Et amt besvarede i første omgang ikke ombudsmandens anmodning om en udtalelse og gav urigtige oplysninger til ombudsmanden
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Et amt besvarede i første omgang ikke ombudsmandens anmodning
om en udtalelse og gav urigtige oplysninger til ombudsmanden
Den 2.
november 2001 modtog jeg en klage fra A over X Amts sagsbehandlingstid i en
sag
hvor A havde ansøgt X Amt om tilladelse til forskelligt byggeri mv. på sin
ejendom. Amtet havde siden 1996 modtaget flere ansøgninger fra A.
I anledning af A’s klage
spurgte en af mine medarbejdere den 14. november 2001 telefonisk X Amt om
hvad
der var passeret i sagen. Amtet oplyste at A havde modtaget svar. Det
aftaltes
at amtet skulle sende kopi af sagens dokumenter til ombudsmandsinstitutionen.
Da sagens dokumenter endnu
ikke var modtaget, spurgte en af mine medarbejdere den 27. november 2001
telefonisk hertil. Amtet oplyste at der var brev på vej som skulle være med
posten samme dag.
Da sagens dokumenter stadig
ikke var modtaget, spurgte en af mine medarbejdere den 29. november 2001 igen
telefonisk hertil. Amtet oplyste at der var sendt brev dagen før, men at det
nu
ville blive sendt igen.
Den 30. november 2001 modtog
jeg brev af 27. november 2001 med bilag fra amtet. Det fremgik af de
indsendte
bilag at X Amt først ved brev af 27. november 2001 havde givet A dispensation
fra byggelinjebestemmelserne i lov om offentlige veje således at A kunne
foretage den ansøgte ombygning. Amtet havde således ikke på et tidligere
tidspunkt truffet afgørelse vedrørende dette forhold som amtet ellers
telefonisk havde oplyst til en af mine medarbejdere den 14. november 2001.
Læs alt
Jeg anmodede herefter den 17.
december 2001 X Amt om en udtalelse i anledning af klagen fra A over den tid
amtet havde anvendt til sagens behandling. Jeg bad endvidere om udlån af
sagens
akter.
På baggrund af en af mine
medarbejderes telefoniske forespørgsel til sagen den 27. februar 2002
meddelte
amtet telefonisk den 1. marts 2002 at amtet ville undersøge sagen og ringe
tilbage med svar. En af mine medarbejdere rykkede telefonisk den 6. marts
2002
amtet for svar.
Den 8. marts 2002 meddelte
amtet telefonisk en af mine medarbejdere at amtets udtalelse var blevet sendt
den 7. marts 2002.
Da jeg endnu ikke havde
modtaget amtets udtalelse og sagens akter, kontaktede en af mine medarbejdere
den 14. marts 2002 og den 18. marts 2002 igen amtet. Begge gange blev der
lagt
en besked om at amtets sagsbehandler skulle ringe til en af mine
medarbejdere.
Den 20. marts 2002 fik en af
mine medarbejdere telefonisk oplyst at amtet ville sende kopi af udtalelsen
og
sagens akter næste dag.
Da jeg stadig ikke havde
modtaget amtets udtalelse og sagens akter, rettede en af mine medarbejdere
den
25. marts 2002 igen telefonisk henvendelse til amtet. Amtet oplyste da at
udtalelsen var sendt den 21. marts 2002, men at der for en sikkerheds skyld
ville blive sendt en kopi samme dag.
Da jeg fortsat ikke havde
modtaget amtets udtalelse og sagens akter, anmodede jeg ved brev af 9. april
2002, under henvisning til ombudsmandslovens § 17, stk. 1, om en udtalelse
vedrørende amtets behandling af min telefoniske anmodning om oplysninger om
hvad
der var passeret i A’s sag i X Amt, og vedrørende min anmodning om en
udtalelse
i A’s sag.
Den 10. april 2002 sendte
amtsborgmesteren i X Amt et sålydende brev til mig:
”Ombudsmandens brev af 9.
april 2002 er modtaget i (X) Amt i dag. Sagsforløbet som det gengives i
brevet
er overordentligt pinligt for (X) Amt. Det er ikke nødvendigt at bemærke, at
det er i strid med amtets regler og kutymer.
Jeg har straks bedt
forvaltningen om en redegørelse og har understreget, at der ufortøvet skal
sendes det ønskede svar til ombudsmandsinstitutionen.
Overfor både ombudsmanden og
den pågældende skal jeg dybt beklage forløbet.”
Den 22. april 2002 modtog jeg
X Amts udtalelse af 19. april 2002. I udtalelsen anførte amtet bl.a.
følgende:
”Indledningsvis skal amtet
dybt beklage den i realiteten manglende behandling af
ombudsmandsinstitutionens
henvendelser til (X) Amt indtil nu. Det kan ikke undskyldes, men det tjener
til
delvis forklaring, at sagsbehandleren i perioden har været ramt af private,
personligt belastende omstændigheder, hvis konsekvenser for behandlingen af
sagen, forvaltningen desværre først nu er blevet opmærksom på.
Det overordentligt
uacceptable forløb i forbindelse med besvarelsen af ombudsmandsinstitutionens
henvendelser i sagen fra den 14. november 2001 og frem til nu hverken kan
eller
vil (X) Amt forsøge at bortforklare. (X) Amt kan kun dybt beklage
forløbet.”
Vedlagt X Amts udtalelse af
19. april 2002 var en oversigt over ind- og udgået post i sagen. Af denne
oversigt fremgik det at mit brev af 17. december 2001 hvori X Amt blev
anmodet
om en udtalelse i anledning af A’s klage over amtets sagsbehandlingstid,
var
bortkommet (efter sammenhængen må jeg antage hos amtet). Af oversigten
fremgik
der således ingen ekspeditioner i sagen i perioden fra amtets brev af 27.
november 2001 til mig og indtil amtet den 10. april 2002 modtog mit brev af
9.
april 2002.
Ombudsmandens udtalelse
”Det er et fundamentalt princip at offentligt ansatte ikke må videregive
oplysninger der er urigtige eller vildledende, eller fortie oplysninger der
er af betydning for en sags bedømmelse. Dette generelle princip er bl.a.
formuleret i § 5, stk. 2, i lov om ministres ansvarlighed (lov nr. 117 af 15.
april 1964) om en minister der forsætligt eller groft uagtsomt giver
Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger. Princippet om
sandhedspligt har endvidere fundet udtryk i straffelovens § 162 og § 163
(lovbekendtgørelse nr. 808 af 14. september 2001).
I Fagligt etiske principper i offentlig administration, betænkning afgivet af
DJØF’s fagligt etiske arbejdsgruppe, anføres s. 146ff bl.a. følgende:
’
3. Sandhedspligten i den offentlige forvaltning
3.1. Almindelige synspunkter
Udgangspunktet er enkelt. Den offentligt ansatte må ikke, bevidst eller
uagtsomt, videregive oplysninger, der er urigtige eller, eventuelt på grund
af fortielser, vildledende, eller medvirke til, at andre gør det.
Denne forpligtelse til sandhed følger af tjenesteforholdet, og pligten gælder
derfor principielt i alle forhold, hvor de pågældende optræder i deres
egenskab af offentligt ansatte. Sandhedspligten gælder således i forhold til
andre offentligt ansatte, ministre, kommunalpolitiske organer, Folketinget,
Folketingets Ombudsmand og de kommunale tilsynsmyndigheder. Og den gælder i
forhold til organisationer, borgere, pressen og offentligheden i al
almindelighed.’
Efter § 19, stk. 1, i ombudsmandsloven (lov nr. 473 af 12. juni 1996) er
myndigheder der er omfattet af ombudsmandens virksomhed, forpligtet til at
meddele ombudsmanden de oplysninger samt udlevere de dokumenter mv. som
forlanges af ombudsmanden. Endvidere kan ombudsmanden afkræve de myndigheder
der er omfattet af ombudsmandens virksomhed, skriftlige udtalelser, jf.
ombudsmandslovens § 19, stk. 2.
I overensstemmelse med det
ovenfor anførte forudsættes det at de oplysninger som myndighederne afgiver
til
ombudsmanden, er rigtige og fyldestgørende. Jeg henviser til Jon Andersen
mfl.,
Ombudsmandsloven med kommentarer (1999), s. 94f, og til en udtalelse i
Folketingets Ombudsmands beretning for 1982, s. 275*.
Ved telefonisk henvendelse
til (X) Amt den 14. november 2001 spurgte jeg om hvad der var passeret i
sagen.
Amtet oplyste at (A) havde modtaget svar i sagen. Denne oplysning var urigtig
idet (X) Amt først traf endelig afgørelse i sagen den 27. november 2001.
Ved brev af 17. december 2001
anmodede jeg (X) Amt om en udtalelse i anledning af klagen fra (A) over den
tid
amtet havde anvendt til sagens behandling. Jeg bad endvidere om udlån af
sagens
akter.
Som svar på adskillige
telefoniske forespørgsler i sagen i perioden fra den 27. februar 2002 til den
25. marts 2002 oplyste (X) Amt flere gange at udtalelsen fra amtet i sagen
var
blevet afsendt. Dette viste sig ikke at være tilfældet. Først efter min
skriftlige henvendelse til amtsborgmesteren den 9. april 2002 modtog jeg den
22. april 2002 (X) Amts udtalelse i sagen.
Det er af afgørende betydning
for udøvelsen af den kontrolfunktion som bl.a. Folketingets Ombudsmand er
tillagt, at de myndigheder der er omfattet af ombudsmandens virksomhed,
besvarer ombudsmandens henvendelser, og som det fremgår af det jeg har anført
ovenfor, er der da også en pligt for offentligt ansatte til at fremkomme med
sande og fyldestgørende oplysninger.
På baggrund af det ovenfor
anførte er jeg er enig med (X) Amt at i at det er beklageligt at amtet i
første
omgang ikke besvarede min anmodning om en skriftlig udtalelse vedrørende
sagsbehandlingstiden i (A)’s sag. Endvidere finder jeg det meget
beklageligt at
(X) Amt telefonisk afgav direkte urigtige oplysninger til
ombudsmandsinstitutionen.”
Samtidig med
at jeg afgav denne udtalelse, bad jeg X Amt om en udtalelse om hvorvidt amtet
ville iværksætte tiltag til at undgå lignende situationer i fremtiden, f.eks.
ved anvendelse af erindringssystemer, på en sådan måde at opmærksomheden
henledes
på verserende sager og ubesvarede henvendelser.
I brev af 4. oktober 2002
udtalte X Amt herefter bl.a. følgende:
”Som nævnt i Amtets brev af
19. april 2002 til Ombudsmanden er sagsforløbet for så vidt angår
ombudsinstitutionens henvendelser til Amtet forløbet i en periode, hvor
sagsbehandleren har været ramt af private, personligt belastende
omstændigheder. Disse omstændigheder er en medvirkende årsag til det dybt
beklagelige sagsforløb.
De personlige omstændigheder
fratager selvsagt ikke forvaltningen for det formelle ansvar for sagsforløbet
eller for ansvaret for at overveje, om sagsforløbet bør give anledning til
tiltag med henblik på at undgå lignende situationer i fremtiden.
(X) Amt har derfor gennemgået
sagsforløbet og har herunder vurderet det i forhold til den nuværende praksis
for så vidt angår spørgsmålet om at blive opmærksom på verserende sager og
ubesvarede henvendelser. I vurderingen er det med stor vægt indgået, at der
er
tale om et helt usædvanligt og helt enkeltstående sagsforløb, som skyldes
konkrete, personlige forhold. Disse forhold har ført til et hændelsesforløb,
som det forekommer vanskeligt om ikke umuligt at undgå gennem et system for
erindring eller lignende.
Det er også indgået, at et tilfælde som det
aktuelle - i øvrigt også mindre graverende tilfælde - forekommer sjældent.
Derimod er det indlysende, at
en rigtig tilrettelægning af sagsbehandlingen, for eksempel i samarbejder
medarbejdere imellem, kan være med til at sikre, at personlige forhold, der
kan
få indflydelse på den enkelte medarbejders arbejdsindsats, konstateres, så
der
kan reageres.
(X) Amt ser derfor snarere en
hensigtsmæssig organisering af arbejdet og en udvikling af de sociale
kompetencer som løsningen på en situation som det aktuelle. Forvaltningen for
Teknik og Miljø i (X) Amt arbejder med organisationsudvikling baseret på
selvforvaltende grupper og udvikling af sociale kompetencer. Heri ligger
tillige - i øvrigt i fortsættelse af de senere års udstrakte delegation - at
der gives den enkelte medarbejdet et større råderum med et tilhørende større
ansvar for at handle, inden et sagsforløb udvikler sig uacceptabelt.
Udviklingen af de sociale kompetencer vil ruste medarbejderne til at leve op
til dette større ansvar, og det er forventningen, at den sammen med
udviklingen
af samarbejdet medarbejderne imellem også vil medvirke til, at forløb som det
aktuelle undgås i fremtiden.”
Herefter anførte jeg i brev
af 26. november 2002 til X Amt bl.a. følgende:
”Jeg tager det (X) Amt
anfører vedrørende forebyggelse af lignende situationer til efterretning idet
jeg ikke kan være uenig i de betragtninger amtet har anført med hensyn til
betydningen af en hensigtsmæssig organisering af arbejdet og udvikling af
sociale kompetencer for at opfange tilfælde hvor en medarbejder har
vanskeligt
ved at fungere. Amtets udtalelse angår således hovedsageligt sådanne ekstreme
sagsforløb som det foreliggende. Amtets udtalelse indeholder derimod ikke
nærmere oplysninger om de redskaber og rutiner som amtets sagsbehandlere og
ledere i almindelig har til rådighed i forbindelse med sagsstyringen,
herunder
journalisering og behandlingen af de enkelte sager (herunder også besvarelser
af henvendelser fra parten) inden for relevante og rimelige tidsterminer.
Jeg beder derfor (X) Amt
afgive en udtalelse hvori der redegøres for de redskaber og rutiner amtets
tekniske forvaltning i almindelighed anvender i forbindelse med
sagsbehandlingen i konkrete sager efter plan- og byggelovgivningen. I denne
forbindelse beder jeg (X) Amt redegøre for amtets journaliseringspraksis samt
eventuelle automatiske erindringssystemer. Endvidere beder jeg amtet komme
ind
på om amtet anvender f.eks. sagstilstandslister, aktbesvarelseslister eller
lignede.”
I brev af 13. januar 2003
udtalte X Amt herefter bl.a. følgende:
”I (X) Amt registreres al ud-
og indgående post, der vedrører plan- og byggesagsbehandlingen. Det sker i en
elektronisk journal, hvor den pågældende sagsakt registreres med hensyn til
journalnummer, emne, sagsbehandler, dato for afsendelse/modtagelse og
afsender/modtager.
Af den elektroniske journal
kan der laves forskellige statistiske oversigter m.m. Først og fremmest kan
den
enkelte sagsbehandler til enhver tid og efter behov få et overblik over egne
verserende sager, og lederen kan få et overblik over den enkelte
sagsbehandlers
verserende sager. Efter behov kan sagsbehandler og leder på det grundlag
gennemgå de enkelte sagers status m.v.
Det er en årelang erfaring i
(X) Amts forvaltning for teknik og miljø, at dette system, kombineret med den
ansvarlighed hos den enkelte medarbejder, der også følger af den øgede
decentralisering, har givet den tilstrækkelige sikkerhed for, at henvendelser
kun i meget sjældne og ekstreme tilfælde er forblevet ubesvarede eller er
blevet besvaret med helt uacceptable lange ekspeditionstider.
Det er forvaltningens
vurdering, baseret på erfaringer fra tidligere praksis, at indførelse af for
eksempel et automatisk erindringssystem ikke vil betyde nogen målelig
forbedring i forhold til praksis i dag. Det er derfor forvaltningens
vurdering,
at omkostningerne og ulemperne ved at indføre automatiske erindringssystemer
eller lignende kontrolsystemer så som sagstilstandslister og
aktbesvarelseslister ikke vil stå mål med fordelene.
Tværtimod er det
forvaltningens vurdering, at indførelse af øgede kontrolsystemer snarere vil
medføre ansvarsforflygtigelse og samtidig blive en unødig belastning for den
arbejdsglæde, der er en af forudsætningerne for stor produktivitet og høj
kvalitet.
Sammenfattende er det
forvaltningens opfattelse, at de redskaber, der ligger i den elektroniske
journals muligheder, kombineret med den i redegørelsen af 4. oktober 2002
nævnte udvikling af medarbejdernes øgede sociale kompetencer og
ansvarsbevidsthed, dækker forvaltningens behov for sagsstyring. Det peger
erfaringerne
på, når der ses bort fra enkeltstående, helt ekstreme sagsforløb, som næppe
noget kontrolsystem i praksis helt vil kunne forhindre. Det er forvaltningens
vurdering, at borgerreaktioner peger i samme retning.
(X) Amts forvaltning for
teknik og miljø har derfor ikke overvejelser om at genindføre de automatiske
erindringssystemer, som blev afskaffet for år tilbage fordi de havde vist sig
overflødige, eller at indføre sagstilstandslister, aktbesvarelseslister eller
lignende.”
Herefter udtalte jeg i brev
af 3. marts 2003 til X Amt bl.a. følgende:
”Det fremgår af brevet at (X)
Amt har et elektronisk journalsystem hvori al ud- og indgående post
vedrørende
plan- og byggesagsbehandling registreres. Endvidere fremgår det at amtet via
dette journaliseringssystem har mulighed for at lave forskellige statistiske
oversigter mm. Jeg går ud fra at amtet benytter denne mulighed efter behov.
Vedrørende anvendelse af
automatiske erindringssystemer har jeg noteret mig amtets vurdering hvorefter
’omkostningerne og ulemperne ved at indføre automatiske
erindringssystemer
eller lignende kontrolsystemer så som sagstilstandslister og
aktbesvarelseslister ikke vil stå mål med fordelene’. Jeg må tage amtets
opfattelse til efterretning og har således ikke grundlag for at henstille at
amtet overvejer at indføre automatiske erindringssystemer.
Til amtets vurdering vil jeg
dog tilføje at efter min erfaring - både ud fra mit kendskab til forholdene
hos
andre forvaltningsmyndigheder og ud fra forholdene ved
ombudsmandsinstitutionen
- kan sådanne erindringssystemer efter omstændighederne være en stor hjælp
for
den enkelte medarbejder og kan have en konstruktiv effekt. Om et automatisk
erindringssystem af medarbejderne opfattes som en demotiverende faktor, eller
om systemet derimod opfattes som en positiv hjælp, kommer efter min
opfattelse
an på hvordan systemet introduceres og anvendes i praksis. Introduktionen og
anvendelsen af et sådant system vil i høj grad afhænge af ledelsens tilgang
hertil. Et automatisk erindringssystem er efter min opfattelse ikke i første
række et kontrolsystem, men derimod et praktisk arbejdsredskab som kan
medvirke
til at skabe overblik og dermed øge den enkelte medarbejders forudsætninger
for
stor produktivitet og høj kvalitet i arbejdet, og dermed også vil kunne have
positiv indvirkning på arbejdsglæde og motivation.”
Jeg foretog mig herefter ikke
yderligere i sagen.
NOTE: (*) FOB 1982, s. 275.
Lignende dokumenter
- Ordblind forbudt at rette telefonisk henvendelse til Familiestyrelsen Retsinformation · 13. juni 2008
- Afskedigelse som følge af urigtige oplysninger om sygedage under ansættelsessamtale. Proportionalitetsprincippet. Indhentelse, videregivelse og brug af helbredsoplysninger Retsinformation · 19. januar 2004
- Undladelse af at besvare spørgsmål fra borger Retsinformation · 8. november 2005
- Offentligt ansattes ytringsfrihed. Opslag på arbejdsplads Retsinformation · 12. januar 2002
- 2020-38. Ikke fornødent grundlag for afskedigelse af skoleleder Retsinformation · 3. december 2020
- Kommunens pligt til at give rigtige og fyldestgørende oplysninger til tilsynsmyndighederne Retsinformation · 19. januar 2004