer om at være uden revner.
C har anført, at der ikke er begået fejl af de inspektører, som var
antaget til at kontrollere røntgenfilm. Kontrollen angik de udførte
svejsninger, og der var ingen grund til at antage, at der kunne være fejl ved
rørene, som var certificeret. Der blev gjort indsigelse første gang, der på
en røntgenfilm forekom indikationer, som skønnedes at være en revne i et rør.
Voldgiftsretten skal udtale:
Af de foran vedrørende E anførte grunde findes der ikke grundlag for at
fastslå, at der ved den af C som bygherrens repræsentant ombord i
læggefartøjet foretagne kontrol er begået nogen fejl ved, at revnerne i nogle
tidligere lagte rør ikke er blevet opdaget ved den foretagne kontrol. Der
findes heller ikke at være begået fejl af C ved tilrettelæggelse af
kontrollen eller i forbindelse med antagelse af inspektørerne, mod hvis
uddannelse og praktiske erfaring med hensyn til at udføre
røntgenfilmkontrollen der ikke er grundlag for at gøre indvendinger.
Voldgiftsretten finder derfor intet grundlag for at pålægge C ansvar for
mangelfuld kontrol.
Ansvarsgrundlaget
I rammeaftalerne med A og B findes i realiteten enslydende bestemmelser
om, at Almindelige Bestemmelser for teknisk Rådgivning & Bistand (ABR 75)
skal være gældende i det omfang, der ikke i aftalen er angivet en anden
bestemmelse. I aftalen med C er henvist til aftalen om naturgas, som
indeholder en ligelydende bestemmelse. Alle tre aftaler indeholder en
bestemmelse om ansvar, hvorefter de pågældende er ansvarlige over for Z efter
dansk rets almindelige regler. Aftalerne med A og C indeholder tillige ordene
»med nedenfor angivne ændringer eller tilføjelser«, medens disse
ord ikke findes i aftalen med B. Alle tre aftaler indeholder en fra ABR pkt.
6.2.3. afvigende bestemmelse om forældelse samt regler om ansvarsbegrænsning
og forsikring.
Klagerne har gjort gældende, at det i kontrakten udtrykkeligt er
fastslået, at dansk rets almindelige regler og ikke ABR gælder som
ansvarsgrundlag, hvilket navnlig har den betydning, at de indklagede hæfter
solidarisk, og at deres ansvar ikke er subsidiært. Selv om ABR anses
gældende, kan bestemmelsen i 6.2.6. om subsidiært ansvar for tilsyn ikke
anvendes, dels fordi de indklagede har påtaget sig mere end blot tilsyn, dels
fordi det tab, som klagerne har lidt, er forårsaget af, at de indklagede ikke
rettidigt - d.v.s. før rørene blev nedlagt - har påtalt, at disse ikke var
kontraktsmæssige.
De indklagede har gjort gældende, at såvel ABR som aftalens ansvarsregler
er gældende. Ansvarsreglerne i ABR må derfor anvendes på alle de punkter,
hvor der ikke er gjort afvigelse ved en udtrykkelig bestemmelse i aftalen. Da
hverken ABR 6.2.5. eller 6.2.6. er fraveget, må disse anvendes. De fejl, som
sagen angår, er tilsynsfejl, ikke projekteringsfejl, og de indklagedes ansvar
er derfor subsidiært.
Voldgiftsretten skal udtale:
Den i aftalernes særlige ansvarsbestemmelse indeholdte helt generelle
henvisning til, at rådgiveren er ansvarlig efter dansk rets almindelige
erstatningsregler, hvilket kun er en gentagelse af reglen i ABR 6.2.1., kan
ikke føre til, at andre af ABR's erstatningsregler end den udtrykkelig nævnte
i 6.2.3. også er fraveget. Reglerne i 6.2.5. om pro ratahæftelse og i 6.2.6.
om subsidiært ansvar må derfor anses for gældende. Ansvaret for A og B hviler
på, at disse ikke foretog en tilstrækkelig opfølgening af den ved kontrollen
konstaterede fejl ved rør nr. 375. Dette må anses for en fejl ved kontrollen
af, om X's ydelse var kontraktmæssig, og således omfattet af 6.2.6., og det
kan ikke gøre nogen forskel, at en bedre undersøgelse af, hvorledes fejlen
var opstået, eventuelt kunne have medført, at den foreskrevne kontrol blev
ændret. Fejlene har ikke medført, at klagerne blev afskåret fra at gøre
ansvar for tabet eller nogen del deraf gældende mod X. Det fastslåede ansvar
for A og B er derfor bortfaldet.
Ansvarsbegrænsning
De tre rammeaftaler indeholder en bestemmelse om, at det omhandlede ansvar
for fejl og forsømmelser er begrænset til det til enhver tid gældende
maksimum for de for Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) normalt
gældende forsikringer. Ansvaret er endvidere begrænset til maksimalt 10
sådanne enkeltskader pr. år. I aftalerne med B og C er endvidere anført, at
maksimum pr. enkeltskade for tiden udgør 7,8 mill. kr.
Klagerne har gjort gældende, at maksimum i de tre aftaler må være ens og
for 1981 udgjorde 9.308.800 kr. og for 1982 10.049.200 kr. pr. enkeltskade.
A har anført, at det korrekte begrænsningsbeløb på anmeldelsestidspunktet
var 1.537.620 kr.
Klagerne har endvidere gjort gældende, at der foreligger en enkeltskade
hver gang et olierør med en skadelig revne fejlagtigt er gået gennem
kontrollen, og at begrænsningen til 10 enkeltskader pr. år naturligt må
forstås som 10 enkeltskader pr. kalenderår.
De indklagede har anført, at enkeltskader må forstås som angivet i FRI's
sædvanlige forsikringsbestemmelser, og at der derfor kun foreligger een
skade. I øvrigt har forsikringsgruppen og Z i deres indbyrdes forhold lagt
til grund, at skaden på olieledningen kun er een forsikringsbegivenhed. Skade
pr. år må forstås som enten pr. forsikringsår eller som 12 måneder fra det
første rør med skade blev leveret, men uanset hvilken af disse fortolkninger
man anvender, er skaderne sket indenfor eet år.
Voldgiftsretten skal udtale:
Aftalen med A fastslår, at ansvaret for en enkeltskade er begrænset til
det til enhver tid gældende maksimum for FRI's forsikringer. Klagerne har
ikke bestridt, at dette på det for denne sag afgørende tidspunkt var
1.537.620 kr. som af A anført. Selv om det ville have været nærliggende at
fastsætte maksimum til samme beløb i alle tre rammeaftaler, må det efter
bevisførelsen lægges til grund, at beløbet på 7,8 mill. kr. ikke har været
nævnt under forhandlingerne mellem Z og A, og det har i hvert fald ikke været
klart tilkendegivet, at dette beløb skulle gælde som ansvarsbegrænsning.
Voldgiftsretten giver derfor A medhold på dette punkt.
Ansvarsbegrænsningen til 10 enkeltskader pr.år står i samme afsnit i
aftalernes ansvarsbestemmelse som den beløbsmæssige begrænsning pr.
enkeltskade. Om denne begrænsning henviser bestemmelsen til de for FRI
normalt gældende forsikringer. Disse forsikringers definition af enkeltskade
må derfor også lægges til grund. Da kravet mod de indklagede skyldes påstået
utilstrækkelig kontrol med de af X leverede rør, kan der kun anses at
foreligge een enkeltskade.
Betydningen af forliget med X.
Der er enighed mellem parterne om, at de indklagede, efter at Z har
indgået forlig med X, er afskåret fra at gøre regres mod X for beløb, som det
eventuelt bliver pålagt dem at betale i erstatning.
Klagerne har gjort gældende, at indgåelsen af forlig med X ikke afskærer
dem fra at kræve erstatning hos de indklagede, når disse blot bliver stillet,
som om X havde været inddraget under sagen. Det afgørende for ansvarets
fordeling bliver herefter, hvor stor en del af erstatningen der endeligt
ville blive pålagt X. Klagerne har nedsat kravet mod de indklagede til 2/3 af
det samlede erstatningskrav svarende til, at 1/3 af kravet påhviler X,
hvilket betyder, at klagerne selv bærer 20 mill kr. Om dette er en rimelig
fordeling, må voldgiftsretten afgøre.
Alle er enige om, at X er ansvarlig, men X kunne med føje gøre gældende,
at virksomheden havde grund til at antage, at de af A og B stillede krav til
kontrol og den yderligere kontrol ved lægning af rørledningen kunne have
forhindret skade af det foreliggende omfang. Endvidere kunne X overfor Z have
påberåbt sig, at manglerne ved rørene burde have været opdaget tidligere, og
at Z derfor har mistet sine beføjelser i medfør af princippet i købelovens §§
47, 51 og 52, hvilket de indklagede er skyld i.
De indklagede har anført, at de ikke har deltaget i forhandlingerne med X.
Hvis forliget ikke var blevet indgået, ville de have haft regres mod X, der
har leveret en vare med mangler, men er ved forliget blevet afskåret herfra.
I øvrigt er de indklagedes ansvar i medfør af ABR kun subsidiært. Endelig kan
voldgiftsretten ikke tage stilling til X's mulige regres, når X ikke er part
i sagen.
Voldgiftsretten skal udtale:
Udgangspunktet må være, at ansvaret for den opståede skade fuldt ud må
påhvile X, som har leveret rør, der var behæftet med fejl. Selv om klagerne
ved at indgå forlig med X har afskåret A og B fra at gøre regres mod
leverandøren, findes dette dog ikke i sig selv at burde afskære klagerne fra
muligheden for under denne sag at få pålagt disse indklagede ansvar i det
omfang, hvori de i forhold til X endeligt skulle udrede erstatningen, eller
udrede erstatning, fordi X ikke er istand til at betale denne. Risikoen for,
at sagen ikke kan belyses tilstrækkeligt, fordi X ikke er part, må imidlertid
påhvile klagerne. Voldgiftsretten finder ikke i de foreliggende oplysninger
grundlag for at fastlså, at A og B endeligt skulle bære nogen del af tabet,
eller at X skulle være ude af stand til at erstatte dette, og ville derfor i
hvert fald frifinde de indklagede for ansvar som følge af det indgåede
forlig.
Betydningen af Z's entrepriseforsikring.
Klagerne har gjort gældende, at de indklagede ikke er dækket af den af Z
tegnede forsikring. Denne, der efter krav fra Z er tegnet som international
entrepriseforsikring, er en kombination af en tingsforsikring og en
ansvarsforsikring. Alle de indklagede er forsåvidt forsikrede i medfør af
policen. Skaderne er ikke omfattet af ansvarsforsikringen, der udtrykkelig
undtager genstande, der omfattes af forsikredes kontraktarbejde. Skaderne er
derimod dækket af tingsforsikringen, men kun i det omfang den forsikrede bar
risikoen for tingen. Dette støttes også af kravet om, at der skulle tegnes
selvstændige ansvarsforsikringer. A, B og C har ikke på noget tidspunkt båret
risikoen for rørene eller olieledningen.
A, B og C har anført at de må anses for dækket af forsikringen og har
herved henvist til, at de er forsikrede, og at forsikringen også dækker skade
som følge af materialefejl. Den af klagerne påberåbte risikobegrænsning
fremgår ikke af policens bestemmelse, hvilket må komme klagerne til skade.
Voldgiftsretten skal udtale:
Der må gives de indklagede medhold i, at det - muligvis fordi policen er
en oversættelse - ikke efter ordlyden er særlig klart, at de indklagedes
ansvar under denne sag ikke skulle være dækket af tingsforsikringen, således
at forsikringsgruppens adgang til regres er begrænset i overensstemmelse med
forsikringsaftalelovens § 18.
Da vilkårene for forsikringen efter det oplyste er affattet i
overensstemmelse med en gængs international entrepriseforsikring, om hvis
nærmere forståelse i udlandet der intet er oplyst, mener voldgiftsretten ikke
at burde udtale sig om fortolkningen, når dette spørgsmål er uden betydning
for afgørelsen af den foreliggende sag.
Udskiftning eller reparation.
Klagerne har gjort gældende, at de i begyndelsen af 1983 var nødsaget til
at træffe endelig beslutning om, hvorvidt 42 km. strækningen skulle repareres
eller udskiftes, for at ledningen kunne blive færdig rettidigt. En forsinket
færdiggørelse ville have medført langt større tab end de i denne sag
omhandlede. Der var derfor ikke tid til at iværksætte yderligere
undersøgelser. Der måtte på det tidspunkt regnes med 24 reparationskrævende
revner på 42 km. strækningen, og Energistyrelsen forlangte, at reparationer
blev foretaget i form af undervandssvejsninger, hvilket ville have været
dyrere end en omlægning. Z's beslutning kan derfor ikke kritiseres og ikke
føre til nedsættelse af det fremsatte erstatningskrav.
De indklagede har anført, at det ikke har været nødvendigt at omlægge 42
km. strækningen. Det havde højst været nødvendigt at foretage en enkelt
reparation. Der havde været tilstrækkelig tid til at få foretaget de
yderligere undersøgelser, som var blevet foreslået fra forskellig side.
Endelig kan det ikke forlanges, at de indklagede afholder udgiftene ved at
bringe ledningen i den stand, som var krævet i kontrakten med X, når
ledningen blot gøres »fit for purpose«.
Voldgiftsretten skal udtale:
Rørene til olieledningen var krævet leveret fri for revner. Da det i maj
1982 konstateredes, at der alligevel var revne i et rør, og det derfor måtte
antages, at der også kunne forekomme skadelige revner i rør, som allerede var
nedlagt i Nordsøen, måtte Z træffe bestemmelse, om der skulle foretages noget
i den anledning. Der var begrænset tid til at træffe afgørelse, fordi
gasledningen skulle være færdig til prøvekørsel den 1. juli 1984. Det var
endvidere en absolut forudsætning, at afhjælpning blev foretaget på en sådan
måde, at olieledningen kunne certificeres af A og godkendes af
Energistyrelsen.
Da den endelige afgørelse blev truffet i februar 1983, havde Z grund til
at antage, at der kunne være 24 revner, som var af en sådan art, at de
krævede reparation. Energistyrelsen havde udtalt, at undervandssvejsning var
den eneste metode, som med de da foreliggende oplysninger kunne betragtes som
tilfredsstillende. Der var på det tidspunkt ikke tilstrækkelig tid til at
foretage yderligere undersøgelser med henblik på at få antallet af
reparationskrævende revner nøjere fastlagt og at opnå A's og Energistyrelsens
godkendelse af en anden reparationsmetode end undervandssvejsning.
Undervandssvejsning af indtil 24 revner måtte - også efter de erfaringer, der
blev gjort med senere reparationer af olieledningen - antages at være dyrere,
uden at der opnåedes samme sikkerhed som ved en omlægning af ledningen.
Voldgiftsretten finder derfor ikke grundlag for at kritisere, at Z bestemte,
at ledningen skulle omlægges.
Derimod må der gives de indklagede medhold i, at det med de oplysninger,
der foreligger idag, havde været muligt at lade ledningen ligge og begrænse
afhjælpningen til reparation af et mindre antal skader. Ved reparation af en
enkelt eller enkelte revner må det antages, at 42 km. strækningen ville være
lige så god som 25 km. strækningen, som er certificeret og godkendt som led i
olieledningen. Spørgsmålet er derfor, om disse oplysninger kunne have været
tilvejebragt, inden Z traf den endelige beslutning om omlægning. Som grundlag
for bedømmelse af fejlramte anlæg var det allerede på det tidspunkt gængs
teknik at foretage en undersøgelse af omfanget og en nærmere karakterisering
af defekterne, hvilket blev iværksat, at foretage en bedømmelse af rørenes
styrkeegenskaber, hvilket først blev påbegyndt af S efter nytår 1983, at
undersøge de belastningssituationer, som ledningen var dimensioneret til at
kunne modstå og at foretage brudmekaniske risikoberegninger. Det var muligt
at opnå den fornødne ekspertise hertil indenfor Europas grænser. Såfremt Z
havde inddraget en havariekspert i arbejdet, hvilket var i overensstemmelse
med Z's filosofi om at købe ekspertise udefra, kunne dette være gennemført i
den resterende del af 1982. Z ville derved have opnået et bedre grundlag for
at træffe sin afgørelse, hvilket kunne have ført til en billigere
afhjælpning. Voldgiftsretten kan dog ikke fastslå, at det ville have ført til
anden beslutning end omlægning, idet dette også ville afhænge af den
stilling, som myndighederne tog til spørgsmålet om godkendelse, og af de
politiske betingelser.
Forinden Z besluttede at nedlægge en ny rørledning på 42 km. strækningen,
havde C tiltrådt en sådan beslutning. D var dog af den opfattelse, at en
tilstrækkelig sikker rørledning kunne opnås på en langt billigere måde ved
reparation af de største og farligste revner. Det var uenigheden vedrørende
dette spørgsmål, som førte til D's udtræden af C. Når D ikke er omfattet af
2. led i klagernes alternative påstand, skyldes det D's stilling til
spørgsmålet om udskiftning.
Voldgiftsretten finder ikke, at det kan kritiseres, at C på grundlag af de
da foreliggende oplysninger tiltrådte Z's beslutning, og finder heller ikke,
at det kan lægges C til last, at de ønskelige oplysninger ikke blev
tilvejebragt tidligere. Z havde erklæret, at selskabet selv ville lede
bestræbelserne for at fastslå, hvad der skulle foretages i anledning af de
konstaterede mangler ved olieledningen. Det kan ikke fastslås, at C ikke har
foretaget eller ladet foretage de undersøgelser, der blev anmodet om, eller
at der skulle være fejl heri, ligesom de af C dragne konklusioner af de
foretagne undersøgelser ikke kan kritiseres. Der ville derfor ikke være
gundlag for at tage klagernes alternative påstand overfor denne indklagede
til følge.
Efter det anførte frifinder voldgiftsretten alle de indklagede.
I sagsomkostninger betaler klagerne 3 mill. kr. til E. Til C og D skal
ialt betales 2 mill. kr., der fordeles med 1.500.000 kr. til C og 500.000 kr.
til D. A og B skal bære deres egne omkostninger.
Klagerne betaler udgifterne ved voldgiftsrettens behandling af sagen.
Thi bestemmes:
A, B, C, D og E frifindes.
Klagerne, Forsikringsgruppen ved T A/S og R A/S, og Z A/S betaler inden 14
dage efter modtagelsen af denne kendelse i sagsomkostninger 3 mill. kr. til
E, 1.500.000 kr. til C og 500.000 kr. til D. Iøvrigt betaler ingen af
parterne sagsomkostninger til nogen anden part.
Klagerne betaler udgifterne ved sagens behandling ved voldgiftsretten
efter påkrav.
København den 25. oktober 1988
Johannes Bangert Erik Bjerregaard Poul Rønnov
Jørgen Brødsgaard Ingvard Rasmussen
P.v.c.
Charlotte Fabricius
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sag om, hvorvidt sagsøgte mangler at betale for varer, som sagsøger har solgt og leveret til sagsøgte, eller hvorvidt sagsøgte har et modkrav til kompensation, der overstiger påstandsbeløb Domsdatabasen · 9. februar 2022
- Sagerne drejer sig om sagsøgende forsikringsselskabers mulige regreskrav mod sagsøgte A/S. Forsikringsselskaberne har udbetalt erstatninger til deres forsikringskunder for brandskader opstået som følge af en brand i et mobilt stjernesigteanlæg leveret af sagsøgte A/S Domsdatabasen · 3. februar 2022
- Sag om, hvorvidt sagsøgte er berettiget til at kræve husleje/forpagtningsafgift reguleret i henhold til bestemmelserne om pristalsregulering i forpagtningskontrakt af 28. januar 1987 Domsdatabasen · 24. september 2020
Lignende dokumenter
- Sag om betaling af dækningsafgift efter ejendomsbeskatningslovens § 23a og tilbagebetaling efter § 29, stk. 4 Domsdatabasen · 18. marts 2008
- Landsretten stadfæster byrettens dom, og tiltræder dermed, at Fredericia Kommune har været berettiget til at opkræve dækningsafgift af appellantens tankanlæg som sket Domsdatabasen · 19. november 2008
- Tvist om mangler og konstruktionsfejl ved 45 kædehuse Retsinformation · 24. september 1997
- 1996 BTL 200 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ETABLERING OG BENYTTELSE AF EN RØRLEDNING TIL TRANSPORT AF RÅOLIE OG KONDENSAT NR L 200 1996-97, 1. SAMLING Retsinformation · 6. august 1997
- Bekendtgørelse om ophævelse af visse bekendtgørelser udstedt i medfør af rørledningsloven Retsinformation · 28. februar 2014
- Forslag til Lov om ændring af lov om etablering og benyttelse af en rørledning til transport af råolie og kondensat (Etablering af separationsfaciliteter, ophævelse af afgiftsbestemmelser vedrørende transport af udenlandsk olie og mulighed for nedsættelse af 5-procents-elementet for tilslutningspligtige producenter m.v.) Retsinformation · 19. maj 2010