Spring til indhold

Retsinformation

Dispensation fra klagefrist. Vejledningspligt

FOU nr 2002.340UdtalelserFolketinget19. januar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Dispensation fra klagefrist. Vejledningspligt

Det fremgår

af sagen at A i 1996 gennemgik en operation for diskusprolaps, og at hun

lider

af følger af denne operation samt af lænderygsmerter og hovedpine. Herudover

fremgår det af de lægelige oplysninger i sagen at der i 1999 var mistanke om

begyndende slidgigt i begge A’s hofter.

Københavns Kommune,

Socialcenter X, traf den 23. oktober 1998 afgørelse om afslag på ansøgning om

førtidspension. Kommunen vurderede atter A’s sag i 1999, idet kommunen

den 4.

august 1999 afslog at rejse en sag om førtidspension.

Af akterne i sagen fremgår

det at Revacentret i København i brev af 12. oktober 1999 anmodede kommunen

om

at vurdere A’s sag på ny, idet revacentret ikke mente der var yderligere

relevante muligheder for arbejdsprøvninger.

Kommunen afviste ved

afgørelse af 23. december 1999 at rejse en sag om førtidspension. I

afgørelsen

var der givet klagevejledning.

Den 28. december 1999

meddelte kommunen A at hendes sygedagpenge ville blive bragt til ophør den

31.

december 1999. Kommunen henviste i afgørelsen bl.a. til kommunens afgørelse

af

23. december 1999 hvorved A havde fået afslag på at påbegynde en sag om

førtidspension. Afgørelsen om ophør af sygedagpenge indeholdt desuden en

klagevejledning.

Med brev af 29. december 1999

Læs alt

vejledte kommunen A om at hun - for at sikre sig et fremtidigt

forsørgelsesgrundlag - enten kunne melde sig ledig til sin

arbejdsløshedskasse

eller søge kontanthjælp.

Ovenstående afgørelser om

henholdsvis afslag på at rejse sag om førtidspension og ophør af sygedagpenge

er i kommunens oplysningsark fortløbende noteret af A’s sagsbehandler

hos

kommunen.

Af kommunens oplysningsark

fremgår det endvidere at A den 29. december 1999 kontaktede kommunen på

baggrund af meddelelsen om ophør af sygedagpenge. Af kommunens oplysningsark

fremgår det at A i forbindelse med denne telefonsamtale oplyste at hun ikke

kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hvorfor hun ikke kunne melde sig

ledig hos sin arbejdsløshedskasse. Herudover var A klar over at hun ikke

kunne

få kontanthjælp på grund af sin mands indtægt. Ifølge oplysningsarket

vejledte

kommunens sagsbehandler herefter A om muligheden for at søge boligsikring og

om

hendes mands mulighed for at opnå dobbelt personfradrag i skattemæssig

henseende.

Ifølge kommunens

oplysningsark tilkendegav A efterfølgende at hun måtte lade sig skille - hun

og

hendes mand havde ikke mulighed for at leve af én indtægt. I forlængelse

heraf

har kommunens sagsbehandler noteret at A ønskede at klage, men at hun ikke

selv

kunne skrive klagen, hvorfor kommunen sendte et udkast til en klage til A.

Den 4. januar 2000 modtog

kommunen A’s klage som kommunen havde hjulpet hende med at udforme.

Ifølge

klagen vedrørte den alene kommunens afgørelse af 28. december 1999 om ophør

af

sygedagpenge.

På denne baggrund sendte

kommunen et ankeskema til Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg

Kommuner. Heraf fremgik det at den afgørelse A ønskede at klage over,

vedrørte

ophør af sygedagpenge. Under punktet sagsresumé anførte kommunen følgende:

”

Har en beskeden

skolebaggrund, 6 år, kan ikke skrive og læser lettere tekster med besvær.

Hun har følger efter en

nakkediscusoperation, lændesmerter, der stråler ud i v. ben, ligeledes er der

mistanke om begynd. slidgigt i hofterne.

Allerhelst vil hun have

pension, så hun i fred og ro kan futte rundt og fortsat være med i

ældreklubben, hvor hun kommer 2 x ugtl.

Hun oplyser, at hun og

ægtefællen ikke kan leve af hans indkomst, som portør.”

I ankeskemaet til det sociale

nævn har kommunen desuden oplyst at partshøring blev foretaget den 13. august

1998, og at partshøringen vedrørte et førtidspensionsskema.

Det fremgår af sagen at A’s

fagforening, F, den 18. januar 2000 anmodede om aktindsigt i hendes sag.

Kommunen sendte dagen efter sagens akter til foreningen.

Ifølge det oplyste blev A

herefter klar over at der ikke var indgivet klage over afgørelsen vedrørende

afslag på at rejse førtidspensionssag. Den 25. januar 2000 klagede hun derfor

over denne afgørelse.

Den 2. maj 2000 afviste Det

Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner at behandle sagen

vedrørende påbegyndelse af førtidspensionssag. Nævnet henviste i afgørelsen

til

at klagefristen på 4 uger var overskredet, og at nævnet ikke mente der var

særlige forhold i sagen som bevirkede at nævnet kunne se bort fra

overskridelsen.

Med brev af 22. maj 2000

anmodede A nævnet om at genvurdere afgørelsen af 2. maj 2000. Ud fra sagens

omstændigheder er det mit indtryk at A har udformet brevet med hjælp fra sin

fagforening. Som begrundelse for A’s anmodning om nævnets genvurdering

af sagen

anførte hun følgende:

”...

På grund af ordblindhed har

jeg af kommunen fået hjælp til skrivning af klage af 04.01.00 over kommunens

afgørelse af 28. december 1999 om stop af min sygedagpengeudbetaling (klagen

er

under behandling i nævnet j.nr. 13-00053-00) og jeg troede også, at det af

denne klage fremgik, at jeg samtidig klagede over kommunens afvisning på

påbegyndelse af førtidspensionssag.

Først da jeg i brev af 24.

januar 2000 fra min fagforening (F) modtog oplysning om, at kommunen

telefonisk

havde oplyst, at klagen kun vedrørte sygedagpengestoppet blev jeg klar over,

at

det ikke af klagen fremgik, at jeg også ønskede at klage over kommunens

afgørelse om afvisning på påbegyndelse af førtidspensionssag og at jeg -

såfremt jeg ville gennemføre mit klageønske - måtte klage særskilt over

kommunens afgørelse om afvisning på påbegyndelse af førtidspensionssag.

...”

I sit svar til A af 31. maj

2000 fastholdt nævnet imidlertid sit afslag på at dispensere fra klagefristen

på 4 uger.

A klagede herefter til mig

den 1. juli 2000. I klagen til mig gentog hun bl.a. det ovenfor citerede fra

brevet til det sociale nævn af 2. maj 2000. Herudover anførte A i klagen at

hun

på grund af ordblindhed og sin helbredsmæssige situation i øvrigt burde kunne

sidestilles med en udlænding som ikke er rask, og som har

sprogvanskeligheder.

A henviste i den forbindelse til pkt. 61.4 i Den Sociale Ankestyrelses

vejledning om klageregler på det sociale område hvorefter der kunne

dispenseres

fra klagefristen i et sådant tilfælde.

Den 17. juli 2000 sendte jeg

A’s klage videre til det sociale nævn med henblik på at nævnet fik

lejlighed

til at tage stilling til det hun havde skrevet i brevet til mig. Samtidig

sendte jeg A’s klage videre til nævnet som en anmodning fra hende om at

det

sociale nævn - hvis nævnet fastholdt afgørelsen - uddybede begrundelsen

herfor.

Nævnet fastholdt afgørelsen i

sit brev til A af 31. juli 2000. Nævnet anførte som begrundelse herfor at

hendes ordblindhed ikke kunne sidestilles med manglende danskkundskaber, og

nævnet mente i øvrigt ikke at der forelå sådanne særlige omstændigheder som

kunne føre til at nævnet så bort fra fristoverskridelsen.

Den 5. august 2000 klagede A

på ny til mig. På baggrund af A’s klage bad jeg Det Sociale Nævn for

Københavns

og Frederiksberg Kommuner om en udtalelse om sagen. Jeg bad samtidig nævnet

om

forinden at indhente en udtalelse fra Københavns Kommune.

Kommunen anførte i udtalelsen

af 22. november 2000 bl.a. at A boede sammen med sin mand på det tidspunkt

hvor

hun modtog kommunens afgørelser om henholdsvis påbegyndelse af

førtidspensionssag og ophør af sygedagpenge. Det var derfor kommunens

opfattelse at hun og hendes mand sammen havde læst kommunens breve til A.

Kommunen lagde herved særlig vægt på at afgørelserne havde betydning for

ægteparrets samlede indtægt, og at reduktion heraf ville blive formindsket

ved

at A og hendes mand skulle skilles. Af kommunens udtalelse til mig af 22.

november

2000 fremgår det i øvrigt at A’s mand flyttede adresse pr. 31. januar

2000, og

at hendes forsørgelsesgrundlag herefter var kontanthjælp.

Nævnet anførte i udtalelsen

af 12. december 2000 bl.a. følgende:

”Det skal hertil anføres, at

(A) overfor kommunen alene har givet udtryk for, at hun ønskede hjælp til at

klage over dagpengeafgørelsen.

Endvidere fremgår det af

brevet, at (A) kan læse lettere tekster, hvorfor hun må formodes at have

været

i stand til at læse de 2 linier, som kommunen har udarbejdet som klage for

hende, modtaget i kommunen den 4. januar 2000, især under hensyn til, at hun

dog må formodes at have kunnet læse og forstå de trufne afgørelser eller evt.

har fået hjælp til at blive bekendtgjort med indholdet af disse (det

foreligger

oplyst i sagen, at (A) på det omhandlede tidspunkt boede sammen med sin

ægtefælle), da det jo fremgår, at hun samme dag, den 29. december 1999, som

hun

modtager afgørelsen af 28. december 2000 om dagpengestop, telefonisk

henvender

sig til kommunen og er meget forundret over brevet.

Det skal hertil bemærkes, at

det fremgår af udtalelse af 12. oktober 1999 fra revacentret, at

’konkret har

kursisten lært sig selv at læse, men hun kan ikke skrive’.

Nævnet finder således fortsat

ikke, at der foreligger nogen særlig grund i lovens forstand til, at nævnet

kan

se bort fra fristoverskridelsen i (A)’s tilfælde.”

A’s fagforening kommenterede

den 9. januar 2001 nævnets udtalelse. Foreningen anførte i brevet bl.a. at

det

forhold at det i revacentrets udtalelse af 12. oktober 1999 var anført at A

havde lært sig selv at læse, ikke var ensbetydende med at hun havde kunnet

læse

kommunens udkast til klage og herved opdage at klagen ikke var i

overensstemmelse med hendes ønsker.

Jeg sendte foreningens

kommentarer til nævnet således at nævnet fik mulighed for at fremkomme med

eventuelle bemærkninger hertil. Med brev af 25. januar 2001 henholdt nævnet

sig

til udtalelsen af 12. december 2000. Nævnet havde ikke yderligere

bemærkninger

til sagen.

A eller hendes fagforening

har herefter ikke kommenteret sagen yderligere.

Ombudsmandens udtalelse

”Regler om klageadgang ved afgørelser truffet efter den sociale

lovgivning

Afgørelser som en kommune træffer efter den sociale lovgivning, kan påklages

til det sociale nævn, jf. § 60, stk. 1, i lov om retssikkerhed og

administration på det sociale område (lov nr. 453 af 10. juni 1997 med senere

ændringer).

Københavns Kommune traf den 23. december 1999 afgørelse om afslag på

påbegyndelse af en førtidspensionssag efter lov om social pension. Den 28.

december 1999 traf kommunen afgørelse om ophør af sygedagpenge efter lov om

dagpenge ved sygdom eller fødsel. Begge afgørelser blev truffet i henhold til

den sociale lovgivning, og de kunne derfor begge indbringes for det sociale

nævn efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10.

Under henvisning til retssikkerhedslovens § 67 afviste Det Sociale Nævn for

Københavns og Frederiksberg Kommuner ved afgørelse af 2. maj 2000 at behandle

Deres klage over kommunens afgørelse om afslag på påbegyndelse af sag om

førtidspension. Bestemmelsen i den dagældende retssikkerhedslov

(lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000) havde følgende indhold

:

’

§ 67. Klage til det sociale nævn og Ankestyrelsen skal ske inden 4 uger

efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Anmodning til

Ankestyrelsen om optagelse af en sag til behandling efter § 57 skal ske inden

for samme frist.

Stk. 2. Formanden for det sociale nævn og chefen for Ankestyrelsen kan se

bort fra, at fristerne ikke er overholdt, når der er særlig grund hertil.

Afgørelser om at se bort fra klagefrister og afgørelser om klagefristens

beregning kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.’

Bestemmelsen har ikke ændret ordlyd siden nævnets afgørelse af 2. maj 2000.

Af vejledning nr. 53 af 10. februar 2000 om klageregler på det sociale område

fremgår følgende om

dispensation fra klagefristen i ovennævnte bestemmelse, retssikkerhedslovens

§

67, stk. 2, jf. stk. 1:

’59.

Klageinstanserne

kan se bort fra klagefristens overskridelse, når der er særlig grund til det,

jf. retssikkerhedslovens § 67, stk. 2, og § 55, stk. 4, i lov om sikring mod

følger af arbejdsskade.

Fra Ankestyrelsens praksis

kan nævnes følgende afgørelser om dispensation:

60. Tilfælde, hvor der ikke var grundlag for dispensation

Afgørelse den 13. marts og

anke den 8. december. Klageren var udlænding og havde søgt pension 3 dage

efter

at have fået permanent opholdstilladelse. Da brevene ikke bar præg af, at

ansøgeren ikke var inde i reglerne, og da fristoverskridelsen var lang, blev

anken afvist.

61. Tilfælde, hvor der var grundlag for dispensation

3) Fristoverskridelse på 11

dage. Efter det oplyste havde klageren en psykisk lidelse på grund af

arbejdsskaden. Lidelsen medførte, at han havde svært ved at træffe

beslutninger, og han behøvede hjælp til bearbejdning af skriftligt materiale.

Der blev dispenseret.

4) Afgørelse den 27. oktober

og anke den 17. december. Afgørelsen vedrørte en udlænding, som ikke eller

kun

dårligt forstod dansk. Ansøgeren var ikke rask. Under hensyn hertil og til

sprogvanskelighederne blev der dispenseret.

I tilslutning til det

sidstnævnte eksempel skal det bemærkes, at myndighederne har en særlig

forpligtelse til at yde vejledning, når der kan være forståelsesmæssige

problemer i forbindelse med en afgørelse.

Der henvises i denne

forbindelse også til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven,

pkt.

32-37 om tolkebistand og oversættelse, og til Folketingets Ombudsmands

beretning for 1990, side 240.*

Hvis en myndighed har forsømt

sin vejledningspligt, kan dette bevirke dispensation.’

Af eksemplerne fra

vejledningen kan det udledes at det er relevant at inddrage såvel objektive

som

mere subjektive forhold ved myndighedernes bedømmelse af om der er grundlag

for

dispensation fra klagefristen. Myndighederne kan således ifølge eksemplerne

lægge vægt på bl.a. fristoverskridelsens længde sammenholdt med mere

individuelle forhold som gør sig gældende for modtageren af afgørelsen,

herunder om det kan antages at modtageren har mulighed for at forstå

afgørelsen, samt modtagerens generelle helbredstilstand.

Herudover fremgår det af

vejledningen at hvis en myndighed ikke har ydet vejledning i tilstrækkeligt

omfang, kan dette begrunde en dispensation fra klagefristen i

retssikkerhedslovens § 67, stk. 1. Det er i den forbindelse anført at en

forvaltningsmyndigheds vejledningspligt er skærpet når der er risiko for at

modtageren af afgørelsen kan have vanskeligt ved at forstå afgørelsen.

Myndighedernes vejledningspligt

Retssikkerhedslovens

§ 5 har følgende indhold:

’

§ 5.

Kommunen og amtskommunen skal behandle ansøgninger og

spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give

hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning.

Kommunen og amtskommunen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om

hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning.’

Bestemmelsen i

retssikkerhedslovens § 5 er ikke kun en lovfæstelse af den almindelige

vejledningsforpligtelse for forvaltningsmyndigheder, jf. forvaltningslovens §

7

og pkt. 29-31 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven

(vejledning

nr. 11740 af 4. december 1986). Retssikkerhedslovens § 5 må anses for at

indebære at forvaltningsmyndighedernes almindelige vejledningspligt er

skærpet

på det sociale område.

I forarbejderne til bestemmelsen

i retssikkerhedslovens § 5 er bl.a. anført følgende, jf. Folketingstidende

1996-97, tillæg A, s. 4885:

’Disse principper er ikke

nye, men de har hidtil ikke været formuleret som egentlige lovbestemmelser.

Forslaget stilles, fordi Førtidspensionsudvalg II i sin 1. delrapport fra

januar 1996 bl.a. fremhæver, at selv om en person søger om en bestemt form

for

hjælp, er det vigtigt, at kommunen ikke kun tager stilling til, hvad

ansøgeren

konkret søger om.

Kommunen eller amtskommunen

bør vurdere ansøgerens situation og behov i forhold til alle de muligheder,

der

er for at give hjælp. Søger en person fx om kontanthjælp eller

førtidspension,

skal kommunen være opmærksom på, om ansøgeren måske er bedre hjulpet med et

tilbud om at blive revalideret.’

Tilstrækkelig vejledning i

forbindelse med sagsbehandlingen er en afgørende forudsætning for at borgeren

har mulighed for at følge med i og bidrage til behandlingen af sin sag.

Bestemmelsen i retssikkerhedslovens § 5 skal derfor ses i sammenhæng med

retssikkerhedslovens § 4 om myndighedernes pligt til at sikre at borgerne har

mulighed for at medvirke ved behandlingen af sociale sager.

Under pkt. 20 i den gældende

vejledning om retssikkerhedsloven er det anført at forvaltningslovens regler

om

vejledning og repræsentation suppleres af bestemmelserne i

retssikkerhedslovens

§§ 4 og 5, jf. vejledning nr. 90 af 7. juni 2000 om lov om retssikkerhed og

administration på det sociale område.

I den dagældende vejledning

om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område var anført

følgende om forvaltningsmyndighedernes almindelige vejledningspligt, jf. pkt.

43 i vejledning nr. 44 af 6. marts 1998:

’Efter forvaltningslovens § 7

skal myndigheder i sager, hvor der træffes afgørelser, i fornødent omfang

give

vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden

for myndighedens sagsområde.

God forvaltningsskik udvider

på to områder denne pligt til at give vejledning. Der bør således også ydes

vejledning og bistand på områder, hvor myndigheden ikke træffer afgørelser,

men

udøver faktisk forvaltningsvirksomhed - se hertil punkt 127. Endvidere er det

ikke altid tilstrækkeligt kun at yde vejledning, når borgeren selv beder om

det. Er der en tilstrækkelig anledning til det, bør myndigheden som følge af

god forvaltningsskik efter omstændighederne på eget initiativ vejlede

borgeren

om, hvilke regler m.v. der gælder på det pågældende område.

Det betyder, at en

forvaltningsmyndighed i vid udstrækning har pligt til at vejlede borgeren.

Hvis

borgeren ikke behersker det danske sprog eller har et kommunikationshandicap,

er det en følge af denne vejledningspligt, at myndigheden normalt bør skaffe

den fornødne bistand, fx i form af tolkebistand og ved at oversætte

afgørelser

og skriftligt materiale i fornødent omfang. Se også punkt 21.’

Af samme vejledning fremgik

det følgende om konsekvensen af mangelfuld vejledning:

’29.

I enkelte tilfælde kan der ske en forkert eller mangelfuld

rådgivning. Dette vil normalt ikke få indflydelse på selve afgørelsen efter

den

sociale lovgivning.

Efter Den Sociale

Ankestyrelses praksis kan manglende eller mangelfuld vejledning imidlertid

betyde, at der træffes en ny afgørelse, der retter op på den manglende eller

forkerte vejledning, således at en borger skal stilles, som om der fra

begyndelsen var givet korrekt vejledning. Et eksempel fra Ombudsmandens

praksis

drejede sig om, at der ikke var givet rådgivning om retten til børnetilskud,

som borgeren på rådgivningstidspunktet opfyldte betingelserne for. Første

senere blev borgeren opmærksom på muligheden. Borgeren var, efter

Ombudsmandens

opfattelse, berettiget til børnetilskuddet allerede fra den første

henvendelse.’

Det Sociale Nævn for Københavns og

Frederiksberg Kommuners afslag på at dispensere fra klagefristen

De reagerede over

for kommunen da De modtog afgørelsen af 28. december 1999 hvorefter Deres

sygedagpenge blev bragt til ophør den 31. december 1999. Eftersom De få dage

før havde fået afslag på påbegyndelse af en sag om førtidspension, betød

afgørelsen om ophør af sygedagpenge at De herefter ikke ville have et

forsørgelsesgrundlag, bortset fra muligheden for at søge kontanthjælp.

De tilkendegav på denne

baggrund at De ønskede at klage. De bad samtidig kommunen om hjælp til at

skrive klagen. Ifølge det oplyste var grunden til at De bad kommunen om

hjælp,

at De var usikker på hvordan en klage skulle udformes. Herudover fremgår det

af

sagen at De ikke kan skrive og kun kan læse lettere tekster.

Det må lægges til grund at De

modtog kommunens afslag på at rejse en sag om førtidspension den 24. december

1999. Ifølge det oplyste klagede De over denne afgørelse den 25. januar 2000

-

straks efter at De blev klar over at Deres oprindelige klage alene indebar en

klage over kommunens afgørelse om ophør af sygedagpenge. Fristoverskridelsens

længde var således ikke betydelig.

Nævnet har imidlertid i Deres

sag fastholdt at der ikke var grundlag for at se bort fra overskridelsen af

klagefristen. Det sociale nævn har derfor afvist at behandle Deres klage over

kommunens afslag på at rejse pensionssag.

Nævnet har som begrundelse

herfor anført at det forhold at De er ordblind, ikke kan sidestilles med en

udlændings sprogvanskeligheder. Nævnet mener i øvrigt ikke der er forhold i

Deres sag som fører til at der er grundlag for at dispensere fra

klagefristen.

Nævnet har herved bl.a. lagt vægt på at De havde mulighed for at få Deres

mand

- som De først umiddelbart efter afgørelserne blev skilt fra - til at hjælpe

Dem med at læse kommunens breve til Dem. Herudover er nævnet tilsyneladende

af

den opfattelse at De kunne læse den klage som kommunen hjalp Dem med at

udforme.

Som sagen er forelagt for

mig, har nævnet ikke inddraget spørgsmålet om hvorvidt kommunen i

tilstrækkeligt omfang har opfyldt sin vejledningspligt i Deres sag, i

forbindelse med vurderingen af om der kunne dispenseres fra klagefristen.

Jeg mener ikke det kan

afvises at overskridelsen af klagefristen skyldtes at kommunen ikke ydede

tilstrækkelig vejledning i forbindelse med at De efter modtagelsen af

afgørelserne om henholdsvis ophør af sygedagpenge og afslag på påbegyndelse

af

sag om førtidspension henvendte Dem til kommunen.

På trods af at det var

afgørelsen om sygedagpenge De reagerede på, er det min opfattelse at kommunen

ved vejledningen af Dem på eget initiativ burde have inddraget spørgsmålet om

hvorvidt De ønskede at klage over afgørelsen om førtidspension. Sidstnævnte

afgørelse havde De modtaget få dage forinden Deres henvendelse til kommunen,

og

afgørelsen om førtidspension var nævnt i kommunens afgørelse om ophør af

sygedagpenge.

Jeg har herved lagt vægt på

Deres forsørgelsesmæssige situation sammenholdt med kommunens

vejledningspligt

i sociale sager, herunder kommunens pligt til at foretage en helhedsvurdering

når en borger har brug for hjælp efter den sociale lovgivning, jf.

retssikkerhedslovens § 5.

De har yderligere et

kommunikationshandicap som bevirkede at De havde svært ved at læse kommunens

afgørelser og breve til Dem. Herudover udtrykte De under sagsforløbet

usikkerhed over for hvordan en klage skulle udformes. Kommunens

vejledningspligt må derfor anses for at være skærpet i en situation som

Deres.

Det følger af almindelige

forvaltningsretlige principper at manglende eller mangelfuld vejledning efter

omstændighederne fører til at den berørte borger stilles som om myndighederne

havde ydet en korrekt og fyldestgørende vejledning og borgeren havde handlet

i

overensstemmelse hermed. Jeg henviser herved til min udtalelse i bl.a.

sagerne

som er refereret i Folketingets Ombudsmands beretninger for 1989, s. 168ff,*

og

for 1990, s. 240ff.* Begge sager er nævnt i de ovenfor citerede uddrag af

henholdsvis Den Sociale Ankestyrelses vejledning om retssikkerhedsloven og

Ankestyrelsens vejledning om klageregler på det sociale område. Jeg henviser

endvidere til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave

(1999),

s. 218ff, og til Jon Andersen, Juristen, 1990, s. 311ff.

Som følge af

at

De havde svært ved såvel at skrive en

klage som at læse kommunens afgørelser og breve,

at

De stod i en vanskelig situation både forsørgelses- og

helbredsmæssigt,

at

kommunens

vejledningspligt af disse grunde var skærpet,

at

det er tvivlsomt om kommunen ydede tilstrækkelig vejledning

under sagsforløbet, og

at

De klagede

så snart De blev klar over at der ikke var klaget over afgørelsen om

førtidspension,

er det min opfattelse at der var grundlag for at dispensere fra klagefristen

i

Deres sag.

Jeg har på denne baggrund

henstillet til Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner at

genoptage behandlingen af Deres sag med henblik på at meddele Dem en

afgørelse

i realiteten.”

Det Sociale Nævn for

Københavns og Frederiksberg Kommuner meddelte ved brev af 29. april 2002 at

sagen var sendt til Københavns Kommune med henblik på kommunens genvurdering

af

sagen. Kommunen fastholdt sin tidligere afgørelse i førtidspensionssagen.

Det sociale nævn traf den 15.

november 2002 afgørelse om ændring af Københavns Kommunes afgørelse af 23.

december 1999 om afslag på at rejse sag om førtidspension. Som følge heraf

genoptog nævnet tillige sagen om ophør af sygedagpenge og ændrede både sin

egen

og kommunens tidligere afgørelser i sagen. På baggrund af afgørelsen om

påbegyndelse af førtidspensionssag traf nævnet således afgørelse om at der

var

grundlag for forlængelse af sygedagpengeperioden.

Med brev af 22. november 2002

meddelte jeg nævnet at jeg herefter ikke foretog mig mere i sagen.

NOTER: (*)

FOB 1989, s. 168, og

FOB 1990, s. 240.

Lignende dokumenter