Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 38/1995

KEN nr 9669 af 11/04/1995Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet1. juni 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.

38/1995

[K] har ved advokat Henrik Vestergaard klaget til

Pressenævnet over artikler i Ekstra Bladet den 2. og 3. februar 1995,

idet klageren finder, at bladet har overtrådt god presseskik.

I en artikel den 2. februar 1995 under overskriften "Vi

fik et brev - Jeg driver bordel fra fængslet" hed det bl.a.:

"Man undrer sig ikke over, at manden bliver kaldt

"Smiley". Han præsenterer konstant et stort hvidt tandpasta-smil, mens

han sidder i den store hvide lænestol i besøgsværelset i

Vridsløselille Statsfængsel.

[P] har nu været fængslet i næsten to

år.

Han afsoner en straf på 15 års fængsel

for mordet på den 33-årige bankfuldmægtig [A] samt for syv

andre forbrydelser.

[A] blev myrdet af [P] den 28. februar 1993 med slag fra

en hammer og med efterfølgende kvælning."

Under overskriften "Læs videre i morgen" hed det:

"Ekstra Bladets reportagehold bringer i morgen Smileys

egen fortælling om den forsvundne stripper [C] og de

skæbnesvangre begivenheder, der førte til mordet på

bankfuldmægtig [A]."

I artiklen den 3. februar 1995 hed det under overskriften

"[A] skyllede min heroin ud i toilettet" bl.a.:

"Der er næsten gået to år, siden [P] 28.

februar 1993 myrdede sin daværende kæreste, [A], i hendes

lejlighed i Laksegade i det indre København.

....

[A] fik under et skænderi med [P] smadret baghovedet

Læs alt

med en hammer og blev bagefter kvalt. [P] gemte liget i et

klædeskab.

Ifølge politiet begik [P] drabet i sygelig jalousi,

fordi [A] ønskede at stoppe sit forhold til den dengang 31-årige

dybt kriminelle mand.

....

- Jeg mødte [A] på Louisiana. Vi fattede

straks sympati for hinanden og udvekslede telefonnumre. Det udviklede sig

langsomt til et forhold, på trods af, at vi kom fra helt forskellige

miljøer.

Udnyttede hinanden.

- Vi udnyttede hinanden. Jeg kunne godt bruge hendes

kendskab til finansverdenen, og hun overførte da også et par

gange nogle af mine penge til mine forretningsforbindelser i Laos.

- Hun kunne til gengæld bruge mig seksuelt,

især inden for det sado-masochistiske område, som jeg ellers ikke

er meget for at dyrke.

- Hun var meget usikker og bundet til sin mor. Jeg tror,

at forholdet til mig var hendes første rigtige oprør i

livet.

Hvorfor løj du over for [A] og sagde, at du

havde en direktørstilling i medicinalfirmaet Novo?

- Jeg løj ikke. Det var noget, [A] sagde til sin

vennekreds for at skjule min reelle baggrund som alfons og kriminel. Det

eneste, jeg kender til Novo, er, at jeg på et tidspunkt har arbejdet i

deres køkken.

Ville slå op.

Under retssagen kom det frem, at [A] havde sagt til sin

veninde, at hun ville slå op med dig og bagefter mødes med

veninden på cafe Sommersko?

- Der var ikke tale om, at hun ville slå op med mig.

Vi hyggede os, indtil vi kom op at skændes. Da jeg på et

tidspunkt var nede for at købe noget på gaden, hældte hun

min heroin ud i toilettet. Jeg blev ikke gal, men sagde blot, at det

måtte hun betale.

- Senere ville hun absolut havde mig med ned til den

sado-masochistiske klub "Smil". Men jeg sagde nej, og så blev hun

sur.

Smiley fortæller herefter, hvordan [A] ville

slå ham i hovedet med en hammer, så han selv ved et uheld kom til

at ramme hende i hovedet med hammeren, da han skulle afværge

slaget.

[A] ønskede ifølge Smiley ikke

lægehjælp, og hun tilkaldte senere Smiley fra

badeværelset.

- Her bed hun mig i testiklerne, og smerten var så

stor, at jeg tog et bælte fra håndvasken og snørede det om

hendes hals. Pludselig slap hun biddet og faldt sammen. Det var ikke

meningen, at hun skulle dø, fortæller Smiley, som af både

politi og mange folk i den kriminelle verden bliver betragtet som en

decideret lystløgner.

Tog bussen hjem.

Resten er for Smiley som et mareridt: Han gemmer liget i

skabet, fordi [A]s veninde banker på døren. Han venter, til hun

er gået, og tager derefter bussen hjem.

- Alle stirrede på mig. Det var, som om jeg lige var

steget ud af en vampyr-film. Selv mine katte hvæsede af mig, da jeg kom

hjem.

Du lagde senere på dagen en besked på [A]s

telefonsvarer, selv om du vidste, at hun var død. Var det for at

skaffe et alibi?

- Nej, jeg troede faktisk i min drømmeverden, at

hun stadig levede. Senere på aftenen tog jeg ud i [A]s lejlighed, og

så blev jeg klar over, at jeg havde lavet noget frygteligt lort.

- Næste dag dukkede politiet op i min lejlighed i

Randersgade. Jeg havde allerede pakket en pose med tøj. Ud af mit

vindue så jeg to riffelskytter, der lå klar på et tag,

så jeg tænkte, at det nok var bedst at gå ud at åbne

døren. Og nu sidder jeg her.

Vil du gerne benytte lejligheden til at sige noget til

efterladte?

- Jeg er meget ked af det, der er sket. Og hvis jeg kunne

gøre det om, ville det ikke være sket. Men det hjælper jo

ikke meget. [A]s familie ser nok helst, at jeg ligger seks fod under

jorden."

Artiklen var ledsaget af et billede af [P]. Teksten til

billedet var:

"Smiley angrer drabet på den 33-årige

bankfuldmægtig, men hævder stadig, at det var et uheld."

Ekstra Bladet indeholdt endvidere en artikel

vedrørende den forsvundne kvinde, [C].

Efter offentliggørelsen af artiklerne rettede

klager henvendelse til Ekstra Bladet. Af skrivelsen fremgår bl.a.:

"Forholdet er det, at datterens dødsfald har

været en usædvanlig smertefuld oplevelse for min klient, og det

er alene den forgangne tid, der frem til den 2. februar 1995 gjorde, at min

klient så småt var begyndt at komme sig over den tragiske

episode.

De før omtalte artikler i Ekstra Bladet,

særligt artiklen under overskriften "[A] skyllede min heroin ud i

toilettet" den 3. februar 1995, har bevirket, at min klient nu på ny

tynges af datterens meningsløse dødsfald.

Min klient har således på ny måtte

søge psykologbistand, ligesom min klient i det daglige på ny er

afhængig af familien i forbindelse med praktiske gøremål

m.v.

Efter min opfattelse er de pågældende

artikler, særligt nævnte artikel af den 3. ds., i strid med

medieansvarslovens § 34, hvorefter artiklernes indhold skal være i

overensstemmelse med god presseskik.

....

Jeg tænker herved særligt på den meget

indgående og detaljerede måde, hvorpå mordet på [A]

er beskrevet i artiklen, antydningen af [A]s seksuelle adfærd samt den

udførlige beskrivelse af, hvorledes [A] blev slået ihjel.

Endvidere sættes [A] i artiklen uberettiget i

forbindelse med narkotika og misbrug heraf, ligesom det findes aldeles

unødvendigt på ny at fremdrage den makabre omstændighed,

at [A]s lig i hen ved et døgn efter drabet var hensmidt i et

klædeskab.

Endelig finder jeg det i forhold til min klient ganske

hensynsløst, at man i artiklen tager forholdet til [A]s efterladte op

med henblik på en kommentar fra dømte [P].

....

Der henvises endvidere til det forhold, at sagen omkring

drabet på [A] reelt er fuldstændig uden betydning for den

historie, som Ekstra Bladet tog op den 2. og 3. februar 1995, nemlig

dømte [P]s eventuelle bordeldrift fra sin celle i

Vridsløselille Statsfængsel."

Af Ekstra Bladets svar herpå fremgår

bl.a.:

"Jeg har forståelse for, at de nævnte artikler

generer Deres klient, idet de ripper op i hendes sorg over datterens

død. Jeg kan imidlertid ikke anerkende, at artiklerne skulle

være krænkende for moderen, endsige at Ekstra Bladet ved at

bringe dem skulle have overtrådt reglerne for god presseskik.

Der er dels tale om en dom, som er afsagt for ikke

så længe siden, dels berettiges artiklerne om [P] derved, at han

er genstand for fortsat politiefterforskning - idet han sættes i

forbindelse med en anden kvindes forsvinden og derudover hævder at

drive flere bordeller fra sin fængselscelle.

Den situation, Deres klient befinder sig i, er ikke

enestående. Man kan sidestille [K]s oplevelser med, hvad

forældrene til den unge politimand, som Blekingegade-banden slog ihjel,

må føle, når denne sag fortsat omtales med mellemrum i

pressen.

Sammenfattende er det mit synspunkt, at hensynet til de

efterladte ikke kan sættes højere end beskyttelsen af

ytringsfriheden. Jeg må således afvise Deres krav."

Til støtte for klagen er det anført, at end

ikke beskyttelsen af ytringsfriheden berettiger de pågældende

artikler. Artiklen den 3. februar 1995 er uden nyhedsværdi, og ved at

beskrive mordet på [A] så helt unødvendigt detaljeret har

Ekstra Bladet overtrådt god presseskik.

Straffesagen i forbindelse med mordet er afsluttet, og

historien om [P]s bordeldrift fra sin celle i Vridsløselille

Statsfængsel kunne på fyldestgørende måde være

bragt, uden at Ekstra Bladet behøvede at fremdrage [A]s tragiske

død og omstændighederne i forbindelse hermed.

Det er endvidere anført, at den her omtalte sag

ikke kan sammenlignes med sagen omkring den flerdobbelte politimorder Palle

Sørensen, da denne sag stadig er aktuel for så vidt angår

det rimelige eller urimelige i, at Palle Sørensen stadig er

fængslet.

I sagen omkring Blekinge-bandens røveri i

Købmagergade er der ligeledes tale om en anden situation end den

foreliggende, da sagen længe var uopklaret, ligesom politiet ikke kunne

få fat i de medvirkende til røveriet, da disse havde ophold i

udlandet. Denne sag havde endvidere samfundsmæssige perspektiver, da

Blekinge-banden arbejdede ud fra en politisk dagsorden.

I en udtalelse om klagen har Ekstra Bladet anført,

at anledningen til at interviewe [P] dels var, at han hævdede at drive

bordeller fra sin celle i Vridsløselille Statsfængsel, dels

politiets mistanke om, at han er ansvarlig for en anden kvindes død.

Bladet kan ikke anerkende, at den skete omtale skulle

være krænkende for moderen. Hvis et sådant hensyn skulle

være ledende, ville det indebære en fundamental ændring i

pressens adgang til at omtale drabssager. Der kan henvises til de hundrede af

artikler, radio- og TV-udsendelser, der er publiceret om Palle

Sørensen eller de talrige artikler om den politimand, som

Blekingegade-banden slog ihjel under røveriet.

Bladet har endvidere anført, at de brutale

detaljer, som fremkom i pressen i marts 1994 i forbindelse med referatet fra

retssagen, bevidst er nedtonet af hensyn til offerets familie.

Ekstra Bladet har ikke sat klagerens datter i forbindelse

med narkotika og misbrug heraf. I artiklen er blot nævnt [P]s

påstand om, at klagerens datter på et tidspunkt hældte hans

heroin ud i toilettet. Denne oplysning gør ikke klagerens datter til

stofmisbruger, tværtimod.

Oplysningen i den ene artikel om, at [A]s lig var gemt i

et skab i et døgn, er blot en faktuel meddelelse til forståelse

af forløbet.

Bladet har endelig anført, at [P]s angren af sin

forbrydelse og ønsket om, at den var ugjort, ikke kan være

krænkende for offerets familie.

Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens

behandling: Else Mols, Hans Dam, Kaare R. Skou og Ole Malmqvist.

Pressenævnet udtaler:

God presseskik indebærer, at der vises ofre for

forbrydelser og deres pårørende det størst mulige

hensyn.

Det omtalte mord på [A] har tidligere været

detaljeret omtalt i pressen. Pressenævnet finder derfor ikke, at Ekstra

Bladet ved i artiklen den 2. februar 1995 at omtale sagen som sket har

overtrådt god presseskik.

Derimod finder Pressenævnet, at Ekstra Bladet har

overtrådt god presseskik ved i artiklen den 3. februar 1995

kritikløst at have gengivet drabsmandens udtalelser om ofrets

påståede seksualliv og hans detaljerede redegørelse for

deres samliv i øvrigt og for omstændighederne i forbindelse med

drabet. Hverken hensynet til pressens eller drabsmandens ytringsfrihed kan

overfor hensynet til klageren begrunde denne omtale.

Pressenævnet udtaler derfor sin kritik af Ekstra

Bladet.

Den ansvarshavende redaktør af Ekstra Bladet

pålægges herefter i medfør af medieansvarslovens § 49 at

offentliggøre følgende:

"Kendelse fra Pressenævnet.

I en artikel den 3. februar 1995 i Ekstra Bladet blev

bragt et interview med [P], også kaldet Smiley, vedrørende

mordet på [A].

I anledning af en klage fra den dræbtes mor [K]

udtaler Pressenævnet, at god presseskik indebærer, at der vises

ofre for forbrydelser og deres pårørende det størst

mulige hensyn.

Det omtalte mord på [A] har tidligere været

detaljeret omtalt i pressen, men Ekstra Bladet har overtrådt god

presseskik ved kritikløst at have gengivet drabsmandens udtalelser om

ofrets påståede seksualliv og hans detaljerede redegørelse

for deres samliv i øvrigt og for omstændighederne i forbindelse

med drabet. Hverken hensynet til pressens eller drabsmandens ytringsfrihed

kan over for hensynet til klageren begrunde denne omtale.

Pressenævnet udtaler derfor sin kritik af Ekstra

Bladet.

København, den 11. april 1995.

Else Mols, Hans Dam, Kaare R. Skou og Ole Malmqvist."

Afsagt den 11. april 1995.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter