Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 38/1995
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.
38/1995
[K] har ved advokat Henrik Vestergaard klaget til
Pressenævnet over artikler i Ekstra Bladet den 2. og 3. februar 1995,
idet klageren finder, at bladet har overtrådt god presseskik.
I en artikel den 2. februar 1995 under overskriften "Vi
fik et brev - Jeg driver bordel fra fængslet" hed det bl.a.:
"Man undrer sig ikke over, at manden bliver kaldt
"Smiley". Han præsenterer konstant et stort hvidt tandpasta-smil, mens
han sidder i den store hvide lænestol i besøgsværelset i
Vridsløselille Statsfængsel.
[P] har nu været fængslet i næsten to
år.
Han afsoner en straf på 15 års fængsel
for mordet på den 33-årige bankfuldmægtig [A] samt for syv
andre forbrydelser.
[A] blev myrdet af [P] den 28. februar 1993 med slag fra
en hammer og med efterfølgende kvælning."
Under overskriften "Læs videre i morgen" hed det:
"Ekstra Bladets reportagehold bringer i morgen Smileys
egen fortælling om den forsvundne stripper [C] og de
skæbnesvangre begivenheder, der førte til mordet på
bankfuldmægtig [A]."
I artiklen den 3. februar 1995 hed det under overskriften
"[A] skyllede min heroin ud i toilettet" bl.a.:
"Der er næsten gået to år, siden [P] 28.
februar 1993 myrdede sin daværende kæreste, [A], i hendes
lejlighed i Laksegade i det indre København.
....
[A] fik under et skænderi med [P] smadret baghovedet
Læs alt
med en hammer og blev bagefter kvalt. [P] gemte liget i et
klædeskab.
Ifølge politiet begik [P] drabet i sygelig jalousi,
fordi [A] ønskede at stoppe sit forhold til den dengang 31-årige
dybt kriminelle mand.
....
- Jeg mødte [A] på Louisiana. Vi fattede
straks sympati for hinanden og udvekslede telefonnumre. Det udviklede sig
langsomt til et forhold, på trods af, at vi kom fra helt forskellige
miljøer.
Udnyttede hinanden.
- Vi udnyttede hinanden. Jeg kunne godt bruge hendes
kendskab til finansverdenen, og hun overførte da også et par
gange nogle af mine penge til mine forretningsforbindelser i Laos.
- Hun kunne til gengæld bruge mig seksuelt,
især inden for det sado-masochistiske område, som jeg ellers ikke
er meget for at dyrke.
- Hun var meget usikker og bundet til sin mor. Jeg tror,
at forholdet til mig var hendes første rigtige oprør i
livet.
Hvorfor løj du over for [A] og sagde, at du
havde en direktørstilling i medicinalfirmaet Novo?
- Jeg løj ikke. Det var noget, [A] sagde til sin
vennekreds for at skjule min reelle baggrund som alfons og kriminel. Det
eneste, jeg kender til Novo, er, at jeg på et tidspunkt har arbejdet i
deres køkken.
Ville slå op.
Under retssagen kom det frem, at [A] havde sagt til sin
veninde, at hun ville slå op med dig og bagefter mødes med
veninden på cafe Sommersko?
- Der var ikke tale om, at hun ville slå op med mig.
Vi hyggede os, indtil vi kom op at skændes. Da jeg på et
tidspunkt var nede for at købe noget på gaden, hældte hun
min heroin ud i toilettet. Jeg blev ikke gal, men sagde blot, at det
måtte hun betale.
- Senere ville hun absolut havde mig med ned til den
sado-masochistiske klub "Smil". Men jeg sagde nej, og så blev hun
sur.
Smiley fortæller herefter, hvordan [A] ville
slå ham i hovedet med en hammer, så han selv ved et uheld kom til
at ramme hende i hovedet med hammeren, da han skulle afværge
slaget.
[A] ønskede ifølge Smiley ikke
lægehjælp, og hun tilkaldte senere Smiley fra
badeværelset.
- Her bed hun mig i testiklerne, og smerten var så
stor, at jeg tog et bælte fra håndvasken og snørede det om
hendes hals. Pludselig slap hun biddet og faldt sammen. Det var ikke
meningen, at hun skulle dø, fortæller Smiley, som af både
politi og mange folk i den kriminelle verden bliver betragtet som en
decideret lystløgner.
Tog bussen hjem.
Resten er for Smiley som et mareridt: Han gemmer liget i
skabet, fordi [A]s veninde banker på døren. Han venter, til hun
er gået, og tager derefter bussen hjem.
- Alle stirrede på mig. Det var, som om jeg lige var
steget ud af en vampyr-film. Selv mine katte hvæsede af mig, da jeg kom
hjem.
Du lagde senere på dagen en besked på [A]s
telefonsvarer, selv om du vidste, at hun var død. Var det for at
skaffe et alibi?
- Nej, jeg troede faktisk i min drømmeverden, at
hun stadig levede. Senere på aftenen tog jeg ud i [A]s lejlighed, og
så blev jeg klar over, at jeg havde lavet noget frygteligt lort.
- Næste dag dukkede politiet op i min lejlighed i
Randersgade. Jeg havde allerede pakket en pose med tøj. Ud af mit
vindue så jeg to riffelskytter, der lå klar på et tag,
så jeg tænkte, at det nok var bedst at gå ud at åbne
døren. Og nu sidder jeg her.
Vil du gerne benytte lejligheden til at sige noget til
efterladte?
- Jeg er meget ked af det, der er sket. Og hvis jeg kunne
gøre det om, ville det ikke være sket. Men det hjælper jo
ikke meget. [A]s familie ser nok helst, at jeg ligger seks fod under
jorden."
Artiklen var ledsaget af et billede af [P]. Teksten til
billedet var:
"Smiley angrer drabet på den 33-årige
bankfuldmægtig, men hævder stadig, at det var et uheld."
Ekstra Bladet indeholdt endvidere en artikel
vedrørende den forsvundne kvinde, [C].
Efter offentliggørelsen af artiklerne rettede
klager henvendelse til Ekstra Bladet. Af skrivelsen fremgår bl.a.:
"Forholdet er det, at datterens dødsfald har
været en usædvanlig smertefuld oplevelse for min klient, og det
er alene den forgangne tid, der frem til den 2. februar 1995 gjorde, at min
klient så småt var begyndt at komme sig over den tragiske
episode.
De før omtalte artikler i Ekstra Bladet,
særligt artiklen under overskriften "[A] skyllede min heroin ud i
toilettet" den 3. februar 1995, har bevirket, at min klient nu på ny
tynges af datterens meningsløse dødsfald.
Min klient har således på ny måtte
søge psykologbistand, ligesom min klient i det daglige på ny er
afhængig af familien i forbindelse med praktiske gøremål
m.v.
Efter min opfattelse er de pågældende
artikler, særligt nævnte artikel af den 3. ds., i strid med
medieansvarslovens § 34, hvorefter artiklernes indhold skal være i
overensstemmelse med god presseskik.
....
Jeg tænker herved særligt på den meget
indgående og detaljerede måde, hvorpå mordet på [A]
er beskrevet i artiklen, antydningen af [A]s seksuelle adfærd samt den
udførlige beskrivelse af, hvorledes [A] blev slået ihjel.
Endvidere sættes [A] i artiklen uberettiget i
forbindelse med narkotika og misbrug heraf, ligesom det findes aldeles
unødvendigt på ny at fremdrage den makabre omstændighed,
at [A]s lig i hen ved et døgn efter drabet var hensmidt i et
klædeskab.
Endelig finder jeg det i forhold til min klient ganske
hensynsløst, at man i artiklen tager forholdet til [A]s efterladte op
med henblik på en kommentar fra dømte [P].
....
Der henvises endvidere til det forhold, at sagen omkring
drabet på [A] reelt er fuldstændig uden betydning for den
historie, som Ekstra Bladet tog op den 2. og 3. februar 1995, nemlig
dømte [P]s eventuelle bordeldrift fra sin celle i
Vridsløselille Statsfængsel."
Af Ekstra Bladets svar herpå fremgår
bl.a.:
"Jeg har forståelse for, at de nævnte artikler
generer Deres klient, idet de ripper op i hendes sorg over datterens
død. Jeg kan imidlertid ikke anerkende, at artiklerne skulle
være krænkende for moderen, endsige at Ekstra Bladet ved at
bringe dem skulle have overtrådt reglerne for god presseskik.
Der er dels tale om en dom, som er afsagt for ikke
så længe siden, dels berettiges artiklerne om [P] derved, at han
er genstand for fortsat politiefterforskning - idet han sættes i
forbindelse med en anden kvindes forsvinden og derudover hævder at
drive flere bordeller fra sin fængselscelle.
Den situation, Deres klient befinder sig i, er ikke
enestående. Man kan sidestille [K]s oplevelser med, hvad
forældrene til den unge politimand, som Blekingegade-banden slog ihjel,
må føle, når denne sag fortsat omtales med mellemrum i
pressen.
Sammenfattende er det mit synspunkt, at hensynet til de
efterladte ikke kan sættes højere end beskyttelsen af
ytringsfriheden. Jeg må således afvise Deres krav."
Til støtte for klagen er det anført, at end
ikke beskyttelsen af ytringsfriheden berettiger de pågældende
artikler. Artiklen den 3. februar 1995 er uden nyhedsværdi, og ved at
beskrive mordet på [A] så helt unødvendigt detaljeret har
Ekstra Bladet overtrådt god presseskik.
Straffesagen i forbindelse med mordet er afsluttet, og
historien om [P]s bordeldrift fra sin celle i Vridsløselille
Statsfængsel kunne på fyldestgørende måde være
bragt, uden at Ekstra Bladet behøvede at fremdrage [A]s tragiske
død og omstændighederne i forbindelse hermed.
Det er endvidere anført, at den her omtalte sag
ikke kan sammenlignes med sagen omkring den flerdobbelte politimorder Palle
Sørensen, da denne sag stadig er aktuel for så vidt angår
det rimelige eller urimelige i, at Palle Sørensen stadig er
fængslet.
I sagen omkring Blekinge-bandens røveri i
Købmagergade er der ligeledes tale om en anden situation end den
foreliggende, da sagen længe var uopklaret, ligesom politiet ikke kunne
få fat i de medvirkende til røveriet, da disse havde ophold i
udlandet. Denne sag havde endvidere samfundsmæssige perspektiver, da
Blekinge-banden arbejdede ud fra en politisk dagsorden.
I en udtalelse om klagen har Ekstra Bladet anført,
at anledningen til at interviewe [P] dels var, at han hævdede at drive
bordeller fra sin celle i Vridsløselille Statsfængsel, dels
politiets mistanke om, at han er ansvarlig for en anden kvindes død.
Bladet kan ikke anerkende, at den skete omtale skulle
være krænkende for moderen. Hvis et sådant hensyn skulle
være ledende, ville det indebære en fundamental ændring i
pressens adgang til at omtale drabssager. Der kan henvises til de hundrede af
artikler, radio- og TV-udsendelser, der er publiceret om Palle
Sørensen eller de talrige artikler om den politimand, som
Blekingegade-banden slog ihjel under røveriet.
Bladet har endvidere anført, at de brutale
detaljer, som fremkom i pressen i marts 1994 i forbindelse med referatet fra
retssagen, bevidst er nedtonet af hensyn til offerets familie.
Ekstra Bladet har ikke sat klagerens datter i forbindelse
med narkotika og misbrug heraf. I artiklen er blot nævnt [P]s
påstand om, at klagerens datter på et tidspunkt hældte hans
heroin ud i toilettet. Denne oplysning gør ikke klagerens datter til
stofmisbruger, tværtimod.
Oplysningen i den ene artikel om, at [A]s lig var gemt i
et skab i et døgn, er blot en faktuel meddelelse til forståelse
af forløbet.
Bladet har endelig anført, at [P]s angren af sin
forbrydelse og ønsket om, at den var ugjort, ikke kan være
krænkende for offerets familie.
Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens
behandling: Else Mols, Hans Dam, Kaare R. Skou og Ole Malmqvist.
Pressenævnet udtaler:
God presseskik indebærer, at der vises ofre for
forbrydelser og deres pårørende det størst mulige
hensyn.
Det omtalte mord på [A] har tidligere været
detaljeret omtalt i pressen. Pressenævnet finder derfor ikke, at Ekstra
Bladet ved i artiklen den 2. februar 1995 at omtale sagen som sket har
overtrådt god presseskik.
Derimod finder Pressenævnet, at Ekstra Bladet har
overtrådt god presseskik ved i artiklen den 3. februar 1995
kritikløst at have gengivet drabsmandens udtalelser om ofrets
påståede seksualliv og hans detaljerede redegørelse for
deres samliv i øvrigt og for omstændighederne i forbindelse med
drabet. Hverken hensynet til pressens eller drabsmandens ytringsfrihed kan
overfor hensynet til klageren begrunde denne omtale.
Pressenævnet udtaler derfor sin kritik af Ekstra
Bladet.
Den ansvarshavende redaktør af Ekstra Bladet
pålægges herefter i medfør af medieansvarslovens § 49 at
offentliggøre følgende:
"Kendelse fra Pressenævnet.
I en artikel den 3. februar 1995 i Ekstra Bladet blev
bragt et interview med [P], også kaldet Smiley, vedrørende
mordet på [A].
I anledning af en klage fra den dræbtes mor [K]
udtaler Pressenævnet, at god presseskik indebærer, at der vises
ofre for forbrydelser og deres pårørende det størst
mulige hensyn.
Det omtalte mord på [A] har tidligere været
detaljeret omtalt i pressen, men Ekstra Bladet har overtrådt god
presseskik ved kritikløst at have gengivet drabsmandens udtalelser om
ofrets påståede seksualliv og hans detaljerede redegørelse
for deres samliv i øvrigt og for omstændighederne i forbindelse
med drabet. Hverken hensynet til pressens eller drabsmandens ytringsfrihed
kan over for hensynet til klageren begrunde denne omtale.
Pressenævnet udtaler derfor sin kritik af Ekstra
Bladet.
København, den 11. april 1995.
Else Mols, Hans Dam, Kaare R. Skou og Ole Malmqvist."
Afsagt den 11. april 1995.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Om en advokats udtalelser i en tv-udsendelse Advokatnævnet · 28. november 2014
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-04751 Retsinformation · 14. maj 2026
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-133 Retsinformation · 29. januar 2004
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00697 Retsinformation · 31. oktober 2014
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-00952 Retsinformation · 7. april 2016
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 81/1998 Retsinformation · 15. marts 1999
Lignende dokumenter
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-108 Retsinformation · 4. januar 2005
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 67/1998 Retsinformation · 15. marts 1999
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00780 Retsinformation · 27. juni 2015
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-50 Retsinformation · 30. december 2004
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70/104 Retsinformation · 5. juli 2014
- Inspektion af Statsfængslet i Nyborg Retsinformation · 22. oktober 2002