Spring til indhold

Retsinformation

Offentlig forsorg - kontanthjælp - uddannelsessøgende

DOM nr 19014 af 17/02/1983DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet1. oktober 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Offentlig forsorg - kontanthjælp - uddannelsessøgende

H.D. 17. februar 1983 i sag I 275/1982

A (adv. Walsøe e.o.)

mod

Den Sociale Ankestyrelse (km.adv. v/adv. S. Skov Knudsen)

ØSTRE LANDSRETS DOM 10. JUNI 1982 (13. AFD.)

(Kallesøe, Stampe Jakobsen, Rothe (kst.)).

Den 23. april 1979 traf den Den sociale ankestyrelse følgende

Afgørelse:

»A, f.d. 18. deceber 1955, boende Værebrovej 66, 3., 4.,

Bagsværd, har ved brev af 21. august 1978 indanket en afgørelse truffet af

amtsankenævnet for Københavns amt den 1. august 1978, hvorefter

amtsankenævnet

tiltrådte det sociale udvalg i Gladsaxe kommunees afslag på hjælp efter

bistandsloven i en periode, hvor han var tilmeldt Københavns universitet og

ikke havde orlov.

Det fremgår af sagen, at ansøgeren, som er ugift, i ca. 4 år har

studeret dansk ved Institut for Nordisk Filologi ved Københavns Universitet.

Han begyndte at arbejde et par måneder inden påbegyndelse af studiet, og fra

august 1975 har han haft beskæftigelse ved undervisning indtil 1977, hvor han

blev arbejdsløs. Den 6. juli 1977 henvendte han sig til socialforvaltningen

om

økonomisk støtte. Han oplyste, at han ikke havde søgt undervisningstimer i

næste skoleår, da han havde planer om at flytte til Århus.

Det er oplyst, at han ikke har bestået 1. del af studiet, som er

normeret til 3 år, hvorfor han ikke er berettiget til Statens

Uddannelsesstøtte.

Det er endvidere oplyst, at ansøgeren er medlem af

kommunalarbejdernes arbejdsløshedskasse, som ikke fandt ham berettiget til

dagpenge, da han var immatrikuleret ved et universitet. Arbejdsdirektoratet

Læs alt

tiltrådte afgørelsen med den begrundelse, at han er studerende ved en højere

læreanstalt. Denne afgørelse er indanket for ankenævnet for

arbejdsløshedsforsikring.

Ansøgeren har i perioden 1. september 1977-1. februar 1978 haft

orlov fra universitetet, og det sociale udvalg bevilgede ham hjælp i henhold

til bistandsloven i orlovsperioden under forudsætning af, at han ved kontrol

på

arbejdsformidlingen kunne dokumentere at stå til rådighed for

arbejdsmarkedet.

Den 8. januar 1978 meddelte ansøgeren kommunen, at han agtede at

genoptage sine studier ved universitetet fra den 1. februar 1978. Under

henvisning til, at han havde til hensigt at være tilmeldt

arbejdsformidlingen,

anmodede han om fortsat hjælp efter bistandsloven.

Gladsaxe kommune afslog at yde hjælp med den begrundelse, at en

person, som studerer o gikke har arbejde, primært i henhold til lovgivningen

må

betragtes som studerende, og sekundært som arbejdsløs.

Amtsankenævnet har ved sin afgørelse lagt vægt på, at ansøgeren

må anses for at være studerende, der ikke er omfattet af bistandslovens § 42,

og at han ikke på anden måde befinder sig i en helt ekstraordinær situation,

der kan give grundlag for at yde hjælp.

Det er oplyst, at ansøgeren efter kommunens afslag på hjælp har

forlænget sin orlov fra 1. februar 1978 til 1. september 1978. Han har haft

beskæftigelse i perioden 6. juni 1978-28. juli 1978 samt fra 1.-11. september

1978. Fra 21. august 1978 har han fået løst arbejde som lærervikar, men har

angiveligt fortsat behov for at søge supplerende hjælp i perioder med særlig

lav indtægt.

Ved indankningen har ansøgeren bl.a. anført, at der ved

ordningen omkring uddannelsessøgendes adgang til hjælp efter bistandslovens

kapitel 9 i sommerferien ikke lægges vægt på den formelle omstændighed, at

pågældende er immatrikuleret, idet hjælpen ydes under hensyn til, at der

fortsat

kan forventes vanskeligheder for de uddannelsessøgende med at skaffe

beskæftigelse i sommerferieperioden. Ansøgeren finder, at nøjagtig de samme

betragtninger analogt kan henføres til hans eget tilfælde, idet de herskende

beskæftigelsesforhold betyder, at han ikke som normalt kan oppebære indkomst

ved lønarbejde. Han finder endvidere ikke, at der i bistandsloven eller

kontanthjælpscirkulæret er hjemmel til at begrænse hjælpen til

sommerferieperioden for uddannelsessøgende med svigtende

beskæftigelsesmuligheder.

I henhold til bistandslovens § 37 kan der ydes hjælp til en

ansøger, som på grund af sygdom, svigtende arbejdsmuligheder eller andre

ændringer i sine forhold er ude af stand til at skaffe det fornøne til sit

eget

eller sin families underhold.

Det er en betingelse for at opnå hjælp i henhold til

bistandslovens § 37, at ansøgeren har udnyttet sine arbejdsmuligheder, jfr. §

38.

Efter socialministeriets cirkulære af 5. november 1975 om

kontanthjælp, pkt. 5, kan dækning af økonomiske behov, der alene skyldes, at

pågældende er uddannelsessøgende, ikke ydes efter bistandsloven. Efter samme

cirkulæres pkt. 33 falder det uden for bistandsloven at yde hjælp til

studerende i almindelighed.

Sagen er blevet behandlet på ankestyrelsens møde den 23. april

1979, hvor der blev truffet følgende afgørelse

Ankestyrelsen finder ikke, at ansøgeren som uddannelsessøgende

har krav på kontanthjælp efter bistandslovens § 37 i en periode, hvor han er

tilmeldt universitetet, jfr. herved bistandslovens § 38 og

kontanthjælpscirkulærets

pkt. 5 og 33.

Ankestyrelsen lægger herved vægt på, at tilmelding til

universitetet, der bl.a. er en betingelse for at tilmelde sig til eksaminer,

må

tages som udtryk for, at studiet er det primære for ansøgeren i forhold til

erhvervsarbejde, således at pågældende på grund af studierne ikke kan anses

for

i normalt omfnag at være i stand til at udnytte sine arbejdsmuligheder.

Ankestyrelsen tiltræder således den af amtsankenævnet den 1.

august 1978 trufne afgørelse.«

Under denne den 27. oktober 1980 anlagte sag, hvorunder

sagsøgeren A har fået fri proces, har han påstået sagsøgte Den sociale

ankestyrelse tilpligtet at anerkende, at den nævnte afgørelse af 23. april

1979, hvorefter han ikke blev anset for berettiget til hjælp efter

bistandslovens § 37, er ugyldig.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

I socialministeriets cirkulære nr. 209 af 3. november 1975 om

kontanthjælp siges det:

»Pkt. 5:

»Dækning af økonomiske behov, der alene skyldes, at den

pågældende er uddannelsessøgende, kan ikke ydes efter reglerne om

kontanthjælp

i bistandsloven, medmindre uddannelsen er et led i forbedring af

erhvervsevnen

hos en person med et særligt handicap. I så fald ydes hjælp efter reglerne i

bistandslovens § 42, se nedenfor under pkt. 33-34. De uddannelsessøgende kan

kun

henføres under bistandslovens § 37 under helt ekstraordinære forhold«

Pkt. 33:

»I bistandslovens § 42, stk. 1, findes en fælles regel for alle

de situationer, hvor der kan ydes hjælp til uddannelse, erhvervsmæssig

optræning eller omskoling efter den sociale lovgivning. Mens det falder uden

for formålet med denne lovgivning at yde økonomisk støtte til

uddannelsessøgende i almindelighed, kan der - som hidtil efter

revalideringsloven, loven om børne- og ungdomsforsorg, mødrehjælpsloven og

forsorgsloven - ydes hjælp, når det er en persons særlige helbredsmæssige

eller

sociale situation, der er baggrunde for, at uddannelsesmæssige

foranstaltninger

må iværksættes eller videreføres - - -».

Den 10. november 1977 besvarede socialministeriet nogle

spørgsmål fra folketingets socialudvalg. Svarene er gengivet i »Sociale

Meddelelser« for 16. december 1977, hvori det hedder:

»Hvis en perosn, der har haft fuldtidsbeskæftigelse og i sin

fritid har studeret eller skrevet speciale, bliver arbejdsløs og ikke er

berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, vil den pågældende være berettiget til

kontanthjælp efter bistandslovens § 37, såfremt betingelserne efter

bistandslovens § 38 er opfyldt.

Dette forudsætter, at den pågældende i tilstrækkelig grad har

udnyttet sine arbejdsmuligheder, det vil sige, at han er tilmeldt

arbejdsformidlingen og er parat til at påtage sig arbejde i normalt omfang

hele

dagen igennem.

Det vil således være af afgørende betydning, om studierne eller

erhvervsarbejdet har været det primære i det enkelte konkrete tilfælde.

I en situation, hvor en uddannelsessøgende i forbindelse med

studiet har ehl- eller deltidsbeskæftigelse, må det forudsættes, at studiet

er

det primære i forhold til erhvervsarbejdet.

Uanset at en studerende i denne situation rammes af arbejdsløshed,

vil der normalt ikke kunne ydes kontanthjælp efter bistandslovens § 37, idet

den pågældende på grund af studierne ikke kan anses for at være til rådighed

for arbejdsmarkedet i normalt omfang i hele den del af året, hvor

uddannelsesinstitutionen har undervisning, og således ikke opfylder

betingelserne i bistandslovens § 38.

Som et eksempel på helt ekstraordinære forhold, jvf. pkt. 5 i

socialministeriets cirkulære af 3. november 1975 om kontanthjælp efter

bistandsloven, kan nævnes sommerferieperioden, hvor

uddannelsesinstitutionerne

holder ferielukket, og hvor de studerende normalt vil stå til rådighed for

arbejdsmarkedet hele dagen igennem og derfor vil have mulighed for at

supplere

uddannelsesstøtten med arbejdsløn.

Da der i de senere år har været vanskeligheder ved at opnå

bestkæftigelse i sommerferien, har socialministeriet udsendt en årligt

tilbagevendende cirkulæreskrivelse, hvorefter en studerende vil være

berettiget

til kontanthjælp i en periode svarende til ferielukningen i vedkommende

uddannelsesinstitution, såfremt den pågældende står til rådighed for

arbejdsmarkedet.

Det følger heraf, at der ikke kan ydes hjælp, hvis den

studerende holder ferie.

En studerende, der i øvrigt rammes af ændringer i sine forhold,

som er nævnt i bistandslovens § 37 (typisk sygdom, svangerskab eller fødsel),

vil også være berettiget til kontanthjælp, hvis begivenheden fører til, at

både

arbejde og studier må opgives.«

Vedrørende kontanthjælp i sommerferieperioden er der efter

vedtagelsen af lov nr. 218 af 23. maj 1979 om Statens Uddannelsesstøtte

senere

sket ændring i praksis, baseret på bemærkningerne til lovforslaget, hvori

bl.a.

siges:

»- - -

Lovforslagets forbedrede støtteordning vil medføre bortfald af

den sommerferiehjælp, som de uddannelsessøgende, der er arbejdsløse, har haft

mulighed for at opnå hos bistandskontorerne i medfør af bistandslovens kap.

9.

Den hertil ydede statsrefusion bespares på socialministeriets budget.

I forbindelse med lovforslagets gennemførelse ophæves som

tidligere nævnt den hidtidige adgang for uddannelsessøgende til at få

kontanthjælp i sommerferieperioderne i henhold til bistandsloven. Dette sker

med virkning fra og med 1981 - - -

«

Sagsøgeren har gjort gældende, at ankestyrelsens afgørelse

hviler på et urigtigt grundlag og beror på en urigtig anvendelse af

bistandsloven. Efter denne lovs §§ 1, 37 og 38 har man krav på bistandshjælp,

når betingelser i de nævnte bestemmelser er opfyldt, det vil sige, når man på

grund af svigtende arbejdsmuligheder er afskåret fra at skaffe det fornødne

til

sit eget eller familiens underhold, og såfremt man i tilstrækkelig grad har

udnyttet sine arbejdsmuligheder, hvilket blandt andet kan anses for godtgjort

ved attestation fra arbejdsformidlingen. Om betingelserne er opfyldte skal

afgøres ved et konkret skøn i hver enkelt sag. Et sådant skøn ligger

imidlertid

ikke til grund for ankestyrelsens afgørelse. Denne er alene baseret på det

faktur, at sagsøgeren som uddannelsessøgende har været tilmeldt

universitetet.

Dette fortolkes generelt som udtryk for, at studiet for sagsøgeren er det

primære i forhold til erhvervsarbejde. Man kan imidlertid ikke uden videre

udelukke studerende fra bistandshjælp, når der for dem indtræder den »sociale

begivenhed«, at de rammes af arbejdsløshed. Dette vil stride imod anerkendte

lighedsgrundsætninger samt mod den almindeligt anerkendte grundsætning om, at

forvaltningen ikke må sætte sit skøn under en ufravigelig regel.

Sagsøgte har gjort gældende, at der i forbindelse med afgørelsen

er foretaget en vurdering på grundlag af de foreliggende konkrete oplysninger

om sagsøgerens situation. Denne vurdering er imidlertid foretaget ud fra det

almindelige udgangspunkt, at uddannelsessøgende, for hvem studiet er det

primære, kun undtagelsesvis og under ekstraordinære forhold kan få hjælp

efter

bistandsloven. Dette stemmer med bistandsloven og den forudsætninger, jfr.

betænkning nr. 664/1972 pag. 55 55., og fremgår også af bemærkningerne til

lovforslaget om statens uddannelsesstøtte (lov nr. 218 af 23. maj 1979). På

denne baggrund har det været berettiget, at socialministeriet ved sine

tilkendegivelser har lagt en vis fast ramme for det skøn, der skal udøves,

når

det ikke herved er udelukket i særlige tilfælde at tage hensyn til konkret

oplyste ekstraordinære forhold.

Landsretten finder, at sagsøgtes afgørelse af 23. april 1979

bygger på den naturlige formodning, at sagsøgeren, så længe han var tilmeldt

et

universitetsstudium, ikke i normalt omfang har stået til rådighed for

arbejdsmarkedet, sammenholdt med, at der ikke i de om ham foreliggende

konkrete

oplysninger har været grund til at antage andet eller til at anse, at der for

hans vedkommende skulle have foreligget ganske ekstraordinære forhold. Der

ses

ikke grundlag for, at afgørelsen skulle savne hjemmel i bistandsloven, eller

at

den skulle være i strid med almindelige forvaltningsretlige

retsgrundsætninger.

Sagsøgtes frifindelsespåstand vil herefter være at tage til

følge.

- - -

Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part

eller til statskassen.

HØJESTERETS DOM.

Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: P. Christensen, Høeg,

Weber, Gersing og Kiil.

Appellanten har gentaget sin påstand for landsretten.

Indstævnte har påstået stadfæstelse.

Tre dommere - Weber, Gersing og Kiil - udtaler:

Under sin orlov fra universitetet efter den 1. september 1977

modtog appellanten hjæl0p i henhold til bistandslovens § 37 på grund af

svigtende arbejdsmuligheder. Efter indstævntes begrundelse af afgørelsen af

23.

april 1979 må det på denne baggrund antages, at indstævnte alene har lagt

vægt

på oplysningen om, at appellanten fra den 1. februar 1978 agtede påny at

tilmelde sig universitetet. En sådan tilmelding støtter vel en formodning om,

at appellanten ikke længere ville opfylde betingelserne for bistandshjælp.

Uanset denne formodning findes afgørelsen af, om appellanten fortsat ville

være

i stand til i tilstrækkelig grad at udnytte sine arbejdsmuligheder,

imidlertid

at måtte bero på en samlet vurdering af hans forhold. Da en sådan ikke ses

foretaget, findes afgørelsen at burde tilsidesættes som ugyldig. Disse

dommere

stemmer herefter for at tage appellantens påstand til følge.

Dommerne P. Christensen og Håeg udtaler:

Efter sammenhængen mellem reglerne i bistandslovens § 42, stk.

1, og lovens §§ 37 og 38 og under hensyn til de i dommen nævnte forarbejder

til

denne lov og lovgivningen om statens uddannelsesstøtte må det lægges til

grund,

at uddannelsessøgende i almindelighed må være udelukket fra at kunne få

økonomisk bistand i henhold til den sociale lovgivning. Heraf følger bl.a.,

at

det ved vurderingen af, om en ansøger har udnyttet sine arbejdsmuligheder,

jfr.

lovens § 38, må tillægges væsentlig betydning, at den pågældende er tilmeldt

en

uddannelsesinstitution. Det kan derfor ikke uden videre være tilstrækkeligt,

at

ansøgeren har attest fra arbejdsformidlingen som mævnt i § 38, nr. 1.

Afgrænsningen af, om en bistandssøgende som værende under

uddannelse er udelukket fra hjælp efter loven, må foretages efter rimeligt

klare kriterier. I det foreliggende tilfælde havde indstævnte fuld klarhed

over

appellantens hidtidige arbejdsforhold, men havde - da appellanten allerede

fra

den 1. februar 1978 havde taget orlov - intet grundlag for at foretage en

konkret vurdering af, i hvilket omfang appellanten under den i skrivelsen af

8.

januar 1978 angivne forudsætning kunne forventes at være til rådighed for

arbejdsmarkedet.

Det findes herefter ikke at kunne kritiseres, at indstævnte ved

afgørelsen har lagt afgørende vægt på det forhold, at appellanten var

tilmeldt

universitetet.

Disse dommere stemmer herefter for at stadfæste dommen.

Der vil være at give dom efter stemmeflertallet.

Med sagens omkostninger for begge retter forholdes som nedenfor

bestemt, hvorved bemærkes, at appellanten også for Højesteret har haft fri

proces.

Thi kendes for ret:

Indstævnte, den sociale ankestyrelse, bør anerkende, at den af

indstævnte den 23. April 1979 trufne afgørelse, hvorefter appellanten, A,

ikke

blev anset for berettiget til hjælp efter bistandslovens § 37, er ugyldig.

Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part

eller til statskassen for landsret eller højesteret.

Officielle noter

1) Jfr. 1979.815 og 1063 samt

Marianne Højgaard

Pedersen i J. 1977.269 ff., Glen varmer i J. 1980.370 ff., Folketingets

ombudsmands beretning for året 1969, s. 83 og for året 1980 s. 103. F.T.

1976-77 1. samling, forhandlingerne, sp. 3534 ff og 1978-79, till. A, sp.

2338

og 2346 f.).

Lignende dokumenter