Spring til indhold

Retsinformation

Beskikkelse af formand for huslejenævn Skøn under regel. Begrundelse. Klagevejledning. Rekurs

FOU nr 2003.379UdtalelserFolketinget28. februar 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Beskikkelse af formand for huslejenævn

Skøn under regel. Begrundelse. Klagevejledning. Rekurs

Det fremgår af sagen at

Statsamtet København den 21. november 2001 bad Hvidovre Kommune om forslag

til

beskikkelse af formand og suppleant for formanden for kommunens huslejenævn

for perioden 1. januar 2002 til 31. december 2005.

I brev af 11. december 2001

til statsamtet indstillede A sig selv til beskikkelse som formand. A nævnte

bl.a. at han var uafhængig af kommunale interesser.

Statsamtet sendte den 13.

december 2001 A’s brev til kommunalbestyrelsen i Hvidovre Kommune med

anmodning om en udtalelse.

Endvidere bad statsamtet A i

brev af 13. december 2001 om at oplyse om A fortsat var bestallingshavende

advokat.

I brev af 17. december 2001

til statsamtet meddelte kommunen at det på et kommunalbestyrelsesmøde den 11.

december 2001 blev besluttet at indstille B til formandsposten.

Den 6. januar 2002 svarede A

statsamtet at han havde bestalling.

På et møde den 29. januar

2002 behandlede kommunalbestyrelsen statsamtets anmodning om en udtalelse. Af

mødearket fremgik bl.a. at formanden ikke må have særlig tilknytning til

grundejer- eller ejerorganisationer eller være erhvervsmæssigt interesseret i

ejendomshandler. Endvidere fremgik det at der foreligger en

ombudsmandsudtalelse

om at en praktiserende advokat af hensyn til faren for interessekonflikter

ikke bør beskikkes som formand. Det oplystes at A ifølge oplysninger fra

Advokatsamfundet

Læs alt

p.t. drev egen advokatvirksomhed.

I brev af 31. januar 2002

meddelte kommunen statsamtet at man fastholdt indstillingen fra 11. december

2001 idet den pågældende person i den forudgående periode havde forvaltet

opgaven tilfredsstillende, og fordi der ikke til det konstituerende møde

forelå

nogen indstilling fra A.

Den 11. februar 2002 sendte

statsamtet A kopi af kommunens udtalelse med henblik på A’s eventuelle

bemærkninger.

I brev af 16. februar 2002

til statsamtet kommenterede A kommunens udtalelse. A anførte bl.a. at han var

langt bedre kvalificeret end den person som var indstillet til

formandsposten.

Statsamtet meddelte A i brev

af 22. marts 2002 at statsamtet ikke havde fundet grundlag for at fravige

kommunens indstilling.

A klagede herefter til mig i

brev af 1. april

2002. A

anførte bl.a. at afgørelsen var usaglig, og at statsamtet ikke havde anlagt

saglige bedømmelseskriterier, men alene havde lagt vægt på at den beskikkede

var indstillet af kommunen. A henviste til en anden lignende sag her ved

embedet angående forrige udnævnelsesperiode [Folketingets Ombudsmands

beretning for 2002, s. 121*]. A mente at der lå politiske hensyn bag

kommunens

indstilling.

Jeg sendte den 11. april 2002

klagen videre til Socialministeriet.

Socialministeriet bad den 25.

september 2002 statsamtet om en udtalelse. Statsamtet svarede den 11. oktober

2002 at det henholdt sig til afgørelsen af 22. marts 2002.

I brev af 31. oktober 2002

til A skrev ministeriet bl.a. følgende:

”Klage over et statsamts

afgørelse til en statslig myndighed forudsætter normalt en udtrykkelig

lovbestemmelse om en sådan klageadgang. En sådan klageadgang følger ikke af

boligreguleringslovens regler om beskikkelse af formanden for et huslejenævn.

Socialministeriet fører dog

som ressortministerium et almindeligt sektortilsyn med de beslutninger, som

træffes i forbindelse med beskikkelse af huslejenævnsformænd. Dette

indebærer,

at ministeriet fører et konstaterende legalitetstilsyn og har kompetence til

ved uforbindende udtalelser at kunne konstatere om lovgivningen er overholdt

ved generelle beslutninger eller i konkrete sager på området.

Ministeriet har på denne

baggrund foretaget en konkret vurdering af Deres klage over Statsamtet

Københavns afgørelse af 22. marts 2002, hvorved statsamtet fastholder den

tidligere

beskikkelse af formanden for Hvidovre Huslejenævn.

På denne baggrund lægger

Socialministeriet til grund, at Hvidovre Kommunalbestyrelse har taget

stilling til Deres indstilling af Dem selv til formandshvervet i

huslejenævnet,

idet Deres indstilling på foranledning af Statsamtet København har været

forelagt på kommunalbestyrelsens møde den 29. januar 2002.

Socialministeriet lægger

endvidere til grund, at Statsamtet København har taget stilling til Deres

indstilling af Dem selv til formandshvervet, idet statsamtet har meddelt, at

man

ikke har fundet grundlag for at fravige Hvidovre Kommunes indstilling.

Det skal dog i denne

forbindelse tilføjes, at Socialministeriet er mest tilbøjelig til at være af

den opfattelse, at det ville være hensigtsmæssigt, hvis en afgørelse, som den

Statsamtet København har meddelt ved brev af 22. marts 2002, af hensyn til

modtageren, var ledsaget af en mere præcis begrundelse. Dette forhold kan dog

ikke efter ministeriets opfattelse føre til, at der kan konstateres

indikationer

for, at afgørelsen som sådan er truffet på et usagligt grundlag.

På denne baggrund finder

Socialministeriet derfor ikke, at beskikkelsen af formanden for Hvidovre

Huslejenævn for perioden 1. januar 2002 til 31. december 2005 er sket på

baggrund

af usaglige kriterier.

Socialministeriet skal derfor

meddele, at ministeriet ikke har fundet grundlag for at foretage sig videre i

anledning af Deres klage.”

A klagede igen til mig i brev

af 3. november

2002. A

skrev bl.a. at statsamtet ikke havde foretaget et sagligt skøn idet det var

uklart hvad skønnet beroede på. Der var således ingen begrundelse for hvorfor

statsamtet ikke fandt grundlag for at fravige kommunens indstilling.

Jeg bad myndighederne om en

udtalelse i sagen. Jeg bad ministeriet uddybe opfattelsen af at klage over et

statsamts afgørelse til en statslig myndighed – bortset fra tilfælde

hvor ministeriet

behandler sagen som sektortilsyn – normalt forudsætter en udtrykkelig

lovbestemmelse om en sådan klageadgang.

I brev af 19. december 2002

til ministeriet udtalte statsamtet bl.a. følgende:

”Det skal i den anledning

bemærkes, at statsamtet har givet en meget kort begrundelse i afgørelsen af

22. marts 2002, hvorved der blev meddelt (A) afslag på beskikkelse som

formand

for huslejenævnet. Dette skal ses på baggrund af, at statsamtet ved den

forrige

beskikkelse gjorde (A) bekendt med baggrunden for afgørelsen, der hvilede på

en mangeårig praksis. Denne praksis blev endvidere nærmere uddybet ved

Stiftamtmand ( )’s breve af 24. og 30. marts 1998 til (A). Brevene

vedlægges i

kopi til ministeriets orientering.

Statsamtet følger fortsat den

praksis, som er fulgt igennem mange år, hvorefter statsamtet følger

kommunalbestyrelsens indstilling i sagen, såfremt den indstillede opfylder

betingelserne for at blive beskikket. Det er statsamtets opfattelse, at (A)

som

nævnt måtte være bekendt med statsamtets praksis.

Statsamtet har således ej

heller ved den seneste beskikkelse foretaget et konkret skøn om, hvorvidt (A)

opfylder de i lov om midlertidig regulering af boligforholdene § 36, stk. 2,

anførte betingelser for at blive beskikket som formand for et

huslejenævn.”

Hvidovre Kommune udtalte i

brev af 3. februar 2003 til ministeriet bl.a. følgende:

”Kommunalbestyrelsen skal

herefter udtale, at man som også anført i brev af 31. januar 2002 til

Tilsynsrådet for Københavns Amt, fastholder udpegningen af de nævnte som

formand og næstformand fra d. 11. december 2001, idet (B) i den foregående

periode har forvaltet opgaven tilfredsstillende og fordi der ikke til det

konstituerende møde forelå nogen indstilling fra (A).

Kommunalbestyrelsen har

således ikke mere at tilføje til sin beslutning om udpegningen.

Det kan imidlertid

supplerende oplyses at (A) er praktiserende advokat og også ifølge

Advokatsamfundets

oplysninger var dette på tidspunktet for udpegningen. Folketingets Ombudsmand

har ved FOB 1971.27 udtalt overfor Boligministeriet at en praktiserende

advokat af hensyn til interessekonflikter ikke bør beskikkes som formand for

huslejenævnet.”

Socialministeriet udtalte i

brev af 11. april 2003 til mig bl.a. følgende:

”I Socialministeriets

afgørelse af 31. oktober 2002 har ministeriet oplyst, at klagen er behandlet

indenfor rammerne af ministeriets almindelige sektortilsyn, idet ministeriet

er

ressortministerium i forhold til bestemmelser i boligreguleringsloven,

herunder bestemmelsen i lovens § 36, stk. 2, om at formanden for

huslejenævnet beskikkes af amtmanden.

Dette forhold er begrundet i,

at der ikke i loven er en lovbestemt klageadgang til Socialministeriet. Det

var i denne forbindelse implicit lagt til grund, at der ikke består et

over/underordnelsesforhold imellem statsamtet og Socialministeriet.

Socialministeriet har på

grundlag af ombudsmandens henvendelse revurderet denne forudsætning.

Socialministeriet har på den

baggrund taget sagen op til fornyet behandling således, at klagen nu er

behandlet på grundlag af den klageadgang, som følger af det almindelige

administrative myndighedshierarki i nærværende relation, idet ministeriet dog

samtidig skal bemærke, at forholdet ikke har haft konkret betydning for

behandlingen af klagesagen. Ministeriets afgørelse er således truffet på

grundlag af en konkret vurdering af den rejste klage over statsamtets

afgørelse.

Socialministeriet har på

foranledning af ombudsmanden indhentet udtalelser fra Statsamtet København og

Hvidovre Kommune vedrørende den af (A) rejste klage, som vedlægges i kopi.

Socialministeriet skal

herefter meddele, at de indhentede udtalelser ikke giver ministeriet

anledning

til yderligere bemærkninger.

Idet Socialministeriet ikke

finder, at der med (A)’s klage over ministeriets afgørelse af 31.

oktober 2002

er fremkommet nye oplysninger i sagen, som giver ministeriet anledning til

yderligere overvejelser, skal ministeriet meddele, at man i det hele kan

henholde

sig til det i nævnte afgørelse anførte.”

I brev af 6. maj 2003

kommenterede A myndighedernes udtalelser.

Ombudsmandens udtalelse

”Lov om midlertidig regulering af boligforholdene (lovbekendtgørelse nr.

348 af 14. maj 2001) indeholder i § 36, stk. 1 og 2, følgende bestemmelser:

’

§ 36.

Et huslejenævn skal bestå af en formand og to andre medlemmer.

Stk. 2.

Formanden beskikkes af amtmanden, i København af overpræsidenten efter

indstilling fra kommunalbestyrelsen. Formanden skal have bestået juridisk

kandidateksamen. Han må ikke have særlig tilknytning til grundejer- eller

lejerorganisationer eller være erhvervsmæssigt interesseret i

ejendomshandeler.’

Bestemmelsen om at formanden beskikkes efter indstilling fra

kommunalbestyrelsen, blev indsat ved lov nr. 406 af 31. maj 2000 der trådte i

kraft den 1. januar 2001. Af lovens forarbejder (Folketingstidende 1999-00,

tillæg A, s. 6248ff) fremgår følgende om ændringen:

’Det foreslås præciseret, at

det påhviler kommunalbestyrelsen at foretage indstilling vedrørende formand

for huslejenævn og ankenævn.’

1. Kommunens indstilling

De kvalifikationer en

kandidat til formandsposten skal være i besiddelse af, fremgår af § 36, stk.

2, 2. og 3. pkt., og § 37, stk. 1. Inden for disse rammer beror kommunens

indstilling på en vurdering af hvem kommunalbestyrelsen anser for bedst egnet

til hvervet. Som ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at

vurdere

dette på en anden og bedre måde end kommunalbestyrelsen. Normalt kan jeg

derfor

ikke kritisere sådanne indstillinger. Kun hvis der foreligger særlige

omstændigheder,

vil jeg kunne kritisere indstillingen. Det kan f.eks. være tilfældet hvis

indstillingen bygger på usaglige kriterier.

De har anført at der lå

politiske hensyn bag kommunens indstilling. Kommunen har begrundet

indstillingen med at (B) i den foregående periode havde forvaltet opgaven

tilfredsstillende. Kommunen var desuden opmærksom på at De drev egen

advokatvirksomhed.

Efter min gennemgang af sagen

har jeg ikke holdepunkter for at antage at kommunen har lagt usaglige

kriterier til grund for indstillingen.

Jeg har herefter ikke

grundlag for kritik af kommunens indstilling.

2. Statsamtets afgørelse

a.

Statsamtet har udtalt at det efter fast praksis følger

kommunalbestyrelsens indstilling hvis den indstillede opfylder betingelserne

for at blive beskikket. Statsamtet har således ikke foretaget et konkret skøn

over hvorvidt De var kvalificeret til hvervet.

Som nævnt ovenfor fremgår det

af boligreguleringslovens § 36, stk. 2, 1. pkt., at kommunerne er blevet

pålagt at foretage en indstilling til statsamtet. Det kan derimod ikke

udledes

af bestemmelsen at statsamtet har pligt til at beskikke den person som

kommunen indstiller.

Ved besættelse af stillinger

i det offentlige gælder et almindeligt princip om at stillingen skal besættes

med den mest kvalificerede ansøger. Jeg henviser til Kaj Larsen mfl.,

Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 204 og

209f. Det er således forudsat at der i

ansættelsessager foretages en konkret vurdering af hvem der er bedst

kvalificeret.

Efter min opfattelse må det

antages at der i sager om beskikkelse af personer til et offentligt hverv

skal

foretages en konkret vurdering af hvem der er bedst kvalificeret, på samme

måde som i egentlige ansættelsessager.

Jeg har i den forbindelse

lagt vægt på at sager om beskikkelse af personer til et offentligt hverv i

flere andre henseender er underlagt de samme regler som egentlige

ansættelsessager. I den sag som er gengivet i Folketingets Ombudsmands

beretning

for 1998, s. 167ff*, har jeg således givet udtryk for at jeg ikke kunne

kritisere at Justitsministeriet anså sagen om udpegning af medlemmer til

undersøgelseskommissionen

vedrørende den færøske banksag for at være omfattet af bestemmelsen i

offentlighedslovens § 2, stk. 2, 1. pkt., om aktindsigt i sager om ansættelse

i

det offentliges tjeneste. En tilsvarende opfattelse vedrørende sagen om

nedsættelse af Højskoleudvalget har jeg givet udtryk for i den sag som er

gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1999, s. 516ff*. Endvidere

har jeg i den sag som er optrykt i Folketingets Ombudsmands beretning for

1992, s. 219ff*, udtalt at en vurderingsformand der var beskikket af

skatteministeren,

var omfattet af det almindelige krav til det offentliges personale om

decorum,

det vil sige at vedkommende skulle vise sig værdig til den agtelse og tillid

som stillingen krævede, jf. princippet i tjenestemandslovens § 10. Det er

anført i Oliver Talevski mfl., Undersøgelseskommissioner,

Embedsmandsansvaret,

Folketingets Rolle (2002), s.

41f,

at en sag om udpegning af medlemmer til en undersøgelseskommission må anses

for en sag om ansættelse i det offentliges tjeneste.

Ved beslutningen om hvem der

skulle beskikkes som formand for huslejenævnet, skulle der derfor foretages

en

vurdering af hvem der var bedst kvalificeret.

Statsamtet har ikke foretaget

en sådan vurdering i denne sag, men har udelukkende lagt vægt på hvem der var

indstillet af kommunen. Efter min opfattelse skal kommunens indstilling

tillægges betydning ved bedømmelsen af hvem der er bedst kvalificeret, men

hvis beskikkelsen udelukkende baseres på indstillingen, foreligger der en

afskæring af skønnet.

Det er almindelig antaget at

en forvaltningsmyndighed ikke uden særlige holdepunkter i lovgivningen

lovligt kan sætte et lovbestemt skøn ’under regel’ ved at opstille

interne

regler der afskærer eller kraftigt begrænser skønnet. Som udgangspunkt er en

forvaltningsmyndighed således forpligtet til i hvert enkelt tilfælde at

inddrage relevante og saglige kriterier og i forhold hertil træffe en

afgørelse

efter en konkret vurdering, jf. Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave

(2002), s. 360ff, og Jens Garde, Forvaltningsret – Almindelige emner

(1997),

s. 222.

Det er på denne baggrund min

opfattelse at statsamtet burde have foretaget et konkret skøn over hvem der

måtte anses for bedst kvalificeret. I betragtning af at By- og

Boligministeriet

i sin afgørelse af 21. september 2000 i den tidligere sag, som jeg har nævnt

ovenfor, udtalte sig på linje hermed, anser jeg det for meget kritisabelt at

statsamtet ikke rettede sig efter ressortministeriets afgørelse og foretog et

konkret skøn i denne sag. Socialministeriet, som nu har overtaget By- og

Boligministeriets kompetence på dette område, burde have påtalt dette. Jeg

har

gjort statsamtet og Socialministeriet bekendt med min opfattelse, men

foretager mig i øvrigt ikke mere vedrørende dette punkt.

b.

Ansættelse af personer i det offentlige er afgørelser i

forvaltningslovens forstand. Jeg henviser til Kaj Larsen mfl.,

Forvaltningsret,

2. udgave (2002), s. 47, og, for så vidt angår udpegning af personer som

medlemmer af en kommission, til det ovenfor under

a.

nævnte værk af Oliver Talevski mfl., s. 41. Jeg kan desuden henvise

til Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 14. juli 1998 om fremgangsmåden

ved antagelse af beneficerede advokater.

På linje hermed må

beskikkelsen som formand for et huslejenævn anses for en afgørelse i

forvaltningslovens

forstand. Dette indebærer at forvaltningslovens regler om bl.a. begrundelse

og

klagevejledning skal finde anvendelse.

Efter forvaltningslovens §

24, stk. 1, skal en begrundelse for en afgørelse indeholde en henvisning til

de

retsregler i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang

afgørelsen

efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige

angive de hovedhensyn der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Afgørelsen blev begrundet med

at statsamtet ikke havde fundet grundlag for at fravige kommunens

indstilling.

Der blev ikke givet nogen forklaring på dette.

Statsamtet har henvist til at

De fra den tidligere sag måtte være bekendt med statsamtets praksis på

området.

Begrundelseskravet i § 24,

stk. 1, er uafhængigt af om adressaten for afgørelsen i forvejen er bekendt

med de nævnte oplysninger. Derfor burde statsamtet have henvist til den

gældende praksis og redegjort for denne, eventuelt i form af en henvisning

til

den tidligere sag.

Henset til at By- og

Boligministeriet underkendte statsamtets praksis i afgørelsen af 21.

september

2000, burde statsamtet tillige have forklaret hvorfor det alligevel fastholdt

denne.

Jeg anser det for beklageligt

at statsamtet undlod at give de nævnte begrundelser. Socialministeriet burde

i sin afgørelse af 31. oktober 2002 have henvist til § 24, stk. 1, i stedet

for

til hensigtsmæssighedsbetragtninger. Jeg har gjort myndighederne bekendt med

min opfattelse.

Statsamtets afgørelse burde

desuden have været ledsaget af en klagevejledning, jf. forvaltningslovens §

25,

stk. 1. Jeg anser det for beklageligt at dette ikke skete.

3. Socialministeriets afgørelse

I sin afgørelse af 31.

oktober 2002 skrev ministeriet at klage over et statsamts afgørelse til en

statslig myndighed normalt forudsætter en udtrykkelig lovbestemmelse om en

sådan klageadgang. Ministeriet behandlede derfor sagen som

sektortilsynsmyndighed.

I sin udtalelse til mig har

ministeriet oplyst at det har revurderet den nævnte forudsætning og nu har

behandlet klagen på grundlag af den klageadgang som følger af det almindelige

administrative myndighedshierarki i nærværende relation.

Jeg anser det for beklageligt

at ministeriet ikke fra starten behandlede sagen som klagemyndighed. Jeg har

gjort ministeriet bekendt med min opfattelse, men foretager mig ikke mere

vedrørende dette punkt.”

NOTER: (*)

FOB 2002, s.121,

FOB 1998, s.167,

FOB 1999, s.516, og

FOB 1992, s.219.

Lignende dokumenter