Spring til indhold

Retsinformation

Kontanthjælp - tildeling - social begivenhed - familiesammenføring - udnyttelse af arbejdsmuligheder - garantierklæring - arbejdstilladelse (* 3)

KEN nr 19337 af 28/08/1991Endelig adm. afgørelseSocial- og Boligministeriet1. oktober 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kontanthjælp - tildeling - social begivenhed -

familiesammenføring - udnyttelse af arbejdsmuligheder - garantierklæring -

arbejdstilladelse (* 3)

Sag nr. 1 - j.nr. 21194-90

SAGSFREMSTILLING:

Den 63-årige K fra Sri Lanka tog ophold hos sin datter og svigersøn.

Datteren og svigersønnen, der havde flygtningestatus og modtog

kontanthjælp, havde afgivet en garantierklæring vedrørende hendes

forsørgelse.

Direktoratet for Udlændinge, der kan bestemme, at en afgivet

garantierklæringen ikke skal gøres gældende, hvis garanterne ikke har

mulighed for at forsørge den, der omfattes af garantien, havde straks efter

meddelelsen af opholdstilladelse, frafaldet at gøre garantien gældende.

Direktoratet træffer en sådan afgørelse efter at have hørt

Socialministeriet (tidligere Socialstyrelsen) under hensyn til bestemmelsen i

bistandslovens § 4, hvorefter der skal tages stilling til, om en udlænding

skal hjemsendes, når pågældende får behov for vedvarende hjælp til

forsørgelse. Der kan ikke ske hjemsendelse, når pågældende lovligt har boet

her i landet i mere end de sidste 2 år.

Efter Socialministeriets praksis gives dispensation fra

garantierklæringen, når garantens indtægter er på kontanthjælpsniveau eller

derunder.

Kommunen gav afslag på at yde K kontanthjælp, idet den ikke fandt, at der

i lovgivningen var regler, der klart anviste, at kommunen havde en sådan

forpligtelse.

Amtsankenævnet pålagde kommunen at yde K kontanthjælp efter bistandslovens

§ 37 fra ansøgningstidspunktet. Nævnet begrundede afgørelsen med, at efter

bistandslovens § 1, kan der ydes hjælp til enhver, der lovligt opholder sig

her i landet, og som har behov for hjælp.

Nævnet lagde vægt på, at K igennem flere år havde været forsørget af sin

Læs alt

datter og svigersøn. Da garantierklæringen var sat ud af kraft og

forsørgelsesgrundlaget dermed bortfaldet, var hun berettiget til hjælp efter

bistandslovens § 37. Endvidere havde K ikke haft mulighed for beskæftigelse

på grund af manglende arbejdstilladelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, hvorvidt det

forhold, at garantierklæringen ikke i praksis kan gøres gældende, indebærer,

at den person, der omfattes af garantierklæringen, udsættes for en social

begivenhed. I forbindelse hermed også om arbejdsmulighederne må anses for at

være udnyttede i samme situation.

AFGØRELSE:

Ankestyrelsen fandt, at udlændinge, der lovligt opholder sig her i landet,

har ret til kontanthjælp under de samme betingelser som danske statsborgere.

Den omstændighed, at en garantierklæring, der var afgivet i forbindelse

med meddelelse af opholdstilladelse til en udlænding, ikke kunne gøres

gældende, indebar en ændring i den pågældende udlændings

forsørgelsesgrundlag, som berettigede til hjælp efter bistandslovens § 37.

Ankestyrelsen lagde herved til grund, at en garantierklæring ikke gøres

gældende, når garanternes forsørgelsesgrundlag er på kontanthjælpsniveau.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at arbejdsmulighederne i samme situation

måtte anses for udnyttede jf. bistandslovens § 40. Ankestyrelsen lagde vægt

på, at det ville dreje sig om udlændinge, der var fyldt 60 år, for hvem en

garantierklæring var aktuel på grund af manglende beskæftigelsesudsigter her

i landet.

Ankestyrelsen tiltrådte under henvisning til ovenstående amtsankenævnets

afgørelse.

Sag nr. 2 - j.nr. 20977-90

SAGSFREMSTILLING:

En syrisk mand kom til Danmark i 1988 og tog ophold hos sin datter og

svigersøn, der havde udstedt en garantierklæring.

Svigerfaderen søgte senere familiesammenføring for sin hustru og en søn.

Disse var ikke omfattet af garantierklæringen, og hustruen var under 60 år.

Garanten (svigersønnen) blev arbejdsløs og modtog kontanthjælp, hvorefter

der i december 1989 blev søgt om økonomisk hjælp til svigerforældrene.

Kommunen afslog at yde kontanthjælp med henvisning til garantierklæringen

og til, at svigerforældrene ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet. De

talte ikke dansk og flytning til Danmark kunne ikke i sig selv betragtes som

en social begivenhed.

Amtsankenævnet fandt, at der skulle ydes kontanthjælp til svigerfaderen og

til svigermoderen under forudsætning af, at hun opfyldte sin

rådighedsforpligtelse efter bistandslovens § 40. Kommunen kunne ikke afslå at

yde hjælp alene med henvisning til en garantierklæring. Svigerforældrene

fandtes endvidere omfattet af en afledet social begivenhed. Svigerfaderen,

der på ansøgningstidspunktet var næsten 67 år og aldrig havde været

tilknyttet det danske arbejdsmarked, kunne ikke forventes selv at overtage

forsørgelsen.

Sagen blev behandlet i principielt møde af samme grund som den foregående

sag.

AFGØRELSE:

Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse med samme begrundelse som i den

foregående sag. Ligesom nævnet fandt Ankestyrelsen, at hjælp efter

bistandslovens § 37 til ægteparret var betinget af, at hustruen, der ikke var

omfattet af den udstedte garantierklæring, opfyldte bestemmelsen om

udnyttelse af sine arbejdsmuligheder, jf. bistandslovens § 40.

Sag nr. 3 - j.nr. 20171-91

SAGSFREMSTILLING:

Den 26-årige M kom til Danmark i november 1988 for at flytte sammen med

sin ægtefælle H, som var flyttet til Danmark fra Tyrkiet sammen med sin

familie i september 1986.

I januar 1989 henvendte M og H sig til kommunen for at søge om økonomisk

hjælp som supplement til H's arbejdsindtægt. Ved henvendelsen oplyste en

ledsager, at M havde opnået opholds-, men ikke arbejdstilladelse. For at opnå

dette skulle H enten have opholdt sig i landet i 5 år, eller have permanent

opholds- og arbejdstilladelse.

Kommunen meddelte afslag på ansøgningen. I juni 1990 ansøgte parret igen

om økonomisk hjælp samt om hjælp til babyudstyr. Der blev meddelt afslag på

løbende hjælp, men bevilget et engangsbeløb til babyudstyr efter

bistandslovens § 46.

Den 15. november 1990 henvendte parret sig påny til kommunen, idet de

havde fået tilbud om en lejlighed. H modtog barseldagpenge. Den 22. november

1990 henvendte parret sig atter til kommunen medbringende en

arbejdstilladelse for M gældende fra 31. august 1990 og foreløbigt indtil den

18. september 1991. M foreviste dokumentation for at have været i arbejde

frem til juni 1987, hvorimod han ikke kunne fremlægge dokumentation for det

arbejde, han havde udført fra dette tidspunkt og indtil flytningen til

Danmark. Han var nu tilmeldt et erhvervsforberedende kommunalt kursus.

Kommunen gav afslag på ansøgningen om kontanthjælp under henvisning til,

at der ikke var tale om en ændring af M's forhold i forbindelse med

flytningen til Danmark eller senere.

Amtsankenævnet pålagde kommunen at yde supplerende hjælp til H's indtægt

fra det tidspunkt, hvor M opnåede arbejdstilladelse, det vil sige fra den 31.

august 1990.

Amtsankenævnet lagde vægt oplysning om, at M havde måttet opgive

beskæftigelse og dermed forsørgelsesgrundlag i Tyrkiet i forbindelse med

giftermål samt oplysning om, at han var indstillet på at påtage sig arbejde,

i hvilken forbindelse han siden august 1989 havde deltaget i

danskundervisning.

Amtsankenævnet fandt, at der ikke kunne kræves dokumentation for tidligere

arbejdsindtægt i videre omfang end fremlagt for kommunen.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, fra hvilket

tidspunkt efter ankomsten her til landet ansøgeren måtte anses for at have

udnyttet sine arbejdsmuligheder, herunder spørgsmålet om hvorvidt besiddelse

af en arbejdstilladelse er en forudsætning herfor.

AFGØRELSE:

Ankestyrelsen tiltrådte amtsankenævnets afgørelse af, at M opfyldte

betingelserne for at modtage supplerende hjælp til H's indtægt.

Ankestyrelsen fandt som i de foregående sager, at der kunne ydes

kontanthjælp til udlændinge under samme betingelser, som gælder for danske

statsborgere.

Ankestyrelsen lagde nævnets vurdering af, at M måtte anses for at have

dokumenteret, at han opgav et arbejdsforhold i hjemlandet i forbindelse med

flytningen til sin hustru i Danmark, til grund.

Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at M efter reglerne i

udlændingelovgivningen, jf. udlændingebekendtgørelsens § 31, stk. 2, var

afskåret fra at opnå arbejdstilladelse før den 31. august 1990. Ankestyrelsen

fandt derfor ikke, at udstedelsen af arbejdstilladelsen havde betydning for,

om M kunne anses for at opfylde betingelserne i bistandslovens § 40 om

udnyttelse af sine arbejdsmuligheder.

For så vidt angik tilkendelsestidspunktet henviste Ankestyrelsen til, at M

havde rettet henvendelse om hjælp efter bistandsloven allerede i januar 1989,

men at ansøgningen ikke var blevet vurderet ud fra de ovennævnte

forudsætninger.

Ankestyrelsen hjemviste derfor sagen til kommunen til vurdering af, fra

hvilket tidspunkt efter indgivelse af den første ansøgning M måtte anses for

berettiget til kontanthjælp, når det blev lagt til grund, at han havde

opgivet et forsørgelsesgrundlag ved flytningen til ægtefællen, og at det ikke

var en forudsætning for opfyldelsen af betingelserne i bistandslovens § 40,

at han havde opnået arbejdstilladelse.

Officielle noter

(* 1) Om kontanthjælp ved familiesammenføring se tillige SM 0-4-90 og

0-41-90.

(* 2) Afgørelsen er udtryk for en præcisering i forhold til den generelt

formulerede indledning til de afgørelser, der er offentliggjort i SM

0-4-90.1/4

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter