Offentligt ansattes ytringsfrihed. Opslag på arbejdsplads
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Offentligt ansattes ytringsfrihed. Opslag på arbejdsplads
I et brev af 25. august 1999
klagede Dansk Sygeplejeråd på vegne af A til mig over X Amts afgørelse af 5.
juli 1999. Ved afgørelsen blev A
tildelt
en advarsel for illoyal optræden i sit virke som lærer ved Y Sygeplejeskole.
Det fremgår af sagen at
forhold vedrørende skemalægning og afbrydelse af et supervisionsforløb på et
tidspunkt har været inddraget i sagen, men at disse spørgsmål ikke har
indgået
i grundlaget for tildelingen af advarslen.
A er ansat som
overenskomstansat sygeplejelærer ved Y Sygeplejeskole og søgte i 1998
stillingen som rektor på skolen. A fik afslag på sin ansøgning.
Følgende er anført i Dansk
Sygeplejeråds klage af 25. august 1999 om sagsforløbet i forbindelse med
stillingsafslaget:
”
Sagen drejer sig om en
sygeplejerske (A) ansat som sygeplejelærer på (Y) Sygeplejeskole, der har
fået
tildelt en advarsel med baggrund i påstået illoyalitet.
(A) er ansat på (Y)
Sygeplejeskole og søgte i august 1998 stillingen som rektor på
sygeplejeskolen.
Efter at have været til samtale på stillingen bliver (A) kontaktet af
formanden
for fællesbestyrelsen for social- og sundhedsuddannelserne der telefonisk
meddelte hende, at selvom hun var særdeles kvalificeret ønskede
fællesbestyrelsen ikke at ansætte hende som rektor, da det ville skabe intern
Læs alt
uro på skolen og herunder lærerflugt.
Dagen efter hængte (A) en
seddel op ved de øvrige læreres postbokse (se bilag 1) om, at hun ikke havde
fået stillingen og citerede formanden for fællesbestyrelsen at hun trods sine
’særdeles gode lederkvalifikationer’ ikke blev ansat. Det anføres
endvidere, at
’man ønskede ikke at tage den risiko for intern uro på skolen og
lærerflugt,
som blev anført som en mulig konsekvens af at ansætte mig’.
På skolen er der en såkaldt
’åben mikrofon’ – det vil sige at mikrofonen er åben for
tilkendegivelse fra
bl.a. studerende. Ved ’åben mikrofon’ spurgte en studerende om
besættelse af
rektorstillingen, når nu (A) ikke fik den. I den forbindelse gentog (A)
begrundelse for afslag på stillingen.
”
A’s opslag af 25. september
1998 i skolens reception (ved siden af lærernes postbokse) har bl.a. følgende
ordlyd:
”Heller ikke denne gang
lykkedes det at få besat rektorstillingen!!!!
Ifølge formand for
Fællesbestyrelsen (B) turde ansættelsesudvalget ikke indstille mig til
stillingen, trods mine ’særdeles gode lederkvalifikationer forhold til
den type
stilling’ (citat (B)) ...
Man ønskede ikke at tage den
risiko for intern uro på skolen og lærerflugt, som blev anført som en mulig
konsekvens af at ansætte mig.
Så heldigvis eller desværre –
alt efter synsvinkel – skal vi altså ud i et 4. opslag af stillingen.
I øvrigt tak for opbakningen
fra mange sider – det har været dejligt at opleve midt i al
virakken!”
Amtsrådsmedlem og formand for
fællesbestyrelsen, B, der var medlem af ansættelsesudvalget, udarbejdede i
forlængelse af A’s opslag et opslag til personalet på Y Sygeplejeskole
med
følgende ordlyd:
”Jeg har erfaret, at min
private
samtale med ansøgeren til
rektorstillingen er blevet inddraget i et opslag på skolen. Uden at have set
opslaget forbavser det mig dog og er efter min mening uklogt. Jeg ville så
hurtigt som muligt informere og begrunde og samtidig være optimistisk med
hensyn til ansøgers fremtidige muligheder.
For at imødegå mytedannelse
skal jeg meddele, hvad jeg sagde og mente,
at jeg fandt ansøgeren
særdeles kompetent til en lederstilling,
at jeg gerne gav reference på
dette,
at en rektorstilling andre
steder ville ansøgeren efter min mening være kvalificeret til,
at der var delte meninger i
bestyrelsen, men at det var et klart flertal, der traf beslutningen.
Jeg sagde også, at jeg lagde
stor vægt på, at en chefstilling på egen skole er noget særligt og kræver en
stor grad af lokal opbakning. Jeg følte ikke, at opbakningen var
tilstrækkelig
stor, og derfor kunne jeg personligt ikke anbefale ansøgningen.”
I en sagsfremstilling af 2.
december 1998 til X Amt anførte den konstituerede rektor for Y Sygeplejeskole
bl.a. følgende:
”(A) har i de sidste ca. 6
måneder, ved flere lejligheder, overskredet sit ansvars- og kompetenceområde
–
og de faglige værdier – dette med negative følger for samarbejde og
arbejdsmiljø på skolen.
Overskridelserne er blevet
påtalt over for (A). Desuden har vi, i relation til det interne
organisationsudviklingsprojekt vi er i gang med, ved flere supervisioner og
lærermøder arbejdet med de grænseoverskridende handlinger, (A) har foretaget.
Ved supervisionerne og lærermøder har de tilknyttede
psykologer/udviklingskonsulenter deltaget.
Der er således intet af det
beskrevne, der ikke er kendt for (A).
Eksempler på grænseoverskridende
handlinger:
– I juni måned 1998
afleverede (A) skemaer for sit hold, der ikke var i overensstemmelse med
Studienævnets beslutninger om timeantal og undervisningsaktiviteter på 4.
semester. Desuden var der valgt andre undervisere end de undervisere, vi
havde
aftalt, skulle undervise på holdet.
Dette blev påpeget over for
(A) og holdets anden tilknyttede lærer. Dette resulterede i frustration og
vrede samt et efterfølgende brev, hvori det påpeges, at mine ledelsesmæssige
handlinger er irrationelle for organisationen, når jeg delegerer opgaver til
medarbejdere, som medarbejderne ikke skønnes at kunne varetage.
Det skal bemærkes, at ansvar
for skemalægning er en opgave (A) havde ønsket, da hun oplevede, at hun havde
mange ressourcer på det område. Jeg havde ingen grund til at betvivle dette.
Fejlene blev rettet – men den
samme situation opstod igen i oktober måned 1998.
– Der er aftalt tavshedspligt
om indholdet – processerne – i vores
organisationsudviklingsprojekt. Efter
sommerferien blev nogle undervisere konfronteret med ’stof’ –
personlige
forhold – fra projektet på praktiksteder på ( ) Sygehus. Kilden blev
sporet til
at være (A)’s mand.
Episoden blev oplevet meget
illoyalt og ukollegialt – hvilket blev påpeget over for (A).
Situationen gentog sig, da (A)
fik afslag på rektorstillingen – denne situation blev også drøftet.
– (A) blev pr. telefon
orienteret om, at hun ikke blev ansat i rektorstillingen. Næste morgen hang
der
i skolens reception en orientering om, at (A) ikke havde fået stillingen
– se
vedlagte.
Samme orientering og
begrundelse blev også givet til studerende på skolen.
Brevet gav anledning til
nogen virak på skolen – flere undervisere følte sig hængt ud som dem,
der var
skyld i, at (A) ikke fik stillingen.
Desuden blev der sået tvivl
om, om det kun var det, der begrundede afslaget.
Formanden for
Fællesbestyrelsen blev kontaktet, hvilket foranledigede, at der kom brev til
skolens personale – hvori afslaget blev uddybet.
Nogle studerende på skolen
fik af (A) lov til at læse brevet, som formanden for Fællesbestyrelsen havde
sendt til personalet. Situationen blev drøftet med de studerende – de
studerende bliver dermed aktivt inddraget i ’sagen’. Den kommende
’onsdagssamling’ på skolen bliver stærkt præget af dette – og
alle studerende
på skolen bliver, med stor frustration og forvirring til følge, inddraget.
Mange undervisere giver
udtryk for vrede, krænkelse og irritation på det følgende lærermøde.
–(A) meddeles, at der,
grundet det store antal grænseoverskridende handlinger, skal iværksættes
supervision.
Første samtale afholdes den
2. november 1998 – se vedlagte notat. Der indgås aftaler om næste
samtale.
(A) orienterer som aftalt på
informationsmødet – men holder ikke aftalen om at aflevere materiale.
I stedet afleveres brev, hvor
(A), under overskriften ’Mine såkaldte grænseoverskridelser’, bl.a.
vil have
beskrevet, hvilke grænseoverskridende handlinger, hun har udført.
Da der ingen bevægelse er i
sagen, afbrydes supervisionsforløbet fra ledelsens side – se vedlagte
notat.
(A) ønsker ikke at underskrive
notatet, da der ikke, efter (A) vurdering, er sket aftalebrud.”
A blev herefter indkaldt til
en samtale på Y Sygeplejeskole den 15. december 1998. I mødet deltog
repræsentanter fra X Amt, Y Sygeplejeskole og Dansk Sygeplejeråd. Følgende
fremgår bl.a. af amtets notat om mødet:
”I drøftelsen deltog
sygeplejelærer (A), sygeplejelærer ( ), tillidsrepræsentant og faglig
sekretær
( ), Dansk Sygeplejeråd samt kst. rektor ( ), (Y) Sygeplejeskole og kst.
kontorchef
(C), sekretariatet for
social- og sundhedsuddannelserne.
Mødet var kommet i stand
efter ønske fra skolens ledelse og forvaltningen med henblik på at drøfte
(A)’s
virke på skolen, herunder (A)’s optræden på skolen efter
fællesbestyrelsens
afslag på (A)’s ansøgning til stillingen som rektor på skolen.
(C) indledte drøftelsen med
at pege på fire punkter, som skolens ledelse og forvaltningen havde fundet
uacceptable i forhold til (A)’s virke som lærer på skolen. Disse 4
punkter var:
(A)’s opslag i skolens
reception om det modtagne afslag på ansøgningen til rektorstillingen.
(A)’s indirekte inddragelse
af de studerende i samme sag.
Konkrete fejl i forbindelse
med skemalægning og lærerpåsætning på hold samt
(A)’s manglende vilje til
færdiggørelse af supervisionsforløb.
I forhold til de første to
punkter blev det fra ledelsens side påpeget, at det er blevet betragtet som
illoyal optræden, at (A) ensidigt har offentliggjort sin version af det givne
afslag, vel vidende, at ansættelsesudvalget ikke har kunnet tage til genmæle,
og at (A) på denne måde og ved den indirekte inddragelse af de studerende i
sagen har sået mistillid til skolens ledelse og til ansættelsesudvalgets
fairness i behandlingen af (A)’s ansøgning til rektorstillingen.
Fra Dansk Sygeplejeråds side
blev det anfægtet, at der skulle være tale om illoyal optræden, men der var
enighed mellem parterne om, at (A)’s optræden i forløbet kunne kaldes
meget
lidt elegant og ’kluntet’.
Det blev fra
forvaltningsledelsens side fremhævet, at der er en naturlig forventning om,
at
der fremover udvises loyalitet mod den til enhver tid siddende ledelse på
skolen.
Det blev fra (A)’s side
bekræftet, at hun er indstillet på at indfri denne forventning.
I forhold til de to øvrige
punkter kan det konkluderes, at der var divergerende opfattelse af de nævnte
forhold. Der blev dog givet en gensidig bekræftelse på at skemalægning og
lærerpåsætning skal være i orden og udføres med nødvendig omhu.
På baggrund af drøftelsen
finder forvaltningsledelsen anledning til at (A)’s manglende
situationsfornemmelse. Uagtet at (A) ikke handler i ond tro, opfatter
ledelsen
den manglende situationsfornemmelse som så belastende, at (A)’s
ansættelsesforhold i gentagelsestilfælde må tages op til overvejelse.
(A) og Dansk Sygeplejeråd har
haft lejlighed til at kommentere nærværende notat og er gjort bekendt med at
notatet lægges på (A)’s P-sag.”
X Amt forelagde i et brev af
17. december 1998 notatet om mødet for A. Følgende fremgår af brevet:
”Jeg vedlægger et kortfattet
notat, hvor jeg samler op på den drøftelse, vi havde den 15. december på (Y)
Sygeplejeskole. Som du vil se, er det min opfattelse, at der er grund til at
påtale, hvad jeg vil kalde din manglende situationsfornemmelse. Det er derfor
min hensigt at lægge vedlagte notat på din P-sag, men forinden det sker, vil
jeg naturligvis give dig lejlighed til at komme [med] skriftlige bemærkninger
til notatet. For god ordens skyld skal jeg opfordre dig til at drøfte notatet
med din faglige organisation. Såfremt du har bemærkninger til notatet, skal
jeg
bede dig sende dine bemærkninger, sådan at vi har dem her i huset senest den
8.
januar 1999.
”
Dansk Sygeplejeråd, X
Amtskreds, kommenterede i brev af 6. januar 1999 amtets notat. Følgende
fremgår
af brevet:
”
Dansk Sygeplejeråd, (X)
amtskreds opfatter uklarhed over, hvad der skulle være et muligt grundlag for
en advarsel.
I refererende notat omtales
begrebet illoyalitet. Dansk Sygeplejeråd, (X) amtskreds kan ikke anerkende,
at
sygeplejelærer (A)’s handlemåder skulle danne grundlag for en advarsel
relateret til illoyal optræden. At offentliggøre en begrundelse for afslag på
en stilling er at udtale sig om egne forhold.
I amtets skrivelse til
sygeplejelærer (A) omtales et begreb som manglende situationsfornemmelse.
Hvis
dette skulle være begrundelsen, vil vi gerne udbede os nogle konkrete
eksempler.
I øvrigt vil vi gerne
tilkendegive en helt principiel holdning til, at advarsler bør være
tidsbegrænsede, således at det fremgår på hvilket tidspunkt en advarsel
fjernes
fra personalemappen.”
X Amt besvarede ved brev af
28. januar 1999 Dansk Sygeplejeråd, X Amtskreds’ henvendelse af 6.
januar 1999
således:
”Med reference til tidligere
korrespondance om (A) (senest Dansk Sygeplejeråds skrivelse af 6. januar
1999)
skal følgende anføres:
– grundlaget for at give (A)
en advarsel er den illoyale optræden, som (A) har udvist i forløbet efter
hendes ansættelsessamtale ift. rektorstillingen på sygeplejeskolen.
I det referat, der tidligere
er udsendt herfra efter vores fælles drøftelse den 15. december 1998, peges
der
på to forhold, nemlig det opslag (A) satte op i skolens reception og den
inddragelse af de studerende, som (A) stod for.
Efter vores opfattelse sår
(A) med opslaget i skolens reception tvivl om ledelsens – konkret
fællesbestyrelsens – saglighed og reelle hensigter. Det opfattes herfra
som en
skærpende omstændighed, at opslaget netop sker i receptionen, hvor såvel
skolens ansatte og studerende som udefra kommende gæster umiddelbart vil
kunne
se det.
Når det ligeledes betænkes,
at (A) dels gennem opslaget, men også ved skødesløs omgang med det senere
fremsendte brev fra formanden for fællesbestyrelsen til skolens personale,
inddrager de studerende i spørgsmålet om besættelse af rektorstillingen, så
synes der herfra ikke at være tvivl om grundlaget for at tildele (A) en
advarsel. Der kan i øvrigt henvises til indberetningen af 2. december 1998
fra
skolens ledelse til forvaltningen, hvoraf det fremgår, at netop inddragelsen
af
de studerende vakte en ikke uvæsentlig furore på skolen.
Det betragtes i øvrigt som en
naturlig del af et ansættelsesforhold, at den ansatte retter en eventuel
kritik
af ledelsen direkte til denne og ikke som det var tilfældet med opslaget i
receptionen, antyder overfor tredjemand, at ledelsen er slap og fej.
Det skal medgives, at det af
det tidligere nævnte referat fremgår, at der var enighed om at (A)’s
optræden
var ’meget lidt elegant og ’kluntet’.’, men som det
samtidig anføres i
referatets næste afsnit, blev der ’ fra forvaltningsledelsens side
fremhævet,
at der er en naturlig forventning om, at der fremover udvises loyalitet
’,
underforstået, at denne loyalitet ikke havde været til stede tidligere.
– Dansk Sygeplejeråd peger i
skrivelsen på, at der bør være en tidsbegrænsning på advarsler.
Efter amtets opfattelse
findes der ikke en ’fast og firkantet’ tidsbegrænsning/forældelse
på advarsler.
Hvis der senere måtte opstå
en situation, hvor amtet skal ind i en vurdering af, om der er grundlag for
en
afskedigelse, vil man på dette tidspunkt tage konkret stilling til, hvorvidt
advarslen kan indgå i en vurdering af sagen, eller hvorvidt man skal se helt
bort fra den. Vælger amtet at lade advarslen indgå i en vurdering af en
afskedigelsessag, har pågældende – eventuelt med bistand fra DSR –
i en
høringsfase mulighed for at protestere imod, at advarslen indgår i amtets
vurdering af sagen. Hvis fremkomne bemærkninger i høringsfasen ikke giver
amtet
anledning til et ændret syn på sagen, og man gennemfører afskedigelsen, bærer
amtet risikoen for, at der efterfølgende rejses sag om dette spørgsmål.
På grundlag af ovenstående
kan det konkluderes, at amtet fremdeles har til sinds at tildele (A) en
advarsel for illoyal optræden og at denne advarsel ikke på forhånd vil have
nogen bestemt tidsbegrænsning.”
I et brev af 11. februar 1999
fremsatte Dansk Sygeplejeråds Sekretariat følgende bemærkninger til sagen:
”
Af sagen fremgår det, at (A)
den 25.09.1998 havde sat et opslag ved lærernes postbokse om, at hun ikke
havde
fået stillingen som rektor ved (Y) Sygeplejeskole blandt andet fordi ledelse
ikke ville risikere indre uro på skolen. Endvidere fremgår det af sagen, at
(A)
i forbindelse med skemalægning og lærerpåsætning på hold havde lavet en
konkret
fejl. Endelig anføres (A)’s manglende vilje til færdiggørelse af
supervisionsforløb.
Dansk Sygeplejeråd har
følgende bemærkninger til den påtænkte advarsel:
Det er overfor os blevet
oplyst, at fejlen vedrørende skemalægning skete i foråret 1998, da fejlen
blev
konstateret i foråret skulle advarslen været givet på dette tidspunkt.
Hvad angår (A)’s manglende
vilje til færdiggørelse af supervision, er det overfor os blevet oplyst, at
(A)
skriftligt har udbedt sig en konkretisering af de påståede forhold for at
kunne
forbedre sig. (A) har endnu ikke modtaget en konkretisering.
Vedrørende (A)’s opslag den
25.09.1998 hvori hun meddeler, at hun ikke er blevet indstillet til den
ledige
rektorstilling på skolen på trods af hendes ’særdeles gode
lederkvalifikationer
i forhold til den type stilling’ finder vi ikke, at (A) har optrådt
illoyal
overfor ledelsen på skolen. (A) har i opslaget angivet den begrundelse som
Bestyrelsesformanden har givet hende. Det kan derfor ikke betragtes som
illoyalt at udtale sig om egne forhold på baggrund af en udtalelse herom fra
bestyrelsen.
Af det fremsendte materiale
finder vi ikke, at (A) har misligholdt sit ansættelsesforhold og vi finder
derfor ikke grundlag for, at
(X) Amt
giver (A) en advarsel for ovennævnte forhold.
Såfremt (X) Amt fastholder
deres beslutning om at give (A) en advarsel skal vi henlede opmærksomheden
på,
at efter almindelig retspraksis, at mindre forseelser forældes inden for et
halvt års tid, medens alvorligere forhold først forældes efter 1-2 år. Vi
finder derfor, at såfremt (A) alligevel får en advarsel skal denne gøres
tidsbegrænset på et halvt år og herefter fjernes fra hendes
personalesag.”
X Amt besvarede ved brev af
24. februar 1999 Dansk Sygeplejeråds Sekretariats henvendelse af 11. februar
1999 således:
”
Dansk Sygeplejeråd har i
skrivelsen en række bemærkninger til den påtænkte advarsel.
Amtet skal i den anledning
påpege:
– om sygeplejerådets bemærkning om fejl i skemaplanlægning og
lærerpåsætning.
Forholdet indgår, jvf.
tidligere fremsendte kopi af brev dateret 28. januar 1999 til Dansk
Sygeplejeråd, ( ), ikke som grundlag for den påtænkte advarsel, og rådets
bemærkning må derfor herfra anses som irrelevant i den konkrete sammenhæng.
– om sygeplejerådets bemærkning om supervisionsforløb.
Heller ikke dette forhold
indgår som grundlag for den påtænkte advarsel.
– om sygeplejerådets bemærkning om (A)’s opslag den 25. september
1998.
Det skal indledningsvist
pointeres, at opslaget fandt sted i skolens reception, hvor såvel skolens
ansatte, studerende og udefra kommende gæster havde adgang til at blive
delagtiggjort i (A)’s udlægning af forholdene.
Amtet er af den opfattelse,
at (A)’s ordvalg i opslaget sår tvivl om ledelsens (Fællesbestyrelsens)
saglighed og reelle hensigter. Det antydes overfor tredjemand, at ledelsen er
slap og fej. Der tænkes konkret på selve overskriften i opslaget, ordene
’turde’, ’risiko’, ’så heldigvis eller
desværre’ – d.v.s. hele tonen i
opslaget.
Herudover indgår som et
væsentligt moment for amtets vurdering, at (A) i 2 omgange aktivt inddrager
de
studerende i forholdene omkring besættelse af rektorstillingen. Det fremgår
af
indberetningen af 2. december 1998, at den aktive inddragelse af de
studerende
førte til stor frustration og forvirring hos disse. Videre fremgår, at mange
undervisere gav udtryk for vrede, krænkelser og irritation på det følgende
lærermøde.
Amtet betragter de netop
nævnte forhold som illoyal optræden overfor arbejdsgiveren, hvilket er
grundlaget for den påtænkte advarsel.
– i forhold til sygeplejerådets bemærkninger om tidsbegrænsning og
fjernelse af en evt. advarsel fra personalesagen.
Med hensyn til spørgsmålet om
at gøre advarslen tidsbegrænset fastholder vi det tidligere anførte herom i
brev herfra af 28. januar 1999. Endvidere kan oplyses, at advarslen ikke vil
blive fjernet fra personalesagen, idet det er i strid med kassationsregler at
fjerne enkeltdokumenter fra ikke kasserede sager.
Sygeplejerådets henvendelse i
brevet af 11. februar 99 giver således ikke (X) Amt anledning til en ændret
opfattelse af sagen. Vi agter derfor at tildele (A)
en advarsel for illoyal optræden.”
Dansk Sygeplejeråd anmodede
herefter ved brev af 15. marts 1999 amtet om et møde i sagen. Der blev
berammet
et møde ved X Amt mandag den 17. maj 1999, men mødet blev ikke afholdt. X Amt
traf herefter den 5. juli 1999 følgende afgørelse:
”I forlængelse af mit brev
til dig af 17. december 1998 skal jeg hermed tildele dig en advarsel for
illoyal optræden i dit virke som lærer ved (Y) Sygeplejeskole.
Som baggrund for advarslen
indgår 2 hændelsesforløb:
– Inddragelse af studerende:
Du har i 2 omgange aktivt
inddraget de studerende i forholdene omkring besættelse af rektorstillingen.
Det
fremgår af indberetningen af 2. december 1998, at den aktive inddragelse af
de
studerende førte til stor frustration og forvirring hos disse. Videre
fremgår,
at mange undervisere gav udtryk for vrede, krænkelser og irritation på det
følgende lærermøde.
– Opslaget i skolens
reception af 25. september 1998:
Ingen vil bestride din ret
til udadtil at give udtryk for din opfattelse af forløbet i forbindelse med
rektorstillingens besættelse, når du selv var ansøger. Men når du vælger
fremgangsmåden med opslag i skolens reception, må opslagets ordlyd ikke så
tvivl om din vilje til at indgå i et loyalt samarbejde med skolens ledelse.
Det er herved amtets
opfattelse, at dit ordvalg i opslaget er egnet til at sætte spørgsmål ved
ledelsens (Fællesbestyrelsens) saglighed og reelle hensigter. Det antydes
overfor tredjemand, at ledelsen er slap og fej. Der tænkes konkret på selve
overskriften i opslaget, ordene ’turde’, ’risiko’,
’så heldigvis eller
desværre’ – dvs. hele tonen i opslaget.
Fællesbestyrelsens formand –
amtsrådsmedlem (B) – har efterfølgende følt sig kraftigt foranlediget
til i et
opslag til skolens personale at meddele, at han var forbavset og fandt det
uklogt, at hans
private
samtale med
dig blev inddraget i et opslag på skolen. Der er ej heller fuld
overensstemmelse
mellem hans og din fremstilling af samtalen.
Såfremt din manglende
situationsfornemmelse fører til lignende hændelser i fremtiden, forbeholder
vi
os ret til at tage dit ansættelsesforhold op til overvejelse.
Der har efter afsendelsen af
mit brev af 17. december været ført korrespondance mellem din faglige
organisation og amtet, men der har ikke været noget i de indvendinger, der er
kommet fra din faglige organisation, der har ændret på vores opfattelse af
sagen. Dansk Sygeplejeråd har anmodet om et møde mhp. at drøfte en
forældelsesfrist for advarslen, men det har ikke været muligt at fastsætte
noget tidspunkt for dette møde. Da jeg ikke mener, at dette spørgsmål har
egentlig relevans i forhold til din optræden i efteråret, har jeg ikke fundet
baggrund
for fortsat at afvente dette møde.
Jeg vil derfor lægge kopi af
dette brev samt det notat, der var vedlagt mit brev af 17. december 1998 på
din
P-sag.”
Dansk Sygeplejeråd har i
klagen af 25. august 1999 anført følgende om baggrunden for henvendelsen til
mig:
”
Det er vor opfattelse, at (A)
ikke har optrådt illoyal overfor ledelsen i den grad, at det kan begrunde en
advarsel, herunder en eventuel senere opsigelse. (A) har refereret den
begrundelse hun fik for afslag på sin ansøgning som rektor på skolen og
ledelsen har på intet tidspunkt anfægtet, at (A) har refereret begrundelsen
korrekt. Fællesbestyrelsens formand reagerer på, at en privat samtale som han
havde med (A) bliver offentlig citeret (bilag 2). Vi skal i den forbindelse
bemærke, at (A) refererer til forhold der vedrører hendes egne forhold og at
et
afslag på en stilling i den sammenhæng ikke kan betragtes som en privat
samtale
der ikke kan gengives.
Vi mener således ikke, at der
er brud på (A)’s loyalitetspligt i et sådant omfang at det kan begrunde
en
advarsel.
”
I anledning af Dansk
Sygeplejeråds klage bad jeg den 8. oktober 1999 X Amt om en udtalelse og om
udlån af sagens akter.
I en udtalelse af 8. november
1999 anførte X Amt følgende:
”Hensynet til offentlige
ansattes ytringsfrihed – her (A)’s ytringsfrihed – har
selvsagt indgået i
amtets overvejelser før endelig beslutning om meddelelse af advarsel.
(X) Amt har på ingen måde interesse i at søge
at begrænse ytringsfriheden. Hverken generelt eller konkret i forhold til
enkelte medarbejdere. Ombudsmanden og repræsentanter for (X) Amt har i øvrigt
tidligere drøftet emnet, idet (X) Amt ønskede at udarbejde en vejledning på
området til brug for de decentrale institutioner.
Det er således væsentligt for
(X) Amt at understrege, at det med advarslen på ingen måde har været/er
intentionen at begrænse (A)’s ytringsfrihed. Baggrunden for endelig
beslutning
om at meddele (A) en advarsel er en ganske anden.
Det er amtets opfattelse, at
de af (A) udførte kritisable forhold ikke alene er udført som privatperson.
De
kritisable forhold er også udført som ansat (lærer på sygeplejeskolen), på
tjenestestedet og i tjenesten.
Der ligger to kritisable
forhold bag advarslen:
Inddragelse af de studerende
i forhold omkring besættelse af rektorstillingen.
Et af (A) udfærdiget opslag
af 25. sept. 1998.
Amtet har fundet, at de to
forhold tilsammen, men ikke mindst væsentligt inddragelsen af de studerende,
nødvendiggjorde en advarsel.
Ikke alene udførte (A) som
nævnt de kritisable forhold som lærer, på tjenestestedet og i tjenesten.
Handlingerne bidrog også til at der (kunne opstå)/opstod usikkerhed om
hvorvidt
(A) loyalt ville/kunne bakke op om og udføre de opgaver, en ny ledelse måtte
pålægge hende.
Når amtet i advarslen
meddeler, at ’ lignende hændelser i fremtiden ’ vil kunne
medføre, at
ansættelsesforholdet tages op til overvejelse, sigtes således ikke til
offentlige ytringer men til illoyalitet af enhver art og/eller handlinger,
der
skaber usikkerhed om, hvorvidt (A) vil udføre de opgaver hun pålægges.
Amtet kan i øvrigt henholde
sig til begrundelserne i advarslen af 5. juli 1999 herunder, at man ikke
fandt,
at der er fuld overensstemmelse mellem på den ene side (A) i opslaget af 25
september meddeler/informerer om hendes telefonsamtale med fællesbestyrelsens
formand, og på den anden side formandens meddelelse til personalet på (Y)
Sygeplejeskole. Meddelelsen er skrevet straks efter formanden erfarede, at
hans
samtale med (A) var blevet inddraget i et opslag på skolen. Meddelelsen er
derfor af amtet også lagt til grund for sagsbehandlingen.
Amtets konklusion vedrørende
opslaget bliver herefter, at (A) ikke har videregivet et retvisende billede
af
begrundelsen for bestyrelsens beslutning ved besættelse af rektorstillingen.
”
Med brev af 15. december 1999
forelagde jeg udtalelsen for Dansk Sygeplejeråd der ikke har fremsat
yderligere
bemærkninger.
Ombudsmandens udtalelse
”1. Generelle bemærkninger om offentligt ansattes loyalitetspligt,
ytringsfrihed og tavshedspligt
I Kaj Larsen mfl.,
Forvaltningsret (1994), s. 131f, er bl.a. følgende anført om offentligt
ansattes loyalitetspligt:
’Endvidere er det almindeligt
antaget, at ansatte i forvaltningen har en almindelig forpligtelse til –
inden
for lovgivningens grænser – at udføre deres arbejde i overensstemmelse
med
ansættelsesmyndighedens interesser og aktivt at medvirke til at realisere de
opgaver, strategier og mål, som ledelsen har fastlagt for sin virksomhed,
også
selv om disse tiltag ikke er udmøntet i mere præcise tjenestebefalinger.
Denne
og lignende pligter betegnes ofte som
loyalitetspligt.
Som yderligere forhold, der
er omfattet af ansattes arbejds- eller loyalitetspligt, peges ofte på pligt
til
at udvise samarbejdsvilje og afstå fra adfærd, som kan belaste
samarbejdsklimaet. ’
Der kan endvidere henvises
til Jørgen Mathiassen, Forvaltningspersonellet, 2. udg. (2000), s. 99ff, og
Oluf Emborg og Peer Schaumburg-Müller, Offentlig arbejdsret, (1998), s.
196ff.
I sidstnævnte værk anføres på s. 198 bl.a. følgende:
’Loyalitetspligten tager nok
fortrinsvis sigte på medarbejdere, der som led i deres arbejde er eller har
været aktivt medvirkende i myndighedens beslutningsproces. Loyalitetspligtens
selvstændige betydning er her bl.a. velbegrundet, idet det nødvendige
samarbejde hos myndigheden forudsætter, at synspunkter kan fremsættes frit og
formløst, og at standpunkter eventuelt kan ændres undervejs i forløbet.’
I Folketingets Ombudsmands
beretning for 1987, s. 237ff*, navnlig s. 240f, har jeg udtalt mig om det
generelle spørgsmål om offentligt ansattes ytringsfrihed, navnlig for så vidt
angår ytringer der fremsættes af den ansatte som privat person, det vil sige
ytringer der ikke fremsættes af den ansatte som led i varetagelse af
arbejdsopgaver for det offentlige. Følgende fremgår bl.a. af udtalelsen:
’Ved besvarelsen af det
centrale spørgsmål om, hvorvidt der gælder særlige begrænsninger for
offentligt
ansattes ytringsfrihed i forhold til den ytringsfrihed, der gælder for
borgerne
i almindelighed, er udgangspunktet utvivlsomt, at offentligt ansatte har
ganske
samme frihed som andre til at deltage i den offentlige debat. Det store antal
offentligt ansatte taler afgørende imod, at der skulle gælde almindelige
begrænsninger for offentligt ansattes ytringsfrihed. Sådanne begrænsninger
ville være uforenelige med de hensyn, der ligger bag grundlovens bestemmelser
om den demokratiske styreform og den derved forudsatte materielle
ytringsfrihed.
Det er dog antaget, at
hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og
funktionsevne
i
særlige
tilfælde kan føre til en
begrænsning af de ansattes ytringsfrihed. Det er næppe muligt at give en
fuldstændig beskrivelse af, hvornår, i hvilket omfang og for hvilke ansatte
sådanne særlige begrænsninger gælder. Men der kan anføres nogle
hovedsynspunkter:
Begrænsningerne omfatter alene udtalelser vedrørende
sager inden for de pågældendes eget arbejdsområde. Offentligt ansatte har
samme
frihed som andre borgere til at udtale sig om sager på forvaltningsområder,
som
de ikke har berøring med i deres daglige arbejde.
2.Ved udtalelse inden for eget arbejdsområde er det af
betydning, om den pågældende som led i sit arbejde har været (eller er)
aktivt
medvirkende til myndighedens beslutningsproces. Begrænsningerne vil i
almindelighed ikke omfatte ansatte med en funktion, der ligger fjernt fra de
politiske eller administrative beslutningstagere.
3.Det spiller en rolle, om udtalelserne fremsættes før
eller efter, at en beslutning er truffet. Adgangen til at udtale sig, inden
en
sag er afgjort, kan – af hensyn til beskyttelse af den interne
beslutningsproces – være noget snævrere end adgangen til at udtale sig
senere
4.Det ligger efter prakis fast, at offentligt ansatte
har en vidtgående frihed til at udtale sig om ressourcespørgsmål inden for
eget
arbejdsområde, hvor spørgsmålet kan have væsentlig betydning for
medarbejdernes
fremtidige ansættelses- og arbejdsforhold.
Det følger af det anførte,
dels at der kræves særlige tungtvejende grunde for at anerkende begrænsninger
i
offentligt ansattes ytringsfrihed, dels at disse grunde normalt kun vil
foreligge i forhold til centralt placerede medarbejdere, der deltager eller
har
deltaget i den omstridte beslutnings tilblivelse.’
Jeg har endvidere i Folketingets Ombudsmands
beretning for 1991, s. 200ff*, fremsat følgende generelle bemærkninger om
forholdet mellem på den ene side offentligt ansattes ytringsfrihed og på den
anden side offentligt ansattes loyalitetspligt for så vidt angår ytringer der
fremsættes af den ansatte som privatperson:
’
Den almindelige loyalitet,
man som ansat i en kommune eller anden offentlig myndighed, skylder sin
arbejdsgiver, kan ikke begrunde, at myndigheden søger at begrænse de
ytringer,
som den ansatte fremkommer med uden for tjenesten. Det betyder, at
myndigheden
ikke kan anvende sanktioner eller andre negative reaktioner, der reelt må
betragtes som sanktioner, f.eks. afskedigelse, forflyttelse eller advarsel i
anledning af de udtalelser, den ansatte fremsætter som privatperson til
pressen, uanset om der er tale om udtalelser, der er stærkt kritiske over for
den pågældende myndighed. Udgangspunktet er således, at offentligt ansatte
har
ganske samme ytringsfrihed som andre til at deltage i den offentlige debat.
Hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og
funktionsevne
antages dog i særlige tilfælde at kunne føre til en begrænsning af de
ansattes
ytringsfrihed, jf. mine bemærkninger gengivet i Folketingets Ombudsmands
Beretning 1987, s. 237ff. ’
Der kan om offentligt
ansattes ytringsfrihed endvidere henvises til Kaj Larsen m.fl.,
Forvaltningsret
(1994), s. 126ff, Jørgen Mathiassen, Forvaltningspersonellet, 2. udg. (2000),
s. 99f, Oluf Emborg og Per Schaumburg-Müller, Offentlig arbejdsret (1998), s.
161ff, Bent Christensen i Juristen 1980, s. 85ff, og Lars Nordskov Nielsens
responsum om offentligt ansattes ytringsfrihed der er offentliggjort som
indstik i DJØF-bladet nr. 22/1987.
Offentligt ansattes
ytringsfrihed begrænses af forvaltningslovens og straffelovens almindelige
bestemmelser om tavshedspligt.
Forvaltningslovens § 27 har
følgende ordlyd:
’
§ 27.
Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har
tavshedspligt, jfr. borgerlig straffelov § 152 og §§ 152 c-152 f, når en
oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig,
eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage
væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, herunder navnlig
til:
statens sikkerhed eller rigets forsvar,
rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske
interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige
institutioner,
forebyggelse, efterforskning og forfølgning af
lovovertrædelser samt straffuldbyrdelse og beskyttelse af sigtede, vidner
eller
andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning,
gennemførelse af offentlig kontrol-, regulerings- eller
planlægningsvirksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i henhold til
skatte-
og afgiftslovgivningen,
det offentliges økonomiske interesser, herunder
udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed,
enkeltpersoners eller private selskabers eller
foreningers interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige eller
interne, herunder økonomiske, forhold, eller
enkeltpersoners eller private selskabers eller
foreningers økonomiske interesse i at beskytte oplysninger om tekniske
indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold.
Stk. 2.
Inden for den offentlige forvaltning kan der kun pålægges
tavshedspligt med hensyn til en oplysning, når det er nødvendigt at
hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til bestemte offentlige
eller private interesser som nævnt i stk. 1.
Stk. 3.
En forvaltningsmyndighed kan bestemme, at en person uden
for den offentlige forvaltning har tavshedspligt med hensyn til fortrolige
oplysninger, som myndigheden videregiver til den pågældende uden at være
forpligtet hertil.
Stk. 4.
Fastsættes der i henhold til § 1, stk. 2, regler om
tavshedspligt, eller pålægges der tavshedspligt efter stk. 3, finder
straffelovens § 152 og §§ 152 c-152 f tilsvarende anvendelse på overtrædelse
af
sådanne regler eller pålæg.’
Straffelovens § 152 har
følgende ordlyd:
’
§ 152.
Den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller
hverv, og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger,
hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab, straffes med
bøde,
hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.
Stk. 2.
Straffen kan stige til fængsel indtil 2 år, hvis forholdet
er begået med forsæt til at skaffe sig eller andre uberettiget vinding eller
der
i øvrigt foreligger særlig skærpende omstændigheder.
Stk. 3.
En oplysning er fortrolig, når den ved lov eller anden
gyldig bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er
nødvendigt
at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller
private interesser.’
Straffelovens indeholder i §§
152 a-152 f endvidere en række særlige bestemmelser om videregivelse af
fortrolige oplysninger mv. Der kan om tavshedspligtsreglerne mere generelt
henvises til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udg. (1999),
s.
457ff, og Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 137ff.
2. Den konkrete sag
Grundlaget for den advarsel
som (A) blev tildelt, var dels opslaget af 25. september 1998, dels
(A)’s
inddragelse af de studerende i forløbet om besættelse af rektorstillingen.
(X) Amt har anført at (A) ved
disse forhold har tilsidesat sin loyalitetspligt.
Det er en forudsætning for at
tildele (A) en advarsel at hun har handlet retsstridigt ved at overtræde sine
forpligtelser over for (X) Amt som arbejdsgiver. I den foreliggende sag
opstår
derfor spørgsmålet om udstrækningen af loyalitetspligten sammenholdt med
reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed. Ved bedømmelsen af dette
spørgsmål er det af væsentlig betydning om den ansatte har handlet som led i
tjenesten eller som privatperson.
(X) Amt har i udtalelsen af
8. november 1999 bl.a. anført at opslaget og inddragelsen af de studerende
ikke
alene er foretaget af (A) som privatperson. Amtet henviser i den forbindelse
til at forholdene er begået (A)
som
lærer på sygeplejeskolen, på tjenestestedet og i tjenesten.
Opslaget af 25. september 1998 indeholder
(A)’s gengivelse af en samtale med formanden for fællesbestyrelsen, (B),
om
hendes egne forhold som ansøger til stillingen som rektor for sygeplejeskolen
og hendes bemærkninger til afslaget på ansøgningen om ansættelse som rektor.
Der er på denne baggrund efter min opfattelse ikke tvivl om at (A) har sat
opslaget af 25. september 1998 op som privatperson og som ansøger til en
stilling
på skolen. Opslaget er således ikke opsat af (A) som et led i varetagelsen af
hendes arbejdsopgaver som sygeplejelærer ved (Y) Sygeplejeskole. (A)’s
arbejdsopgaver omfatter naturligvis ikke behandling af sager hvori hun selv
har
indgivet en ansøgning. Det er i den forbindelse uden betydning at opslaget er
foretaget på tjenestestedet og i arbejdstiden.
Jeg har noteret mig at der er
uenighed mellem sygeplejelærer (A) og formanden for fællesbestyrelsen, (B),
om
indholdet af den samtale der er refereret i sygeplejelærerens opslag af 25.
september 1998. Jeg henviser i den forbindelse til (B)’s efterfølgende
opslag
til personalet på skolen.
Derved rejses spørgsmålet om
hvilken betydning udtalelsernes faktuelle rigtighed og de fremsatte ytringers
holdbarhed har for loyalitetsbedømmelsen.
Efter min mening må
udgangspunktet være at den blotte omstændighed at (A)’s oplysninger i
opslaget
ikke måtte være fuldt ud korrekte, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at
opslaget kan anses for retsstridigt. Over for en sådan fejl har ledelsen
mulighed for at foretage berigtigelse eller fremkomme med korrektioner.
Derimod
må udtalelser der bevidst eller ved grov uagtsomhed på væsentlige punkter har
fået et ukorrekt indhold eller udtrykker en åbenbart uholdbar vurdering,
anses for
retsstridige. Der kan i den forbindelse henvises til Folketingets Ombudsmands
beretning for 1995, s. 396*.
Spørgsmålet om hvorvidt (A)
har refereret (B) korrekt i opslaget, må i øvrigt anses for et
bevisspørgsmål.
Ombudsmandsinstitutionen er ikke egnet til at afklare et bevisspørgsmål som
det
foreliggende. Baggrunden herfor er at ombudsmanden ikke i almindelighed har
mulighed for at afhøre vidner i sagen, men behandler klager på et skriftligt
grundlag. En nærmere afklaring af indholdet af samtalen mellem (A) og (B) vil
derfor ikke kunne finde sted inden for rammerne af min undersøgelse, men må
efter min opfattelse ske ved domstolene.
Ved min vurdering af sagen
har jeg derfor alene taget stilling til om opslaget af 25. september 1998 med
det foreliggende indhold kan anses for en tilsidesættelse af
loyalitetspligten.
I opslaget videregives der
ikke oplysninger der er omfattet af forvaltningslovens og straffelovens
tavshedspligtsbestemmelser.
Som det fremgår af de ovenfor
i afsnit 1 beskrevne retningslinier for offentligt ansattes ytringsfrihed, er
det udgangspunktet at offentligt ansatte har ganske samme adgang som andre
til
at ytre sig, og at loyalitetspligten derfor ikke kan begrunde at myndigheden
søger at begrænse de ytringer som den ansatte fremkommer med uden for
tjenesten. I særlige tilfælde antages hensynet til offentlige myndigheders
interne beslutningsproces og funktionsevne dog at kunne føre til en
begrænsning
af de ansattes ytringsfrihed, jf. det ovenfor citerede uddrag fra
Folketingets
Ombudsmands beretning for 1987, s. 240f. Jeg mener ikke at den konkrete sag
er
et sådant særligt tilfælde. Jeg har navnlig lagt vægt på at der i sagens
natur
er tale om en sag der ikke ligger inden for (A)’s arbejdsområde, og hvor
hun
ikke selv har medvirket i beslutningsprocessen.
På denne baggrund mener jeg
ikke at
indholdet
af opslaget
indebærer en overtrædelse af (A)’s loyalitetspligt.
Amtet har i afgørelsen af 5.
juni 1999 anført følgende om ordvalget i (A)’s opslag:
’
Det er herved amtets
opfattelse, at dit ordvalg i opslaget er egnet til at sætte spørgsmålstegn
ved
ledelsens (Fællesbestyrelsens) saglighed og reelle hensigter. Det antydes
overfor tredjemand, at ledelsen er slap og fej. Der tænkes konkret på selve
overskriften i opslaget, ordene 'turde', 'risiko', 'så heldigvis eller
desværre' – dvs. hele tonen i opslaget.
’
Det kan ikke afvises at en
offentligt ansats ytringer under særlige omstændigheder kan være en
tjenesteforseelse, ikke alene på grund af bevidst groft urigtigt indhold, men
også på grund af formen og ordvalget. Efter min opfattelse må ytringen
imidlertid i form og ordvalg være meget grov førend det kan komme på tale at
kvalificere forholdet som en tjenesteforseelse. Jeg henviser i den
forbindelse
til det anførte på s. 15 i Lars Nordskov Nielsens responsum om offentligt
ansattes ytringsfrihed der er offentliggjort som indstik i DJØF-bladet nr.
22/1997. Der kan endvidere henvises til Bent Christensen i Juristen 1980, s.
113.
Ved bedømmelsen af (A)’s
ordvalg i opslaget må der lægges vægt på at hun med opslaget ønskede at
udtale
kritik af det meddelte afslag på ansøgningen om ansættelse som rektor. Efter
min opfattelse har
ordvalget
i
opslaget ikke en karakter der kan danne grundlag for overvejelser vedrørende
(A)’s loyalitetspligt. Jeg har i den forbindelse bl.a. lagt vægt på at
opslaget
indeholder en kritisk vurdering af ansættelsesudvalgets beslutning, og at der
i
den forbindelse ikke er anvendt krænkende sprogbrug, skældsord mv.
Det andet led i den advarsel
som (A) blev tildelt, omhandler inddragelsen af de studerende i forløbet
omkring besættelsen af rektorstillingen i forbindelse med
åben-mikrofonarrangementet/onsdagstræffet og ved at gøre nogle af de
studerende
bekendt med indholdet af (B)’s opslag til personalet. Det fremgår af
Dansk
Sygeplejeråds redegørelse for sagsforløbet i brevet af 25. august 1999 til
mig
at (A) under åben mikrofon-arrangementet/onsdagstræffet gentog begrundelsen
for
afslaget på stillingen efter at en studerende havde stillet spørgsmål om
besættelse af rektorstillingen. Som sagen er forelagt for mig, har (X) Amt
ikke
bestridt dette hændelsesforløb.
Efter min opfattelse er (A)’s
inddragelse af de studerende i sagen ikke sket som led i varetagelsen af
hendes
arbejdsopgaver som sygeplejelærer, men derimod som privatperson og ansøger
til
en stilling på skolen. Det er således uden betydning for sagen at
inddragelsen
af de studerende er sket på skolen og i tjenestetiden. Som sagen er oplyst
for
mig, har åben mikrofon-arrangementet/onsdagstræffet i øvrigt ikke en karakter
der medfører at sager af den omhandlede karakter ikke må drøftes på møderne.
Sagen indeholder imidlertid ikke nærmere oplysninger end de ovenfor nævnte om
indholdet af (A)’s ytringer under åben
mikrofon-arrangementet/onsdagstræffet,
men jeg har ved min bedømmelse af denne del af sagen lagt til grund at der
ikke
er videregivet oplysninger der er omfattet af forvaltningslovens og
straffelovens tavshedspligtsbestemmelser.
For så vidt angår (A)’s
adfærd i forbindelse med orienteringen af nogle af de studerende om indholdet
af (B)’s opslag til personalet, er det min opfattelse at videregivelsen
af
indholdet af opslaget – der alene omhandler (A)’s forhold som
ansøger til
stillingen og er en kommentar til opslaget af 25. september 1998 – ikke
har
været i strid med forvaltningslovens og straffelovens tavshedspligtsregler,
og
at videregivelsen derfor ikke har været uberettiget. Sagen indeholder i
øvrigt
ikke nærmere oplysninger om under hvilke omstændigheder brevet blev forevist
for de pågældende studerende.
(X) Amt har i afgørelsen af
5. juli 1999 som begrundelse for advarslen bl.a. henvist til ’at den
aktive
inddragelse af de studerende førte til stor frustration og forvirring hos
disse’. Videre fremgår, at mange undervisere gav udtryk for vrede,
krænkelser
og irritation på det følgende lærermøde.
Efter min opfattelse kan
omgivelsernes reaktion på (A)’s opslag og udtalelser mv. ikke tillægges
nogen
betydning for bedømmelsen af den konkrete sag. Jeg mener således ikke at der
foreligger sådanne særlige omstændigheder at der kan lægges vægt på at
(A)’s
opslag og inddragelse af de studerende har fremkaldt en vis uro på
sygeplejeskolen. Jeg henviser til det anførte i Folketingets Ombudsmands
beretning for 1995, s. 397. Jeg bemærker endvidere at spørgsmålet om
besættelse
af rektorstillingen på skolen naturligt må være et forhold der har de
studerendes interesse. Under henvisning til det ovenfor anførte og til de i
afsnit 1 beskrevne retningslinier om offentligt ansattes ytringsfrihed og
loyalitetspligt kan (A)’s inddragelse af de studerende efter min
opfattelse
herefter ikke give anledning til overvejelser om hvorvidt (A) har tilsidesat
sin loyalitetspligt.
Sammenfattende – og som sagen
er forelagt for mig – er det således min opfattelse at der med baggrund
i de nævnte
forhold ikke har været grundlag for at tildele (A) en advarsel.
Jeg finder det kritisabelt at
(X) Amt på det foreliggende grundlag tildelte (A) en advarsel, og jeg har
derfor henstillet til (X) Amt at amtet tager sagen op til fornyet behandling
og
træffer en ny afgørelse.”
Den 27. oktober 2000 meddelte
X Amt mig at amtet havde taget min udtalelse til efterretning og besluttet at
annullere den meddelte advarsel.
Jeg meddelte at jeg herefter
ikke foretog mig mere i sagen.
NOTER: (*) FOB 1987, s. 237,
FOB 1991, s. 200 og FOB 1995, s. 396.
Lignende dokumenter
- 22.2024 (Denne sag drejer sig om ophævelse af en uddannelsesaftale.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 29. april 2025
- 2021-33. Kritisk Facebook-opslag overskred grænserne for offentligt ansattes ytringsfrihed Retsinformation · 14. december 2021
- 18.2025 (Denne sag drejer sig om godtgørelse for ophævelse af uddannelsesaftalen.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 17. marts 2026
- Forflyttelse på grund af ytringer. Samarbejdsvanskeligheder Retsinformation · 14. januar 2002
- Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed Retsinformation · 1. juli 2025
- 36.2024 (Denne sag drejer sig om godtgørelse og erstatning i anledning af ophævelse af uddannelsesaftalen) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 5. august 2025