Spring til indhold

Retsinformation

Offentligt ansattes ytringsfrihed. Opslag på arbejdsplads

FOU nr 2000.485UdtalelserFolketinget12. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Offentligt ansattes ytringsfrihed. Opslag på arbejdsplads

I et brev af 25. august 1999

klagede Dansk Sygeplejeråd på vegne af A til mig over X Amts afgørelse af 5.

juli 1999. Ved afgørelsen blev A

tildelt

en advarsel for illoyal optræden i sit virke som lærer ved Y Sygeplejeskole.

Det fremgår af sagen at

forhold vedrørende skemalægning og afbrydelse af et supervisionsforløb på et

tidspunkt har været inddraget i sagen, men at disse spørgsmål ikke har

indgået

i grundlaget for tildelingen af advarslen.

A er ansat som

overenskomstansat sygeplejelærer ved Y Sygeplejeskole og søgte i 1998

stillingen som rektor på skolen. A fik afslag på sin ansøgning.

Følgende er anført i Dansk

Sygeplejeråds klage af 25. august 1999 om sagsforløbet i forbindelse med

stillingsafslaget:

”

Sagen drejer sig om en

sygeplejerske (A) ansat som sygeplejelærer på (Y) Sygeplejeskole, der har

fået

tildelt en advarsel med baggrund i påstået illoyalitet.

(A) er ansat på (Y)

Sygeplejeskole og søgte i august 1998 stillingen som rektor på

sygeplejeskolen.

Efter at have været til samtale på stillingen bliver (A) kontaktet af

formanden

for fællesbestyrelsen for social- og sundhedsuddannelserne der telefonisk

meddelte hende, at selvom hun var særdeles kvalificeret ønskede

fællesbestyrelsen ikke at ansætte hende som rektor, da det ville skabe intern

Læs alt

uro på skolen og herunder lærerflugt.

Dagen efter hængte (A) en

seddel op ved de øvrige læreres postbokse (se bilag 1) om, at hun ikke havde

fået stillingen og citerede formanden for fællesbestyrelsen at hun trods sine

’særdeles gode lederkvalifikationer’ ikke blev ansat. Det anføres

endvidere, at

’man ønskede ikke at tage den risiko for intern uro på skolen og

lærerflugt,

som blev anført som en mulig konsekvens af at ansætte mig’.

På skolen er der en såkaldt

’åben mikrofon’ – det vil sige at mikrofonen er åben for

tilkendegivelse fra

bl.a. studerende. Ved ’åben mikrofon’ spurgte en studerende om

besættelse af

rektorstillingen, når nu (A) ikke fik den. I den forbindelse gentog (A)

begrundelse for afslag på stillingen.

”

A’s opslag af 25. september

1998 i skolens reception (ved siden af lærernes postbokse) har bl.a. følgende

ordlyd:

”Heller ikke denne gang

lykkedes det at få besat rektorstillingen!!!!

Ifølge formand for

Fællesbestyrelsen (B) turde ansættelsesudvalget ikke indstille mig til

stillingen, trods mine ’særdeles gode lederkvalifikationer forhold til

den type

stilling’ (citat (B)) ...

Man ønskede ikke at tage den

risiko for intern uro på skolen og lærerflugt, som blev anført som en mulig

konsekvens af at ansætte mig.

Så heldigvis eller desværre –

alt efter synsvinkel – skal vi altså ud i et 4. opslag af stillingen.

I øvrigt tak for opbakningen

fra mange sider – det har været dejligt at opleve midt i al

virakken!”

Amtsrådsmedlem og formand for

fællesbestyrelsen, B, der var medlem af ansættelsesudvalget, udarbejdede i

forlængelse af A’s opslag et opslag til personalet på Y Sygeplejeskole

med

følgende ordlyd:

”Jeg har erfaret, at min

private

samtale med ansøgeren til

rektorstillingen er blevet inddraget i et opslag på skolen. Uden at have set

opslaget forbavser det mig dog og er efter min mening uklogt. Jeg ville så

hurtigt som muligt informere og begrunde og samtidig være optimistisk med

hensyn til ansøgers fremtidige muligheder.

For at imødegå mytedannelse

skal jeg meddele, hvad jeg sagde og mente,

at jeg fandt ansøgeren

særdeles kompetent til en lederstilling,

at jeg gerne gav reference på

dette,

at en rektorstilling andre

steder ville ansøgeren efter min mening være kvalificeret til,

at der var delte meninger i

bestyrelsen, men at det var et klart flertal, der traf beslutningen.

Jeg sagde også, at jeg lagde

stor vægt på, at en chefstilling på egen skole er noget særligt og kræver en

stor grad af lokal opbakning. Jeg følte ikke, at opbakningen var

tilstrækkelig

stor, og derfor kunne jeg personligt ikke anbefale ansøgningen.”

I en sagsfremstilling af 2.

december 1998 til X Amt anførte den konstituerede rektor for Y Sygeplejeskole

bl.a. følgende:

”(A) har i de sidste ca. 6

måneder, ved flere lejligheder, overskredet sit ansvars- og kompetenceområde

–

og de faglige værdier – dette med negative følger for samarbejde og

arbejdsmiljø på skolen.

Overskridelserne er blevet

påtalt over for (A). Desuden har vi, i relation til det interne

organisationsudviklingsprojekt vi er i gang med, ved flere supervisioner og

lærermøder arbejdet med de grænseoverskridende handlinger, (A) har foretaget.

Ved supervisionerne og lærermøder har de tilknyttede

psykologer/udviklingskonsulenter deltaget.

Der er således intet af det

beskrevne, der ikke er kendt for (A).

Eksempler på grænseoverskridende

handlinger:

– I juni måned 1998

afleverede (A) skemaer for sit hold, der ikke var i overensstemmelse med

Studienævnets beslutninger om timeantal og undervisningsaktiviteter på 4.

semester. Desuden var der valgt andre undervisere end de undervisere, vi

havde

aftalt, skulle undervise på holdet.

Dette blev påpeget over for

(A) og holdets anden tilknyttede lærer. Dette resulterede i frustration og

vrede samt et efterfølgende brev, hvori det påpeges, at mine ledelsesmæssige

handlinger er irrationelle for organisationen, når jeg delegerer opgaver til

medarbejdere, som medarbejderne ikke skønnes at kunne varetage.

Det skal bemærkes, at ansvar

for skemalægning er en opgave (A) havde ønsket, da hun oplevede, at hun havde

mange ressourcer på det område. Jeg havde ingen grund til at betvivle dette.

Fejlene blev rettet – men den

samme situation opstod igen i oktober måned 1998.

– Der er aftalt tavshedspligt

om indholdet – processerne – i vores

organisationsudviklingsprojekt. Efter

sommerferien blev nogle undervisere konfronteret med ’stof’ –

personlige

forhold – fra projektet på praktiksteder på ( ) Sygehus. Kilden blev

sporet til

at være (A)’s mand.

Episoden blev oplevet meget

illoyalt og ukollegialt – hvilket blev påpeget over for (A).

Situationen gentog sig, da (A)

fik afslag på rektorstillingen – denne situation blev også drøftet.

– (A) blev pr. telefon

orienteret om, at hun ikke blev ansat i rektorstillingen. Næste morgen hang

der

i skolens reception en orientering om, at (A) ikke havde fået stillingen

– se

vedlagte.

Samme orientering og

begrundelse blev også givet til studerende på skolen.

Brevet gav anledning til

nogen virak på skolen – flere undervisere følte sig hængt ud som dem,

der var

skyld i, at (A) ikke fik stillingen.

Desuden blev der sået tvivl

om, om det kun var det, der begrundede afslaget.

Formanden for

Fællesbestyrelsen blev kontaktet, hvilket foranledigede, at der kom brev til

skolens personale – hvori afslaget blev uddybet.

Nogle studerende på skolen

fik af (A) lov til at læse brevet, som formanden for Fællesbestyrelsen havde

sendt til personalet. Situationen blev drøftet med de studerende – de

studerende bliver dermed aktivt inddraget i ’sagen’. Den kommende

’onsdagssamling’ på skolen bliver stærkt præget af dette – og

alle studerende

på skolen bliver, med stor frustration og forvirring til følge, inddraget.

Mange undervisere giver

udtryk for vrede, krænkelse og irritation på det følgende lærermøde.

–(A) meddeles, at der,

grundet det store antal grænseoverskridende handlinger, skal iværksættes

supervision.

Første samtale afholdes den

2. november 1998 – se vedlagte notat. Der indgås aftaler om næste

samtale.

(A) orienterer som aftalt på

informationsmødet – men holder ikke aftalen om at aflevere materiale.

I stedet afleveres brev, hvor

(A), under overskriften ’Mine såkaldte grænseoverskridelser’, bl.a.

vil have

beskrevet, hvilke grænseoverskridende handlinger, hun har udført.

Da der ingen bevægelse er i

sagen, afbrydes supervisionsforløbet fra ledelsens side – se vedlagte

notat.

(A) ønsker ikke at underskrive

notatet, da der ikke, efter (A) vurdering, er sket aftalebrud.”

A blev herefter indkaldt til

en samtale på Y Sygeplejeskole den 15. december 1998. I mødet deltog

repræsentanter fra X Amt, Y Sygeplejeskole og Dansk Sygeplejeråd. Følgende

fremgår bl.a. af amtets notat om mødet:

”I drøftelsen deltog

sygeplejelærer (A), sygeplejelærer ( ), tillidsrepræsentant og faglig

sekretær

( ), Dansk Sygeplejeråd samt kst. rektor ( ), (Y) Sygeplejeskole og kst.

kontorchef

(C), sekretariatet for

social- og sundhedsuddannelserne.

Mødet var kommet i stand

efter ønske fra skolens ledelse og forvaltningen med henblik på at drøfte

(A)’s

virke på skolen, herunder (A)’s optræden på skolen efter

fællesbestyrelsens

afslag på (A)’s ansøgning til stillingen som rektor på skolen.

(C) indledte drøftelsen med

at pege på fire punkter, som skolens ledelse og forvaltningen havde fundet

uacceptable i forhold til (A)’s virke som lærer på skolen. Disse 4

punkter var:

(A)’s opslag i skolens

reception om det modtagne afslag på ansøgningen til rektorstillingen.

(A)’s indirekte inddragelse

af de studerende i samme sag.

Konkrete fejl i forbindelse

med skemalægning og lærerpåsætning på hold samt

(A)’s manglende vilje til

færdiggørelse af supervisionsforløb.

I forhold til de første to

punkter blev det fra ledelsens side påpeget, at det er blevet betragtet som

illoyal optræden, at (A) ensidigt har offentliggjort sin version af det givne

afslag, vel vidende, at ansættelsesudvalget ikke har kunnet tage til genmæle,

og at (A) på denne måde og ved den indirekte inddragelse af de studerende i

sagen har sået mistillid til skolens ledelse og til ansættelsesudvalgets

fairness i behandlingen af (A)’s ansøgning til rektorstillingen.

Fra Dansk Sygeplejeråds side

blev det anfægtet, at der skulle være tale om illoyal optræden, men der var

enighed mellem parterne om, at (A)’s optræden i forløbet kunne kaldes

meget

lidt elegant og ’kluntet’.

Det blev fra

forvaltningsledelsens side fremhævet, at der er en naturlig forventning om,

at

der fremover udvises loyalitet mod den til enhver tid siddende ledelse på

skolen.

Det blev fra (A)’s side

bekræftet, at hun er indstillet på at indfri denne forventning.

I forhold til de to øvrige

punkter kan det konkluderes, at der var divergerende opfattelse af de nævnte

forhold. Der blev dog givet en gensidig bekræftelse på at skemalægning og

lærerpåsætning skal være i orden og udføres med nødvendig omhu.

På baggrund af drøftelsen

finder forvaltningsledelsen anledning til at (A)’s manglende

situationsfornemmelse. Uagtet at (A) ikke handler i ond tro, opfatter

ledelsen

den manglende situationsfornemmelse som så belastende, at (A)’s

ansættelsesforhold i gentagelsestilfælde må tages op til overvejelse.

(A) og Dansk Sygeplejeråd har

haft lejlighed til at kommentere nærværende notat og er gjort bekendt med at

notatet lægges på (A)’s P-sag.”

X Amt forelagde i et brev af

17. december 1998 notatet om mødet for A. Følgende fremgår af brevet:

”Jeg vedlægger et kortfattet

notat, hvor jeg samler op på den drøftelse, vi havde den 15. december på (Y)

Sygeplejeskole. Som du vil se, er det min opfattelse, at der er grund til at

påtale, hvad jeg vil kalde din manglende situationsfornemmelse. Det er derfor

min hensigt at lægge vedlagte notat på din P-sag, men forinden det sker, vil

jeg naturligvis give dig lejlighed til at komme [med] skriftlige bemærkninger

til notatet. For god ordens skyld skal jeg opfordre dig til at drøfte notatet

med din faglige organisation. Såfremt du har bemærkninger til notatet, skal

jeg

bede dig sende dine bemærkninger, sådan at vi har dem her i huset senest den

8.

januar 1999.

”

Dansk Sygeplejeråd, X

Amtskreds, kommenterede i brev af 6. januar 1999 amtets notat. Følgende

fremgår

af brevet:

”

Dansk Sygeplejeråd, (X)

amtskreds opfatter uklarhed over, hvad der skulle være et muligt grundlag for

en advarsel.

I refererende notat omtales

begrebet illoyalitet. Dansk Sygeplejeråd, (X) amtskreds kan ikke anerkende,

at

sygeplejelærer (A)’s handlemåder skulle danne grundlag for en advarsel

relateret til illoyal optræden. At offentliggøre en begrundelse for afslag på

en stilling er at udtale sig om egne forhold.

I amtets skrivelse til

sygeplejelærer (A) omtales et begreb som manglende situationsfornemmelse.

Hvis

dette skulle være begrundelsen, vil vi gerne udbede os nogle konkrete

eksempler.

I øvrigt vil vi gerne

tilkendegive en helt principiel holdning til, at advarsler bør være

tidsbegrænsede, således at det fremgår på hvilket tidspunkt en advarsel

fjernes

fra personalemappen.”

X Amt besvarede ved brev af

28. januar 1999 Dansk Sygeplejeråd, X Amtskreds’ henvendelse af 6.

januar 1999

således:

”Med reference til tidligere

korrespondance om (A) (senest Dansk Sygeplejeråds skrivelse af 6. januar

1999)

skal følgende anføres:

– grundlaget for at give (A)

en advarsel er den illoyale optræden, som (A) har udvist i forløbet efter

hendes ansættelsessamtale ift. rektorstillingen på sygeplejeskolen.

I det referat, der tidligere

er udsendt herfra efter vores fælles drøftelse den 15. december 1998, peges

der

på to forhold, nemlig det opslag (A) satte op i skolens reception og den

inddragelse af de studerende, som (A) stod for.

Efter vores opfattelse sår

(A) med opslaget i skolens reception tvivl om ledelsens – konkret

fællesbestyrelsens – saglighed og reelle hensigter. Det opfattes herfra

som en

skærpende omstændighed, at opslaget netop sker i receptionen, hvor såvel

skolens ansatte og studerende som udefra kommende gæster umiddelbart vil

kunne

se det.

Når det ligeledes betænkes,

at (A) dels gennem opslaget, men også ved skødesløs omgang med det senere

fremsendte brev fra formanden for fællesbestyrelsen til skolens personale,

inddrager de studerende i spørgsmålet om besættelse af rektorstillingen, så

synes der herfra ikke at være tvivl om grundlaget for at tildele (A) en

advarsel. Der kan i øvrigt henvises til indberetningen af 2. december 1998

fra

skolens ledelse til forvaltningen, hvoraf det fremgår, at netop inddragelsen

af

de studerende vakte en ikke uvæsentlig furore på skolen.

Det betragtes i øvrigt som en

naturlig del af et ansættelsesforhold, at den ansatte retter en eventuel

kritik

af ledelsen direkte til denne og ikke som det var tilfældet med opslaget i

receptionen, antyder overfor tredjemand, at ledelsen er slap og fej.

Det skal medgives, at det af

det tidligere nævnte referat fremgår, at der var enighed om at (A)’s

optræden

var ’meget lidt elegant og ’kluntet’.’, men som det

samtidig anføres i

referatets næste afsnit, blev der ’ fra forvaltningsledelsens side

fremhævet,

at der er en naturlig forventning om, at der fremover udvises loyalitet

’,

underforstået, at denne loyalitet ikke havde været til stede tidligere.

– Dansk Sygeplejeråd peger i

skrivelsen på, at der bør være en tidsbegrænsning på advarsler.

Efter amtets opfattelse

findes der ikke en ’fast og firkantet’ tidsbegrænsning/forældelse

på advarsler.

Hvis der senere måtte opstå

en situation, hvor amtet skal ind i en vurdering af, om der er grundlag for

en

afskedigelse, vil man på dette tidspunkt tage konkret stilling til, hvorvidt

advarslen kan indgå i en vurdering af sagen, eller hvorvidt man skal se helt

bort fra den. Vælger amtet at lade advarslen indgå i en vurdering af en

afskedigelsessag, har pågældende – eventuelt med bistand fra DSR –

i en

høringsfase mulighed for at protestere imod, at advarslen indgår i amtets

vurdering af sagen. Hvis fremkomne bemærkninger i høringsfasen ikke giver

amtet

anledning til et ændret syn på sagen, og man gennemfører afskedigelsen, bærer

amtet risikoen for, at der efterfølgende rejses sag om dette spørgsmål.

På grundlag af ovenstående

kan det konkluderes, at amtet fremdeles har til sinds at tildele (A) en

advarsel for illoyal optræden og at denne advarsel ikke på forhånd vil have

nogen bestemt tidsbegrænsning.”

I et brev af 11. februar 1999

fremsatte Dansk Sygeplejeråds Sekretariat følgende bemærkninger til sagen:

”

Af sagen fremgår det, at (A)

den 25.09.1998 havde sat et opslag ved lærernes postbokse om, at hun ikke

havde

fået stillingen som rektor ved (Y) Sygeplejeskole blandt andet fordi ledelse

ikke ville risikere indre uro på skolen. Endvidere fremgår det af sagen, at

(A)

i forbindelse med skemalægning og lærerpåsætning på hold havde lavet en

konkret

fejl. Endelig anføres (A)’s manglende vilje til færdiggørelse af

supervisionsforløb.

Dansk Sygeplejeråd har

følgende bemærkninger til den påtænkte advarsel:

Det er overfor os blevet

oplyst, at fejlen vedrørende skemalægning skete i foråret 1998, da fejlen

blev

konstateret i foråret skulle advarslen været givet på dette tidspunkt.

Hvad angår (A)’s manglende

vilje til færdiggørelse af supervision, er det overfor os blevet oplyst, at

(A)

skriftligt har udbedt sig en konkretisering af de påståede forhold for at

kunne

forbedre sig. (A) har endnu ikke modtaget en konkretisering.

Vedrørende (A)’s opslag den

25.09.1998 hvori hun meddeler, at hun ikke er blevet indstillet til den

ledige

rektorstilling på skolen på trods af hendes ’særdeles gode

lederkvalifikationer

i forhold til den type stilling’ finder vi ikke, at (A) har optrådt

illoyal

overfor ledelsen på skolen. (A) har i opslaget angivet den begrundelse som

Bestyrelsesformanden har givet hende. Det kan derfor ikke betragtes som

illoyalt at udtale sig om egne forhold på baggrund af en udtalelse herom fra

bestyrelsen.

Af det fremsendte materiale

finder vi ikke, at (A) har misligholdt sit ansættelsesforhold og vi finder

derfor ikke grundlag for, at

(X) Amt

giver (A) en advarsel for ovennævnte forhold.

Såfremt (X) Amt fastholder

deres beslutning om at give (A) en advarsel skal vi henlede opmærksomheden

på,

at efter almindelig retspraksis, at mindre forseelser forældes inden for et

halvt års tid, medens alvorligere forhold først forældes efter 1-2 år. Vi

finder derfor, at såfremt (A) alligevel får en advarsel skal denne gøres

tidsbegrænset på et halvt år og herefter fjernes fra hendes

personalesag.”

X Amt besvarede ved brev af

24. februar 1999 Dansk Sygeplejeråds Sekretariats henvendelse af 11. februar

1999 således:

”

Dansk Sygeplejeråd har i

skrivelsen en række bemærkninger til den påtænkte advarsel.

Amtet skal i den anledning

påpege:

– om sygeplejerådets bemærkning om fejl i skemaplanlægning og

lærerpåsætning.

Forholdet indgår, jvf.

tidligere fremsendte kopi af brev dateret 28. januar 1999 til Dansk

Sygeplejeråd, ( ), ikke som grundlag for den påtænkte advarsel, og rådets

bemærkning må derfor herfra anses som irrelevant i den konkrete sammenhæng.

– om sygeplejerådets bemærkning om supervisionsforløb.

Heller ikke dette forhold

indgår som grundlag for den påtænkte advarsel.

– om sygeplejerådets bemærkning om (A)’s opslag den 25. september

1998.

Det skal indledningsvist

pointeres, at opslaget fandt sted i skolens reception, hvor såvel skolens

ansatte, studerende og udefra kommende gæster havde adgang til at blive

delagtiggjort i (A)’s udlægning af forholdene.

Amtet er af den opfattelse,

at (A)’s ordvalg i opslaget sår tvivl om ledelsens (Fællesbestyrelsens)

saglighed og reelle hensigter. Det antydes overfor tredjemand, at ledelsen er

slap og fej. Der tænkes konkret på selve overskriften i opslaget, ordene

’turde’, ’risiko’, ’så heldigvis eller

desværre’ – d.v.s. hele tonen i

opslaget.

Herudover indgår som et

væsentligt moment for amtets vurdering, at (A) i 2 omgange aktivt inddrager

de

studerende i forholdene omkring besættelse af rektorstillingen. Det fremgår

af

indberetningen af 2. december 1998, at den aktive inddragelse af de

studerende

førte til stor frustration og forvirring hos disse. Videre fremgår, at mange

undervisere gav udtryk for vrede, krænkelser og irritation på det følgende

lærermøde.

Amtet betragter de netop

nævnte forhold som illoyal optræden overfor arbejdsgiveren, hvilket er

grundlaget for den påtænkte advarsel.

– i forhold til sygeplejerådets bemærkninger om tidsbegrænsning og

fjernelse af en evt. advarsel fra personalesagen.

Med hensyn til spørgsmålet om

at gøre advarslen tidsbegrænset fastholder vi det tidligere anførte herom i

brev herfra af 28. januar 1999. Endvidere kan oplyses, at advarslen ikke vil

blive fjernet fra personalesagen, idet det er i strid med kassationsregler at

fjerne enkeltdokumenter fra ikke kasserede sager.

Sygeplejerådets henvendelse i

brevet af 11. februar 99 giver således ikke (X) Amt anledning til en ændret

opfattelse af sagen. Vi agter derfor at tildele (A)

en advarsel for illoyal optræden.”

Dansk Sygeplejeråd anmodede

herefter ved brev af 15. marts 1999 amtet om et møde i sagen. Der blev

berammet

et møde ved X Amt mandag den 17. maj 1999, men mødet blev ikke afholdt. X Amt

traf herefter den 5. juli 1999 følgende afgørelse:

”I forlængelse af mit brev

til dig af 17. december 1998 skal jeg hermed tildele dig en advarsel for

illoyal optræden i dit virke som lærer ved (Y) Sygeplejeskole.

Som baggrund for advarslen

indgår 2 hændelsesforløb:

– Inddragelse af studerende:

Du har i 2 omgange aktivt

inddraget de studerende i forholdene omkring besættelse af rektorstillingen.

Det

fremgår af indberetningen af 2. december 1998, at den aktive inddragelse af

de

studerende førte til stor frustration og forvirring hos disse. Videre

fremgår,

at mange undervisere gav udtryk for vrede, krænkelser og irritation på det

følgende lærermøde.

– Opslaget i skolens

reception af 25. september 1998:

Ingen vil bestride din ret

til udadtil at give udtryk for din opfattelse af forløbet i forbindelse med

rektorstillingens besættelse, når du selv var ansøger. Men når du vælger

fremgangsmåden med opslag i skolens reception, må opslagets ordlyd ikke så

tvivl om din vilje til at indgå i et loyalt samarbejde med skolens ledelse.

Det er herved amtets

opfattelse, at dit ordvalg i opslaget er egnet til at sætte spørgsmål ved

ledelsens (Fællesbestyrelsens) saglighed og reelle hensigter. Det antydes

overfor tredjemand, at ledelsen er slap og fej. Der tænkes konkret på selve

overskriften i opslaget, ordene ’turde’, ’risiko’,

’så heldigvis eller

desværre’ – dvs. hele tonen i opslaget.

Fællesbestyrelsens formand –

amtsrådsmedlem (B) – har efterfølgende følt sig kraftigt foranlediget

til i et

opslag til skolens personale at meddele, at han var forbavset og fandt det

uklogt, at hans

private

samtale med

dig blev inddraget i et opslag på skolen. Der er ej heller fuld

overensstemmelse

mellem hans og din fremstilling af samtalen.

Såfremt din manglende

situationsfornemmelse fører til lignende hændelser i fremtiden, forbeholder

vi

os ret til at tage dit ansættelsesforhold op til overvejelse.

Der har efter afsendelsen af

mit brev af 17. december været ført korrespondance mellem din faglige

organisation og amtet, men der har ikke været noget i de indvendinger, der er

kommet fra din faglige organisation, der har ændret på vores opfattelse af

sagen. Dansk Sygeplejeråd har anmodet om et møde mhp. at drøfte en

forældelsesfrist for advarslen, men det har ikke været muligt at fastsætte

noget tidspunkt for dette møde. Da jeg ikke mener, at dette spørgsmål har

egentlig relevans i forhold til din optræden i efteråret, har jeg ikke fundet

baggrund

for fortsat at afvente dette møde.

Jeg vil derfor lægge kopi af

dette brev samt det notat, der var vedlagt mit brev af 17. december 1998 på

din

P-sag.”

Dansk Sygeplejeråd har i

klagen af 25. august 1999 anført følgende om baggrunden for henvendelsen til

mig:

”

Det er vor opfattelse, at (A)

ikke har optrådt illoyal overfor ledelsen i den grad, at det kan begrunde en

advarsel, herunder en eventuel senere opsigelse. (A) har refereret den

begrundelse hun fik for afslag på sin ansøgning som rektor på skolen og

ledelsen har på intet tidspunkt anfægtet, at (A) har refereret begrundelsen

korrekt. Fællesbestyrelsens formand reagerer på, at en privat samtale som han

havde med (A) bliver offentlig citeret (bilag 2). Vi skal i den forbindelse

bemærke, at (A) refererer til forhold der vedrører hendes egne forhold og at

et

afslag på en stilling i den sammenhæng ikke kan betragtes som en privat

samtale

der ikke kan gengives.

Vi mener således ikke, at der

er brud på (A)’s loyalitetspligt i et sådant omfang at det kan begrunde

en

advarsel.

”

I anledning af Dansk

Sygeplejeråds klage bad jeg den 8. oktober 1999 X Amt om en udtalelse og om

udlån af sagens akter.

I en udtalelse af 8. november

1999 anførte X Amt følgende:

”Hensynet til offentlige

ansattes ytringsfrihed – her (A)’s ytringsfrihed – har

selvsagt indgået i

amtets overvejelser før endelig beslutning om meddelelse af advarsel.

(X) Amt har på ingen måde interesse i at søge

at begrænse ytringsfriheden. Hverken generelt eller konkret i forhold til

enkelte medarbejdere. Ombudsmanden og repræsentanter for (X) Amt har i øvrigt

tidligere drøftet emnet, idet (X) Amt ønskede at udarbejde en vejledning på

området til brug for de decentrale institutioner.

Det er således væsentligt for

(X) Amt at understrege, at det med advarslen på ingen måde har været/er

intentionen at begrænse (A)’s ytringsfrihed. Baggrunden for endelig

beslutning

om at meddele (A) en advarsel er en ganske anden.

Det er amtets opfattelse, at

de af (A) udførte kritisable forhold ikke alene er udført som privatperson.

De

kritisable forhold er også udført som ansat (lærer på sygeplejeskolen), på

tjenestestedet og i tjenesten.

Der ligger to kritisable

forhold bag advarslen:

Inddragelse af de studerende

i forhold omkring besættelse af rektorstillingen.

Et af (A) udfærdiget opslag

af 25. sept. 1998.

Amtet har fundet, at de to

forhold tilsammen, men ikke mindst væsentligt inddragelsen af de studerende,

nødvendiggjorde en advarsel.

Ikke alene udførte (A) som

nævnt de kritisable forhold som lærer, på tjenestestedet og i tjenesten.

Handlingerne bidrog også til at der (kunne opstå)/opstod usikkerhed om

hvorvidt

(A) loyalt ville/kunne bakke op om og udføre de opgaver, en ny ledelse måtte

pålægge hende.

Når amtet i advarslen

meddeler, at ’ lignende hændelser i fremtiden ’ vil kunne

medføre, at

ansættelsesforholdet tages op til overvejelse, sigtes således ikke til

offentlige ytringer men til illoyalitet af enhver art og/eller handlinger,

der

skaber usikkerhed om, hvorvidt (A) vil udføre de opgaver hun pålægges.

Amtet kan i øvrigt henholde

sig til begrundelserne i advarslen af 5. juli 1999 herunder, at man ikke

fandt,

at der er fuld overensstemmelse mellem på den ene side (A) i opslaget af 25

september meddeler/informerer om hendes telefonsamtale med fællesbestyrelsens

formand, og på den anden side formandens meddelelse til personalet på (Y)

Sygeplejeskole. Meddelelsen er skrevet straks efter formanden erfarede, at

hans

samtale med (A) var blevet inddraget i et opslag på skolen. Meddelelsen er

derfor af amtet også lagt til grund for sagsbehandlingen.

Amtets konklusion vedrørende

opslaget bliver herefter, at (A) ikke har videregivet et retvisende billede

af

begrundelsen for bestyrelsens beslutning ved besættelse af rektorstillingen.

”

Med brev af 15. december 1999

forelagde jeg udtalelsen for Dansk Sygeplejeråd der ikke har fremsat

yderligere

bemærkninger.

Ombudsmandens udtalelse

”1. Generelle bemærkninger om offentligt ansattes loyalitetspligt,

ytringsfrihed og tavshedspligt

I Kaj Larsen mfl.,

Forvaltningsret (1994), s. 131f, er bl.a. følgende anført om offentligt

ansattes loyalitetspligt:

’Endvidere er det almindeligt

antaget, at ansatte i forvaltningen har en almindelig forpligtelse til –

inden

for lovgivningens grænser – at udføre deres arbejde i overensstemmelse

med

ansættelsesmyndighedens interesser og aktivt at medvirke til at realisere de

opgaver, strategier og mål, som ledelsen har fastlagt for sin virksomhed,

også

selv om disse tiltag ikke er udmøntet i mere præcise tjenestebefalinger.

Denne

og lignende pligter betegnes ofte som

loyalitetspligt.

Som yderligere forhold, der

er omfattet af ansattes arbejds- eller loyalitetspligt, peges ofte på pligt

til

at udvise samarbejdsvilje og afstå fra adfærd, som kan belaste

samarbejdsklimaet. ’

Der kan endvidere henvises

til Jørgen Mathiassen, Forvaltningspersonellet, 2. udg. (2000), s. 99ff, og

Oluf Emborg og Peer Schaumburg-Müller, Offentlig arbejdsret, (1998), s.

196ff.

I sidstnævnte værk anføres på s. 198 bl.a. følgende:

’Loyalitetspligten tager nok

fortrinsvis sigte på medarbejdere, der som led i deres arbejde er eller har

været aktivt medvirkende i myndighedens beslutningsproces. Loyalitetspligtens

selvstændige betydning er her bl.a. velbegrundet, idet det nødvendige

samarbejde hos myndigheden forudsætter, at synspunkter kan fremsættes frit og

formløst, og at standpunkter eventuelt kan ændres undervejs i forløbet.’

I Folketingets Ombudsmands

beretning for 1987, s. 237ff*, navnlig s. 240f, har jeg udtalt mig om det

generelle spørgsmål om offentligt ansattes ytringsfrihed, navnlig for så vidt

angår ytringer der fremsættes af den ansatte som privat person, det vil sige

ytringer der ikke fremsættes af den ansatte som led i varetagelse af

arbejdsopgaver for det offentlige. Følgende fremgår bl.a. af udtalelsen:

’Ved besvarelsen af det

centrale spørgsmål om, hvorvidt der gælder særlige begrænsninger for

offentligt

ansattes ytringsfrihed i forhold til den ytringsfrihed, der gælder for

borgerne

i almindelighed, er udgangspunktet utvivlsomt, at offentligt ansatte har

ganske

samme frihed som andre til at deltage i den offentlige debat. Det store antal

offentligt ansatte taler afgørende imod, at der skulle gælde almindelige

begrænsninger for offentligt ansattes ytringsfrihed. Sådanne begrænsninger

ville være uforenelige med de hensyn, der ligger bag grundlovens bestemmelser

om den demokratiske styreform og den derved forudsatte materielle

ytringsfrihed.

Det er dog antaget, at

hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og

funktionsevne

i

særlige

tilfælde kan føre til en

begrænsning af de ansattes ytringsfrihed. Det er næppe muligt at give en

fuldstændig beskrivelse af, hvornår, i hvilket omfang og for hvilke ansatte

sådanne særlige begrænsninger gælder. Men der kan anføres nogle

hovedsynspunkter:

Begrænsningerne omfatter alene udtalelser vedrørende

sager inden for de pågældendes eget arbejdsområde. Offentligt ansatte har

samme

frihed som andre borgere til at udtale sig om sager på forvaltningsområder,

som

de ikke har berøring med i deres daglige arbejde.

2.Ved udtalelse inden for eget arbejdsområde er det af

betydning, om den pågældende som led i sit arbejde har været (eller er)

aktivt

medvirkende til myndighedens beslutningsproces. Begrænsningerne vil i

almindelighed ikke omfatte ansatte med en funktion, der ligger fjernt fra de

politiske eller administrative beslutningstagere.

3.Det spiller en rolle, om udtalelserne fremsættes før

eller efter, at en beslutning er truffet. Adgangen til at udtale sig, inden

en

sag er afgjort, kan – af hensyn til beskyttelse af den interne

beslutningsproces – være noget snævrere end adgangen til at udtale sig

senere

4.Det ligger efter prakis fast, at offentligt ansatte

har en vidtgående frihed til at udtale sig om ressourcespørgsmål inden for

eget

arbejdsområde, hvor spørgsmålet kan have væsentlig betydning for

medarbejdernes

fremtidige ansættelses- og arbejdsforhold.

Det følger af det anførte,

dels at der kræves særlige tungtvejende grunde for at anerkende begrænsninger

i

offentligt ansattes ytringsfrihed, dels at disse grunde normalt kun vil

foreligge i forhold til centralt placerede medarbejdere, der deltager eller

har

deltaget i den omstridte beslutnings tilblivelse.’

Jeg har endvidere i Folketingets Ombudsmands

beretning for 1991, s. 200ff*, fremsat følgende generelle bemærkninger om

forholdet mellem på den ene side offentligt ansattes ytringsfrihed og på den

anden side offentligt ansattes loyalitetspligt for så vidt angår ytringer der

fremsættes af den ansatte som privatperson:

’

Den almindelige loyalitet,

man som ansat i en kommune eller anden offentlig myndighed, skylder sin

arbejdsgiver, kan ikke begrunde, at myndigheden søger at begrænse de

ytringer,

som den ansatte fremkommer med uden for tjenesten. Det betyder, at

myndigheden

ikke kan anvende sanktioner eller andre negative reaktioner, der reelt må

betragtes som sanktioner, f.eks. afskedigelse, forflyttelse eller advarsel i

anledning af de udtalelser, den ansatte fremsætter som privatperson til

pressen, uanset om der er tale om udtalelser, der er stærkt kritiske over for

den pågældende myndighed. Udgangspunktet er således, at offentligt ansatte

har

ganske samme ytringsfrihed som andre til at deltage i den offentlige debat.

Hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og

funktionsevne

antages dog i særlige tilfælde at kunne føre til en begrænsning af de

ansattes

ytringsfrihed, jf. mine bemærkninger gengivet i Folketingets Ombudsmands

Beretning 1987, s. 237ff. ’

Der kan om offentligt

ansattes ytringsfrihed endvidere henvises til Kaj Larsen m.fl.,

Forvaltningsret

(1994), s. 126ff, Jørgen Mathiassen, Forvaltningspersonellet, 2. udg. (2000),

s. 99f, Oluf Emborg og Per Schaumburg-Müller, Offentlig arbejdsret (1998), s.

161ff, Bent Christensen i Juristen 1980, s. 85ff, og Lars Nordskov Nielsens

responsum om offentligt ansattes ytringsfrihed der er offentliggjort som

indstik i DJØF-bladet nr. 22/1987.

Offentligt ansattes

ytringsfrihed begrænses af forvaltningslovens og straffelovens almindelige

bestemmelser om tavshedspligt.

Forvaltningslovens § 27 har

følgende ordlyd:

’

§ 27.

Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har

tavshedspligt, jfr. borgerlig straffelov § 152 og §§ 152 c-152 f, når en

oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig,

eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage

væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, herunder navnlig

til:

statens sikkerhed eller rigets forsvar,

rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske

interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige

institutioner,

forebyggelse, efterforskning og forfølgning af

lovovertrædelser samt straffuldbyrdelse og beskyttelse af sigtede, vidner

eller

andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning,

gennemførelse af offentlig kontrol-, regulerings- eller

planlægningsvirksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i henhold til

skatte-

og afgiftslovgivningen,

det offentliges økonomiske interesser, herunder

udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed,

enkeltpersoners eller private selskabers eller

foreningers interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige eller

interne, herunder økonomiske, forhold, eller

enkeltpersoners eller private selskabers eller

foreningers økonomiske interesse i at beskytte oplysninger om tekniske

indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold.

Stk. 2.

Inden for den offentlige forvaltning kan der kun pålægges

tavshedspligt med hensyn til en oplysning, når det er nødvendigt at

hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til bestemte offentlige

eller private interesser som nævnt i stk. 1.

Stk. 3.

En forvaltningsmyndighed kan bestemme, at en person uden

for den offentlige forvaltning har tavshedspligt med hensyn til fortrolige

oplysninger, som myndigheden videregiver til den pågældende uden at være

forpligtet hertil.

Stk. 4.

Fastsættes der i henhold til § 1, stk. 2, regler om

tavshedspligt, eller pålægges der tavshedspligt efter stk. 3, finder

straffelovens § 152 og §§ 152 c-152 f tilsvarende anvendelse på overtrædelse

af

sådanne regler eller pålæg.’

Straffelovens § 152 har

følgende ordlyd:

’

§ 152.

Den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller

hverv, og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger,

hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab, straffes med

bøde,

hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.

Stk. 2.

Straffen kan stige til fængsel indtil 2 år, hvis forholdet

er begået med forsæt til at skaffe sig eller andre uberettiget vinding eller

der

i øvrigt foreligger særlig skærpende omstændigheder.

Stk. 3.

En oplysning er fortrolig, når den ved lov eller anden

gyldig bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er

nødvendigt

at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller

private interesser.’

Straffelovens indeholder i §§

152 a-152 f endvidere en række særlige bestemmelser om videregivelse af

fortrolige oplysninger mv. Der kan om tavshedspligtsreglerne mere generelt

henvises til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udg. (1999),

s.

457ff, og Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 137ff.

2. Den konkrete sag

Grundlaget for den advarsel

som (A) blev tildelt, var dels opslaget af 25. september 1998, dels

(A)’s

inddragelse af de studerende i forløbet om besættelse af rektorstillingen.

(X) Amt har anført at (A) ved

disse forhold har tilsidesat sin loyalitetspligt.

Det er en forudsætning for at

tildele (A) en advarsel at hun har handlet retsstridigt ved at overtræde sine

forpligtelser over for (X) Amt som arbejdsgiver. I den foreliggende sag

opstår

derfor spørgsmålet om udstrækningen af loyalitetspligten sammenholdt med

reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed. Ved bedømmelsen af dette

spørgsmål er det af væsentlig betydning om den ansatte har handlet som led i

tjenesten eller som privatperson.

(X) Amt har i udtalelsen af

8. november 1999 bl.a. anført at opslaget og inddragelsen af de studerende

ikke

alene er foretaget af (A) som privatperson. Amtet henviser i den forbindelse

til at forholdene er begået (A)

som

lærer på sygeplejeskolen, på tjenestestedet og i tjenesten.

Opslaget af 25. september 1998 indeholder

(A)’s gengivelse af en samtale med formanden for fællesbestyrelsen, (B),

om

hendes egne forhold som ansøger til stillingen som rektor for sygeplejeskolen

og hendes bemærkninger til afslaget på ansøgningen om ansættelse som rektor.

Der er på denne baggrund efter min opfattelse ikke tvivl om at (A) har sat

opslaget af 25. september 1998 op som privatperson og som ansøger til en

stilling

på skolen. Opslaget er således ikke opsat af (A) som et led i varetagelsen af

hendes arbejdsopgaver som sygeplejelærer ved (Y) Sygeplejeskole. (A)’s

arbejdsopgaver omfatter naturligvis ikke behandling af sager hvori hun selv

har

indgivet en ansøgning. Det er i den forbindelse uden betydning at opslaget er

foretaget på tjenestestedet og i arbejdstiden.

Jeg har noteret mig at der er

uenighed mellem sygeplejelærer (A) og formanden for fællesbestyrelsen, (B),

om

indholdet af den samtale der er refereret i sygeplejelærerens opslag af 25.

september 1998. Jeg henviser i den forbindelse til (B)’s efterfølgende

opslag

til personalet på skolen.

Derved rejses spørgsmålet om

hvilken betydning udtalelsernes faktuelle rigtighed og de fremsatte ytringers

holdbarhed har for loyalitetsbedømmelsen.

Efter min mening må

udgangspunktet være at den blotte omstændighed at (A)’s oplysninger i

opslaget

ikke måtte være fuldt ud korrekte, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at

opslaget kan anses for retsstridigt. Over for en sådan fejl har ledelsen

mulighed for at foretage berigtigelse eller fremkomme med korrektioner.

Derimod

må udtalelser der bevidst eller ved grov uagtsomhed på væsentlige punkter har

fået et ukorrekt indhold eller udtrykker en åbenbart uholdbar vurdering,

anses for

retsstridige. Der kan i den forbindelse henvises til Folketingets Ombudsmands

beretning for 1995, s. 396*.

Spørgsmålet om hvorvidt (A)

har refereret (B) korrekt i opslaget, må i øvrigt anses for et

bevisspørgsmål.

Ombudsmandsinstitutionen er ikke egnet til at afklare et bevisspørgsmål som

det

foreliggende. Baggrunden herfor er at ombudsmanden ikke i almindelighed har

mulighed for at afhøre vidner i sagen, men behandler klager på et skriftligt

grundlag. En nærmere afklaring af indholdet af samtalen mellem (A) og (B) vil

derfor ikke kunne finde sted inden for rammerne af min undersøgelse, men må

efter min opfattelse ske ved domstolene.

Ved min vurdering af sagen

har jeg derfor alene taget stilling til om opslaget af 25. september 1998 med

det foreliggende indhold kan anses for en tilsidesættelse af

loyalitetspligten.

I opslaget videregives der

ikke oplysninger der er omfattet af forvaltningslovens og straffelovens

tavshedspligtsbestemmelser.

Som det fremgår af de ovenfor

i afsnit 1 beskrevne retningslinier for offentligt ansattes ytringsfrihed, er

det udgangspunktet at offentligt ansatte har ganske samme adgang som andre

til

at ytre sig, og at loyalitetspligten derfor ikke kan begrunde at myndigheden

søger at begrænse de ytringer som den ansatte fremkommer med uden for

tjenesten. I særlige tilfælde antages hensynet til offentlige myndigheders

interne beslutningsproces og funktionsevne dog at kunne føre til en

begrænsning

af de ansattes ytringsfrihed, jf. det ovenfor citerede uddrag fra

Folketingets

Ombudsmands beretning for 1987, s. 240f. Jeg mener ikke at den konkrete sag

er

et sådant særligt tilfælde. Jeg har navnlig lagt vægt på at der i sagens

natur

er tale om en sag der ikke ligger inden for (A)’s arbejdsområde, og hvor

hun

ikke selv har medvirket i beslutningsprocessen.

På denne baggrund mener jeg

ikke at

indholdet

af opslaget

indebærer en overtrædelse af (A)’s loyalitetspligt.

Amtet har i afgørelsen af 5.

juni 1999 anført følgende om ordvalget i (A)’s opslag:

’

Det er herved amtets

opfattelse, at dit ordvalg i opslaget er egnet til at sætte spørgsmålstegn

ved

ledelsens (Fællesbestyrelsens) saglighed og reelle hensigter. Det antydes

overfor tredjemand, at ledelsen er slap og fej. Der tænkes konkret på selve

overskriften i opslaget, ordene 'turde', 'risiko', 'så heldigvis eller

desværre' – dvs. hele tonen i opslaget.

’

Det kan ikke afvises at en

offentligt ansats ytringer under særlige omstændigheder kan være en

tjenesteforseelse, ikke alene på grund af bevidst groft urigtigt indhold, men

også på grund af formen og ordvalget. Efter min opfattelse må ytringen

imidlertid i form og ordvalg være meget grov førend det kan komme på tale at

kvalificere forholdet som en tjenesteforseelse. Jeg henviser i den

forbindelse

til det anførte på s. 15 i Lars Nordskov Nielsens responsum om offentligt

ansattes ytringsfrihed der er offentliggjort som indstik i DJØF-bladet nr.

22/1997. Der kan endvidere henvises til Bent Christensen i Juristen 1980, s.

113.

Ved bedømmelsen af (A)’s

ordvalg i opslaget må der lægges vægt på at hun med opslaget ønskede at

udtale

kritik af det meddelte afslag på ansøgningen om ansættelse som rektor. Efter

min opfattelse har

ordvalget

i

opslaget ikke en karakter der kan danne grundlag for overvejelser vedrørende

(A)’s loyalitetspligt. Jeg har i den forbindelse bl.a. lagt vægt på at

opslaget

indeholder en kritisk vurdering af ansættelsesudvalgets beslutning, og at der

i

den forbindelse ikke er anvendt krænkende sprogbrug, skældsord mv.

Det andet led i den advarsel

som (A) blev tildelt, omhandler inddragelsen af de studerende i forløbet

omkring besættelsen af rektorstillingen i forbindelse med

åben-mikrofonarrangementet/onsdagstræffet og ved at gøre nogle af de

studerende

bekendt med indholdet af (B)’s opslag til personalet. Det fremgår af

Dansk

Sygeplejeråds redegørelse for sagsforløbet i brevet af 25. august 1999 til

mig

at (A) under åben mikrofon-arrangementet/onsdagstræffet gentog begrundelsen

for

afslaget på stillingen efter at en studerende havde stillet spørgsmål om

besættelse af rektorstillingen. Som sagen er forelagt for mig, har (X) Amt

ikke

bestridt dette hændelsesforløb.

Efter min opfattelse er (A)’s

inddragelse af de studerende i sagen ikke sket som led i varetagelsen af

hendes

arbejdsopgaver som sygeplejelærer, men derimod som privatperson og ansøger

til

en stilling på skolen. Det er således uden betydning for sagen at

inddragelsen

af de studerende er sket på skolen og i tjenestetiden. Som sagen er oplyst

for

mig, har åben mikrofon-arrangementet/onsdagstræffet i øvrigt ikke en karakter

der medfører at sager af den omhandlede karakter ikke må drøftes på møderne.

Sagen indeholder imidlertid ikke nærmere oplysninger end de ovenfor nævnte om

indholdet af (A)’s ytringer under åben

mikrofon-arrangementet/onsdagstræffet,

men jeg har ved min bedømmelse af denne del af sagen lagt til grund at der

ikke

er videregivet oplysninger der er omfattet af forvaltningslovens og

straffelovens tavshedspligtsbestemmelser.

For så vidt angår (A)’s

adfærd i forbindelse med orienteringen af nogle af de studerende om indholdet

af (B)’s opslag til personalet, er det min opfattelse at videregivelsen

af

indholdet af opslaget – der alene omhandler (A)’s forhold som

ansøger til

stillingen og er en kommentar til opslaget af 25. september 1998 – ikke

har

været i strid med forvaltningslovens og straffelovens tavshedspligtsregler,

og

at videregivelsen derfor ikke har været uberettiget. Sagen indeholder i

øvrigt

ikke nærmere oplysninger om under hvilke omstændigheder brevet blev forevist

for de pågældende studerende.

(X) Amt har i afgørelsen af

5. juli 1999 som begrundelse for advarslen bl.a. henvist til ’at den

aktive

inddragelse af de studerende førte til stor frustration og forvirring hos

disse’. Videre fremgår, at mange undervisere gav udtryk for vrede,

krænkelser

og irritation på det følgende lærermøde.

Efter min opfattelse kan

omgivelsernes reaktion på (A)’s opslag og udtalelser mv. ikke tillægges

nogen

betydning for bedømmelsen af den konkrete sag. Jeg mener således ikke at der

foreligger sådanne særlige omstændigheder at der kan lægges vægt på at

(A)’s

opslag og inddragelse af de studerende har fremkaldt en vis uro på

sygeplejeskolen. Jeg henviser til det anførte i Folketingets Ombudsmands

beretning for 1995, s. 397. Jeg bemærker endvidere at spørgsmålet om

besættelse

af rektorstillingen på skolen naturligt må være et forhold der har de

studerendes interesse. Under henvisning til det ovenfor anførte og til de i

afsnit 1 beskrevne retningslinier om offentligt ansattes ytringsfrihed og

loyalitetspligt kan (A)’s inddragelse af de studerende efter min

opfattelse

herefter ikke give anledning til overvejelser om hvorvidt (A) har tilsidesat

sin loyalitetspligt.

Sammenfattende – og som sagen

er forelagt for mig – er det således min opfattelse at der med baggrund

i de nævnte

forhold ikke har været grundlag for at tildele (A) en advarsel.

Jeg finder det kritisabelt at

(X) Amt på det foreliggende grundlag tildelte (A) en advarsel, og jeg har

derfor henstillet til (X) Amt at amtet tager sagen op til fornyet behandling

og

træffer en ny afgørelse.”

Den 27. oktober 2000 meddelte

X Amt mig at amtet havde taget min udtalelse til efterretning og besluttet at

annullere den meddelte advarsel.

Jeg meddelte at jeg herefter

ikke foretog mig mere i sagen.

NOTER: (*) FOB 1987, s. 237,

FOB 1991, s. 200 og FOB 1995, s. 396.

Lignende dokumenter