Spring til indhold

Retsinformation

Et amt besvarede i første omgang ikke ombudsmandens anmodning om en udtalelse og gav urigtige oplysninger til ombudsmanden

FOU nr 2002.562UdtalelserFolketinget19. januar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Et amt besvarede i første omgang ikke ombudsmandens anmodning

om en udtalelse og gav urigtige oplysninger til ombudsmanden

Den 2.

november 2001 modtog jeg en klage fra A over X Amts sagsbehandlingstid i en

sag

hvor A havde ansøgt X Amt om tilladelse til forskelligt byggeri mv. på sin

ejendom. Amtet havde siden 1996 modtaget flere ansøgninger fra A.

I anledning af A’s klage

spurgte en af mine medarbejdere den 14. november 2001 telefonisk X Amt om

hvad

der var passeret i sagen. Amtet oplyste at A havde modtaget svar. Det

aftaltes

at amtet skulle sende kopi af sagens dokumenter til ombudsmandsinstitutionen.

Da sagens dokumenter endnu

ikke var modtaget, spurgte en af mine medarbejdere den 27. november 2001

telefonisk hertil. Amtet oplyste at der var brev på vej som skulle være med

posten samme dag.

Da sagens dokumenter stadig

ikke var modtaget, spurgte en af mine medarbejdere den 29. november 2001 igen

telefonisk hertil. Amtet oplyste at der var sendt brev dagen før, men at det

nu

ville blive sendt igen.

Den 30. november 2001 modtog

jeg brev af 27. november 2001 med bilag fra amtet. Det fremgik af de

indsendte

bilag at X Amt først ved brev af 27. november 2001 havde givet A dispensation

fra byggelinjebestemmelserne i lov om offentlige veje således at A kunne

foretage den ansøgte ombygning. Amtet havde således ikke på et tidligere

tidspunkt truffet afgørelse vedrørende dette forhold som amtet ellers

telefonisk havde oplyst til en af mine medarbejdere den 14. november 2001.

Læs alt

Jeg anmodede herefter den 17.

december 2001 X Amt om en udtalelse i anledning af klagen fra A over den tid

amtet havde anvendt til sagens behandling. Jeg bad endvidere om udlån af

sagens

akter.

På baggrund af en af mine

medarbejderes telefoniske forespørgsel til sagen den 27. februar 2002

meddelte

amtet telefonisk den 1. marts 2002 at amtet ville undersøge sagen og ringe

tilbage med svar. En af mine medarbejdere rykkede telefonisk den 6. marts

2002

amtet for svar.

Den 8. marts 2002 meddelte

amtet telefonisk en af mine medarbejdere at amtets udtalelse var blevet sendt

den 7. marts 2002.

Da jeg endnu ikke havde

modtaget amtets udtalelse og sagens akter, kontaktede en af mine medarbejdere

den 14. marts 2002 og den 18. marts 2002 igen amtet. Begge gange blev der

lagt

en besked om at amtets sagsbehandler skulle ringe til en af mine

medarbejdere.

Den 20. marts 2002 fik en af

mine medarbejdere telefonisk oplyst at amtet ville sende kopi af udtalelsen

og

sagens akter næste dag.

Da jeg stadig ikke havde

modtaget amtets udtalelse og sagens akter, rettede en af mine medarbejdere

den

25. marts 2002 igen telefonisk henvendelse til amtet. Amtet oplyste da at

udtalelsen var sendt den 21. marts 2002, men at der for en sikkerheds skyld

ville blive sendt en kopi samme dag.

Da jeg fortsat ikke havde

modtaget amtets udtalelse og sagens akter, anmodede jeg ved brev af 9. april

2002, under henvisning til ombudsmandslovens § 17, stk. 1, om en udtalelse

vedrørende amtets behandling af min telefoniske anmodning om oplysninger om

hvad

der var passeret i A’s sag i X Amt, og vedrørende min anmodning om en

udtalelse

i A’s sag.

Den 10. april 2002 sendte

amtsborgmesteren i X Amt et sålydende brev til mig:

”Ombudsmandens brev af 9.

april 2002 er modtaget i (X) Amt i dag. Sagsforløbet som det gengives i

brevet

er overordentligt pinligt for (X) Amt. Det er ikke nødvendigt at bemærke, at

det er i strid med amtets regler og kutymer.

Jeg har straks bedt

forvaltningen om en redegørelse og har understreget, at der ufortøvet skal

sendes det ønskede svar til ombudsmandsinstitutionen.

Overfor både ombudsmanden og

den pågældende skal jeg dybt beklage forløbet.”

Den 22. april 2002 modtog jeg

X Amts udtalelse af 19. april 2002. I udtalelsen anførte amtet bl.a.

følgende:

”Indledningsvis skal amtet

dybt beklage den i realiteten manglende behandling af

ombudsmandsinstitutionens

henvendelser til (X) Amt indtil nu. Det kan ikke undskyldes, men det tjener

til

delvis forklaring, at sagsbehandleren i perioden har været ramt af private,

personligt belastende omstændigheder, hvis konsekvenser for behandlingen af

sagen, forvaltningen desværre først nu er blevet opmærksom på.

Det overordentligt

uacceptable forløb i forbindelse med besvarelsen af ombudsmandsinstitutionens

henvendelser i sagen fra den 14. november 2001 og frem til nu hverken kan

eller

vil (X) Amt forsøge at bortforklare. (X) Amt kan kun dybt beklage

forløbet.”

Vedlagt X Amts udtalelse af

19. april 2002 var en oversigt over ind- og udgået post i sagen. Af denne

oversigt fremgik det at mit brev af 17. december 2001 hvori X Amt blev

anmodet

om en udtalelse i anledning af A’s klage over amtets sagsbehandlingstid,

var

bortkommet (efter sammenhængen må jeg antage hos amtet). Af oversigten

fremgik

der således ingen ekspeditioner i sagen i perioden fra amtets brev af 27.

november 2001 til mig og indtil amtet den 10. april 2002 modtog mit brev af

9.

april 2002.

Ombudsmandens udtalelse

”Det er et fundamentalt princip at offentligt ansatte ikke må videregive

oplysninger der er urigtige eller vildledende, eller fortie oplysninger der

er af betydning for en sags bedømmelse. Dette generelle princip er bl.a.

formuleret i § 5, stk. 2, i lov om ministres ansvarlighed (lov nr. 117 af 15.

april 1964) om en minister der forsætligt eller groft uagtsomt giver

Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger. Princippet om

sandhedspligt har endvidere fundet udtryk i straffelovens § 162 og § 163

(lovbekendtgørelse nr. 808 af 14. september 2001).

I Fagligt etiske principper i offentlig administration, betænkning afgivet af

DJØF’s fagligt etiske arbejdsgruppe, anføres s. 146ff bl.a. følgende:

’

3. Sandhedspligten i den offentlige forvaltning

3.1. Almindelige synspunkter

Udgangspunktet er enkelt. Den offentligt ansatte må ikke, bevidst eller

uagtsomt, videregive oplysninger, der er urigtige eller, eventuelt på grund

af fortielser, vildledende, eller medvirke til, at andre gør det.

Denne forpligtelse til sandhed følger af tjenesteforholdet, og pligten gælder

derfor principielt i alle forhold, hvor de pågældende optræder i deres

egenskab af offentligt ansatte. Sandhedspligten gælder således i forhold til

andre offentligt ansatte, ministre, kommunalpolitiske organer, Folketinget,

Folketingets Ombudsmand og de kommunale tilsynsmyndigheder. Og den gælder i

forhold til organisationer, borgere, pressen og offentligheden i al

almindelighed.’

Efter § 19, stk. 1, i ombudsmandsloven (lov nr. 473 af 12. juni 1996) er

myndigheder der er omfattet af ombudsmandens virksomhed, forpligtet til at

meddele ombudsmanden de oplysninger samt udlevere de dokumenter mv. som

forlanges af ombudsmanden. Endvidere kan ombudsmanden afkræve de myndigheder

der er omfattet af ombudsmandens virksomhed, skriftlige udtalelser, jf.

ombudsmandslovens § 19, stk. 2.

I overensstemmelse med det

ovenfor anførte forudsættes det at de oplysninger som myndighederne afgiver

til

ombudsmanden, er rigtige og fyldestgørende. Jeg henviser til Jon Andersen

mfl.,

Ombudsmandsloven med kommentarer (1999), s. 94f, og til en udtalelse i

Folketingets Ombudsmands beretning for 1982, s. 275*.

Ved telefonisk henvendelse

til (X) Amt den 14. november 2001 spurgte jeg om hvad der var passeret i

sagen.

Amtet oplyste at (A) havde modtaget svar i sagen. Denne oplysning var urigtig

idet (X) Amt først traf endelig afgørelse i sagen den 27. november 2001.

Ved brev af 17. december 2001

anmodede jeg (X) Amt om en udtalelse i anledning af klagen fra (A) over den

tid

amtet havde anvendt til sagens behandling. Jeg bad endvidere om udlån af

sagens

akter.

Som svar på adskillige

telefoniske forespørgsler i sagen i perioden fra den 27. februar 2002 til den

25. marts 2002 oplyste (X) Amt flere gange at udtalelsen fra amtet i sagen

var

blevet afsendt. Dette viste sig ikke at være tilfældet. Først efter min

skriftlige henvendelse til amtsborgmesteren den 9. april 2002 modtog jeg den

22. april 2002 (X) Amts udtalelse i sagen.

Det er af afgørende betydning

for udøvelsen af den kontrolfunktion som bl.a. Folketingets Ombudsmand er

tillagt, at de myndigheder der er omfattet af ombudsmandens virksomhed,

besvarer ombudsmandens henvendelser, og som det fremgår af det jeg har anført

ovenfor, er der da også en pligt for offentligt ansatte til at fremkomme med

sande og fyldestgørende oplysninger.

På baggrund af det ovenfor

anførte er jeg er enig med (X) Amt at i at det er beklageligt at amtet i

første

omgang ikke besvarede min anmodning om en skriftlig udtalelse vedrørende

sagsbehandlingstiden i (A)’s sag. Endvidere finder jeg det meget

beklageligt at

(X) Amt telefonisk afgav direkte urigtige oplysninger til

ombudsmandsinstitutionen.”

Samtidig med

at jeg afgav denne udtalelse, bad jeg X Amt om en udtalelse om hvorvidt amtet

ville iværksætte tiltag til at undgå lignende situationer i fremtiden, f.eks.

ved anvendelse af erindringssystemer, på en sådan måde at opmærksomheden

henledes

på verserende sager og ubesvarede henvendelser.

I brev af 4. oktober 2002

udtalte X Amt herefter bl.a. følgende:

”Som nævnt i Amtets brev af

19. april 2002 til Ombudsmanden er sagsforløbet for så vidt angår

ombudsinstitutionens henvendelser til Amtet forløbet i en periode, hvor

sagsbehandleren har været ramt af private, personligt belastende

omstændigheder. Disse omstændigheder er en medvirkende årsag til det dybt

beklagelige sagsforløb.

De personlige omstændigheder

fratager selvsagt ikke forvaltningen for det formelle ansvar for sagsforløbet

eller for ansvaret for at overveje, om sagsforløbet bør give anledning til

tiltag med henblik på at undgå lignende situationer i fremtiden.

(X) Amt har derfor gennemgået

sagsforløbet og har herunder vurderet det i forhold til den nuværende praksis

for så vidt angår spørgsmålet om at blive opmærksom på verserende sager og

ubesvarede henvendelser. I vurderingen er det med stor vægt indgået, at der

er

tale om et helt usædvanligt og helt enkeltstående sagsforløb, som skyldes

konkrete, personlige forhold. Disse forhold har ført til et hændelsesforløb,

som det forekommer vanskeligt om ikke umuligt at undgå gennem et system for

erindring eller lignende.

Det er også indgået, at et tilfælde som det

aktuelle - i øvrigt også mindre graverende tilfælde - forekommer sjældent.

Derimod er det indlysende, at

en rigtig tilrettelægning af sagsbehandlingen, for eksempel i samarbejder

medarbejdere imellem, kan være med til at sikre, at personlige forhold, der

kan

få indflydelse på den enkelte medarbejders arbejdsindsats, konstateres, så

der

kan reageres.

(X) Amt ser derfor snarere en

hensigtsmæssig organisering af arbejdet og en udvikling af de sociale

kompetencer som løsningen på en situation som det aktuelle. Forvaltningen for

Teknik og Miljø i (X) Amt arbejder med organisationsudvikling baseret på

selvforvaltende grupper og udvikling af sociale kompetencer. Heri ligger

tillige - i øvrigt i fortsættelse af de senere års udstrakte delegation - at

der gives den enkelte medarbejdet et større råderum med et tilhørende større

ansvar for at handle, inden et sagsforløb udvikler sig uacceptabelt.

Udviklingen af de sociale kompetencer vil ruste medarbejderne til at leve op

til dette større ansvar, og det er forventningen, at den sammen med

udviklingen

af samarbejdet medarbejderne imellem også vil medvirke til, at forløb som det

aktuelle undgås i fremtiden.”

Herefter anførte jeg i brev

af 26. november 2002 til X Amt bl.a. følgende:

”Jeg tager det (X) Amt

anfører vedrørende forebyggelse af lignende situationer til efterretning idet

jeg ikke kan være uenig i de betragtninger amtet har anført med hensyn til

betydningen af en hensigtsmæssig organisering af arbejdet og udvikling af

sociale kompetencer for at opfange tilfælde hvor en medarbejder har

vanskeligt

ved at fungere. Amtets udtalelse angår således hovedsageligt sådanne ekstreme

sagsforløb som det foreliggende. Amtets udtalelse indeholder derimod ikke

nærmere oplysninger om de redskaber og rutiner som amtets sagsbehandlere og

ledere i almindelig har til rådighed i forbindelse med sagsstyringen,

herunder

journalisering og behandlingen af de enkelte sager (herunder også besvarelser

af henvendelser fra parten) inden for relevante og rimelige tidsterminer.

Jeg beder derfor (X) Amt

afgive en udtalelse hvori der redegøres for de redskaber og rutiner amtets

tekniske forvaltning i almindelighed anvender i forbindelse med

sagsbehandlingen i konkrete sager efter plan- og byggelovgivningen. I denne

forbindelse beder jeg (X) Amt redegøre for amtets journaliseringspraksis samt

eventuelle automatiske erindringssystemer. Endvidere beder jeg amtet komme

ind

på om amtet anvender f.eks. sagstilstandslister, aktbesvarelseslister eller

lignede.”

I brev af 13. januar 2003

udtalte X Amt herefter bl.a. følgende:

”I (X) Amt registreres al ud-

og indgående post, der vedrører plan- og byggesagsbehandlingen. Det sker i en

elektronisk journal, hvor den pågældende sagsakt registreres med hensyn til

journalnummer, emne, sagsbehandler, dato for afsendelse/modtagelse og

afsender/modtager.

Af den elektroniske journal

kan der laves forskellige statistiske oversigter m.m. Først og fremmest kan

den

enkelte sagsbehandler til enhver tid og efter behov få et overblik over egne

verserende sager, og lederen kan få et overblik over den enkelte

sagsbehandlers

verserende sager. Efter behov kan sagsbehandler og leder på det grundlag

gennemgå de enkelte sagers status m.v.

Det er en årelang erfaring i

(X) Amts forvaltning for teknik og miljø, at dette system, kombineret med den

ansvarlighed hos den enkelte medarbejder, der også følger af den øgede

decentralisering, har givet den tilstrækkelige sikkerhed for, at henvendelser

kun i meget sjældne og ekstreme tilfælde er forblevet ubesvarede eller er

blevet besvaret med helt uacceptable lange ekspeditionstider.

Det er forvaltningens

vurdering, baseret på erfaringer fra tidligere praksis, at indførelse af for

eksempel et automatisk erindringssystem ikke vil betyde nogen målelig

forbedring i forhold til praksis i dag. Det er derfor forvaltningens

vurdering,

at omkostningerne og ulemperne ved at indføre automatiske erindringssystemer

eller lignende kontrolsystemer så som sagstilstandslister og

aktbesvarelseslister ikke vil stå mål med fordelene.

Tværtimod er det

forvaltningens vurdering, at indførelse af øgede kontrolsystemer snarere vil

medføre ansvarsforflygtigelse og samtidig blive en unødig belastning for den

arbejdsglæde, der er en af forudsætningerne for stor produktivitet og høj

kvalitet.

Sammenfattende er det

forvaltningens opfattelse, at de redskaber, der ligger i den elektroniske

journals muligheder, kombineret med den i redegørelsen af 4. oktober 2002

nævnte udvikling af medarbejdernes øgede sociale kompetencer og

ansvarsbevidsthed, dækker forvaltningens behov for sagsstyring. Det peger

erfaringerne

på, når der ses bort fra enkeltstående, helt ekstreme sagsforløb, som næppe

noget kontrolsystem i praksis helt vil kunne forhindre. Det er forvaltningens

vurdering, at borgerreaktioner peger i samme retning.

(X) Amts forvaltning for

teknik og miljø har derfor ikke overvejelser om at genindføre de automatiske

erindringssystemer, som blev afskaffet for år tilbage fordi de havde vist sig

overflødige, eller at indføre sagstilstandslister, aktbesvarelseslister eller

lignende.”

Herefter udtalte jeg i brev

af 3. marts 2003 til X Amt bl.a. følgende:

”Det fremgår af brevet at (X)

Amt har et elektronisk journalsystem hvori al ud- og indgående post

vedrørende

plan- og byggesagsbehandling registreres. Endvidere fremgår det at amtet via

dette journaliseringssystem har mulighed for at lave forskellige statistiske

oversigter mm. Jeg går ud fra at amtet benytter denne mulighed efter behov.

Vedrørende anvendelse af

automatiske erindringssystemer har jeg noteret mig amtets vurdering hvorefter

’omkostningerne og ulemperne ved at indføre automatiske

erindringssystemer

eller lignende kontrolsystemer så som sagstilstandslister og

aktbesvarelseslister ikke vil stå mål med fordelene’. Jeg må tage amtets

opfattelse til efterretning og har således ikke grundlag for at henstille at

amtet overvejer at indføre automatiske erindringssystemer.

Til amtets vurdering vil jeg

dog tilføje at efter min erfaring - både ud fra mit kendskab til forholdene

hos

andre forvaltningsmyndigheder og ud fra forholdene ved

ombudsmandsinstitutionen

- kan sådanne erindringssystemer efter omstændighederne være en stor hjælp

for

den enkelte medarbejder og kan have en konstruktiv effekt. Om et automatisk

erindringssystem af medarbejderne opfattes som en demotiverende faktor, eller

om systemet derimod opfattes som en positiv hjælp, kommer efter min

opfattelse

an på hvordan systemet introduceres og anvendes i praksis. Introduktionen og

anvendelsen af et sådant system vil i høj grad afhænge af ledelsens tilgang

hertil. Et automatisk erindringssystem er efter min opfattelse ikke i første

række et kontrolsystem, men derimod et praktisk arbejdsredskab som kan

medvirke

til at skabe overblik og dermed øge den enkelte medarbejders forudsætninger

for

stor produktivitet og høj kvalitet i arbejdet, og dermed også vil kunne have

positiv indvirkning på arbejdsglæde og motivation.”

Jeg foretog mig herefter ikke

yderligere i sagen.

NOTE: (*) FOB 1982, s. 275.

Lignende dokumenter