Spring til indhold

Retsinformation

Forligsmæssig forflyttelse Afgørelsesbegrebet. Vejledning

FOU nr 2003.623UdtalelserFolketinget25. februar 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Forligsmæssig forflyttelse

Afgørelsesbegrebet. Vejledning

A blev den 1. november 1990

ansat på deltid som pædagogmedhjælper i Ålborg Kommune ”indtil videre

ved

magistratens 3. afdeling, daginstitutionen (V)-vej” (som efter det

oplyste

senere fik navnet børnehaven X). Af brev af 30. marts 1992 fra Ålborg

Kommune,

Magistratens 3. afdeling til A fremgår at A pr. 1. august 1992 blev fastansat

på fuld tid som pædagogmedhjælper ”indtil videre ved magistratens 3.

afdeling,

(V)-vej, (U)-by”. Af de to ansættelsesbreve fremgår ikke nærmere om

A’s

ansættelsesområde. Af to skemaer udarbejdet i 1994-95 i forbindelse med

A’s

ferie og forældreorlov fremgår at A var ansat ved daginstitutionen X.

I sommeren 1999 blev

institutionen delt op i to børnehaver, børnehaven Y og børnehaven X. A valgte

sammen med tre af sine kolleger at blive i børnehaven X sammen med en ny

leder.

I løbet af efteråret 1999 opstod der samarbejdsproblemer mellem

personalegruppen,

heriblandt A, og den nye leder. På dette tidspunkt var A

sikkerhedsrepræsentant

i institutionen. Fra november 1999 til marts 2000 blev der afholdt en del

møder

mellem dels personalet, Ålborg Kommune og lederen, dels kommunen og

personalet

og dels kommunen og forældrene. Møderne omhandlede samarbejdsproblemerne. I

Læs alt

januar 2000 blev en arbejdspsykolog fra Bedriftssundhedstjenesten sat på

sagen. Som sagen er oplyst for mig, er der en del uenighed mellem A og Ålborg

Kommune om omfanget og indholdet af samarbejdsproblemerne. Der er dog enighed

om at der var samarbejdsproblemer, og det fremgår af sagen at

samarbejdsproblemerne bestod mellem lederen og resten af personalet og ikke

blandt personalet internt.

Den 3. marts 2000 sendte

Ålborg Kommune et partshøringsbrev til souschefen i børnehaven X om påtænkt

afskedigelse af hende på grund af samarbejdsvanskeligheder. Souschefen blev

efterfølgende afskediget ved brev af 28. marts 2000 fra Ålborg Kommune.

Den 17. marts 2000 blokerede

forældrene til børnene i børnehaven X indgangen til børnehaven og nægtede

lederen adgang til børnehaven. Det fremgår af sagen at Ålborg Kommune senere

samme dag på et møde mellem forældrene og repræsentanter fra kommunen

informerede forældrene om at lederen af børnehaven X ville blive overflyttet

til en anden institution, og at en ny leder ville starte den 20. marts 2000.

Ålborg Kommune sendte samme

dag, den 17. marts 2000, et brev til A og fagforening F og skrev bl.a.

følgende:

”Vedr. dit ansættelsesforhold – partshøring i henhold til

forvaltningslovens

§ 19.

På grund af store

vanskeligheder i den daglige drift af din nuværende arbejdsplads –

børnehaven

(X) – er det besluttet at gennemføre en større omlægning/tilpasning af

institutionens medarbejderstab.

Ud fra en samlet vurdering

har ledelsen i Social- og Sundhedsforvaltningen derfor besluttet at meddele

dig, at man agter at indgå en frivillig aftale mellem dig, din faglige

organisation

og Social- og Sundhedsforvaltningen om, at du snarest – for en periode

på 6 måneder

– overgår til en stilling som pædagogmedhjælper i børnehaven (Z) og at

du

derefter – ligeledes efter aftale – overgår til en fast stilling

som

pædagogmedhjælper.

Såfremt der ikke er mulighed

for at indgå en frivillig aftale, agter ledelsen at træffe beslutning om

ændret tjenestested med 6 måneders varsel i henhold til TR-reglernes § 11.

Denne beslutning er begrundet

i, at det er konstateret,

at

samarbejdet i børnehaven (X) ikke fungerer på en for alle parter

tilfredsstillende

måde og

at

ledelsen ikke har tillid

til, at du besidder dén tilstrækkelige motivation, der forudsættes som et led

i

genopretningen af de samarbejdsmæssige forhold i børnehaven (X).”

Den 21. marts 2000 bad

fagforening F på A’s vegne Ålborg Kommune om aktindsigt og skrev bl.a.:

”Aalborg kommune – bl.a. ved

(B) og (C) – har flere gange udtalt, at flere forhold var belastende for

(A)’s

ansættelse i børnehaven (X).

Senest er dette blevet

fremført af (D) og (E) på mødet med forældrene i børnehaven (X) i går d. 20.

marts 2000.

Vi skal derfor bede om

aktindsigt med hensyn til:

Hvilke ledere har klaget over

(A)?

Er der forældre, der har

klaget over (A)?

Præcis redegørelse for,

hvilken belastende adfærd (A) har haft ifølge Aalborg kommune?

Det er dybt bekymrende, at

Aalborg kommune åbenbart har andet i skuffen end det, den begrundelse, der er

fremsendt til forhandling med fagforening (F) og til partshøring hos (A).

Dette brev ønskes besvaret

hurtigst muligt af hensyn til partshøringen og forhandlingen.”

Ålborg Kommune svarede

fagforening F den 3. april 2000 og skrev følgende:

”Vedr.: Aktindsigt i (A)’s personalesag

Med henvisning til

fagforening (F)’s telefoniske henvendelse til (G) den 31. marts 2000

vedr.

ovenstående har jeg noteret mig, at aktindsigten blev gennemført ved (G) den

30. marts 2000. Du kunne i den forbindelse konstatere, at der ikke foreligger

materiale, som fagforening (F) efterspørger i skrivelse af 21. marts

2000.”

Fagforening F’s hovedkontor

bad ved brev af 21. marts 2000 Ålborg Kommune om at sagen først søgtes løst

ved lokal aftale mellem Ålborg Kommune, A og fagforening F’s lokale

afdeling.

Fagforening F skrev bl.a. følgende i brevet:

”Jeg skal i øvrigt ikke

undlade at gøre Dem opmærksom på, at en partshøringsprocedure i.h.t.

forvaltningslovens

§ 19, efter fagforening (F)’s opfattelse, først kan iværksættes efter at

proceduren i TR-aftalens §

11, st.

2-3 er gennemført, idet det først på dette tidspunkt vil være muligt at

opfylde

kravene til partshøringen.

På baggrund af ovenstående og

den i øvrigt mangelfulde partshøring i forhold til sagens faktuelle

oplysninger,

såvel som bevisvurderingen og den juridiske vurdering, skal jeg anmode om, at

Ålborg Kommune annullerer den fremsendte partshøring og afventer det

forestående

møde og eventuelle forhandlinger.

(M.h.t.

partshøringsregler i personalesager henvises til UfR. 1999.25B:

’Partshøringsreglernes

anvendelse i personalesager’ af kommitteret

Jon Andersen

og fm. Elizabeth Bøggild Nielsen.)

”

A svarede på

partshøringsbrevet ved brev modtaget af Ålborg Kommune den 5. april 2000. I

brevet

skrev hun bl.a.:

”Hvad har jeg gjort?

Dette spørgsmål må jeg stille

mig selv igen og igen.

Hvis bare en fra kommunen

ville se mig i øjnene og fortælle mig om min forbrydelse.

Jeg føler jeg har fået skyld

for forældrenes blokade, en blokade som jeg ikke har del i. Hvorfor skal jeg

ellers forlade min arbejdsplads inden for en time.

Og dog sidder jeg her i dag,

føler mig som en anden forbryder. Jeg holdes væk fra mit arbejde, med en

besked

om at ledelsen (hvilken ledelse?) ikke har tillid til at jeg er motiveret for

et samarbejde i Børnehaven (X). Et hus jeg har samarbejdet i de sidste 10 år.

Mit spørgsmål må stadigvæk

være

Hvorfor? Og hvad gjorde jeg galt?

Da jeg mener, jeg altid har

været god til at indgå i et samarbejde med personalet i børnehaven (X), er

jeg

ked af, at ledelsen ikke har tillid til, at jeg besidder den tilstrækkelige

motivation, der forudsættes som et led i genopretningen af de

samarbejdsmæssige

forhold i børnehaven (X).

Hertil kan jeg kun sige, at

jeg naturligvis altid vil være villig og motiveret til at indgå i et

samarbejde

med en ny leder og resten af personalet.”

Herefter blev der den 6.

april 2000 afholdt forhandlingsmøde mellem A, Ålborg Kommune og fagforening

F.

Af mødereferatet af 7. april 2000 for dette møde fremgår bl.a. følgende:

”Social- og

Sundhedsforvaltningen er enig i, at der altid er to parter i et samarbejde,

og

det gælder også for den konflikt, der er i børnehaven (A). Det er imidlertid

også forvaltningens opfattelse, at (A) med sin adfærd har været med til at

forhindre ledelse, og med det forløb, der har været har forvaltningen ikke

tillid til, at (A) kan være en del af den fremtidige løsning i børnehaven

(X),

hvor Social- og Sundhedsforvaltningens mål er at lave en fremadrettet

helhedsløsning for institutionen.

På baggrund af drøftelserne

og med henvisning til sindet-skrivelse af 17. marts 2000 fastholdt Social- og

Sundhedsforvaltningen forslag om, at (A) overgår til en stilling som

pædagogmedhjælper

i en anden daginstitution. Alternativt at ledelsen træffer beslutning om

ændret

tjenestested med seks måneders varsel i henhold til TR-reglernes § 11.

Udfra en samlet vurdering har

Social- og Sundhedsforvaltningen således i beslutningen lagt vægt på at skabe

grundlag for en fremadrettet helhedsløsning for institutionen og her har

ledelsen ikke tillid til, at (A) besidder dén tilstrækkelige motivation, der

forudsættes som et led i genopretningen af de samarbejdsmæssige forhold i

børnehaven (X).

Inden fristens udløb

fremsendte (A) sine bemærkninger til sagen, jf. forvaltningslovens § 19.

Bemærkningerne

indgår i Social- og Sundhedsforvaltningens beslutningsgrundlag.

Enighed kunne ikke opnås.

(A) er fortsat fritaget for

tjeneste.

Fagforening (F) overgiver

sagen til videre behandling jfr. TR reglernes § 11, stk. 3.”

På mødet blev der ikke opnået

enighed om en løsning på sagen, og sagen blev herefter forhandlet den 22.

juni

2000 af Kommunernes Landsforening, Ålborg Kommune og fagforening F,

hovedkontoret

og den lokale afdeling. På dette møde blev det aftalt at A ændrede

tjenestested

uden at dette indebar en kritik af hende som pædagogmedhjælper eller

sikkerhedsrepræsentant

på vilkår af at A fik udbetalt 3 måneders løn som godtgørelse for tab af

sikkerhedsrepræsentantstatus, og at Ålborg Kommune skulle få klarhed over

hvornår der kom en ledig stilling i børnehaven Y, og at kommunen i så fald

skulle tilbyde A denne stilling. Den 15. august 2000 aftalte Ålborg Kommune

og

fagforening F at A den 1. oktober 2000 blev overflyttet til børnehaven Y som

er lokaliseret ved siden af børnehaven X. Ålborg Kommune meddelte ved brev af

15. august

2000 A

at hun skulle forflyttes, og skrev følgende:

”Tillæg til referat af

27.06.00.

Forhandlingen er den 15.08.00

genoptaget lokalt, hvor følgende er aftalt:

Den 01.10.00 overflyttes (A)

til Børnehaven (Y) i ekstra normering indtil 01.02.01, hvor hun indgår i

børnehavens normering.

Såfremt hun raskmeldes inden

01.10.00 forudsættes hovedferien på tre uger afholdt.

Såfremt det p.g.a.

sygemelding ikke er muligt at afholde hovedferien forinden start i Børnehaven

(Y), kan hovedferien enten komme til udbetaling eller afvikles inden start i

Børnehaven (Y).”

A blev tjenestefritaget fra

den 17. marts 2000. Hun startede i en anden børnehave den 5. maj 2000 og blev

overflyttet til børnehaven Y den 1. oktober 2000.

A klagede herefter den 30.

oktober 2000 til mig over forflyttelsen.

Jeg bad den 15. december 2000

Ålborg Kommune om udlån af sagens akter og om en udtalelse. Jeg bad i den

forbindelse Ålborg Kommune komme nærmere ind på hvorvidt kommunen havde

truffet en afgørelse i forvaltningslovens forstand om forflyttelsen.

Ålborg Kommune udtalte

herefter i brev af 6. februar 2001 bl.a. følgende:

”Når

Folketingets Ombudsmand

således anmoder om, at:

’Ålborg Kommune nærmere

kommer ind på, hvorvidt kommunen har truffet afgørelse i forvaltningslovens

forstand ’

Må Social- og

Sundhedsforvaltningen henvise til mødereferat af 22. juni 2000 samt tillæg

hertil af 15. august 2000, hvoraf fremgår, at der er tale om en aftaleretlig

disposition vedr. (A)’s ansættelsesforhold, og som derfor, efter

Forvaltningens opfattelse, ikke er en afgørelse i forvaltningslovens

forstand.

Der er altså ikke tale om en disposition, som egenhændigt er truffet af

Social-

og Sundhedsforvaltningen men derimod en forligsmæssig aftale opnået efter

gensidige bestræbelser.

Endeligt skal det oplyses, at

ovenstående fortolkning er i overensstemmelse med Indenrigsministeriets

udtalelser af henholdsvis 20. juli 1998 og 27. juni 2000 samt Tilsynsrådet i

Århus Amts beslutning af 6. oktober 2000 vedr. en personalesag i Randers

Kommune.”

A kommenterede Ålborg

Kommunes udtalelse i brev af 7. marts 2001. I brevet er bl.a. anført

følgende:

” det er rigtigt, at på

mødet i København den 22. juni 2000 indgik fagforening (F) en forligsmæssig

aftale med Aalborg Kommune. Men denne aftale blev indgået, fordi fagforening

(F) var af den opfattelse, at Aalborg Kommune ikke var til at hugge eller

stikke i. Desuden var mit helbred desværre ikke til, at vi kørte det videre

til

en voldgift sag, da jeg psykisk var meget medtaget af hele forløbet.”

Den 27. maj 2002 afgav jeg en

foreløbig udtalelse i sagen. Jeg anså det for mest korrekt at afgive min

udtalelse i foreløbig form da jeg i en anden sag om afskedigelse af en

overenskomstansat

ved aftale havde afgivet en foreløbig redegørelse således at Indenrigs- og

Sundhedsministeriet

kunne få lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet om hvorvidt sådanne

aftaler kan anses for at være afgørelser i forvaltningslovens forstand, inden

jeg afgav min endelig udtalelse. Jeg fandt derfor at min endelige udtalelse i

denne sag vedrørende A måtte afvente Indenrigs- og Sundhedsministeriets

udtalelse

i den ovennævnte sag. Endvidere anså jeg det for mest korrekt at give Ålborg

Kommune lejlighed til at udtale sig inden jeg afgav min endelige udtalelse. I

den foreløbige udtalelse anførte jeg bl.a. følgende:

Ombudsmandens foreløbige udtalelse

”1. Spørgsmålet om hvorvidt ændringen af tjenestestedet var en afgørelse

i forvaltningslovens forstand

Forvaltningsloven gælder for behandling af sager hvori der er eller vil blive

truffet en afgørelse af en forvaltningsmyndighed, jf. lovens § 2, stk. 1.

Sager om indgåelse af kontraktforhold eller lignende privatretlige

dispositioner er derimod ikke omfattet af loven, bortset fra lovens

bestemmelser om inhabilitet, jf. lovens § 2, stk. 2.

I forarbejderne til forvaltningsloven er det anført at afgørelsessager sigter

til sager i hvilke der udfærdiges retsakter, dvs. udtalelser der går ud på at

fastslå hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde, jf.

Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 115. Beslutninger som er omfattet af

det klassiske forvaltningsaktsbegreb, anses også for omfattet af

afgørelsesbegrebet i forvaltningsloven, jf. Hans Gammeltoft- Hansen mfl.,

Forvaltningsret (1994), s. 40ff.

Uden for forvaltningslovens

område falder beslutninger der har karakter af tjenestebefalinger til

ansatte,

jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 116. Det kan f.eks. være

beslutninger om hvor inden for ansættelsesområdet en medarbejder skal gøre

tjeneste,

fastlæggelse af ferier og fridage og pålæg om overarbejde, jf. John Vogter,

Forvaltningsloven med kommentarer (1999), s. 121.

Beslutninger over for ansatte

som indebærer et indgreb, eksempelvis flytning til anden beskæftigelse, og

som

er begrundet i den pågældendes individuelle forhold, må karakteriseres som

forvaltningsakter, jf. Jens Garde mfl., Forvaltningsret – Sagsbehandling

(2001), s. 11 og 12.

Jeg har tidligere behandlet

spørgsmålet om hvorvidt en overflyttelse var en afgørelse i

forvaltningslovens

forstand, se Folketingets Ombudsmands beretning for 1993, s. 348ff*, og

beretningen for 1998, s. 423ff*. Den førstnævnte sag handlede om en lærer som

blev overflyttet til en anden skole på grund af arbejdsmangel på den skole

hvor

læreren hidtil havde arbejdet. Jeg fandt at forflyttelsen i sagen var en

tjenestebefaling

og dermed ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Den anden sag

handlede om en overførsel af en ansat til en jobbørs. Overførslen skyldtes

indskrænkninger

på grund af besparelser. I denne sag udtalte jeg at det var tvivlsomt om

overførslen var en afgørelse i forvaltningslovens forstand, men at

overførslen

alt taget i betragtning næppe indebar så gennemgribende ændringer i den

ansattes status at beslutningen var en afgørelse i forvaltningslovens

forstand.

I begge de ovenfor nævnte

sager blev de pågældendes tjenestested ændret inden for de pågældendes

ansættelsesområder, og ændringerne var endvidere begrundet i forhold der ikke

kunne bebrejdes den ansatte, nemlig i arbejdsmangel og besparelser.

Det fremgår ikke klart af

sagen om (A) blev ansat med børnehaven (X) som ansættelsesområde eller med

institutionerne under Ålborg Kommune, Magistratens 3. afdeling, som

ansættelsesområde. Det fremgår således ikke udtrykkeligt om (A)’s

ansættelsesområde omfattede alle Ålborg Kommunes institutioner (eventuelt af

en bestemt art). Ved at iværksætte partshøring af (A) og forhandle med hendes

organisation om forflyttelsen handlede Ålborg Kommune som om (A) var ansat

alene med børnehaven (X) som ansættelsesområde. Jeg må på grund af den

manglende nærmere angivelse af ansættelsesområdet og Ålborg Kommunes

handlinger lægge til grund at (A)’s ansættelsesområde kun omfattede

børnehaven

(X). Ved forflyttelsen blev (A)’s tjenestested ændret til en anden

børnehave,

og (A) blev således forflyttet uden for sit ansættelsesområde.

Det fremgår af Ålborg

Kommunes partshøringsbrev af 17. marts 2000 at begrundelsen for at overflytte

(A) dels var samarbejdsproblemer i børnehaven (X) og dels var kommunens

manglende tillid til at (A) besad den nødvendige motivation i relation til

genopretningen af samarbejdet i børnehaven. Endvidere fremgår det af

mødereferatet af 7. april 2000 for mødet den 6. april 2000 at Ålborg Kommune

var af den opfattelse at (A) ved sin adfærd havde været med til at forhindre

ledelse.

Allerede fordi (A) blev

forflyttet til en børnehave uden for hendes ansættelsesområde, var

beslutningen

om at forflytte (A) en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Da Ålborg

Kommunes beslutning endvidere synes begrundet i individuelle

bebrejdelsesværdige forhold hos (A), er det min opfattelse at beslutningen om

at forflytte hende, uanset at dette var sket inden for hendes

ansættelsesområde,

var en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Ålborg Kommune har i

udtalelsen af 6. februar 2001 anført at beslutningen om overflyttelse var en

aftaleretlig disposition opnået efter gensidige bestræbelser og derfor ikke

en

afgørelse i forvaltningslovens forstand. Ålborg Kommune har i den forbindelse

henvist til Indenrigsministeriets udtalelser af 20. juli 1998 og 27. juni

2000

og til Tilsynsrådet for Århus Amts udtalelse af 6. oktober 2000.

Af Indenrigsministeriets

udtalelser af 20. juli 1998 og 27. juni 2000 fremgår at Indenrigsministeriet

for så vidt angår overenskomstansatte, mener at en aftale om ophør af en

overenskomstansat

medarbejders ansættelsesforhold er en ansættelsesretlig disposition der ikke

er omfattet af forvaltningsloven. Indenrigsministeriet lægger herved vægt på

at ansættelsesforholdet beror på en kollektiv overenskomst indgået med en

privat organisation og ikke som hos tjenestemænd har grundlag i retsregler,

og

på at der i sådanne sager ikke er tale om ensidige myndighedsbeslutninger.

Endvidere fremhæver Indenrigsministeriet at ministeriet har lagt det

traditionelle fortolkningsprincip til grund, idet en udvidende

formålsfortolkning

efter ministeriets opfattelse ikke har tilstrækkelig støtte i

forvaltningsloven

og dens forarbejder.

Tilsynsrådet for Århus Amt

tilslutter sig i sin udtalelse af 6. februar 2000 Indenrigsministeriets

opfattelse.

Jeg lægger til grund at

Indenrigsministeriets udtalelser, uanset at de konkret kun omtaler aftaler om

afskedigelse af overenskomstansatte, også må antages at omfatte andre aftaler

om ansættelsesretlige forhold såsom aftaler om forflyttelse.

I ovennævnte sag om

afskedigelse af en overenskomstansat (A) udtalte jeg i min foreløbige

redegørelse

af 3. januar 2002 bl.a. følgende:

’Som Indenrigsministeriet

nævner, har jeg tidligere haft lejlighed til at udtale mig om samme

problemstilling

for så vidt angår tjenestemænd. Jeg anførte i den forbindelse følgende om

betydningen af ansættelsesgrundlagets generelle karakter også for så vidt

angår overenskomstansatte (Folketingets Ombudsmands beretning for året 1998,

s. 491f*):

’I forarbejderne til

forvaltningsloven er det anført at afgørelsessager sigter til sager i hvilke

der udfærdiges retsakter, dvs. udtalelser der går ud på at fastslå hvad der

er

eller skal være ret i et foreliggende tilfælde, jf. Folketingstidende

1985-86,

tillæg A, sp. 115. Beslutninger som er omfattet af det klassiske

forvaltningsaktbegreb, anses også for omfattet af afgørelsesbegrebet i

forvaltningsloven,

jf. Hans Gammeltoft- Hansen mfl., Forvaltningsret (1994) s. 40ff. Såvel før

som

efter forvaltningslovens ikrafttræden har det været almindeligt antaget at

beslutninger om afskedigelse af ansatte i den offentlige forvaltning er

forvaltningsakter

og dermed omfattet af afgørelsesbegrebet i forvaltningslovens forstand, jf.

f.eks. Jørgen Mathiassen, Forvaltningspersonellet (1990) s.

37f. På linie hermed har Højesteret i en

af dom af 12. september 1996 vedrørende afskedigelse af en kommunalt ansat

udtalt at afskedigelsen ’også skal bedømmes efter forvaltningsretlige

regler’, jf. Ugeskrift for Retsvæsen (1996), s. 1462ff. Ved dommen blev

afskedigelsen

underkendt på grund af manglende partshøring, jf. forvaltningslovens

§ 19, stk. 1.

De enkelte ansættelsesforhold

inden for den offentlige forvaltning kan ikke etableres i strid med regler

der

er fastsat i henholdsvis tjenestemandslovgivningen og de kollektive

overenskomster. For ansættelsesforholdene gælder i vidt omfang ufravigelige

regler. Om der kan fastsættes individuelle ansættelsesvilkår m.v., vil i

almindelighed bero på det nærmere indhold af de regler der indgår i det

generelle retsgrundlag, jf. Jørgen Mathiassen, anførte sted s. 38.

Retsgrundlaget for de enkelte ansættelsesforhold er således overvejende af

generel karakter.

Efter min mening taler

forvaltningslovens forarbejder sammenholdt med den generelle karakter af

retsgrundlaget for ansættelsesforhold i forvaltningen imod at betragte en

forligsmæssig afskedigelse som en aftaleretlig disposition som falder uden

for

forvaltningslovens afgørelsesbegreb. Hertil kommer at det er almindeligt

antaget at en forvaltningsmyndighed som har bemyndigelse til at ordne et

retsforhold ved en forvaltningsakt, ikke uden en yderligere bemyndigelse kan

ordne retsforholdet ved en aftale med vedkommende adressat, jf. Bent

Christensen, Forvaltningsret, Opgaver, Hjemmel, Organisation (1991), s. 282.

Poul Andersen indtog samme principielle standpunkt med følgende formulering

(Dansk Forvaltningsret, 5. udgave, (1965) s. 471ff): ’( ) Naar Loven

bestemmer

eller forudsætter, at Skabelse, Forandring eller Ophævelse af Retsforhold

sker

ved Forvaltningsakt, kan Forvaltningsmyndighederne ikke i Stedet for

Forvaltningsakter betjene sig af aftaler ( )’. Som eksempel nævner Poul

Andersen

at det på baggrund af tjenestemandslovens regler om ansættelse og

afskedigelse

som tjenestemand må anses for udelukket at dette forvaltningsanliggende

reguleres

ved aftale (s. 472). Også Jørgen Mathiassen har i sin disputats fra 1974

tilsluttet sig denne opfattelse, idet han anfører at: ’( ) Det bør

formentlig

i dansk forvaltningsret fastholdes, at regler, der kan betegnes som

ufravigelige, ikke er modtagelige for aftale m.v. De fleste forsøg på at

modificere

tvingende regler ud fra overvejelser med hensyn til de interesser, der ligger

til grund for reglerne o.s.v., er på forhånd dømt til at skulle mislykkes.

Den

ene ufravigelige regel kan ikke være mere eller mindre tvingende end den

anden

( ) De tvingende regler kan ikke fraviges ved aftale – de er

’aftalefjendtlige’

( )’, jf. Aftaler i forvaltningsretten, (1974) s. 249.

I de generelle retsgrundlag

for ansættelse i forvaltningen findes regler for såvel ansøgt som uansøgt

afskedigelse som bemyndiger forvaltningsmyndighederne til at træffe

afskedigelsesbeslutninger i form af forvaltningsakter. Men de generelle

retsgrundlag indeholder ikke bestemmelser der giver forvaltningen

bemyndigelse

til at benytte aftale i stedet for forvaltningsakt.

Selve

afskedigelsesbeslutningen må således – selv om den måtte fremtræde som

en aftale

– anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Sammenfattende er det

herefter min opfattelse at såvel den egentlige afskedigelsesbeslutning som

beslutningen om de nærmere afskedigelsesvilkår indgår i et sagsforløb der i

sin

helhed er omfattet af forvaltningslovens afgørelsesbegreb. Det gælder selv om

beslutningerne

helt eller delvis fremtræder som truffet efter aftale eller forhandlinger.

Det anførte indebærer at

forvaltningslovens almindelige bestemmelser om bl.a. partshøring,

partsaktindsigt

og begrundelse skal iagttages af myndighederne i alle afskedigelsessager

vedrørende ansatte i forvaltningen. Jeg bemærker i den forbindelse at

forvaltningslovens bestemmelser er ufravigelige. En part kan f.eks. ikke

fraskrive sig retten til at blive partshørt, jf. Folketingets Ombudsmands

beretning for 1990, s. 22* (og s. 494).’

Jeg tilføjede at jeg var enig

med Indenrigsministeriet i de abstrakte forskelle vedrørende retsgrundlaget

for henholdsvis tjenestemandsansættelse og overenskomstansættelse inden for

den offentlige forvaltning, men at jeg ikke var enig med ministeriet i at de

nævnte forskelle i almindelighed kan føre til at en uansøgt afskedigelse af

en overenskomstansat medarbejder – hvor fratrædelsesvilkårene fremtræder

som

en aftale – skal bedømmes anderledes end en tilsvarende afskedigelse af

en tjenestemand

i relation til forvaltningslovens afgørelsesbegreb. Jeg henviste dels til de

ganske betydelige fællestræk der i realiteten – bl.a. på området for

konkrete

afskedigelsesbeslutninger – karakteriserer de to grundlæggende

ansættelsesformer,

dels til forvaltningsloven og dens forarbejder.

Jeg havde dog ikke tidligere

haft lejlighed til at udtale mig om spørgsmålet på grundlag af en konkret sag

om uansøgt afskedigelse af en overenskomstansat.

Efter en gennemgang af (H)’s

konkrete sag må jeg imidlertid fastholde ovenstående opfattelse.

Ud over hvad der ovenfor er

anført om det generelle retsgrundlag for (H)’s ansættelse, har jeg lagt

vægt

på at initiativet til at hans ansættelsesforhold skulle afsluttes, ensidigt

udgik fra ( ) Kommune. Jeg henviser til

at

økonomiudvalget den 17. maj 1994 traf beslutning om at indstille til byrådet

at (H)’s ansættelsesforhold skulle bringes til ophør på grund af

manglende

tillid til hans fortsatte opgavevaretagelse,

at

økonomiudvalget den 8. september 1994 besluttede at bemyndige

borgmesteren til at optage forhandling med (H) med henblik på at indgå aftale

om fratrædelsesordning med henvisning til at sagsforløbet ikke kunne undgå at

påvirke det fremtidige daglige samarbejde, og

at

borgmesteren under byrådsmødet den 22. september 1994 udtalte

at det efter hendes opfattelse ikke ville være muligt at genskabe et

tillidsfuldt samarbejde mellem (H) og den politiske ledelse. På den baggrund

har der efter min opfattelse ikke været tvivl om at grundlaget for kommunens

indledning af forhandlinger har været en beslutning om at (H)’s

ansættelsesforhold

skulle afsluttes.

Et af de forhold der må

lægges vægt på ved bedømmelsen af om en myndigheds beslutning skal betragtes

som en afgørelse i forvaltningslovens forstand, er om der er tale om en af

myndigheden ensidigt truffen beslutning som ikke beror på en gensidig aftale

med en privat, jf. udtalelserne gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning

for 1992, s. 238*, og for 1998, s. 139f*. Uanset at selve aftalen om

fratræden

og vilkårene herfor var tiltrådt af (H), er jeg imidlertid ikke enig med

ministeriet

i at der i (H)’s sag ikke var tale om en ensidig myndighedsbeslutning.

Jeg

henviser til det ovenfor anførte hvorefter grundlaget for forhandlingerne om

(H)’s fratræden udelukkende var kommunens beslutning om at hans

ansættelsesforhold skulle bringes til ophør. Uanset at det ikke fremgår

udtrykkeligt af kommunens beslutninger, må det efter min opfattelse lægges

til

grund at medmindre kommunen ændrede sin beslutning, ville en fortsættelse af

(H)’s ansættelsesforhold være udelukket, også i tilfælde af at det ikke

ville

være muligt at opnå enighed om vilkårene for hans fratræden. Under disse

omstændigheder

kan afslutningen af (H)’s ansættelsesforhold i realiteten ikke antages

at have

være betinget af hans medvirken og tiltræden.

Forløbet i den konkrete sag

illustrerer endvidere efter min opfattelse at en overenskomstansat i

forbindelse med uansøgt afsked har behov for den processuelle beskyttelse som

forvaltningslovens partsbeføjelser giver. Jeg henviser til Hans

Gammeltoft-Hansen

mfl., Forvaltningsret (1994), s.

43f.

Dette er efter min opfattelse ikke udtryk for – som anført af

Indenrigsministeriet

– en udvidende formålsfortolkning hvorefter offentlige myndigheders

indgåelse

af privatretlige aftaler inddrages under forvaltningsloven, men for at en

formålsfortolkning af forvaltningsloven yderligere belyser og bestyrker

opfattelsen

af at aftalen om (H)’s fratræden var omfattet af lovens

afgørelsesbegreb.

På baggrund af ovenstående er

det min opfattelse at ( ) Byråd den 3. november 1994 traf afgørelse om

(H)’s

fratræden og vilkårene herfor uanset at det i formen fremstod som en

beslutning

om at tiltræde en aftale mellem (H) og kommunen herom. Forud for afgørelsen

burde (H) derfor være blevet partshørt i overensstemmelse med

forvaltningslovens § 19 og den ulovbestemte kontradiktionsregel som gælder i

sager om afskedigelse bl.a. på grund af samarbejdsproblemer.’

Også efter en gennemgang af

denne sag må jeg fastholde ovenstående opfattelse hvorefter en beslutning om

forflyttelse af en overenskomstansat, uanset at denne fremstår som opnået ved

en aftale, er en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Ud over det ovenfor anførte

har jeg ved min vurdering lagt vægt på at initiativet til forflyttelse af (A)

ensidigt udgik fra Ålborg Kommune. Dette kan ses af Ålborg Kommunes

partshøringsbrev af 17. marts 2000. Jeg har endvidere lagt vægt på at det af

dette partshøringsbrev klart fremgår at såfremt der ikke var mulighed for at

indgå en frivillig aftale, agtede Ålborg Kommune at træffe beslutning om

ændret tjenestested med 6 måneders varsel i henhold til

tillidsrepræsentantreglernes § 11. I mødereferatet af 7. april 2000 af mødet

den 6. april 2000 nævnes det også hvad Ålborg Kommune valgte at lægge vægt på

ved beslutningen, og at (A)’s bemærkninger indgik i kommunens beslutning

om

overflyttelse. Beslutningen om forflyttelse af (A) var således i realiteten

ikke betinget af (A)’s medvirken og tiltræden, men derimod en beslutning

truffet ensidigt af Ålborg Kommune. At aftalen indgået den 22. juni 2000

mellem KL, fagforening (F) og Ålborg Kommune ikke udelukkende angår vilkårene

for (A)’s fratræden, ændrer efter min opfattelse ikke ved at der var

tale om en

afgørelse i forvaltningslovens forstand da Ålborg Kommune ensidigt havde

besluttet at forflytte (A) uanset resultatet af forhandlingerne.

Forflyttelsen af (A) var på

baggrund af ovenstående efter min foreløbige opfattelse en afgørelse i

forvaltningslovens forstand.

2. Partshøring

Som anført ovenfor mener jeg

at beslutningen om at overflytte (A) var en afgørelse i forvaltningslovens

forstand.

De almindelige regler om

myndigheders pligt til at foretage partshøring inden en afgørelse træffes, er

fastlagt i forvaltningslovens § 19 der har følgende ordlyd:

’

§ 19.

Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at

myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens

faktiske

omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort

parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme

med

en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den

pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Myndigheden

kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

det efter oplysningernes karakter og sagens

beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det

foreliggende grundlag,

udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt

frist for sagens afgørelse,

partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,

findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private

interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i

kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,

den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt

kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af

oplysningerne for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige

vanskeligheder,

eller

der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der

sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte

afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.

Stk. 3.

Vedkommende minister kan efter forhandling med

justitsministeren fastsætte regler om, at nærmere angivne sagsområder, hvor

bestemmelserne i stk. 2, nr. 1 eller 5, i almindelighed vil finde anvendelse,

ikke skal være omfattet af bestemmelsen i stk.

1.’

I rets- og ombudsmandspraksis

er det antaget at bestemmelsen i § 19 suppleres med en ulovbestemt regel om

partshøring i visse personalesager, jf. Kaj Larsen og

Jon

Andersen

mfl., Forvaltningsret (1994), s. 164 og 347ff,

Jon

Andersen

og Elizabeth Bøggild Nielsen, Ugeskrift for Retsvæsen,

1999, afd. B, s. 29-31, og den dér anførte teori og praksis, John Vogter,

Forvaltningsloven med kommentarer (1999), s. 354- 357, og Steen Rønsholdt,

Forvaltningsret – Retssikkerhed, Proces og Sagsbehandling (2001), s.

411-413.

Jeg henviser desuden til Højesterets dom af 12. maj 1999 i Ugeskrift for

Retsvæsen, 1999, s. 1337. I denne dom tiltrådte Højesteret Østre Landsrets

vurdering

i dom af 6. februar 1998 hvorefter Samsø Kommune havde tilsidesat de

forvaltningsretlige

krav til bl.a. høring forud for afgørelsen om at afskedige en ledende

hjemmesygeplejerske.

Østre Landsret havde i sin dom anført følgende:

’

Det må endvidere lægges til

grund, at der hverken forud for eller i forbindelse med økonomiudvalgets

behandling af afskedigelsesspørgsmålet blev givet sagsøgeren nogen

redegørelse for de faktiske omstændigheder, og den sagsøgte kommunes

vurdering

af disse og retlige kvalifikation heraf. Den af den sagsøgte kommune i

skrivelse af 6. september 1994 meddelte tilkendegivelse opfylder således ikke

de i forvaltningslovens § 19 stillede krav og den en offentlig myndighed i

øvrigt

påhvilende pligt til høring af en ansat, inden der træffes en så vidtrækkende

afgørelse som uansøgt afsked.

’

Den udvidede

partshøringspligt er for nylig fastslået af Højesteret i en dom afsagt den

26.

marts 2002 om afskedigelse af en tjenestemandsansat viceskoleinspektør på

grund

af samarbejdsvanskeligheder (sagsnr. II 353/1999).

De fleste af de af

ombudsmanden og domstolene behandlede sager har vedrørt uansøgt afskedigelse,

men det er i ombudsmandspraksis fast antaget at den udvidede

partshøringspligt også omfatter andre personaleafgørelser der bygger på

bebrejdelsesværdige

forhold hos den ansatte, se bl.a. Folketingets Ombudsmands beretning for

1990,

s. 363*, for 1993, s. 144* (irettesættelse), for 1993, s. 177* (advarsel) og

for 1994, s. 169* (disciplinærbøde). Se også

Jon Andersen

og Elizabeth Bøggild Nielsen, Ugeskrift for Retsvæsen, 1999, afd. B, s.

29-31.

Pligten vil således også kunne gælde i sager om forflyttelse, se også Steen

Rønsholdt, Forvaltningsret – Retssikkerhed, Proces og Sagsbehandling

(2001), s.

412.

Af partshøringsbrevet af 17.

marts 2000 fremgår at (A) blev forflyttet dels på grund af

samarbejdsproblemerne

i børnehaven (X), dels på grund af at Ålborg Kommune ikke havde tillid til at

hun besad den fornødne motivation til at genoprette de samarbejdsmæssige

forhold i børnehaven. I mødereferatet af 7. april 2000 om mødet den 6. april

2000 står bl.a. følgende:

’Det er imidlertid også

forvaltningens opfattelse, at (A) med sin adfærd har været med til at

forhindre

ledelse, og med det forløb, der har været har forvaltningen ikke tillid til,

at

(A) kan være en del af den fremtidige løsning i børnehaven (X), hvor Social-

og

Sundhedsforvaltningens mål er at lave en fremadrettet helhedsløsning for

institutionen.’

Dette mødereferat og

begrundelsen i partshøringsbrevet af 17. marts 2000 må efter min opfattelse

forstås som en bebrejdelse imod (A) idet Ålborg Kommune angiver at (A) ved

sin adfærd har været med til at forhindre ledelse, samt at kommunen ikke har

tillid til (A)’s fremtidige motivation til genoprettelse af de

samarbejdsmæssige

forhold.

Det er på den baggrund min

opfattelse at beslutningen om forflyttelse byggede på bebrejdelsesværdige

forhold hos (A), og at den udvidede partshøringspligt derfor finder

anvendelse.

Efter den udvidede

partshøringspligt bør der i almindelighed gives den ansatte en redegørelse

–

der efter omstændighederne bør være skriftlig – for grundlaget for den

påtænkte afgørelse. Der sigtes hermed til en redegørelse der angiver de

forhold

fra den pågældendes side der lægges vægt på, og som – for så vidt der

foreligger

bevismæssige spørgsmål – angiver det bevismæssige grundlag for at de

pågældende

forhold antages at foreligge. Redegørelsen bør endvidere omfatte

myndighedernes

retlige kvalifikation af faktum.

Formålet med denne udvidede

partshøring er at give parten mulighed for at kommentere, korrigere og

supplere sagens faktuelle grundlag, myndighedens vurdering heraf, herunder

bevismæssige vurdering, samt myndighedens retlige vurdering af sagen.

Forvaltningslovens § 19, stk.

1, fastsætter ikke formkrav til selve høringsproceduren, mens den

ulovbestemte udvidede partshøringsregel indebærer en pligt til efter

omstændighederne at give den ansatte en skriftlig redegørelse. Men uanset

grundlaget skal der anvendes en form der respekterer formålet med

partshøringspligten.

Partshøring kan således ske i form af en fremsendelse af de relevante

dokumenter

i sagen hvis disse dokumenter indholdsmæssigt opfylder partshøringspligten.

Det fremgår hverken af

partshøringsbrevet af 17. marts 2000 eller af mødereferaterne for møderne den

6. april og 22. juni 2000 hvilke faktiske omstændigheder Ålborg Kommune har

lagt til grund for afgørelsen. Ålborg Kommune angiver i partshøringsbrevet at

der er ’store vanskeligheder’, og at samarbejdet ikke fungerer på

tilfredsstillende vis. Af mødereferatet for mødet den 6. april 2000 angiver

Ålborg Kommune at (A) ved sin adfærd har ’været med til at forhindre

ledelse’.

En sådan generel angivelse af det faktiske grundlag kan efter min opfattelse

ikke antages at opfylde hverken forvaltningslovens § 19 eller den udvidede

partshøringspligt. Det faktiske grundlag burde efter min opfattelse have

været

mere specificeret f.eks. i form af angivelse af episoder. Endvidere burde det

efter min opfattelse have været angivet hvilke(t) faktum/fakta der lå til

grund

for Ålborg Kommunes vurdering af at (A) ikke besad den tilstrækkelige

motivation

til genoprettelse af de samarbejdsmæssige forhold i børnehaven (X). Efter den

udvidede partshøringspligt burde Ålborg Kommune endvidere have angivet

kommunes

retlige kvalifikation af det faktiske grundlag kommunen lagde til grund for

sin afgørelse, herunder om der var tale om tjenesteforseelser, eller om der

var

tale om uegnethed (herunder manglende samarbejdsevne).

Det skal her bemærkes at

reglerne om partshøring er retssikkerhedsregler der retter sig mod parten.

Møderne mellem Ålborg Kommune og fagforening (F) kunne således ikke i sig

selv

udgøre en partshøring medmindre fagforening (F) havde bemyndigelse til at

partsrepræsentere (A) efter forvaltningslovens § 8. En sådan bemyndigelse

forelå efter det for mig oplyste ikke. Hertil kommer at den udvidede

partshøring – som det fremgår ovenfor – efter omstændighederne bør

være skriftlig.

Det er således min foreløbige

opfattelse at partshøringen af (A) hverken opfyldte kravene i

forvaltningslovens

§ 19 eller den ulovbestemte udvidede partshøringspligt.

3. Begrundelse

Forvaltningslovens § 22 og §

24, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd:

’§ 22.

En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være

ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den

pågældende part medhold.

§ 24.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning

til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,

afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal

begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Stk. 2.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som

er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk.

3.

Begrundelsens

indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte

kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for

afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller

offentlige interesser, jfr. §

15.’

Som sagen er oplyst for mig,

fik (A) meddelt afgørelsen om den endelige overflyttelse ved brev af 15.

august 2000. Brevet indeholdt ingen henvisning til de retsregler i henhold

til hvilke afgørelsen var truffet, og det indeholdt ingen angivelse af de

hovedhensyn Ålborg Kommune havde lagt vægt på ved den skønsmæssige afgørelse

om forflyttelse. Det er således min opfattelse at begrundelsen ikke opfyldte

kravene i forvaltningslovens § 24, stk. 1. Brevet indeholdt endvidere ingen

henvisning til faktiske omstændigheder, og dermed indeholdt det ikke en

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder som

Ålborg Kommune havde tillagt væsentlig betydning ved afgørelsen. På den

baggrund er det min opfattelse at begrundelsen endvidere ikke opfyldte

kravene

i forvaltningslovens § 24, stk. 2.

4. Formålet med partshøring og begrundelse

Efter min opfattelse er denne

sag et godt eksempel på hvorfor det er nødvendigt at have

sagsbehandlingsregler

om partshøring og begrundelse. Formålet med sagsbehandlingsreglerne er at øge

sikkerheden for at myndighederne træffer lovlige og rigtige afgørelser, se

bl.a. forarbejderne til forvaltningsloven, Folketingstidende 1985-86, tillæg

A,

sp. 76.

Jeg har ved flere lejligheder

udtalt mig om hvad der kræves for at en myndighed kan afskedige en

medarbejder

på grund af samarbejdsproblemer. Således har jeg i Folketingets Ombudsmands

beretning for 2000, s. 96*, bl.a. udtalt følgende herom:

’Det kræves for det første at

samarbejdsproblemerne har en betydelig negativ indflydelse på udførelsen af

opgaverne det pågældende ansættelsessted. Der skal endvidere for så vidt

angår

samarbejdsproblemer, foreligge en klar forbindelse mellem disse og den person

som søges afskediget, ligesom hovedskylden for problemernes opståen ikke må

kunne tilskrives andre end den der søges afskediget. Af den almindelige

forvaltningsretlige grundsætning om proportionalitet følger yderligere at der

fra den afskedigende myndigheds side skal være udfoldet bestræbelser på at

løse samarbejdsproblemerne med mindre vidtgående skridt end

afskedigelse.’

Uden her at tage endelig

stilling til om der gælder helt de samme krav til en forflyttelse på grund af

samarbejdsproblemer, er det min umiddelbare opfattelse at de principper som

er

anført i citatet, gør sig gældende ved alle ansættelsesretlige afgørelser på

grund af samarbejdsproblemer, dog nok således at kravene styrkes i takt med

det påtænkte indgrebs intensitet.

Såfremt en myndighed ikke

opfylder kravene til partshøring og herunder angiver hvilke faktiske forhold

myndigheden har lagt vægt på, herunder hvilke episoder myndigheden lægger til

grund for sin vurdering af samarbejdsproblemer, er det meget vanskeligt for

en

part at fremføre sin side af sagen og eventuelt korrigere myndighedens

oplysninger. Hermed risikeres at sagen ikke er så godt oplyst som den kunne

og

burde være efter myndighedernes sagsoplysningspligt, se herom Kaj Larsen

mfl.,

Forvaltningsret (1994), s. 297ff, og at den afgørelse der træffes, derfor

ikke

er korrekt.

Er en bebyrdende afgørelse

ikke begrundet i form af angivelse af retsregler, hovedhensyn som har ligget

til grund for myndighedernes administrative skøn, og en redegørelse

vedrørende

de faktiske omstændigheder som myndigheden har lagt vægt på, kan det for det

første være vanskeligt for en part at forstå og indrette sig efter en

afgørelse, for det andet kan det vanskeliggøre partens mulighed for at

overveje

og formulere en klage, og for det tredje umuliggør det nærmest

prøvelsesmyndighedernes

mulighed for at efterprøve om en afgørelse er materielt korrekt. Det er

derfor min foreløbige opfattelse at jeg har grundlag for at henstille at

Ålborg

Kommune meddeler (A) en begrundelse for forflyttelsen der opfylder

forvaltningslovens

krav.

5. Kommunens information af forældrene

I de for mig forelagte akter

findes en mail fra forældregruppen til børn i børnehaven (X) oprindelig sendt

til KL den 19. juni 2000. Af denne mail fremgår at Ålborg Kommune på et møde

den 17. marts 2000, samme dag som kommunen sendte partshøringsbrev til (A),

på

et forældremøde oplyste forældrene om at (A) ville blive forflyttet. Af

mødereferatet

af 7. april for mødet den 6. april 2000 fremgår endvidere bl.a. følgende

under

fagforening (F)’s redegørelse:

’ – Fra (D) på fyraftensmødet

med forældrene, hvor han i alle forældres påhør udtalte, at der ikke kunne

blive tale om at (A) skulle blive, for de havde ’hold i billetten’

om hendes

belastende adfærd.’

Jeg har ikke i akterne kunnet

finde et mødereferat fra mødet den 17. marts 2000 eller lignende fra Ålborg

Kommune der har bekræftet at kommunen til forældrene oplyste at (A) ville

blive

overflyttet. Jeg har derfor ikke kunnet lægge dette til grund. Jeg finder dog

anledning til at bemærke at det ikke ville være i overensstemmelse med

reglerne om partshøring hvis Ålborg Kommune havde oplyst at man ville

forflytte

(A), da beslutningen herom i så fald allerede ville synes truffet og den

efterfølgende

partshøring derfor ville virke illusorisk. Til gengæld ville det ikke stride

med partshøringsprincippet at Ålborg Kommune på mødet informerede forældrene

om

at man havde rejst en sag om forflyttelse.

6. Konklusion

Det er sammenfattende min

foreløbige opfattelse

at

overflyttelsen af (A) var en afgørelse i forvaltningslovens forstand,

at

Ålborg Kommunes partshøring af (A)

ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 19 og den udvidede

partshøringspligt, og

at

kommunens

begrundelse ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24. Det er derfor

min

foreløbige opfattelse at jeg har grundlag for at henstille at Ålborg Kommune

meddeler (A) en begrundelse for forflyttelsen der opfylder forvaltningslovens

krav hertil.”

I brev af 27. maj 2002 bad

jeg Ålborg Kommune om at kommentere de fremsatte synspunkter i den foreløbige

redegørelse.

Ålborg Kommune har i brev af

30. september 2002 fremsat sine bemærkninger til min foreløbige redegørelse.

Af brevet fremgår følgende:

”

Som tidligere nævnt i Social-

og Sundhedsforvaltningens brev til Ombudsmanden af 6. februar 2002 skal det

indledningsvist oplyses, at forvaltningen fortsat ikke finder, at der blev

truffet en afgørelse, og dermed heller ikke finder, at sagen er omfattet af

forvaltningslovens

regler om partshøring og begrundelse, hvilket forvaltningen vil redegøre for

i

det følgende.

Da der gennem en længere

periode havde været store vanskeligheder i den daglige drift af Børnehaven

(X)

fandt Ålborg Kommune, Social- og Sundhedsforvaltningen det af flere årsager

nødvendigt at foretage nogle ændringer i driften af Børnehaven (X), herunder

ændring af (A)’s tjenestested indtil videre.

Forvaltningen valgte på denne

baggrund at fremsende det omtalte partshøringsbrev til (A) af 17. marts 2000,

hvori det oplyses, at forvaltningen agtede at indgå en frivillig aftale med

(A) eller sekundært at træffe en beslutning om ændret tjenestested. Som

bekendt

blev sagen imidlertid endeligt sluttet ved aftale opnået efter gensidige

bestræbelser ved møde i Kommunernes Landsforening den 22. juni 2000 med

deltagelse af fagforening (F), Kommunernes Landsforening samt Ålborg Kommune,

Social- og Sundhedsforvaltningen.

Forvaltningen ønskede af

hensyn til sagens parter, at (A) skulle overflyttes til en anden børnehave

indenfor (A)’s ansættelsesområde. (A) var ansat ’indtil videre ved

magistratens

3. afdeling, Børnehaven ((V)- vej, (U)- by)’ (dvs. Børnehaven (X)),

hvilket betød,

at (A) som led i en tjenestebefaling og med et passende varsel kunne flyttes

fra en børnehave til en anden indenfor magistratens 3. afdelings område.

(A) var imidlertid valgt som

sikkerhedsrepræsentant/arbejdsmiljørepræsentant i børnehaven (X). Det vil

sige, at forvaltningen ønskede at flytte (A) ud af sit valgområde, hvorved

der

var tale om væsentlige vilkårsændringer for (A), som forudsatte, at der

forelå

tvingende årsager som begrundelse, jf. bekg. nr. 575 af 21. juni 2001 om

virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde § 23, stk. 6, hvoraf

fremgår, at ’sikkerhedsrepræsentanten er beskyttet mod afskedigelse

eller

anden forringelse af sine forhold på samme måde som tillidsrepræsentanter

inden

for vedkommende eller tilsvarende faglige område ’ Det vil sige, at

sikkerhedsrepræsentanten er omfattet af beskyttelsesreglerne i Aftale om

tillidsrepræsentanter, samarbejde og samarbejdsudvalg.

Det var Ålborg Kommune,

Social- og Sundhedsforvaltningens juridiske opfattelse, at der ikke i fuldt

fornødent omfang forelå tvingende årsager, som kunne begrunde en flytning af

(A), men forvaltningen fandt desuagtet det nødvendigt og hensigtsmæssigt at

flytte (A) til en anden børnehave for at reetablere roen i Børnehaven (X).

Det vil sige, at løsningen af

sagen forudsatte, at (A) og Ålborg Kommune indgik en aftale om, at (A) afgav

sin sikkerhedsrepræsentantstatus/arbejdsmiljørepræsentantstatus, da denne var

knyttet til (A)’s valgområde, Børnehaven (X), jf. bekg. nr. 575 af 21.

juni

2001 om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde. Det vil sige, at en

løsning

af sagen forudsatte (A)’s medvirken, da Ålborg Kommune hverken ved

afgørelse eller

tjenestebefaling kunne gennemføre løsningsforslaget ensidigt, jf. i øvrigt

Arbejdstilsynets At-anvisning nr. 6.1.0.4 – april 1999, pkt. 4.2.1,

hvoraf

fremgår, at der altid kan vælges en ny sikkerhedsrepræsentant, hvis

arbejdsgiveren og arbejdstageren er enige herom. Denne aftaleindgåelse fandt

sted ved mødet i Kommunernes Landsforening den 22. juni 2000.

At der var tale om en aftale

indgået parterne imellem bekræftes af en lang række forhold, hvor særligt kan

nævnes, at Social- og Sundhedsforvaltningen har udbetalt, og (A) modtaget

udbetalingen af godtgørelsen for afgivelsen af sin

sikkerhedsrepræsentantstatus

/ arbejdsmiljørepræsentantstatus, at (A) har flyttet og fortsat gør tjeneste

i

henhold til den indgåede aftale, og at (A) ikke har fremsat indsigelser i det

fagretlige system. Det vil sige, at alle sagens parter har ageret i

overensstemmelse

med aftalens ordlyd. Fagforening (F) skriver således også i sit brev af 23.

august 2000, at ’ da der er tale om en aftalt overflytning ’.

Endeligt kan forvaltningen

supplerende oplyse, at det er både Kommunernes Landsforenings og Ålborg

Kommune, Socialforvaltningens klare opfattelse, at fagforening (F) var

bemyndiget til at partsrepræsentere (A). – At Kommunernes Landsforening

og

Ålborg Kommune var af den opfattelse begrundes i, at fagforening (F) i hele

sagen havde repræsenteret (A), og at forbundet under aftaleindgåelsen i

Kommunernes Landsforening flere gange og umiddelbart inden aftalens indgåelse

havde telefonisk kontakt til (A) med henblik på accept af aftalens indhold.

På baggrund af disse

bemærkninger er det således fortsat Social- og Sundhedsforvaltningens

opfattelse,

at der pr. definition er tale om en gensidig aftale mellem Ålborg Kommune,

Social- og Sundhedsforvaltningen og (A), da Ålborg Kommune, Social- og

Sundhedsforvaltningen

hverken ved tjenestebefaling eller afgørelse ensidigt kunne træffe beslutning

om, at (A) skulle overflyttes til anden arbejdsplads pga. (A)’s status

som

sikkerhedsrepræsentant. Forvaltningen finder i denne forbindelse anledning

til

endnu engang at henvise til Indenrigsministeriets udtalelser af henholdsvis

20. juli 1998 og 27. juni 2000 samt Tilsynsrådet i Århus Amts beslutning af

6.

oktober 2000, hvilket uanset evt. senere udtalelse fra Indenrigsministeriet

var

gældende svar på daværende tidspunkt.

Med disse bemærkninger håber

Ålborg Kommune, Social- og Sundhedsforvaltningen, at denne sag – i alles

interesse – må finde sin afslutning i overensstemmelse med den indgåede

aftale.”

Jeg sendte den 29. oktober

2002 en kopi af Ålborg Kommunes brev af 30. september 2002 til A til

orientering og eventuelle bemærkninger. Jeg modtog den 13. december 2002 et

udateret

brev fra A hvori hun kommenterede Ålborg Kommunes brev. A udtrykte i brevet

bl.a. sin tilfredshed med at Ålborg Kommune i brevet af 30. september 2002

skrev at der ikke i fuldt fornødent omfang forelå tvingende årsager som kunne

begrunde en flytning af hende.

Ombudsmanden

s endelige udtalelse

”1. Spørgsmålet om hvorvidt ændringen af tjenestedet var en afgørelse i

forvaltningslovens forstand

I min foreløbige udtalelse af 27. maj 2002 anførte jeg at det var min

foreløbige opfattelse at forflyttelsen af (A) var en afgørelse i

forvaltningslovens forstand. Endvidere anførte jeg at jeg fandt det mest

korrekt at min endelige udtalelse i sagen afventede Indenrigs- og

Sundhedsministeriets udtalelse i en anden sag om afskedigelse af en

overenskomstansat ved aftale. Jeg modtog den 9. april 2003 ministeriets

udtalelse i denne sag.

Af udtalelsen fremgår det at ministeriet mener at en aftale med en

overenskomstansat medarbejder om dennes fratræden ikke er en afgørelse i

forvaltningslovens forstand. Ud over at Indenrigs- og Sundhedsministeriet i

udtalelsen har henvist til det ministeriet tidligere har anført i en

udtalelse af 20. juli 1998 angående samme sag, har ministeriet lagt særlig

vægt på fire domme som i løbet af 2002 er afsagt af Vestre og Østre Landsret.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet anfører at dommene indebærer at

forvaltningslovens regler efter omstændighederne ikke finder anvendelse på

aftaler om tjenestemænds fratræden, selv når aftalen er indgået på

ansættelsesmyndighedens initiativ. Derfor finder ministeriet så meget desto

mere grund til at fastholde at en kommunes aftaler med overenskomstansatte om

deres fratræden ikke er afgørelser i lovens forstand, og at lovens regler

således ikke finder anvendelse på sådanne aftaler.

Jeg afgav den 20. august 2003 endelig udtalelse i sagen. Jeg anførte i

udtalelsen at jeg er enig med Indenrigs- og Sundhedsministeriet i at de fire

nævnte domme er relevante for bedømmelsen af spørgsmålet om anvendelsen af

forvaltningslovens regler i tilfælde hvor en offentlig arbejdsgiver og en

ansat indgår aftale om den ansattes fratræden. Herefter redegjorde jeg for

rettens konklusioner i de fire domme. I den ene af sagerne fandt landsretten

at den ansatte havde kunnet give afkald på at påberåbe sig eventuelle

formelle mangler ved afskedigelsessagen, herunder mangler i form af

iagttagelse af høringsforskrifter og begrundelsespligt, idet

de i det foreliggende tilfælde måtte antages at have været uden indflydelse

på

afskedigelsen på de anførte vilkår. I den anden sag anførte landsretten at

den ansatte og dennes organisation havde givet afkald på at påberåbe sig

kendte, forvaltningsretlige mangler ved kommunens behandling af sagen om

afskedigelse af den ansatte, og landsretten udtalte at den fandt at dette

afkald under de givne omstændigheder var gyldigt. I de to andre sager gav

landsretten

udtryk for at sagen uanset den indgåede aftale skulle bedømmes som en sag om

uansøgt afskedigelse hvilket indebar at den var omfattet af reglerne i

forvaltningsloven.

Jeg anførte herefter at efter min opfattelse kan den foreliggende retspraksis

– herunder de fire domme som Indenrigs- og Sundhedsministeriet henviste

til –

ikke anses for at være i strid med en retsopfattelse hvorefter en aftale med

en

ansat om dennes afskedigelse er omfattet af forvaltningslovens regler om

forvaltningsafgørelser. Jeg bemærkede i den anledning særligt at den

omstændighed at det i to af de fire nævnte domme indgår i præmisserne for

rettens afgørelse at den ansatte havde givet afkald på at påberåbe sig

mangler

ved afskedigelsessagen, må antages at bygge på en forudsætning om at der

forelå

en afgørelse fra ansættelsesmyndighedens side der som udgangspunkt er

omfattet af forvaltningsloven, da et afkald på at påberåbe sig mangler ved

afskedigelsessagen i modsat fald ville have været uden betydning for sagens

udfald.

Endvidere anførte jeg i

udtalelsen at det efter min opfattelse giver anledning til betydelig tvivl om

der overhovedet er mulighed for at den ansatte i forbindelse med indgåelse af

en fratrædelsesaftale kan give afkald på at påberåbe sig mangler ved

afskedigelsessagen.

Jeg anførte at jeg i flere af de sager som jeg har behandlet i de senere år,

har lagt til grund at sager af den foreliggende karakter er omfattet af

reglerne

i forvaltningsloven om bl.a. partshøring og begrundelse uanset om der er

indgået

en fratrædelsesaftale hvorved den ansatte har fraskrevet sig muligheden for

at

påberåbe sig eventuelle mangler ved afskedigelsessagen. Muligheden for at

indgå

sådanne aftaler er anerkendt ved to af de nævnte domme som er afsagt i 2002,

men synes ikke at være anerkendt i de to andre domme. Endvidere er to af de

afsagte domme efter det oplyste anket til Højesteret.

Videre anførte jeg i

udtalelsen at jeg i forbindelse med min behandling af sagen havde overvejet

de

retlige konsekvenser hvis det må lægges til grund at den foreliggende

retspraksis indebærer mulighed for at den ansatte i forbindelse med indgåelse

af en fratrædelsesaftale kan give afkald på at påberåbe sig mangler ved

afskedigelsessagen.

Det er min opfattelse at det i givet fald formentlig må bero på en konkret

vurdering af den pågældende sag om den ansatte har givet et sådant afkald, og

om dette afkald kan anses for gyldigt.

Det er således fortsat min

opfattelse at en aftale om fratrædelse der er indgået under omstændigheder

som

i den pågældende sag, er omfattet af forvaltningslovens regler om

forvaltningsafgørelser selv om den måtte fremtræde som en aftale indgået

mellem myndigheden og den ansatte.

Om den foreliggende sag har

Ålborg Kommune i brevet af 30. september 2002 anført at den omstændighed at

der

var tale om en aftale indgået mellem parterne, bekræftes af en lang række

forhold, og kommunen har i den forbindelse fremhævet at kommunen har udbetalt

og (A) modtaget udbetalingen af godtgørelse for afgivelsen af sin

sikkerhedsrepræsentantstatus, at (A) har flyttet arbejdssted og fortsat gør

tjeneste

i henhold til den indgåede aftale, og at (A) ikke har fremsat indsigelser i

det fagretlige system. Kommunen konkluderer at alle sagens parter har handlet

i overensstemmelse med aftalens ordlyd, og henviser i den forbindelse

endvidere

til ordvalget i et brev fra fagforening (F) af 23. august 2000.

Jeg kan ikke tiltræde

kommunens opfattelse. Den omstændighed at de fastsatte vilkår blev efterlevet

af sagens parter, og at (A)’s organisation ikke har indbragt sagen til

behandling i det fagretlige system, indebærer ikke at vilkårene må anses for

fastsat i en aftale der ikke er omfattet af forvaltningslovens regler om

forvaltningsafgørelser. At sagens parter og den ansattes organisation handler

på den angivne måde, kan foreligge både i tilfælde hvor der er tale om en

forvaltningsafgørelse som er omfattet af reglerne i forvaltningsloven, og i

andre tilfælde. Endvidere henvises der til at (A) har givet udtryk for at

aftalen

kun kom i stand fordi hun mente at hun var i en situation hvor kommunen under

alle omstændigheder ville gennemtvinge forflyttelsen. I brev af 7. marts 2001

til mig har (A) således anført at aftalen med Ålborg Kommune alene blev

indgået

fordi kommunen ’ikke var til at hugge eller stikke i’, og at hendes

helbred på

daværende tidspunkt desværre ikke kunne klare at sagen blev indbragt til

behandling i det fagretlige system.

Den omstændighed at der i

brevet af 23. august 2000 fra fagforening (F) anvendes vendingen ’en

aftalt

overflytning’, kan heller ikke tillægges betydning i forbindelse med

bedømmelsen

af om der forelå en afgørelse i forvaltningslovens forstand. I dette ordvalg

ligger

der ikke en stillingtagen til spørgsmålet om hvorvidt aftalen var omfattet af

lovens regler om forvaltningsafgørelser, og dette spørgsmål blev heller ikke

i

øvrigt omtalt i brevet som alene drejede sig om nogle praktiske detaljer i

forbindelse med de fastlagte vilkår

.

Heller

ikke det forhold at kommunen var af den opfattelse at kommunen hverken ved

tjenestebefaling

eller afgørelse ensidigt kunne have truffet beslutning om at (A) skulle

forflyttes – hvilket af Ålborg Kommune er fremhævet til støtte for at

der ikke

forelå en forvaltningsafgørelse – kan medføre at aftalen ikke er

omfattet af

forvaltningslovens regler om forvaltningsafgørelser. Den omstændighed at en

afgørelse ikke har tilstrækkelig hjemmel, udelukker ikke at der foreligger en

afgørelse som er omfattet af lovens regler. Jeg vender tilbage til dette

forhold

nedenfor under pkt. 2.

Efter såvel min tilendebragte

undersøgelse af ovennævnte sag om afskedigelse af en overenskomstansat ved

aftale som efter en gennemgang af Ålborg Kommunes brev af 30. september 2002

må jeg således

fastholde min foreløbige

opfattelse hvorefter forflyttelsen af (A) var en afgørelse i

forvaltningslovens forstand.

Da det som nævnt må give

anledning til betydelig tvivl om en ansat i forbindelse med en

fratrædelsesaftale

kan give afkald på at påberåbe sig mangler ved myndighedens afgørelse, må det

antages at det på tilsvarende måde må anses for tvivlsomt om en ansat kan

give

afkald på at påberåbe sig mangler ved en myndigheds afgørelse om

forflyttelse. Herefter, og da Ålborg Kommune ikke har gjort gældende at (A)

har givet afkald på den her nævnte måde, har jeg ikke ment at der var

tilstrækkeligt

grundlag for at foretage en nærmere undersøgelse af dette spørgsmål.

På baggrund heraf, og da

Ålborg Kommune ikke har fremlagt nye oplysninger eller synspunkter om disse

forhold,

fastholder jeg endvidere min foreløbige opfattelse hvorefter Ålborg Kommunes

partshøring af (A) ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 19 og reglen

om udvidet partshøringspligt, og at kommunens begrundelse ikke opfyldte

kravene

i forvaltningslovens § 24. På grund af den betydelige tvivl om retstilstanden

mener jeg dog ikke at have tilstrækkelig grundlag for at udtale min

opfattelse

som en egentlig kritik af kommunen. Spørgsmålet om begrundelse vender jeg

tilbage til nedenfor under pkt. 3.

2. Legalitetsprincippet og vejledningspligt

Ålborg Kommune meddelte (A) i

brev af 17. marts 2000 at kommunen agtede at indgå en frivillig aftale med

hende om ændring af hendes tjenestested. Endvidere fremgik det af brevet at

alternativet til indgåelse af en frivillig aftale var at kommunen ville

træffe en beslutning om ændret tjenestested.

Også af mødereferatet af 7.

april 2000 fremgår det at Ålborg Kommune på forhandlingsmødet den 6. april

2000 oplyste at hvis der ikke blev indgået en frivillig aftale i sagen, ville

kommunen træffe en beslutning om ændret tjenested.

På baggrund heraf lægger jeg

til grund at Ålborg Kommune på daværende tidspunkt – hvis der ikke blev

indgået en aftale i sagen – agtede at træffe en beslutning hvorefter

(A)’s tjenestested

skulle ændres.

I brev af 30. september 2002

til mig har Ålborg Kommune anført at det var kommunens opfattelse at der ikke

i fuldt fornødent omfang forelå tvingende årsager som kunne begrunde en

flytning

af (A). Videre har Ålborg Kommune anført i brevet at løsningen af sagen

således forudsatte at (A) og kommunen indgik en aftale da kommunen hverken

ved

afgørelse eller tjenestebefaling kunne gennemføre løsningsforslaget ensidigt.

Jeg lægger herefter til grund

at det var Ålborg Kommunes opfattelse at der ikke var tilstrækkeligt grundlag

for at kommunen ensidigt kunne gennemtvinge en ændring af (A)’s

tjenestested.

Det er et grundlæggende

princip i forvaltningsretten at forvaltningens virksomhed skal have

lovhjemmel,

det vil sige at den skal være legitimeret i lov eller anden anerkendt

retskilde. Dette legalitetsprincip skal bl.a. sikre at forvaltningens indgreb

i forhold til borgerne sker på baggrund af normer der på forhånd er

formuleret.

I almindelighed skærpes kravene til hjemmel for forvaltningens virksomhed når

der er tale om mere dybtgående indgreb over for borgerne. Der henvises i den

forbindelse til Jens Garde mfl., Forvaltningsret, almindelige emner, 3.

udgave

(1997), s. 131ff, og Bent Christensen, Forvaltningsret: opgaver, hjemmel,

organisation, 2. udgave (1997), s. 104ff.

Forvaltningslovens § 7, stk.

1, har følgende ordlyd:

’§ 7.

En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde

vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden

for myndighedens sagsområde.’

Den vejledningspligt som

påhviler forvaltningsmyndigheder efter forvaltningslovens § 7, stk. 1,

udløses ved at en part i en afgørelsessag retter henvendelse til myndigheden,

men herudover påhviler der forvaltningsmyndigheder en mere vidtgående pligt

til

af egen drift at vejlede parten om forhold af betydning for dennes

retsstilling. Der henvises i den forbindelse til Steen Rønsholdt,

Forvaltningsret:

retssikkerhed, proces, sagsbehandling (2001), s. 258ff.

Bestemmelsen i

forvaltningslovens § 7, stk. 1, er en delvis lovfæstelse af en ulovbestemt

regel om myndighedernes pligt til at vejlede borgerne. Derudover kan det

efter

omstændighederne påhvile myndighederne at yde borgerne vejledning som led i

god forvaltningsskik.

Myndighedernes vejledning af

borgerne skal naturligvis være i overensstemmelse med sandheden og sagens

faktiske og retlige omstændigheder, og dette forbud mod at afgive urigtige

eller vildledende oplysninger gælder ikke kun i forbindelse med vejledning af

borgerne. Af en betænkning om fagligt-etiske principper i offentlig

administration udarbejdet i 1993 af DJØF’s fagligt-etiske arbejdsgruppe

fremgår

bl.a. følgende, s. 147:

’Sandhedspligten i den offentlige forvaltning

Udgangspunktet er enkelt. Den

offentligt ansatte må ikke, bevidst eller uagtsomt, videregive oplysninger,

der er urigtige eller, eventuelt på grund af fortielser, vildledende, eller

medvirke til, at andre gør det.

Denne forpligtelse til

sandhed følger af tjenesteforholdet, og pligten gælder derfor principielt i

alle forhold, hvor de pågældende optræder i deres egenskab af offentligt

ansatte. Sandhedspligten gælder således i forhold til andre offentligt

ansatte,

ministre, kommunalpolitiske organer, Folketinget,

Folketingets Ombudsmand

og

de kommunale tilsynsmyndigheder. Og den gælder i forhold til organisationer,

borgere, pressen og offentligheden i al almindelighed.’

Alle offentligt ansatte er

således underlagt en sandhedspligt og må som følge heraf ikke afgive urigtige

eller vildledende oplysninger. Til illustration kan jeg nævne to sager som

ombudsmanden tidligere har undersøgt. I den ene sag, som er gengivet i

Folketingets Ombudsmands beretning for 1986, s. 99ff*, kritiserede

ombudsmanden

Landsbrugsministeriet idet det var ombudsmandens opfattelse at ministeriet

måtte have været klar over at en borger havde misforstået retstilstanden på

bestemt

et område. I stedet for at vejlede borgeren om retstilstanden tydede

oplysningerne

i sagen på at ministeriet bevidst havde holdt borgeren i uvidenhed om

vedkommendes rettigheder. I den anden sag, som er gengivet i Folketingets

Ombudsmands

beretning for 2001, s. 598ff*, kritiserede jeg en kommune fordi kommunen

fortiede og benægtede eksistensen af to dokumenter i en sag i forbindelse med

kommunens behandling af en begæring om aktindsigt i sagen.

Som anført lægger jeg til

grund at Ålborg Kommune var af den opfattelse at der ikke var tilstrækkeligt

grundlag for at kommunen ensidigt kunne gennemtvinge en ændring af (A)’s

tjenestested, og at kommunen alligevel – hvis der ikke blev indgået en

aftale i

sagen – agtede at træffe en beslutning hvorefter (A)’s tjenestested

skulle

ændres.

Det er min opfattelse at

Ålborg Kommune ved at meddele (A) at kommunen – hvis der ikke blev

indgået en

aftale i sagen – agtede at træffe en beslutning om ændring af hendes

tjenestested, og ved at fortie at kommunen ikke selv mente at have

tilstrækkelig hjemmel hertil, lagde et utilbørligt pres på (A). Det i

(A)’s

brev af 7. marts 2001 til mig anførte hvorefter aftalen blev indgået fordi

Ålborg Kommune ’ikke var til at hugge eller stikke i’, efterlader

det indtryk

at det var kommunens pres der var den væsentligste årsag til at hun

accepterede

at indgå aftalen.

Når en myndighed tager

stilling til hvilke handlemuligheder den har i en given situation, skal den

udelukke de muligheder som indebærer en overtrædelse af lovgivningen. Derfor

er det kritisabelt at Ålborg Kommune – hvis det ikke lykkedes at opnå en

aftale med (A) og hendes organisation – agtede at træffe en beslutning

som

kommunen ikke selv mente havde tilstrækkelig hjemmel. Desuden er det

overordentlig

kritisabelt at kommunen lagde et utilbørligt pres på (A) for at formå hende

til at acceptere forflyttelsen, og at kommunen i den forbindelse tilsidesatte

sin forpligtelse til at yde (A) korrekt og relevant vejledning.

Den omstændighed at Ålborg

Kommune har udbetalt (A) en godtgørelse for afgivelsen af hendes status som

sikkerhedsrepræsentant, er uden betydning i denne forbindelse. En myndighed

kan ikke sætte sig ud over de nævnte regler i lovgivningen ved at udbetale

den

berørte borger en pengeydelse.

3. Konklusion

Det er sammenfattende min

opfattelse

at

forflyttelsen af (A)

var en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Som følge heraf er det min

opfattelse

at

Ålborg Kommunes

partshøring af (A) ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 19 og

reglen om udvidet partshøringspligt, og at kommunens begrundelse ikke

opfyldte

kravene i forvaltningslovens § 24. På grund af den betydelige tvivl om

retstilstanden

mener jeg dog ikke at have tilstrækkeligt grundlag for at udtale min

opfattelse

som en egentlig kritik af kommunen. Jeg finder det kritisabelt

at

Ålborg Kommune – hvis det ikke

lykkedes at opnå en aftale med (A) og hendes organisation – agtede at

træffe en

beslutning som kommunen ikke selv mente havde tilstrækkelig hjemmel, ligesom

jeg finder det overordentlig kritisabelt

at

kommunen lagde et utilbørligt pres på (A) for at formå hende til at acceptere

forflyttelsen, og

at

kommunen i den

forbindelse tilsidesatte sin forpligtelse til at yde (A) korrekt og relevant

vejledning.

I min foreløbige redegørelse

anførte jeg at det var min foreløbige opfattelse at jeg havde grundlag for at

henstille at Ålborg Kommune meddelte (A) en begrundelse for forflyttelsen der

opfylder forvaltningslovens krav hertil. Som anført i min foreløbige

redegørelse medfører begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24 bl.a. at en

begrundelse skal indeholde en henvisning til de retsregler i henhold til

hvilke afgørelsen er truffet, og en angivelse af de hovedhensyn som

myndigheden

har tillagt vægt ved den skønsmæssige afvejning. Disse elementer i

begrundelseskravet forudsætter at den pågældende myndighed selv er af den

opfattelse at der er hjemmel til at træffe den pågældende afgørelse. Da

Ålborg

Kommune efterfølgende har oplyst at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for

at kommunen kunne gennemtvinge en ændring af (A)’s tjenestested, er

denne

forudsætning ikke opfyldt. Desuden må retstilstanden som nævnt give anledning

til betydelig tvivl, og der er således ikke det fornødne sikre grundlag for

at

fastholde henstillingen. Jeg har derfor meddelt Ålborg Kommune at jeg ikke

henstiller at kommunen genoptager sagen med henblik på at meddele (A) en

begrundelse

for forflyttelsen der opfylder forvaltningslovens krav hertil.

Jeg foretager mig herefter

ikke yderligere i sagen.”

NOTER: (*) FOB 1986, s. 99, FOB 1990, s. 22, 363 (

FOB 1990, s. 339

) og

494 (

FOB 1990, s. 458

),

FOB 1992, s. 238,

FOB 1993, s. 144, 177 (

FOB 1993, s. 173

) og

348,

FOB 1994, s. 169,

FOB 1998, s. 139,

423

og

491, FOB 2000, s. 96 (

FOB 2000, s. 86

), og

FOB 2001, s. 598.

Lignende dokumenter