Spring til indhold

Retsinformation

Tilsynsmyndighedernes sagsoplysning og kompetence i en sag om en andelsboligforening

FOU nr 2005.153UdtalelserFolketinget2. oktober 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Tilsynsmyndighedernes sagsoplysning og

kompetence i en sag om en andelsboligforening

Det fremgik af sagen at

Albertslund Kommunalbestyrelse

den 13. april 1999

behandlede en sag om installation af

vand- og varmemålere samt renovering af vinduer i X Andelsboligforening,

afdeling

Y. Som grundlag for kommunalbestyrelsens stillingtagen forelå bl.a. en

indstilling fra kommunens økonomikontor hvori der bl.a. var anført følgende:

”Der er i (X)’s afdeling (Y)

gennemført og afsluttet en række arbejder. Disse arbejder har bestået i

installering af vand- og varmemålere samt renovering af vinduer. Arbejderne

blev

afsluttet i november 1995. Byggeregnskabet udviser en totaludgift på

3.329.797

kr. Finansieringen skal ske ved optagelse af realkreditlån på 3.330.000 kr.,

hvortil der er bevilget statstilskud efter lov om privat byfornyelse til

ydelsen. Huslejestigningen som følge af låneoptagelsen er på ca. 14 kr/m2,

svarende til knap 4%, når der tages hensyn til tilskuddet.

Kommunen skal godkende

udstedelse af pantebrev og hermed låneoptagelse (note 1) samt

huslejestigningen,

såfremt den overstiger 1% (note 2). (X) skulle derfor have ansøgt om

kommunalbestyrelsens godkendelse af udstedelse af pantebrev/låneoptagelse

samt

huslejestigningen, hvilket (X) imidlertid ikke har gjort.”

Albertslund

Kommunalbestyrelse godkendte installationen af vand- og varmemålere samt

renoveringen

Læs alt

af vinduer. Endvidere godkendte kommunalbestyrelsen at afdelingen optog et

realkreditlån på 3.330.000 kr., og at de årlige kapitalomkostninger ved

lånoptagelsen blev dækket ved en huslejestigning på 14 kr. pr. m2.

Kommunalbestyrelsen bemærkede over for X Andelsboligforening at der skulle

have

været søgt om godkendelse af arbejderne, lånoptagelsen og huslejestigningen

inden arbejdet blev igangsat.

Kommunalbestyrelsen

behandlede

den 14.

november 2000

andelsboligforeningens regnskab for 1999. Kommunalbestyrelsen

tog regnskabet til efterretning med en bemærkning om sikring af likviditeten

for den enkelte afdeling i andelsboligforeningen. Som grundlag for

beslutningen

forelå bl.a. en indstilling fra kommunens økonomikontor, og i indstillingen

var

der om afdeling Y bl.a. anført følgende:

”Regnskaberne er med

undtagelse af afdeling 3 (Y) godkendt på de respektive beboermøder og af

boligforeningens bestyrelse.

Afdeling 3 (Y)’s

afdelingsmøde har forkastet afdelingens årsregnskab for 1999. Efterfølgende

har

boligforeningens bestyrelse godkendt afdelingens regnskab.

Boligorganisationens

bestyrelse skal således indbringe tvisten om regnskabet for

kommunalbestyrelsen

som træffer den endelige administrative afgørelse (note 2).

I (Y) har der været en

tilgang på yderligere låneomkostninger til byggesagen omkring vand- og

varmemålere samt vinduesrenovering på ca. 61.000 kr. Lånet er dog blevet

optaget på bedre vilkår end oprindeligt forudsat, og de ekstra udgifter har

således ikke medført en større stigning i lejen, end forudsat da sagerne blev

besluttet.”

En medarbejder i Albertslund

Kommune talte

den 23.

november 2000

telefonisk med en ansat i By- og Boligministeriet om

spørgsmålet om PBS-gebyrer. Af kommunens referat af samtalen fremgår

følgende:

”( ) havde ringet angående

vores henvendelse om PBS-gebyrer. Jeg kontaktede hende igen.

Hun skulle lige have afklaret

problemstillingen. Hun mener at opkrævning af husleje er en del af

boligorganisationens administration af afdelingerne, og at det derfor skal

indgå som en del af administrationsbidraget. Der kan således ikke opkræves

særskilt gebyr herfor. Hun laver en skriftlig besvarelse til mig.

Jeg spurgte til hvordan det

så vil forholde sig med administrationen af et vaskerikort, da det ikke er

alle

afdelinger der har vaskeri og dermed ikke udgifter til administration af

vaskekort.

Det helt centrale oplyste

hun, er at andre afdelinger ikke pålægges udgifter for ydelser de ikke

modtager.

Hun mener det er ok at

opkræve depositum for vaskekortet, men for administration er hun mere i tvivl

om. Hun vil gerne have lov til at undersøge det før hun ’rigtig’

udtaler sig om

det. Vi aftalte at jeg skriver til hende og redegør for situationen omkring

vaskekortet.

Jeg spurgte om hun vidste

noget om afsatte beløb. Om det er tilladt i regnskabet for de afsatte beløb

at

afsætte endnu et beløb til senere afholdelse. Hun henviste mig til ( ), der

måske kan svare på det.”

Den 10. september 2001

bad A (som var

bestyrelsesmedlem i afdeling Y) Albertslund Kommunes borgmester om svar på

nogle spørgsmål. I brevet anførte han bl.a. følgende:

”Som supplement til dine svar

i AP nr. 34 vil jeg bede om følgende oplysninger:

1. Vedr. PBS spørgsmålet.

Hvilken lov eller bekendtgørelse bygger du dit svar på, og hvilke paragraffer

har fundet anvendelse?

2. Betaling for varme- og

vandregnskab til (X) er en tillægsydelse. Hvilken lov/bekendtgørelse og

paragraf danner juridisk grundlag for dit svar?

3. (Y)’s beboermøde vedtager

at tage et byfornyelseslån på 3 millioner. Hvilken lov/bekendtgørelse og

paragraf danner det juridiske grundlag for, at (X) først optager lån på 3,5

millioner. Kommunalbestyrelsen forlanger lånet nedskrevet til 3,3 millioner,

de

ekstra omkostninger må (Y) betale. Hvad er det juridiske grundlag for at

tilsidesætte beboerdemokratiet? Kan (X) forhøje vore budgetterede lån

vedtaget

på beboermødet, uden at få (Y)’s godkendelse?”

Borgmesteren besvarede A’s

henvendelse

den 3. oktober

2001. Han svarede bl.a. følgende:

”PBS-gebyr

Tillægsydelse

I spørgsmålet om gebyret for

udarbejdelse af vand- og varmeregnskaber som tillægsydelse vil jeg gerne

redegøre for, hvordan kommunen efter samråd med By- og Boligministeriet har

fortolket lovgivningen. Det er helt centralt ifølge By- og Boligministeriet,

at

afdelinger ikke pålægges udgifter for ydelser, som de ikke modtager. Der er

afdelinger i (X), hvor lejerne og dermed afdelingen kan etablere et direkte

kundeforhold til leverandøren. Derfor har (X) udskilt gebyret for

udarbejdelse

af varme- og vandregnskaber som en tillægsydelse. Det er rigtigt, at en

tillægsydelse

ifølge driftsbekendtgørelsen skal kunne vælges til og fra af afdelingen. (Y)

kan derfor principielt og formelt fravælge ydelsen, kun i praksis har (Y)

ikke

denne mulighed, da der ikke kan etableres et direkte kundeforhold mellem (Y)

og

leverandøren. Kommunen har vurderet, at det er korrekt, at gebyret er opført

som en tillægsydelse, og at (Y) i praksis ikke kan fravælge gebyret, ikke

ændrer herpå. Gebyret er opkrævet for udgifter, som (X) har haft på

afdelingens

vegne, og der kan efter kommunens vurdering ikke blive tale om

tilbagebetaling.

Byfornyelseslån

Kommunalbestyrelsen godkendte

i april 1999 optagelsen af et realkreditlån på 3.330.000 kr. på baggrund af

indsendt byggeregnskab for installering af vand- og varmemålere. Det blev i

denne forbindelse påtalt overfor (X), at de ikke havde indsendt ansøgningen

inden projektet var igangsat. I forbindelse med godkendelsen af lånet og et

for

højt pantebrev blev låneoptagelsen forsinket. Der var desuden ved en fejl

ikke

afsat tilstrækkelige midler i byggeregnskabet. Det medførte yderligere

udgifter

for (Y), som dog blev opvejet af, at lånet blev optaget på bedre vilkår end

det

var forudsat. De yderligere udgifter til lånoptagelse gav anledning til, at

(Y)

forkastede regnskab 1999. Kommunalbestyrelsen behandlede tvisten om

(Y)’s

regnskab i forbindelse med det samlede regnskab for (X) og afdelinger i

november 2000. Det er beklageligt, at processen omkring optagelsen af

byfornyelseslånet

blev forsinket, men kommunen har taget (X)’s forklaringer på

ekstraudgifterne

til efterretning og har ikke haft bemærkninger hertil. (X)’s regnskab

herunder

(Y)’s blev godkendt af kommunalbestyrelsen

den 14. november 2001

[skal være 2000; min

bemærkning]. Som i de ovenstående tilfælde skal udgifter, som (X) har haft på

vegne af afdelingen, dækkes af afdelingen.”

Den 26. oktober 2001

klagede A til

Tilsynsrådet for Københavns Amt. Han skrev bl.a. følgende:

”Tillægsydelse

Administrationsbidraget skal

være ens for alle (X) afdelinger. Varmeregnskabet er en del af det regnskab

administrationen laver og som afdelingen betaler via sit

administrationsbidrag.

Selve regnskabet har vi et firma (B) til at stå for. (X) står kun for

opkrævningen og udbetaling af pengene. Ved at godkende tillægsydelsen,

tilsidesætter Albertslund kommune lovgivningen.

Byfornyelseslån

(X)’s afdeling 3 (Y).

Beboermødet ansøger og får bevilget et byfornyelseslån på 3 millioner kr. Det

endelige byggeregnskab for installation af vand- og varmemålere, udskiftning

af

sanitet (toiletter) samt maling af ejendommens vinduer blev 3.330.000 kr.

(X)’s administration optager

et lån på 3,5 millioner, som kommunen nægter at godkende. (X) nedskriver

efter

krav fra kommunen lånet til 3.330.000 kr. Jeg mener, kommunen tilsidesætter

lovgivningen omkring beboerdemokratiet ved at godkende et lån på 3.330.000

kr.,

når afdelingen havde godkendt 3 millioner. De 330.000 kr. skulle være taget

fra

henlæggelser, der på det tidspunkt var ca. 6 millioner kr.

Jeg mener ligeledes, at

kommunen tilsidesætter lovgivningen, når man godkender, at (X) pålægger afd.

3,

(Y) at betale de ekstra omkostninger i forbindelse med optagningen af lånet,

som (X)’s administration er skyld i på grund af elendig administration.

Vi har

jo betalt byggesagshonorar.”

Tilsynsrådet anmodede

Albertslund Kommune om en udtalelse. I et brev af

18. december 2001

til tilsynsrådet

skrev kommunen bl.a. følgende:

”Albertslund Kommune mener

ikke at have tilsidesat lovgivningen i afgørelsen af (A)’s klagepunkter.

Det

har i løbet af sagen været nødvendigt at fortolke den gældende lovgivning. I

de

tilfælde hvor det har været nødvendigt at fortolke lovgivningen, er det sket

efter høring af By- og Boligministeriet samt i henhold til de grundlæggende

principper for den almene boliglovgivning. I forhold til de 3 indklagede

punkter vil Albertslund Kommune gerne udtale følgende:

Varmeregnskab som

tillægsydelse

Albertslund Kommune har efter

samråd med By- og Boligministeriet fortolket lovgivningens bestemmelser om

tillægsydelser. By- og Boligministeriet har

den 23. november 2000

oplyst, at det er helt

centralt, at afdelinger ikke pålægges udgifter for ydelser, som de ikke

modtager.

Der er afdelinger i (X), hvor

lejerne og dermed afdelingen kan etablere et direkte kundeforhold til

leverandøren. Derfor har (X) udskilt gebyret for udarbejdelse af varme- og

vandregnskaber som en tillægsydelse. En tillægsydelse skal ifølge

driftsbekendtgørelsen (§ 28, stk. 2) kunne vælges til og fra af afdelingen.

(Y)

kan derfor principielt og formelt fravælge ydelsen. Men i praksis har (Y)

ikke

denne mulighed, da der med de installationer, som findes i bebyggelsen, ikke

kan etableres et direkte kundeforhold mellem (Y) og leverandøren. Kommunen

har

vurderet, at det er korrekt, at gebyret er opført som en tillægsydelse, og at

det forhold, at (Y) i praksis ikke kan fravælge gebyret, ikke ændrer herpå.

Gebyret er opkrævet for udgifter, som (X) har haft på afdelingens vegne, og

der

kan efter kommunens vurdering derfor ikke blive tale om tilbagebetaling. Til

orientering vedlægges (X)’s redegørelse for opkrævning af gebyr for

varmeregnskaber

som bilag 6.

Lånoptagelse til

vinduesrenovering og målerinstallering i (Y)

Kommunalbestyrelsen godkendte

i april 1999 optagelsen af et realkreditlån på 3.330.000 kr. på baggrund af

et

indsendt byggeregnskab for installering af vand- og varmemålere og

vinduesrenovering.

Det blev i denne forbindelse påtalt overfor (X), at de ikke havde indsendt

ansøgningen inden projektet var igangsat. Til orientering vedlægges

kommunalbestyrelsens beslutning og tilhørende indstilling som bilag 7.

I forbindelse med denne

godkendelse af lånet samt nedlysning af et for højt pantebrev blev

lånoptagelsen

forsinket. Der var desuden ved en fejl ikke afsat tilstrækkelige midler til

lånoptagelse i byggeregnskabet. Det medførte yderligere udgifter for (Y), som

dog blev opvejet af, at lånet blev optaget på bedre vilkår end det var

forudsat.

De yderligere udgifter til

lånoptagelse gav anledning til, at (Y) forkastede regnskab 1999.

Kommunalbestyrelsen

behandlede tvisten om (Y)’s regnskab i forbindelse med det samlede

regnskab for

(X) og afdelinger i november 2000. Kommunalbestyrelsen fandt det beklageligt,

at processen omkring optagelsen af realkreditlånet blev forsinket, men tog

(X)’s forklaringer på ekstraudgifterne til efterretning. Da de øgede

udgifter

til byggesagen ikke medførte en højere huslejestigning end forudsat ved

godkendelsen af byggeregnskabet, havde kommunalbestyrelsen ikke yderligere

bemærkninger hertil. (X)’s regnskab herunder (Y)’s blev godkendt af

kommunalbestyrelsen

den

14. november 2001

[rettelig 2000; min bemærkning]. Der vedlægges

til orientering kopi af kommunalbestyrelsens beslutning og tilhørende

indstilling som bilag 8.

Det er kommunens opfattelse i

denne som i de ovenstående klagepunkter, at afdelingen skal dække udgifter,

som

(X) har haft på vegne af afdelingen.”

A kommenterede kommunens

udtalelse i et brev til Tilsynsrådet for Københavns Amt som var dateret

den 27. januar 2001

[skal

være 2002; min bemærkning]. Han anførte bl.a. følgende:

”2. Gebyrer for varme- og

vandregnskab

Jeg fastholder, at en

tillægsydelse kan vælges fra og til af afdelingen, og det kan kommunen ikke

fortolke. Da jeg ikke har set bilag fra samrådet mellem Albertslund Kommune

og

By- og Boligministeriet med en konklusion, vil jeg se disse bilag, før jeg er

overbevist om dets rigtighed.

Vand- og varmebudget laver vi

selv i afdelingen. Vand- og varmeregnskab laves af (B) og konteres på konto

111,3. (X) opkræver vand- og varmebidrag over huslejen og udbetaler eller

opkræver differencer. Dette er dækket ind af administrationsbidraget, så jeg

fastholder mine krav på tilbagebetaling.

3. Låneoptagelse til

vinduesrenovering og målerinstallationer i (Y)

Albertslund Kommunes

redegørelse for låneoptagelse er temmelig unøjagtig, så jeg vil give den

korrekte redegørelse.

Beboerne i (Y) søgte i 1995

og fik bevilget et byfornyelseslån på 3 mill. Arbejdet afsluttedes i november

1995, og regnskabet revideredes af (X)’s revisor, idet der afsættes

midler til

at optage et realkreditlån på 3 mill. Det overskydende beløb kunne dækkes af

vore henlagte midler, der på det tidspunkt udgjorde ca. 6 mill., eller stå

som

et underskud, der skulle afdrages over 3 år.

Vi (afdelingsbestyrelsen)

rykkede gennem vor inspektør for en afslutning på sagen i 1996 og 1997, da vi

pludselig i 1998 fik besked om, at (X)’s administration havde optaget et

realkreditlån på 3,5 mill, men at Albertslund Kommune nægtede at godkende

lånet, der var for højt.

Efter forhandling mellem

kommunens økonomiafd. og (X) (afdeling (Y) blev holdt uden for) blev det

besluttet at nedskrive lånet fra 3,5 mill. til

3.33

mill. og nedskrive det optagne pantebrev tilsvarende. Dette kom til at koste

(Y) mindst 60.000 kr. (at lånet blev billigere ved at blive optaget så sent,

kan jeg ikke se kan influere på sagen. Var lånet blevet dyrere, skulle vi jo

også betale). Ud fra dette stillede jeg atter kommunen spørgsmålet, hvilken

lovparagraf anvendte kommunen, da de tilsidesatte beboerdemokratiet og optog

større lån, end beboermødet havde godkendt.

Er (X)’s administration, der

har opkrævet byggehonorar på 2% af byggesummen, ikke forpligtet til selv at

betale, når de administrerer forkert og påfører afdelingen nogle urimelige

ekstra udgifter.”

Den 27. maj 2002

talte en medarbejder i

Statsamtet København, der fungerede som sekretariat for tilsynsrådet,

telefonisk

med en medarbejder i Erhvervs- og Boligstyrelsen. I et notat udfærdiget af

statsamtet er anført følgende om samtalen:

”Talte d.d. med ( ) fra

Erhvervs- og Boligstyrelsen og forespurgte om varmeregnskabet skal medtages

som

en del af grundydelsen eller om varmeregnskabet kan optages som en

tillægsydelse, selv om nogle afdelinger inden for boligselskabet af tekniske

årsager ikke kan etablere et direkte kundeforhold til leverandøren, jf.

bekendtgørelse om drift af almene boliger § 28, stk. 2.

( ) meddelte – efter at have

undersøgt praksis og lovgivning – at spørgsmålet ikke er reguleret

ligesom der

ikke findes praksis for netop dette spørgsmål.

Styrelsen har derfor ikke en

holdning til spørgsmålet men finder, at det må være op til Tilsynsrådet at

vurdere.”

Tilsynsrådet for Københavns

Amt afgav en udtalelse i sagen

den 10. juni 2002. Tilsynsrådet anførte bl.a. følgende:

”Vedr. Tillægsydelse

Efter bekendtgørelse om drift

af almene boliger § 28 kan administrationsbidraget fastsættes på tre måder.

Efter bestemmelsens stk. 2,

der finder anvendelse i nærværende sag, kan administrationsgebyret fastsættes

delt, således at der fastsættes et grundbidrag for en grundydelse og et

tillægsbidrag for en tillægsydelse. Grundbidraget skal fastsættes til et

beløb,

der er lige stort pr. lejemålsenhed.

Vedrørende varmeregnskab som

tillægsydelse udtalte kommunen, at der er afdelinger i (X), hvor lejerne og

dermed afdelingen kan etablere et direkte kundeforhold til leverandøren.

Derfor

har (X) udskilt gebyret for udarbejdelse af varme- og vandregnskaber som en

tillægsydelse.

En tillægsydelse skal ifølge

driftsbekendtgørelsen § 28, stk. 2, kunne vælges til og fra af afdelingen.

(Y)

kan derfor principielt og formelt fravælge ydelsen. Men i praksis har (Y)

–

efter det af kommunen oplyste – ikke denne mulighed, da der med de

installationer, som findes i bebyggelsen, ikke kan etableres et direkte

kundeforhold mellem (Y) og leverandøren.

Det er ikke i lovgivningen

nærmere reguleret, hvilke ydelser, der skal indgå i grundydelsen og hvilke

der

skal indgå i tillægsydelsen.

Det følger af vejledning om

almennyttig boligvirksomhed, maj 1994 side 51, at grundydelsen som minimum

skal

omfatte betaling af de tunge administrationsområder som udlejnings,

fraflytnings, inspektions, og regnskabsadministration.

Tilsynsrådet finder ikke, at

kommunen har overtrådt lovgivningen ved at godkende (X)’s beslutning om

at

udtage varmeregnskabet som tillægsydelse.

Tilsynsrådet har lagt vægt

på, at det forhold, at spørgsmålet ikke er nærmere reguleret i lovgivningen,

medfører, at der tilkommer kommunen et vist skøn.

Tilsynsrådet finder ikke, at

kommunen i forbindelse med udøvelsen af skønnet, har overtrådt skreven og

uskreven ret.

Vedr. Byfornyelseslån

I åbent brev af

16. februar 2001

til

borgmester ( ) skrev De, at afd. 3, (Y) i 1994 fik bevilget et

byfornyelseslån

på 3 millioner kr., men da (X) hjemtog lånet i 1998 havde (X) egenhændigt

hævet

det til 3,5 millioner kr. Kommunen nægtede først at godkende lånet men endte

med at godkende et lån på 3.330.000 millioner kr. [skal være 3.330.000 kr.;

min

bemærkning].

De oplyser, at De mener, at

kommunen tilsidesatte lovgivningen omkring beboerdemokratiet ved at godkende

et

lån på 3.330.000 kr., når afdelingen havde godkendt 3 millioner samt ved at

godkende, at (X) pålægger (Y) at betale de ekstra omkostninger i forbindelse

med optagningen af lånet, som (X)’s administration er skyld i på grund

af

dårlig administration.

Tilsynsrådet er – som ovenfor

anført – alene kompetent til at udtale sig om de tilfælde, hvor der fra

kommunens

side foreligger en handling eller undladelse, der er i strid med

offentligretlig lovgivning og offentligretlige retsgrundsætninger.

I vejledning om almennyttig

boligvirksomhed fra maj 1994 fremgår det på side 25, at kommunalbestyrelsen

normalt ikke har beføjelse til at afgøre en opstået uenighed med bindende

virkning for parterne, d.v.s. selskaberne, afdelingsbestyrelserne og de

enkelte

lejere. I praksis er der ofte tale om problemer af almindelig selskabsretlig,

foreningsretlig eller aftaleretlig karakter, hvis afgørelse, såfremt parterne

ikke kan forhandle sig til rette, i givet fald henhører under domstolene.

Tilsynsrådet finder på den

baggrund ikke, at kommunen har tilsidesat sin tilsynsforpligtelse, ved at

godkende et lån på 3.330.000 kr.

Det ligger udenfor kommunens

tilsynsforpligtelse at undersøge, hvad der konkret er besluttet i de enkelte

afdelinger. Kommunen skal alene forholde sig til den ansøgning, der

foreligger

fra boligorganisationen.

Tilsynsrådet kan efter det

ovenfor anførte ikke tage stilling til (X)’s eventuelle ansvar overfor

de

enkelte afdelinger. Dette henhører under domstolenes kompetence.

Tilsynsrådet finder på den

baggrund ikke anledning til at foretage videre i anledning af Deres

henvendelse.”

Den 23. januar 2003

klagede A til mig. Jeg

anmodede Tilsynsrådet for Københavns Amt om at låne mig sine akter i sagen. I

brev af

3. april 2003

skrev jeg til A at jeg havde besluttet ikke at foretage en egentlig

ombudsmandsundersøgelse af den del af hans henvendelse som angik kontering af

PBS-gebyr, mens jeg havde indledt en undersøgelse af de øvrige dele af hans

henvendelse.

Om baggrunden for min

beslutning om ikke at foretage en egentlig ombudsmandsundersøgelse af den del

af A’s henvendelse som angik kontering af PBS-gebyr, skrev jeg bl.a.

følgende i

brevet:

”Albertslund Kommunes pålæg

til (X) Andelsboligforening og (Z) Andelsboligforening om at kontere

PBS-gebyret under konto 112 (administrationsbidrag) blev givet på baggrund af

en udtalelse fra By- og Boligministeriet af

5. marts 2001. Det fremgår af denne udtalelse at

udgifter til opkrævning af husleje – via PBS eller på anden måde –

skal indgå i

afdelingens administrationsbidrag til boligorganisationen. Tilsynsrådet har i

brevet af

10. juni 2002

skrevet at tilsynsrådet finder at kommunen har opfyldt sin

tilsynsforpligtelse

ved at pålægge (X) Andelsboligforening at efterleve By- og Boligministeriets

udtalelse.

Ved beslutningen om ikke at

indlede en egentlig ombudsmandsundersøgelse af den del af Deres henvendelse

som

angår kontering af PBS-gebyr, har jeg lagt vægt på at der ikke er udsigt til

at

jeg efter en egentlig ombudsmandsundersøgelse af sagen vil kunne kritisere

Tilsynsrådet for Københavns Amts beslutning i sagen. Det skyldes at de

kommunale tilsynsmyndigheder normalt ikke har mulighed for – endsige

pligt til

– at foretage en nærmere efterprøvelse af udtalelser fra

sektormyndigheden,

altså den myndighed som har ansvaret for det pågældende forvaltningsområde.

Tilsynsmyndigheden vil således normalt kunne lægge sektormyndighedens

udtalelser til grund for sin afgørelse om hvorvidt der er grundlag for at

skride ind over for en kommune efter den kommunale styrelseslovs § 61.

I en tidligere sag, som er

gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1988, s. 81 ff*, har jeg

givet udtryk for at den udtalelse fra sektormyndigheden som

tilsynsmyndigheden

baserer sin behandling af sagen på, bør være indhentet af tilsynsmyndigheden

som led i den aktuelle tilsynssag. I den foreliggende sag blev udtalelsen fra

By- og Boligministeriet ikke indhentet af tilsynsrådet, men af Albertslund

Kommune. Der er dog ikke udsigt til at jeg efter en egentlig

ombudsmandsundersøgelse

af sagen vil kunne kritisere at tilsynsrådet ikke selv har indhentet en

udtalelse fra By- og Boligministeriet, men har baseret sin behandling af

sagen

på ministeriets udtalelse til Albertslund Kommune. Jeg har i den forbindelse

lagt vægt på at sagens faktiske omstændigheder var enkle og uomtvistede, at

By-

og Boligministeriets udtalelse var klar og utvetydig og at Albertslund

Kommune

gav de to andelsboligforeninger i kommunen pålæg om at følge ministeriets

udtalelse.”

I et brev af

3. april 2003

til

Tilsynsrådet for Københavns Amt anmodede jeg om en udtalelse angående de dele

af sagen som drejer sig om udarbejdelse af vand- og varmeregnskab som

tillægsydelse

og om Albertslund Kommunes godkendelse af et byfornyelseslån.

Tilsynsrådet afgav en

udtalelse til mig

den 23.

april 2003

og oplyste i et brev af

19. juni 2003

at rådet ikke har yderligere

bemærkninger til sagen.

Den 30. januar 2004

afgav jeg en foreløbig

redegørelse i sagen hvoraf følgende bl.a. fremgår:

Ombudsmandens foreløbige udtalelse

”Ombudsmanden behandler klager over den offentlige forvaltning (§ 7,

stk. 1, i lov nr. 473 af

12. juni 1996

om Folketingets Ombudsmand). Ombudsmanden kan derimod ikke behandle klager

over privates virksomhed. (X) Andelsboligforening kan ikke anses for at være

en del af den offentlige forvaltning. Ved min gennemgang af sagen har jeg

koncentreret mig om Tilsynsrådet for Københavns Amts behandling af sagen.

1. Udarbejdelse af vand- og varmeregnskab som tillægsydelse

Det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv, eventuelt i samarbejde

med andre myndigheder, at fremskaffe fornødne oplysninger om de foreliggende

sager eller dog sørge for at private, navnlig parter i sagen, medvirker til

sagens oplysning. Dette princip, der ofte kaldes official- eller

undersøgelsesprincippet, fremgår ikke af forvaltningsloven, men gælder på

ulovbestemt grundlag. Kravene til

forvaltningens sagsoplysning angår både det faktiske og det retlige grundlag

for behandlingen af sagen. Forvaltningsmyndigheden har således ansvaret for

at

der tilvejebringes fyldestgørende oplysninger både om sagens faktiske

omstændigheder og om de retsregler som sagen skal bedømmes efter. Disse

regler gælder

også for de kommunale tilsynsmyndigheder som fører tilsyn med at kommunerne

overholder lovgivningen.

De kommunale

tilsynsmyndigheder vil normalt anmode om en udtalelse fra den pågældende

kommune angående de sager som bliver realitetsbehandlet af

tilsynsmyndigheden.

Dette vil dog ofte ikke være tilstrækkeligt til at sikre en forsvarlig

sagsoplysning. Det skyldes at kommunerne ved lovgivningen er tillagt opgaver

vedrørende mange forskelligartede forhold, og at de kommunale

tilsynsmyndigheder ikke har mulighed for at have et indgående kendskab til de

retsregler som gælder for disse mange forskelligartede forhold. Desuden vil

det

på en del forvaltningsområder være nødvendigt at besidde en særlig

fagkundskab

for at kunne bedømme om kommunen har overholdt de regler som gælder på det

pågældende forvaltningsområde. For at kunne leve op til kravet om en

forsvarlig

sagsoplysning er det således ofte nødvendigt at tilsynsmyndigheden får den

fornødne vejledning fra den myndighed, som regel et ministerium eller en

styrelse,

som har oparbejdet en særlig fagkundskab inden for det pågældende

forvaltningsområde. Jeg henviser til Emil le Maire og Niels Preisler, Lov om

kommunernes styrelse med kommentarer, 3. udgave (2000), s. 220,

Morten

Engberg

mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 764 ff,

og Peter Bak Mortensen i Juristen, 1986, s. 179.

Lov om kommunernes styrelse

har ikke hidtil indeholdt regler om dette spørgsmål, men ved lov nr. 381 af

28. maj 2003

om ændring af

lov om kommunernes styrelse med flere love er der blevet indsat en

bestemmelse

i lovens § 49, stk. 6, som fastslår at statsamtmanden kan anmode andre

offentlige

myndigheder om inden for deres sagsområde at yde den vejledning og bistand

der

er nødvendig for tilsynets udøvelse. At bestemmelsen nævner statsamtmanden,

skyldes at tilsynsrådene ved samme lovændring er blevet nedlagt og deres

beføjelser overført til fem statsamtmænd. Tilsynsrådet for Københavns Amts

beføjelser er således overført til Statsamtmanden for Københavns Amt. De nye

regler trådte i kraft

den 1.

januar 2004.

I denne sag tog Tilsynsrådet

for Københavns Amt stilling til forhold der var omfattet af lovgivningen om

almene boliger. Denne lovgivning blev tidligere administreret af By- og

Boligministeriet, men efter at ministeriet blev nedlagt i 2001, administreres

lovgivningen om almene boliger af Erhvervs- og Boligstyrelsen under Økonomi-

og

Erhvervsministeriet.

I den del af sagen som angik

kontering af PBS-gebyr, forelå der en udtalelse fra By- og Boligministeriet

som

indgik i grundlaget for tilsynsrådets behandling af sagen. Som nævnt i mit

brev

af

3. april 2003

har jeg ikke indledt en egentlig ombudsmandsundersøgelse af denne del af

sagen

da der ikke er udsigt til at jeg vil kunne kritisere tilsynsrådets

beslutning.

Reglerne om grundydelser og

tillægsydelser fremgår af § 28, stk. 2, i By- og Boligministeriets

bekendtgørelse

nr. 1103 af

13. december

2000

om drift af almene boliger m.v. Bestemmelsen lyder således:

’§ 28.

Stk. 2.

Administrationsbidraget kan fastsættes delt, således at der fastsættes et

grundbidrag for en grundydelse og et tillægsbidrag for tillægsydelser.

Grundydelsen

skal omfatte en grundlæggende, forsvarlig administration. Tillægsydelser kan

tilbydes til og vælges af afdelingerne. Grundbidraget skal fastsættes til et

beløb, der er lige stort pr. lejemålsenhed.’

En bestemmelse med samme

indhold fandtes tidligere i § 28, stk. 2, i Bolig- og Byministeriets

bekendtgørelse

nr. 372 af

19. juni 1998

om drift af almene boliger m.v.

Udtalelsen fra By- og

Boligministeriet omfattede ikke spørgsmålet om udarbejdelse af varme- og

vandregnskab som tillægsydelse, men inden tilsynsrådet tog stilling til denne

del af sagen, talte en medarbejder i tilsynsrådets sekretariat telefonisk med

en medarbejder i Erhvervs- og Boligstyrelsen. Under samtalen gav

medarbejderen

i Erhvervs- og Boligstyrelsen udtryk for at spørgsmålet om hvorvidt

varmeregnskabet skulle medtages som en del af grundydelsen, eller om

varmeregnskabet kunne optages som en tillægsydelse selv om nogle afdelinger

inden

for boligselskabet af tekniske årsager ikke kunne etablere et direkte

kundeforhold til leverandøren, ikke var reguleret i lovgivningen, ligesom der

ikke var taget stilling til det i praksis. Medarbejderen oplyste endvidere at

Erhvervs-

og Boligstyrelsen ikke havde en holdning til spørgsmålet, men mente at det

måtte være op til tilsynsrådet at vurdere sagen. Herefter afgav tilsynsrådet

en

udtalelse om sagen.

Tilsynsrådets udtalelse

indebar at andelsboligforeningens udarbejdelse af varme- og vandregnskab for

afdeling (Y) skulle betragtes som en tillægsydelse, uanset at det i § 28,

stk.

2, i bekendtgørelse nr. 1103 af

13. december 2000

om drift af almene boliger m.v. er

fastsat at tillægsydelser kan tilbydes til og vælges af afdelingerne.

Albertslund Kommunalbestyrelse havde tidligere givet udtryk for den samme

opfattelse.

Albertslund

Kommunalbestyrelse havde over for tilsynsrådet oplyst at kommunens

fortolkning

af lovgivningen var foretaget efter samråd med By- og Boligministeriet, og

kommunen havde i den forbindelse henvist til den telefonsamtale som en ansat

i

kommunen førte med en ansat i ministeriet

den 23. november 2000. Dette kan dog efter min

foreløbige opfattelse ikke tillægges væsentlig betydning ved vurderingen af

om

tilsynsrådet havde et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at fastlægge

forståelsen af lovgivningen på området. Jeg har lagt vægt på at efter det

oplyste angik den nævnte telefonsamtale ikke den del af sagen som vedrører

udarbejdelse af varme- og vandregnskab som tillægsydelse, men derimod den del

af sagen som angår opkrævning af PBS-gebyr. Desuden har jeg lagt vægt på at

samtalen ikke berørte spørgsmålet om hvorledes bestemmelsen i § 28, stk. 2, i

bekendtgørelse

nr. 372 af

19. juni 1998

om drift af almene boliger m.v. skulle anvendes i et tilfælde hvor nogle

afdelinger inden for boligselskabet af tekniske årsager ikke kunne etablere

et

direkte kundeforhold til leverandøren.

Herefter, og da Tilsynsrådet

for Københavns Amt ikke kunne anses for at besidde et tilstrækkeligt

indgående

kendskab til retsreglerne på dette område, er det min foreløbige opfattelse

at

det er beklageligt at tilsynsrådet tog stilling til spørgsmålet om hvorvidt

andelsboligforeningens udarbejdelse af varme- og vandregnskab for afdeling

(Y)

skulle betragtes som en tillægsydelse, uden at have anmodet Erhvervs- og

Boligstyrelsen om en udtalelse. Dette medførte at der ved sagens bedømmelse

ikke forelå den fornødne sikkerhed om forståelsen af bekendtgørelsens § 28,

stk. 2. At Erhvervs- og Boligstyrelsen under en telefonsamtale havde

tilkendegivet

at det måtte være op til tilsynsrådet at vurdere sagen, kan efter min

foreløbige opfattelse ikke føre til et andet resultat. Jeg henviser til at

det

må antages at et fagministerium (eller en styrelse under et fagministerium) i

et vist omfang er forpligtet til efter anmodning at afgive en generel

udtalelse

til en kommunal tilsynsmyndighed om retsspørgsmål vedrørende lovgivningen på

det pågældende ministeriums område når dette har betydning for afgørelsen af

en

sag hos tilsynsmyndigheden. Jeg henviser i den forbindelse til betænkning nr.

1395/2000 om statens tilsyn med kommunerne, s. 200, og betænkning nr.

1425/2002

om indsigt i den kommunale administration, s.

163 f.

Som nævnt er Tilsynsrådet for

Københavns Amt blevet nedlagt, og tilsynsrådets beføjelser er overtaget af

Statsamtmanden for Københavns Amt. Det er min foreløbige opfattelse at der er

grundlag for at henstille at statsamtmanden overvejer at genoptage

behandlingen

af sagen i lyset af det jeg har anført.

2. Albertslund Kommunes godkendelse af et

byfornyelseslån

(A) har oplyst at det på et

afdelingsmøde i afdeling (Y) blev vedtaget at optage et byfornyelseslån til

dækning af udgifterne ved installation af vand- og varmemålere mv. Han har

videre oplyst at det på afdelingsmødet blev besluttet at optage et lån på 3

mio. kr., men at (X) Andelsboligforening, som afdeling (Y) hører under,

besluttede at optage et lån på 3,5 mio. kr., og at lånets endelige størrelse

efter forhandlinger mellem andelsboligforeningen og kommunen blev fastsat til

3.330.000 kr. Myndighederne har ikke bestridt disse oplysninger. Jeg forstår

at

dette hændelsesforløb er baggrunden for at afdelingsmødet i afdeling (Y)

forkastede afdelingens årsregnskab for 1999, men at andelsboligforeningens

bestyrelse efterfølgende godkendte regnskabet. Herefter tog Albertslund

Kommunalbestyrelse

stilling til sagen og godkendte andelsboligforeningens årsregnskab for 1999,

herunder regnskabet for afdeling (Y).

Over for Tilsynsrådet for

Københavns Amt har (A) gjort gældende at Albertslund Kommunalbestyrelse

tilsidesatte reglerne om beboerdemokrati ved at godkende at lånet blev

optaget

med et beløb på 3.330.000 kr. Tilsynsrådet har imidlertid udtalt at

Albertslund

Kommunalbestyrelse ikke har tilsidesat sin tilsynsforpligtelse. Tilsynsrådet

har i den forbindelse henvist til at det af vejledning om almennyttig

boligvirksomhed fra maj 1994 fremgår at kommunalbestyrelsen normalt ikke har

beføjelse til at afgøre en opstået uenighed med bindende virkning for

parterne,

dvs. selskaberne, afdelingsbestyrelserne og de enkelte lejere. Tilsynsrådet

har

desuden henvist til at det er anført i vejledningen at der i praksis ofte er

tale om problemer af almindelig selskabsretlig, foreningsretlig eller

aftaleretlig karakter hvis afgørelse, såfremt parterne ikke kan forhandle sig

til rette, i givet fald henhører under domstolene.

Denne vejledning (Bygge- og

Boligstyrelsens vejledning nr. 88 af

19. maj 1994

om almennyttig boligvirksomhed) må anses

for ophævet og erstattet af Bygge- og Boligstyrelsens vejledning nr. 4130 af

27. december 1996

om

drift af almene boliger m.v. De afsnit i vejledning nr. 88 af

19. maj 1994

om

almennyttig boligvirksomhed som er gengivet ovenfor, er dog overført

uforandret

til vejledning nr. 4130 af

27.

december 1996

om drift af almene boliger m.v.

At kommunalbestyrelsens

adgang til at behandle sager om almene boligorganisationer er begrænset, er i

øvrigt også omtalt et andet sted i vejledning nr. 88 af

19. maj 1994

om almennyttig boligvirksomhed.

I vejledningens pkt. 2.2. er det således anført at afholdelse af

afdelingsmøder, urafstemninger mv. i vidt omfang hviler på de almindelige

foreningsretlige principper hvorfor kommunalbestyrelsen normalt ikke, bl.a.

af

bevismæssige grunde, kan gå ind i en endelig bedømmelse af om disse

principper

er overholdt i forbindelse med et mødes indkaldelse og afvikling og i

forbindelse

med udformning og afholdelse af en afstemning.

Som nævnt skulle

kommunalbestyrelsen godkende udstedelsen af et pantebrev i forbindelse med

optagelsen af byfornyelseslånet, og den skulle ligeledes godkende den

huslejestigning som var en følge heraf. Dette fremgik af bestemmelserne i §

29,

stk. 1, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.

(dengang lovbekendtgørelse nr. 102 af

17. februar 1999

), samt § 75, stk. 5, og § 114, stk. 1,

nr. 4 og 10, i bekendtgørelse nr. 372 af

19. juni 1998

om drift af almene boliger m.v.

Kommunalbestyrelsens

kompetence i forbindelse med uenigheden om årsregnskabet for 1999 er fastlagt

i

§ 42 i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.

(dengang

lovbekendtgørelse nr. 550 af

20.

juni 2000

). Bestemmelsen lyder således:

’§ 42. Boligorganisationens

bestyrelse indbringer eventuelle tvistigheder mellem bestyrelsen og

afdelingsbestyrelsen eller afdelingsmødet om driftsbudget og årsregnskab for

kommunalbestyrelsen, som træffer den endelige administrative afgørelse.’

Det fremgår herudover af

lovens § 164 at kommunalbestyrelsen fører tilsyn med de almene

boligorganisationer.

Om denne tilsynsforpligtelse var der fastsat følgende i § 107, stk. 1, i

bekendtgørelse nr. 372 af

19.

juni 1998

om drift af almene boliger m.v.:

’§ 107. Den

kommunalbestyrelse, der fører tilsyn med henholdsvis boligorganisationen og

afdelingerne,

påser, at driften er i overensstemmelse med bestemmelserne herom i lov om

almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., lov om leje af

almene

boliger, bestemmelser, der er udstedt i medfør af disse love, og

boligorganisationens vedtægter.’

Denne bekendtgørelse er nu

ophævet, men bestemmelsen i § 107, stk. 1, er overført uændret til § 107,

stk.

1, i bekendtgørelse nr. 1103 af

13. december 2000

om drift af almene boliger m.v.

Reglerne om beboerdemokrati

er fastsat i kapitel 2 i lov om almene boliger samt støttede private

andelsboliger m.v. Mere udførlige regler om beboerdemokratiet var fastlagt i

bekendtgørelse nr. 372 af

19.

juni 1998

om drift af almene boliger m.v. der som nævnt er

erstattet af bekendtgørelse nr. 1103 af

13. december 2000

om drift af almene boliger m.v. Disse

regler fastlægger bl.a. fordelingen af kompetence mellem de styrende organer

i

en almen boligorganisation, herunder boligorganisationens bestyrelse,

afdelingsbestyrelsen og afdelingsmødet.

Da Albertslund

Kommunalbestyrelse tog stilling til sagen om udstedelse af et pantebrev og

forhøjelse

af huslejen i afdeling (Y), skulle den om fornødent påse at reglerne om

beboerdemokrati var blevet overholdt da disse regler var omfattet af

kommunalbestyrelsens tilsynsforpligtelse. Det samme gjaldt da

kommunalbestyrelsen tog stilling til uenigheden angående regnskabet for 1999

for afdeling (Y).

Det er derfor min foreløbige

opfattelse at Tilsynsrådet for Københavns Amt ikke burde have behandlet

(A)’s

klage over at reglerne om beboerdemokrati var blevet tilsidesat, på grundlag

af

det som er anført i de afsnit i vejledningen om almennyttig boligvirksomhed

som

er gengivet ovenfor. Det som er anført i disse afsnit vedrørende begrænsning

af

kommunalbestyrelsens kompetence, må antages navnlig at sigte på spørgsmål om

gyldigheden af indkaldelse og afvikling af afdelingsmøder, afholdelse af

urafstemning mv., og det kan ikke antages at have betydning for den

foreliggende sag der som nævnt angik spørgsmålet om eventuel tilsidesættelse

af

reglerne om beboerdemokrati.

Tilsynsrådet for Københavns

Amt er som tidligere nævnt blevet nedlagt, og rådets beføjelser er overgået

til

Statsamtmanden for Københavns Amt. Det er min foreløbige opfattelse at der er

grundlag for at henstille at statsamtmanden overvejer at genoptage

behandlingen

af sagen i lyset af det jeg har anført.”

I brev af

30. januar 2004

bad jeg Indenrigs- og

Sundhedsministeriet om bemærkninger til min foreløbige redegørelse. Jeg bad

endvidere om at ministeriet indhentede bemærkninger fra Statsamtet København.

Statsamtet København har i

brev af

7. januar 2005

bl.a. skrevet følgende:

”Socialministeriet har

den 21. december 2004

fremsendt en vejledende udtalelse til Tilsynet vedrørende de ovenfor nævnte

spørgsmål.

Vedrørende spørgsmålet om

kommunernes tilsynspligt har Socialministeriet bl.a. anført, at kommunerne

som

led i sit tilsyn løbende bør sikre, at de i lovgivningen gældende regler for

beslutninger (beboerdemokrati) overholdes. Ministeriet har endvidere anført,

at

ved boligorganisationens ansøgning om udstedelse af pantebreve må

kommunalbestyrelsen som udgangspunkt efter ministeriets opfattelse kunne

lægge

til grund, at udgiften er optaget på den pågældende afdelings budget, og at

afdelingsmødet har godkendt budgettet og dermed den omhandlede udgift.

Vedrørende udarbejdelse af

varme- og vandregnskab har Socialministeriet bl.a. udtalt, at tillægsydelser

efter ministeriets opfattelse kun kan omfatte poster, som ikke er nødvendige

for en grundlæggende administration af afdelingen. Ministeriet anfører, at

tillægsydelser er kendetegnet ved, at disse kan tilbydes og vælges af

afdelinger, hvilket ikke synes tilfældet i den foreliggende sag.

På baggrund af

Socialministeriets vejledende udtalelse af

21. december 2004

har Tilsynet besluttet at

genoptage sagens behandling.”

Indenrigs- og

Sundhedsministeriet har i brev af

21. februar 2005

meddelt mig at ministeriet ikke

foretager sig mere i sagen under henvisning til at statsamtet har besluttet

at

genoptage sagen.

Ombudsmandens endelige udtalelse

”Det er min endelige opfattelse at det er kritisabelt at Tilsynsrådet

for Københavns Amt tog stilling til spørgsmålet om hvorvidt

andelsboligforeningens udarbejdelse af varme- og vandregnskab for afdeling

(Y) skulle betragtes som en grundydelse eller en tillægsydelse, uden at have

anmodet Erhvervs- og Boligstyrelsen om en udtalelse. Det er desuden min

opfattelse at tilsynsrådets behandling af (A)’s klage over at reglerne

om beboerdemokrati var blevet tilsidesat, blev foretaget på et forkert

grundlag. Da Statsamtet København har besluttet at genoptage sin behandling

af sagen, har jeg ikke grundlag for at afgive en henstilling om genoptagelse

af sagen.

Jeg foretager mig herefter ikke mere i sagen.”

NOTER: (*) FOB 1988, s. 81.

Lignende dokumenter