Partshøring i byggesag. Partsstatus
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Partshøring i byggesag. Partsstatus
A og B klagede den 13. april
1998 til mig over at Århus Statsamt den 14. januar 1998 havde stadfæstet
Århus
Kommunes afgørelse af 28. oktober 1997. Ved afgørelsen havde kommunen givet
ejerne af ejendommen X-vej 52 dispensation til at inddrage et skunkareal til
beboelse og isætning af et ovenlysvindue.
Det fremgår af sagen at A og
B i et brev af 22. juli 1997 anmodede Århus Kommune om aktindsigt i en sag
hvor
kommunen havde givet ejerne af ejendommen X-vej 52 tilladelse til at isætte
et
ovenlysvindue med formodet inddragelse af skunkareal. Samtidig bad de om en
forklaring på at sagen ikke forinden havde været sendt til høring hos dem.
Den
25. juli 1997 svarede kommunen A og B at man ikke havde kendskab til sagen.
Kommunen oplyste samtidig at isættelse af et ovenlysvindue normalt kan ske
uden
at inddrage bygningsmyndigheden idet byggetilladelse eller forudgående
anmeldelse typisk ikke kræves. Endvidere oplyste kommunen at inddragelse af
et
skunkareal normalt vil forudsætte en byggetilladelse fordi det indebærer en
forøgelse af ejendommens bebyggelsesprocent.
I et brev af 4. august 1997
bad A og B kommunen om at tage initiativ i sagen. De henviste til at der var
tale om en overskridelse af den samlede bebyggelsesprocent som i forvejen
overskred den lovmæssigt fastsatte på 25. Endvidere henviste A og B til at
vinduets placering gav mulighed for indblik i overforliggende haver og huse.
Den 11. august 1997 bad
kommunen ejerne af ejendommen X-vej 52 om at kommentere klagen. Dette gjorde
Læs alt
de
i et brev af 22. august 1997. I brevet blev det bekræftet at et areal på
ejendommens 1. sal med skunk og skabe var blevet inddraget til beboelse, og
at
der var blevet isat et tagvindue. Samtidig anmodede ejerne af ejendommen om
dispensation til forøgelse af bebyggelsesprocenten, og de vedlagde en skitse
over ændringen.
Århus Kommune sendte sagen
til naboorientering den 22. september 1997 og vedlagde en tegning der viste
byggeriets omfang.
Kommunen gav den 28. oktober
1997 ejerne af ejendommen X-vej 52 dispensation til forøgelse af
bebyggelsesprocenten
samt en byggetilladelse. Kommunen sendte samtidig A og B et brev hvor der
bl.a.
var anført følgende:
“Der er nu truffet afgørelse
i sagen.
Afgørelsen er blevet, at
ombygningen lovliggøres gennem udstedelse af dispensationer fra følgende
bestemmelser:
1. Pkt. 3 i deklaration fra
1965 om, at udnyttelsesgraden for området ved (X-vej) under ét ikke må
overstige 0,25.
2. § 6 B, stk. 1, nr. 1 i
byggeloven, hvorefter bebyggelsesprocenten maximalt må være 25.
Forud for afgørelsen er ejere
af (X-vej) 62, 64, 66, 68, 70, 72, 50 og 54 blevet orienteret om sagen.
Afgørelsen skal ses i lyset
af dels, at ingen af de nævnte ejere har gjort indsigelse mod lovliggørelse,
dels at ombygningen ikke ses at kunne indebære en nævneværdig forøgelse af
indbliksgenerne i relation til Dem.”
På bagsiden af brevet var
optrykt en klagevejledning der bl.a. indeholdt følgende afsnit:
“BYGGELOVEN, BYGNINGSREGLEMENTET og BYGNINGSREGLEMENT FOR SMÅHUSE
Forhold, der kan påklages
Kun retlige spørgsmål kan
påklages.
De kan for eksempel klage
over en afgørelse, hvis De mener, at kommunen har fejlfortolket loven eller
ikke har overholdt procedure- og kompetencereglerne. De kan derimod ikke
klage
over skønsmæssige afgørelser.
Klagemyndighed
Klage skal indsendes til
Århus Statsamt, Marselis Boulevard 1, Postboks 14, 8100 Århus C.
Klagefrist
Klage skal være indgivet
inden 4 uger efter den dag, afgørelsen er meddelt.
Domstolsprøvelse
Hvis kommunens eller
klagemyndighedens afgørelse ønskes prøvet ved domstolene, skal sag anlægges
inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.”
Den 11. november 1997 skrev B
til kommunen og bad om en begrundelse der opfyldte kravene i
forvaltningslovens
kapitel 6. B henviste til at den begrundelse der var givet, ikke opfyldte
kravene i § 24, stk. 1 og 2. I brevet fremhævede B desuden at B ikke længere
kunne færdes ugenert på deres ejendom. Samme dag klagede B til Århus Statsamt
over kommunens afgørelse. Også i klagen til statsamtet blev det anført at
kommunens afgørelse ikke opfyldte begrundelseskravene.
Kommunen besvarede B’s brev
den 20. november 1997. Kommunen skrev bl.a. følgende:
“Deres brev af 11. november
1997 giver os anledning til at bemærke følgende:
1. Vi er af den opfattelse,
at det brev, som vi sendte til Dem den 28. oktober 1997, fuldt ud lever op
til
bestemmelserne i forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2 om pligten til at
begrunde afgørelser.
2. Som det fremgår af brevet
af 28. oktober 1997, er en del af begrundelsen, at ombygningen ikke findes at
’... kunne indebære en nævneværdig forøgelse af indbliksgenerne i
relation til
Dem’. Uanset bemærkningen i Deres brev af 11. november 1997 om, at De
ikke
tidligere har haft indbliksgener, mener vi, at den nævnte del-begrundelse er
korrekt. Denne opfattelse skal ses i lyset af, at alle normalt forekommende
bebyggelsesformer - herunder også rækkehuse - i en vis udstrækning giver
mulighed for indblik i rum eller udendørs opholdsarealer. Opfattelsen skal
endvidere ses i lyset af ovenlysvinduets placering i forhold til Deres
ejendom.”
Med brev af 25. november 1997
sendte B en kopi af kommunens seneste brev til statsamtet. I brevet
fremhævede
B bl.a. at der stadig ikke var givet en begrundelse for afgørelsen.
Den 9. december 1997 afgav
kommunen en udtalelse om sagen til statsamtet. Om begrundelsesspørgsmålet
skrev
kommunen følgende:
“Begrundelsen i afgørelsen
lever efter vor mening op til kravene i forvaltningslovens § 22 og § 24. At
vi
har skønnet, at indbliksmulighederne ikke forøges nævneværdigt, bygger
naturligvis især på en vurdering af afstanden mellem vinduet og klagerens
ejendom, sammenholdt med den vinkel, hvorunder ejendommen kan betragtes fra
vinduet. Der henvises i øvrigt til pkt. 1 og pkt. 2 i brev herfra af 20.
november 1997 til klagerne. Vi erkender dog gerne, at begrundelsen kunne have
været suppleret med en henvisning til byggelovens § 22, stk. 1, jævnfør
forvaltningslovens
§ 24, stk. 1, 1. pkt.”
Den 14. januar 1998 traf
statsamtet afgørelse i sagen. Statsamtet anførte bl.a. følgende:
“Statsamtet finder ikke, at
Århus Kommune ved skønsudøvelsen i forbindelse med meddelelse af dispensation
til ejeren af ejendommen (X-vej) 52 har tilsidesat de retlige grænser herfor.
Det bemærkes, at kommunen forinden der blev truffet afgørelse i sagen foretog
høring af naboerne til ovennævnte ejendom, jfr. byggelovens § 22, stk. 2.
...
Ifølge forvaltningslovens §
22 skal en skriftlig afgørelse være ledsaget af en begrundelse, medmindre
afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.
Efter samme lovs § 24 skal en
begrundelse indeholde en henvisning til de retsregler, afgørelsen er truffet
i
medfør af. Om fornødent skal begrundelsen endvidere indeholde en kort
redegørelse for sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig
betydning for afgørelsen. Hvis afgørelsen beror på et administrativt skøn,
skal
begrundelsen endelig angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
Efter statsamtets opfattelse
opfylder Århus Kommunes afgørelse af 28. oktober 1997 ovenstående krav.
Statsamtet finder, som erkendt af kommunen, at der i afgørelsen også burde
have
været en henvisning til byggelovens § 22, stk. 1, som indeholder hjemmel for
kommunen til at meddele dispensation efter samme lovs § 6 B.”
Den 13. april 1998 klagede A
og B til mig. De anførte bl.a. følgende:
“Det er vores opfattelse, at
Århus Kommune har begået overgreb mod vore rettigheder ved at lovliggøre en
ulovlighed. Vi er opmærksomme på, at der er foretaget en efterfølgende
genbohøring og nabohøring og at ingen af de berørte grundejere reagerede. Det
kan der være mange årsager til.”
Den 2. september 1998
anmodede jeg Århus Statsamt og Århus Kommune om en udtalelse i sagen. Jeg bad
de to myndigheder om i udtalelsen at komme ind på nogle nærmere angivne
spørgsmål angående B’s stilling som part i sagen.
Århus Kommune afgav en
udtalelse i sagen den 30. september 1998. Kommunen skrev bl.a. følgende:
“Vi mener, at ejere og
brugere af (X-vej) 50, 54, 68, 70 og 72 i relation til den konkrete sag om
ombygningsprojektet på (X-vej) 52 er parter i Forvaltningslovens forstand.
...
Den naboorientering som
Bygningsinspektorat Syd iværksatte den 22. september 1997, omfattede - udover
ejere og brugere af ovennævnte fem ejendomme - ejere og brugere af (X-vej)
62,
64 og 66. At disse indgik i naboorienteringen er udtryk for, at orienteringen
har været mere omfattende end nødvendigt i henhold til Forvaltnings-, Bygge-
og
Planlov. Beboerne i (X-vej) 74 og 76 ville på samme vis være blevet inddraget
i
naboorienteringen, dersom disse den 22. september 1997 ikke allerede havde
skrevet til os om projektet. (F.eks. brev af 4. august 1997 til
Bygningsinspektorat Syd). I redegørelse af 9. december 1997 til Århus
Statsamt
nævner vi ganske rigtigt (i afsnit ’Ang. C’ på side 2), at
begrundelsen i vort
brev af 28. oktober 1997 kunne have været suppleret med en henvisning til
Byggelovens § 22, stk. 1, der indeholder lovhjemlen til at dispensere. Denne
bemærkning skal ses i lyset af, at statsamtet - som brevet er stilet til -
kunne tænkes at ville indtage den holdning, at beboerne i nr. 74 og 76 havde
partsstatus allerede den 28. oktober 1997.
At sagsbehandlingen har
omfattet andre end de direkte berørte har sammenhæng med, at der er tale om
et
kvarter med ensartede rækkehuse. Andre end beboerne i nr. 52 kunne tænkes at
nære ønske om at inddrage skunkareal og isætte ovenlysvindue. En bredere
kreds
kunne således have en interesse i at vide, hvorledes vi som bygnings- og
byplanmyndighed ville vurdere og behandle sagen.”
Århus Statsamt afgav en
udtalelse den 30. november 1998. Statsamtet anførte bl.a. følgende:
“Den på klagetidspunktet
gældende ordlyd af byggelovens § 23 angav ikke, hvem der var klageberettiget
med hensyn til kommunalbestyrelsens afgørelser vedrørende forhold, omfattet
af
byggeloven. Med virkning fra den 1. april 1998 er det i byggelovens § 23,
stk.
3, angivet, at kommunalbestyrelsens afgørelser kan påklages af afgørelsens
adressat og andre, der har en individuel, væsentlig interesse i sagens
udfald.
Desuden er der indført særlige klagebestemmelser for handicaporganisationer.
Ved ændringen af byggelovens § 23, stk. 3, tilsigtede man i følge
bemærkningerne til lovforslaget at præcisere, hvem der er klageberettiget i
byggelovssager. Det er således ikke anført, om der hermed er sket nogen
ændring
i kredsen af klageberettigede.
Statsamtet antager - og antog
under klagesagens behandling - at partsstatus i en forvaltningssag
forudsætter,
at den pågældende har en væsentlig og individuel interesse i sagens afgørelse
og udfald. Statsamtet opfatter afgørelsens adressat som kerneområdet i
partsbegrebet,
selvom også andre vil kunne have en væsentlig individuel interesse i sagen.
At
interessen skal være væsentlig, indebærer efter statsamtets opfattelse, at
afgørelsens udfald skal angå den pågældendes forhold og situation med en vis
styrke eller intensitet. Afgørelsen skal normalt have direkte virkning for
den
pågældende.
På baggrund af ovenstående
oplysninger fra Århus Kommune lagde statsamtet til grund, at kommunen
opfattede
klagerne som parter i sagen vedrørende kommunens dispensationer og dermed
også
som klageberettigede vedrørende kommunens afgørelser efter byggeloven.
Det fremgår imidlertid nu af
Århus Kommunes skrivelse af 30. september 1998, uddybet under telefonsamtale
den 4. november 1998, at kommunen på intet tidspunkt har betragtet klagerne
som
parter i byggesagen og heller ikke som berettiget til naboorientering efter
byggelovens § 22, stk. 2. Kommunen har samme opfattelse for så vidt angår
(A),
(X-vej) 74.
Kommunen anfører i skrivelsen
af 30. september 1998 at den naboorientering, der har været gennemført under
byggesagen ’har været mere omfattende end nødvendigt i henhold til
Forvaltnings-, Bygge- og Planlov’, og at beboerne i (X-vej) 74 og 76
også ville
have været inddraget heri, hvis disse ikke allerede havde meddelt kommunen
bemærkninger til byggeriet.
Århus Kommune oplyser
endvidere i skrivelsen af 30. september 1998 følgende:
’I redegørelse af 9. december
1997 til Århus Statsamt nævner vi ganske rigtigt ..., at begrundelsen i vort
brev af 28. oktober 1997 kunne have været suppleret med en henvisning til
Byggelovens § 22, stk. 1, der indeholder lovhjemlen til at dispensere. Denne
bemærkning skal ses i lyset af, at statsamtet - som brevet er stilet til -
kunne tænkes at ville indtage den holdning, at beboerne i nr. 74 og 76 havde
partsstatus allerede den 28. oktober
1997.’
Henset til de senest
fremkomne oplysninger fra Århus Kommune finder statsamtet ikke længere
grundlag
for at betragte klagerne som parter i selve byggesagen. Man lægger herved
vægt
på, at klagerne efter statsamtets opfattelse ikke havde en væsentlig og
individuel interesse i sagen og dens udfald.
På den anden side finder
statsamtet ikke, at det kan afvises, at klagerne - på baggrund af kommunens
orientering til disse - konkret måtte anses for at være omfattet af den kreds
af personer, som omfattes af byggelovens § 22, stk. 2. Dem, der har modtaget
orientering
om en dispensationsansøgning, har man hidtil anset som klageberettigede.
På den baggrund finder
statsamtet ikke anledning til at genoptage behandlingen af klagesagen.
Statsamtet beklager, at man i
forbindelse med behandlingen af klagesagen uprøvet lagde kommunens
tilkendegivelser om de omhandlede forhold til grund.”
Den 10. december 1998 sendte
jeg udtalelserne til A og B med henblik på deres eventuelle bemærkninger. I
et
brev af 5. januar 1999 skrev A og B således til mig:
“Som svar på Deres skrivelse
af 10.12.98, hvori De orienterer om henholdsvis Århus kommunes og Århus
Statsamts besvarelser af Deres forespørgsel, har vi ingen kommentarer til, om
vi i juridisk forstand kan betragtes som parter, der er klageberettiget.
Derimod finder vi, at vi har
en individuel og væsentlig interesse i sagen. Kommunen har truffet sin
afgørelse, der lovliggør en på det tidspunkt ulovlig ombygning, ud fra et
skøn
over indbliksgenerne, men har ikke foretaget noget direkte syn for at
vurdere,
hvordan de faktiske forhold er.
Sagen er, at man fra det åbne
vindue i nr. 52 kan se direkte ind i stuen i nr. 74 og ned i begge haver i
nr.
74 og nr. 76. Den ugenerthed, som lå i den oprindelige bebyggelses
konstruktion, er således ikke længere til stede ved vore ejendomme.”
Den 11. januar 1999 bad jeg
Århus Kommune og Århus Statsamt om eventuelle bemærkninger til A’s og
B’s brev.
Kommunen svarede bl.a. følgende i et brev af 30. marts 1999:
“To medarbejdere har
uafhængigt af hinanden vurderet forholdene. Begge nåede til det resultat, at
vinduet ikke indebar nogen nævneværdig forøgelse af indbliksmulighederne i
relation til klagernes ejendomme.
Den ene medarbejder har siden
1969 behandlet byggesager i området og kommer derfor jævnligt på stedet. Han
har byggesagsbehandlet den pågældende rækkehusbebyggelse.
Den anden medarbejder har
besigtiget forholdene i marts 1997 i forbindelse med en sag om (X-vej) 21,
hvor
problematikken var den samme som i den aktuelle sag. Medarbejderen
besigtigede
såvel de ejendomme, der var involveret i sagen om nr. 21, som rækkehusene nr.
44 - 90, idet det var oplyst, at flere ejere i området overvejede at inddrage
skunkareal til beboelsesformål og isætte vinduer i tagfladerne.
Ingen af de to medarbejdere
har under sagens behandling været inde i nr. 52 for at vurdere forholdene ud
gennem vinduet. Dette anser vi bestemt ikke for at være nødvendigt for at
kunne
vurdere indsigtsforholdene på stedet. For ikke at lade noget være uforsøgt
har
de to medarbejdere den 24. marts 1999 været inde i ejendommen for indefra at
vurdere forholdene. Dette har imidlertid ikke givet anledning til at ændre
ved
den opfattelse, at klagerne ikke påføres nævneværdige indbliksgener som følge
af ovenlysvinduet.”
Statsamtets svar kom i et
brev af 26. april 1999 som bl.a. indeholdt følgende:
“Århus Statsamt kan henholde
sig til bemærkningerne i skrivelse herfra af 30. november 1998, hvor der
redegøres for, hvorfor statsamtet fandt (B) klageberettigede. Eftersom
statsamtet betragtede klagerne som klageberettigede, fandt statsamtet ingen
anledning til at bese de pågældende ejendomme.”
Den 3. maj 1999 bad jeg A og
B om deres eventuelle bemærkninger til de to breve fra kommunen og
statsamtet,
og de kommenterede brevene i et brev af 27. maj 1999.
Ombudsmandens udtalelse
”Afgørelsen om dispensation
Byggeloven (dengang lovbekendtgørelse nr. 805 af 9. oktober 1995) indeholder
følgende bestemmelser i §§ 6 B, stk. 1, og 22, stk. 1 og 2:
’
§ 6 B.
Ved bebyggelse af en ejendom, herunder ved om- eller tilbygning, må
ejendommens bebyggelsesprocent ikke overstige:
1)
25 for parcelhuse til helårsbeboelse,
2)
10 for sommerhusbebyggelse og anden bebyggelse til ferie- og fritidsformål,
3)
50 for etagebebyggelse i et område, der i kommuneplanen er udlagt hertil, og
4)
40 for anden bebyggelse, jf. dog stk.
4.’
’
§ 22.
Der kan meddeles dispensation fra bestemmelser i loven og de i medfør af
loven fastsatte bestemmelser, når det skønnes foreneligt med de hensyn, som
ligger til grund for de pågældende bestemmelser.
Stk. 2. Dispensationer fra bestemmelserne til varetagelse af naboers
interesser i §§
6 A, 6 B,
6 C, 8 og
10 A
og de i medfør af §§ 6 B,
6 C, 8 og 9 fastsatte regler kan først meddeles, når der er forløbet 2 uger
efter, at kommunalbestyrelsen har oplyst naboer til den omhandlede ejendom
om, hvortil der søges dispensation, og om, at eventuelle bemærkninger kan
fremsendes inden 2 uger. Kommunalbestyrelsen underretter de naboer, der efter
orientering i henhold til 1. pkt. rettidigt har fremsat bemærkninger til den
søgte dispensation, om afgørelsen.’
I en deklaration tinglyst den 20. august 1965 er fastsat en række
bestemmelser, herunder at udnyttelsesgraden for den samlede udstykning af
ejendommen matr. nr. ( ) ikke overskrider den
for rækkehuse gældende udnyttelsesgrad som i henhold til bygningsvedtægtens §
18 højst må være 0,25. Det fremgår af deklarationen at dens bestemmelser er
fastsat som vilkår for bebyggelsen af sognerådet i Beder-Malling Kommune, og
at sognerådet er påtaleberettiget i henhold til deklarationen.
Afgørelsen i sagen er som anført truffet af Århus Kommune og Århus
Statsamt.
Myndighederne bygger i vidt
omfang deres afgørelser af om der skal gives dispensation fra bestemmelser i
byggeloven på vurderinger og afvejninger af om dette er foreneligt med de
hensyn der ligger til grund for de pågældende bestemmelser, sammenholdt med
fordele og ulemper for ansøgeren og eventuelle andre berørte,
retshåndhævelseshensyn mv. Tilsvarende gælder for afgørelser om dispensation
fra deklarationens bestemmelser. Som ombudsmand har jeg ikke særlige
forudsætninger
for at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre
måde end kommunen og statsamtet der beskæftiger sig med det pågældende
sagsområde i det daglige.
Normalt kan jeg derfor ikke
gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun
hvis
der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere
myndighedernes
afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst,
eller afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en
forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet. Under min gennemgang af
sagen har jeg ikke fundet sådanne særlige omstændigheder. Jeg kan derfor ikke
foretage mig mere angående afgørelsen om dispensation.
Spørgsmålet om partsstatus
Forvaltningsloven (lov nr.
571 af 19. december 1985) indeholder følgende bestemmelser i §§ 7, stk. 1,
22,
24, stk. 1 og 2, og 25, stk. 1:
’
§ 7.
En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning
og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for
myndighedens sagsområde.’
’
§ 22.
En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget
af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part
medhold.’
’
§ 24.
En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning
til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,
afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal
begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort
redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som
er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.’
’
§ 25.
Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed,
skal, når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om
klageadgang
med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse
af
klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen
fuldt ud giver den pågældende part medhold.’
I forarbejderne til § 25,
stk. 1, (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp.
165f
) er bl.a. anført følgende:
’Efter den foreslåede
bestemmelse skal klagevejledning gives i forbindelse med meddelelsen af den
trufne afgørelse. Klagevejledningen vil derfor blive givet til enhver, som
modtager sådan meddelelse. I tilfælde, hvor afgørelsen meddeles til andre end
dem, der er klageberettiget, må klagevejledningen i fornødent omfang
indeholde
oplysninger om kredsen af klageberettigede. Da klagevejledningen ikke behøver
at udformes individuelt, men kan gives ved indlæggelse, påtryk eller
påstempling af en i forvejen udarbejdet generel tekst, skulle dette ikke
kunne
give anledning til praktiske vanskeligheder, jfr. herved betænkningen side 60
(under d).’
Byggeloven indeholdt følgende
bestemmelser i §§ 23, stk. 1 og 2, og 24:
’
§ 23.
Kommunalbestyrelsens afgørelser vedrørende forhold, der er
omfattet af denne lov, jf. dog § 12, stk. 7, §
16 A, stk. 4 og §
18 A, stk. 4 kan, for så vidt angår retlige
spørgsmål påklages til statsamtet, i Københavns og Frederiksberg kommuner til
boligministeren.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsens afgørelser kan i øvrigt ikke påklages
til anden administrativ myndighed. Statsamtets afgørelser efter stk. 1 kan
ikke
påklages til anden administrativ myndighed.’
’
§ 24.
Når ikke andet er bestemt, er klagefristen 4 uger fra den
dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.
Stk. 2. Afgørelser, som kan påklages, skal indeholde oplysning om,
til hvilken myndighed klage kan ske, og om fristen for indgivelse af klage.
Stk. 3. Klage over et af kommunalbestyrelsen givet pålæg fritager
ikke for at efterkomme dette. Dog kan klagemyndigheden bestemme, at en klage
skal have opsættende virkning.’
Ved lov nr. 1083 af 29.
december 1997 om ændring af byggeloven der trådte i kraft 1. april 1998, blev
der indsat en ny bestemmelse i loven som § 23, stk. 3. Bestemmelsen lyder
således:
’Kommunalbestyrelsens
afgørelser kan påklages af afgørelsens adressat og andre, der har en
individuel, væsentlig interesse i sagens udfald. De Samvirkende
Invalideorganisationer og medlemsorganisationer heraf er tillige berettiget
til at påklage kommunalbestyrelsens afgørelser vedrørende
handicapforhold.’
I bemærkningerne til det
lovforslag som førte til lovændringen (Folketingstidende 1997-98, 1. samling,
tillæg A, s. 2175), er bl.a. anført følgende:
’Ifølge byggelovens § 23 kan
kommunalbestyrelsens afgørelser for så vidt angår retlige spørgsmål påklages
til statsamtet eller - for Københavns og Frederiksberg kommuner - til
Boligministeriet.
Det har ikke hidtil fremgået af byggeloven, hvem der har klagekompetence.
Det foreslås derfor, at det
præciseres, hvem der er klageberettiget i forhold til de afgørelser,
kommunalbestyrelsen træffer.
Det foreslås samtidig, at der
i sager vedrørende handicapforhold gives De Samvirkende
Invalideorganisationer,
DSI, og medlemsorganisationer heraf en lovfæstet direkte klageadgang.’
I Karsten Loiborg mfl.,
Forvaltningsret (1994), s. 636, er følgende anført om klageberettigelse i
forbindelse med klage over en forvaltningsmyndigheds afgørelse til en anden
forvaltningsmyndighed:
’Klageberettigede er som
almindeligt udgangspunkt kun den eller de, der har været part(er) i sagen i
forbindelse med 1. instansens behandling af sagen. Mht. afgrænsningen af
partsbegrebet kan i det hele henvises til kapitel 2.III, s. 45. Kredsen af
klageberettigede kan dog på visse forvaltningsområder efter omstændighederne
antages at være noget videre end dette.’
S. 45 i samme værk anføres
bl.a. følgende om partsbegrebet:
’Kerneområdet i partsbegrebet
er afgørelsens adressat, dvs. den (fysiske eller juridiske) person, til hvem
afgørelsen stiles, f.eks. et forbud eller påbud, svar på en ansøgning om en
ydelse, tilladelse, stilling etc. - Også andre end adressaten kan imidlertid
være part. Som generelle hovedkriterier for, hvem der skal anses for part,
anføres, at det skal dreje sig om personer, der har en væsentlig og
individuel
interesse (af økonomisk eller personlig karakter) i sagens afgørelse og
udfald.’
I Bendt Andersen mfl., Dansk
Miljøret (1977), bind II, s. 274, er det anført at klageberettiget over
afgørelser i medfør af byggelovgivningen er i princippet enhver der har en
retlig interesse i den pågældende afgørelse.
Som det fremgår, indeholdt
byggelovens § 23 og dennes forarbejder ingen bestemmelser om
klageberettigelse
før den lovændring som trådte i kraft den 1. april 1998. På den baggrund må
det
antages at indtil dette tidspunkt tilkom retten til at klage over en kommunes
afgørelse efter byggeloven alene sagens parter i overensstemmelse med
forvaltningsrettens
almindelige regler.
De oplysninger som er fremkommet
i den foreliggende sag, giver mig ikke grundlag for at anfægte Århus Kommunes
vurdering hvorefter den givne dispensation vil medføre gener af så begrænset
betydning for Dem at De ikke kan anses for part i sagen. Jeg forstår at Århus
Statsamt er af samme opfattelse. Kommunen og statsamtet havde pligt til at
besvare henvendelserne fra Dem og fra (B) i overensstemmelse hermed.
Pligten til at begrunde en
afgørelse i henhold til forvaltningslovens § 22 indtræder kun i forhold til
parterne i den pågældende sag. I denne sag meddelte kommunen sin afgørelse
til
Dem ved brev af 28. oktober 1997 og ledsagede afgørelsen af en begrundelse.
Den
11. november 1997 bad (B) kommunen om en begrundelse der opfyldte
forvaltningslovens krav. Kommunen meddelte den 20. november 1997 at brevet af
28. oktober 1997 efter kommunens opfattelse opfyldte begrundelseskravene.
At kommunen i meddelelsen om
sin afgørelse indføjede en begrundelse for afgørelsen, giver mig ikke
anledning til bemærkninger. Sagen var rejst af kommunen på Deres initiativ,
og
det var derfor naturligt at orientere Dem om baggrunden for at kommunens
afgørelse gik Dem imod.
Henvendelsen af 11. november
1997 fra (B) måtte imidlertid give kommunen det indtryk at (B) anså sig for
part i sagen. Det fremgår af sagen at kommunen havde en anden opfattelse.
Hverken (B) eller beboerne i ejendommen (X-vej) 74 blev af kommunen anset for
part i sagen. Det havde væsentlig betydning for (B)’s retsstilling i
sagen,
navnlig med hensyn til klageadgangen, om (B) havde stilling som part i sagen.
I en sag der er omtalt i
Folketingets Ombudsmands beretning for året 1986, s. 99ff, har ombudsmanden
givet udtryk for at en myndighed burde have vejledt en part i sagen om
retstilstanden da myndigheden var klar over at parten havde en fejlagtig
opfattelse af dette spørgsmål. Da (B) rettede henvendelse til Århus Kommune
om dispensationssagen, havde kommunen på tilsvarende måde pligt til i
fornødent omfang at yde (B) vejledning og bistand, uanset at (B) ikke var
part
i sagen, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 1. Derfor burde kommunen i sit svar
af 20. november 1997 have vejledt (B) om at (B) efter kommunens opfattelse
ikke kunne betragtes som part i sagen.
Brevet af 28. oktober 1997
var ledsaget af en fortrykt klagevejledning. Det fremgik ikke af
klagevejledningen at kun sagens parter kunne klage over afgørelsen. Tværtimod
var klagevejledningen formuleret så adressaten måtte tro at han eller hun var
berettiget til at klage over afgørelsen. Klagevejledningen indeholdt således
følgende afsnit: ’De kan for eksempel klage over en afgørelse, hvis De
mener,
at kommunen har fejlfortolket loven eller ikke har overholdt procedure- og
kompetencereglerne.
De kan derimod ikke klage over skønsmæssige afgørelser.’
Jeg anser det for beklageligt
at kommunen har gjort brug af denne formulering som anvendt i denne sag må
anses for vildledende i spørgsmålet om klageberettigelse. Det er anført i
forarbejderne
til forvaltningslovens § 25 at det ikke skulle kunne give anledning til
praktiske
vanskeligheder at udforme en generel klagevejledning sådan at den indeholder
de
fornødne oplysninger om kredsen af klageberettigede. Jeg henstiller at Århus
Kommune
ændrer den fortrykte formulering så den opfylder dette krav.
Århus Kommune skrev i
udtalelsen af 9. december 1997 at begrundelsen i afgørelsen kunne have været
suppleret med en henvisning til byggelovens § 22, stk. 1, og kommunen
henviste
i den forbindelse til forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt. Som brevet er
formuleret, er det nærliggende at antage at kommunen anså (B) for part i
sagen;
men kommunen har efterfølgende oplyst at (B) efter kommunens opfattelse ikke
havde partsstatus. Kommunen burde efter min opfattelse have formuleret brevet
så denne misforståelse blev forebygget.
Det fremgår af Århus
Statsamts brev af 30. november 1998 at kommunens breve af 28. oktober, 20.
november og 9. december 1997 faktisk gav anledning til den misforståelse at
kommunen anså (B) for part i sagen og dermed også klageberettiget. Statsamtet
har i brevet beklaget at man uprøvet lagde kommunens tilkendegivelser om de
omhandlede forhold til grund. Jeg er enig med statsamtet i at dette er
beklageligt.
Jeg foretager mig ikke mere i
sagen.”
Lignende dokumenter
- Klageberettigelse i byggesag. Partsbegrebet Retsinformation · 7. oktober 2008
- 2022-29. Nabo havde ikke fået en rigtig begrundelse for manglende klageberettigelse vedrørende indbliksgener Retsinformation · 14. december 2022
- Nabo ikke klageberettiget i byggesag. Partsstatus Retsinformation · 11. januar 2002
- Partsstatus. Partshøring. Begrundelse. Sagsoplysning. Rekursinstans. Manglende påtale af sagsbehandlingsfejl hos kommunen Retsinformation · 18. september 2001
- 2009 4-2. Statsforvaltningens afvisning af klage i byggesag Retsinformation · 5. oktober 2010
- 2018-15. Statsforvaltningens afvisning af klage som for sent indgivet efter byggeloven Retsinformation · 10. november 2018