Nabo ikke klageberettiget i byggesag. Partsstatus
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Nabo ikke klageberettiget i byggesag. Partsstatus
Århus Kommune gav den 12.
maj 1999 gav ejeren af X-vej nr. ( ) byggetilladelse til opførelse af et
sommerhus på grunden.
I brev af 23. maj 1999 til
Århus Kommune gjorde A opmærksom på at udgravningen til sommerhusbyggeriet i
skrænten gav rystelser der kunne mærkes i hans hus på toppen af skrænten, med
fare for sætning i husets fundament.
A rettede fornyet
henvendelse til kommunen den 20. juni 1999. Han skrev bl.a. at byggeriet var
i
strid med byggelovens bestemmelser om bebyggelsesprocent og afstandskrav til
naboskel. Desuden oversteg husfacaden gældende regler herom. Der var heller
ikke foretaget nabohøring. Endvidere oplyste han at udgravningen i skrænten
havde
været af en sådan størrelsesorden at det havde bevirket jordskred og revner i
hans hus, og han bad derfor kommunen om at iværksætte et byggestop.
I brev af 28. juni 1999
meddelte kommunen A at gravearbejdet var blevet bragt til ophør og ikke måtte
genoptages før det var dokumenteret at der var sikkerhed for at skrænten
kunne
forblive stabil.
Kommunen besvarede den 28.
juni 1999 de øvrige klagepunkter. Bebyggelsesprocenten var udregnet på
grundlag
af indlagte niveauplaner og udgjorde 9,9 hvilket overholdt lovens krav.
Desuden
var reglerne om afstand til skel og husfacadens højde overholdt.
I brev af 9. juli 1999
klagede A til Naturklagenævnet der videresendte klagen til Århus Statsamt som
Læs alt
rette klagemyndighed. Han skrev bl.a. følgende:
”I september 1998 påtalte
jeg over for Århus Kommune, at der på ejendommen (X)-vej nr. ( )
blev foretaget en meget voldsom
jordafgravning, der var til fare for, at min grund, der er beliggende ovenfor
(X)-vej nr. ( ), kunne skride ned. Århus Kommune bad bygherren ' stoppe
udgravningen
omgående og de tilstødende grundes terræn sikres mod nedskridning'.
Udgravningen blev standset,
men i løbet af vinteren skete små og store jordskred.
Efterfølgende er grunden
solgt, og den nye ejer påbegyndte i maj d.å. atter udgravning til et byggeri,
som jeg mener overtræder diverse love og regler, og jeg vedlægger til Deres
orientering og brug følgende:
Jeg beder Dem venligst
oplyse mig om rigtigheden af kommunens benævnelser af henholdsvis garage-,
kælder- (med en beboelsesgrad på
3,51
m2
) og stueetage. For mig er betegnelsen
kælder-, stueetage og 1. sal!
Spørgsmålet er herefter:
Benytter Århus Kommune en ulovlig fremgangsmåde, når de udformer lokalplaner,
og når de giver byggetilladelser.
Sluttelig kan jeg oplyse, at
nabohøring ikke har fundet sted, men at byggeriet dog atter er stoppet på
grund
af manglende sikring af skrænten.”
Århus Statsamt bad i brev af
10. august 1999 kommunen om en udtalelse. I brevet tilkendegav statsamtet at
man opfattede klageren som part i sagen.
Århus Kommune afgav en
udtalelse den 20. august 1999. Kommunen anført bl.a. at man betragtede huset
som et sommerhus i ét plan placeret i tre niveauer på en stærkt skrånende
grund. Kommunen redegjorde herefter for hvorledes det samlede etageareal var
udregnet. Angående nabohøring anførte kommunen at projektet overholdt lovens
bestemmelser hvorfor naboorientering ikke var påkrævet.
I brev af 26. august 1999
til statsamtet skrev kommunen at sommerhuset ikke umiddelbart ville kunne ses
fra A’s ejendom idet kippen på sommerhuset var placeret ca.
0,70 m
under terrænet på A’s ejendom.
Man skulle således gå helt hen til hækken på A’s ejendom for at kunne se
ned på
taget på sommerhuset. Kommunen kunne ikke vurdere om klageren var
klageberettiget, men sommerhuset lå ikke umiddelbart i det synsfelt der
udgjorde den naturlige udsigt fra A’s ejendom.
Ved brev af 1. september
1999 blev A partshørt over kommunens brev af 26. august 1999.
A kommenterede i brev af 1.
september 1999 kommunens udtalelse af 20. august 1999. Han bestred at der var
tale om et enetageshus og stillede forskellige spørgsmål om definitionen af
kælderrum.
I brev af 29. september 1999
meddelte statsamtet A at han ikke var klageberettiget. Statsamtet skrev bl.a.
følgende:
”Den 8. september 1999
meddelte De telefonisk statsamtet, at årsagen til Deres klage er, at Deres
hus
har taget skade af det pågældende byggeri, idet Deres hus slår revner. De er
desuden bange for, at skrænten, hvorpå det pågældende byggeri har fundet
sted,
vil skride. De meddelte, at det således alene er af sikkerhedsmæssige
årsager,
at De klager. For Dem har det ingen betydning, hvilket hus, der bliver
bygget,
og om bygningsreglementets bestemmelser, herunder f.eks. bebyggelsesgraden,
bliver overholdt.
Det fremgår af sagens øvrige
akter, at De fra Deres ejendom kun kan se taget på byggeriet på (X)-vej nr.
( ), når De står for enden af Deres grund og kigger nedad.
I følge byggelovens § 23,
stk. 3, kan kommunalbestyrelsens afgørelser efter byggelovgivningen påklages
af
afgørelsens adressat og andre, der har en individuel, væsentlig interesse i
sagens udfald.
Statsamtet finder på
baggrund af ovenstående oplysninger, at De ikke er klageberettiget i følge
byggeloven.
Det er statsamtets
opfattelse, at De ikke har en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald
for så vidt angår statsamtets stillingtagen til, om de formelle regler i
bygningslovgivningen er overholdt. Statsamtet har lagt afgørende vægt på, at
udsigten fra Deres ejendom ikke umiddelbart generes af det pågældende
byggeri.
Det tilføjes, at statsamtet
ikke har kompetence til at tage stilling til, om Deres ejendom har taget
skade
som følge af byggeriet på (X)-vej nr. ( ). Kompetencen hertil er ved de
almindelige domstole."
I brev af 22. november 1999
bad B på vegne af A statsamtet om at revurdere sagen. B anførte bl.a. at A
som
nabo klart var klageberettiget. Desuden havde hans eventuelle subjektive
grunde
til at indgive klage ingen relevans for afgørelse af spørgsmålet om
klageberettigelse. Endvidere anførte B følgende:
”For at undgå enhver misforståelse,
skal vi tillade os at gøre opmærksom på, at klagerens bekymringer vedrørende
det igangværende byggeri bl.a. skyldes, at det er hans opfattelse, at
kommunens
fortolkning af bestemmelserne i byggelovens §§
6 A, 6 B,
6 C, 8, 9, (12 hvor klage dog er
udelukket) samt de relevante bestemmelser i bygningsreglementet, medfører
akut
risiko for skade på klagers ejendom. Klageren mener – hvilket vi kun kan
støtte
ham i – at kommunens konkrete anvendelse af de nævnte bestemmelser er
baseret
på en klar fejlagtig fortolkning (dvs. et retligt spørgsmål, som kan
indbringes
for statsamtet). Klagerens udtalelse i telefonen over for statsamtet om, at
det
er uden betydning for ham, hvilket hus der bliver bygget, eller om
bygningsreglementets bestemmelse bliver overholdt, skal naturligvis forstås
således, at han ikke ville klage, hvis han ikke havde ovennævnte bekymring.
De
nævnte udtalelser kan statsamtet ikke anvende som grundlag for at afvise
klagen
allerede på det formelle grundlag. Dvs. at klagerens udtalelser, der er
fremsat
under en telefonsamtale i en situation, hvor han ikke kunne overskue, hvad
udtalelsen ville blive (mis)brugt til, ingen relevans har ved stillingtagen
til
dennes individuelle væsentlige interesse i at få efterprøvet sagens retlige
spørgsmål.”
Statsamtet fastholdt i brev
af 17. december 1999 til B afgørelsen. Statsamtet skrev bl.a. følgende:
”1. I Deres brev anfører De
på side 2, at det er almindelig anerkendt, at en nabo til en ejendom
betragtes
som berørt på en måde, der er så væsentlig og individuel efter de
bygningsregulerende bestemmelser, at der foreligger retlig interesse.
Statsamtet deler ikke Deres
opfattelse heraf.
Statsamtet finder, at der i
hvert enkelt tilfælde skal foretages en konkret vurdering af, om en nabos
interesse i en byggesag er individuel og væsentlig. En nabo er således efter
statsamtets opfattelse ikke pr. definition klageberettiget.
2. I Deres brev anfører De
endvidere på side 2, at byggelovens § 22 beskytter naboers individuelle
interesse.
Statsamtet er delvis enig heri.
Bestemmelsen i byggelovens §
22 skal sikre, at bygningsmyndighederne ikke dispenserer fra visse
bygningsregulerende bestemmelser uden først at have givet naboerne mulighed
for
at fremkomme med bemærkninger til dispensationsansøgningen.
Byggelovens § 22, stk. 2,
skal dog efter statsamtets opfattelse ikke forstås således, at enhver nabo,
som
skal orienteres om dispensationsansøgninger, er klageberettiget. For at være
klageberettiget skal den almindelige forvaltningsretlige betingelse om
væsentlig og individuel interesse i sagens udfald være opfyldt, jf.
byggelovens
§ 23, stk. 3, – medmindre klagen vedrører handicapforhold og indsendes
af visse
handicaporganisationer.
3. De har endvidere i Deres
brev anført, at (A) har klaget, idet han er bekymret for eventuelle skader på
sin ejendom, og idet han mener, at Århus Kommune klart har fejlfortolket
visse
af bestemmelserne i byggeloven og i bygningsreglementet.
De har for så vidt angår
klagens materielle indhold præciseret, at klagen vedrører
·
antallet af etager,
·
udregning af bebyggelsesprocent, og
·
bebyggelsens højde og afstand.
Statsamtet finder under
henvisning til beliggenheden af det pågældende hus set i forhold til
beliggenheden af (A)’s hus, at en evt. fejlfortolkning fra Århus
Kommunes side
af byggelovgivningens regler vedr. bebyggelsesprocent, højde og afstande ikke
medfører sådanne gener for (A), at der foreligger en væsentlig, individuel
interesse i sagens udfald.
Statsamtet har herved også
lagt vægt på oplysningerne fra Århus Kommune om, at der foreligger
landinspektørerklæring om, at afstanden fra byggeriet til skellet på
(A)’s
ejendom overholder bestemmelserne derfor (
5
m
). Denne afstand fremgår også af tegningerne over
byggeriet.
Det fremgår af sagen, at
Århus Kommune har foretaget en vurdering af, hvilke foranstaltninger, der er
nødvendige for at sikre omkringliggende grund og bygninger, jf. byggelovens §
12. Statsamtet har ikke kompetence til at tage stilling til
hensigtsmæssigheden
af kommunens vurdering i den henseende.
Hvis (A)’s ejendom beskadiges
som følge af byggeriet, kan der eventuelt anlægges et civilt søgsmål mod
ejeren
og/eller Århus Kommune.”
Herefter klagede B i brev af
10. januar 2000 til mig.
Statsamtet har i brev af 26.
januar 2000 henholdt sig til afgørelsen.
Ombudsmandens udtalelse
”
1. Statsamtets afgørelse
Byggelovens § 23, stk. 3, (lovbekendtgørelse nr. 452 af 24. juni 1998) har
denne ordlyd:
’
§ 23.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsens afgørelser kan påklages af afgørelsens
adressat og andre, der har en individuel, væsentlig interesse i sagens
udfald.
’
Bestemmelsen blev indsat i byggeloven ved lov nr. 1083 af 29. december 1997.
Af forarbejderne til denne lov (Folketingstidende 1997-98, tillæg A, s. 2175)
fremgår bl.a. følgende:
’Ifølge byggelovens § 23 kan kommunalbestyrelsens afgørelser for så vidt
angår retlige spørgsmål påklages
til statsamtet eller – for Københavns og Frederiksberg kommuner –
til
Boligministeriet. Det har ikke hidtil fremgået af byggeloven, hvem der har
klagekompetence.
Det foreslås derfor, at det
præciseres, hvem der er klageberettiget i forhold til de afgørelser,
kommunalbestyrelsen træffer.’
Afgrænsningen af kredsen af
klageberettigede er sammenfaldende med den almindelige forståelse af hvem der
kan anses for part i en afgørelsessag. I forarbejderne til forvaltningsloven
(Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 133 og 134) er bl.a. anført
følgende:
’Lovforslagets partsbegreb
omfatter for det første ansøgere, dvs. personer, der til en
forvaltningsmyndighed har indgivet ansøgning om en ydelse, tilladelse eller
lignende. Endvidere omfatter partsbegrebet klagere, dvs. personer, der som
klageberettigede har indgivet klage til en rekursinstans i en dem vedkommende
sag. Også personer, til hvem et forbud eller påbud rettes eller vil blive
rettet, vil have stilling som part i den pågældende sag. Partsbegrebet
omfatter
således typisk den eller dem, til hvem den afgørelse, der træffes, vil blive
stilet, men også andre fysiske eller juridiske personer kan have stilling som
part i sagen. På nogle områder vil f.eks. også kommuner og andre offentlige
myndigheder kunne have partsstatus.
I de særlige tilfælde, hvor
der kan opstå tvivl, må der navnlig lægges vægt på, hvor væsentlig den
pågældendes interesse i sagen er, og hvor nært denne interesse er knyttet til
sagens udfald.’
Partsbegrebet er nærmere
omtalt i John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (3. udg., 1999), s.
258ff, Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 45ff, og Carl
Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret, Sagsbehandling (4. udg., 1995),
s. 153ff.
Som det fremgår af
forvaltningslovens forarbejder og af den nævnte litteratur – og af den
praksis
der heri er henvist til – er kerneområdet for partsbegrebet afgørelsens
adressat; men også andre der har en mere afledet interesse i sagens udfald,
kan
efter omstændighederne have partsstatus. I tilfælde hvor en afgørelse har
mere
indirekte afledede virkninger for andre end adressaten, må der anlægges en
konkret vurdering af hvor væsentlige de berørte interesser er, og herunder
hvor
stærkt behovet er for at den pågældende tillægges partsbeføjelser.
I sager om byggetilladelse
vil en nabo ikke uden videre være part, men dette vil dog normalt være
tilfældet hvis byggeriet beror på en dispensation og vil udsætte naboen for
konkrete (væsentlige) gener, jf. Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret
(1994), s. 46.
I den foreliggende sag har
statsamtet begrundet sin afgørelse således:
’Statsamtet finder under
henvisning til beliggenheden af det pågældende hus set i forhold til
beliggenheden af (A)’s hus, at en evt. fejlfortolkning fra Århus
Kommunes side
af byggelovgivningens regler vedr. bebyggelsesprocent, højde og afstande ikke
medfører sådanne gener for (A), at der foreligger en væsentlig, individuel
interesse i sagens udfald.”
Statsamtet lagde afgørende
vægt på at udsigten fra (A)’s hus ikke umiddelbart blev generet af det
pågældende byggeri. Desuden lagde statsamtet vægt på at skelafstanden var
overholdt.
Sidstnævnte forhold har
ingen betydning for spørgsmålet om der foreligger klageberettigelse. En
klages
formål er jo netop at få statueret om reglerne er overholdt eller ej.
Statsamtets begrundelse er
således væsentligst knyttet til eventuelle synsmæssige gener. De har ikke
bestridt at de synsmæssige gener må anses for uvæsentlige, og statsamtets
afgørelse
er derfor på dette punkt for så vidt korrekt. Spørgsmålet er imidlertid om
det
er korrekt alene at lægge vægt på de synsmæssige gener og se bort fra de
afledede virkninger af byggetilladelsen, nemlig risikoen for skade på
klagerens
ejendom.
Det antages normalt at en
klage for at der foreligger klageberettigelse, skal relatere sig til hensyn
som
varetages af den lov og de bestemmelser heri som påberåbes. Det får derfor
betydning om den påberåbte interesse vedrører forhold der er reguleret på
anden
måde.
Byggelovens bestemmelser om
bebyggelsesprocent, højde og afstand samt antal etager er primært begrundet i
et ønske om regulering af byggetæthed, friarealer, lysforhold og ensartethed.
Ingen af disse bestemmelser tager umiddelbart sigte på risikoen for skade på
anden ejendom, bortset fra brandrisiko.
Byggeloven indeholder
imidlertid i § 12 følgende bestemmelse:
’§ 12.
Ved fundering, udgravning, ændring af terrænhøjde eller
anden terrænændring på en grund skal, uanset om arbejdet i øvrigt er omfattet
af loven, træffes enhver foranstaltning, der er nødvendig for at sikre
omliggende grunde, bygninger og ledningsanlæg af enhver art.
Stk. 7. Kommunalbestyrelsens afgørelser i henhold til denne
paragraf kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.’
Denne bestemmelse må i
mangel af holdepunkter for andet antages udtømmende at gøre op med risiko for
skade på omliggende ejendomme i forbindelse med udgravning og byggeri mv. De
øvrige regler i byggeloven kan derfor ikke med rette påberåbes til
varetagelse af
sådanne hensyn, og det ville være en omgåelse af klagemulighederne hvis en
klage til statsamtet begrundet i disse forhold alligevel blev accepteret.
Jeg har herefter ikke
grundlag for at kritisere statsamtets afgørelse. Jeg anser det imidlertid for
beklageligt at statsamtet lagde vægt på at skelafstanden var overholdt. Som
anført ovenfor er dette forhold uden betydning for afgørelsen af om der
foreligger klageberettigelse idet klagen netop har til formål at få fastslået
om reglerne er overholdt. Statsamtet tog på denne måde i realiteten stilling
til det pågældende klagepunkt. Jeg har gjort statsamtet bekendt med min
opfattelse, men foretager mig herudover ikke mere vedrørende dette forhold.
2. Statsamtets begrundelse
Efter forvaltningslovens §
24, stk. 1, 2. pkt., skal begrundelsen for en afgørelse der beror på et
administrativt skøn, angive de hovedhensyn der har været bestemmende for
skønsudøvelsen. Endvidere skal begrundelsen om fornødent indeholde en kort
redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder som
er
tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk.
2.
En begrundelse skal efter §
24 fremtræde som en forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det pågældende
indhold, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (3. udg., 1999),
s.
420.
Desuden skal en begrundelse
i en vis udstrækning tage stilling til partsanbringender, jf. samme, s.
428f.
Statsamtet har i sin
begrundelse redegjort for de forhold der er tillagt vægt. Begrundelsen giver
imidlertid ingen forklaring på hvorfor der alene er lagt vægt på de
synsmæssige
gener og ikke på risikoen for skader på klagerens ejendom. Under hensyn til
at
klageren netop lagde afgørende vægt på denne risiko, havde det efter min
opfattelse været hensynsfuldt om statsamtet udtrykkeligt havde forklaret
hvorfor denne risiko ikke kunne tillægges betydning i den konkrete sag. Jeg
anser det for beklageligt at statsamtet undlod dette. Jeg har gjort
statsamtet
bekendt med min opfattelse, men foretager mig ikke herudover mere vedrørende
dette forhold.
Jeg foretager mig herefter
ikke mere i sagen.”
Lignende dokumenter
- Klageberettigelse i byggesag. Partsbegrebet Retsinformation · 7. oktober 2008
- Partshøring i byggesag. Partsstatus Retsinformation · 14. januar 2002
- 2009 4-2. Statsforvaltningens afvisning af klage i byggesag Retsinformation · 5. oktober 2010
- Dispensation fra kommuneplanlovens bebyggelsesregulerende bestemmelser Retsinformation · 13. marts 2019
- Naturklagenævnets afgørelse om at ophæve forbud efter planlovens § 14 Retsinformation · 3. marts 2003
- Partsstatus i forbindelse med behandling af miljøgodkendelse vedrørende en flugtskydebane Retsinformation · 21. oktober 2005