Spring til indhold

Retsinformation

Kontanthjælp - tildeling - udland - ægtefælles sygebehandling i udlandet (* 1)

KEN nr 19282 af 11/12/1990Endelig adm. afgørelseSocial- og Boligministeriet1. oktober 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kontanthjælp - tildeling - udland - ægtefælles

sygebehandling i udlandet (* 1)

REDEGØRELSE FOR SAGEN:

M skulle i 1989 have foretaget hjertetransplantation i udlandet.

Opholdet i udlandet kunne forventes at vare op til 3-4 måneder, heri

inklusive ventetid på passende donor. Ledsagelse af ægtefællen var lægeligt

indiceret.

Ægtefællen H kunne kun få orlov fra sit arbejde med løn i en kortere

periode og ansøgte derfor om hjælp efter bistandsloven som kompensation for

sit løntab.

Den hjemlige sygehusamtskommune ydede H hjælp med ialt ca. 35.000 kr. til

bl.a. flybilletter, telefonregninger, togbillet, hotel og diæter - de to

sidste poster efter statens takster.

Kommunen gav afslag på det ansøgte under henvisning til, at bistandslovens

§ 1 udelukker ydelse af hjælp til opfyldelse af behov uden for landets

grænser.

Afgørelsen blev indbragt for amtsankenævnet. Til brug for behandlingen her

blev der indhentet en udtalelse fra Socialministeriet, som bl.a. i skrivelse

af 14. december 1989 anførte, »at bistandsloven ifølge § 1 alene

omhandler bistand til personer, der opholder sig her i landet, og at der

derfor næppe kan ydes hjælp efter loven under længere tids ophold i

udlandet«.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:

Amtsankenævnet fandt, at der ikke efter bistandslovens § 37 kunne ydes H

hjælp til dækning af økonomiske behov, der måtte være en følge af M's ophold

i udlandet i forbindelse med M's sygebehandling der.

Amtsankenævnet tog herved udgangspunkt i, at hjælp efter bistandsloven som

overvejende hovedregel kun kan ydes til opfyldelse af behov i Danmark, jf.

bistandslovens § 1.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:

Læs alt

I klagen henvistes navnlig til, at det af skrivelse af 14. december 1989

fra Socialministeriet bl.a. fremgik, at bistandslovens § 1 omhandler bistand

til personer, der opholder sig her i landet, men at det samtidig indirekte

anførtes, at udlandsophold kunne accepteres, når der ikke var tale om et

længerevarende ophold.

Antaget til principiel behandling:

Sagen blev antaget til principiel behandling til afklaring af, hvorvidt

der - og i givet fald i hvilket omfang - kan ydes hjælp efter bistandsloven

til en person, der ledsager et nærtstående familiemedlem under

sygehusbehandling i udlandet.

LOVGRUNDLAG:

Bistandslovens § 1.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:

Ankestyrelsen var som udgangspunkt enig med kommunen og amtsankenævnet i,

at § 1 i bistandsloven forudsætter, at hjælpen efter loven kun kan ydes til

opfyldelse af behov her i landet.

Bistandslovens § 1 er dog ikke til hinder for, at der ydes kontanthjælp

efter bistandsloven under kortvarige udlandsophold i det omfang, opholdet er

lægeligt indiceret.

Ankestyrelsen ændrede således kommunens og amtsankenævnets afgørelser.

Ankestyrelsen hjemviste derfor sagen til kommunen til konkret bedømelse af

hjælpebehovet efter lovens §§ 37, 46 og 46 a.

Ankestyrelsen tilføjede, at der ikke efter disse bestemmelser er hjemmel

til at yde kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, som der er søgt om, men

alene behovsbestemt hjælp.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter