Dispensation fra klagefrist. Vejledningspligt
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Dispensation fra klagefrist. Vejledningspligt
Det fremgår
af sagen at A i 1996 gennemgik en operation for diskusprolaps, og at hun
lider
af følger af denne operation samt af lænderygsmerter og hovedpine. Herudover
fremgår det af de lægelige oplysninger i sagen at der i 1999 var mistanke om
begyndende slidgigt i begge A’s hofter.
Københavns Kommune,
Socialcenter X, traf den 23. oktober 1998 afgørelse om afslag på ansøgning om
førtidspension. Kommunen vurderede atter A’s sag i 1999, idet kommunen
den 4.
august 1999 afslog at rejse en sag om førtidspension.
Af akterne i sagen fremgår
det at Revacentret i København i brev af 12. oktober 1999 anmodede kommunen
om
at vurdere A’s sag på ny, idet revacentret ikke mente der var yderligere
relevante muligheder for arbejdsprøvninger.
Kommunen afviste ved
afgørelse af 23. december 1999 at rejse en sag om førtidspension. I
afgørelsen
var der givet klagevejledning.
Den 28. december 1999
meddelte kommunen A at hendes sygedagpenge ville blive bragt til ophør den
31.
december 1999. Kommunen henviste i afgørelsen bl.a. til kommunens afgørelse
af
23. december 1999 hvorved A havde fået afslag på at påbegynde en sag om
førtidspension. Afgørelsen om ophør af sygedagpenge indeholdt desuden en
klagevejledning.
Med brev af 29. december 1999
Læs alt
vejledte kommunen A om at hun - for at sikre sig et fremtidigt
forsørgelsesgrundlag - enten kunne melde sig ledig til sin
arbejdsløshedskasse
eller søge kontanthjælp.
Ovenstående afgørelser om
henholdsvis afslag på at rejse sag om førtidspension og ophør af sygedagpenge
er i kommunens oplysningsark fortløbende noteret af A’s sagsbehandler
hos
kommunen.
Af kommunens oplysningsark
fremgår det endvidere at A den 29. december 1999 kontaktede kommunen på
baggrund af meddelelsen om ophør af sygedagpenge. Af kommunens oplysningsark
fremgår det at A i forbindelse med denne telefonsamtale oplyste at hun ikke
kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hvorfor hun ikke kunne melde sig
ledig hos sin arbejdsløshedskasse. Herudover var A klar over at hun ikke
kunne
få kontanthjælp på grund af sin mands indtægt. Ifølge oplysningsarket
vejledte
kommunens sagsbehandler herefter A om muligheden for at søge boligsikring og
om
hendes mands mulighed for at opnå dobbelt personfradrag i skattemæssig
henseende.
Ifølge kommunens
oplysningsark tilkendegav A efterfølgende at hun måtte lade sig skille - hun
og
hendes mand havde ikke mulighed for at leve af én indtægt. I forlængelse
heraf
har kommunens sagsbehandler noteret at A ønskede at klage, men at hun ikke
selv
kunne skrive klagen, hvorfor kommunen sendte et udkast til en klage til A.
Den 4. januar 2000 modtog
kommunen A’s klage som kommunen havde hjulpet hende med at udforme.
Ifølge
klagen vedrørte den alene kommunens afgørelse af 28. december 1999 om ophør
af
sygedagpenge.
På denne baggrund sendte
kommunen et ankeskema til Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg
Kommuner. Heraf fremgik det at den afgørelse A ønskede at klage over,
vedrørte
ophør af sygedagpenge. Under punktet sagsresumé anførte kommunen følgende:
”
Har en beskeden
skolebaggrund, 6 år, kan ikke skrive og læser lettere tekster med besvær.
Hun har følger efter en
nakkediscusoperation, lændesmerter, der stråler ud i v. ben, ligeledes er der
mistanke om begynd. slidgigt i hofterne.
Allerhelst vil hun have
pension, så hun i fred og ro kan futte rundt og fortsat være med i
ældreklubben, hvor hun kommer 2 x ugtl.
Hun oplyser, at hun og
ægtefællen ikke kan leve af hans indkomst, som portør.”
I ankeskemaet til det sociale
nævn har kommunen desuden oplyst at partshøring blev foretaget den 13. august
1998, og at partshøringen vedrørte et førtidspensionsskema.
Det fremgår af sagen at A’s
fagforening, F, den 18. januar 2000 anmodede om aktindsigt i hendes sag.
Kommunen sendte dagen efter sagens akter til foreningen.
Ifølge det oplyste blev A
herefter klar over at der ikke var indgivet klage over afgørelsen vedrørende
afslag på at rejse førtidspensionssag. Den 25. januar 2000 klagede hun derfor
over denne afgørelse.
Den 2. maj 2000 afviste Det
Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner at behandle sagen
vedrørende påbegyndelse af førtidspensionssag. Nævnet henviste i afgørelsen
til
at klagefristen på 4 uger var overskredet, og at nævnet ikke mente der var
særlige forhold i sagen som bevirkede at nævnet kunne se bort fra
overskridelsen.
Med brev af 22. maj 2000
anmodede A nævnet om at genvurdere afgørelsen af 2. maj 2000. Ud fra sagens
omstændigheder er det mit indtryk at A har udformet brevet med hjælp fra sin
fagforening. Som begrundelse for A’s anmodning om nævnets genvurdering
af sagen
anførte hun følgende:
”...
På grund af ordblindhed har
jeg af kommunen fået hjælp til skrivning af klage af 04.01.00 over kommunens
afgørelse af 28. december 1999 om stop af min sygedagpengeudbetaling (klagen
er
under behandling i nævnet j.nr. 13-00053-00) og jeg troede også, at det af
denne klage fremgik, at jeg samtidig klagede over kommunens afvisning på
påbegyndelse af førtidspensionssag.
Først da jeg i brev af 24.
januar 2000 fra min fagforening (F) modtog oplysning om, at kommunen
telefonisk
havde oplyst, at klagen kun vedrørte sygedagpengestoppet blev jeg klar over,
at
det ikke af klagen fremgik, at jeg også ønskede at klage over kommunens
afgørelse om afvisning på påbegyndelse af førtidspensionssag og at jeg -
såfremt jeg ville gennemføre mit klageønske - måtte klage særskilt over
kommunens afgørelse om afvisning på påbegyndelse af førtidspensionssag.
...”
I sit svar til A af 31. maj
2000 fastholdt nævnet imidlertid sit afslag på at dispensere fra klagefristen
på 4 uger.
A klagede herefter til mig
den 1. juli 2000. I klagen til mig gentog hun bl.a. det ovenfor citerede fra
brevet til det sociale nævn af 2. maj 2000. Herudover anførte A i klagen at
hun
på grund af ordblindhed og sin helbredsmæssige situation i øvrigt burde kunne
sidestilles med en udlænding som ikke er rask, og som har
sprogvanskeligheder.
A henviste i den forbindelse til pkt. 61.4 i Den Sociale Ankestyrelses
vejledning om klageregler på det sociale område hvorefter der kunne
dispenseres
fra klagefristen i et sådant tilfælde.
Den 17. juli 2000 sendte jeg
A’s klage videre til det sociale nævn med henblik på at nævnet fik
lejlighed
til at tage stilling til det hun havde skrevet i brevet til mig. Samtidig
sendte jeg A’s klage videre til nævnet som en anmodning fra hende om at
det
sociale nævn - hvis nævnet fastholdt afgørelsen - uddybede begrundelsen
herfor.
Nævnet fastholdt afgørelsen i
sit brev til A af 31. juli 2000. Nævnet anførte som begrundelse herfor at
hendes ordblindhed ikke kunne sidestilles med manglende danskkundskaber, og
nævnet mente i øvrigt ikke at der forelå sådanne særlige omstændigheder som
kunne føre til at nævnet så bort fra fristoverskridelsen.
Den 5. august 2000 klagede A
på ny til mig. På baggrund af A’s klage bad jeg Det Sociale Nævn for
Københavns
og Frederiksberg Kommuner om en udtalelse om sagen. Jeg bad samtidig nævnet
om
forinden at indhente en udtalelse fra Københavns Kommune.
Kommunen anførte i udtalelsen
af 22. november 2000 bl.a. at A boede sammen med sin mand på det tidspunkt
hvor
hun modtog kommunens afgørelser om henholdsvis påbegyndelse af
førtidspensionssag og ophør af sygedagpenge. Det var derfor kommunens
opfattelse at hun og hendes mand sammen havde læst kommunens breve til A.
Kommunen lagde herved særlig vægt på at afgørelserne havde betydning for
ægteparrets samlede indtægt, og at reduktion heraf ville blive formindsket
ved
at A og hendes mand skulle skilles. Af kommunens udtalelse til mig af 22.
november
2000 fremgår det i øvrigt at A’s mand flyttede adresse pr. 31. januar
2000, og
at hendes forsørgelsesgrundlag herefter var kontanthjælp.
Nævnet anførte i udtalelsen
af 12. december 2000 bl.a. følgende:
”Det skal hertil anføres, at
(A) overfor kommunen alene har givet udtryk for, at hun ønskede hjælp til at
klage over dagpengeafgørelsen.
Endvidere fremgår det af
brevet, at (A) kan læse lettere tekster, hvorfor hun må formodes at have
været
i stand til at læse de 2 linier, som kommunen har udarbejdet som klage for
hende, modtaget i kommunen den 4. januar 2000, især under hensyn til, at hun
dog må formodes at have kunnet læse og forstå de trufne afgørelser eller evt.
har fået hjælp til at blive bekendtgjort med indholdet af disse (det
foreligger
oplyst i sagen, at (A) på det omhandlede tidspunkt boede sammen med sin
ægtefælle), da det jo fremgår, at hun samme dag, den 29. december 1999, som
hun
modtager afgørelsen af 28. december 2000 om dagpengestop, telefonisk
henvender
sig til kommunen og er meget forundret over brevet.
Det skal hertil bemærkes, at
det fremgår af udtalelse af 12. oktober 1999 fra revacentret, at
’konkret har
kursisten lært sig selv at læse, men hun kan ikke skrive’.
Nævnet finder således fortsat
ikke, at der foreligger nogen særlig grund i lovens forstand til, at nævnet
kan
se bort fra fristoverskridelsen i (A)’s tilfælde.”
A’s fagforening kommenterede
den 9. januar 2001 nævnets udtalelse. Foreningen anførte i brevet bl.a. at
det
forhold at det i revacentrets udtalelse af 12. oktober 1999 var anført at A
havde lært sig selv at læse, ikke var ensbetydende med at hun havde kunnet
læse
kommunens udkast til klage og herved opdage at klagen ikke var i
overensstemmelse med hendes ønsker.
Jeg sendte foreningens
kommentarer til nævnet således at nævnet fik mulighed for at fremkomme med
eventuelle bemærkninger hertil. Med brev af 25. januar 2001 henholdt nævnet
sig
til udtalelsen af 12. december 2000. Nævnet havde ikke yderligere
bemærkninger
til sagen.
A eller hendes fagforening
har herefter ikke kommenteret sagen yderligere.
Ombudsmandens udtalelse
”Regler om klageadgang ved afgørelser truffet efter den sociale
lovgivning
Afgørelser som en kommune træffer efter den sociale lovgivning, kan påklages
til det sociale nævn, jf. § 60, stk. 1, i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område (lov nr. 453 af 10. juni 1997 med senere
ændringer).
Københavns Kommune traf den 23. december 1999 afgørelse om afslag på
påbegyndelse af en førtidspensionssag efter lov om social pension. Den 28.
december 1999 traf kommunen afgørelse om ophør af sygedagpenge efter lov om
dagpenge ved sygdom eller fødsel. Begge afgørelser blev truffet i henhold til
den sociale lovgivning, og de kunne derfor begge indbringes for det sociale
nævn efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10.
Under henvisning til retssikkerhedslovens § 67 afviste Det Sociale Nævn for
Københavns og Frederiksberg Kommuner ved afgørelse af 2. maj 2000 at behandle
Deres klage over kommunens afgørelse om afslag på påbegyndelse af sag om
førtidspension. Bestemmelsen i den dagældende retssikkerhedslov
(lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000) havde følgende indhold
:
’
§ 67. Klage til det sociale nævn og Ankestyrelsen skal ske inden 4 uger
efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Anmodning til
Ankestyrelsen om optagelse af en sag til behandling efter § 57 skal ske inden
for samme frist.
Stk. 2. Formanden for det sociale nævn og chefen for Ankestyrelsen kan se
bort fra, at fristerne ikke er overholdt, når der er særlig grund hertil.
Afgørelser om at se bort fra klagefrister og afgørelser om klagefristens
beregning kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.’
Bestemmelsen har ikke ændret ordlyd siden nævnets afgørelse af 2. maj 2000.
Af vejledning nr. 53 af 10. februar 2000 om klageregler på det sociale område
fremgår følgende om
dispensation fra klagefristen i ovennævnte bestemmelse, retssikkerhedslovens
§
67, stk. 2, jf. stk. 1:
’59.
Klageinstanserne
kan se bort fra klagefristens overskridelse, når der er særlig grund til det,
jf. retssikkerhedslovens § 67, stk. 2, og § 55, stk. 4, i lov om sikring mod
følger af arbejdsskade.
Fra Ankestyrelsens praksis
kan nævnes følgende afgørelser om dispensation:
60. Tilfælde, hvor der ikke var grundlag for dispensation
Afgørelse den 13. marts og
anke den 8. december. Klageren var udlænding og havde søgt pension 3 dage
efter
at have fået permanent opholdstilladelse. Da brevene ikke bar præg af, at
ansøgeren ikke var inde i reglerne, og da fristoverskridelsen var lang, blev
anken afvist.
61. Tilfælde, hvor der var grundlag for dispensation
3) Fristoverskridelse på 11
dage. Efter det oplyste havde klageren en psykisk lidelse på grund af
arbejdsskaden. Lidelsen medførte, at han havde svært ved at træffe
beslutninger, og han behøvede hjælp til bearbejdning af skriftligt materiale.
Der blev dispenseret.
4) Afgørelse den 27. oktober
og anke den 17. december. Afgørelsen vedrørte en udlænding, som ikke eller
kun
dårligt forstod dansk. Ansøgeren var ikke rask. Under hensyn hertil og til
sprogvanskelighederne blev der dispenseret.
I tilslutning til det
sidstnævnte eksempel skal det bemærkes, at myndighederne har en særlig
forpligtelse til at yde vejledning, når der kan være forståelsesmæssige
problemer i forbindelse med en afgørelse.
Der henvises i denne
forbindelse også til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven,
pkt.
32-37 om tolkebistand og oversættelse, og til Folketingets Ombudsmands
beretning for 1990, side 240.*
Hvis en myndighed har forsømt
sin vejledningspligt, kan dette bevirke dispensation.’
Af eksemplerne fra
vejledningen kan det udledes at det er relevant at inddrage såvel objektive
som
mere subjektive forhold ved myndighedernes bedømmelse af om der er grundlag
for
dispensation fra klagefristen. Myndighederne kan således ifølge eksemplerne
lægge vægt på bl.a. fristoverskridelsens længde sammenholdt med mere
individuelle forhold som gør sig gældende for modtageren af afgørelsen,
herunder om det kan antages at modtageren har mulighed for at forstå
afgørelsen, samt modtagerens generelle helbredstilstand.
Herudover fremgår det af
vejledningen at hvis en myndighed ikke har ydet vejledning i tilstrækkeligt
omfang, kan dette begrunde en dispensation fra klagefristen i
retssikkerhedslovens § 67, stk. 1. Det er i den forbindelse anført at en
forvaltningsmyndigheds vejledningspligt er skærpet når der er risiko for at
modtageren af afgørelsen kan have vanskeligt ved at forstå afgørelsen.
Myndighedernes vejledningspligt
Retssikkerhedslovens
§ 5 har følgende indhold:
’
§ 5.
Kommunen og amtskommunen skal behandle ansøgninger og
spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give
hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning.
Kommunen og amtskommunen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om
hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning.’
Bestemmelsen i
retssikkerhedslovens § 5 er ikke kun en lovfæstelse af den almindelige
vejledningsforpligtelse for forvaltningsmyndigheder, jf. forvaltningslovens §
7
og pkt. 29-31 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven
(vejledning
nr. 11740 af 4. december 1986). Retssikkerhedslovens § 5 må anses for at
indebære at forvaltningsmyndighedernes almindelige vejledningspligt er
skærpet
på det sociale område.
I forarbejderne til bestemmelsen
i retssikkerhedslovens § 5 er bl.a. anført følgende, jf. Folketingstidende
1996-97, tillæg A, s. 4885:
’Disse principper er ikke
nye, men de har hidtil ikke været formuleret som egentlige lovbestemmelser.
Forslaget stilles, fordi Førtidspensionsudvalg II i sin 1. delrapport fra
januar 1996 bl.a. fremhæver, at selv om en person søger om en bestemt form
for
hjælp, er det vigtigt, at kommunen ikke kun tager stilling til, hvad
ansøgeren
konkret søger om.
Kommunen eller amtskommunen
bør vurdere ansøgerens situation og behov i forhold til alle de muligheder,
der
er for at give hjælp. Søger en person fx om kontanthjælp eller
førtidspension,
skal kommunen være opmærksom på, om ansøgeren måske er bedre hjulpet med et
tilbud om at blive revalideret.’
Tilstrækkelig vejledning i
forbindelse med sagsbehandlingen er en afgørende forudsætning for at borgeren
har mulighed for at følge med i og bidrage til behandlingen af sin sag.
Bestemmelsen i retssikkerhedslovens § 5 skal derfor ses i sammenhæng med
retssikkerhedslovens § 4 om myndighedernes pligt til at sikre at borgerne har
mulighed for at medvirke ved behandlingen af sociale sager.
Under pkt. 20 i den gældende
vejledning om retssikkerhedsloven er det anført at forvaltningslovens regler
om
vejledning og repræsentation suppleres af bestemmelserne i
retssikkerhedslovens
§§ 4 og 5, jf. vejledning nr. 90 af 7. juni 2000 om lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område.
I den dagældende vejledning
om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område var anført
følgende om forvaltningsmyndighedernes almindelige vejledningspligt, jf. pkt.
43 i vejledning nr. 44 af 6. marts 1998:
’Efter forvaltningslovens § 7
skal myndigheder i sager, hvor der træffes afgørelser, i fornødent omfang
give
vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden
for myndighedens sagsområde.
God forvaltningsskik udvider
på to områder denne pligt til at give vejledning. Der bør således også ydes
vejledning og bistand på områder, hvor myndigheden ikke træffer afgørelser,
men
udøver faktisk forvaltningsvirksomhed - se hertil punkt 127. Endvidere er det
ikke altid tilstrækkeligt kun at yde vejledning, når borgeren selv beder om
det. Er der en tilstrækkelig anledning til det, bør myndigheden som følge af
god forvaltningsskik efter omstændighederne på eget initiativ vejlede
borgeren
om, hvilke regler m.v. der gælder på det pågældende område.
Det betyder, at en
forvaltningsmyndighed i vid udstrækning har pligt til at vejlede borgeren.
Hvis
borgeren ikke behersker det danske sprog eller har et kommunikationshandicap,
er det en følge af denne vejledningspligt, at myndigheden normalt bør skaffe
den fornødne bistand, fx i form af tolkebistand og ved at oversætte
afgørelser
og skriftligt materiale i fornødent omfang. Se også punkt 21.’
Af samme vejledning fremgik
det følgende om konsekvensen af mangelfuld vejledning:
’29.
I enkelte tilfælde kan der ske en forkert eller mangelfuld
rådgivning. Dette vil normalt ikke få indflydelse på selve afgørelsen efter
den
sociale lovgivning.
Efter Den Sociale
Ankestyrelses praksis kan manglende eller mangelfuld vejledning imidlertid
betyde, at der træffes en ny afgørelse, der retter op på den manglende eller
forkerte vejledning, således at en borger skal stilles, som om der fra
begyndelsen var givet korrekt vejledning. Et eksempel fra Ombudsmandens
praksis
drejede sig om, at der ikke var givet rådgivning om retten til børnetilskud,
som borgeren på rådgivningstidspunktet opfyldte betingelserne for. Første
senere blev borgeren opmærksom på muligheden. Borgeren var, efter
Ombudsmandens
opfattelse, berettiget til børnetilskuddet allerede fra den første
henvendelse.’
Det Sociale Nævn for Københavns og
Frederiksberg Kommuners afslag på at dispensere fra klagefristen
De reagerede over
for kommunen da De modtog afgørelsen af 28. december 1999 hvorefter Deres
sygedagpenge blev bragt til ophør den 31. december 1999. Eftersom De få dage
før havde fået afslag på påbegyndelse af en sag om førtidspension, betød
afgørelsen om ophør af sygedagpenge at De herefter ikke ville have et
forsørgelsesgrundlag, bortset fra muligheden for at søge kontanthjælp.
De tilkendegav på denne
baggrund at De ønskede at klage. De bad samtidig kommunen om hjælp til at
skrive klagen. Ifølge det oplyste var grunden til at De bad kommunen om
hjælp,
at De var usikker på hvordan en klage skulle udformes. Herudover fremgår det
af
sagen at De ikke kan skrive og kun kan læse lettere tekster.
Det må lægges til grund at De
modtog kommunens afslag på at rejse en sag om førtidspension den 24. december
1999. Ifølge det oplyste klagede De over denne afgørelse den 25. januar 2000
-
straks efter at De blev klar over at Deres oprindelige klage alene indebar en
klage over kommunens afgørelse om ophør af sygedagpenge. Fristoverskridelsens
længde var således ikke betydelig.
Nævnet har imidlertid i Deres
sag fastholdt at der ikke var grundlag for at se bort fra overskridelsen af
klagefristen. Det sociale nævn har derfor afvist at behandle Deres klage over
kommunens afslag på at rejse pensionssag.
Nævnet har som begrundelse
herfor anført at det forhold at De er ordblind, ikke kan sidestilles med en
udlændings sprogvanskeligheder. Nævnet mener i øvrigt ikke der er forhold i
Deres sag som fører til at der er grundlag for at dispensere fra
klagefristen.
Nævnet har herved bl.a. lagt vægt på at De havde mulighed for at få Deres
mand
- som De først umiddelbart efter afgørelserne blev skilt fra - til at hjælpe
Dem med at læse kommunens breve til Dem. Herudover er nævnet tilsyneladende
af
den opfattelse at De kunne læse den klage som kommunen hjalp Dem med at
udforme.
Som sagen er forelagt for
mig, har nævnet ikke inddraget spørgsmålet om hvorvidt kommunen i
tilstrækkeligt omfang har opfyldt sin vejledningspligt i Deres sag, i
forbindelse med vurderingen af om der kunne dispenseres fra klagefristen.
Jeg mener ikke det kan
afvises at overskridelsen af klagefristen skyldtes at kommunen ikke ydede
tilstrækkelig vejledning i forbindelse med at De efter modtagelsen af
afgørelserne om henholdsvis ophør af sygedagpenge og afslag på påbegyndelse
af
sag om førtidspension henvendte Dem til kommunen.
På trods af at det var
afgørelsen om sygedagpenge De reagerede på, er det min opfattelse at kommunen
ved vejledningen af Dem på eget initiativ burde have inddraget spørgsmålet om
hvorvidt De ønskede at klage over afgørelsen om førtidspension. Sidstnævnte
afgørelse havde De modtaget få dage forinden Deres henvendelse til kommunen,
og
afgørelsen om førtidspension var nævnt i kommunens afgørelse om ophør af
sygedagpenge.
Jeg har herved lagt vægt på
Deres forsørgelsesmæssige situation sammenholdt med kommunens
vejledningspligt
i sociale sager, herunder kommunens pligt til at foretage en helhedsvurdering
når en borger har brug for hjælp efter den sociale lovgivning, jf.
retssikkerhedslovens § 5.
De har yderligere et
kommunikationshandicap som bevirkede at De havde svært ved at læse kommunens
afgørelser og breve til Dem. Herudover udtrykte De under sagsforløbet
usikkerhed over for hvordan en klage skulle udformes. Kommunens
vejledningspligt må derfor anses for at være skærpet i en situation som
Deres.
Det følger af almindelige
forvaltningsretlige principper at manglende eller mangelfuld vejledning efter
omstændighederne fører til at den berørte borger stilles som om myndighederne
havde ydet en korrekt og fyldestgørende vejledning og borgeren havde handlet
i
overensstemmelse hermed. Jeg henviser herved til min udtalelse i bl.a.
sagerne
som er refereret i Folketingets Ombudsmands beretninger for 1989, s. 168ff,*
og
for 1990, s. 240ff.* Begge sager er nævnt i de ovenfor citerede uddrag af
henholdsvis Den Sociale Ankestyrelses vejledning om retssikkerhedsloven og
Ankestyrelsens vejledning om klageregler på det sociale område. Jeg henviser
endvidere til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave
(1999),
s. 218ff, og til Jon Andersen, Juristen, 1990, s. 311ff.
Som følge af
at
De havde svært ved såvel at skrive en
klage som at læse kommunens afgørelser og breve,
at
De stod i en vanskelig situation både forsørgelses- og
helbredsmæssigt,
at
kommunens
vejledningspligt af disse grunde var skærpet,
at
det er tvivlsomt om kommunen ydede tilstrækkelig vejledning
under sagsforløbet, og
at
De klagede
så snart De blev klar over at der ikke var klaget over afgørelsen om
førtidspension,
er det min opfattelse at der var grundlag for at dispensere fra klagefristen
i
Deres sag.
Jeg har på denne baggrund
henstillet til Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner at
genoptage behandlingen af Deres sag med henblik på at meddele Dem en
afgørelse
i realiteten.”
Det Sociale Nævn for
Københavns og Frederiksberg Kommuner meddelte ved brev af 29. april 2002 at
sagen var sendt til Københavns Kommune med henblik på kommunens genvurdering
af
sagen. Kommunen fastholdt sin tidligere afgørelse i førtidspensionssagen.
Det sociale nævn traf den 15.
november 2002 afgørelse om ændring af Københavns Kommunes afgørelse af 23.
december 1999 om afslag på at rejse sag om førtidspension. Som følge heraf
genoptog nævnet tillige sagen om ophør af sygedagpenge og ændrede både sin
egen
og kommunens tidligere afgørelser i sagen. På baggrund af afgørelsen om
påbegyndelse af førtidspensionssag traf nævnet således afgørelse om at der
var
grundlag for forlængelse af sygedagpengeperioden.
Med brev af 22. november 2002
meddelte jeg nævnet at jeg herefter ikke foretog mig mere i sagen.
NOTER: (*)
FOB 1989, s. 168, og
FOB 1990, s. 240.
Lignende dokumenter
- Fortolkning af 2 principielle højesteretsdomme om social pension. Genoptagelse af sager efter domstolsunderkendt praksis Retsinformation · 28. februar 2005
- Klage over speciallæges vurdering af arbejdsdygtighed Retsinformation · 11. september 2009
- Ligebehandlingsnævets afgørelse om køn - afskedigelse før orlov - afskedigelse under graviditet - ej medhold Retsinformation · 7. juli 2017
- Mangelfuld begrundelse i arbejdsskadesag Retsinformation · 18. september 2001
- Forslag til folketingsbeslutning om en national gigthandlingsplan Retsinformation · 30. november 2005
- Ankestyrelsens principafgørelse C-48-00 om rollator - almindelige aldersbetingede lidelser - dobbeltsidig slidgigt - varige følger - væsentlig grad lette den daglige tilværelse - selvhjulpen - hjælpemidler Retsinformation · 10. juli 2013