Vedrørende anvendelse af tvangsbøder
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Vedrørende anvendelse af tvangsbøder
Tilsynsrådet for Københavns Amt
Nannasgade 28
2200 København N
I brev af 21. juli 1993 anmodede Boligministeriet, Bygge- og
Boligstyrelsen, Tilsynsrådet for Københavns Amt om at foretage det videre
fornødne i anledning af, at Hvidovre Kommune uberettiget afviser flygtninge,
der ønsker at leje en lejlighed i det almennyttige byggeri i kommunen.
På tilsynsrådets møde den 31. juli 1993 besluttede flertallet af rådets
medlemmer, at de ikke på det foreliggende grundlag kunne godkende, at der
blev pålagt medlemmerne af Hvidovre Kommunalbestyrelse tvangsbøder, men at
der skulle indhentes en udtalelse fra Indenrigsministeriet om lovligheden af
kommunalbestyrelsens beslutning.
I brev af 2. august 1993 anmodede Tilsynsrådet for Københavns Amt herefter
Indenrigsministeriet om en udtalelse. Tilsynsrådet fremsendte samtidig sagens
akter.
Det fremgår af sagens akter, at Bygge- og Boligstyrelsen i 1992 afgav en
række udtalelser om Hvidovre Kommunes praksis med afslag til boligsøgende
flygtninge, foranlediget af klager over kommunens konkrete afgørelser.
I foråret 1993 foretog styrelsen en undersøgelse af, hvordan 3
københavnske forstadskommuner, heriblandt Hvidovre, praktiserer deres
godkendelsesordninger for boligsøgende til almennyttigt byggeri. Det kom i
den forbindelse frem, at Hvidovre Kommune praktiserer en ordning, hvorefter
der generelt sker en afvisning af flygtninge.
Hvidovre Kommunalbestyrelse, Økonomiudvalget, anførte i en besvarelse af
25. marts 1993 til Boligministeriet, at afvisning af flygtninge sker
»under henvisning til fordelingsplanen for flygtninge i Københavns Amt
hvoraf det fremgår, at Hvidovre kommune ikke skal have boligplaceret flere
flygtninge i perioden 1991 til 1993«. I besvarelsen er endvidere anført,
at afvisningen sker med »usikker hjemmel«.
Læs alt
I ovennævnte brev af 21. juli 1993 fra Bygge- og Boligstyrelsen til
Tilsynsrådet for Københavns Amt fremgår bl.a.: »...
Dansk Flygtningehjælp har tidligere overfor styrelsen oplyst, at der ikke
eksisterer en sådan fordelingsplan. Derimod har Dansk Flygtningehjælp over
for Hvidovre kommune tilkendegivet, at Dansk Flygtningehjælp ikke som
organisation er aktivt boligsøgende i Hvidovre kommune i årene 1991-1993.
Bygge- og Boligstyrelsen udtalte som nævnt i 1992 i 5 tilfælde til
Hvidovre kommunalbestyrelse m.fl., at det er styrelsens opfattelse, at
såfremt boligsøgende med flygtningestatus på eget initiativ har fået tilbudt
en almennyttig bolig, skal disse naturligvis behandles på lige fod med andre
boligsøgende i kommunen.
Styrelsen har endvidere overfor kommunen bemærket, at efter styrelsens
opfattelse ville en aftale som den anførte være i strid med gældende regler,
idet der ikke kan indgås en aftale af den nævnte art, hvorved bestemte
grupper udelukkes fra at søge bolig i almennyttigt boligbyggeri. ...
Hvidovre kommune har ved skrivelse af 23.4.1993 svaret, at man i det hele
henholder sig (til) kommunens redegørelse af 25.3.1993.
På udtalelser af 20.7.1993 i pressen fra Hvidovre kommunes borgmester
Britta Christensen har styrelsen forstået, at Hvidovre kommunalbestyrelse vil
fortsætte sin praksis med afvisning af flygtninge.
Efter Bygge- og Boligstyrelsens opfattelse er der tale om en praksis, som
er i strid med lov om boligbyggeri, § 14, stk. 1, sammenholdt med § 14, stk.
6. Den sidstnævnte bestemmelse indeholder i sidste punktum en regel,
hvorefter boligsøgende flygtninge kun kan afvises af kommunalbestyrelsen,
såfremt kommunen efter reglerne i lov om individuel boligstøtte kan afslå at
yde støtte.
Selv om den endelige afgørelse af, om kommunalbestyrelsens fremgangsmåde
er lovlig, hører under domstolene, skal Bygge- og Boligstyrelsen anmode
tilsynsrådet om at foretage det videre fornødne, jfr. lov om kommunernes
styrelse, § 61. ...«
Foranlediget af henvendelsen fra Bygge- og Boligstyrelsen meddelte
formanden for Tilsynsrådet for Københavns Amt på rådets vegne i brev af 22.
juli 1993 Hvidovre Kommunalbestyrelse, at der efter tilsynsrådets opfattelse
var det fornødne grundlag til stede for at anvende de i den kommunale
styrelseslovs § 61 omhandlede sanktioner.
Hvidovre Kommunalbestyrelse behandlede sagen på et ekstraordinært
kommunalbestyrelsesmøde den 28. juli 1993. Dagsordenspunktet var formuleret
således:
»Skal kommunalbestyrelsen fastholde sin hidtidige praksis om
afvisning af de boligsøgende med flygtningestatus?»
Den efterfølgende afstemning viste, at 9 kommunalbestyrelsesmedlemmer
stemte for forslaget, mens 8 stemte imod. 4 medlemmer var fraværende på grund
af ferie eller sygdom.
Tilsynsrådet for Københavns Amt behandlede efterfølgende sagen på et
ekstraordinært møde den 31. juli 1993. Af brevet af 2. august 1993 fra
tilsynsrådet til Indenrigsministeriet fremgår bl.a. følgende vedrørende
udfaldet af tilsynsrådets behandling af sagen:
»Et flertal af rådets medlemmer (Ove Bjerregaard-Madsen, Finn
Jørgensen og Peter Valenius) fastslog, at de ikke på det foreliggende
grundlag kunne godkende, at der pålægges medlemmer af Hvidovre
kommunalbestyrelse tvangsbøder. Flertallet besluttede,
at der meddeles Hvidovre Kommunalbestyrelse en frist til inden 1.
september 1993 at træffe beslutning om at indbringe spørgsmålet om
lovligheden af den fulgte praksis for retten, samt
at der indhentes en udtalelse fra Indenrigsministeriet om
lovligheden af kommunalbestyrelsens beslutning, idet Bygge- og
Boligstyrelsens lange reaktionstid, vejledende udtalelser i 1992 og senest
skrivelsen af 21. juli 1993 ikke skønnes tilstrækkeligt klart at give udtryk
for, at kommunens fremgangsmåde er ulovlig.
Et mindretal af rådets medlemmer (Allan Schneidermann og Henning Strøm)
fandt, at der forelå et tilstrækkeligt grundlag til at fastslå, at kommunens
praksis med afvisning af flygtninge er ulovlig, og de fandt derfor, at
betingelserne for at anvende tvangsbøder overfor de 9
kommunalbestyrelsesmedlemmer var opfyldt. Det ene medlem (Allan
Schneidermann) fandt, at tvangsbøderne først skulle bringes i anvendelse med
virkning fra 1. september 1993, således at kommunalbestyrelsen havde mulighed
for at behandle sagen påny og ændre sin beslutning, medens det andet medlem
(Henning Strøm) fandt, at tvangsbøderne skulle have virkning straks. Han
fremhævede, at et tilsynsråd efter hans opfattelse havde pligt til at reagere
og reagere straks over for en ulovlighed af den foreliggende karakter.
Under henvisning til ovenstående skal man anmode Indenrigsministeriet om
den af rådets flertal ønskede udtalelse.«
Indenrigsministeriet fandt det herefter rettest i brev af 2. august 1993
at anmode Bygge- og Boligstyrelsen om en supplerende udtalelse for at
tilvejebringe det fornødne grundlag for vurderingen af spørgsmålet om
anvendelse af tvangsbøder over for medlemmerne af tilsynsrådet.
Indenrigsministeriet henviste i den forbindelse til en dom afsagt af Østre
Landsret den 22. januar 1991 vedrørende Ishøj Kommune.
I brev af 3. august 1993 er Bygge- og Boligstyrelsen fremkommet med en
supplerende udtalelse. I udtalelsen er bl.a. anført:
»Bygge- og Boligstyrelsen har i skrivelse af 21.7.1993 til
Tilsynsrådet (og i 1992 gentagne gange over for Hvidovre kommune) redegjort
for, at den fordelingsplan for flygtninge i Københavns Amt, som kommunen
begrunder sin afvisning af flygtninge med, ifølge oplysninger fra Dansk
Flygtningehjælp ikke eksisterer.
Styrelsen har endvidere bemærket, at efter styrelsens opfattelse ville en
aftale som den anførte hvorefter Hvidovre kommune ikke skal have
boligplaceret flere flygtninge i en periode, være i strid med gældende
regler, idet der ikke kan indgås en aftale af den nævnte art, hvorved
bestemte grupper udelukkes fra at søge bolig i almennyttigt boligbyggeri.
Styrelsen har herved henvist til boligbyggerilovens § 14, stk. 1, som
bl.a. indeholder hovedprincippet om, at ledige lejligheder af selskabet skal
anvises til boligsøgende som er optaget på en venteliste i selskabet og som
har behov for almennyttige boliger af den pågældende art. Styrelsen har
endvidere henvist til boligbyggerilovens § 14, stk. 6, hvori det udtrykkeligt
er fastsat, at boligsøgende flygtninge kun kan afvises, såfremt kommunen
efter reglerne i lov om individuel boligstøtte kan afslå at yde støtte.
Styrelsen skal endelig henvise til Østre Landsrets dom af 22.1.1991,
vedrørende Ishøj kommunes nægtelse af godkendelse af overdragelse af en ledig
lejlighed i et almennyttigt boligselskab, begrundet i den boligsøgendes
nationalitet. Som nævnt i Indenrigsministeriets ovennævnte skrivelse udtalte
Landsretten, at kommunen havde varetaget et hensyn, der ikke fandtes hjemmel
til i § 14 i lov om boligbyggeri og Boligministeriets bekendtgørelse om
almennyttige boligselskaber, hvilke bestemmelser måtte ses i sammenhæng med
loven om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v.
På denne baggrund er styrelsen af den opfattelse, at Hvidovre kommunes
praksis kan betegnes som en klar ulovlighed.
Styrelsen finder endvidere, at Hvidovre kommunes ulovlige praksis har
alvorlige konsekvenser for de berørte boligsøgende og derfor må bringes til
ophør hurtigst muligt. Man skal derfor henholde sig til styrelsens tidligere
anmodning om, at Tilsynsrådet bringer de i styrelseslovens § 61 nævnte
sanktionsmuligheder i anvendelse.«
I denne anledning skal Indenrigsministeriet udtale følgende:
I den foreliggende situationen er Indenrigsministeriet ikke almindelig
klagemyndighed i forhold til tilsynsrådet.
Indenrigsministeriet kan imidlertid som følge af sagens karakter reagere i
medfør af § 61 a i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 526 af
22. juni 1993). Det følger af denne bestemmelse, at indenrigsministeren kan
anvende de samme foranstaltninger over for et tilsynsråds ulovlige
beslutninger eller undladelser, som et tilsynsråd kan anvende over for en
kommunalbestyrelse. Indenrigsministeren kan således anvende sanktioner over
for et tilsynsråd, hvis tilsynsrådet handler (klart) ulovligt, og anvendelse
af sanktioner i det konkrete tilfælde må anses for påkrævet.
Indenrigsministeriet har endnu ikke haft behov for at udnytte denne adgang
til at anvende sanktioner over for (medlemmer af) et tilsynsråd.
§ 61 a, stk. 1, har følgende ordlyd:
»§ 61 a. Indenrigsministeren kan anvende de foranstaltninger, der er
nævnt i § 61, stk. 1-4, over for et tilsynsråds ulovlige beslutninger eller
undladelser. § 61, stk. 5, finder tilsvarende anvendelse på tilsynsrådets
medlemmer.«
I § 61, stk. 1-4, er anført de sanktioner, som et tilsynsråd kan anvende
over for en kommunalbestyrelse, (og som Indenrigsministeriet kan anvende over
for et tilsynsråd):
»§ 61. Har kommunalbestyrelsen truffet en beslutning, der strider mod
lovgivningen, kan tilsynsmyndigheden sætte beslutningen ud af kraft. Under
behandlingen af sagen kan tilsynsmyndigheden midlertidigt suspendere den
pågældende beslutning. Er beslutningen bragt til udførelse, kan den dog kun
suspenderes eller sættes ud af kraft, hvis
1) en part over for tilsynsmyndigheden skriftligt fremsætter begæring
herom,
2) der ikke efter anden lovgivning er en klageinstans og
3) væsentlige hensyn, særlig til private interesser, ikke taler herimod.
Stk. 2. Undlader kommunalbestyrelsen at udføre en foranstaltning, som den
efter lovgivningen har pligt til at udføre, kan tilsynsmyndigheden pålægge de
medlemmer af kommunalbestyrelsen, som er ansvarlige for undladelsen,
tvangsbøder.
Stk. 3. Tilsynsmyndigheden kan anlægge erstatningssag mod et
kommunalbestyrelsesmedlem, som er ansvarlig for, at kommunen er påført et
tab.
Stk. 4. Tilsynsmyndigheden kan frafalde sagsanlæg mod, at det pågældende
medlem inden en fastsat frist indbetaler et nærmere angivet beløb til
kommunen. Ved beløbets fastsættelse kan der tages hensyn til den udviste
skyld, skadens størrelse og omstændighederne i øvrigt. Dersom medlemmer
indvilliger i at betale beløbet og indbetaler dette inden den fastsatte
frist, kan der ikke fremsættes yderligere erstatningskrav mod den
pågældende.«
Det er såvel i administrativ praksis som i domspraksis antaget, at det er
en betingelse for, at tilsynsmyndighederne kan anvende de ovennævnte
sanktioner, at der foreligger den fornødne klarhed vedrørende ulovligheden,
dvs. at der ikke må være rimelig tvivl om, at lovgivningen er tilsidesat.
Det vil sædvanligvis være afgørende for tilsynsmyndighedernes vurdering af
lovligheden, at der foreligger en udtalelse fra vedkommende
ressortministerium - her Boligministeriet, Bygge- og Boligstyrelsen.
Ressortministeriet vil blive anmodet om at udtale sig om dels, hvorvidt der
foreligger en klar ulovlighed, dels hvorvidt ressortministeriet i det
konkrete tilfælde finder anvendelse af sanktioner påkrævet.
Hvis der foreligger en utvetydig udtalelse fra ressortmyndigheden, vil den
i almindelighed blive lagt til grund og forpligte tilsynsmyndighederne til at
gribe ind - om fornødent ved at anvende sanktioner for at gennemtvinge en
lovliggørelse.
§ 14, stk. 1, 1. pkt. og stk. 6, i lov om boligbyggeri (lovbekendtgørelse
nr. 135 af 25. februar 1992 med senere ændringer), hvortil Bygge- og
Boligstyrelsen har henvist i sine udtalelser om sagen, har følgende ordlyd:
»§ 14. Ledige lejligheder skal af selskabet anvises til boligsøgende,
som er optaget på en venteliste i selskabet, og som har behov for
almennyttige boliger af den pågældende art....
Stk. 6. Såfremt ledige lejligheder i medfør af stk. 1 eller 5 stilles til
rådighed for flygtninge, jf. § 65 i lov om individuel boligstøtte, finder
regler i stk. 2 vedrørende kommunens betaling af leje og garanti for
opfyldelse af boligtagerens forpligtelser over for boligselskabet til at
istandsætte boligen ved fraflytning tilsvarende anvendelse. Overdragelsen
skal godkendes af kommunalbestyrelsen. Den boligsøgende kan kun afvises,
såfremt kommunen efter reglerne i lov om individuel boligstøtte kan afslå at
yde støtte.
§ 65 i lov om individuel boligstøtte (lovbekendtgørelse nr. 87 af 23.
februar 1993 med senere ændringer), har følgende ordlyd:
»§ 65. Reglerne i dette kapitel finder anvendelse for personer, der
søger om boligstøtte inden for de første 3 år efter, at de har fået
opholdstilladelse efter bestemmelserne i udlændingelovens §§ 7, 8 og 9, stk.
2, nr. 2.«
På baggrund af Bygge- og Boligstyrelsens udtalelse af 21. juli 1993,
hvortil styrelsen i udtalelsen af 3. august 1993 i det hele har kunnet
henholde sig, er Indenrigsministeriet af den opfattelse, at Hvidovre Kommunes
praksis med afvisning af boligsøgende med flygtningestatus til almennyttigt
boligbyggeri, er klart ulovlig.
Når endvidere henses til Hvidovre Kommunalbestyrelses beslutning af 28.
juli 1993, hvor den ulovlige praksis blev fastholdt, findes det efter
Indenrigsministeriets opfattelse påkrævet at gennemtvinge, at denne praksis
bringes til ophør. Betingelserne i den kommunale styrelseslovs § 61, stk. 2,
for at anvende tvangsbøder over for de medlemmer af Hvidovre
Kommunalbestyrelse, som er ansvarlige for undladelsen af at lovliggøre
praksis, findes derfor at være til stede.
Indenrigsministeriet er således af den opfattelse, at Tilsynsrådet for
Københavns Amt efter lovgivningen er forpligtet til at træffe beslutning om
anvendelse af tvangsbøder over for de medlemmer af Hvidovre
Kommunalbestyrelse, der stemte for beslutningen om at fastholde den ulovlige
praksis på mødet den 28. juli 1993. Det vil derfor være klart ulovligt,
såfremt tilsynsrådet undlader at opfylde denne forpligtelse.
Det forhold, at Hvidovre Kommunalbestyrelse måtte anlægge retssag inden 1.
september 1993, bør efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke i det
foreliggende tilfælde tillægges betydning for afgørelsen af spørgsmålet om,
hvorvidt sanktioner skal bringes i anvendelse over for medlemmerne af
kommunalbestyrelsen.
Det bemærkes herved, at Indenrigsministeriet kan tiltræde det anførte i
Bygge- og Boligstyrelsens udtalelse vedrørende den alvorlige konsekvens med
hensyn til indgreb i boligsøgende flygtninges adgang til en almennyttig
bolig, som er en følge af Hvidovre Kommunes praksis.
På denne baggrund skal Indenrigsministeriet anmode om, at Tilsynsrådet for
Københavns Amt snarest indkaldes til et ekstraordinært møde for at tage
stilling til spørgsmålet om anvendelse af tvangsbøder over for medlemmer af
Hvidovre Kommunalbestyrelse.
Såfremt tilsynsrådet træffer beslutning om ikke at anvende
tvangsbøder, skal Indenrigsministeriet anmode om navn og adresse på de
medlemmer af tilsynsrådet, der har stemt imod beslutningen eller har undladt
at stemme, idet ministeriet i så fald er indstillet på at gennemtvinge en
ændret beslutning ved at pålægge de nævnte medlemmer tvangsbøder, jf. § 61 a
i lov om kommunernes styrelse.
Der henvises til j.nr. 1993-951/167-11.
Boligministeren, Bygge- og Boligstyrelsen og Hvidovre Kommunalbestyrelse
har modtaget kopi af dette brev.
Med venlig hilsen
Birte Weiss
/Henrik Grunnet
Officielle noter
(* 1)Lov om kommunernes styrelse med kommentarer, 1991, side 210-228.
Lignende dokumenter
- Tilsynsmyndighedernes sagsoplysning og kompetence i en sag om en andelsboligforening Retsinformation · 2. oktober 2006
- Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om udstedelse af tvangsbøder som følge af en kommunes indgåelse af tidsbegrænsede lejekontrakter ved anvisning af boliger til flygtninge Retsinformation · 25. august 2009
- Kommunes forslag til formand for huslejenævnet. Inddragelse af hensynet til kandidatens partipolitiske tilhørsforhold. Oplysningsgrundlag Retsinformation · 19. januar 2004
- Sag om hvorvidt sagsøgte skal anerkende, at sagsøger uden sagsøgtes samtykke kan beslutte at ændre selskabets vedtægter, samt at sagsøgte skal anerkende, at sagsøgte ikke kan modsætte sig, at sagsøger træffer beslutning om at opskrive grundfondsbevisernes værdi i overensstemmelse med vedtægternes § 7, stk. 2. Domsdatabasen · 11. juni 2019
- Sag om, hvorvidt Sagsøgtes aftale med en selvejende institution om tilbagekøb af to ejendomme er i strid med lov om boligbyggeri og med forvaltningsretlige principper, aftaleretten og grundlæggende offentligretlige principper Domsdatabasen · 7. januar 2025
- Udtalelse om et tilsynsrådsmedlems adgang til at standse udførelsen af en beslutning truffet af tilsynsrådet og kræve sagen indbragt for Indenrigsministeriet til afgørelse Retsinformation · 4. november 2002