Forligsmæssig forflyttelse Afgørelsesbegrebet. Vejledning
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Forligsmæssig forflyttelse
Afgørelsesbegrebet. Vejledning
A blev den 1. november 1990
ansat på deltid som pædagogmedhjælper i Ålborg Kommune ”indtil videre
ved
magistratens 3. afdeling, daginstitutionen (V)-vej” (som efter det
oplyste
senere fik navnet børnehaven X). Af brev af 30. marts 1992 fra Ålborg
Kommune,
Magistratens 3. afdeling til A fremgår at A pr. 1. august 1992 blev fastansat
på fuld tid som pædagogmedhjælper ”indtil videre ved magistratens 3.
afdeling,
(V)-vej, (U)-by”. Af de to ansættelsesbreve fremgår ikke nærmere om
A’s
ansættelsesområde. Af to skemaer udarbejdet i 1994-95 i forbindelse med
A’s
ferie og forældreorlov fremgår at A var ansat ved daginstitutionen X.
I sommeren 1999 blev
institutionen delt op i to børnehaver, børnehaven Y og børnehaven X. A valgte
sammen med tre af sine kolleger at blive i børnehaven X sammen med en ny
leder.
I løbet af efteråret 1999 opstod der samarbejdsproblemer mellem
personalegruppen,
heriblandt A, og den nye leder. På dette tidspunkt var A
sikkerhedsrepræsentant
i institutionen. Fra november 1999 til marts 2000 blev der afholdt en del
møder
mellem dels personalet, Ålborg Kommune og lederen, dels kommunen og
personalet
og dels kommunen og forældrene. Møderne omhandlede samarbejdsproblemerne. I
Læs alt
januar 2000 blev en arbejdspsykolog fra Bedriftssundhedstjenesten sat på
sagen. Som sagen er oplyst for mig, er der en del uenighed mellem A og Ålborg
Kommune om omfanget og indholdet af samarbejdsproblemerne. Der er dog enighed
om at der var samarbejdsproblemer, og det fremgår af sagen at
samarbejdsproblemerne bestod mellem lederen og resten af personalet og ikke
blandt personalet internt.
Den 3. marts 2000 sendte
Ålborg Kommune et partshøringsbrev til souschefen i børnehaven X om påtænkt
afskedigelse af hende på grund af samarbejdsvanskeligheder. Souschefen blev
efterfølgende afskediget ved brev af 28. marts 2000 fra Ålborg Kommune.
Den 17. marts 2000 blokerede
forældrene til børnene i børnehaven X indgangen til børnehaven og nægtede
lederen adgang til børnehaven. Det fremgår af sagen at Ålborg Kommune senere
samme dag på et møde mellem forældrene og repræsentanter fra kommunen
informerede forældrene om at lederen af børnehaven X ville blive overflyttet
til en anden institution, og at en ny leder ville starte den 20. marts 2000.
Ålborg Kommune sendte samme
dag, den 17. marts 2000, et brev til A og fagforening F og skrev bl.a.
følgende:
”Vedr. dit ansættelsesforhold – partshøring i henhold til
forvaltningslovens
§ 19.
På grund af store
vanskeligheder i den daglige drift af din nuværende arbejdsplads –
børnehaven
(X) – er det besluttet at gennemføre en større omlægning/tilpasning af
institutionens medarbejderstab.
Ud fra en samlet vurdering
har ledelsen i Social- og Sundhedsforvaltningen derfor besluttet at meddele
dig, at man agter at indgå en frivillig aftale mellem dig, din faglige
organisation
og Social- og Sundhedsforvaltningen om, at du snarest – for en periode
på 6 måneder
– overgår til en stilling som pædagogmedhjælper i børnehaven (Z) og at
du
derefter – ligeledes efter aftale – overgår til en fast stilling
som
pædagogmedhjælper.
Såfremt der ikke er mulighed
for at indgå en frivillig aftale, agter ledelsen at træffe beslutning om
ændret tjenestested med 6 måneders varsel i henhold til TR-reglernes § 11.
Denne beslutning er begrundet
i, at det er konstateret,
at
samarbejdet i børnehaven (X) ikke fungerer på en for alle parter
tilfredsstillende
måde og
at
ledelsen ikke har tillid
til, at du besidder dén tilstrækkelige motivation, der forudsættes som et led
i
genopretningen af de samarbejdsmæssige forhold i børnehaven (X).”
Den 21. marts 2000 bad
fagforening F på A’s vegne Ålborg Kommune om aktindsigt og skrev bl.a.:
”Aalborg kommune – bl.a. ved
(B) og (C) – har flere gange udtalt, at flere forhold var belastende for
(A)’s
ansættelse i børnehaven (X).
Senest er dette blevet
fremført af (D) og (E) på mødet med forældrene i børnehaven (X) i går d. 20.
marts 2000.
Vi skal derfor bede om
aktindsigt med hensyn til:
Hvilke ledere har klaget over
(A)?
Er der forældre, der har
klaget over (A)?
Præcis redegørelse for,
hvilken belastende adfærd (A) har haft ifølge Aalborg kommune?
Det er dybt bekymrende, at
Aalborg kommune åbenbart har andet i skuffen end det, den begrundelse, der er
fremsendt til forhandling med fagforening (F) og til partshøring hos (A).
Dette brev ønskes besvaret
hurtigst muligt af hensyn til partshøringen og forhandlingen.”
Ålborg Kommune svarede
fagforening F den 3. april 2000 og skrev følgende:
”Vedr.: Aktindsigt i (A)’s personalesag
Med henvisning til
fagforening (F)’s telefoniske henvendelse til (G) den 31. marts 2000
vedr.
ovenstående har jeg noteret mig, at aktindsigten blev gennemført ved (G) den
30. marts 2000. Du kunne i den forbindelse konstatere, at der ikke foreligger
materiale, som fagforening (F) efterspørger i skrivelse af 21. marts
2000.”
Fagforening F’s hovedkontor
bad ved brev af 21. marts 2000 Ålborg Kommune om at sagen først søgtes løst
ved lokal aftale mellem Ålborg Kommune, A og fagforening F’s lokale
afdeling.
Fagforening F skrev bl.a. følgende i brevet:
”Jeg skal i øvrigt ikke
undlade at gøre Dem opmærksom på, at en partshøringsprocedure i.h.t.
forvaltningslovens
§ 19, efter fagforening (F)’s opfattelse, først kan iværksættes efter at
proceduren i TR-aftalens §
11, st.
2-3 er gennemført, idet det først på dette tidspunkt vil være muligt at
opfylde
kravene til partshøringen.
På baggrund af ovenstående og
den i øvrigt mangelfulde partshøring i forhold til sagens faktuelle
oplysninger,
såvel som bevisvurderingen og den juridiske vurdering, skal jeg anmode om, at
Ålborg Kommune annullerer den fremsendte partshøring og afventer det
forestående
møde og eventuelle forhandlinger.
(M.h.t.
partshøringsregler i personalesager henvises til UfR. 1999.25B:
’Partshøringsreglernes
anvendelse i personalesager’ af kommitteret
Jon Andersen
og fm. Elizabeth Bøggild Nielsen.)
”
A svarede på
partshøringsbrevet ved brev modtaget af Ålborg Kommune den 5. april 2000. I
brevet
skrev hun bl.a.:
”Hvad har jeg gjort?
Dette spørgsmål må jeg stille
mig selv igen og igen.
Hvis bare en fra kommunen
ville se mig i øjnene og fortælle mig om min forbrydelse.
Jeg føler jeg har fået skyld
for forældrenes blokade, en blokade som jeg ikke har del i. Hvorfor skal jeg
ellers forlade min arbejdsplads inden for en time.
Og dog sidder jeg her i dag,
føler mig som en anden forbryder. Jeg holdes væk fra mit arbejde, med en
besked
om at ledelsen (hvilken ledelse?) ikke har tillid til at jeg er motiveret for
et samarbejde i Børnehaven (X). Et hus jeg har samarbejdet i de sidste 10 år.
Mit spørgsmål må stadigvæk
være
Hvorfor? Og hvad gjorde jeg galt?
Da jeg mener, jeg altid har
været god til at indgå i et samarbejde med personalet i børnehaven (X), er
jeg
ked af, at ledelsen ikke har tillid til, at jeg besidder den tilstrækkelige
motivation, der forudsættes som et led i genopretningen af de
samarbejdsmæssige
forhold i børnehaven (X).
Hertil kan jeg kun sige, at
jeg naturligvis altid vil være villig og motiveret til at indgå i et
samarbejde
med en ny leder og resten af personalet.”
Herefter blev der den 6.
april 2000 afholdt forhandlingsmøde mellem A, Ålborg Kommune og fagforening
F.
Af mødereferatet af 7. april 2000 for dette møde fremgår bl.a. følgende:
”Social- og
Sundhedsforvaltningen er enig i, at der altid er to parter i et samarbejde,
og
det gælder også for den konflikt, der er i børnehaven (A). Det er imidlertid
også forvaltningens opfattelse, at (A) med sin adfærd har været med til at
forhindre ledelse, og med det forløb, der har været har forvaltningen ikke
tillid til, at (A) kan være en del af den fremtidige løsning i børnehaven
(X),
hvor Social- og Sundhedsforvaltningens mål er at lave en fremadrettet
helhedsløsning for institutionen.
På baggrund af drøftelserne
og med henvisning til sindet-skrivelse af 17. marts 2000 fastholdt Social- og
Sundhedsforvaltningen forslag om, at (A) overgår til en stilling som
pædagogmedhjælper
i en anden daginstitution. Alternativt at ledelsen træffer beslutning om
ændret
tjenestested med seks måneders varsel i henhold til TR-reglernes § 11.
Udfra en samlet vurdering har
Social- og Sundhedsforvaltningen således i beslutningen lagt vægt på at skabe
grundlag for en fremadrettet helhedsløsning for institutionen og her har
ledelsen ikke tillid til, at (A) besidder dén tilstrækkelige motivation, der
forudsættes som et led i genopretningen af de samarbejdsmæssige forhold i
børnehaven (X).
Inden fristens udløb
fremsendte (A) sine bemærkninger til sagen, jf. forvaltningslovens § 19.
Bemærkningerne
indgår i Social- og Sundhedsforvaltningens beslutningsgrundlag.
Enighed kunne ikke opnås.
(A) er fortsat fritaget for
tjeneste.
Fagforening (F) overgiver
sagen til videre behandling jfr. TR reglernes § 11, stk. 3.”
På mødet blev der ikke opnået
enighed om en løsning på sagen, og sagen blev herefter forhandlet den 22.
juni
2000 af Kommunernes Landsforening, Ålborg Kommune og fagforening F,
hovedkontoret
og den lokale afdeling. På dette møde blev det aftalt at A ændrede
tjenestested
uden at dette indebar en kritik af hende som pædagogmedhjælper eller
sikkerhedsrepræsentant
på vilkår af at A fik udbetalt 3 måneders løn som godtgørelse for tab af
sikkerhedsrepræsentantstatus, og at Ålborg Kommune skulle få klarhed over
hvornår der kom en ledig stilling i børnehaven Y, og at kommunen i så fald
skulle tilbyde A denne stilling. Den 15. august 2000 aftalte Ålborg Kommune
og
fagforening F at A den 1. oktober 2000 blev overflyttet til børnehaven Y som
er lokaliseret ved siden af børnehaven X. Ålborg Kommune meddelte ved brev af
15. august
2000 A
at hun skulle forflyttes, og skrev følgende:
”Tillæg til referat af
27.06.00.
Forhandlingen er den 15.08.00
genoptaget lokalt, hvor følgende er aftalt:
Den 01.10.00 overflyttes (A)
til Børnehaven (Y) i ekstra normering indtil 01.02.01, hvor hun indgår i
børnehavens normering.
Såfremt hun raskmeldes inden
01.10.00 forudsættes hovedferien på tre uger afholdt.
Såfremt det p.g.a.
sygemelding ikke er muligt at afholde hovedferien forinden start i Børnehaven
(Y), kan hovedferien enten komme til udbetaling eller afvikles inden start i
Børnehaven (Y).”
A blev tjenestefritaget fra
den 17. marts 2000. Hun startede i en anden børnehave den 5. maj 2000 og blev
overflyttet til børnehaven Y den 1. oktober 2000.
A klagede herefter den 30.
oktober 2000 til mig over forflyttelsen.
Jeg bad den 15. december 2000
Ålborg Kommune om udlån af sagens akter og om en udtalelse. Jeg bad i den
forbindelse Ålborg Kommune komme nærmere ind på hvorvidt kommunen havde
truffet en afgørelse i forvaltningslovens forstand om forflyttelsen.
Ålborg Kommune udtalte
herefter i brev af 6. februar 2001 bl.a. følgende:
”Når
Folketingets Ombudsmand
således anmoder om, at:
’Ålborg Kommune nærmere
kommer ind på, hvorvidt kommunen har truffet afgørelse i forvaltningslovens
forstand ’
Må Social- og
Sundhedsforvaltningen henvise til mødereferat af 22. juni 2000 samt tillæg
hertil af 15. august 2000, hvoraf fremgår, at der er tale om en aftaleretlig
disposition vedr. (A)’s ansættelsesforhold, og som derfor, efter
Forvaltningens opfattelse, ikke er en afgørelse i forvaltningslovens
forstand.
Der er altså ikke tale om en disposition, som egenhændigt er truffet af
Social-
og Sundhedsforvaltningen men derimod en forligsmæssig aftale opnået efter
gensidige bestræbelser.
Endeligt skal det oplyses, at
ovenstående fortolkning er i overensstemmelse med Indenrigsministeriets
udtalelser af henholdsvis 20. juli 1998 og 27. juni 2000 samt Tilsynsrådet i
Århus Amts beslutning af 6. oktober 2000 vedr. en personalesag i Randers
Kommune.”
A kommenterede Ålborg
Kommunes udtalelse i brev af 7. marts 2001. I brevet er bl.a. anført
følgende:
” det er rigtigt, at på
mødet i København den 22. juni 2000 indgik fagforening (F) en forligsmæssig
aftale med Aalborg Kommune. Men denne aftale blev indgået, fordi fagforening
(F) var af den opfattelse, at Aalborg Kommune ikke var til at hugge eller
stikke i. Desuden var mit helbred desværre ikke til, at vi kørte det videre
til
en voldgift sag, da jeg psykisk var meget medtaget af hele forløbet.”
Den 27. maj 2002 afgav jeg en
foreløbig udtalelse i sagen. Jeg anså det for mest korrekt at afgive min
udtalelse i foreløbig form da jeg i en anden sag om afskedigelse af en
overenskomstansat
ved aftale havde afgivet en foreløbig redegørelse således at Indenrigs- og
Sundhedsministeriet
kunne få lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet om hvorvidt sådanne
aftaler kan anses for at være afgørelser i forvaltningslovens forstand, inden
jeg afgav min endelig udtalelse. Jeg fandt derfor at min endelige udtalelse i
denne sag vedrørende A måtte afvente Indenrigs- og Sundhedsministeriets
udtalelse
i den ovennævnte sag. Endvidere anså jeg det for mest korrekt at give Ålborg
Kommune lejlighed til at udtale sig inden jeg afgav min endelige udtalelse. I
den foreløbige udtalelse anførte jeg bl.a. følgende:
Ombudsmandens foreløbige udtalelse
”1. Spørgsmålet om hvorvidt ændringen af tjenestestedet var en afgørelse
i forvaltningslovens forstand
Forvaltningsloven gælder for behandling af sager hvori der er eller vil blive
truffet en afgørelse af en forvaltningsmyndighed, jf. lovens § 2, stk. 1.
Sager om indgåelse af kontraktforhold eller lignende privatretlige
dispositioner er derimod ikke omfattet af loven, bortset fra lovens
bestemmelser om inhabilitet, jf. lovens § 2, stk. 2.
I forarbejderne til forvaltningsloven er det anført at afgørelsessager sigter
til sager i hvilke der udfærdiges retsakter, dvs. udtalelser der går ud på at
fastslå hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde, jf.
Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 115. Beslutninger som er omfattet af
det klassiske forvaltningsaktsbegreb, anses også for omfattet af
afgørelsesbegrebet i forvaltningsloven, jf. Hans Gammeltoft- Hansen mfl.,
Forvaltningsret (1994), s. 40ff.
Uden for forvaltningslovens
område falder beslutninger der har karakter af tjenestebefalinger til
ansatte,
jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 116. Det kan f.eks. være
beslutninger om hvor inden for ansættelsesområdet en medarbejder skal gøre
tjeneste,
fastlæggelse af ferier og fridage og pålæg om overarbejde, jf. John Vogter,
Forvaltningsloven med kommentarer (1999), s. 121.
Beslutninger over for ansatte
som indebærer et indgreb, eksempelvis flytning til anden beskæftigelse, og
som
er begrundet i den pågældendes individuelle forhold, må karakteriseres som
forvaltningsakter, jf. Jens Garde mfl., Forvaltningsret – Sagsbehandling
(2001), s. 11 og 12.
Jeg har tidligere behandlet
spørgsmålet om hvorvidt en overflyttelse var en afgørelse i
forvaltningslovens
forstand, se Folketingets Ombudsmands beretning for 1993, s. 348ff*, og
beretningen for 1998, s. 423ff*. Den førstnævnte sag handlede om en lærer som
blev overflyttet til en anden skole på grund af arbejdsmangel på den skole
hvor
læreren hidtil havde arbejdet. Jeg fandt at forflyttelsen i sagen var en
tjenestebefaling
og dermed ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Den anden sag
handlede om en overførsel af en ansat til en jobbørs. Overførslen skyldtes
indskrænkninger
på grund af besparelser. I denne sag udtalte jeg at det var tvivlsomt om
overførslen var en afgørelse i forvaltningslovens forstand, men at
overførslen
alt taget i betragtning næppe indebar så gennemgribende ændringer i den
ansattes status at beslutningen var en afgørelse i forvaltningslovens
forstand.
I begge de ovenfor nævnte
sager blev de pågældendes tjenestested ændret inden for de pågældendes
ansættelsesområder, og ændringerne var endvidere begrundet i forhold der ikke
kunne bebrejdes den ansatte, nemlig i arbejdsmangel og besparelser.
Det fremgår ikke klart af
sagen om (A) blev ansat med børnehaven (X) som ansættelsesområde eller med
institutionerne under Ålborg Kommune, Magistratens 3. afdeling, som
ansættelsesområde. Det fremgår således ikke udtrykkeligt om (A)’s
ansættelsesområde omfattede alle Ålborg Kommunes institutioner (eventuelt af
en bestemt art). Ved at iværksætte partshøring af (A) og forhandle med hendes
organisation om forflyttelsen handlede Ålborg Kommune som om (A) var ansat
alene med børnehaven (X) som ansættelsesområde. Jeg må på grund af den
manglende nærmere angivelse af ansættelsesområdet og Ålborg Kommunes
handlinger lægge til grund at (A)’s ansættelsesområde kun omfattede
børnehaven
(X). Ved forflyttelsen blev (A)’s tjenestested ændret til en anden
børnehave,
og (A) blev således forflyttet uden for sit ansættelsesområde.
Det fremgår af Ålborg
Kommunes partshøringsbrev af 17. marts 2000 at begrundelsen for at overflytte
(A) dels var samarbejdsproblemer i børnehaven (X) og dels var kommunens
manglende tillid til at (A) besad den nødvendige motivation i relation til
genopretningen af samarbejdet i børnehaven. Endvidere fremgår det af
mødereferatet af 7. april 2000 for mødet den 6. april 2000 at Ålborg Kommune
var af den opfattelse at (A) ved sin adfærd havde været med til at forhindre
ledelse.
Allerede fordi (A) blev
forflyttet til en børnehave uden for hendes ansættelsesområde, var
beslutningen
om at forflytte (A) en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Da Ålborg
Kommunes beslutning endvidere synes begrundet i individuelle
bebrejdelsesværdige forhold hos (A), er det min opfattelse at beslutningen om
at forflytte hende, uanset at dette var sket inden for hendes
ansættelsesområde,
var en afgørelse i forvaltningslovens forstand.
Ålborg Kommune har i
udtalelsen af 6. februar 2001 anført at beslutningen om overflyttelse var en
aftaleretlig disposition opnået efter gensidige bestræbelser og derfor ikke
en
afgørelse i forvaltningslovens forstand. Ålborg Kommune har i den forbindelse
henvist til Indenrigsministeriets udtalelser af 20. juli 1998 og 27. juni
2000
og til Tilsynsrådet for Århus Amts udtalelse af 6. oktober 2000.
Af Indenrigsministeriets
udtalelser af 20. juli 1998 og 27. juni 2000 fremgår at Indenrigsministeriet
for så vidt angår overenskomstansatte, mener at en aftale om ophør af en
overenskomstansat
medarbejders ansættelsesforhold er en ansættelsesretlig disposition der ikke
er omfattet af forvaltningsloven. Indenrigsministeriet lægger herved vægt på
at ansættelsesforholdet beror på en kollektiv overenskomst indgået med en
privat organisation og ikke som hos tjenestemænd har grundlag i retsregler,
og
på at der i sådanne sager ikke er tale om ensidige myndighedsbeslutninger.
Endvidere fremhæver Indenrigsministeriet at ministeriet har lagt det
traditionelle fortolkningsprincip til grund, idet en udvidende
formålsfortolkning
efter ministeriets opfattelse ikke har tilstrækkelig støtte i
forvaltningsloven
og dens forarbejder.
Tilsynsrådet for Århus Amt
tilslutter sig i sin udtalelse af 6. februar 2000 Indenrigsministeriets
opfattelse.
Jeg lægger til grund at
Indenrigsministeriets udtalelser, uanset at de konkret kun omtaler aftaler om
afskedigelse af overenskomstansatte, også må antages at omfatte andre aftaler
om ansættelsesretlige forhold såsom aftaler om forflyttelse.
I ovennævnte sag om
afskedigelse af en overenskomstansat (A) udtalte jeg i min foreløbige
redegørelse
af 3. januar 2002 bl.a. følgende:
’Som Indenrigsministeriet
nævner, har jeg tidligere haft lejlighed til at udtale mig om samme
problemstilling
for så vidt angår tjenestemænd. Jeg anførte i den forbindelse følgende om
betydningen af ansættelsesgrundlagets generelle karakter også for så vidt
angår overenskomstansatte (Folketingets Ombudsmands beretning for året 1998,
s. 491f*):
’I forarbejderne til
forvaltningsloven er det anført at afgørelsessager sigter til sager i hvilke
der udfærdiges retsakter, dvs. udtalelser der går ud på at fastslå hvad der
er
eller skal være ret i et foreliggende tilfælde, jf. Folketingstidende
1985-86,
tillæg A, sp. 115. Beslutninger som er omfattet af det klassiske
forvaltningsaktbegreb, anses også for omfattet af afgørelsesbegrebet i
forvaltningsloven,
jf. Hans Gammeltoft- Hansen mfl., Forvaltningsret (1994) s. 40ff. Såvel før
som
efter forvaltningslovens ikrafttræden har det været almindeligt antaget at
beslutninger om afskedigelse af ansatte i den offentlige forvaltning er
forvaltningsakter
og dermed omfattet af afgørelsesbegrebet i forvaltningslovens forstand, jf.
f.eks. Jørgen Mathiassen, Forvaltningspersonellet (1990) s.
37f. På linie hermed har Højesteret i en
af dom af 12. september 1996 vedrørende afskedigelse af en kommunalt ansat
udtalt at afskedigelsen ’også skal bedømmes efter forvaltningsretlige
regler’, jf. Ugeskrift for Retsvæsen (1996), s. 1462ff. Ved dommen blev
afskedigelsen
underkendt på grund af manglende partshøring, jf. forvaltningslovens
§ 19, stk. 1.
De enkelte ansættelsesforhold
inden for den offentlige forvaltning kan ikke etableres i strid med regler
der
er fastsat i henholdsvis tjenestemandslovgivningen og de kollektive
overenskomster. For ansættelsesforholdene gælder i vidt omfang ufravigelige
regler. Om der kan fastsættes individuelle ansættelsesvilkår m.v., vil i
almindelighed bero på det nærmere indhold af de regler der indgår i det
generelle retsgrundlag, jf. Jørgen Mathiassen, anførte sted s. 38.
Retsgrundlaget for de enkelte ansættelsesforhold er således overvejende af
generel karakter.
Efter min mening taler
forvaltningslovens forarbejder sammenholdt med den generelle karakter af
retsgrundlaget for ansættelsesforhold i forvaltningen imod at betragte en
forligsmæssig afskedigelse som en aftaleretlig disposition som falder uden
for
forvaltningslovens afgørelsesbegreb. Hertil kommer at det er almindeligt
antaget at en forvaltningsmyndighed som har bemyndigelse til at ordne et
retsforhold ved en forvaltningsakt, ikke uden en yderligere bemyndigelse kan
ordne retsforholdet ved en aftale med vedkommende adressat, jf. Bent
Christensen, Forvaltningsret, Opgaver, Hjemmel, Organisation (1991), s. 282.
Poul Andersen indtog samme principielle standpunkt med følgende formulering
(Dansk Forvaltningsret, 5. udgave, (1965) s. 471ff): ’( ) Naar Loven
bestemmer
eller forudsætter, at Skabelse, Forandring eller Ophævelse af Retsforhold
sker
ved Forvaltningsakt, kan Forvaltningsmyndighederne ikke i Stedet for
Forvaltningsakter betjene sig af aftaler ( )’. Som eksempel nævner Poul
Andersen
at det på baggrund af tjenestemandslovens regler om ansættelse og
afskedigelse
som tjenestemand må anses for udelukket at dette forvaltningsanliggende
reguleres
ved aftale (s. 472). Også Jørgen Mathiassen har i sin disputats fra 1974
tilsluttet sig denne opfattelse, idet han anfører at: ’( ) Det bør
formentlig
i dansk forvaltningsret fastholdes, at regler, der kan betegnes som
ufravigelige, ikke er modtagelige for aftale m.v. De fleste forsøg på at
modificere
tvingende regler ud fra overvejelser med hensyn til de interesser, der ligger
til grund for reglerne o.s.v., er på forhånd dømt til at skulle mislykkes.
Den
ene ufravigelige regel kan ikke være mere eller mindre tvingende end den
anden
( ) De tvingende regler kan ikke fraviges ved aftale – de er
’aftalefjendtlige’
( )’, jf. Aftaler i forvaltningsretten, (1974) s. 249.
I de generelle retsgrundlag
for ansættelse i forvaltningen findes regler for såvel ansøgt som uansøgt
afskedigelse som bemyndiger forvaltningsmyndighederne til at træffe
afskedigelsesbeslutninger i form af forvaltningsakter. Men de generelle
retsgrundlag indeholder ikke bestemmelser der giver forvaltningen
bemyndigelse
til at benytte aftale i stedet for forvaltningsakt.
Selve
afskedigelsesbeslutningen må således – selv om den måtte fremtræde som
en aftale
– anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand.
Sammenfattende er det
herefter min opfattelse at såvel den egentlige afskedigelsesbeslutning som
beslutningen om de nærmere afskedigelsesvilkår indgår i et sagsforløb der i
sin
helhed er omfattet af forvaltningslovens afgørelsesbegreb. Det gælder selv om
beslutningerne
helt eller delvis fremtræder som truffet efter aftale eller forhandlinger.
Det anførte indebærer at
forvaltningslovens almindelige bestemmelser om bl.a. partshøring,
partsaktindsigt
og begrundelse skal iagttages af myndighederne i alle afskedigelsessager
vedrørende ansatte i forvaltningen. Jeg bemærker i den forbindelse at
forvaltningslovens bestemmelser er ufravigelige. En part kan f.eks. ikke
fraskrive sig retten til at blive partshørt, jf. Folketingets Ombudsmands
beretning for 1990, s. 22* (og s. 494).’
Jeg tilføjede at jeg var enig
med Indenrigsministeriet i de abstrakte forskelle vedrørende retsgrundlaget
for henholdsvis tjenestemandsansættelse og overenskomstansættelse inden for
den offentlige forvaltning, men at jeg ikke var enig med ministeriet i at de
nævnte forskelle i almindelighed kan føre til at en uansøgt afskedigelse af
en overenskomstansat medarbejder – hvor fratrædelsesvilkårene fremtræder
som
en aftale – skal bedømmes anderledes end en tilsvarende afskedigelse af
en tjenestemand
i relation til forvaltningslovens afgørelsesbegreb. Jeg henviste dels til de
ganske betydelige fællestræk der i realiteten – bl.a. på området for
konkrete
afskedigelsesbeslutninger – karakteriserer de to grundlæggende
ansættelsesformer,
dels til forvaltningsloven og dens forarbejder.
Jeg havde dog ikke tidligere
haft lejlighed til at udtale mig om spørgsmålet på grundlag af en konkret sag
om uansøgt afskedigelse af en overenskomstansat.
Efter en gennemgang af (H)’s
konkrete sag må jeg imidlertid fastholde ovenstående opfattelse.
Ud over hvad der ovenfor er
anført om det generelle retsgrundlag for (H)’s ansættelse, har jeg lagt
vægt
på at initiativet til at hans ansættelsesforhold skulle afsluttes, ensidigt
udgik fra ( ) Kommune. Jeg henviser til
at
økonomiudvalget den 17. maj 1994 traf beslutning om at indstille til byrådet
at (H)’s ansættelsesforhold skulle bringes til ophør på grund af
manglende
tillid til hans fortsatte opgavevaretagelse,
at
økonomiudvalget den 8. september 1994 besluttede at bemyndige
borgmesteren til at optage forhandling med (H) med henblik på at indgå aftale
om fratrædelsesordning med henvisning til at sagsforløbet ikke kunne undgå at
påvirke det fremtidige daglige samarbejde, og
at
borgmesteren under byrådsmødet den 22. september 1994 udtalte
at det efter hendes opfattelse ikke ville være muligt at genskabe et
tillidsfuldt samarbejde mellem (H) og den politiske ledelse. På den baggrund
har der efter min opfattelse ikke været tvivl om at grundlaget for kommunens
indledning af forhandlinger har været en beslutning om at (H)’s
ansættelsesforhold
skulle afsluttes.
Et af de forhold der må
lægges vægt på ved bedømmelsen af om en myndigheds beslutning skal betragtes
som en afgørelse i forvaltningslovens forstand, er om der er tale om en af
myndigheden ensidigt truffen beslutning som ikke beror på en gensidig aftale
med en privat, jf. udtalelserne gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning
for 1992, s. 238*, og for 1998, s. 139f*. Uanset at selve aftalen om
fratræden
og vilkårene herfor var tiltrådt af (H), er jeg imidlertid ikke enig med
ministeriet
i at der i (H)’s sag ikke var tale om en ensidig myndighedsbeslutning.
Jeg
henviser til det ovenfor anførte hvorefter grundlaget for forhandlingerne om
(H)’s fratræden udelukkende var kommunens beslutning om at hans
ansættelsesforhold skulle bringes til ophør. Uanset at det ikke fremgår
udtrykkeligt af kommunens beslutninger, må det efter min opfattelse lægges
til
grund at medmindre kommunen ændrede sin beslutning, ville en fortsættelse af
(H)’s ansættelsesforhold være udelukket, også i tilfælde af at det ikke
ville
være muligt at opnå enighed om vilkårene for hans fratræden. Under disse
omstændigheder
kan afslutningen af (H)’s ansættelsesforhold i realiteten ikke antages
at have
være betinget af hans medvirken og tiltræden.
Forløbet i den konkrete sag
illustrerer endvidere efter min opfattelse at en overenskomstansat i
forbindelse med uansøgt afsked har behov for den processuelle beskyttelse som
forvaltningslovens partsbeføjelser giver. Jeg henviser til Hans
Gammeltoft-Hansen
mfl., Forvaltningsret (1994), s.
43f.
Dette er efter min opfattelse ikke udtryk for – som anført af
Indenrigsministeriet
– en udvidende formålsfortolkning hvorefter offentlige myndigheders
indgåelse
af privatretlige aftaler inddrages under forvaltningsloven, men for at en
formålsfortolkning af forvaltningsloven yderligere belyser og bestyrker
opfattelsen
af at aftalen om (H)’s fratræden var omfattet af lovens
afgørelsesbegreb.
På baggrund af ovenstående er
det min opfattelse at ( ) Byråd den 3. november 1994 traf afgørelse om
(H)’s
fratræden og vilkårene herfor uanset at det i formen fremstod som en
beslutning
om at tiltræde en aftale mellem (H) og kommunen herom. Forud for afgørelsen
burde (H) derfor være blevet partshørt i overensstemmelse med
forvaltningslovens § 19 og den ulovbestemte kontradiktionsregel som gælder i
sager om afskedigelse bl.a. på grund af samarbejdsproblemer.’
Også efter en gennemgang af
denne sag må jeg fastholde ovenstående opfattelse hvorefter en beslutning om
forflyttelse af en overenskomstansat, uanset at denne fremstår som opnået ved
en aftale, er en afgørelse i forvaltningslovens forstand.
Ud over det ovenfor anførte
har jeg ved min vurdering lagt vægt på at initiativet til forflyttelse af (A)
ensidigt udgik fra Ålborg Kommune. Dette kan ses af Ålborg Kommunes
partshøringsbrev af 17. marts 2000. Jeg har endvidere lagt vægt på at det af
dette partshøringsbrev klart fremgår at såfremt der ikke var mulighed for at
indgå en frivillig aftale, agtede Ålborg Kommune at træffe beslutning om
ændret tjenestested med 6 måneders varsel i henhold til
tillidsrepræsentantreglernes § 11. I mødereferatet af 7. april 2000 af mødet
den 6. april 2000 nævnes det også hvad Ålborg Kommune valgte at lægge vægt på
ved beslutningen, og at (A)’s bemærkninger indgik i kommunens beslutning
om
overflyttelse. Beslutningen om forflyttelse af (A) var således i realiteten
ikke betinget af (A)’s medvirken og tiltræden, men derimod en beslutning
truffet ensidigt af Ålborg Kommune. At aftalen indgået den 22. juni 2000
mellem KL, fagforening (F) og Ålborg Kommune ikke udelukkende angår vilkårene
for (A)’s fratræden, ændrer efter min opfattelse ikke ved at der var
tale om en
afgørelse i forvaltningslovens forstand da Ålborg Kommune ensidigt havde
besluttet at forflytte (A) uanset resultatet af forhandlingerne.
Forflyttelsen af (A) var på
baggrund af ovenstående efter min foreløbige opfattelse en afgørelse i
forvaltningslovens forstand.
2. Partshøring
Som anført ovenfor mener jeg
at beslutningen om at overflytte (A) var en afgørelse i forvaltningslovens
forstand.
De almindelige regler om
myndigheders pligt til at foretage partshøring inden en afgørelse træffes, er
fastlagt i forvaltningslovens § 19 der har følgende ordlyd:
’
§ 19.
Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at
myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens
faktiske
omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort
parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme
med
en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den
pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.
Myndigheden
kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis
det efter oplysningernes karakter og sagens
beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det
foreliggende grundlag,
udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt
frist for sagens afgørelse,
partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,
findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private
interesser, der taler imod en sådan udsættelse,
parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i
kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,
den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt
kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af
oplysningerne for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige
vanskeligheder,
eller
der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der
sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte
afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.
Stk. 3.
Vedkommende minister kan efter forhandling med
justitsministeren fastsætte regler om, at nærmere angivne sagsområder, hvor
bestemmelserne i stk. 2, nr. 1 eller 5, i almindelighed vil finde anvendelse,
ikke skal være omfattet af bestemmelsen i stk.
1.’
I rets- og ombudsmandspraksis
er det antaget at bestemmelsen i § 19 suppleres med en ulovbestemt regel om
partshøring i visse personalesager, jf. Kaj Larsen og
Jon
Andersen
mfl., Forvaltningsret (1994), s. 164 og 347ff,
Jon
Andersen
og Elizabeth Bøggild Nielsen, Ugeskrift for Retsvæsen,
1999, afd. B, s. 29-31, og den dér anførte teori og praksis, John Vogter,
Forvaltningsloven med kommentarer (1999), s. 354- 357, og Steen Rønsholdt,
Forvaltningsret – Retssikkerhed, Proces og Sagsbehandling (2001), s.
411-413.
Jeg henviser desuden til Højesterets dom af 12. maj 1999 i Ugeskrift for
Retsvæsen, 1999, s. 1337. I denne dom tiltrådte Højesteret Østre Landsrets
vurdering
i dom af 6. februar 1998 hvorefter Samsø Kommune havde tilsidesat de
forvaltningsretlige
krav til bl.a. høring forud for afgørelsen om at afskedige en ledende
hjemmesygeplejerske.
Østre Landsret havde i sin dom anført følgende:
’
Det må endvidere lægges til
grund, at der hverken forud for eller i forbindelse med økonomiudvalgets
behandling af afskedigelsesspørgsmålet blev givet sagsøgeren nogen
redegørelse for de faktiske omstændigheder, og den sagsøgte kommunes
vurdering
af disse og retlige kvalifikation heraf. Den af den sagsøgte kommune i
skrivelse af 6. september 1994 meddelte tilkendegivelse opfylder således ikke
de i forvaltningslovens § 19 stillede krav og den en offentlig myndighed i
øvrigt
påhvilende pligt til høring af en ansat, inden der træffes en så vidtrækkende
afgørelse som uansøgt afsked.
’
Den udvidede
partshøringspligt er for nylig fastslået af Højesteret i en dom afsagt den
26.
marts 2002 om afskedigelse af en tjenestemandsansat viceskoleinspektør på
grund
af samarbejdsvanskeligheder (sagsnr. II 353/1999).
De fleste af de af
ombudsmanden og domstolene behandlede sager har vedrørt uansøgt afskedigelse,
men det er i ombudsmandspraksis fast antaget at den udvidede
partshøringspligt også omfatter andre personaleafgørelser der bygger på
bebrejdelsesværdige
forhold hos den ansatte, se bl.a. Folketingets Ombudsmands beretning for
1990,
s. 363*, for 1993, s. 144* (irettesættelse), for 1993, s. 177* (advarsel) og
for 1994, s. 169* (disciplinærbøde). Se også
Jon Andersen
og Elizabeth Bøggild Nielsen, Ugeskrift for Retsvæsen, 1999, afd. B, s.
29-31.
Pligten vil således også kunne gælde i sager om forflyttelse, se også Steen
Rønsholdt, Forvaltningsret – Retssikkerhed, Proces og Sagsbehandling
(2001), s.
412.
Af partshøringsbrevet af 17.
marts 2000 fremgår at (A) blev forflyttet dels på grund af
samarbejdsproblemerne
i børnehaven (X), dels på grund af at Ålborg Kommune ikke havde tillid til at
hun besad den fornødne motivation til at genoprette de samarbejdsmæssige
forhold i børnehaven. I mødereferatet af 7. april 2000 om mødet den 6. april
2000 står bl.a. følgende:
’Det er imidlertid også
forvaltningens opfattelse, at (A) med sin adfærd har været med til at
forhindre
ledelse, og med det forløb, der har været har forvaltningen ikke tillid til,
at
(A) kan være en del af den fremtidige løsning i børnehaven (X), hvor Social-
og
Sundhedsforvaltningens mål er at lave en fremadrettet helhedsløsning for
institutionen.’
Dette mødereferat og
begrundelsen i partshøringsbrevet af 17. marts 2000 må efter min opfattelse
forstås som en bebrejdelse imod (A) idet Ålborg Kommune angiver at (A) ved
sin adfærd har været med til at forhindre ledelse, samt at kommunen ikke har
tillid til (A)’s fremtidige motivation til genoprettelse af de
samarbejdsmæssige
forhold.
Det er på den baggrund min
opfattelse at beslutningen om forflyttelse byggede på bebrejdelsesværdige
forhold hos (A), og at den udvidede partshøringspligt derfor finder
anvendelse.
Efter den udvidede
partshøringspligt bør der i almindelighed gives den ansatte en redegørelse
–
der efter omstændighederne bør være skriftlig – for grundlaget for den
påtænkte afgørelse. Der sigtes hermed til en redegørelse der angiver de
forhold
fra den pågældendes side der lægges vægt på, og som – for så vidt der
foreligger
bevismæssige spørgsmål – angiver det bevismæssige grundlag for at de
pågældende
forhold antages at foreligge. Redegørelsen bør endvidere omfatte
myndighedernes
retlige kvalifikation af faktum.
Formålet med denne udvidede
partshøring er at give parten mulighed for at kommentere, korrigere og
supplere sagens faktuelle grundlag, myndighedens vurdering heraf, herunder
bevismæssige vurdering, samt myndighedens retlige vurdering af sagen.
Forvaltningslovens § 19, stk.
1, fastsætter ikke formkrav til selve høringsproceduren, mens den
ulovbestemte udvidede partshøringsregel indebærer en pligt til efter
omstændighederne at give den ansatte en skriftlig redegørelse. Men uanset
grundlaget skal der anvendes en form der respekterer formålet med
partshøringspligten.
Partshøring kan således ske i form af en fremsendelse af de relevante
dokumenter
i sagen hvis disse dokumenter indholdsmæssigt opfylder partshøringspligten.
Det fremgår hverken af
partshøringsbrevet af 17. marts 2000 eller af mødereferaterne for møderne den
6. april og 22. juni 2000 hvilke faktiske omstændigheder Ålborg Kommune har
lagt til grund for afgørelsen. Ålborg Kommune angiver i partshøringsbrevet at
der er ’store vanskeligheder’, og at samarbejdet ikke fungerer på
tilfredsstillende vis. Af mødereferatet for mødet den 6. april 2000 angiver
Ålborg Kommune at (A) ved sin adfærd har ’været med til at forhindre
ledelse’.
En sådan generel angivelse af det faktiske grundlag kan efter min opfattelse
ikke antages at opfylde hverken forvaltningslovens § 19 eller den udvidede
partshøringspligt. Det faktiske grundlag burde efter min opfattelse have
været
mere specificeret f.eks. i form af angivelse af episoder. Endvidere burde det
efter min opfattelse have været angivet hvilke(t) faktum/fakta der lå til
grund
for Ålborg Kommunes vurdering af at (A) ikke besad den tilstrækkelige
motivation
til genoprettelse af de samarbejdsmæssige forhold i børnehaven (X). Efter den
udvidede partshøringspligt burde Ålborg Kommune endvidere have angivet
kommunes
retlige kvalifikation af det faktiske grundlag kommunen lagde til grund for
sin afgørelse, herunder om der var tale om tjenesteforseelser, eller om der
var
tale om uegnethed (herunder manglende samarbejdsevne).
Det skal her bemærkes at
reglerne om partshøring er retssikkerhedsregler der retter sig mod parten.
Møderne mellem Ålborg Kommune og fagforening (F) kunne således ikke i sig
selv
udgøre en partshøring medmindre fagforening (F) havde bemyndigelse til at
partsrepræsentere (A) efter forvaltningslovens § 8. En sådan bemyndigelse
forelå efter det for mig oplyste ikke. Hertil kommer at den udvidede
partshøring – som det fremgår ovenfor – efter omstændighederne bør
være skriftlig.
Det er således min foreløbige
opfattelse at partshøringen af (A) hverken opfyldte kravene i
forvaltningslovens
§ 19 eller den ulovbestemte udvidede partshøringspligt.
3. Begrundelse
Forvaltningslovens § 22 og §
24, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd:
’§ 22.
En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være
ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den
pågældende part medhold.
§ 24.
En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning
til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,
afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal
begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
Stk. 2.
Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort
redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som
er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
Stk.
3.
Begrundelsens
indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte
kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for
afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller
offentlige interesser, jfr. §
15.’
Som sagen er oplyst for mig,
fik (A) meddelt afgørelsen om den endelige overflyttelse ved brev af 15.
august 2000. Brevet indeholdt ingen henvisning til de retsregler i henhold
til hvilke afgørelsen var truffet, og det indeholdt ingen angivelse af de
hovedhensyn Ålborg Kommune havde lagt vægt på ved den skønsmæssige afgørelse
om forflyttelse. Det er således min opfattelse at begrundelsen ikke opfyldte
kravene i forvaltningslovens § 24, stk. 1. Brevet indeholdt endvidere ingen
henvisning til faktiske omstændigheder, og dermed indeholdt det ikke en
redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder som
Ålborg Kommune havde tillagt væsentlig betydning ved afgørelsen. På den
baggrund er det min opfattelse at begrundelsen endvidere ikke opfyldte
kravene
i forvaltningslovens § 24, stk. 2.
4. Formålet med partshøring og begrundelse
Efter min opfattelse er denne
sag et godt eksempel på hvorfor det er nødvendigt at have
sagsbehandlingsregler
om partshøring og begrundelse. Formålet med sagsbehandlingsreglerne er at øge
sikkerheden for at myndighederne træffer lovlige og rigtige afgørelser, se
bl.a. forarbejderne til forvaltningsloven, Folketingstidende 1985-86, tillæg
A,
sp. 76.
Jeg har ved flere lejligheder
udtalt mig om hvad der kræves for at en myndighed kan afskedige en
medarbejder
på grund af samarbejdsproblemer. Således har jeg i Folketingets Ombudsmands
beretning for 2000, s. 96*, bl.a. udtalt følgende herom:
’Det kræves for det første at
samarbejdsproblemerne har en betydelig negativ indflydelse på udførelsen af
opgaverne det pågældende ansættelsessted. Der skal endvidere for så vidt
angår
samarbejdsproblemer, foreligge en klar forbindelse mellem disse og den person
som søges afskediget, ligesom hovedskylden for problemernes opståen ikke må
kunne tilskrives andre end den der søges afskediget. Af den almindelige
forvaltningsretlige grundsætning om proportionalitet følger yderligere at der
fra den afskedigende myndigheds side skal være udfoldet bestræbelser på at
løse samarbejdsproblemerne med mindre vidtgående skridt end
afskedigelse.’
Uden her at tage endelig
stilling til om der gælder helt de samme krav til en forflyttelse på grund af
samarbejdsproblemer, er det min umiddelbare opfattelse at de principper som
er
anført i citatet, gør sig gældende ved alle ansættelsesretlige afgørelser på
grund af samarbejdsproblemer, dog nok således at kravene styrkes i takt med
det påtænkte indgrebs intensitet.
Såfremt en myndighed ikke
opfylder kravene til partshøring og herunder angiver hvilke faktiske forhold
myndigheden har lagt vægt på, herunder hvilke episoder myndigheden lægger til
grund for sin vurdering af samarbejdsproblemer, er det meget vanskeligt for
en
part at fremføre sin side af sagen og eventuelt korrigere myndighedens
oplysninger. Hermed risikeres at sagen ikke er så godt oplyst som den kunne
og
burde være efter myndighedernes sagsoplysningspligt, se herom Kaj Larsen
mfl.,
Forvaltningsret (1994), s. 297ff, og at den afgørelse der træffes, derfor
ikke
er korrekt.
Er en bebyrdende afgørelse
ikke begrundet i form af angivelse af retsregler, hovedhensyn som har ligget
til grund for myndighedernes administrative skøn, og en redegørelse
vedrørende
de faktiske omstændigheder som myndigheden har lagt vægt på, kan det for det
første være vanskeligt for en part at forstå og indrette sig efter en
afgørelse, for det andet kan det vanskeliggøre partens mulighed for at
overveje
og formulere en klage, og for det tredje umuliggør det nærmest
prøvelsesmyndighedernes
mulighed for at efterprøve om en afgørelse er materielt korrekt. Det er
derfor min foreløbige opfattelse at jeg har grundlag for at henstille at
Ålborg
Kommune meddeler (A) en begrundelse for forflyttelsen der opfylder
forvaltningslovens
krav.
5. Kommunens information af forældrene
I de for mig forelagte akter
findes en mail fra forældregruppen til børn i børnehaven (X) oprindelig sendt
til KL den 19. juni 2000. Af denne mail fremgår at Ålborg Kommune på et møde
den 17. marts 2000, samme dag som kommunen sendte partshøringsbrev til (A),
på
et forældremøde oplyste forældrene om at (A) ville blive forflyttet. Af
mødereferatet
af 7. april for mødet den 6. april 2000 fremgår endvidere bl.a. følgende
under
fagforening (F)’s redegørelse:
’ – Fra (D) på fyraftensmødet
med forældrene, hvor han i alle forældres påhør udtalte, at der ikke kunne
blive tale om at (A) skulle blive, for de havde ’hold i billetten’
om hendes
belastende adfærd.’
Jeg har ikke i akterne kunnet
finde et mødereferat fra mødet den 17. marts 2000 eller lignende fra Ålborg
Kommune der har bekræftet at kommunen til forældrene oplyste at (A) ville
blive
overflyttet. Jeg har derfor ikke kunnet lægge dette til grund. Jeg finder dog
anledning til at bemærke at det ikke ville være i overensstemmelse med
reglerne om partshøring hvis Ålborg Kommune havde oplyst at man ville
forflytte
(A), da beslutningen herom i så fald allerede ville synes truffet og den
efterfølgende
partshøring derfor ville virke illusorisk. Til gengæld ville det ikke stride
med partshøringsprincippet at Ålborg Kommune på mødet informerede forældrene
om
at man havde rejst en sag om forflyttelse.
6. Konklusion
Det er sammenfattende min
foreløbige opfattelse
at
overflyttelsen af (A) var en afgørelse i forvaltningslovens forstand,
at
Ålborg Kommunes partshøring af (A)
ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 19 og den udvidede
partshøringspligt, og
at
kommunens
begrundelse ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24. Det er derfor
min
foreløbige opfattelse at jeg har grundlag for at henstille at Ålborg Kommune
meddeler (A) en begrundelse for forflyttelsen der opfylder forvaltningslovens
krav hertil.”
I brev af 27. maj 2002 bad
jeg Ålborg Kommune om at kommentere de fremsatte synspunkter i den foreløbige
redegørelse.
Ålborg Kommune har i brev af
30. september 2002 fremsat sine bemærkninger til min foreløbige redegørelse.
Af brevet fremgår følgende:
”
Som tidligere nævnt i Social-
og Sundhedsforvaltningens brev til Ombudsmanden af 6. februar 2002 skal det
indledningsvist oplyses, at forvaltningen fortsat ikke finder, at der blev
truffet en afgørelse, og dermed heller ikke finder, at sagen er omfattet af
forvaltningslovens
regler om partshøring og begrundelse, hvilket forvaltningen vil redegøre for
i
det følgende.
Da der gennem en længere
periode havde været store vanskeligheder i den daglige drift af Børnehaven
(X)
fandt Ålborg Kommune, Social- og Sundhedsforvaltningen det af flere årsager
nødvendigt at foretage nogle ændringer i driften af Børnehaven (X), herunder
ændring af (A)’s tjenestested indtil videre.
Forvaltningen valgte på denne
baggrund at fremsende det omtalte partshøringsbrev til (A) af 17. marts 2000,
hvori det oplyses, at forvaltningen agtede at indgå en frivillig aftale med
(A) eller sekundært at træffe en beslutning om ændret tjenestested. Som
bekendt
blev sagen imidlertid endeligt sluttet ved aftale opnået efter gensidige
bestræbelser ved møde i Kommunernes Landsforening den 22. juni 2000 med
deltagelse af fagforening (F), Kommunernes Landsforening samt Ålborg Kommune,
Social- og Sundhedsforvaltningen.
Forvaltningen ønskede af
hensyn til sagens parter, at (A) skulle overflyttes til en anden børnehave
indenfor (A)’s ansættelsesområde. (A) var ansat ’indtil videre ved
magistratens
3. afdeling, Børnehaven ((V)- vej, (U)- by)’ (dvs. Børnehaven (X)),
hvilket betød,
at (A) som led i en tjenestebefaling og med et passende varsel kunne flyttes
fra en børnehave til en anden indenfor magistratens 3. afdelings område.
(A) var imidlertid valgt som
sikkerhedsrepræsentant/arbejdsmiljørepræsentant i børnehaven (X). Det vil
sige, at forvaltningen ønskede at flytte (A) ud af sit valgområde, hvorved
der
var tale om væsentlige vilkårsændringer for (A), som forudsatte, at der
forelå
tvingende årsager som begrundelse, jf. bekg. nr. 575 af 21. juni 2001 om
virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde § 23, stk. 6, hvoraf
fremgår, at ’sikkerhedsrepræsentanten er beskyttet mod afskedigelse
eller
anden forringelse af sine forhold på samme måde som tillidsrepræsentanter
inden
for vedkommende eller tilsvarende faglige område ’ Det vil sige, at
sikkerhedsrepræsentanten er omfattet af beskyttelsesreglerne i Aftale om
tillidsrepræsentanter, samarbejde og samarbejdsudvalg.
Det var Ålborg Kommune,
Social- og Sundhedsforvaltningens juridiske opfattelse, at der ikke i fuldt
fornødent omfang forelå tvingende årsager, som kunne begrunde en flytning af
(A), men forvaltningen fandt desuagtet det nødvendigt og hensigtsmæssigt at
flytte (A) til en anden børnehave for at reetablere roen i Børnehaven (X).
Det vil sige, at løsningen af
sagen forudsatte, at (A) og Ålborg Kommune indgik en aftale om, at (A) afgav
sin sikkerhedsrepræsentantstatus/arbejdsmiljørepræsentantstatus, da denne var
knyttet til (A)’s valgområde, Børnehaven (X), jf. bekg. nr. 575 af 21.
juni
2001 om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde. Det vil sige, at en
løsning
af sagen forudsatte (A)’s medvirken, da Ålborg Kommune hverken ved
afgørelse eller
tjenestebefaling kunne gennemføre løsningsforslaget ensidigt, jf. i øvrigt
Arbejdstilsynets At-anvisning nr. 6.1.0.4 – april 1999, pkt. 4.2.1,
hvoraf
fremgår, at der altid kan vælges en ny sikkerhedsrepræsentant, hvis
arbejdsgiveren og arbejdstageren er enige herom. Denne aftaleindgåelse fandt
sted ved mødet i Kommunernes Landsforening den 22. juni 2000.
At der var tale om en aftale
indgået parterne imellem bekræftes af en lang række forhold, hvor særligt kan
nævnes, at Social- og Sundhedsforvaltningen har udbetalt, og (A) modtaget
udbetalingen af godtgørelsen for afgivelsen af sin
sikkerhedsrepræsentantstatus
/ arbejdsmiljørepræsentantstatus, at (A) har flyttet og fortsat gør tjeneste
i
henhold til den indgåede aftale, og at (A) ikke har fremsat indsigelser i det
fagretlige system. Det vil sige, at alle sagens parter har ageret i
overensstemmelse
med aftalens ordlyd. Fagforening (F) skriver således også i sit brev af 23.
august 2000, at ’ da der er tale om en aftalt overflytning ’.
Endeligt kan forvaltningen
supplerende oplyse, at det er både Kommunernes Landsforenings og Ålborg
Kommune, Socialforvaltningens klare opfattelse, at fagforening (F) var
bemyndiget til at partsrepræsentere (A). – At Kommunernes Landsforening
og
Ålborg Kommune var af den opfattelse begrundes i, at fagforening (F) i hele
sagen havde repræsenteret (A), og at forbundet under aftaleindgåelsen i
Kommunernes Landsforening flere gange og umiddelbart inden aftalens indgåelse
havde telefonisk kontakt til (A) med henblik på accept af aftalens indhold.
På baggrund af disse
bemærkninger er det således fortsat Social- og Sundhedsforvaltningens
opfattelse,
at der pr. definition er tale om en gensidig aftale mellem Ålborg Kommune,
Social- og Sundhedsforvaltningen og (A), da Ålborg Kommune, Social- og
Sundhedsforvaltningen
hverken ved tjenestebefaling eller afgørelse ensidigt kunne træffe beslutning
om, at (A) skulle overflyttes til anden arbejdsplads pga. (A)’s status
som
sikkerhedsrepræsentant. Forvaltningen finder i denne forbindelse anledning
til
endnu engang at henvise til Indenrigsministeriets udtalelser af henholdsvis
20. juli 1998 og 27. juni 2000 samt Tilsynsrådet i Århus Amts beslutning af
6.
oktober 2000, hvilket uanset evt. senere udtalelse fra Indenrigsministeriet
var
gældende svar på daværende tidspunkt.
Med disse bemærkninger håber
Ålborg Kommune, Social- og Sundhedsforvaltningen, at denne sag – i alles
interesse – må finde sin afslutning i overensstemmelse med den indgåede
aftale.”
Jeg sendte den 29. oktober
2002 en kopi af Ålborg Kommunes brev af 30. september 2002 til A til
orientering og eventuelle bemærkninger. Jeg modtog den 13. december 2002 et
udateret
brev fra A hvori hun kommenterede Ålborg Kommunes brev. A udtrykte i brevet
bl.a. sin tilfredshed med at Ålborg Kommune i brevet af 30. september 2002
skrev at der ikke i fuldt fornødent omfang forelå tvingende årsager som kunne
begrunde en flytning af hende.
Ombudsmanden
s endelige udtalelse
”1. Spørgsmålet om hvorvidt ændringen af tjenestedet var en afgørelse i
forvaltningslovens forstand
I min foreløbige udtalelse af 27. maj 2002 anførte jeg at det var min
foreløbige opfattelse at forflyttelsen af (A) var en afgørelse i
forvaltningslovens forstand. Endvidere anførte jeg at jeg fandt det mest
korrekt at min endelige udtalelse i sagen afventede Indenrigs- og
Sundhedsministeriets udtalelse i en anden sag om afskedigelse af en
overenskomstansat ved aftale. Jeg modtog den 9. april 2003 ministeriets
udtalelse i denne sag.
Af udtalelsen fremgår det at ministeriet mener at en aftale med en
overenskomstansat medarbejder om dennes fratræden ikke er en afgørelse i
forvaltningslovens forstand. Ud over at Indenrigs- og Sundhedsministeriet i
udtalelsen har henvist til det ministeriet tidligere har anført i en
udtalelse af 20. juli 1998 angående samme sag, har ministeriet lagt særlig
vægt på fire domme som i løbet af 2002 er afsagt af Vestre og Østre Landsret.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet anfører at dommene indebærer at
forvaltningslovens regler efter omstændighederne ikke finder anvendelse på
aftaler om tjenestemænds fratræden, selv når aftalen er indgået på
ansættelsesmyndighedens initiativ. Derfor finder ministeriet så meget desto
mere grund til at fastholde at en kommunes aftaler med overenskomstansatte om
deres fratræden ikke er afgørelser i lovens forstand, og at lovens regler
således ikke finder anvendelse på sådanne aftaler.
Jeg afgav den 20. august 2003 endelig udtalelse i sagen. Jeg anførte i
udtalelsen at jeg er enig med Indenrigs- og Sundhedsministeriet i at de fire
nævnte domme er relevante for bedømmelsen af spørgsmålet om anvendelsen af
forvaltningslovens regler i tilfælde hvor en offentlig arbejdsgiver og en
ansat indgår aftale om den ansattes fratræden. Herefter redegjorde jeg for
rettens konklusioner i de fire domme. I den ene af sagerne fandt landsretten
at den ansatte havde kunnet give afkald på at påberåbe sig eventuelle
formelle mangler ved afskedigelsessagen, herunder mangler i form af
iagttagelse af høringsforskrifter og begrundelsespligt, idet
de i det foreliggende tilfælde måtte antages at have været uden indflydelse
på
afskedigelsen på de anførte vilkår. I den anden sag anførte landsretten at
den ansatte og dennes organisation havde givet afkald på at påberåbe sig
kendte, forvaltningsretlige mangler ved kommunens behandling af sagen om
afskedigelse af den ansatte, og landsretten udtalte at den fandt at dette
afkald under de givne omstændigheder var gyldigt. I de to andre sager gav
landsretten
udtryk for at sagen uanset den indgåede aftale skulle bedømmes som en sag om
uansøgt afskedigelse hvilket indebar at den var omfattet af reglerne i
forvaltningsloven.
Jeg anførte herefter at efter min opfattelse kan den foreliggende retspraksis
– herunder de fire domme som Indenrigs- og Sundhedsministeriet henviste
til –
ikke anses for at være i strid med en retsopfattelse hvorefter en aftale med
en
ansat om dennes afskedigelse er omfattet af forvaltningslovens regler om
forvaltningsafgørelser. Jeg bemærkede i den anledning særligt at den
omstændighed at det i to af de fire nævnte domme indgår i præmisserne for
rettens afgørelse at den ansatte havde givet afkald på at påberåbe sig
mangler
ved afskedigelsessagen, må antages at bygge på en forudsætning om at der
forelå
en afgørelse fra ansættelsesmyndighedens side der som udgangspunkt er
omfattet af forvaltningsloven, da et afkald på at påberåbe sig mangler ved
afskedigelsessagen i modsat fald ville have været uden betydning for sagens
udfald.
Endvidere anførte jeg i
udtalelsen at det efter min opfattelse giver anledning til betydelig tvivl om
der overhovedet er mulighed for at den ansatte i forbindelse med indgåelse af
en fratrædelsesaftale kan give afkald på at påberåbe sig mangler ved
afskedigelsessagen.
Jeg anførte at jeg i flere af de sager som jeg har behandlet i de senere år,
har lagt til grund at sager af den foreliggende karakter er omfattet af
reglerne
i forvaltningsloven om bl.a. partshøring og begrundelse uanset om der er
indgået
en fratrædelsesaftale hvorved den ansatte har fraskrevet sig muligheden for
at
påberåbe sig eventuelle mangler ved afskedigelsessagen. Muligheden for at
indgå
sådanne aftaler er anerkendt ved to af de nævnte domme som er afsagt i 2002,
men synes ikke at være anerkendt i de to andre domme. Endvidere er to af de
afsagte domme efter det oplyste anket til Højesteret.
Videre anførte jeg i
udtalelsen at jeg i forbindelse med min behandling af sagen havde overvejet
de
retlige konsekvenser hvis det må lægges til grund at den foreliggende
retspraksis indebærer mulighed for at den ansatte i forbindelse med indgåelse
af en fratrædelsesaftale kan give afkald på at påberåbe sig mangler ved
afskedigelsessagen.
Det er min opfattelse at det i givet fald formentlig må bero på en konkret
vurdering af den pågældende sag om den ansatte har givet et sådant afkald, og
om dette afkald kan anses for gyldigt.
Det er således fortsat min
opfattelse at en aftale om fratrædelse der er indgået under omstændigheder
som
i den pågældende sag, er omfattet af forvaltningslovens regler om
forvaltningsafgørelser selv om den måtte fremtræde som en aftale indgået
mellem myndigheden og den ansatte.
Om den foreliggende sag har
Ålborg Kommune i brevet af 30. september 2002 anført at den omstændighed at
der
var tale om en aftale indgået mellem parterne, bekræftes af en lang række
forhold, og kommunen har i den forbindelse fremhævet at kommunen har udbetalt
og (A) modtaget udbetalingen af godtgørelse for afgivelsen af sin
sikkerhedsrepræsentantstatus, at (A) har flyttet arbejdssted og fortsat gør
tjeneste
i henhold til den indgåede aftale, og at (A) ikke har fremsat indsigelser i
det fagretlige system. Kommunen konkluderer at alle sagens parter har handlet
i overensstemmelse med aftalens ordlyd, og henviser i den forbindelse
endvidere
til ordvalget i et brev fra fagforening (F) af 23. august 2000.
Jeg kan ikke tiltræde
kommunens opfattelse. Den omstændighed at de fastsatte vilkår blev efterlevet
af sagens parter, og at (A)’s organisation ikke har indbragt sagen til
behandling i det fagretlige system, indebærer ikke at vilkårene må anses for
fastsat i en aftale der ikke er omfattet af forvaltningslovens regler om
forvaltningsafgørelser. At sagens parter og den ansattes organisation handler
på den angivne måde, kan foreligge både i tilfælde hvor der er tale om en
forvaltningsafgørelse som er omfattet af reglerne i forvaltningsloven, og i
andre tilfælde. Endvidere henvises der til at (A) har givet udtryk for at
aftalen
kun kom i stand fordi hun mente at hun var i en situation hvor kommunen under
alle omstændigheder ville gennemtvinge forflyttelsen. I brev af 7. marts 2001
til mig har (A) således anført at aftalen med Ålborg Kommune alene blev
indgået
fordi kommunen ’ikke var til at hugge eller stikke i’, og at hendes
helbred på
daværende tidspunkt desværre ikke kunne klare at sagen blev indbragt til
behandling i det fagretlige system.
Den omstændighed at der i
brevet af 23. august 2000 fra fagforening (F) anvendes vendingen ’en
aftalt
overflytning’, kan heller ikke tillægges betydning i forbindelse med
bedømmelsen
af om der forelå en afgørelse i forvaltningslovens forstand. I dette ordvalg
ligger
der ikke en stillingtagen til spørgsmålet om hvorvidt aftalen var omfattet af
lovens regler om forvaltningsafgørelser, og dette spørgsmål blev heller ikke
i
øvrigt omtalt i brevet som alene drejede sig om nogle praktiske detaljer i
forbindelse med de fastlagte vilkår
.
Heller
ikke det forhold at kommunen var af den opfattelse at kommunen hverken ved
tjenestebefaling
eller afgørelse ensidigt kunne have truffet beslutning om at (A) skulle
forflyttes – hvilket af Ålborg Kommune er fremhævet til støtte for at
der ikke
forelå en forvaltningsafgørelse – kan medføre at aftalen ikke er
omfattet af
forvaltningslovens regler om forvaltningsafgørelser. Den omstændighed at en
afgørelse ikke har tilstrækkelig hjemmel, udelukker ikke at der foreligger en
afgørelse som er omfattet af lovens regler. Jeg vender tilbage til dette
forhold
nedenfor under pkt. 2.
Efter såvel min tilendebragte
undersøgelse af ovennævnte sag om afskedigelse af en overenskomstansat ved
aftale som efter en gennemgang af Ålborg Kommunes brev af 30. september 2002
må jeg således
fastholde min foreløbige
opfattelse hvorefter forflyttelsen af (A) var en afgørelse i
forvaltningslovens forstand.
Da det som nævnt må give
anledning til betydelig tvivl om en ansat i forbindelse med en
fratrædelsesaftale
kan give afkald på at påberåbe sig mangler ved myndighedens afgørelse, må det
antages at det på tilsvarende måde må anses for tvivlsomt om en ansat kan
give
afkald på at påberåbe sig mangler ved en myndigheds afgørelse om
forflyttelse. Herefter, og da Ålborg Kommune ikke har gjort gældende at (A)
har givet afkald på den her nævnte måde, har jeg ikke ment at der var
tilstrækkeligt
grundlag for at foretage en nærmere undersøgelse af dette spørgsmål.
På baggrund heraf, og da
Ålborg Kommune ikke har fremlagt nye oplysninger eller synspunkter om disse
forhold,
fastholder jeg endvidere min foreløbige opfattelse hvorefter Ålborg Kommunes
partshøring af (A) ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 19 og reglen
om udvidet partshøringspligt, og at kommunens begrundelse ikke opfyldte
kravene
i forvaltningslovens § 24. På grund af den betydelige tvivl om retstilstanden
mener jeg dog ikke at have tilstrækkelig grundlag for at udtale min
opfattelse
som en egentlig kritik af kommunen. Spørgsmålet om begrundelse vender jeg
tilbage til nedenfor under pkt. 3.
2. Legalitetsprincippet og vejledningspligt
Ålborg Kommune meddelte (A) i
brev af 17. marts 2000 at kommunen agtede at indgå en frivillig aftale med
hende om ændring af hendes tjenestested. Endvidere fremgik det af brevet at
alternativet til indgåelse af en frivillig aftale var at kommunen ville
træffe en beslutning om ændret tjenestested.
Også af mødereferatet af 7.
april 2000 fremgår det at Ålborg Kommune på forhandlingsmødet den 6. april
2000 oplyste at hvis der ikke blev indgået en frivillig aftale i sagen, ville
kommunen træffe en beslutning om ændret tjenested.
På baggrund heraf lægger jeg
til grund at Ålborg Kommune på daværende tidspunkt – hvis der ikke blev
indgået en aftale i sagen – agtede at træffe en beslutning hvorefter
(A)’s tjenestested
skulle ændres.
I brev af 30. september 2002
til mig har Ålborg Kommune anført at det var kommunens opfattelse at der ikke
i fuldt fornødent omfang forelå tvingende årsager som kunne begrunde en
flytning
af (A). Videre har Ålborg Kommune anført i brevet at løsningen af sagen
således forudsatte at (A) og kommunen indgik en aftale da kommunen hverken
ved
afgørelse eller tjenestebefaling kunne gennemføre løsningsforslaget ensidigt.
Jeg lægger herefter til grund
at det var Ålborg Kommunes opfattelse at der ikke var tilstrækkeligt grundlag
for at kommunen ensidigt kunne gennemtvinge en ændring af (A)’s
tjenestested.
Det er et grundlæggende
princip i forvaltningsretten at forvaltningens virksomhed skal have
lovhjemmel,
det vil sige at den skal være legitimeret i lov eller anden anerkendt
retskilde. Dette legalitetsprincip skal bl.a. sikre at forvaltningens indgreb
i forhold til borgerne sker på baggrund af normer der på forhånd er
formuleret.
I almindelighed skærpes kravene til hjemmel for forvaltningens virksomhed når
der er tale om mere dybtgående indgreb over for borgerne. Der henvises i den
forbindelse til Jens Garde mfl., Forvaltningsret, almindelige emner, 3.
udgave
(1997), s. 131ff, og Bent Christensen, Forvaltningsret: opgaver, hjemmel,
organisation, 2. udgave (1997), s. 104ff.
Forvaltningslovens § 7, stk.
1, har følgende ordlyd:
’§ 7.
En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde
vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden
for myndighedens sagsområde.’
Den vejledningspligt som
påhviler forvaltningsmyndigheder efter forvaltningslovens § 7, stk. 1,
udløses ved at en part i en afgørelsessag retter henvendelse til myndigheden,
men herudover påhviler der forvaltningsmyndigheder en mere vidtgående pligt
til
af egen drift at vejlede parten om forhold af betydning for dennes
retsstilling. Der henvises i den forbindelse til Steen Rønsholdt,
Forvaltningsret:
retssikkerhed, proces, sagsbehandling (2001), s. 258ff.
Bestemmelsen i
forvaltningslovens § 7, stk. 1, er en delvis lovfæstelse af en ulovbestemt
regel om myndighedernes pligt til at vejlede borgerne. Derudover kan det
efter
omstændighederne påhvile myndighederne at yde borgerne vejledning som led i
god forvaltningsskik.
Myndighedernes vejledning af
borgerne skal naturligvis være i overensstemmelse med sandheden og sagens
faktiske og retlige omstændigheder, og dette forbud mod at afgive urigtige
eller vildledende oplysninger gælder ikke kun i forbindelse med vejledning af
borgerne. Af en betænkning om fagligt-etiske principper i offentlig
administration udarbejdet i 1993 af DJØF’s fagligt-etiske arbejdsgruppe
fremgår
bl.a. følgende, s. 147:
’Sandhedspligten i den offentlige forvaltning
Udgangspunktet er enkelt. Den
offentligt ansatte må ikke, bevidst eller uagtsomt, videregive oplysninger,
der er urigtige eller, eventuelt på grund af fortielser, vildledende, eller
medvirke til, at andre gør det.
Denne forpligtelse til
sandhed følger af tjenesteforholdet, og pligten gælder derfor principielt i
alle forhold, hvor de pågældende optræder i deres egenskab af offentligt
ansatte. Sandhedspligten gælder således i forhold til andre offentligt
ansatte,
ministre, kommunalpolitiske organer, Folketinget,
Folketingets Ombudsmand
og
de kommunale tilsynsmyndigheder. Og den gælder i forhold til organisationer,
borgere, pressen og offentligheden i al almindelighed.’
Alle offentligt ansatte er
således underlagt en sandhedspligt og må som følge heraf ikke afgive urigtige
eller vildledende oplysninger. Til illustration kan jeg nævne to sager som
ombudsmanden tidligere har undersøgt. I den ene sag, som er gengivet i
Folketingets Ombudsmands beretning for 1986, s. 99ff*, kritiserede
ombudsmanden
Landsbrugsministeriet idet det var ombudsmandens opfattelse at ministeriet
måtte have været klar over at en borger havde misforstået retstilstanden på
bestemt
et område. I stedet for at vejlede borgeren om retstilstanden tydede
oplysningerne
i sagen på at ministeriet bevidst havde holdt borgeren i uvidenhed om
vedkommendes rettigheder. I den anden sag, som er gengivet i Folketingets
Ombudsmands
beretning for 2001, s. 598ff*, kritiserede jeg en kommune fordi kommunen
fortiede og benægtede eksistensen af to dokumenter i en sag i forbindelse med
kommunens behandling af en begæring om aktindsigt i sagen.
Som anført lægger jeg til
grund at Ålborg Kommune var af den opfattelse at der ikke var tilstrækkeligt
grundlag for at kommunen ensidigt kunne gennemtvinge en ændring af (A)’s
tjenestested, og at kommunen alligevel – hvis der ikke blev indgået en
aftale i
sagen – agtede at træffe en beslutning hvorefter (A)’s tjenestested
skulle
ændres.
Det er min opfattelse at
Ålborg Kommune ved at meddele (A) at kommunen – hvis der ikke blev
indgået en
aftale i sagen – agtede at træffe en beslutning om ændring af hendes
tjenestested, og ved at fortie at kommunen ikke selv mente at have
tilstrækkelig hjemmel hertil, lagde et utilbørligt pres på (A). Det i
(A)’s
brev af 7. marts 2001 til mig anførte hvorefter aftalen blev indgået fordi
Ålborg Kommune ’ikke var til at hugge eller stikke i’, efterlader
det indtryk
at det var kommunens pres der var den væsentligste årsag til at hun
accepterede
at indgå aftalen.
Når en myndighed tager
stilling til hvilke handlemuligheder den har i en given situation, skal den
udelukke de muligheder som indebærer en overtrædelse af lovgivningen. Derfor
er det kritisabelt at Ålborg Kommune – hvis det ikke lykkedes at opnå en
aftale med (A) og hendes organisation – agtede at træffe en beslutning
som
kommunen ikke selv mente havde tilstrækkelig hjemmel. Desuden er det
overordentlig
kritisabelt at kommunen lagde et utilbørligt pres på (A) for at formå hende
til at acceptere forflyttelsen, og at kommunen i den forbindelse tilsidesatte
sin forpligtelse til at yde (A) korrekt og relevant vejledning.
Den omstændighed at Ålborg
Kommune har udbetalt (A) en godtgørelse for afgivelsen af hendes status som
sikkerhedsrepræsentant, er uden betydning i denne forbindelse. En myndighed
kan ikke sætte sig ud over de nævnte regler i lovgivningen ved at udbetale
den
berørte borger en pengeydelse.
3. Konklusion
Det er sammenfattende min
opfattelse
at
forflyttelsen af (A)
var en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Som følge heraf er det min
opfattelse
at
Ålborg Kommunes
partshøring af (A) ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 19 og
reglen om udvidet partshøringspligt, og at kommunens begrundelse ikke
opfyldte
kravene i forvaltningslovens § 24. På grund af den betydelige tvivl om
retstilstanden
mener jeg dog ikke at have tilstrækkeligt grundlag for at udtale min
opfattelse
som en egentlig kritik af kommunen. Jeg finder det kritisabelt
at
Ålborg Kommune – hvis det ikke
lykkedes at opnå en aftale med (A) og hendes organisation – agtede at
træffe en
beslutning som kommunen ikke selv mente havde tilstrækkelig hjemmel, ligesom
jeg finder det overordentlig kritisabelt
at
kommunen lagde et utilbørligt pres på (A) for at formå hende til at acceptere
forflyttelsen, og
at
kommunen i den
forbindelse tilsidesatte sin forpligtelse til at yde (A) korrekt og relevant
vejledning.
I min foreløbige redegørelse
anførte jeg at det var min foreløbige opfattelse at jeg havde grundlag for at
henstille at Ålborg Kommune meddelte (A) en begrundelse for forflyttelsen der
opfylder forvaltningslovens krav hertil. Som anført i min foreløbige
redegørelse medfører begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24 bl.a. at en
begrundelse skal indeholde en henvisning til de retsregler i henhold til
hvilke afgørelsen er truffet, og en angivelse af de hovedhensyn som
myndigheden
har tillagt vægt ved den skønsmæssige afvejning. Disse elementer i
begrundelseskravet forudsætter at den pågældende myndighed selv er af den
opfattelse at der er hjemmel til at træffe den pågældende afgørelse. Da
Ålborg
Kommune efterfølgende har oplyst at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for
at kommunen kunne gennemtvinge en ændring af (A)’s tjenestested, er
denne
forudsætning ikke opfyldt. Desuden må retstilstanden som nævnt give anledning
til betydelig tvivl, og der er således ikke det fornødne sikre grundlag for
at
fastholde henstillingen. Jeg har derfor meddelt Ålborg Kommune at jeg ikke
henstiller at kommunen genoptager sagen med henblik på at meddele (A) en
begrundelse
for forflyttelsen der opfylder forvaltningslovens krav hertil.
Jeg foretager mig herefter
ikke yderligere i sagen.”
NOTER: (*) FOB 1986, s. 99, FOB 1990, s. 22, 363 (
FOB 1990, s. 339
) og
494 (
FOB 1990, s. 458
),
FOB 1992, s. 238,
FOB 1993, s. 144, 177 (
FOB 1993, s. 173
) og
348,
FOB 1994, s. 169,
FOB 1998, s. 139,
423
og
491, FOB 2000, s. 96 (
FOB 2000, s. 86
), og
FOB 2001, s. 598.
Lignende dokumenter
- Rådets forordning (EF) nr. 1290/97 af 27. juni 1997 om ændring af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, og forordning (EØF) nr. 574/72 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 EU-lovgivning · 27. juni 1997
- Konfliktvarsel. Lovligt fagligt formål.(* 1) (* 2) Kommunernes Landsforening for Odense Kommune (advokat Jørgen Ovesen) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Niels Christian Daugaard) Dommere: Peter Andersen, Annette Elmer, Erik Jensen, Kardel (retsformand), Henrik Lind, Terkel Lund-Nielsen og Aage Spang-Hanssen. Retsinformation · 24. september 1997
- Rådets forordning (EF) nr. 1399/1999 af 29. april 1999 om ændring af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, og af forordning (EØF) nr. 574/92 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 EU-lovgivning · 29. april 1999
- Dispensation fra kommuneplanlovens bebyggelsesregulerende bestemmelser Retsinformation · 13. marts 2019
- Forvaltningslovens afgørelses- og partsbegreb i relation til de kommunale tilsynsmyndigheders virksomhed. Retsinformation · 25. juni 2003
- Diskretionær advarsel og forflyttelse af tjenestemand Ulovbestemt pligt til udvidet partshøring Retsinformation · 23. februar 2005