Spring til indhold

Retsinformation

Undladelse af at besvare spørgsmål fra borger

FOU nr 2004.517UdtalelserFolketinget8. november 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Undladelse af at besvare spørgsmål fra borger

Roskilde Amt modtog i marts 2000 en anmeldelse fra A om

anvendelse af affaldsforbrændingsslagger til bundsikring af en ny lade og

plads på en landbrugsejendom. Amtet oplyste i breve af 28. og 29. marts 2000

til anmelderen at det var amtets vurdering at slaggerne kunne udlægges som

beskrevet i anmeldelsen og i en senere telefonisk henvendelse. Det fremgår

videre at Hvalsø Kommune over for anmelderen gav udtryk for at opførelsen af

bygningen ikke krævede landzonetilladelse, og denne vurdering blev

efterfølgende tiltrådt af Hovedstadens Udviklingsråd. Sagen om

landzonetilladelse blev indbragt for Naturklagenævnet som imidlertid afviste

at

behandle sagen. A klagede til Tilsynsrådet for Roskilde Amt over at Hvalsø

Kommune ikke levede op til kravene til god forvaltningsskik, men tilsynsrådet

afviste i brev af 29. august 2000 at behandle klagen. Denne sag indbragte A

for Indenrigsministeriet, men i brev af 6. oktober 2000 meddelte ministeriet

A

at ministeriet ikke fandt grundlag for at antage at tilsynsrådets brev var

udtryk for en urigtig retsopfattelse eller hvilede på et urigtigt faktisk

grundlag.

I 2000-2002 fandt der en brevveksling sted mellem A og Hvalsø

Kommune om sagen. I den forbindelse stillede A kommunen 12 spørgsmål i et

brev

af 3. juli 2000, og A rykkede flere gange siden kommunen for svar på disse

spørgsmål.

Den 19. september 2002 klagede A til Tilsynsrådet for Roskilde

Amt over kommunens tilsyn med anvendelsen af affaldsslagger på den nævnte

landbrugsejendom. I den anledning anmodede tilsynsrådet kommunen om en

udtalelse.

I et andet brev af 19. september 2002 klagede A til mig

angående det samme spørgsmål. Jeg svarede A i et brev af 27. september 2002.

Læs alt

Jeg meddelte at jeg ikke ville foretage mig noget i anledning af A’s

henvendelse da sagen var under behandling hos tilsynsrådet, og jeg bad derfor

A afvente tilsynsrådets svar før han tog stilling til om der var grundlag for

at klage til mig.

I et brev af 13. november 2002 til Hvalsø Kommune rykkede A for

svar på en række henvendelser fra ham til kommunen. I et samtidigt brev til

mig

klagede A over Hvalsø Kommunes sagsbehandling, og i den forbindelse stillede

han en række spørgsmål. Spørgsmålene var markeret med punktopstilling og

skrevet i kursiv. Brevet indeholdt 32 spørgsmål og var på otte sider, men jeg

modtog kun de første syv sider. Dem sendte jeg ved brev af 22. november 2002

videre i kopi til borgmesteren i Hvalsø Kommune som en anmodning fra A om at

kommunen besvarede de spørgsmål som han stillede i brevet. Jeg bad samtidig A

om selv at sende den sidste side af brevet til kommunen hvilket han gjorde

med

et brev af 24. november 2002. På denne side havde A bl.a. skrevet følgende:

”Jeg er fortsat uden svar fra kommunen på mine breve af 3. juli,

14. juli, 6. august, 12. august, 19. august, 26. august, 3. september, 8.

september, 17. september 2000, 23. september 2001 og 19. september 2002

tillige med mine breve af 18. oktober 2002, 24. oktober 2002, 31. oktober

2002

(sidstnævnte 3 breve er tilsendt Folketingets Ombudsmand i kopi).”

I et brev af 24. november 2002 til Hvalsø Kommune kommenterede A

sagen angående sin klage idet sagen var optaget på dagsordenen for

kommunalbestyrelsens næstkommende møde. Efter en omtale af en tidligere

henvendelse til Miljø- og Energiministeriet skrev A bl.a. følgende:

”Den 19. september 2002 afholdtes – i anden anledning – møde

mellem repræsentanter for (V)-vej

i

(B)-by, Hvalsø Kommunes Tekniske

Forvaltning og kommunens Social- og Miljøudvalg. I mødet oplyser jeg

forvaltningen

og udvalget om klagerne til tilsynsråd og ombudsmand. Teknisk forvaltning

fastholdt

imidlertid på mødet, at kommunen ingen tilsynsforpligtelse havde ved

anvendelsen

af affaldsslagger. Jeg gav derfor forvaltningen en kopi af førnævnte

skrivelse

fra Miljø- og Energiministeriet, ligesom forvaltningen fik udleveret kopi af

mit brev af 19. september 2002 til kommunen samt kopier af mine klager til

ombudsmand og tilsynsråd. Formanden for udvalget medgav mig i mødet, at jeg i

relation til kommunens behandling af sagskomplekset omkring

udlejningslagerhallen

havde fået en urimelig behandling. (Kopier af mine breve af 19. september

2002 er vedlagt).

En uge efter (26. september 2002) afholdtes – på (C)’s

initiativ et møde mellem afdelingsingeniør (D), (C) og undertegnede. I dette

møde blev jeg lovet skriftligt svar på alle mine ubesvarede breve og

spørgsmål

til kommunen inden 10. oktober 2002.

Jeg er pr. dags dato fortsat uden svar på mine breve til

kommunen af 3. juli 2000, 14. juli 2000, 6. august 2000, 12. august 2000, 19.

august 2000, 26. august 2000, 3. september 2000, 7. september 2002, 8.

september 2000, 17. september 2000, 23. september 2001 og 19. september 2002,

18. oktober 2002, 24. oktober 2002, 31. oktober 2002, 13. november 2002 og

21.

november

2002.”

I et brev af 26. november 2002 afgav kommunen en udtalelse til

Tilsynsrådet for Roskilde Amt. Kommunen skrev bl.a. følgende:

”Klager (A) fremførte på et møde mellem (B)-by Bylaug og Social-

og miljøudvalget den 19. september 2002, at han havde fremsendt skrivelser,

der ikke var besvaret af Hvalsø Kommune. På mødet aftaltes et nyt møde den

26.

september.

Formanden for Social- og miljøudvalget (C) afholdt den 26.

september 2002 et møde med klager (A). I mødet deltog desuden forv.chef (D).

På

mødet forsikrede kommunen, at klager skulle have svar på de spørgsmål, der

ikke måtte være besvaret. Kommunen anmodede klager om at opgøre, hvilke

spørgsmål der manglede svar på. Dette fandt klager ikke anledning til at

gøre,

men svarede, at det måtte kommunen selv vurdere. Endvidere fremførte klager,

at mange af hans spørgsmål var polemiske og ikke mulige at svare på.”

Brevvekslingen mellem A og Hvalsø Kommune fortsatte i den

følgende periode. Bl.a. rykkede A i et brev af 12. december 2002 for svar på

tidligere henvendelser til kommunen, herunder brevet af 3. juli 2000, og i et

brev af 14. december 2002 anmodede A kommunen om at besvare nogle spørgsmål i

forbindelse med en tidligere anmodning om aktindsigt, og han rykkede for svar

på tidligere henvendelser til kommunen.

I et brev af 20. december 2002 bekræftede Hvalsø Kommune at

kommunen havde modtaget A’s breve af 12. og 14. december 2002, og

oplyste at

han ville modtage svar på brevene medio januar 2003.

I breve af 23. december 2002 samt 3., 10. og 16. januar 2003

rykkede A for svar på sin klage af 13. november 2002.

Hvalsø Kommune bekræftede i et brev af 16. januar 2003 at

kommunen havde modtaget A’s breve af 23. december 2002 samt 3. og 10.

januar

2003. Desuden oplyste kommunen at den desværre ikke som lovet i brevet af 20.

december 2002 så sig i stand til at give A svar på hans henvendelser medio

januar 2003, men kommunen oplyste at A kunne forvente at få svar ultimo

januar/primo februar, også på hans klage af 13. november 2002.

I et brev af 17. januar 2003 besvarede kommunen A’s brev af 16.

januar 2003 med en henvisning til sit eget brev af 16. januar 2003, og

kommunen

tilføjede at den forventede at kunne give ham et svar ultimo januar/primo

februar.

A henvendte sig til mig i breve af 16. og 17. januar 2003. Det

fremgik af A’s klage at han var utilfreds med at kommunen ikke havde

oplyst

hvornår hans henvendelse af 13. november 2002 ville blive besvaret, og A

spurgte

om jeg kunne udvirke at kommunen besvarede hans henvendelser.

Jeg meddelte A i et brev af 23. januar 2003 at jeg havde

besluttet ikke at foretage mig mere i sagen. I den forbindelse henviste jeg

bl.a. til at kommunen havde oplyst at A kunne forvente svar i slutningen af

januar eller begyndelsen af februar 2003.

I brev af 10. februar 2003 meddelte Hvalsø Kommune A at kommunen

efter en gennemgang af hans skrivelser var af den opfattelse at alle forhold

var blevet belyst og besvaret i den pågældende sag. Hvalsø Kommune tilføjede

at kommunen havde vist vilje til at besvare de spørgsmål som A mente måtte

restere

ubesvarede, men det havde ikke været muligt for kommunen at få disse

spørgsmål

præciseret. Da kommunen ikke så muligheder for at tilvejebringe

besvarelser/beslutninger som A fandt tilfredsstillende, meddelte kommunen ham

at den ikke så sig i stand til at besvare yderligere henvendelser fra ham i

denne sag.

A klagede til mig på ny den 11. februar 2003, og den 2.

september 2003 bad jeg Hvalsø Kommune om en udtalelse i anledning af hans

klage. I den forbindelse bad jeg bl.a. kommunen om i udtalelsen at komme ind

på

spørgsmålet om i hvilket omfang kommunen havde besvaret A’s brev af 3.

juli

2000. Under henvisning til Hvalsø Kommunes breve af 20. december 2002 samt

16.

januar og 10. februar 2003 bad jeg desuden kommunen om i udtalelsen at komme

ind på hvad kommunen havde foretaget sig for at få præciseret de spørgsmål

som

A mente måtte restere ubesvarede. Jeg bad endvidere kommunen om i udtalelsen

at komme ind på spørgsmålet om på hvilken måde kommunen havde besvaret de

klager og spørgsmål som fremgik af A’s breve af 13. november samt 12. og

14.

december 2002. Endelig bad jeg kommunen om i udtalelsen at komme ind på den

nærmere forståelse af det i brevet af 10. februar 2003 anførte hvorefter

kommunen

ikke så sig i stand til at besvare yderligere henvendelser fra A i den

pågældende sag.

I et brev af 29. juli 2003 tog Tilsynsrådet for Roskilde Amt

stilling til den klage som A havde indbragt for tilsynsrådet i brevet af 19.

september 2002. Tilsynsrådet udtalte at det var en mangel at der ikke forelå

notater som dokumenterede at kommunen havde ført tilsyn med at byggearbejdet,

herunder anvendelsen af 1600 tons affaldsslagger, skete i overensstemmelse

med

de dagældende regler. Tilsynsrådet gav endvidere udtryk for at kommunen ved

en

senere besigtigelse og udarbejdelse af tilsynsrapport havde rettet op på det

mangelfulde tilsyn. Tilsynsrådet fandt i øvrigt at kommunen ikke havde

handlet

i strid med lovgivningen, men tilføjede at det lå uden for tilsynsrådets

kompetence

at tage stilling til om kommunen havde levet op til god forvaltningsskik.

I et brev af 2. december 2003 afgav Hvalsø Kommune en udtalelse

i anledning af A’s klage til mig. Kommunen skrev følgende:

”

Ombudsmanden anmoder specielt om, at Hvalsø Kommune i udtalelsen

kommer ind på spørgsmålet om i hvilket omfang kommunen har besvaret

(A)’s brev

af 3. juli 2000.

I skrivelsen stiller klager flere spørgsmål vedrørende

planstatus (punkterne 1-5) for arealet (del af matr.nr. (X)), hvorpå

bygningen

er opført. I henhold til klager, har der været givet forskellige modstridende

oplysninger om ejendommens planstatus. Det pågældende areal er beliggende i

landzone og udenfor lokalplanens områdeafgrænsning, dermed er amtet

zonemyndighed. Hvis bygningen var opført på areal indenfor lokalplanens

områdeafgrænsning havde Hvalsø Kommune været zonemyndighed. I øvrigt skal der

til bygninger, som er nødvendige for landbrugets drift ikke indhentes

tilladelse,

når de er beliggende sammen med eller i nærheden af eksisterende

landbrugsbygninger – i sådanne tilfælde skal bygningen alene anmeldes

til kommunen.

Denne bygning er vurderet til at være nødvendig for landbrugets drift og

kræver derfor ikke en tilladelse i h.t. planloven.

Skrivelsens punkt 6 omhandler støjproblemer fra hallen. Klager

fremfører at det ikke er eventuel støj fra hallen, spørgsmålet angår, men

reflekteret støj fra trafikken på amtsvejen gennem (B)-by med henvisning til

lov om planlægning. Hvalsø Kommune kan ikke behandle sagen i forhold til lov

om

planlægning, idet samtlige ejendomme i (B)- by er beliggende i landzone, og

at

kompetencen i henhold til denne lovgivning på det pågældende tidspunkt

henhørte under Roskilde Amt og HUR.

Punkt 7 om eksisterende bygningers rummelighed.

Landsbrugsejendommes rummelighed drejer sig ikke alene om frihøjder, men

snarere om bygningernes kapacitet i forhold til landbrugsdriften.

Punkt 8 om udlejning af driftsbygninger. Spørgsmålet om udlejede

bygninger er irrelevant i kommunens sagsbehandling. Der henvises i øvrigt til

svaret under punkterne 1-5.

Punkt 9 om amtets intervenering i sagen. Kommunen finder ikke at

spørgsmålet har nogen relevans i sagsbehandlingen og at spørgsmålet er

polemisk.

Punkt 10 om ankeskrivelse af 23. april 2000. Kommunen finder

ikke at spørgsmålet har nogen relevans i sagsbehandlingen og at spørgsmålet

er

polemisk.

Punkt 11 om kendelse fra Fredningsnævnet. Fredningskendelsen er

ikke til hinder for opførelse af landbrugsbygninger. Formålet er netop at

sikre landbrugsdriften i området og begrænse antallet af boligbebyggelser.

Det samme forhold er gældende for eventuel naturpark. I henhold til fredning

og

naturpark er det mere hensigtsmæssigt at placere landbrugsbygninger i

umiddelbar tilknytning til eksisterende bebyggelse end at placere dem i det

åbne land.

Punkt 12 om tilladelse til at udlægge affaldsslagger.

Tilladelsen kræver, at affaldsslagger forsegles, således at regnvand ikke kan

sive gennem det udlagte affaldsslagger og videre ned til grundvandet. Der kan

således udlægges affaldsslagger uden for hallen, når arealet forsegles, hvis

vandgennemtrængning i slagger-laget hindres.

Hvalsø Kommune mener, at klager tidligere har fået disse

spørgsmål besvaret af Hvalsø Kommune skriftligt og/eller mundtligt i

forbindelse med de møder udvalgsformanden og forvaltningen har afholdt med

klager. Endvidere er mange spørgsmål besvaret af andre myndigheder, samt en

del spørgsmål er udenfor kommunens myndighedsområde og andre af polemisk

karakter, som det ikke er kommunen muligt at svare på, hvilket klager i

øvrigt

personligt har tilkendegivet overfor udvalgsformanden.

Da kommunen mener at have svaret på alle spørgsmål, har

udvalgsformanden anmodet klager om at formulere de ubesvarede spørgsmål,

hvilket klager ikke har ønsket, men svaret at det kunne kommunen selv gøre.

Hvalsø Kommune finder derfor, at det ikke er muligt at hjælpe

klager yderligere i denne sag.”

A kommenterede Hvalsø Kommunes udtalelse i et brev af 25.

december

2003. A

skrev bl.a. følgende:

”1. Kommentarer til

konkrete afsnit i kommunens besvarelse.

Til besvarelsens afsnit 11

(’Hvalsø Kommune mener ’)

Jeg har ingen spørgsmål fået besvaret ved den ene lejlighed hvor

jeg har haft mulighed for at drøfte sagen med udvalgsformanden og ingeniør (

)

Hvalsø Kommune.

Lejligheden var et meget kort møde, hvor jeg udtalte, at jeg var

af den opfattelse, at enkelte af de spørgsmål jeg havde stillet kommunen

ville kommunen få endog meget svært ved at besvare tilfredsstillende. Ved

samme

møde udtalte jeg, at en velfungerende kommunal administration ikke behøvede

spørge en klager hvilke klagepunkter kommunen ikke havde besvaret. På mødet,

der fandt sted den 26. september 2002, lovede kommunen mig at have besvaret

alle udestående spørgsmål inden 14 dage!

Jeg har – efterfølgende – overfor kommunen helt præcist i flere

skrivelser til kommunen angivet hvilke spørgsmål kommunen ikke har besvaret.

(Der er til Folketingets Ombudsmand tilgået kopier af disse

skrivelser.)”

Jeg bad den 5. januar 2004 Hvalsø Kommune om eventuelle

bemærkninger til det som A havde anført i brevet af 25. december 2003.

Kommunen

meddelte mig i brev af 2. januar [skal være februar; min bemærkning] 2004 at

kommunen ingen bemærkninger havde til A’s brev.

Ombudsmandens udtalelse

”Jeg har begrænset min undersøgelse til spørgsmålet om Hvalsø Kommunes

besvarelse af Deres breve af 3. juli 2000 samt 13. november og 12. og 14.

december 2002. Ombudsmanden afgør selv om en klage giver tilstrækkelig

anledning til undersøgelse (§ 16, stk. 1, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om

Folketingets Ombudsmand).

Hvalsø Kommune har anført at de spørgsmål som fremgik af Deres brev af 3.

juli 2000, er blevet besvaret tidligere, herunder i forbindelse med de møder

formanden for social- og miljøudvalget og forvaltningen har afholdt med Dem.

De har bestridt at kommunen på et møde med Dem har besvaret spørgsmålene.

Ombudsmandsinstitutionen er ikke egnet til at afklare et bevisspørgsmål som

det foreliggende fordi ombudsmanden i almindelighed ikke har mulighed for at

afhøre vidner i sagen, men behandler klager på et skriftligt grundlag. En

endelig konstatering af i hvilket omfang de spørgsmål

som fremgik af Deres brev af 3. juli 2000, er blevet besvaret mundtligt under

et møde, vil derfor ikke kunne gennemføres inden for rammerne af min

undersøgelse. Jeg foretager mig derfor ikke yderligere angående dette

forhold.

Hvalsø Kommune bekræftede i brevet af 20. december 2002 til Dem

at kommunen havde modtaget Deres breve af 12. og 14. december 2002, og

kommunen oplyste samtidig at De ville modtage svar på brevene medio januar

2003. I brevet af 16. januar 2003 oplyste kommunen at den desværre ikke som

lovet så sig i stand til at give Dem svar på Deres henvendelser medio januar

2003, men kommunen oplyste at De kunne forvente at få svar ultimo

januar/primo

februar, også på Deres klage af 13. november 2002. Kommunen bekræftede dette

tilsagn i brevet af 17. januar 2003. I brev af 10. februar 2003 meddelte

kommunen Dem imidlertid at den efter en gennemgang af Deres skrivelser var af

den opfattelse at alle forhold var blevet belyst og besvaret i den pågældende

sag. Kommunen tilføjede at den havde vist vilje til at besvare de spørgsmål

som De mente måtte restere ubesvarede, men det havde ikke været muligt for

kommunen at få disse spørgsmål præciseret. Da kommunen ikke så muligheder for

at tilvejebringe besvarelser/beslutninger som De fandt tilfredsstillende,

meddelte

kommunen Dem at den ikke så sig i stand til at besvare yderligere

henvendelser

fra Dem i denne sag.

I min henvendelse til Hvalsø Kommune bad jeg kommunen om en

udtalelse om sagen, og jeg bad kommunen om i den forbindelse bl.a. at oplyse

hvad kommunen havde foretaget sig for at få præciseret de spørgsmål som De

mente måtte restere ubesvarede. Jeg bad endvidere kommunen om i udtalelsen at

komme ind på spørgsmålet om på hvilken måde kommunen havde besvaret de klager

og spørgsmål som fremgik af Deres breve af 13. november samt 12. og 14.

december 2002. Endelig bad jeg kommunen om i udtalelsen at komme ind på den

nærmere forståelse af det i brevet af 10. februar 2003 anførte hvorefter

kommunen ikke så sig i stand til at besvare yderligere henvendelser fra Dem i

den pågældende sag. Hvalsø Kommune har ikke besvaret denne del af min

henvendelse.

Brevet af 13. november 2002 indeholder 32 spørgsmål som er

markeret ved hjælp af punktopstilling og anvendelsen af kursivskrift. Jeg må

lægge til grund at Hvalsø Kommune var i tvivl om i hvilket omfang disse

spørgsmål tidligere var blevet besvaret, og det ville derfor have været bedst

stemmende med god forvaltningsskik hvis kommunen havde undersøgt om de

spørgsmål som dette brev indeholdt, var blevet besvaret tidligere. En sådan

undersøgelse kunne være foretaget i perioden mellem den 13. november 2002 og

den 16. januar 2003 hvor kommunen gav tilsagn om at besvare Deres brev af 13.

november 2002, og den kunne være gennemført ved en gennemgang af de breve som

kommunen tidligere havde sendt. I det omfang de nævnte spørgsmål var blevet

besvaret mundtligt, burde der i overensstemmelse med god forvaltningsskik

have

været foretaget notat herom, og et sådant notat kunne indgå i den nævnte

undersøgelse. Hvis der ikke var taget de fornødne notater og der af denne

grund ikke var sikkerhed for at bestemte spørgsmål var blevet besvaret

mundtligt, måtte kommunen enten anse disse spørgsmål for ubesvarede eller

rette henvendelse til Dem for at få afklaret om De anså disse nærmere angivne

spørgsmål for ubesvarede. Det er således min opfattelse at når der trods

nærmere undersøgelser er tvivl om hvorvidt en myndighed har besvaret de

spørgsmål den har modtaget fra en borger, kan myndigheden anmode den

pågældende borger om at bistå med at afklare hvilke spørgsmål der ikke er

blevet besvaret; men myndigheden kan i almindelighed ikke undlade at foretage

de her nævnte undersøgelser med henvisning til at den pågældende borger ikke

har ønsket at medvirke til at præcisere hvilke spørgsmål der må anses for

ubesvaret.

Ud over de nævnte spørgsmål indeholder Deres brev af 13.

november 2002 en opremsning af 14 tidligere breve fra Dem til kommunen som De

anså for ubesvarede. Hovedparten af disse breve havde De også tidligere

rykket

for svar på. Efter min opfattelse havde det været bedst stemmende med god

forvaltningsskik hvis kommunen ved en gennemgang af sin journal havde sikret

sig at den havde modtaget de pågældende breve, og at de var blevet besvaret.

Deres breve af 12. og 14. december 2002 er væsentligt kortere og

indeholder færre spørgsmål end brevet af 13. november 2002. Også i disse

breve

bliver det oplyst at en række tidligere breve fra Dem til Hvalsø Kommune ikke

er blevet besvaret, men det er kun delvist præciseret hvilke breve det drejer

sig om. Kommunen meddelte Dem i brevene af 20. december 2002 og 16. januar

2003 at De ville modtage svar på Deres breve af 12. og 14. december 2002. Det

ville derfor have været bedst stemmende med god forvaltningsskik hvis

kommunen

på samme måde som nævnt ovenfor havde undersøgt nærmere hvilke af de

spørgsmål

som disse to breve indeholdt, der allerede var blevet besvaret. Endvidere

burde kommunen på samme måde som nævnt ovenfor have undersøgt nærmere om

kommunen havde modtaget og besvaret de tidligere breve fra Dem til kommunen

der i brevene af 12. og 14. december 2002 var omtalt som ubesvarede, og som

samtidig var tilstrækkeligt identificerede.

Det skal understreges at den omstændighed at kommunen efter reglerne

for god forvaltningsskik burde have undersøgt hvilke breve og spørgsmål fra

Dem som ikke var blevet besvaret, ikke indebærer at kommunen havde pligt til

at besvare samtlige spørgsmål som De har stillet.

Forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985 som senest

ændret ved lov nr. 382 af 6. juni 2002) indeholder følgende bestemmelser i §

7:

’

§ 7.

En

forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til

personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens

sagsområde.

Stk. 2.

Modtager en

forvaltningsmyndighed en skriftlig henvendelse, som ikke vedrører dens

sagsområde,

videresendes henvendelsen så vidt muligt til rette myndighed.’

Derudover indeholder loven bestemmelser om bl.a. begrundelse og

aktindsigt. Også offentlighedsloven og lov om aktindsigt i miljøoplysninger

indeholder bestemmelser om aktindsigt. Disse bestemmelser suppleres af

ulovbestemte regler og af reglerne for god forvaltningsskik.

En anmodning fra en borger om at blive bekendt med oplysninger i

bestemte sager eller dokumenter skal efterkommes af den pågældende myndighed

medmindre den er omfattet af en af undtagelsesbestemmelserne i lovgivningen

om

aktindsigt. Reglerne om aktindsigt tager ikke sigte på de tilfælde hvor en

borgers ønske om oplysninger ikke er udformet som en anmodning om indsigt i

bestemte

sager eller dokumenter, men de vil i et vist omfang være omfattet af

bestemmelsen i forvaltningslovens § 7, stk. 1, om vejledningspligt. Det må

imidlertid efter min opfattelse anses for bedst stemmende med god

forvaltningsskik at en myndighed – også i tilfælde som ikke er omfattet

af lovgivningens

regler om aktindsigt og vejledningspligt – så vidt muligt besvarer de

spørgsmål

som den modtager fra borgerne. Dette udgangspunkt må dog begrænses eller

fraviges i en række tilfælde. Således er en myndighed naturligvis ikke

berettiget til at tilsidesætte lovgivningens regler om tavshedspligt og om

behandling af personoplysninger. På samme måde kan det ikke forlanges at en

myndighed besvarer et spørgsmål der ikke angår den pågældende myndighed, da

sådanne spørgsmål bør oversendes til den relevante myndighed i

overensstemmelse med princippet i forvaltningslovens § 7, stk. 2.

Udgangspunktet må også fraviges i andre tilfælde. Det vil således

normalt ikke kunne kræves at en myndighed besvarer et spørgsmål hvis

myndigheden for nylig har besvaret et tilsvarende spørgsmål fra den samme

borger. Normalt vil det heller ikke kunne kræves at en myndighed giver et

indholdsmæssigt

fuldt dækkende svar på et spørgsmål hvis dette forudsætter at myndigheden

udfolder en ganske betydelig indsats for at klarlægge bestemte forhold. Dette

gælder navnlig hvis spørgsmålet kun har ringe betydning for den pågældende

borger eller for offentligheden.

Ved bedømmelsen af i hvilket omfang en myndighed bør svare på

spørgsmål fra en borger, må spørgsmålets karakter også tages i betragtning.

Hvis spørgsmålet efter sit indhold ikke er en anmodning om at få oplysninger

om

et bestemt forhold, men derimod angår begrundelsen for bestemte handlinger

eller undladelser fra myndighedens side, må der således ved vurderingen af

myndighedens svar lægges vægt på om den har fulgt de begrundelsesregler der

følger af forvaltningsloven og af reglerne for god forvaltningsskik. Er der

tale

om et spørgsmål som efter sit indhold må anses for en kritik af myndigheden

snarere end en anmodning om at få oplysninger om et bestemt forhold, må det

ved bedømmelsen af svaret indgå om myndigheden i rimeligt omfang har besvaret

denne kritik. Såfremt en borger stiller en myndighed et spørgsmål der

vedrører

den pågældendes retsstilling i forhold til myndigheden, må myndigheden

besvare

spørgsmålet i overensstemmelse med bestemmelsen om vejledningspligt i

forvaltningslovens § 7, stk. 1, og de uskrevne regler om vejledningspligt.

På visse forvaltningsområder gælder der særlige regler om

myndighedernes pligt til at informere og vejlede borgerne, og myndighederne

må

naturligvis sikre sig at disse regler følges. Som et eksempel på en sådan

regel

kan nævnes § 5 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale

område.

På miljøområdet må særlig bestemmelserne i Århuskonventionen (konvention om

adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt

adgang

til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet) tages i betragtning.

Konventionens formål er bl.a. at fastslå myndighedernes aktive

oplysningspligt

over for borgerne og at sikre offentlighedens mulighed for at deltage i

myndighedernes

beslutningsproces.

Der kan ikke opstilles bestemte regler for hvor hurtigt en

myndighed bør besvare en henvendelse fra en borger, men generelt bør sager

der behandles af offentlige myndigheder, behandles så hurtigt som muligt.

Jeg har gjort Hvalsø Kommune bekendt med min opfattelse, og jeg

har henstillet til kommunen at den genoptager behandlingen af sagen med

henblik på at fastslå i hvilket omfang kommunen allerede har besvaret de

spørgsmål som brevene af 13. november samt 12. og 14. december 2002

indeholder,

og i hvilket omfang kommunen allerede har besvaret de nærmere angivne breve

om hvilke det i disse tre breve er anført at de ikke er blevet besvaret, og

at

kommunen herefter tager stilling til i hvilket omfang de spørgsmål og breve

som

ikke tidligere er blevet besvaret, bør besvares.”

Lignende dokumenter