Spring til indhold

Retsinformation

Klagevejledning i forbindelse med mundtlig afgørelse

FOU nr 2001.373UdtalelserFolketinget2. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Klagevejledning i forbindelse med mundtlig afgørelse

E klagede på vegne af A over

Det Sociale Nævn for Nordjyllands Amts afvisning af at antage en klage til

behandling.

Det fremgik af sagen at A’s

søn, B, i 1988 startede sin skolegang på C Privatskole i Aalborg, og at

Aalborg

Kommune dengang betalte/ydede refusion for forældreandelen af bl.a. de med

skolegangen forbundne udgifter.

Det fremgik desuden af sagen

at A på et møde med centerleder D blev orienteret om at Aalborg Kommune fra

udgangen af november 1991 ville indstille den nævnte betaling for B’s

undervisning.

B fortsatte imidlertid herefter sin skolegang på C Privatskole, og fra den 1.

december 1991 til den 30. juni 1995 afholdt A selv de udgifter der var

forbundet dermed.

E anmodede på vegne af A ved

brev af 12. oktober 1995 Aalborg Kommune om aktindsigt i A’s sag.

I et efterfølgende brev til Aalborg Kommune

af 15. december 1995 skrev E bl.a.:

”Det jeg skal bruge

aktindsigten til er, at se på betalingen for (B)’s skoleophold på (C)

Friskole,

hvor forvaltningen betalte for de første år, men ikke for de sidste. Jeg vil

derfor gerne have de journalnotater/bevillingsark tilsendt, som beskriver da

man startede bevillingen, og da man stopper den.”

I brev af 12. januar 1996

skrev E bl.a. følgende til Aalborg Kommune:

”Som socialrådgiver for

ovennævnte medlem skal jeg hermed rejse en sag om betaling af skolepenge for

Læs alt

hans søn – (B), cpr. nr. ( ) – for perioden 01.12.1991 –

30.06.1995 på C

Privatskole.

Jeg skal søge om, at Aalborg

kommune refunderer vort medlem de udgifter, som han har haft til skolepenge i

ovennævnte periode.

Som begrundelse for

ansøgningen skal anføres, at vi ikke mener, at vort medlem skulle have betalt

disse skolepenge, da der ikke var tale om et frivilligt skolevalg –

tværtimod –

det handlede om, at Aalborg kommune ikke kunne give vort medlem andre

skoletilbud til hans søn (B) – hverken i kommunalt eller amtsligt regi.

Det var således ikke en

skole, som vort medlem selv fandt frem til, men den blev fundet af den

ledende

skolepsykolog (F).

Aalborg kommune betalte også

skolepengene i de første år, men pludseligt ophørte betalingen fra kommunens

side med udgangen af november måned 1991, efter at (D) fra Aalborg kommunes

specialrådgivning havde sagt til faderen, at han mente, at det gik så godt,

at

han syntes, at faderen selv skulle betale fremover. Der var tilsyneladende

ikke

tale om en faglig vurdering, for også i de år, der kommer efter, fremgår det

af

den skolepsykologiske rapport, at Aalborg kommune ikke kunne tilbyde en anden

relevant skole til (B).

Det fremgår heller ikke af

kommunens journalmateriale, hvorfor man stoppede betalingen.

Vort medlem fik ikke tilbudt

en anden skoleplacering, således at han kunne have valgt en skole, hvor han

ikke skulle betale for at have sin søn gående.

Vort medlem kunne ikke

overskue konsekvenserne af, at hans søn skulle stoppe på (C) Privatskole

p.gr.a. manglende betalinger, hvorfor han valgte selv at betale pengene, selv

om det ikke var en udgift, som han selv havde valgt at have. Han er

imidlertid

nu blevet opmærksom på, at han ikke selv skulle have betalt pengene, hvorfor

han har rettet henvendelse til undertegnede.

Aalborg kommune har aldrig

kunnet tilbyde (B) en anden skoleplacering, hvilket også fremgår af de

skolepsykologiske udtalelser i sagen.

Først ved dette skoleårs

begyndelse fik han et andet tilbud og er startet i (G).

Vi skal til slut på baggrund

ovenstående søge om, at Aalborg kommune snarest behandler sagen og

tilbagebetaler vort medlem de betalte skolepenge.”

Den tidligere centerleder i

Aalborg Kommune, D, redegjorde i brev af 27. marts 1996 for sagen over for

den

sagsbehandler der nu var ansvarlig for sagen i kommunen. Af brevet fremgik

bl.a.:

”Det er rigtigt, at vi i de

første skoleår bevilgede betaling af Friskole for (B). Begrundelsen var også,

at det etablerede system ikke kunne anvise et undervisningstilbud.

Vi bevilgede også

støttepædagog på skolen og i Fritidsordningen. Senere fulgte støttepædagogen

med ud i klubben på (H). (B) klarede sig godt i klubben og efterhånden var

støttebehovet så minimalt, at støtten helt ophørte. Det skete i et samarbejde

med klubben, faderen og støttepædagogen, som i alle årene var den samme

person,

og som havde en meget tæt og direkte kontakt med faderen.

(B)’s funktion var

efterhånden sådan, at PPR kunne tilbyde ham et undervisningstilbud, jvf.

ophør

af støtte i klubben. Dette blev drøftet flere gange med faderen, som foretrak

friskole frem for et skoleskift og dermed den medfølgende usikkerhed, når det

i

øvrigt gik godt i skolen.

Jeg fandt derfor efterhånden

ingen begrundelse for at fortsætte med at betale forældreandelen ved

Friskolen

som en merudgift.

Ophør af betalingen skete i

enighed og efter aftale og fandt sted på mit kontor.

Jeg mener absolut ikke, at

der er nogen begrundelse for at refundere faderen nogen udgift til

skolepenge.”

Aalborg Kommune videresendte

med brev af 29. marts 1996 D’s brev til E. Aalborg Kommune skrev

samtidig bl.a.

følgende til E:

”Det fremgår af (D)’s brev,

at (A) i 1991 havde valget om anden skoleplacering til sin søn, men valgte

(C)

Privatskole som fortsat skoletilbud til sin søn.

Det fremgår ligeledes af

(D)’s skrivelse af 27. 3.96 at (A) foretrak friskole frem for et

skoleskift

d.v.s. (A) fik et valg, han valgte betalingsskole til sin søn og må

naturligvis

så betale for sin søns skolegang.”

I brev af 19. april 1996 til

Aalborg Kommune skrev E bl.a. følgende:

”Jeg har modtaget dit brev

af 29.03.1996 i ovennævnte sag, men er ikke tilfreds med brevets indhold

eller

konklusion, da der aldrig har været tale om et valg af betalingsskole frem

for

at bruge et tilbud i en kommunal skole.

Jeg skal således bede dig om

at se på sagen endnu engang. Hvis du vil fastholde, at der har været tale om

et

bevidst valg af betalingsskole fra vort medlems side og dermed et fravalg af

en

tilbudt kommuneskole, vil jeg gerne have at vide hvilket tilbud, der er tale

om. Ifølge mine oplysninger og de i sagen tilgængelige papirer, har der

aldrig

være givet vort medlem andre tilbud til hans søn (B) end et skoleophold på

(C)

Privatskole.”

Aalborg Kommune skrev den

21. juni 1996 bl.a. følgende som svar på E’s brev:

”Under henvisning til, at

jeg ikke har noget kendskab til sagen for hvad angår (B)’s skoletilbud i

den

her omhandlende periode valgte jeg at overlade sagen til (D),

Specialcenteret,

idet han var den implicerede part omkring skolevalg til (B).

Jeg vedlægger (D)’s

svarskrivelse.”

I brev af 1. november 1996

anmodede E Aalborg Kommune om et møde vedrørende sagen.

Sagsbehandleren ved Aalborg

Kommune noterede den 15. november 1996 følgende på brevet af 1. november

1996:

”aftalt at droppe møde, idet

undertegnede ikke kan tilføje yderligere til belysning af sagen. (A) må

henvende sig til advokat hvis han yderligere vil have sagen behandlet.”

Det fremgår af sagen at A

efterfølgende

-

som jeg må forstå det i

første halvdel af 1998 – på ny rettede henvendelse til Aalborg Kommune.

D skrev den 7. juli 1998

bl.a. følgende i et brev fra Aalborg Kommune til A:

”Du har bedt om et

skriftligt afslag på, hvorfor refusion af forældrebetalingen ophørte i 1991.

I

sin tid fik du begrundelsen mundtlig, men desværre ikke skriftlig.

Teknisk og praktisk synes

jeg dog ikke, at det er muligt at give et afslag med tilbagevirkende kraft,

men

jeg kan bekræfte, at den direkte årsag til, at vi ophørte med at betale var,

at

du ikke ønskede, at (B) skulle skifte skole, da der på dette tidspunkt gik

nogenlunde godt med (B) på (C) skole.

Der forelå ikke noget andet

skoletilbud fra PPR, men alene tanken om at undersøge mulighederne var dig

imod

– af grunde som jeg syntes var meget forståelige set på baggrund af det

tidligere forløb med (B). Det var dit valg, at han skulle blive på

privatskolen.”

Det fremgår af brevet af 7.

juli 1998 at betalingen for B’s skolegang blev ydet efter bestemmelsen i

den

dagældende bistandslovs § 46.

I brev til Aalborg Kommune

af 28. juli 1998 klagede E over kommunens svar af 7. juli 1998. I brevet

skrev

E bl.a. følgende:

”På grund af manglende

skriftlig afgørelse/begrundelse for ophør af betaling for

undervisningsudgifter

i 1991, havde (A) intet kendskab til ankemuligheder på dette tidspunkt. (A)

fik

ej heller mundtlig information omkring klagemulighederne, og han havde i sin

vanskelige hverdag som enlig far til et svært handicappet barn selvsagt ikke

det fornødne overskud til at studere lovmateriale. Jeg skal tilføje, at (D)

har

meddelt, at journalmateriale omkring denne afgørelse desværre er bortkommet.

(A) ønsker udgifterne for

undervisningen refunderet, da han ifølge lovgivningen ikke selv skal afholde

udgifter til sin handicappede søns undervisning. (A) har afholdt

undervisningsudgifter i perioden 1/12-1991 – 30/6-1995 for i alt 22.925

kr.”

I de akter jeg modtog sammen

med det sociale nævns udtalelse af 5. august 1999, var E’s brev af 28.

juli

1998 påhæftet en håndskreven seddel med bl.a. følgende ordlyd:

”Da der i vedlagte sag

foreligger særlige omstændigheder, sender jeg kopi af anken samt relevante

sagsakter til Det sociale nævn. Anken er sendt til (D), Ældre- og

Handicapforvaltningen d. 29.7.98.”

Jeg må forstå det sådan at

den håndskrevne besked var skrevet af E’s medarbejder og rettet til det

sociale

nævn, og at selve klagebrevet altså blev sendt til såvel Aalborg Kommune som

det sociale nævn.

Det sociale nævn bad den 6.

august 1998 om Aalborg Kommunes bemærkninger til klagen.

Aalborg Kommune afgav

udtalelse i sagen den 23. oktober 1998. Aalborg Kommune skrev bl.a. følgende:

”Ovennævnte klage

tilbagesendes hermed til Det Sociale Nævn, idet Specialcentret for Voksne

skal

fastholde den tidligere afgørelse, jvf. begrundelser i vedlagte

korrespondance.

Med hensyn til proceduren i

forbindelse med bevillingens ophør skal bemærkes, at (A) blev mundtligt og

grundigt informeret om baggrunden for bevillingens ophør. Man kan ikke sige,

at

han jublede, men argumentationen blev accepteret. Dette har han også senere

bekræftet. Han forlangte ikke nogen skriftlig begrundelse for afgørelsen,

hvorfor en sådan ikke er blevet udfærdiget. Det er derfor vurderingen, at

forvaltningslovens regler i kapitel 6 og 7 er overholdt.

Endelig skal bemærkes, at

ankefristen i bistandslovens § 15, stk. 4 må anses for at være udløbet.”

I brev af 29. oktober 1998

til E skrev Aalborg Kommune bl.a. følgende:

”Klage over afgørelsen skal

indgives inden 4 uger efter, at pågældende (A) har fået meddelelse om

afgørelsen.

Det fremgår af det medsendte

materiale, at (A) har fået meddelelse om kommunens afgørelse ultimo 1991.

Da klagen således ikke er

modtaget inden for klagefristen, skal der tages stilling til, om sagen kan

behandles uanset fristoverskridelsen. Dette forudsætter, at der er en særlig

grund til, at fristen er overskredet.

Hvis De/(A) mener, at der er

en særlig grund til, at der ikke er klaget indenfor fristen, bedes De snarest

og

senest den 13. november 1998

rette

henvendelse hertil.”

Det sociale nævn traf

afgørelse den 20. november 1998. Af afgørelsen fremgik bl.a. følgende:

”Ifølge lov om retssikkerhed

og administration § 67 skal klage til Det Sociale Nævn ske inden 4 uger

efter,

at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Formanden for nævnet kan se

bort

fra, at fristen ikke er overholdt, når der er særlig grund hertil.

Ved skrivelse af 29. oktober

1998 har Statsamtet anmodet Dem/(A) oplyse, om der er nogen særlig grund til

at

(A) ikke har indgivet klagen indenfor klagefristen.

Ved telefonisk henvendelse

til Statsamtet den 5. november 1998 har De oplyst, at årsagen til at (A) ikke

fik

klaget indenfor klagefristen var, at han ikke var klar over, at der kunne

klages, idet han ved den mundtlige afgørelse i 1991 ikke havde modtaget nogen

klagevejledning, hvilket De i øvrigt mener, han har haft krav på ifølge

forvaltningsloven.

Ifølge forvaltningslovens §

23, stk. 1 kan den, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt forlange at

få

en skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver

den pågældende part medhold. En begæring herom skal fremsættes over for

myndigheden

inden 14 dage efter, at parten har modtaget underretning om afgørelsen.

Ifølge forvaltningslovens §

25, stk. 1 skal afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed,

når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om klageadgang med

angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af

klage, herunder om eventuel tidsfrist.

Da det af kommunens

fremsendelsesskrivelse af 23.10.1998 til Statsamtet fremgår, at: ’med

hensyn

til proceduren i forbindelse med bevillingens ophør skal bemærkes, at (A)

blev

mundtligt og grundigt informeret om baggrunden for bevillingens ophør. Man

kan

ikke sige, at han jublede, men argumentationen blev accepteret. Dette har han

også senere bekræftet. Han forlangte ikke nogen skriftlig begrundelse for

afgørelsen, hvorfor en sådan ikke er blevet udfærdiget. ’

Da (A) således ikke har

gjort indsigelser vedrørende den mundtlige afgørelse i 1991, men som ovenfor

anført endte med en accept heraf, og han således ikke har fremsat ønske om en

skriftlig afgørelse (hvorved der

skal

vedlægges klagevejledning), finder jeg, at Aalborg Kommune har overholdt

bestemmelserne om klagevejledning i henhold til forvaltningsloven, hvorfor de

af Dem givne begrundelser ikke giver anledning til at se bort fra

fristoverskridelsen.

Det sociale nævn kan således

ikke behandle Deres klage.”

I brev til mig af 19.

februar 1999 klagede E over det social nævns afgørelse af 20. november 1998.

I brev af 15. april 1999 bad

jeg det sociale nævn om en udtalelse i anledning af klagen og bad i den

forbindelse om at det sociale nævn forinden indhentede en udtalelse fra

Aalborg

Kommune om sagen.

Aalborg Kommune afgav

udtalelse i sagen den 22. juni 1999. Af udtalelsen fremgik bl.a. følgende:

” Ophør af betalingen skete

i enighed og efter aftale mellem faderen og centerleder (D), under møde på

(D)’s kontor.

Via socialrådgiver (I), (E),

søger faderen i brev dateret 28.7.1998 om refusion af udgifterne til

undervisning på privatskolen for perioden 1.12.1991 – 30.6.1995, idet

der

henvises til at faderen ikke har modtaget mundtlig eller skriftlig

begrundelse

for afgørelsen om stop af bevilling eller ankevejledning.

Det fremgår af (D)’s brev,

dateret 7.7.1998, at faderen i sin tid fik begrundelsen mundtligt, men ikke

skriftligt. Der henvises til vedlagte kopi af svarbrev.

Ud fra sagsfremstillingen,

er det vurderingen, at faderen er ’mundtligt og grundigt

informeret’ om

baggrunden for bevillingens ophør. Faderen accepterede ang. argumentationen,

hvilket han senere bekræftede og forlangte ikke nogen skriftlig begrundelse

for

afgørelsen. Det var således kommunens opfattelse at faderen var enig i

begrundelser og beslutning, og fandt det derfor ikke, i situationen, oplagt

at

give ankevejledning.

Aalborg kommune mener derfor

at have overholdt bestemmelserne om klagevejledning i henhold til

forvaltningsloven.”

Det sociale nævn afgav

udtalelse i sagen den 5. august 1999. Af udtalelsen fremgik bl.a. følgende:

”Nævnet forstår

Ombudsmandens brev således, at ombudsmanden finder, at manglende skriftlighed

i

visse tilfælde vil kunne bevirke, at der skal ses bort fra overskridelse af

klagefristen, også selv om parten ikke efterfølgende har bedt om en skriftlig

begrundelse for afgørelsen.

Selv om det af bevismæssige

grunde altid er hensigtsmæssigt at meddele en afgørelse skriftligt, er det

Nævnets opfattelse, at der ikke i dette tilfælde er tilstrækkeligt grundlag

for

at anse det for stridende mod ’god forvaltningsskik’, at afgørelsen

i 1991 om

ikke længere at betale for ophold i privatskole, alene blev meddelt

mundtligt.

Nævnet har herved lagt vægt på, at (A) efter det oplyste var fuldt ud bekendt

med grundlaget for afgørelsen. Nævnet har videre lagt vægt på, at der i denne

sag ikke ses at være tale om en afgørelse af særlig indgribende betydning,

dels

fordi (B)’s problemer ikke var af alvorlig karakter, dels fordi Aalborg

Kommune

ikke havde afvist at iværksætte alternative foranstaltninger.

Herudover er det Nævnets

opfattelse, at der ikke kan bortses fra, at der i dette tilfælde er tale om

en

fristoverskridelse på 7 år.

Nævnet må derfor fastholde

afgørelsen af 20.11.1998.”

I brev af 24. august 1999 bad jeg E om

eventuelle bemærkninger til myndighedernes udtalelser i anledning af klagen,

herunder særligt til at det af Aalborg Kommunes udtalelse fremgik at A skulle

have bekræftet at han accepterede kommunens argumentation for afgørelsen i

1991.

I brev af 27. august 1999

skrev E bl.a. følgende:

”Aalborg Kommune skriver, at

(A) accepterede Kommunens argumentation, hvilket han senere bekræftede.

Manglende klage i sagen, er af Aalborg Kommune blevet tolket som accept. Hvis

(A) var informeret om, at han havde klagemuligheder i sagen, var denne

tolkning

måske rimelig, men (A) var ikke vidende om, at han havde mulighed for at anke

sagen.

Da (A) og undertegnede i

dec. 1998 var til møde på socialrådgiver (D)’s kontor, måtte (A)

bekræfte, at

han i forbindelse med Kommunens afgørelse ikke havde forlangt en skriftlig

begrundelse for afgørelsen. (A) vidste nemlig ikke, at han havde krav på en

skriftlig begrundelse. (A) måtte ligeledes bekræfte, at han ikke havde klaget

i

sagen. Han kendte nemlig ikke klagemuligheden. Disse bekræftelser betyder

ikke,

at (A) var tilfreds med Kommunens afgørelse. Da (A) ikke var vidende om, at

han

kunne anke sagen, havde han ikke andre muligheder end ’accept’.

Hvis (A) havde

haft kendskab til klagemulighederne, da Aalborg Kommune traf afgørelsen,

havde

han anket sagen.

I udtalelsen fra Det Sociale

Nævn for Nordjyllands Amt fremgår det, at nævnet har lagt vægt på, ’at

der i

denne sag ikke ses at være tale om en afgørelse af særlig indgribende

betydning, dels fordi (B)’s problemer ikke var af alvorlig karakter,

dels fordi

Aalborg Kommune ikke havde afvist at iværksætte alternative

foranstaltninger’.

(B) har diagnosen autist med

Asperger syndrom, hvilket vi mener er et problem af alvorlig karakter.

Aalborg

Kommune havde ikke afvist at iværksætte alternative foranstaltninger, men det

har i (B)’s skoleperiode aldrig været muligt at finde alternativ

placering,

hvilket også var begrundelsen for, at ledende skolepsykolog (F) i sin tid

henviste (B) til (C) Privatskole. I årene efter Aalborg Kommune stoppede

betalingen for (B)’s undervisning, fremgår det af de skolepsykologiske

rapporter fra PPR, Aalborg Kommune, at man fra PPR’s side ikke kunne

finde

andre og mere relevante undervisningstilbud til (B). Vi skal endvidere

tilføje,

at Kommunens argumentation for at stoppe betalingen for undervisning var, at

det nu gik godt i skolen. Denne vurdering stemmer ikke overens med, at

antallet

af støttetimer til (B) var konstant gennem hele skoleperioden.”

Med brev af 13. september

1999 sendte jeg en kopi af E’s brev af 27. august 1999 til det sociale

nævn

idet jeg bl.a. bad Aalborg Kommune om at oplyse hvornår den nævnte

bekræftelse

havde fundet sted, og under hvilke omstændigheder.

Aalborg Kommune oplyste i

brev af 21. september 1999 at mit brev var videresendt til D.

Aalborg Kommune sendte den

30. december 1999 D’s svar til det sociale nævn. Af svaret fremgik bl.a.

følgende:

”Som svar på ombudsmandens

skrivelse af 19/9 1999 og spørgsmålet til kommunen om at oplyse, hvornår den

senere bekræftelse fandt sted og under hvilket omstændigheder, skal

undertegnede oplyse, at det ikke er muligt at dokumentere denne bekræftelse

yderligere udover, hvad der allerede foreligger beskrevet i sagen.

Kort skal dog bemærkes, at

det fremgår af sagen, at faderen har bekræftet selve

’sagsforløbet’, senest i

møde i december 1998, jvf. (I)’s skrivelse af 27/8 1999. I en lang

samtale

accepterede faderen begrundelsen for at standse bevillingen (betaling af

forældreandelen af skolegangen). Jeg kan ikke sige, at han var tilfreds. I

skrivelse til Nordjyllands Statsamt af 23/10 1998 er det formuleret således

’man kan ikke sige, at han (faderen) jublede, men argumentationen blev

accepteret.’

Der henvises i øvrigt til

kommunens skrivelser af 7/7 1998, 23/10 1998 og 22/6 1999.”

Det sociale nævn afgav

udtalelse den 27. januar 2000. Af udtalelsen fremgik bl.a. følgende:

”Som det fremgår af

udtalelserne kan Aalborg Kommune ikke dokumentere, at (A)

efterfølgende

har bekræftet, at han har accepteret kommunens

begrundelse for afgørelsen om at standse kommunens bevilling af

forældrebetalingen for sønnens fortsatte skolegang på privatskole.

Efter nævnets opfattelse har

dette forhold dog heller ikke afgørende betydning for spørgsmålet om,

hvorvidt

der burde have været meddelt dispensation fra overskridelse af klagefristen.

Med hensyn til spørgsmålet

om, hvorvidt kommunens afgørelse om standsning af betalingen af skolepenge,

der

blev meddelt mundtligt, burde have været meddelt skriftligt, har Ombudsmanden

i

brev af 15. april 1999 henvist til en tidligere sag fra Horsens Kommune om

afslag på forældrebetaling til ophold på privatskole. I den pågældende sag

fandt Ombudsmanden det stridende mod god forvaltningsskik at meddele en så

indgribende afgørelse mundtligt.

Hertil bemærkes, at der

efter nævnets opfattelse ikke er andre lighedspunkter mellem de to sager end

at

der i begge sager er tale om betaling af skolepenge.

Det bemærkes herved, at

forældrebetalingen for skoleopholdet i sagen fra Horsens Kommune udgjorde

13.000 kr. pr. måned (kostskole), medens beløbet i nærværende sag var 550 kr.

pr. måned på afgørelsestidspunktet.

Derimod finder nævnet, at

der er flere lighedspunkter med en sag om afslag på dispensation fra

klagefristen

i en sygedagpengesag, som Ombudsmanden tidligere har behandlet (Ombudsmandes

udtalelse i brev af 11. januar 1993, j.nr. 1992-0035-025).

I denne sag fandt

Ombudsmanden ikke grundlag for at kritisere, at nævnets formand havde afvist

en

klage over en kommunes afslag på udbetaling af sygedagpenge for perioden 3.

oktober – 5. november 1988 på grund af fristoverskridelse.

Kommunens afgørelse blev

meddelt klageren mundtligt den 3. december 1988. Der blev ikke givet

klagevejledning. Klagen blev først indgivet ca. 2 år og 9 måneder efter

klagefristens udløb.

Ombudsmanden slog fast, at

der som udgangspunkt ikke er pligt at give klagevejledning ved mundtlige

afgørelser. Af den almindelige vejledningspligt følger det imidlertid, at en

myndighed også for så vidt angår mundtlige afgørelser skal vejlede om

klagemuligheder, såfremt det er særlig anledning til det. Ombudsmanden

henviste

herved til Justitsministeriets vejledning om Forvaltningsloven (1986) pkt.

140.

Ombudsmanden anførte videre,

at en omstændighed, der kan medføre, at myndigheden bør give vejledning,

uanset

at afgørelsen er meddelt mundtligt, kan være, at den pågældende forgæves

beder

myndigheden om at genoptage sagen. Ombudsmanden fandt ikke at kunne lægge til

grund, at klageren havde bedt kommunen genoptage sagen. Der forelå heller

ikke

andre særlige omstændigheder, der medførte, at kommunen burde have vejledt

klageren om muligheden for at indbringe sagen for ankenævnet.

Ombudsmanden konkluderede

herefter, at han ikke havde grundlag for at kritisere ankenævnsformandens

afgørelse om at afvise klagen. Ombudsmanden havde navnlig lagt vægt på, at

klagen først var indgivet ca. 2 år og 9 måneder efter klagefristens udløb.

Ombudsmanden ses ikke at

have behandlet spørgsmålet om, hvorvidt afgørelsen var så indgribende, at den

burde have været meddelt skriftligt. Det bemærkes herved, at der i den

pågældende sag var tale om sygedagpenge i godt 4 uger.

Efter nævnets opfattelse er

der ikke grundlag for at antage, at Aalborg kommunes afgørelse i nærværende

sag

var så indgribende, at den burde have været meddelt skriftligt.

Nævnet finder heller ikke,

at der i nærværende sag foreligger andre særlige omstændigheder, som

medfører,

at der burde være givet klagevejledning.

Nævnet fastholder derfor

afslaget på dispensation fra overskridelse af klagefristen. Som tidligere

meddelt, er overskridelsen på 7 år.”

E kommenterede i brev af 10.

februar 2000 det sociale nævns udtalelse. E skrev bl.a. følgende:

”Jeg vurderer endvidere, at

der i sagen foreligger andre særlige omstændigheder, som medfører, at der

burde

være givet klagevejledning. Det fremgår af sagens akter at, Aalborg Kommune

ikke kunne stille andre skoletilbud til rådighed – hverken i kommunalt

eller

amtsligt regi. Afgørelsen bliver således af særlig indgribende betydning,

hvor

jeg mener, at det strider mod god forvaltningsskik at meddele afgørelsen

mundtligt uden klagevejledning.”

I brev af 31. maj 2000 til

det sociale nævn anmodede jeg nævnet om en supplerende udtalelse. Jeg skrev i

den forbindelse bl.a. følgende:

”Den 15. april 1999 bad jeg

det sociale nævn om en udtalelse og om udlån af sagens akter. Jeg bad om at

nævnet forinden indhentede en udtalelse fra Aalborg Kommune om sagen.

Den 5. august 1999 sendte

det sociale nævn mig sin udtalelse og en udtalelse fra Aalborg Kommune af 22.

juni 1999 med tilhørende bilag. Nævnet sendte mig tillige sagens akter.

De akter jeg har modtaget

fra nævnet, vedrører perioden efter Aalborg Kommunes brev af 7. juli 1998

(stilet til (A)) og frem, og altså ikke

-

med en enkelt undtagelse,

jf. nedenfor – perioden forud for dette brev. Undtagelsen drejer sig om

et brev

af 27. marts 1996 underskrevet af (D), Aalborg Kommune, magistratens 3.

afdeling, og stilet til (J), Familiegruppen – Distriktskontor Vest. I

brevet

beklager (D) indledningsvis den lange besvarelsestid som han oplyser hænger

sammen med at han forgæves har ledt efter sagsakterne som er bortkommet.

Brevet

slutter med et udsagn om at der ingen begrundelse er for at refundere (A)

nogen

udgift til skolepenge.

Da min medarbejder på

baggrund af brevet af 27. marts 1996 måtte forstå at der forelå yderligere

sagsakter i sagen, ringede han til Aalborg Kommune. Under to telefonsamtaler

den 16. maj 2000 med henholdsvis (K) og (L), begge Aalborg Kommune, blev det

oplyst at en tidligere socialrådgiver i (E), (M), den 15. december 1995 havde

rettet henvendelse til kommunen om (A)’s sag.

Korrespondancen i denne

anledning sluttede med et brev af 1. november 1996 hvori (M) bad (J) om et

møde

om sagen.

Jeg har den 18. maj 2000

efter anmodning modtaget kopi af denne korrespondance i sagen fra Aalborg

Kommune.

1. Det sociale nævns oplysningsgrundlag:

På den baggrund og under

henvisning til det jeg anført ovenfor, beder jeg det sociale nævn om at

redegøre for oplysningsgrundlaget for nævnets afgørelse af 20. november 1998.

2. Det sociale nævns afgørelse af 20. november 1998:

Under henvisning til de foreliggende oplysninger om (A)’s tidligere

henvendelse til Aalborg Kommune beder jeg det sociale nævn om at tage

stilling

til om korrespondancen fra 1996 – og det eventuelt yderligere materiale

som

nævnet måtte modtage fra Aalborg Kommune om sagen – giver nævnet

grundlag for

at genoptage behandlingen af

(A)’s klage

af 28. juli 1998.”

Det sociale nævn bad i et

brev af 7. juli 2000 om Aalborg Kommunes bemærkninger til mit brev af 31. maj

2000. Det sociale nævn skrev desuden bl.a. følgende:

”Det bemærkes, at vi finder

det meget kritisabelt, at de akter vedrørende perioden 1995-96, som nu er

fremsendt til Ombudsmanden, ikke blev sendt hertil sammen med klagen, og vi

skal – om muligt – udbede os en forklaring herpå.”

Aalborg Kommune skrev i et

brev af 15. august 2000 bl.a. følgende til det sociale nævn:

”Som svar på nævnets

henvendelse af 07.07.2000 kan det oplyses, at Aalborg Kommune ikke i perioden

1991 til januar 1996, modtog nogen henvendelser om genoptagelse af sagen.

(E)’s socialrådgiver, (M),

anmodede som partsrepræsentant i skrivelse af 12.01.1996 Aalborg Kommune om

at

refundere (A) de udgifter til forældrebetaling for sønnens ophold i

privatskole,

som han havde haft efter bevillingsstoppet pr. 30. november 1991.

Kommunen afviste at

genoptage sagen ved (D)’s skrivelse af 27.03.1996, som første gang

fremsendtes

af kommunens sagsbehandler (J) til (M) med skrivelse af 29.03.1996 og

derefter

genfremsendtes til (M) med skrivelse af 21.06.1996. (M) ønskede herefter et

møde med (J), men som det fremgår af (J)’s håndskrevne notat af

15.11.1996 på

(M)’s skrivelse af 01.11.1996, blev et sådant møde ikke til noget, idet

(J)

ikke kunne tilføje mere end det allerede fremsendte til belysning af sagen.

Der fremkom ikke ved (M)’s

anmodning om genoptagelse nye oplysninger, der sandsynliggjorde, at sagen

ville

få et andet udfald, såfremt disse havde foreligget i 1991.

Det kan oplyses, at

socialforvaltningen ikke er i besiddelse af sagsakter, udover hvad der

tidligere er tilsendt Det Sociale Nævn og Ombudsmanden.

Det skal beklages, at

sagsakter fra perioden 1995 – 96 ikke var vedlagt, da kommunen sendte

sin

udtalelse til klagen til Det Sociale Nævn. Forklaringen herpå er følgende:

Der er på socialrådgiver

(I)’s klage, som statsamtet sendte til udtalelse i kommunen den

06.08.1998,

noteret denne bemærkning: ’Da der i vedlagte sag foreligger særlige

omstændigheder, fremsender jeg kopi af anken samt relevante sagsakter til Det

sociale Nævn. Anken er sendt til (D), Ældre- og Handicapforvaltningen d.

29.07.98’.

Det faktum, at (E)’s

socialrådgiver skriver, at der medsendes relevante sagsakter, fortolkes

– som

det nu viser sig fejlagtigt – af Aalborg kommune sådan, at

’relevante

sagsakter’ naturligvis inkluderer (E)’s egne tidligere skriftlige

henvendelser

til Aalborg Kommune om sagen og kommunens svar herpå. Aalborg Kommune mener

det

herefter ikke fornødent også at fremsende disse akter til nævnet. Det eneste,

der vedlægges fra denne korrespondance, er derfor (D)’s skrivelse af

27.03.1996, fordi denne skrivelse redegør for forløb og begrundelse. I denne

forbindelse er det selvfølgelig ekstra beklageligt, at Aalborg Kommune

overser,

at der i kommunens eksemplar er foretaget et notat på en af

skrivelserne.”

Det sociale nævn afgav

supplerende udtalelse den 21. august 2000. Af udtalelsen fremgik bl.a.

følgende:

”Med henvisning til Deres

brev af 31.5.2000 kan vi herved meddele, at vi ikke tidligere har været

bekendt

med den nu fremkomne korrespondance fra 1995/96. Nævnet har således afgjort

sagen og fremsendt tidligere udtalelser til Dem på grundlag af de sagsakter,

som vi tidligere har fremsendt.

Som det fremgår af vedlagte

kopi af vores brev af 7.7.2000 til Aalborg Kommune, har vi overfor kommunen

givet udtryk for, at vi fandt det meget kritisabelt, at de omtalte akter fra

1995/96 ikke blev sendt til os sammen med klagen, og vi udbad os

-

om muligt – en forklaring herpå.

Vi har nu modtaget vedlagte

svar af 15.8.2000 fra Aalborg Kommune. Som det fremgår redegør kommunen for

baggrunden for, at akterne ikke blev tilsendt Nævnet og beklager dette.

Nævnet

finder herefter ikke at kunne foretage sig videre i den anledning.

Som det videre fremgår af

kommunens brev, skulle der herefter ikke eksistere flere akter af betydning

for

sagen.

Det er herefter Nævnets

opfattelse, at der fortsat ikke er grundlag for at genoptage behandlingen af

sagen. Der ses således ikke at være fremkommet oplysninger, der ændrer

grundlaget for den udtalelse Nævnet har sendt til Ombudsmanden den 27.1.2000.

Det eneste nye er så vidt ses, at der ikke er udvist passivitet i mere end 7

år, men ’kun’ i ca. 4 år. Dette findes ikke i sig selv at kunne

give anledning

til en genoptagelse, da der stadig er tale om, at der er udvist passivitet i

en

meget lang periode.”

I brev af 31. august 2000

bad jeg E om eventuelle bemærkninger til Aalborg Kommunes udtalelse af 15.

august 2000 og det sociale nævns udtalelse af 21. august 2000. E kommenterede

udtalelserne i et brev af 15. september 2000 og gjorde i den forbindelse på

ny

gældende at A’s sene klage til det sociale nævn skyldtes Aalborg

Kommunes

manglende skriftlighed og klagevejledning i forbindelse med afgørelsen i

1991.

E påpegede desuden på ny at A ikke i 1991 var blevet stillet forslag om

alternative undervisningstilbud til B.

I brev af 19. september 2000

bad jeg om Aalborg Kommunes og det sociale nævns eventuelle bemærkninger til

E’s brev af 15. september 2000.

Aalborg Kommune kommenterede

i et brev af 4. oktober 2000 E’s bemærkninger om manglende alternative

undervisningstilbud til B. Det sociale nævn oplyste den 17. oktober 2000 at

nævnet ikke havde yderligere bemærkninger til sagen.

Den 19. oktober 2000 sendte

jeg E en kopi af Aalborg Kommunes brev af 4. oktober 2000 og det sociale

nævns

brev af 17. oktober 2000 og bad om E’s eventuelle bemærkninger inden

fire uger.

Jeg har ikke efterfølgende modtager bemærkninger fra E.

Ombudsmandens udtalelse

”Som det fremgår ovenfor, blev afgørelsen om betaling af (B)’s

skolegang truffet efter den dagældende bestemmelse i bistandslovens § 46. (En

bestemmelse med tilsvarende indhold findes i dag i § 11 i lov om aktiv

socialpolitik).

En kommunes afgørelser efter bistandslovens § 46 kunne efter den dagældende

bestemmelse i bistandslovens § 15 indbringes for det sociale nævn.

Lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand sætter visse grænser

for ombudsmandens virksomhed. Det fremgår således af § 14 i ombudsmandsloven

at

ombudsmanden ikke kan behandle klager over forhold der kan indbringes for en

højere forvaltningsmyndighed før denne myndighed har truffet afgørelse. Denne

bestemmelse betyder at klageadgangen rent faktisk skal have været udnyttet.

Den højere forvaltningsmyndighed – i dette tilfælde det sociale nævn

– skal have taget stilling til det forhold der klages over.

Bestemmelsen i ombudsmandslovens § 14 betyder at jeg i udgangspunktet er

afskåret fra at tage stilling til Aalborg Kommunes afgørelse i (A)’s

sag, ligesom jeg er afskåret fra at tage stilling til kommunens

sagsbehandling i den forbindelse.

Jeg har derfor i forbindelse med min gennemgang af (A)’s sag

koncentreret mig om følgende:

Det Sociale Nævn for Nordjyllands Amts afgørelse af 20. november 1998 om at

afvise behandlingen af (E)’s klage, herunder særligt betydningen af

(E)’s korrespondance med Aalborg Kommune i 1995-96.

Aalborg Kommunes oversendelse af sagens akter til Det Sociale Nævn for

Nordjyllands Amt.

I mit brev af 15. april 1999 til det sociale nævn gjorde jeg opmærksom på at

jeg i min undersøgelse af sagen særligt ville koncentrere mig om spørgsmålet

om hvorvidt Aalborg Kommunes afgørelse om ophør af betaling for (B)’s

skolegang burde have været meddelt (A)

skriftligt.

Som sagen har udviklet sig i

forbindelse med min behandling af den, har jeg imidlertid – som det

fremgår

nedenfor – fundet det mest naturligt kun af berøre kravet om

skriftlighed mere

indirekte i min udtalelse.

Jeg henviser i øvrigt til at

ombudsmanden selv afgør om en klage giver tilstrækkeligt grundlag for

undersøgelse (§ 16, stk. 1, i ombudsmandsloven).

ad 1.

Det fremgår af det sociale

nævns afgørelse af 20. november 1998 at (E)’s klage blev afvist af det

sociale

nævn fordi klagefristen i § 67 i lov om retssikkerhed og administration ikke

var overholdt, og fordi nævnet ikke fandt at der forelå særlige

omstændigheder

der begrundede fristoverskridelsen. I det sociale nævns afgørelse henvises

til

’bestemmelserne om klagevejledning i henhold til

forvaltningsloven’. Jeg har

ved min gennemgang af sagen lagt til grund at der med denne henvisning alene

henvises til forvaltningslovens § 25.

Bestemmelsen i § 67 i lov om

retssikkerhed og administration (lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000

som senest ændret ved lov nr. 284 af 25. april 2001) har bl.a. følgende

ordlyd:

’§ 67. Klage til det sociale nævn og Ankestyrelsen skal ske inden 4

uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Stk. 2. Formanden for det sociale nævn og chefen for Ankestyrelsen

kan se bort fra, at fristerne ikke er overholdt, når der er særlig grund

hertil.

Afgørelser om at se bort fra klagefrister og afgørelser om klagefristernes

beregning kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.’

Lov om retssikkerhed og

administration trådte i kraft den 1. juli 1998. En tilsvarende bestemmelse

fandtes inden da i bistandslovens § 15, stk. 4.

I Den Sociale Ankestyrelses

vejledning nr. 53 af 10. februar 2000 om klageregler på det sociale område

redegøres der under punkt 12.6. bl.a. nærmere for den sociale ankestyrelses

praksis vedrørende dispensation fra klagefrister i retssikkerhedslovens § 67,

stk. 1 (oprejsningsbevilling).

Herudover anføres bl.a. følgende om oprejsningsbevilling i Karsten

Revsbech mfl., Forvaltningsret, Almindelige Emner, 3. udgave, 1997, s. 263f:

’Når en klagefrist er

overskredet, har klageren ikke længere krav på, at rekursinstansen

realitetsbehandler den påklagede afgørelse. Klagemyndigheden skal ex officio

kontrollere, at klagefristen er overholdt. Er fristen overskredet, afvises

klagen.

I flere love (og forretningsordener) er det imidlertid fastsat, at

rekursorganet kan se bort fra en fristoverskridelse. Som eksempel kan nævnes

skattestyrelseslovens § 25, stk. 1, 3. pkt., hvorefter Landsskatteretten kan

se

bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor.

Det forhold, at en klage tages under realitetsbehandling, trods en

overskridelse af klagefristen, betegnes normalt oprejsningsbevilling.

Hvor loven (eller forretningsordenen) ikke har fastsat en adgang til

oprejsningsbevilling, kan rekursmyndigheden alligevel efter uskrevne

forvaltningsretlige regler se bort fra en overskridelse af klagefristen. Dog

må

det fastholdes, at udgangspunktet er, at klagen skal afvises. En

oprejsningsbevilling kan således ikke gives uden videre. Der skal foreligge

visse særlige forhold. Disse skal typisk have karakter af undskyldende

omstændigheder, som er en rimelig grund til fristoverskridelse.

Sådanne omstændigheder kan f.eks. være sygdom eller væsentlig

postforsinkelse på grund af arbejdsnedlæggelse. Fristens længde er også af

betydning. Er fristen kort, vil tilbøjeligheden til at se bort fra den være

større, end hvis fristen er lang. Hvor meget fristen er overskredet spiller

ligeledes en rolle. En kort overskridelse kan bedre accepteres end en

længere.

Er der givet korrekt klagevejledning, taler dette imod oprejsningsbevilling.

Det er ligeledes af betydning, om andre borgere har modstående interesser,

som

tilsiger, at sagen ikke bør behandles efter fristens udløb. Er der tale om et

egentlig partsforhold (partsvist), vil fristen normalt blive håndhævet

strengt,

og kun ekstraordinære forhold vil i almindelighed kunne føre til, at en for

sent indgivet klage behandles. Det skyldes, at en fristforlængelse til fordel

for den ene part er til ugunst for den anden part.

Ovenstående momenter er af betydning, ikke blot ved vurdering af, om

der i den konkrete situation kan gives en ulovbestemt oprejsningsbevilling,

men

også ved stillingtagen til, om en lovhjemlet oprejsningsbevilling kan

meddeles.

Der foreligger altså her et godt eksempel på samspillet mellem almindelige

uskrevne regler og lovbestemmelser.’

(E) har under sagen særligt

gjort gældende at årsagen til at (A) ikke har overholdt klagefristen i

retssikkerhedslovens § 67, er at Aalborg Kommune ikke ved den mundtlige

afgørelse i 1991 vejledte ham om muligheden for at klage til det sociale

nævn,

ligesom (E) har gjort gældende at den manglende klagevejledning er i strid

med

forvaltningsloven.

Reglen om at myndighederne

skal give klagevejledning, findes i forvaltningslovens § 25, stk. 1, jf. lov

nr. 571 af 19. december 1985 som ændret ved lov nr. 347 af 6. juni 1991.

Reglen

har følgende ordlyd:

’

§ 25.

Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed,

skal, når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om

klageadgang

med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse

af

klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen

fuldt ud giver den pågældende part medhold.’

Af bemærkningerne til

forvaltningslovens § 25 (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, spalte 164ff)

fremgår bl.a. følgende:

”Som påpeget af udvalget ( )

bør den foreslåede regel om klagevejledning ikke uden videre finde anvendelse

i

tilfælde, hvor forvaltningsafgørelsen meddeles mundtligt. Bestemmelsen

omfatter

derfor kun afgørelser, der meddeles skriftligt. Spørgsmålet om, hvorledes der

bør gives klagevejledning i forbindelse med afgørelser, der meddeles

mundtligt,

vil ligeledes indgå i den vejledning, som vil blive udarbejdet bl.a. til

uddybning og supplering af reglerne i det foreliggende lovforslag.”

Som det fremgår, er kravet

om klagevejledning som udgangspunkt alene knyttet til afgørelser der meddeles

skriftligt, idet disse afgørelser altid skal ledsages af en klagevejledning.

Der findes ikke i dansk ret

nogen almindelig regel om at myndighedernes afgørelser skal meddeles

skriftligt, og afgørelser kan derfor som udgangspunkt meddeles mundtligt og

uden klagevejledning.

Det fremgår imidlertid af

bl.a. Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 383ff, at

udgangspunktet hvorefter afgørelser kan meddeles mundtligt, modificeres i

praksis idet det bl.a. følger af god sagsbehandlingsskik at en part normalt

har

krav på at få en skriftlig bekræftelse på en mundtlig afgørelse, ligesom det

kan følge af god sagsbehandlingsskik at afgørelser af rent bevismæssige

hensyn

må bekræftes skriftligt, og at særligt indgribende afgørelser meddeles

skriftligt.

Hertil kommer at der også i

tilfælde hvor det ikke kan antages at følge af god sagsbehandlingsskik at en

afgørelse bør meddeles skriftligt, og hvor afgørelsen derfor heller ikke

–

efter forvaltningslovens § 25, stk. 1

-

skal ledsages af en

klagevejledning, i visse tilfælde vil kunne stilles krav om at afgørelsen

–

uanset at den altså meddeles mundtligt

-

ledsages af en klagevejledning.

Om pligten for myndighederne

til at ledsage mundtlige afgørelser af en klagevejledning anføres følgende i

Justitsministeriets vejledning nr. 11740 af 4. december 1986 om

Forvaltningsloven:

’

140.

Der skal efter bestemmelsen i § 25 kun gives klagevejledning i

forbindelse med afgørelser, som meddeles SKRIFTLIGT. Den almindelige

vejledningspligt medfører imidlertid, at myndigheden også, hvor en

forvaltningsafgørelse meddeles mundtligt, om fornødent skal give

klagevejledning.’

Reglen om den almindelige

vejledningspligt fremgår af § 7, stk. 1, i forvaltningsloven. Reglen har

følgende ordlyd:

’

§ 7.

En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde

vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden

for myndighedens sagsområde.’

Ombudsmanden har tidligere

haft lejlighed til at tage stilling til spørgsmålet om en myndigheds pligt

til

at vejlede om klagemulighed i forbindelse med en mundtlig afgørelse. I en

konkrete sag (mit j.nr. 1992-0035-025) – som i øvrigt også er refereret

i det

sociale nævns udtalelse af 27. januar 2000 – anførte jeg bl.a. følgende

i min

udtalelse:

’En omstændighed, der kan

medføre, at myndigheden bør give klagevejledning, uanset at afgørelsen er

meddelt mundtligt, kan være, at den pågældende forgæves beder myndigheden om

at

genoptage sagen.’

I den konkrete sag fra 1992

fandt jeg ikke at kunne lægge til grund at klageren havde bedt kommunen om at

genoptage sagen, og der forelå heller ikke andre særlige omstændigheder der

kunne medføre at kommunen burde have vejledt klageren om muligheden for at

klage over afgørelsen.

Jeg kan ikke i (A)’s sag se

at det sociale nævn i nævnets oprindelige afgørelse af 20. november 1998

–

eller i udtalelserne til mig af 5. august 1999 og 27. januar 2000

-

har

forholdt sig til spørgsmålet om hvorvidt forløbet omkring (E)’s

henvendelser

til Aalborg Kommune i 1995-96 kunne have betydning for vurderingen af om der

i

(A)’s sag forelå særlige omstændigheder der begrundede

fristoverskridelsen i

forbindelse med klagen til det sociale nævn.

På baggrund af det sociale

nævns supplerende udtalelse til mig af 21. august 2000 må jeg da imidlertid

også forstå at det sociale nævn ikke ved afgørelsen af 20. november 1998

(eller

ved de ovenfor omtalte udtalelser hertil) var opmærksom på at (E) allerede i

1995-96 havde rettet henvendelse til Aalborg Kommune vedrørende (A)’s

sag.

Efter min opfattelse er det

meget kritisabelt at det sociale nævn – hverken ved behandlingen af

sagen den

20. november 1998 eller i forbindelse med udtalelserne hertil af 5. august

1999

og 27. januar 2000

-

blev opmærksom på at nævnet ikke var i besiddelse af samtlige sagens akter.

Jeg

har herved lagt vægt på at det sociale nævn var i besiddelse af (D)’s

brev af

27. marts 1996, og at det sociale nævn efter min opfattelse på baggrund af

dette brev – som min medarbejder – burde have konkluderet at der

også inden

Aalborg Kommunes brev af 7. juli 1998 til (A) havde været rettet henvendelse

til kommunen om sagen. Jeg henviser i øvrigt til punkt 2 nedenfor om Aalborg

Kommunes oversendelse af sagens akter til det sociale nævn.

Jeg kan imidlertid heller

ikke se at nævnet – ud over at konstatere at der alene var udvist

passivitet i

fire år

-

i forbindelse med udtalelsen til mig af 21. august 2000 forholdt sig til

spørgsmålet om hvorvidt forløbet omkring (E)’s henvendelser til Aalborg

Kommune

i 1995-96 kunne have betydning for afgørelsen om at afvise at behandle sagen,

hvilket jeg finder kritisabelt.

Jeg bemærker i den

forbindelse at (E)’s breve til Aalborg Kommune af 12. januar 1996, 19.

april

1996 og 1. november 1996, som jeg forstår dem, kunne betragtes som

genoptagelsesbegæringer, og at netop gentagne genoptagelsesbegæringer

-

som

omtalt i min udtalelse i den ovenfor omtalte sag fra 1992 – kan medføre

at

myndigheden får pligt til at vejlede om klagemuligheder i forbindelse med en

mundtlig afgørelse. I den forbindelse har jeg da også noteret mig at Aalborg

Kommune selv i udtalelsen af 15. august 2000 til det sociale nævn omtalte

(D)’s

brev af 27. marts 1996 som et afslag på genoptagelse.

På denne baggrund ville det

efter min opfattelse have været naturligt om det sociale nævn på dette

tidspunkt – efter at forløbet i 1995-96 var blevet klarlagt for nævnet

– havde

overvejet om forløbet betød at Aalborg Kommune i forbindelse med de nævnte

henvendelser i hvert fald burde have vejledt (E) efter forvaltningslovens § 7

om muligheden for at påklage Aalborg Kommunes afgørelse fra 1991 til det

sociale nævn.

Det ville desuden efter min

opfattelse have været naturligt om det sociale nævn havde overvejet om det

kunne have betydning for det sociale nævns afgørelse om at afvise at behandle

sagen at den omtalte vejledning ikke fandt sted.

Jeg bemærker i øvrigt at jeg

ikke har fundet anledning til nærmere at forfølge spørgsmålet om hvorvidt

Aalborg Kommunes skriftlige svar af 27. marts 1996, 29. marts 1996 og 21.

juni

1996 i sig selv udgjorde afgørelser der efter forvaltningslovens § 25 burde

havde været ledsaget af en klagevejledning.

Om retsvirkninger af

manglende overholdelse af pligten til at meddele klagevejledning fremgår

følgende af Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 376:

’Opfyldes pligten til at

meddele klagevejledning ikke, får det normalt den retsvirkning, at en

eventuel

klagefrist suspenderes ( ). Det er dog en forudsætning for den senere

indgivne

klages antagelse, at klageren ikke har udvist ugrundet passivitet, jf. UfR

1990.824 H.’

Af Hans Gammeltoft-Hansen

mfl., Forvaltningsret (1994), s. 644, fremgår desuden følgende om emnet:

’I tilfælde, hvor der i

strid med FVL § 25 (eller en eventuel videregående, speciel regel) ikke er

givet (fyldestgørende) klagevejledning, antages virkningen heraf normalt ikke

at være ugyldighed, men derimod, at klagefristen suspenderes, indtil (en

fyldestgørende) klagevejledning er givet ( ).’

Det sociale nævn har i (A)’s

sag lagt vægt på at der fra Aalborg Kommunes afgørelse i 1991 til (E)’s

tidligste henvendelser til kommunen om sagen forløber ca. fire år, hvilket

– som

jeg må forstå det sociale nævns udtalelse til mig af 21. august 2000 –

efter det sociale nævns opfattelse i sig selv udgør en så langvarig

passivitet

at nævnet mener sig berettiget til at afvise at behandle klagen.

Ved spørgsmålet om hvorvidt

nævnet i 1998 var berettiget til at afvise klagen, mener jeg at der må

foretages en vurdering af bl.a. den betydning som (A)’s passivitet fra

1991 til

1995 kan tillægges i forhold til det forhold at myndighederne såvel i 1991

som

i 1996 undlod at vejlede ham om muligheden for at klage til det sociale nævn.

Jeg henviser i den

forbindelse også til Juridisk Grundbog, Forvaltningen, bind 4 (1989), s. 259,

hvor følgende er anført vedrørende spørgsmålet om hvorvidt der gælder en

almindelig frist for udnyttelse af en rekursmulighed:

’Efter omstændighederne vil

en rekursmyndighed dog alligevel kunne afvise at behandle en klage over en

meget gammel afgørelse. Dette må formentlig gælde, hvis afgørelsen ikke

længere

har nogen retlig eller faktisk betydning, og klageren derfor ikke har nogen

retlig interesse i at få afgørelsen ændret, eller hvis forholdet ikke længere

lader sig oplyse. Som det fremgår, må der foretages en helt konkret

vurdering,

og der kan ikke angives nogen absolut tidsgrænse.’

Det er min opfattelse at

denne vurdering – særligt under hensyn til at (A)’s passivitet blev

udøvet på

et tidspunkt hvor han fortsat ikke havde modtaget klagevejledning – som

udgangspunkt må falde ud til (A)’s fordel. Jeg bemærker i den

forbindelse at

der, som sagen foreligger oplyst for mig, heller ikke er grundlag for at tro

at

(A) på anden måde (end ved myndighedernes klagevejledning) skulle have

skaffet

sig kendskab til klagemuligheden i løbet af de fire år og således skulle have

haft mulighed for at indgive klagen tidligere.

Efter min opfattelse kan der

med en vis ret endvidere sættes spørgsmålstegn ved om (A)’s passivitet

rent

faktisk udgør ca. fire år. Jeg har i den forbindelse noteret mig at det

sociale

nævn har opfattet (E)’s klage af 28. juli 1998 som en klage over Aalborg

Kommunes oprindelige afgørelse fra 1991, og at nævnet ikke – uanset at

henvendelserne

i 1996 som tidligere nævnt kunne betragtes som genoptagelsesanmodninger

– har

overvejet om (E)’s klage af 28. juli 1998 kunne betragtes som en klage

over

afslag på genoptagelsesbegæringer fra 1996 – og dermed som en klage

indgivet

mindre end to år efter afgørelsestidspunktet.

Jeg har overvejet med

hvilken vægt det bør indgå i den nævnte vurdering at det på tidspunktet for

(E)’s klage til det sociale nævn kan have været vanskeligt at oplyse den

tidligere sag vedrørende betalingen for (B)’s skolegang, herunder belyse

spørgsmålet om alternative undervisningstilbud til (B). Jeg har dog ikke

fundet

at det forhold at der – som oplyst i Aalborg Kommunes udtalelser af 15.

august

2000 og 4. oktober 2000 til det sociale nævn

-

ikke ved afgørelsen i 1991 var opstillet

alternative undervisningstilbud til (B), i sig selv bør betyde at sagen ikke

kan behandles i det sociale nævn.

Samlet finder jeg det

kritisabelt at det sociale nævn ved afgørelsen af 20. november 1998 alene har

forholdt sig til længden af fristoverskridelsen samt til om der efter

forvaltningslovens § 25 kunne stilles krav om klagevejledning i forbindelse

med

Aalborg Kommunes afgørelse i 1991. Det sociale nævn har derimod ikke forholdt

sig til om der i (A)’s sag i øvrigt var særlige omstændigheder der kunne

have

betydning for spørgsmålet om nævnets antagelse af sagen til behandling.

Jeg har på denne baggrund

henstillet at det sociale nævn genoptager sagen og træffer en ny afgørelse i

sagen.

ad 2.

Som det fremgår af min

redegørelse for sagens forløb, anmodede jeg den 31. maj 2000 det sociale nævn

om en supplerende udtalelse vedrørende sagen.

Baggrunden herfor var at en

af mine medarbejdere den 16. maj 2000 ved telefonisk henvendelse til Aalborg

Kommune havde fået oplyst at (E) første gang rettede henvendelse til Aalborg

Kommune vedrørende sagen den 15. december 1995. Telefonsamtalen fandt sted

efter at min medarbejder – på baggrund af (D)’s brev af 27. marts

1996 – var

blevet opmærksom på at der måtte foreligge andre akter i sagen end de akter

jeg

havde modtaget fra det sociale nævn sammen med nævnets udtalelse af 5. august

1999. De akter jeg havde modtaget fra det sociale nævn, vedrørte alle –

med

undtagelse af det nævnte brev – perioden efter Aalborg Kommunes brev af

7. juli

1998 til (A).

Ved min medarbejders

telefonsamtale med Aalborg Kommune den 16. maj 2000 kom det frem at (E) i

perioden mellem den 15. december 1995 og den 1. november 1996 flere gange

havde

rettet henvendelse til Aalborg Kommune om (A)’s sag, og at der forelå

akter

herom.

Jeg har noteret mig at det

sociale nævn i et brev af 7. juli 2000 til Aalborg Kommune gav udtryk for at

nævnet fandt det meget kritisabelt at akterne fra 1995-96 ikke var blevet

fremsendt til nævnet i forbindelse med (E)’s klage i sagen.

Jeg har desuden noteret mig

at Aalborg Kommune i et brev af 15. august 2000 til det sociale nævn har

beklaget at akterne fra 1995-96 ikke var blevet sendt til det sociale nævn

hvilket – så vidt jeg forstår

-

skyldtes at Aalborg Kommune havde misforstået (E)’s

håndskrevne besked af 28. juli 1998 til det sociale nævn.

Jeg er – ganske uanset (E)’s

håndskrevne besked

-

enig med det sociale nævn i at det er meget kritisabelt at Aalborg Kommune

ikke

sendte samtlige sagens akter til det sociale nævn i forbindelse med nævnets

behandling af sagen den 20. november 1998.

Jeg finder det desuden meget

kritisabelt at Aalborg Kommune heller ikke sendte akterne fra 1995-96 til det

sociale nævn i forbindelse med Aalborg Kommunes udtalelse af 22. juni 1999

til

det sociale nævn.

Jeg har ingen grund til at

mene at akterne fra 1995-96 bevidst blev tilbageholdt fra det sociale nævn

eller fra mig. Jeg finder dog anledning til at understrege at det såvel for

ombudsmandens som for ankeinstansernes bedømmelse af en sag er af afgørende

betydning at myndighederne udviser betydelig omhu og præcision i forbindelse

med fremsendelse af sagsakter, udtalelser mv.

Jeg har orienteret Aalborg

Kommune om min opfattelse af dette spørgsmål, men foretager mig i øvrigt ikke

videre i den anledning.”

Ombudsmanden henstillede til

det sociale nævn at genoptage sagen og bad om underretning om sagens videre

forløb.

I brev af 16. januar 2002

meddelte det sociale nævn at nævnet havde besluttet at realitetsbehandle

sagen

og dermed

ændre sin afgørelse af 20.

november 1998. Nævnet ændrede Aalborg Kommunes afgørelse.

Lignende dokumenter