Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om en national gigthandlingsplan

2005/1 BSF 41Beslutningsforslag som fremsatFolketinget30. november 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 29. november 2005 af Lone Møller (S),

Poul Andersen (S), Karen Klint (S) og Lise von Seelen (S)

Forslag til folketingsbeslutning

om

en national gigthandlingsplan

Folketinget opfordrer regeringen til senest den 1. april 2006 at

udarbejde en handlingsplan for mennesker med gigt. Handlingsplanen skal sikre

et tiltrængt løft til forebyggelsen af gigt samt dia-gnosticering og

behandling

af de mange mennesker med gigt.

Gigthandlingsplanen skal bl.a. omfatte følgende områder:

1.

Indførelse af standardiserede

udredningsforløb på gigtområdet med henblik på at sikre en hurtig diagnostik

af

mennesker med gigt og undgå unødigt lange ventetider.

2.

En strategi for

diagnosticering og behandling af kroniske gigtpatienter i almen praksis med

henblik

på at sikre gigtpatienter en hurtig og korrekt iværksat behandling.

3.

En udbygning af den

forebyggende og sundhedsfremmende indsats med henblik på at reducere antallet

af mennesker med gigt og forebygge følgerne af gigt.

4.

En national satsning

på udvikling og implementering af patientuddannelse til mennesker med gigt

med

henblik på at give patienterne større livskvalitet og mindske deres træk på

Læs alt

sundhedsvæsenet.

5.

En øget

forskningsindsats inden for slidgigt med henblik på at sikre et løft i den

praktiske behandling af de mange mennesker med slidgigt.

Der skal afsættes 50 mio. kr. til iværksættelse af gigthandlingsplanen.

Bemærkninger til forslaget

Baggrund

700.000 danskere lider af en gigtsygdom, og gigt er desværre en

folkesygdom i vækst. Ifølge Statens Institut for Folkesundhed er andelen af

den

voksne befolkning, der har en eller flere langvarige muskel- og

skeletlidelser

af mere end 6 måneders varighed, steget fra 13 pct. i 1987 til 16,3 pct. i år

2000. Stigningen er mest markant for gruppen af 16-44-årige. Der henvises til

»Otte folkesygdomme – forekomst og udvikling«, Statens Institut for

Folkesundhed, 2005.

Gigt omfatter alle former for muskel- og skeletsygdomme, hvilket

indbefatter ca. 200 diagnoser. Spektret er meget bredt og strækker sig fra

mere

veldefinerede smertetilstande som f.eks. dem, der kan udløses af en

diskusprolaps,

over smerter i leddene forårsaget af f.eks. slid- og leddegigt til ømme og

stive muskler.

Fælles for dem alle er dog, at gigt har store konsekvenser både for

det enkelte menneske og for samfundet. Bl.a. er alle gigtpatienter plaget af

smerter – en stor del lider sågar af kroniske smerter. Faktisk er gigt

den

hyppigste årsag til kroniske smerter i Danmark. Knap 6 pct. af befolkningen

angiver at have kroniske smerter som følge af gigt. Endvidere føler mange, at

de må begrænse deres kontakt med andre mennesker, og at de er begrænsede i

deres fritid og deres arbejdsliv, fordi de har en gigtsygdom. Ud over at have

stærke

smerter lever de også i utryghed over for fremtiden, og alt for mange

frygter,

at de kun får det værre.

Dertil kommer, at nylig offentliggjorte tal fra Statens Institut

for Folkesundhed viser, at muskel- og skeletsygdomme udgør den sygdomsgruppe,

der medfører flest tabte gode leveår for voksne danskere. En person på 16 år

vil i gennemsnit kunne forvente at miste 10 gode leveår på grund af besvær i

bevægeapparatet. Der henvises til »Muskel- og skeletlidelser«, Ugens tal for

folkesundhed, 2005, uge 22, Statens Institut for Folkesundhed.

Gigt har også betydelige konsekvenser for samfundet. Gigt er

bl.a. en af de hyppigste årsager til udstødning fra arbejdsmarkedet. Således

er

ca. 20 pct. af ansøgningerne om førtidspension begrundet med en sygdom i

bevægeapparatet, mens 48 pct. af alle langtidssygemeldinger skyldes problemer

i

bevægeapparatet, hvilket i sig selv svarer til et samfundsøkonomisk tab på

knap

10 mia. kr. om året. De samlede samfundsøkonomiske omkostninger ved muskel-

og

skeletsygdomme udgør ca. 34 mia. kr. årligt og er dermed den næstdyreste

sygdomsgruppe for samfundet, kun overgået af psykiske lidelser.

De senere års politiske fokus på gigtområdet har været begrænset

og har manglet helhed, hvilket har betydet, at diagnosticering og behandling

af

gigtpatienter er meget varierende på tværs af landet og på mange områder

halter

bagefter de øvrige nordiske landes. Der henvises til Gigtforeningens egne

undersøgelser af forskelle i ventetider og biologisk medicin på tværs af

landet

samt rundspørger til de nordiske lande vedrørende biologisk medicin.

Samtidig er en fokuseret,

evidensbaseret forebyggelse væsentligt underprioriteret.

Socialdemokratiet mener, at der er behov for en samlet og

langsigtet strategi for de mange mennesker med gigt i Danmark. Nationale

handlingsplaner for bl.a. hjerte- og kræftområdet har tidligere vist sig

nødvendige for tilrettelæggelsen af en fokuseret indsats for disse

patientgrupper. Det er tid til at rette fokus mod gigtpatienterne, som har

været overset for længe, og som udgør en stor og voksende sygdomsgruppe.

Socialdemokratiet opfordrer derfor regeringen til at tage de

nødvendige initiativer til at sikre, at der iværksættes en handlingsplan for

mennesker med gigt med henblik på at sikre en bedre forebyggelse,

diagnosticering og behandling af de mange mennesker med gigt.

Økonomiske konsekvenser

Der skal afsættes 50 mio. kr. til iværksættelse af

gigthandlingsplanen. Beløbet dækker udviklingen af standardiserede

udredningsforløb, efteruddannelse af læger i almen praksis, patientuddannelse

og -undervisning, forskning i slidgigt og genoptræning og rehabilitering.

Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser

1. Standardiserede udredningsforløb inden for

gigtområdet

Indførelse af standardiserede udredningsforløb på gigtområdet er

en vigtig forudsætning for at sikre, at gigtpatienter hurtigt kan få stillet

en

diagnose og dermed undgå smerter, sygefravær og ledødelæggelser.

Mange gigtpatienter oplever utilfredsstillende lange

udredningsforløb på grund af, at der er ventetid på at komme til udredning

enten hos en reumatologisk speciallæge eller på en afdeling, og at der ofte

er

lange interne ventetider mellem forskellige undersøgelser, f.eks. på at få

foretaget en MR-scanning. Hertil kommer, at mange gigtsygdomme er så

komplekse,

at det i sig selv tager lang tid at stille en diagnose.

Hurtig diagnostik af ryg-, led- og muskellidelser er afgørende

for at igangsætte behandling i rette tid og for at give patienterne vished om

deres tilstand og mindske deres smerter. Om leddegigt ved man også, at tidlig

behandling er helt afgørende for at bremse uoprettelige ledødelæggelser, der

senere fører til handicap. Hurtig diagnostik er også afgørende for at mindske

sygefravær og medicinforbrug.

Derfor mener Socialdemokratiet, at der er behov for at sikre, at

gigtpatienter hurtigt kommer til udredning og gennemgår et standardiseret

udredningsforløb

uden lange ventetider mellem de forskellige undersøgelser, der foretages på

sygehuset.

Erfaringer fra andre sygdomsområder, bl.a. fra kræftområdet, viser, at det

kan

lade sig gøre og med god effekt.

2. Strategi for diagnosticering og behandling

af kroniske gigtpatienter i almen praksis

En national gigthandlingsplan skal omfatte en strategi for

diagnosticering og behandling af kroniske gigtpatienter i almen praksis med

henblik på at sikre gigtpatienter en hurtig og korrekt iværksat behandling.

Diagnosticering eller viderehenvisning til diagnosticering sker

som oftest hos den almenprakti-serende læge. Derfor er det vigtigt, at den

praktiserende læge hurtigt er i stand til at identificere en gigtsygdom og få

iværksat behandling eller henvist patienten til diagnosticering og behandling

hos en speciallæge på rette tidspunkt.

Det er imidlertid et kendt problem, at viden inden for området

løbende opdateres og er lang tid om at komme ud til de almenpraktiserende

læger.

Derfor er den eksisterende viden i almen praksis ikke tilstrækkeligt

opdateret,

og derfor er der et stort behov for at forbedre de almenpraktiserende lægers

viden på området.

Særligt er der behov for, at de praktiserende læger får bedre

viden om betydningen af tidlig dia-gnostik og henvisningskriterier ved

leddegigt og andre inflammatoriske led- og bindevævssygdomme. Eksempelvis er

det vigtigt at få udbredt viden om, at alle leddegigtpatienter ved mere end 6

ugers ledhævelse bør henvises til reumatolog, ligesom det er vigtigt, at de

praktiserende læger har den nyeste viden om slidgigt, da disse patienter ofte

udelukkende behandles i primærsektoren. Bl.a. bør de praktiserende læger have

indgående kendskab til forebyggelse af begyndende slidgigt frem for at

igangsætte

medicinsk smertelindring.

Endvidere bør strategien omfatte en udbredelse af letforståelige

kliniske retningslinjer til almen praksis, som gerne må indgå som en del af

de

praktiserende lægers efteruddannelse.

3. Forebyggelse og sundhedsfremme

Den nationale handlingsplan skal komme med initiativer til at

forbedre sundhedsfremme og forebyggelse af muskel- og skeletlidelser.

En ny undersøgelse gennemført af Statens Institut for

Folkesundhed viser, at der er et stort forebyggelsespotentiale i almen

lægepraksis,

idet hver anden voksne patient, som konsulterer almen praksis, henvender sig

med et problem relateret til en af de otte folkesygdomme. Når det gælder

patienter med muskel- og skeletlidelser, viser undersøgelsen, at især lav

fysisk aktivitet, overvægt og skadeligt arbejdsmiljø er hyppigt forekommende

risikofaktorer. Der henvises til »Otte folkesygdomme – forekomst og

udvikling«,

Statens Institut for Folkesundhed, 2005.

Undersøgelsen viser samtidig, at der er en stor interesse for

forebyggelse blandt patienterne, ligesom lægerne finder, at kapaciteten af

eksisterende forebyggelsestilbud uden for almen praksis er utilstrækkelig.

Det

samme gælder forebyggelseskapaciteten i almen praksis, hvor der stort set

ikke

eksisterer forebyggelsesaktiviteter inden for muskel- og skeletområdet.

Fysisk aktivitet er en helt central forudsætning for at

forebygge eller mindske en række af de symptomer, som gigt medfører. Det

gælder

f.eks. smerter og muskelsvaghed – der i sig selv ofte fører til

inaktivitet.

Der er også god dokumentation for, at overvægtige slidgigtpatienter kan

forbedre

deres tilstand væsentligt gennem vægtreduktion og motion.

Der har de senere år været flere forsøg med redskaber, der kan

motivere fysisk inaktive til at dyrke motion. Det drejer sig bl.a. om »motion

på recept« og »motion og kost på recept«, som også afprøves på mennesker med

slidgigt. De foreløbige resultater viser en god effekt heraf.

Derfor bør der satses på implementering af »motion på recept«

til de relevante sygdomsgrupper, herunder også til personer med let/moderat

slidgigt. Endvidere bør der satses på flere og mere rummelige motionstilbud

blandt frivillige organisationer og i kommunerne – tilbud, som også vil

være

relevante for de patienter, der efter at have fået »motion på recept«, skal

fortsætte med at dyrke motion.

Mange muskel- og skeletsygdomme skyldes nedslidning i

forbindelse med arbejde. Muskel- og skeletsygdomme udgør ifølge

Arbejdstilsynets årsrapporter ca. 50 pct. af de rapporterede arbejdsskader i

Danmark. Det drejer sig typisk om besvær i nakke/skulder, lænde/ryg

samt hofter og knæ. Når det gælder lænde/rygbesvær og besvær i knæ og

hofter, er de mest udsatte brancher social- og sundhedssektoren samt bygge-

og

anlægsbranchen. Hvorimod nakke/skulderbesvær forekommer hos mere end 60 pct.

af

arbejdstagere i job med ensidigt belastende arbejde, f.eks. kontorarbejde og

rengøringsarbejde.

D

erfor

bør der inden for social- og sundhedssektoren og kontorområdet samt bygge- og

anlægsbranchen iværksættes en massiv og målrettet forebyggende

arbejdsmiljøindsats, der forebygger de muskel- og skeletsygdomme, som er

særlig hyppige her. Indsatsen, der naturligvis vil være afhængig af den

enkelte

branche, skal fokusere på at reducere de fysisk tunge

arbejdsbelastninger og

skabe mere variation i arbejdet samt inddrage forskellige former for fysisk

aktivitet. En seriøs og koordineret indsats skal ske i samarbejde med de

relevante parter på området.

Regeringen pålægges derfor at forøge den forebyggende og

sundhedsfremmende indsats med henblik på at reducere antallet af mennesker

med

gigt og forebygge følgerne af gigt.

4. Patientuddannelse

Handlingsplanen bør indeholde en national satsning på udvikling

og implementering af patientuddannelse til mennesker med gigt, idet

patientuddannelse kan give den enkelte patient konkrete redskaber til at leve

med sygdommen, hvilket på sigt både giver et sundere og bedre liv for

patienten

og sparer samfundet for en række sundhedsudgifter.

Vi skal satse på patientuddannelse i de kommende år, fordi det

er dokumenteret, at aktive og velinformerede patienter tager ansvar for deres

eget

liv, fører en sundere livsstil og får færre komplikationer. Det kan skabe en

bedre livskvalitet, ligesom det vil reducere antallet og længden af

sygehusindlæggelser

og lægebesøg. I tillæg hertil må det forventes, at velinformerede, kompetente

patienter, der forstår deres rolle og tager medansvar for deres behandling,

vil

mindske risikoen for fejl og utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet.

På gigtområdet er patientuddannelse i dag meget begrænset og

præget af stor forskellighed og spredning både indholdsmæssigt og geografisk.

F.eks. tilbyder kun halvdelen af landets hospitaler formaliseret undervisning

af patienter med leddegigt. Samtidig foregår patientuddannelse stort set kun

i

hospitalssektoren, på trods af at de fleste gigtpatienter hovedsagelig

behandles i primærsektoren – det gælder f.eks. slidgigtpatienter og

rygpatienter.

Socialdemokratiet mener, at gigtpatienter bør kunne leve så god en

tilværelse med deres gigt som muligt og derfor bør have størst mulig viden

om,

hvordan man bedst lever med sin sygdom.

Derfor skal der som led i handlingsplanen ske en national

satsning på udvikling af en række pa-tientundervisningsprogrammer af høj

kvalitet til gigtpatienter. Undervisningen skal tilbydes dér, hvor patienten

møder den professionelle behandler, f.eks. undervisningsprogram om slidgigt

til

almen praksis, »gigtskoler« på alle reumatologiske afdelinger og

undervisningsprogrammer til kroniske rygpatienter i primærsektoren.

5. En øget forskningsindsats inden for slidgigt

Endelig skal den nationale handlingsplan indeholde initiativer,

der styrker forskningen inden for slidgigt.

Slidgigt er den mest almindelige ledsygdom i Danmark. Således har

omkring 220.000 danskere diagnosen slidgigt

– og eksperter anslår, at mindst lige så mange går rundt med gener fra

en udiagnosticeret slidgigt.

Stigende levealder vil endvidere øge

sygdommens hyppighed betydeligt over de kommende år.

For den enkelte medfører slidgigt nedbrydning af ledbrusk, smerter

og nedsat funktion i de berørte led.

Man kender ikke årsagerne

til

slidgigt, og der er kun begrænset viden om forebyggelse og effekten af de

behandlingsmetoder, der er til rådighed. Konsekvenserne af den manglende

viden

er bl.a., at visse patienter fortsat får oplyst, at udviklingen af slidgigt

ikke kan forebygges, at sygdommen skyldes alder, og at man derfor bare må

lære

at leve med den. »Behandlingen« består i at tage smertestillende medicin,

indtil en eventuel operation er nødvendig.

For samfundet betyder denne passive og ikkeforskningsbaserede

tilgang til slidgigt store unødige omkostninger. Mange mennesker forlader

således arbejdsmarkedet for tidligt på grund af slidgigt. Bl.a. viser

undersøgelser, at mere end 10 pct. af alle mennesker over 60 år er

invaliderede

som følge af slidgigt i hofte, knæ og hænder.

Der henvises til F. Tesche og N. Miosge: New

Aspects of the pathogenesis of osteoarthritis: the role of fibroblast-like

chondrocytes in late stages of the disease, Histology and Histopathology

2005, 20:329-337,

og J.A. Buckwalter, C. Saltzman, T. Brown et al.: The impact of

osteoarthritis:

implications for research, Clinical Orthopedy 2004, supplement 427:6-15.

Andre

undersøgelser viser, at

alene

ekstraudgifterne i forbindelse med behandling i sundhedsvæsenet løber op i

2,3

mia. kr. om året, og at slidgigtpatienter er dobbelt så dyre for

sundhedsvæsenet

som mennesker uden slidgigt. Der henvises til »De samfundsøkonomiske

konsekvenser

ved behandlingen af slidgigt i Danmark«, DSI, Institut for Sundhedsvæsen,

udarbejdet for Gigtforeningen, 2003.

Skal den praktiske behandling af de mange tusinde danskere med

slidgigt forbedres, er det nødvendigt med yderligere forskning. En

sammenhængende og flerårig satsning på forskning inden for slidgigt

Danmark udmærker sig ved at besidde en række stærke

forskningsmiljøer, som vil kunne bidrage væsentligt til etableringen af en

hårdt tiltrængt forskningsindsats inden for slidgigt. Ved at styrke de

nationale forskningsmiljøer og ikke mindst skabe rammer for en målrettet

koordinering af forskningsindsatsen har vi mulighed for at skabe et afgørende

gennembrud i opklaringen af en sygdom, hvis enorme udbredelse står i skærende

kontrast til dens nuværende forskningsmæssige bevågenhed.

Der er derfor brug for en sammenhængende og konsekvent flerårig

satsning på forskning inden for slidgigt, som kan give basale og banebrydende

forskningsresultater, der på sigt kan omsættes i direkte målbare forbedringer

for de mange mennesker, der vil få eller allerede har slidgigt.

Regeringen opfordres derfor til at igangsætte en styrket

forskningsindsats inden for slidgigtområdet.

Skriftlig fremsættelse

Lone

Møller

(S):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om en national gigthandlingsplan

(Beslutningsforslag nr. B 41).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter