Spring til indhold

Retsinformation

Partsstatus i forbindelse med behandling af miljøgodkendelse vedrørende en flugtskydebane

FOU nr 2004.274UdtalelserFolketinget21. oktober 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Partsstatus i forbindelse med behandling af miljøgodkendelse

vedrørende en flugtskydebane

A klagede i brev af 17. februar 2002 til mig over at Århus

Kommune i strid med planlægningen og kommunens tidligere tilkendegivelser

havde miljøgodkendt Z Flugtskytteklubs flugtskydebane i stedet for at

nedlægge

den, og at Miljøstyrelsen havde tiltrådt afgørelsen. A – der var nabo

til

flugtskydebanen – bad mig bl.a. undersøge om det var korrekt at han ikke

var

part i kommunens sag.

Det fremgik af sagens akter at Århus Kommune i brev af 5.

februar 1999 orienterede A om at kommunen – i forbindelse med behandling

af en

indstilling om udstykning og salg af 37 villaparceller i et lokalplanområde

–

havde besluttet at igangsætte en miljøsagsbehandling af den tilstødende

flugtskydebane

med henblik på en eventuel miljøgodkendelse efter de gældende regler.

Kommunen

bad om A’s eventuelle kommentarer inden 3 uger.

Ved brev af 21. februar 1999 anførte A bl.a. at han altid havde

været meget generet af skyderiet og havde klaget når der var mulighed herfor.

I de seneste år havde A dog affundet sig med at der ikke var politisk vilje

til at bringe skyderiet til ophør før der skulle opføres boliger i det

tilstødende lokalplanområde. A henviste til at borgmesteren i 1988 havde

skrevet til ham at skydebanen skulle nedlægges når disse boliger inden for en

kortere årrække skulle opføres. A bad Århus Kommune om foretræde for det

udvalg der skulle behandle miljøsagen samt om fuld og løbende aktindsigt i

sagen.

Læs alt

Kommunen meddelte i brev af 12. marts 1999 at A’s kommentarer

ville indgå i den videre sagsbehandling.

Den 7. september 1999 indgav Z Flugtskytteklub en ansøgning om

miljøgodkendelse der bl.a. indeholdt en ansøgning om udvidelse af skydetider

og opførelse af en ny skydebane.

Århus Kommune sendte den 16. september

1999 A

kopi af klubbens ansøgning hvorefter

A i brev af 22. september 1999 gentog sin anmodning om at der ikke blev

truffet

afgørelse i sagen før han havde haft foretræde for det behandlende udvalg og

havde haft lejlighed til at afgive en udtalelse.

Kommunen orienterede i brev af 24. september

1999 A

om at det alene var Århus Byråd

der kunne træffe beslutning om eventuel behandling i teknisk udvalg, og at

man

ville underrette ham når sagen blev fremsendt til byrådet.

Ved brev af 21. oktober 1999 sendte kommunen A en kopi af

byrådets beslutning om at igangsætte miljøsagsbehandlingen samt kopi af en

erklæring afgivet af teknisk udvalg i den forbindelse.

Ved brev af 6. december 1999, der tilsyneladende blev sendt til

233 husstande (inklusive A) og 3 grundejerforeninger, orienterede Århus

Kommune om sagens behandling, herunder ansøgningen om den udvidede skydetid

og

etablering af en ny bane, med henblik på at modtage de pågældendes eventuelle

kommentarer hertil.

I brev af 10. januar 2000 til byrådet fremkom A med

bemærkninger til ansøgningen om miljøgodkendelse. A anførte bl.a. at han

havde

investeret væsentlige beløb og arbejdskraft i sin ejendom i tillid til

kommunens

tilkendegivelser om nedlæggelse af skydebanen, og at hans investering var

tabt

såfremt skydebanen skulle bestå. A mente at kommunen måtte erstatte ham det

tab

den herved påførte ham.

Den 19. januar 2000 sendte kommunen A kopi af andre naboers

bemærkninger til sagen.

Århus Kommune sendte ved brev af 23. februar 2000 til A bl.a.

kopi af Z Flugtskytteklubs kommentarer til den gennemførte naboorientering.

Kommunen oplyste at sagen ville blive fremsendt til Århus Byråd, og at A

ville

blive orienteret om tidspunktet for byrådets behandling af sagen.

Den 28. marts 2000 fremsendte forvaltningen en indstilling til

byrådet vedrørende ansøgningen om miljøgodkendelse fra Z Flugtskytteklub.

Forvaltningen indstillede at godkendelsen blev meddelt, dog således at

skydetiderne

ikke blev udvidede. Forvaltningen begrundede bl.a. indstillingen med at der

ville blive foretaget en udbygning af de eksisterende volde således at

støjniveauet ville ligge inden for rammerne i Miljøstyrelsens vejledning om

skydebaner. På den baggrund mente forvaltningen ikke der ville være grundlag

for erstatningskrav mod kommunen.

Den 11. april 2000 orienterede kommunen A og andre naboer mv. om

oversendelsen til Århus Byråd samt om at der ville være mulighed for

foretræde

for teknisk udvalg såfremt byrådet sendte sagen til drøftelse i udvalget.

Byrådet sendte efterfølgende sagen til teknisk udvalg.

Af et notat af 28. juni 2000 fremgik at A den 19. juni 2000

havde foretræde for teknisk udvalg hvor A bl.a. gentog sine tidligere anførte

synspunkter. A afleverede i øvrigt sine bemærkninger skriftligt. Ifølge

A’s

skriftlige bemærkninger var han bekendt med indholdet af forvaltningens

indstilling

af 28. marts 2000 til byrådet. Under mødet i teknisk udvalg blev følgende

spørgsmål rejst: om godkendelse af skydebanen ville betyde at de nye

villaparceller ikke kunne sælges, om byggemodningen måtte opgives på grund af

tilkendegivelsen om nedlæggelse i lokalplanen, samt om godkendelse kunne

medføre berettigede erstatningskrav. Sagen blev herefter udsat.

I et notat af 11. august 2000 til udvalget besvarede

forvaltningen spørgsmålene således:

”

Ad 1.

Oplysningen i lokalplan 402 om, at skydebanen forudsættes

nedlagt ved ibrugtagningen af lokalplanområdet, findes i lokalplanens

redegørelsesdel. Lokalplanen refererer her en oplysning i Kommuneplanen.

Oplysningen

bygger på bestemte forudsætninger med hensyn til støjniveauet i

lokalplanområdet

ved benyttelse af skydebanen. Ved en udbygning af støjvoldene, så

støjgrænserne

i Miljøstyrelsens vejledning for nye skydebaner overholdes, er disse

forudsætninger ændret.

Når de gældende støjgrænser overholdes i forhold til alle

omboende, findes der ikke at være grundlag for et erstatningskrav mod

kommunen.

Ad 2.

Udbygningen af støjvoldene indebærer, at støjgrænserne også

overholdes i forhold til kommende boliger i lokalplanområde nr. 402. Der er

derfor ikke nogen miljømæssig begrundelse for at afstå fra at byggemodne i

lokalplanområdet.”

Det under pkt. 1 anførte svarede til hvad forvaltningen havde

anført i sin indstilling af 28. marts 2000 til byrådet.

Århus Kommune orienterede i brev af 26. september

2000 A

om at man samme dag havde godkendt

Z Flugtskytteklubs flugtskydebane i henhold til miljøbeskyttelseslovens

kapitel 5. Man havde dog afslået at udvide den tilladte skydetid. A blev

vejledt om muligheden for at klage til Miljøstyrelsen samtidig med at A

modtog

en kopi af miljøgodkendelsen. Af godkendelsen fremgik at en lang række af

andre naboer mv. var blevet underrettet om afgørelsen.

Sammen med tre andre private borgere klagede A den 18. oktober

2000 til Miljøstyrelsen over Århus Kommunes afgørelse.

På baggrund af en bilagsliste fremsendt af Århus Kommune blev A

opmærksom på at han ikke forud for kommunens afgørelse af 26. september 2000

havde fået aktindsigt i alle sagens dokumenter. A anmodede på den baggrund om

at modtage kopi af nogle nærmere angivne bilag, herunder bl.a. forvaltningens

notat af 11. august 2000 til teknisk udvalg.

Samtidig meddelte A den 12. december 2000 Miljøstyrelsen at hans

klage af 18. oktober 2000 skulle udvides til også at omfatte det forhold at

han ikke havde fået fuld aktindsigt og adgang til at udtale sig på baggrund

af samtlige oplysninger i sagen inden Århus Kommune traf afgørelse. A anførte

specifikt at såfremt han havde været bekendt med svarene til teknisk udvalg

af

11. august 2000 inden der blev truffet afgørelse, havde han kunnet påpege at

svarene var uforståelige og vildledende.

Miljøstyrelsen anmodede den 19. december 2000 Århus Kommune om

bemærkninger til A’s brev af 12. december 2000. I den anledning anførte

kommunen i en udtalelse af 4. januar 2001 bl.a. at A efter kommunens

opfattelse

i forbindelse med sagens behandling i kommunen ikke havde partsstatus i

forvaltningslovens forstand. Vedrørende notat af 11. august 2000 anførte

kommunen at A havde været fuldt ud bekendt med forvaltningens vurdering af

spørgsmålet om eventuel erstatningsansvar idet der i brevet alene var

fremført

de synspunkter som allerede var anført i indstillingen til Byrådet. Kommunen

fandt i øvrigt at A’s anmodning om aktindsigt og om at få lejlighed til

at udtale

sig var fuldt ud imødekommet før der var blevet truffet afgørelse.

Miljøstyrelsen tiltrådte ved brev af 16. oktober 2001 Århus

Kommunes miljøgodkendelse af Z Flugtskytteklubs skydebane og anførte i den

forbindelse bl.a. således:

”(A)’s formalitetsindsigelser går ud på at han ikke løbende har

fået aktindsigt i sagen, og dermed ikke har haft mulighed for at afgive en

udtalelse i sagen før miljøgodkendelsen blev givet. En kommune er ikke

forpligtet

til at vente med at meddele en miljøgodkendelse før naboer har afgivet en

udtalelse.”

A klagede i brev af 12. november 2001 til Miljøklagenævnet over

Miljøstyrelsens afgørelse. Nævnet afviste den 24. januar 2002 at behandle

A’s

klage under henvisning til at Miljøstyrelsens afgørelse ikke rummede sådanne

aspekter eller regulerede miljømæssige spørgsmål af en sådan rækkevidde at

betingelserne for en nævnsbehandling var opfyldt. I afgørelsen skrev nævnet

bl.a. følgende:

”Hvad angår Deres anmodning om løbende aktindsigt under Århus

Kommunes behandling af sagen, har kommunen i en skrivelse af 4. januar 2001

til Miljøstyrelsen udtalt, at De efter Miljøkontorets opfattelse ikke har

partsstatus efter forvaltningslovens regler, og at Århus Kommune derfor ikke

har haft pligt til over for Dem at foretage parthøring, før der blev truffet

afgørelse i sagen. Miljøstyrelsen har i den til nævnet påklagede afgørelse

tiltrådt dette synspunkt.

Nævnet skal om det af Dem rejste spørgsmål om løbende

aktindsigt bemærke, at reglen i forvaltningslovens § 21 om, at den, der er

part i en sag, på ethvert tidspunkt af sagens behandling kan forlange, at

sagens afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet en udtalelse, som anført

forudsætter, at den, der begærer en sådan udsættelse, er part i sagen.

Det kan ikke give nævnet anledning til bemærkninger, at såvel

Århus Kommune som Miljøstyrelsen ikke har anset Dem som part i sagen om Århus

Kommunes godkendelse af det omhandlede skydebaneanlæg, og nævnet finder

derfor

ikke, at der ved kommunens og Miljøstyrelsens afgørelser på dette punkt

foreligger formelle fejl, der kan begrunde, at den meddelte miljøgodkendelse

bør ophæves.

Nævnet bemærker herved, at De, som anført foran, såvel forud

for Århus Kommunes som Miljøstyrelsens afgørelser har haft anledning til ved

skete forhåndsvarslinger og stedfundne møder at varetage Deres interesser.

”

På grundlag af A’s klage til mig bad jeg i brev af 13. november

2002 Miljøklagenævnet om en udtalelse samt om forinden at indhente en

udtalelse fra Århus Kommune og Miljøstyrelsen om sagen. Jeg bad bl.a.

myndighederne

om at redegøre nærmere for begrundelsen for at A efter myndighedernes

opfattelse i forbindelse med sagens behandling i Århus Kommune ikke havde

status som part i forvaltningslovens forstand.

I en udtalelse af 6. december 2002 skrev Miljøstyrelsen bl.a.

således:

”Det er Miljøstyrelsens opfattelse, at en klageberettiget

omboende jf. miljøbeskyttelseslovens § 98 nr. 2 (enhver der har en

individuel,

væsentlig interesse i sagens udfald) ikke er at betragte som part i en sag på

linie med afgørelsens adressat, – heller ikke selv om klageretten

udnyttes.

Det bør i denne forbindelse erindres, at kredsen af klageberettigede i

henhold

til den nævnte bestemmelse i mange tilfælde er ganske stor, idet

klageadgangen

langt fra indskrænker sig til egentlige naboer.

I mange tilfælde vil der således blive accepteret klager fra

personer, der bor i en afstand på op til adskillige hundrede meter fra den

aktivitet, der klages over. (Netop for skydebaner accepteres således

traditionelt klager fra beboere, der bor i stor afstand fra den pågældende

skydebane).

Afstanden mellem skydebanen og (A)’s beboelse, er i henhold til

foreliggende

kortmateriale 4-

500 meter.

Det er i øvrigt Miljøstyrelsens opfattelse at de omboende i vid

udstrækning er blevet inddraget ved behandlingen af den her foreliggende

sag.”

I en udtalelse af 19. december 2002 anførte Århus Kommune bl.a.

følgende:

”Med hensyn til spørgsmålet om partsstatus har Århus Kommune

henholdt sig til Miljøstyrelsens udtalelse af 26. april 1989. Det fremgår

heraf, at Miljøstyrelsen er af den opfattelse, at en virksomheds naboer ikke

er omfattet af forvaltningslovens regler om partshøring i sager om

miljøgodkendelse

af virksomheder jf. forvaltningslovens § 19, stk. 2 nr. 5, hvorefter

bestemmelsen om partshøring ikke gælder, hvis den påtænkte afgørelse vil

berøre

en videre kreds af personer, virksomheder m.v.

Beboerne i området omkring skydebanen er imidlertid i vid

udstrækning blevet inddraget ved behandlingen af sagen. Der er således

gennemført

en forudgående høring af beboerne, før sagen blev fremsendt til behandling i

Århus Byråd, ligesom der har været mulighed for at få foretræde for Teknisk

Udvalg under udvalgets behandling af sagen.

(A) har i forbindelse med nabohøringen fremsendt bemærkninger

ved brev af 10. januar 2000 (sagens bilag 41 og 42), der er fremsendt til

Byrådet

sammen med de øvrige bemærkninger, der er modtaget i forbindelse med

nabohøringen.

Han har endvidere den 19. juni 2000 haft foretræde for Teknisk Udvalg, hvor

han

såvel mundtligt som skriftligt har givet udtryk for sine synspunkter (sagens

bilag 90), herunder også i relation til den i brevet af 17. februar 2002 til

Folketingets Ombudsmand omtalte problemstilling om salget af byggegrunde i

det

område, der er omfattet af lokalplan nr. 402.

Med hensyn til spørgsmålet om aktindsigt henvises til (A)’s

klage af 12. december 2000 til Miljøstyrelsen over kommunens sagsbehandling

(sagens bilag 115) og til Århus Kommunes brev af 4. januar 2001 til

Miljøstyrelsen (sagens bilag 116), hvori der nærmere er gjort rede for,

hvilke

sagsakter der under sagens behandling er fremsendt til (A).

Det er med henvisning til ovenstående Århus Kommunes opfattelse,

at (A)’s anmodning om aktindsigt og om at få mulighed for at afgive en

udtalelse fuldt ud er imødekommet.”

Miljøklagenævnet udtalte i brev af 30. januar 2003 bl.a.

følgende:

”Hvad angår nævnets tilkendegivelse i den nævnte

afvisningsskrivelse vedrørende spørgsmålet om sammenhængen mellem

forvaltningslovens § 21 og (A)’s eventuelle partstatus, skal nævnet

supplerende

anføre følgende:

Nævnets tilkendegivelse, der tillige omfatter følgende afsnit,

’Nævnet bemærker herved, at De, som foran anført, såvel forud

for Århus Kommunes som Miljøstyrelsens afgørelser har haft anledning til ved

skete forhåndsvarslinger og stedfundne møder at varetage Deres

interesser.’

havde til formål – på klagerens anmodning, at udtrykke nævnets

opfattelse af, om der ved Århus Kommunes behandling af sagen var sket en

sådan

tilsidesættelse af reglerne om løbende aktindsigt, at den trufne afgørelse

måtte ophæves som ugyldig.

Der skal efter nævnets opfattelse i sager om miljøgodkendelse

efter miljøbeskyttelsesloven foreligge særlige grunde til at anerkende

omboende, der har klageadgang efter miljøbeskyttelsesloven, som parter i

forvaltningslovens forstand i forbindelse med 1. instansens afgørelse om en

miljøgodkendelses meddelelse.

Om begrundelsen herfor henvises til Miljøstyrelsens udtalelse

af 6. december 2002 om den relativt vide kreds, der anerkendes som

klageberettigede i medfør af miljøbeskyttelsesloven.

Det væsentlighedskriterium, som skal være opfyldt for, at

enkelte personer blandt en større kreds af klageberettigede kan anses som

part

i en sag som den foreliggende, må bero på en konkret vurdering, jf. Hans

Gammeltoft Hansen Forvaltningsret (1994) pag. 46.

De forhold, (A) har gjort gældende i den omhandlede

miljøgodkendelsessag herunder spørgsmålet om værdiforringelse af omliggende

ejendomme som følge af kommunens dispositioner i medfør af miljø og

planlovgivningen,

er efter nævnets opfattelse ikke af en sådan art, at det omhandlede

væsentlighedskriterium

kan anses for opfyldt.

Når hertil kommer, at (A) desuagtet af Århus Kommune, som det

også fremgår af Århus Kommunes udtalelse af 19. december 2002, i et meget

betydeligt omfang har været inddraget i kommunens behandling af sagen forud

for

godkendelsens meddelelse, må nævnet finde den omhandlede tilkendegivelse i

nævnets afgørelse af 24. januar 2002 for berettiget.”

Ved brev af 6. februar 2003 sendte jeg A kopi af myndighedernes

udtalelser. A anførte i brev af 2. marts 2003 navnlig at uanset antallet af

berørte naboer, og det forhold at afstanden mellem hans bolig og skydebanen

var ca. 400-

500 meter,

måtte det ved en konkret bedømmelse af hans interesse i sagen være afgørende

at støjniveauet ved hans bolig var angivet til 68 dBA, og at det kun var

beregnet

så højt ved tre boliger. Herudover anførte A at han ved sit foretræde for

udvalget

den 19. juni 2000 alene kunne give udtryk for sine synspunkter på grundlag af

det da foreliggende materiale, men at han ikke havde haft lejlighed til at

kommentere det centrale notat af 11. august 2002 til udvalget.

I min afsluttende udtalelse til A skrev jeg bl.a. følgende:

Ombudsmandens udtalelse

”Spørgsmålet om partsstatus

Efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, gælder der under visse omstændigheder

en pligt for myndigheden til inden der træffes afgørelse, at høre parten over

bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder som er af

væsentlig betydning for sagen, og som må antages ikke at være parten bekendt.

Herudover har parten ret til aktindsigt i sagen. Benytter parten sig af denne

ret, skal sagens afgørelse normalt udsættes indtil parten har haft lejlighed

til at gøre sig bekendt med dokumenterne, ligesom parten på ethvert tidspunkt

af sagens behandling kan forlange at sagens afgørelse udsættes indtil han har

afgivet en udtalelse, jf. forvaltningslovens § 9, stk. 1, § 11 og § 21.

På den baggrund er det af betydning for Deres rettigheder under

Århus Kommunes behandling af sagen om De kan betragtes som part i

forvaltningslovens forstand i forbindelse med kommunens afgørelse om

miljøgodkendelse af flugtskydebanen.

Forvaltningsloven indeholder ikke nogen definition af hvem der

skal anses for part i en sag hvor der er eller vil blive truffet afgørelse af

en forvaltningsmyndighed. Det er almindeligt antaget i den juridiske

litteratur med støtte i forarbejderne til forvaltningsloven

(Folketingstidende

1985-86, tillæg A, sp. 133-135) at lovens partsbegreb omfatter ansøgere,

klagere og andre der har en væsentlig og individuel interesse i sagens

udfald.

Partsbegrebet omfatter således typisk den eller dem til hvem den afgørelse

der

træffes, vil blive stilet, men også andre fysiske eller juridiske personer

kan

have stilling som part i sagen. I tvivlstilfælde lægges der vægt på hvor

væsentlig den pågældendes interesse i sagen er, og hvor nært denne interesse

er knyttet til sagens udfald.

I sager om byggetilladelser, miljøgodkendelsessager mv. vil en

nabo ikke uden videre være part, men hvis det anlæg der er søgt om tilladelse

til, vil udsætte den enkelte nabo for konkrete og væsentlige gener, må den

pågældende anses for part, jf. Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret,

2. udgave (2002), s. 69 og s. 73.

Heller ikke i relation til beslutninger der på ensartet måde gør

indgreb i en større personkreds’ interesser, kan det antages at

medlemmer af

denne personkreds eller sammenslutninger af disse uden videre har

partsstatus,

jf. bl.a. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1999), s.

131 f, Carl Aage Nørgaard mfl., Forvaltningsret,

Sagsbehandling, 5. udgave (2001), s. 174, Steen Rønsholdt, Forvaltningsret,

Retssikkerhed, Proces, Sagsbehandling, 1. udgave (2001),

113 f, og den sag der er refereret i

Folketingets Ombudsmands beretning for året 1979, s. 288*. Dette gælder bl.a.

ofte i relation til plansager og miljøsager. Det store antal af berørte

personer kan bevirke en sådan udtynding af den enkeltes interesse at den

falder under væsentlighedstærsklen. Er der derimod i den omfattede

personkreds

enkelte der i særlig grad berøres, stiger deres interesse i afgørelsen til en

sådan styrke at de må tillægges partsstatus, jf. Hans Gammeltoft-Hansen mfl.,

Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 72 ff.

I udtalelsen af 6. december 2002 har Miljøstyrelsen anført at en

klageberettiget omboende der efter miljøbeskyttelseslovens § 98, nr. 2, har

en

individuel, væsentlig interesse i sagens udfald, ikke er at betragte som part

i en sag på linie med afgørelsens adressat – heller ikke selvom

klageretten udnyttes.

Styrelsen har henvist til at kredsen af klageberettigede i henhold til den

nævnte bestemmelse i mange tilfælde er ganske stor idet klageadgangen langt

fra indskrænker sig til egentlige naboer.

Jeg er enig i det af styrelsen anførte.

Det fremgår af sagen at De er én blandt mange omboende der

berøres af støjen fra flugtskydebanen.

Der er ikke tale om en ubestemt kreds af berørte (jf.

forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 5) idet Århus Kommune har identificeret

og individuelt orienteret de omboende forud for afgørelsen.

Det fremgår endvidere af sagen at De sammen med 5 andre omboende

(beliggende ved beregningspunkterne B, C, D, K og L) ligger enkeltvis og

isoleret rundt om skydebanen, og at De og disse andre 5 omboende alle bliver

ramt af det højeste støjniveau der ifølge sagen ligger på ca. 67-68 DB. Dette

støjniveau ligger tæt på den støjgrænse der gælder for nye skydebaner efter

vejledning nr. 14001 af 31. marts 1995. Uanset at støjniveauet ligger inden

for

det tilladte, adskiller det Dem imidlertid fra det meget store antal af

øvrige

omboende der efter det oplyste bliver berørt i noget mindre grad.

På baggrund af dette høje støjniveau set i forhold til de øvrige

omboende er det min opfattelse at den støjmæssige påvirkning som De (og disse

5 andre) udsættes for fra flugtskydebanen, er så omfattende og intens at

Deres

interesse i sagen er tilstrækkelig væsentlig og individuel til at anse Dem

for

part i forvaltningslovens forstand. At afstanden mellem skydebanen og Deres

bolig ifølge det oplyste er ca.

500

meter, kan efter min opfattelse ikke føre til et andet

resultat.

Århus Kommune og Miljøstyrelsen burde derfor have anset Dem for

part efter forvaltningsloven i forbindelse med kommunens behandling af sagen.

Jeg har gjort kommunen, Miljøstyrelsen og Miljøklagenævnet

bekendt med min opfattelse.

Spørgsmålet er herefter om dette i den konkrete sag ville have

haft betydning for Deres rettigheder til at blive gjort bekendt med

oplysninger

i sagen forinden der blev truffet afgørelse i sagen.

De har navnlig været utilfreds med at De ikke fik kendskab til

indholdet af notatet af 11. august 2000 fra forvaltningen til teknisk udvalg

til trods for Deres anmodning om løbende aktindsigt.

Notatet af 11. august 2000 er et internt dokument der er

undtaget fra aktindsigt efter forvaltningslovens § 12, stk. 1, litra 3), idet

der er tale om brevveksling mellem to kommunale enheder. Notatet indeholder

ikke faktiske oplysninger af væsentlig betydning for sagen der alene er

indeholdt

i dette dokument, og som De ikke allerede var blevet gjort bekendt med via

forvaltningens

indstilling til byrådet af 28. marts 2000. Der var således heller ikke pligt

for kommunen til at gøre Dem bekendt med enkelte oplysninger i notatet efter

forvaltningslovens § 12, stk. 2, eller til at partshøre Dem herover efter

forvaltningslovens § 19.

Uanset at De efter min opfattelse burde have været anset for

part i forbindelse med kommunens behandling, har jeg derfor ikke grundlag for

at henstille at myndighederne genoptager behandlingen af sagen.

Jeg har herved også lagt vægt på at De – som anført af

myndighederne – under kommunens behandling af sagen har haft lejlighed

til at

fremkomme med Deres bemærkninger til sagen, herunder bl.a. ved foretræde for

teknisk udvalg.

Herefter foretager jeg mig ikke mere i sagen.”

NOTER: (*) FOB 1979, s. 288.

Lignende dokumenter