Spring til indhold

Retsinformation

Sagsbehandlingstid

FOU nr 2003.233UdtalelserFolketinget25. februar 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Sagsbehandlingstid

Det fremgik af sagen at A ved

brev af 24. april 2000 klagede til Statsfængslet i Horsens. Klagen angik en

visitation som havde fundet sted dagen før i forbindelse med

påskegudstjenesten

i statsfængslets kirke.

A henvendte sig ved brev af

31. juli 2001 til en retshjælp. A oplyste at han fortsat var uden svar på sin

klage. A oplyste videre at den daværende præst i fængslet havde modtaget en

undskyldning, og at viceinspektøren på et talsmandsmøde den 14. juni 2001

havde lovet at minde inspektøren om sagen.

Ved brev af 8. august 2001

rykkede retshjælpen på vegne af A statsfængslet for svar på klagen.

Ved breve af 3. og 12.

september 2001 samt 21. januar 2002 rykkede retshjælpen på ny statsfængslet

for

svar.

Ved brev af 6. februar 2002

klagede retshjælpen til Justitsministeriet, Direktoratet for

Kriminalforsorgen

over statsfængslets sagsbehandlingstid.

Direktoratet for

Kriminalforsorgen bekræftede modtagelsen af retshjælpens klage ved brev af

11.

februar 2002. Direktoratet oplyste at direktoratet havde bedt Statsfængslet i

Horsens om en udtalelse og om sagens bilag. Direktoratet oplyste at der ville

gå 4-6 uger inden retshjælpen fik svar.

Direktoratet oplyste ved brev

af 20. marts 2002 at der desværre ville gå længere tid end beregnet.

Direktoratet oplyste at direktoratet regnede med at retshjælpen ville få svar

Læs alt

inden ca. 3 uger.

Ved telefonsamtale den 23.

april 2002 oplyste direktoratet over for retshjælpen at der ville blive

truffet afgørelse hurtigst muligt.

Retshjælpen rykkede

direktoratet for svar ved brev af 13. juni 2002.

Den 26. juni 2002 fremsendte

Direktoratet for Kriminalforsorgen Statsfængslet i Horsens’ udaterede

udtalelse til retshjælpen. I udtalelsen, som delvis var formuleret som et

svar

på A’s klage af 24. april 2000, anførte fængslet følgende om

sagsbehandlingstiden:

”

Det skal meget beklages, at

besvarelsen af henvendelsen først finder sted nu. Det skyldes bl.a. at det

skriftlige materiale, som den øverst ansvarlige tjenstgørende den pågældende

dag, koordinerende overvagtmester ( ), havde udfærdiget har været bortkommet

og trods ihærdig efterforskning er det først kommet til veje i kopi i

torsdags.

”

Retshjælpen fremsendte ved

brev af 18. juli 2002 med bilag bemærkninger til statsfængslets udtalelse.

Det

fremgik blandt andet at A ønskede at indgive særskilt klage over at det

skriftlige

materiale havde været bortkommet i over to år. A imødeså en nærmere

redegørelse

for hvordan noget sådant kunne lade sig gøre, samt om der var taget skridt

fra

inspektørens side til at det ikke kunne gentage sig. A fandt endvidere ikke

at

statsfængslet havde godtgjort at visitationen var berettiget.

Ved brev af 13. august 2002

meddelte Direktoratet for Kriminalforsorgen retshjælpen at direktoratet på

baggrund af de fremsendte kommentarer havde anmodet statsfængslet om en

supplerende udtalelse. Direktoratet oplyste at der ville gå 4-6 uger inden

retshjælpen

fik svar.

Ved brev af 26. september

2002 oplyste direktoratet retshjælpen om at der ville gå længere tid end

beregnet, og at der ville gå (yderligere) ca. 3 uger inden retshjælpen fik

svar.

Ved brev af 11. oktober 2002

oplyste direktoratet retshjælpen om at der ville gå længere tid end beregnet,

og at der ville gå (yderligere) ca. 3 uger inden retshjælpen fik svar.

Ved brev af 29. oktober 2002

oplyste direktoratet retshjælpen om at der ville gå længere tid end beregnet,

og at der ville gå (yderligere) ca. 3 uger inden retshjælpen fik svar.

Ved telefonsamtale den 4.

december 2002 oplyste direktoratet over for retshjælpen at der ville blive

truffet afgørelse inden ca. 14 dage.

Ved telefonsamtale den 16.

december 2002 oplyste direktoratet over for retshjælpen at der ville blive

truffet afgørelse hurtigst muligt.

Ved telefonsamtale den 13.

januar 2003 oplyste direktoratet over for retshjælpen at direktoratet ventede

på en udtalelse fra statsfængslet, og at der ville blive truffet afgørelse

hurtigst muligt.

Ved telefonsamtale den 20.

januar 2003 oplyste direktoratet over for retshjælpen at direktoratet ventede

på en udtalelse fra statsfængslet, og at der ville blive truffet afgørelse

hurtigst muligt.

Ved brev af 27. januar 2003

klagede retshjælpen til mig over Direktoratet for Kriminalforsorgens og

Statsfængslet i Horsens’ sagsbehandlingstid. Retshjælpen anførte blandt

andet

at statsfængslet nu havde haft sagen under behandling i 2 år og 9 måneder, og

at direktoratet havde haft klagesagen under behandling i et år. Retshjælpen

henviste blandt andet til at A og andre vidner nu enten var løsladt eller

flyttet til andre afsoningsforhold. Retshjælpen henviste endvidere til at det

efter retshjælpens opfattelse overskred grænserne for god forvaltningsskik at

være et år om at behandle en klage over sagsbehandlingstid.

Ved brev af 4. februar 2003

bad jeg Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen om en

udtalelse i anledning af klagen. Jeg bad om at direktoratet forinden

indhentede

en udtalelse fra Statsfængslet i Horsens. Jeg bad desuden om udlån af sagens

akter

og om datolister over de foretagne ekspeditioner (i statsfængslet og i

direktoratet) med angivelse af i hvilket omfang klageren havde modtaget

underretning i overensstemmelse med Justitsministeriets vejledning om

forvaltningsloven,

pkt. 206 og 207.

Ved brev af 11. februar 2003

oplyste direktoratet retshjælpen om at der ville gå længere tid end beregnet,

og at der ville gå (yderligere) ca. 2 uger inden retshjælpen fik svar.

Statsfængslet i Horsens afgav

udtalelse til direktoratet om sagen den 24. februar 2003.

Ved brev af 26. februar 2003

fremsendte Direktoratet for Kriminalforsorgen en afgørelse i sagen til

retshjælpen.

Den 28. februar 2003

fremsendte direktoratet en udtalelse til mig samt sagens bilag og en

datoliste.

Direktoratet udtalte følgende:

”

Af vedlagte udtalelse fra

statsfængslet af 24. februar 2003 fremgår at statsfængslets sagsbehandling af

klagen frem til juni måned 2002, hvor statsfængslets redegørelse blev afgivet

til direktoratet, bestod i at forsøge at finde frem til det skriftlige

grundlag for den gennemførte visitation og at materialet blev fundet torsdag

den 20. juni 2002. Statsfængslet beklager meget stærkt at dette forhold ikke

blev meddelt til klageren og direktoratet.

Om sagsbehandlingstiden efter

at statsfængslet havde modtaget direktoratets brev af 24. juli 2002 med

anmodning om en supplerende udtalelse oplyser statsfængslet i sin udtalelse

at

sagen har beroet hos fængselsinspektøren som alene er ansvarlig for den meget

sene besvarelse af direktoratets brev. Statsfængslet anfører om årsagen

hertil

et ualmindeligt stort arbejdspres med afklaring af spørgsmålet vedrørende

gennemførelse af statsfængslets resultatkontrakt, herunder strukturændring,

overvejelser om fængslets økonomi samt styring af denne i henseende til et

stort antal udstationeringer med deraf følgende personaleunderskud samt

omlægninger

i tjenesten for at få statsfængslets timestyring og økonomistyring til at gå

op. Endvidere henviser statsfængslet til deltagelse i arbejde vedrørende

etablering af det nye statsfængsel ved Horsens. Statsfængslet beklager meget

dybt den meget lange sagsbehandlingstid.

Vedrørende sagsbehandlingstiden

Direktoratet finder at det er

meget kritisabelt at statsfængslet har anvendt så lang tid på sagens

behandling.

Dette har direktoratet

meddelt retshjælpen i direktoratets afgørelse af klagesagen af 26. februar

2003 ligesom direktoratet har påtalt dette over for statsfængslet ved brev af

samme dato.

Direktoratet har i ovennævnte

afgørelse af 26. februar 2003 over for retshjælpen beklaget direktoratets

lange svartid.

Vedrørende statsfængslets underretning af klageren

Af sagen fremgår at der kan

udarbejdes følgende datoliste for de ekspeditioner som statsfængslet har

foretaget:

Ved brev modtaget i direktoratet den 25. juni 2002

fremsender statsfængslet sin udtalelse til klagen.

Ved brev af 24. februar 2003 fremsender statsfængslet

sin supplerende udtalelse til klagen.

Det fremgår således af sagen

at statsfængslet ikke har underrettet klageren i overensstemmelse med

Justitsministeriets

vejledning om forvaltningsloven punkt 206 og 207, om underretning af den der

er

part i sagen, når sagsbehandlingstiden trækker ud.

Direktoratet finder at det er

meget kritisabelt at statsfængslet ikke har besvaret klagerens breve samt

underrettet klageren om hvorpå sagen beroede.

Dette har direktoratet

meddelt retshjælpen i direktoratets afgørelse af 26. februar 2003 ligesom

direktoratet

har påtalt dette over for statsfængslet ved brev af samme dato.

Vedrørende direktoratets underretning af klageren

Der vedlægges datoliste over

de ekspeditioner som direktoratet har foretaget.

Af datolisten fremgår at

direktoratet desværre ikke fuldt ud har underrettet klageren i

overensstemmelse

med Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven punkt 206 og 207, om

underretning af den der er part i sagen, når sagsbehandlingstiden trækker ud.

Direktoratet beklager dybt at

klageren ikke fuldt ud har modtaget en sådan underretning.

”

Retshjælpen modtog kopi af

direktoratets udtalelse af 28. februar 2003 og fremsatte ikke bemærkninger

hertil.

I brev af 10. oktober 2003

til retshjælpen udtalte jeg bl.a. følgende:

Ombudsmanden

s udtalelse

”Min undersøgelse i sagen angår sagsbehandlingstiden ved henholdsvis

Statsfængslet i Horsens og Justitsministeriet, Direktoratet for

Kriminalforsorgen. Jeg har i min undersøgelse inddraget andre

sagsbehandlingsspørgsmål som har betydning for vurderingen af

sagsbehandlingstiden.

Der er ikke i forvaltningsloven fastsat generelle bestemmelser om

myndighedernes sagsbehandlingstid. Spørgsmålet om på hvilket tidspunkt en

myndigheds sagsbehandlingstid overskrider det acceptable, kan derfor ikke

besvares generelt.

Ved vurderingen af en myndigheds sagsbehandlingstid må man ud over den

absolutte sagsbehandlingstid tage andre forhold i betragtning, herunder

sagens karakter, omfanget af de undersøgelser myndigheden skal foretage, den

sædvanlige sagsbehandlingstid samt de løbende ekspeditioner i sagen.

Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven indeholder i pkt. 206-208

regler om god forvaltningsskik. Punkterne har denne ordlyd:

’206.

Hvis en forvaltningsmyndighed som følge af sagens karakter eller den

almindelige sagsbehandlingstid for den pågældende myndighed ikke kan træffe

afgørelse inden kortere tid efter sagens modtagelse, bør myndigheden give

den, der er part i sagen, underretning om, hvorpå sagen beror og så vidt

muligt oplysning om, hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen kan

foreligge.

207.

Myndigheden bør endvidere give den, der er part i sagen, underretning, når

behandlingen af den konkrete sag på grund af særlige omstændigheder vil tage

længere tid end sædvanligt.

208.

Rykkerskrivelser fra den, der er part i sagen, og som er rimeligt begrundet i

sagsbehandlingstiden, bør i almindelighed besvares med det samme. Besvarelsen

bør indeholde oplysning om, hvorpå sagen beror og så vidt muligt oplysning

om, hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen kan

foreligge.’

Statsfængslet i Horsens’

sagsbehandling frem til fængslets udtalelse fra juni 2002

Fra det tidspunkt hvor (A)

klagede til Statsfængslet i Horsens, og til retshjælpen på hans vegne modtog

svar på klagen (i form af statsfængslets udtalelse til direktoratet), forløb

mere end to år og to måneder.

Af de akter som jeg har

modtaget, fremgår at det forsvundne skriftlige materiale består i en rapport

på 24 linjer med en overvagtmesters beskrivelse af det passerede i

forbindelse

med visitationen den 23. april 2000. Sagen indeholder ikke oplysninger om at

rapporten har været forsøgt rekonstrueret, herunder f.eks. ved henvendelse

til

den pågældende overvagtmester.

Ud over en efterforskning ses

således ikke at være foretaget nogen form for sagsbehandling i statsfængslet

i

løbet af de mere end to år og to måneder. Dette til trods for fire rykkere

fra

retshjælpen og adskillige henvendelser og rykkere fra Direktoratet for

Kriminalforsorgen. Statsfængslet orienterede således først ved sin udaterede

udtalelse fra juni 2002 direktoratet om årsagen til at statsfængslet ikke

havde svaret. Retshjælpen blev herefter indirekte orienteret via (og alene på

grund af) direktoratets partshøring over udtalelsen. Statsfængslet har meget

stærkt beklaget dette forhold.

Statsfængslets svar forelå

først efter at fængslet havde modtaget et brev fra direktøren for

Direktoratet

for Kriminalforsorgen.

Det er efter min opfattelse

særdeles kritisabelt at statsfængslet var mere end to år og to måneder om at

træffe afgørelse i sagen, og at statsfængslet ikke i denne periode holdt (A)

og retshjælpen underrettet om sagens behandling, herunder foranlediget af

fire

rykkere fra retshjælpen og adskillige henvendelser og rykkere fra

direktoratet.

Jeg har herunder også lagt vægt på at der ikke efter det oplyste har været

foretaget

noget forsøg på at rekonstruere de oplysninger som var bortkommet, hvilket

efter min umiddelbare vurdering havde kunnet lade sig gøre.

Jeg har samtidig hermed gjort

statsfængslet bekendt med min opfattelse.

Da min undersøgelse i sagen

som nævnt alene angår sagsbehandlingstiden (og hertil knyttede spørgsmål),

har

jeg ikke ved min undersøgelse taget stilling til spørgsmål vedrørende

afgørelsens meddelelse, partshøring, klagevejledning mv. Jeg har overvejet af

egen drift at undersøge disse spørgsmål, men har ikke fundet fuldt

tilstrækkeligt

grundlag herfor.

Statsfængslet i Horsens’

sagsbehandling fra den 24. juli 2002 og frem til fængslets udtalelse af 24.

februar 2003

Direktoratet for

Kriminalforsorgen bad ved brev af 24. juli 2002 statsfængslet om en

supplerende

udtalelse foranlediget af retshjælpens brev af 18. juli 2002 med bilag. Jeg

går ud fra at statsfængslet modtog anmodningen den 25. juli 2002.

Direktoratet

rykkede adskillige gange statsfængslet for svar. Statsfængslet afgav

udtalelse

til direktoratet ved brev af 24. februar 2003. På dette tidspunkt havde jeg

indledt min undersøgelse af sagsbehandlingstiden.

Statsfængslet har meget dybt

beklaget den lange sagsbehandlingstid og har henvist til at

fængselsinspektøren

alene er ansvarlig for den meget sene besvarelse af direktoratets brev.

Statsfængslet har forklaret sagsbehandlingstiden med et ualmindeligt stort

arbejdspres.

Det tilkommer naturligvis

enhver forvaltningsmyndighed inden for de givne rammer at foretage en

prioritering af de opgaver myndigheden skal varetage. Prioriteringen må

imidlertid ikke medføre at sagsbehandlingstiden for nedprioriterede sager

overskrider hvad der under hensyn til sagens karakter kan anses for rimeligt.

Henset til den tid som

statsfængslet allerede havde brugt på at besvare (A)’s klage, jf.

ovenfor,

finder jeg det meget kritisabelt at der forløb næsten syv måneder fra

direktoratets anmodning blev modtaget i fængslet, til statsfængslet afgav sin

udtalelse.

Jeg har samtidig hermed gjort

statsfængslet bekendt med min opfattelse.

Justitsministeriet,

Direktoratet for Kriminalforsorgens sagsbehandling mv.

Fra det tidspunkt hvor

retshjælpen klagede til Justitsministeriet, Direktoratet for

Kriminalforsorgen

over det manglende svar fra statsfængslet, og til retshjælpen modtog endeligt

svar fra direktoratet, forløb mere end et år. Mere end syv måneder heraf

forløb efter at direktoratet havde modtaget alle oplysninger i sagen for at

kunne træffe en afgørelse vedrørende sagsbehandlingstiden som den første

klage

angik.

Det kan undertiden være mest

hensynsfuldt over for en part som har flere samtidigt verserende sager,

allerede på et tidligt tidspunkt i sagsbehandlingen at adskille behandlingen

af sagerne således at sager som kan afsluttes væsentligt tidligere end andre,

ikke unødigt kommer til at afvente andre sager som må forventes at trække ud

i

længere tid. Det er dog min opfattelse at en sådan adskillelse ikke ville

have

været naturlig og hensigtsmæssig i dette tilfælde.

Jeg er imidlertid enig med

Direktoratet for Kriminalforsorgen i at den samlede sagsbehandlingstid i

direktoratet er beklagelig.

Jeg har samtidig hermed gjort

direktoratet bekendt med min opfattelse.

Jeg er endvidere enig med

Direktoratet for Kriminalforsorgen i at det er beklageligt at direktoratet

–

trods forsøg herpå – i flere tilfælde ikke overholdt de frister som

direktoratet selv havde stillet retshjælpen i udsigt, og således ikke

overholdt

punkt 206 og 207 i ovennævnte vejledning.

Jeg har samtidig hermed gjort

direktoratet bekendt med min opfattelse.

Jeg bemærker desuden at en

række af de frister som direktoratet fastsatte for sagens afslutning,

forekommer

noget automatiserede idet de ved en efterfølgende kontrol ikke fremstår som

fastsat realistisk og med udgangspunkt i sagens omstændigheder. Jeg har dog

ikke fundet grundlag for at formulere en egentlig kritik heraf.

Retshjælpen har i klagen af

27. januar 2003 henvist til ’muligheden for at træffe en afgørelse med

bevismæssig skadevirkning for myndigheden der vægrer sig ved at udtale

sig’.

Direktoratet for Kriminalforsorgen

var efter min opfattelse ikke berettiget til at træffe en afgørelse i sagen

uden at afvente statsfængslets udtalelse. Jeg henviser til official- eller

undersøgelsesprincippet som gælder i den offentlige forvaltning, og som

indebærer at forvaltningen har ansvaret for at de fornødne oplysninger til

afgørelse af en foreliggende sag er tilvejebragt. Jeg henviser desuden til

Kaj

Larsen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 453, hvor det bl.a. med

henvisning til Folketingets Ombudsmands beretning for 1991, s. 207*, anføres

at:

’

Hvis en myndighed der høres,

uberettiget nægter at medvirke ved sagens oplysning, bør den undersøgende

myndighed efter omstændighederne forfølge spørgsmålet og ikke uden videre

træffe afgørelse på det foreliggende grundlag.

’

Jeg bemærker at synspunktet

så meget desto mere må gælde i tilfælde hvor myndigheden ikke har nægtet at

medvirke, men blot er længe om at svare.

Hertil kommer at sagen blandt

andet drejede sig om den rette forståelse af statsfængslets afgørelse og hvad

statsfængslet havde foretaget sig for at sikre sig mod at sagsakter forsvandt

fremover, samt at sagen i øvrigt omfattede statsfængslets vurderinger af

faktiske forhold i fængslet. Disse spørgsmål kunne efter min opfattelse ikke

belyses tilstrækkeligt uden et svar fra statsfængslet.

Jeg har endelig overvejet om

direktoratet burde have rykket statsfængslet mere alvorligt og/eller energisk

end det var tilfældet. Jeg har dog ikke fundet grundlag for at kritisere

direktoratets sagsbehandling på dette punkt. Jeg har herunder lagt vægt på at

direktoratet i mere end 10 tilfælde har rykket statsfængslet telefonisk eller

skriftligt, herunder i tre tilfælde direkte ved direktoratets direktør.”

NOTER: (*)

FOB 1991, s. 207.

Lignende dokumenter