Spring til indhold

Retsinformation

Vedrørende anvendelse af tvangsbøder

UDT nr 9120 af 04/08/1993UdtalelseSocial- og Boligministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Vedrørende anvendelse af tvangsbøder

Tilsynsrådet for Københavns Amt

Nannasgade 28

2200 København N

I brev af 21. juli 1993 anmodede Boligministeriet, Bygge- og

Boligstyrelsen, Tilsynsrådet for Københavns Amt om at foretage det videre

fornødne i anledning af, at Hvidovre Kommune uberettiget afviser flygtninge,

der ønsker at leje en lejlighed i det almennyttige byggeri i kommunen.

På tilsynsrådets møde den 31. juli 1993 besluttede flertallet af rådets

medlemmer, at de ikke på det foreliggende grundlag kunne godkende, at der

blev pålagt medlemmerne af Hvidovre Kommunalbestyrelse tvangsbøder, men at

der skulle indhentes en udtalelse fra Indenrigsministeriet om lovligheden af

kommunalbestyrelsens beslutning.

I brev af 2. august 1993 anmodede Tilsynsrådet for Københavns Amt herefter

Indenrigsministeriet om en udtalelse. Tilsynsrådet fremsendte samtidig sagens

akter.

Det fremgår af sagens akter, at Bygge- og Boligstyrelsen i 1992 afgav en

række udtalelser om Hvidovre Kommunes praksis med afslag til boligsøgende

flygtninge, foranlediget af klager over kommunens konkrete afgørelser.

I foråret 1993 foretog styrelsen en undersøgelse af, hvordan 3

københavnske forstadskommuner, heriblandt Hvidovre, praktiserer deres

godkendelsesordninger for boligsøgende til almennyttigt byggeri. Det kom i

den forbindelse frem, at Hvidovre Kommune praktiserer en ordning, hvorefter

der generelt sker en afvisning af flygtninge.

Hvidovre Kommunalbestyrelse, Økonomiudvalget, anførte i en besvarelse af

25. marts 1993 til Boligministeriet, at afvisning af flygtninge sker

»under henvisning til fordelingsplanen for flygtninge i Københavns Amt

hvoraf det fremgår, at Hvidovre kommune ikke skal have boligplaceret flere

flygtninge i perioden 1991 til 1993«. I besvarelsen er endvidere anført,

at afvisningen sker med »usikker hjemmel«.

Læs alt

I ovennævnte brev af 21. juli 1993 fra Bygge- og Boligstyrelsen til

Tilsynsrådet for Københavns Amt fremgår bl.a.: »...

Dansk Flygtningehjælp har tidligere overfor styrelsen oplyst, at der ikke

eksisterer en sådan fordelingsplan. Derimod har Dansk Flygtningehjælp over

for Hvidovre kommune tilkendegivet, at Dansk Flygtningehjælp ikke som

organisation er aktivt boligsøgende i Hvidovre kommune i årene 1991-1993.

Bygge- og Boligstyrelsen udtalte som nævnt i 1992 i 5 tilfælde til

Hvidovre kommunalbestyrelse m.fl., at det er styrelsens opfattelse, at

såfremt boligsøgende med flygtningestatus på eget initiativ har fået tilbudt

en almennyttig bolig, skal disse naturligvis behandles på lige fod med andre

boligsøgende i kommunen.

Styrelsen har endvidere overfor kommunen bemærket, at efter styrelsens

opfattelse ville en aftale som den anførte være i strid med gældende regler,

idet der ikke kan indgås en aftale af den nævnte art, hvorved bestemte

grupper udelukkes fra at søge bolig i almennyttigt boligbyggeri. ...

Hvidovre kommune har ved skrivelse af 23.4.1993 svaret, at man i det hele

henholder sig (til) kommunens redegørelse af 25.3.1993.

På udtalelser af 20.7.1993 i pressen fra Hvidovre kommunes borgmester

Britta Christensen har styrelsen forstået, at Hvidovre kommunalbestyrelse vil

fortsætte sin praksis med afvisning af flygtninge.

Efter Bygge- og Boligstyrelsens opfattelse er der tale om en praksis, som

er i strid med lov om boligbyggeri, § 14, stk. 1, sammenholdt med § 14, stk.

6. Den sidstnævnte bestemmelse indeholder i sidste punktum en regel,

hvorefter boligsøgende flygtninge kun kan afvises af kommunalbestyrelsen,

såfremt kommunen efter reglerne i lov om individuel boligstøtte kan afslå at

yde støtte.

Selv om den endelige afgørelse af, om kommunalbestyrelsens fremgangsmåde

er lovlig, hører under domstolene, skal Bygge- og Boligstyrelsen anmode

tilsynsrådet om at foretage det videre fornødne, jfr. lov om kommunernes

styrelse, § 61. ...«

Foranlediget af henvendelsen fra Bygge- og Boligstyrelsen meddelte

formanden for Tilsynsrådet for Københavns Amt på rådets vegne i brev af 22.

juli 1993 Hvidovre Kommunalbestyrelse, at der efter tilsynsrådets opfattelse

var det fornødne grundlag til stede for at anvende de i den kommunale

styrelseslovs § 61 omhandlede sanktioner.

Hvidovre Kommunalbestyrelse behandlede sagen på et ekstraordinært

kommunalbestyrelsesmøde den 28. juli 1993. Dagsordenspunktet var formuleret

således:

»Skal kommunalbestyrelsen fastholde sin hidtidige praksis om

afvisning af de boligsøgende med flygtningestatus?»

Den efterfølgende afstemning viste, at 9 kommunalbestyrelsesmedlemmer

stemte for forslaget, mens 8 stemte imod. 4 medlemmer var fraværende på grund

af ferie eller sygdom.

Tilsynsrådet for Københavns Amt behandlede efterfølgende sagen på et

ekstraordinært møde den 31. juli 1993. Af brevet af 2. august 1993 fra

tilsynsrådet til Indenrigsministeriet fremgår bl.a. følgende vedrørende

udfaldet af tilsynsrådets behandling af sagen:

»Et flertal af rådets medlemmer (Ove Bjerregaard-Madsen, Finn

Jørgensen og Peter Valenius) fastslog, at de ikke på det foreliggende

grundlag kunne godkende, at der pålægges medlemmer af Hvidovre

kommunalbestyrelse tvangsbøder. Flertallet besluttede,

at der meddeles Hvidovre Kommunalbestyrelse en frist til inden 1.

september 1993 at træffe beslutning om at indbringe spørgsmålet om

lovligheden af den fulgte praksis for retten, samt

at der indhentes en udtalelse fra Indenrigsministeriet om

lovligheden af kommunalbestyrelsens beslutning, idet Bygge- og

Boligstyrelsens lange reaktionstid, vejledende udtalelser i 1992 og senest

skrivelsen af 21. juli 1993 ikke skønnes tilstrækkeligt klart at give udtryk

for, at kommunens fremgangsmåde er ulovlig.

Et mindretal af rådets medlemmer (Allan Schneidermann og Henning Strøm)

fandt, at der forelå et tilstrækkeligt grundlag til at fastslå, at kommunens

praksis med afvisning af flygtninge er ulovlig, og de fandt derfor, at

betingelserne for at anvende tvangsbøder overfor de 9

kommunalbestyrelsesmedlemmer var opfyldt. Det ene medlem (Allan

Schneidermann) fandt, at tvangsbøderne først skulle bringes i anvendelse med

virkning fra 1. september 1993, således at kommunalbestyrelsen havde mulighed

for at behandle sagen påny og ændre sin beslutning, medens det andet medlem

(Henning Strøm) fandt, at tvangsbøderne skulle have virkning straks. Han

fremhævede, at et tilsynsråd efter hans opfattelse havde pligt til at reagere

og reagere straks over for en ulovlighed af den foreliggende karakter.

Under henvisning til ovenstående skal man anmode Indenrigsministeriet om

den af rådets flertal ønskede udtalelse.«

Indenrigsministeriet fandt det herefter rettest i brev af 2. august 1993

at anmode Bygge- og Boligstyrelsen om en supplerende udtalelse for at

tilvejebringe det fornødne grundlag for vurderingen af spørgsmålet om

anvendelse af tvangsbøder over for medlemmerne af tilsynsrådet.

Indenrigsministeriet henviste i den forbindelse til en dom afsagt af Østre

Landsret den 22. januar 1991 vedrørende Ishøj Kommune.

I brev af 3. august 1993 er Bygge- og Boligstyrelsen fremkommet med en

supplerende udtalelse. I udtalelsen er bl.a. anført:

»Bygge- og Boligstyrelsen har i skrivelse af 21.7.1993 til

Tilsynsrådet (og i 1992 gentagne gange over for Hvidovre kommune) redegjort

for, at den fordelingsplan for flygtninge i Københavns Amt, som kommunen

begrunder sin afvisning af flygtninge med, ifølge oplysninger fra Dansk

Flygtningehjælp ikke eksisterer.

Styrelsen har endvidere bemærket, at efter styrelsens opfattelse ville en

aftale som den anførte hvorefter Hvidovre kommune ikke skal have

boligplaceret flere flygtninge i en periode, være i strid med gældende

regler, idet der ikke kan indgås en aftale af den nævnte art, hvorved

bestemte grupper udelukkes fra at søge bolig i almennyttigt boligbyggeri.

Styrelsen har herved henvist til boligbyggerilovens § 14, stk. 1, som

bl.a. indeholder hovedprincippet om, at ledige lejligheder af selskabet skal

anvises til boligsøgende som er optaget på en venteliste i selskabet og som

har behov for almennyttige boliger af den pågældende art. Styrelsen har

endvidere henvist til boligbyggerilovens § 14, stk. 6, hvori det udtrykkeligt

er fastsat, at boligsøgende flygtninge kun kan afvises, såfremt kommunen

efter reglerne i lov om individuel boligstøtte kan afslå at yde støtte.

Styrelsen skal endelig henvise til Østre Landsrets dom af 22.1.1991,

vedrørende Ishøj kommunes nægtelse af godkendelse af overdragelse af en ledig

lejlighed i et almennyttigt boligselskab, begrundet i den boligsøgendes

nationalitet. Som nævnt i Indenrigsministeriets ovennævnte skrivelse udtalte

Landsretten, at kommunen havde varetaget et hensyn, der ikke fandtes hjemmel

til i § 14 i lov om boligbyggeri og Boligministeriets bekendtgørelse om

almennyttige boligselskaber, hvilke bestemmelser måtte ses i sammenhæng med

loven om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v.

På denne baggrund er styrelsen af den opfattelse, at Hvidovre kommunes

praksis kan betegnes som en klar ulovlighed.

Styrelsen finder endvidere, at Hvidovre kommunes ulovlige praksis har

alvorlige konsekvenser for de berørte boligsøgende og derfor må bringes til

ophør hurtigst muligt. Man skal derfor henholde sig til styrelsens tidligere

anmodning om, at Tilsynsrådet bringer de i styrelseslovens § 61 nævnte

sanktionsmuligheder i anvendelse.«

I denne anledning skal Indenrigsministeriet udtale følgende:

I den foreliggende situationen er Indenrigsministeriet ikke almindelig

klagemyndighed i forhold til tilsynsrådet.

Indenrigsministeriet kan imidlertid som følge af sagens karakter reagere i

medfør af § 61 a i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 526 af

22. juni 1993). Det følger af denne bestemmelse, at indenrigsministeren kan

anvende de samme foranstaltninger over for et tilsynsråds ulovlige

beslutninger eller undladelser, som et tilsynsråd kan anvende over for en

kommunalbestyrelse. Indenrigsministeren kan således anvende sanktioner over

for et tilsynsråd, hvis tilsynsrådet handler (klart) ulovligt, og anvendelse

af sanktioner i det konkrete tilfælde må anses for påkrævet.

Indenrigsministeriet har endnu ikke haft behov for at udnytte denne adgang

til at anvende sanktioner over for (medlemmer af) et tilsynsråd.

§ 61 a, stk. 1, har følgende ordlyd:

»§ 61 a. Indenrigsministeren kan anvende de foranstaltninger, der er

nævnt i § 61, stk. 1-4, over for et tilsynsråds ulovlige beslutninger eller

undladelser. § 61, stk. 5, finder tilsvarende anvendelse på tilsynsrådets

medlemmer.«

I § 61, stk. 1-4, er anført de sanktioner, som et tilsynsråd kan anvende

over for en kommunalbestyrelse, (og som Indenrigsministeriet kan anvende over

for et tilsynsråd):

»§ 61. Har kommunalbestyrelsen truffet en beslutning, der strider mod

lovgivningen, kan tilsynsmyndigheden sætte beslutningen ud af kraft. Under

behandlingen af sagen kan tilsynsmyndigheden midlertidigt suspendere den

pågældende beslutning. Er beslutningen bragt til udførelse, kan den dog kun

suspenderes eller sættes ud af kraft, hvis

1) en part over for tilsynsmyndigheden skriftligt fremsætter begæring

herom,

2) der ikke efter anden lovgivning er en klageinstans og

3) væsentlige hensyn, særlig til private interesser, ikke taler herimod.

Stk. 2. Undlader kommunalbestyrelsen at udføre en foranstaltning, som den

efter lovgivningen har pligt til at udføre, kan tilsynsmyndigheden pålægge de

medlemmer af kommunalbestyrelsen, som er ansvarlige for undladelsen,

tvangsbøder.

Stk. 3. Tilsynsmyndigheden kan anlægge erstatningssag mod et

kommunalbestyrelsesmedlem, som er ansvarlig for, at kommunen er påført et

tab.

Stk. 4. Tilsynsmyndigheden kan frafalde sagsanlæg mod, at det pågældende

medlem inden en fastsat frist indbetaler et nærmere angivet beløb til

kommunen. Ved beløbets fastsættelse kan der tages hensyn til den udviste

skyld, skadens størrelse og omstændighederne i øvrigt. Dersom medlemmer

indvilliger i at betale beløbet og indbetaler dette inden den fastsatte

frist, kan der ikke fremsættes yderligere erstatningskrav mod den

pågældende.«

Det er såvel i administrativ praksis som i domspraksis antaget, at det er

en betingelse for, at tilsynsmyndighederne kan anvende de ovennævnte

sanktioner, at der foreligger den fornødne klarhed vedrørende ulovligheden,

dvs. at der ikke må være rimelig tvivl om, at lovgivningen er tilsidesat.

Det vil sædvanligvis være afgørende for tilsynsmyndighedernes vurdering af

lovligheden, at der foreligger en udtalelse fra vedkommende

ressortministerium - her Boligministeriet, Bygge- og Boligstyrelsen.

Ressortministeriet vil blive anmodet om at udtale sig om dels, hvorvidt der

foreligger en klar ulovlighed, dels hvorvidt ressortministeriet i det

konkrete tilfælde finder anvendelse af sanktioner påkrævet.

Hvis der foreligger en utvetydig udtalelse fra ressortmyndigheden, vil den

i almindelighed blive lagt til grund og forpligte tilsynsmyndighederne til at

gribe ind - om fornødent ved at anvende sanktioner for at gennemtvinge en

lovliggørelse.

§ 14, stk. 1, 1. pkt. og stk. 6, i lov om boligbyggeri (lovbekendtgørelse

nr. 135 af 25. februar 1992 med senere ændringer), hvortil Bygge- og

Boligstyrelsen har henvist i sine udtalelser om sagen, har følgende ordlyd:

»§ 14. Ledige lejligheder skal af selskabet anvises til boligsøgende,

som er optaget på en venteliste i selskabet, og som har behov for

almennyttige boliger af den pågældende art....

Stk. 6. Såfremt ledige lejligheder i medfør af stk. 1 eller 5 stilles til

rådighed for flygtninge, jf. § 65 i lov om individuel boligstøtte, finder

regler i stk. 2 vedrørende kommunens betaling af leje og garanti for

opfyldelse af boligtagerens forpligtelser over for boligselskabet til at

istandsætte boligen ved fraflytning tilsvarende anvendelse. Overdragelsen

skal godkendes af kommunalbestyrelsen. Den boligsøgende kan kun afvises,

såfremt kommunen efter reglerne i lov om individuel boligstøtte kan afslå at

yde støtte.

§ 65 i lov om individuel boligstøtte (lovbekendtgørelse nr. 87 af 23.

februar 1993 med senere ændringer), har følgende ordlyd:

»§ 65. Reglerne i dette kapitel finder anvendelse for personer, der

søger om boligstøtte inden for de første 3 år efter, at de har fået

opholdstilladelse efter bestemmelserne i udlændingelovens §§ 7, 8 og 9, stk.

2, nr. 2.«

På baggrund af Bygge- og Boligstyrelsens udtalelse af 21. juli 1993,

hvortil styrelsen i udtalelsen af 3. august 1993 i det hele har kunnet

henholde sig, er Indenrigsministeriet af den opfattelse, at Hvidovre Kommunes

praksis med afvisning af boligsøgende med flygtningestatus til almennyttigt

boligbyggeri, er klart ulovlig.

Når endvidere henses til Hvidovre Kommunalbestyrelses beslutning af 28.

juli 1993, hvor den ulovlige praksis blev fastholdt, findes det efter

Indenrigsministeriets opfattelse påkrævet at gennemtvinge, at denne praksis

bringes til ophør. Betingelserne i den kommunale styrelseslovs § 61, stk. 2,

for at anvende tvangsbøder over for de medlemmer af Hvidovre

Kommunalbestyrelse, som er ansvarlige for undladelsen af at lovliggøre

praksis, findes derfor at være til stede.

Indenrigsministeriet er således af den opfattelse, at Tilsynsrådet for

Københavns Amt efter lovgivningen er forpligtet til at træffe beslutning om

anvendelse af tvangsbøder over for de medlemmer af Hvidovre

Kommunalbestyrelse, der stemte for beslutningen om at fastholde den ulovlige

praksis på mødet den 28. juli 1993. Det vil derfor være klart ulovligt,

såfremt tilsynsrådet undlader at opfylde denne forpligtelse.

Det forhold, at Hvidovre Kommunalbestyrelse måtte anlægge retssag inden 1.

september 1993, bør efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke i det

foreliggende tilfælde tillægges betydning for afgørelsen af spørgsmålet om,

hvorvidt sanktioner skal bringes i anvendelse over for medlemmerne af

kommunalbestyrelsen.

Det bemærkes herved, at Indenrigsministeriet kan tiltræde det anførte i

Bygge- og Boligstyrelsens udtalelse vedrørende den alvorlige konsekvens med

hensyn til indgreb i boligsøgende flygtninges adgang til en almennyttig

bolig, som er en følge af Hvidovre Kommunes praksis.

På denne baggrund skal Indenrigsministeriet anmode om, at Tilsynsrådet for

Københavns Amt snarest indkaldes til et ekstraordinært møde for at tage

stilling til spørgsmålet om anvendelse af tvangsbøder over for medlemmer af

Hvidovre Kommunalbestyrelse.

Såfremt tilsynsrådet træffer beslutning om ikke at anvende

tvangsbøder, skal Indenrigsministeriet anmode om navn og adresse på de

medlemmer af tilsynsrådet, der har stemt imod beslutningen eller har undladt

at stemme, idet ministeriet i så fald er indstillet på at gennemtvinge en

ændret beslutning ved at pålægge de nævnte medlemmer tvangsbøder, jf. § 61 a

i lov om kommunernes styrelse.

Der henvises til j.nr. 1993-951/167-11.

Boligministeren, Bygge- og Boligstyrelsen og Hvidovre Kommunalbestyrelse

har modtaget kopi af dette brev.

Med venlig hilsen

Birte Weiss

/Henrik Grunnet

Officielle noter

(* 1)Lov om kommunernes styrelse med kommentarer, 1991, side 210-228.

Lignende dokumenter