Spring til indhold

Retsinformation

Ubetinget tilbagebetalingspligt - god og ond tro (* 2)

DOM nr 19249 af 19/10/1988DomSocial- og Boligministeriet1. oktober 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Ubetinget tilbagebetalingspligt - god og ond tro

(* 2)

H.D. 19. Oktober 1988 i sag i 383/1987

A (adv. Kjeld fruensgaard e.o.)

mod

Den Sociale Ankestyrelse (km.adv. v/adv. Birthe eskildsen).

Forvaltningsret 25.1. - Pengevæsen mv. 5.5.

Østre Landsrets dom 19. Oktober 1987 (9. AFD.) (Johnsen, Dam, Kirsten

Linde (kst.)).

Under denne sag, der er anlagt den 31. august 1984, har sagsøgeren A

nedlagt påstand om, at sagsøgte Den sociale Ankestyrelse tilpligtes at

anerkende, at det af social- og sundhedsforvaltningen i København,

sikringsafdelingen, rejste tilbagebetalingskrav for for meget udbetalt hjælp

efter bistandslovens § 43 i tiden 1. oktober 1976-31. august 1978 kr.

18.113,00 og for for meget udbetalt invalidepension i tiden 1. december

1977-30. april 1978 kr. 100,00 eller ialt kr. 18.313,00 ikke kan gøres

gældende.

Sagsøgte har principalt påstået frifindelse, subsidiært frifindelse for så

vidt angår tilbagebetaling af det i perioden 1. maj 1977-31. august 1978 for

meget udbetalte beløb på 15.213 kr.

Sagsøgeren har gjort gældende, at betingelserne for tilbagebetaling i

bistandslovens § 25 og invalidepensionslovens § 30 ikke er opfyldt, at kravet

efter bistrandsloven er bortfaldet efter lovens § 27, stk. 3, og at hun ikke

kan tilbagebetale beløbene uden at mangle til sit underhold.

Sagsøgeren har haft fri proces.

Omstændighederne er følgende:

Fra 1970 til april 72 lvede sagsøgeren, der er født den 31. december 1918,

og hendes ægtefælles adskilt, og sagsøgeren modtog i denne periode 100 kr.

månedlig i underholdsbidrag. den 21. april 1972 udfyldte og underskrev

sagsøgeren »Begæring om invalidepension« og opgav beløbet 1.2300

Læs alt

kr. i rubrikken »Underholdsbidrag fra nuværende eller tidligere

ægtefælle«. Begæringen var over underskriften forsynet med følgende

trykte tekst:

»Undertegnede erklærer herved på tro og love at have besvaret

foranstående spørgsmål i overensstemmelse med sandheden. Jeg forpligter mig

samtidig til straks at give magistraten (socialkontoret) underretning om

enhver forandring i mene personlige og økonomiske forhold, som kan formodes

at medføre nedsættelse elelr bortfald af pensionen. - - -»

Sagsøgeren modtog herefter laveste invalidepension. Den 25 februar 1976

udfyldte og underskrev sagsøgeren »Begæring om forhøjelse af tidligere

tilkendt invalidepension - - -», der var forsynet med samme trykte tekst

som ovenfor gengivet, dog uden ordene »som kan formodes at medføre

nedsættelse eller bortfald af pensionen«. Begæringen blev afslået den

26. august 1976. I september 1976 fraflyttede ægtefællen påny, og sagsøgeren

søgte separation. Den 22. september 1976 afholdtes forgøves mægling, og den

1. oktober 1976 blev ægtefællerne separeret ved bevilling. Der tillagdes

sagsøgeren et underholdsbidrag på 400 kr. månedlig, pr. 1. maj 1977 forhøjet

til 700 kr. månedlig. Den 29. september 1976 gav sagsøgeren møde i

socialforvaltningen og søgte boligsikring og supplerende bistandshjælp. I

forvaltningens oplysningsark er om mødet anført, at manden havde forladt

hjemmet, og at separationsbegøring var indgivet. det er endvidere anført:

»Indt./formue benæges«. Den 1. oktober 1976 gav sagsøgeren påny

møde i anlending af ansøgningen om supplerende bistandeshjælp, som hun

opnåede fra den 1. oktober 1976 i henhld til bistandslovens § 43. I

forvaltningens referat om mødet nævnes intet om, hvorvidt indtægt eller

formue blev omtalt. Efter at ægtefællerne havde genoptaget samlivet, blev de

påny seprareret den 21. februar 1978, og der tillagdes sagsøgeren et

underholdsbidrag på 950 kr. månedlig. Den 3. april 1978 modte sagsøgeren i

socialforvalntingen og søgte om supplerende hjælp. I forvaltningens referat

hedder det: »Indt. + formue benægtes«, og det anføres at sagsøgeren

igen søger om forhøjet invalidepension. I et referat af 15. august 1978

anføres det, at forvaltningen i Overpræsidiet har fået oplyst, at sagsøgeren

er blevet separeret henholdsvis den 1. oktober 1976 og den 21. februar 1978,

at underholdsbidraget nu er 950 kr. månedlig, at søgsøgeren den 14. april

1978 havde lovet at indsende separationsbevillingen til forvaltningen, og at

hun den 3. august 1978 forgæves var rykket herfor. Endvidere anføres:

»Pens. erklærer at have handlet i god tro - mente det var

tilstrækkeligt, at der blev opgivet til skattev.«. Ifølge referat af 18.

august 1978 gav sagsøgeren denne dato møde og fik foreholdt de n6ye

oplysninger. Bistandshjælpen belv standset pr. 1. september 1978. Sagsøgerens

pension er den 11. oktober 1979 ændret til enkepension med virkning fra den

1. maj 1978.

I skrivelse af 6. august 1979 fra det lokale bistandskontor blev

sagsøgeren underrettet om, at der skulle ske regulering af hendes pension for

tiden 1. oktober 1976-31. ausuts 1978. Det hedder i skrivelsen:

»I fortsætttelse af vor samtale i telefonen 1. august - - -.

Under samtalen mellem os berørte vi også spørgsmålet, i hvilken

udstrækning De var informeret om Deres oplysningspligt.

Jeg gav udtryk for, at dette var meddelt Dem ved den samtale der fandt

sted 4/5-72, da De søgte pension, og at det fremgik af den meddelelse, der

fulgte med opgørelsen, da pensionen efter tilståelsen belv afregnet med Dem.

Det fremgår desuden, af den bemærkning, der er påført ansøgningsskema om

pension af 1/4-72, og ansøgningskema om forhøjelse af pension af 25/2-76. - -

-.

I skrivelse af 25. januar 1980 fra social- og sundhedsforvaltningens

sikringsafdeling blev sagsøgeren underrettet om, at den for meget udbetalte

invalidepension udgjorde 200 kr. og den for meget udbetalte bistandshjælp

18.113 kr. Efter modregning med tilgodehavende enkepension på 1.199 kr.

udgjorde tilbagebetalingsbeløbet 17.114 kr. Hun henvistes til bistands- og

pensionskontoret »men henblik på aftale om beløbets tilbagebetaling. - -

-» Den 24. marts 1980 blev sagsøgeren underretet om, at kravet om

tilbagebetaling var stillet i bero på afgørelsen i den sagsøgte styrelse,

hvortil sagsøgeren havde indbragt sagen. Den 11. juni 1980 meddelte

sikringsafdelingen sagsøgeren, at hun kunne få udbetalt de 1.199 kr. med

fradrag af de 200 kr. i for meget oppebåret pension, og at

tilbagebetalingskravet ville blive gennemført i overensstemmelse med

bistandslovens § 27. Den 9. december 1980 blev det fulde beløb 1.199 kr.

udbetalt til sagsøgeren.

Den 26. marts 1981 stadfæstede sagsøgte sikringsafdelingens afgørelse. I

skrivelse af 15. april 1981 blev sagsøgeren anmodet om at kontakte

lokalkontoret om tilbagebetaling. I skrivelse af 23. juni 1981 blev hun

underrettet om, at tilbagebetaling var stillet i bero på ombudsmandens

afgørelse. Efter at sagen på ombudsmandens foranledning var genoptaget,

fastholdt sagsøgte den 12. oktober 1983 sin afgørelse. Det hedder i

meddelelsen herom:

»- - -

I skrivelse af 6. april 1982 har folketingets ombudsmand ikke fundet

grundlag for at kritisere, at ankestyrelsen og sikringsafdelingen har fundet,

at ansøgeren ikke har været berettiget til at modtage de beløb i kontanthjælp

og invalidepension, som nu kræves tilbagebetalt. Ombudsmanden har endvidere

lagt til grund, at A ved en samtale i september 1976 om bl.a. bistandslovens

§ 43 var bekendt med, at der efter separationen, der fandt sted i oktober

1976, ville tilkommehnde et hustrubidrag på 400 kr. pr. måned, og at den fejl

med hensyn til beregningen af størrelsen af § 43-hjælp, der har give3t

anledning til den overvejende del af tilbagebetalingskravet, ikke ville være

opstået, hvis ansøgeren allerede da havde oplyst om hustrubidraget. - - -

På baggrund af ombudsmandens skrivelse har ankestyrelsen indhentet en

udtalelse af 31. januar 1983 fra social- og sundhedsforvaltningen i

København, sikringsafdelingen, hvorefter afdelingen er af den opfattelse, at

udtalelsen i bistandslovens § 25 indeholder en tilbagebetalingsforpligtelse,

enten når modtageren af kontanthjælp har undladt at give de i § 18 omhandlede

oplysninger eller iøvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser

efter loven.

Bestemmelsen må efter sin affattelse i første tilælde forstås som værende

af ovjektiv karakter, således at der må kræves særlig alvorlig mangel fra

forvaltningens side for at statuere fritagelse for tilbagebetaling.

Sikringsafdelingen har udtrykt enighed i, at det i nærværende sag er en

mangel, at forholdet omkring separation herunder bidrag, ikke er søgt belyst,

men afdelingen finder ikke, at mangelen er så åbenbar, at det kan fritage

ansøgeren for ansvar.

Sikringsafdelingen vil dog bl.a. under hensyn til den tid, der er gået med

sagens behandling, uden at tilslutte sig ombudsmandens opfattelse være villig

til at frafalde kravet, for så vidt ankestyrelsen måtte kunne tilslutte sig

dette. - - - Afgørelse

Ankestyrelsen finder, at ansøgeren, der har modtaget invalidepension siden

1971, ellerede i kraft af sin status som invalidepensionist var bekendt med

oplysningspligten, jfr. invalidepnsionslovens § 29, hvorefter det påhviler

pensionisten at give det sociale udvalg underretning om enhver forandring 8i

sine økonomiske og personlige forhold, som kan formodes at medføre

nedsættelse eller bortfald af ydelserne.

Ankestyrelsen finder herefter ikke grundlag for at fritage ansøgeren for

at tilbagebetale de for meget udbetalte beløb.

Ankestyrelsen fastholder således den trufne afgørelse af 26. marts 1981.

Ankestyrelsen finder ikke, at der er hjemmel til at frafalde

tilbagebetalingskravet som foreslået af sikringsafdelingen.

Kravet vil således være at gennemføre efter reglerne i bistandslovens § 27

og invalidepensionslovens § 37.«

Pr. 1. januar og 1. februar 1984 er indeholdt 75 kr. og pr. 1. marts 1984

50 kr., ialt 200 kr., i sagsøgerens pension. Herefter er tilbagebetaling sat

i bero på denne sag.

I sin selvangivelse for 1976 har sagsøgeren ikke opgivet de i dette år

modtagne underholdsbidrag, hvorimod hun for 1977 opgav at have modtaget 7.450

kr. i bidrag.

Parterne har fremlagt oversigter over sagsøgerens indtægter og

skønsmæssige udgifter i årene 1980-82 og genpart af hendes selvangivelser

eller slutopgørelser for årene 1976, 1977 og 1979- 1984 incl.

Sagsøgeren har forklaret, at det under mæglingen i september 1976 blev

aftalt, at haun skulle have 400 kr. i månedligt bidrag. Hun er aldrig af

socialforvlantingen blevet spurgt om noget som helst vedrørende privatliv

eller økonomi, og hun har aldrig fået at vide, at hun skulle indberette

ændringer i sin økonomi. den 1. oktober 1976 indfandt hun sig i

socialforvlantignen for at tale om sin husleje. Sagsbehandleren sagde, at hun

skulle have supplerende hjælp. Sagsøgeren fortalte, at hun var blevet

separeret, men hun blev ikke spurgt, om hun skulle have underholsbidrag. Da

bidraget blev forhøjet pr. 1. maj 1977, tænkte hun ikke på, at bidraget kunne

betyde noget for bistandshjælpen eller pensionen. Selvangivelsen for 1976 er

udfyldt af sagsøgerens søn, fordi hun da var syg, hvorimod hun selv udfyldte

selvangivelsen for 1977. Hun bestrider, at hun den 3. april 1978 benægtede at

have andre indtæger eller formue. Først i august 1978 blev hun udspurgt om

indtægter.

Parterne er enige om, at de i påstanden nævnte beløb er oppebåret af

sagsøgeren med urette, og at fristen efter bistandslovens § 27,k stk. 3, er 3

år som gældende indtil lovændringen pr. 1. januar 1981, da fristen blev

forlænget til 5 år ved lov nr. 258 af 16. juni 1980 § 1, nr. 2.

Sagsøgeren har gjort gældende, at tilbagebetaling efter bistandslovens §

25 forudsætter ond tro hos modtageren af ydelsen, og at modtageren har fået

fornøden vejledning om sin underretningspligt. Sagsøgte har ikke opfyldt sin

bevisbyrde for, at disse to betingelser er opfyldt. Sagsøgeren har forklaret,

at hun var i god tro, og tilførslerne til forvaltningens oplysningsark er

ikke nok som modbevis. Forvaltningen fik den 29. september 1976 oplysning om

seprarationen og burde ifølge bistandslovens § 17 selv have udnersøgt

vilkårene for denne. Denne åbenbare fejl bevirker, at forvaltningen må bære

risikoen for mangelfulde oplysninger. Invalidepensionslovens § 30 må

fortolkes på samme måde.

Kravet ifølge bistandsloven er fortfaldet efter § 27. stk. 3, da

sagsøgeren pr. 31. august 1981 og senere har været ude af stand til at

præstere tilbagebetaling uden at mangle til sit underhold. Hendes indtægter

lå på kontanthjælpsniveau efter bistandslovens § 37. Eventuelle afdrag kan

kun blive meningsløst lave og afviklignsperioden urimeligt lang.

Sikringsafdelingen har de også overfor sagsøgte erklæret sig villig til at

frafalde kravet. Forvaltningen har selv den 29. januar 1980 udregnet, at

sagsøgeren månedlig har 34 kr. mere til rådighed end en pensionist uden andre

indtægter. Der er ikke indtrådt afbrydelse eller suspension af 3-årsfristen.

Sagsøgeren har ikke søgt henstand, men besktridt kravet. Suspensionsreglerne

i dL 5-14-4 og 1908-loven kan ikke overføres til § 27. Rekurs medfører

således ikke suspension. Selvom afbrydelse elelr suspension af fristen

antages at være indtrådt ved indbringelsen for ombudsmanden elelr sagsøgte,

løber fristen fra afgørelserne af 6. april 1982 og 12. oktober 1983 og er

således udløbet. der er faktisk indtil nu ikke fastsat nogen

betalingsordning. Reglerne om tilbagebetaling af beløb modtaget med urette

medfører under de foreliggende omstændigheder ikke pligt for sagsøger til at

tilbagebetale noget beløb.

Sagsøgte har gjort gældende, at sagsøgeren ikke har opfyldt sin

oplysningspligt efter bistandslovens § 18. Både i 1972 og 1976 har hun

underskrevet på at ville give underretning om enhver forandring i sine

økonomiske forhold. Hun har været opmærksom herpå, eftersom hun i august 1978

til socialforvaltnignen har sagt, at hun anså underretning til skattevæsenet

for tilstrækkelig. det er muligt, at forvaltningen burde have udspurgt hende

grundigere. Men dette bliver uden betydning, når sagsøgeren i ond tro har

oppebåret hjælpen. I hvert fald må sagsøgeren alene bære skylden for,a t

forvaltningen ikke fik oplysning om, at underholdsbidraget pr. 1. maj 1977

blev forhøjet. Sagsøgtes subsidiære påstand er baseret herpå.

Sagsøgerens forpligtelser er ikke bortfaldet ifølge § 27, stk. 3, da hun

hele tiden har haft økonomisk mulighed for at begynde af afvikle gælden. Rent

faktisk blev der i 1980 modregnet 1.199 kr. i det skyldige beløb og i

begyndelsen af 1984 200 kr. Sagsøgeren har efter sit ønske fået henstand.

Både dette forhold og rekursen har ligesom i skattesager suspenderet

forældelse. Principperne i 1908-loven må kunne overføres til dette område.

Suspension er således sket fra sagens første indbringelse for sagsøgte den

24. marts 1980 til sagsøgtes endelige afgørelse den 12. oktober 1983.

Suspensionen er også baggrunden for, at sagsøgeren senere fik udbetalt de

modregnede beløb. Sagsanlægget må iøvrigt have forudsat, at forældelse ikke

blev anset for indtrådt. Reglerne om beløb modtaget med urette fritager ikke

sagsøger for tilbagebetaling.

Retten lægger efter bevisførelsen til grund, at sagsøgeren ved to

lejligheder i socialforvaltningen er blevet udspurgt om indtægt og formue, og

at hun har undlagt at give korrekte oplysninger. BEtingelserne for

tilbagebetalingspligt i bistandslovens § 25 og invalidepensionslovens § 30 er

herefter opfyldt. Der findes ikke af socialforvalntingen at være udvist fejl

af en sådan karakter, at sagsøgeren på dette grundlag kan fritages for at

opfylde den ved sagsøgtes afgørelse fastsatte tilbagebetalingspligt.

Hvad angår spørgsmålet om sagsøerens økonomiske evne til tilbagebetaling

bemærks, at der kun foreligger konkrete tilbagebetalinsordninger i firm af -

senere tilbageført - modregning med 1.199 kr. samt indeholdelse af 75 kr. pr.

1. januar og 1. februar 1984 og 50 kr. pr. 1. marts 1984, hvorimod der ikke

til bedømmelse foreligger en efter bistandslovens § 27, stk. 1, truffet

løbende betalingsordning. Retten finder ikke på grundlag af de foreliggende

oplysninger om sagsøgerens økonomiske forhold i tiden fra hjælpens ophør den

31. august 1978 til udgangen af 1984 at kunne statuere, at sagsøgeren i dette

tidsrum har været uden øk9onomisk mulighed for at betale afdrag af en

størrelsesorden som fastsat for de første måneder af 1984. Retten kan derfor

heller ikke give sagsøgeren medhold i, at tilbagebetalingskravet er

fortfaldet i medfør af bistandslovens § 27, stk. 3.

Herefter frifindes sagsøgte.

Efter omstændighederne ophæves sagens omkostninger. - - -

HØJESTERETS DOM.

Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: P. Christensen, Torben Jense,

Weber, Else Mols og Riis.

Appellanten har gentaget sin påstand.

Indstævnte har påstået stadfæstelse.

Bestemmelsen i bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 1, og tilsvarende

bestemmelser i andere sociale love må efter ordlyden og i overensstemmelse

med forarbejderne til bestemmelsen, jfr. Folketingstidende 1973-74, tillæg A,

2. samling., sp. 691, forstås låledes, at den ubetingede

tilbagebetalingspligt - også i de tilfælde, hvor modtageren ikke har

overholdt oplysningspligten i § 18 - alene omfatter ydelser, som uberettiget

er modtaget mod bedre vidende.

Appellanten, der er født i 1918 og havde været gift siden 1937, modtog fra

1972 laveste invalidepension. I ansøgningen herom af 21. april 1972 havde hun

oplyst, at hun havde været separeret i ca. 5 år indtil den 19. april og

herunder havde modtaget hustrubidrag. Da hun i forbindelse med

separationsforhandlingerene omkring den 1. oktober 1976 henvendte sig til

socialforvlantignen for at tale om sin husleje, blev hun efter det oplyste

henvist til den samme sagsbehandler, som i 1972 havde behandlet hendes

ansøgning om invalidepension. Hun fortalte, at der var indgivet

separationsbegæring og afholdt mægling, men det må lægges til grund, at hun

ikke blev spurgt, om hun skulle have hustrubidrag ellen anmodet om at

indsende separationsbevillingen. Socialforvaltningen søgtge heller ikke ved

henvendelse til Overpræssidiet eller på anden måde spørgsmålet om

hustrubidrag oplyst. Under disse omstændigheder finder Højesteret det

betænkeligt at fastslå, at hun inden henvendelsen til socialforvaltningen den

3. april 1978 har haft et sådant kendskab til de modtagne hustrubidrags

betydning for beregningen af hendes ydelser efter bistandsloven og

invalidepensionsloven, at der er grundlag for at pålægge hende en ubetinget

tilbagebetalingspligt for ydelser udbetalt før denne dato.

Højesteret tager herefter appellantens påstand til følge.

Thi kendes for ret:

Indstævnte, den sociale ankestyrelse, skal anerkende, at det af social- og

sundhedsforvaltningen i københavn, sikringsafdelingen, overfor appellanten,

A, rejste krav om tilbagebetaling af for meget udbetalte ydelser efter

bistandsloven og invalidepensionsloven i alt 18.313 Kr., Ikke kan gøres

gældende.

Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsret eller højesteret

til den anden part eller til statskassen.

Officielle noter

(* 1) Vil blive kommenteret.

Lignende dokumenter