Spring til indhold

Retsinformation

Partshøring i byggesag. Partsstatus

FOU nr 1999.553UdtalelserFolketinget14. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Partshøring i byggesag. Partsstatus

A og B klagede den 13. april

1998 til mig over at Århus Statsamt den 14. januar 1998 havde stadfæstet

Århus

Kommunes afgørelse af 28. oktober 1997. Ved afgørelsen havde kommunen givet

ejerne af ejendommen X-vej 52 dispensation til at inddrage et skunkareal til

beboelse og isætning af et ovenlysvindue.

Det fremgår af sagen at A og

B i et brev af 22. juli 1997 anmodede Århus Kommune om aktindsigt i en sag

hvor

kommunen havde givet ejerne af ejendommen X-vej 52 tilladelse til at isætte

et

ovenlysvindue med formodet inddragelse af skunkareal. Samtidig bad de om en

forklaring på at sagen ikke forinden havde været sendt til høring hos dem.

Den

25. juli 1997 svarede kommunen A og B at man ikke havde kendskab til sagen.

Kommunen oplyste samtidig at isættelse af et ovenlysvindue normalt kan ske

uden

at inddrage bygningsmyndigheden idet byggetilladelse eller forudgående

anmeldelse typisk ikke kræves. Endvidere oplyste kommunen at inddragelse af

et

skunkareal normalt vil forudsætte en byggetilladelse fordi det indebærer en

forøgelse af ejendommens bebyggelsesprocent.

I et brev af 4. august 1997

bad A og B kommunen om at tage initiativ i sagen. De henviste til at der var

tale om en overskridelse af den samlede bebyggelsesprocent som i forvejen

overskred den lovmæssigt fastsatte på 25. Endvidere henviste A og B til at

vinduets placering gav mulighed for indblik i overforliggende haver og huse.

Den 11. august 1997 bad

kommunen ejerne af ejendommen X-vej 52 om at kommentere klagen. Dette gjorde

Læs alt

de

i et brev af 22. august 1997. I brevet blev det bekræftet at et areal på

ejendommens 1. sal med skunk og skabe var blevet inddraget til beboelse, og

at

der var blevet isat et tagvindue. Samtidig anmodede ejerne af ejendommen om

dispensation til forøgelse af bebyggelsesprocenten, og de vedlagde en skitse

over ændringen.

Århus Kommune sendte sagen

til naboorientering den 22. september 1997 og vedlagde en tegning der viste

byggeriets omfang.

Kommunen gav den 28. oktober

1997 ejerne af ejendommen X-vej 52 dispensation til forøgelse af

bebyggelsesprocenten

samt en byggetilladelse. Kommunen sendte samtidig A og B et brev hvor der

bl.a.

var anført følgende:

“Der er nu truffet afgørelse

i sagen.

Afgørelsen er blevet, at

ombygningen lovliggøres gennem udstedelse af dispensationer fra følgende

bestemmelser:

1. Pkt. 3 i deklaration fra

1965 om, at udnyttelsesgraden for området ved (X-vej) under ét ikke må

overstige 0,25.

2. § 6 B, stk. 1, nr. 1 i

byggeloven, hvorefter bebyggelsesprocenten maximalt må være 25.

Forud for afgørelsen er ejere

af (X-vej) 62, 64, 66, 68, 70, 72, 50 og 54 blevet orienteret om sagen.

Afgørelsen skal ses i lyset

af dels, at ingen af de nævnte ejere har gjort indsigelse mod lovliggørelse,

dels at ombygningen ikke ses at kunne indebære en nævneværdig forøgelse af

indbliksgenerne i relation til Dem.”

På bagsiden af brevet var

optrykt en klagevejledning der bl.a. indeholdt følgende afsnit:

“BYGGELOVEN, BYGNINGSREGLEMENTET og BYGNINGSREGLEMENT FOR SMÅHUSE

Forhold, der kan påklages

Kun retlige spørgsmål kan

påklages.

De kan for eksempel klage

over en afgørelse, hvis De mener, at kommunen har fejlfortolket loven eller

ikke har overholdt procedure- og kompetencereglerne. De kan derimod ikke

klage

over skønsmæssige afgørelser.

Klagemyndighed

Klage skal indsendes til

Århus Statsamt, Marselis Boulevard 1, Postboks 14, 8100 Århus C.

Klagefrist

Klage skal være indgivet

inden 4 uger efter den dag, afgørelsen er meddelt.

Domstolsprøvelse

Hvis kommunens eller

klagemyndighedens afgørelse ønskes prøvet ved domstolene, skal sag anlægges

inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.”

Den 11. november 1997 skrev B

til kommunen og bad om en begrundelse der opfyldte kravene i

forvaltningslovens

kapitel 6. B henviste til at den begrundelse der var givet, ikke opfyldte

kravene i § 24, stk. 1 og 2. I brevet fremhævede B desuden at B ikke længere

kunne færdes ugenert på deres ejendom. Samme dag klagede B til Århus Statsamt

over kommunens afgørelse. Også i klagen til statsamtet blev det anført at

kommunens afgørelse ikke opfyldte begrundelseskravene.

Kommunen besvarede B’s brev

den 20. november 1997. Kommunen skrev bl.a. følgende:

“Deres brev af 11. november

1997 giver os anledning til at bemærke følgende:

1. Vi er af den opfattelse,

at det brev, som vi sendte til Dem den 28. oktober 1997, fuldt ud lever op

til

bestemmelserne i forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2 om pligten til at

begrunde afgørelser.

2. Som det fremgår af brevet

af 28. oktober 1997, er en del af begrundelsen, at ombygningen ikke findes at

’... kunne indebære en nævneværdig forøgelse af indbliksgenerne i

relation til

Dem’. Uanset bemærkningen i Deres brev af 11. november 1997 om, at De

ikke

tidligere har haft indbliksgener, mener vi, at den nævnte del-begrundelse er

korrekt. Denne opfattelse skal ses i lyset af, at alle normalt forekommende

bebyggelsesformer - herunder også rækkehuse - i en vis udstrækning giver

mulighed for indblik i rum eller udendørs opholdsarealer. Opfattelsen skal

endvidere ses i lyset af ovenlysvinduets placering i forhold til Deres

ejendom.”

Med brev af 25. november 1997

sendte B en kopi af kommunens seneste brev til statsamtet. I brevet

fremhævede

B bl.a. at der stadig ikke var givet en begrundelse for afgørelsen.

Den 9. december 1997 afgav

kommunen en udtalelse om sagen til statsamtet. Om begrundelsesspørgsmålet

skrev

kommunen følgende:

“Begrundelsen i afgørelsen

lever efter vor mening op til kravene i forvaltningslovens § 22 og § 24. At

vi

har skønnet, at indbliksmulighederne ikke forøges nævneværdigt, bygger

naturligvis især på en vurdering af afstanden mellem vinduet og klagerens

ejendom, sammenholdt med den vinkel, hvorunder ejendommen kan betragtes fra

vinduet. Der henvises i øvrigt til pkt. 1 og pkt. 2 i brev herfra af 20.

november 1997 til klagerne. Vi erkender dog gerne, at begrundelsen kunne have

været suppleret med en henvisning til byggelovens § 22, stk. 1, jævnfør

forvaltningslovens

§ 24, stk. 1, 1. pkt.”

Den 14. januar 1998 traf

statsamtet afgørelse i sagen. Statsamtet anførte bl.a. følgende:

“Statsamtet finder ikke, at

Århus Kommune ved skønsudøvelsen i forbindelse med meddelelse af dispensation

til ejeren af ejendommen (X-vej) 52 har tilsidesat de retlige grænser herfor.

Det bemærkes, at kommunen forinden der blev truffet afgørelse i sagen foretog

høring af naboerne til ovennævnte ejendom, jfr. byggelovens § 22, stk. 2.

...

Ifølge forvaltningslovens §

22 skal en skriftlig afgørelse være ledsaget af en begrundelse, medmindre

afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

Efter samme lovs § 24 skal en

begrundelse indeholde en henvisning til de retsregler, afgørelsen er truffet

i

medfør af. Om fornødent skal begrundelsen endvidere indeholde en kort

redegørelse for sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig

betydning for afgørelsen. Hvis afgørelsen beror på et administrativt skøn,

skal

begrundelsen endelig angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Efter statsamtets opfattelse

opfylder Århus Kommunes afgørelse af 28. oktober 1997 ovenstående krav.

Statsamtet finder, som erkendt af kommunen, at der i afgørelsen også burde

have

været en henvisning til byggelovens § 22, stk. 1, som indeholder hjemmel for

kommunen til at meddele dispensation efter samme lovs § 6 B.”

Den 13. april 1998 klagede A

og B til mig. De anførte bl.a. følgende:

“Det er vores opfattelse, at

Århus Kommune har begået overgreb mod vore rettigheder ved at lovliggøre en

ulovlighed. Vi er opmærksomme på, at der er foretaget en efterfølgende

genbohøring og nabohøring og at ingen af de berørte grundejere reagerede. Det

kan der være mange årsager til.”

Den 2. september 1998

anmodede jeg Århus Statsamt og Århus Kommune om en udtalelse i sagen. Jeg bad

de to myndigheder om i udtalelsen at komme ind på nogle nærmere angivne

spørgsmål angående B’s stilling som part i sagen.

Århus Kommune afgav en

udtalelse i sagen den 30. september 1998. Kommunen skrev bl.a. følgende:

“Vi mener, at ejere og

brugere af (X-vej) 50, 54, 68, 70 og 72 i relation til den konkrete sag om

ombygningsprojektet på (X-vej) 52 er parter i Forvaltningslovens forstand.

...

Den naboorientering som

Bygningsinspektorat Syd iværksatte den 22. september 1997, omfattede - udover

ejere og brugere af ovennævnte fem ejendomme - ejere og brugere af (X-vej)

62,

64 og 66. At disse indgik i naboorienteringen er udtryk for, at orienteringen

har været mere omfattende end nødvendigt i henhold til Forvaltnings-, Bygge-

og

Planlov. Beboerne i (X-vej) 74 og 76 ville på samme vis være blevet inddraget

i

naboorienteringen, dersom disse den 22. september 1997 ikke allerede havde

skrevet til os om projektet. (F.eks. brev af 4. august 1997 til

Bygningsinspektorat Syd). I redegørelse af 9. december 1997 til Århus

Statsamt

nævner vi ganske rigtigt (i afsnit ’Ang. C’ på side 2), at

begrundelsen i vort

brev af 28. oktober 1997 kunne have været suppleret med en henvisning til

Byggelovens § 22, stk. 1, der indeholder lovhjemlen til at dispensere. Denne

bemærkning skal ses i lyset af, at statsamtet - som brevet er stilet til -

kunne tænkes at ville indtage den holdning, at beboerne i nr. 74 og 76 havde

partsstatus allerede den 28. oktober 1997.

At sagsbehandlingen har

omfattet andre end de direkte berørte har sammenhæng med, at der er tale om

et

kvarter med ensartede rækkehuse. Andre end beboerne i nr. 52 kunne tænkes at

nære ønske om at inddrage skunkareal og isætte ovenlysvindue. En bredere

kreds

kunne således have en interesse i at vide, hvorledes vi som bygnings- og

byplanmyndighed ville vurdere og behandle sagen.”

Århus Statsamt afgav en

udtalelse den 30. november 1998. Statsamtet anførte bl.a. følgende:

“Den på klagetidspunktet

gældende ordlyd af byggelovens § 23 angav ikke, hvem der var klageberettiget

med hensyn til kommunalbestyrelsens afgørelser vedrørende forhold, omfattet

af

byggeloven. Med virkning fra den 1. april 1998 er det i byggelovens § 23,

stk.

3, angivet, at kommunalbestyrelsens afgørelser kan påklages af afgørelsens

adressat og andre, der har en individuel, væsentlig interesse i sagens

udfald.

Desuden er der indført særlige klagebestemmelser for handicaporganisationer.

Ved ændringen af byggelovens § 23, stk. 3, tilsigtede man i følge

bemærkningerne til lovforslaget at præcisere, hvem der er klageberettiget i

byggelovssager. Det er således ikke anført, om der hermed er sket nogen

ændring

i kredsen af klageberettigede.

Statsamtet antager - og antog

under klagesagens behandling - at partsstatus i en forvaltningssag

forudsætter,

at den pågældende har en væsentlig og individuel interesse i sagens afgørelse

og udfald. Statsamtet opfatter afgørelsens adressat som kerneområdet i

partsbegrebet,

selvom også andre vil kunne have en væsentlig individuel interesse i sagen.

At

interessen skal være væsentlig, indebærer efter statsamtets opfattelse, at

afgørelsens udfald skal angå den pågældendes forhold og situation med en vis

styrke eller intensitet. Afgørelsen skal normalt have direkte virkning for

den

pågældende.

På baggrund af ovenstående

oplysninger fra Århus Kommune lagde statsamtet til grund, at kommunen

opfattede

klagerne som parter i sagen vedrørende kommunens dispensationer og dermed

også

som klageberettigede vedrørende kommunens afgørelser efter byggeloven.

Det fremgår imidlertid nu af

Århus Kommunes skrivelse af 30. september 1998, uddybet under telefonsamtale

den 4. november 1998, at kommunen på intet tidspunkt har betragtet klagerne

som

parter i byggesagen og heller ikke som berettiget til naboorientering efter

byggelovens § 22, stk. 2. Kommunen har samme opfattelse for så vidt angår

(A),

(X-vej) 74.

Kommunen anfører i skrivelsen

af 30. september 1998 at den naboorientering, der har været gennemført under

byggesagen ’har været mere omfattende end nødvendigt i henhold til

Forvaltnings-, Bygge- og Planlov’, og at beboerne i (X-vej) 74 og 76

også ville

have været inddraget heri, hvis disse ikke allerede havde meddelt kommunen

bemærkninger til byggeriet.

Århus Kommune oplyser

endvidere i skrivelsen af 30. september 1998 følgende:

’I redegørelse af 9. december

1997 til Århus Statsamt nævner vi ganske rigtigt ..., at begrundelsen i vort

brev af 28. oktober 1997 kunne have været suppleret med en henvisning til

Byggelovens § 22, stk. 1, der indeholder lovhjemlen til at dispensere. Denne

bemærkning skal ses i lyset af, at statsamtet - som brevet er stilet til -

kunne tænkes at ville indtage den holdning, at beboerne i nr. 74 og 76 havde

partsstatus allerede den 28. oktober

1997.’

Henset til de senest

fremkomne oplysninger fra Århus Kommune finder statsamtet ikke længere

grundlag

for at betragte klagerne som parter i selve byggesagen. Man lægger herved

vægt

på, at klagerne efter statsamtets opfattelse ikke havde en væsentlig og

individuel interesse i sagen og dens udfald.

På den anden side finder

statsamtet ikke, at det kan afvises, at klagerne - på baggrund af kommunens

orientering til disse - konkret måtte anses for at være omfattet af den kreds

af personer, som omfattes af byggelovens § 22, stk. 2. Dem, der har modtaget

orientering

om en dispensationsansøgning, har man hidtil anset som klageberettigede.

På den baggrund finder

statsamtet ikke anledning til at genoptage behandlingen af klagesagen.

Statsamtet beklager, at man i

forbindelse med behandlingen af klagesagen uprøvet lagde kommunens

tilkendegivelser om de omhandlede forhold til grund.”

Den 10. december 1998 sendte

jeg udtalelserne til A og B med henblik på deres eventuelle bemærkninger. I

et

brev af 5. januar 1999 skrev A og B således til mig:

“Som svar på Deres skrivelse

af 10.12.98, hvori De orienterer om henholdsvis Århus kommunes og Århus

Statsamts besvarelser af Deres forespørgsel, har vi ingen kommentarer til, om

vi i juridisk forstand kan betragtes som parter, der er klageberettiget.

Derimod finder vi, at vi har

en individuel og væsentlig interesse i sagen. Kommunen har truffet sin

afgørelse, der lovliggør en på det tidspunkt ulovlig ombygning, ud fra et

skøn

over indbliksgenerne, men har ikke foretaget noget direkte syn for at

vurdere,

hvordan de faktiske forhold er.

Sagen er, at man fra det åbne

vindue i nr. 52 kan se direkte ind i stuen i nr. 74 og ned i begge haver i

nr.

74 og nr. 76. Den ugenerthed, som lå i den oprindelige bebyggelses

konstruktion, er således ikke længere til stede ved vore ejendomme.”

Den 11. januar 1999 bad jeg

Århus Kommune og Århus Statsamt om eventuelle bemærkninger til A’s og

B’s brev.

Kommunen svarede bl.a. følgende i et brev af 30. marts 1999:

“To medarbejdere har

uafhængigt af hinanden vurderet forholdene. Begge nåede til det resultat, at

vinduet ikke indebar nogen nævneværdig forøgelse af indbliksmulighederne i

relation til klagernes ejendomme.

Den ene medarbejder har siden

1969 behandlet byggesager i området og kommer derfor jævnligt på stedet. Han

har byggesagsbehandlet den pågældende rækkehusbebyggelse.

Den anden medarbejder har

besigtiget forholdene i marts 1997 i forbindelse med en sag om (X-vej) 21,

hvor

problematikken var den samme som i den aktuelle sag. Medarbejderen

besigtigede

såvel de ejendomme, der var involveret i sagen om nr. 21, som rækkehusene nr.

44 - 90, idet det var oplyst, at flere ejere i området overvejede at inddrage

skunkareal til beboelsesformål og isætte vinduer i tagfladerne.

Ingen af de to medarbejdere

har under sagens behandling været inde i nr. 52 for at vurdere forholdene ud

gennem vinduet. Dette anser vi bestemt ikke for at være nødvendigt for at

kunne

vurdere indsigtsforholdene på stedet. For ikke at lade noget være uforsøgt

har

de to medarbejdere den 24. marts 1999 været inde i ejendommen for indefra at

vurdere forholdene. Dette har imidlertid ikke givet anledning til at ændre

ved

den opfattelse, at klagerne ikke påføres nævneværdige indbliksgener som følge

af ovenlysvinduet.”

Statsamtets svar kom i et

brev af 26. april 1999 som bl.a. indeholdt følgende:

“Århus Statsamt kan henholde

sig til bemærkningerne i skrivelse herfra af 30. november 1998, hvor der

redegøres for, hvorfor statsamtet fandt (B) klageberettigede. Eftersom

statsamtet betragtede klagerne som klageberettigede, fandt statsamtet ingen

anledning til at bese de pågældende ejendomme.”

Den 3. maj 1999 bad jeg A og

B om deres eventuelle bemærkninger til de to breve fra kommunen og

statsamtet,

og de kommenterede brevene i et brev af 27. maj 1999.

Ombudsmandens udtalelse

”Afgørelsen om dispensation

Byggeloven (dengang lovbekendtgørelse nr. 805 af 9. oktober 1995) indeholder

følgende bestemmelser i §§ 6 B, stk. 1, og 22, stk. 1 og 2:

’

§ 6 B.

Ved bebyggelse af en ejendom, herunder ved om- eller tilbygning, må

ejendommens bebyggelsesprocent ikke overstige:

1)

25 for parcelhuse til helårsbeboelse,

2)

10 for sommerhusbebyggelse og anden bebyggelse til ferie- og fritidsformål,

3)

50 for etagebebyggelse i et område, der i kommuneplanen er udlagt hertil, og

4)

40 for anden bebyggelse, jf. dog stk.

4.’

’

§ 22.

Der kan meddeles dispensation fra bestemmelser i loven og de i medfør af

loven fastsatte bestemmelser, når det skønnes foreneligt med de hensyn, som

ligger til grund for de pågældende bestemmelser.

Stk. 2. Dispensationer fra bestemmelserne til varetagelse af naboers

interesser i §§

6 A, 6 B,

6 C, 8 og

10 A

og de i medfør af §§ 6 B,

6 C, 8 og 9 fastsatte regler kan først meddeles, når der er forløbet 2 uger

efter, at kommunalbestyrelsen har oplyst naboer til den omhandlede ejendom

om, hvortil der søges dispensation, og om, at eventuelle bemærkninger kan

fremsendes inden 2 uger. Kommunalbestyrelsen underretter de naboer, der efter

orientering i henhold til 1. pkt. rettidigt har fremsat bemærkninger til den

søgte dispensation, om afgørelsen.’

I en deklaration tinglyst den 20. august 1965 er fastsat en række

bestemmelser, herunder at udnyttelsesgraden for den samlede udstykning af

ejendommen matr. nr. ( ) ikke overskrider den

for rækkehuse gældende udnyttelsesgrad som i henhold til bygningsvedtægtens §

18 højst må være 0,25. Det fremgår af deklarationen at dens bestemmelser er

fastsat som vilkår for bebyggelsen af sognerådet i Beder-Malling Kommune, og

at sognerådet er påtaleberettiget i henhold til deklarationen.

Afgørelsen i sagen er som anført truffet af Århus Kommune og Århus

Statsamt.

Myndighederne bygger i vidt

omfang deres afgørelser af om der skal gives dispensation fra bestemmelser i

byggeloven på vurderinger og afvejninger af om dette er foreneligt med de

hensyn der ligger til grund for de pågældende bestemmelser, sammenholdt med

fordele og ulemper for ansøgeren og eventuelle andre berørte,

retshåndhævelseshensyn mv. Tilsvarende gælder for afgørelser om dispensation

fra deklarationens bestemmelser. Som ombudsmand har jeg ikke særlige

forudsætninger

for at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre

måde end kommunen og statsamtet der beskæftiger sig med det pågældende

sagsområde i det daglige.

Normalt kan jeg derfor ikke

gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun

hvis

der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere

myndighedernes

afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst,

eller afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en

forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet. Under min gennemgang af

sagen har jeg ikke fundet sådanne særlige omstændigheder. Jeg kan derfor ikke

foretage mig mere angående afgørelsen om dispensation.

Spørgsmålet om partsstatus

Forvaltningsloven (lov nr.

571 af 19. december 1985) indeholder følgende bestemmelser i §§ 7, stk. 1,

22,

24, stk. 1 og 2, og 25, stk. 1:

’

§ 7.

En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning

og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for

myndighedens sagsområde.’

’

§ 22.

En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget

af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part

medhold.’

’

§ 24.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning

til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,

afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal

begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som

er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.’

’

§ 25.

Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed,

skal, når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om

klageadgang

med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse

af

klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen

fuldt ud giver den pågældende part medhold.’

I forarbejderne til § 25,

stk. 1, (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp.

165f

) er bl.a. anført følgende:

’Efter den foreslåede

bestemmelse skal klagevejledning gives i forbindelse med meddelelsen af den

trufne afgørelse. Klagevejledningen vil derfor blive givet til enhver, som

modtager sådan meddelelse. I tilfælde, hvor afgørelsen meddeles til andre end

dem, der er klageberettiget, må klagevejledningen i fornødent omfang

indeholde

oplysninger om kredsen af klageberettigede. Da klagevejledningen ikke behøver

at udformes individuelt, men kan gives ved indlæggelse, påtryk eller

påstempling af en i forvejen udarbejdet generel tekst, skulle dette ikke

kunne

give anledning til praktiske vanskeligheder, jfr. herved betænkningen side 60

(under d).’

Byggeloven indeholdt følgende

bestemmelser i §§ 23, stk. 1 og 2, og 24:

’

§ 23.

Kommunalbestyrelsens afgørelser vedrørende forhold, der er

omfattet af denne lov, jf. dog § 12, stk. 7, §

16 A, stk. 4 og §

18 A, stk. 4 kan, for så vidt angår retlige

spørgsmål påklages til statsamtet, i Københavns og Frederiksberg kommuner til

boligministeren.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsens afgørelser kan i øvrigt ikke påklages

til anden administrativ myndighed. Statsamtets afgørelser efter stk. 1 kan

ikke

påklages til anden administrativ myndighed.’

’

§ 24.

Når ikke andet er bestemt, er klagefristen 4 uger fra den

dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.

Stk. 2. Afgørelser, som kan påklages, skal indeholde oplysning om,

til hvilken myndighed klage kan ske, og om fristen for indgivelse af klage.

Stk. 3. Klage over et af kommunalbestyrelsen givet pålæg fritager

ikke for at efterkomme dette. Dog kan klagemyndigheden bestemme, at en klage

skal have opsættende virkning.’

Ved lov nr. 1083 af 29.

december 1997 om ændring af byggeloven der trådte i kraft 1. april 1998, blev

der indsat en ny bestemmelse i loven som § 23, stk. 3. Bestemmelsen lyder

således:

’Kommunalbestyrelsens

afgørelser kan påklages af afgørelsens adressat og andre, der har en

individuel, væsentlig interesse i sagens udfald. De Samvirkende

Invalideorganisationer og medlemsorganisationer heraf er tillige berettiget

til at påklage kommunalbestyrelsens afgørelser vedrørende

handicapforhold.’

I bemærkningerne til det

lovforslag som førte til lovændringen (Folketingstidende 1997-98, 1. samling,

tillæg A, s. 2175), er bl.a. anført følgende:

’Ifølge byggelovens § 23 kan

kommunalbestyrelsens afgørelser for så vidt angår retlige spørgsmål påklages

til statsamtet eller - for Københavns og Frederiksberg kommuner - til

Boligministeriet.

Det har ikke hidtil fremgået af byggeloven, hvem der har klagekompetence.

Det foreslås derfor, at det

præciseres, hvem der er klageberettiget i forhold til de afgørelser,

kommunalbestyrelsen træffer.

Det foreslås samtidig, at der

i sager vedrørende handicapforhold gives De Samvirkende

Invalideorganisationer,

DSI, og medlemsorganisationer heraf en lovfæstet direkte klageadgang.’

I Karsten Loiborg mfl.,

Forvaltningsret (1994), s. 636, er følgende anført om klageberettigelse i

forbindelse med klage over en forvaltningsmyndigheds afgørelse til en anden

forvaltningsmyndighed:

’Klageberettigede er som

almindeligt udgangspunkt kun den eller de, der har været part(er) i sagen i

forbindelse med 1. instansens behandling af sagen. Mht. afgrænsningen af

partsbegrebet kan i det hele henvises til kapitel 2.III, s. 45. Kredsen af

klageberettigede kan dog på visse forvaltningsområder efter omstændighederne

antages at være noget videre end dette.’

S. 45 i samme værk anføres

bl.a. følgende om partsbegrebet:

’Kerneområdet i partsbegrebet

er afgørelsens adressat, dvs. den (fysiske eller juridiske) person, til hvem

afgørelsen stiles, f.eks. et forbud eller påbud, svar på en ansøgning om en

ydelse, tilladelse, stilling etc. - Også andre end adressaten kan imidlertid

være part. Som generelle hovedkriterier for, hvem der skal anses for part,

anføres, at det skal dreje sig om personer, der har en væsentlig og

individuel

interesse (af økonomisk eller personlig karakter) i sagens afgørelse og

udfald.’

I Bendt Andersen mfl., Dansk

Miljøret (1977), bind II, s. 274, er det anført at klageberettiget over

afgørelser i medfør af byggelovgivningen er i princippet enhver der har en

retlig interesse i den pågældende afgørelse.

Som det fremgår, indeholdt

byggelovens § 23 og dennes forarbejder ingen bestemmelser om

klageberettigelse

før den lovændring som trådte i kraft den 1. april 1998. På den baggrund må

det

antages at indtil dette tidspunkt tilkom retten til at klage over en kommunes

afgørelse efter byggeloven alene sagens parter i overensstemmelse med

forvaltningsrettens

almindelige regler.

De oplysninger som er fremkommet

i den foreliggende sag, giver mig ikke grundlag for at anfægte Århus Kommunes

vurdering hvorefter den givne dispensation vil medføre gener af så begrænset

betydning for Dem at De ikke kan anses for part i sagen. Jeg forstår at Århus

Statsamt er af samme opfattelse. Kommunen og statsamtet havde pligt til at

besvare henvendelserne fra Dem og fra (B) i overensstemmelse hermed.

Pligten til at begrunde en

afgørelse i henhold til forvaltningslovens § 22 indtræder kun i forhold til

parterne i den pågældende sag. I denne sag meddelte kommunen sin afgørelse

til

Dem ved brev af 28. oktober 1997 og ledsagede afgørelsen af en begrundelse.

Den

11. november 1997 bad (B) kommunen om en begrundelse der opfyldte

forvaltningslovens krav. Kommunen meddelte den 20. november 1997 at brevet af

28. oktober 1997 efter kommunens opfattelse opfyldte begrundelseskravene.

At kommunen i meddelelsen om

sin afgørelse indføjede en begrundelse for afgørelsen, giver mig ikke

anledning til bemærkninger. Sagen var rejst af kommunen på Deres initiativ,

og

det var derfor naturligt at orientere Dem om baggrunden for at kommunens

afgørelse gik Dem imod.

Henvendelsen af 11. november

1997 fra (B) måtte imidlertid give kommunen det indtryk at (B) anså sig for

part i sagen. Det fremgår af sagen at kommunen havde en anden opfattelse.

Hverken (B) eller beboerne i ejendommen (X-vej) 74 blev af kommunen anset for

part i sagen. Det havde væsentlig betydning for (B)’s retsstilling i

sagen,

navnlig med hensyn til klageadgangen, om (B) havde stilling som part i sagen.

I en sag der er omtalt i

Folketingets Ombudsmands beretning for året 1986, s. 99ff, har ombudsmanden

givet udtryk for at en myndighed burde have vejledt en part i sagen om

retstilstanden da myndigheden var klar over at parten havde en fejlagtig

opfattelse af dette spørgsmål. Da (B) rettede henvendelse til Århus Kommune

om dispensationssagen, havde kommunen på tilsvarende måde pligt til i

fornødent omfang at yde (B) vejledning og bistand, uanset at (B) ikke var

part

i sagen, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 1. Derfor burde kommunen i sit svar

af 20. november 1997 have vejledt (B) om at (B) efter kommunens opfattelse

ikke kunne betragtes som part i sagen.

Brevet af 28. oktober 1997

var ledsaget af en fortrykt klagevejledning. Det fremgik ikke af

klagevejledningen at kun sagens parter kunne klage over afgørelsen. Tværtimod

var klagevejledningen formuleret så adressaten måtte tro at han eller hun var

berettiget til at klage over afgørelsen. Klagevejledningen indeholdt således

følgende afsnit: ’De kan for eksempel klage over en afgørelse, hvis De

mener,

at kommunen har fejlfortolket loven eller ikke har overholdt procedure- og

kompetencereglerne.

De kan derimod ikke klage over skønsmæssige afgørelser.’

Jeg anser det for beklageligt

at kommunen har gjort brug af denne formulering som anvendt i denne sag må

anses for vildledende i spørgsmålet om klageberettigelse. Det er anført i

forarbejderne

til forvaltningslovens § 25 at det ikke skulle kunne give anledning til

praktiske

vanskeligheder at udforme en generel klagevejledning sådan at den indeholder

de

fornødne oplysninger om kredsen af klageberettigede. Jeg henstiller at Århus

Kommune

ændrer den fortrykte formulering så den opfylder dette krav.

Århus Kommune skrev i

udtalelsen af 9. december 1997 at begrundelsen i afgørelsen kunne have været

suppleret med en henvisning til byggelovens § 22, stk. 1, og kommunen

henviste

i den forbindelse til forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt. Som brevet er

formuleret, er det nærliggende at antage at kommunen anså (B) for part i

sagen;

men kommunen har efterfølgende oplyst at (B) efter kommunens opfattelse ikke

havde partsstatus. Kommunen burde efter min opfattelse have formuleret brevet

så denne misforståelse blev forebygget.

Det fremgår af Århus

Statsamts brev af 30. november 1998 at kommunens breve af 28. oktober, 20.

november og 9. december 1997 faktisk gav anledning til den misforståelse at

kommunen anså (B) for part i sagen og dermed også klageberettiget. Statsamtet

har i brevet beklaget at man uprøvet lagde kommunens tilkendegivelser om de

omhandlede forhold til grund. Jeg er enig med statsamtet i at dette er

beklageligt.

Jeg foretager mig ikke mere i

sagen.”

Lignende dokumenter