Spring til indhold

Retsinformation

Uddannelseshjælp - erhvervsforberedende undervisning - højeste førtidspension - plejetillæg - vidtgående handicap - merudgifter ved forsørgelse i eget hjem - praktisk bistand - opholdskommunerefusion (* 2) (* 4)

KEN nr 19386 af 15/06/1989Endelig adm. afgørelseSocial- og Boligministeriet1. oktober 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Uddannelseshjælp - erhvervsforberedende

undervisning - højeste førtidspension - plejetillæg - vidtgående handicap -

merudgifter ved forsørgelse i eget hjem - praktisk bistand -

opholdskommunerefusion (* 2) (* 4)

REDEGØRELSE FOR SAGEN:

P, der siden fødslen havde været spastisk lammet og modtog højeste

førtidspension med plejetillæg, flyttede i maj 1983 fra plejehjem i A kommune

til selvstændig bolig i B kommune. Flytningen blev betalt af A kommune, som

påtog sig refusionspligt i henhold til bistandslovens § 11.

B kommune bevilgede hjælp til P efter bistandslovens § 48, stk. 2 (nu stk.

3), til praktisk bistand og personlig pleje uden reduktion i plejetillægget.

P fik desuden bevilget hjælp efter bistandslovens § 42 til lektie- og

sekretærhjælp og materialeudgifter i forbindelse med hans optagelse i Center

for Voksenundervisning på 9. klasses niveau.

A kommune gjorde indsigelse mod den bevilgede hjælp, idet kommunen

anførte, at hjælp til praktisk bistand og pleje i hjemmet burde kunne dækkes

af plejetillægget eller ydes efter bistandslovens kapitel 12, som vedrører

hjemmehjælp. Kommunen henviste herved til SM O-40-85. Der kunne desuden ikke

være indikation for hjælp efter bistandslovens § 42, idet P modtog højeste

førtidspension og dermed ingen erhvervsevne havde. A kommune nægtede herefter

at refundere B kommunes udgifter til den bevilgede hjælp.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:

Amtsankenævnet tiltrådte i det væsentligste B kommunes afgørelse om

bevilling af hjælp.

Amtsankenævnet fandt, at B kommune i medfør af bistandslovens § 10 var

handlekommune for P. B kommune var derfor berettiget til at yde hjælpen efter

det generelle ydelsesniveau, der skønnedes rimeligt i kommunen - uagtet at

der modtoges refusion i medfør af bistandslovens § 11 fra en tidligere

opholdskommune.

Handlekommunens bevillinger begrænsedes alene af, at der ikke kunne

Læs alt

træffes direkte ulovlige beslutninger. De af B kommune trufne afgørelser i

medfør af bistandslovens § 42 og § 48, stk. 3, var skønsmæssige afgørelser,

som ikke var ulovlige.

For så vidt angik hjælp efter bistandslovens § 42, var det Amtsankenævnets

opfattelse, at hjælpen - der alene ydedes efter § 42, stk. 2, og ikke stk. 1

- kunne anses som revalideringsforberedende foranstaltninger, hvorved P's

erhvervsevne undersøgtes. Det foreliggende retsgrundlag sås ikke at hindre

sådan hjælp.

For så vidt angik hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 3, vedrørende

bevilling af hjælpetimer samt beslutning om, at der ikke skulle ske reduktion

i plejetillægget, var denne afgørelse skønsmæssig. Da B kommune på

afgørelsestidspunktet var foregangskommune vedrørende anvendelse af disse

bestemmelser, samt idet afgørelsen ikke var lovstridig, var der ikke grundlag

for at tilsidesætte det af forvaltningen udøvede skøn. Amtsankenævnet

henviste herved til Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987, pkt. 55.

Amtsankenævnet fandt endvidere vedrørende A kommunes henvisning til SM

O-40-85, at disse afgørelser, og herunder specielt afgørelse nr. 4, vedrørte

situationer, hvor socialforvaltningen havde meddelt afslag på det ansøgte, og

hvor ankeinstansen skulle tage stilling til, om der var grundlag for at

pålægge socialforvaltningen at bevilge det ansøgte, hvilket var et væsentligt

anderledes ankegrundlag end i denne sag.

B kommune havde herefter været berettiget til at fremsende refusionskrav

på udgifter vedrørende P. Det forhold, at ydelserne var bevilget før

»refusionstilsagn« forelå fra A kommune, var uden betydning, idet

refusion efter bistandslovens §11 skulle ydes uanset

»refusionstilsagn« og uanset eventuelle forbehold i

»refusionstilsagnet«.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:

Afgørelsen blev anket af A kommune.

Antaget til principiel behandling:

Sagen blev antaget til principiel behandling til en afklaring af, hvorvidt

der kunne ydes hjælp efter bistandslovens § 42 til undervisning samtidig med

højeste pension, samt til afklaring af forholdet mellem hjælp efter

bistandslovens § 48 og plejetillæg.

LOVGRUNDLAG:

Bistandslovens §§ 10, 11, 42 og 48, stk. 3.

Socialministeriets vejledning af 26. juli 1987 om hjælp efter

bistandslovens § 42, pkt. 13 og 75.

Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987 om hjælp efter

bistandslovens § 48, pkt. 51 og 55.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:

Der var ikke grundlag for at ændre amtsankenævnets afgørelse, hvorefter

der, uanset tilkendt højeste førtidspension med plejetillæg, kunne ydes hjælp

efter bistandslovens § 42 til erhvervsforberedende undervisning.

Ankestyrelsen tiltrådte endvidere amtsankenævnets afgørelse vedrørende

hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 3, til praktisk bistand med den af

nævnet givne begrundelse.

Officielle noter

(* 1) Se tillige SM nr. 67

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter