Spring til indhold

Retsinformation

Flyttehjælp - omgåelse - opholdskommunerefusion - folkeregistertilmelding - lignende behandlingsinstitution (* 1)

KEN nr 19451 af 07/12/1989Endelig adm. afgørelseSocial- og Boligministeriet1. oktober 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Flyttehjælp - omgåelse - opholdskommunerefusion

- folkeregistertilmelding - lignende behandlingsinstitution (* 1)

REDEGØRELSE FOR SAGEN:

Et landmandsægtepar i A kommune fik i 1983 barnet D, som led af en svær

allergisk astmareaktion overfor bl.a. dyrehår og visse fødemidler. D kunne

derfor dårligt bo på gården, hvor der var dyrehold.

Moderen M fik efter udløb af barselorlov kompensation for tabt

arbejdsfortjeneste efter bistandslovens § 48.

Den 14. oktober 1986 flyttede M og D efter lægelig anbefaling foreløbig

for en 2 måneders periode til en lejlighed i B kommune, som A kommune havde

hjulpet med at finde, for at prøve, om D kunne få det bedre i en anden bolig.

Folkeregisteradressen blev ikke ændret.

Dagen efter bevilgede A kommune hjælp efter bistandslovens § 48 til

merudgifterne ved den dobbelte husførelse i form af indskud, husleje og

varme.

Da det viste sig, at lejligheden ikke i tilstrækkelig grad kunne bruges

til at løse boligproblemet som følge af D's lidelse, købte familien et hus i

B kommune til M og D.

I december 1986 bevilgede A kommune fortsat hjælp til merudgifterne ved

dobbelt husførelse, så længe D havde brug for at bo i huset.

I oktober 1986 og december 1987 orienterede A kommune B kommune om, at M

og D var flyttet til B kommune, med en bemærkning om, at A kommune fortsat

ydede familien økonomisk støtte efter bistandsloven i form af tabt

arbejdsfortjeneste og dækning af ekstraudgifter vedrørende dobbelt husførelse

mv.

D's forældre var stadig gift, og M besøgte ægtefællen hver weekend og

gjorde rent for ham.

Pr. 1. marts 1989 skiftede M og D folkeregisteradresse til B kommune, og A

kommune oversendte herefter sagen til B kommune til videre foranstaltning.

B kommune mente at have krav på refusion af de fremtidige udgifter fra A

Læs alt

kommune efter bistandslovens § 11, nr. 2, og klagede til amtsankenævnet.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:

Amtsankenævnet gav A kommune medhold i ikke at skulle bære den kommunale

andel af udgifterne vedrørende den hjælp, der måtte ydes efter den 1. marts

1989.

Begrundelsen var, at forældrene havde etableret sig med hver sin

selvstændige bopæl.

Der var ikke ydet M flyttehjælp i henhold til bistandslovens § 47, da

familien ikke havde opfyldt betingelserne for en sådan hjælp. A kommune havde

heller ikke medvirket til D's anbringelse i institution eller pleje i B

kommune, idet hans ophold sammen med M i et hus ikke kunne betragtes som et

institutionsophold eller et plejeforhold. Amtsankenævnet fandt derfor, at det

var hovedreglen i bistandslovens § 10, stk. 1, der skulle gælde, hvorefter

det var det sociale udvalg i opholdskommunen, der havde pligt til at træde

til med bistand.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:

Afgørelsen blev anket af B kommune, som gjorde gældende, at A kommune

havde ydet flyttehjælp efter bistandslovens § 48 og derved var kommet uden om

at følge fremgangsmåden i § 47, stk. 2.

B kommune gjorde yderligere gældende, at sagen faldt ind under § 11, nr.

2, selv om der var tale om et privat hjem. Begrundelsen herfor skulle være,

at både amtskommunen og A kommune havde betalt for indretning til behandling

af drengen, og forældrene betragtede det også som et behandlingssted, således

at varigheden af opholdet udelukkende ville afhænge af drengens sygdom.

Antaget til principiel behandling:

Sagen blev antaget til principiel behandling til afklaring af, om A

kommune havde omgået bistandslovens § 47 ved at yde hjælp efter § 48 til

etableringen i B kommune. Spørgsmålet om eventuel anvendelse af

bistandslovens § 11, nr. 2, skulle også indgå i Ankestyrelsens afgørelse.

LOVGRUNDLAG:

Bistandslovens § 11, nr. 2, § 47 og § 48.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:

Den af A kommune i oktober 1986 ydede hjælp til D's og M's flytning til B

kommune måtte betragtes som en flyttehjælp, der burde være ydet efter

bistandslovens § 47 i overensstemmelse med den fremgangsmåde, der er angivet

i denne bestemmelse.

Da denne fremgangsmåde ikke var fulgt, måtte A kommune, uanset om M havde

opfyldt betingelserne i bistandslovens § 47 for at modtage flyttehjælp,

betragtes som opholdskommune for M og D i en periode af indtil 2 år efter den

faktiske flytning i oktober 1986.

De pågældendes ophold i B kommune skyldtes ikke indlæggelse i sygehus

eller lignende behandlingsinstitution, jf. bistandslovens § 11, nr. 2, og B

kommune ville derfor ikke efter denne bestemmelse kunne kræve sin del af

udgifterne til bistand refunderet af A kommune.

Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter