Klagevejledning i forbindelse med mundtlig afgørelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Klagevejledning i forbindelse med mundtlig afgørelse
E klagede på vegne af A over
Det Sociale Nævn for Nordjyllands Amts afvisning af at antage en klage til
behandling.
Det fremgik af sagen at A’s
søn, B, i 1988 startede sin skolegang på C Privatskole i Aalborg, og at
Aalborg
Kommune dengang betalte/ydede refusion for forældreandelen af bl.a. de med
skolegangen forbundne udgifter.
Det fremgik desuden af sagen
at A på et møde med centerleder D blev orienteret om at Aalborg Kommune fra
udgangen af november 1991 ville indstille den nævnte betaling for B’s
undervisning.
B fortsatte imidlertid herefter sin skolegang på C Privatskole, og fra den 1.
december 1991 til den 30. juni 1995 afholdt A selv de udgifter der var
forbundet dermed.
E anmodede på vegne af A ved
brev af 12. oktober 1995 Aalborg Kommune om aktindsigt i A’s sag.
I et efterfølgende brev til Aalborg Kommune
af 15. december 1995 skrev E bl.a.:
”Det jeg skal bruge
aktindsigten til er, at se på betalingen for (B)’s skoleophold på (C)
Friskole,
hvor forvaltningen betalte for de første år, men ikke for de sidste. Jeg vil
derfor gerne have de journalnotater/bevillingsark tilsendt, som beskriver da
man startede bevillingen, og da man stopper den.”
I brev af 12. januar 1996
skrev E bl.a. følgende til Aalborg Kommune:
”Som socialrådgiver for
ovennævnte medlem skal jeg hermed rejse en sag om betaling af skolepenge for
Læs alt
hans søn – (B), cpr. nr. ( ) – for perioden 01.12.1991 –
30.06.1995 på C
Privatskole.
Jeg skal søge om, at Aalborg
kommune refunderer vort medlem de udgifter, som han har haft til skolepenge i
ovennævnte periode.
Som begrundelse for
ansøgningen skal anføres, at vi ikke mener, at vort medlem skulle have betalt
disse skolepenge, da der ikke var tale om et frivilligt skolevalg –
tværtimod –
det handlede om, at Aalborg kommune ikke kunne give vort medlem andre
skoletilbud til hans søn (B) – hverken i kommunalt eller amtsligt regi.
Det var således ikke en
skole, som vort medlem selv fandt frem til, men den blev fundet af den
ledende
skolepsykolog (F).
Aalborg kommune betalte også
skolepengene i de første år, men pludseligt ophørte betalingen fra kommunens
side med udgangen af november måned 1991, efter at (D) fra Aalborg kommunes
specialrådgivning havde sagt til faderen, at han mente, at det gik så godt,
at
han syntes, at faderen selv skulle betale fremover. Der var tilsyneladende
ikke
tale om en faglig vurdering, for også i de år, der kommer efter, fremgår det
af
den skolepsykologiske rapport, at Aalborg kommune ikke kunne tilbyde en anden
relevant skole til (B).
Det fremgår heller ikke af
kommunens journalmateriale, hvorfor man stoppede betalingen.
Vort medlem fik ikke tilbudt
en anden skoleplacering, således at han kunne have valgt en skole, hvor han
ikke skulle betale for at have sin søn gående.
Vort medlem kunne ikke
overskue konsekvenserne af, at hans søn skulle stoppe på (C) Privatskole
p.gr.a. manglende betalinger, hvorfor han valgte selv at betale pengene, selv
om det ikke var en udgift, som han selv havde valgt at have. Han er
imidlertid
nu blevet opmærksom på, at han ikke selv skulle have betalt pengene, hvorfor
han har rettet henvendelse til undertegnede.
Aalborg kommune har aldrig
kunnet tilbyde (B) en anden skoleplacering, hvilket også fremgår af de
skolepsykologiske udtalelser i sagen.
Først ved dette skoleårs
begyndelse fik han et andet tilbud og er startet i (G).
Vi skal til slut på baggrund
ovenstående søge om, at Aalborg kommune snarest behandler sagen og
tilbagebetaler vort medlem de betalte skolepenge.”
Den tidligere centerleder i
Aalborg Kommune, D, redegjorde i brev af 27. marts 1996 for sagen over for
den
sagsbehandler der nu var ansvarlig for sagen i kommunen. Af brevet fremgik
bl.a.:
”Det er rigtigt, at vi i de
første skoleår bevilgede betaling af Friskole for (B). Begrundelsen var også,
at det etablerede system ikke kunne anvise et undervisningstilbud.
Vi bevilgede også
støttepædagog på skolen og i Fritidsordningen. Senere fulgte støttepædagogen
med ud i klubben på (H). (B) klarede sig godt i klubben og efterhånden var
støttebehovet så minimalt, at støtten helt ophørte. Det skete i et samarbejde
med klubben, faderen og støttepædagogen, som i alle årene var den samme
person,
og som havde en meget tæt og direkte kontakt med faderen.
(B)’s funktion var
efterhånden sådan, at PPR kunne tilbyde ham et undervisningstilbud, jvf.
ophør
af støtte i klubben. Dette blev drøftet flere gange med faderen, som foretrak
friskole frem for et skoleskift og dermed den medfølgende usikkerhed, når det
i
øvrigt gik godt i skolen.
Jeg fandt derfor efterhånden
ingen begrundelse for at fortsætte med at betale forældreandelen ved
Friskolen
som en merudgift.
Ophør af betalingen skete i
enighed og efter aftale og fandt sted på mit kontor.
Jeg mener absolut ikke, at
der er nogen begrundelse for at refundere faderen nogen udgift til
skolepenge.”
Aalborg Kommune videresendte
med brev af 29. marts 1996 D’s brev til E. Aalborg Kommune skrev
samtidig bl.a.
følgende til E:
”Det fremgår af (D)’s brev,
at (A) i 1991 havde valget om anden skoleplacering til sin søn, men valgte
(C)
Privatskole som fortsat skoletilbud til sin søn.
Det fremgår ligeledes af
(D)’s skrivelse af 27. 3.96 at (A) foretrak friskole frem for et
skoleskift
d.v.s. (A) fik et valg, han valgte betalingsskole til sin søn og må
naturligvis
så betale for sin søns skolegang.”
I brev af 19. april 1996 til
Aalborg Kommune skrev E bl.a. følgende:
”Jeg har modtaget dit brev
af 29.03.1996 i ovennævnte sag, men er ikke tilfreds med brevets indhold
eller
konklusion, da der aldrig har været tale om et valg af betalingsskole frem
for
at bruge et tilbud i en kommunal skole.
Jeg skal således bede dig om
at se på sagen endnu engang. Hvis du vil fastholde, at der har været tale om
et
bevidst valg af betalingsskole fra vort medlems side og dermed et fravalg af
en
tilbudt kommuneskole, vil jeg gerne have at vide hvilket tilbud, der er tale
om. Ifølge mine oplysninger og de i sagen tilgængelige papirer, har der
aldrig
være givet vort medlem andre tilbud til hans søn (B) end et skoleophold på
(C)
Privatskole.”
Aalborg Kommune skrev den
21. juni 1996 bl.a. følgende som svar på E’s brev:
”Under henvisning til, at
jeg ikke har noget kendskab til sagen for hvad angår (B)’s skoletilbud i
den
her omhandlende periode valgte jeg at overlade sagen til (D),
Specialcenteret,
idet han var den implicerede part omkring skolevalg til (B).
Jeg vedlægger (D)’s
svarskrivelse.”
I brev af 1. november 1996
anmodede E Aalborg Kommune om et møde vedrørende sagen.
Sagsbehandleren ved Aalborg
Kommune noterede den 15. november 1996 følgende på brevet af 1. november
1996:
”aftalt at droppe møde, idet
undertegnede ikke kan tilføje yderligere til belysning af sagen. (A) må
henvende sig til advokat hvis han yderligere vil have sagen behandlet.”
Det fremgår af sagen at A
efterfølgende
-
som jeg må forstå det i
første halvdel af 1998 – på ny rettede henvendelse til Aalborg Kommune.
D skrev den 7. juli 1998
bl.a. følgende i et brev fra Aalborg Kommune til A:
”Du har bedt om et
skriftligt afslag på, hvorfor refusion af forældrebetalingen ophørte i 1991.
I
sin tid fik du begrundelsen mundtlig, men desværre ikke skriftlig.
Teknisk og praktisk synes
jeg dog ikke, at det er muligt at give et afslag med tilbagevirkende kraft,
men
jeg kan bekræfte, at den direkte årsag til, at vi ophørte med at betale var,
at
du ikke ønskede, at (B) skulle skifte skole, da der på dette tidspunkt gik
nogenlunde godt med (B) på (C) skole.
Der forelå ikke noget andet
skoletilbud fra PPR, men alene tanken om at undersøge mulighederne var dig
imod
– af grunde som jeg syntes var meget forståelige set på baggrund af det
tidligere forløb med (B). Det var dit valg, at han skulle blive på
privatskolen.”
Det fremgår af brevet af 7.
juli 1998 at betalingen for B’s skolegang blev ydet efter bestemmelsen i
den
dagældende bistandslovs § 46.
I brev til Aalborg Kommune
af 28. juli 1998 klagede E over kommunens svar af 7. juli 1998. I brevet
skrev
E bl.a. følgende:
”På grund af manglende
skriftlig afgørelse/begrundelse for ophør af betaling for
undervisningsudgifter
i 1991, havde (A) intet kendskab til ankemuligheder på dette tidspunkt. (A)
fik
ej heller mundtlig information omkring klagemulighederne, og han havde i sin
vanskelige hverdag som enlig far til et svært handicappet barn selvsagt ikke
det fornødne overskud til at studere lovmateriale. Jeg skal tilføje, at (D)
har
meddelt, at journalmateriale omkring denne afgørelse desværre er bortkommet.
(A) ønsker udgifterne for
undervisningen refunderet, da han ifølge lovgivningen ikke selv skal afholde
udgifter til sin handicappede søns undervisning. (A) har afholdt
undervisningsudgifter i perioden 1/12-1991 – 30/6-1995 for i alt 22.925
kr.”
I de akter jeg modtog sammen
med det sociale nævns udtalelse af 5. august 1999, var E’s brev af 28.
juli
1998 påhæftet en håndskreven seddel med bl.a. følgende ordlyd:
”Da der i vedlagte sag
foreligger særlige omstændigheder, sender jeg kopi af anken samt relevante
sagsakter til Det sociale nævn. Anken er sendt til (D), Ældre- og
Handicapforvaltningen d. 29.7.98.”
Jeg må forstå det sådan at
den håndskrevne besked var skrevet af E’s medarbejder og rettet til det
sociale
nævn, og at selve klagebrevet altså blev sendt til såvel Aalborg Kommune som
det sociale nævn.
Det sociale nævn bad den 6.
august 1998 om Aalborg Kommunes bemærkninger til klagen.
Aalborg Kommune afgav
udtalelse i sagen den 23. oktober 1998. Aalborg Kommune skrev bl.a. følgende:
”Ovennævnte klage
tilbagesendes hermed til Det Sociale Nævn, idet Specialcentret for Voksne
skal
fastholde den tidligere afgørelse, jvf. begrundelser i vedlagte
korrespondance.
Med hensyn til proceduren i
forbindelse med bevillingens ophør skal bemærkes, at (A) blev mundtligt og
grundigt informeret om baggrunden for bevillingens ophør. Man kan ikke sige,
at
han jublede, men argumentationen blev accepteret. Dette har han også senere
bekræftet. Han forlangte ikke nogen skriftlig begrundelse for afgørelsen,
hvorfor en sådan ikke er blevet udfærdiget. Det er derfor vurderingen, at
forvaltningslovens regler i kapitel 6 og 7 er overholdt.
Endelig skal bemærkes, at
ankefristen i bistandslovens § 15, stk. 4 må anses for at være udløbet.”
I brev af 29. oktober 1998
til E skrev Aalborg Kommune bl.a. følgende:
”Klage over afgørelsen skal
indgives inden 4 uger efter, at pågældende (A) har fået meddelelse om
afgørelsen.
Det fremgår af det medsendte
materiale, at (A) har fået meddelelse om kommunens afgørelse ultimo 1991.
Da klagen således ikke er
modtaget inden for klagefristen, skal der tages stilling til, om sagen kan
behandles uanset fristoverskridelsen. Dette forudsætter, at der er en særlig
grund til, at fristen er overskredet.
Hvis De/(A) mener, at der er
en særlig grund til, at der ikke er klaget indenfor fristen, bedes De snarest
og
senest den 13. november 1998
rette
henvendelse hertil.”
Det sociale nævn traf
afgørelse den 20. november 1998. Af afgørelsen fremgik bl.a. følgende:
”Ifølge lov om retssikkerhed
og administration § 67 skal klage til Det Sociale Nævn ske inden 4 uger
efter,
at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Formanden for nævnet kan se
bort
fra, at fristen ikke er overholdt, når der er særlig grund hertil.
Ved skrivelse af 29. oktober
1998 har Statsamtet anmodet Dem/(A) oplyse, om der er nogen særlig grund til
at
(A) ikke har indgivet klagen indenfor klagefristen.
Ved telefonisk henvendelse
til Statsamtet den 5. november 1998 har De oplyst, at årsagen til at (A) ikke
fik
klaget indenfor klagefristen var, at han ikke var klar over, at der kunne
klages, idet han ved den mundtlige afgørelse i 1991 ikke havde modtaget nogen
klagevejledning, hvilket De i øvrigt mener, han har haft krav på ifølge
forvaltningsloven.
Ifølge forvaltningslovens §
23, stk. 1 kan den, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt forlange at
få
en skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver
den pågældende part medhold. En begæring herom skal fremsættes over for
myndigheden
inden 14 dage efter, at parten har modtaget underretning om afgørelsen.
Ifølge forvaltningslovens §
25, stk. 1 skal afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed,
når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om klageadgang med
angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af
klage, herunder om eventuel tidsfrist.
Da det af kommunens
fremsendelsesskrivelse af 23.10.1998 til Statsamtet fremgår, at: ’med
hensyn
til proceduren i forbindelse med bevillingens ophør skal bemærkes, at (A)
blev
mundtligt og grundigt informeret om baggrunden for bevillingens ophør. Man
kan
ikke sige, at han jublede, men argumentationen blev accepteret. Dette har han
også senere bekræftet. Han forlangte ikke nogen skriftlig begrundelse for
afgørelsen, hvorfor en sådan ikke er blevet udfærdiget. ’
Da (A) således ikke har
gjort indsigelser vedrørende den mundtlige afgørelse i 1991, men som ovenfor
anført endte med en accept heraf, og han således ikke har fremsat ønske om en
skriftlig afgørelse (hvorved der
skal
vedlægges klagevejledning), finder jeg, at Aalborg Kommune har overholdt
bestemmelserne om klagevejledning i henhold til forvaltningsloven, hvorfor de
af Dem givne begrundelser ikke giver anledning til at se bort fra
fristoverskridelsen.
Det sociale nævn kan således
ikke behandle Deres klage.”
I brev til mig af 19.
februar 1999 klagede E over det social nævns afgørelse af 20. november 1998.
I brev af 15. april 1999 bad
jeg det sociale nævn om en udtalelse i anledning af klagen og bad i den
forbindelse om at det sociale nævn forinden indhentede en udtalelse fra
Aalborg
Kommune om sagen.
Aalborg Kommune afgav
udtalelse i sagen den 22. juni 1999. Af udtalelsen fremgik bl.a. følgende:
” Ophør af betalingen skete
i enighed og efter aftale mellem faderen og centerleder (D), under møde på
(D)’s kontor.
Via socialrådgiver (I), (E),
søger faderen i brev dateret 28.7.1998 om refusion af udgifterne til
undervisning på privatskolen for perioden 1.12.1991 – 30.6.1995, idet
der
henvises til at faderen ikke har modtaget mundtlig eller skriftlig
begrundelse
for afgørelsen om stop af bevilling eller ankevejledning.
Det fremgår af (D)’s brev,
dateret 7.7.1998, at faderen i sin tid fik begrundelsen mundtligt, men ikke
skriftligt. Der henvises til vedlagte kopi af svarbrev.
Ud fra sagsfremstillingen,
er det vurderingen, at faderen er ’mundtligt og grundigt
informeret’ om
baggrunden for bevillingens ophør. Faderen accepterede ang. argumentationen,
hvilket han senere bekræftede og forlangte ikke nogen skriftlig begrundelse
for
afgørelsen. Det var således kommunens opfattelse at faderen var enig i
begrundelser og beslutning, og fandt det derfor ikke, i situationen, oplagt
at
give ankevejledning.
Aalborg kommune mener derfor
at have overholdt bestemmelserne om klagevejledning i henhold til
forvaltningsloven.”
Det sociale nævn afgav
udtalelse i sagen den 5. august 1999. Af udtalelsen fremgik bl.a. følgende:
”Nævnet forstår
Ombudsmandens brev således, at ombudsmanden finder, at manglende skriftlighed
i
visse tilfælde vil kunne bevirke, at der skal ses bort fra overskridelse af
klagefristen, også selv om parten ikke efterfølgende har bedt om en skriftlig
begrundelse for afgørelsen.
Selv om det af bevismæssige
grunde altid er hensigtsmæssigt at meddele en afgørelse skriftligt, er det
Nævnets opfattelse, at der ikke i dette tilfælde er tilstrækkeligt grundlag
for
at anse det for stridende mod ’god forvaltningsskik’, at afgørelsen
i 1991 om
ikke længere at betale for ophold i privatskole, alene blev meddelt
mundtligt.
Nævnet har herved lagt vægt på, at (A) efter det oplyste var fuldt ud bekendt
med grundlaget for afgørelsen. Nævnet har videre lagt vægt på, at der i denne
sag ikke ses at være tale om en afgørelse af særlig indgribende betydning,
dels
fordi (B)’s problemer ikke var af alvorlig karakter, dels fordi Aalborg
Kommune
ikke havde afvist at iværksætte alternative foranstaltninger.
Herudover er det Nævnets
opfattelse, at der ikke kan bortses fra, at der i dette tilfælde er tale om
en
fristoverskridelse på 7 år.
Nævnet må derfor fastholde
afgørelsen af 20.11.1998.”
I brev af 24. august 1999 bad jeg E om
eventuelle bemærkninger til myndighedernes udtalelser i anledning af klagen,
herunder særligt til at det af Aalborg Kommunes udtalelse fremgik at A skulle
have bekræftet at han accepterede kommunens argumentation for afgørelsen i
1991.
I brev af 27. august 1999
skrev E bl.a. følgende:
”Aalborg Kommune skriver, at
(A) accepterede Kommunens argumentation, hvilket han senere bekræftede.
Manglende klage i sagen, er af Aalborg Kommune blevet tolket som accept. Hvis
(A) var informeret om, at han havde klagemuligheder i sagen, var denne
tolkning
måske rimelig, men (A) var ikke vidende om, at han havde mulighed for at anke
sagen.
Da (A) og undertegnede i
dec. 1998 var til møde på socialrådgiver (D)’s kontor, måtte (A)
bekræfte, at
han i forbindelse med Kommunens afgørelse ikke havde forlangt en skriftlig
begrundelse for afgørelsen. (A) vidste nemlig ikke, at han havde krav på en
skriftlig begrundelse. (A) måtte ligeledes bekræfte, at han ikke havde klaget
i
sagen. Han kendte nemlig ikke klagemuligheden. Disse bekræftelser betyder
ikke,
at (A) var tilfreds med Kommunens afgørelse. Da (A) ikke var vidende om, at
han
kunne anke sagen, havde han ikke andre muligheder end ’accept’.
Hvis (A) havde
haft kendskab til klagemulighederne, da Aalborg Kommune traf afgørelsen,
havde
han anket sagen.
I udtalelsen fra Det Sociale
Nævn for Nordjyllands Amt fremgår det, at nævnet har lagt vægt på, ’at
der i
denne sag ikke ses at være tale om en afgørelse af særlig indgribende
betydning, dels fordi (B)’s problemer ikke var af alvorlig karakter,
dels fordi
Aalborg Kommune ikke havde afvist at iværksætte alternative
foranstaltninger’.
(B) har diagnosen autist med
Asperger syndrom, hvilket vi mener er et problem af alvorlig karakter.
Aalborg
Kommune havde ikke afvist at iværksætte alternative foranstaltninger, men det
har i (B)’s skoleperiode aldrig været muligt at finde alternativ
placering,
hvilket også var begrundelsen for, at ledende skolepsykolog (F) i sin tid
henviste (B) til (C) Privatskole. I årene efter Aalborg Kommune stoppede
betalingen for (B)’s undervisning, fremgår det af de skolepsykologiske
rapporter fra PPR, Aalborg Kommune, at man fra PPR’s side ikke kunne
finde
andre og mere relevante undervisningstilbud til (B). Vi skal endvidere
tilføje,
at Kommunens argumentation for at stoppe betalingen for undervisning var, at
det nu gik godt i skolen. Denne vurdering stemmer ikke overens med, at
antallet
af støttetimer til (B) var konstant gennem hele skoleperioden.”
Med brev af 13. september
1999 sendte jeg en kopi af E’s brev af 27. august 1999 til det sociale
nævn
idet jeg bl.a. bad Aalborg Kommune om at oplyse hvornår den nævnte
bekræftelse
havde fundet sted, og under hvilke omstændigheder.
Aalborg Kommune oplyste i
brev af 21. september 1999 at mit brev var videresendt til D.
Aalborg Kommune sendte den
30. december 1999 D’s svar til det sociale nævn. Af svaret fremgik bl.a.
følgende:
”Som svar på ombudsmandens
skrivelse af 19/9 1999 og spørgsmålet til kommunen om at oplyse, hvornår den
senere bekræftelse fandt sted og under hvilket omstændigheder, skal
undertegnede oplyse, at det ikke er muligt at dokumentere denne bekræftelse
yderligere udover, hvad der allerede foreligger beskrevet i sagen.
Kort skal dog bemærkes, at
det fremgår af sagen, at faderen har bekræftet selve
’sagsforløbet’, senest i
møde i december 1998, jvf. (I)’s skrivelse af 27/8 1999. I en lang
samtale
accepterede faderen begrundelsen for at standse bevillingen (betaling af
forældreandelen af skolegangen). Jeg kan ikke sige, at han var tilfreds. I
skrivelse til Nordjyllands Statsamt af 23/10 1998 er det formuleret således
’man kan ikke sige, at han (faderen) jublede, men argumentationen blev
accepteret.’
Der henvises i øvrigt til
kommunens skrivelser af 7/7 1998, 23/10 1998 og 22/6 1999.”
Det sociale nævn afgav
udtalelse den 27. januar 2000. Af udtalelsen fremgik bl.a. følgende:
”Som det fremgår af
udtalelserne kan Aalborg Kommune ikke dokumentere, at (A)
efterfølgende
har bekræftet, at han har accepteret kommunens
begrundelse for afgørelsen om at standse kommunens bevilling af
forældrebetalingen for sønnens fortsatte skolegang på privatskole.
Efter nævnets opfattelse har
dette forhold dog heller ikke afgørende betydning for spørgsmålet om,
hvorvidt
der burde have været meddelt dispensation fra overskridelse af klagefristen.
Med hensyn til spørgsmålet
om, hvorvidt kommunens afgørelse om standsning af betalingen af skolepenge,
der
blev meddelt mundtligt, burde have været meddelt skriftligt, har Ombudsmanden
i
brev af 15. april 1999 henvist til en tidligere sag fra Horsens Kommune om
afslag på forældrebetaling til ophold på privatskole. I den pågældende sag
fandt Ombudsmanden det stridende mod god forvaltningsskik at meddele en så
indgribende afgørelse mundtligt.
Hertil bemærkes, at der
efter nævnets opfattelse ikke er andre lighedspunkter mellem de to sager end
at
der i begge sager er tale om betaling af skolepenge.
Det bemærkes herved, at
forældrebetalingen for skoleopholdet i sagen fra Horsens Kommune udgjorde
13.000 kr. pr. måned (kostskole), medens beløbet i nærværende sag var 550 kr.
pr. måned på afgørelsestidspunktet.
Derimod finder nævnet, at
der er flere lighedspunkter med en sag om afslag på dispensation fra
klagefristen
i en sygedagpengesag, som Ombudsmanden tidligere har behandlet (Ombudsmandes
udtalelse i brev af 11. januar 1993, j.nr. 1992-0035-025).
I denne sag fandt
Ombudsmanden ikke grundlag for at kritisere, at nævnets formand havde afvist
en
klage over en kommunes afslag på udbetaling af sygedagpenge for perioden 3.
oktober – 5. november 1988 på grund af fristoverskridelse.
Kommunens afgørelse blev
meddelt klageren mundtligt den 3. december 1988. Der blev ikke givet
klagevejledning. Klagen blev først indgivet ca. 2 år og 9 måneder efter
klagefristens udløb.
Ombudsmanden slog fast, at
der som udgangspunkt ikke er pligt at give klagevejledning ved mundtlige
afgørelser. Af den almindelige vejledningspligt følger det imidlertid, at en
myndighed også for så vidt angår mundtlige afgørelser skal vejlede om
klagemuligheder, såfremt det er særlig anledning til det. Ombudsmanden
henviste
herved til Justitsministeriets vejledning om Forvaltningsloven (1986) pkt.
140.
Ombudsmanden anførte videre,
at en omstændighed, der kan medføre, at myndigheden bør give vejledning,
uanset
at afgørelsen er meddelt mundtligt, kan være, at den pågældende forgæves
beder
myndigheden om at genoptage sagen. Ombudsmanden fandt ikke at kunne lægge til
grund, at klageren havde bedt kommunen genoptage sagen. Der forelå heller
ikke
andre særlige omstændigheder, der medførte, at kommunen burde have vejledt
klageren om muligheden for at indbringe sagen for ankenævnet.
Ombudsmanden konkluderede
herefter, at han ikke havde grundlag for at kritisere ankenævnsformandens
afgørelse om at afvise klagen. Ombudsmanden havde navnlig lagt vægt på, at
klagen først var indgivet ca. 2 år og 9 måneder efter klagefristens udløb.
Ombudsmanden ses ikke at
have behandlet spørgsmålet om, hvorvidt afgørelsen var så indgribende, at den
burde have været meddelt skriftligt. Det bemærkes herved, at der i den
pågældende sag var tale om sygedagpenge i godt 4 uger.
Efter nævnets opfattelse er
der ikke grundlag for at antage, at Aalborg kommunes afgørelse i nærværende
sag
var så indgribende, at den burde have været meddelt skriftligt.
Nævnet finder heller ikke,
at der i nærværende sag foreligger andre særlige omstændigheder, som
medfører,
at der burde være givet klagevejledning.
Nævnet fastholder derfor
afslaget på dispensation fra overskridelse af klagefristen. Som tidligere
meddelt, er overskridelsen på 7 år.”
E kommenterede i brev af 10.
februar 2000 det sociale nævns udtalelse. E skrev bl.a. følgende:
”Jeg vurderer endvidere, at
der i sagen foreligger andre særlige omstændigheder, som medfører, at der
burde
være givet klagevejledning. Det fremgår af sagens akter at, Aalborg Kommune
ikke kunne stille andre skoletilbud til rådighed – hverken i kommunalt
eller
amtsligt regi. Afgørelsen bliver således af særlig indgribende betydning,
hvor
jeg mener, at det strider mod god forvaltningsskik at meddele afgørelsen
mundtligt uden klagevejledning.”
I brev af 31. maj 2000 til
det sociale nævn anmodede jeg nævnet om en supplerende udtalelse. Jeg skrev i
den forbindelse bl.a. følgende:
”Den 15. april 1999 bad jeg
det sociale nævn om en udtalelse og om udlån af sagens akter. Jeg bad om at
nævnet forinden indhentede en udtalelse fra Aalborg Kommune om sagen.
Den 5. august 1999 sendte
det sociale nævn mig sin udtalelse og en udtalelse fra Aalborg Kommune af 22.
juni 1999 med tilhørende bilag. Nævnet sendte mig tillige sagens akter.
De akter jeg har modtaget
fra nævnet, vedrører perioden efter Aalborg Kommunes brev af 7. juli 1998
(stilet til (A)) og frem, og altså ikke
-
med en enkelt undtagelse,
jf. nedenfor – perioden forud for dette brev. Undtagelsen drejer sig om
et brev
af 27. marts 1996 underskrevet af (D), Aalborg Kommune, magistratens 3.
afdeling, og stilet til (J), Familiegruppen – Distriktskontor Vest. I
brevet
beklager (D) indledningsvis den lange besvarelsestid som han oplyser hænger
sammen med at han forgæves har ledt efter sagsakterne som er bortkommet.
Brevet
slutter med et udsagn om at der ingen begrundelse er for at refundere (A)
nogen
udgift til skolepenge.
Da min medarbejder på
baggrund af brevet af 27. marts 1996 måtte forstå at der forelå yderligere
sagsakter i sagen, ringede han til Aalborg Kommune. Under to telefonsamtaler
den 16. maj 2000 med henholdsvis (K) og (L), begge Aalborg Kommune, blev det
oplyst at en tidligere socialrådgiver i (E), (M), den 15. december 1995 havde
rettet henvendelse til kommunen om (A)’s sag.
Korrespondancen i denne
anledning sluttede med et brev af 1. november 1996 hvori (M) bad (J) om et
møde
om sagen.
Jeg har den 18. maj 2000
efter anmodning modtaget kopi af denne korrespondance i sagen fra Aalborg
Kommune.
1. Det sociale nævns oplysningsgrundlag:
På den baggrund og under
henvisning til det jeg anført ovenfor, beder jeg det sociale nævn om at
redegøre for oplysningsgrundlaget for nævnets afgørelse af 20. november 1998.
2. Det sociale nævns afgørelse af 20. november 1998:
Under henvisning til de foreliggende oplysninger om (A)’s tidligere
henvendelse til Aalborg Kommune beder jeg det sociale nævn om at tage
stilling
til om korrespondancen fra 1996 – og det eventuelt yderligere materiale
som
nævnet måtte modtage fra Aalborg Kommune om sagen – giver nævnet
grundlag for
at genoptage behandlingen af
(A)’s klage
af 28. juli 1998.”
Det sociale nævn bad i et
brev af 7. juli 2000 om Aalborg Kommunes bemærkninger til mit brev af 31. maj
2000. Det sociale nævn skrev desuden bl.a. følgende:
”Det bemærkes, at vi finder
det meget kritisabelt, at de akter vedrørende perioden 1995-96, som nu er
fremsendt til Ombudsmanden, ikke blev sendt hertil sammen med klagen, og vi
skal – om muligt – udbede os en forklaring herpå.”
Aalborg Kommune skrev i et
brev af 15. august 2000 bl.a. følgende til det sociale nævn:
”Som svar på nævnets
henvendelse af 07.07.2000 kan det oplyses, at Aalborg Kommune ikke i perioden
1991 til januar 1996, modtog nogen henvendelser om genoptagelse af sagen.
(E)’s socialrådgiver, (M),
anmodede som partsrepræsentant i skrivelse af 12.01.1996 Aalborg Kommune om
at
refundere (A) de udgifter til forældrebetaling for sønnens ophold i
privatskole,
som han havde haft efter bevillingsstoppet pr. 30. november 1991.
Kommunen afviste at
genoptage sagen ved (D)’s skrivelse af 27.03.1996, som første gang
fremsendtes
af kommunens sagsbehandler (J) til (M) med skrivelse af 29.03.1996 og
derefter
genfremsendtes til (M) med skrivelse af 21.06.1996. (M) ønskede herefter et
møde med (J), men som det fremgår af (J)’s håndskrevne notat af
15.11.1996 på
(M)’s skrivelse af 01.11.1996, blev et sådant møde ikke til noget, idet
(J)
ikke kunne tilføje mere end det allerede fremsendte til belysning af sagen.
Der fremkom ikke ved (M)’s
anmodning om genoptagelse nye oplysninger, der sandsynliggjorde, at sagen
ville
få et andet udfald, såfremt disse havde foreligget i 1991.
Det kan oplyses, at
socialforvaltningen ikke er i besiddelse af sagsakter, udover hvad der
tidligere er tilsendt Det Sociale Nævn og Ombudsmanden.
Det skal beklages, at
sagsakter fra perioden 1995 – 96 ikke var vedlagt, da kommunen sendte
sin
udtalelse til klagen til Det Sociale Nævn. Forklaringen herpå er følgende:
Der er på socialrådgiver
(I)’s klage, som statsamtet sendte til udtalelse i kommunen den
06.08.1998,
noteret denne bemærkning: ’Da der i vedlagte sag foreligger særlige
omstændigheder, fremsender jeg kopi af anken samt relevante sagsakter til Det
sociale Nævn. Anken er sendt til (D), Ældre- og Handicapforvaltningen d.
29.07.98’.
Det faktum, at (E)’s
socialrådgiver skriver, at der medsendes relevante sagsakter, fortolkes
– som
det nu viser sig fejlagtigt – af Aalborg kommune sådan, at
’relevante
sagsakter’ naturligvis inkluderer (E)’s egne tidligere skriftlige
henvendelser
til Aalborg Kommune om sagen og kommunens svar herpå. Aalborg Kommune mener
det
herefter ikke fornødent også at fremsende disse akter til nævnet. Det eneste,
der vedlægges fra denne korrespondance, er derfor (D)’s skrivelse af
27.03.1996, fordi denne skrivelse redegør for forløb og begrundelse. I denne
forbindelse er det selvfølgelig ekstra beklageligt, at Aalborg Kommune
overser,
at der i kommunens eksemplar er foretaget et notat på en af
skrivelserne.”
Det sociale nævn afgav
supplerende udtalelse den 21. august 2000. Af udtalelsen fremgik bl.a.
følgende:
”Med henvisning til Deres
brev af 31.5.2000 kan vi herved meddele, at vi ikke tidligere har været
bekendt
med den nu fremkomne korrespondance fra 1995/96. Nævnet har således afgjort
sagen og fremsendt tidligere udtalelser til Dem på grundlag af de sagsakter,
som vi tidligere har fremsendt.
Som det fremgår af vedlagte
kopi af vores brev af 7.7.2000 til Aalborg Kommune, har vi overfor kommunen
givet udtryk for, at vi fandt det meget kritisabelt, at de omtalte akter fra
1995/96 ikke blev sendt til os sammen med klagen, og vi udbad os
-
om muligt – en forklaring herpå.
Vi har nu modtaget vedlagte
svar af 15.8.2000 fra Aalborg Kommune. Som det fremgår redegør kommunen for
baggrunden for, at akterne ikke blev tilsendt Nævnet og beklager dette.
Nævnet
finder herefter ikke at kunne foretage sig videre i den anledning.
Som det videre fremgår af
kommunens brev, skulle der herefter ikke eksistere flere akter af betydning
for
sagen.
Det er herefter Nævnets
opfattelse, at der fortsat ikke er grundlag for at genoptage behandlingen af
sagen. Der ses således ikke at være fremkommet oplysninger, der ændrer
grundlaget for den udtalelse Nævnet har sendt til Ombudsmanden den 27.1.2000.
Det eneste nye er så vidt ses, at der ikke er udvist passivitet i mere end 7
år, men ’kun’ i ca. 4 år. Dette findes ikke i sig selv at kunne
give anledning
til en genoptagelse, da der stadig er tale om, at der er udvist passivitet i
en
meget lang periode.”
I brev af 31. august 2000
bad jeg E om eventuelle bemærkninger til Aalborg Kommunes udtalelse af 15.
august 2000 og det sociale nævns udtalelse af 21. august 2000. E kommenterede
udtalelserne i et brev af 15. september 2000 og gjorde i den forbindelse på
ny
gældende at A’s sene klage til det sociale nævn skyldtes Aalborg
Kommunes
manglende skriftlighed og klagevejledning i forbindelse med afgørelsen i
1991.
E påpegede desuden på ny at A ikke i 1991 var blevet stillet forslag om
alternative undervisningstilbud til B.
I brev af 19. september 2000
bad jeg om Aalborg Kommunes og det sociale nævns eventuelle bemærkninger til
E’s brev af 15. september 2000.
Aalborg Kommune kommenterede
i et brev af 4. oktober 2000 E’s bemærkninger om manglende alternative
undervisningstilbud til B. Det sociale nævn oplyste den 17. oktober 2000 at
nævnet ikke havde yderligere bemærkninger til sagen.
Den 19. oktober 2000 sendte
jeg E en kopi af Aalborg Kommunes brev af 4. oktober 2000 og det sociale
nævns
brev af 17. oktober 2000 og bad om E’s eventuelle bemærkninger inden
fire uger.
Jeg har ikke efterfølgende modtager bemærkninger fra E.
Ombudsmandens udtalelse
”Som det fremgår ovenfor, blev afgørelsen om betaling af (B)’s
skolegang truffet efter den dagældende bestemmelse i bistandslovens § 46. (En
bestemmelse med tilsvarende indhold findes i dag i § 11 i lov om aktiv
socialpolitik).
En kommunes afgørelser efter bistandslovens § 46 kunne efter den dagældende
bestemmelse i bistandslovens § 15 indbringes for det sociale nævn.
Lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand sætter visse grænser
for ombudsmandens virksomhed. Det fremgår således af § 14 i ombudsmandsloven
at
ombudsmanden ikke kan behandle klager over forhold der kan indbringes for en
højere forvaltningsmyndighed før denne myndighed har truffet afgørelse. Denne
bestemmelse betyder at klageadgangen rent faktisk skal have været udnyttet.
Den højere forvaltningsmyndighed – i dette tilfælde det sociale nævn
– skal have taget stilling til det forhold der klages over.
Bestemmelsen i ombudsmandslovens § 14 betyder at jeg i udgangspunktet er
afskåret fra at tage stilling til Aalborg Kommunes afgørelse i (A)’s
sag, ligesom jeg er afskåret fra at tage stilling til kommunens
sagsbehandling i den forbindelse.
Jeg har derfor i forbindelse med min gennemgang af (A)’s sag
koncentreret mig om følgende:
Det Sociale Nævn for Nordjyllands Amts afgørelse af 20. november 1998 om at
afvise behandlingen af (E)’s klage, herunder særligt betydningen af
(E)’s korrespondance med Aalborg Kommune i 1995-96.
Aalborg Kommunes oversendelse af sagens akter til Det Sociale Nævn for
Nordjyllands Amt.
I mit brev af 15. april 1999 til det sociale nævn gjorde jeg opmærksom på at
jeg i min undersøgelse af sagen særligt ville koncentrere mig om spørgsmålet
om hvorvidt Aalborg Kommunes afgørelse om ophør af betaling for (B)’s
skolegang burde have været meddelt (A)
skriftligt.
Som sagen har udviklet sig i
forbindelse med min behandling af den, har jeg imidlertid – som det
fremgår
nedenfor – fundet det mest naturligt kun af berøre kravet om
skriftlighed mere
indirekte i min udtalelse.
Jeg henviser i øvrigt til at
ombudsmanden selv afgør om en klage giver tilstrækkeligt grundlag for
undersøgelse (§ 16, stk. 1, i ombudsmandsloven).
ad 1.
Det fremgår af det sociale
nævns afgørelse af 20. november 1998 at (E)’s klage blev afvist af det
sociale
nævn fordi klagefristen i § 67 i lov om retssikkerhed og administration ikke
var overholdt, og fordi nævnet ikke fandt at der forelå særlige
omstændigheder
der begrundede fristoverskridelsen. I det sociale nævns afgørelse henvises
til
’bestemmelserne om klagevejledning i henhold til
forvaltningsloven’. Jeg har
ved min gennemgang af sagen lagt til grund at der med denne henvisning alene
henvises til forvaltningslovens § 25.
Bestemmelsen i § 67 i lov om
retssikkerhed og administration (lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000
som senest ændret ved lov nr. 284 af 25. april 2001) har bl.a. følgende
ordlyd:
’§ 67. Klage til det sociale nævn og Ankestyrelsen skal ske inden 4
uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.
Stk. 2. Formanden for det sociale nævn og chefen for Ankestyrelsen
kan se bort fra, at fristerne ikke er overholdt, når der er særlig grund
hertil.
Afgørelser om at se bort fra klagefrister og afgørelser om klagefristernes
beregning kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.’
Lov om retssikkerhed og
administration trådte i kraft den 1. juli 1998. En tilsvarende bestemmelse
fandtes inden da i bistandslovens § 15, stk. 4.
I Den Sociale Ankestyrelses
vejledning nr. 53 af 10. februar 2000 om klageregler på det sociale område
redegøres der under punkt 12.6. bl.a. nærmere for den sociale ankestyrelses
praksis vedrørende dispensation fra klagefrister i retssikkerhedslovens § 67,
stk. 1 (oprejsningsbevilling).
Herudover anføres bl.a. følgende om oprejsningsbevilling i Karsten
Revsbech mfl., Forvaltningsret, Almindelige Emner, 3. udgave, 1997, s. 263f:
’Når en klagefrist er
overskredet, har klageren ikke længere krav på, at rekursinstansen
realitetsbehandler den påklagede afgørelse. Klagemyndigheden skal ex officio
kontrollere, at klagefristen er overholdt. Er fristen overskredet, afvises
klagen.
I flere love (og forretningsordener) er det imidlertid fastsat, at
rekursorganet kan se bort fra en fristoverskridelse. Som eksempel kan nævnes
skattestyrelseslovens § 25, stk. 1, 3. pkt., hvorefter Landsskatteretten kan
se
bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor.
Det forhold, at en klage tages under realitetsbehandling, trods en
overskridelse af klagefristen, betegnes normalt oprejsningsbevilling.
Hvor loven (eller forretningsordenen) ikke har fastsat en adgang til
oprejsningsbevilling, kan rekursmyndigheden alligevel efter uskrevne
forvaltningsretlige regler se bort fra en overskridelse af klagefristen. Dog
må
det fastholdes, at udgangspunktet er, at klagen skal afvises. En
oprejsningsbevilling kan således ikke gives uden videre. Der skal foreligge
visse særlige forhold. Disse skal typisk have karakter af undskyldende
omstændigheder, som er en rimelig grund til fristoverskridelse.
Sådanne omstændigheder kan f.eks. være sygdom eller væsentlig
postforsinkelse på grund af arbejdsnedlæggelse. Fristens længde er også af
betydning. Er fristen kort, vil tilbøjeligheden til at se bort fra den være
større, end hvis fristen er lang. Hvor meget fristen er overskredet spiller
ligeledes en rolle. En kort overskridelse kan bedre accepteres end en
længere.
Er der givet korrekt klagevejledning, taler dette imod oprejsningsbevilling.
Det er ligeledes af betydning, om andre borgere har modstående interesser,
som
tilsiger, at sagen ikke bør behandles efter fristens udløb. Er der tale om et
egentlig partsforhold (partsvist), vil fristen normalt blive håndhævet
strengt,
og kun ekstraordinære forhold vil i almindelighed kunne føre til, at en for
sent indgivet klage behandles. Det skyldes, at en fristforlængelse til fordel
for den ene part er til ugunst for den anden part.
Ovenstående momenter er af betydning, ikke blot ved vurdering af, om
der i den konkrete situation kan gives en ulovbestemt oprejsningsbevilling,
men
også ved stillingtagen til, om en lovhjemlet oprejsningsbevilling kan
meddeles.
Der foreligger altså her et godt eksempel på samspillet mellem almindelige
uskrevne regler og lovbestemmelser.’
(E) har under sagen særligt
gjort gældende at årsagen til at (A) ikke har overholdt klagefristen i
retssikkerhedslovens § 67, er at Aalborg Kommune ikke ved den mundtlige
afgørelse i 1991 vejledte ham om muligheden for at klage til det sociale
nævn,
ligesom (E) har gjort gældende at den manglende klagevejledning er i strid
med
forvaltningsloven.
Reglen om at myndighederne
skal give klagevejledning, findes i forvaltningslovens § 25, stk. 1, jf. lov
nr. 571 af 19. december 1985 som ændret ved lov nr. 347 af 6. juni 1991.
Reglen
har følgende ordlyd:
’
§ 25.
Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed,
skal, når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om
klageadgang
med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse
af
klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen
fuldt ud giver den pågældende part medhold.’
Af bemærkningerne til
forvaltningslovens § 25 (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, spalte 164ff)
fremgår bl.a. følgende:
”Som påpeget af udvalget ( )
bør den foreslåede regel om klagevejledning ikke uden videre finde anvendelse
i
tilfælde, hvor forvaltningsafgørelsen meddeles mundtligt. Bestemmelsen
omfatter
derfor kun afgørelser, der meddeles skriftligt. Spørgsmålet om, hvorledes der
bør gives klagevejledning i forbindelse med afgørelser, der meddeles
mundtligt,
vil ligeledes indgå i den vejledning, som vil blive udarbejdet bl.a. til
uddybning og supplering af reglerne i det foreliggende lovforslag.”
Som det fremgår, er kravet
om klagevejledning som udgangspunkt alene knyttet til afgørelser der meddeles
skriftligt, idet disse afgørelser altid skal ledsages af en klagevejledning.
Der findes ikke i dansk ret
nogen almindelig regel om at myndighedernes afgørelser skal meddeles
skriftligt, og afgørelser kan derfor som udgangspunkt meddeles mundtligt og
uden klagevejledning.
Det fremgår imidlertid af
bl.a. Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 383ff, at
udgangspunktet hvorefter afgørelser kan meddeles mundtligt, modificeres i
praksis idet det bl.a. følger af god sagsbehandlingsskik at en part normalt
har
krav på at få en skriftlig bekræftelse på en mundtlig afgørelse, ligesom det
kan følge af god sagsbehandlingsskik at afgørelser af rent bevismæssige
hensyn
må bekræftes skriftligt, og at særligt indgribende afgørelser meddeles
skriftligt.
Hertil kommer at der også i
tilfælde hvor det ikke kan antages at følge af god sagsbehandlingsskik at en
afgørelse bør meddeles skriftligt, og hvor afgørelsen derfor heller ikke
–
efter forvaltningslovens § 25, stk. 1
-
skal ledsages af en
klagevejledning, i visse tilfælde vil kunne stilles krav om at afgørelsen
–
uanset at den altså meddeles mundtligt
-
ledsages af en klagevejledning.
Om pligten for myndighederne
til at ledsage mundtlige afgørelser af en klagevejledning anføres følgende i
Justitsministeriets vejledning nr. 11740 af 4. december 1986 om
Forvaltningsloven:
’
140.
Der skal efter bestemmelsen i § 25 kun gives klagevejledning i
forbindelse med afgørelser, som meddeles SKRIFTLIGT. Den almindelige
vejledningspligt medfører imidlertid, at myndigheden også, hvor en
forvaltningsafgørelse meddeles mundtligt, om fornødent skal give
klagevejledning.’
Reglen om den almindelige
vejledningspligt fremgår af § 7, stk. 1, i forvaltningsloven. Reglen har
følgende ordlyd:
’
§ 7.
En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde
vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden
for myndighedens sagsområde.’
Ombudsmanden har tidligere
haft lejlighed til at tage stilling til spørgsmålet om en myndigheds pligt
til
at vejlede om klagemulighed i forbindelse med en mundtlig afgørelse. I en
konkrete sag (mit j.nr. 1992-0035-025) – som i øvrigt også er refereret
i det
sociale nævns udtalelse af 27. januar 2000 – anførte jeg bl.a. følgende
i min
udtalelse:
’En omstændighed, der kan
medføre, at myndigheden bør give klagevejledning, uanset at afgørelsen er
meddelt mundtligt, kan være, at den pågældende forgæves beder myndigheden om
at
genoptage sagen.’
I den konkrete sag fra 1992
fandt jeg ikke at kunne lægge til grund at klageren havde bedt kommunen om at
genoptage sagen, og der forelå heller ikke andre særlige omstændigheder der
kunne medføre at kommunen burde have vejledt klageren om muligheden for at
klage over afgørelsen.
Jeg kan ikke i (A)’s sag se
at det sociale nævn i nævnets oprindelige afgørelse af 20. november 1998
–
eller i udtalelserne til mig af 5. august 1999 og 27. januar 2000
-
har
forholdt sig til spørgsmålet om hvorvidt forløbet omkring (E)’s
henvendelser
til Aalborg Kommune i 1995-96 kunne have betydning for vurderingen af om der
i
(A)’s sag forelå særlige omstændigheder der begrundede
fristoverskridelsen i
forbindelse med klagen til det sociale nævn.
På baggrund af det sociale
nævns supplerende udtalelse til mig af 21. august 2000 må jeg da imidlertid
også forstå at det sociale nævn ikke ved afgørelsen af 20. november 1998
(eller
ved de ovenfor omtalte udtalelser hertil) var opmærksom på at (E) allerede i
1995-96 havde rettet henvendelse til Aalborg Kommune vedrørende (A)’s
sag.
Efter min opfattelse er det
meget kritisabelt at det sociale nævn – hverken ved behandlingen af
sagen den
20. november 1998 eller i forbindelse med udtalelserne hertil af 5. august
1999
og 27. januar 2000
-
blev opmærksom på at nævnet ikke var i besiddelse af samtlige sagens akter.
Jeg
har herved lagt vægt på at det sociale nævn var i besiddelse af (D)’s
brev af
27. marts 1996, og at det sociale nævn efter min opfattelse på baggrund af
dette brev – som min medarbejder – burde have konkluderet at der
også inden
Aalborg Kommunes brev af 7. juli 1998 til (A) havde været rettet henvendelse
til kommunen om sagen. Jeg henviser i øvrigt til punkt 2 nedenfor om Aalborg
Kommunes oversendelse af sagens akter til det sociale nævn.
Jeg kan imidlertid heller
ikke se at nævnet – ud over at konstatere at der alene var udvist
passivitet i
fire år
-
i forbindelse med udtalelsen til mig af 21. august 2000 forholdt sig til
spørgsmålet om hvorvidt forløbet omkring (E)’s henvendelser til Aalborg
Kommune
i 1995-96 kunne have betydning for afgørelsen om at afvise at behandle sagen,
hvilket jeg finder kritisabelt.
Jeg bemærker i den
forbindelse at (E)’s breve til Aalborg Kommune af 12. januar 1996, 19.
april
1996 og 1. november 1996, som jeg forstår dem, kunne betragtes som
genoptagelsesbegæringer, og at netop gentagne genoptagelsesbegæringer
-
som
omtalt i min udtalelse i den ovenfor omtalte sag fra 1992 – kan medføre
at
myndigheden får pligt til at vejlede om klagemuligheder i forbindelse med en
mundtlig afgørelse. I den forbindelse har jeg da også noteret mig at Aalborg
Kommune selv i udtalelsen af 15. august 2000 til det sociale nævn omtalte
(D)’s
brev af 27. marts 1996 som et afslag på genoptagelse.
På denne baggrund ville det
efter min opfattelse have været naturligt om det sociale nævn på dette
tidspunkt – efter at forløbet i 1995-96 var blevet klarlagt for nævnet
– havde
overvejet om forløbet betød at Aalborg Kommune i forbindelse med de nævnte
henvendelser i hvert fald burde have vejledt (E) efter forvaltningslovens § 7
om muligheden for at påklage Aalborg Kommunes afgørelse fra 1991 til det
sociale nævn.
Det ville desuden efter min
opfattelse have været naturligt om det sociale nævn havde overvejet om det
kunne have betydning for det sociale nævns afgørelse om at afvise at behandle
sagen at den omtalte vejledning ikke fandt sted.
Jeg bemærker i øvrigt at jeg
ikke har fundet anledning til nærmere at forfølge spørgsmålet om hvorvidt
Aalborg Kommunes skriftlige svar af 27. marts 1996, 29. marts 1996 og 21.
juni
1996 i sig selv udgjorde afgørelser der efter forvaltningslovens § 25 burde
havde været ledsaget af en klagevejledning.
Om retsvirkninger af
manglende overholdelse af pligten til at meddele klagevejledning fremgår
følgende af Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 376:
’Opfyldes pligten til at
meddele klagevejledning ikke, får det normalt den retsvirkning, at en
eventuel
klagefrist suspenderes ( ). Det er dog en forudsætning for den senere
indgivne
klages antagelse, at klageren ikke har udvist ugrundet passivitet, jf. UfR
1990.824 H.’
Af Hans Gammeltoft-Hansen
mfl., Forvaltningsret (1994), s. 644, fremgår desuden følgende om emnet:
’I tilfælde, hvor der i
strid med FVL § 25 (eller en eventuel videregående, speciel regel) ikke er
givet (fyldestgørende) klagevejledning, antages virkningen heraf normalt ikke
at være ugyldighed, men derimod, at klagefristen suspenderes, indtil (en
fyldestgørende) klagevejledning er givet ( ).’
Det sociale nævn har i (A)’s
sag lagt vægt på at der fra Aalborg Kommunes afgørelse i 1991 til (E)’s
tidligste henvendelser til kommunen om sagen forløber ca. fire år, hvilket
– som
jeg må forstå det sociale nævns udtalelse til mig af 21. august 2000 –
efter det sociale nævns opfattelse i sig selv udgør en så langvarig
passivitet
at nævnet mener sig berettiget til at afvise at behandle klagen.
Ved spørgsmålet om hvorvidt
nævnet i 1998 var berettiget til at afvise klagen, mener jeg at der må
foretages en vurdering af bl.a. den betydning som (A)’s passivitet fra
1991 til
1995 kan tillægges i forhold til det forhold at myndighederne såvel i 1991
som
i 1996 undlod at vejlede ham om muligheden for at klage til det sociale nævn.
Jeg henviser i den
forbindelse også til Juridisk Grundbog, Forvaltningen, bind 4 (1989), s. 259,
hvor følgende er anført vedrørende spørgsmålet om hvorvidt der gælder en
almindelig frist for udnyttelse af en rekursmulighed:
’Efter omstændighederne vil
en rekursmyndighed dog alligevel kunne afvise at behandle en klage over en
meget gammel afgørelse. Dette må formentlig gælde, hvis afgørelsen ikke
længere
har nogen retlig eller faktisk betydning, og klageren derfor ikke har nogen
retlig interesse i at få afgørelsen ændret, eller hvis forholdet ikke længere
lader sig oplyse. Som det fremgår, må der foretages en helt konkret
vurdering,
og der kan ikke angives nogen absolut tidsgrænse.’
Det er min opfattelse at
denne vurdering – særligt under hensyn til at (A)’s passivitet blev
udøvet på
et tidspunkt hvor han fortsat ikke havde modtaget klagevejledning – som
udgangspunkt må falde ud til (A)’s fordel. Jeg bemærker i den
forbindelse at
der, som sagen foreligger oplyst for mig, heller ikke er grundlag for at tro
at
(A) på anden måde (end ved myndighedernes klagevejledning) skulle have
skaffet
sig kendskab til klagemuligheden i løbet af de fire år og således skulle have
haft mulighed for at indgive klagen tidligere.
Efter min opfattelse kan der
med en vis ret endvidere sættes spørgsmålstegn ved om (A)’s passivitet
rent
faktisk udgør ca. fire år. Jeg har i den forbindelse noteret mig at det
sociale
nævn har opfattet (E)’s klage af 28. juli 1998 som en klage over Aalborg
Kommunes oprindelige afgørelse fra 1991, og at nævnet ikke – uanset at
henvendelserne
i 1996 som tidligere nævnt kunne betragtes som genoptagelsesanmodninger
– har
overvejet om (E)’s klage af 28. juli 1998 kunne betragtes som en klage
over
afslag på genoptagelsesbegæringer fra 1996 – og dermed som en klage
indgivet
mindre end to år efter afgørelsestidspunktet.
Jeg har overvejet med
hvilken vægt det bør indgå i den nævnte vurdering at det på tidspunktet for
(E)’s klage til det sociale nævn kan have været vanskeligt at oplyse den
tidligere sag vedrørende betalingen for (B)’s skolegang, herunder belyse
spørgsmålet om alternative undervisningstilbud til (B). Jeg har dog ikke
fundet
at det forhold at der – som oplyst i Aalborg Kommunes udtalelser af 15.
august
2000 og 4. oktober 2000 til det sociale nævn
-
ikke ved afgørelsen i 1991 var opstillet
alternative undervisningstilbud til (B), i sig selv bør betyde at sagen ikke
kan behandles i det sociale nævn.
Samlet finder jeg det
kritisabelt at det sociale nævn ved afgørelsen af 20. november 1998 alene har
forholdt sig til længden af fristoverskridelsen samt til om der efter
forvaltningslovens § 25 kunne stilles krav om klagevejledning i forbindelse
med
Aalborg Kommunes afgørelse i 1991. Det sociale nævn har derimod ikke forholdt
sig til om der i (A)’s sag i øvrigt var særlige omstændigheder der kunne
have
betydning for spørgsmålet om nævnets antagelse af sagen til behandling.
Jeg har på denne baggrund
henstillet at det sociale nævn genoptager sagen og træffer en ny afgørelse i
sagen.
ad 2.
Som det fremgår af min
redegørelse for sagens forløb, anmodede jeg den 31. maj 2000 det sociale nævn
om en supplerende udtalelse vedrørende sagen.
Baggrunden herfor var at en
af mine medarbejdere den 16. maj 2000 ved telefonisk henvendelse til Aalborg
Kommune havde fået oplyst at (E) første gang rettede henvendelse til Aalborg
Kommune vedrørende sagen den 15. december 1995. Telefonsamtalen fandt sted
efter at min medarbejder – på baggrund af (D)’s brev af 27. marts
1996 – var
blevet opmærksom på at der måtte foreligge andre akter i sagen end de akter
jeg
havde modtaget fra det sociale nævn sammen med nævnets udtalelse af 5. august
1999. De akter jeg havde modtaget fra det sociale nævn, vedrørte alle –
med
undtagelse af det nævnte brev – perioden efter Aalborg Kommunes brev af
7. juli
1998 til (A).
Ved min medarbejders
telefonsamtale med Aalborg Kommune den 16. maj 2000 kom det frem at (E) i
perioden mellem den 15. december 1995 og den 1. november 1996 flere gange
havde
rettet henvendelse til Aalborg Kommune om (A)’s sag, og at der forelå
akter
herom.
Jeg har noteret mig at det
sociale nævn i et brev af 7. juli 2000 til Aalborg Kommune gav udtryk for at
nævnet fandt det meget kritisabelt at akterne fra 1995-96 ikke var blevet
fremsendt til nævnet i forbindelse med (E)’s klage i sagen.
Jeg har desuden noteret mig
at Aalborg Kommune i et brev af 15. august 2000 til det sociale nævn har
beklaget at akterne fra 1995-96 ikke var blevet sendt til det sociale nævn
hvilket – så vidt jeg forstår
-
skyldtes at Aalborg Kommune havde misforstået (E)’s
håndskrevne besked af 28. juli 1998 til det sociale nævn.
Jeg er – ganske uanset (E)’s
håndskrevne besked
-
enig med det sociale nævn i at det er meget kritisabelt at Aalborg Kommune
ikke
sendte samtlige sagens akter til det sociale nævn i forbindelse med nævnets
behandling af sagen den 20. november 1998.
Jeg finder det desuden meget
kritisabelt at Aalborg Kommune heller ikke sendte akterne fra 1995-96 til det
sociale nævn i forbindelse med Aalborg Kommunes udtalelse af 22. juni 1999
til
det sociale nævn.
Jeg har ingen grund til at
mene at akterne fra 1995-96 bevidst blev tilbageholdt fra det sociale nævn
eller fra mig. Jeg finder dog anledning til at understrege at det såvel for
ombudsmandens som for ankeinstansernes bedømmelse af en sag er af afgørende
betydning at myndighederne udviser betydelig omhu og præcision i forbindelse
med fremsendelse af sagsakter, udtalelser mv.
Jeg har orienteret Aalborg
Kommune om min opfattelse af dette spørgsmål, men foretager mig i øvrigt ikke
videre i den anledning.”
Ombudsmanden henstillede til
det sociale nævn at genoptage sagen og bad om underretning om sagens videre
forløb.
I brev af 16. januar 2002
meddelte det sociale nævn at nævnet havde besluttet at realitetsbehandle
sagen
og dermed
ændre sin afgørelse af 20.
november 1998. Nævnet ændrede Aalborg Kommunes afgørelse.
Lignende dokumenter
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat G. Pitruzzella fremsat den 14. marts 2019. — A mod Udlændinge- og Integrationsministeriet. EU-domme · 14. marts 2019
- RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2026/1558 af 29. juni 2026 om beskikkelse af syv medlemmer af og otte suppleanter til Regionsudvalget efter indstilling fra Kongeriget Danmark EU-lovgivning · 29. juni 2026
- 2015-19. Skoles beslutning om overflytning af elev til en anden skole var en afgørelse. Sagsbehandlingsregler ikke overholdt Retsinformation · 9. maj 2015
- 2018-33. En kommune havde begået væsentlige sagsbehandlingsfejl i fire sager om hjemgivelse af anbragte børn og unge Retsinformation · 13. december 2018
- Ligestillingsnævnets afgørelse Retsinformation · 1. september 2015
- Udtalelse afgivet af Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling Retsinformation · 7. oktober 2015