Spring til indhold

Retsinformation

Nabo ikke klageberettiget i byggesag. Partsstatus

FOU nr 2000.132UdtalelserFolketinget11. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Nabo ikke klageberettiget i byggesag. Partsstatus

Århus Kommune gav den 12.

maj 1999 gav ejeren af X-vej nr. ( ) byggetilladelse til opførelse af et

sommerhus på grunden.

I brev af 23. maj 1999 til

Århus Kommune gjorde A opmærksom på at udgravningen til sommerhusbyggeriet i

skrænten gav rystelser der kunne mærkes i hans hus på toppen af skrænten, med

fare for sætning i husets fundament.

A rettede fornyet

henvendelse til kommunen den 20. juni 1999. Han skrev bl.a. at byggeriet var

i

strid med byggelovens bestemmelser om bebyggelsesprocent og afstandskrav til

naboskel. Desuden oversteg husfacaden gældende regler herom. Der var heller

ikke foretaget nabohøring. Endvidere oplyste han at udgravningen i skrænten

havde

været af en sådan størrelsesorden at det havde bevirket jordskred og revner i

hans hus, og han bad derfor kommunen om at iværksætte et byggestop.

I brev af 28. juni 1999

meddelte kommunen A at gravearbejdet var blevet bragt til ophør og ikke måtte

genoptages før det var dokumenteret at der var sikkerhed for at skrænten

kunne

forblive stabil.

Kommunen besvarede den 28.

juni 1999 de øvrige klagepunkter. Bebyggelsesprocenten var udregnet på

grundlag

af indlagte niveauplaner og udgjorde 9,9 hvilket overholdt lovens krav.

Desuden

var reglerne om afstand til skel og husfacadens højde overholdt.

I brev af 9. juli 1999

klagede A til Naturklagenævnet der videresendte klagen til Århus Statsamt som

Læs alt

rette klagemyndighed. Han skrev bl.a. følgende:

”I september 1998 påtalte

jeg over for Århus Kommune, at der på ejendommen (X)-vej nr. ( )

blev foretaget en meget voldsom

jordafgravning, der var til fare for, at min grund, der er beliggende ovenfor

(X)-vej nr. ( ), kunne skride ned. Århus Kommune bad bygherren ' stoppe

udgravningen

omgående og de tilstødende grundes terræn sikres mod nedskridning'.

Udgravningen blev standset,

men i løbet af vinteren skete små og store jordskred.

Efterfølgende er grunden

solgt, og den nye ejer påbegyndte i maj d.å. atter udgravning til et byggeri,

som jeg mener overtræder diverse love og regler, og jeg vedlægger til Deres

orientering og brug følgende:

Jeg beder Dem venligst

oplyse mig om rigtigheden af kommunens benævnelser af henholdsvis garage-,

kælder- (med en beboelsesgrad på

3,51

m2

) og stueetage. For mig er betegnelsen

kælder-, stueetage og 1. sal!

Spørgsmålet er herefter:

Benytter Århus Kommune en ulovlig fremgangsmåde, når de udformer lokalplaner,

og når de giver byggetilladelser.

Sluttelig kan jeg oplyse, at

nabohøring ikke har fundet sted, men at byggeriet dog atter er stoppet på

grund

af manglende sikring af skrænten.”

Århus Statsamt bad i brev af

10. august 1999 kommunen om en udtalelse. I brevet tilkendegav statsamtet at

man opfattede klageren som part i sagen.

Århus Kommune afgav en

udtalelse den 20. august 1999. Kommunen anført bl.a. at man betragtede huset

som et sommerhus i ét plan placeret i tre niveauer på en stærkt skrånende

grund. Kommunen redegjorde herefter for hvorledes det samlede etageareal var

udregnet. Angående nabohøring anførte kommunen at projektet overholdt lovens

bestemmelser hvorfor naboorientering ikke var påkrævet.

I brev af 26. august 1999

til statsamtet skrev kommunen at sommerhuset ikke umiddelbart ville kunne ses

fra A’s ejendom idet kippen på sommerhuset var placeret ca.

0,70 m

under terrænet på A’s ejendom.

Man skulle således gå helt hen til hækken på A’s ejendom for at kunne se

ned på

taget på sommerhuset. Kommunen kunne ikke vurdere om klageren var

klageberettiget, men sommerhuset lå ikke umiddelbart i det synsfelt der

udgjorde den naturlige udsigt fra A’s ejendom.

Ved brev af 1. september

1999 blev A partshørt over kommunens brev af 26. august 1999.

A kommenterede i brev af 1.

september 1999 kommunens udtalelse af 20. august 1999. Han bestred at der var

tale om et enetageshus og stillede forskellige spørgsmål om definitionen af

kælderrum.

I brev af 29. september 1999

meddelte statsamtet A at han ikke var klageberettiget. Statsamtet skrev bl.a.

følgende:

”Den 8. september 1999

meddelte De telefonisk statsamtet, at årsagen til Deres klage er, at Deres

hus

har taget skade af det pågældende byggeri, idet Deres hus slår revner. De er

desuden bange for, at skrænten, hvorpå det pågældende byggeri har fundet

sted,

vil skride. De meddelte, at det således alene er af sikkerhedsmæssige

årsager,

at De klager. For Dem har det ingen betydning, hvilket hus, der bliver

bygget,

og om bygningsreglementets bestemmelser, herunder f.eks. bebyggelsesgraden,

bliver overholdt.

Det fremgår af sagens øvrige

akter, at De fra Deres ejendom kun kan se taget på byggeriet på (X)-vej nr.

( ), når De står for enden af Deres grund og kigger nedad.

I følge byggelovens § 23,

stk. 3, kan kommunalbestyrelsens afgørelser efter byggelovgivningen påklages

af

afgørelsens adressat og andre, der har en individuel, væsentlig interesse i

sagens udfald.

Statsamtet finder på

baggrund af ovenstående oplysninger, at De ikke er klageberettiget i følge

byggeloven.

Det er statsamtets

opfattelse, at De ikke har en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald

for så vidt angår statsamtets stillingtagen til, om de formelle regler i

bygningslovgivningen er overholdt. Statsamtet har lagt afgørende vægt på, at

udsigten fra Deres ejendom ikke umiddelbart generes af det pågældende

byggeri.

Det tilføjes, at statsamtet

ikke har kompetence til at tage stilling til, om Deres ejendom har taget

skade

som følge af byggeriet på (X)-vej nr. ( ). Kompetencen hertil er ved de

almindelige domstole."

I brev af 22. november 1999

bad B på vegne af A statsamtet om at revurdere sagen. B anførte bl.a. at A

som

nabo klart var klageberettiget. Desuden havde hans eventuelle subjektive

grunde

til at indgive klage ingen relevans for afgørelse af spørgsmålet om

klageberettigelse. Endvidere anførte B følgende:

”For at undgå enhver misforståelse,

skal vi tillade os at gøre opmærksom på, at klagerens bekymringer vedrørende

det igangværende byggeri bl.a. skyldes, at det er hans opfattelse, at

kommunens

fortolkning af bestemmelserne i byggelovens §§

6 A, 6 B,

6 C, 8, 9, (12 hvor klage dog er

udelukket) samt de relevante bestemmelser i bygningsreglementet, medfører

akut

risiko for skade på klagers ejendom. Klageren mener – hvilket vi kun kan

støtte

ham i – at kommunens konkrete anvendelse af de nævnte bestemmelser er

baseret

på en klar fejlagtig fortolkning (dvs. et retligt spørgsmål, som kan

indbringes

for statsamtet). Klagerens udtalelse i telefonen over for statsamtet om, at

det

er uden betydning for ham, hvilket hus der bliver bygget, eller om

bygningsreglementets bestemmelse bliver overholdt, skal naturligvis forstås

således, at han ikke ville klage, hvis han ikke havde ovennævnte bekymring.

De

nævnte udtalelser kan statsamtet ikke anvende som grundlag for at afvise

klagen

allerede på det formelle grundlag. Dvs. at klagerens udtalelser, der er

fremsat

under en telefonsamtale i en situation, hvor han ikke kunne overskue, hvad

udtalelsen ville blive (mis)brugt til, ingen relevans har ved stillingtagen

til

dennes individuelle væsentlige interesse i at få efterprøvet sagens retlige

spørgsmål.”

Statsamtet fastholdt i brev

af 17. december 1999 til B afgørelsen. Statsamtet skrev bl.a. følgende:

”1. I Deres brev anfører De

på side 2, at det er almindelig anerkendt, at en nabo til en ejendom

betragtes

som berørt på en måde, der er så væsentlig og individuel efter de

bygningsregulerende bestemmelser, at der foreligger retlig interesse.

Statsamtet deler ikke Deres

opfattelse heraf.

Statsamtet finder, at der i

hvert enkelt tilfælde skal foretages en konkret vurdering af, om en nabos

interesse i en byggesag er individuel og væsentlig. En nabo er således efter

statsamtets opfattelse ikke pr. definition klageberettiget.

2. I Deres brev anfører De

endvidere på side 2, at byggelovens § 22 beskytter naboers individuelle

interesse.

Statsamtet er delvis enig heri.

Bestemmelsen i byggelovens §

22 skal sikre, at bygningsmyndighederne ikke dispenserer fra visse

bygningsregulerende bestemmelser uden først at have givet naboerne mulighed

for

at fremkomme med bemærkninger til dispensationsansøgningen.

Byggelovens § 22, stk. 2,

skal dog efter statsamtets opfattelse ikke forstås således, at enhver nabo,

som

skal orienteres om dispensationsansøgninger, er klageberettiget. For at være

klageberettiget skal den almindelige forvaltningsretlige betingelse om

væsentlig og individuel interesse i sagens udfald være opfyldt, jf.

byggelovens

§ 23, stk. 3, – medmindre klagen vedrører handicapforhold og indsendes

af visse

handicaporganisationer.

3. De har endvidere i Deres

brev anført, at (A) har klaget, idet han er bekymret for eventuelle skader på

sin ejendom, og idet han mener, at Århus Kommune klart har fejlfortolket

visse

af bestemmelserne i byggeloven og i bygningsreglementet.

De har for så vidt angår

klagens materielle indhold præciseret, at klagen vedrører

·

antallet af etager,

·

udregning af bebyggelsesprocent, og

·

bebyggelsens højde og afstand.

Statsamtet finder under

henvisning til beliggenheden af det pågældende hus set i forhold til

beliggenheden af (A)’s hus, at en evt. fejlfortolkning fra Århus

Kommunes side

af byggelovgivningens regler vedr. bebyggelsesprocent, højde og afstande ikke

medfører sådanne gener for (A), at der foreligger en væsentlig, individuel

interesse i sagens udfald.

Statsamtet har herved også

lagt vægt på oplysningerne fra Århus Kommune om, at der foreligger

landinspektørerklæring om, at afstanden fra byggeriet til skellet på

(A)’s

ejendom overholder bestemmelserne derfor (

5

m

). Denne afstand fremgår også af tegningerne over

byggeriet.

Det fremgår af sagen, at

Århus Kommune har foretaget en vurdering af, hvilke foranstaltninger, der er

nødvendige for at sikre omkringliggende grund og bygninger, jf. byggelovens §

12. Statsamtet har ikke kompetence til at tage stilling til

hensigtsmæssigheden

af kommunens vurdering i den henseende.

Hvis (A)’s ejendom beskadiges

som følge af byggeriet, kan der eventuelt anlægges et civilt søgsmål mod

ejeren

og/eller Århus Kommune.”

Herefter klagede B i brev af

10. januar 2000 til mig.

Statsamtet har i brev af 26.

januar 2000 henholdt sig til afgørelsen.

Ombudsmandens udtalelse

”

1. Statsamtets afgørelse

Byggelovens § 23, stk. 3, (lovbekendtgørelse nr. 452 af 24. juni 1998) har

denne ordlyd:

’

§ 23.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsens afgørelser kan påklages af afgørelsens

adressat og andre, der har en individuel, væsentlig interesse i sagens

udfald.

’

Bestemmelsen blev indsat i byggeloven ved lov nr. 1083 af 29. december 1997.

Af forarbejderne til denne lov (Folketingstidende 1997-98, tillæg A, s. 2175)

fremgår bl.a. følgende:

’Ifølge byggelovens § 23 kan kommunalbestyrelsens afgørelser for så vidt

angår retlige spørgsmål påklages

til statsamtet eller – for Københavns og Frederiksberg kommuner –

til

Boligministeriet. Det har ikke hidtil fremgået af byggeloven, hvem der har

klagekompetence.

Det foreslås derfor, at det

præciseres, hvem der er klageberettiget i forhold til de afgørelser,

kommunalbestyrelsen træffer.’

Afgrænsningen af kredsen af

klageberettigede er sammenfaldende med den almindelige forståelse af hvem der

kan anses for part i en afgørelsessag. I forarbejderne til forvaltningsloven

(Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 133 og 134) er bl.a. anført

følgende:

’Lovforslagets partsbegreb

omfatter for det første ansøgere, dvs. personer, der til en

forvaltningsmyndighed har indgivet ansøgning om en ydelse, tilladelse eller

lignende. Endvidere omfatter partsbegrebet klagere, dvs. personer, der som

klageberettigede har indgivet klage til en rekursinstans i en dem vedkommende

sag. Også personer, til hvem et forbud eller påbud rettes eller vil blive

rettet, vil have stilling som part i den pågældende sag. Partsbegrebet

omfatter

således typisk den eller dem, til hvem den afgørelse, der træffes, vil blive

stilet, men også andre fysiske eller juridiske personer kan have stilling som

part i sagen. På nogle områder vil f.eks. også kommuner og andre offentlige

myndigheder kunne have partsstatus.

I de særlige tilfælde, hvor

der kan opstå tvivl, må der navnlig lægges vægt på, hvor væsentlig den

pågældendes interesse i sagen er, og hvor nært denne interesse er knyttet til

sagens udfald.’

Partsbegrebet er nærmere

omtalt i John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (3. udg., 1999), s.

258ff, Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 45ff, og Carl

Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret, Sagsbehandling (4. udg., 1995),

s. 153ff.

Som det fremgår af

forvaltningslovens forarbejder og af den nævnte litteratur – og af den

praksis

der heri er henvist til – er kerneområdet for partsbegrebet afgørelsens

adressat; men også andre der har en mere afledet interesse i sagens udfald,

kan

efter omstændighederne have partsstatus. I tilfælde hvor en afgørelse har

mere

indirekte afledede virkninger for andre end adressaten, må der anlægges en

konkret vurdering af hvor væsentlige de berørte interesser er, og herunder

hvor

stærkt behovet er for at den pågældende tillægges partsbeføjelser.

I sager om byggetilladelse

vil en nabo ikke uden videre være part, men dette vil dog normalt være

tilfældet hvis byggeriet beror på en dispensation og vil udsætte naboen for

konkrete (væsentlige) gener, jf. Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret

(1994), s. 46.

I den foreliggende sag har

statsamtet begrundet sin afgørelse således:

’Statsamtet finder under

henvisning til beliggenheden af det pågældende hus set i forhold til

beliggenheden af (A)’s hus, at en evt. fejlfortolkning fra Århus

Kommunes side

af byggelovgivningens regler vedr. bebyggelsesprocent, højde og afstande ikke

medfører sådanne gener for (A), at der foreligger en væsentlig, individuel

interesse i sagens udfald.”

Statsamtet lagde afgørende

vægt på at udsigten fra (A)’s hus ikke umiddelbart blev generet af det

pågældende byggeri. Desuden lagde statsamtet vægt på at skelafstanden var

overholdt.

Sidstnævnte forhold har

ingen betydning for spørgsmålet om der foreligger klageberettigelse. En

klages

formål er jo netop at få statueret om reglerne er overholdt eller ej.

Statsamtets begrundelse er

således væsentligst knyttet til eventuelle synsmæssige gener. De har ikke

bestridt at de synsmæssige gener må anses for uvæsentlige, og statsamtets

afgørelse

er derfor på dette punkt for så vidt korrekt. Spørgsmålet er imidlertid om

det

er korrekt alene at lægge vægt på de synsmæssige gener og se bort fra de

afledede virkninger af byggetilladelsen, nemlig risikoen for skade på

klagerens

ejendom.

Det antages normalt at en

klage for at der foreligger klageberettigelse, skal relatere sig til hensyn

som

varetages af den lov og de bestemmelser heri som påberåbes. Det får derfor

betydning om den påberåbte interesse vedrører forhold der er reguleret på

anden

måde.

Byggelovens bestemmelser om

bebyggelsesprocent, højde og afstand samt antal etager er primært begrundet i

et ønske om regulering af byggetæthed, friarealer, lysforhold og ensartethed.

Ingen af disse bestemmelser tager umiddelbart sigte på risikoen for skade på

anden ejendom, bortset fra brandrisiko.

Byggeloven indeholder

imidlertid i § 12 følgende bestemmelse:

’§ 12.

Ved fundering, udgravning, ændring af terrænhøjde eller

anden terrænændring på en grund skal, uanset om arbejdet i øvrigt er omfattet

af loven, træffes enhver foranstaltning, der er nødvendig for at sikre

omliggende grunde, bygninger og ledningsanlæg af enhver art.

Stk. 7. Kommunalbestyrelsens afgørelser i henhold til denne

paragraf kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.’

Denne bestemmelse må i

mangel af holdepunkter for andet antages udtømmende at gøre op med risiko for

skade på omliggende ejendomme i forbindelse med udgravning og byggeri mv. De

øvrige regler i byggeloven kan derfor ikke med rette påberåbes til

varetagelse af

sådanne hensyn, og det ville være en omgåelse af klagemulighederne hvis en

klage til statsamtet begrundet i disse forhold alligevel blev accepteret.

Jeg har herefter ikke

grundlag for at kritisere statsamtets afgørelse. Jeg anser det imidlertid for

beklageligt at statsamtet lagde vægt på at skelafstanden var overholdt. Som

anført ovenfor er dette forhold uden betydning for afgørelsen af om der

foreligger klageberettigelse idet klagen netop har til formål at få fastslået

om reglerne er overholdt. Statsamtet tog på denne måde i realiteten stilling

til det pågældende klagepunkt. Jeg har gjort statsamtet bekendt med min

opfattelse, men foretager mig herudover ikke mere vedrørende dette forhold.

2. Statsamtets begrundelse

Efter forvaltningslovens §

24, stk. 1, 2. pkt., skal begrundelsen for en afgørelse der beror på et

administrativt skøn, angive de hovedhensyn der har været bestemmende for

skønsudøvelsen. Endvidere skal begrundelsen om fornødent indeholde en kort

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder som

er

tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk.

2.

En begrundelse skal efter §

24 fremtræde som en forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det pågældende

indhold, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (3. udg., 1999),

s.

420.

Desuden skal en begrundelse

i en vis udstrækning tage stilling til partsanbringender, jf. samme, s.

428f.

Statsamtet har i sin

begrundelse redegjort for de forhold der er tillagt vægt. Begrundelsen giver

imidlertid ingen forklaring på hvorfor der alene er lagt vægt på de

synsmæssige

gener og ikke på risikoen for skader på klagerens ejendom. Under hensyn til

at

klageren netop lagde afgørende vægt på denne risiko, havde det efter min

opfattelse været hensynsfuldt om statsamtet udtrykkeligt havde forklaret

hvorfor denne risiko ikke kunne tillægges betydning i den konkrete sag. Jeg

anser det for beklageligt at statsamtet undlod dette. Jeg har gjort

statsamtet

bekendt med min opfattelse, men foretager mig ikke herudover mere vedrørende

dette forhold.

Jeg foretager mig herefter

ikke mere i sagen.”

Lignende dokumenter