Spring til indhold

Retsinformation

Psykisk lidelse - ikke arbejdsskade (* 1)

DOM nr 19501 af 12/04/1989DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet1. oktober 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Psykisk lidelse - ikke arbejdsskade (* 1)

H.D. 12. APRIL 1989 i sag II 163/1988

Den Sociale Ankestyrelse (km.adv. v/adv. Birthe eskildsen)

mod

Foreningen af Arbejdsledere i Danmark som mandatar for A

(adv. Per walsøe)

Biintervenient: forsikringsselskabet Winterthur Borgen A/S (adv.

H.H. Haume).

ØSTRE LANDSRETS DOM 8. APRIL 1988 (14.AFD.)

(Danielsen, Ole Nicolaisen, Steen Steensen (kst.))

Under denne sag, der er anlagt den 30. marts 1984, har Foreningen af

Arbejdsledere i Danmark som Mandatar for A (i det følgende kaldet

sagsøgeren), påstået sagsøgte, Den Sociale ankestyrelse, tilpligtet at

anerkende, at den lidelse, der har gjort sagsøgeren arbejdsudygtig siden

mandag den 19. januar 1982, er at betragte som en arbejdsskade i

overensstemmelse med lov om arbejsskadeforsikring § 9.

Sagsøgeren har henvist til, at han natten lemme den 19. og og 20. januar

1981 var udsat for et voldeligt overfald på sin arbejdsplads i forbindelse

med sit arbejde, og der lidt en skade, som har medført en lidelse, der kan

kræves erstattet i henhold til lov om arbejdsskadeforsikring. Lidelsen, der

nu har medført invaliditet, er af psykisk karakter.

Sagsøgte har påstået frifindelse under anbringende af, at der ikke er ført

bevis for, at sagsøgeren har været udsat for et ulykkestilfælde, eller hvad

dermed må sidestilles, jfr. arbejdsskadeforsikringslovens § 9.

Sagsøgeren, der tidligere hed B, er født i Israel den 12. juni 1945. I

1966 blev han anset i El Al, Esrael Airlines LTD, (i det følgende benævnt El

Al) og i 1977 udnævnt til district manager på selskabets kontor i København.

I slutningen af 1980 fik sagsøgeren meddelelse om at han skulle forslyttets

til selskabets kontor i Amsterdam. Sagsøgeren, der inden afrejsen ønskede at

afvikle tilgodehavende ferie i Danmark, ville have sin tiltræden i Amsterdam

Læs alt

udsat til den 1. maj 1981, hvilket selskabet afslog ved skrivelse af 1.

januar 1981, idet sagsøgeren skulle tiltræde stillingen i Amsterdam den 1.

marts 1981.

Om aftenen mandag den 19. januar 1981 opholdt sagsøgren sig på sin

arbejdsplads, der var beliggende Vesterbrogade 6 D i en kontorbygning på 2.

sal. Af oplysninger fra en politirapport fremgår, at der den 20. januar 1981

ca. kl. 01.25 via Securitas indgik en alarm til Københavsn Politis

radiotjeneste fra El Als kontor. En kontrolopringning til kontoret blev

besvaret af sagsøren. Kort efter ankom politiet til stedet, hvor de fandt

såvel yderdøren som dørene på 2. sal til El Als kontor aflåste. Dørene var

forsynet med rukolås med indvendig vrider. Døren ind til selve kontoret blev

åbnet indefra af sagsøgeren ved hjælp af en mekanisk døråbner. I kontoret

fandt politet sagsøgn ligende på gulvet mellem et skrivebord og en skollevæg.

Der var ikke andre i lokalet. Politet konstaterede, at der tre steder i

lokalet var malet ca. 1 cm brede hagekors med sort farve, og at flere

flasrammer var slået i stykker. Lige inden for indgangsdøren lå et par

solbriller, hvor det ene glas var faldet af. I politets anmeldelsesrapport

angaves, at forbrydelsens art var vold og i forbindelse hermed hærværk ved

maling og knusning af las. I rapporten anførtes om fremgangsmåden m.v., at

sagsøgeren var tildelt slag af ukendt person, hvorved sagsøgeren havde

pådraget sig muligt kraniebrud, læsioner på højre skulder og bækkenparti.

Sagsøgeren blev i ambulance kørt til skadestuen på Kommunehospitalet.

Senere samme dag blev han overført til hospitalets neurologiske afdeling,

hvorfra han blev udskrevet den 17. januar 1981.

Politiet foretog en række afhøringer af sagsøgeren, mens han var indlagt

på Kommunehospitalet, første gang den 20. januar 1981 ca. kl. 12.20. Ved

politiets besigtigelse af sagsøgerens tøj fandtes størknet blod på venstre

revers og på et slips. Under afhøringen virkede sagsøgeren ifølge

politirapporten meget træt. Han lå med tillukkede øjne, talte med svag stemme

og kunne alene huske, at han om aftenen havde ringet til sin samlever for at

sige, at han kom hjem senere. Endvidere kunne han huske, at han havde

aktiveret alarmknappen. Han blev afhørt på ny samme dag kl. 18.30, men kunne

satdig intet huske. Den 24. januar 1981 blev sagsøgeren afhørt på ny. Ifølge

rapporten kunne han nu huske, at han havde taget sin frakke og skindhue på,

havde slukket lyset og var gået hen mod kontorets udgangsdør. Den 26. januar

1981 forklarede han til politirapporten, at han ny yderligere kunne huske, at

han havde set ud af et lille vidue i døren, og at det var mærkt udenfor.

Sagsøgeren fremsatte over for politiet den teori, at nogen måtte have skubbet

døren op mod ham, hvorved han var tumlet baglæns ind i væggen og havde tabt

sine briller. Endvidere kunne han huske, at han vågnede på gulvet i kontoret

og hørte lyden fra et fotoapparat med motor, ligesom han mente af have set

nogle glimt, som fra et flashlys.

Under nærværende sag er alene fremlagt en del af det materiale, politiet

udarbejdede under efterforskningen af sagen. Sagsøgerens advokat havde

anmodet pol.itiet om at udlevere akterne i sagen, hvilket Københavns Politi

afslog ved skrivelse af 5. oktober 1984. I skrivelsen anførtes bl.a.

følgende:

»Jeg er bekendt med, at De har haft aktindsigt i sagen hos den

sociale ankestyrelse, og at De herigennem har fået udleveret kopier af en

rapport af 20. januar 1981 på 4 sider indeholdende en beskrivelse af El Al's

lokaler samt en rapport af 20. januar 1981 på 19 sider indeholdende politiets

afhøringer af Zvi Kaydan.

Jeg finder ikke grundlag for at give Dem aktindsigt i videre omfang.

På foranledning af Deres skrivelse kan jeg dog oplyse, at den væsentlige

del af efterforskningen har dundet sted i slutningen af januar og i februar

1981, og at den er afsluttet, da der ikke var flere

efterforskningsmuligheder. Der er ikke udner efterforskningen fremkommet

oplysninger om personer, mod hvem der har kunnet rejses sigtelse i anledning

af anmelselsen.«

Politirapportens beskrivelsesafsnit og sagsøgrens rapportforklaringer er

fremlagt af denne. Oplysninger herfra er gengivet ovenfor.

Sagsøgte har under sagen fremlagt et andet uddrag af politirapporten,

hvoraf fremgår, at sagsøggerens daværende samlever den 20. januar 1981

uopfordret til politiet forklarede, at hun syntes, at sagsøgerens

stømmeføring lød påtaget, samt at hun senere samme dag ringede til politiet

og oplyste, at sagsøgerens stemmeføring havde været en helt anden, efter

politiet var gået fra hospitalet.

Af et udskrivningsbrev fra Kommunehospitalets skadestue fremgår vedrørende

sagsøgerens tilstand den 20. januar 1981 følgende:

»35-årig israelsk mand indlagt af vis. for commotio cerebri. Er

fundet på kontor med spor efter at være blevet overfaldet. Har total amnesi

for hvad der er foregået, udover at han i nogen tid har befundet sig i

chock-tilstand, hvor han ikke kunne bevæge sig. Objektiv findes han svært

commotioneret med total amnese, og det er først et stykke tid efter

indlæggelsen, han kan identificeres. Man finder stærk ømhed i calavriet og

stor hævelse startende i blabella og op med hårgrænsen. Begyndende bilateral

brillehæmatom. Der findes stærk palpationsømhed af bækkenkammene. Rtg. af

carniet, pelvis, højre høfte samt højre skulder viser i.a. Efter tilsyn fra

neurologisk afdeling overflyttes han til fortsat behandling der.«

På begæring af kriminalpolitiet har overlægen på Kommunehospitalets

neurologiske afdeling, Jørgen Vive Larsen, afgivet en erklæring af 29. januar

1981 vedrørende sagsøgerens tilstand. Det fremgår bl.a. heraf vedrørende

tidligere sygdomme, at sagsøgerens samlever til journalen havde oplyst, at

sagsøgeren under Seks Dages krigen i 1967 skulle være blevet såret alvorligt,

samt at sagsøgeren selv skulle have oplyst, at han blev såret i venstre arm

og opereret med lille hudtransplantation ved venstre øje. Samleveren skulle

yderligere have oplyst, at sagsøgeren hennem de sidste par måneder var blevet

tiltagende mistænksom og mente sig forfulgt. I erklæringen er endvidere

besvaret en række spørgsmål fra kriminalpolitiet:

Ad 1. Om patienten har været udsat for vold:

Det kan på grund af hukommelsestabet og den desorienterede tilstand ikke

udelukkes, at patienten har fået et slag i hovedet.

Ad 2. Objektive fund:

Der er fundet lille blodansamling om højre øje og hævelse i panden i samme

side. Endvidere var der en lille blodplamage under næseborene.

Patienten ømmede sig svært over hele korppen, men der fandtes ingen mærker

efter slag.

Et dobbeltsidig udvidelse af pupillerne og manglende lysreaktion for disse

persisterede under hele indlæggelsen uden sammenhæng med bevidsthedsplanet.

Ad 3. Kan de objektive fund være fremkaldt på anden måde og i det tidsrum

patienten angiver intet at kunne huse:

Forandringer i panderegionen kan ikke entydigt henføres til slag. De kan

også være opstået ved fald mod en eller anden genstand.

Hævelsen i panden og småblødningerne kan være opstået i det tidsrum, han

intet erindrer fra.

Ad 4. Kan der gives oplysningerom, at han, som opgivet af ham selv, intet

kan huske om begivenhederne i tidsrummet fra den 19/1 1981 kl. ca. 19.00 til

den 20/1 1981 kl. ca. 01.30:

Som det ses af ovennævnte har patienten senere i sygdomsforløbet angivet

spredte erindringer om, hvad han har hørt, der skete i kontoret i det anførte

tidsrum, hvor han mener at væpre blevert overfaldet.

Hukommelsessvigt af den anførte type kan ses efter hovedtraumern, men i

aktuelle tilfælde er det påfaldende sparsomt, hvad han kan erindre 2 dage

efter traumet i betragtning af, at han var ved næsten fuld bevidsthed ved

indlæggelsen og i betragtning af, at der trods alt kun er gjort sparsomme

fund som tegn på ydre vold.

Hukommelsestab af den anførte karakter med splittet erindringsindhold om

de mulige begivenheder kan også opstå ved såkaldt tågetilstand, der optræder

på grund af psykisk belastet situation hos patienter med et neurotisk

reaktionsmønster.

Ad 5. Kan patientens tidligere skader eventuelt være begrundelse for den

tilstand, som han befandt sig i på findetidspunktet:

Det er ikke på grund af de foreliggende oplysninger om tidligere sygdomme

eller objektive fund grund til at antage, at han har lidt så svær fysisk

overlast tidligere, at det skulle kunne have indvirket på de aktuelle

symptomer. Derimod oplyses det, at han i nogen tid har været angst og spændt

med tilbøjelighed til forfølgelsesforestillinger, og at han tidligere i en

akut krisesituation har reageret med øget angstberedskagb (den anførte

bombesprængning).

Under indlæggelsen på Kommunehospitalets neurologiske afdeling blev

sagsøgeren den 26. januar 1981 tilset af speciallæge i psykiatri, Jørgen

Elley, der senere er blevet udnævnt til overlæge i Tønder. Denne fandt

sagsøgeren spændt og ængstelig med talebesvær og tilbøjelighed til stammen.

Sagsøgeren blev tilrådet 4 ugers sygeorlov. Efter hjemkomsten herfra blev

sagsøgeren på ny tilset af læge Jørgen elley, der konstaterede, at sagsøgeren

virkede spøndt og nervøs med alle tegn på et begyndende nervøst sammenbrud.

Han skønnedes helt ude af stand til at varetage noget som helst arbejde. I

den følgende tid var sagsøgeren i ugentlige behandlinger på

Kommunehospitalets psykiatriske ambulatorium.

I skrivelse af 11. marts 1982 foretog Foreningen af Arbejdsledere i

Danmark anmeldelse til Sikringsstyrelsen af den arbejdsskade, som man hævdede

var overgået sagsøgeren natten mellem den 19. og 20. januar 1981. I

anmeldelsen anførtes, at de psykiske virkninger efter overfaldet stadig var

så alvorlige, at sagsøgeren ikke var i stand til at genoptage sit arbejde.

Ved skrivelse af 4. februar 1983 meddelte Sikringsstyrelsen sagsøgeren

følgende:

»Til styrelsen er gennem Foreningen af Arbejdsledere i Danmark

indgået anmeldelse om, at De natten mellem den 19. og 20. januar 1981 skal

have været udsat for et voerfald under udførelse af Deres arbejde for

flyselskabet El-Al, Vesterbrogade 6 D, 1620 København V.

Styrelsen har herefter søgt at få bekræftet det anførte om, at et overfald

skal have fundet ste,d og har i denne forbindelse været i forbindelse med

Deres ovennævnte arbejdsgiver, ligesom man har indhentet oplysnigner fra

Københavns Kommunehospital, hvortil De blev indlagt og undersøgt ved den

omhandlede lejlighed.

Man har endvidere gjort sig bekendt med de rapporter, politiet har optaget

i anledning af Deres indgivne anmeldelse, herunder bl.a. en udtalelse fra

Kommunehospitalets neurologiske afdeling, og hvorvidt Deres tilstand skønnes

at kunne have forbindelse med et voldeligt overfald som anført i anmeldelsen.

I denne anledning skal styrelsen meddele, at tilfældet ikke giver Dem reet

til ydelser efter lov om arbejdsskadeforsikring. Denne afgørelse begrundes

med, at de fremkone oplysnigner ikke har godtgjort, at der ved den anmeldte

lejlighed skete noget ulykkestilfælde, elelr hvad dermed må ligestilles, som

kan antages at have bevirket Deres lidelse. Lidelsen kan heller ikke henføres

under de erstatningsberettigende erhvervssygdomme, som er nævnt i

sikringsstyrelsens bekendtgørelse af 17. december 1982. Der henvises til

bestemmelsen i arbejdsskadeforsikringslovens § 9.«

Ved skrivelse af 28. februar 1983 påklagede Foreningen af Arbejdsledere i

Danmark afgørelsen til sagsøgte, Den Sociale Ankestyrelse, der i skrivelse af

12. september 1983 tiltrådte Sikringssytelsens afgørelse med den deri givne

begrundelse. Af skrivelsen fremgår, at sagsøgte til brug for ankesagen

indhentede yderligere oplysninger vedrørende kriminalpolitiets

efterforskning.

Der foreligger tre lægeerklæringer fra 1984-85 vedrørende sagsøgerens

lidelse.

Af en erklæring af 24. januar 1984 fra overlæge Jørgen Elley fremgår, at

denne behandlede sagsøgeren i tiden mellem medio januar 1981 og medio

december 1983. Under hele behandlingsforløbet havde symptomerne stedse været

koncentrationsforstyrrelser, søvnbesvær, voldsomme mareridsagtige drømme,

samt periodiske hukommelsestab. Det konkluderes, at tilstanden alt i alt

mindede om svær hysteriform neurose med tågetilstande, tilbøjelighed til

alternerende personlig, der havde medført total invaliditet, således at han

ikke kunne påtage sig noget som helst arbejde. På baggrund af at han indtil

et ganske bestemt øjeblik havde været overordentlig velfungerende, syntes det

nærliggende at antage, at han led af en tramatisk neutose (krigsneurose,

granatchock).

På begæring af forsikringsselskabet Baltica, hvor sagsøgeren havde tegnet

en livsforsikring, foretog overlæge, professor der. med. Fini Schulsiger, den

2. november 1984 en undersøgelse af sagsøgeren. Baggrunden for begæringen

var, at sagsøgerens tidligere samlever over for selskabet havde oplyst, at

han intet fejlede, men blot simulerede. I en erklæring af 6. november 1984

konkluderede professoren bl.a., at det ikke kunne udelukkes, at sagsøgeren

led af en paranoid psykose med hysteriske træk. At han skulle være simulant

forekom ikke sandsynlidt. Det foresloges,a t han testedes psykologisk og i

øvrigt vurderes yderligere i forbindelse med psykiatrisk

hospitalsindlæggelse.

Af en erklæring af 12. april 1985 fra overlæge Jens Knud Larsen,

Frederiksberg Hospitals psykiatriske afdeling, hvor sagsøgeren siden januar

1984 havde gået til behandling, fremgår, at han havde været observeret under

indlæggelse fra den 18. februar til den 15. marts 1985, samt at han havde

været psykologisk testet. På denne baggrund konkluderedes, at det drejede sig

om en psykoselignende tilstand, der havde forholdt sig urokket trods henves

150 timers intensiv psykoterapeutisk indsats og psykofarmakologisk

behandling, og som medførte en invaliditet, som kunne det dreje sig om en

egentlig procespsykose.

Sagen har været forelagt Retslægerådet, der ved skrivelse af 19. juli 1985

har besvret en række spørgsmål fra parterne. På spørgsmålet om det kan anses

for bevist/sandsynliggjort, at den ved lægeerklæring af 29. januar 1991

konstaterede fysiske overlast skyldes et overfald den 19. januar 1981, var

svaret: »Det er muligt, men ikke sikkert.« Spørgsmålet om disse

objektive skader kunne være påført sagsøgeren på anden måde end ved overfald,

for eksempel ved fald i tilslutning til et ildebefindende, blev besvaret

bekræftende. Endvidere blev spurgt: »Kan det på baggrund af den

sygdomsbeskrivelse, som er givet i de i sagen fremlagte erklæringer, antages,

at årsagen til sagsøgerens nuværende lidelse kan være den ved lægeerklæringen

af 29. januar 1981 konstaterede ringe fysiske overlast?» Hertil blev

svaret: »En sådan årsagssammenhæng er mulig. Retslægerådet skal specielt

bemærke, at John Kaydan indtil 19. januar 1981 var fuldt arbejdsdygtig, og at

han ikke tidligere havde været væsentligt syge. Der er således en klar

tidsmæssig relation mellem den aktuelle tilstand og begivenhederne den 19.

januar 1981. Denne tidsmæssige relation støtter antagelsen af

årsagssammenhæng, eller i hvert fald at begivenhederne den 19. januar 1981 på

afgørende måde har været provokerende for den aktuelle tilstand.«

Endvidere blev spurgt: »Hvis sådanne angatelser er mulige, vil dette så

ikke under alle omstændigheder forudsætte, at sagsøgeren forud var disponeret

herfor eller allerede havde en latent psykisk lidelse?» Dette spørgsmål

besvrede Retslægerådet benægtende. På spørgsmålet: »Kan de rud fra de

foreliggende oplysninger om tidligere sygdomme, jfr. især erklæringen af 29.

janur 1981 - hvad enten disse måtte være ukorrekte eller korrekte, så

fremtræder de dog i et vist omfang som oplyst af sagsøgeren selv - udledes

noget nærmere om sagsøgerens psykiske tilstand inden episoden den 19. janur

1981?» var svaret: »Der er i akterne kun meget sparsomme

opy7sninger om Hohn Kaydans psykiske tilstand tidligere. På grundlag af dette

kan der ikke siges noget særligt om den psykiske tilstand før episoden den

19. januar 1981, udover at konstatere, at der ikke er oplysninger om ind. i

psy6kiatrisk hospital eller en anden form for tidligere psykiatrisk

behandling.

Rådet finder ikke den aktuelle tilstand diagnostisk afklaret og mener

ikke, at de foreliggende lægelige oplysninger tillader at afgøre, om, og da i

hvilket omfang, eventuelle hændelser den 19.- 20. januar 1981 kan have

forårsaget de beskrevne psykiske forstyrrelser.«

Sagsøgerens advokat stillede desuden følgende spørgsmål:

»Retslægerådet anmodes om at vurdere de i sagen fra forskellig side

angivne mulige skadesårsager og under denne vurdering angive, hvilken/hvilke

årsager4 der er sandsynlige, hvor stor sandsynlighedsgraden for den/de

enkelte årsager er, og herunder hvilken/hvilke mulige årsager der må anses

for usandesynlige eller lidet sandsynlige.

I denne forbindelse har jeg oversigtsmæssigt bemærket mig følgende angivne

mulige skadesårsager:

a. Andres adfærd den 19/1 1981 (overfald, skub eller lignende,

medikamentelle indgreb eller lignende etc.)

b. Fald eller lignende den 19/1 1981, ikke fremprovokeret af andre.

c. Tidliger sygelige tilstande.«

Hertil løs svaret: »Retslægerådet er enig i de i spørgsmålet anførte

3 mulige årsager til John Kaydans aktuelle tilstand. Om disse 3 skal anføres

følgende:

Ad A: Mulig.

Ad B: Mulig, men nok noget mindre sandsynlig end A.

Ad C: Tidligere (ikke påvist) sygelig tilstand er en mulig disponerende

faktor, men må anses for usandsynlig som den i sig selv fremkaldende årsag

til den aktuelle tilstand.«

Under domsforhandlingen er der afgivet forklaring af sagsøgeren samt

vidneforklaring af overlæge Jørgen Elley, sagsøgerens revisor Bent Ejler

Stegmann og sagsøgerens tidligere samlever og ægtefælle Anne Marie Snejbjerg.

Endvidere er der under forberedelsen afgivet indenretlig vidneforklaring af

sagsøgerens fader, Pinchas Kladnjev.

Sagsøgeren har bl.a. forklaret, at han i 1962-63 efter endt skolegang kom

i militæret, hvor han efter rekrutuddannelsen kom i forsvarsministeriet. Her

havde han kontorarbejde og var beskæftiget med sikkerhedsmæssige og

efterretningsmæssige spørgsmål. I 1965/66 forlod han militæret og blev ansat

i El Al, hvor han begyndte i handelsafdelingen. Samtidig læste han økonomi på

universitetet. I slutningen af 1960'erne blev El Al angrebet af terrorister,

og han kom i selskabets sikkerhedstjeneste, hvor han planlagde og gennemførte

El Als sikkerhedssystem til imødegåelse af terroristhandlinger på

fragtområdet. I april 1977 kom han til Danmark som district manager og i de

følgende år lykkedes det ham at forøge omsætningen. Hans løn steg betydeligt.

Han var i Israel ca. en gang om månede, hvor han besøgte sine børn og sin

familie. Siden episoden i januar 1981 har han ikke besøgt dem.

El Al var også i Danmark et terroristmål, og han måtte derfor være yderst

vagtsom og forsigtig. Fra 1980 blev hans privatbolig periodevis overvåget af

politipatruljer efter ambassadens ønske. Sagsøgeren fik selskabets kontor

bedre sikret.

Forflyttelsen til Amsterdam var en forfremmelse. Han ville her få ansvaret

for El Als fragt i Europa. Han var forberedt på, at han efter

udstationeringen i Danmark skulle tilbage til Esrael, og da stillingen i

Amsterdam ville betyde en udsættelse af hans tilbagevenden, var han i

begyndelsen imod det. Ledelsen tilkendegav, at opholdet i Amsterdam var

nødvendigt, idet det gik dårligt for selskabet der, hvorfor han accepterede

flytningen. Når han bad om at få afrejsen udskudt, var det alene, fordi han

havde en del ferie til gode, som han efter reglerne skulle afvikle i Danmark.

Han levede sammen med Anne Marie Snejbjerg, men hun skulle ikke med til

Amsterdam. Det betød ikke noget, idet de begge havde været klar over, at han

en dag ville rejse alene tilbage til Israel.

I sommeren 1980 havde han tegnet en livsforsikring iBaltica. Baggrunden

var, at han havde et lån i Den Danske Bank, og der havde man ved fornyelsen

af lånet forlangt en livsforsikring som sikkerhed. Assurandøren fik ham også

overtalt til at tegne en ulykkesforsikring og en indboforsikring.

Den 19. januar 1981 mødte han på kontoret om morgenen. Om formiddagen var

han til møde hos Spies Rejser, og senere havde han en samtale med sin

revisor, idet hans selvangivelse skulle udfærdiges. Han skulle arrangere et

cocktailparty i anledning af sin fratræden, og dette arbejdede han med efter

kl. 17, hvor de øvrige ansatte havde forladt kontoret. Han havde taget nogle

kartotekskort over sine forretningsforbindelser frem for at udfærdige

invitationer. Ca. kl. 17-18 ringede han til Anne Marie Snejbjerg og meddelte,

at han kom senere hjem. På et tidspunkt slukkede han lyset og tog sin

parkacoat og pelshue på. Han havde en mappe i den ene hånd og nøgler i den

anden. Han gik hen til udgangsdøren, hvor han så gennem en lille glasrude, at

der var mørkt på gangen udenfor. Han aktiverede dørsumemren for at åbne

yderdøren. Herefter blev døren med stor kraft skubbet op og ramte ham i

hovedet. Herefter kan han ikke huske, hvad der skete. Det næste han husker

er, at han så blitzlys og hørte lyden fra et kamera med moter, medens han

befandt sig et elelr andet sted i kontoret. Han husker, at han forsøgte at

kravle han mod alarmklokken, samt at han senere åbnede døren for politiet, og

at han blev kørt i ambulance til hospitalet. I de første par dage efter

indlæggelsen kunne han intet huske, men efterhånden kunne han gradvist

fortælle politiet mere. Sagsøgeren kan huske, at han talte med voerlæge Vive

Larsen under indlæggelsen på neurologisk afdeling, men han fortalte ikke

overlægen, at han blev såret i Seks Dages Krigen, og oplysningerne i

overlægens erklæring er ukorrekte. Han er aldrig blevet såret. Han brækkede

på et tidspunkt armen, men det var den højre, og operationen ved øjet var

alene kosmetisk.

Umiddelbart efter episoden ville han helst til Israel, men læge Elley

frarådede det, og det rettede han sig efter. Der kom en psykiater fra Esrael

sendt af El Al. Denne prøvede at overtale sagsøgeren til at rejse til Esrael,

hvor man ville foretage nogle undersøgelser. Læge Elley sagde, at de kunne

udføres i Danmar, og derpå inviterede psykiateren Elley på en gratis rejse

til Esrael sammen med sagsøgeren. Sagsøgeren opfattede situationen således,

at israelerne var utrygge ved at have en sikkerhedsperson som ham syg

udenlands. Sagsøgeren frygtede, at han ville blive indespærrret i Israel.

Elley ville have garanti for, at sagsøgeren kom med tilbage til Danmark, men

det kunne han ikke få.

Sagsøgeren blev i juli 1981 gift med Anne Marie Snejbjerg, efter at hun

havde lovet at hjælpe ham. De blev kort efter separeret. Han er nu dansk

statsborger.

Overlæge Jørgen Elley har bl.a. forklaret, at bilateralt brillehæmatom

normalt er tegn på kraniebrud og en følge af et kraftigt slag. Vidnet tilså

sagsøgeren første gang den 26. januar 1981 under indlæggelse på

Kommunehospitalet. Under samtalen gav sagsøgeren udtryk for, at han følte sig

mistroet. Han var bange og stærkt presset, fordi ingen troede ham. Vidnet

tilrådede ham 4 ugers sygeorlov.

Den næste konsultation fandt sted den 23. februar 1981. Sagsøgeren havde

været på Hawaii på rekreation. Da han kom hjem startede behandlingen med

konsultationer en gang om ugen. Diagnosen var vanskelig. Tilstanden var

efterhånden ovre i psykoseområdet. Sagsøgeren havde vanskeligt ved at skelne

mellem fantasi og virkelighed. Årsagen til lidelsen kunne klart henføres til

episoden den 19. januar 1981. Den mindede mest om »granatchok«, der

er et traume, som er udløst af en begivenhed, som overstiger, det sjælen kan

bære. Tilstanden ken ikke opstå efter fald.

Sagsøgeren havde i brudstykker gennem mere end hundrede konsultationer

fortalt, hvad der skete den 19. januar 1981. Sagsøgeren havde sidedet og

skrevet invitationer. Han havde taget sin hat og frakke på, hvorefter han

havde åbnet døren, der i det samme var blevet skubbet voldsomt op og havde

ramt sagsøgeren i hovedet. Sagsøgeren huskede, at han senere havde hørt et

kamera og set et par sorte sko, samt hørt en stemme, der talte hebraisk. Det

er vidnets indtryk, at det for sagsøgeren var sandheden om, hvad der skete.

Forklaringen ændrede sig ikke gennem perioden, men hukommelsen blev gradvis

bedre.

Den israelske læge, dr. Szekely, ville have sagsøgeren med til Israel til

undersøgelse. Han ønskede foretaget CAT-scanning og EEG med

sphenoidalafledninger. Dr. Szekely tilbød, at vidnet kunne rejse med til

Israel. Han ville få et gratis ophold. Sagsøgeren ville ikke få en

returbillet, hvorfor han ikke ville til Israel. De pågældende undersøgelser

blev senere foretaget på Hvidovre Hospital og viste intet abnormt.

Den 1. januar 1984 ophørte sagsøgerens konsultationer hos vidnet, da

vidnet flyttede til Tønder. På det tidspunkt var sagsøgeren næsten holdt op

med at stamme, noget han ifølge sine egne oplysnigner var begyndt på efter

episoden den 19. janur 1981.

Det er vidnets klare opfattelse, at sagsøgeren ikke er simulant.

Registreret revisor Bent Ejler Stegmann har bl.a. forklaret, at han var

revisor for El Al, således at han især udarbejdede selvangivelser og

forskudsskemaer for personalet. Han mødte sagsøgeren første gang i 1977, og

derefter mødtes de 1-2 gange om året. Sagsøgeren var ligevægtig. Vidnet

konstaterede, at sagsøgerens løn steg betydeligt i perioden. Vidnet havde et

møde med sagsøgeren den 19. januar 1981 fra kl. ca. 10.00 til 12.00.

Sagsøgeren virkede helt normalt. Han fortalte, at han skulle til Holland for

at overtage en større stilling. Vidnet havde indtryk af, at sagsøgeren var

glad herfor.

Anne Marie Snejbjerg har bl.a. forklaret, at hun lærte sagsøgeren at kende

i 1978. De flyttede sammen i december 1978. I sommeren 1981 blev de gift.

Vidnet giftede sig med ham, fordi han havde et krav på hende i form af et

pantebr4ev på 1 mill. kr. De blev separeret i november 1981 og er nu skilt. I

sommeren 1980 opdagde vidnet, at sagsøgeren måtte være psykopat. Han løj over

for hende. Han havde fortalt, at han var blevet såret i Seks Dages Krigen,

bl.a. ved øjet. Senere sagde han, at det var i Vietnamkrigen, hvor han havde

været udlånt af det israelske luftvåben. Efterhånden troede hun ikke længer

på ham. Deres forhold var ikke harmonisk, og de skændtes ofte.

Fra december 1980 talte de ikke meget sammen. Sagsøgeren sad altid med en

masse papirer og udtænkete planer. På dette tidspunkt startede hans

forfølgelsesvanvid. Han skrev ned, hvis han f.eks. så japanske turister, der

fotograferede huset. Han sagde, de var fra den sorte eller røde erme eller

PLO folk.

Det er vidnets opfattelse, at sagsøgeren gerne ville blive i Danmark, som

han kaldte et smørhul. Da hun hørte, at han skulle til Amsterdam, regnede hun

med, at han ville lave et eller andet, så han kunne blive i Danmark.

Sagsøgeren ringede normalt hjem, inden han kørte fra kontoret, men den 19.

januar 1981 ringede han ca. kl. 18.00 og sagde, at han først kom om en time.

Det var helt unormalt. Da hun om natten ca. kl. 01.00 blev ringet op fra

Kommunehospitalet og fik at vide, at sagsøgheren var blevet overfaldet, blev

hun ikke overrasket. Om morgenen tog hun ud til hospitalet. Sagsøgeren var

»helt væk«. Da hun sagde, at hun skulle til politiet, vågnede han

pludselig op og sagde, at det måtte hun ikke. Sagsøgeren talte normalt med

hende, men stammede, når andre kom til stede. Sagsøgeren kom hjem efter

udskrivningen den 27. januar 1981. Ansatte i El Al var der flere gange for at

tale med hem, men han ville ikke tale med dem.

Vidnet henvendte sig på et tidspunkt til Baltica og sagde, at sagsøgeren

var simulant. Det mener vidnet stadig, at sagsøgeren er. Hun har også

indgivet politianmeldelse mod ham.

Sagsøgerens fader,Pinchas Kladnjev, har forklaret, at han og sønne

(sagsøgeren) har levet sammen fra sønnens fødsel i 1945 og t5il 1967, da

sønne blev gift. De har været meget sammen - næsten dagligt - også efter

1967. De boede i samme by. Selv de sønne aftjente sin værnepligt, boede han

hjemme. Han har været ved militæret, men aldrig deltaget i krigshandlinger.

Da sønnen var veluddannet i teori, var han udelukkende på kontorarbejde.

Sønnen blev ved militæret indtil 1966, og blev ansat ved El Al.

Først var han i sikkerhedstjenesten, senere på kontoret.

Han rejste rundt fra sted til sted, ikke noget bestemt sted, og var på

stederne, idet han havde ansvaret for sikkerhedsarrangementerne.

Sønnen brækkede armen i 1965 vede en trafikunlykke og var på hospitalet i

2 dage i den anledning.

Arret under øjet skyldes en kosmetisk operation. Sønnen var ikke på

hospitalet i den anledning.

Sønnen har i det hele taget aldrig været på hospitalet, bortset fra

dengang han brækkede arbemn.

Sønnen har aldrig været under psykiatrisk behandling. Der har aldrig været

problemer med ham. Han løste og fik høje karakterer.

Under Seks Dages Krigen var faderen og sønne sammen i Tel-Aviv. Sønnen var

på kontorarbejde i 2 dage og gik derefter hjem til faderen, hvor han spiste

dagligt. Han erindrer ikke, hvor sønne opholdt sig de øvrige 4 dage.

Vidnet har yderli8gere et barn foruden sagsøgeren. En datter, der nu er 51

år.

De har altid boet i Tel-Aviv, siden de kom til landet i 1935. Vidnet er

elektriker.

Efter sønne blev gift i 1967, boede han i omegnen af Tel-Aviv i en

selvstændig lejlighed, indtil han reejste til Danmark i 1977.

Sønne aftjente sin værnepligt i årene 1963-1966. Han var 18 år, da han kom

til militæret efter skoletiden.

Sønnen studerede på universitetet samtidig med at han arbejdede i El Al.

Han studerede økonomi og politik i 2 år.

I årene efter sønnens flytning til Danmark har vinet været i Danmark på

besøg hos sønnen 2 gang, men de har talt meget sammen i telefonen og skrevet

sammen. Første gang han besøgte sønnen var i 1978 eller 1979, anden gang

erindrer han ikke nøjagtigt, men der gik et stykke tid.

Sønnen har besøgt vidnet i Israel flere gange. Han husker det ikke nøje.

Vidnet erindrer nu, at han besøgte sønnen anden gang den 19. januar 1981

efter, at sønnen var blevet overfaldet.

Sønnen blev ikke indkaldt igen ved Seks Dages Krigen, bortset fra til

kontoret, hvor han arbejdede med administrative sager.

Sønnen havde ikke engang et våben.

Vidnet sværger herpå.

Vidnet tilføjer, at da han og datteren besøgte sønnen efter overfaldet,

genkendte han dem ikke.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand bl.a. anført, at det må anses

for bevist, at han natten mellem den 19. og 20. januar 1981 var udsat for et

ulykkestilfælde i form af et voldeligt overfald. Sagsøgeren har herved

navnlig henvist til skadestuens udskrivningsbrev om hans tilstand ved

indlæggelsen samt til politiets obeservationer om hans stilstand, hvilket

støtter, at han har været udsat for vold. Det samme gør hans nuværende

psykiske tilstand. Der er en klar årsagssammenhæng mellem episoden den 19.

januar 1981 og den nuværende lidelse. Efter de lægelige udtalelser er der

enighed om, at lidelsen ikke er opstået uafhængigt af begivenheden, og der er

intet grundlag for at antage, at han er simulant.

Herefter er spørgsmålet alene, om lidelsen er opstået på grund af et

overfald eller et fald. På baggrund af politiets gerningsstedsbeskrivelse om

maling m.v. må det udelukkes, at der har været tale om et fald.

Endvidere må det afvise, at sagtsøgeren selv forsætligt har påført sig

skaderne. Bevisbyrden herfor på være sagsøgtes, og den er ikke løftet.

Sagsøgeren har subsidiært gjort gældende, at han har været udsat for et

ulykkestilfælde i form af et fald, og at dette har udløst den aktuelle

sygdomstilstand.

Sagsøgte har til støtte for sin frifindelsespåstand nærmere anført, at der

ikke er ført bevis for, at sagsøgeren har været udsat for et ulykkestilfælde,

elelr hvad dermed må sidestilles.

Sagsøgte har herved henvist til, at sagsøgeren ikke har kunnet føre bevis

for, hvad der skete den pågældende nat og langt mindre, at der er overgået

ham et ulykkestilfælde. Hverken de lægelige oplysninger om skaderne,

hvorefter disse var ringe, eller de fremlagte politirapporter støtter den

antagelse, at sagsøgeren har været udsat for et overfald elelr et andet

ulykkestilfælde. Det er uafklaret, om sagsøgerens psykiske tilstan efter den

19. januar 1981 er en neurose eller en psykose. Sindssygdomme henregnes

normalt ikke til arbejdsskader, og når henses til de ringe skader må det

afvise, at en sindssygdom kunne komme til udbrud.

Landsretten skal udtale:

Det må lægges til grund, at sagsøgeren natten mellem 19. og 20. januar

1981 kort efter midnat blev fundet af politiet på sin arbejdsplads. Sagsøgte

har ikke bestridt, at et ulykkestilfælde på dette sted og dette tidspunkt er

omfattet af arbejdsskadeforsikringslovens § 9, nr. 1. Efter de lægelige

erklæringer om sagsøgerens aktuelle tilstand må det endvidere anses

godt6jort, at sagsøgeren i dag er arbejdsmæssigt invalid på grund af en

psykisk lidelse, hvorfor det må forkastes, at sagsøgeren skulle have

simuleret gennem syv år.

Efter de lægelige udtalelse om sagsøgerens lidelse, herunder navnlig

overlæge Jørgen Elleys erklæring og forklaring, sammenholdt med

Retslægerådets udtalelse må det forkaste, at sagsøgerens nuværende psykiske

tilstand er opstået uafhængigt af begivenheden den 19. januar 1981. Når

henses til de fund, politiet gjorde på stedet, må det endvidere udelukkes, at

skadesårsagen skulle være, at sagsøgeren er faldet på kontoret ved et uheld.

Spørgsmålet er herefter, om sagsøgeren har været udsat for et voldeligt

overfald, eller om skaderne er selvforskyldte derved, at sagsøgeren

forsætligt har forårsaget skaderne på sig selv eller har fået andre til at

tilføje ham dem. Når henses til de for landsretten foreliggende - begrænsede

- oplysninger om politiets efterforskning samt til de lægelige oplysninger

fra skadestuen om sagsøgerens skader, herunder navnlig et begyndede

bilateralt brillehæmatom, finder retten det sandsynliggjort, at sagsøgeren

har været udsat for et voldeligt overfald.

Herefter, og idet det ikke af sagsøgte heroverfor er bestyrekt, at der er

tale om en selvforskyldt skade, findes sagsøgerens påstand at burde tages til

følge.

Da der ikke inden sagens optagelse til dom er givet oplysninger om

størrelsen af en eventuel sagsgenstand, fastsættes sagsomkostningerne

skønsmæssigt som nedenfor bestemt.

- - -

I sagsomkostninger for landsretten betaler sagsøgte til sagsøgeren 25.000

kr.

HØJESTERETS DOM.

Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Torben Jensen, Kiil, Else Mols,

Riis og Wendler Pedersen.

Appellanten har påstået frifindelse.

Indstævnte har påstået stadfæstelse.

Forsikringsselskabet Winterthur Borgen A/S er for Højesteret indtrådt i

sagen som biintervenient til støtte for appellanten. Det er ubestridt, at

John Kaydans psykiske tilstand efter den 19. januar 1981 har medført tab af

hans evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde. Højesteret finder

imidlertid, at de foreliggende lægelige udtalelser sammenyholdt med sagens

øvrige oplysninger ikke giver fornødent grundlag for at fastslå, at årsagen

til denne tilstand er et ulykkestilfælde, som skyldes arbejdet eller de

forhold, hvorunder dette er foregået. Da John Kaydans lidelse således ikke

kan anses for en arbejdsskade, tager Højesteret appellantens

frifindelsespåstand til følge.

THI KENDES FOR RET:

Apellanten, Den Sociale Ankestyrelse, frifindes.

I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal indstævnte, Foreningen

af Arbejdsledere i Danmark som mandatar for A inden 14 dage efter denne

højesteretsdoms afsigelse betale 100.000 Kr. Til appellanten.

Lignende dokumenter