Spring til indhold

Retsinformation

Retten til kontanthjælp under verserende retssag i udlandet

FOU nr 1998.350UdtalelserFolketinget3. marts 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Retten til kontanthjælp under verserende retssag i udlandet

A klagede til mig over at Den

Sociale Ankestyrelse ved afgørelse af 17. december 1996 havde fundet at A

ikke

var berettiget til kontanthjælp.

Det fremgik af sagens akter

at A den 19. september 1995 flyttede til Danmark efter 8 års ophold i

udlandet,

de seneste 4 år i X-land hvor A var uden arbejde og havde levet af sin

formue.

Grunden til at A flyttede hjem var at han gerne ville have mere samkvem med

sit

barn i Danmark som han var bidragspligtig til.

A rettede telefonisk

henvendelse til K Kommune den 19. september 1995 med henblik på at modtage

kontanthjælp. Af K Kommunes journalnotat af samme dato fremgår blandt andet

følgende:

"...

1. (A) er sagsøgt af (B) for

kr. (...). Der kører retssag i (X-land), hvor (A) også har sin advokat.

Retssagen har pt. kørt i 3 år. Sagen vil formentlig trække ud, idet der i alt

er 30 sagsøgte og omkring ½ mill. dokumenter der skal gennemlæses af retten.

(A) har fået fri proces i

(X-land). Hans advokat omkostninger er pt. (...) kr. Jeg mener, at der er

tale

om en stor sag også af politisk karakter.

2. (A) skal møde i retten i

(X-land) jævnligt, hvilket vil sige en gang hver eller hver anden md. af ca.

1

uges varighed pr. gang.

Læs alt

...

(A) har lejet et værelse hos

noget familie.

..."

A oplyste på et møde med K

Kommune den 26. september 1995 at han var uddannet jurist og tidligere havde

arbejdet som advokat og juridisk chef i virksomheden B. A var blevet fyret

herfra, og der pågik for øjeblikket en retssag i udlandet, hvor A var sagsøgt

af B. A oplyste endvidere at han gerne ville arbejde, men at det ikke var

muligt på grund af retssagen.

I brev af 28. september 1995

meddelte K Kommune A at han var bevilget hjælp til forsørgelse med start den

19. september 1995. I brevet var der blandt andet anført:

"...

Mht. din forpligtelse til at

stå til rådighed for arbejdsmarkedet i forbindelse med at modtage

bistandshjælp

er der truffet beslutning om at se bort fra denne.

Dette sker på betingelse af

at du orienterer din fremtidige sagsbehandler om udrejse og returnering til

DK

hver gang du skal rejse til retsmøde.

Dette skal dokumenteres udfra

fx. indkaldelser til retsmøder mm.

Mht. tilmeldingen til

Arbejdsformidlingen er der truffet beslutning jvf. ovenstående om at du ikke

skal tilmeldes på nuværende tidspunkt.

Da du stadig vil skulle

aktiveres, jf. Lov om kommunal aktivering efter ca. 6. mdr's ledighed skal

jeg

oplyse dig om, at det bliver forvaltningens hovedpine at finde et job til dig

-

der vil kunne tage behørigt hensyn til dine retsmøder.

..."

I et journalnotat af 14.

marts 1996 som A den 27. december 1996 fik aktindsigt i, fremgik blandt andet

følgende:

"...

Han oplyser indledningsvis,

at han ikke er tilmeldt AF, at årsagen hertil er, at han har en verserende

sag

i (X-land), hvor han hele tiden bliver indkaldt til retsmøde, som ofte varer

14

dage til 3 uger.

...

Han oplyser videre, at der er

afsat domsforhandling til 4/6-96 og han forventer at retssagen vil løbe over

6-9 mdr.

Jeg oplyser ham om hans

forpligtelser for at modtage kontanthjælp, og han er da heller ikke uvillig

til

at tage imod jobtilbud, synes blot det må være svært at finde en

arbejdsgiver,

som med kort varsel vil give ham fri for at tage til (X-land). Han rejser på

billigste måde, og det tager tid, men han skal jo selv betale for rejsen

derover, så han har intet valg. Han har fri proces og en advokat i (X-land).

..."

Det fremgik endvidere at A

den 22. april 1996 kontaktede K Kommune telefonisk og blandt andet oplyste at

retssagen startede den 4. juni 1996. De følgende 2 måneder skulle A være til

stede da han var part i sagen og også vidne i forhold til de andre sigtede i

sagen. I august måned var kontoret lukket så da ville der intet ske. A

oplyste

endvidere at han skulle møde sin advokat i X-land midt i maj måned og

angiveligt ville opholde sig derovre i ca. 10 dage. Kommunen aftalte med A at

hans advokat skulle sende et brev til forvaltningen.

A's advokat sendte den 26.

april 1996 et brev til K Kommune. I brevet var det blandt andet anført at

retssagen startede den 4. juni 1996 og på daværende tidspunkt så ud til at

vare

6 måneder. Det var endvidere anført at A's tilstedeværelse under sagen var

nødvendig.

Ifølge et notat af 29. april

1996 oplyste A at han var indkaldt som første vidne ud af 30. Videre oplyste

A

at han ville blive dømt hvis han ikke mødte op.

I brev af 1. maj 1996

meddelte K Kommune at A skulle aktiveres og at A derfor måtte være indstillet

på at afbryde rejserne til X-land. I modsat fald ville udbetaling af

kontanthjælp stoppe. Man meddelte samtidig at afgørelsen kunne påklages til

Det

Sociale Ankenævn for Y Amt.

A klagede over afgørelsen den

5. maj 1996. Han skrev blandt andet at kommunen ikke kunne ændre den meddelte

afgørelse af 28. september

1995. A

skrev endvidere at han havde indrettet sin tilværelse på kommunens tidligere

meddelelse, da han nu havde fast bopæl i Danmark og derfor ikke var

berettiget

til sociale ydelser i X-land. A skrev endvidere - med henvisning til

advokatens brev af 26. april 1996 - at han ville tabe retssagen hvis han ikke

kunne være til stede og at der var tale om lovligt forfald. Han gjorde

gældende

at det næppe kunne være hensigten med bistandsloven at man fratog den enkelte

borger muligheden for at forsvare sig ved en domstol hvor man var sagsøgt

efter

sagsøgers frie valg.

Den 8. maj 1996 sendte K

Kommune sagen til Det Sociale Ankenævn for Y Amt. I den forbindelse skrev

kommunen blandt andet følgende:

"...

I forhold til pågældendes

klageskrivelse og bemærkning om, hvilke hensyn der i forhold til

aktiveringsforpligtelsen er lovet i relation til den i (X-land) verserende

retssag henvises til forvaltningens brev til den pågældende af 28.09.95.

På daværende tidspunkt

oplyste pgl., at det forventede tidsforbrug ville have et omfang af 1 uges

varighed hver eller hver anden måned. Indtil forvaltningen har skullet

iværksætte aktiveringen har omfanget svaret til det skønnede tidsforbrug.

...

Udbetaling af kontanthjælp

pr. 01.05.1996 anses pgl. ikke for berettiget til, da han afslår at indgå i

at

modtage et aktiveringstilbud med betingelse af afbrydelse af planerne om et

flere måneders ophold i (X-land) fra den 4/6-96, jf. LKA § 22.

Kontanthjælp efter den 4/6-96

anses herudover som uforeneligt med betingelserne i bistandslovens § 1."

A skrev blandt andet følgende

i brev af 21. maj 1996 til det sociale ankenævn:

"...

Det er ganske ukorrekt når

kommunen oplyser at undertegnede i forbindelse med min ansøgning om

kontanthjælp tilkendegav vedrørende retssagen, 'at det forventede tidsforbrug

ville have et omfang af 1 uges varighed hver eller hver anden måned.'

Jeg oplyste, at min

tilstedeværelse ville være påkrævet - ikke blot ved retsmøder i (X-land), men

også i andre europæiske lande - ca. 1-2 uger pr. md., men at jeg ikke med

bestemthed kunne angive det eksakte tidsforbrug.

Af kommunens 'JOURNALARK',

der blev udarbejdet i forbindelse med det første møde den 26/9/1996 fremgår

det, at der ville blive tale om 'retsmøder i henholdsvis (X-land) samt andre

steder i Europa med dages varsel', samt at '(A) ca. 1 til 2 gange om ugen (

det synes klart at der her er tale om en

skrivefejl

) skal møde til retsmøder i (X-land).'

Det har således stået

kommunen ganske klart, at der ville kunne blive tale om et tidsforbrug på op

til 2 uger pr. md.

..."

I brev af 29. maj 1996

stadfæstede det sociale ankenævn kommunens afgørelse. Afgørelsen var truffet

efter reglerne i bistandslovens §§ 37 og 40, stk. 1, samt lov om kommunal

aktivering § 22. Af afgørelsen fremgik blandt andet følgende:

"...

Efter de nu foreliggende

oplysninger om omfanget af Deres ophold i (X-land) efter 4. juni 1996 finder

ankenævnet ikke grundlag for at ændre den af forvaltningen nu trufne

afgørelse.

..."

A klagede over afgørelsen til

Den Sociale Ankestyrelse i brev af 10. juni 1996. I klagen anførte A blandt

andet:

"...

Den umiddelbare konsekvens af

den trufne afgørelse er i følge mine advokater, at den bevilgede fri proces

vil

blive trukket tilbage. Jeg vil herefter ikke længere være repræsenteret under

den i (Z-by) verserende retssag, og derfor blive dømt som udebleven.

Der er fra sagsøgers side

nedlagt påstand om betaling af ca. kr. (...), hvorfor en udeblivelsesdom vil

medføre helt uoverskuelige konsekvenser for såvel mine fremtidige økonomiske

forhold som mine fremtidige erhvervsmuligheder.

Konsekvensen af den trufne

afgørelse er således, at jeg taber muligheden for at varetage mine interesser

under den verserende retssag - en mulighed jeg ville have haft såfremt sagen

havde verseret i Danmark.

Jeg skal endvidere gøre

opmærksom på, at sagen uagtet der er tale om en civil erstatningssag, også

evt.

kan få strafferetlige konsekvenser, da det i den nedlagte påstand gøres

gældende, at der er udøvet 'civil fraud' af undertegnede samt en række af de

øvrige sagsøgte. Da der p.t. verserer politimæssige undersøgelser i

(udlandet)

baseret på sagsøgers anmeldelse, er det af helt afgørende betydning, at jeg

er

repræsenteret under sagen og får lejlighed til, at forsvare mig mod de rejste

anklager.

...

Jeg er nu - som konsekvens af

den trufne afgørelse - klart ringere stillet, idet jeg af kommunen har fået

tilkendegivet, at det vil være strafbart, såfremt jeg rejser til (X-land) og

varetager mine interesser, medens jeg samtidig modtager kontanthjælp.

..."

Den Sociale Ankestyrelse

meddelte i brev af 28. juni 1996 til A at sagen var af principiel betydning

og

derfor ville blive optaget til behandling. Ankestyrelsen skrev blandt andet:

"...

Sagen er optaget til behandling

med henblik på, hvorvidt en kontanthjælpsmodtager kan anses for at opfylde

sin

rådighedsforpligtelse i henhold til bistandslovens § 40 samtidig med

varetagelsen af sine interesser under en længere varende retssag, herunder

betydningen af, at retssagen medfører ophold i udlandet, jf. bistandslovens §

1.

Der vil i forbindelse med

sagens behandling tillige blive taget stilling til, hvorvidt kommunen kan

ændre

en tidligere afgivet positiv forvaltningsakt.

..."

I brev af 5. juli 1996 skrev

A at den i X-land bevilgede fri proces var trukket tilbage som konsekvens af

at

han ikke kunne være til stede under retssagen, og at hans advokater på den

baggrund heller ikke ville repræsentere ham.

Den Sociale Ankestyrelse

meddelte i brev af 17. december 1996 til A at styrelsen havde tiltrådt

ankenævnets afgørelse. I brevet var der blandt andet anført:

"...

I henhold til bistandslovens

§ 1 er det offentlige forpligtet til efter reglerne i denne lov at yde

bistand

til enhver, der opholder sig her i landet, og som af hensyn til egne eller

sin

families forhold har brug for rådgivning, økonomisk eller praktisk hjælp,

støtte til udvikling eller genoprettelse af erhvervsevnen eller for pleje,

særlig behandling eller opdragelsesmæssig støtte.

I henhold til bistandslovens

§ 40, stk. 1 forudsætter ydelse af hjælp, at såvel den, der søger hjælpen,

som

ægtefællen har udnyttet sine arbejdsmuligheder.

Ankestyrelsen finder ikke, at

det forhold, at en kontanthjælpsmodtager bliver tilsagt til at give møde i

retten her i landet i sig selv medfører, at kontanthjælpsmodtageren ikke kan

anses for at have udnyttet sine arbejdsmuligheder (d.v.s. står til rådighed

for

arbejdsmarkedet), jf. bistandslovens § 40, stk. 1.

Ankestyrelsen har ved

afgørelsen lagt særlig lagt vægt på, at der i henhold til lov om rettens

pleje

er pligt til at give fremmøde i retten som henholdsvis sigtet og vidne, og at

det iøvrigt ikke er muligt at være part i en retssag uden af give fremmøde

eller på anden måde at lade sig repræsentere.

Ankestyrelsen finder

endvidere, at bistandslovens § 1 ikke vil være til hinder for, at der kan

ydes

kontanthjælp under et kortvarigt ophold i udlandet, i forbindelse med

varetagelse af egne interesser under en retssag, såfremt dette ikke kan ske

på

anden måde, og såfremt opholdet sker efter aftale med kommunen, jf. det

anførte

i (...) og (...), der vedlægges til Deres orientering.

Ankestyrelsen lægger herved

til grund, at et sådant kortere varende ophold ikke vil være til hinder for

at

der iværksættes aktiveringsmæssige foranstaltninger i henhold til lov om

kommunal aktivering.

Ankestyrelsen finder derimod

ikke, at det i henhold til bistandslovens § 1 vil være muligt at bibeholde

kontanthjælpen for en sådan længerevarende periode, som kan forventes i

forbindelse med Deres retssag (6 måneder eller mere).

Ankestyrelsen lægger herved

vægt på, at De ved et sådant længerevarende ophold i udlandet ikke kan anses

for fortsat at opholde Dem her i landet i lovens betydning. De kan dermed

ikke

opfylde Deres rådighedsforpligtelse, ligesom ophold i udlandet i det

forventede

omfang vil umuliggøre iværksættelse af beskæftigelsesfremmende

foranstaltninger

i henhold til lov om kommunal aktivering.

Ankestyrelsen finder herefter

ikke, at (K) Kommune ved det anførte i skrivelse af 28. september 1995 kan

anses

for forpligtet til vedvarende at udbetale Dem kontanthjælp under hele

retssagens forløb.

Ankestyrelsen lægger herved

vægt på, at det er tale om et tilsagn i strid med bistandslovens § 1, ligesom

det må have stået Dem klart, at ophold i udlandet af 6-9 måneders varighed,

evt. mere, helt vil være til hinder for, at De skulle kunne påbegynde

aktivering.

Ankestyrelsen har endvidere

tillagt det betydning, at det givne tilsagn efter sin art ikke i afgørende

omfang kan have medført, at De har foretaget Dem dispositioner i forhold

hertil.

..."

A rettede henvendelse til mig

i brev af 13. januar

1997. A

skrev at afgørelsen syntes at være forkert og truffet på et ufyldestgørende

grundlag. A vedlagde endvidere et brev af 12. januar 1997 stilet til Den

Sociale Ankestyrelse, hvori han blandt andet kritiserede oplysningsgrundlaget

idet han blandt andet ikke mente man kunne tillægge de oplysninger som A

tidligere havde gættet sig til omkring retssagens forløb, værdi, og at

journalnotaterne var uklare. A påpegede at han efter Ankestyrelsens afgørelse

ville have opfyldt sin rådighedsforpligtigelse og fået kontanthjælp, hvis

retssagen havde verseret i Danmark. Videre anførte A at man på intet

tidspunkt

havde givet ham lejlighed til at redegøre for sine bevæggrunde og

dispositioner.

Han skrev endvidere at begrundelsen for Ankestyrelsens afgørelse var uklar.

Sidst i brevet anførte A at han ikke troede at Ankestyrelsen ville ændre

afgørelsen,

hvorfor han i stedet bad ombudsmanden om at se på sagen.

Den 3. marts 1997 oversendte

jeg A's klage til Den Sociale Ankestyrelse som en anmodning fra A om at

Ankestyrelsen tog stilling til det han havde anført i sit brev af 12. januar

1997 til Ankestyrelsen. I brev af 19. marts 1997 svarede Ankestyrelsen blandt

andet:

"...

Afgørende har været Deres

advokats oplysninger om, at retssagen forventedes at ville vare 6 måneder, og

at De forud for retssagens begyndelse skulle være til rådighed for Deres

rådgivere, (d.v.s. sammenlagt mere end 6 måneders ophold uden for Danmark).

I forhold til den

problemstilling, som sagen er antaget til belysning af (og som De har fået

meddelt ved brev af 28. juni 1996) finder Ankestyrelsen ikke, at sagen skulle

være afgjort på ufuldstændigt grundlag.

Det har således været

fuldstændig klart, at der var tale om en meget langvarig retssag med ophold

uden for landets grænser, samt at (K) Kommune har ændret en tidligere afgivet

positiv forvaltningsakt.

I Deres brev af 12. januar

1997 har De bl.a. anført, at kun i det omfang, man fra Ankestyrelsens side

alene har lagt vægt på det formelle, nemlig den konkrete domstols geografiske

beliggenhed, synes begrundelsen umiddelbart forståelig.

Ankestyrelsen skal derfor

bekræfte, at domstolens beliggenhed uden for landets grænser har haft ganske

afgørende betydning for sagens udfald. Bistandsloven gælder nemlig kun for

personer, der opholder sig her i landet, jf. § 1, og det er i denne

forbindelse

uden betydning om opholdet uden for landet sker i et EU-land eller i et

ikke-EU-land.

Ankestyrelsen har tidligere i

enkelte sager truffet afgørelse om, at personer under kortvarigt ophold i

udlandet under ganske særlige omstændigheder fortsat kan anses for 'at

opholde

sig her i landet', og dermed kan bevare kontanthjælpen. Hvad der helt præcis

skal forstås ved 'kortvarigt' kan ikke nøjagtigt defineres, men der tænkes på

ophold væsentligt kortere end 6 måneder. Det er derfor uden betydning for

Deres

sag, om opholdet forudsættes at vare 6 eller 9 måneder. Der er ikke hjemmel i

bistandsloven til at lade Dem beholde kontanthjælpen, såfremt De tager ophold

uden for landet i en længere periode.

...

Spørgsmålet for Ankestyrelsen

har herefter været at tage stilling til, hvorvidt (K) Kommune desuagtet

fortsat

måtte anses for at være bundet af sit tilsagn afgivet i afgørelse af 28.

september 1995.

Ankestyrelsen har som bekendt

ikke fundet dette tilfældet, og har herved lagt vægt på, at den fortsatte

udbetaling af kontanthjælp ville være i strid med loven, at der var tale om

en

løbende ydelse, hvor kommunen løbende har ret og pligt til at vurdere, om

betingelserne for at modtage ydelsen fortsat er opfyldte, samt at der ikke

forelå (og stadig ikke foreligger) oplysninger i sagen om, at De på baggrund

af

(K) Kommunes tilsagn af 28. september 1995 har foretaget økonomiske

dispositioner

men henblik på, at De kunne være til stede i (X-land) i en længere periode.

..."

Den 28. marts 1997 klagede A

på ny hertil og anførte blandt andet følgende:

"...

Jeg kan dog supplerende

oplyse, at jeg naturligvis havde truffet aftale om leje af værelse til brug i

forbindelse

med domsforhandlingen men, at dette næppe kvalificerer som en 'økonomisk

disposition', der kan have haft nogen indflydelse på kommunens eller

Ankenævnets afgørelse.

...

Min flytning til Danmark

havde naturligvis også store økonomiske konsekvenser - relativt set - idet

jeg

opsagde mit daværende lejemål, solgte min (i X-land) indregistrerede bil, mit

TV (kan ikke anvendes i Danmark), samt efterlod alle ejendele der ikke kunne

stoppes i 2 kufferter.

..."

Ved brev af 29. juli 1997

anmodede jeg Den Sociale Ankestyrelse om en udtalelse i anledning af sagen.

Ankestyrelsen skrev blandt andet følgende i udtalelse af 4. august 1997:

"...

I klagen af 28. marts 1997

til Folketingets Ombudsmand har (A) herefter bl.a. anført, at Ankestyrelsen

ganske ukritisk skulle have lagt vægt på oplysninger fra (K) Kommune, som han

direkte har påpeget og dokumenteret skulle være forkerte.

Ankestyrelsen stiller sig

fortsat uforstående overfor denne kritik. Sagen er således antaget til

belysning af, hvorvidt en kontanthjælpsmodtager kan anses for at opfylde sin

rådighedsforpligtelse i henhold til bistandslovens § 40 samtidig med

varetagelsen

af sine interesser under en længerevarende retssag, herunder betydningen af,

at

retssagen medfører ophold i udlandet, jf. bistandslovens § 1. Der ville i

forbindelse med sagens behandling tillige blive taget stilling til, hvorvidt

kommunen kan ændre en tidligere afgivet positiv forvaltningsakt.

(A) har fået meddelelse om

dette antagelsestema ved brev af 28. juni 1996.

Uanset om der således måtte

være en vis tvivl om, hvilke oplysninger (A) har afgivet om omfanget af sine

retsmøder i udlandet i forbindelse med ansøgningen om kontanthjælp, har

dette,

jf. det anførte i brev af 19. marts 1997 været uden betydning for

Ankestyrelsens afgørelse.

Ankestyrelsen skal i denne

forbindelse tillige henlede opmærksomheden på ankestyrelseslovens § 9, stk.

2,

hvorefter Ankestyrelsen ikke er bundet af parternes påstande.

..."

A kom i brev af 16. august

1997 med sine bemærkninger til Ankestyrelsens udtalelse.

I brev af 18. februar 1998

bad jeg Ankestyrelsen om en fornyet udtalelse til brug for sagen.

Ankestyrelsen

bad i denne forbindelse den 28. april 1998 Socialministeriet om en udtalelse.

Den Sociale Ankestyrelse

afgav sin udtalelse i brev af 30. juni 1998, bilagt Socialministeriets

udtalelse af 28. maj 1998. Socialministeriet skrev blandt andet følgende:

"...

Socialministeriet skal i den

anledning udtale, at ministeriet er enig i Ankestyrelsens hidtidige

opfattelse

af, at kontanthjælp som hovedregel ikke vil kunne bevares under ophold i

udlandet. Der lægges herved vægt på, at ansøgere under ophold i udlandet

næppe

kan opfylde deres rådighedsforpligtelse, ligesom ophold i udlandet af længere

varighed vil umuliggøre iværksættelse af beskæftigelsesfremmende

foranstaltninger. Endvidere vil kommunens kontrolmuligheder ved udbetaling af

kontanthjælp under ophold i udlandet i reglen være yderst begrænsede.

..."

Ankestyrelsen skrev i sin

udtalelse blandt andet:

"...

Ombudsmanden har henvist til

det anførte i Ankestyrelsens afgørelse af 17. december 1996 hvorefter det

forhold, at en kontanthjælpsmodtager bliver tilsagt til at give møde i retten

her i landet ikke i sig selv medfører, at kontanthjælpsmodtageren ikke kan

anses for at have udnyttet sine arbejdsmuligheder. Ombudsmanden ønsker

oplyst,

om der i begrebet 'ikke i sig selv' ligger nogle begrænsninger, herunder

tidsmæssige begrænsninger.

Ankestyrelsen skal oplyse, at

der i det anførte ligger den begrænsning, at kontanthjælpsansøgeren for

fortsat at kunne modtage kontanthjælp, til stadighed skal opfylde sin

rådighedsforpligtelse i henhold til bistandslovens § 40. Det betyder, at

ansøgeren f.eks. - udover at skulle møde i retten - i størst muligt omfang

skal

deltage i tilbud om aktivering. Da hjælp efter bistandsloven betragtes som

det

underste sikkerhedsnet for personer, der opholder sig her i landet, vil der

formentlig ikke kunne gives afslag på kontanthjælp alene med henvisning til

varigheden af en retssag, jf. den i afgørelsen af 17. december 1996 givne

begrundelse. Ankestyrelsen har dog ikke truffet afgørelse om dette spørgsmål.

Opmærksomheden henledes samtidig på, at der gælder særlige regler om

kontanthjælp

til varetægtsfængslede, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1188 af 23.

december 1993 om kontanthjælp til særlige persongrupper.

Ombudsmanden har herudover

ønsket oplyst, hvilke oplysninger Ankestyrelsen har lagt vægt på ved

vurderingen af, at der ville blive tale om mere end 6 måneders ophold uden

for

Danmark.

Det kan oplyses, at Ankestyrelsen

har lagt afgørende vægt på oplysningerne fra (A)'s advokat om, at retssagen

forventedes at vare 6 måneder, og at (A) skulle være til rådighed for

advokaten

både før og under retssagen.

Oplysninger afgivet af (A)

selv til (K) Kommune i forbindelse med sagen har bestyrket opfattelsen af, at

der ville blive tale om en meget langvarig retssag. At denne formodning ikke

har været ukorrekt bestyrkes af, at der ifølge oplysninger i dagspressen

først

faldt dom i sagen i juli 1997.

Ankestyrelsen har ikke mulighed

for at udtale sig om, hvorvidt (A) ville have taget ophold i (X-land) under

hele retssagens forløb. Med henvisning til det anførte i udtalelsen fra (A)'s

advokat om, at han skulle være til stede under retssagen, må det dog

formodes,

at dette ville have været tilfældet i en stor del af perioden. I vurderingen

heraf indgår også de faktiske transportmuligheder og -omkostninger mellem

(Y-by) og (K). Hertil kommer, at (A) i brev af 28. marts 1997 til

Ombudsmanden

har oplyst, at han havde truffet aftale om leje af værelse til brug i

forbindelse med domsforhandlingen.

..."

Udtalelserne blev den 10.

juli 1998 sendt til A med henblik på hans eventuelle bemærkninger, hvilke han

fremkom med i brev af 15. juli 1998.

Ombudsmandens udtalelse

"

Lovgrundlaget

§ 1 i lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 om social bistand har

følgende indhold:

'

§ 1.

Det offentlige er forpligtet til efter reglerne i denne lov at yde bistand

til enhver, der opholder sig her i landet og som af hensyn til sine egne

eller sin families forhold har brug for rådgivning, økonomisk eller praktisk

hjælp, støtte til udvikling eller genoprettelse af erhvervsevnen eller for

pleje, særlig behandling eller opdragelsesmæssig støtte.'

I forarbejderne til § 1, Folketingstidende 1973/74, 2. samling, tillæg A, sp.

683, fremgår følgende:

'Bestemmelsen indeholder en almindelig beskrivelse af de situationer, i

hvilke det offentlige er forpligtet til at yde bistand. Det fremgår heraf, at

lovforslaget skal dække samme område som de nugældende love om offentlig

forsorg, børne- og ungdomsforsorg, mødrehjælp, revalidering, omsorg for

invalide- og folkepensionister samt husmoderafløsning og hjemmehjælp. Det

fastslås samtidig, at forpligtelsen omfatter enhver, der opholder sig her i

landet, uanset statsborgerskab.'

Af § 37, stk. 1, fremgår følgende:

'

§ 37.

Til en person, der på grund af ændringer i sine forhold er afskåret fra at

skaffe det fornødne til sit eget eller familiens underhold, ydes der

kontanthjælp med et samlet månedligt beløb.'

Af § 40 i lov om social bistand fremgår følgende:

'§ 40.

Ydelse af hjælp forudsætter, at såvel den, der søger hjælpen, som ægtefællen

har udnyttet sine arbejdsmuligheder. Dette kan f.eks. anses for godtgjort,

når den pågældende ikke har et rimeligt tilbud om

arbejde eller deltagelse i beskæftigelsesfremmende foranstaltninger,

når det er attesteret af en læge, at pågældende er

uarbejdsdygtig på grund af sygdom, eller at en fortsættelse af det hidtidige

arbejde vil medføre risiko for forringelse af pågældendes helbred,

når pågældende ikke kan påtage sig indtægtsgivende

arbejde af hensyn til en uddannelse eller omskoling, der er begyndt eller

fortsat efter tilskyndelse fra kommunalbestyrelsen, jf. § 43,

når en forsørger ikke kan påtage sig indtægtsgivende

arbejde på grund af pasning af børn, og kommunalbestyrelsen ikke kan anvise

anden pasningsmulighed, eller

når den ene ægtefælle er afskåret fra indtægtsgivende

arbejde af en af de årsager, der er nævnt under nr. 1-3, og den anden

ægtefælle

i længere tid ikke har haft sådant arbejde, navnlig af hensyn til børnenes

pasning eller

pågældende deltager i frivilligt, ulønnet arbejde i

udlandet efter de af socialministeren fastsatte regler i henhold til § 37,

stk.

4.'

Socialministeriets vejledning

nr. 45 af 3. april 1995 om kontanthjælp efter bistandsloven, pkt. 3,

indeholder

blandt andet følgende:

'...

c. Svigtende arbejdsmuligheder

Der vil kunne ydes hjælp

såvel i en situation, hvor en person på grund af sine egne forhold, f.eks.

sin

helbredstilstand, bliver ude af stand til at fortsætte med sin hidtidige

beskæftigelse, som i tilfælde, hvor det er beskæftigelsesforholdene, der er

årsagen

til, at arbejdsindtægten bortfalder. Også en selvstændig erhvervsdrivende,

hvis indtægtsmuligheder svigter på grund af ændringer i egne forhold, f.eks.

sygdom, vejrmæssige problemer, helt eller delvis ophør af virksomheden m.v.,

kan få hjælp.

...'

Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 17. december 1996

Social begivenhed m.v.

Det fremgår af den dagældende

bistandslovs § 37 at der kunne ydes kontanthjælp til en person der på grund

af

ændringer i sine forhold er afskåret fra at skaffe det fornødne til sit eget

underhold. Der skal med andre ord være sket en social begivenhed.

Af Socialministeriets

vejledning nr. 45 af 3. april 1995 om kontanthjælp efter bistandsloven

fremgår

det af pkt. 3, afsnit c, at der kan ydes hjælp hvis en person på grund af

egne

forhold er ude af stand til at fortsætte sin hidtidige beskæftigelse.

I Deres sag betød Deres

afskedigelse fra (virksomheden B) at De var ude af stand til at fortsætte

Deres

hidtidige beskæftigelse.

Det fremgår af sagen at De

forud for ankomsten til Danmark de seneste 4 år havde boet i (X-land), hvor

De

havde levet af Deres formue. Formuen var nu brugt. De var sagsøgt af (B) for

(...) kr., og retssagen havde på tidspunktet for Deres hjemkomst verseret i

ca.

3 år. Årsagen til at De flyttede tilbage til Danmark var at De på den måde

oftere havde mulighed for at have samkvem med Deres datter der boede her i

landet.

Jeg må lægge til grund at

myndighederne har fundet at ændringerne i Deres forhold på grund af

afskedigelsen

fra (B) og den deraf følgende retssag anlagt mod Dem af (B) var en social

begivenhed, og at De i øvrigt opfyldte betingelserne i bistandslovens § 37

for

opnåelse af kontanthjælp.

Rådighedsforpligtelsen

Ud over at være omfattet af

personkredsen i bistandslovens § 37 fremgår de nærmere betingelser for at få

tildelt hjælp blandt andet af bistandslovens § 40. Det fremgår af § 40 at

ydelser af hjælp efter bistandsloven forudsætter at man har udnyttet sine

arbejdsmuligheder. § 40, stk. 1, indeholder eksempler på, hvordan det kan

anses for godtgjort at man har udnyttet sine arbejdsmuligheder, eksempelvis

når man ikke har et rimeligt tilbud om arbejde eller deltagelse i

beskæftigelsesfremmende foranstaltninger. Konsekvensen af at man siger nej

til

et rimeligt arbejdstilbud eller beskæftigelsesfremmende foranstaltning er at

der ikke kan ydes kontanthjælp. Eksemplerne nævnt i § 40, stk. 1, er ikke

udtømmende.

I Deres sag oplyste (K)

Kommune Dem i brev af 1. maj 1996 at De nu skulle tilbydes aktivering. De

skulle herefter være indstillet på at afbryde Deres udlandsrejser således at

et

aktiveringstilbud kunne afgives. I modsat fald ville udbetaling af

kontanthjælp

stoppe. Såvel det sociale ankenævn som Ankestyrelsen tiltrådte kommunens

afgørelse. Jeg har forstået sagen således at De herefter afbrød Deres rejser

til (X-land), hvorfor det ikke blev aktuelt at stoppe kontanthjælpen.

I Deres tilfælde var

situationen den at De på grund af netop de ændringer i Deres forhold som

muliggjorde hjælp efter § 37 i perioder muligvis ville være afskåret fra at

udnytte Deres arbejdsmuligheder (blive aktiveret), jf. § 40.

Det fremgår af Ankestyrelsens

afgørelse af 17. december 1996 at en kontanthjælpsmodtagers deltagelse i

retsmøder her i landet ikke i sig selv betyder et stop for udbetaling af

kontanthjælp. I udtalelsen af 30. juni 1998 anfører Ankestyrelsen at der

formentlig ikke vil kunne gives afslag på kontanthjælp alene med henvisning

til

en retssags varighed. Ankestyrelsen henviser i den forbindelse til at hjælp

efter bistandsloven må betragtes som det underste sikkerhedsnet for personer

der opholder sig her i landet. Dette må jeg forstå således at kravene i såvel

§

37 som § 40 i denne situation fortsat kan anses for værende opfyldte.

Jeg må herefter forstå

Ankestyrelsen således at

selvom

man i

perioder er involveret i en verserende retssag kan man stadig anses for at

opfylde betingelserne i § 40 og dermed stadig have ret til ydelser i henhold

til bistandsloven, forudsat at man stadig er omfattet af personkredsen i §

37.

Opholdets varighed i (X-land)

Af Den Sociale Ankestyrelses

afgørelse af 17. december 1996 fremgår at bistandslovens § 1 ikke vil være

til

hinder for at der kan ydes kontanthjælp til en person under et kortvarigt

ophold i udlandet i forbindelse med varetagelse af egne interesser under en

retssag. Ankestyrelsen fandt dog ikke at det i henhold til § 1 ville være

muligt at bibeholde kontanthjælpen for en sådan længerevarende periode som

kunne

forventes i forbindelse med Deres retssag (6 måneder eller mere).

Det fremgår af bistandslovens

§ 1 at det offentlige som udgangspunkt er forpligtet til at yde bistand til

enhver der opholder sig her i landet og som måtte have behov for dette.

Rækkevidden

af bestemmelsen er ikke nærmere uddybet i forarbejderne.

Lov nr. 455 af 10. juni 1997

om aktiv socialpolitik der trådte i kraft den 1. juli 1998, har i § 5

følgende

indhold:

'

§ 5.

Personer, der opholder sig i udlandet, kan ikke få hjælp efter

denne lov.

Stk. 2.

Kommunen kan dog i særlige tilfælde tillade, at retten til

hjælp bevares under kortvarige ophold i udlandet, hvis

modtageren deltager i aktiviteter, der er led i

aktivering, eller revalidering efter denne lov,

modtageren udøver aftalt eller fastsat samvær, som ikke

kan foregå her i landet, med egne børn under 18 år,

modtageren har brug for nødvendig lægebehandling, som

den pågældende ikke kan få her i landet, eller

der i øvrigt foreligger ganske særlige forhold, f.eks.

besøg hos en nær pårørende, der er alvorligt syg.

Stk. 3.

Det er en betingelse for at bevare hjælpen i udlandet, at

opholdet ikke hindrer, at modtageren kan opfylde de almindelige betingelser

for

hjælp, herunder at den pågældende kan tage imod tilbud om arbejde eller

aktivering.'

I bemærkningerne til § 5

fremgår blandt andet følgende:

'Reglen i stk. 1 svarer til

den hidtidige praksis efter bistandslovens § 1, hvorefter kommunen ikke kan

yde hjælp til personer, som opholder sig i udlandet, fordi hjælpen er bestemt

til at opfylde behov her i landet. Grønland og Færøerne er som hidtil ikke

omfattet af lovforslaget, jf. forslagets § 115, og det betyder, at Grønland

og

Færøerne er dækket af begrebet 'udlandet'.

Folketingets Ombudsmand har i

forbindelse med en konkret sag anført, at der efter Ombudsmandens opfattelse

ikke blot ved en henvisning til bistandslovens § 1 kan gives afslag på fx

hjælp

efter bistandslovens § 46 b, stk. 1, til udøvelse af samvær med et barn i

udlandet.

Ombudsmanden finder det mere nærliggende, når bistandslovens § 1 ses i

sammenhæng med de øvrige bestemmelser i kapitel 1, at forstå bestemmelsen om

ophold som en forudsætning om, at ansøgeren 'opholder sig her i landet' på

det

tidspunkt, hvor behovet for hjælp opstår, og ansøgning herom indgives til de

sociale myndigheder. Om hjælpen eventuelt skal bruges i forbindelse med et

kortere ophold i udlandet, er efter Ombudsmandens opfattelse uden betydning

for

forståelsen af bestemmelsen.

På denne baggrund foreslås

det at tydeliggøre betingelserne om ophold her i landet og betingelserne for,

hvornår modtageren kan bevare hjælpen under ophold i udlandet.

Det foreslås i

stk. 2

, at kommunen i særlige tilfælde

kan tillade, at hjælpen bevares under kortvarige ophold i udlandet. Det er

således en betingelse for at modtage hjælpen i udlandet, at modtageren

opfylder betingelserne for at få hjælp inden udrejsen, og at modtageren har

fået kommunens tilladelse før udrejsen. Varigheden af opholdet fastlægges i

det

enkelte tilfælde ud fra de konkrete omstændigheder, herunder ud fra

karakteren

af hjælpen.

...

Der er ikke i praksis

udmøntet en nærmere tidsmæssig afgrænsning af varigheden. Under

forrevalidering

er varigheden af opholdet typisk fra nogle få uger og op til 3 måneder. Når

opholdet indgår i en erhvervsplan, er varigheden typisk 1 til 2 semestre.

...'

Af Socialministeriets

skrivelse af 9. maj 1994 om information om kontanthjælpsmodtageres mulighed

for

at være bortrejst fra deres bopæl fremgår blandt andet følgende:

'...

Bistandslovens § 40 udelukker

således ikke, at kommunerne kan tillade, at kontanthjælpsmodtagere kan

opholde

sig andre steder end på deres bopæl uden at miste retten til kontanthjælp.

Det

afgørende er derimod, at kommunen forinden er gjort bekendt med pågældendes

fravær fra den sædvanlige bopæl, pågældendes opholdssted under fraværet

(eller

det sted, hvor den pågældende kan kontaktes), samt hvor længe fraværet vil

vare. I forbindelse med tilladelsen til at være bortrejst kan der være behov

for særskilt at indskærpe oplysningspligten, herunder at modtageren, hvis

vedkommende skal opfylde betingelserne, kun kan være bortrejst i den periode,

der forud er aftalt.

...'

Praksis har tidligere

accepteret at § 1 ikke var til hinder for hjælp i henhold til bistandsloven,

hvis der var tale om kortvarige ophold i udlandet. Hvad der skal forstås ved

'kortvarige ophold' er ikke nærmere angivet.

Det fremgår af § 5 i den nu

gældende lov om aktiv socialpolitik med bemærkninger at denne er en

kodificering af tidligere praksis. Endvidere fremgår det af bemærkningerne at

varigheden af udlandsopholdet i det enkelte tilfælde afgøres ud fra de

konkrete omstændigheder.

Som eksempler på

Ankestyrelsens praksis i forbindelse med ophold i udlandet kan nævnes (...),

hvorefter § 1 ikke var til hinder for tildeling af kontanthjælp til en person

der ledsagede sin ægtefælle under sygebehandling i udlandet i knap 4 måneder,

da ægtefællens tilstedeværelse var lægeligt indiceret. Endvidere kan nævnes

(...), hvorefter en kvinde under uddannelse til eksportingeniør havde ret til

at medtage bruttorevalideringsydelse under et 4 1/2 måneders langt

uddannelsesophold

i (X-land). Ankestyrelsen fandt at uddannelsesopholdet var af kortere

varighed

og samtidig indgik som et naturligt led i uddannelsen.

Som det fremgår af ovennævnte

har man i visse situationer mulighed for fortsat at oppebære kontanthjælp

selvom man opholder sig i udlandet i en periode. Afgørende bliver herefter

opholdets varighed samt karakteren af opholdet.

I nærværende sag fastslog

Ankestyrelsen i afgørelsen af 17. december 1996 at bistandslovens § 1 ikke

automatisk vil være til hinder for fortsat kontanthjælpsydelse under et

kortvarigt ophold i udlandet i forbindelse med varetagelse af egne interesser

under en retssag. Ankestyrelsen fandt dog samtidig at De ikke kunne bibeholde

kontanthjælpen da Deres retssag forventedes at vare 6 måneder eller mere.

Af Ankestyrelsens udtalelse

af 30. juni 1998 fremgår det at styrelsen ved vurdering af opholdets varighed

i (X-land), har lagt vægt på Deres advokats oplysninger om at retssagen

forventedes at vare 6 måneder eller mere, og at De skulle være til rådighed

både før og under retssagen. At det blev en langvarig retssag har styrelsen

fundet bestyrket ved at der ifølge oplysninger i dagspressen først faldt dom

i

sagen i juli 1997.

Ankestyrelsen oplyser

endvidere at styrelsen ikke har mulighed for at udtale sig om hvorvidt De

ville

tage ophold i (X-land) under hele retssagens forløb. Man formodede dog at det

ville være en stor del af perioden. I denne vurdering indgik også

transportmuligheder og

-omkostninger

mellem (Y-by) og (K). Ankestyrelsen finder dette bestyrket ved at De i brev

af

28. marts 1997 har oplyst at De havde truffet aftale om leje af et værelse i

forbindelse med domsforhandlingen.

Der gælder i den offentlige

forvaltning et official- eller undersøgelsesprincip ifølge hvilket

forvaltningen

har ansvaret for at de fornødne oplysninger til afgørelse af en sag er

tilvejebragt.

Officialprincippet forpligter

den myndighed der skal træffe afgørelse i en sag til at tilvejebringe

korrekte

og tilstrækkelige oplysninger til at der kan træffes en materielt rigtig

afgørelse, jf. Justitsministeriets vejledning til forvaltningsloven, punkt

199.

Af (K) Kommunes journalnotat

af 19. september 1995 fremgår det at De har oplyst at De forventede at skulle

møde i retten 1 gang hver eller hver anden måned af ca. 1 uges varighed pr.

gang. Af kommunens journalnotat af 14. marts 1996 fremgår at De hele tiden

blev

indkaldt til retsmøde som ofte varede 14 dage til 3 uger. Det fremgår

endvidere at De forventede at retssagen ville løbe over 6-9 måneder. Af

journalnotat af 22. april 1996 fremgår at De havde oplyst at retssagen

startede

den 4. juni 1996 og at De de følgende to måneder skulle være til stede under

retssagen. Der ville dog intet ske i august måned da kontoret var lukket.

I brev af 26. april 1996 fra

(Deres advokat) fremgår at retssagen forventedes at vare 6 måneder og at

Deres

tilstedeværelse var nødvendig under denne.

De anførte i Deres brev af

21. maj 1996 til det sociale ankenævn at De havde oplyst (K) Kommune om at

Deres tilstedeværelse ville være påkrævet ca. 1- 2 uger pr. måned, men at De

ikke med bestemthed kunne angive det eksakte tidsforbrug.

Jeg må forstå Ankestyrelsens

udtalelse af 30. juni 1998 således at styrelsen

på tidspunktet for afgørelsen

for så vidt angik varigheden af

opholdet i (X-land) har lagt vægt på Deres advokats oplysninger om retssagens

forventede længde og om behovet for Deres tilstedeværelse, men at styrelsen

ikke var bekendt med om De ville tage ophold i (X-land) under hele retssagens

længde, eller alene en del heraf og i givet fald varigheden heraf.

Af Deres ovennævnte brev af

21. maj 1996 fremgår at De ville være ude af landet ca. 1-2 uger pr. måned.

Ankestyrelsen ses ikke at have forholdt sig disse oplysninger fra Dem, eller

i

øvrigt at have søgt yderligere oplysninger vedrørende varigheden af Deres

eventuelle ophold i udlandet.

Jeg har på denne baggrund

henstillet til Den Sociale Ankestyrelse at genoptage Deres sag og træffe en

ny

afgørelse.

..."

Lignende dokumenter