Retten til kontanthjælp under verserende retssag i udlandet
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Retten til kontanthjælp under verserende retssag i udlandet
A klagede til mig over at Den
Sociale Ankestyrelse ved afgørelse af 17. december 1996 havde fundet at A
ikke
var berettiget til kontanthjælp.
Det fremgik af sagens akter
at A den 19. september 1995 flyttede til Danmark efter 8 års ophold i
udlandet,
de seneste 4 år i X-land hvor A var uden arbejde og havde levet af sin
formue.
Grunden til at A flyttede hjem var at han gerne ville have mere samkvem med
sit
barn i Danmark som han var bidragspligtig til.
A rettede telefonisk
henvendelse til K Kommune den 19. september 1995 med henblik på at modtage
kontanthjælp. Af K Kommunes journalnotat af samme dato fremgår blandt andet
følgende:
"...
1. (A) er sagsøgt af (B) for
kr. (...). Der kører retssag i (X-land), hvor (A) også har sin advokat.
Retssagen har pt. kørt i 3 år. Sagen vil formentlig trække ud, idet der i alt
er 30 sagsøgte og omkring ½ mill. dokumenter der skal gennemlæses af retten.
(A) har fået fri proces i
(X-land). Hans advokat omkostninger er pt. (...) kr. Jeg mener, at der er
tale
om en stor sag også af politisk karakter.
2. (A) skal møde i retten i
(X-land) jævnligt, hvilket vil sige en gang hver eller hver anden md. af ca.
1
uges varighed pr. gang.
Læs alt
...
(A) har lejet et værelse hos
noget familie.
..."
A oplyste på et møde med K
Kommune den 26. september 1995 at han var uddannet jurist og tidligere havde
arbejdet som advokat og juridisk chef i virksomheden B. A var blevet fyret
herfra, og der pågik for øjeblikket en retssag i udlandet, hvor A var sagsøgt
af B. A oplyste endvidere at han gerne ville arbejde, men at det ikke var
muligt på grund af retssagen.
I brev af 28. september 1995
meddelte K Kommune A at han var bevilget hjælp til forsørgelse med start den
19. september 1995. I brevet var der blandt andet anført:
"...
Mht. din forpligtelse til at
stå til rådighed for arbejdsmarkedet i forbindelse med at modtage
bistandshjælp
er der truffet beslutning om at se bort fra denne.
Dette sker på betingelse af
at du orienterer din fremtidige sagsbehandler om udrejse og returnering til
DK
hver gang du skal rejse til retsmøde.
Dette skal dokumenteres udfra
fx. indkaldelser til retsmøder mm.
Mht. tilmeldingen til
Arbejdsformidlingen er der truffet beslutning jvf. ovenstående om at du ikke
skal tilmeldes på nuværende tidspunkt.
Da du stadig vil skulle
aktiveres, jf. Lov om kommunal aktivering efter ca. 6. mdr's ledighed skal
jeg
oplyse dig om, at det bliver forvaltningens hovedpine at finde et job til dig
-
der vil kunne tage behørigt hensyn til dine retsmøder.
..."
I et journalnotat af 14.
marts 1996 som A den 27. december 1996 fik aktindsigt i, fremgik blandt andet
følgende:
"...
Han oplyser indledningsvis,
at han ikke er tilmeldt AF, at årsagen hertil er, at han har en verserende
sag
i (X-land), hvor han hele tiden bliver indkaldt til retsmøde, som ofte varer
14
dage til 3 uger.
...
Han oplyser videre, at der er
afsat domsforhandling til 4/6-96 og han forventer at retssagen vil løbe over
6-9 mdr.
Jeg oplyser ham om hans
forpligtelser for at modtage kontanthjælp, og han er da heller ikke uvillig
til
at tage imod jobtilbud, synes blot det må være svært at finde en
arbejdsgiver,
som med kort varsel vil give ham fri for at tage til (X-land). Han rejser på
billigste måde, og det tager tid, men han skal jo selv betale for rejsen
derover, så han har intet valg. Han har fri proces og en advokat i (X-land).
..."
Det fremgik endvidere at A
den 22. april 1996 kontaktede K Kommune telefonisk og blandt andet oplyste at
retssagen startede den 4. juni 1996. De følgende 2 måneder skulle A være til
stede da han var part i sagen og også vidne i forhold til de andre sigtede i
sagen. I august måned var kontoret lukket så da ville der intet ske. A
oplyste
endvidere at han skulle møde sin advokat i X-land midt i maj måned og
angiveligt ville opholde sig derovre i ca. 10 dage. Kommunen aftalte med A at
hans advokat skulle sende et brev til forvaltningen.
A's advokat sendte den 26.
april 1996 et brev til K Kommune. I brevet var det blandt andet anført at
retssagen startede den 4. juni 1996 og på daværende tidspunkt så ud til at
vare
6 måneder. Det var endvidere anført at A's tilstedeværelse under sagen var
nødvendig.
Ifølge et notat af 29. april
1996 oplyste A at han var indkaldt som første vidne ud af 30. Videre oplyste
A
at han ville blive dømt hvis han ikke mødte op.
I brev af 1. maj 1996
meddelte K Kommune at A skulle aktiveres og at A derfor måtte være indstillet
på at afbryde rejserne til X-land. I modsat fald ville udbetaling af
kontanthjælp stoppe. Man meddelte samtidig at afgørelsen kunne påklages til
Det
Sociale Ankenævn for Y Amt.
A klagede over afgørelsen den
5. maj 1996. Han skrev blandt andet at kommunen ikke kunne ændre den meddelte
afgørelse af 28. september
1995. A
skrev endvidere at han havde indrettet sin tilværelse på kommunens tidligere
meddelelse, da han nu havde fast bopæl i Danmark og derfor ikke var
berettiget
til sociale ydelser i X-land. A skrev endvidere - med henvisning til
advokatens brev af 26. april 1996 - at han ville tabe retssagen hvis han ikke
kunne være til stede og at der var tale om lovligt forfald. Han gjorde
gældende
at det næppe kunne være hensigten med bistandsloven at man fratog den enkelte
borger muligheden for at forsvare sig ved en domstol hvor man var sagsøgt
efter
sagsøgers frie valg.
Den 8. maj 1996 sendte K
Kommune sagen til Det Sociale Ankenævn for Y Amt. I den forbindelse skrev
kommunen blandt andet følgende:
"...
I forhold til pågældendes
klageskrivelse og bemærkning om, hvilke hensyn der i forhold til
aktiveringsforpligtelsen er lovet i relation til den i (X-land) verserende
retssag henvises til forvaltningens brev til den pågældende af 28.09.95.
På daværende tidspunkt
oplyste pgl., at det forventede tidsforbrug ville have et omfang af 1 uges
varighed hver eller hver anden måned. Indtil forvaltningen har skullet
iværksætte aktiveringen har omfanget svaret til det skønnede tidsforbrug.
...
Udbetaling af kontanthjælp
pr. 01.05.1996 anses pgl. ikke for berettiget til, da han afslår at indgå i
at
modtage et aktiveringstilbud med betingelse af afbrydelse af planerne om et
flere måneders ophold i (X-land) fra den 4/6-96, jf. LKA § 22.
Kontanthjælp efter den 4/6-96
anses herudover som uforeneligt med betingelserne i bistandslovens § 1."
A skrev blandt andet følgende
i brev af 21. maj 1996 til det sociale ankenævn:
"...
Det er ganske ukorrekt når
kommunen oplyser at undertegnede i forbindelse med min ansøgning om
kontanthjælp tilkendegav vedrørende retssagen, 'at det forventede tidsforbrug
ville have et omfang af 1 uges varighed hver eller hver anden måned.'
Jeg oplyste, at min
tilstedeværelse ville være påkrævet - ikke blot ved retsmøder i (X-land), men
også i andre europæiske lande - ca. 1-2 uger pr. md., men at jeg ikke med
bestemthed kunne angive det eksakte tidsforbrug.
Af kommunens 'JOURNALARK',
der blev udarbejdet i forbindelse med det første møde den 26/9/1996 fremgår
det, at der ville blive tale om 'retsmøder i henholdsvis (X-land) samt andre
steder i Europa med dages varsel', samt at '(A) ca. 1 til 2 gange om ugen (
det synes klart at der her er tale om en
skrivefejl
) skal møde til retsmøder i (X-land).'
Det har således stået
kommunen ganske klart, at der ville kunne blive tale om et tidsforbrug på op
til 2 uger pr. md.
..."
I brev af 29. maj 1996
stadfæstede det sociale ankenævn kommunens afgørelse. Afgørelsen var truffet
efter reglerne i bistandslovens §§ 37 og 40, stk. 1, samt lov om kommunal
aktivering § 22. Af afgørelsen fremgik blandt andet følgende:
"...
Efter de nu foreliggende
oplysninger om omfanget af Deres ophold i (X-land) efter 4. juni 1996 finder
ankenævnet ikke grundlag for at ændre den af forvaltningen nu trufne
afgørelse.
..."
A klagede over afgørelsen til
Den Sociale Ankestyrelse i brev af 10. juni 1996. I klagen anførte A blandt
andet:
"...
Den umiddelbare konsekvens af
den trufne afgørelse er i følge mine advokater, at den bevilgede fri proces
vil
blive trukket tilbage. Jeg vil herefter ikke længere være repræsenteret under
den i (Z-by) verserende retssag, og derfor blive dømt som udebleven.
Der er fra sagsøgers side
nedlagt påstand om betaling af ca. kr. (...), hvorfor en udeblivelsesdom vil
medføre helt uoverskuelige konsekvenser for såvel mine fremtidige økonomiske
forhold som mine fremtidige erhvervsmuligheder.
Konsekvensen af den trufne
afgørelse er således, at jeg taber muligheden for at varetage mine interesser
under den verserende retssag - en mulighed jeg ville have haft såfremt sagen
havde verseret i Danmark.
Jeg skal endvidere gøre
opmærksom på, at sagen uagtet der er tale om en civil erstatningssag, også
evt.
kan få strafferetlige konsekvenser, da det i den nedlagte påstand gøres
gældende, at der er udøvet 'civil fraud' af undertegnede samt en række af de
øvrige sagsøgte. Da der p.t. verserer politimæssige undersøgelser i
(udlandet)
baseret på sagsøgers anmeldelse, er det af helt afgørende betydning, at jeg
er
repræsenteret under sagen og får lejlighed til, at forsvare mig mod de rejste
anklager.
...
Jeg er nu - som konsekvens af
den trufne afgørelse - klart ringere stillet, idet jeg af kommunen har fået
tilkendegivet, at det vil være strafbart, såfremt jeg rejser til (X-land) og
varetager mine interesser, medens jeg samtidig modtager kontanthjælp.
..."
Den Sociale Ankestyrelse
meddelte i brev af 28. juni 1996 til A at sagen var af principiel betydning
og
derfor ville blive optaget til behandling. Ankestyrelsen skrev blandt andet:
"...
Sagen er optaget til behandling
med henblik på, hvorvidt en kontanthjælpsmodtager kan anses for at opfylde
sin
rådighedsforpligtelse i henhold til bistandslovens § 40 samtidig med
varetagelsen af sine interesser under en længere varende retssag, herunder
betydningen af, at retssagen medfører ophold i udlandet, jf. bistandslovens §
1.
Der vil i forbindelse med
sagens behandling tillige blive taget stilling til, hvorvidt kommunen kan
ændre
en tidligere afgivet positiv forvaltningsakt.
..."
I brev af 5. juli 1996 skrev
A at den i X-land bevilgede fri proces var trukket tilbage som konsekvens af
at
han ikke kunne være til stede under retssagen, og at hans advokater på den
baggrund heller ikke ville repræsentere ham.
Den Sociale Ankestyrelse
meddelte i brev af 17. december 1996 til A at styrelsen havde tiltrådt
ankenævnets afgørelse. I brevet var der blandt andet anført:
"...
I henhold til bistandslovens
§ 1 er det offentlige forpligtet til efter reglerne i denne lov at yde
bistand
til enhver, der opholder sig her i landet, og som af hensyn til egne eller
sin
families forhold har brug for rådgivning, økonomisk eller praktisk hjælp,
støtte til udvikling eller genoprettelse af erhvervsevnen eller for pleje,
særlig behandling eller opdragelsesmæssig støtte.
I henhold til bistandslovens
§ 40, stk. 1 forudsætter ydelse af hjælp, at såvel den, der søger hjælpen,
som
ægtefællen har udnyttet sine arbejdsmuligheder.
Ankestyrelsen finder ikke, at
det forhold, at en kontanthjælpsmodtager bliver tilsagt til at give møde i
retten her i landet i sig selv medfører, at kontanthjælpsmodtageren ikke kan
anses for at have udnyttet sine arbejdsmuligheder (d.v.s. står til rådighed
for
arbejdsmarkedet), jf. bistandslovens § 40, stk. 1.
Ankestyrelsen har ved
afgørelsen lagt særlig lagt vægt på, at der i henhold til lov om rettens
pleje
er pligt til at give fremmøde i retten som henholdsvis sigtet og vidne, og at
det iøvrigt ikke er muligt at være part i en retssag uden af give fremmøde
eller på anden måde at lade sig repræsentere.
Ankestyrelsen finder
endvidere, at bistandslovens § 1 ikke vil være til hinder for, at der kan
ydes
kontanthjælp under et kortvarigt ophold i udlandet, i forbindelse med
varetagelse af egne interesser under en retssag, såfremt dette ikke kan ske
på
anden måde, og såfremt opholdet sker efter aftale med kommunen, jf. det
anførte
i (...) og (...), der vedlægges til Deres orientering.
Ankestyrelsen lægger herved
til grund, at et sådant kortere varende ophold ikke vil være til hinder for
at
der iværksættes aktiveringsmæssige foranstaltninger i henhold til lov om
kommunal aktivering.
Ankestyrelsen finder derimod
ikke, at det i henhold til bistandslovens § 1 vil være muligt at bibeholde
kontanthjælpen for en sådan længerevarende periode, som kan forventes i
forbindelse med Deres retssag (6 måneder eller mere).
Ankestyrelsen lægger herved
vægt på, at De ved et sådant længerevarende ophold i udlandet ikke kan anses
for fortsat at opholde Dem her i landet i lovens betydning. De kan dermed
ikke
opfylde Deres rådighedsforpligtelse, ligesom ophold i udlandet i det
forventede
omfang vil umuliggøre iværksættelse af beskæftigelsesfremmende
foranstaltninger
i henhold til lov om kommunal aktivering.
Ankestyrelsen finder herefter
ikke, at (K) Kommune ved det anførte i skrivelse af 28. september 1995 kan
anses
for forpligtet til vedvarende at udbetale Dem kontanthjælp under hele
retssagens forløb.
Ankestyrelsen lægger herved
vægt på, at det er tale om et tilsagn i strid med bistandslovens § 1, ligesom
det må have stået Dem klart, at ophold i udlandet af 6-9 måneders varighed,
evt. mere, helt vil være til hinder for, at De skulle kunne påbegynde
aktivering.
Ankestyrelsen har endvidere
tillagt det betydning, at det givne tilsagn efter sin art ikke i afgørende
omfang kan have medført, at De har foretaget Dem dispositioner i forhold
hertil.
..."
A rettede henvendelse til mig
i brev af 13. januar
1997. A
skrev at afgørelsen syntes at være forkert og truffet på et ufyldestgørende
grundlag. A vedlagde endvidere et brev af 12. januar 1997 stilet til Den
Sociale Ankestyrelse, hvori han blandt andet kritiserede oplysningsgrundlaget
idet han blandt andet ikke mente man kunne tillægge de oplysninger som A
tidligere havde gættet sig til omkring retssagens forløb, værdi, og at
journalnotaterne var uklare. A påpegede at han efter Ankestyrelsens afgørelse
ville have opfyldt sin rådighedsforpligtigelse og fået kontanthjælp, hvis
retssagen havde verseret i Danmark. Videre anførte A at man på intet
tidspunkt
havde givet ham lejlighed til at redegøre for sine bevæggrunde og
dispositioner.
Han skrev endvidere at begrundelsen for Ankestyrelsens afgørelse var uklar.
Sidst i brevet anførte A at han ikke troede at Ankestyrelsen ville ændre
afgørelsen,
hvorfor han i stedet bad ombudsmanden om at se på sagen.
Den 3. marts 1997 oversendte
jeg A's klage til Den Sociale Ankestyrelse som en anmodning fra A om at
Ankestyrelsen tog stilling til det han havde anført i sit brev af 12. januar
1997 til Ankestyrelsen. I brev af 19. marts 1997 svarede Ankestyrelsen blandt
andet:
"...
Afgørende har været Deres
advokats oplysninger om, at retssagen forventedes at ville vare 6 måneder, og
at De forud for retssagens begyndelse skulle være til rådighed for Deres
rådgivere, (d.v.s. sammenlagt mere end 6 måneders ophold uden for Danmark).
I forhold til den
problemstilling, som sagen er antaget til belysning af (og som De har fået
meddelt ved brev af 28. juni 1996) finder Ankestyrelsen ikke, at sagen skulle
være afgjort på ufuldstændigt grundlag.
Det har således været
fuldstændig klart, at der var tale om en meget langvarig retssag med ophold
uden for landets grænser, samt at (K) Kommune har ændret en tidligere afgivet
positiv forvaltningsakt.
I Deres brev af 12. januar
1997 har De bl.a. anført, at kun i det omfang, man fra Ankestyrelsens side
alene har lagt vægt på det formelle, nemlig den konkrete domstols geografiske
beliggenhed, synes begrundelsen umiddelbart forståelig.
Ankestyrelsen skal derfor
bekræfte, at domstolens beliggenhed uden for landets grænser har haft ganske
afgørende betydning for sagens udfald. Bistandsloven gælder nemlig kun for
personer, der opholder sig her i landet, jf. § 1, og det er i denne
forbindelse
uden betydning om opholdet uden for landet sker i et EU-land eller i et
ikke-EU-land.
Ankestyrelsen har tidligere i
enkelte sager truffet afgørelse om, at personer under kortvarigt ophold i
udlandet under ganske særlige omstændigheder fortsat kan anses for 'at
opholde
sig her i landet', og dermed kan bevare kontanthjælpen. Hvad der helt præcis
skal forstås ved 'kortvarigt' kan ikke nøjagtigt defineres, men der tænkes på
ophold væsentligt kortere end 6 måneder. Det er derfor uden betydning for
Deres
sag, om opholdet forudsættes at vare 6 eller 9 måneder. Der er ikke hjemmel i
bistandsloven til at lade Dem beholde kontanthjælpen, såfremt De tager ophold
uden for landet i en længere periode.
...
Spørgsmålet for Ankestyrelsen
har herefter været at tage stilling til, hvorvidt (K) Kommune desuagtet
fortsat
måtte anses for at være bundet af sit tilsagn afgivet i afgørelse af 28.
september 1995.
Ankestyrelsen har som bekendt
ikke fundet dette tilfældet, og har herved lagt vægt på, at den fortsatte
udbetaling af kontanthjælp ville være i strid med loven, at der var tale om
en
løbende ydelse, hvor kommunen løbende har ret og pligt til at vurdere, om
betingelserne for at modtage ydelsen fortsat er opfyldte, samt at der ikke
forelå (og stadig ikke foreligger) oplysninger i sagen om, at De på baggrund
af
(K) Kommunes tilsagn af 28. september 1995 har foretaget økonomiske
dispositioner
men henblik på, at De kunne være til stede i (X-land) i en længere periode.
..."
Den 28. marts 1997 klagede A
på ny hertil og anførte blandt andet følgende:
"...
Jeg kan dog supplerende
oplyse, at jeg naturligvis havde truffet aftale om leje af værelse til brug i
forbindelse
med domsforhandlingen men, at dette næppe kvalificerer som en 'økonomisk
disposition', der kan have haft nogen indflydelse på kommunens eller
Ankenævnets afgørelse.
...
Min flytning til Danmark
havde naturligvis også store økonomiske konsekvenser - relativt set - idet
jeg
opsagde mit daværende lejemål, solgte min (i X-land) indregistrerede bil, mit
TV (kan ikke anvendes i Danmark), samt efterlod alle ejendele der ikke kunne
stoppes i 2 kufferter.
..."
Ved brev af 29. juli 1997
anmodede jeg Den Sociale Ankestyrelse om en udtalelse i anledning af sagen.
Ankestyrelsen skrev blandt andet følgende i udtalelse af 4. august 1997:
"...
I klagen af 28. marts 1997
til Folketingets Ombudsmand har (A) herefter bl.a. anført, at Ankestyrelsen
ganske ukritisk skulle have lagt vægt på oplysninger fra (K) Kommune, som han
direkte har påpeget og dokumenteret skulle være forkerte.
Ankestyrelsen stiller sig
fortsat uforstående overfor denne kritik. Sagen er således antaget til
belysning af, hvorvidt en kontanthjælpsmodtager kan anses for at opfylde sin
rådighedsforpligtelse i henhold til bistandslovens § 40 samtidig med
varetagelsen
af sine interesser under en længerevarende retssag, herunder betydningen af,
at
retssagen medfører ophold i udlandet, jf. bistandslovens § 1. Der ville i
forbindelse med sagens behandling tillige blive taget stilling til, hvorvidt
kommunen kan ændre en tidligere afgivet positiv forvaltningsakt.
(A) har fået meddelelse om
dette antagelsestema ved brev af 28. juni 1996.
Uanset om der således måtte
være en vis tvivl om, hvilke oplysninger (A) har afgivet om omfanget af sine
retsmøder i udlandet i forbindelse med ansøgningen om kontanthjælp, har
dette,
jf. det anførte i brev af 19. marts 1997 været uden betydning for
Ankestyrelsens afgørelse.
Ankestyrelsen skal i denne
forbindelse tillige henlede opmærksomheden på ankestyrelseslovens § 9, stk.
2,
hvorefter Ankestyrelsen ikke er bundet af parternes påstande.
..."
A kom i brev af 16. august
1997 med sine bemærkninger til Ankestyrelsens udtalelse.
I brev af 18. februar 1998
bad jeg Ankestyrelsen om en fornyet udtalelse til brug for sagen.
Ankestyrelsen
bad i denne forbindelse den 28. april 1998 Socialministeriet om en udtalelse.
Den Sociale Ankestyrelse
afgav sin udtalelse i brev af 30. juni 1998, bilagt Socialministeriets
udtalelse af 28. maj 1998. Socialministeriet skrev blandt andet følgende:
"...
Socialministeriet skal i den
anledning udtale, at ministeriet er enig i Ankestyrelsens hidtidige
opfattelse
af, at kontanthjælp som hovedregel ikke vil kunne bevares under ophold i
udlandet. Der lægges herved vægt på, at ansøgere under ophold i udlandet
næppe
kan opfylde deres rådighedsforpligtelse, ligesom ophold i udlandet af længere
varighed vil umuliggøre iværksættelse af beskæftigelsesfremmende
foranstaltninger. Endvidere vil kommunens kontrolmuligheder ved udbetaling af
kontanthjælp under ophold i udlandet i reglen være yderst begrænsede.
..."
Ankestyrelsen skrev i sin
udtalelse blandt andet:
"...
Ombudsmanden har henvist til
det anførte i Ankestyrelsens afgørelse af 17. december 1996 hvorefter det
forhold, at en kontanthjælpsmodtager bliver tilsagt til at give møde i retten
her i landet ikke i sig selv medfører, at kontanthjælpsmodtageren ikke kan
anses for at have udnyttet sine arbejdsmuligheder. Ombudsmanden ønsker
oplyst,
om der i begrebet 'ikke i sig selv' ligger nogle begrænsninger, herunder
tidsmæssige begrænsninger.
Ankestyrelsen skal oplyse, at
der i det anførte ligger den begrænsning, at kontanthjælpsansøgeren for
fortsat at kunne modtage kontanthjælp, til stadighed skal opfylde sin
rådighedsforpligtelse i henhold til bistandslovens § 40. Det betyder, at
ansøgeren f.eks. - udover at skulle møde i retten - i størst muligt omfang
skal
deltage i tilbud om aktivering. Da hjælp efter bistandsloven betragtes som
det
underste sikkerhedsnet for personer, der opholder sig her i landet, vil der
formentlig ikke kunne gives afslag på kontanthjælp alene med henvisning til
varigheden af en retssag, jf. den i afgørelsen af 17. december 1996 givne
begrundelse. Ankestyrelsen har dog ikke truffet afgørelse om dette spørgsmål.
Opmærksomheden henledes samtidig på, at der gælder særlige regler om
kontanthjælp
til varetægtsfængslede, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1188 af 23.
december 1993 om kontanthjælp til særlige persongrupper.
Ombudsmanden har herudover
ønsket oplyst, hvilke oplysninger Ankestyrelsen har lagt vægt på ved
vurderingen af, at der ville blive tale om mere end 6 måneders ophold uden
for
Danmark.
Det kan oplyses, at Ankestyrelsen
har lagt afgørende vægt på oplysningerne fra (A)'s advokat om, at retssagen
forventedes at vare 6 måneder, og at (A) skulle være til rådighed for
advokaten
både før og under retssagen.
Oplysninger afgivet af (A)
selv til (K) Kommune i forbindelse med sagen har bestyrket opfattelsen af, at
der ville blive tale om en meget langvarig retssag. At denne formodning ikke
har været ukorrekt bestyrkes af, at der ifølge oplysninger i dagspressen
først
faldt dom i sagen i juli 1997.
Ankestyrelsen har ikke mulighed
for at udtale sig om, hvorvidt (A) ville have taget ophold i (X-land) under
hele retssagens forløb. Med henvisning til det anførte i udtalelsen fra (A)'s
advokat om, at han skulle være til stede under retssagen, må det dog
formodes,
at dette ville have været tilfældet i en stor del af perioden. I vurderingen
heraf indgår også de faktiske transportmuligheder og -omkostninger mellem
(Y-by) og (K). Hertil kommer, at (A) i brev af 28. marts 1997 til
Ombudsmanden
har oplyst, at han havde truffet aftale om leje af værelse til brug i
forbindelse med domsforhandlingen.
..."
Udtalelserne blev den 10.
juli 1998 sendt til A med henblik på hans eventuelle bemærkninger, hvilke han
fremkom med i brev af 15. juli 1998.
Ombudsmandens udtalelse
"
Lovgrundlaget
§ 1 i lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 om social bistand har
følgende indhold:
'
§ 1.
Det offentlige er forpligtet til efter reglerne i denne lov at yde bistand
til enhver, der opholder sig her i landet og som af hensyn til sine egne
eller sin families forhold har brug for rådgivning, økonomisk eller praktisk
hjælp, støtte til udvikling eller genoprettelse af erhvervsevnen eller for
pleje, særlig behandling eller opdragelsesmæssig støtte.'
I forarbejderne til § 1, Folketingstidende 1973/74, 2. samling, tillæg A, sp.
683, fremgår følgende:
'Bestemmelsen indeholder en almindelig beskrivelse af de situationer, i
hvilke det offentlige er forpligtet til at yde bistand. Det fremgår heraf, at
lovforslaget skal dække samme område som de nugældende love om offentlig
forsorg, børne- og ungdomsforsorg, mødrehjælp, revalidering, omsorg for
invalide- og folkepensionister samt husmoderafløsning og hjemmehjælp. Det
fastslås samtidig, at forpligtelsen omfatter enhver, der opholder sig her i
landet, uanset statsborgerskab.'
Af § 37, stk. 1, fremgår følgende:
'
§ 37.
Til en person, der på grund af ændringer i sine forhold er afskåret fra at
skaffe det fornødne til sit eget eller familiens underhold, ydes der
kontanthjælp med et samlet månedligt beløb.'
Af § 40 i lov om social bistand fremgår følgende:
'§ 40.
Ydelse af hjælp forudsætter, at såvel den, der søger hjælpen, som ægtefællen
har udnyttet sine arbejdsmuligheder. Dette kan f.eks. anses for godtgjort,
når den pågældende ikke har et rimeligt tilbud om
arbejde eller deltagelse i beskæftigelsesfremmende foranstaltninger,
når det er attesteret af en læge, at pågældende er
uarbejdsdygtig på grund af sygdom, eller at en fortsættelse af det hidtidige
arbejde vil medføre risiko for forringelse af pågældendes helbred,
når pågældende ikke kan påtage sig indtægtsgivende
arbejde af hensyn til en uddannelse eller omskoling, der er begyndt eller
fortsat efter tilskyndelse fra kommunalbestyrelsen, jf. § 43,
når en forsørger ikke kan påtage sig indtægtsgivende
arbejde på grund af pasning af børn, og kommunalbestyrelsen ikke kan anvise
anden pasningsmulighed, eller
når den ene ægtefælle er afskåret fra indtægtsgivende
arbejde af en af de årsager, der er nævnt under nr. 1-3, og den anden
ægtefælle
i længere tid ikke har haft sådant arbejde, navnlig af hensyn til børnenes
pasning eller
pågældende deltager i frivilligt, ulønnet arbejde i
udlandet efter de af socialministeren fastsatte regler i henhold til § 37,
stk.
4.'
Socialministeriets vejledning
nr. 45 af 3. april 1995 om kontanthjælp efter bistandsloven, pkt. 3,
indeholder
blandt andet følgende:
'...
c. Svigtende arbejdsmuligheder
Der vil kunne ydes hjælp
såvel i en situation, hvor en person på grund af sine egne forhold, f.eks.
sin
helbredstilstand, bliver ude af stand til at fortsætte med sin hidtidige
beskæftigelse, som i tilfælde, hvor det er beskæftigelsesforholdene, der er
årsagen
til, at arbejdsindtægten bortfalder. Også en selvstændig erhvervsdrivende,
hvis indtægtsmuligheder svigter på grund af ændringer i egne forhold, f.eks.
sygdom, vejrmæssige problemer, helt eller delvis ophør af virksomheden m.v.,
kan få hjælp.
...'
Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 17. december 1996
Social begivenhed m.v.
Det fremgår af den dagældende
bistandslovs § 37 at der kunne ydes kontanthjælp til en person der på grund
af
ændringer i sine forhold er afskåret fra at skaffe det fornødne til sit eget
underhold. Der skal med andre ord være sket en social begivenhed.
Af Socialministeriets
vejledning nr. 45 af 3. april 1995 om kontanthjælp efter bistandsloven
fremgår
det af pkt. 3, afsnit c, at der kan ydes hjælp hvis en person på grund af
egne
forhold er ude af stand til at fortsætte sin hidtidige beskæftigelse.
I Deres sag betød Deres
afskedigelse fra (virksomheden B) at De var ude af stand til at fortsætte
Deres
hidtidige beskæftigelse.
Det fremgår af sagen at De
forud for ankomsten til Danmark de seneste 4 år havde boet i (X-land), hvor
De
havde levet af Deres formue. Formuen var nu brugt. De var sagsøgt af (B) for
(...) kr., og retssagen havde på tidspunktet for Deres hjemkomst verseret i
ca.
3 år. Årsagen til at De flyttede tilbage til Danmark var at De på den måde
oftere havde mulighed for at have samkvem med Deres datter der boede her i
landet.
Jeg må lægge til grund at
myndighederne har fundet at ændringerne i Deres forhold på grund af
afskedigelsen
fra (B) og den deraf følgende retssag anlagt mod Dem af (B) var en social
begivenhed, og at De i øvrigt opfyldte betingelserne i bistandslovens § 37
for
opnåelse af kontanthjælp.
Rådighedsforpligtelsen
Ud over at være omfattet af
personkredsen i bistandslovens § 37 fremgår de nærmere betingelser for at få
tildelt hjælp blandt andet af bistandslovens § 40. Det fremgår af § 40 at
ydelser af hjælp efter bistandsloven forudsætter at man har udnyttet sine
arbejdsmuligheder. § 40, stk. 1, indeholder eksempler på, hvordan det kan
anses for godtgjort at man har udnyttet sine arbejdsmuligheder, eksempelvis
når man ikke har et rimeligt tilbud om arbejde eller deltagelse i
beskæftigelsesfremmende foranstaltninger. Konsekvensen af at man siger nej
til
et rimeligt arbejdstilbud eller beskæftigelsesfremmende foranstaltning er at
der ikke kan ydes kontanthjælp. Eksemplerne nævnt i § 40, stk. 1, er ikke
udtømmende.
I Deres sag oplyste (K)
Kommune Dem i brev af 1. maj 1996 at De nu skulle tilbydes aktivering. De
skulle herefter være indstillet på at afbryde Deres udlandsrejser således at
et
aktiveringstilbud kunne afgives. I modsat fald ville udbetaling af
kontanthjælp
stoppe. Såvel det sociale ankenævn som Ankestyrelsen tiltrådte kommunens
afgørelse. Jeg har forstået sagen således at De herefter afbrød Deres rejser
til (X-land), hvorfor det ikke blev aktuelt at stoppe kontanthjælpen.
I Deres tilfælde var
situationen den at De på grund af netop de ændringer i Deres forhold som
muliggjorde hjælp efter § 37 i perioder muligvis ville være afskåret fra at
udnytte Deres arbejdsmuligheder (blive aktiveret), jf. § 40.
Det fremgår af Ankestyrelsens
afgørelse af 17. december 1996 at en kontanthjælpsmodtagers deltagelse i
retsmøder her i landet ikke i sig selv betyder et stop for udbetaling af
kontanthjælp. I udtalelsen af 30. juni 1998 anfører Ankestyrelsen at der
formentlig ikke vil kunne gives afslag på kontanthjælp alene med henvisning
til
en retssags varighed. Ankestyrelsen henviser i den forbindelse til at hjælp
efter bistandsloven må betragtes som det underste sikkerhedsnet for personer
der opholder sig her i landet. Dette må jeg forstå således at kravene i såvel
§
37 som § 40 i denne situation fortsat kan anses for værende opfyldte.
Jeg må herefter forstå
Ankestyrelsen således at
selvom
man i
perioder er involveret i en verserende retssag kan man stadig anses for at
opfylde betingelserne i § 40 og dermed stadig have ret til ydelser i henhold
til bistandsloven, forudsat at man stadig er omfattet af personkredsen i §
37.
Opholdets varighed i (X-land)
Af Den Sociale Ankestyrelses
afgørelse af 17. december 1996 fremgår at bistandslovens § 1 ikke vil være
til
hinder for at der kan ydes kontanthjælp til en person under et kortvarigt
ophold i udlandet i forbindelse med varetagelse af egne interesser under en
retssag. Ankestyrelsen fandt dog ikke at det i henhold til § 1 ville være
muligt at bibeholde kontanthjælpen for en sådan længerevarende periode som
kunne
forventes i forbindelse med Deres retssag (6 måneder eller mere).
Det fremgår af bistandslovens
§ 1 at det offentlige som udgangspunkt er forpligtet til at yde bistand til
enhver der opholder sig her i landet og som måtte have behov for dette.
Rækkevidden
af bestemmelsen er ikke nærmere uddybet i forarbejderne.
Lov nr. 455 af 10. juni 1997
om aktiv socialpolitik der trådte i kraft den 1. juli 1998, har i § 5
følgende
indhold:
'
§ 5.
Personer, der opholder sig i udlandet, kan ikke få hjælp efter
denne lov.
Stk. 2.
Kommunen kan dog i særlige tilfælde tillade, at retten til
hjælp bevares under kortvarige ophold i udlandet, hvis
modtageren deltager i aktiviteter, der er led i
aktivering, eller revalidering efter denne lov,
modtageren udøver aftalt eller fastsat samvær, som ikke
kan foregå her i landet, med egne børn under 18 år,
modtageren har brug for nødvendig lægebehandling, som
den pågældende ikke kan få her i landet, eller
der i øvrigt foreligger ganske særlige forhold, f.eks.
besøg hos en nær pårørende, der er alvorligt syg.
Stk. 3.
Det er en betingelse for at bevare hjælpen i udlandet, at
opholdet ikke hindrer, at modtageren kan opfylde de almindelige betingelser
for
hjælp, herunder at den pågældende kan tage imod tilbud om arbejde eller
aktivering.'
I bemærkningerne til § 5
fremgår blandt andet følgende:
'Reglen i stk. 1 svarer til
den hidtidige praksis efter bistandslovens § 1, hvorefter kommunen ikke kan
yde hjælp til personer, som opholder sig i udlandet, fordi hjælpen er bestemt
til at opfylde behov her i landet. Grønland og Færøerne er som hidtil ikke
omfattet af lovforslaget, jf. forslagets § 115, og det betyder, at Grønland
og
Færøerne er dækket af begrebet 'udlandet'.
Folketingets Ombudsmand har i
forbindelse med en konkret sag anført, at der efter Ombudsmandens opfattelse
ikke blot ved en henvisning til bistandslovens § 1 kan gives afslag på fx
hjælp
efter bistandslovens § 46 b, stk. 1, til udøvelse af samvær med et barn i
udlandet.
Ombudsmanden finder det mere nærliggende, når bistandslovens § 1 ses i
sammenhæng med de øvrige bestemmelser i kapitel 1, at forstå bestemmelsen om
ophold som en forudsætning om, at ansøgeren 'opholder sig her i landet' på
det
tidspunkt, hvor behovet for hjælp opstår, og ansøgning herom indgives til de
sociale myndigheder. Om hjælpen eventuelt skal bruges i forbindelse med et
kortere ophold i udlandet, er efter Ombudsmandens opfattelse uden betydning
for
forståelsen af bestemmelsen.
På denne baggrund foreslås
det at tydeliggøre betingelserne om ophold her i landet og betingelserne for,
hvornår modtageren kan bevare hjælpen under ophold i udlandet.
Det foreslås i
stk. 2
, at kommunen i særlige tilfælde
kan tillade, at hjælpen bevares under kortvarige ophold i udlandet. Det er
således en betingelse for at modtage hjælpen i udlandet, at modtageren
opfylder betingelserne for at få hjælp inden udrejsen, og at modtageren har
fået kommunens tilladelse før udrejsen. Varigheden af opholdet fastlægges i
det
enkelte tilfælde ud fra de konkrete omstændigheder, herunder ud fra
karakteren
af hjælpen.
...
Der er ikke i praksis
udmøntet en nærmere tidsmæssig afgrænsning af varigheden. Under
forrevalidering
er varigheden af opholdet typisk fra nogle få uger og op til 3 måneder. Når
opholdet indgår i en erhvervsplan, er varigheden typisk 1 til 2 semestre.
...'
Af Socialministeriets
skrivelse af 9. maj 1994 om information om kontanthjælpsmodtageres mulighed
for
at være bortrejst fra deres bopæl fremgår blandt andet følgende:
'...
Bistandslovens § 40 udelukker
således ikke, at kommunerne kan tillade, at kontanthjælpsmodtagere kan
opholde
sig andre steder end på deres bopæl uden at miste retten til kontanthjælp.
Det
afgørende er derimod, at kommunen forinden er gjort bekendt med pågældendes
fravær fra den sædvanlige bopæl, pågældendes opholdssted under fraværet
(eller
det sted, hvor den pågældende kan kontaktes), samt hvor længe fraværet vil
vare. I forbindelse med tilladelsen til at være bortrejst kan der være behov
for særskilt at indskærpe oplysningspligten, herunder at modtageren, hvis
vedkommende skal opfylde betingelserne, kun kan være bortrejst i den periode,
der forud er aftalt.
...'
Praksis har tidligere
accepteret at § 1 ikke var til hinder for hjælp i henhold til bistandsloven,
hvis der var tale om kortvarige ophold i udlandet. Hvad der skal forstås ved
'kortvarige ophold' er ikke nærmere angivet.
Det fremgår af § 5 i den nu
gældende lov om aktiv socialpolitik med bemærkninger at denne er en
kodificering af tidligere praksis. Endvidere fremgår det af bemærkningerne at
varigheden af udlandsopholdet i det enkelte tilfælde afgøres ud fra de
konkrete omstændigheder.
Som eksempler på
Ankestyrelsens praksis i forbindelse med ophold i udlandet kan nævnes (...),
hvorefter § 1 ikke var til hinder for tildeling af kontanthjælp til en person
der ledsagede sin ægtefælle under sygebehandling i udlandet i knap 4 måneder,
da ægtefællens tilstedeværelse var lægeligt indiceret. Endvidere kan nævnes
(...), hvorefter en kvinde under uddannelse til eksportingeniør havde ret til
at medtage bruttorevalideringsydelse under et 4 1/2 måneders langt
uddannelsesophold
i (X-land). Ankestyrelsen fandt at uddannelsesopholdet var af kortere
varighed
og samtidig indgik som et naturligt led i uddannelsen.
Som det fremgår af ovennævnte
har man i visse situationer mulighed for fortsat at oppebære kontanthjælp
selvom man opholder sig i udlandet i en periode. Afgørende bliver herefter
opholdets varighed samt karakteren af opholdet.
I nærværende sag fastslog
Ankestyrelsen i afgørelsen af 17. december 1996 at bistandslovens § 1 ikke
automatisk vil være til hinder for fortsat kontanthjælpsydelse under et
kortvarigt ophold i udlandet i forbindelse med varetagelse af egne interesser
under en retssag. Ankestyrelsen fandt dog samtidig at De ikke kunne bibeholde
kontanthjælpen da Deres retssag forventedes at vare 6 måneder eller mere.
Af Ankestyrelsens udtalelse
af 30. juni 1998 fremgår det at styrelsen ved vurdering af opholdets varighed
i (X-land), har lagt vægt på Deres advokats oplysninger om at retssagen
forventedes at vare 6 måneder eller mere, og at De skulle være til rådighed
både før og under retssagen. At det blev en langvarig retssag har styrelsen
fundet bestyrket ved at der ifølge oplysninger i dagspressen først faldt dom
i
sagen i juli 1997.
Ankestyrelsen oplyser
endvidere at styrelsen ikke har mulighed for at udtale sig om hvorvidt De
ville
tage ophold i (X-land) under hele retssagens forløb. Man formodede dog at det
ville være en stor del af perioden. I denne vurdering indgik også
transportmuligheder og
-omkostninger
mellem (Y-by) og (K). Ankestyrelsen finder dette bestyrket ved at De i brev
af
28. marts 1997 har oplyst at De havde truffet aftale om leje af et værelse i
forbindelse med domsforhandlingen.
Der gælder i den offentlige
forvaltning et official- eller undersøgelsesprincip ifølge hvilket
forvaltningen
har ansvaret for at de fornødne oplysninger til afgørelse af en sag er
tilvejebragt.
Officialprincippet forpligter
den myndighed der skal træffe afgørelse i en sag til at tilvejebringe
korrekte
og tilstrækkelige oplysninger til at der kan træffes en materielt rigtig
afgørelse, jf. Justitsministeriets vejledning til forvaltningsloven, punkt
199.
Af (K) Kommunes journalnotat
af 19. september 1995 fremgår det at De har oplyst at De forventede at skulle
møde i retten 1 gang hver eller hver anden måned af ca. 1 uges varighed pr.
gang. Af kommunens journalnotat af 14. marts 1996 fremgår at De hele tiden
blev
indkaldt til retsmøde som ofte varede 14 dage til 3 uger. Det fremgår
endvidere at De forventede at retssagen ville løbe over 6-9 måneder. Af
journalnotat af 22. april 1996 fremgår at De havde oplyst at retssagen
startede
den 4. juni 1996 og at De de følgende to måneder skulle være til stede under
retssagen. Der ville dog intet ske i august måned da kontoret var lukket.
I brev af 26. april 1996 fra
(Deres advokat) fremgår at retssagen forventedes at vare 6 måneder og at
Deres
tilstedeværelse var nødvendig under denne.
De anførte i Deres brev af
21. maj 1996 til det sociale ankenævn at De havde oplyst (K) Kommune om at
Deres tilstedeværelse ville være påkrævet ca. 1- 2 uger pr. måned, men at De
ikke med bestemthed kunne angive det eksakte tidsforbrug.
Jeg må forstå Ankestyrelsens
udtalelse af 30. juni 1998 således at styrelsen
på tidspunktet for afgørelsen
for så vidt angik varigheden af
opholdet i (X-land) har lagt vægt på Deres advokats oplysninger om retssagens
forventede længde og om behovet for Deres tilstedeværelse, men at styrelsen
ikke var bekendt med om De ville tage ophold i (X-land) under hele retssagens
længde, eller alene en del heraf og i givet fald varigheden heraf.
Af Deres ovennævnte brev af
21. maj 1996 fremgår at De ville være ude af landet ca. 1-2 uger pr. måned.
Ankestyrelsen ses ikke at have forholdt sig disse oplysninger fra Dem, eller
i
øvrigt at have søgt yderligere oplysninger vedrørende varigheden af Deres
eventuelle ophold i udlandet.
Jeg har på denne baggrund
henstillet til Den Sociale Ankestyrelse at genoptage Deres sag og træffe en
ny
afgørelse.
..."
Lignende dokumenter
- Sag om prøvelse af Ankestyrelsens afgørelse, hvorefter sagsøger ikke har ret til at modtage pensionstillæg til sin førtidspension efter flytning til Portugal Domsdatabasen · 12. januar 2023
- RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 4/2009 af 18. december 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt EU-lovgivning · 18. december 2008
- A.A.7.4.1 Vejledningspligt Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Ægtefællebidrag. International kompetence Retsinformation · 4. maj 1999
- RÅDETS AFGØRELSE af 9. juni 2011 om godkendelse på Den Europæiske Unions vegne af Haagerkonventionen af 23. november 2007 om international inddrivelse af børnebidrag og andre former for underholdsbidrag (2011/432/EU) KONVENTION om international inddrivelse af børnebidrag og andre former for underholdsbidrag til familiemedlemmer (indgået den 23. november 2007) EU-lovgivning · 9. juni 2011
- Bekendtgørelse af lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretlige område Retsinformation · 17. november 2018