Spring til indhold

Retsinformation

Påtaleopgivelse

KEN nr 10372 af 23/12/2003Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet16. januar 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Påtaleopgivelse

Resumé

Medlemmet ledigmeldte sig den 30. december 1994 og oplyste på

ledighedserklæringen, at han var ophørt med at drive udlejningsvirksomhed.

Den 20. december 1994 havde han bortforpagtet sin udlejningsvirksomhed i

Aps-form til sin søn for en 5-årig periode. Selskabet stod for udlejning af 5

ejendomme med i alt 12 lejemål og 2 sommerhuse.

Medlemmet var i bortforpagtningsperioden formand for selskabet og havde

underskrevet lejekontrakter og havde haft råderet over selskabets konto, hvor

lejeindtægterne blev sat ind.

Ankenævnet fandt den 7. marts 2003, at medlemmet ikke var endeligt ophørt med

at drive udlejningssvirksomhed og skulle tilbagebetale 451.924 kr., som han

havde modtaget i dagpenge, feriedagpenge og overgangsydelse i tiden fra den

1.

januar 1995 til den 28. november 1998 samt gennemgå en karantæne på 962 timer

for svig.

Den 20. juni 2003 opgav Politimesteren påtale for bedrageri.

Politimesteren anførte som begrundelse for påtaleopgivelsen, at han var enig

i

at det formentlig kunne bevises, at medlemmet havde den fulde rådighed over

udlejningsvirksomheden og dermed adgang til de lejeindtægter, der tilgik

selskabet, og at medlemmets indsats i selskabet gik ud over at være

formueforvaltning, og havde en egentlig erhvervsmæssig karakter. Men

politimesteren fandt ikke, at det kunne bevises at medlemmet havde haft det

fornødne forsæt til at kunne blive dømt i en straffesag. Politimesteren

henviste herved til,

–

at der efter politimesterens opfattelse stilles større krav til at

bevise et strafferetligt forsæt end svig efter

arbejdsløshedsforsikringsloven,

Læs alt

–

at medlemmet havde underskrevet en forpagtningskontrakt den 20.

december 1994, samt

–

at det evt. strafbare forhold ophørte den 22. november 1998.

Ankenævnet

fandt fortsat - at medlemmet uanset påtaleopgivelsen af 20. juni 2003 - havde

handlet svigagtigt/forsætligt i forbindelse med fejludbetalingen.

Ankenævnet lagde ved afgørelsen til grund, at Politimesteren havde begrundet

påtaleopgivelsen med, at man mente at det kan bevises, at medlemmet indsats i

udlejningsvirksomheden gik ud over at være formueforvaltning og havde en

egentlig erhvervsmæssig karakter, men at man ikke ville kunne bevise, at

medlemmet havde det til domfældelse i en straffesag fornødne forsæt.

Politimesteren tilføjede, at man efter hans opfattelse stiller større krav

til

at bevise et strafferetligt forsæt end at bevise, at der foreligger forsæt

til

en overtrædelse af arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1.

Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at medlemmet havde udført arbejde

for

udlejningsvirksomheden, der ikke kunne henføres under formueforvaltning, og

at

medlemmet ikke havde informeret a-kassen om dette arbejde eller oplyst herom

på

ydelseskortene.

På denne baggrund fandt nævnet fortsat, at medlemmet måtte have været klar

over, at han modtog ydelser fra a-kassen med urette.

Ankenævnet fandt ved afgørelse af 7. marts 2003, at De

ikke havde haft ret til ydelser fra a-kassen, da De ikke kunne anses for

endeligt ophørt med drift af selvstændig virksomhed med udlejning af

ejendomme.

Ankenævnet fandt videre, at De havde handlet svigagtigt i

forbindelse med fejludbetalingen og derfor skulle pålægges en effektiv

karantæne på 962 timer.

Ankenævnet har fra Arbejdsdirektoratet den 13. august 2003

modtaget underretning om, at Politimesteren i ved afgørelse af 20. juni

2003

har besluttet at opgive påtale mod Dem for overtrædelse af straffelovens

§ 279 om bedrageri i forbindelse med fejludbetalingen.

Direktoratet meddelte den 13. august 2003, at man fortsat vurderede

forseelsen som svigagtig. Direktoratet henviste til, at Politimesteren i i

afgørelsen om påtaleopgivelse har anført, at der efter hans opfattelse

stilles

større krav til at bevise et strafferetligt forsæt end til at bevise, at der

foreligger overtrædelse af arbejdsløshedsforsikringslovens § 86,

stk. 1.

Ankenævnet har på baggrund af påtaleopgivelsen og begrundelsen

herfor besluttet at genoptage Deres sag til fornyet vurdering og truffet

følgende afgørelse den 18. december 2003

A F G Ø R E L S E

Ankenævnet fastholder sin afgørelse af 7. marts 2003.

Uanset påtaleopgivelsen af 20. juni 2003 finder ankenævnet

fortsat, at De har handlet svigagtigt/forsætligt i forbindelse med

fejludbetalingen.

Ankenævnet lægger ved afgørelsen til grund, at Politimesteren i

har begrundet påtaleopgivelsen med, at man mener at det kan bevises, at Deres

indsats i ApS gik ud over at være formueforvaltning og havde en egentlig

erhvervsmæssig karakter, men at man ikke ville kunne bevise, at De havde det

til domfældelse i en straffesag fornødne forsæt. Politimesteren tilføjede, at

man efter hans opfattelse stiller større krav til at bevise et strafferetligt

forsæt end at bevise, at der foreligger forsæt til en overtrædelse af

arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1.

Ankenævnet lægger ved afgørelsen vægt på, at De har udført arbejde

for ApS, der ikke kan henføres under formueforvaltning, og at De ikke har

informeret a-kassen om dette arbejde eller oplyst herom på ydelseskortene.

På denne baggrund finder nævnet fortsat, at De må have været klar

over, at De modtog ydelser fra a-kassen med urette.

Ankenævnets afgørelse af 7. marts 2003 fastholdes således.

På ankenævnets vegne

Kopi til:

Arbejdsdirektoratet

Lignende dokumenter