Tilsynsmyndighedernes sagsoplysning og kompetence i en sag om en andelsboligforening
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Tilsynsmyndighedernes sagsoplysning og
kompetence i en sag om en andelsboligforening
Det fremgik af sagen at
Albertslund Kommunalbestyrelse
den 13. april 1999
behandlede en sag om installation af
vand- og varmemålere samt renovering af vinduer i X Andelsboligforening,
afdeling
Y. Som grundlag for kommunalbestyrelsens stillingtagen forelå bl.a. en
indstilling fra kommunens økonomikontor hvori der bl.a. var anført følgende:
”Der er i (X)’s afdeling (Y)
gennemført og afsluttet en række arbejder. Disse arbejder har bestået i
installering af vand- og varmemålere samt renovering af vinduer. Arbejderne
blev
afsluttet i november 1995. Byggeregnskabet udviser en totaludgift på
3.329.797
kr. Finansieringen skal ske ved optagelse af realkreditlån på 3.330.000 kr.,
hvortil der er bevilget statstilskud efter lov om privat byfornyelse til
ydelsen. Huslejestigningen som følge af låneoptagelsen er på ca. 14 kr/m2,
svarende til knap 4%, når der tages hensyn til tilskuddet.
Kommunen skal godkende
udstedelse af pantebrev og hermed låneoptagelse (note 1) samt
huslejestigningen,
såfremt den overstiger 1% (note 2). (X) skulle derfor have ansøgt om
kommunalbestyrelsens godkendelse af udstedelse af pantebrev/låneoptagelse
samt
huslejestigningen, hvilket (X) imidlertid ikke har gjort.”
Albertslund
Kommunalbestyrelse godkendte installationen af vand- og varmemålere samt
renoveringen
Læs alt
af vinduer. Endvidere godkendte kommunalbestyrelsen at afdelingen optog et
realkreditlån på 3.330.000 kr., og at de årlige kapitalomkostninger ved
lånoptagelsen blev dækket ved en huslejestigning på 14 kr. pr. m2.
Kommunalbestyrelsen bemærkede over for X Andelsboligforening at der skulle
have
været søgt om godkendelse af arbejderne, lånoptagelsen og huslejestigningen
inden arbejdet blev igangsat.
Kommunalbestyrelsen
behandlede
den 14.
november 2000
andelsboligforeningens regnskab for 1999. Kommunalbestyrelsen
tog regnskabet til efterretning med en bemærkning om sikring af likviditeten
for den enkelte afdeling i andelsboligforeningen. Som grundlag for
beslutningen
forelå bl.a. en indstilling fra kommunens økonomikontor, og i indstillingen
var
der om afdeling Y bl.a. anført følgende:
”Regnskaberne er med
undtagelse af afdeling 3 (Y) godkendt på de respektive beboermøder og af
boligforeningens bestyrelse.
Afdeling 3 (Y)’s
afdelingsmøde har forkastet afdelingens årsregnskab for 1999. Efterfølgende
har
boligforeningens bestyrelse godkendt afdelingens regnskab.
Boligorganisationens
bestyrelse skal således indbringe tvisten om regnskabet for
kommunalbestyrelsen
som træffer den endelige administrative afgørelse (note 2).
I (Y) har der været en
tilgang på yderligere låneomkostninger til byggesagen omkring vand- og
varmemålere samt vinduesrenovering på ca. 61.000 kr. Lånet er dog blevet
optaget på bedre vilkår end oprindeligt forudsat, og de ekstra udgifter har
således ikke medført en større stigning i lejen, end forudsat da sagerne blev
besluttet.”
En medarbejder i Albertslund
Kommune talte
den 23.
november 2000
telefonisk med en ansat i By- og Boligministeriet om
spørgsmålet om PBS-gebyrer. Af kommunens referat af samtalen fremgår
følgende:
”( ) havde ringet angående
vores henvendelse om PBS-gebyrer. Jeg kontaktede hende igen.
Hun skulle lige have afklaret
problemstillingen. Hun mener at opkrævning af husleje er en del af
boligorganisationens administration af afdelingerne, og at det derfor skal
indgå som en del af administrationsbidraget. Der kan således ikke opkræves
særskilt gebyr herfor. Hun laver en skriftlig besvarelse til mig.
Jeg spurgte til hvordan det
så vil forholde sig med administrationen af et vaskerikort, da det ikke er
alle
afdelinger der har vaskeri og dermed ikke udgifter til administration af
vaskekort.
Det helt centrale oplyste
hun, er at andre afdelinger ikke pålægges udgifter for ydelser de ikke
modtager.
Hun mener det er ok at
opkræve depositum for vaskekortet, men for administration er hun mere i tvivl
om. Hun vil gerne have lov til at undersøge det før hun ’rigtig’
udtaler sig om
det. Vi aftalte at jeg skriver til hende og redegør for situationen omkring
vaskekortet.
Jeg spurgte om hun vidste
noget om afsatte beløb. Om det er tilladt i regnskabet for de afsatte beløb
at
afsætte endnu et beløb til senere afholdelse. Hun henviste mig til ( ), der
måske kan svare på det.”
Den 10. september 2001
bad A (som var
bestyrelsesmedlem i afdeling Y) Albertslund Kommunes borgmester om svar på
nogle spørgsmål. I brevet anførte han bl.a. følgende:
”Som supplement til dine svar
i AP nr. 34 vil jeg bede om følgende oplysninger:
1. Vedr. PBS spørgsmålet.
Hvilken lov eller bekendtgørelse bygger du dit svar på, og hvilke paragraffer
har fundet anvendelse?
2. Betaling for varme- og
vandregnskab til (X) er en tillægsydelse. Hvilken lov/bekendtgørelse og
paragraf danner juridisk grundlag for dit svar?
3. (Y)’s beboermøde vedtager
at tage et byfornyelseslån på 3 millioner. Hvilken lov/bekendtgørelse og
paragraf danner det juridiske grundlag for, at (X) først optager lån på 3,5
millioner. Kommunalbestyrelsen forlanger lånet nedskrevet til 3,3 millioner,
de
ekstra omkostninger må (Y) betale. Hvad er det juridiske grundlag for at
tilsidesætte beboerdemokratiet? Kan (X) forhøje vore budgetterede lån
vedtaget
på beboermødet, uden at få (Y)’s godkendelse?”
Borgmesteren besvarede A’s
henvendelse
den 3. oktober
2001. Han svarede bl.a. følgende:
”PBS-gebyr
Tillægsydelse
I spørgsmålet om gebyret for
udarbejdelse af vand- og varmeregnskaber som tillægsydelse vil jeg gerne
redegøre for, hvordan kommunen efter samråd med By- og Boligministeriet har
fortolket lovgivningen. Det er helt centralt ifølge By- og Boligministeriet,
at
afdelinger ikke pålægges udgifter for ydelser, som de ikke modtager. Der er
afdelinger i (X), hvor lejerne og dermed afdelingen kan etablere et direkte
kundeforhold til leverandøren. Derfor har (X) udskilt gebyret for
udarbejdelse
af varme- og vandregnskaber som en tillægsydelse. Det er rigtigt, at en
tillægsydelse
ifølge driftsbekendtgørelsen skal kunne vælges til og fra af afdelingen. (Y)
kan derfor principielt og formelt fravælge ydelsen, kun i praksis har (Y)
ikke
denne mulighed, da der ikke kan etableres et direkte kundeforhold mellem (Y)
og
leverandøren. Kommunen har vurderet, at det er korrekt, at gebyret er opført
som en tillægsydelse, og at (Y) i praksis ikke kan fravælge gebyret, ikke
ændrer herpå. Gebyret er opkrævet for udgifter, som (X) har haft på
afdelingens
vegne, og der kan efter kommunens vurdering ikke blive tale om
tilbagebetaling.
Byfornyelseslån
Kommunalbestyrelsen godkendte
i april 1999 optagelsen af et realkreditlån på 3.330.000 kr. på baggrund af
indsendt byggeregnskab for installering af vand- og varmemålere. Det blev i
denne forbindelse påtalt overfor (X), at de ikke havde indsendt ansøgningen
inden projektet var igangsat. I forbindelse med godkendelsen af lånet og et
for
højt pantebrev blev låneoptagelsen forsinket. Der var desuden ved en fejl
ikke
afsat tilstrækkelige midler i byggeregnskabet. Det medførte yderligere
udgifter
for (Y), som dog blev opvejet af, at lånet blev optaget på bedre vilkår end
det
var forudsat. De yderligere udgifter til lånoptagelse gav anledning til, at
(Y)
forkastede regnskab 1999. Kommunalbestyrelsen behandlede tvisten om
(Y)’s
regnskab i forbindelse med det samlede regnskab for (X) og afdelinger i
november 2000. Det er beklageligt, at processen omkring optagelsen af
byfornyelseslånet
blev forsinket, men kommunen har taget (X)’s forklaringer på
ekstraudgifterne
til efterretning og har ikke haft bemærkninger hertil. (X)’s regnskab
herunder
(Y)’s blev godkendt af kommunalbestyrelsen
den 14. november 2001
[skal være 2000; min
bemærkning]. Som i de ovenstående tilfælde skal udgifter, som (X) har haft på
vegne af afdelingen, dækkes af afdelingen.”
Den 26. oktober 2001
klagede A til
Tilsynsrådet for Københavns Amt. Han skrev bl.a. følgende:
”Tillægsydelse
Administrationsbidraget skal
være ens for alle (X) afdelinger. Varmeregnskabet er en del af det regnskab
administrationen laver og som afdelingen betaler via sit
administrationsbidrag.
Selve regnskabet har vi et firma (B) til at stå for. (X) står kun for
opkrævningen og udbetaling af pengene. Ved at godkende tillægsydelsen,
tilsidesætter Albertslund kommune lovgivningen.
Byfornyelseslån
(X)’s afdeling 3 (Y).
Beboermødet ansøger og får bevilget et byfornyelseslån på 3 millioner kr. Det
endelige byggeregnskab for installation af vand- og varmemålere, udskiftning
af
sanitet (toiletter) samt maling af ejendommens vinduer blev 3.330.000 kr.
(X)’s administration optager
et lån på 3,5 millioner, som kommunen nægter at godkende. (X) nedskriver
efter
krav fra kommunen lånet til 3.330.000 kr. Jeg mener, kommunen tilsidesætter
lovgivningen omkring beboerdemokratiet ved at godkende et lån på 3.330.000
kr.,
når afdelingen havde godkendt 3 millioner. De 330.000 kr. skulle være taget
fra
henlæggelser, der på det tidspunkt var ca. 6 millioner kr.
Jeg mener ligeledes, at
kommunen tilsidesætter lovgivningen, når man godkender, at (X) pålægger afd.
3,
(Y) at betale de ekstra omkostninger i forbindelse med optagningen af lånet,
som (X)’s administration er skyld i på grund af elendig administration.
Vi har
jo betalt byggesagshonorar.”
Tilsynsrådet anmodede
Albertslund Kommune om en udtalelse. I et brev af
18. december 2001
til tilsynsrådet
skrev kommunen bl.a. følgende:
”Albertslund Kommune mener
ikke at have tilsidesat lovgivningen i afgørelsen af (A)’s klagepunkter.
Det
har i løbet af sagen været nødvendigt at fortolke den gældende lovgivning. I
de
tilfælde hvor det har været nødvendigt at fortolke lovgivningen, er det sket
efter høring af By- og Boligministeriet samt i henhold til de grundlæggende
principper for den almene boliglovgivning. I forhold til de 3 indklagede
punkter vil Albertslund Kommune gerne udtale følgende:
Varmeregnskab som
tillægsydelse
Albertslund Kommune har efter
samråd med By- og Boligministeriet fortolket lovgivningens bestemmelser om
tillægsydelser. By- og Boligministeriet har
den 23. november 2000
oplyst, at det er helt
centralt, at afdelinger ikke pålægges udgifter for ydelser, som de ikke
modtager.
Der er afdelinger i (X), hvor
lejerne og dermed afdelingen kan etablere et direkte kundeforhold til
leverandøren. Derfor har (X) udskilt gebyret for udarbejdelse af varme- og
vandregnskaber som en tillægsydelse. En tillægsydelse skal ifølge
driftsbekendtgørelsen (§ 28, stk. 2) kunne vælges til og fra af afdelingen.
(Y)
kan derfor principielt og formelt fravælge ydelsen. Men i praksis har (Y)
ikke
denne mulighed, da der med de installationer, som findes i bebyggelsen, ikke
kan etableres et direkte kundeforhold mellem (Y) og leverandøren. Kommunen
har
vurderet, at det er korrekt, at gebyret er opført som en tillægsydelse, og at
det forhold, at (Y) i praksis ikke kan fravælge gebyret, ikke ændrer herpå.
Gebyret er opkrævet for udgifter, som (X) har haft på afdelingens vegne, og
der
kan efter kommunens vurdering derfor ikke blive tale om tilbagebetaling. Til
orientering vedlægges (X)’s redegørelse for opkrævning af gebyr for
varmeregnskaber
som bilag 6.
Lånoptagelse til
vinduesrenovering og målerinstallering i (Y)
Kommunalbestyrelsen godkendte
i april 1999 optagelsen af et realkreditlån på 3.330.000 kr. på baggrund af
et
indsendt byggeregnskab for installering af vand- og varmemålere og
vinduesrenovering.
Det blev i denne forbindelse påtalt overfor (X), at de ikke havde indsendt
ansøgningen inden projektet var igangsat. Til orientering vedlægges
kommunalbestyrelsens beslutning og tilhørende indstilling som bilag 7.
I forbindelse med denne
godkendelse af lånet samt nedlysning af et for højt pantebrev blev
lånoptagelsen
forsinket. Der var desuden ved en fejl ikke afsat tilstrækkelige midler til
lånoptagelse i byggeregnskabet. Det medførte yderligere udgifter for (Y), som
dog blev opvejet af, at lånet blev optaget på bedre vilkår end det var
forudsat.
De yderligere udgifter til
lånoptagelse gav anledning til, at (Y) forkastede regnskab 1999.
Kommunalbestyrelsen
behandlede tvisten om (Y)’s regnskab i forbindelse med det samlede
regnskab for
(X) og afdelinger i november 2000. Kommunalbestyrelsen fandt det beklageligt,
at processen omkring optagelsen af realkreditlånet blev forsinket, men tog
(X)’s forklaringer på ekstraudgifterne til efterretning. Da de øgede
udgifter
til byggesagen ikke medførte en højere huslejestigning end forudsat ved
godkendelsen af byggeregnskabet, havde kommunalbestyrelsen ikke yderligere
bemærkninger hertil. (X)’s regnskab herunder (Y)’s blev godkendt af
kommunalbestyrelsen
den
14. november 2001
[rettelig 2000; min bemærkning]. Der vedlægges
til orientering kopi af kommunalbestyrelsens beslutning og tilhørende
indstilling som bilag 8.
Det er kommunens opfattelse i
denne som i de ovenstående klagepunkter, at afdelingen skal dække udgifter,
som
(X) har haft på vegne af afdelingen.”
A kommenterede kommunens
udtalelse i et brev til Tilsynsrådet for Københavns Amt som var dateret
den 27. januar 2001
[skal
være 2002; min bemærkning]. Han anførte bl.a. følgende:
”2. Gebyrer for varme- og
vandregnskab
Jeg fastholder, at en
tillægsydelse kan vælges fra og til af afdelingen, og det kan kommunen ikke
fortolke. Da jeg ikke har set bilag fra samrådet mellem Albertslund Kommune
og
By- og Boligministeriet med en konklusion, vil jeg se disse bilag, før jeg er
overbevist om dets rigtighed.
Vand- og varmebudget laver vi
selv i afdelingen. Vand- og varmeregnskab laves af (B) og konteres på konto
111,3. (X) opkræver vand- og varmebidrag over huslejen og udbetaler eller
opkræver differencer. Dette er dækket ind af administrationsbidraget, så jeg
fastholder mine krav på tilbagebetaling.
3. Låneoptagelse til
vinduesrenovering og målerinstallationer i (Y)
Albertslund Kommunes
redegørelse for låneoptagelse er temmelig unøjagtig, så jeg vil give den
korrekte redegørelse.
Beboerne i (Y) søgte i 1995
og fik bevilget et byfornyelseslån på 3 mill. Arbejdet afsluttedes i november
1995, og regnskabet revideredes af (X)’s revisor, idet der afsættes
midler til
at optage et realkreditlån på 3 mill. Det overskydende beløb kunne dækkes af
vore henlagte midler, der på det tidspunkt udgjorde ca. 6 mill., eller stå
som
et underskud, der skulle afdrages over 3 år.
Vi (afdelingsbestyrelsen)
rykkede gennem vor inspektør for en afslutning på sagen i 1996 og 1997, da vi
pludselig i 1998 fik besked om, at (X)’s administration havde optaget et
realkreditlån på 3,5 mill, men at Albertslund Kommune nægtede at godkende
lånet, der var for højt.
Efter forhandling mellem
kommunens økonomiafd. og (X) (afdeling (Y) blev holdt uden for) blev det
besluttet at nedskrive lånet fra 3,5 mill. til
3.33
mill. og nedskrive det optagne pantebrev tilsvarende. Dette kom til at koste
(Y) mindst 60.000 kr. (at lånet blev billigere ved at blive optaget så sent,
kan jeg ikke se kan influere på sagen. Var lånet blevet dyrere, skulle vi jo
også betale). Ud fra dette stillede jeg atter kommunen spørgsmålet, hvilken
lovparagraf anvendte kommunen, da de tilsidesatte beboerdemokratiet og optog
større lån, end beboermødet havde godkendt.
Er (X)’s administration, der
har opkrævet byggehonorar på 2% af byggesummen, ikke forpligtet til selv at
betale, når de administrerer forkert og påfører afdelingen nogle urimelige
ekstra udgifter.”
Den 27. maj 2002
talte en medarbejder i
Statsamtet København, der fungerede som sekretariat for tilsynsrådet,
telefonisk
med en medarbejder i Erhvervs- og Boligstyrelsen. I et notat udfærdiget af
statsamtet er anført følgende om samtalen:
”Talte d.d. med ( ) fra
Erhvervs- og Boligstyrelsen og forespurgte om varmeregnskabet skal medtages
som
en del af grundydelsen eller om varmeregnskabet kan optages som en
tillægsydelse, selv om nogle afdelinger inden for boligselskabet af tekniske
årsager ikke kan etablere et direkte kundeforhold til leverandøren, jf.
bekendtgørelse om drift af almene boliger § 28, stk. 2.
( ) meddelte – efter at have
undersøgt praksis og lovgivning – at spørgsmålet ikke er reguleret
ligesom der
ikke findes praksis for netop dette spørgsmål.
Styrelsen har derfor ikke en
holdning til spørgsmålet men finder, at det må være op til Tilsynsrådet at
vurdere.”
Tilsynsrådet for Københavns
Amt afgav en udtalelse i sagen
den 10. juni 2002. Tilsynsrådet anførte bl.a. følgende:
”Vedr. Tillægsydelse
Efter bekendtgørelse om drift
af almene boliger § 28 kan administrationsbidraget fastsættes på tre måder.
Efter bestemmelsens stk. 2,
der finder anvendelse i nærværende sag, kan administrationsgebyret fastsættes
delt, således at der fastsættes et grundbidrag for en grundydelse og et
tillægsbidrag for en tillægsydelse. Grundbidraget skal fastsættes til et
beløb,
der er lige stort pr. lejemålsenhed.
Vedrørende varmeregnskab som
tillægsydelse udtalte kommunen, at der er afdelinger i (X), hvor lejerne og
dermed afdelingen kan etablere et direkte kundeforhold til leverandøren.
Derfor
har (X) udskilt gebyret for udarbejdelse af varme- og vandregnskaber som en
tillægsydelse.
En tillægsydelse skal ifølge
driftsbekendtgørelsen § 28, stk. 2, kunne vælges til og fra af afdelingen.
(Y)
kan derfor principielt og formelt fravælge ydelsen. Men i praksis har (Y)
–
efter det af kommunen oplyste – ikke denne mulighed, da der med de
installationer, som findes i bebyggelsen, ikke kan etableres et direkte
kundeforhold mellem (Y) og leverandøren.
Det er ikke i lovgivningen
nærmere reguleret, hvilke ydelser, der skal indgå i grundydelsen og hvilke
der
skal indgå i tillægsydelsen.
Det følger af vejledning om
almennyttig boligvirksomhed, maj 1994 side 51, at grundydelsen som minimum
skal
omfatte betaling af de tunge administrationsområder som udlejnings,
fraflytnings, inspektions, og regnskabsadministration.
Tilsynsrådet finder ikke, at
kommunen har overtrådt lovgivningen ved at godkende (X)’s beslutning om
at
udtage varmeregnskabet som tillægsydelse.
Tilsynsrådet har lagt vægt
på, at det forhold, at spørgsmålet ikke er nærmere reguleret i lovgivningen,
medfører, at der tilkommer kommunen et vist skøn.
Tilsynsrådet finder ikke, at
kommunen i forbindelse med udøvelsen af skønnet, har overtrådt skreven og
uskreven ret.
Vedr. Byfornyelseslån
I åbent brev af
16. februar 2001
til
borgmester ( ) skrev De, at afd. 3, (Y) i 1994 fik bevilget et
byfornyelseslån
på 3 millioner kr., men da (X) hjemtog lånet i 1998 havde (X) egenhændigt
hævet
det til 3,5 millioner kr. Kommunen nægtede først at godkende lånet men endte
med at godkende et lån på 3.330.000 millioner kr. [skal være 3.330.000 kr.;
min
bemærkning].
De oplyser, at De mener, at
kommunen tilsidesatte lovgivningen omkring beboerdemokratiet ved at godkende
et
lån på 3.330.000 kr., når afdelingen havde godkendt 3 millioner samt ved at
godkende, at (X) pålægger (Y) at betale de ekstra omkostninger i forbindelse
med optagningen af lånet, som (X)’s administration er skyld i på grund
af
dårlig administration.
Tilsynsrådet er – som ovenfor
anført – alene kompetent til at udtale sig om de tilfælde, hvor der fra
kommunens
side foreligger en handling eller undladelse, der er i strid med
offentligretlig lovgivning og offentligretlige retsgrundsætninger.
I vejledning om almennyttig
boligvirksomhed fra maj 1994 fremgår det på side 25, at kommunalbestyrelsen
normalt ikke har beføjelse til at afgøre en opstået uenighed med bindende
virkning for parterne, d.v.s. selskaberne, afdelingsbestyrelserne og de
enkelte
lejere. I praksis er der ofte tale om problemer af almindelig selskabsretlig,
foreningsretlig eller aftaleretlig karakter, hvis afgørelse, såfremt parterne
ikke kan forhandle sig til rette, i givet fald henhører under domstolene.
Tilsynsrådet finder på den
baggrund ikke, at kommunen har tilsidesat sin tilsynsforpligtelse, ved at
godkende et lån på 3.330.000 kr.
Det ligger udenfor kommunens
tilsynsforpligtelse at undersøge, hvad der konkret er besluttet i de enkelte
afdelinger. Kommunen skal alene forholde sig til den ansøgning, der
foreligger
fra boligorganisationen.
Tilsynsrådet kan efter det
ovenfor anførte ikke tage stilling til (X)’s eventuelle ansvar overfor
de
enkelte afdelinger. Dette henhører under domstolenes kompetence.
Tilsynsrådet finder på den
baggrund ikke anledning til at foretage videre i anledning af Deres
henvendelse.”
Den 23. januar 2003
klagede A til mig. Jeg
anmodede Tilsynsrådet for Københavns Amt om at låne mig sine akter i sagen. I
brev af
3. april 2003
skrev jeg til A at jeg havde besluttet ikke at foretage en egentlig
ombudsmandsundersøgelse af den del af hans henvendelse som angik kontering af
PBS-gebyr, mens jeg havde indledt en undersøgelse af de øvrige dele af hans
henvendelse.
Om baggrunden for min
beslutning om ikke at foretage en egentlig ombudsmandsundersøgelse af den del
af A’s henvendelse som angik kontering af PBS-gebyr, skrev jeg bl.a.
følgende i
brevet:
”Albertslund Kommunes pålæg
til (X) Andelsboligforening og (Z) Andelsboligforening om at kontere
PBS-gebyret under konto 112 (administrationsbidrag) blev givet på baggrund af
en udtalelse fra By- og Boligministeriet af
5. marts 2001. Det fremgår af denne udtalelse at
udgifter til opkrævning af husleje – via PBS eller på anden måde –
skal indgå i
afdelingens administrationsbidrag til boligorganisationen. Tilsynsrådet har i
brevet af
10. juni 2002
skrevet at tilsynsrådet finder at kommunen har opfyldt sin
tilsynsforpligtelse
ved at pålægge (X) Andelsboligforening at efterleve By- og Boligministeriets
udtalelse.
Ved beslutningen om ikke at
indlede en egentlig ombudsmandsundersøgelse af den del af Deres henvendelse
som
angår kontering af PBS-gebyr, har jeg lagt vægt på at der ikke er udsigt til
at
jeg efter en egentlig ombudsmandsundersøgelse af sagen vil kunne kritisere
Tilsynsrådet for Københavns Amts beslutning i sagen. Det skyldes at de
kommunale tilsynsmyndigheder normalt ikke har mulighed for – endsige
pligt til
– at foretage en nærmere efterprøvelse af udtalelser fra
sektormyndigheden,
altså den myndighed som har ansvaret for det pågældende forvaltningsområde.
Tilsynsmyndigheden vil således normalt kunne lægge sektormyndighedens
udtalelser til grund for sin afgørelse om hvorvidt der er grundlag for at
skride ind over for en kommune efter den kommunale styrelseslovs § 61.
I en tidligere sag, som er
gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1988, s. 81 ff*, har jeg
givet udtryk for at den udtalelse fra sektormyndigheden som
tilsynsmyndigheden
baserer sin behandling af sagen på, bør være indhentet af tilsynsmyndigheden
som led i den aktuelle tilsynssag. I den foreliggende sag blev udtalelsen fra
By- og Boligministeriet ikke indhentet af tilsynsrådet, men af Albertslund
Kommune. Der er dog ikke udsigt til at jeg efter en egentlig
ombudsmandsundersøgelse
af sagen vil kunne kritisere at tilsynsrådet ikke selv har indhentet en
udtalelse fra By- og Boligministeriet, men har baseret sin behandling af
sagen
på ministeriets udtalelse til Albertslund Kommune. Jeg har i den forbindelse
lagt vægt på at sagens faktiske omstændigheder var enkle og uomtvistede, at
By-
og Boligministeriets udtalelse var klar og utvetydig og at Albertslund
Kommune
gav de to andelsboligforeninger i kommunen pålæg om at følge ministeriets
udtalelse.”
I et brev af
3. april 2003
til
Tilsynsrådet for Københavns Amt anmodede jeg om en udtalelse angående de dele
af sagen som drejer sig om udarbejdelse af vand- og varmeregnskab som
tillægsydelse
og om Albertslund Kommunes godkendelse af et byfornyelseslån.
Tilsynsrådet afgav en
udtalelse til mig
den 23.
april 2003
og oplyste i et brev af
19. juni 2003
at rådet ikke har yderligere
bemærkninger til sagen.
Den 30. januar 2004
afgav jeg en foreløbig
redegørelse i sagen hvoraf følgende bl.a. fremgår:
Ombudsmandens foreløbige udtalelse
”Ombudsmanden behandler klager over den offentlige forvaltning (§ 7,
stk. 1, i lov nr. 473 af
12. juni 1996
om Folketingets Ombudsmand). Ombudsmanden kan derimod ikke behandle klager
over privates virksomhed. (X) Andelsboligforening kan ikke anses for at være
en del af den offentlige forvaltning. Ved min gennemgang af sagen har jeg
koncentreret mig om Tilsynsrådet for Københavns Amts behandling af sagen.
1. Udarbejdelse af vand- og varmeregnskab som tillægsydelse
Det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv, eventuelt i samarbejde
med andre myndigheder, at fremskaffe fornødne oplysninger om de foreliggende
sager eller dog sørge for at private, navnlig parter i sagen, medvirker til
sagens oplysning. Dette princip, der ofte kaldes official- eller
undersøgelsesprincippet, fremgår ikke af forvaltningsloven, men gælder på
ulovbestemt grundlag. Kravene til
forvaltningens sagsoplysning angår både det faktiske og det retlige grundlag
for behandlingen af sagen. Forvaltningsmyndigheden har således ansvaret for
at
der tilvejebringes fyldestgørende oplysninger både om sagens faktiske
omstændigheder og om de retsregler som sagen skal bedømmes efter. Disse
regler gælder
også for de kommunale tilsynsmyndigheder som fører tilsyn med at kommunerne
overholder lovgivningen.
De kommunale
tilsynsmyndigheder vil normalt anmode om en udtalelse fra den pågældende
kommune angående de sager som bliver realitetsbehandlet af
tilsynsmyndigheden.
Dette vil dog ofte ikke være tilstrækkeligt til at sikre en forsvarlig
sagsoplysning. Det skyldes at kommunerne ved lovgivningen er tillagt opgaver
vedrørende mange forskelligartede forhold, og at de kommunale
tilsynsmyndigheder ikke har mulighed for at have et indgående kendskab til de
retsregler som gælder for disse mange forskelligartede forhold. Desuden vil
det
på en del forvaltningsområder være nødvendigt at besidde en særlig
fagkundskab
for at kunne bedømme om kommunen har overholdt de regler som gælder på det
pågældende forvaltningsområde. For at kunne leve op til kravet om en
forsvarlig
sagsoplysning er det således ofte nødvendigt at tilsynsmyndigheden får den
fornødne vejledning fra den myndighed, som regel et ministerium eller en
styrelse,
som har oparbejdet en særlig fagkundskab inden for det pågældende
forvaltningsområde. Jeg henviser til Emil le Maire og Niels Preisler, Lov om
kommunernes styrelse med kommentarer, 3. udgave (2000), s. 220,
Morten
Engberg
mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 764 ff,
og Peter Bak Mortensen i Juristen, 1986, s. 179.
Lov om kommunernes styrelse
har ikke hidtil indeholdt regler om dette spørgsmål, men ved lov nr. 381 af
28. maj 2003
om ændring af
lov om kommunernes styrelse med flere love er der blevet indsat en
bestemmelse
i lovens § 49, stk. 6, som fastslår at statsamtmanden kan anmode andre
offentlige
myndigheder om inden for deres sagsområde at yde den vejledning og bistand
der
er nødvendig for tilsynets udøvelse. At bestemmelsen nævner statsamtmanden,
skyldes at tilsynsrådene ved samme lovændring er blevet nedlagt og deres
beføjelser overført til fem statsamtmænd. Tilsynsrådet for Københavns Amts
beføjelser er således overført til Statsamtmanden for Københavns Amt. De nye
regler trådte i kraft
den 1.
januar 2004.
I denne sag tog Tilsynsrådet
for Københavns Amt stilling til forhold der var omfattet af lovgivningen om
almene boliger. Denne lovgivning blev tidligere administreret af By- og
Boligministeriet, men efter at ministeriet blev nedlagt i 2001, administreres
lovgivningen om almene boliger af Erhvervs- og Boligstyrelsen under Økonomi-
og
Erhvervsministeriet.
I den del af sagen som angik
kontering af PBS-gebyr, forelå der en udtalelse fra By- og Boligministeriet
som
indgik i grundlaget for tilsynsrådets behandling af sagen. Som nævnt i mit
brev
af
3. april 2003
har jeg ikke indledt en egentlig ombudsmandsundersøgelse af denne del af
sagen
da der ikke er udsigt til at jeg vil kunne kritisere tilsynsrådets
beslutning.
Reglerne om grundydelser og
tillægsydelser fremgår af § 28, stk. 2, i By- og Boligministeriets
bekendtgørelse
nr. 1103 af
13. december
2000
om drift af almene boliger m.v. Bestemmelsen lyder således:
’§ 28.
Stk. 2.
Administrationsbidraget kan fastsættes delt, således at der fastsættes et
grundbidrag for en grundydelse og et tillægsbidrag for tillægsydelser.
Grundydelsen
skal omfatte en grundlæggende, forsvarlig administration. Tillægsydelser kan
tilbydes til og vælges af afdelingerne. Grundbidraget skal fastsættes til et
beløb, der er lige stort pr. lejemålsenhed.’
En bestemmelse med samme
indhold fandtes tidligere i § 28, stk. 2, i Bolig- og Byministeriets
bekendtgørelse
nr. 372 af
19. juni 1998
om drift af almene boliger m.v.
Udtalelsen fra By- og
Boligministeriet omfattede ikke spørgsmålet om udarbejdelse af varme- og
vandregnskab som tillægsydelse, men inden tilsynsrådet tog stilling til denne
del af sagen, talte en medarbejder i tilsynsrådets sekretariat telefonisk med
en medarbejder i Erhvervs- og Boligstyrelsen. Under samtalen gav
medarbejderen
i Erhvervs- og Boligstyrelsen udtryk for at spørgsmålet om hvorvidt
varmeregnskabet skulle medtages som en del af grundydelsen, eller om
varmeregnskabet kunne optages som en tillægsydelse selv om nogle afdelinger
inden
for boligselskabet af tekniske årsager ikke kunne etablere et direkte
kundeforhold til leverandøren, ikke var reguleret i lovgivningen, ligesom der
ikke var taget stilling til det i praksis. Medarbejderen oplyste endvidere at
Erhvervs-
og Boligstyrelsen ikke havde en holdning til spørgsmålet, men mente at det
måtte være op til tilsynsrådet at vurdere sagen. Herefter afgav tilsynsrådet
en
udtalelse om sagen.
Tilsynsrådets udtalelse
indebar at andelsboligforeningens udarbejdelse af varme- og vandregnskab for
afdeling (Y) skulle betragtes som en tillægsydelse, uanset at det i § 28,
stk.
2, i bekendtgørelse nr. 1103 af
13. december 2000
om drift af almene boliger m.v. er
fastsat at tillægsydelser kan tilbydes til og vælges af afdelingerne.
Albertslund Kommunalbestyrelse havde tidligere givet udtryk for den samme
opfattelse.
Albertslund
Kommunalbestyrelse havde over for tilsynsrådet oplyst at kommunens
fortolkning
af lovgivningen var foretaget efter samråd med By- og Boligministeriet, og
kommunen havde i den forbindelse henvist til den telefonsamtale som en ansat
i
kommunen førte med en ansat i ministeriet
den 23. november 2000. Dette kan dog efter min
foreløbige opfattelse ikke tillægges væsentlig betydning ved vurderingen af
om
tilsynsrådet havde et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at fastlægge
forståelsen af lovgivningen på området. Jeg har lagt vægt på at efter det
oplyste angik den nævnte telefonsamtale ikke den del af sagen som vedrører
udarbejdelse af varme- og vandregnskab som tillægsydelse, men derimod den del
af sagen som angår opkrævning af PBS-gebyr. Desuden har jeg lagt vægt på at
samtalen ikke berørte spørgsmålet om hvorledes bestemmelsen i § 28, stk. 2, i
bekendtgørelse
nr. 372 af
19. juni 1998
om drift af almene boliger m.v. skulle anvendes i et tilfælde hvor nogle
afdelinger inden for boligselskabet af tekniske årsager ikke kunne etablere
et
direkte kundeforhold til leverandøren.
Herefter, og da Tilsynsrådet
for Københavns Amt ikke kunne anses for at besidde et tilstrækkeligt
indgående
kendskab til retsreglerne på dette område, er det min foreløbige opfattelse
at
det er beklageligt at tilsynsrådet tog stilling til spørgsmålet om hvorvidt
andelsboligforeningens udarbejdelse af varme- og vandregnskab for afdeling
(Y)
skulle betragtes som en tillægsydelse, uden at have anmodet Erhvervs- og
Boligstyrelsen om en udtalelse. Dette medførte at der ved sagens bedømmelse
ikke forelå den fornødne sikkerhed om forståelsen af bekendtgørelsens § 28,
stk. 2. At Erhvervs- og Boligstyrelsen under en telefonsamtale havde
tilkendegivet
at det måtte være op til tilsynsrådet at vurdere sagen, kan efter min
foreløbige opfattelse ikke føre til et andet resultat. Jeg henviser til at
det
må antages at et fagministerium (eller en styrelse under et fagministerium) i
et vist omfang er forpligtet til efter anmodning at afgive en generel
udtalelse
til en kommunal tilsynsmyndighed om retsspørgsmål vedrørende lovgivningen på
det pågældende ministeriums område når dette har betydning for afgørelsen af
en
sag hos tilsynsmyndigheden. Jeg henviser i den forbindelse til betænkning nr.
1395/2000 om statens tilsyn med kommunerne, s. 200, og betænkning nr.
1425/2002
om indsigt i den kommunale administration, s.
163 f.
Som nævnt er Tilsynsrådet for
Københavns Amt blevet nedlagt, og tilsynsrådets beføjelser er overtaget af
Statsamtmanden for Københavns Amt. Det er min foreløbige opfattelse at der er
grundlag for at henstille at statsamtmanden overvejer at genoptage
behandlingen
af sagen i lyset af det jeg har anført.
2. Albertslund Kommunes godkendelse af et
byfornyelseslån
(A) har oplyst at det på et
afdelingsmøde i afdeling (Y) blev vedtaget at optage et byfornyelseslån til
dækning af udgifterne ved installation af vand- og varmemålere mv. Han har
videre oplyst at det på afdelingsmødet blev besluttet at optage et lån på 3
mio. kr., men at (X) Andelsboligforening, som afdeling (Y) hører under,
besluttede at optage et lån på 3,5 mio. kr., og at lånets endelige størrelse
efter forhandlinger mellem andelsboligforeningen og kommunen blev fastsat til
3.330.000 kr. Myndighederne har ikke bestridt disse oplysninger. Jeg forstår
at
dette hændelsesforløb er baggrunden for at afdelingsmødet i afdeling (Y)
forkastede afdelingens årsregnskab for 1999, men at andelsboligforeningens
bestyrelse efterfølgende godkendte regnskabet. Herefter tog Albertslund
Kommunalbestyrelse
stilling til sagen og godkendte andelsboligforeningens årsregnskab for 1999,
herunder regnskabet for afdeling (Y).
Over for Tilsynsrådet for
Københavns Amt har (A) gjort gældende at Albertslund Kommunalbestyrelse
tilsidesatte reglerne om beboerdemokrati ved at godkende at lånet blev
optaget
med et beløb på 3.330.000 kr. Tilsynsrådet har imidlertid udtalt at
Albertslund
Kommunalbestyrelse ikke har tilsidesat sin tilsynsforpligtelse. Tilsynsrådet
har i den forbindelse henvist til at det af vejledning om almennyttig
boligvirksomhed fra maj 1994 fremgår at kommunalbestyrelsen normalt ikke har
beføjelse til at afgøre en opstået uenighed med bindende virkning for
parterne,
dvs. selskaberne, afdelingsbestyrelserne og de enkelte lejere. Tilsynsrådet
har
desuden henvist til at det er anført i vejledningen at der i praksis ofte er
tale om problemer af almindelig selskabsretlig, foreningsretlig eller
aftaleretlig karakter hvis afgørelse, såfremt parterne ikke kan forhandle sig
til rette, i givet fald henhører under domstolene.
Denne vejledning (Bygge- og
Boligstyrelsens vejledning nr. 88 af
19. maj 1994
om almennyttig boligvirksomhed) må anses
for ophævet og erstattet af Bygge- og Boligstyrelsens vejledning nr. 4130 af
27. december 1996
om
drift af almene boliger m.v. De afsnit i vejledning nr. 88 af
19. maj 1994
om
almennyttig boligvirksomhed som er gengivet ovenfor, er dog overført
uforandret
til vejledning nr. 4130 af
27.
december 1996
om drift af almene boliger m.v.
At kommunalbestyrelsens
adgang til at behandle sager om almene boligorganisationer er begrænset, er i
øvrigt også omtalt et andet sted i vejledning nr. 88 af
19. maj 1994
om almennyttig boligvirksomhed.
I vejledningens pkt. 2.2. er det således anført at afholdelse af
afdelingsmøder, urafstemninger mv. i vidt omfang hviler på de almindelige
foreningsretlige principper hvorfor kommunalbestyrelsen normalt ikke, bl.a.
af
bevismæssige grunde, kan gå ind i en endelig bedømmelse af om disse
principper
er overholdt i forbindelse med et mødes indkaldelse og afvikling og i
forbindelse
med udformning og afholdelse af en afstemning.
Som nævnt skulle
kommunalbestyrelsen godkende udstedelsen af et pantebrev i forbindelse med
optagelsen af byfornyelseslånet, og den skulle ligeledes godkende den
huslejestigning som var en følge heraf. Dette fremgik af bestemmelserne i §
29,
stk. 1, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.
(dengang lovbekendtgørelse nr. 102 af
17. februar 1999
), samt § 75, stk. 5, og § 114, stk. 1,
nr. 4 og 10, i bekendtgørelse nr. 372 af
19. juni 1998
om drift af almene boliger m.v.
Kommunalbestyrelsens
kompetence i forbindelse med uenigheden om årsregnskabet for 1999 er fastlagt
i
§ 42 i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.
(dengang
lovbekendtgørelse nr. 550 af
20.
juni 2000
). Bestemmelsen lyder således:
’§ 42. Boligorganisationens
bestyrelse indbringer eventuelle tvistigheder mellem bestyrelsen og
afdelingsbestyrelsen eller afdelingsmødet om driftsbudget og årsregnskab for
kommunalbestyrelsen, som træffer den endelige administrative afgørelse.’
Det fremgår herudover af
lovens § 164 at kommunalbestyrelsen fører tilsyn med de almene
boligorganisationer.
Om denne tilsynsforpligtelse var der fastsat følgende i § 107, stk. 1, i
bekendtgørelse nr. 372 af
19.
juni 1998
om drift af almene boliger m.v.:
’§ 107. Den
kommunalbestyrelse, der fører tilsyn med henholdsvis boligorganisationen og
afdelingerne,
påser, at driften er i overensstemmelse med bestemmelserne herom i lov om
almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., lov om leje af
almene
boliger, bestemmelser, der er udstedt i medfør af disse love, og
boligorganisationens vedtægter.’
Denne bekendtgørelse er nu
ophævet, men bestemmelsen i § 107, stk. 1, er overført uændret til § 107,
stk.
1, i bekendtgørelse nr. 1103 af
13. december 2000
om drift af almene boliger m.v.
Reglerne om beboerdemokrati
er fastsat i kapitel 2 i lov om almene boliger samt støttede private
andelsboliger m.v. Mere udførlige regler om beboerdemokratiet var fastlagt i
bekendtgørelse nr. 372 af
19.
juni 1998
om drift af almene boliger m.v. der som nævnt er
erstattet af bekendtgørelse nr. 1103 af
13. december 2000
om drift af almene boliger m.v. Disse
regler fastlægger bl.a. fordelingen af kompetence mellem de styrende organer
i
en almen boligorganisation, herunder boligorganisationens bestyrelse,
afdelingsbestyrelsen og afdelingsmødet.
Da Albertslund
Kommunalbestyrelse tog stilling til sagen om udstedelse af et pantebrev og
forhøjelse
af huslejen i afdeling (Y), skulle den om fornødent påse at reglerne om
beboerdemokrati var blevet overholdt da disse regler var omfattet af
kommunalbestyrelsens tilsynsforpligtelse. Det samme gjaldt da
kommunalbestyrelsen tog stilling til uenigheden angående regnskabet for 1999
for afdeling (Y).
Det er derfor min foreløbige
opfattelse at Tilsynsrådet for Københavns Amt ikke burde have behandlet
(A)’s
klage over at reglerne om beboerdemokrati var blevet tilsidesat, på grundlag
af
det som er anført i de afsnit i vejledningen om almennyttig boligvirksomhed
som
er gengivet ovenfor. Det som er anført i disse afsnit vedrørende begrænsning
af
kommunalbestyrelsens kompetence, må antages navnlig at sigte på spørgsmål om
gyldigheden af indkaldelse og afvikling af afdelingsmøder, afholdelse af
urafstemning mv., og det kan ikke antages at have betydning for den
foreliggende sag der som nævnt angik spørgsmålet om eventuel tilsidesættelse
af
reglerne om beboerdemokrati.
Tilsynsrådet for Københavns
Amt er som tidligere nævnt blevet nedlagt, og rådets beføjelser er overgået
til
Statsamtmanden for Københavns Amt. Det er min foreløbige opfattelse at der er
grundlag for at henstille at statsamtmanden overvejer at genoptage
behandlingen
af sagen i lyset af det jeg har anført.”
I brev af
30. januar 2004
bad jeg Indenrigs- og
Sundhedsministeriet om bemærkninger til min foreløbige redegørelse. Jeg bad
endvidere om at ministeriet indhentede bemærkninger fra Statsamtet København.
Statsamtet København har i
brev af
7. januar 2005
bl.a. skrevet følgende:
”Socialministeriet har
den 21. december 2004
fremsendt en vejledende udtalelse til Tilsynet vedrørende de ovenfor nævnte
spørgsmål.
Vedrørende spørgsmålet om
kommunernes tilsynspligt har Socialministeriet bl.a. anført, at kommunerne
som
led i sit tilsyn løbende bør sikre, at de i lovgivningen gældende regler for
beslutninger (beboerdemokrati) overholdes. Ministeriet har endvidere anført,
at
ved boligorganisationens ansøgning om udstedelse af pantebreve må
kommunalbestyrelsen som udgangspunkt efter ministeriets opfattelse kunne
lægge
til grund, at udgiften er optaget på den pågældende afdelings budget, og at
afdelingsmødet har godkendt budgettet og dermed den omhandlede udgift.
Vedrørende udarbejdelse af
varme- og vandregnskab har Socialministeriet bl.a. udtalt, at tillægsydelser
efter ministeriets opfattelse kun kan omfatte poster, som ikke er nødvendige
for en grundlæggende administration af afdelingen. Ministeriet anfører, at
tillægsydelser er kendetegnet ved, at disse kan tilbydes og vælges af
afdelinger, hvilket ikke synes tilfældet i den foreliggende sag.
På baggrund af
Socialministeriets vejledende udtalelse af
21. december 2004
har Tilsynet besluttet at
genoptage sagens behandling.”
Indenrigs- og
Sundhedsministeriet har i brev af
21. februar 2005
meddelt mig at ministeriet ikke
foretager sig mere i sagen under henvisning til at statsamtet har besluttet
at
genoptage sagen.
Ombudsmandens endelige udtalelse
”Det er min endelige opfattelse at det er kritisabelt at Tilsynsrådet
for Københavns Amt tog stilling til spørgsmålet om hvorvidt
andelsboligforeningens udarbejdelse af varme- og vandregnskab for afdeling
(Y) skulle betragtes som en grundydelse eller en tillægsydelse, uden at have
anmodet Erhvervs- og Boligstyrelsen om en udtalelse. Det er desuden min
opfattelse at tilsynsrådets behandling af (A)’s klage over at reglerne
om beboerdemokrati var blevet tilsidesat, blev foretaget på et forkert
grundlag. Da Statsamtet København har besluttet at genoptage sin behandling
af sagen, har jeg ikke grundlag for at afgive en henstilling om genoptagelse
af sagen.
Jeg foretager mig herefter ikke mere i sagen.”
NOTER: (*) FOB 1988, s. 81.
Lignende dokumenter
- Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed. Retsinformation · 10. september 2003
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2025/2488 af 26. august 2025 om statsstøtte SA.33754 (2013/C) (ex 2013/NN) gennemført af Spanien med hensyn til Real Madrid CF (meddelt under nummer C(2025)5839) (Kun den spanske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 26. august 2025
- Vejledning om offentligt støttet byggeri Retsinformation · 17. februar 1994
- 1992 LSF 142 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM STATSTILSKUD TIL FORBEDRINGSARBEJDER M.V. I HELÅRSBOLIGER OG LOV OM PÅLIGNINGEN AF INDKOMST- OG FORMUESKAT TIL STATEN (LIGNINGSLOVEN) (UDVIDEDE TILSKUDSMULIGHEDER) Retsinformation · 23. december 1992
- RÅDETS DIREKTIV 2013/59/EURATOM af 5. december 2013 om fastlæggelse af grundlæggende sikkerhedsnormer til beskyttelse mod de farer, som er forbundet med udsættelse for ioniserende stråling og om ophævelse af direktiv 89/618/Euratom, 90/641/Euratom, 96/29/Euratom, 97/43/Euratom og 2003/122/Euratom EU-lovgivning · 5. december 2013
- Grundværdi Fradrag for forbedringer – tilslutningsafgift SKM-databasen · 2. maj 2018