Sagsbehandlingstid
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Sagsbehandlingstid
Det fremgik af sagen at A ved
brev af 24. april 2000 klagede til Statsfængslet i Horsens. Klagen angik en
visitation som havde fundet sted dagen før i forbindelse med
påskegudstjenesten
i statsfængslets kirke.
A henvendte sig ved brev af
31. juli 2001 til en retshjælp. A oplyste at han fortsat var uden svar på sin
klage. A oplyste videre at den daværende præst i fængslet havde modtaget en
undskyldning, og at viceinspektøren på et talsmandsmøde den 14. juni 2001
havde lovet at minde inspektøren om sagen.
Ved brev af 8. august 2001
rykkede retshjælpen på vegne af A statsfængslet for svar på klagen.
Ved breve af 3. og 12.
september 2001 samt 21. januar 2002 rykkede retshjælpen på ny statsfængslet
for
svar.
Ved brev af 6. februar 2002
klagede retshjælpen til Justitsministeriet, Direktoratet for
Kriminalforsorgen
over statsfængslets sagsbehandlingstid.
Direktoratet for
Kriminalforsorgen bekræftede modtagelsen af retshjælpens klage ved brev af
11.
februar 2002. Direktoratet oplyste at direktoratet havde bedt Statsfængslet i
Horsens om en udtalelse og om sagens bilag. Direktoratet oplyste at der ville
gå 4-6 uger inden retshjælpen fik svar.
Direktoratet oplyste ved brev
af 20. marts 2002 at der desværre ville gå længere tid end beregnet.
Direktoratet oplyste at direktoratet regnede med at retshjælpen ville få svar
Læs alt
inden ca. 3 uger.
Ved telefonsamtale den 23.
april 2002 oplyste direktoratet over for retshjælpen at der ville blive
truffet afgørelse hurtigst muligt.
Retshjælpen rykkede
direktoratet for svar ved brev af 13. juni 2002.
Den 26. juni 2002 fremsendte
Direktoratet for Kriminalforsorgen Statsfængslet i Horsens’ udaterede
udtalelse til retshjælpen. I udtalelsen, som delvis var formuleret som et
svar
på A’s klage af 24. april 2000, anførte fængslet følgende om
sagsbehandlingstiden:
”
Det skal meget beklages, at
besvarelsen af henvendelsen først finder sted nu. Det skyldes bl.a. at det
skriftlige materiale, som den øverst ansvarlige tjenstgørende den pågældende
dag, koordinerende overvagtmester ( ), havde udfærdiget har været bortkommet
og trods ihærdig efterforskning er det først kommet til veje i kopi i
torsdags.
”
Retshjælpen fremsendte ved
brev af 18. juli 2002 med bilag bemærkninger til statsfængslets udtalelse.
Det
fremgik blandt andet at A ønskede at indgive særskilt klage over at det
skriftlige
materiale havde været bortkommet i over to år. A imødeså en nærmere
redegørelse
for hvordan noget sådant kunne lade sig gøre, samt om der var taget skridt
fra
inspektørens side til at det ikke kunne gentage sig. A fandt endvidere ikke
at
statsfængslet havde godtgjort at visitationen var berettiget.
Ved brev af 13. august 2002
meddelte Direktoratet for Kriminalforsorgen retshjælpen at direktoratet på
baggrund af de fremsendte kommentarer havde anmodet statsfængslet om en
supplerende udtalelse. Direktoratet oplyste at der ville gå 4-6 uger inden
retshjælpen
fik svar.
Ved brev af 26. september
2002 oplyste direktoratet retshjælpen om at der ville gå længere tid end
beregnet, og at der ville gå (yderligere) ca. 3 uger inden retshjælpen fik
svar.
Ved brev af 11. oktober 2002
oplyste direktoratet retshjælpen om at der ville gå længere tid end beregnet,
og at der ville gå (yderligere) ca. 3 uger inden retshjælpen fik svar.
Ved brev af 29. oktober 2002
oplyste direktoratet retshjælpen om at der ville gå længere tid end beregnet,
og at der ville gå (yderligere) ca. 3 uger inden retshjælpen fik svar.
Ved telefonsamtale den 4.
december 2002 oplyste direktoratet over for retshjælpen at der ville blive
truffet afgørelse inden ca. 14 dage.
Ved telefonsamtale den 16.
december 2002 oplyste direktoratet over for retshjælpen at der ville blive
truffet afgørelse hurtigst muligt.
Ved telefonsamtale den 13.
januar 2003 oplyste direktoratet over for retshjælpen at direktoratet ventede
på en udtalelse fra statsfængslet, og at der ville blive truffet afgørelse
hurtigst muligt.
Ved telefonsamtale den 20.
januar 2003 oplyste direktoratet over for retshjælpen at direktoratet ventede
på en udtalelse fra statsfængslet, og at der ville blive truffet afgørelse
hurtigst muligt.
Ved brev af 27. januar 2003
klagede retshjælpen til mig over Direktoratet for Kriminalforsorgens og
Statsfængslet i Horsens’ sagsbehandlingstid. Retshjælpen anførte blandt
andet
at statsfængslet nu havde haft sagen under behandling i 2 år og 9 måneder, og
at direktoratet havde haft klagesagen under behandling i et år. Retshjælpen
henviste blandt andet til at A og andre vidner nu enten var løsladt eller
flyttet til andre afsoningsforhold. Retshjælpen henviste endvidere til at det
efter retshjælpens opfattelse overskred grænserne for god forvaltningsskik at
være et år om at behandle en klage over sagsbehandlingstid.
Ved brev af 4. februar 2003
bad jeg Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen om en
udtalelse i anledning af klagen. Jeg bad om at direktoratet forinden
indhentede
en udtalelse fra Statsfængslet i Horsens. Jeg bad desuden om udlån af sagens
akter
og om datolister over de foretagne ekspeditioner (i statsfængslet og i
direktoratet) med angivelse af i hvilket omfang klageren havde modtaget
underretning i overensstemmelse med Justitsministeriets vejledning om
forvaltningsloven,
pkt. 206 og 207.
Ved brev af 11. februar 2003
oplyste direktoratet retshjælpen om at der ville gå længere tid end beregnet,
og at der ville gå (yderligere) ca. 2 uger inden retshjælpen fik svar.
Statsfængslet i Horsens afgav
udtalelse til direktoratet om sagen den 24. februar 2003.
Ved brev af 26. februar 2003
fremsendte Direktoratet for Kriminalforsorgen en afgørelse i sagen til
retshjælpen.
Den 28. februar 2003
fremsendte direktoratet en udtalelse til mig samt sagens bilag og en
datoliste.
Direktoratet udtalte følgende:
”
Af vedlagte udtalelse fra
statsfængslet af 24. februar 2003 fremgår at statsfængslets sagsbehandling af
klagen frem til juni måned 2002, hvor statsfængslets redegørelse blev afgivet
til direktoratet, bestod i at forsøge at finde frem til det skriftlige
grundlag for den gennemførte visitation og at materialet blev fundet torsdag
den 20. juni 2002. Statsfængslet beklager meget stærkt at dette forhold ikke
blev meddelt til klageren og direktoratet.
Om sagsbehandlingstiden efter
at statsfængslet havde modtaget direktoratets brev af 24. juli 2002 med
anmodning om en supplerende udtalelse oplyser statsfængslet i sin udtalelse
at
sagen har beroet hos fængselsinspektøren som alene er ansvarlig for den meget
sene besvarelse af direktoratets brev. Statsfængslet anfører om årsagen
hertil
et ualmindeligt stort arbejdspres med afklaring af spørgsmålet vedrørende
gennemførelse af statsfængslets resultatkontrakt, herunder strukturændring,
overvejelser om fængslets økonomi samt styring af denne i henseende til et
stort antal udstationeringer med deraf følgende personaleunderskud samt
omlægninger
i tjenesten for at få statsfængslets timestyring og økonomistyring til at gå
op. Endvidere henviser statsfængslet til deltagelse i arbejde vedrørende
etablering af det nye statsfængsel ved Horsens. Statsfængslet beklager meget
dybt den meget lange sagsbehandlingstid.
Vedrørende sagsbehandlingstiden
Direktoratet finder at det er
meget kritisabelt at statsfængslet har anvendt så lang tid på sagens
behandling.
Dette har direktoratet
meddelt retshjælpen i direktoratets afgørelse af klagesagen af 26. februar
2003 ligesom direktoratet har påtalt dette over for statsfængslet ved brev af
samme dato.
Direktoratet har i ovennævnte
afgørelse af 26. februar 2003 over for retshjælpen beklaget direktoratets
lange svartid.
Vedrørende statsfængslets underretning af klageren
Af sagen fremgår at der kan
udarbejdes følgende datoliste for de ekspeditioner som statsfængslet har
foretaget:
Ved brev modtaget i direktoratet den 25. juni 2002
fremsender statsfængslet sin udtalelse til klagen.
Ved brev af 24. februar 2003 fremsender statsfængslet
sin supplerende udtalelse til klagen.
Det fremgår således af sagen
at statsfængslet ikke har underrettet klageren i overensstemmelse med
Justitsministeriets
vejledning om forvaltningsloven punkt 206 og 207, om underretning af den der
er
part i sagen, når sagsbehandlingstiden trækker ud.
Direktoratet finder at det er
meget kritisabelt at statsfængslet ikke har besvaret klagerens breve samt
underrettet klageren om hvorpå sagen beroede.
Dette har direktoratet
meddelt retshjælpen i direktoratets afgørelse af 26. februar 2003 ligesom
direktoratet
har påtalt dette over for statsfængslet ved brev af samme dato.
Vedrørende direktoratets underretning af klageren
Der vedlægges datoliste over
de ekspeditioner som direktoratet har foretaget.
Af datolisten fremgår at
direktoratet desværre ikke fuldt ud har underrettet klageren i
overensstemmelse
med Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven punkt 206 og 207, om
underretning af den der er part i sagen, når sagsbehandlingstiden trækker ud.
Direktoratet beklager dybt at
klageren ikke fuldt ud har modtaget en sådan underretning.
”
Retshjælpen modtog kopi af
direktoratets udtalelse af 28. februar 2003 og fremsatte ikke bemærkninger
hertil.
I brev af 10. oktober 2003
til retshjælpen udtalte jeg bl.a. følgende:
Ombudsmanden
s udtalelse
”Min undersøgelse i sagen angår sagsbehandlingstiden ved henholdsvis
Statsfængslet i Horsens og Justitsministeriet, Direktoratet for
Kriminalforsorgen. Jeg har i min undersøgelse inddraget andre
sagsbehandlingsspørgsmål som har betydning for vurderingen af
sagsbehandlingstiden.
Der er ikke i forvaltningsloven fastsat generelle bestemmelser om
myndighedernes sagsbehandlingstid. Spørgsmålet om på hvilket tidspunkt en
myndigheds sagsbehandlingstid overskrider det acceptable, kan derfor ikke
besvares generelt.
Ved vurderingen af en myndigheds sagsbehandlingstid må man ud over den
absolutte sagsbehandlingstid tage andre forhold i betragtning, herunder
sagens karakter, omfanget af de undersøgelser myndigheden skal foretage, den
sædvanlige sagsbehandlingstid samt de løbende ekspeditioner i sagen.
Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven indeholder i pkt. 206-208
regler om god forvaltningsskik. Punkterne har denne ordlyd:
’206.
Hvis en forvaltningsmyndighed som følge af sagens karakter eller den
almindelige sagsbehandlingstid for den pågældende myndighed ikke kan træffe
afgørelse inden kortere tid efter sagens modtagelse, bør myndigheden give
den, der er part i sagen, underretning om, hvorpå sagen beror og så vidt
muligt oplysning om, hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen kan
foreligge.
207.
Myndigheden bør endvidere give den, der er part i sagen, underretning, når
behandlingen af den konkrete sag på grund af særlige omstændigheder vil tage
længere tid end sædvanligt.
208.
Rykkerskrivelser fra den, der er part i sagen, og som er rimeligt begrundet i
sagsbehandlingstiden, bør i almindelighed besvares med det samme. Besvarelsen
bør indeholde oplysning om, hvorpå sagen beror og så vidt muligt oplysning
om, hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen kan
foreligge.’
Statsfængslet i Horsens’
sagsbehandling frem til fængslets udtalelse fra juni 2002
Fra det tidspunkt hvor (A)
klagede til Statsfængslet i Horsens, og til retshjælpen på hans vegne modtog
svar på klagen (i form af statsfængslets udtalelse til direktoratet), forløb
mere end to år og to måneder.
Af de akter som jeg har
modtaget, fremgår at det forsvundne skriftlige materiale består i en rapport
på 24 linjer med en overvagtmesters beskrivelse af det passerede i
forbindelse
med visitationen den 23. april 2000. Sagen indeholder ikke oplysninger om at
rapporten har været forsøgt rekonstrueret, herunder f.eks. ved henvendelse
til
den pågældende overvagtmester.
Ud over en efterforskning ses
således ikke at være foretaget nogen form for sagsbehandling i statsfængslet
i
løbet af de mere end to år og to måneder. Dette til trods for fire rykkere
fra
retshjælpen og adskillige henvendelser og rykkere fra Direktoratet for
Kriminalforsorgen. Statsfængslet orienterede således først ved sin udaterede
udtalelse fra juni 2002 direktoratet om årsagen til at statsfængslet ikke
havde svaret. Retshjælpen blev herefter indirekte orienteret via (og alene på
grund af) direktoratets partshøring over udtalelsen. Statsfængslet har meget
stærkt beklaget dette forhold.
Statsfængslets svar forelå
først efter at fængslet havde modtaget et brev fra direktøren for
Direktoratet
for Kriminalforsorgen.
Det er efter min opfattelse
særdeles kritisabelt at statsfængslet var mere end to år og to måneder om at
træffe afgørelse i sagen, og at statsfængslet ikke i denne periode holdt (A)
og retshjælpen underrettet om sagens behandling, herunder foranlediget af
fire
rykkere fra retshjælpen og adskillige henvendelser og rykkere fra
direktoratet.
Jeg har herunder også lagt vægt på at der ikke efter det oplyste har været
foretaget
noget forsøg på at rekonstruere de oplysninger som var bortkommet, hvilket
efter min umiddelbare vurdering havde kunnet lade sig gøre.
Jeg har samtidig hermed gjort
statsfængslet bekendt med min opfattelse.
Da min undersøgelse i sagen
som nævnt alene angår sagsbehandlingstiden (og hertil knyttede spørgsmål),
har
jeg ikke ved min undersøgelse taget stilling til spørgsmål vedrørende
afgørelsens meddelelse, partshøring, klagevejledning mv. Jeg har overvejet af
egen drift at undersøge disse spørgsmål, men har ikke fundet fuldt
tilstrækkeligt
grundlag herfor.
Statsfængslet i Horsens’
sagsbehandling fra den 24. juli 2002 og frem til fængslets udtalelse af 24.
februar 2003
Direktoratet for
Kriminalforsorgen bad ved brev af 24. juli 2002 statsfængslet om en
supplerende
udtalelse foranlediget af retshjælpens brev af 18. juli 2002 med bilag. Jeg
går ud fra at statsfængslet modtog anmodningen den 25. juli 2002.
Direktoratet
rykkede adskillige gange statsfængslet for svar. Statsfængslet afgav
udtalelse
til direktoratet ved brev af 24. februar 2003. På dette tidspunkt havde jeg
indledt min undersøgelse af sagsbehandlingstiden.
Statsfængslet har meget dybt
beklaget den lange sagsbehandlingstid og har henvist til at
fængselsinspektøren
alene er ansvarlig for den meget sene besvarelse af direktoratets brev.
Statsfængslet har forklaret sagsbehandlingstiden med et ualmindeligt stort
arbejdspres.
Det tilkommer naturligvis
enhver forvaltningsmyndighed inden for de givne rammer at foretage en
prioritering af de opgaver myndigheden skal varetage. Prioriteringen må
imidlertid ikke medføre at sagsbehandlingstiden for nedprioriterede sager
overskrider hvad der under hensyn til sagens karakter kan anses for rimeligt.
Henset til den tid som
statsfængslet allerede havde brugt på at besvare (A)’s klage, jf.
ovenfor,
finder jeg det meget kritisabelt at der forløb næsten syv måneder fra
direktoratets anmodning blev modtaget i fængslet, til statsfængslet afgav sin
udtalelse.
Jeg har samtidig hermed gjort
statsfængslet bekendt med min opfattelse.
Justitsministeriet,
Direktoratet for Kriminalforsorgens sagsbehandling mv.
Fra det tidspunkt hvor
retshjælpen klagede til Justitsministeriet, Direktoratet for
Kriminalforsorgen
over det manglende svar fra statsfængslet, og til retshjælpen modtog endeligt
svar fra direktoratet, forløb mere end et år. Mere end syv måneder heraf
forløb efter at direktoratet havde modtaget alle oplysninger i sagen for at
kunne træffe en afgørelse vedrørende sagsbehandlingstiden som den første
klage
angik.
Det kan undertiden være mest
hensynsfuldt over for en part som har flere samtidigt verserende sager,
allerede på et tidligt tidspunkt i sagsbehandlingen at adskille behandlingen
af sagerne således at sager som kan afsluttes væsentligt tidligere end andre,
ikke unødigt kommer til at afvente andre sager som må forventes at trække ud
i
længere tid. Det er dog min opfattelse at en sådan adskillelse ikke ville
have
været naturlig og hensigtsmæssig i dette tilfælde.
Jeg er imidlertid enig med
Direktoratet for Kriminalforsorgen i at den samlede sagsbehandlingstid i
direktoratet er beklagelig.
Jeg har samtidig hermed gjort
direktoratet bekendt med min opfattelse.
Jeg er endvidere enig med
Direktoratet for Kriminalforsorgen i at det er beklageligt at direktoratet
–
trods forsøg herpå – i flere tilfælde ikke overholdt de frister som
direktoratet selv havde stillet retshjælpen i udsigt, og således ikke
overholdt
punkt 206 og 207 i ovennævnte vejledning.
Jeg har samtidig hermed gjort
direktoratet bekendt med min opfattelse.
Jeg bemærker desuden at en
række af de frister som direktoratet fastsatte for sagens afslutning,
forekommer
noget automatiserede idet de ved en efterfølgende kontrol ikke fremstår som
fastsat realistisk og med udgangspunkt i sagens omstændigheder. Jeg har dog
ikke fundet grundlag for at formulere en egentlig kritik heraf.
Retshjælpen har i klagen af
27. januar 2003 henvist til ’muligheden for at træffe en afgørelse med
bevismæssig skadevirkning for myndigheden der vægrer sig ved at udtale
sig’.
Direktoratet for Kriminalforsorgen
var efter min opfattelse ikke berettiget til at træffe en afgørelse i sagen
uden at afvente statsfængslets udtalelse. Jeg henviser til official- eller
undersøgelsesprincippet som gælder i den offentlige forvaltning, og som
indebærer at forvaltningen har ansvaret for at de fornødne oplysninger til
afgørelse af en foreliggende sag er tilvejebragt. Jeg henviser desuden til
Kaj
Larsen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 453, hvor det bl.a. med
henvisning til Folketingets Ombudsmands beretning for 1991, s. 207*, anføres
at:
’
Hvis en myndighed der høres,
uberettiget nægter at medvirke ved sagens oplysning, bør den undersøgende
myndighed efter omstændighederne forfølge spørgsmålet og ikke uden videre
træffe afgørelse på det foreliggende grundlag.
’
Jeg bemærker at synspunktet
så meget desto mere må gælde i tilfælde hvor myndigheden ikke har nægtet at
medvirke, men blot er længe om at svare.
Hertil kommer at sagen blandt
andet drejede sig om den rette forståelse af statsfængslets afgørelse og hvad
statsfængslet havde foretaget sig for at sikre sig mod at sagsakter forsvandt
fremover, samt at sagen i øvrigt omfattede statsfængslets vurderinger af
faktiske forhold i fængslet. Disse spørgsmål kunne efter min opfattelse ikke
belyses tilstrækkeligt uden et svar fra statsfængslet.
Jeg har endelig overvejet om
direktoratet burde have rykket statsfængslet mere alvorligt og/eller energisk
end det var tilfældet. Jeg har dog ikke fundet grundlag for at kritisere
direktoratets sagsbehandling på dette punkt. Jeg har herunder lagt vægt på at
direktoratet i mere end 10 tilfælde har rykket statsfængslet telefonisk eller
skriftligt, herunder i tre tilfælde direkte ved direktoratets direktør.”
NOTER: (*)
FOB 1991, s. 207.
Lignende dokumenter
- Sagsbehandling og sagsbehandlingstid i Direktoratet for Kriminalforsorgen Retsinformation · 5. oktober 2006
- Inspektion af statsfængslet på Kragskovhede Retsinformation · 16. februar 2019
- Inspektion af statsfængslet ved Nr. Snede Retsinformation · 20. februar 2019
- Sagsbehandlingstid. Myndigheds manglende overholdelse af egne frister. Afgørelse af flere sager på samme tidspunkt Retsinformation · 11. januar 2002
- Stillingsansøgning i forbindelse med indførelse af ny admini-strativ struktur Retsinformation · 4. oktober 2006
- Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations sagsbehandlingstid i forbindelse med anmodning om genoptagelse af sag om humanitær opholdstilladelse Retsinformation · 8. november 2005