Offentlig forsorg - kontanthjælp - uddannelsessøgende
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Offentlig forsorg - kontanthjælp - uddannelsessøgende
H.D. 17. februar 1983 i sag I 275/1982
A (adv. Walsøe e.o.)
mod
Den Sociale Ankestyrelse (km.adv. v/adv. S. Skov Knudsen)
ØSTRE LANDSRETS DOM 10. JUNI 1982 (13. AFD.)
(Kallesøe, Stampe Jakobsen, Rothe (kst.)).
Den 23. april 1979 traf den Den sociale ankestyrelse følgende
Afgørelse:
»A, f.d. 18. deceber 1955, boende Værebrovej 66, 3., 4.,
Bagsværd, har ved brev af 21. august 1978 indanket en afgørelse truffet af
amtsankenævnet for Københavns amt den 1. august 1978, hvorefter
amtsankenævnet
tiltrådte det sociale udvalg i Gladsaxe kommunees afslag på hjælp efter
bistandsloven i en periode, hvor han var tilmeldt Københavns universitet og
ikke havde orlov.
Det fremgår af sagen, at ansøgeren, som er ugift, i ca. 4 år har
studeret dansk ved Institut for Nordisk Filologi ved Københavns Universitet.
Han begyndte at arbejde et par måneder inden påbegyndelse af studiet, og fra
august 1975 har han haft beskæftigelse ved undervisning indtil 1977, hvor han
blev arbejdsløs. Den 6. juli 1977 henvendte han sig til socialforvaltningen
om
økonomisk støtte. Han oplyste, at han ikke havde søgt undervisningstimer i
næste skoleår, da han havde planer om at flytte til Århus.
Det er oplyst, at han ikke har bestået 1. del af studiet, som er
normeret til 3 år, hvorfor han ikke er berettiget til Statens
Uddannelsesstøtte.
Det er endvidere oplyst, at ansøgeren er medlem af
kommunalarbejdernes arbejdsløshedskasse, som ikke fandt ham berettiget til
dagpenge, da han var immatrikuleret ved et universitet. Arbejdsdirektoratet
Læs alt
tiltrådte afgørelsen med den begrundelse, at han er studerende ved en højere
læreanstalt. Denne afgørelse er indanket for ankenævnet for
arbejdsløshedsforsikring.
Ansøgeren har i perioden 1. september 1977-1. februar 1978 haft
orlov fra universitetet, og det sociale udvalg bevilgede ham hjælp i henhold
til bistandsloven i orlovsperioden under forudsætning af, at han ved kontrol
på
arbejdsformidlingen kunne dokumentere at stå til rådighed for
arbejdsmarkedet.
Den 8. januar 1978 meddelte ansøgeren kommunen, at han agtede at
genoptage sine studier ved universitetet fra den 1. februar 1978. Under
henvisning til, at han havde til hensigt at være tilmeldt
arbejdsformidlingen,
anmodede han om fortsat hjælp efter bistandsloven.
Gladsaxe kommune afslog at yde hjælp med den begrundelse, at en
person, som studerer o gikke har arbejde, primært i henhold til lovgivningen
må
betragtes som studerende, og sekundært som arbejdsløs.
Amtsankenævnet har ved sin afgørelse lagt vægt på, at ansøgeren
må anses for at være studerende, der ikke er omfattet af bistandslovens § 42,
og at han ikke på anden måde befinder sig i en helt ekstraordinær situation,
der kan give grundlag for at yde hjælp.
Det er oplyst, at ansøgeren efter kommunens afslag på hjælp har
forlænget sin orlov fra 1. februar 1978 til 1. september 1978. Han har haft
beskæftigelse i perioden 6. juni 1978-28. juli 1978 samt fra 1.-11. september
1978. Fra 21. august 1978 har han fået løst arbejde som lærervikar, men har
angiveligt fortsat behov for at søge supplerende hjælp i perioder med særlig
lav indtægt.
Ved indankningen har ansøgeren bl.a. anført, at der ved
ordningen omkring uddannelsessøgendes adgang til hjælp efter bistandslovens
kapitel 9 i sommerferien ikke lægges vægt på den formelle omstændighed, at
pågældende er immatrikuleret, idet hjælpen ydes under hensyn til, at der
fortsat
kan forventes vanskeligheder for de uddannelsessøgende med at skaffe
beskæftigelse i sommerferieperioden. Ansøgeren finder, at nøjagtig de samme
betragtninger analogt kan henføres til hans eget tilfælde, idet de herskende
beskæftigelsesforhold betyder, at han ikke som normalt kan oppebære indkomst
ved lønarbejde. Han finder endvidere ikke, at der i bistandsloven eller
kontanthjælpscirkulæret er hjemmel til at begrænse hjælpen til
sommerferieperioden for uddannelsessøgende med svigtende
beskæftigelsesmuligheder.
I henhold til bistandslovens § 37 kan der ydes hjælp til en
ansøger, som på grund af sygdom, svigtende arbejdsmuligheder eller andre
ændringer i sine forhold er ude af stand til at skaffe det fornøne til sit
eget
eller sin families underhold.
Det er en betingelse for at opnå hjælp i henhold til
bistandslovens § 37, at ansøgeren har udnyttet sine arbejdsmuligheder, jfr. §
38.
Efter socialministeriets cirkulære af 5. november 1975 om
kontanthjælp, pkt. 5, kan dækning af økonomiske behov, der alene skyldes, at
pågældende er uddannelsessøgende, ikke ydes efter bistandsloven. Efter samme
cirkulæres pkt. 33 falder det uden for bistandsloven at yde hjælp til
studerende i almindelighed.
Sagen er blevet behandlet på ankestyrelsens møde den 23. april
1979, hvor der blev truffet følgende afgørelse
Ankestyrelsen finder ikke, at ansøgeren som uddannelsessøgende
har krav på kontanthjælp efter bistandslovens § 37 i en periode, hvor han er
tilmeldt universitetet, jfr. herved bistandslovens § 38 og
kontanthjælpscirkulærets
pkt. 5 og 33.
Ankestyrelsen lægger herved vægt på, at tilmelding til
universitetet, der bl.a. er en betingelse for at tilmelde sig til eksaminer,
må
tages som udtryk for, at studiet er det primære for ansøgeren i forhold til
erhvervsarbejde, således at pågældende på grund af studierne ikke kan anses
for
i normalt omfnag at være i stand til at udnytte sine arbejdsmuligheder.
Ankestyrelsen tiltræder således den af amtsankenævnet den 1.
august 1978 trufne afgørelse.«
Under denne den 27. oktober 1980 anlagte sag, hvorunder
sagsøgeren A har fået fri proces, har han påstået sagsøgte Den sociale
ankestyrelse tilpligtet at anerkende, at den nævnte afgørelse af 23. april
1979, hvorefter han ikke blev anset for berettiget til hjælp efter
bistandslovens § 37, er ugyldig.
Sagsøgte har påstået frifindelse.
I socialministeriets cirkulære nr. 209 af 3. november 1975 om
kontanthjælp siges det:
»Pkt. 5:
»Dækning af økonomiske behov, der alene skyldes, at den
pågældende er uddannelsessøgende, kan ikke ydes efter reglerne om
kontanthjælp
i bistandsloven, medmindre uddannelsen er et led i forbedring af
erhvervsevnen
hos en person med et særligt handicap. I så fald ydes hjælp efter reglerne i
bistandslovens § 42, se nedenfor under pkt. 33-34. De uddannelsessøgende kan
kun
henføres under bistandslovens § 37 under helt ekstraordinære forhold«
Pkt. 33:
»I bistandslovens § 42, stk. 1, findes en fælles regel for alle
de situationer, hvor der kan ydes hjælp til uddannelse, erhvervsmæssig
optræning eller omskoling efter den sociale lovgivning. Mens det falder uden
for formålet med denne lovgivning at yde økonomisk støtte til
uddannelsessøgende i almindelighed, kan der - som hidtil efter
revalideringsloven, loven om børne- og ungdomsforsorg, mødrehjælpsloven og
forsorgsloven - ydes hjælp, når det er en persons særlige helbredsmæssige
eller
sociale situation, der er baggrunde for, at uddannelsesmæssige
foranstaltninger
må iværksættes eller videreføres - - -».
Den 10. november 1977 besvarede socialministeriet nogle
spørgsmål fra folketingets socialudvalg. Svarene er gengivet i »Sociale
Meddelelser« for 16. december 1977, hvori det hedder:
»Hvis en perosn, der har haft fuldtidsbeskæftigelse og i sin
fritid har studeret eller skrevet speciale, bliver arbejdsløs og ikke er
berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, vil den pågældende være berettiget til
kontanthjælp efter bistandslovens § 37, såfremt betingelserne efter
bistandslovens § 38 er opfyldt.
Dette forudsætter, at den pågældende i tilstrækkelig grad har
udnyttet sine arbejdsmuligheder, det vil sige, at han er tilmeldt
arbejdsformidlingen og er parat til at påtage sig arbejde i normalt omfang
hele
dagen igennem.
Det vil således være af afgørende betydning, om studierne eller
erhvervsarbejdet har været det primære i det enkelte konkrete tilfælde.
I en situation, hvor en uddannelsessøgende i forbindelse med
studiet har ehl- eller deltidsbeskæftigelse, må det forudsættes, at studiet
er
det primære i forhold til erhvervsarbejdet.
Uanset at en studerende i denne situation rammes af arbejdsløshed,
vil der normalt ikke kunne ydes kontanthjælp efter bistandslovens § 37, idet
den pågældende på grund af studierne ikke kan anses for at være til rådighed
for arbejdsmarkedet i normalt omfang i hele den del af året, hvor
uddannelsesinstitutionen har undervisning, og således ikke opfylder
betingelserne i bistandslovens § 38.
Som et eksempel på helt ekstraordinære forhold, jvf. pkt. 5 i
socialministeriets cirkulære af 3. november 1975 om kontanthjælp efter
bistandsloven, kan nævnes sommerferieperioden, hvor
uddannelsesinstitutionerne
holder ferielukket, og hvor de studerende normalt vil stå til rådighed for
arbejdsmarkedet hele dagen igennem og derfor vil have mulighed for at
supplere
uddannelsesstøtten med arbejdsløn.
Da der i de senere år har været vanskeligheder ved at opnå
bestkæftigelse i sommerferien, har socialministeriet udsendt en årligt
tilbagevendende cirkulæreskrivelse, hvorefter en studerende vil være
berettiget
til kontanthjælp i en periode svarende til ferielukningen i vedkommende
uddannelsesinstitution, såfremt den pågældende står til rådighed for
arbejdsmarkedet.
Det følger heraf, at der ikke kan ydes hjælp, hvis den
studerende holder ferie.
En studerende, der i øvrigt rammes af ændringer i sine forhold,
som er nævnt i bistandslovens § 37 (typisk sygdom, svangerskab eller fødsel),
vil også være berettiget til kontanthjælp, hvis begivenheden fører til, at
både
arbejde og studier må opgives.«
Vedrørende kontanthjælp i sommerferieperioden er der efter
vedtagelsen af lov nr. 218 af 23. maj 1979 om Statens Uddannelsesstøtte
senere
sket ændring i praksis, baseret på bemærkningerne til lovforslaget, hvori
bl.a.
siges:
»- - -
Lovforslagets forbedrede støtteordning vil medføre bortfald af
den sommerferiehjælp, som de uddannelsessøgende, der er arbejdsløse, har haft
mulighed for at opnå hos bistandskontorerne i medfør af bistandslovens kap.
9.
Den hertil ydede statsrefusion bespares på socialministeriets budget.
I forbindelse med lovforslagets gennemførelse ophæves som
tidligere nævnt den hidtidige adgang for uddannelsessøgende til at få
kontanthjælp i sommerferieperioderne i henhold til bistandsloven. Dette sker
med virkning fra og med 1981 - - -
«
Sagsøgeren har gjort gældende, at ankestyrelsens afgørelse
hviler på et urigtigt grundlag og beror på en urigtig anvendelse af
bistandsloven. Efter denne lovs §§ 1, 37 og 38 har man krav på bistandshjælp,
når betingelser i de nævnte bestemmelser er opfyldt, det vil sige, når man på
grund af svigtende arbejdsmuligheder er afskåret fra at skaffe det fornødne
til
sit eget eller familiens underhold, og såfremt man i tilstrækkelig grad har
udnyttet sine arbejdsmuligheder, hvilket blandt andet kan anses for godtgjort
ved attestation fra arbejdsformidlingen. Om betingelserne er opfyldte skal
afgøres ved et konkret skøn i hver enkelt sag. Et sådant skøn ligger
imidlertid
ikke til grund for ankestyrelsens afgørelse. Denne er alene baseret på det
faktur, at sagsøgeren som uddannelsessøgende har været tilmeldt
universitetet.
Dette fortolkes generelt som udtryk for, at studiet for sagsøgeren er det
primære i forhold til erhvervsarbejde. Man kan imidlertid ikke uden videre
udelukke studerende fra bistandshjælp, når der for dem indtræder den »sociale
begivenhed«, at de rammes af arbejdsløshed. Dette vil stride imod anerkendte
lighedsgrundsætninger samt mod den almindeligt anerkendte grundsætning om, at
forvaltningen ikke må sætte sit skøn under en ufravigelig regel.
Sagsøgte har gjort gældende, at der i forbindelse med afgørelsen
er foretaget en vurdering på grundlag af de foreliggende konkrete oplysninger
om sagsøgerens situation. Denne vurdering er imidlertid foretaget ud fra det
almindelige udgangspunkt, at uddannelsessøgende, for hvem studiet er det
primære, kun undtagelsesvis og under ekstraordinære forhold kan få hjælp
efter
bistandsloven. Dette stemmer med bistandsloven og den forudsætninger, jfr.
betænkning nr. 664/1972 pag. 55 55., og fremgår også af bemærkningerne til
lovforslaget om statens uddannelsesstøtte (lov nr. 218 af 23. maj 1979). På
denne baggrund har det været berettiget, at socialministeriet ved sine
tilkendegivelser har lagt en vis fast ramme for det skøn, der skal udøves,
når
det ikke herved er udelukket i særlige tilfælde at tage hensyn til konkret
oplyste ekstraordinære forhold.
Landsretten finder, at sagsøgtes afgørelse af 23. april 1979
bygger på den naturlige formodning, at sagsøgeren, så længe han var tilmeldt
et
universitetsstudium, ikke i normalt omfang har stået til rådighed for
arbejdsmarkedet, sammenholdt med, at der ikke i de om ham foreliggende
konkrete
oplysninger har været grund til at antage andet eller til at anse, at der for
hans vedkommende skulle have foreligget ganske ekstraordinære forhold. Der
ses
ikke grundlag for, at afgørelsen skulle savne hjemmel i bistandsloven, eller
at
den skulle være i strid med almindelige forvaltningsretlige
retsgrundsætninger.
Sagsøgtes frifindelsespåstand vil herefter være at tage til
følge.
- - -
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part
eller til statskassen.
HØJESTERETS DOM.
Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: P. Christensen, Høeg,
Weber, Gersing og Kiil.
Appellanten har gentaget sin påstand for landsretten.
Indstævnte har påstået stadfæstelse.
Tre dommere - Weber, Gersing og Kiil - udtaler:
Under sin orlov fra universitetet efter den 1. september 1977
modtog appellanten hjæl0p i henhold til bistandslovens § 37 på grund af
svigtende arbejdsmuligheder. Efter indstævntes begrundelse af afgørelsen af
23.
april 1979 må det på denne baggrund antages, at indstævnte alene har lagt
vægt
på oplysningen om, at appellanten fra den 1. februar 1978 agtede påny at
tilmelde sig universitetet. En sådan tilmelding støtter vel en formodning om,
at appellanten ikke længere ville opfylde betingelserne for bistandshjælp.
Uanset denne formodning findes afgørelsen af, om appellanten fortsat ville
være
i stand til i tilstrækkelig grad at udnytte sine arbejdsmuligheder,
imidlertid
at måtte bero på en samlet vurdering af hans forhold. Da en sådan ikke ses
foretaget, findes afgørelsen at burde tilsidesættes som ugyldig. Disse
dommere
stemmer herefter for at tage appellantens påstand til følge.
Dommerne P. Christensen og Håeg udtaler:
Efter sammenhængen mellem reglerne i bistandslovens § 42, stk.
1, og lovens §§ 37 og 38 og under hensyn til de i dommen nævnte forarbejder
til
denne lov og lovgivningen om statens uddannelsesstøtte må det lægges til
grund,
at uddannelsessøgende i almindelighed må være udelukket fra at kunne få
økonomisk bistand i henhold til den sociale lovgivning. Heraf følger bl.a.,
at
det ved vurderingen af, om en ansøger har udnyttet sine arbejdsmuligheder,
jfr.
lovens § 38, må tillægges væsentlig betydning, at den pågældende er tilmeldt
en
uddannelsesinstitution. Det kan derfor ikke uden videre være tilstrækkeligt,
at
ansøgeren har attest fra arbejdsformidlingen som mævnt i § 38, nr. 1.
Afgrænsningen af, om en bistandssøgende som værende under
uddannelse er udelukket fra hjælp efter loven, må foretages efter rimeligt
klare kriterier. I det foreliggende tilfælde havde indstævnte fuld klarhed
over
appellantens hidtidige arbejdsforhold, men havde - da appellanten allerede
fra
den 1. februar 1978 havde taget orlov - intet grundlag for at foretage en
konkret vurdering af, i hvilket omfang appellanten under den i skrivelsen af
8.
januar 1978 angivne forudsætning kunne forventes at være til rådighed for
arbejdsmarkedet.
Det findes herefter ikke at kunne kritiseres, at indstævnte ved
afgørelsen har lagt afgørende vægt på det forhold, at appellanten var
tilmeldt
universitetet.
Disse dommere stemmer herefter for at stadfæste dommen.
Der vil være at give dom efter stemmeflertallet.
Med sagens omkostninger for begge retter forholdes som nedenfor
bestemt, hvorved bemærkes, at appellanten også for Højesteret har haft fri
proces.
Thi kendes for ret:
Indstævnte, den sociale ankestyrelse, bør anerkende, at den af
indstævnte den 23. April 1979 trufne afgørelse, hvorefter appellanten, A,
ikke
blev anset for berettiget til hjælp efter bistandslovens § 37, er ugyldig.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part
eller til statskassen for landsret eller højesteret.
Officielle noter
1) Jfr. 1979.815 og 1063 samt
Marianne Højgaard
Pedersen i J. 1977.269 ff., Glen varmer i J. 1980.370 ff., Folketingets
ombudsmands beretning for året 1969, s. 83 og for året 1980 s. 103. F.T.
1976-77 1. samling, forhandlingerne, sp. 3534 ff og 1978-79, till. A, sp.
2338
og 2346 f.).
Lignende dokumenter
- Ubetinget tilbagebetalingspligt - god og ond tro (* 2) Retsinformation · 1. oktober 1997
- Erstatning uden for kontraktsforhold - rygers kroniske lungelidelse - ikke arbejdsskade (* 1) Retsinformation · 1. oktober 1997
- Offentlig forvaltning - offentlig forsorg - besættelsestidens ofre - erstatning - nationalt uværdig optræden (* 1) Retsinformation · 1. oktober 1997
- 15-årigs søgsmål om Den Sociale Ankestyrelses ophævelse af beslutning om anbringelse uden for hjemmet afvist (* 1) Retsinformation · 1. oktober 1997
- Ægteskab - offentlig forsorg - love Skilsmisse - bidragspligt - afkald - hjælp efter bistandsloven (* 3) Retsinformation · 1. oktober 1997
- Offentlig forsorg - tilbagesøgning af ydet betaling - social bistand - kontanthjælp - dobbeltforsørgelse - formalitetskrav (* 2) Retsinformation · 1. oktober 1997