Spring til indhold

Retsinformation

Manglende hjemmel til at aflønne lektor efter forskelslønsprincippet

FOU nr 2002.80UdtalelserFolketinget19. januar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Manglende hjemmel til at aflønne lektor efter

forskelslønsprincippet

Scleroseforeningen klagede

over at en lektor, L, ved Danmarks Tekniske Universitet (herefter DTU) blev

aflønnet efter forskelslønsprincippet.

Af materialet i sagen fremgik

bl.a. at L den 19. august 1994 oplyste Danmarks Ingeniørakademi om at hans

erhvervsevne ud fra en lægelig vurdering var nedsat med 2/3 på grund af

sygdom

(sklerose), og at han derfor med virkning fra den 1. oktober 1994 var

tilkendt invalidepension.

Han ville dog gerne udnytte sin resterhvervsevne på 1/3 og søgte på den

baggrund om ansættelse på nedsat tid svarende hertil.

Den 25. august 1994 svarede

Ingeniørakademiet. Af svaret fremgik:

”Idet man henviser til din

ansøgning af 19. august 1994, skal man meddele, at man kan godkende at din

arbejdstid fra 1. oktober 1994 nedsættes til 12 timer om ugen.

Samtidig vil der blive

bevilget kr. 40.000,- til medhjælp i faget i de resterende måneder af 1994.

For så vidt angår timeløn i

1995 og fremover, må en sådan bevilling afhænge af den faglige planlægning på

DTU.

”

Ingeniørakademiet skrev den

12. september 1994 til Ingeniørforbundet om sagen. Af brevet fremgik:

”

Ingeniørakademiet er

indstillet på at ansætte (L) 12 timer pr. uge, men skal i henhold til

overenskomstens § 13 indhente Ingeniørforbundets tilslutning til ansættelsen.

Læs alt

Spørgsmålet om mulighederne

for fortsat indbetaling til pensionsordning eller evt. udbetaling af

pensionsbidrag vil blive forelagt Finansministeriet.”

Den 11. november 1994 skrev

DTU til Finansministeriet om sagen. Af brevet fremgik:

”

(L) har fået ansættelse på

Ingeniørakademiet svarende til 1/3 fuldtidsansættelse fra den 1. oktober

1994.

Efter overenskomsten for

akademikere i staten, § 6 stk. 1 har DTU og (L) hidtil betalt henholdsvis 10%

og 5% i pensionsbidrag. Efter § 6 stk. 4 har (L) imidlertid ikke yderligere

ret

til pensionsbidrag.

(L) har derfor ikke mulighed

for som andre lønmodtagere i samme stilling at få udbytte af den i

overenskomsten fastsatte pensionsindbetaling.

I den anledning skal man

forespørge Finansministeriet, om der vil være mulighed for at fortsætte

pensionsindbetalingerne eventuelt i en anden pensionsordning eller om

pensionsbidragene eventuelt kan udbetales som løn.”

Den 24. november 1994 besvarede

Ingeniørforbundet Ingeniørakademiets brev af 12. september 1994.

Ingeniørforbundet anmodede i den forbindelse om at Ingeniørakademiet

overvejede

at ansætte L 15 timer pr. uge idet han herved ville være omfattet af

overenskomsten.

Ingeniørakademiet skrev den

5. december 1994 til Ingeniørforbundet at L’s pensionskasse havde oplyst

at det

var en forudsætning for medlemmernes ret til at modtage pension at de ikke

havde ansættelse på overenskomstmæssige vilkår. Ingeniørakademiet havde

derfor

ikke realitetsbehandlet Ingeniørforbundets anmodning af 24. november 1994.

Den 27. januar 1995 tilkendte

Revaliderings- og pensionsnævnet i Københavns Amt L mellemste førtidspension.

I brev af 28. marts 1995

besvarede Finansministeriet DTU’s brev af 11. november 1994. Af brevet

fremgik:

”

Af det foreliggende fremgår,

at lektor (L), der er født den ( ) 1937 og uddannet som civilingeniør, pr. 1.

oktober 1994 er ansat med en beskæftigelsesbrøk på 1/3.

Danmarks Tekniske Universitet

har telefonisk oplyst, at pågældende fra samme dato modtager invalidepension

fra vedkommende pensionskasse, hvortil staten har indbetalt pensionsbidrag

under pågældendes hidtidige ansættelse.

Finansministeriet skal herved

meddele, at pågældende ikke er omfattet af overenskomst for akademikere i

staten,

jf. dennes § 1, stk. 2, nr. 4, hvorfor der

ikke

er hjemmel til at ansætte pågældende efter denne overenskomst, herunder at

indbetale pensionsbidrag.

Pågældende vil alene kunne

ansættes med aflønning efter forskelslønsprincippet og uden indbetaling af

pensionsbidrag.

Med en ansættelsesbrøk på 1/3

indebærer forskelslønsprincippet, at aflønningen beregnes som 1/3 af

forskellen

mellem 1) nettolønnen i pågældende stilling inklusive faste tillæg og 2)

pågældendes egenpension, jf. pkt. 2 i Finansministeriets cirkulære af 14.

juli

1977 om beskæftigelse og vederlæggelse af førtidspensionerede tjenestemænd i

staten, folkeskolen og folkekirken.

”

Den 27. juli 1995 skrev DTU

til L. Af brevet fremgik:

”Finansministeriet har

meddelt DTU, at der ikke er hjemmel til at indbetale pensionsordning, jf.

vedlagte kopi.

Finansministeriet har

samtidig gjort opmærksom på, at du alene kan ansættes efter

forskelslønsprincippet. Det betyder, at aflønningen skal beregnes som 1/3 af

forskellen mellem nettolønnen incl. faste tillæg og pensionen, jf. vedlagte

cirkulære af 14. juli 1977.

I henhold til cirkulærets

ordlyd, omfatter det kun tjenestemænd og ikke personer, der er pensionerede

på

grund af helbredsbetinget utjenstdygtighed, hvorfor DTU ikke har fundet

grundlag for at anvende forskelslønsprincippet ved din ansættelse.

Finansministeriet har

imidlertid telefonisk meddelt, at cirkulæret også er gældende for

overenskomstansatte og ved pensionering på grund af sygdom. Grunden til, at

det

ikke fremgår af cirkulæret, er, at de pågældende organisationer ikke har

ønsket

at indgå en aftale på området med Finansministeriet, hvorfor bestemmelserne

ensidigt er fastsat af Finansministeriet.

DTU ser sig derfor nødsaget

til fremover at følge Finansministeriets bestemmelse og ændre din aflønning

til

forskelslønsprincippet, men der vil ikke blive foretaget korrektioner for det

for meget udbetalte.

Du bedes derfor snarest

fremsende dokumentation til personalekontoret for størrelsen af din pension,

hvorefter din løn vil blive korrigeret i overensstemmelse med

Finansministeriets retningslinier.

Din løn vil blive korrigeret

fra og med september måned 1995.

”

DTU’s personalekontor rykkede

den 14. september 1995 L for pensionspapirerne idet personalekontoret

henviste

til sit brev af 27. juli 1995 og til at institutlederen havde givet L besked

herom uden at han havde reageret. Samtidig oplyste DTU L om at

personalekontoret ville være nødsaget til at standse hans lønudbetaling pr.

31.

august 1995 på grund af de manglende pensionspapirer, og at personalekontoret

ville åbne hans løn så snart papirerne var modtaget.

Den 19. september 1995 modtog

DTU’s personalekontor en følgeskrivelse fra L, dateret den 2. juni 1995.

Med brev af 28. september

1995 meddelte personalekontoret L hvordan hans årlige forskelsløn var blevet

udregnet. Af udregningen fremgik bl.a. at L’s nettoløn ved fuld tid pr.

1.

september 1995 inklusive tillæg udgjorde 348.241,65 kr., og at hans pension

pr.

samme dato beløb sig til 233.808 kr. L’s forskelsløn udgjorde ved fuld

tid

således 114.433,65 kr. og 37.113,62 kr. ved 12 timer pr. uge (12/37 af

forskelslønnen på fuld tid). Af brevet fremgik bl.a. også at funktionærloven

gjaldt for ansættelsen i øvrigt.

Den 13. november 1995 oplyste

Ingeniørforbundet i Danmark Finansministeriet om at forbundet gerne ville

have

en forhandling med ministeriet om hvilke vilkår der skulle gælde for L’s

ansættelse. Forbundet sendte samtidig en kopi af brevet til bl.a. DTU og L.

I brev af 5. december 1995

svarede Finansministeriet på Ingeniørforbundets anmodning om forhandling. Af

brevet fremgik:

”

Det skal her meddeles, at

efter sædvanlig praksis anvendes forskelslønprincippet ved ansættelse af alle

pensionerede.

Lønnen for civilingeniør (L)

vil derfor skulle fastsættes efter reglerne i Finansministeriets cirkulære af

14/7-1977 om beskæftigelse og vederlæggelse af førtidspensionerede

tjenestemænd

i staten, folkeskolen og folkekirken.

”

Finansministeriet orienterede

DTU om brevet og om et notat af 27. november 1995 der angik sagen. Af notatet

fremgik:

”

IDA ønsker en forhandling med

FM om, hvilke vilkår, der skal gælde for hans ansættelse. I øvrigt mener IDA

ikke, at reglerne om forskelsløn gælder, hvilket fremgik af telefonsamtale

med

(sagsbehandler), IDA.

Relevante regler og praksis.

Jfr. Fmst. Cirk. 14/7-1977 -

om beskæftigelse og vederlæggelse af førtidspensionerede tjenestemænd i

staten,

folkeskolen og folkekirken - er der særlige regler om aflønning af

førtidspensionerede tjenestemænd.

Disse regler anvendes i

praksis også for andre pensionerede ansat i staten. Konkret beregnes der en

forskelsløn mellem lønnen og pensionen i forhold til det antal timer,

pågældende arbejder.

Vurdering.

På baggrund af sagens

oplysninger må de ansættelsesvilkår, der skal gælde for pågældende, finde

hjemmel i det omtalte cirkulære. I andre lignende sager er der ligeledes

hentet

hjemmel i cirkulæret om forskelsløn.

Pågældende lektor har nedsat

erhvervsevne, hvorfor han er ansat på 1/3 tid. Lønarbejdet udgør således ikke

den primære indkomstkilde.

Indstilling.

Det indstilles, at IDA ved

brev orienteres om Finansministeriets stillingtagen, og at Fmst. Cirk. af

14/7-1977 gælder for ansættelsen af pågældende lektor ansat på 1/3 tid ved

DTU.”

Den 20. november 1996 skrev L

til Scleroseforeningen om sagen. Af brevet fremgår:

”

Min invalidepension betales

af Dansk Ingeniørforenings Pensionskasse, hvortil DTU løbende har indbetalt

de

overenskomstbestemte 10%, og jeg selv har frivilligt bidraget med mere end de

normale 5%. Min arbejdsgiver, staten, blev frigjort for sin

pensionsforpligtelse ved indbetaling af pensionsbidraget, og jeg og de øvrige

medlemmer af pensionskassen bærer risikoen for, at der er indbetalt

tilstrækkeligt til at sikre en varig og stor nok pension. Jeg mener derfor

ikke, at Finansministeriets bemærkning i bilag 5, afsnit 3 [afsnit 4 i den

del

af Finansministeriets brev af 28. marts 1995 som er citeret ovenfor; min

tilføjelse] kan tages til indtægt for ministeriets holdning.

I øvrigt mener jeg, at min

aflønning strider mod principperne om samme arbejdsvederlag for samme arbejde

og ligebehandling af handicappedes arbejde.”

I brev af 26. februar 1997

oplyste Center for Ligebehandling af Handicappede De Samvirkende

Invalideorganisationer (som Scleroseforeningen havde inddraget i sagen) om at

centrets bestyrelse havde konkluderet at der kunne ligge et potentielt

ligebehandlingsproblem i at L udførte arbejde på almindelige vilkår og ikke

fik

udbetalt fuld løn for dette arbejde. Af nærmere angivne grunde måtte centret

dog indtil videre henlægge sagen.

Scleroseforeningen skrev den

4. juni 1997 til Finansministeriet om sagen og vedlagde i den forbindelse

forskelligt materiale om sagen, herunder brevet af 26. februar 1997 fra

Center

for Ligebehandling af Handicappede.

Den 18. november 1997 svarede

Finansministeriet Scleroseforeningen. Af svaret fremgik bl.a. at den korrekte

aflønningsform for L i overensstemmelse med sædvanlig praksis var

forskelslønsprincippet. Ministeriet henviste i den forbindelse til cirkulæret

af 14. juli 1977. Herudover fremgik følgende af svaret:

”

Finansministeriet har dog

haft aflønningen af pensionerede tjenestemænd m.fl. til generel overvejelse.

Der foreligger nu et udkast til et nyt cirkulære.

Hovedindholdet i dette

cirkulære er, at forskelslønordningen ophæves, og at det fremover vil være

den

enkelte ansættelsesmyndighed, der fastlægger løn- og ansættelsesvilkårene.

Endvidere indeholder cirkulæret en overgangsbestemmelse, der viderefører

eksisterende ansættelsesaftaler uændrede, indtil andet aftales.

Finansministeriet forventer

inden årets udgang at udsende det endelige cirkulære om deregulering af

ordningen.”

I brev af 12. juni 1998

henvendte Scleroseforeningen sig til mig om sagen. Jeg forstod henvendelsen

som

en klage bl.a. over at L blev aflønnet efter cirkulæret af 14. juli 1977. Den

22. juli 1998 sendte jeg klagen over aflønningen af L videre til

Forskningsministeriet til besvarelse (mit j.nr. 1998-1715-811).

Den 18. september 1998

svarede Forskningsministeriet på klagen. Af svaret fremgik:

”

Forskningsministeriet kan som

administrativ rekursmyndighed behandle klagen over Danmarks Tekniske

Universitets (DTU) afgørelse om aflønning af (L). I den forbindelse skal

ministeriet præcisere, at Forskningsministeriet ikke har mulighed for at tage

stilling til Finansministeriets behandling af denne konkrete sag ang.

aflønningen af (L), men alene kan tage stilling til DTU’s afgørelse om

aflønning af (L).

Den fastlæggelse af denne

individuelle aflønning af (L), som Finansministeriet foretager i brevet af

28.

marts 1995, fremtræder ikke som vejledende for institutionen. Meddelelsen

fremtræder i sin form som bindende.

Forskningsministeriet finder

imidlertid ikke anledning til at udtale kritik af DTU for at have fulgt

Finansministeriets lønfastsættelse ved DTU’s endelige aflønning af (L),

således

som denne er meddelt (L) i DTU’s brev af 27. juli 1995.

Forskningsministeriet finder,

at Finansministeriets fastlæggelse i 1995 af lønnen for (L) var i

overensstemmelse med praksis for aflønning af bl.a. pensionerede (i dette

tilfælde fra en pensionsordning, som det offentlige har givet tilskud til),

som

tillige ønskede at forblive ansat på deltid.”

I brev af 8. oktober 1998

rettede Scleroseforeningen fornyet henvendelse til mig om sagen. Foreningen

henviste i den forbindelse bl.a. til L’s brev af 7. oktober 1998. Den 2.

november 1998 sendte jeg foreningens henvendelse videre til

Forskningsministeriet med henblik på at ministeriet fik lejlighed til at tage

stilling til det som L havde anført i brevet af 7. oktober 1998 (mit j.nr.

1998-2984-811).

Den 8. februar 1999 besvarede

Forskningsministeriet foreningens henvendelse af 8. oktober 1998. Af svaret

fremgik:

”

Det fremgår af (L)’s brev af

7. oktober 1998 til foreningen, at (L) finder, at aflønningen efter

forskelslønsprincippet ikke har hjemmel i ansættelsesskrivelsen af 25. august

1994 fra Dansk Ingeniørakademi (DIA), og at en sådan aflønning efter

(L)’s

opfattelse i øvrigt strider mod retsprincipper om ligeløn og ligebehandling.

For så vidt angår

ansættelsesskrivelsen skal Forskningsministeriet bemærke, at der heri er

anført, at

’For så vidt angår timeløn i 1995 og fremover, må en sådan bevilling

afhænge af den faglige planlægning på DTU.’

Det fremgår af sagen, at det

ved ansættelsesforholdets start ikke blev aftalt eller fastsat, at

forskelslønscirkulæret skulle finde anvendelse. Det fremgår imidlertid videre

af AC-overenskomsten, at (L) efter sin pensionering ved en fortsat ansættelse

ikke kunne være omfattet af AC-overenskomsten.

Forskningsministeriet finder

på den baggrund, at anvendelsen af forskelslønsprincippet ikke strider mod

indholdet af ansættelsesskrivelsen af 25. august 1994.

For så vidt angår

anbringendet om, at aflønningen af (L) strider mod retsprincipper om ligeløn

og

ligebehandling har Forskningsministeriet i et brev af 20. november 1998 til

Finansministeriet anmodet om en udtalelse om, hvorvidt Finansministeriet

finder, at aflønningen af (L) efter forskelslønsprincippet strider mod

retsprincipper om ligeløn og ligebehandling.

I et brev af 21. januar 1999

har Finansministeriet udtalt, at aflønningen af (L) efter

forskelslønscirkulæret

er den korrekte aflønningsform, da han som førtidspensionist ikke opfylder

betingelserne for at være omfattet af AC-overenskomsten. Finansministeriet

anfører, at forskelslønscirkulæret fra 1977 efter Finansministeriets

opfattelse

ikke strider mod almindelige principper om ligeløn og ligebehandling. Det

anføres videre, at cirkulæret har baggrund i en generel betragtning om, at

offentligt ansatte, der er gået på pension finansieret af det offentlige,

ikke

samtidig burde kunne oppebære fuld løn.

Finansministeriets kompetence i sager om løn- og andre

ansættelsesvilkår

Finansministeriet er den

centrale myndighed for behandlingen af sager om løn- og andre

ansættelsesvilkår

for personale i staten og folkekirken mv.

For overenskomstansatte og andre

personalegrupper (bortset fra tjenestemandsområdet, hvor dette følger af

bestemmelserne i tjenestemandsloven) blev alle sager under øvrige ministerier

vedrørende aftale om samt fastsættelse eller godkendelse af løn- og andre

ansættelsesvilkår i 1973 overført til Finansministeriet, jf. Økonomi- og

budgetministeriets cirkulæreskrivelse af 19. januar 1973 herom til samtlige

ministerier m.v.

Cirkulæreskrivelsen er

udsendt til de øvrige ministerier m.v. med hjemmel i Statsministeriets

bekendtgørelse af 11. januar 1973 om ændringer i ministeriernes

forretningsområder (visse sager vedrørende løn- og ansættelsesvilkår).

Forskningsministeriets afgørelse

Forskningsministeriet skal

henholde sig til Finansministeriets udtalelse om, at forskelslønscirkulæret

ikke strider mod almindelige principper om ligeløn og ligebehandling.

På den baggrund skal

Forskningsministeriet udtale, at vi fortsat ikke finder anledning til at

udtale

kritik af DTU for at have fulgt Finansministeriets lønfastsættelse i 1995 ved

DTU’s endelige aflønning af (L), herunder af, at DTU i et brev af 27.

juli 1995

meddelte (L), at DTU på baggrund af Finansministeriets brev af 28. marts 1995

så sig nødsaget til at følge Finansministeriets afgørelse og ændre

aflønningen

af (L) til forskelslønsprincippet fra og med september 1995, dvs. med 1

måneds

varsel.

Finansministeriets brev af

21. januar 1999 vedlægges til orientering i kopi.”

Af Finansministeriets

udtalelse af 21. januar 1999 fremgik i øvrigt bl.a. også at cirkulære nr. 145

af 14. juli 1977 blev ophævet ved cirkulære nr. 173 af 17. april 1998.

Herefter

er de enkelte ministerier bemyndiget til at fastlægge regler for og træffe

beslutninger om aflønning af personer der ansættes efter at de er blevet

pensioneret fra det offentlige.

Den 25. februar 1999 rettede foreningen på ny

henvendelse til mig om sagen. Foreningen henviste i den forbindelse bl.a. til

L’s brev af 23. februar 1999 hvori han kommenterede Finansministeriets

og

Forskningsministeriets breve af henholdsvis 21. januar 1999 og 8. februar

1999.

L fremførte bl.a. at varslingsforpligtelsen ved ændringen af hans lønvilkår

pr.

1. september 1995 var tilsidesat hvilket Forskningsministeriet ikke havde

kommenteret.

Den 5. august 1999 bad jeg

Forskningsministeriet og DTU om en udtalelse i sagen og om udlån af sagens

akter.

I brev af 30. august 1999

udtalte DTU sig. Af udtalelsen fremgik:

”

Ved brev af 2. juni 1995

(Bilag 6)

anmodede (L) om en beregning

af ’den nye løn’. Det fremgår ikke af sagen, om (L) er kontaktet af

Personaleforvaltningen, eller om han har kontaktet Personaleforvaltningen

herom. Men et udarbejdet internt notat af 10. april 1995 skitserer nærmere,

hvordan der skal forholdes. (L) har således i perioden 10. april - 1. juni

1995

fået meddelelse om den ’nye’ aflønning, siden han reagerer ved brev

af 2. juni

1995.

Henvendelse af 2. juni 1995

medførte et brev af 27. juli 1995

(Bilag

7)

, hvori (L) blev oplyst om, at DTU vil følge Finansministeriets

bestemmelse om fremtidig aflønning efter forskelslønprincippet, og at der

ikke

er hjemmel til at indbetale til en pensionsordning. Han blev ved denne

lejlighed anmodet om at fremsende dokumentation til personalekontoret for

størrelsen af sin pension, hvorefter lønnen kunne blive korrigeret.

Som det fremgår af denne

redegørelse, blev (L) (mundtligt?) varslet om den ændrede aflønning i

perioden

fra den 10. april 1995 til 1. juni 1995. Dette afstedkom hans henvendelse af

2.

juni 1995. Personaleforvaltningen anmodede på denne baggrund den 27. juli

1995

med erindringsbrev af 14. september 1995 (L) om pensionsoplysninger, og den

nærmere beregning blev, efter at disse oplysninger var modtaget, meddelt ham

ved brev af 28. september 1995. Ændringen i lønudbetalingen havde virkning

fra

den 1. september 1995.”

Forskningsministeriet udtalte

sig den 30. september 1999. Af udtalelsen fremgik:

”

Det er herfra vores

opfattelse, at (L) i overensstemmelse med Finansministeriets udtalelse af 28.

marts 1995 ikke vil kunne ansættes efter overenskomst for akademikere i

staten

i henhold til overenskomstens § 1, stk. 2, nr. 4. Vi finder, at (L) på

daværende tidspunkt alene ville kunne aflønnes efter forskelslønsprincippet,

som det kommer til udtryk i Finansministeriets udtalelse af 28. marts 1995,

jf.

pkt. 2 i Finansministeriets cirkulære af 14. juli 1977.

I hele den periode, hvor (L)

har været ansat på nedsat tid, har (L) således alene været berettiget til at

oppebære den løn, som følger af forskelslønsprincippet. At DTU har aflønnet

(L)

efter den højere sats, som følger af overenskomst for akademikere i staten i

perioden 1. oktober 1994 til 31. august 1995, må derfor betragtes som en

fejl.

For så vidt angår

varslingspligten ved ændring af løn- og arbejdsvilkår skal de gældende

regler,

som følger af lovgivningen, herunder af funktionærlovens § 2, stk. 2 og 3,

selvsagt overholdes. Disse lovpligtige varslingsregler finder dog kun

anvendelse på forhold, hvor der sker en ændring af de bestående retmæssige

vilkår.

Såfremt der er sket en

fejlberegning eller fejlfortolkning i forbindelse med lønberegningen finder

de

førnævnte varslingspligter imidlertid ikke anvendelse. I sådanne fejltilfælde

vil ansættelsesmyndigheden være berettiget til straks at berigtige fejlen med

virkning for fremtiden uden varsel. En lønmodtager, som på fejlagtigt

grundlag

har fået udbetalt en for høj løn, er således ikke berettiget til at kræve et

forudgående varsel før ansættelsesmyndighedens nedsættelse af lønniveauet til

det lavere, korrekte niveau.

Det er således

Forskningsministeriets opfattelse, at reguleringen af (L)’s løn til

aflønning i

henhold til forskelslønsprincippet er sket i overensstemmelse med gældende

ret.

Efter vores opfattelse kunne

der have været fastsat en ændret lønberegning med virkning allerede fra den

1.

april 1995 på baggrund af Finansministeriets afgørelse af 28. marts 1995.

På den baggrund finder

Forskningsministeriet ikke grundlag for at ændre DTU’s afgørelse om at

ændre

(L)’s løn- og øvrige ansættelsesvilkår med 1 måneds varsel. Afsluttende

bemærkes, at den endelige stillingtagen til kravet henhører under domstolene

som aftaleretligt.

”

Den 12. oktober 1999 sendte

jeg Scleroseforeningen udtalelserne med henblik på at foreningen fik

lejlighed

til at fremkomme med bemærkninger hertil.

I brev af 8. november 1999

kommenterede L udtalelserne. L sendte samtidig bl.a. Scleroseforeningen en

kopi

af brevet. Af brevet af 8. november 1999 fremgik bl.a. at L ikke var bekendt

med ændringen af hans lønvilkår før han modtog DTU’s brev af 27. juli

1995. For

så vidt angår følgeskrivelsen af 2. juni 1995, oplyste han at datoen ”2.

juni

1995” var datoen for udarbejdelse af den formular ved hjælp af hvilken

følgeskrivelsen var lavet, at personalekontoret ifølge stemplet havde

modtaget

skrivelsen den 19. september 1995, og at den interne post på DTU normalt var

1

dag undervejs - ikke 3½ måned. L formodede at der til følgeskrivelsen var

vedlagt pensionspapirer.

Jeg sendte den 12. november

1999 L’s brev til Forskningsministeriet og DTU

til eventuelle bemærkninger.

I udtalelse af 8. marts 2000

oplyste DTU bl.a. at der med virkning fra den 1. januar 2000 var indgået en

aftale mellem DTU og Ingeniørforbundet i Danmark om et fremtidigt jobindhold

for (L). DTU vedlagde samtidig en kopi af aftalen. Af aftalen fremgik:

”Aftale om job på særlige vilkår

Det aftales herved, at der i

henhold til ’Aftale om lokale aftaler om job på særlige vilkår (socialt

kapitel)’ af 2. juni 1997 indgås en aftale om job på særlige vilkår for

lektor (L), ( ), Institut for Anvendt Bygge- og Miljøteknik.

Aftalen indebærer, at (L)

ansættes efter AC- overenskomsten. Dog fraviges overenskomstens bestemmelser

for så vidt angår § 10, idet (L)’s arbejdstid vil være en gennemsnitlig

ugentlig arbejdstid på 12 timer.

(L)’s løn vil herefter

udgøre: 12/37 x (AC- lønnen på trin 17 + de tillæg, han hidtil har haft).

”

Aftalen var den 23. februar

2000 underskrevet af repræsentanter for DTU og Ingeniørforbundet i Danmark.

Forskningsministeriet udtalte

sig den 14. marts 2000.

Den 6. april 2000 sendte jeg

udtalelserne af 8. og 14. marts 2000 til Scleroseforeningen for eventuelle

kommentarer.

I et brev af 4. maj 2000

fremkom Scleroseforeningen med nogle generelle kommentarer til sagen.

Foreningen anførte bl.a. at foreningen ikke mente at praksis vedrørende

forskelsløn til tjenestemænd uhjemlet kunne anvendes over for

overenskomstansatte som blev pensioneret på grund af sygdom. For så vidt

angår

overenskomstens bemærkninger om at pensionerede ikke var omfattet af denne,

betød det efter foreningens opfattelse at det kun var efter konkret aftale

mellem parterne at en pensioneret person var omfattet af hele eller dele af

overenskomsten. Foreningen anmodede om at disse synspunkter indgik i min

behandling af sagen.

Den 9. august 2000 bad jeg

Forskningsministeriet og DTU om eventuelle bemærkninger til foreningens brev

af

4. maj 2000. Jeg bad samtidig Forskningsministeriet om at indhente en

udtalelse

fra Finansministeriet om anvendelsen af cirkulæret af 14. juli 1977 i

L’s sag.

DTU og Forskningsministeriet

udtalte sig henholdsvis den 24. august 2000 og 25. september 2000. Den 11.

september 2000 udtalte Personalestyrelsen sig (Personalestyrelsen har med

virkning fra 1. august 2000 varetaget Finansministeriets opgaver på bl.a. det

område som denne sag angår). Af udtalelsen af 11. september 2000 fremgik:

”

Efter det foreliggende modtog

(L) med virkning fra den 1. oktober 1994 invalidepension fra Dansk

Ingeniørforenings Pensionskasse, hvortil der under pågældendes hidtidige

ansættelse var indbetalt pensionsbidrag i henhold til overenskomsten for

akademikere i staten.

Fra samme tidspunkt var (L)

ikke omfattet af overenskomst for akademikere i staten, idet det i

overenskomstens § 1, stk. 2, var aftalt, at overenskomsten ikke omfattede -

blandt andre - pensionerede, som får egenpension fra en pensionsordning, som

det offentlige har ydet tilskud til.

I overensstemmelse med denne

bestemmelse meddelte Finansministeriet ved brev af 28. marts 1995 Danmarks

Tekniske Universitet, at der ikke var hjemmel til at ansætte pågældende efter

overenskomst for akademikere i staten.

Videre meddelte

Finansministeriet, at pågældende alene kunne ansættes med aflønning efter

forskelslønsprincippet. Denne udtalelse om fastsættelsen af aflønningen af

(L)

var i overensstemmelse med Finansministeriets dagældende, mangeårige praksis

for, at forskelslønsprincippet blev anvendt ved fastsættelse af aflønningen

af

pensionerede, som blev ansat i staten m.v., og som ikke var omfattet af

Finansministeriets overenskomster m.v.

Det bemærkes, at

forskelslønsprincippet blev anvendt ved lønfastsættelsen for pensionerede

uanset pensionsårsagen og uanset, om vedkommende modtog tjenestemandspension

m.v. eller egenpension fra en arbejdsmarkedspensionsordning, som det

offentlige

havde bidraget til i henhold til overenskomst m.v.

I den foreliggende sag

anvendtes forskelslønsprincippet således i overensstemmelse med den anførte

praksis for lønfastsættelse for pensionerede, som ikke var omfattet af

Finansministeriets overenskomster m.v.

Der var ikke tale om

anvendelse af Finansministeriets cirkulære nr. 145 af 14. juli 1977 om

beskæftigelse og vederlæggelse af førtidspensionerede tjenestemænd i staten,

folkeskolen og folkekirken, der alene omfattede førtidspensionerede

tjenestemænd, jf. cirkulærets pkt. 1, det vil sige tjenestemænd afskediget

med

aktuel egenpension på grund af alder før det fyldte 67. år eller før eventuel

lavere pligtig pensionsalder.

”

DTU beskrev i sin udtalelse

bl.a. brevvekslingen med Finansministeriet da det var Finansministeriets

regelfortolkning som Scleroseforeningen anfægtede. Forskningsministeriet

henviste i sin udtalelse til DTU’s og Finansministeriets udtalelser.

Forskningsministeriet vedlagde også Finansministeriets udtalelse af 21.

januar

1999.

Den 3. oktober 2000 sendte

jeg Scleroseforeningen udtalelserne med henblik på eventuelle bemærkninger.

I brev af 9. oktober 2000

anmodede Scleroseforeningen mig om bl.a. at tage stilling til om

Finansministeriets mangeårige - og ensidige - praksis med at anvende

forskelslønsprincippet ud over den persongruppe som var nævnt i cirkulæret af

14. juli 1977, havde været lovlig.

Den 9. november 2000 sendte

jeg Scleroseforeningens brev til Forskningsministeriet, DTU og

Personalestyrelsen til eventuelle bemærkninger.

Den 8. januar 2001 oplyste

IT- og Forskningsministeriet mig om at L’s lønsag som følge af

ressortændringen

mellem Forskningsministeriet og Undervisningsministeriet nu hørte under

Undervisningsministeriet. IT- og Forskningsministeriet havde derfor oversendt

sagen til Undervisningsministeriet.

Henholdsvis den 13. december

2000, 29. januar 2001 og 1. februar 2001 udtalte DTU, Personalestyrelsen og

Undervisningsministeriet

sig.

Med brev af 5. februar 2001

sendte jeg udtalelserne til Scleroseforeningen med henblik på eventuelle

kommentarer. Hvis jeg ikke hørte fra foreningen inden 4 uger, ville jeg søge

at

behandle sagen på det foreliggende grundlag. Jeg hørte ikke yderligere fra

foreningen.

Den 26. september 2001 afgav

jeg en foreløbig redegørelse i sagen hvoraf følgende bl.a. fremgik:

Ombudsmandens foreløbige udtalelse

”Det grundlæggende spørgsmål i sagen er om Finansministeriet med rette

kunne kræve at (L) i perioden fra den 1. september 1995 til den 31. december

1999 blev aflønnet efter forskelslønsprincippet. Som det nærmere fremgår af

sagen, indebar det at (L)’s løn skulle reduceres så den svarede til ca.

1/3 af den løn der blev ydet for tilsvarende arbejde efter AC-overenskomsten.

Efter det oplyste var (L)’s deltidsansættelse i perioden fra den 1.

september 1995 til den 31. december 1999 ikke omfattet af AC-overenskomsten

eller andre kollektive aftaler. Myndighedernes udtalelser om at ansættelsen i

denne periode ikke var omfattet af en kollektiv overenskomst, kan ikke give

mig anledning til bemærkninger.

Når der ses bort fra bestemmelserne i tjenestemandsloven om tjenestemænd på

rådighedsløn - som ikke er relevante i den foreliggende sag - er spørgsmålet

om forskelsløn ikke reguleret i lovgivningen, og der findes ikke

lovbestemmelser der bemyndiger Finansministeriet eller andre myndigheder til

at fastsætte almindelige regler

herom.

Som retskilde har

Finansministeriet henvist til en mangeårig administrativ praksis som for

førtidspensionerede tjenestemænd fremgik af cirkulære nr. 145 af 14. juli

1977.

Uden for cirkulærets område var praksis ikke udformet i skrevne bestemmelser.

Finansministeriet har ikke

under sagen nærmere redegjort for ministeriets opfattelse af det

lovgivningsmæssige hjemmelsgrundlag for praksis.

I Forskningsministeriets

afgørelse af 8. februar 1999 - som Finansministeriet har fået kopi af - er

det

anført at Finansministeriet som den centrale myndighed har kompetence til at

behandle sager om løn- og andre ansættelsesvilkår for personale i staten og

folkekirken mv. Jeg går ud fra at der hermed sigtes til den ledelsesret eller

arbejdsgiverkompetence som tilkommer Finansministeriet som statslig

arbejdsgiver. For så vidt angår henvisningen i afgørelsen af 8. februar 1999

til Statsministeriets bekendtgørelse nr. 21 af 11. januar 1973 hvorefter

visse

sager vedrørende løn- og ansættelsesvilkår henhører under Finansministeriet,

bemærker jeg at denne bekendtgørelse ikke udgør et selvstændigt

hjemmelsgrundlag

for forvaltningen af personaleområdet. Jeg henviser til den sag der er omtalt

i

Folketingets Ombudsmands beretning for året 1987, s. 206ff*.

Jeg er enig i at

ledelsesretten i et vist omfang kan give Finansministeriet grundlag for at

fastlægge nærmere vilkår for ansættelse i staten når der er tale om områder

som

ikke er reguleret ved overenskomst, aftale eller lov.

For offentlige myndigheder

gælder der imidlertid visse grænser for udøvelse af ledelsesretten. Således

omfatter de almindelige forvaltningsretlige retsgrundsætninger for offentlig

myndighedsudøvelse efter min mening også som udgangspunkt en offentlig

myndigheds udøvelse af arbejdsgiverkompetence, herunder legalitetsprincippet,

saglighedskravet og proportionalitetsprincippet. Jeg henviser i den

forbindelse

til den ovennævnte sag i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1987 og

til Kaj Larsen mfl. i Forvaltningsret, 1994, s. 119f.

Efter det almindelige

forvaltningsretlige legalitetsprincip gælder at byrdefulde indgreb over for

borgerne kræver en forholdsvis sikker hjemmel. Generelt gælder endvidere at

praksis og afgørelser skal være begrundet i saglige hensyn, og at

forvaltningen

ifølge proportionalitetsprincippet ikke må anvende mere indgribende midler

hvis

målet kan opnås med mindre indgribende midler.

Finansministeriets krav om

anvendelse af forskelslønsprincippet under (L)’s deltidsansættelse i den

omhandlede periode må efter min opfattelse anses som et relativt byrdefuldt

vilkår. Jeg henviser navnlig til at det indebar at (L)’s løn skulle

fastsættes

så den svarede til ca. 1/3 af den løn der sædvanligvis ydes for tilsvarende

arbejde, jf. AC-overenskomsten. Jeg henviser ligeledes til at med den

arbejdsmæssige erfaring og resterhvervsevne som (L) havde, var mulighederne

for

at (L) på det private arbejdsmarked kunne opnå ansættelse (med bedre løn end

forskelsløn), formentlig begrænsede.

Der findes som nævnt ingen

lovgivning, aftale eller overenskomst der kan danne grundlag for at anvende

forskelslønsprincippet over for (L), idet cirkulære nr. 145 af 14. juli 1977

alene angik førtidspensionerede tjenestemænd. Den praksis hvorefter

forskelsløn

anvendtes i et tilfælde som (L)’s, er efter det oplyste uskreven og ikke

almindelig kendt eller tilgængelig. I den omtalte sag fra beretningen for

året

1987 henstillede jeg at ministeriet fremskyndede arbejdet med få udformet

generelle, offentligt bekendtgjorte regler på området. Jeg må nu konstatere

at

denne henstilling ikke blev efterkommet på det område som er aktuelt i den

foreliggende sag.

Sammenfattende mener jeg at

det hjemmelsmæssige grundlag for at (L) skulle aflønnes med forskelsløn, er

usikkert.

Om sagligheden for anvendelse

af forskelslønsprincippet skal jeg bemærke følgende: Det forhold at

førtidspensionister med ansættelse i staten i hvert fald indtil den 1. maj

1998

- fra hvilket tidspunkt cirkulære nr. 145 af 14. juli 1977 blev ophævet -

generelt aflønnedes med forskelsløn, har uden tvivl nedsat tilskyndelsen for

de

pågældende til at udnytte

deres

resterhvervsevne ved deltidsansættelse i det offentlige. Dette er ikke i

harmoni med den sociale pensionslovgivnings almindelige forudsætninger om at

en

resterhvervsevne kan og skal udnyttes. Tilsvarende er det ikke i harmoni med

bestræbelserne på at fastholde de medarbejdere som f.eks. på grund af sygdom

ikke længere har deres fulde erhvervsevne i behold. Jeg henviser bl.a. til

den

folder om DTU’s projekt ’Rumfang’ som (L) sendte til mig med

sit brev af 8.

november 1999, samt Finansministeriets cirkulære af 14. juni 1997 om job på

særlige vilkår (Socialt kapitel) og (den seneste) vejledning fra oktober 2000

om socialt kapitel i staten. Det harmonerer i øvrigt heller ikke med loven om

kompensation til handicappede i erhverv mv. (lovbekendtgørelse nr. 55 af 29.

januar 2001) der har til formål at styrke og stimulere handicappede personers

muligheder for beskæftigelse således at de får samme muligheder for

erhvervsudøvelse som andre. Jeg mener på den baggrund at det er tvivlsomt om

anvendelsen af forskelsløn ud fra en overordnet betragtning kan begrundes i

saglige hensyn. Jeg bemærker at jeg er opmærksom på at hensynet til

beskæftigelsen i en situation med f.eks. høj arbejdsløshed kan tale for at

begrænse ansættelse af pensionerede.

Af Finansministeriets

udtalelse af 21. januar 1999 fremgår at cirkulære nr. 145 af 14. juli 1977 -

der jo kun omfattede tjenestemænd - havde baggrund i en generel betragtning

om

at offentligt ansatte der var gået på pension finansieret af det offentlige,

ikke samtidig burde kunne oppebære fuld løn. Cirkulærets princip om

forskelsløn

lod Finansministeriet også anvende over for pensionerede der havde været

overenskomstansat.

Jeg mener at der i sig selv

kan rejses tvivl om hvorvidt det er sagligt også at anvende princippet over

for

overenskomstansatte. Jeg henviser til at mens tjenestemandspension

finansieres

fuldt ud af staten, bidrager staten kun med 2/3 til overenskomstansattes

pension - den ansatte betaler selv resten. Under alle omstændigheder mener

jeg

at det forhold at overenskomstansattes pension kun finansieres delvis af

staten, bevirker at det af Finansministeriet anførte om baggrunden for

cirkulæret - og dermed forskelslønsprincippet - må tillægges mindre vægt for

så

vidt angår overenskomstansatte. Det skal i den forbindelse ligeledes tages i

betragtning at staten frigøres for sin pensionsforpligtelse over for

overenskomstansatte ved betaling af pensionsbidraget, og at risikoen for at

der

i pensionskassen er utilstrækkelige midler til pensionen, hviler på

deltagerne

i ordningen.

De mulige saglige grunde for

praksis med hensyn til forskelsløn er således efter min opfattelse ikke

tilstrækkelig tungtvejende til at de kan begrunde et så relativt byrdefuldt

indgreb over for (L) som praksis er udtryk for.

Sammenfattende er det min

foreløbige opfattelse at Finansministeriet ikke har haft hjemmel til at kræve

at (L) blev aflønnet efter forskelslønsprincippet i den omhandlede periode.

Jeg er derfor indstillet på

at henstille til Personalestyrelsen at styrelsen foranlediger at sagen bliver

genoptaget.”

Bemærkninger til den foreløbige udtalelse

Scleroseforeningen

kommenterede min foreløbige redegørelse den 4. december 2001.

Scleroseforeningen anførte bl.a. at foreningen fandt det nødvendigt at det

blev

præciseret i hvilke situationer der indtil den 1. maj 1998 var hjemmel til at

bruge

forskelsløn ved ansættelse i staten. Foreningen henviste til at det fremgår

af

cirkulære nr. 145 af 14. juli 1977 om forskelsløn at cirkulæret ikke

omfattede

tjenestemænd der var pensioneret af helbredsmæssige årsager, og at

forskelsløn

desuagtet blev anvendt over for personer der var pensioneret af

helbredsmæssige

grunde.

I brev af 7. december 2001

fremkom Personalestyrelsen med sine bemærkninger til den foreløbige

redegørelse. Af brevet fremgik bl.a.:

”

Personalestyrelsens bemærkninger

1. Om sagsforløbet

Ombudsmandens gennemgang af

sagsforløbet (redegørelsens side 1-13) giver ikke Personalestyrelsen

anledning

til bemærkninger.

2. Om Finansministeriets ledelsesret (arbejdsgiverkompetence)

Ombudsmanden kommer i den

foreløbige udtalelse ind på Finansministeriets forretningsområde og

hjemmelsgrundlag, jf. også beretningen for året 1987, side 206 ff. Hertil kan

knyttes de nedenstående bemærkninger.

Finansministeriets forretningsområde mht. løn- og ansættelsesvilkår

Finansministeriet er den

centrale myndighed for behandlingen af sager om løn- og andre

ansættelsesvilkår

for personale i staten og folkekirken mv.

På tjenestemandsområdet

følger dette af tjenestemandsloven af 1969. For overenskomstansatte og andre

personalegrupper fremgår Finansministeriets kompetence af Statsministeriets

bekendtgørelse nr. 21 af 11. januar 1973 om ændringer i ministeriernes

forretningsområder (visse sager vedrørende løn- og ansættelsesvilkår). Ved

bekendtgørelsen overførtes alle sager i ministerierne vedrørende løn- og

ansættelsesvilkår

for personalegrupper, uanset om ansættelsesvilkårene fastsættes ved lov,

bekendtgørelse, aftale, kollektiv overenskomst, regulativ, reglement,

cirkulære

eller lignende.

Finansministeriet havde dog

også før tjenestemandsloven af 1969 og før bekendtgørelsen af 1973 en

funktion

som central statslig arbejdsgivermyndighed.

På tjenestemandsområdet kan

dette i hvert fald dateres tilbage til den første tjenestemandslov, lov nr.

489

af 12. september 1919 om statens tjenestemænd - og grundlaget herfor,

lønningskommissionen

af 1917.

Der har mindst lige så længe

som tjenestemændene eksisteret andre personalegrupper i staten. Oprindeligt

var

grundlaget enten individuelle ansættelseskontrakter eller - for grupper af

ansatte - vilkår fastlagt i regulativer eller cirkulærer fastsat af enten af

Finansministeriet eller af de enkelte ressortministerier. Som eksempel kan

nævnes Finansministeriets regulativ af 19. maj 1953 om aflønning af

kontormedhjælpere, som ikke er tjenestemænd.

Også de første kollektive

overenskomster for større personalegrupper i staten blev indgået af

Finansministeriet (f.eks. overenskomsten for civilingeniører i 1952,

overenskomsten for kontorfunktionærer af 1955, der afløste ovennævnte

regulativ, og overenskomsten for jurister af 1961).

De områder, der blev overført

til Finansministeriets forretningsområde i 1973, var således i høj grad

overenskomster og regulativer for sektorspecifikke grupper i de forskellige

ministerier.

Udviklingen på det statslige

arbejdsmarked har ført til, at langt den største del af det

ikke-tjenestemandsansatte personale er omfattet af kollektive overenskomster

med de faglige organisationer. Der findes dog fortsat personale i staten, som

ikke er omfattet af kollektiv overenskomst, og hvis vilkår således beror på

regulativer o. lign. eller alene på individuelle ansættelseskontrakter.

Finansministeriets hjemmel til at agere som central myndighed

vedrørende løn- og ansættelsesvilkår

Personalestyrelsen kan

tilslutte sig Ombudsmandens betragtning om, at fordelingen af

forretningsområderne

mellem ministrene ikke i sig selv tilvejebringer materiel hjemmel for

Finansministeriets virksomhed i forhold til borgere mv.

På tjenestemandsområdet er

Finansministeriets opgavevaretagelse baseret på lovgivning og på aftaler

mellem

Finansministeriet og tjenestemændenes centralorganisationer i henhold til

tjenestemandsloven.

Herudover er det i vidt

omfang fastsat i lovgivning om statstilskud til selvejende institutioner, at

Finansministeriet aftaler eller fastsætter løn- og ansættelsesvilkår for

personalet eller nærmere definerede dele af dette.

Finansministeriets

opgavevaretagelse i sager om løn- og ansættelsesvilkår for

ikke-tjenestemandsansat personale i staten er hidtil blevet udøvet uden

generel

eller specifik lovhjemmel, uanset om det har drejet sig om fastsættelse eller

fornyelse af et regulativ/cirkulære, indgåelse af en overenskomst på et nyt

område eller fornyelse af et eksisterende overenskomstforhold.

I forbindelse med den

ovennævnte sag i Ombudsmandens beretning af 1987 henviste Finansministeriet

til

en almindelig, ulovbestemt grundsætning, hvorefter Finansministeriet kan

fastsætte løn- og ansættelsesvilkår inden for statens område.

Personalestyrelsen finder

fortsat, at en sådan grundsætning eksisterer som et element i - og en

nødvendig

forudsætning for - varetagelsen af Finansministeriets opgaver som central

statslig myndighed (’arbejdsgiverorganisation’) og indretningen af

det

statslige arbejdsmarked efter samme principper som det øvrige arbejdsmarked.

Finansministeriet kan således

som central statslig arbejdsgiverpart eksempelvis tage stilling til, om et

område, der ikke hidtil har været dækket af kollektiv overenskomst, ønskes

omfattet af en kollektiv overenskomst, om det i stedet bør reguleres ved

ensidig fastsættelse i form af et regulativ el. lign. (f.eks. i mangel af en

repræsentativ faglig organisation), eller om der overhovedet er behov for en

central regulering. Endvidere kan Finansministeriet tage stilling til

fornyelse

af en allerede indgået overenskomst, om et regulativ bør revideres osv.

Den ovenstående grundsætning

kan formentlig formuleres som Finansministeriets ledelsesret eller

arbejdsgiverkompetence på statens område, jf. Ombudsmandens foreløbige

udtalelse.

Finansministeriet finder

således, at bl.a. det gældende cirkulære af 17. april 1998 om aflønning af

pensionerede har hjemmel heri.

Finansministeriet er enig i,

at der for Finansministeriets ledelsesret (arbejdsgiverkompetence) til at

fastlægge løn- og ansættelsesvilkår gælder visse begrænsninger i form af

forvaltningsretlige retsgrundsætninger, herunder legalitetsprincippet,

saglighedskravet og proportionalitetsprincippet. Finansministeriet lægger

endvidere til grund, at der også for indholdet af kollektive aftaler i staten

gælder visse begrænsninger af forvaltningsretlig karakter, f. eks. i form af,

at der ikke gyldigt kan optages eksklusivklausuler i de statslige aftaler.

3. Om de gældende regler for aflønning af pensionerede

Det fremgår typisk af de

statslige overenskomster, herunder § 1 i overenskomsten for akademikere i

staten, at overenskomsterne ikke omfatter pensionerede tjenestemænd og

tjenestemandslignende ansatte og andre pensionerede, der får understøttelse

eller egenpension fra en pensionsordning, som det offentlige har ydet tilskud

til.

Ved Finansministeriets

cirkulære af 17. april 1998 om aflønning af pensionerede afvikledes

forskelslønsprincippet. Ministerierne bemyndigedes til at fastlægge

retningslinier for og træffe beslutninger om aflønning af personer, der

beskæftiges på ny efter at være blevet pensioneret fra det offentlige.

Cirkulæret forudsætter, at

beskæftigelse af pensionerede kun vil ske i begrænset omfang, og kun hvor

særlige behov hos ansættelsesmyndigheden taler derfor. Løn og

ansættelsesvilkår

fastsættes i ansættelsesaftalen med den pågældende, der kan lade sig bistå af

f.eks. den forhandlingsberettigede organisation på området.

Ved cirkulæret ophævedes

cirkulære af 14. juli 1977 om beskæftigelse og vederlæggelse af

førtidspensionerede tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken samt

cirkulære

af 10. november 1986 om vilkår for ansættelse af pensionerede tjenestemænd,

der

har tjenestefrihed uden løn.

4. Om forskelslønsordningen

Cirkulære og praksis

Forud for det i pkt. 3 nævnte

cirkulære af 17. april 1998 anvendte man i staten forskelslønsprincippet

(differencelønsprincippet). Princippet havde i 1998 været praktiseret ved

ansættelse af pensionerede tjenestemænd mv. i hvert fald i 30-40 år.

1 1977 blev princippet efter

forhandling med personaleorganisationerne formuleret i et cirkulære af 14.

juli

1977 om beskæftigelse og vederlæggelse af førtidspensionerede tjenestemænd i

staten, folkeskolen og folkekirken. Cirkulæret fastslog, at der kunne

ansættes

førtidspensionerede tjenestemænd til deltidsansættelse. For at kunne bruge

cirkulærets regler for vederlæggelse var det et vilkår, at den pågældende

ikke

var pensioneret efter særlige bestemmelser om tidligere afgangsalder eller

helbredsbetinget utjenstdygtighed, og at ansættelsesforholdet stoppede ved

det

fyldte 67. år. Det forudsattes endvidere, at deltidsbeskæftigelsen ikke

oversteg halv tid.

Cirkulæret omfattede kun et

’hjørne’ af den hidtidige praksis, som siden blev videreført også

uden for

cirkulærets område.

Dvs., at pensionen blev

modregnet i lønnen, også når det drejede sig om alle andre

tjenestemandspensionister, herunder tjenestemænd pensioneret efter pligtig

afgangsalder, tjenestemænd med almindelig og kvalificeret svagelighedspension

og tjenestemænd afskediget med pension af ’anden utilregnelig

årsag’.

Princippet blev også anvendt i relation til pensionerede (amts)kommunale

tjenestemænd. Endelig blev det anvendt i forhold til personer med

overenskomstpensioner, hvortil staten og/eller (amts)kommuner havde ydet

bidrag.

Det blev også anvendt i

forbindelse med tjenestemænd, der oppebar rådighedsløn, indtil der ved

bekendtgørelse nr. 604 af 28. juni 1994 blev skabt hjemmel til midlertidigt

at

standse udbetalingen af rådighedsløn i tilfælde af ansættelse i det

offentlige.

Den 10. november 1986

udsendtes et cirkulære om vilkår for ansættelse af pensionerede tjenestemænd

og

af tjenestemænd, der har tjenestefrihed uden løn. Cirkulæret pålagde

ministerierne at forelægge sager i hvert enkelt tilfælde, når personer med

tjenestefrihed fra en tjenestemandsstilling eller pensionerede tjenestemænd

skulle ansættes.

Baggrunden for ordningen og for dens afvikling

Forskelslønsprincippet var

begrundet i, at det blev anset for stødende, hvis personer med en

pensionsindtægt fra det offentlige også kunne oppebære en fuld løn fra

staten,

ikke mindst fordi den samlede indtægt fra det offentlige herved i en række

tilfælde kunne blive større end lønnen før pensionering. Ordningen må

endvidere

anses for et udtryk for, at man i perioder med høj ledighed så vidt muligt

har

villet reservere ledige stillinger til erhvervsaktive uden

pensionsindkomster.

Baggrunden for afviklingen af

ordningen i 1998 var primært følgende:

·

Den af Ombudsmanden tidligere formulerede

kritik af manglen på generelle, offentligt bekendtgjorte regler på området

·

Enkeltsager, hvor anvendelsen af ordningen

gav uhensigtsmæssige resultater

·

Ordningens rigiditet sammenholdt med den

øgede decentralisering og fleksibilitet inden for andre dele af

personaleområdet

·

Manglende sammenhæng mellem ordningens

lønreduktionsmodel og arbejdsmarkedspolitiske og socialpolitiske ordninger

fra

90’erne, herunder det ved overenskomstfornyelsen i 1995 introducerede

sociale

kapitel

·

En udvikling i retning af færre

tjenestemænd og flere overenskomstansatte med bidragsfinansierede,

forsikringsmæssige pensionsordninger.

5. Om den konkrete sag vedrørende (L)

Finansministeriet kan

tilslutte sig Ombudsmandens betragtninger i den foreløbige udtalelse side 14,

hvorefter hjemmelsgrundlaget for anvendelsen af forskelslønsprincppet i

(L)’s

tilfælde må anses for usikkert.

Finansministeriet har efter

Ombudsmandens beretning for året 1987 overvejet forskellige modeller for en

regulering af området. Finansministeriet skal stærkt beklage, at en nyordning

først har kunnet tilvejebringes meget lang tid efter Ombudsmandens

henstilling

i beretningen for året 1987.

For så vidt angår hensynene

bag ordningen og dens anvendelse for overenskomstansatte henvises til pkt. 4

om

ordningens baggrund og om den stedfundne udvikling, der er blevet tillagt

vægt

i forbindelse med afskaffelsen.

I lyset af ovenstående er

Finansministeriet indstillet på at følge Ombudsmandens foreløbige konklusion

om

at henstille til Personalestyrelsen om at foranledige sagen genoptaget.

Finansministeriet vil således anmode Ministeriet for Videnskab, Teknologi og

Udvikling om at foranledige, at Danmarks Tekniske Universitet foretager en

efterbetaling til (L) af differencen mellem forskelslønnen og den

overenskomstmæssige løn (ekskl. pensionsbidrag) for den periode, hvor

forskelslønsprincippet har været bragt i anvendelse.

”

Ombudsmandens endelige udtalelse

”Jeg er enig med Personalestyrelsen i at det er stærkt beklageligt at en

nyordning af området først har kunnet tilvejebringes meget lang tid efter min

henstilling i 1987-sagen.

Jeg har gjort styrelsen bekendt med min opfattelse.

Det er min endelige opfattelse at Finansministeriet ikke har haft hjemmel til

at kræve at (L) blev aflønnet efter forskelslønsprincippet i den omhandlede

periode.

Jeg mener at jeg har grundlag for at henstille til Personalestyrelsen at

styrelsen foranlediger at sagen om aflønning af (L) bliver genoptaget. Under

henvisning til at styrelsen - som nævnt - er indstillet på at følge

konklusionen i min foreløbige udtalelse, foretager jeg mig dog ikke mere i

sagen.

Jeg foretager mig således heller ikke noget for så vidt angår det spørgsmål

som Scleroseforeningen rejste

i brev af 4. december 2001. Jeg har bl.a. lagt vægt på at spørgsmålet ikke

foreligger i (L)’s sag, og at cirkulæret om forskelsløn som bekendt er

ophævet

og afløst af cirkulære nr. 173 af 17. april 1998. Jeg henviser til § 16, stk.

1, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand. Heraf fremgår

at

ombudsmanden afgør om en klage giver tilstrækkelig anledning til

undersøgelse.”

Personalestyrelsen oplyste

mig den 7. marts 2002 om at styrelsen samme dag havde anmodet Ministeriet for

Videnskab, Teknologi og Udvikling om at foranledige at DTU foretog en

efterbetaling til L beregnet som differencen mellem forskelslønnen og den

overenskomstmæssige løn for den omhandlede periode. På baggrund af et brev af

8. februar 2002 fra L og efter drøftelse med DTU kunne Personalestyrelsen

tilslutte sig at efterbetalingen tillige omfattede et beløb svarende til de

overenskomstmæssige pensionsbidrag for den omhandlede periode, forudsat at

denne del af efterbetalingen indbetaltes til pensionsformål.

Jeg meddelte

Personalestyrelsen at jeg tog det oplyste til efterretning, og at jeg på det

foreliggende grundlag ikke foretog mig mere i sagen.

Jeg modtog senere

underretning om at DTU havde udbetalt 328.166,25 kr. efter skat til L. Dette

beløb omfattede ikke pensionsbidrag.

NOTER: FOB 1987, s. 206.

Lignende dokumenter