Psykisk lidelse - ikke arbejdsskade (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Psykisk lidelse - ikke arbejdsskade (* 1)
H.D. 12. APRIL 1989 i sag II 163/1988
Den Sociale Ankestyrelse (km.adv. v/adv. Birthe eskildsen)
mod
Foreningen af Arbejdsledere i Danmark som mandatar for A
(adv. Per walsøe)
Biintervenient: forsikringsselskabet Winterthur Borgen A/S (adv.
H.H. Haume).
ØSTRE LANDSRETS DOM 8. APRIL 1988 (14.AFD.)
(Danielsen, Ole Nicolaisen, Steen Steensen (kst.))
Under denne sag, der er anlagt den 30. marts 1984, har Foreningen af
Arbejdsledere i Danmark som Mandatar for A (i det følgende kaldet
sagsøgeren), påstået sagsøgte, Den Sociale ankestyrelse, tilpligtet at
anerkende, at den lidelse, der har gjort sagsøgeren arbejdsudygtig siden
mandag den 19. januar 1982, er at betragte som en arbejdsskade i
overensstemmelse med lov om arbejsskadeforsikring § 9.
Sagsøgeren har henvist til, at han natten lemme den 19. og og 20. januar
1981 var udsat for et voldeligt overfald på sin arbejdsplads i forbindelse
med sit arbejde, og der lidt en skade, som har medført en lidelse, der kan
kræves erstattet i henhold til lov om arbejdsskadeforsikring. Lidelsen, der
nu har medført invaliditet, er af psykisk karakter.
Sagsøgte har påstået frifindelse under anbringende af, at der ikke er ført
bevis for, at sagsøgeren har været udsat for et ulykkestilfælde, eller hvad
dermed må sidestilles, jfr. arbejdsskadeforsikringslovens § 9.
Sagsøgeren, der tidligere hed B, er født i Israel den 12. juni 1945. I
1966 blev han anset i El Al, Esrael Airlines LTD, (i det følgende benævnt El
Al) og i 1977 udnævnt til district manager på selskabets kontor i København.
I slutningen af 1980 fik sagsøgeren meddelelse om at han skulle forslyttets
til selskabets kontor i Amsterdam. Sagsøgeren, der inden afrejsen ønskede at
afvikle tilgodehavende ferie i Danmark, ville have sin tiltræden i Amsterdam
Læs alt
udsat til den 1. maj 1981, hvilket selskabet afslog ved skrivelse af 1.
januar 1981, idet sagsøgeren skulle tiltræde stillingen i Amsterdam den 1.
marts 1981.
Om aftenen mandag den 19. januar 1981 opholdt sagsøgren sig på sin
arbejdsplads, der var beliggende Vesterbrogade 6 D i en kontorbygning på 2.
sal. Af oplysninger fra en politirapport fremgår, at der den 20. januar 1981
ca. kl. 01.25 via Securitas indgik en alarm til Københavsn Politis
radiotjeneste fra El Als kontor. En kontrolopringning til kontoret blev
besvaret af sagsøren. Kort efter ankom politiet til stedet, hvor de fandt
såvel yderdøren som dørene på 2. sal til El Als kontor aflåste. Dørene var
forsynet med rukolås med indvendig vrider. Døren ind til selve kontoret blev
åbnet indefra af sagsøgeren ved hjælp af en mekanisk døråbner. I kontoret
fandt politet sagsøgn ligende på gulvet mellem et skrivebord og en skollevæg.
Der var ikke andre i lokalet. Politet konstaterede, at der tre steder i
lokalet var malet ca. 1 cm brede hagekors med sort farve, og at flere
flasrammer var slået i stykker. Lige inden for indgangsdøren lå et par
solbriller, hvor det ene glas var faldet af. I politets anmeldelsesrapport
angaves, at forbrydelsens art var vold og i forbindelse hermed hærværk ved
maling og knusning af las. I rapporten anførtes om fremgangsmåden m.v., at
sagsøgeren var tildelt slag af ukendt person, hvorved sagsøgeren havde
pådraget sig muligt kraniebrud, læsioner på højre skulder og bækkenparti.
Sagsøgeren blev i ambulance kørt til skadestuen på Kommunehospitalet.
Senere samme dag blev han overført til hospitalets neurologiske afdeling,
hvorfra han blev udskrevet den 17. januar 1981.
Politiet foretog en række afhøringer af sagsøgeren, mens han var indlagt
på Kommunehospitalet, første gang den 20. januar 1981 ca. kl. 12.20. Ved
politiets besigtigelse af sagsøgerens tøj fandtes størknet blod på venstre
revers og på et slips. Under afhøringen virkede sagsøgeren ifølge
politirapporten meget træt. Han lå med tillukkede øjne, talte med svag stemme
og kunne alene huske, at han om aftenen havde ringet til sin samlever for at
sige, at han kom hjem senere. Endvidere kunne han huske, at han havde
aktiveret alarmknappen. Han blev afhørt på ny samme dag kl. 18.30, men kunne
satdig intet huske. Den 24. januar 1981 blev sagsøgeren afhørt på ny. Ifølge
rapporten kunne han nu huske, at han havde taget sin frakke og skindhue på,
havde slukket lyset og var gået hen mod kontorets udgangsdør. Den 26. januar
1981 forklarede han til politirapporten, at han ny yderligere kunne huske, at
han havde set ud af et lille vidue i døren, og at det var mærkt udenfor.
Sagsøgeren fremsatte over for politiet den teori, at nogen måtte have skubbet
døren op mod ham, hvorved han var tumlet baglæns ind i væggen og havde tabt
sine briller. Endvidere kunne han huske, at han vågnede på gulvet i kontoret
og hørte lyden fra et fotoapparat med motor, ligesom han mente af have set
nogle glimt, som fra et flashlys.
Under nærværende sag er alene fremlagt en del af det materiale, politiet
udarbejdede under efterforskningen af sagen. Sagsøgerens advokat havde
anmodet pol.itiet om at udlevere akterne i sagen, hvilket Københavns Politi
afslog ved skrivelse af 5. oktober 1984. I skrivelsen anførtes bl.a.
følgende:
»Jeg er bekendt med, at De har haft aktindsigt i sagen hos den
sociale ankestyrelse, og at De herigennem har fået udleveret kopier af en
rapport af 20. januar 1981 på 4 sider indeholdende en beskrivelse af El Al's
lokaler samt en rapport af 20. januar 1981 på 19 sider indeholdende politiets
afhøringer af Zvi Kaydan.
Jeg finder ikke grundlag for at give Dem aktindsigt i videre omfang.
På foranledning af Deres skrivelse kan jeg dog oplyse, at den væsentlige
del af efterforskningen har dundet sted i slutningen af januar og i februar
1981, og at den er afsluttet, da der ikke var flere
efterforskningsmuligheder. Der er ikke udner efterforskningen fremkommet
oplysninger om personer, mod hvem der har kunnet rejses sigtelse i anledning
af anmelselsen.«
Politirapportens beskrivelsesafsnit og sagsøgrens rapportforklaringer er
fremlagt af denne. Oplysninger herfra er gengivet ovenfor.
Sagsøgte har under sagen fremlagt et andet uddrag af politirapporten,
hvoraf fremgår, at sagsøggerens daværende samlever den 20. januar 1981
uopfordret til politiet forklarede, at hun syntes, at sagsøgerens
stømmeføring lød påtaget, samt at hun senere samme dag ringede til politiet
og oplyste, at sagsøgerens stemmeføring havde været en helt anden, efter
politiet var gået fra hospitalet.
Af et udskrivningsbrev fra Kommunehospitalets skadestue fremgår vedrørende
sagsøgerens tilstand den 20. januar 1981 følgende:
»35-årig israelsk mand indlagt af vis. for commotio cerebri. Er
fundet på kontor med spor efter at være blevet overfaldet. Har total amnesi
for hvad der er foregået, udover at han i nogen tid har befundet sig i
chock-tilstand, hvor han ikke kunne bevæge sig. Objektiv findes han svært
commotioneret med total amnese, og det er først et stykke tid efter
indlæggelsen, han kan identificeres. Man finder stærk ømhed i calavriet og
stor hævelse startende i blabella og op med hårgrænsen. Begyndende bilateral
brillehæmatom. Der findes stærk palpationsømhed af bækkenkammene. Rtg. af
carniet, pelvis, højre høfte samt højre skulder viser i.a. Efter tilsyn fra
neurologisk afdeling overflyttes han til fortsat behandling der.«
På begæring af kriminalpolitiet har overlægen på Kommunehospitalets
neurologiske afdeling, Jørgen Vive Larsen, afgivet en erklæring af 29. januar
1981 vedrørende sagsøgerens tilstand. Det fremgår bl.a. heraf vedrørende
tidligere sygdomme, at sagsøgerens samlever til journalen havde oplyst, at
sagsøgeren under Seks Dages krigen i 1967 skulle være blevet såret alvorligt,
samt at sagsøgeren selv skulle have oplyst, at han blev såret i venstre arm
og opereret med lille hudtransplantation ved venstre øje. Samleveren skulle
yderligere have oplyst, at sagsøgeren hennem de sidste par måneder var blevet
tiltagende mistænksom og mente sig forfulgt. I erklæringen er endvidere
besvaret en række spørgsmål fra kriminalpolitiet:
Ad 1. Om patienten har været udsat for vold:
Det kan på grund af hukommelsestabet og den desorienterede tilstand ikke
udelukkes, at patienten har fået et slag i hovedet.
Ad 2. Objektive fund:
Der er fundet lille blodansamling om højre øje og hævelse i panden i samme
side. Endvidere var der en lille blodplamage under næseborene.
Patienten ømmede sig svært over hele korppen, men der fandtes ingen mærker
efter slag.
Et dobbeltsidig udvidelse af pupillerne og manglende lysreaktion for disse
persisterede under hele indlæggelsen uden sammenhæng med bevidsthedsplanet.
Ad 3. Kan de objektive fund være fremkaldt på anden måde og i det tidsrum
patienten angiver intet at kunne huse:
Forandringer i panderegionen kan ikke entydigt henføres til slag. De kan
også være opstået ved fald mod en eller anden genstand.
Hævelsen i panden og småblødningerne kan være opstået i det tidsrum, han
intet erindrer fra.
Ad 4. Kan der gives oplysningerom, at han, som opgivet af ham selv, intet
kan huske om begivenhederne i tidsrummet fra den 19/1 1981 kl. ca. 19.00 til
den 20/1 1981 kl. ca. 01.30:
Som det ses af ovennævnte har patienten senere i sygdomsforløbet angivet
spredte erindringer om, hvad han har hørt, der skete i kontoret i det anførte
tidsrum, hvor han mener at væpre blevert overfaldet.
Hukommelsessvigt af den anførte type kan ses efter hovedtraumern, men i
aktuelle tilfælde er det påfaldende sparsomt, hvad han kan erindre 2 dage
efter traumet i betragtning af, at han var ved næsten fuld bevidsthed ved
indlæggelsen og i betragtning af, at der trods alt kun er gjort sparsomme
fund som tegn på ydre vold.
Hukommelsestab af den anførte karakter med splittet erindringsindhold om
de mulige begivenheder kan også opstå ved såkaldt tågetilstand, der optræder
på grund af psykisk belastet situation hos patienter med et neurotisk
reaktionsmønster.
Ad 5. Kan patientens tidligere skader eventuelt være begrundelse for den
tilstand, som han befandt sig i på findetidspunktet:
Det er ikke på grund af de foreliggende oplysninger om tidligere sygdomme
eller objektive fund grund til at antage, at han har lidt så svær fysisk
overlast tidligere, at det skulle kunne have indvirket på de aktuelle
symptomer. Derimod oplyses det, at han i nogen tid har været angst og spændt
med tilbøjelighed til forfølgelsesforestillinger, og at han tidligere i en
akut krisesituation har reageret med øget angstberedskagb (den anførte
bombesprængning).
Under indlæggelsen på Kommunehospitalets neurologiske afdeling blev
sagsøgeren den 26. januar 1981 tilset af speciallæge i psykiatri, Jørgen
Elley, der senere er blevet udnævnt til overlæge i Tønder. Denne fandt
sagsøgeren spændt og ængstelig med talebesvær og tilbøjelighed til stammen.
Sagsøgeren blev tilrådet 4 ugers sygeorlov. Efter hjemkomsten herfra blev
sagsøgeren på ny tilset af læge Jørgen elley, der konstaterede, at sagsøgeren
virkede spøndt og nervøs med alle tegn på et begyndende nervøst sammenbrud.
Han skønnedes helt ude af stand til at varetage noget som helst arbejde. I
den følgende tid var sagsøgeren i ugentlige behandlinger på
Kommunehospitalets psykiatriske ambulatorium.
I skrivelse af 11. marts 1982 foretog Foreningen af Arbejdsledere i
Danmark anmeldelse til Sikringsstyrelsen af den arbejdsskade, som man hævdede
var overgået sagsøgeren natten mellem den 19. og 20. januar 1981. I
anmeldelsen anførtes, at de psykiske virkninger efter overfaldet stadig var
så alvorlige, at sagsøgeren ikke var i stand til at genoptage sit arbejde.
Ved skrivelse af 4. februar 1983 meddelte Sikringsstyrelsen sagsøgeren
følgende:
»Til styrelsen er gennem Foreningen af Arbejdsledere i Danmark
indgået anmeldelse om, at De natten mellem den 19. og 20. januar 1981 skal
have været udsat for et voerfald under udførelse af Deres arbejde for
flyselskabet El-Al, Vesterbrogade 6 D, 1620 København V.
Styrelsen har herefter søgt at få bekræftet det anførte om, at et overfald
skal have fundet ste,d og har i denne forbindelse været i forbindelse med
Deres ovennævnte arbejdsgiver, ligesom man har indhentet oplysnigner fra
Københavns Kommunehospital, hvortil De blev indlagt og undersøgt ved den
omhandlede lejlighed.
Man har endvidere gjort sig bekendt med de rapporter, politiet har optaget
i anledning af Deres indgivne anmeldelse, herunder bl.a. en udtalelse fra
Kommunehospitalets neurologiske afdeling, og hvorvidt Deres tilstand skønnes
at kunne have forbindelse med et voldeligt overfald som anført i anmeldelsen.
I denne anledning skal styrelsen meddele, at tilfældet ikke giver Dem reet
til ydelser efter lov om arbejdsskadeforsikring. Denne afgørelse begrundes
med, at de fremkone oplysnigner ikke har godtgjort, at der ved den anmeldte
lejlighed skete noget ulykkestilfælde, elelr hvad dermed må ligestilles, som
kan antages at have bevirket Deres lidelse. Lidelsen kan heller ikke henføres
under de erstatningsberettigende erhvervssygdomme, som er nævnt i
sikringsstyrelsens bekendtgørelse af 17. december 1982. Der henvises til
bestemmelsen i arbejdsskadeforsikringslovens § 9.«
Ved skrivelse af 28. februar 1983 påklagede Foreningen af Arbejdsledere i
Danmark afgørelsen til sagsøgte, Den Sociale Ankestyrelse, der i skrivelse af
12. september 1983 tiltrådte Sikringssytelsens afgørelse med den deri givne
begrundelse. Af skrivelsen fremgår, at sagsøgte til brug for ankesagen
indhentede yderligere oplysninger vedrørende kriminalpolitiets
efterforskning.
Der foreligger tre lægeerklæringer fra 1984-85 vedrørende sagsøgerens
lidelse.
Af en erklæring af 24. januar 1984 fra overlæge Jørgen Elley fremgår, at
denne behandlede sagsøgeren i tiden mellem medio januar 1981 og medio
december 1983. Under hele behandlingsforløbet havde symptomerne stedse været
koncentrationsforstyrrelser, søvnbesvær, voldsomme mareridsagtige drømme,
samt periodiske hukommelsestab. Det konkluderes, at tilstanden alt i alt
mindede om svær hysteriform neurose med tågetilstande, tilbøjelighed til
alternerende personlig, der havde medført total invaliditet, således at han
ikke kunne påtage sig noget som helst arbejde. På baggrund af at han indtil
et ganske bestemt øjeblik havde været overordentlig velfungerende, syntes det
nærliggende at antage, at han led af en tramatisk neutose (krigsneurose,
granatchock).
På begæring af forsikringsselskabet Baltica, hvor sagsøgeren havde tegnet
en livsforsikring, foretog overlæge, professor der. med. Fini Schulsiger, den
2. november 1984 en undersøgelse af sagsøgeren. Baggrunden for begæringen
var, at sagsøgerens tidligere samlever over for selskabet havde oplyst, at
han intet fejlede, men blot simulerede. I en erklæring af 6. november 1984
konkluderede professoren bl.a., at det ikke kunne udelukkes, at sagsøgeren
led af en paranoid psykose med hysteriske træk. At han skulle være simulant
forekom ikke sandsynlidt. Det foresloges,a t han testedes psykologisk og i
øvrigt vurderes yderligere i forbindelse med psykiatrisk
hospitalsindlæggelse.
Af en erklæring af 12. april 1985 fra overlæge Jens Knud Larsen,
Frederiksberg Hospitals psykiatriske afdeling, hvor sagsøgeren siden januar
1984 havde gået til behandling, fremgår, at han havde været observeret under
indlæggelse fra den 18. februar til den 15. marts 1985, samt at han havde
været psykologisk testet. På denne baggrund konkluderedes, at det drejede sig
om en psykoselignende tilstand, der havde forholdt sig urokket trods henves
150 timers intensiv psykoterapeutisk indsats og psykofarmakologisk
behandling, og som medførte en invaliditet, som kunne det dreje sig om en
egentlig procespsykose.
Sagen har været forelagt Retslægerådet, der ved skrivelse af 19. juli 1985
har besvret en række spørgsmål fra parterne. På spørgsmålet om det kan anses
for bevist/sandsynliggjort, at den ved lægeerklæring af 29. januar 1991
konstaterede fysiske overlast skyldes et overfald den 19. januar 1981, var
svaret: »Det er muligt, men ikke sikkert.« Spørgsmålet om disse
objektive skader kunne være påført sagsøgeren på anden måde end ved overfald,
for eksempel ved fald i tilslutning til et ildebefindende, blev besvaret
bekræftende. Endvidere blev spurgt: »Kan det på baggrund af den
sygdomsbeskrivelse, som er givet i de i sagen fremlagte erklæringer, antages,
at årsagen til sagsøgerens nuværende lidelse kan være den ved lægeerklæringen
af 29. januar 1981 konstaterede ringe fysiske overlast?» Hertil blev
svaret: »En sådan årsagssammenhæng er mulig. Retslægerådet skal specielt
bemærke, at John Kaydan indtil 19. januar 1981 var fuldt arbejdsdygtig, og at
han ikke tidligere havde været væsentligt syge. Der er således en klar
tidsmæssig relation mellem den aktuelle tilstand og begivenhederne den 19.
januar 1981. Denne tidsmæssige relation støtter antagelsen af
årsagssammenhæng, eller i hvert fald at begivenhederne den 19. januar 1981 på
afgørende måde har været provokerende for den aktuelle tilstand.«
Endvidere blev spurgt: »Hvis sådanne angatelser er mulige, vil dette så
ikke under alle omstændigheder forudsætte, at sagsøgeren forud var disponeret
herfor eller allerede havde en latent psykisk lidelse?» Dette spørgsmål
besvrede Retslægerådet benægtende. På spørgsmålet: »Kan de rud fra de
foreliggende oplysninger om tidligere sygdomme, jfr. især erklæringen af 29.
janur 1981 - hvad enten disse måtte være ukorrekte eller korrekte, så
fremtræder de dog i et vist omfang som oplyst af sagsøgeren selv - udledes
noget nærmere om sagsøgerens psykiske tilstand inden episoden den 19. janur
1981?» var svaret: »Der er i akterne kun meget sparsomme
opy7sninger om Hohn Kaydans psykiske tilstand tidligere. På grundlag af dette
kan der ikke siges noget særligt om den psykiske tilstand før episoden den
19. januar 1981, udover at konstatere, at der ikke er oplysninger om ind. i
psy6kiatrisk hospital eller en anden form for tidligere psykiatrisk
behandling.
Rådet finder ikke den aktuelle tilstand diagnostisk afklaret og mener
ikke, at de foreliggende lægelige oplysninger tillader at afgøre, om, og da i
hvilket omfang, eventuelle hændelser den 19.- 20. januar 1981 kan have
forårsaget de beskrevne psykiske forstyrrelser.«
Sagsøgerens advokat stillede desuden følgende spørgsmål:
»Retslægerådet anmodes om at vurdere de i sagen fra forskellig side
angivne mulige skadesårsager og under denne vurdering angive, hvilken/hvilke
årsager4 der er sandsynlige, hvor stor sandsynlighedsgraden for den/de
enkelte årsager er, og herunder hvilken/hvilke mulige årsager der må anses
for usandesynlige eller lidet sandsynlige.
I denne forbindelse har jeg oversigtsmæssigt bemærket mig følgende angivne
mulige skadesårsager:
a. Andres adfærd den 19/1 1981 (overfald, skub eller lignende,
medikamentelle indgreb eller lignende etc.)
b. Fald eller lignende den 19/1 1981, ikke fremprovokeret af andre.
c. Tidliger sygelige tilstande.«
Hertil løs svaret: »Retslægerådet er enig i de i spørgsmålet anførte
3 mulige årsager til John Kaydans aktuelle tilstand. Om disse 3 skal anføres
følgende:
Ad A: Mulig.
Ad B: Mulig, men nok noget mindre sandsynlig end A.
Ad C: Tidligere (ikke påvist) sygelig tilstand er en mulig disponerende
faktor, men må anses for usandsynlig som den i sig selv fremkaldende årsag
til den aktuelle tilstand.«
Under domsforhandlingen er der afgivet forklaring af sagsøgeren samt
vidneforklaring af overlæge Jørgen Elley, sagsøgerens revisor Bent Ejler
Stegmann og sagsøgerens tidligere samlever og ægtefælle Anne Marie Snejbjerg.
Endvidere er der under forberedelsen afgivet indenretlig vidneforklaring af
sagsøgerens fader, Pinchas Kladnjev.
Sagsøgeren har bl.a. forklaret, at han i 1962-63 efter endt skolegang kom
i militæret, hvor han efter rekrutuddannelsen kom i forsvarsministeriet. Her
havde han kontorarbejde og var beskæftiget med sikkerhedsmæssige og
efterretningsmæssige spørgsmål. I 1965/66 forlod han militæret og blev ansat
i El Al, hvor han begyndte i handelsafdelingen. Samtidig læste han økonomi på
universitetet. I slutningen af 1960'erne blev El Al angrebet af terrorister,
og han kom i selskabets sikkerhedstjeneste, hvor han planlagde og gennemførte
El Als sikkerhedssystem til imødegåelse af terroristhandlinger på
fragtområdet. I april 1977 kom han til Danmark som district manager og i de
følgende år lykkedes det ham at forøge omsætningen. Hans løn steg betydeligt.
Han var i Israel ca. en gang om månede, hvor han besøgte sine børn og sin
familie. Siden episoden i januar 1981 har han ikke besøgt dem.
El Al var også i Danmark et terroristmål, og han måtte derfor være yderst
vagtsom og forsigtig. Fra 1980 blev hans privatbolig periodevis overvåget af
politipatruljer efter ambassadens ønske. Sagsøgeren fik selskabets kontor
bedre sikret.
Forflyttelsen til Amsterdam var en forfremmelse. Han ville her få ansvaret
for El Als fragt i Europa. Han var forberedt på, at han efter
udstationeringen i Danmark skulle tilbage til Esrael, og da stillingen i
Amsterdam ville betyde en udsættelse af hans tilbagevenden, var han i
begyndelsen imod det. Ledelsen tilkendegav, at opholdet i Amsterdam var
nødvendigt, idet det gik dårligt for selskabet der, hvorfor han accepterede
flytningen. Når han bad om at få afrejsen udskudt, var det alene, fordi han
havde en del ferie til gode, som han efter reglerne skulle afvikle i Danmark.
Han levede sammen med Anne Marie Snejbjerg, men hun skulle ikke med til
Amsterdam. Det betød ikke noget, idet de begge havde været klar over, at han
en dag ville rejse alene tilbage til Israel.
I sommeren 1980 havde han tegnet en livsforsikring iBaltica. Baggrunden
var, at han havde et lån i Den Danske Bank, og der havde man ved fornyelsen
af lånet forlangt en livsforsikring som sikkerhed. Assurandøren fik ham også
overtalt til at tegne en ulykkesforsikring og en indboforsikring.
Den 19. januar 1981 mødte han på kontoret om morgenen. Om formiddagen var
han til møde hos Spies Rejser, og senere havde han en samtale med sin
revisor, idet hans selvangivelse skulle udfærdiges. Han skulle arrangere et
cocktailparty i anledning af sin fratræden, og dette arbejdede han med efter
kl. 17, hvor de øvrige ansatte havde forladt kontoret. Han havde taget nogle
kartotekskort over sine forretningsforbindelser frem for at udfærdige
invitationer. Ca. kl. 17-18 ringede han til Anne Marie Snejbjerg og meddelte,
at han kom senere hjem. På et tidspunkt slukkede han lyset og tog sin
parkacoat og pelshue på. Han havde en mappe i den ene hånd og nøgler i den
anden. Han gik hen til udgangsdøren, hvor han så gennem en lille glasrude, at
der var mørkt på gangen udenfor. Han aktiverede dørsumemren for at åbne
yderdøren. Herefter blev døren med stor kraft skubbet op og ramte ham i
hovedet. Herefter kan han ikke huske, hvad der skete. Det næste han husker
er, at han så blitzlys og hørte lyden fra et kamera med moter, medens han
befandt sig et elelr andet sted i kontoret. Han husker, at han forsøgte at
kravle han mod alarmklokken, samt at han senere åbnede døren for politiet, og
at han blev kørt i ambulance til hospitalet. I de første par dage efter
indlæggelsen kunne han intet huske, men efterhånden kunne han gradvist
fortælle politiet mere. Sagsøgeren kan huske, at han talte med voerlæge Vive
Larsen under indlæggelsen på neurologisk afdeling, men han fortalte ikke
overlægen, at han blev såret i Seks Dages Krigen, og oplysningerne i
overlægens erklæring er ukorrekte. Han er aldrig blevet såret. Han brækkede
på et tidspunkt armen, men det var den højre, og operationen ved øjet var
alene kosmetisk.
Umiddelbart efter episoden ville han helst til Israel, men læge Elley
frarådede det, og det rettede han sig efter. Der kom en psykiater fra Esrael
sendt af El Al. Denne prøvede at overtale sagsøgeren til at rejse til Esrael,
hvor man ville foretage nogle undersøgelser. Læge Elley sagde, at de kunne
udføres i Danmar, og derpå inviterede psykiateren Elley på en gratis rejse
til Esrael sammen med sagsøgeren. Sagsøgeren opfattede situationen således,
at israelerne var utrygge ved at have en sikkerhedsperson som ham syg
udenlands. Sagsøgeren frygtede, at han ville blive indespærrret i Israel.
Elley ville have garanti for, at sagsøgeren kom med tilbage til Danmark, men
det kunne han ikke få.
Sagsøgeren blev i juli 1981 gift med Anne Marie Snejbjerg, efter at hun
havde lovet at hjælpe ham. De blev kort efter separeret. Han er nu dansk
statsborger.
Overlæge Jørgen Elley har bl.a. forklaret, at bilateralt brillehæmatom
normalt er tegn på kraniebrud og en følge af et kraftigt slag. Vidnet tilså
sagsøgeren første gang den 26. januar 1981 under indlæggelse på
Kommunehospitalet. Under samtalen gav sagsøgeren udtryk for, at han følte sig
mistroet. Han var bange og stærkt presset, fordi ingen troede ham. Vidnet
tilrådede ham 4 ugers sygeorlov.
Den næste konsultation fandt sted den 23. februar 1981. Sagsøgeren havde
været på Hawaii på rekreation. Da han kom hjem startede behandlingen med
konsultationer en gang om ugen. Diagnosen var vanskelig. Tilstanden var
efterhånden ovre i psykoseområdet. Sagsøgeren havde vanskeligt ved at skelne
mellem fantasi og virkelighed. Årsagen til lidelsen kunne klart henføres til
episoden den 19. januar 1981. Den mindede mest om »granatchok«, der
er et traume, som er udløst af en begivenhed, som overstiger, det sjælen kan
bære. Tilstanden ken ikke opstå efter fald.
Sagsøgeren havde i brudstykker gennem mere end hundrede konsultationer
fortalt, hvad der skete den 19. januar 1981. Sagsøgeren havde sidedet og
skrevet invitationer. Han havde taget sin hat og frakke på, hvorefter han
havde åbnet døren, der i det samme var blevet skubbet voldsomt op og havde
ramt sagsøgeren i hovedet. Sagsøgeren huskede, at han senere havde hørt et
kamera og set et par sorte sko, samt hørt en stemme, der talte hebraisk. Det
er vidnets indtryk, at det for sagsøgeren var sandheden om, hvad der skete.
Forklaringen ændrede sig ikke gennem perioden, men hukommelsen blev gradvis
bedre.
Den israelske læge, dr. Szekely, ville have sagsøgeren med til Israel til
undersøgelse. Han ønskede foretaget CAT-scanning og EEG med
sphenoidalafledninger. Dr. Szekely tilbød, at vidnet kunne rejse med til
Israel. Han ville få et gratis ophold. Sagsøgeren ville ikke få en
returbillet, hvorfor han ikke ville til Israel. De pågældende undersøgelser
blev senere foretaget på Hvidovre Hospital og viste intet abnormt.
Den 1. januar 1984 ophørte sagsøgerens konsultationer hos vidnet, da
vidnet flyttede til Tønder. På det tidspunkt var sagsøgeren næsten holdt op
med at stamme, noget han ifølge sine egne oplysnigner var begyndt på efter
episoden den 19. janur 1981.
Det er vidnets klare opfattelse, at sagsøgeren ikke er simulant.
Registreret revisor Bent Ejler Stegmann har bl.a. forklaret, at han var
revisor for El Al, således at han især udarbejdede selvangivelser og
forskudsskemaer for personalet. Han mødte sagsøgeren første gang i 1977, og
derefter mødtes de 1-2 gange om året. Sagsøgeren var ligevægtig. Vidnet
konstaterede, at sagsøgerens løn steg betydeligt i perioden. Vidnet havde et
møde med sagsøgeren den 19. januar 1981 fra kl. ca. 10.00 til 12.00.
Sagsøgeren virkede helt normalt. Han fortalte, at han skulle til Holland for
at overtage en større stilling. Vidnet havde indtryk af, at sagsøgeren var
glad herfor.
Anne Marie Snejbjerg har bl.a. forklaret, at hun lærte sagsøgeren at kende
i 1978. De flyttede sammen i december 1978. I sommeren 1981 blev de gift.
Vidnet giftede sig med ham, fordi han havde et krav på hende i form af et
pantebr4ev på 1 mill. kr. De blev separeret i november 1981 og er nu skilt. I
sommeren 1980 opdagde vidnet, at sagsøgeren måtte være psykopat. Han løj over
for hende. Han havde fortalt, at han var blevet såret i Seks Dages Krigen,
bl.a. ved øjet. Senere sagde han, at det var i Vietnamkrigen, hvor han havde
været udlånt af det israelske luftvåben. Efterhånden troede hun ikke længer
på ham. Deres forhold var ikke harmonisk, og de skændtes ofte.
Fra december 1980 talte de ikke meget sammen. Sagsøgeren sad altid med en
masse papirer og udtænkete planer. På dette tidspunkt startede hans
forfølgelsesvanvid. Han skrev ned, hvis han f.eks. så japanske turister, der
fotograferede huset. Han sagde, de var fra den sorte eller røde erme eller
PLO folk.
Det er vidnets opfattelse, at sagsøgeren gerne ville blive i Danmark, som
han kaldte et smørhul. Da hun hørte, at han skulle til Amsterdam, regnede hun
med, at han ville lave et eller andet, så han kunne blive i Danmark.
Sagsøgeren ringede normalt hjem, inden han kørte fra kontoret, men den 19.
januar 1981 ringede han ca. kl. 18.00 og sagde, at han først kom om en time.
Det var helt unormalt. Da hun om natten ca. kl. 01.00 blev ringet op fra
Kommunehospitalet og fik at vide, at sagsøgheren var blevet overfaldet, blev
hun ikke overrasket. Om morgenen tog hun ud til hospitalet. Sagsøgeren var
»helt væk«. Da hun sagde, at hun skulle til politiet, vågnede han
pludselig op og sagde, at det måtte hun ikke. Sagsøgeren talte normalt med
hende, men stammede, når andre kom til stede. Sagsøgeren kom hjem efter
udskrivningen den 27. januar 1981. Ansatte i El Al var der flere gange for at
tale med hem, men han ville ikke tale med dem.
Vidnet henvendte sig på et tidspunkt til Baltica og sagde, at sagsøgeren
var simulant. Det mener vidnet stadig, at sagsøgeren er. Hun har også
indgivet politianmeldelse mod ham.
Sagsøgerens fader,Pinchas Kladnjev, har forklaret, at han og sønne
(sagsøgeren) har levet sammen fra sønnens fødsel i 1945 og t5il 1967, da
sønne blev gift. De har været meget sammen - næsten dagligt - også efter
1967. De boede i samme by. Selv de sønne aftjente sin værnepligt, boede han
hjemme. Han har været ved militæret, men aldrig deltaget i krigshandlinger.
Da sønnen var veluddannet i teori, var han udelukkende på kontorarbejde.
Sønnen blev ved militæret indtil 1966, og blev ansat ved El Al.
Først var han i sikkerhedstjenesten, senere på kontoret.
Han rejste rundt fra sted til sted, ikke noget bestemt sted, og var på
stederne, idet han havde ansvaret for sikkerhedsarrangementerne.
Sønnen brækkede armen i 1965 vede en trafikunlykke og var på hospitalet i
2 dage i den anledning.
Arret under øjet skyldes en kosmetisk operation. Sønnen var ikke på
hospitalet i den anledning.
Sønnen har i det hele taget aldrig været på hospitalet, bortset fra
dengang han brækkede arbemn.
Sønnen har aldrig været under psykiatrisk behandling. Der har aldrig været
problemer med ham. Han løste og fik høje karakterer.
Under Seks Dages Krigen var faderen og sønne sammen i Tel-Aviv. Sønnen var
på kontorarbejde i 2 dage og gik derefter hjem til faderen, hvor han spiste
dagligt. Han erindrer ikke, hvor sønne opholdt sig de øvrige 4 dage.
Vidnet har yderli8gere et barn foruden sagsøgeren. En datter, der nu er 51
år.
De har altid boet i Tel-Aviv, siden de kom til landet i 1935. Vidnet er
elektriker.
Efter sønne blev gift i 1967, boede han i omegnen af Tel-Aviv i en
selvstændig lejlighed, indtil han reejste til Danmark i 1977.
Sønne aftjente sin værnepligt i årene 1963-1966. Han var 18 år, da han kom
til militæret efter skoletiden.
Sønnen studerede på universitetet samtidig med at han arbejdede i El Al.
Han studerede økonomi og politik i 2 år.
I årene efter sønnens flytning til Danmark har vinet været i Danmark på
besøg hos sønnen 2 gang, men de har talt meget sammen i telefonen og skrevet
sammen. Første gang han besøgte sønnen var i 1978 eller 1979, anden gang
erindrer han ikke nøjagtigt, men der gik et stykke tid.
Sønnen har besøgt vidnet i Israel flere gange. Han husker det ikke nøje.
Vidnet erindrer nu, at han besøgte sønnen anden gang den 19. januar 1981
efter, at sønnen var blevet overfaldet.
Sønnen blev ikke indkaldt igen ved Seks Dages Krigen, bortset fra til
kontoret, hvor han arbejdede med administrative sager.
Sønnen havde ikke engang et våben.
Vidnet sværger herpå.
Vidnet tilføjer, at da han og datteren besøgte sønnen efter overfaldet,
genkendte han dem ikke.
Sagsøgeren har til støtte for sin påstand bl.a. anført, at det må anses
for bevist, at han natten mellem den 19. og 20. januar 1981 var udsat for et
ulykkestilfælde i form af et voldeligt overfald. Sagsøgeren har herved
navnlig henvist til skadestuens udskrivningsbrev om hans tilstand ved
indlæggelsen samt til politiets obeservationer om hans stilstand, hvilket
støtter, at han har været udsat for vold. Det samme gør hans nuværende
psykiske tilstand. Der er en klar årsagssammenhæng mellem episoden den 19.
januar 1981 og den nuværende lidelse. Efter de lægelige udtalelser er der
enighed om, at lidelsen ikke er opstået uafhængigt af begivenheden, og der er
intet grundlag for at antage, at han er simulant.
Herefter er spørgsmålet alene, om lidelsen er opstået på grund af et
overfald eller et fald. På baggrund af politiets gerningsstedsbeskrivelse om
maling m.v. må det udelukkes, at der har været tale om et fald.
Endvidere må det afvise, at sagtsøgeren selv forsætligt har påført sig
skaderne. Bevisbyrden herfor på være sagsøgtes, og den er ikke løftet.
Sagsøgeren har subsidiært gjort gældende, at han har været udsat for et
ulykkestilfælde i form af et fald, og at dette har udløst den aktuelle
sygdomstilstand.
Sagsøgte har til støtte for sin frifindelsespåstand nærmere anført, at der
ikke er ført bevis for, at sagsøgeren har været udsat for et ulykkestilfælde,
elelr hvad dermed må sidestilles.
Sagsøgte har herved henvist til, at sagsøgeren ikke har kunnet føre bevis
for, hvad der skete den pågældende nat og langt mindre, at der er overgået
ham et ulykkestilfælde. Hverken de lægelige oplysninger om skaderne,
hvorefter disse var ringe, eller de fremlagte politirapporter støtter den
antagelse, at sagsøgeren har været udsat for et overfald elelr et andet
ulykkestilfælde. Det er uafklaret, om sagsøgerens psykiske tilstan efter den
19. januar 1981 er en neurose eller en psykose. Sindssygdomme henregnes
normalt ikke til arbejdsskader, og når henses til de ringe skader må det
afvise, at en sindssygdom kunne komme til udbrud.
Landsretten skal udtale:
Det må lægges til grund, at sagsøgeren natten mellem 19. og 20. januar
1981 kort efter midnat blev fundet af politiet på sin arbejdsplads. Sagsøgte
har ikke bestridt, at et ulykkestilfælde på dette sted og dette tidspunkt er
omfattet af arbejdsskadeforsikringslovens § 9, nr. 1. Efter de lægelige
erklæringer om sagsøgerens aktuelle tilstand må det endvidere anses
godt6jort, at sagsøgeren i dag er arbejdsmæssigt invalid på grund af en
psykisk lidelse, hvorfor det må forkastes, at sagsøgeren skulle have
simuleret gennem syv år.
Efter de lægelige udtalelse om sagsøgerens lidelse, herunder navnlig
overlæge Jørgen Elleys erklæring og forklaring, sammenholdt med
Retslægerådets udtalelse må det forkaste, at sagsøgerens nuværende psykiske
tilstand er opstået uafhængigt af begivenheden den 19. januar 1981. Når
henses til de fund, politiet gjorde på stedet, må det endvidere udelukkes, at
skadesårsagen skulle være, at sagsøgeren er faldet på kontoret ved et uheld.
Spørgsmålet er herefter, om sagsøgeren har været udsat for et voldeligt
overfald, eller om skaderne er selvforskyldte derved, at sagsøgeren
forsætligt har forårsaget skaderne på sig selv eller har fået andre til at
tilføje ham dem. Når henses til de for landsretten foreliggende - begrænsede
- oplysninger om politiets efterforskning samt til de lægelige oplysninger
fra skadestuen om sagsøgerens skader, herunder navnlig et begyndede
bilateralt brillehæmatom, finder retten det sandsynliggjort, at sagsøgeren
har været udsat for et voldeligt overfald.
Herefter, og idet det ikke af sagsøgte heroverfor er bestyrekt, at der er
tale om en selvforskyldt skade, findes sagsøgerens påstand at burde tages til
følge.
Da der ikke inden sagens optagelse til dom er givet oplysninger om
størrelsen af en eventuel sagsgenstand, fastsættes sagsomkostningerne
skønsmæssigt som nedenfor bestemt.
- - -
I sagsomkostninger for landsretten betaler sagsøgte til sagsøgeren 25.000
kr.
HØJESTERETS DOM.
Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Torben Jensen, Kiil, Else Mols,
Riis og Wendler Pedersen.
Appellanten har påstået frifindelse.
Indstævnte har påstået stadfæstelse.
Forsikringsselskabet Winterthur Borgen A/S er for Højesteret indtrådt i
sagen som biintervenient til støtte for appellanten. Det er ubestridt, at
John Kaydans psykiske tilstand efter den 19. januar 1981 har medført tab af
hans evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde. Højesteret finder
imidlertid, at de foreliggende lægelige udtalelser sammenyholdt med sagens
øvrige oplysninger ikke giver fornødent grundlag for at fastslå, at årsagen
til denne tilstand er et ulykkestilfælde, som skyldes arbejdet eller de
forhold, hvorunder dette er foregået. Da John Kaydans lidelse således ikke
kan anses for en arbejdsskade, tager Højesteret appellantens
frifindelsespåstand til følge.
THI KENDES FOR RET:
Apellanten, Den Sociale Ankestyrelse, frifindes.
I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal indstævnte, Foreningen
af Arbejdsledere i Danmark som mandatar for A inden 14 dage efter denne
højesteretsdoms afsigelse betale 100.000 Kr. Til appellanten.
Lignende dokumenter
- Erstatning uden for kontraktsforhold - rygers kroniske lungelidelse - ikke arbejdsskade (* 1) Retsinformation · 1. oktober 1997
- Arbejdsskade - erstatning uden for kontraktforhold (* 1) Retsinformation · 16. marts 1998
- Offentlig forsorg - kontanthjælp - uddannelsessøgende Retsinformation · 1. oktober 1997
- Offentlig forvaltning - offentlig forsorg - besættelsestidens ofre - erstatning - nationalt uværdig optræden (* 1) Retsinformation · 1. oktober 1997
- Tvangsfjernelse - væsentlig sagsbehandlingsfejl - ugyldig afgørelse (* 1) Retsinformation · 1. oktober 1997
- Ubetinget tilbagebetalingspligt - god og ond tro (* 2) Retsinformation · 1. oktober 1997