Beskikkelse af formand for huslejenævn Skøn under regel. Begrundelse. Klagevejledning. Rekurs
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Beskikkelse af formand for huslejenævn
Skøn under regel. Begrundelse. Klagevejledning. Rekurs
Det fremgår af sagen at
Statsamtet København den 21. november 2001 bad Hvidovre Kommune om forslag
til
beskikkelse af formand og suppleant for formanden for kommunens huslejenævn
for perioden 1. januar 2002 til 31. december 2005.
I brev af 11. december 2001
til statsamtet indstillede A sig selv til beskikkelse som formand. A nævnte
bl.a. at han var uafhængig af kommunale interesser.
Statsamtet sendte den 13.
december 2001 A’s brev til kommunalbestyrelsen i Hvidovre Kommune med
anmodning om en udtalelse.
Endvidere bad statsamtet A i
brev af 13. december 2001 om at oplyse om A fortsat var bestallingshavende
advokat.
I brev af 17. december 2001
til statsamtet meddelte kommunen at det på et kommunalbestyrelsesmøde den 11.
december 2001 blev besluttet at indstille B til formandsposten.
Den 6. januar 2002 svarede A
statsamtet at han havde bestalling.
På et møde den 29. januar
2002 behandlede kommunalbestyrelsen statsamtets anmodning om en udtalelse. Af
mødearket fremgik bl.a. at formanden ikke må have særlig tilknytning til
grundejer- eller ejerorganisationer eller være erhvervsmæssigt interesseret i
ejendomshandler. Endvidere fremgik det at der foreligger en
ombudsmandsudtalelse
om at en praktiserende advokat af hensyn til faren for interessekonflikter
ikke bør beskikkes som formand. Det oplystes at A ifølge oplysninger fra
Advokatsamfundet
Læs alt
p.t. drev egen advokatvirksomhed.
I brev af 31. januar 2002
meddelte kommunen statsamtet at man fastholdt indstillingen fra 11. december
2001 idet den pågældende person i den forudgående periode havde forvaltet
opgaven tilfredsstillende, og fordi der ikke til det konstituerende møde
forelå
nogen indstilling fra A.
Den 11. februar 2002 sendte
statsamtet A kopi af kommunens udtalelse med henblik på A’s eventuelle
bemærkninger.
I brev af 16. februar 2002
til statsamtet kommenterede A kommunens udtalelse. A anførte bl.a. at han var
langt bedre kvalificeret end den person som var indstillet til
formandsposten.
Statsamtet meddelte A i brev
af 22. marts 2002 at statsamtet ikke havde fundet grundlag for at fravige
kommunens indstilling.
A klagede herefter til mig i
brev af 1. april
2002. A
anførte bl.a. at afgørelsen var usaglig, og at statsamtet ikke havde anlagt
saglige bedømmelseskriterier, men alene havde lagt vægt på at den beskikkede
var indstillet af kommunen. A henviste til en anden lignende sag her ved
embedet angående forrige udnævnelsesperiode [Folketingets Ombudsmands
beretning for 2002, s. 121*]. A mente at der lå politiske hensyn bag
kommunens
indstilling.
Jeg sendte den 11. april 2002
klagen videre til Socialministeriet.
Socialministeriet bad den 25.
september 2002 statsamtet om en udtalelse. Statsamtet svarede den 11. oktober
2002 at det henholdt sig til afgørelsen af 22. marts 2002.
I brev af 31. oktober 2002
til A skrev ministeriet bl.a. følgende:
”Klage over et statsamts
afgørelse til en statslig myndighed forudsætter normalt en udtrykkelig
lovbestemmelse om en sådan klageadgang. En sådan klageadgang følger ikke af
boligreguleringslovens regler om beskikkelse af formanden for et huslejenævn.
Socialministeriet fører dog
som ressortministerium et almindeligt sektortilsyn med de beslutninger, som
træffes i forbindelse med beskikkelse af huslejenævnsformænd. Dette
indebærer,
at ministeriet fører et konstaterende legalitetstilsyn og har kompetence til
ved uforbindende udtalelser at kunne konstatere om lovgivningen er overholdt
ved generelle beslutninger eller i konkrete sager på området.
Ministeriet har på denne
baggrund foretaget en konkret vurdering af Deres klage over Statsamtet
Københavns afgørelse af 22. marts 2002, hvorved statsamtet fastholder den
tidligere
beskikkelse af formanden for Hvidovre Huslejenævn.
På denne baggrund lægger
Socialministeriet til grund, at Hvidovre Kommunalbestyrelse har taget
stilling til Deres indstilling af Dem selv til formandshvervet i
huslejenævnet,
idet Deres indstilling på foranledning af Statsamtet København har været
forelagt på kommunalbestyrelsens møde den 29. januar 2002.
Socialministeriet lægger
endvidere til grund, at Statsamtet København har taget stilling til Deres
indstilling af Dem selv til formandshvervet, idet statsamtet har meddelt, at
man
ikke har fundet grundlag for at fravige Hvidovre Kommunes indstilling.
Det skal dog i denne
forbindelse tilføjes, at Socialministeriet er mest tilbøjelig til at være af
den opfattelse, at det ville være hensigtsmæssigt, hvis en afgørelse, som den
Statsamtet København har meddelt ved brev af 22. marts 2002, af hensyn til
modtageren, var ledsaget af en mere præcis begrundelse. Dette forhold kan dog
ikke efter ministeriets opfattelse føre til, at der kan konstateres
indikationer
for, at afgørelsen som sådan er truffet på et usagligt grundlag.
På denne baggrund finder
Socialministeriet derfor ikke, at beskikkelsen af formanden for Hvidovre
Huslejenævn for perioden 1. januar 2002 til 31. december 2005 er sket på
baggrund
af usaglige kriterier.
Socialministeriet skal derfor
meddele, at ministeriet ikke har fundet grundlag for at foretage sig videre i
anledning af Deres klage.”
A klagede igen til mig i brev
af 3. november
2002. A
skrev bl.a. at statsamtet ikke havde foretaget et sagligt skøn idet det var
uklart hvad skønnet beroede på. Der var således ingen begrundelse for hvorfor
statsamtet ikke fandt grundlag for at fravige kommunens indstilling.
Jeg bad myndighederne om en
udtalelse i sagen. Jeg bad ministeriet uddybe opfattelsen af at klage over et
statsamts afgørelse til en statslig myndighed – bortset fra tilfælde
hvor ministeriet
behandler sagen som sektortilsyn – normalt forudsætter en udtrykkelig
lovbestemmelse om en sådan klageadgang.
I brev af 19. december 2002
til ministeriet udtalte statsamtet bl.a. følgende:
”Det skal i den anledning
bemærkes, at statsamtet har givet en meget kort begrundelse i afgørelsen af
22. marts 2002, hvorved der blev meddelt (A) afslag på beskikkelse som
formand
for huslejenævnet. Dette skal ses på baggrund af, at statsamtet ved den
forrige
beskikkelse gjorde (A) bekendt med baggrunden for afgørelsen, der hvilede på
en mangeårig praksis. Denne praksis blev endvidere nærmere uddybet ved
Stiftamtmand ( )’s breve af 24. og 30. marts 1998 til (A). Brevene
vedlægges i
kopi til ministeriets orientering.
Statsamtet følger fortsat den
praksis, som er fulgt igennem mange år, hvorefter statsamtet følger
kommunalbestyrelsens indstilling i sagen, såfremt den indstillede opfylder
betingelserne for at blive beskikket. Det er statsamtets opfattelse, at (A)
som
nævnt måtte være bekendt med statsamtets praksis.
Statsamtet har således ej
heller ved den seneste beskikkelse foretaget et konkret skøn om, hvorvidt (A)
opfylder de i lov om midlertidig regulering af boligforholdene § 36, stk. 2,
anførte betingelser for at blive beskikket som formand for et
huslejenævn.”
Hvidovre Kommune udtalte i
brev af 3. februar 2003 til ministeriet bl.a. følgende:
”Kommunalbestyrelsen skal
herefter udtale, at man som også anført i brev af 31. januar 2002 til
Tilsynsrådet for Københavns Amt, fastholder udpegningen af de nævnte som
formand og næstformand fra d. 11. december 2001, idet (B) i den foregående
periode har forvaltet opgaven tilfredsstillende og fordi der ikke til det
konstituerende møde forelå nogen indstilling fra (A).
Kommunalbestyrelsen har
således ikke mere at tilføje til sin beslutning om udpegningen.
Det kan imidlertid
supplerende oplyses at (A) er praktiserende advokat og også ifølge
Advokatsamfundets
oplysninger var dette på tidspunktet for udpegningen. Folketingets Ombudsmand
har ved FOB 1971.27 udtalt overfor Boligministeriet at en praktiserende
advokat af hensyn til interessekonflikter ikke bør beskikkes som formand for
huslejenævnet.”
Socialministeriet udtalte i
brev af 11. april 2003 til mig bl.a. følgende:
”I Socialministeriets
afgørelse af 31. oktober 2002 har ministeriet oplyst, at klagen er behandlet
indenfor rammerne af ministeriets almindelige sektortilsyn, idet ministeriet
er
ressortministerium i forhold til bestemmelser i boligreguleringsloven,
herunder bestemmelsen i lovens § 36, stk. 2, om at formanden for
huslejenævnet beskikkes af amtmanden.
Dette forhold er begrundet i,
at der ikke i loven er en lovbestemt klageadgang til Socialministeriet. Det
var i denne forbindelse implicit lagt til grund, at der ikke består et
over/underordnelsesforhold imellem statsamtet og Socialministeriet.
Socialministeriet har på
grundlag af ombudsmandens henvendelse revurderet denne forudsætning.
Socialministeriet har på den
baggrund taget sagen op til fornyet behandling således, at klagen nu er
behandlet på grundlag af den klageadgang, som følger af det almindelige
administrative myndighedshierarki i nærværende relation, idet ministeriet dog
samtidig skal bemærke, at forholdet ikke har haft konkret betydning for
behandlingen af klagesagen. Ministeriets afgørelse er således truffet på
grundlag af en konkret vurdering af den rejste klage over statsamtets
afgørelse.
Socialministeriet har på
foranledning af ombudsmanden indhentet udtalelser fra Statsamtet København og
Hvidovre Kommune vedrørende den af (A) rejste klage, som vedlægges i kopi.
Socialministeriet skal
herefter meddele, at de indhentede udtalelser ikke giver ministeriet
anledning
til yderligere bemærkninger.
Idet Socialministeriet ikke
finder, at der med (A)’s klage over ministeriets afgørelse af 31.
oktober 2002
er fremkommet nye oplysninger i sagen, som giver ministeriet anledning til
yderligere overvejelser, skal ministeriet meddele, at man i det hele kan
henholde
sig til det i nævnte afgørelse anførte.”
I brev af 6. maj 2003
kommenterede A myndighedernes udtalelser.
Ombudsmandens udtalelse
”Lov om midlertidig regulering af boligforholdene (lovbekendtgørelse nr.
348 af 14. maj 2001) indeholder i § 36, stk. 1 og 2, følgende bestemmelser:
’
§ 36.
Et huslejenævn skal bestå af en formand og to andre medlemmer.
Stk. 2.
Formanden beskikkes af amtmanden, i København af overpræsidenten efter
indstilling fra kommunalbestyrelsen. Formanden skal have bestået juridisk
kandidateksamen. Han må ikke have særlig tilknytning til grundejer- eller
lejerorganisationer eller være erhvervsmæssigt interesseret i
ejendomshandeler.’
Bestemmelsen om at formanden beskikkes efter indstilling fra
kommunalbestyrelsen, blev indsat ved lov nr. 406 af 31. maj 2000 der trådte i
kraft den 1. januar 2001. Af lovens forarbejder (Folketingstidende 1999-00,
tillæg A, s. 6248ff) fremgår følgende om ændringen:
’Det foreslås præciseret, at
det påhviler kommunalbestyrelsen at foretage indstilling vedrørende formand
for huslejenævn og ankenævn.’
1. Kommunens indstilling
De kvalifikationer en
kandidat til formandsposten skal være i besiddelse af, fremgår af § 36, stk.
2, 2. og 3. pkt., og § 37, stk. 1. Inden for disse rammer beror kommunens
indstilling på en vurdering af hvem kommunalbestyrelsen anser for bedst egnet
til hvervet. Som ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at
vurdere
dette på en anden og bedre måde end kommunalbestyrelsen. Normalt kan jeg
derfor
ikke kritisere sådanne indstillinger. Kun hvis der foreligger særlige
omstændigheder,
vil jeg kunne kritisere indstillingen. Det kan f.eks. være tilfældet hvis
indstillingen bygger på usaglige kriterier.
De har anført at der lå
politiske hensyn bag kommunens indstilling. Kommunen har begrundet
indstillingen med at (B) i den foregående periode havde forvaltet opgaven
tilfredsstillende. Kommunen var desuden opmærksom på at De drev egen
advokatvirksomhed.
Efter min gennemgang af sagen
har jeg ikke holdepunkter for at antage at kommunen har lagt usaglige
kriterier til grund for indstillingen.
Jeg har herefter ikke
grundlag for kritik af kommunens indstilling.
2. Statsamtets afgørelse
a.
Statsamtet har udtalt at det efter fast praksis følger
kommunalbestyrelsens indstilling hvis den indstillede opfylder betingelserne
for at blive beskikket. Statsamtet har således ikke foretaget et konkret skøn
over hvorvidt De var kvalificeret til hvervet.
Som nævnt ovenfor fremgår det
af boligreguleringslovens § 36, stk. 2, 1. pkt., at kommunerne er blevet
pålagt at foretage en indstilling til statsamtet. Det kan derimod ikke
udledes
af bestemmelsen at statsamtet har pligt til at beskikke den person som
kommunen indstiller.
Ved besættelse af stillinger
i det offentlige gælder et almindeligt princip om at stillingen skal besættes
med den mest kvalificerede ansøger. Jeg henviser til Kaj Larsen mfl.,
Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 204 og
209f. Det er således forudsat at der i
ansættelsessager foretages en konkret vurdering af hvem der er bedst
kvalificeret.
Efter min opfattelse må det
antages at der i sager om beskikkelse af personer til et offentligt hverv
skal
foretages en konkret vurdering af hvem der er bedst kvalificeret, på samme
måde som i egentlige ansættelsessager.
Jeg har i den forbindelse
lagt vægt på at sager om beskikkelse af personer til et offentligt hverv i
flere andre henseender er underlagt de samme regler som egentlige
ansættelsessager. I den sag som er gengivet i Folketingets Ombudsmands
beretning
for 1998, s. 167ff*, har jeg således givet udtryk for at jeg ikke kunne
kritisere at Justitsministeriet anså sagen om udpegning af medlemmer til
undersøgelseskommissionen
vedrørende den færøske banksag for at være omfattet af bestemmelsen i
offentlighedslovens § 2, stk. 2, 1. pkt., om aktindsigt i sager om ansættelse
i
det offentliges tjeneste. En tilsvarende opfattelse vedrørende sagen om
nedsættelse af Højskoleudvalget har jeg givet udtryk for i den sag som er
gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1999, s. 516ff*. Endvidere
har jeg i den sag som er optrykt i Folketingets Ombudsmands beretning for
1992, s. 219ff*, udtalt at en vurderingsformand der var beskikket af
skatteministeren,
var omfattet af det almindelige krav til det offentliges personale om
decorum,
det vil sige at vedkommende skulle vise sig værdig til den agtelse og tillid
som stillingen krævede, jf. princippet i tjenestemandslovens § 10. Det er
anført i Oliver Talevski mfl., Undersøgelseskommissioner,
Embedsmandsansvaret,
Folketingets Rolle (2002), s.
41f,
at en sag om udpegning af medlemmer til en undersøgelseskommission må anses
for en sag om ansættelse i det offentliges tjeneste.
Ved beslutningen om hvem der
skulle beskikkes som formand for huslejenævnet, skulle der derfor foretages
en
vurdering af hvem der var bedst kvalificeret.
Statsamtet har ikke foretaget
en sådan vurdering i denne sag, men har udelukkende lagt vægt på hvem der var
indstillet af kommunen. Efter min opfattelse skal kommunens indstilling
tillægges betydning ved bedømmelsen af hvem der er bedst kvalificeret, men
hvis beskikkelsen udelukkende baseres på indstillingen, foreligger der en
afskæring af skønnet.
Det er almindelig antaget at
en forvaltningsmyndighed ikke uden særlige holdepunkter i lovgivningen
lovligt kan sætte et lovbestemt skøn ’under regel’ ved at opstille
interne
regler der afskærer eller kraftigt begrænser skønnet. Som udgangspunkt er en
forvaltningsmyndighed således forpligtet til i hvert enkelt tilfælde at
inddrage relevante og saglige kriterier og i forhold hertil træffe en
afgørelse
efter en konkret vurdering, jf. Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave
(2002), s. 360ff, og Jens Garde, Forvaltningsret – Almindelige emner
(1997),
s. 222.
Det er på denne baggrund min
opfattelse at statsamtet burde have foretaget et konkret skøn over hvem der
måtte anses for bedst kvalificeret. I betragtning af at By- og
Boligministeriet
i sin afgørelse af 21. september 2000 i den tidligere sag, som jeg har nævnt
ovenfor, udtalte sig på linje hermed, anser jeg det for meget kritisabelt at
statsamtet ikke rettede sig efter ressortministeriets afgørelse og foretog et
konkret skøn i denne sag. Socialministeriet, som nu har overtaget By- og
Boligministeriets kompetence på dette område, burde have påtalt dette. Jeg
har
gjort statsamtet og Socialministeriet bekendt med min opfattelse, men
foretager mig i øvrigt ikke mere vedrørende dette punkt.
b.
Ansættelse af personer i det offentlige er afgørelser i
forvaltningslovens forstand. Jeg henviser til Kaj Larsen mfl.,
Forvaltningsret,
2. udgave (2002), s. 47, og, for så vidt angår udpegning af personer som
medlemmer af en kommission, til det ovenfor under
a.
nævnte værk af Oliver Talevski mfl., s. 41. Jeg kan desuden henvise
til Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 14. juli 1998 om fremgangsmåden
ved antagelse af beneficerede advokater.
På linje hermed må
beskikkelsen som formand for et huslejenævn anses for en afgørelse i
forvaltningslovens
forstand. Dette indebærer at forvaltningslovens regler om bl.a. begrundelse
og
klagevejledning skal finde anvendelse.
Efter forvaltningslovens §
24, stk. 1, skal en begrundelse for en afgørelse indeholde en henvisning til
de
retsregler i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang
afgørelsen
efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige
angive de hovedhensyn der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
Afgørelsen blev begrundet med
at statsamtet ikke havde fundet grundlag for at fravige kommunens
indstilling.
Der blev ikke givet nogen forklaring på dette.
Statsamtet har henvist til at
De fra den tidligere sag måtte være bekendt med statsamtets praksis på
området.
Begrundelseskravet i § 24,
stk. 1, er uafhængigt af om adressaten for afgørelsen i forvejen er bekendt
med de nævnte oplysninger. Derfor burde statsamtet have henvist til den
gældende praksis og redegjort for denne, eventuelt i form af en henvisning
til
den tidligere sag.
Henset til at By- og
Boligministeriet underkendte statsamtets praksis i afgørelsen af 21.
september
2000, burde statsamtet tillige have forklaret hvorfor det alligevel fastholdt
denne.
Jeg anser det for beklageligt
at statsamtet undlod at give de nævnte begrundelser. Socialministeriet burde
i sin afgørelse af 31. oktober 2002 have henvist til § 24, stk. 1, i stedet
for
til hensigtsmæssighedsbetragtninger. Jeg har gjort myndighederne bekendt med
min opfattelse.
Statsamtets afgørelse burde
desuden have været ledsaget af en klagevejledning, jf. forvaltningslovens §
25,
stk. 1. Jeg anser det for beklageligt at dette ikke skete.
3. Socialministeriets afgørelse
I sin afgørelse af 31.
oktober 2002 skrev ministeriet at klage over et statsamts afgørelse til en
statslig myndighed normalt forudsætter en udtrykkelig lovbestemmelse om en
sådan klageadgang. Ministeriet behandlede derfor sagen som
sektortilsynsmyndighed.
I sin udtalelse til mig har
ministeriet oplyst at det har revurderet den nævnte forudsætning og nu har
behandlet klagen på grundlag af den klageadgang som følger af det almindelige
administrative myndighedshierarki i nærværende relation.
Jeg anser det for beklageligt
at ministeriet ikke fra starten behandlede sagen som klagemyndighed. Jeg har
gjort ministeriet bekendt med min opfattelse, men foretager mig ikke mere
vedrørende dette punkt.”
NOTER: (*)
FOB 2002, s.121,
FOB 1998, s.167,
FOB 1999, s.516, og
FOB 1992, s.219.
Lignende dokumenter
- Kommunes forslag til formand for huslejenævnet. Inddragelse af hensynet til kandidatens partipolitiske tilhørsforhold. Oplysningsgrundlag Retsinformation · 19. januar 2004
- 2009 4-4. Valg til huslejenævn og beboerklagenævn. Officialprincippet. Notatpligt. Retsinformation · 5. oktober 2010
- Ændring af udfaldet af førtidspensionssag til skade for klageren ("Reformatio in pejus") Retsinformation · 1. marts 2005
- RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2025/71 af 10. december 2024 om beskikkelse af medlemmer af og suppleanter til Regionsudvalget for perioden fra den 26. januar 2025 til den 25. januar 2030 EU-lovgivning · 10. december 2024
- Klagevejledning i forbindelse med mundtlig afgørelse Retsinformation · 2. oktober 2002
- Klage over afslag på aktindsigt hos Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed. Rekurs Retsinformation · 2. oktober 2002