Spring til indhold

Retsinformation

Kommunes forslag til formand for huslejenævnet. Inddragelse af hensynet til kandidatens partipolitiske tilhørsforhold. Oplysningsgrundlag

FOU nr 2002.121UdtalelserFolketinget19. januar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kommunes forslag til formand for huslejenævnet. Inddragelse

af hensynet til kandidatens partipolitiske tilhørsforhold. Oplysningsgrundlag

Af de

foreliggende akter fremgår bl.a. at denne sag angår Hvidovre

Kommunalbestyrelses indstilling af formand for huslejenævnet i perioden fra

den

1. januar 1998 til den 31. december 2001.

A’s beskikkelse som formand

for huslejenævnet udløb den 31. december 1997. A ønskede at fortsætte som

formand i perioden fra den 1. januar 1998 til den 31. december 2001 hvilket

nævnets sekretær i efteråret 1997 i et notat oplyste kommunaldirektøren om.

Københavns Statsamt (nu

Statsamtet København) bad den 12. november 1997 kommunen om forslag med

henblik

på besættelse af hvervet i den kommende 4-års-periode.

Den 9. december 1997 afholdt

Hvidovre Kommunalbestyrelse konstituerende møde. I den forbindelse besluttede

kommunalbestyrelsen at indstille B som formand for huslejenævnet.

A hørte herom hvorfor han

samme dag skrev til statsamtet. Af brevet fremgår:

”Jeg er formand for Hvidovre

Huslejenævn og har været dette siden 1980. I forbindelse med indeværende

periodes snarlige udløb, har jeg for nogen tid siden meddelt forvaltningen,

at

jeg er indstillet på at fortsætte - denne meddelelse gav såvel udlejer som

lejerrepræsentant anledning til at udtrykke deres tilfredshed.

I dag har der været

konstitueringsmøde i Hvidovre Kommunalbestyrelse, og det er kommet mig for

øre,

at jeg ikke indgår i konstitueringen ved indstilling som formand for

Læs alt

huslejenævnet for en ny periode. Det er jeg naturligvis forundret over, men

hvis jeg skal prøve med en forklaring, så kan det have med sagen at gøre, at

jeg i perioden har udmeldt mig af Socialdemokratiet, fordi der fra ledende

personer dér på et tidspunkt blev opstillet som forudsætning, at

huslejenævnet

er et politisk nævn. Det er jeg ikke enig i og mener i øvrigt at det er

’gift’

for huslejenævnenes virke hvis det skulle være tilfældet. Jeg tog

konsekvensen

og meldte mig ud i det mindste indtil udtalelsen blev dementeret og det blev

den ikke. Endvidere har jeg som borger i en sag om noget helt andet

’talt Rom

imod’ og måske kan det have haft en betydning for nogen i denne

forbindelse.

Nu forholder det sig

imidlertid sådan, at det jfr. MBL § 36, stk. 2, er amtmanden der beskikker

formanden og jeg skal derfor tillade mig at anbefale mig til en ny periode.

Om

fornødent vil jeg kunne få anbefalinger fra lejer- og udlejerrepræsentant og

skulle der i øvrigt være behov for oplysninger eller andet står jeg selvsagt

til rådighed.”

Den 10. december 1997 bekræftede

statsamtet modtagelsen af brevet og meddelte samtidig at statsamtet afventede

kommunens indstilling hvorefter statsamtet ville vende tilbage til A.

Kommunen sendte den 19.

december 1997 sin indstilling til statsamtet.

Den 18. februar 1998 beskikkede

statsamtet B som formand for huslejenævnet.

I brev af 19. februar 1998

meddelte A statsamtet at han forventede at få et skriftligt og begrundet

afslag

med ankevejledning.

Stiftamtmanden besvarede den

24. marts 1998 A’s henvendelse af 9. december 1997 og senere

henvendelser om

beskikkelse af formand for huslejenævnet. Af svaret fremgår:

”

Jeg skal i den forbindelse

oplyse, at det er fast praksis ved beskikkelse af medlemmer til

huslejenævnene,

at statsamtet følger indstillingen fra kommunen, medmindre åbenbare hensyn

taler imod dette. Statsamtet fandt ikke i den aktuelle sag grundlag for at

tilsidesætte kommunens indstilling, som derfor blev fulgt.

Ved statsamtets afgørelse lå

der ikke nogen vurdering af de indstillede personers politiske

tilhørsforhold, men

alene en vurdering af, om disse personer ud fra en generel vurdering måtte

vurderes som egnede til hvervet. Der lå således heller ikke i forbindelse med

afgørelsen en stillingtagen til Deres egnethed, herunder om De var medlem

eller

ikke medlem af et politisk parti. Jeg vil endvidere gerne klart understrege,

at

statsamtet i forbindelse med beskikkelsen ikke på nogen måde er indgået i

overvejelser om eller drøftelser med kommunen om Deres og kommunens

eventuelle

modsætningsforhold.

Som oplyst fulgte statsamtet

den mangeårige praksis, hvorefter kommunens indstilling følges, medmindre

konkrete forhold taler herimod.

Statsamtets afgørelse kan

ikke indbringes for en anden myndighed.

Statsamtet ville umiddelbart

efter meddelelsen af beskikkelsen orientere Dem herom, men umiddelbart efter

modtog statsamtet Deres brev af 19. februar 1998, hvori De udtrykte

forundring

over beskikkelsen (som De må være blevet orienteret om ad anden vej), og

endvidere oplyste, at beskikkelsen også var en overraskelse for den

nybeskikkede

formand.

”

A skrev til boligministeren

den 12. marts 1998, og boligministeren svarede den 26. marts 1998. Af

ministerens svar fremgår:

”

Jeg kan i denne forbindelse

om boligreguleringslovens regler om udpegning af nævnsformand oplyse, at

formanden beskikkes af amtmanden, at formanden skal have bestået juridisk

embedseksamen og ikke må have særlig tilknytning til grundejer- eller

lejerorganisationer eller være erhvervsmæssigt interesseret i

ejendomshandler.

Formanden skal endvidere have dansk indfødsret, være myndig og uberygtet, han

må ikke være under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller § 7, og endelig

må

hans bo ikke være under konkursbehandling.

Der er ikke i

boligreguleringsloven fastsat regler om påklage af amtmandens udpegning af

nævnsformand til anden administrativ myndighed.

Det er på denne baggrund min

opfattelse, at sådanne klager i henhold til almindelige retsgrundsætninger om

ulovbestemt rekurs kan indbringes for Indenrigsministeriet som overordnet

myndighed.

”

Den 26. og 27. marts 1998

kommenterede A statsamtets svar af 24. marts 1998.

Af stiftamtmandens brev af

30. marts 1998 - som besvarede A’s kommentarer - fremgår:

”

Med hensyn til spørgsmålet om

der er foretaget et tilstrækkeligt skøn, skal jeg henvise til mit brev af 24.

marts 1998, hvori jeg nærmere har redegjort for baggrunden for, hvorfor

statsamtet beskikkede (B) som formand for nævnet.

Der er som anført ikke i

forbindelse med beskikkelsen af ovennævnte foretaget et konkret skøn mellem

to

indstillede. Statsamtet valgte efter fast praksis at følge kommunens

indstilling i sagen, idet der ikke var åbenbare hensyn, der talte herimod. På

den baggrund er der som nævnt i mit tidligere brev til Dem, således slet ikke

foretaget et konkret skøn i forhold til Deres person, herunder af Deres

egnethed eller medlemskab/ikke medlemskab af et politisk parti.

I forbindelse med

henvisningen til statsamtets faste praksis omkring formandsbeskikkelser skal

jeg oplyse, at statsamtet, når ny formand og medlemmer hvert 4 år skal

udnævnes, jfr. lov om midlertidig regulering af boligforholdene, § 36, stk.

2,

skriver til kommunalbestyrelserne og udbeder sig forslag med henblik på

besættelse af hvervene.

Denne faste praksis går i

hvert fald tilbage til 1967, på hvilket tidspunkt Københavns Amt stod for

beskikkelsen

af formand og næstformand for huslejenævnet. Siden den tid har amtet og,

efter

at kompetencen til at udpege formanden og næstformanden overgik til

statsamtet,

statsamtet, i samtlige sager om beskikkelse af formand og næstformand i

Hvidovre kommunes huslejenævn, udpeget de af kommunalbestyrelsen indstillede

personer.

Jeg mener med ovenstående at

have givet den fornødne dokumentation for statsamtets mangeårige praksis, som

jeg ikke har fundet anledning til at fravige.

Med hensyn til Deres spørgsmål

om, i hvor mange tilfælde der har været indstillet mere end én person, kan

jeg

oplyse, at der statsamtet bekendt ikke har været fortilfælde, hvor en

privatperson har indstillet/anbefalet sig selv. Det følger formentlig af den

ovenfor nævnte praksis, hvorefter amtet og senere statsamtet har overladt

indstillingsretten til kommunalbestyrelserne.

Til Deres spørgsmål om,

hvorvidt § 36, stk. 2, med denne praksis har nogen fornuftig mening,

bemærkes,

at bestemmelsen har den mening, at statsamtet står som garant for, at de

beskikkede medlemmer af huslejenævnene opfylder lovens betingelser.

”

Den 2. april 1998 skrev A til

Hvidovre Kommune og bad om aktindsigt. Kommunaldirektøren svarede A den 8.

april 1998. Af brevet fremgår:

”I brev af 2. april 1998 om

aktindsigt i sag om konstituering af huslejenævnet i Hvidovre Kommune har De

efterlyst et notat fra huslejenævnets møde i oktober/november 1997, hvor De

som

formand og nævnsmedlemmerne meddeler at medlemmerne og formanden stiller op

til

en ny periode.

Endvidere ønsker De en

redegørelse for, hvad der fra forvaltningens side er foretaget i anledning af

notatet, herunder kopi af eventuelle ekspeditioner vedrørende notatet.

I den anledning skal det

bekræftes, at undertegnede fra huslejenævnets sekretær har modtaget et

håndskrevet notat med det ovenfor nævnte indhold og at notatets indhold er

videregivet til borgmesteren.

Imidlertid er noten gået

tabt, så det er ikke muligt at imødekomme Deres ønske om kopi.

Udpegning til huslejenævnet

er sket på kommunalbestyrelsens konstituerende møde den 9. december 1997 i

henhold til reglerne i §§ 36 og 37 i lov om midlertidig regulering af

boligforholdene og den kommunale styrelseslovs §§ 25 og 26.”

A skrev den 14. april 1998

til borgmesteren. A anførte bl.a. at kommunens involvering i sagen strengt

taget ikke var fornøden, og at der derfor burde været tilgået statsamtet

meddelelse dels om at A ønskede at fortsætte, dels om kommunens begrundelse

for

at indstille den ene frem for den anden. A ønskede en forklaring på hvorfor

han

ikke blev genindstillet af kommunen, og at udtrykke sin skuffelse over at

borgmesteren ikke havde takket ham for hans indsats gennem mange år. A sendte

en kopi af brevet til medlemmerne af kommunalbestyrelsen med anmodning om

stillingtagen.

Med brev af 17. april 1998

besvarede jeg A’s henvendelser af 1. og 14. april 1998 om at statsamtet

havde

beskikket B - og ikke A - som formand for huslejenævnet. I A’s

henvendelser

skrev han også om den indstilling som kommunen havde afgivet i sagen. I

svaret

meddelte jeg A at jeg, da Indenrigsministeriet og By- og Boligministeriet

havde

A’s sager under behandling, fandt det mest hensigtsmæssigt at jeg ikke

på

daværende tidspunkt tog stilling til sagen (mit j.nr. 1998-0997-161).

Den 21. april 1998 svarede

borgmesteren på A’s brev af 14. april 1998. Af svaret fremgår:

”

Jeg må præcisere - som også

kommunaldirektøren har gjort - at han har modtaget notatet fra huslejenævnets

sekretær, og at notatets indhold er videregivet til mig.

Det er amtet, der udpeger

formand og stedfortræder for formanden. Det sker efter fast praksis på

grundlag

af en indstilling fra kommunalbestyrelsen. Denne indstilling foretages på det

konstituerende møde, og kommunalbestyrelsen er i sin indstilling kun bundet

af

lovens bestemmelser om, at de der indstilles, skal have bestået juridisk

kandidateksamen, og ikke må have særlig tilknytning til grundejer- eller

lejerforeninger eller være erhvervsmæssigt interesseret i ejendomshandler.

Jeg skal beklage, at kommunen

ikke har takket dig for din indsats som formand for huslejenævnet. Det er en

ren og skær forglemmelse, som jeg ikke kan beklage tilstrækkeligt. Den skete

skade, vil jeg straks sørge for at få rettet op.”

I brev af 24. april 1998 bad

A om at blive fritaget for forsøget på genopretning af den skete skade.

Samtidig spurgte A borgmesteren om hvorfor han tidligere var blevet

indstillet,

men ikke denne gang. A spurgte også om hvad der havde kvalificeret B frem for

ham idet både han og B opfyldte de formelle krav. A spurgte medlemmerne af

kommunalbestyrelsen om det samme.

Den 7. maj 1998 svarede

borgmesteren på et brev af 1. maj 1998 fra A. Af svaret fremgår:

”Som svar på dit brev af 1.

maj 1998 kan jeg oplyse, at dine 2 breve var omdelt til samtlige

kommunalbestyrelsesmedlemmer forud for kommunalbestyrelsens møde tirsdag den

28. april 1998.

Ved mødets start gjorde jeg

kommunalbestyrelsens medlemmer opmærksom på brevene og bad de

kommunalbestyrelsesmedlemmer, der måtte have bemærkninger eller kommentarer

om

at fremkomme med disse skriftligt inden for de nærmeste dage.

Da der ikke er indkommet

bemærkninger eller kommentarer, må det konstateres, at kommunalbestyrelsen

har

taget brevene til efterretning.”

Med brev af 8. maj 1998

svarede S, medlem af Hvidovre Kommunalbestyrelse og formand for en lokal

afdeling af Socialdemokratiet, på A’s henvendelser til medlemmerne af

kommunalbestyrelsen. Af brevet fremgår:

”

Tillad mig at svare i min

egenskab af formand for Socialdemokratiet Hvidovre (X).

Når Hvidovre Kommune ansætter

personale sker udvælgelsen helt efter kvalifikationer i relation til

stillingen. Alt andet ville være forkert.

Heroverfor står, at når

befolkningen i Hvidovre vælger kommunalbestyrelsens medlemmer sker det ud fra

politisk tilhørsforhold, og der er såmænd ingen garanti for eller formelt

krav

om, at vi er egnede til jobbet. Sådan virker det repræsentative demokrati.

Jobbet som formand for

Hvidovre huslejenævn er lidt af en mellemting mellem ovenstående.

Udvælgelsen sker politisk af

kommunalbestyrelsen efter indstilling, men der er samtidigt et formelt krav

om

juridisk embedseksamen.

Konkret er der sket det, at

Socialdemokratiet i Hvidovre blandt sine medlemmer har fundet en egnet

person,

der opfyldte det formelle krav, og indstillet vedkommende.

Det er vel ikke unaturligt at

kommunalbestyrelsen herefter vælger vedkommende, når det betænkes, at

Socialdemokratiet besætter 11 ud af 21 pladser.

Samme procedure blev - så

vidt jeg er orienteret - også anvendt for 4 år siden, da du blev valgt.

”

A kommenterede brevet den 11.

maj 1998. A anførte i den forbindelse at han var nødsaget til at træde ud af

Socialdemokratiet fordi den nuværende borgmester på trods af opfordring fra

ham

ikke ville dementere en udtalelse om at huslejenævnet var et politisk udvalg.

For at bevare troværdigheden blev A nødsaget til at melde sig ud. A var

heller

ikke vidende om at han for 4 år siden var blevet indstillet på den i brevet

af

8. maj 1998 anførte måde. Samme dag skrev A til medlemmerne af

kommunalbestyrelsen.

I brev af 13. maj 1998

besvarede S A’s kommentarer. Af svaret fremgår:

”

Når jeg valgte at besvare

Deres henvendelse iført min kasket som formand for Socialdemokratiet Hvidovre

(X), var det fordi jeg følte, at jeg så mere frit og uformelt kunne fortælle

hvordan verdenen ser ud i praksis.

Jeg fornemmer på Deres breve,

at det, der fra min side var ment som en venlig oplysning, er kommet galt i

halsen og jeg skal derfor gerne trække mig ud af denne sag, i sikker

forvisning

om, at De nok skal finde andre udveje for at komme af med Deres frustration

over, at Socialdemokraterne ikke kunne gå ind for Deres kandidatur til posten

som formand for huslejenævnet.”

Af borgmesterens brev af 19.

maj 1998 fremgår:

”

Med hensyn til indstillingen

af formand for huslejenævnet er dette sket på forslag af valggruppe, AFTC, da

det efter mandatfordelingen i kommunalbestyrelsen tilkommer denne gruppe at

foretage indstilling vedr. dette hverv.

Ved behandlingen af

indstillingen fremkom ingen bemærkninger, der nærmere begrundede

indstillingen.

Der er heller ikke krav om, at indstillingen begrundes.”

Den 27. maj 1998 spurgte A

borgmesteren bl.a. om hvorfor borgmesteren ikke havde fremsendt hans

indstilling om eget kandidatur til statsamtet så statsamtet selv kunne prøve

kandidaternes baggrund.

Borgmesteren svarede A den

28. maj 1998. Af svaret fremgår:

”Jeg skal hermed blot

tilføje, at det er den d’Hondtske metode i den kommunale styrelseslov,

der

afgør, hvem der udpeger til hvilke poster.

Jeg anser hverken huslejenævn

eller vurderingsråd osv. for politiske, selv om det er politikere, der har

udpeget medlemmerne.

Jeg har ikke yderligere at

tilføje til denne sag.

”

A skrev den 1. juni 1998 på

ny til borgmesteren. A bad i den forbindelse om en forklaring på hvorfor

borgmesteren havde smidt notatet fra efteråret 1997 væk, og hvorfor

proceduren

for indstilling af formand for huslejenævnet skulle ændres. A henviste til at

han aldrig var blevet indstillet af Socialdemokratiet Hvidovre X - A var

blevet

indstillet via meddelelse fra forvaltningen efter at han selv havde udtrykt

ønske om at fortsætte.

Den 2. juni 1998 klagede A

til Tilsynsrådet for Københavns Amt over sagsforløbet i kommunen vedrørende

indstillingen.

By- og Boligministeriet

(tidligere Bolig- og Byministeriet) meddelte A den 3. juni 1998 at det

fortsat

var ministeriets opfattelse at der ikke var mulighed for at klage til By- og

Boligministeriet over statsamtets beskikkelse af ny formand for

huslejenævnet.

Samme dag skrev borgmesteren

på ny til A. Af brevet fremgår:

”Til berigtigelse.

Jeg har intet notat smidt i

papirkurven, men har mundtligt meddelt, at De havde fremsat ønske om at

fortsætte.

”

A kommenterede borgmesterens

brev med brev af 5. juni 1998 idet A anførte at hans indstilling kunne og

burde

havde været fremlagt på mødet den 9. december 1997.

I brev af 11. juni 1998 bad

tilsynsrådet kommunalbestyrelsen om en udtalelse, herunder om hvorvidt og i

bekræftende fald på hvilken måde kommunalbestyrelsen havde været underrettet

om

A’s ønske om genbeskikkelse.

Borgmesteren svarede A den

15. juni 1998, hvilket A fremkom med bemærkninger til den 24. juni 1998.

Indenrigsministeriet

besvarede den 19. juni 1998 A’s klage af 12. marts 1998 over dels

sagsbehandlingen i Københavns Statsamt i forbindelse med beskikkelse af

formanden for huslejenævnet, dels over sagsbehandlingstiden i statsamtet.

Af By- og Boligministeriets

brev af 2. juli 1998 fremgår:

”I brev af 5.6.1998 har De på

ny rettet henvendelse til Bolig- og Byministeriet, idet De har præciseret, at

De ønsker en vejledende udtalelse vedrørende fortolkning af reglerne om

beskikkelse af formand for huslejenævnet i relation til de problemstillinger,

som De har markeret i de medsendte bilag.

De markerede afsnit drejer

sig om amtmandens praksis, hvorefter kommunen anmodes om at pege på mulige

kandidater til posterne som henholdsvis formand og suppleant for formanden

for

huslejenævnet. Det fremgår endvidere, at det er fast praksis, at amtmanden

udpeger de kandidater, som kommunen har peget på, med mindre ’åbenbare

hensyn’

eller ’konkrete forhold taler herimod’.

Bolig- og Byministeriet skal

i denne anledning fremkomme med en vejledende udtalelse.

Det fremgår af

boligreguleringslovens § 36, stk. 2, at formanden beskikkes af amtmanden.

Reglerne om amtmandens

kompetence til at udpege formanden for huslejenævnet kom ind i lejeloven

sammen

med reglerne om nedsættelse af huslejenævn i kommunerne ved lov om leje nr.

251

af 14.6.1951.

Det fremgår af betænkning

angående leje- og boliganvisningslovgivningen samt lovgivningen om statens

støtte til boligbyggeriet, afgivet af udvalget vedrørende lejeforhold,

boliganvisning og statens støtte til boligbyggeriet i forbindelse [med]

tilblivelsen af lov om leje nr. 251 af 14.6.1951, p. 88 vedrørende lovens §

70,

at reglerne om valget af nævnets formand tilsigter at sikre, at valget sker

efter rent saglige upartiske linier, således at nævnet kan nyde ubetinget

tillid i befolkningen.

Det er på denne baggrund

Bolig- og Byministeriets opfattelse, at det ikke kan anses for at stride mod

boligreguleringslovens § 36, stk. 2, at amtmanden i forbindelse med

beskikkelse

af formand og suppleant for formanden for huslejenævnet anmoder kommunen om

at

pege på mulige kandidater til posterne. Der er således efter ministeriets

opfattelse tale om en almindelig udbredt og hensigtsmæssig praksis.

Amtmanden skal selvsagt,

såfremt der beskikkes kandidater, som kommunen har peget på, påse, at de

pågældende opfylder de almindelige habilitetskrav i boligreguleringslovens §

36, stk. 2, 2. og 3. pkt.

Det er samtidig Bolig- og

Byministeriets opfattelse, at amtmanden er forpligtet til at påse, at de

kandidater, som kommunen har peget på, er udvalgt efter saglige kriterier,

idet

der i modsat fald vil opstå risiko for, at amtmandens beskikkelse ikke vil

opfylde de almindelige forvaltningsretlige krav til en sådan afgørelse.

Endelig følger det af

almindelige forvaltningsmæssige principper, at amtmanden blandt de mulige

emner

skal beskikke den person, som amtmanden skønner vil være bedst egnet til at

varetage formandshvervet.”

A skrev den 6. juli 1998 til

mig at der nu forelå endelige svar fra begge ministerier. Den 17. juli 1998

svarede jeg A (mit j.nr. 1998-1991- 161). Af svaret fremgår bl.a. at

tilsynsrådet for Københavns Amt havde A’s klage over kommunens

indstilling om

beskikkelse af formand for huslejenævnet under behandling, og at jeg ikke på

daværende tidspunkt fandt det hensigtsmæssigt at behandle klagen over at

statsamtet den 18. februar 1998 ikke beskikkede A som formand.

Den 7. september 1998 udtalte

kommunalbestyrelsen sig til tilsynsrådet. Af udtalelsen fremgår:

”

Det bemærkes, at

indstillingen er besluttet af Kommunalbestyrelsen i enighed og at

indstillingen

ikke er begrundet. Kommunalbestyrelsen finder ikke, at indstillingen efter

gældende regler skal begrundes.

Huslejenævnets formand

beskikkes, for så vidt angår Hvidovre Kommune, af amtmanden jf. § 36 stk. 2 i

lov om midlertidig boligregulering. Formanden skal have bestået juridisk

kandidateksamen og må ikke have særlig tilknytning til grundejer- eller

lejerforeninger eller være erhvervsmæssigt interesseret i ejendomshandler jf.

samme bestemmelse.

Der er ikke, som det er sket

for de to andre medlemmer af huslejenævnet, foretaget indkaldelse af

emner/kandidater til formandsposten og der ses ikke at eksistere regler herom

eller regler om opstilling af kandidater.

Til (A)’s bemærkninger

vedrørende et notat om, at han og de to nævnsmedlemmer ønskede at fortsætte

for

en ny periode, skal det oplyses, at kommunaldirektøren i et brev af 8. april

1998 til (A) har bekræftet, at kommunaldirektøren fra huslejenævnets sekretær

har modtaget et håndskrevet notat med det ovenfor nævnte indhold.

Notatet er gået tabt, men

kommunaldirektøren har mundtligt videregivet indholdet til Borgmesteren.

Borgmesteren har i skrivelse

af 3. juni 1998 til (A) til berigtigelse af dennes skrivelse af 2. juni 1998

meddelt, at hun ikke har ’smidt noget notat i papirkurven’, men

mundtligt har

fået meddelt, at (A) havde fremsat ønske om at fortsætte.

På ovenstående baggrund

finder Kommunalbestyrelsen således ikke, at der er sket fejl ved

indstillingen

af (B) til formand for Huslejenævnet i Hvidovre, eller, at (A) skulle have

haft

krav på at blive indstillet.

De nævnte skrivelser af 8.

april 1998 og 3. juni vedlagt i kopi.

I Kommunalbestyrelsens møde

d. 25. august 1998 er det fra Venstre bemærket, at Venstre kan godkende

udkast

til skrivelse til Tilsynsrådet med følgende mindretalsudtalelse, der bedes

medsendt til Tilsynsrådet: ’Venstre havde

undladt

at stemme for

den af Socialdemokratiet indstillede nye formand for

huslejenævnet ved det konstituerende kommunalbestyrelsesmøde den 9. december

1997,

der i øvrigt skete efter forholdsvalgsmetoden, såfremt der på daværende

tidspunkt var blevet rejst berettiget tvivl om sagligheden i ikke at

indstille

(A) til posten.

Der henvises til skrivelse af

8. maj 1998 fra et kommunalbestyrelsesmedlem og formand for Socialdemokratiet

Hvidovre (X), stilet til (A).’”

Med brev af 14. september

1998 kommenterede A kommunalbestyrelsens udtalelse. A gjorde i den

forbindelse

gældende at hans ønske om genbeskikkelse burde have været forelagt for

kommunalbestyrelsen, og at der i den udstrækning det ikke skete, var sket en

ulovlig forvaltningsretlig handling.

Af kommunens udtalelse af 7.

oktober 1998 fremgår:

”Ved telefonisk henvendelse

d. 18. september 1998 vedrørende klage fra (A) over behandling af sag

vedrørende indstilling om beskikkelse af formand for Hvidovre Huslejenævn er

der fra Tilsynsrådet anmodet om, at det oplyses

- hvornår

kommunaldirektøren har underrettet borgmesteren om indholdet af det notat,

som

er omtalt i Kommunalbestyrelsens brev af 7. september 1998 samt

- om det i

Kommunalbestyrelsens konstituerende møde d. 9. december 1997 er nævnt, at (A)

havde fremsat ønske om at fortsætte som formand for huslejenævnet.

I den anledning skal det

meddeles, at videregivelsen af indholdet af notatet er sket i fortsættelse af

modtagelsen og inden det konstituerende møde.

Endvidere skal det oplyses,

at ønsket ikke er nævnt i mødet.

”

Tilsynsrådet for Københavns

Amt afgav udtalelse den 23. december 1998. Af udtalelsen fremgår:

”

Som det fremgår af

nedenstående omtale af lovgrundlaget, er det en almindelig udbredt praksis,

at

der til brug for Statsamtets beskikkelse af formand for huslejenævnet

indhentes

en indstilling fra den pågældende kommune. Denne fremgangsmåde er ikke

foreskrevet i reglerne om nedsættelse af huslejenævn i lov om midlertidig

boligregulering, og der er ikke fastsat særlige regler om

kommunalbestyrelsens

behandling af en sådan anmodning om en indstilling. Der er således heller

ikke

bestemmelser om, at personer, som måtte være interesseret i at blive

beskikket

som formand, kan eller skal rette henvendelse til kommunalbestyrelsen herom.

Tilsynsrådet har på denne baggrund ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at

udtale, at borgmesterens undladelse af at nævne Deres ønske om genbeskikkelse

på kommunalbestyrelsens møde den 9. december 1997 var i strid med

lovgivningen.

Det er imidlertid

Tilsynsrådets opfattelse, at det var i strid med den kommunale styrelseslov,

at

beslutningen om, hvem der skulle indstilles til hvervet som formand for

huslejenævnet, blev truffet efter forholdstalsvalgmetoden.

Der henvises herved til, at

anvendelse af forholdstalsvalgmetoden ifølge styrelseslovens § 25, stk. 1

forudsætter, at kommunalbestyrelsen skal vælge mindst 2 personer til samme

udvalg, kommission, bestyrelse m.v.

Den omstændighed at der

tillige skal udpeges en suppleant for formanden medfører ikke, at

forholdstalsvalgmetoden kan anvendes, idet valg af formand og valg af

suppleant

betragtes som to selvstændige valg.

Det fremgår endvidere af

bestemmelsen, at forholdstalsvalg kun anvendes i de situationer, hvor

kommunalbestyrelsen selv skal vælge medlemmer til udvalg, kommissioner,

bestyrelser m.v. Bestemmelsen omfatter derimod ikke de situationer, hvor

kommunalbestyrelsen blot skal afgive indstilling om, hvem der skal vælges.

Beslutningen om, hvem der

skulle indstilles til hvervet som formand for huslejenævnet burde derfor

efter

Tilsynsrådets opfattelse være foretaget ved almindelig flertalsafstemning,

jfr.

styrelseslovens § 11, stk. 3, hvorefter beslutninger træffes ved

stemmeflertal,

hvor intet andet særligt er bestemt.

Tilsynsrådet finder ikke

tilstrækkeligt grundlag for i medfør af styrelseslovens § 61 at annullere

kommunalbestyrelsens beslutning. Der er herved lagt vægt på, at ingen af

kommunalbestyrelsens medlemmer protesterede mod den anvendte fremgangsmåde.

Tilsynsrådet har ikke fundet

tilstrækkeligt grundlag for at anse kommunalbestyrelsens beslutning om

indstilling af cand.jur. (B) for usaglig.

Der er herved lagt vægt på,

at

den omstændighed, at en person er

medlem af et bestemt politisk parti, ikke i sig selv er afgørende for

bedømmelsen af den pågældendes egnethed til hvervet, og

at

der ikke er fremkommet andre oplysninger, der kan give anledning

til tvivl om, at den pågældende vil kunne udføre hvervet på tilfredsstillende

måde.

”

A klagede til mig den 29.

december 1998. A anførte bl.a. at tilsynsrådet havde undladt at inddrage det

forhold at kommunalbestyrelsen ikke havde fået forelagt hans ønske om

genbeskikkelse. A anførte også at han i god tid havde gjort statsamtet

opmærksom på kommunens sagsbehandling, og at kommunens sagsbehandling var af

en

sådan karakter at det netop var i en sådan situation at amtmanden havde

betydning. Den 22. januar 1999 sendte jeg klagen videre til

Indenrigsministeriet med henblik på at ministeriet fik lejlighed til at

udtale

sig om sagen (mit j.nr. 1998-3919-161).

Den 26. januar 1999

besluttede kommunalbestyrelsen at tage tilsynsrådets udtalelse til

efterretning.

I brev af 21. maj 1999 bad

Indenrigsministeriet tilsynsrådet om en udtalelse, herunder bl.a. om hvorvidt

tilsynsrådet fandt at det beslutningsgrundlag hvorpå Hvidovre

Kommunalbestyrelse traf beslutning på mødet den 9. december 1997 om

indstilling

til statsamtet, var tilstrækkeligt.

Jeg sendte den 26. maj 1999

A’s brev af 14. maj 1999 videre til Indenrigsministeriet som en

anmodning fra A

om at sagen blev fremskyndet (mit j.nr. 1999-1514-100).

Tilsynsrådets udtalte den 24.

juni 1999 følgende til Indenrigsministeriet:

”

Tilsynsrådet finder ikke

grundlag for at anse det beslutningsgrundlag, hvorpå Hvidovre Byråd traf

beslutning, for utilstrækkeligt.

Der henvises herved til, at

der ikke er fastsat særlige regler for kommunens behandling af sager om

indstilling til hvervet som huslejenævnsformand, og at det inden for vide

grænser er byrådet selv, der afgør, om der foreligger et tilstrækkeligt

beslutningsgrundlag. Der henvises endvidere til Tilsynsrådets udtalelse af

23.

december 1998, hvoraf fremgår, at rådet ikke fandt tilstrækkeligt grundlag

for

at udtale, at borgmesterens undladelse af at nævne den hidtidige formands

ønske

om genbeskikkelse, var i strid med lovgivningen.

Tilsynsrådet kan i øvrigt

henholde sig til sin udtalelse af 23. december 1998.

”

Den 4. oktober 1999 sendte

jeg A’s breve af 3. og 29. september 1999 videre til

Indenrigsministeriet som

en anmodning fra A om at han modtog svar på sine henvendelser (mit j.nr.

1999-

1514-100).

I brev af 22. oktober 1999

oplyste Indenrigsministeriet A om at der måtte forventes at gå endnu to til

fire måneder før ministeriet afgav udtalelse i sagen, hvilket skyldtes at der

for tiden var et stort antal sager under behandling i ministeriet. Samme dag

sendte Indenrigsministeriet tilsynsrådets udtalelse til A.

A fremkom med kommentarer til

Indenrigsministeriets brev den 27. oktober 1999 idet han bl.a. skrev om

årsagen

til at hans ønske om genbeskikkelse ikke blev nævnt for kommunalbestyrelsen.

A

fik intet officielt at vide herom eller svar på ønsket om at blive

indstillet.

Samme dag klagede A til mig

over Indenrigsministeriets sagsbehandlingstid. Den 30. november 1999

afsluttede

jeg min behandling af sagen idet jeg ikke mente at der på daværende tidspunkt

var tilstrækkeligt grundlag for at kritisere Indenrigsministeriets

sagsbehandlingstid, jf. § 16, stk. 1, i ombudsmandsloven (mit j.nr.

1999-1514-100).

Af Indenrigsministeriets

udtalelse af 23. februar 2000 fremgår:

”

I. Tilsynsrådet for Københavns Amts udtalelse af 23. december 1998 om

Hvidovre Kommunes indstilling om beskikkelse af formand for huslejenævnet

Det tilsyn, som de kommunale tilsynsmyndigheder

udøver over for kommunerne, er et retligt tilsyn. Tilsynet omfatter kun

spørgsmål om, hvorvidt der er sket en tilsidesættelse af lovgivningen,

herunder

offentligretlige retsgrundsætninger, jf. § 61 i lov om kommunernes styrelse

(lovbekendtgørelse nr. 810 af 28. oktober 1999).

De kommunale

tilsynsmyndigheder kan ikke tage stilling til, om kommunernes sagsbehandling

er

rimelig eller hensigtsmæssig, eller til spørgsmål vedrørende skønsudøvelsen,

så

længe skønnet udøves inden for de rammer, der er fastsat i lovgivningen.

Indenrigsministeriet er ikke

almindelig klageinstans i forhold til tilsynsrådene, men ministeriet fører

tilsyn med, at tilsynsrådene ikke tilsidesætter lovgivningen, og at

tilsynsrådenes udtalelser ikke er udtryk for en urigtig retsopfattelse eller

hviler på et urigtigt faktisk grundlag, jf. § 61 a i lov om kommunernes

styrelse.

1. Hvidovre Kommunes sagsbehandling i forbindelse med indstilling om

beskikkelse af formand for huslejenævnet

Det er en almindelig

kommunalretlig grundsætning, at der til brug for en kommunalbestyrelses

stillingtagen til en sag skal foreligge det materiale, der er nødvendigt for,

at kommunalbestyrelsens medlemmer kan træffe deres beslutning på et

forsvarligt

grundlag.

Spørgsmålet om, hvorvidt

materialet må anses som tilstrækkeligt, afgøres inden for vide rammer

endeligt

af kommunalbestyrelsen.

Der kan henvises til Lov om

kommunernes styrelse med kommentarer, 3. udgave, 2000, side 30 og 299 ff.

Indenrigsministeriet finder

på denne baggrund ikke grundlag for at fastslå, at kommunalbestyrelsens

beslutningsgrundlag i sagen har været utilstrækkeligt som følge af den

manglende oplysning om, at De ønskede at blive indstillet som formand for

huslejenævnet i en ny periode.

De har anført, at Hvidovre

Kommune ved beslutningen om indstilling af en kandidat til hvervet som

formand

for huslejenævnet har lagt vægt på, at den pågældende var medlem af

Socialdemokratiet, og at grunden til, at De ikke på ny blev indstillet til

formandshvervet var, at De havde meldt Dem ud af partiet.

§ 36, stk. 1 og 2, i lov om

midlertidig boligregulering (lovbekendtgørelse nr. 913 af 17. oktober 1996

som

senest ændret ved lov nr. 970 af 17. december 1997) havde, da statsamtet den

18. februar 1998 beskikkede formanden for Huslejenævnet i Hvidovre, følgende

ordlyd:

’§ 36. Et huslejenævn skal

bestå af en formand og to andre medlemmer.

Stk. 2. Formanden beskikkes

af amtmanden, i København af overpræsidenten. Formanden skal have bestået

juridisk kandidateksamen. Han må ikke have særlig tilknytning til grundejer-

eller lejerorganisationer eller være erhvervsmæssigt interesseret i

ejendomshandler.’

Den oprindelige bestemmelse

om amtmandens beskikkelse af formanden for huslejenævnet fandtes i § 70, stk.

2, i lov nr. 251 af 14. juli 1951 om leje. Bestemmelsen havde følgende

ordlyd:

’Stk. 2. Nævnet skal bestå af

en formand og 2 andre medlemmer. Formanden, der ikke må have særlig

tilknytning

til grundejer- eller lejerorganisationer eller være erhvervsmæssigt

interesseret i ejendomshandel, vælges af amtmanden (i København

overpræsidenten). ’

Af bemærkningerne hertil

(Rigsdagstidende 1950-51, tillæg A. sp. 7685) fremgår bl.a. følgende:

’Reglerne om valget af

nævnets formand og øvrige medlemmer tilsigter at sikre, at valget sker efter

rent saglige, upartiske linier, således at nævnet kan nyde ubetinget tillid i

befolkningen.’

Tilsvarende fremgår det af

udkast til lejelov med bemærkninger, som findes i betænkning af 25. maj 1951

angående leje- og boliganvisningslovgivningen samt lovgivningen om statens

støtte til boligbyggeriet.

Af betænkningen fremgår

endvidere bl.a. følgende (side 12):

’Med hensyn til nævnets

sammensætning mener udvalget, at denne bør være således, at der sikres

ligelig

repræsentation af grundejere og lejere. Endvidere tillægger udvalget det

betydelig

vægt, at nævnene bliver i stand til at arbejde med fornøden smidighed og

hurtighed, og man foreslår derfor, at det enkelte nævn kun kommer til at

bestå

af en formand og 2 andre medlemmer. For at nævnene kan arbejde uden unødige

gnidninger, er det af største betydning, at valget af medlemmer sker på en

sådan måde, at nævnet kan nyde tillid i befolkningen. Det foreslås derfor at

lade formanden udpege af amtmanden og således at det sikres, at der ikke som

følge af tilknytning til grundejer- eller lejerorganisationer eller i kraft

af

erhvervsmæssige interesser kan rejses tvivl om hans upartiskhed.’

Kravet om at formanden for

huslejenævnet skal have juridisk embedseksamen, blev indføjet i loven ved lov

nr. 77 af 31. marts 1965.

Det fremgår således af bemærkningerne

til den bestemmelse i lejeloven fra 1951, der svarede til § 36 i lov om

midlertidig boligregulering, at reglerne om valg af nævnets formand og øvrige

medlemmer skal sikre, at valget sker efter rent saglige, upartiske linier,

således at nævnet kan nyde ubetinget tillid i befolkningen. Det fremgår af

den

betænkning, der lå til grund for loven, at tilliden til formanden for

huslejenævnet blev foreslået sikret ved, at der ikke som følge af tilknytning

til grundejer- eller lejerorganisationer eller i kraft af erhvervsmæssig

interesse i ejendomshandel, kunne rejses tvivl om formandens upartiskhed.

Når kommunalbestyrelsen

foretager valg og indstilling til forskellige hverv, skal kommunalbestyrelsen

lægge vægt på, hvorvidt den, der vælges eller indstilles, opfylder de krav,

der

efter den relevante lovgivning stilles til den, der skal varetage det

pågældende hverv.

Ved indstillingen til hvervet

som formand for Huslejenævnet i Hvidovre skulle Hvidovre Kommunalbestyrelse

således lægge vægt på, om vedkommende opfyldte kravene i § 36, stk. 2, i lov

om

midlertidig boligregulering, dvs. han skulle være jurist og måtte ikke have

særlig tilknytning til grundejer- eller lejerorganisationer eller være

erhvervsmæssigt interesseret i ejendomshandler.

Bolig- og Byministeriet har i

sin udtalelse i sagen anført, at reglerne om valget af huslejenævnets formand

tilsigter at sikre, at valget sker efter rent saglige, upartiske linier, og

at

det på denne baggrund ikke kan anses for at være i strid med § 36, stk. 2, i

lov om midlertidig boligregulering, at statsamtsmanden i forbindelse med

beskikkelse af formand for huslejenævnet anmoder kommunen om at pege på

mulige

kandidater, samt at dette er en almindeligt udbredt og hensigtsmæssig

praksis.

Indenrigsministeriet har

forstået Bolig- og Byministeriets udtalelse således, at det ikke i sig selv

anses for at være usagligt, at der i forbindelse med indstilling af en person

som formand for huslejenævnet lægges vægt på den pågældendes

partitilhørsforhold.

Indenrigsministeriet har herved

lagt vægt på, at kommunalbestyrelsen er et politisk valgt organ, og at det

derfor er nærliggende, at de politiske partier, der er repræsenteret i

kommunalbestyrelsen, med henblik på kommunalbestyrelsens beslutning om

indstilling til hvervet som formand for huslejenævnet, peger på kandidater,

der

er medlemmer af eller på anden måde har tilknytning til det enkelte parti.

Efter de foreliggende

oplysninger, herunder navnlig formanden for Socialdemokratiet Hvidovre (X) og

medlem af Hvidovre Kommunalbestyrelse, (S)’s brev af 8. maj 1998 til

Dem, lagde

Socialdemokratiet vægt på, at partiets kandidat til hvervet som formand for

huslejenævnet var medlem af Socialdemokratiet.

På denne baggrund finder

Indenrigsministeriet ikke grundlag for at antage, at Hvidovre

Kommunalbestyrelse,

der ved indstillingen om beskikkelse til hvervet som formand for

huslejenævnet

kun fik forelagt en kandidat, har inddraget usaglige hensyn i forbindelse med

beslutningen om indstilling.

Indenrigsministeriet har ikke

herved taget stilling til statsamtsmandens afgørelse om beskikkelse af

formanden for huslejenævnet.

Indenrigsministeriet er

endvidere enigt med Tilsynsrådet for Københavns Amt i, dels at Hvidovre

Kommunalbestyrelses beslutning om indstilling til hvervet som formand for

huslejenævnet burde være foretaget ved almindelig flertalsafstemning og ikke

ved forholdstalsvalg, dels at der ikke som følge heraf var grundlag for at

annullere Hvidovre Kommunalbestyrelses beslutning. Indenrigsministeriet kan

herved henholde sig til den af tilsynsrådet anførte begrundelse.

2. Spørgsmålet om inhabilitet i forbindelse med Tilsynsrådet for

Københavns Amts behandling af sagen vedrørende Hvidovre Kommunes indstilling

om

beskikkelse af formand for huslejenævnet

Sammenfattende finder

Indenrigsministeriet således ikke grundlag for at antage, at Tilsynsrådet for

Københavns Amt har tilsidesat lovgivningen, eller at tilsynsrådets udtalelse

er

udtryk for en urigtig retsopfattelse eller hviler på et urigtigt faktisk

grundlag.

II. Københavns Statsamts afgørelse af 18. februar 1998 om beskikkelse

af ny formand for Huslejenævnet i Hvidovre Kommune og sagsbehandlingen i

forbindelse hermed.

Statsamternes afgørelser kan

således som udgangspunkt, med mindre andet er fastsat i loven, påklages til

det

ministerium, hvorunder den pågældende lovgivning henhører.

Det er imidlertid på baggrund

af det ovenfor anførte Indenrigsministeriets opfattelse, at

Indenrigsministeriet ikke kan behandle Deres klage over statsamtets afgørelse

om beskikkelse af formanden for huslejenævnet.

”

Samme dag rettede A på ny

henvendelse til mig. A mente at hans klage måtte føre til at

kommunalbestyrelsens indstilling var ugyldig fordi kommunalbestyrelsen ikke

var

oplyst om hans ønske om genbeskikkelse. A mente også at amtmandens

beskikkelse

af B måtte være ugyldig fordi A’s brev af 9. december 1997 til

statsamtet ikke

blev taget i betragtning.

Hvidovre Kommunalbestyrelse

tog den 21. marts 2000 Indenrigsministeriets udtalelse til efterretning.

Med brev af 31. maj 2000

klagede A på ny til mig.

Den 14. juni 2000 meddelte

By- og Boligministeriet at ministeriet havde taget Indenrigsministeriets

udtalelse til efterretning og på den baggrund besluttet at tage A’s

klage over

statsamtets beskikkelse af ny formand for huslejenævnet op til

realitetsbehandling.

I brev af 19. juni 2000

henviste jeg A til - for så vidt angik hans klage over afsnit II i

Indenrigsministeriets udtalelse af 23. februar 2000 - at afvente By- og

Boligministeriets afgørelse. Jeg mente ikke at det var hensigtsmæssigt at jeg

på daværende tidspunkt indledte en egentlig ombudsmandsundersøgelse i

anledning

af A’s klage over den resterende del af A’s klage (afsnit I i

Indenrigsministeriets udtalelse) på grund af den tætte sammenhæng mellem de

forhold der klagedes over (mit j.nr. 2000-0771-161).

A skrev igen til mig den 28.

august 2000 og den 8. september 2000. Den 13. september 2000 bad jeg A i

tilslutning til mit brev af 19. juni 2000 om på ny at afvente By- og

Boligministeriets afgørelse (j.nr. 2000-2653-161).

Af By- og Boligministeriets

afgørelse af 21. september 2000 fremgår at statsamtets afgørelse om

beskikkelse

led af en væsentlig retlig mangel. Ministeriet mente dog ikke at manglen

burde

føre til ugyldighed.

Den 25. september 2000

klagede A til mig over Indenrigsministeriets udtalelse af 23. februar 2000 og

By- og Boligministeriets afgørelse af 21. september 2000.

Jeg bad den 1. november 2000

Indenrigsministeriet om en udtalelse i anledning af klagen over udtalelsen af

23. februar 2000. Af mit brev fremgår bl.a.:

”Jeg beder om at Indenrigsministeriet

forinden indhenter en udtalelse fra Tilsynsrådet for Københavns Amt og

Hvidovre

Kommune.

Jeg beder særligt om en

uddybning af ministeriets udtalelse om Hvidovre Kommunes oplysningsgrundlag i

forbindelse med indstillingen om beskikkelse af formand for huslejenævnet.

Jeg

henviser i den forbindelse til det som er anført i Lov om kommunernes

styrelse

med kommentarer, 3. udgave, 2000, s. 122, om oplysningsgrundlaget i

ansættelsessager.

Jeg beder desuden særligt om

en udtalelse om ministeriets opfattelse hvorefter kommunen ikke inddrog

usaglige hensyn i forbindelse med indstillingen. Indenrigsministeriet har

anført at ministeriet har forstået Bolig- og Byministeriets udtalelse således

at det ikke i sig selv anses for at være usagligt at der i forbindelse med

indstilling af en person som formand for huslejenævnet lægges vægt på den

pågældendes partitilhørsforhold. Jeg beder om at Indenrigsministeriet

indhenter

en udtalelse fra By- og Boligministeriet om hvorvidt denne forståelse er

korrekt, før Indenrigsministeriet selv afgiver sin udtalelse.”

Samtidig afsluttede jeg min

behandling af A’s klage over By- og Boligministeriets afgørelse idet der

ikke

var udsigt til at jeg kunne kritisere denne afgørelse, jf. § 16, stk. 1, i

ombudsmandsloven.

Af By- og Boligministeriets

udtalelse af 8. december 2000 fremgår:

”

By- og Boligministeriet kan

tilføje, at det fremgår af den i udtalelsen citerede betænkning nr. 251 af

14.6.1951, s. 12, 2. afsnit:

’Det må sikkert erkendes, at

den hidtidige behandling af sagerne om fastsættelse af husleje ikke har været

fuldt tilfredsstillende.’ ’Hertil kommer, at kendskab til de

lokale forhold

efter udvalgets opfattelse er af særlig betydning i sager af denne art,

’

Det må efter By- og

Boligministeriets opfattelse således anses i god overensstemmelse med

forarbejderne, at kommunalbestyrelsen, som via sit virke i lokalområdet må

antages at have et bredt kendskab til personer med lokalkendskab, foretager

indstilling til amtmanden.

Det kan tilføjes at

boligreguleringslovens regler om beskikkelse af formand for huslejenævnet i

forbindelse med indførelse af huslejenævn i hele landet med virkning fra

1.1.2001 er ændret således, at formanden - i overensstemmelse med hidtidig

sædvanlig praksis - beskikkes efter indstilling fra kommunalbestyrelsen.

Side 12, sidste afsnit i

betænkningen fremgår endvidere:

’For at nævnene kan arbejde

uden unødige gnidninger, er det af største betydning, at valget af

medlemmerne

sker på en sådan måde, at nævnet kan nyde tillid i befolkningen. Det foreslås

derfor

at lade formanden udpege af amtmanden og således, at det sikres, at der ikke

som følge af tilknytning til grundejer eller lejerorganisationer eller i

kraft

af erhvervsmæssige interesser kan rejses tvivl om hans upartiskhed.’

Upartiskheden går således

efter By- og Boligministeriets opfattelse på, at det ved valget skal sikres,

at

formanden for huslejenævnet er uafhængig af såvel lejer-, som

udlejerinteresser. Det kan således ikke anses i strid med lovgivningen, at

der

finder en kommunal indstilling sted, der, som følge af de kommunale

afstemningsregler, afspejler kommunalbestyrelsens politiske sammensætning.

Amtmanden er imidlertid som

nævnt i By- og Boligministeriets udtalelse forpligtet til at sikre, at de

kandidater, som kommunen har peget på, er udvalgt efter saglige kriterier i

forhold til stillingen, og amtmanden er endvidere forpligtet til at udnævne

den, som amtmanden efter et generelt skøn finder er bedst egnet. By- og

Boligministeriet skal i denne forbindelse endvidere henvise til By- og

Boligministeriets

afgørelse af 21.9.2000 side 7, 2. og 3. afsnit:

’I forbindelse med

sagsbehandlingen af sager om ansættelser eller om afslag på ansøgning om

ansættelse i offentlig forvaltning gælder der et almindeligt princip om, at

stillinger indenfor det offentlige skal besættes med den mest kvalificerede

ansøger. Se forvaltningsret Gammeltoft- Hansen m.fl. 1. udg. 1994 s. 143, C.

2.

Det følger endvidere af

almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, at der ved bedømmelse af

ansøgere til stillinger i den offentlige forvaltning alene kan lægges vægt på

hensyn, der kan anses for saglige i relation til den pågældende stilling. Se

Forvaltningsret Gammeltoft- Hansen m.fl. 1. udg. 1994 s. 145, D,

hjemmelsspørgsmål.’

På denne baggrund er det By-

og Boligministeriets opfattelse, at et partipolitisk tilhørsforhold ikke i

sig

selv kan anses for at være et sagligt kriterie for en indstilling til formand

for huslejenævnet.”

Af Hvidovre Kommunes udtalelse af 2. februar

2001 fremgår:

”

I den anledning skal det

bemærkes, at kommunalbestyrelsen finder, at en sag om beskikkelse af

formanden

for huslejenævnet ikke skal behandles som en sag om ansættelse i kommunens

tjeneste, idet kommunen eller statsamtet f.eks. ikke har

afskedigelseskompetence.

Endvidere skal det bemærkes,

at sagen ikke hidtil er blevet behandlet eller opfattet som en

ansættelsessag.

Der har således ikke været indrykket stillingsopslag eller afholdt

ansættelsessamtaler, og der er ikke udfærdiget ansættelsesbrev.

Den beskikkede formand har

blot i brev af 15. april 1998, der vedlægges i kopi, fået oplysninger om

vederlaget for hvervet, hvorfor kommunalbestyrelsen finder, at der ikke nu,

delvist, kan inddrages principper og regler om ansættelse i offentlig

forvaltning i sagen.”

Tilsynsrådet henholdt sig den

6. februar 2001 til sin udtalelse af 23. december 1998.

Af Indenrigsministeriets

udtalelse af 15. juni 2001 fremgår:

”

1.

For så vidt angår spørgsmålet om Hvidovre Kommunes

oplysningsgrundlag i forbindelse med indstillingen om beskikkelse af formand

for huslejenævnet skal Indenrigsministeriet bemærke følgende:

Som anført i

Indenrigsministeriets udtalelse af 23. februar 2000 er det en almindelig

kommunalretlig grundsætning, at der til brug for en kommunalbestyrelses

stillingtagen til en sag skal foreligge det materiale, der er nødvendigt for,

at kommunalbestyrelsens medlemmer kan træffe deres beslutning på et

forsvarligt

grundlag. Spørgsmålet om, hvorvidt materialet må anses som tilstrækkeligt,

afgøres inden for vide rammer endeligt af kommunalbestyrelsen.

Boligreguleringslovens regler

om beskikkelse indeholdt på tidspunktet for Hvidovre Kommunes indstilling om

beskikkelse af formand for huslejenævnet ikke regler om statsamtets

indhentelse

af en indstilling fra den pågældende kommune, idet sådanne regler først blev

indsat med virkning fra den 1. januar 2001. Boligreguleringsloven indeholdt

følgelig heller ikke regler om, at personer, som måtte være interesseret i at

blive beskikket som formand, kan eller skal rette henvendelse til

kommunalbestyrelsen herom.

Af By- og Boligministeriets

udtalelse af 8. december 2000 fremgår, at det må anses for at være i god

overensstemmelse med forarbejderne til boligreguleringsloven, at amtmanden

indhenter en indstilling fra kommunalbestyrelsen, som via sit virke i

lokalområdet må antages at have bredt kendskab til personer med

lokalkendskab,

og at der efter By- og Boligministeriets opfattelse var tale om en almindelig

udbredt og hensigtsmæssig praksis.

På denne baggrund finder

ministeriet ikke grundlag for at fastslå, at kommunalbestyrelsens

beslutningsgrundlag har været utilstrækkeligt som følge af den manglende

oplysning om, at (A) ønskede at blive indstillet som formand for

huslejenævnet

i en ny periode.

Indenrigsministeriet finder i

den forbindelse ikke, at der på andet grundlag påhviler kommunalbestyrelsen

en

pligt til at fastsætte en procedure, hvorefter regler om, at personer, som

måtte være interesseret i at blive beskikket som formand, kan eller skal

rette

henvendelse til kommunalbestyrelsen herom.

Indenrigsministeriet er i den

forbindelse opmærksomt på det i den kommenterede kommunale styrelseslov,

2000,

side 122, anførte om, at der som grundlag for kommunalbestyrelsens behandling

af en sag om ansættelse i kommunens tjeneste må foreligge oplysninger om

samtlige ansøgere.

Indenrigsministeriet finder

imidlertid ikke, at Hvidovre Kommunalbestyrelses behandling af sagen om

indstilling af statsamtet kan sidestilles med behandlingen af en sag om

ansættelse i kommunens tjeneste.

2.

Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt Hvidovre Kommunalbestyrelse

har inddraget usaglige hensyn i forbindelse med beslutningen om indstilling

om

beskikkelse af formand for huslejenævnet, har ombudsmanden henvist til, at

Indenrigsministeriet har anført, at ministeriet har forstået By- og

Boligministeriets udtalelse således, at det ikke i sig selv anses for at være

usagligt, at der i forbindelse med indstilling af en person som formand for

huslejenævnet lægges vægt på den pågældendes partitilhørsforhold.

I den anledning skal

Indenrigsministeriet bemærke følgende:

Som det fremgår af

Indenrigsministeriets udtalelse af 23. februar 2000 har ministeriet efter de

foreliggende oplysninger lagt til grund, at Socialdemokratiet lagde vægt på,

at

partiets kandidat til hvervet som formand for huslejenævnet i Hvidovre

Kommune

var medlem af Socialdemokratiet.

By- og Boligministeriet har

oplyst, at det har været en almindelig og udbredt praksis, at

kommunalbestyrelsen foretager indstilling om beskikkelse af

huslejenævnsformand.

Kommunalbestyrelsen er et

politisk valgt organ, og der er derfor ? medmindre der i lovgivningen er

holdepunkter for det modsatte ? grund til at antage, at kommunalbestyrelsen i

sine beslutninger kan lægge vægt på (parti)politiske interesser, herunder ved

valg og indstilling til forskellige hverv lægge vægt på kandidaternes

politiske

holdninger, herunder deres partitilhørsforhold.

Det er således efter

Indenrigsministeriets opfattelse som udgangspunkt lovligt og dermed sagligt,

at

kommunalbestyrelsen ved valg og indstilling af kandidater til forskellige

hverv

lægger vægt på deres politiske holdninger, herunder deres

partitilhørsforhold.

Det fremgår af forarbejderne

til bestemmelsen om, at huslejenævnsformanden udpeges af amtmanden, at

reglerne

om valget af nævnets formand og de øvrige medlemmer af huslejenævnet

tilsigter

at sikre, at valget sker efter rent saglige, upartiske linier.

Det fremgår af By- og

Boligministeriets udtalelse til sagen, at upartiskhed i denne forbindelse går

på, at det ved valget skal sikres, at formanden for huslejenævnet er

uafhængig

af såvel lejer- som udlejerinteresser, jf. herved bestemmelsens ordlyd og det

i

By- og Boligministeriets udtalelse citerede fra sidste afsnit på side 12 i

betænkning 251/1951. Det kan således efter By- og Boligministeriets

opfattelse

ikke anses i strid med lovgivningen, at der finder en kommunal indstilling

sted, der som følge af de kommunale afstemningsregler afspejler

kommunalbestyrelsens politiske sammensætning.

Indenrigsministeriet kan

henholde sig til By- og Boligministeriets forståelse af forarbejderne til

loven, og finder således ikke, at loven udelukker, at kommunalbestyrelsen ved

indstilling til hvervet som formand for huslejenævnet kan lægge vægt på

partitilhørsforhold.

Indenrigsministeriet finder

således fortsat ikke grundlag for at antage, at Hvidovre Kommunalbestyrelse

har

inddraget usaglige hensyn i forbindelse med beslutningen om indstilling.

Som anført i

Indenrigsministeriets udtalelse af 23. februar 2000 skal kommunalbestyrelsen,

når den foretager valg og indstilling til forskellige hverv, lægge vægt på,

hvorvidt den der vælges eller indstilles, opfylder de krav, der efter den

relevante lovgivning stilles til den, der skal varetage det pågældende hverv.

Ved indstillingen til hvervet

som formand for Huslejenævnet i Hvidovre skulle Hvidovre Kommunalbestyrelse

således lægge vægt på, om vedkommende opfyldte kravene i § 36, stk. 2, i lov

om

midlertidig boligregulering, dvs. han skulle være jurist og måtte ikke have

særlig tilknytning til grundejer- eller lejerorganisationer eller være

erhvervsmæssigt

interesseret i ejendomshandler.

Indenrigsministeriet finder

ikke grundlag for at antage, at Hvidovre Kommunalbestyrelse ved beslutningen

om

indstilling til hvervet som huslejenævnsformand ikke har inddraget disse

hensyn.

Indenrigsministeriet kan i øvrigt

henholde sig til ministeriets udtalelse af 23. februar 2000.

”

Den 16. juni 2001

kommenterede A udtalelserne.

Sager vedrørende lov om

midlertidig boligregulering blev ved Statsministeriets bekendtgørelse nr.

1107

af 20. december 2001 overført fra By- og Boligministeriet til

Socialministeriet. Samtidig blev Indenrigsministeriet og Sundhedsministeriet

sammenlagt til et Indenrigs- og Sundhedsministerium.

Ombudsmandens udtalelse

”Indledningsvis gør jeg opmærksom på at jeg ved min behandling af sagen

har koncentreret mig

dels

om hvorvidt kommunalbestyrelsen ved sin beslutning på mødet den 9. december

1997 om hvem kommunen skulle indstille som formand for huslejenævnet, var

berettiget til at lægge vægt på kandidatens partipolitiske tilhørsforhold,

dels

om oplysningsgrundlaget på mødet var utilstrækkeligt som følge af at

kommunalbestyrelsen ikke fik forelagt oplysningen om at De ønskede at

fortsætte som formand for huslejenævnet.

Hensynet til partipolitisk tilhørsforhold

På baggrund af min gennemgang af sagen har jeg - ligesom Indenrigsministeriet

- lagt til grund at Socialdemokratiet lagde vægt på at den som partiet

ønskede at indstille som formand for huslejenævnet, var medlem af

Socialdemokratiet. Spørgsmålet er på den baggrund om kommunalbestyrelsen var

berettiget til at inddrage hensynet til kandidatens partipolitiske

tilhørsforhold ved beslutningen om hvem der skulle indstilles som formand for

huslejenævnet.

Statsamtet beskikkede den 18. februar 1998 (B) som formand for huslejenævnet,

jf. § 36, stk. 2, i den dagældende boligreguleringslov (bekendtgørelse nr.

913 af 17. oktober 1996 af lov om midlertidig regulering af boligforholdene

som senest ændret ved lov nr. 970 af 17. december 1997).

Reglen i § 36, stk. 2, stammer oprindelig fra § 70, stk. 2, 2. pkt., i lov

nr. 251 af 14. juni 1951om leje. § 70, stk. 2, havde følgende ordlyd:

’Stk. 2.

Nævnet skal bestå af en formand og 2 andre medlemmer. Formanden, der ikke må

have særlig tilknytning til grundejer- eller lejerorganisationer eller være

erhvervsmæssigt interesseret i ejendomshandel, vælges af amtmanden (i

København overpræsidenten). De 2 andre medlemmer, der begge skal være kendt

med huslejeforhold såvel for boliger som for forretningslokaler, og hvoraf

det ene skal være en grundejer, der tillige er udlejer,

det andet en lejer, vælges af kommunalbestyrelsen, dog således at mindst ¾ af

den samlede kommunalbestyrelses stemmer skal være afgivet for valget af de

pågældende. Opnås sådan stemmeflerhed ikke, foretager amtmanden (i København

overpræsidenten) valget. Der vælges samtidig efter samme regler en suppleant

for formanden og hvert af de øvrige 2 medlemmer. Den, der første gang vælges,

afgiver til amtmanden (overpræsidenten) skriftlig forsikring om, at han vil

udføre sit hverv efter bedste evne og overbevisning.’

Af bemærkningerne til

lovforslagets § 70 (Rigsdagstidende 1950-51, tillæg A, sp. 7685) fremgår:

’

Som anført i betænkningen er

udvalget af den opfattelse, at der bør gennemføres bestemmelser, der giver

udlejerne mulighed for at opnå en lejeforhøjelse også i bestående

lejeforhold.

Til gennemførelse af kontrollen med bestemmelserne herom vil imidlertid

forslaget om nævn i L. F. 1948-50 være utilstrækkeligt, idet antallet af

sager

må forventes at blive så stort, at der må et betydeligt større antal nævn

til,

hvis opgaven skal kunne klares på tilfredsstillende måde. Udvalget lægger

vægt

på, at nævnene sammensættes således at det sikres, at nævnet kommer til at

rumme den fornødne kendskab til begge parters forhold, at det kan arbejde med

rimelig hurtighed. Udvalget har derfor ment det rigtigst, at nævnet kun

kommer

til at bestå af 3 medlemmer, og at der nedsættes et i hver kommune, således

at

nævnsmedlemmerne kan være i besiddelse af tilstrækkelig indsigt i de lokale

forhold. Af samme grund og fordi et enkelt nævn næppe vil kunne overkomme

arbejdet i de største kommuner, foreslås der tillagt kommunalbestyrelserne i

kommunerne med over 30.000 indbyggere beføjelse til at lade nedsætte flere

nævn.

Reglerne om valget af nævnets

formand og øvrige medlemmer tilsigter at sikre, at valget sker efter rent

saglige, upartiske linier, således at nævnet kan nyde ubetinget tillid i

befolkningen. Nævnsmedlemmernes funktionstid foreslås fastsat til 3 år

svarende

til lovens gyldighedsperiode.

’

Forslaget om lov om leje var

udarbejdet på grundlag af betænkning af 25. maj 1951 angående leje- og

boliganvisningslovgivningen samt lovgivningen om statens støtte til

boligbyggeriet afgivet af udvalget vedrørende lejeforhold, boliganvisning og

statens støtte til boligbyggeriet. Lovforslaget er enslydende med udvalgets

forslag (jf. Rigsdagstidende 1950-51, tillæg A, sp. 7674). Udvalget anfører

bl.a. følgende, s. 12f, i betænkningens afsnit om nedsættelse af huslejenævn:

’

Hertil kommer, at kendskab

til de lokale forhold efter udvalgets opfattelse er af særlig betydning i

sager

af denne art, ligesom det sikkert i mange tilfælde vil være hensigtsmæssigt

at

foretage besigtigelse.

Med hensyn til nævnets

sammensætning mener udvalget, at denne bør være således, at nævnene dels

kommer

til at rumme den fornødne sagkundskab, dels udpeges således, at der sikres

ligelig repræsentation af grundejere og lejere. Endvidere tillægger udvalget

det betydelig vægt, at nævnene bliver i stand til at arbejde med fornøden

smidighed og hurtighed, og man foreslår derfor, at det enkelte nævn kun

kommer

til at bestå af en formand og 2 andre medlemmer. For at nævnene kan arbejde

uden unødige gnidninger, er det af største betydning, at valget af

medlemmerne

sker på en sådan måde, at nævnet kan nyde tillid i befolkningen. Det foreslås

derfor at lade formanden udpege af amtmanden og således, at det sikres, at

der

ikke som følge af tilknytning til grundejer- eller lejerorganisationer eller

i

kraft af erhvervsmæssige interesser kan rejses tvivl om hans upartiskhed.

Også

valget af nævnets øvrige medlemmer bør foregå på en sådan måde, at der

normalt

ikke skulle kunne rejses berettiget kritik mod pågældende medlemmers saglige

kvalifikationer og egnethed til hvervet. Udvalget har derfor ment, at

kommunalbestyrelserne som følge af deres lokalkendskab burde have adgang til

at

foretage valget, men at det på den anden side bør sikres, at et bestemt,

måske

knebent flertal indenfor kommunalbestyrelsen ikke uden videre skulle kunne

blive enebestemmende ved valget, der udfra de anførte grunde ikke bør have

karakter af et politisk valg. Udvalget foreslår derfor, at valget skal

træffes

med mindst ¾ majoritet. Kan en sådan ikke opnås, skal udnævnelsen foretages

af

amtmanden.

’

Bestemmelserne om

huslejenævnets sammensætning (på daværende tidspunkt § 101, stk. 3) udgik ved

lov nr. 77 af 31. marts 1965 om ændringer i lov om leje. I stedet blev der

indsat nye bestemmelser om nævnets sammensætning. Bestemmelsen om beskikkelse

af nævnets formand blev herefter § 101, stk. 4, og fik følgende ordlyd:

’Stk. 4.

Formanden beskikkes af amtmanden, i København

overpræsidenten. Han skal have bestået juridisk embedseksamen og må ikke have

særlig tilknytning til grundejer- eller lejerorganisationer eller være

erhvervsmæssigt interesseret i ejendomshandler.’

Ved samme lovændring udgik

reglen om at amtmanden valgte de to andre medlemmer af huslejenævnet i

tilfælde

af at der ikke blev afgivet mindst ¾ af den samlede kommunalbestyrelses

stemmer

for valget af de pågældende.

Af bemærkningerne til de

ændrede bestemmelser om huslejenævnets sammensætning fremgår

(Folketingstidende

1964-65, tillæg A, sp. 1776):

’Med henblik på at styrke

huslejenævnenes autoritet blandt ejere og lejere og øge disses tillid til

nævnsafgørelsernes rigtighed foreslås fastsat ændrede bestemmelser om valg af

formand og medlemmer til huslejenævnene. Ændringerne går ud på, at formanden

skal have juridisk embedseksamen, hvilket krav anses for rimeligt, når henses

til nævnsafgørelsernes karakter. Dog vil personer, der ikke opfylder denne

betingelse, men som hidtil har varetaget hvervet som huslejenævnsformand og

derigennem har erhvervet sig særlig sagkundskab, kunne genvælges. Endvidere

indebærer ændringerne, at nævnets medlemmer i lighed med medlemmer af

boliganvisningsudvalg og lægdommere i boligretterne udpeges blandt personer,

der er indstillet af større grundejer- og lejerforeninger i vedkommende

område

og således må forudsættes at have nøje kendskab til lejeforhold og parternes

interesser heri.’

Ved lov nr. 238 af 8. juni

1979 om midlertidig regulering af boligforholdene fastholdtes bestemmelsens

ordlyd stort set uændret idet følgende fremgår af denne lovs § 36, stk. 2:

’Stk. 2.

Formanden beskikkes af amtmanden, i København af

overpræsidenten. Formanden skal have bestået juridisk kandidateksamen. Han må

ikke have særlig tilknytning til grundejer- eller lejerorganisationer eller

være erhvervsmæssigt interesseret i ejendomshandeler.’

Bestemmelsen om at den der

første gang blev valgt til medlem af et huslejenævn, skulle afgive en

skriftlig

forsikring til amtmanden (overpræsidenten) om at ville udføre sit hverv efter

bedste evne og overbevisning, udgik ved lov nr. 238 af 8. juni 1979.

Den affattelse som

bestemmelsen i § 36, stk. 2, fik ved lov nr. 238 af 8. juni 1979, var også

gældende på tidspunktet for Hvidovre Kommunalbestyrelses behandling af sagen,

jf. lovbekendtgørelse nr. 913 af 17. oktober 1996 som senest ændret ved lov

nr.

230 af 2. april 1997.

Af punkt 43 (der angår

huslejenævnenes sammensætning m.v.) i Boligstyrelsens cirkulære nr. 212 af 4.

december 1979 om boligreguleringsloven fremgår:

’

43.

Et huslejenævn skal bestå af en formand og 2 andre medlemmer.

Formanden må ikke have særlig tilknytning til grundejer- og

lejerorganisationer

eller være erhvervsmæssigt interesseret i ejendomshandel. Han kan derfor ikke

være medlem af bestyrelsen af grundejer- eller lejerorganisationer, men der

kan

næppe være noget til hinder for, at han er menigt medlem af en sådan

organisation. Formanden skal endvidere have juridisk kandidateksamen.

Formanden

vælges af amtmanden (i København overpræsidenten).

Ved reglerne om valg af

nævnsmedlemmer har man tilstræbt at gøre huslejenævnet til en instans, som

kan

nyde almindelig tillid og autoritet i de kredse, med hvis forhold nævnet skal

beskæftige sig, ligesom man har villet sikre, at nævnet gennem sine medlemmer

sidder inde med det fornødne kendskab til de forhold, det skal tage sig af.

Nævnet har ikke karakter af en voldgiftsret, hvor grundejerrepræsentanten og

lejerrepræsentanten udelukkende skal varetage grundejernes og lejernes

interesser, medens formanden skal søge at forlige de modstridende

synspunkter.

Alle 3 medlemmer skal i fællesskab søge at finde frem til en i vedkommende

sag

rimelig løsning inden for de givne rammer.

’

§ 36, stk. 2, er efterfølgende

blevet ændret ved lov nr. 406 af 31. maj 2000 hvorved ordene ’efter

indstilling

fra kommunalbestyrelsen’ blev indsat i bestemmelsens 1. pkt. Formålet

med

ændringen var at præcisere at det påhvilede kommunalbestyrelsen at foretage

indstilling vedrørende formand for huslejenævn (Folketingstidende 1999-2000,

tillæg A, s. 6276). Den gældende boligreguleringslov fremgår nu af

lovbekendtgørelse nr. 348 af 14. maj 2001 som ændret ved lov nr. 402 af 6.

juni

2002.

Som det fremgår ovenfor, var

der på tidspunktet for Hvidovre Kommunalbestyrelses behandling af spørgsmålet

om hvem kommunen skulle indstille som formand for huslejenævnet i perioden

fra

den 1. januar 1998 til den 31. december 2001, ingen regler om at kommunen

kunne

eller skulle afgive en sådan indstilling. Derimod var der praksis for at

kommunalbestyrelsen på statsamtets anmodning afgav en indstilling til brug

for

statsamtets beskikkelse af formand for nævnet.

Jeg har ingen bemærkninger

til denne - nu lovfæstede - praksis hvorefter statsamtet til brug for

beskikkelsen af formand for huslejenævnet indhentede indstilling fra

kommunalbestyrelsen. Jeg henviser bl.a. til det som By- og Boligministeriet

har

anført om at det efter By- og Boligministeriets opfattelse er i god

overensstemmelse med forarbejderne at kommunalbestyrelsen som via sit virke i

lokalområdet må antages at have et bredt kendskab til personer med

lokalkendskab, foretog indstilling til statsamtet.

Boligreguleringslovens § 36,

stk. 2, angår således statsamtets beskikkelse af formand for huslejenævnet -

og

ikke kommunens indstilling til statsamtet herom. Det må antages at

kommunalbestyrelsen ved sin indstilling i hvert fald kan varetage de samme

hensyn som statsamtet kan varetage efter § 36, stk. 2.

Jeg er enig med By- og

Boligministeriet i at den upartiskhed som er nævnt i forarbejderne til

boligreguleringslovens § 36, stk. 2, refererer til at det ved valget af

formand

for huslejenævnet skal sikres at formanden er uafhængig af såvel lejer- som

udlejerinteresser. Det skal i samme forbindelse sikres at formanden ikke er

erhvervsmæssigt interesseret i ejendomshandler, jf. bestemmelsens ordlyd. Den

upartiskhed som følger af forarbejderne til § 36, stk. 2, vedrører således

ikke

(umiddelbart) spørgsmålet om formandens partipolitiske tilhørsforhold.

Om sagligheden af hensynet

til partipolitisk tilhørsforhold anfører By- og Boligministeriet at et

partipolitisk tilhørsforhold ikke i sig selv kan anses for at være et sagligt

kriterium for indstilling af formand for huslejenævnet. Samtidig mener By- og

Boligministeriet

at det ikke er i strid med lovgivningen at der finder en kommunal indstilling

sted der som følge af de kommunale afstemningsregler afspejler

kommunalbestyrelsens politiske sammensætning.

Indenrigsministeriet mener at

boligreguleringsloven ikke udelukker at kommunalbestyrelsen ved indstilling

til

hvervet som formand for huslejenævnet kan lægge vægt på kandidatens

partitilhørsforhold.

I Forvaltningsret, Almindelige Emner, 3.

udgave, 1997, s. 193, anfører Jens Garde mfl. at det gælder som en almindelig

regel at en myndighed ikke uden lovhjemmel må varetage partipolitiske formål.

Lignende skriver Jon Andersen mfl. i Forvaltningsret, 1994, s. 232, idet det

her anføres at heller ikke partipolitiske hensyn må indgå i skønsudøvelsen

medmindre det har særlig lovstøtte. Jens Garde og Jørgen Mathiassen nævner i

Kommunalret, 1991, s. 39, at det i almindelighed gælder at en kommune ikke må

forfølge partipolitiske formål med en ydelse. Det gælder i princippet for

enhver kommunal ydelse, og partipolitiske formål skal ikke afgrænses alt for

snævert. Jeg kan også henvise til de sager som er nævnt i Folketingets

Ombudsmands beretninger for 1974, s. 156f*, og for 1981, s. 168ff*. Efter lov

nr. 459 af 12. juni 1996 - som angår et tilgrænsende område - gælder der i

øvrigt et forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. på grund af

politisk anskuelse.

Jeg mener ikke at der er

holdepunkter for at antage at hensynet til kandidatens partipolitiske

tilhørsforhold kan inddrages efter boligreguleringslovens § 36, stk. 2. Jeg

er

således enig med By- og Boligministeriet i denne henseende. Jeg har navnlig

lagt vægt på at § 36, stk. 2, og dens forarbejder ikke giver støtte for at

antage at partipolitiske hensyn kan tillægges betydning ved beskikkelse af

formand for huslejenævnet, og at det antages at partipolitiske hensyn ikke

kan

varetages medmindre dette har støtte i loven.

Det kan overvejes om

kommunalbestyrelsen, fordi den er et politisk valgt organ, sagligt kan

varetage

hensynet til kandidatens partipolitiske tilhørsforhold. I den forbindelse kan

jeg bl.a. henvise til det som Bent Christensen har anført i Forvaltningsret -

opgaver, hjemmel, organisation (1997), s. 132f, og til den sag som er

gengivet

i Folketingets Ombudsmands beretning for 1971, s. 116ff*. Jeg kan også

henvise

til en af mine sager, der blev afsluttet den 22. november 1988, om en

kommunalbestyrelses valg af medlemmer til kommunens sociale forbrugerråd (mit

j.nr. 1987- 1042-42). Sagen er nævnt i Lov om kommunernes styrelse med

kommentarer af Emil le Maire og Niels Preisler, 3. udgave (2000), s. 126. I

denne sag tilkendegav Indenrigsministeriet at en kommunalbestyrelse, når den

er

udpegelsesforum og skal vælge personer til kommunale hverv - i modsætning til

ved besættelse af kommunale stillinger mv. - ikke var afskåret fra at

inddrage

politiske synspunkter i valget. Ministeriets opfattelse gav mig ikke

anledning

til bemærkninger. Samtidig mente jeg at grundsætningen om saglig forvaltning

dog satte visse grænser for hvilke hensyn der kunne tillægges vægt ved

valget.

Jeg bemærkede i den forbindelse bl.a. at et hensyn der bestod i ønsket om at

foretage en ’straffeaktion’, ikke kunne anses som sagligt.

Efter Indenrigsministeriets

opfattelse er det som udgangspunkt sagligt at kommunalbestyrelsen ved valg og

indstilling til forskellige hverv lægger vægt på kandidatens politiske

holdninger, herunder vedkommendes partitilhørsforhold, medmindre der i loven

er

holdepunkter for det modsatte. Indenrigsministeriet mener - som nævnt ovenfor

-

ikke at boligreguleringsloven udelukker at kommunalbestyrelsen ved

indstilling

af formand for huslejenævnet kan lægge vægt på partitilhørsforhold.

Ministeriets konklusion er derfor at kommunalbestyrelsen ikke er afskåret fra

at tillægge kandidatens partipolitiske tilhørsforhold betydning ved

indstilling

af formand for huslejenævnet.

For så vidt angår valg af

f.eks. borgmester og tilsvarende hverv, er jeg selvsagt enig med

Indenrigsministeriet i at kommunalbestyrelsen kan lægge og faktisk lægger

vægt

på kandidatens partipolitiske tilhørsforhold. Jeg mener imidlertid ikke at

kommunalbestyrelsens valg af borgmester og tilsvarende valg kan sidestilles

med

kommunalbestyrelsens indstilling af formand for huslejenævnet. Ud over at

selve

beskikkelsen foretages af statsamtet efter reglen i boligreguleringslovens §

36, stk. 2, har jeg lagt vægt på at huslejenævnet er et administrativt nævn

der

træffer afgørelse i tvister mellem private.

Samlet set må jeg derfor være

betænkelig ved at hensynet til kandidatens partipolitiske tilhørsforhold

indgik

i Hvidovre Kommunalbestyrelses beslutning om hvem kommunalbestyrelsen skulle

indstille som formand for huslejenævnet for perioden fra den 1. januar 1998

til

den 31. december 2001 - også ud over dette at den kommunale indstilling som

følge af de kommunale afstemningsregler afspejler kommunalbestyrelsens

politiske sammensætning. Om det sidstnævnte forhold deler jeg By- og

Boligministeriets opfattelse.

Jeg har gjort Hvidovre

Kommune, Tilsynsrådet for Københavns Amt og Indenrigs- og Sundhedsministeriet

bekendt med min opfattelse.

Oplysningsgrundlaget

Hvidovre

Kommunalbestyrelse fik ikke på mødet den 9. december 1997 oplysning om at De

ønskede at fortsætte som formand for huslejenævnet. Spørgsmålet er om

kommunalbestyrelsens oplysningsgrundlag på mødet som følge af denne manglende

oplysning var utilstrækkeligt.

Tilsynsrådet for Københavns

Amt og Indenrigsministeriet mener ikke at kommunalbestyrelsens

oplysningsgrundlag var utilstrækkeligt.

Ifølge official- eller

undersøgelsesprincippet påhviler det den enkelte forvaltningsmyndighed selv

at

fremskaffe de fornødne oplysninger om de foreliggende sager. Afgørelse må

således først træffes når de nødvendige oplysninger foreligger.

Officialprincippet er et grundlæggende princip inden for forvaltningsretten,

og

princippet gælder på ulovbestemt grundlag. Som udgangspunkt gælder princippet

ved siden af eventuelle udtrykkeligt angivne regler om sagsoplysning i de

enkelte love. Jeg henviser til Kaj Larsen mfl. i Forvaltningsret (1994), s.

297ff. Officialprincippet gælder også i sager der behandles af

kommunalbestyrelsen, jf. f.eks. den sag der er gengivet i Folketingets

Ombudsmands beretning for 1999, s. 170ff*.

De rettede i efteråret 1997 -

før kommunalbestyrelsesmødet den 9. december 1997 - via huslejenævnets

sekretær

henvendelse til kommunaldirektøren om at De ønskede at fortsætte som formand

for huslejenævnet. Kommunaldirektøren videregav oplysningen til borgmesteren.

Kommunaldirektøren og borgmesteren var således i besiddelse af oplysningen

før

mødet den 9. december 1997, jf. kommunens brev af 7. oktober 1998. De havde

på

dette tidspunkt været formand for huslejenævnet i ca. 18 år, og der er ikke i

sagen oplysninger om problemer i huslejenævnet i denne periode.

Efter min opfattelse burde

oplysningen om at De ønskede at fortsætte som formand for nævnet, i den

foreliggende situation have været forelagt for kommunalbestyrelsen på mødet

den

9. december 1997. Ud over det som jeg har nævnt ovenfor, har jeg lagt vægt på

at der i den foreliggende situation var tale om en relevant oplysning. Dertil

kommer at det antages at der som grundlag for kommunalbestyrelsens behandling

af en ansættelsessag må foreligge oplysning om samtlige ansøgere, og at

afstemningen i en ansættelsessag ikke uden at der er enighed herom, kan

begrænses til alene at vedrøre en del af ansøgerne, f.eks. dem som er

omfattet

af udvalgets indstilling. Jeg henviser til Lov om kommunernes styrelse med

kommentarer af Emil le Maire og Niels Preisler, 2000, 3. udgave, s. 122. Jeg

mener at det er nærliggende at antage at tilsvarende gælder i det

foreliggende

tilfælde. Det forhold at der efter boligreguleringsloven hverken er fastsat

eller er pligt til at fastsætte regler om at personer der er interesserede i

at

blive formand for huslejenævnet, kan eller skal rette henvendelse til

kommunalbestyrelsen, mener jeg ikke kan tillægges særlig betydning under de

foreliggende omstændigheder. Jeg henviser til at kommunen i Deres sag forud

for

mødet allerede var i besiddelse af den pågældende oplysning.

Jeg har gjort Hvidovre

Kommune, Tilsynsrådet for Københavns Amt og Indenrigs- og Sundhedsministeriet

bekendt med min opfattelse.

Herefter mener jeg ikke at

jeg har tilstrækkeligt grundlag for at foretage en nærmere vurdering af

spørgsmålet om kommunalbestyrelsens oplysningsgrundlag ud fra den af

Indenrigsministeriet nævnte kommunalretlige grundsætning.

Sammenfatning

Jeg har

overvejet om jeg på baggrund af min kritik ovenfor har grundlag for at

henstille til Indenrigs- og Sundhedsministeriet at sagen genoptages. Jeg

mener

ikke at jeg har grundlag for at afgive en sådan henstilling. Jeg har navnlig

lagt vægt på at der - som det er Dem bekendt - ikke er udsigt til at jeg kan

kritisere By- og Boligministeriets afgørelse af 21. september 2000 om

statsamtets beskikkelse af (B) som formand for huslejenævnet i perioden fra

den

1. januar 1998 til den 31. december 2001, jf. mit brev af 1. november 2000

til

Dem.

I forbindelse med min

endelige, afsluttende behandling af sagen har jeg i øvrigt gjort mig følgende

overvejelser:

Som det fremgår ovenfor, fik

statsamtet i december 1997 oplysning om at kommunen havde indstillet (B) som

formand for huslejenævnet i perioden fra den 1. januar 1998 til den 31.

december 2001, og dermed at kommunen ikke havde indstillet Dem. De var på

dette

tidspunkt formand for huslejenævnet, og De ønskede at fortsætte som formand

hvilket statsamtet på samme tidspunkt fik oplysning om. Statsamtet fik også -

fra Dem - oplysning om de mulige årsager til at kommunen ikke havde

indstillet

Dem.

På baggrund heraf har jeg

overvejet om jeg har grundlag for at rejse en særskilt undersøgelse af

spørgsmålet om hvorvidt statsamtet i denne situation burde have iværksat en

ekstra høring af kommunen før statsamtet tog stilling til hvem der skulle

beskikkes som formand for huslejenævnet.

Ud fra en samlet vurdering af

sagen mener jeg ikke at jeg har tilstrækkeligt grundlag for at indlede en

sådan

særskilt undersøgelse. Jeg har bl.a. lagt vægt på at sagen angår beskikkelse

af

formand for huslejenævnet i perioden fra den 1. januar 1998 til den 31.

december

2001, og på at der fortsat ikke er udsigt til at jeg kan kritisere resultatet

af By- og Boligministeriets afgørelse af 21. september 2000 om statsamtets

beskikkelse af formand for huslejenævnet i denne periode.”

NOTER: (*) FOB 1971, s. 116, FOB 1974, s. 156, FOB 1981, s.

168, og

FOB 1999, s. 170.

Lignende dokumenter