Partsstatus i forbindelse med behandling af miljøgodkendelse vedrørende en flugtskydebane
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Partsstatus i forbindelse med behandling af miljøgodkendelse
vedrørende en flugtskydebane
A klagede i brev af 17. februar 2002 til mig over at Århus
Kommune i strid med planlægningen og kommunens tidligere tilkendegivelser
havde miljøgodkendt Z Flugtskytteklubs flugtskydebane i stedet for at
nedlægge
den, og at Miljøstyrelsen havde tiltrådt afgørelsen. A – der var nabo
til
flugtskydebanen – bad mig bl.a. undersøge om det var korrekt at han ikke
var
part i kommunens sag.
Det fremgik af sagens akter at Århus Kommune i brev af 5.
februar 1999 orienterede A om at kommunen – i forbindelse med behandling
af en
indstilling om udstykning og salg af 37 villaparceller i et lokalplanområde
–
havde besluttet at igangsætte en miljøsagsbehandling af den tilstødende
flugtskydebane
med henblik på en eventuel miljøgodkendelse efter de gældende regler.
Kommunen
bad om A’s eventuelle kommentarer inden 3 uger.
Ved brev af 21. februar 1999 anførte A bl.a. at han altid havde
været meget generet af skyderiet og havde klaget når der var mulighed herfor.
I de seneste år havde A dog affundet sig med at der ikke var politisk vilje
til at bringe skyderiet til ophør før der skulle opføres boliger i det
tilstødende lokalplanområde. A henviste til at borgmesteren i 1988 havde
skrevet til ham at skydebanen skulle nedlægges når disse boliger inden for en
kortere årrække skulle opføres. A bad Århus Kommune om foretræde for det
udvalg der skulle behandle miljøsagen samt om fuld og løbende aktindsigt i
sagen.
Læs alt
Kommunen meddelte i brev af 12. marts 1999 at A’s kommentarer
ville indgå i den videre sagsbehandling.
Den 7. september 1999 indgav Z Flugtskytteklub en ansøgning om
miljøgodkendelse der bl.a. indeholdt en ansøgning om udvidelse af skydetider
og opførelse af en ny skydebane.
Århus Kommune sendte den 16. september
1999 A
kopi af klubbens ansøgning hvorefter
A i brev af 22. september 1999 gentog sin anmodning om at der ikke blev
truffet
afgørelse i sagen før han havde haft foretræde for det behandlende udvalg og
havde haft lejlighed til at afgive en udtalelse.
Kommunen orienterede i brev af 24. september
1999 A
om at det alene var Århus Byråd
der kunne træffe beslutning om eventuel behandling i teknisk udvalg, og at
man
ville underrette ham når sagen blev fremsendt til byrådet.
Ved brev af 21. oktober 1999 sendte kommunen A en kopi af
byrådets beslutning om at igangsætte miljøsagsbehandlingen samt kopi af en
erklæring afgivet af teknisk udvalg i den forbindelse.
Ved brev af 6. december 1999, der tilsyneladende blev sendt til
233 husstande (inklusive A) og 3 grundejerforeninger, orienterede Århus
Kommune om sagens behandling, herunder ansøgningen om den udvidede skydetid
og
etablering af en ny bane, med henblik på at modtage de pågældendes eventuelle
kommentarer hertil.
I brev af 10. januar 2000 til byrådet fremkom A med
bemærkninger til ansøgningen om miljøgodkendelse. A anførte bl.a. at han
havde
investeret væsentlige beløb og arbejdskraft i sin ejendom i tillid til
kommunens
tilkendegivelser om nedlæggelse af skydebanen, og at hans investering var
tabt
såfremt skydebanen skulle bestå. A mente at kommunen måtte erstatte ham det
tab
den herved påførte ham.
Den 19. januar 2000 sendte kommunen A kopi af andre naboers
bemærkninger til sagen.
Århus Kommune sendte ved brev af 23. februar 2000 til A bl.a.
kopi af Z Flugtskytteklubs kommentarer til den gennemførte naboorientering.
Kommunen oplyste at sagen ville blive fremsendt til Århus Byråd, og at A
ville
blive orienteret om tidspunktet for byrådets behandling af sagen.
Den 28. marts 2000 fremsendte forvaltningen en indstilling til
byrådet vedrørende ansøgningen om miljøgodkendelse fra Z Flugtskytteklub.
Forvaltningen indstillede at godkendelsen blev meddelt, dog således at
skydetiderne
ikke blev udvidede. Forvaltningen begrundede bl.a. indstillingen med at der
ville blive foretaget en udbygning af de eksisterende volde således at
støjniveauet ville ligge inden for rammerne i Miljøstyrelsens vejledning om
skydebaner. På den baggrund mente forvaltningen ikke der ville være grundlag
for erstatningskrav mod kommunen.
Den 11. april 2000 orienterede kommunen A og andre naboer mv. om
oversendelsen til Århus Byråd samt om at der ville være mulighed for
foretræde
for teknisk udvalg såfremt byrådet sendte sagen til drøftelse i udvalget.
Byrådet sendte efterfølgende sagen til teknisk udvalg.
Af et notat af 28. juni 2000 fremgik at A den 19. juni 2000
havde foretræde for teknisk udvalg hvor A bl.a. gentog sine tidligere anførte
synspunkter. A afleverede i øvrigt sine bemærkninger skriftligt. Ifølge
A’s
skriftlige bemærkninger var han bekendt med indholdet af forvaltningens
indstilling
af 28. marts 2000 til byrådet. Under mødet i teknisk udvalg blev følgende
spørgsmål rejst: om godkendelse af skydebanen ville betyde at de nye
villaparceller ikke kunne sælges, om byggemodningen måtte opgives på grund af
tilkendegivelsen om nedlæggelse i lokalplanen, samt om godkendelse kunne
medføre berettigede erstatningskrav. Sagen blev herefter udsat.
I et notat af 11. august 2000 til udvalget besvarede
forvaltningen spørgsmålene således:
”
Ad 1.
Oplysningen i lokalplan 402 om, at skydebanen forudsættes
nedlagt ved ibrugtagningen af lokalplanområdet, findes i lokalplanens
redegørelsesdel. Lokalplanen refererer her en oplysning i Kommuneplanen.
Oplysningen
bygger på bestemte forudsætninger med hensyn til støjniveauet i
lokalplanområdet
ved benyttelse af skydebanen. Ved en udbygning af støjvoldene, så
støjgrænserne
i Miljøstyrelsens vejledning for nye skydebaner overholdes, er disse
forudsætninger ændret.
Når de gældende støjgrænser overholdes i forhold til alle
omboende, findes der ikke at være grundlag for et erstatningskrav mod
kommunen.
Ad 2.
Udbygningen af støjvoldene indebærer, at støjgrænserne også
overholdes i forhold til kommende boliger i lokalplanområde nr. 402. Der er
derfor ikke nogen miljømæssig begrundelse for at afstå fra at byggemodne i
lokalplanområdet.”
Det under pkt. 1 anførte svarede til hvad forvaltningen havde
anført i sin indstilling af 28. marts 2000 til byrådet.
Århus Kommune orienterede i brev af 26. september
2000 A
om at man samme dag havde godkendt
Z Flugtskytteklubs flugtskydebane i henhold til miljøbeskyttelseslovens
kapitel 5. Man havde dog afslået at udvide den tilladte skydetid. A blev
vejledt om muligheden for at klage til Miljøstyrelsen samtidig med at A
modtog
en kopi af miljøgodkendelsen. Af godkendelsen fremgik at en lang række af
andre naboer mv. var blevet underrettet om afgørelsen.
Sammen med tre andre private borgere klagede A den 18. oktober
2000 til Miljøstyrelsen over Århus Kommunes afgørelse.
På baggrund af en bilagsliste fremsendt af Århus Kommune blev A
opmærksom på at han ikke forud for kommunens afgørelse af 26. september 2000
havde fået aktindsigt i alle sagens dokumenter. A anmodede på den baggrund om
at modtage kopi af nogle nærmere angivne bilag, herunder bl.a. forvaltningens
notat af 11. august 2000 til teknisk udvalg.
Samtidig meddelte A den 12. december 2000 Miljøstyrelsen at hans
klage af 18. oktober 2000 skulle udvides til også at omfatte det forhold at
han ikke havde fået fuld aktindsigt og adgang til at udtale sig på baggrund
af samtlige oplysninger i sagen inden Århus Kommune traf afgørelse. A anførte
specifikt at såfremt han havde været bekendt med svarene til teknisk udvalg
af
11. august 2000 inden der blev truffet afgørelse, havde han kunnet påpege at
svarene var uforståelige og vildledende.
Miljøstyrelsen anmodede den 19. december 2000 Århus Kommune om
bemærkninger til A’s brev af 12. december 2000. I den anledning anførte
kommunen i en udtalelse af 4. januar 2001 bl.a. at A efter kommunens
opfattelse
i forbindelse med sagens behandling i kommunen ikke havde partsstatus i
forvaltningslovens forstand. Vedrørende notat af 11. august 2000 anførte
kommunen at A havde været fuldt ud bekendt med forvaltningens vurdering af
spørgsmålet om eventuel erstatningsansvar idet der i brevet alene var
fremført
de synspunkter som allerede var anført i indstillingen til Byrådet. Kommunen
fandt i øvrigt at A’s anmodning om aktindsigt og om at få lejlighed til
at udtale
sig var fuldt ud imødekommet før der var blevet truffet afgørelse.
Miljøstyrelsen tiltrådte ved brev af 16. oktober 2001 Århus
Kommunes miljøgodkendelse af Z Flugtskytteklubs skydebane og anførte i den
forbindelse bl.a. således:
”(A)’s formalitetsindsigelser går ud på at han ikke løbende har
fået aktindsigt i sagen, og dermed ikke har haft mulighed for at afgive en
udtalelse i sagen før miljøgodkendelsen blev givet. En kommune er ikke
forpligtet
til at vente med at meddele en miljøgodkendelse før naboer har afgivet en
udtalelse.”
A klagede i brev af 12. november 2001 til Miljøklagenævnet over
Miljøstyrelsens afgørelse. Nævnet afviste den 24. januar 2002 at behandle
A’s
klage under henvisning til at Miljøstyrelsens afgørelse ikke rummede sådanne
aspekter eller regulerede miljømæssige spørgsmål af en sådan rækkevidde at
betingelserne for en nævnsbehandling var opfyldt. I afgørelsen skrev nævnet
bl.a. følgende:
”Hvad angår Deres anmodning om løbende aktindsigt under Århus
Kommunes behandling af sagen, har kommunen i en skrivelse af 4. januar 2001
til Miljøstyrelsen udtalt, at De efter Miljøkontorets opfattelse ikke har
partsstatus efter forvaltningslovens regler, og at Århus Kommune derfor ikke
har haft pligt til over for Dem at foretage parthøring, før der blev truffet
afgørelse i sagen. Miljøstyrelsen har i den til nævnet påklagede afgørelse
tiltrådt dette synspunkt.
Nævnet skal om det af Dem rejste spørgsmål om løbende
aktindsigt bemærke, at reglen i forvaltningslovens § 21 om, at den, der er
part i en sag, på ethvert tidspunkt af sagens behandling kan forlange, at
sagens afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet en udtalelse, som anført
forudsætter, at den, der begærer en sådan udsættelse, er part i sagen.
Det kan ikke give nævnet anledning til bemærkninger, at såvel
Århus Kommune som Miljøstyrelsen ikke har anset Dem som part i sagen om Århus
Kommunes godkendelse af det omhandlede skydebaneanlæg, og nævnet finder
derfor
ikke, at der ved kommunens og Miljøstyrelsens afgørelser på dette punkt
foreligger formelle fejl, der kan begrunde, at den meddelte miljøgodkendelse
bør ophæves.
Nævnet bemærker herved, at De, som anført foran, såvel forud
for Århus Kommunes som Miljøstyrelsens afgørelser har haft anledning til ved
skete forhåndsvarslinger og stedfundne møder at varetage Deres interesser.
”
På grundlag af A’s klage til mig bad jeg i brev af 13. november
2002 Miljøklagenævnet om en udtalelse samt om forinden at indhente en
udtalelse fra Århus Kommune og Miljøstyrelsen om sagen. Jeg bad bl.a.
myndighederne
om at redegøre nærmere for begrundelsen for at A efter myndighedernes
opfattelse i forbindelse med sagens behandling i Århus Kommune ikke havde
status som part i forvaltningslovens forstand.
I en udtalelse af 6. december 2002 skrev Miljøstyrelsen bl.a.
således:
”Det er Miljøstyrelsens opfattelse, at en klageberettiget
omboende jf. miljøbeskyttelseslovens § 98 nr. 2 (enhver der har en
individuel,
væsentlig interesse i sagens udfald) ikke er at betragte som part i en sag på
linie med afgørelsens adressat, – heller ikke selv om klageretten
udnyttes.
Det bør i denne forbindelse erindres, at kredsen af klageberettigede i
henhold
til den nævnte bestemmelse i mange tilfælde er ganske stor, idet
klageadgangen
langt fra indskrænker sig til egentlige naboer.
I mange tilfælde vil der således blive accepteret klager fra
personer, der bor i en afstand på op til adskillige hundrede meter fra den
aktivitet, der klages over. (Netop for skydebaner accepteres således
traditionelt klager fra beboere, der bor i stor afstand fra den pågældende
skydebane).
Afstanden mellem skydebanen og (A)’s beboelse, er i henhold til
foreliggende
kortmateriale 4-
500 meter.
Det er i øvrigt Miljøstyrelsens opfattelse at de omboende i vid
udstrækning er blevet inddraget ved behandlingen af den her foreliggende
sag.”
I en udtalelse af 19. december 2002 anførte Århus Kommune bl.a.
følgende:
”Med hensyn til spørgsmålet om partsstatus har Århus Kommune
henholdt sig til Miljøstyrelsens udtalelse af 26. april 1989. Det fremgår
heraf, at Miljøstyrelsen er af den opfattelse, at en virksomheds naboer ikke
er omfattet af forvaltningslovens regler om partshøring i sager om
miljøgodkendelse
af virksomheder jf. forvaltningslovens § 19, stk. 2 nr. 5, hvorefter
bestemmelsen om partshøring ikke gælder, hvis den påtænkte afgørelse vil
berøre
en videre kreds af personer, virksomheder m.v.
Beboerne i området omkring skydebanen er imidlertid i vid
udstrækning blevet inddraget ved behandlingen af sagen. Der er således
gennemført
en forudgående høring af beboerne, før sagen blev fremsendt til behandling i
Århus Byråd, ligesom der har været mulighed for at få foretræde for Teknisk
Udvalg under udvalgets behandling af sagen.
(A) har i forbindelse med nabohøringen fremsendt bemærkninger
ved brev af 10. januar 2000 (sagens bilag 41 og 42), der er fremsendt til
Byrådet
sammen med de øvrige bemærkninger, der er modtaget i forbindelse med
nabohøringen.
Han har endvidere den 19. juni 2000 haft foretræde for Teknisk Udvalg, hvor
han
såvel mundtligt som skriftligt har givet udtryk for sine synspunkter (sagens
bilag 90), herunder også i relation til den i brevet af 17. februar 2002 til
Folketingets Ombudsmand omtalte problemstilling om salget af byggegrunde i
det
område, der er omfattet af lokalplan nr. 402.
Med hensyn til spørgsmålet om aktindsigt henvises til (A)’s
klage af 12. december 2000 til Miljøstyrelsen over kommunens sagsbehandling
(sagens bilag 115) og til Århus Kommunes brev af 4. januar 2001 til
Miljøstyrelsen (sagens bilag 116), hvori der nærmere er gjort rede for,
hvilke
sagsakter der under sagens behandling er fremsendt til (A).
Det er med henvisning til ovenstående Århus Kommunes opfattelse,
at (A)’s anmodning om aktindsigt og om at få mulighed for at afgive en
udtalelse fuldt ud er imødekommet.”
Miljøklagenævnet udtalte i brev af 30. januar 2003 bl.a.
følgende:
”Hvad angår nævnets tilkendegivelse i den nævnte
afvisningsskrivelse vedrørende spørgsmålet om sammenhængen mellem
forvaltningslovens § 21 og (A)’s eventuelle partstatus, skal nævnet
supplerende
anføre følgende:
Nævnets tilkendegivelse, der tillige omfatter følgende afsnit,
’Nævnet bemærker herved, at De, som foran anført, såvel forud
for Århus Kommunes som Miljøstyrelsens afgørelser har haft anledning til ved
skete forhåndsvarslinger og stedfundne møder at varetage Deres
interesser.’
havde til formål – på klagerens anmodning, at udtrykke nævnets
opfattelse af, om der ved Århus Kommunes behandling af sagen var sket en
sådan
tilsidesættelse af reglerne om løbende aktindsigt, at den trufne afgørelse
måtte ophæves som ugyldig.
Der skal efter nævnets opfattelse i sager om miljøgodkendelse
efter miljøbeskyttelsesloven foreligge særlige grunde til at anerkende
omboende, der har klageadgang efter miljøbeskyttelsesloven, som parter i
forvaltningslovens forstand i forbindelse med 1. instansens afgørelse om en
miljøgodkendelses meddelelse.
Om begrundelsen herfor henvises til Miljøstyrelsens udtalelse
af 6. december 2002 om den relativt vide kreds, der anerkendes som
klageberettigede i medfør af miljøbeskyttelsesloven.
Det væsentlighedskriterium, som skal være opfyldt for, at
enkelte personer blandt en større kreds af klageberettigede kan anses som
part
i en sag som den foreliggende, må bero på en konkret vurdering, jf. Hans
Gammeltoft Hansen Forvaltningsret (1994) pag. 46.
De forhold, (A) har gjort gældende i den omhandlede
miljøgodkendelsessag herunder spørgsmålet om værdiforringelse af omliggende
ejendomme som følge af kommunens dispositioner i medfør af miljø og
planlovgivningen,
er efter nævnets opfattelse ikke af en sådan art, at det omhandlede
væsentlighedskriterium
kan anses for opfyldt.
Når hertil kommer, at (A) desuagtet af Århus Kommune, som det
også fremgår af Århus Kommunes udtalelse af 19. december 2002, i et meget
betydeligt omfang har været inddraget i kommunens behandling af sagen forud
for
godkendelsens meddelelse, må nævnet finde den omhandlede tilkendegivelse i
nævnets afgørelse af 24. januar 2002 for berettiget.”
Ved brev af 6. februar 2003 sendte jeg A kopi af myndighedernes
udtalelser. A anførte i brev af 2. marts 2003 navnlig at uanset antallet af
berørte naboer, og det forhold at afstanden mellem hans bolig og skydebanen
var ca. 400-
500 meter,
måtte det ved en konkret bedømmelse af hans interesse i sagen være afgørende
at støjniveauet ved hans bolig var angivet til 68 dBA, og at det kun var
beregnet
så højt ved tre boliger. Herudover anførte A at han ved sit foretræde for
udvalget
den 19. juni 2000 alene kunne give udtryk for sine synspunkter på grundlag af
det da foreliggende materiale, men at han ikke havde haft lejlighed til at
kommentere det centrale notat af 11. august 2002 til udvalget.
I min afsluttende udtalelse til A skrev jeg bl.a. følgende:
Ombudsmandens udtalelse
”Spørgsmålet om partsstatus
Efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, gælder der under visse omstændigheder
en pligt for myndigheden til inden der træffes afgørelse, at høre parten over
bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder som er af
væsentlig betydning for sagen, og som må antages ikke at være parten bekendt.
Herudover har parten ret til aktindsigt i sagen. Benytter parten sig af denne
ret, skal sagens afgørelse normalt udsættes indtil parten har haft lejlighed
til at gøre sig bekendt med dokumenterne, ligesom parten på ethvert tidspunkt
af sagens behandling kan forlange at sagens afgørelse udsættes indtil han har
afgivet en udtalelse, jf. forvaltningslovens § 9, stk. 1, § 11 og § 21.
På den baggrund er det af betydning for Deres rettigheder under
Århus Kommunes behandling af sagen om De kan betragtes som part i
forvaltningslovens forstand i forbindelse med kommunens afgørelse om
miljøgodkendelse af flugtskydebanen.
Forvaltningsloven indeholder ikke nogen definition af hvem der
skal anses for part i en sag hvor der er eller vil blive truffet afgørelse af
en forvaltningsmyndighed. Det er almindeligt antaget i den juridiske
litteratur med støtte i forarbejderne til forvaltningsloven
(Folketingstidende
1985-86, tillæg A, sp. 133-135) at lovens partsbegreb omfatter ansøgere,
klagere og andre der har en væsentlig og individuel interesse i sagens
udfald.
Partsbegrebet omfatter således typisk den eller dem til hvem den afgørelse
der
træffes, vil blive stilet, men også andre fysiske eller juridiske personer
kan
have stilling som part i sagen. I tvivlstilfælde lægges der vægt på hvor
væsentlig den pågældendes interesse i sagen er, og hvor nært denne interesse
er knyttet til sagens udfald.
I sager om byggetilladelser, miljøgodkendelsessager mv. vil en
nabo ikke uden videre være part, men hvis det anlæg der er søgt om tilladelse
til, vil udsætte den enkelte nabo for konkrete og væsentlige gener, må den
pågældende anses for part, jf. Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret,
2. udgave (2002), s. 69 og s. 73.
Heller ikke i relation til beslutninger der på ensartet måde gør
indgreb i en større personkreds’ interesser, kan det antages at
medlemmer af
denne personkreds eller sammenslutninger af disse uden videre har
partsstatus,
jf. bl.a. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1999), s.
131 f, Carl Aage Nørgaard mfl., Forvaltningsret,
Sagsbehandling, 5. udgave (2001), s. 174, Steen Rønsholdt, Forvaltningsret,
Retssikkerhed, Proces, Sagsbehandling, 1. udgave (2001),
113 f, og den sag der er refereret i
Folketingets Ombudsmands beretning for året 1979, s. 288*. Dette gælder bl.a.
ofte i relation til plansager og miljøsager. Det store antal af berørte
personer kan bevirke en sådan udtynding af den enkeltes interesse at den
falder under væsentlighedstærsklen. Er der derimod i den omfattede
personkreds
enkelte der i særlig grad berøres, stiger deres interesse i afgørelsen til en
sådan styrke at de må tillægges partsstatus, jf. Hans Gammeltoft-Hansen mfl.,
Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 72 ff.
I udtalelsen af 6. december 2002 har Miljøstyrelsen anført at en
klageberettiget omboende der efter miljøbeskyttelseslovens § 98, nr. 2, har
en
individuel, væsentlig interesse i sagens udfald, ikke er at betragte som part
i en sag på linie med afgørelsens adressat – heller ikke selvom
klageretten udnyttes.
Styrelsen har henvist til at kredsen af klageberettigede i henhold til den
nævnte bestemmelse i mange tilfælde er ganske stor idet klageadgangen langt
fra indskrænker sig til egentlige naboer.
Jeg er enig i det af styrelsen anførte.
Det fremgår af sagen at De er én blandt mange omboende der
berøres af støjen fra flugtskydebanen.
Der er ikke tale om en ubestemt kreds af berørte (jf.
forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 5) idet Århus Kommune har identificeret
og individuelt orienteret de omboende forud for afgørelsen.
Det fremgår endvidere af sagen at De sammen med 5 andre omboende
(beliggende ved beregningspunkterne B, C, D, K og L) ligger enkeltvis og
isoleret rundt om skydebanen, og at De og disse andre 5 omboende alle bliver
ramt af det højeste støjniveau der ifølge sagen ligger på ca. 67-68 DB. Dette
støjniveau ligger tæt på den støjgrænse der gælder for nye skydebaner efter
vejledning nr. 14001 af 31. marts 1995. Uanset at støjniveauet ligger inden
for
det tilladte, adskiller det Dem imidlertid fra det meget store antal af
øvrige
omboende der efter det oplyste bliver berørt i noget mindre grad.
På baggrund af dette høje støjniveau set i forhold til de øvrige
omboende er det min opfattelse at den støjmæssige påvirkning som De (og disse
5 andre) udsættes for fra flugtskydebanen, er så omfattende og intens at
Deres
interesse i sagen er tilstrækkelig væsentlig og individuel til at anse Dem
for
part i forvaltningslovens forstand. At afstanden mellem skydebanen og Deres
bolig ifølge det oplyste er ca.
500
meter, kan efter min opfattelse ikke føre til et andet
resultat.
Århus Kommune og Miljøstyrelsen burde derfor have anset Dem for
part efter forvaltningsloven i forbindelse med kommunens behandling af sagen.
Jeg har gjort kommunen, Miljøstyrelsen og Miljøklagenævnet
bekendt med min opfattelse.
Spørgsmålet er herefter om dette i den konkrete sag ville have
haft betydning for Deres rettigheder til at blive gjort bekendt med
oplysninger
i sagen forinden der blev truffet afgørelse i sagen.
De har navnlig været utilfreds med at De ikke fik kendskab til
indholdet af notatet af 11. august 2000 fra forvaltningen til teknisk udvalg
til trods for Deres anmodning om løbende aktindsigt.
Notatet af 11. august 2000 er et internt dokument der er
undtaget fra aktindsigt efter forvaltningslovens § 12, stk. 1, litra 3), idet
der er tale om brevveksling mellem to kommunale enheder. Notatet indeholder
ikke faktiske oplysninger af væsentlig betydning for sagen der alene er
indeholdt
i dette dokument, og som De ikke allerede var blevet gjort bekendt med via
forvaltningens
indstilling til byrådet af 28. marts 2000. Der var således heller ikke pligt
for kommunen til at gøre Dem bekendt med enkelte oplysninger i notatet efter
forvaltningslovens § 12, stk. 2, eller til at partshøre Dem herover efter
forvaltningslovens § 19.
Uanset at De efter min opfattelse burde have været anset for
part i forbindelse med kommunens behandling, har jeg derfor ikke grundlag for
at henstille at myndighederne genoptager behandlingen af sagen.
Jeg har herved også lagt vægt på at De – som anført af
myndighederne – under kommunens behandling af sagen har haft lejlighed
til at
fremkomme med Deres bemærkninger til sagen, herunder bl.a. ved foretræde for
teknisk udvalg.
Herefter foretager jeg mig ikke mere i sagen.”
NOTER: (*) FOB 1979, s. 288.
Lignende dokumenter
- Vejledning om lokalplanlægning Retsinformation · 26. november 2009
- Ekstern støj i byomdannelsesområder Vejledning fra Miljøstyrelsen Nr. 3 2003 Retsinformation · 1. november 2004
- Århus Flugtskytte Klubs flugtskydebane, miljøgodkendelse. Klagenævn (Nævnenes Hus) · 24. januar 2002
- Domstolens dom (Femte Afdeling) af 16. april 2015. — Karoline Gruber mod Unabhängiger Verwaltungssenat für Kärnten m.fl. EU-domme · 16. april 2015
- Nabo ikke klageberettiget i byggesag. Partsstatus Retsinformation · 11. januar 2002
- Partshøring i byggesag. Partsstatus Retsinformation · 14. januar 2002