Manglende hjemmel til at aflønne lektor efter forskelslønsprincippet
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Manglende hjemmel til at aflønne lektor efter
forskelslønsprincippet
Scleroseforeningen klagede
over at en lektor, L, ved Danmarks Tekniske Universitet (herefter DTU) blev
aflønnet efter forskelslønsprincippet.
Af materialet i sagen fremgik
bl.a. at L den 19. august 1994 oplyste Danmarks Ingeniørakademi om at hans
erhvervsevne ud fra en lægelig vurdering var nedsat med 2/3 på grund af
sygdom
(sklerose), og at han derfor med virkning fra den 1. oktober 1994 var
tilkendt invalidepension.
Han ville dog gerne udnytte sin resterhvervsevne på 1/3 og søgte på den
baggrund om ansættelse på nedsat tid svarende hertil.
Den 25. august 1994 svarede
Ingeniørakademiet. Af svaret fremgik:
”Idet man henviser til din
ansøgning af 19. august 1994, skal man meddele, at man kan godkende at din
arbejdstid fra 1. oktober 1994 nedsættes til 12 timer om ugen.
Samtidig vil der blive
bevilget kr. 40.000,- til medhjælp i faget i de resterende måneder af 1994.
For så vidt angår timeløn i
1995 og fremover, må en sådan bevilling afhænge af den faglige planlægning på
DTU.
”
Ingeniørakademiet skrev den
12. september 1994 til Ingeniørforbundet om sagen. Af brevet fremgik:
”
Ingeniørakademiet er
indstillet på at ansætte (L) 12 timer pr. uge, men skal i henhold til
overenskomstens § 13 indhente Ingeniørforbundets tilslutning til ansættelsen.
Læs alt
Spørgsmålet om mulighederne
for fortsat indbetaling til pensionsordning eller evt. udbetaling af
pensionsbidrag vil blive forelagt Finansministeriet.”
Den 11. november 1994 skrev
DTU til Finansministeriet om sagen. Af brevet fremgik:
”
(L) har fået ansættelse på
Ingeniørakademiet svarende til 1/3 fuldtidsansættelse fra den 1. oktober
1994.
Efter overenskomsten for
akademikere i staten, § 6 stk. 1 har DTU og (L) hidtil betalt henholdsvis 10%
og 5% i pensionsbidrag. Efter § 6 stk. 4 har (L) imidlertid ikke yderligere
ret
til pensionsbidrag.
(L) har derfor ikke mulighed
for som andre lønmodtagere i samme stilling at få udbytte af den i
overenskomsten fastsatte pensionsindbetaling.
I den anledning skal man
forespørge Finansministeriet, om der vil være mulighed for at fortsætte
pensionsindbetalingerne eventuelt i en anden pensionsordning eller om
pensionsbidragene eventuelt kan udbetales som løn.”
Den 24. november 1994 besvarede
Ingeniørforbundet Ingeniørakademiets brev af 12. september 1994.
Ingeniørforbundet anmodede i den forbindelse om at Ingeniørakademiet
overvejede
at ansætte L 15 timer pr. uge idet han herved ville være omfattet af
overenskomsten.
Ingeniørakademiet skrev den
5. december 1994 til Ingeniørforbundet at L’s pensionskasse havde oplyst
at det
var en forudsætning for medlemmernes ret til at modtage pension at de ikke
havde ansættelse på overenskomstmæssige vilkår. Ingeniørakademiet havde
derfor
ikke realitetsbehandlet Ingeniørforbundets anmodning af 24. november 1994.
Den 27. januar 1995 tilkendte
Revaliderings- og pensionsnævnet i Københavns Amt L mellemste førtidspension.
I brev af 28. marts 1995
besvarede Finansministeriet DTU’s brev af 11. november 1994. Af brevet
fremgik:
”
Af det foreliggende fremgår,
at lektor (L), der er født den ( ) 1937 og uddannet som civilingeniør, pr. 1.
oktober 1994 er ansat med en beskæftigelsesbrøk på 1/3.
Danmarks Tekniske Universitet
har telefonisk oplyst, at pågældende fra samme dato modtager invalidepension
fra vedkommende pensionskasse, hvortil staten har indbetalt pensionsbidrag
under pågældendes hidtidige ansættelse.
Finansministeriet skal herved
meddele, at pågældende ikke er omfattet af overenskomst for akademikere i
staten,
jf. dennes § 1, stk. 2, nr. 4, hvorfor der
ikke
er hjemmel til at ansætte pågældende efter denne overenskomst, herunder at
indbetale pensionsbidrag.
Pågældende vil alene kunne
ansættes med aflønning efter forskelslønsprincippet og uden indbetaling af
pensionsbidrag.
Med en ansættelsesbrøk på 1/3
indebærer forskelslønsprincippet, at aflønningen beregnes som 1/3 af
forskellen
mellem 1) nettolønnen i pågældende stilling inklusive faste tillæg og 2)
pågældendes egenpension, jf. pkt. 2 i Finansministeriets cirkulære af 14.
juli
1977 om beskæftigelse og vederlæggelse af førtidspensionerede tjenestemænd i
staten, folkeskolen og folkekirken.
”
Den 27. juli 1995 skrev DTU
til L. Af brevet fremgik:
”Finansministeriet har
meddelt DTU, at der ikke er hjemmel til at indbetale pensionsordning, jf.
vedlagte kopi.
Finansministeriet har
samtidig gjort opmærksom på, at du alene kan ansættes efter
forskelslønsprincippet. Det betyder, at aflønningen skal beregnes som 1/3 af
forskellen mellem nettolønnen incl. faste tillæg og pensionen, jf. vedlagte
cirkulære af 14. juli 1977.
I henhold til cirkulærets
ordlyd, omfatter det kun tjenestemænd og ikke personer, der er pensionerede
på
grund af helbredsbetinget utjenstdygtighed, hvorfor DTU ikke har fundet
grundlag for at anvende forskelslønsprincippet ved din ansættelse.
Finansministeriet har
imidlertid telefonisk meddelt, at cirkulæret også er gældende for
overenskomstansatte og ved pensionering på grund af sygdom. Grunden til, at
det
ikke fremgår af cirkulæret, er, at de pågældende organisationer ikke har
ønsket
at indgå en aftale på området med Finansministeriet, hvorfor bestemmelserne
ensidigt er fastsat af Finansministeriet.
DTU ser sig derfor nødsaget
til fremover at følge Finansministeriets bestemmelse og ændre din aflønning
til
forskelslønsprincippet, men der vil ikke blive foretaget korrektioner for det
for meget udbetalte.
Du bedes derfor snarest
fremsende dokumentation til personalekontoret for størrelsen af din pension,
hvorefter din løn vil blive korrigeret i overensstemmelse med
Finansministeriets retningslinier.
Din løn vil blive korrigeret
fra og med september måned 1995.
”
DTU’s personalekontor rykkede
den 14. september 1995 L for pensionspapirerne idet personalekontoret
henviste
til sit brev af 27. juli 1995 og til at institutlederen havde givet L besked
herom uden at han havde reageret. Samtidig oplyste DTU L om at
personalekontoret ville være nødsaget til at standse hans lønudbetaling pr.
31.
august 1995 på grund af de manglende pensionspapirer, og at personalekontoret
ville åbne hans løn så snart papirerne var modtaget.
Den 19. september 1995 modtog
DTU’s personalekontor en følgeskrivelse fra L, dateret den 2. juni 1995.
Med brev af 28. september
1995 meddelte personalekontoret L hvordan hans årlige forskelsløn var blevet
udregnet. Af udregningen fremgik bl.a. at L’s nettoløn ved fuld tid pr.
1.
september 1995 inklusive tillæg udgjorde 348.241,65 kr., og at hans pension
pr.
samme dato beløb sig til 233.808 kr. L’s forskelsløn udgjorde ved fuld
tid
således 114.433,65 kr. og 37.113,62 kr. ved 12 timer pr. uge (12/37 af
forskelslønnen på fuld tid). Af brevet fremgik bl.a. også at funktionærloven
gjaldt for ansættelsen i øvrigt.
Den 13. november 1995 oplyste
Ingeniørforbundet i Danmark Finansministeriet om at forbundet gerne ville
have
en forhandling med ministeriet om hvilke vilkår der skulle gælde for L’s
ansættelse. Forbundet sendte samtidig en kopi af brevet til bl.a. DTU og L.
I brev af 5. december 1995
svarede Finansministeriet på Ingeniørforbundets anmodning om forhandling. Af
brevet fremgik:
”
Det skal her meddeles, at
efter sædvanlig praksis anvendes forskelslønprincippet ved ansættelse af alle
pensionerede.
Lønnen for civilingeniør (L)
vil derfor skulle fastsættes efter reglerne i Finansministeriets cirkulære af
14/7-1977 om beskæftigelse og vederlæggelse af førtidspensionerede
tjenestemænd
i staten, folkeskolen og folkekirken.
”
Finansministeriet orienterede
DTU om brevet og om et notat af 27. november 1995 der angik sagen. Af notatet
fremgik:
”
IDA ønsker en forhandling med
FM om, hvilke vilkår, der skal gælde for hans ansættelse. I øvrigt mener IDA
ikke, at reglerne om forskelsløn gælder, hvilket fremgik af telefonsamtale
med
(sagsbehandler), IDA.
Relevante regler og praksis.
Jfr. Fmst. Cirk. 14/7-1977 -
om beskæftigelse og vederlæggelse af førtidspensionerede tjenestemænd i
staten,
folkeskolen og folkekirken - er der særlige regler om aflønning af
førtidspensionerede tjenestemænd.
Disse regler anvendes i
praksis også for andre pensionerede ansat i staten. Konkret beregnes der en
forskelsløn mellem lønnen og pensionen i forhold til det antal timer,
pågældende arbejder.
Vurdering.
På baggrund af sagens
oplysninger må de ansættelsesvilkår, der skal gælde for pågældende, finde
hjemmel i det omtalte cirkulære. I andre lignende sager er der ligeledes
hentet
hjemmel i cirkulæret om forskelsløn.
Pågældende lektor har nedsat
erhvervsevne, hvorfor han er ansat på 1/3 tid. Lønarbejdet udgør således ikke
den primære indkomstkilde.
Indstilling.
Det indstilles, at IDA ved
brev orienteres om Finansministeriets stillingtagen, og at Fmst. Cirk. af
14/7-1977 gælder for ansættelsen af pågældende lektor ansat på 1/3 tid ved
DTU.”
Den 20. november 1996 skrev L
til Scleroseforeningen om sagen. Af brevet fremgår:
”
Min invalidepension betales
af Dansk Ingeniørforenings Pensionskasse, hvortil DTU løbende har indbetalt
de
overenskomstbestemte 10%, og jeg selv har frivilligt bidraget med mere end de
normale 5%. Min arbejdsgiver, staten, blev frigjort for sin
pensionsforpligtelse ved indbetaling af pensionsbidraget, og jeg og de øvrige
medlemmer af pensionskassen bærer risikoen for, at der er indbetalt
tilstrækkeligt til at sikre en varig og stor nok pension. Jeg mener derfor
ikke, at Finansministeriets bemærkning i bilag 5, afsnit 3 [afsnit 4 i den
del
af Finansministeriets brev af 28. marts 1995 som er citeret ovenfor; min
tilføjelse] kan tages til indtægt for ministeriets holdning.
I øvrigt mener jeg, at min
aflønning strider mod principperne om samme arbejdsvederlag for samme arbejde
og ligebehandling af handicappedes arbejde.”
I brev af 26. februar 1997
oplyste Center for Ligebehandling af Handicappede De Samvirkende
Invalideorganisationer (som Scleroseforeningen havde inddraget i sagen) om at
centrets bestyrelse havde konkluderet at der kunne ligge et potentielt
ligebehandlingsproblem i at L udførte arbejde på almindelige vilkår og ikke
fik
udbetalt fuld løn for dette arbejde. Af nærmere angivne grunde måtte centret
dog indtil videre henlægge sagen.
Scleroseforeningen skrev den
4. juni 1997 til Finansministeriet om sagen og vedlagde i den forbindelse
forskelligt materiale om sagen, herunder brevet af 26. februar 1997 fra
Center
for Ligebehandling af Handicappede.
Den 18. november 1997 svarede
Finansministeriet Scleroseforeningen. Af svaret fremgik bl.a. at den korrekte
aflønningsform for L i overensstemmelse med sædvanlig praksis var
forskelslønsprincippet. Ministeriet henviste i den forbindelse til cirkulæret
af 14. juli 1977. Herudover fremgik følgende af svaret:
”
Finansministeriet har dog
haft aflønningen af pensionerede tjenestemænd m.fl. til generel overvejelse.
Der foreligger nu et udkast til et nyt cirkulære.
Hovedindholdet i dette
cirkulære er, at forskelslønordningen ophæves, og at det fremover vil være
den
enkelte ansættelsesmyndighed, der fastlægger løn- og ansættelsesvilkårene.
Endvidere indeholder cirkulæret en overgangsbestemmelse, der viderefører
eksisterende ansættelsesaftaler uændrede, indtil andet aftales.
Finansministeriet forventer
inden årets udgang at udsende det endelige cirkulære om deregulering af
ordningen.”
I brev af 12. juni 1998
henvendte Scleroseforeningen sig til mig om sagen. Jeg forstod henvendelsen
som
en klage bl.a. over at L blev aflønnet efter cirkulæret af 14. juli 1977. Den
22. juli 1998 sendte jeg klagen over aflønningen af L videre til
Forskningsministeriet til besvarelse (mit j.nr. 1998-1715-811).
Den 18. september 1998
svarede Forskningsministeriet på klagen. Af svaret fremgik:
”
Forskningsministeriet kan som
administrativ rekursmyndighed behandle klagen over Danmarks Tekniske
Universitets (DTU) afgørelse om aflønning af (L). I den forbindelse skal
ministeriet præcisere, at Forskningsministeriet ikke har mulighed for at tage
stilling til Finansministeriets behandling af denne konkrete sag ang.
aflønningen af (L), men alene kan tage stilling til DTU’s afgørelse om
aflønning af (L).
Den fastlæggelse af denne
individuelle aflønning af (L), som Finansministeriet foretager i brevet af
28.
marts 1995, fremtræder ikke som vejledende for institutionen. Meddelelsen
fremtræder i sin form som bindende.
Forskningsministeriet finder
imidlertid ikke anledning til at udtale kritik af DTU for at have fulgt
Finansministeriets lønfastsættelse ved DTU’s endelige aflønning af (L),
således
som denne er meddelt (L) i DTU’s brev af 27. juli 1995.
Forskningsministeriet finder,
at Finansministeriets fastlæggelse i 1995 af lønnen for (L) var i
overensstemmelse med praksis for aflønning af bl.a. pensionerede (i dette
tilfælde fra en pensionsordning, som det offentlige har givet tilskud til),
som
tillige ønskede at forblive ansat på deltid.”
I brev af 8. oktober 1998
rettede Scleroseforeningen fornyet henvendelse til mig om sagen. Foreningen
henviste i den forbindelse bl.a. til L’s brev af 7. oktober 1998. Den 2.
november 1998 sendte jeg foreningens henvendelse videre til
Forskningsministeriet med henblik på at ministeriet fik lejlighed til at tage
stilling til det som L havde anført i brevet af 7. oktober 1998 (mit j.nr.
1998-2984-811).
Den 8. februar 1999 besvarede
Forskningsministeriet foreningens henvendelse af 8. oktober 1998. Af svaret
fremgik:
”
Det fremgår af (L)’s brev af
7. oktober 1998 til foreningen, at (L) finder, at aflønningen efter
forskelslønsprincippet ikke har hjemmel i ansættelsesskrivelsen af 25. august
1994 fra Dansk Ingeniørakademi (DIA), og at en sådan aflønning efter
(L)’s
opfattelse i øvrigt strider mod retsprincipper om ligeløn og ligebehandling.
For så vidt angår
ansættelsesskrivelsen skal Forskningsministeriet bemærke, at der heri er
anført, at
’For så vidt angår timeløn i 1995 og fremover, må en sådan bevilling
afhænge af den faglige planlægning på DTU.’
Det fremgår af sagen, at det
ved ansættelsesforholdets start ikke blev aftalt eller fastsat, at
forskelslønscirkulæret skulle finde anvendelse. Det fremgår imidlertid videre
af AC-overenskomsten, at (L) efter sin pensionering ved en fortsat ansættelse
ikke kunne være omfattet af AC-overenskomsten.
Forskningsministeriet finder
på den baggrund, at anvendelsen af forskelslønsprincippet ikke strider mod
indholdet af ansættelsesskrivelsen af 25. august 1994.
For så vidt angår
anbringendet om, at aflønningen af (L) strider mod retsprincipper om ligeløn
og
ligebehandling har Forskningsministeriet i et brev af 20. november 1998 til
Finansministeriet anmodet om en udtalelse om, hvorvidt Finansministeriet
finder, at aflønningen af (L) efter forskelslønsprincippet strider mod
retsprincipper om ligeløn og ligebehandling.
I et brev af 21. januar 1999
har Finansministeriet udtalt, at aflønningen af (L) efter
forskelslønscirkulæret
er den korrekte aflønningsform, da han som førtidspensionist ikke opfylder
betingelserne for at være omfattet af AC-overenskomsten. Finansministeriet
anfører, at forskelslønscirkulæret fra 1977 efter Finansministeriets
opfattelse
ikke strider mod almindelige principper om ligeløn og ligebehandling. Det
anføres videre, at cirkulæret har baggrund i en generel betragtning om, at
offentligt ansatte, der er gået på pension finansieret af det offentlige,
ikke
samtidig burde kunne oppebære fuld løn.
Finansministeriets kompetence i sager om løn- og andre
ansættelsesvilkår
Finansministeriet er den
centrale myndighed for behandlingen af sager om løn- og andre
ansættelsesvilkår
for personale i staten og folkekirken mv.
For overenskomstansatte og andre
personalegrupper (bortset fra tjenestemandsområdet, hvor dette følger af
bestemmelserne i tjenestemandsloven) blev alle sager under øvrige ministerier
vedrørende aftale om samt fastsættelse eller godkendelse af løn- og andre
ansættelsesvilkår i 1973 overført til Finansministeriet, jf. Økonomi- og
budgetministeriets cirkulæreskrivelse af 19. januar 1973 herom til samtlige
ministerier m.v.
Cirkulæreskrivelsen er
udsendt til de øvrige ministerier m.v. med hjemmel i Statsministeriets
bekendtgørelse af 11. januar 1973 om ændringer i ministeriernes
forretningsområder (visse sager vedrørende løn- og ansættelsesvilkår).
Forskningsministeriets afgørelse
Forskningsministeriet skal
henholde sig til Finansministeriets udtalelse om, at forskelslønscirkulæret
ikke strider mod almindelige principper om ligeløn og ligebehandling.
På den baggrund skal
Forskningsministeriet udtale, at vi fortsat ikke finder anledning til at
udtale
kritik af DTU for at have fulgt Finansministeriets lønfastsættelse i 1995 ved
DTU’s endelige aflønning af (L), herunder af, at DTU i et brev af 27.
juli 1995
meddelte (L), at DTU på baggrund af Finansministeriets brev af 28. marts 1995
så sig nødsaget til at følge Finansministeriets afgørelse og ændre
aflønningen
af (L) til forskelslønsprincippet fra og med september 1995, dvs. med 1
måneds
varsel.
Finansministeriets brev af
21. januar 1999 vedlægges til orientering i kopi.”
Af Finansministeriets
udtalelse af 21. januar 1999 fremgik i øvrigt bl.a. også at cirkulære nr. 145
af 14. juli 1977 blev ophævet ved cirkulære nr. 173 af 17. april 1998.
Herefter
er de enkelte ministerier bemyndiget til at fastlægge regler for og træffe
beslutninger om aflønning af personer der ansættes efter at de er blevet
pensioneret fra det offentlige.
Den 25. februar 1999 rettede foreningen på ny
henvendelse til mig om sagen. Foreningen henviste i den forbindelse bl.a. til
L’s brev af 23. februar 1999 hvori han kommenterede Finansministeriets
og
Forskningsministeriets breve af henholdsvis 21. januar 1999 og 8. februar
1999.
L fremførte bl.a. at varslingsforpligtelsen ved ændringen af hans lønvilkår
pr.
1. september 1995 var tilsidesat hvilket Forskningsministeriet ikke havde
kommenteret.
Den 5. august 1999 bad jeg
Forskningsministeriet og DTU om en udtalelse i sagen og om udlån af sagens
akter.
I brev af 30. august 1999
udtalte DTU sig. Af udtalelsen fremgik:
”
Ved brev af 2. juni 1995
(Bilag 6)
anmodede (L) om en beregning
af ’den nye løn’. Det fremgår ikke af sagen, om (L) er kontaktet af
Personaleforvaltningen, eller om han har kontaktet Personaleforvaltningen
herom. Men et udarbejdet internt notat af 10. april 1995 skitserer nærmere,
hvordan der skal forholdes. (L) har således i perioden 10. april - 1. juni
1995
fået meddelelse om den ’nye’ aflønning, siden han reagerer ved brev
af 2. juni
1995.
Henvendelse af 2. juni 1995
medførte et brev af 27. juli 1995
(Bilag
7)
, hvori (L) blev oplyst om, at DTU vil følge Finansministeriets
bestemmelse om fremtidig aflønning efter forskelslønprincippet, og at der
ikke
er hjemmel til at indbetale til en pensionsordning. Han blev ved denne
lejlighed anmodet om at fremsende dokumentation til personalekontoret for
størrelsen af sin pension, hvorefter lønnen kunne blive korrigeret.
Som det fremgår af denne
redegørelse, blev (L) (mundtligt?) varslet om den ændrede aflønning i
perioden
fra den 10. april 1995 til 1. juni 1995. Dette afstedkom hans henvendelse af
2.
juni 1995. Personaleforvaltningen anmodede på denne baggrund den 27. juli
1995
med erindringsbrev af 14. september 1995 (L) om pensionsoplysninger, og den
nærmere beregning blev, efter at disse oplysninger var modtaget, meddelt ham
ved brev af 28. september 1995. Ændringen i lønudbetalingen havde virkning
fra
den 1. september 1995.”
Forskningsministeriet udtalte
sig den 30. september 1999. Af udtalelsen fremgik:
”
Det er herfra vores
opfattelse, at (L) i overensstemmelse med Finansministeriets udtalelse af 28.
marts 1995 ikke vil kunne ansættes efter overenskomst for akademikere i
staten
i henhold til overenskomstens § 1, stk. 2, nr. 4. Vi finder, at (L) på
daværende tidspunkt alene ville kunne aflønnes efter forskelslønsprincippet,
som det kommer til udtryk i Finansministeriets udtalelse af 28. marts 1995,
jf.
pkt. 2 i Finansministeriets cirkulære af 14. juli 1977.
I hele den periode, hvor (L)
har været ansat på nedsat tid, har (L) således alene været berettiget til at
oppebære den løn, som følger af forskelslønsprincippet. At DTU har aflønnet
(L)
efter den højere sats, som følger af overenskomst for akademikere i staten i
perioden 1. oktober 1994 til 31. august 1995, må derfor betragtes som en
fejl.
For så vidt angår
varslingspligten ved ændring af løn- og arbejdsvilkår skal de gældende
regler,
som følger af lovgivningen, herunder af funktionærlovens § 2, stk. 2 og 3,
selvsagt overholdes. Disse lovpligtige varslingsregler finder dog kun
anvendelse på forhold, hvor der sker en ændring af de bestående retmæssige
vilkår.
Såfremt der er sket en
fejlberegning eller fejlfortolkning i forbindelse med lønberegningen finder
de
førnævnte varslingspligter imidlertid ikke anvendelse. I sådanne fejltilfælde
vil ansættelsesmyndigheden være berettiget til straks at berigtige fejlen med
virkning for fremtiden uden varsel. En lønmodtager, som på fejlagtigt
grundlag
har fået udbetalt en for høj løn, er således ikke berettiget til at kræve et
forudgående varsel før ansættelsesmyndighedens nedsættelse af lønniveauet til
det lavere, korrekte niveau.
Det er således
Forskningsministeriets opfattelse, at reguleringen af (L)’s løn til
aflønning i
henhold til forskelslønsprincippet er sket i overensstemmelse med gældende
ret.
Efter vores opfattelse kunne
der have været fastsat en ændret lønberegning med virkning allerede fra den
1.
april 1995 på baggrund af Finansministeriets afgørelse af 28. marts 1995.
På den baggrund finder
Forskningsministeriet ikke grundlag for at ændre DTU’s afgørelse om at
ændre
(L)’s løn- og øvrige ansættelsesvilkår med 1 måneds varsel. Afsluttende
bemærkes, at den endelige stillingtagen til kravet henhører under domstolene
som aftaleretligt.
”
Den 12. oktober 1999 sendte
jeg Scleroseforeningen udtalelserne med henblik på at foreningen fik
lejlighed
til at fremkomme med bemærkninger hertil.
I brev af 8. november 1999
kommenterede L udtalelserne. L sendte samtidig bl.a. Scleroseforeningen en
kopi
af brevet. Af brevet af 8. november 1999 fremgik bl.a. at L ikke var bekendt
med ændringen af hans lønvilkår før han modtog DTU’s brev af 27. juli
1995. For
så vidt angår følgeskrivelsen af 2. juni 1995, oplyste han at datoen ”2.
juni
1995” var datoen for udarbejdelse af den formular ved hjælp af hvilken
følgeskrivelsen var lavet, at personalekontoret ifølge stemplet havde
modtaget
skrivelsen den 19. september 1995, og at den interne post på DTU normalt var
1
dag undervejs - ikke 3½ måned. L formodede at der til følgeskrivelsen var
vedlagt pensionspapirer.
Jeg sendte den 12. november
1999 L’s brev til Forskningsministeriet og DTU
til eventuelle bemærkninger.
I udtalelse af 8. marts 2000
oplyste DTU bl.a. at der med virkning fra den 1. januar 2000 var indgået en
aftale mellem DTU og Ingeniørforbundet i Danmark om et fremtidigt jobindhold
for (L). DTU vedlagde samtidig en kopi af aftalen. Af aftalen fremgik:
”Aftale om job på særlige vilkår
Det aftales herved, at der i
henhold til ’Aftale om lokale aftaler om job på særlige vilkår (socialt
kapitel)’ af 2. juni 1997 indgås en aftale om job på særlige vilkår for
lektor (L), ( ), Institut for Anvendt Bygge- og Miljøteknik.
Aftalen indebærer, at (L)
ansættes efter AC- overenskomsten. Dog fraviges overenskomstens bestemmelser
for så vidt angår § 10, idet (L)’s arbejdstid vil være en gennemsnitlig
ugentlig arbejdstid på 12 timer.
(L)’s løn vil herefter
udgøre: 12/37 x (AC- lønnen på trin 17 + de tillæg, han hidtil har haft).
”
Aftalen var den 23. februar
2000 underskrevet af repræsentanter for DTU og Ingeniørforbundet i Danmark.
Forskningsministeriet udtalte
sig den 14. marts 2000.
Den 6. april 2000 sendte jeg
udtalelserne af 8. og 14. marts 2000 til Scleroseforeningen for eventuelle
kommentarer.
I et brev af 4. maj 2000
fremkom Scleroseforeningen med nogle generelle kommentarer til sagen.
Foreningen anførte bl.a. at foreningen ikke mente at praksis vedrørende
forskelsløn til tjenestemænd uhjemlet kunne anvendes over for
overenskomstansatte som blev pensioneret på grund af sygdom. For så vidt
angår
overenskomstens bemærkninger om at pensionerede ikke var omfattet af denne,
betød det efter foreningens opfattelse at det kun var efter konkret aftale
mellem parterne at en pensioneret person var omfattet af hele eller dele af
overenskomsten. Foreningen anmodede om at disse synspunkter indgik i min
behandling af sagen.
Den 9. august 2000 bad jeg
Forskningsministeriet og DTU om eventuelle bemærkninger til foreningens brev
af
4. maj 2000. Jeg bad samtidig Forskningsministeriet om at indhente en
udtalelse
fra Finansministeriet om anvendelsen af cirkulæret af 14. juli 1977 i
L’s sag.
DTU og Forskningsministeriet
udtalte sig henholdsvis den 24. august 2000 og 25. september 2000. Den 11.
september 2000 udtalte Personalestyrelsen sig (Personalestyrelsen har med
virkning fra 1. august 2000 varetaget Finansministeriets opgaver på bl.a. det
område som denne sag angår). Af udtalelsen af 11. september 2000 fremgik:
”
Efter det foreliggende modtog
(L) med virkning fra den 1. oktober 1994 invalidepension fra Dansk
Ingeniørforenings Pensionskasse, hvortil der under pågældendes hidtidige
ansættelse var indbetalt pensionsbidrag i henhold til overenskomsten for
akademikere i staten.
Fra samme tidspunkt var (L)
ikke omfattet af overenskomst for akademikere i staten, idet det i
overenskomstens § 1, stk. 2, var aftalt, at overenskomsten ikke omfattede -
blandt andre - pensionerede, som får egenpension fra en pensionsordning, som
det offentlige har ydet tilskud til.
I overensstemmelse med denne
bestemmelse meddelte Finansministeriet ved brev af 28. marts 1995 Danmarks
Tekniske Universitet, at der ikke var hjemmel til at ansætte pågældende efter
overenskomst for akademikere i staten.
Videre meddelte
Finansministeriet, at pågældende alene kunne ansættes med aflønning efter
forskelslønsprincippet. Denne udtalelse om fastsættelsen af aflønningen af
(L)
var i overensstemmelse med Finansministeriets dagældende, mangeårige praksis
for, at forskelslønsprincippet blev anvendt ved fastsættelse af aflønningen
af
pensionerede, som blev ansat i staten m.v., og som ikke var omfattet af
Finansministeriets overenskomster m.v.
Det bemærkes, at
forskelslønsprincippet blev anvendt ved lønfastsættelsen for pensionerede
uanset pensionsårsagen og uanset, om vedkommende modtog tjenestemandspension
m.v. eller egenpension fra en arbejdsmarkedspensionsordning, som det
offentlige
havde bidraget til i henhold til overenskomst m.v.
I den foreliggende sag
anvendtes forskelslønsprincippet således i overensstemmelse med den anførte
praksis for lønfastsættelse for pensionerede, som ikke var omfattet af
Finansministeriets overenskomster m.v.
Der var ikke tale om
anvendelse af Finansministeriets cirkulære nr. 145 af 14. juli 1977 om
beskæftigelse og vederlæggelse af førtidspensionerede tjenestemænd i staten,
folkeskolen og folkekirken, der alene omfattede førtidspensionerede
tjenestemænd, jf. cirkulærets pkt. 1, det vil sige tjenestemænd afskediget
med
aktuel egenpension på grund af alder før det fyldte 67. år eller før eventuel
lavere pligtig pensionsalder.
”
DTU beskrev i sin udtalelse
bl.a. brevvekslingen med Finansministeriet da det var Finansministeriets
regelfortolkning som Scleroseforeningen anfægtede. Forskningsministeriet
henviste i sin udtalelse til DTU’s og Finansministeriets udtalelser.
Forskningsministeriet vedlagde også Finansministeriets udtalelse af 21.
januar
1999.
Den 3. oktober 2000 sendte
jeg Scleroseforeningen udtalelserne med henblik på eventuelle bemærkninger.
I brev af 9. oktober 2000
anmodede Scleroseforeningen mig om bl.a. at tage stilling til om
Finansministeriets mangeårige - og ensidige - praksis med at anvende
forskelslønsprincippet ud over den persongruppe som var nævnt i cirkulæret af
14. juli 1977, havde været lovlig.
Den 9. november 2000 sendte
jeg Scleroseforeningens brev til Forskningsministeriet, DTU og
Personalestyrelsen til eventuelle bemærkninger.
Den 8. januar 2001 oplyste
IT- og Forskningsministeriet mig om at L’s lønsag som følge af
ressortændringen
mellem Forskningsministeriet og Undervisningsministeriet nu hørte under
Undervisningsministeriet. IT- og Forskningsministeriet havde derfor oversendt
sagen til Undervisningsministeriet.
Henholdsvis den 13. december
2000, 29. januar 2001 og 1. februar 2001 udtalte DTU, Personalestyrelsen og
Undervisningsministeriet
sig.
Med brev af 5. februar 2001
sendte jeg udtalelserne til Scleroseforeningen med henblik på eventuelle
kommentarer. Hvis jeg ikke hørte fra foreningen inden 4 uger, ville jeg søge
at
behandle sagen på det foreliggende grundlag. Jeg hørte ikke yderligere fra
foreningen.
Den 26. september 2001 afgav
jeg en foreløbig redegørelse i sagen hvoraf følgende bl.a. fremgik:
Ombudsmandens foreløbige udtalelse
”Det grundlæggende spørgsmål i sagen er om Finansministeriet med rette
kunne kræve at (L) i perioden fra den 1. september 1995 til den 31. december
1999 blev aflønnet efter forskelslønsprincippet. Som det nærmere fremgår af
sagen, indebar det at (L)’s løn skulle reduceres så den svarede til ca.
1/3 af den løn der blev ydet for tilsvarende arbejde efter AC-overenskomsten.
Efter det oplyste var (L)’s deltidsansættelse i perioden fra den 1.
september 1995 til den 31. december 1999 ikke omfattet af AC-overenskomsten
eller andre kollektive aftaler. Myndighedernes udtalelser om at ansættelsen i
denne periode ikke var omfattet af en kollektiv overenskomst, kan ikke give
mig anledning til bemærkninger.
Når der ses bort fra bestemmelserne i tjenestemandsloven om tjenestemænd på
rådighedsløn - som ikke er relevante i den foreliggende sag - er spørgsmålet
om forskelsløn ikke reguleret i lovgivningen, og der findes ikke
lovbestemmelser der bemyndiger Finansministeriet eller andre myndigheder til
at fastsætte almindelige regler
herom.
Som retskilde har
Finansministeriet henvist til en mangeårig administrativ praksis som for
førtidspensionerede tjenestemænd fremgik af cirkulære nr. 145 af 14. juli
1977.
Uden for cirkulærets område var praksis ikke udformet i skrevne bestemmelser.
Finansministeriet har ikke
under sagen nærmere redegjort for ministeriets opfattelse af det
lovgivningsmæssige hjemmelsgrundlag for praksis.
I Forskningsministeriets
afgørelse af 8. februar 1999 - som Finansministeriet har fået kopi af - er
det
anført at Finansministeriet som den centrale myndighed har kompetence til at
behandle sager om løn- og andre ansættelsesvilkår for personale i staten og
folkekirken mv. Jeg går ud fra at der hermed sigtes til den ledelsesret eller
arbejdsgiverkompetence som tilkommer Finansministeriet som statslig
arbejdsgiver. For så vidt angår henvisningen i afgørelsen af 8. februar 1999
til Statsministeriets bekendtgørelse nr. 21 af 11. januar 1973 hvorefter
visse
sager vedrørende løn- og ansættelsesvilkår henhører under Finansministeriet,
bemærker jeg at denne bekendtgørelse ikke udgør et selvstændigt
hjemmelsgrundlag
for forvaltningen af personaleområdet. Jeg henviser til den sag der er omtalt
i
Folketingets Ombudsmands beretning for året 1987, s. 206ff*.
Jeg er enig i at
ledelsesretten i et vist omfang kan give Finansministeriet grundlag for at
fastlægge nærmere vilkår for ansættelse i staten når der er tale om områder
som
ikke er reguleret ved overenskomst, aftale eller lov.
For offentlige myndigheder
gælder der imidlertid visse grænser for udøvelse af ledelsesretten. Således
omfatter de almindelige forvaltningsretlige retsgrundsætninger for offentlig
myndighedsudøvelse efter min mening også som udgangspunkt en offentlig
myndigheds udøvelse af arbejdsgiverkompetence, herunder legalitetsprincippet,
saglighedskravet og proportionalitetsprincippet. Jeg henviser i den
forbindelse
til den ovennævnte sag i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1987 og
til Kaj Larsen mfl. i Forvaltningsret, 1994, s. 119f.
Efter det almindelige
forvaltningsretlige legalitetsprincip gælder at byrdefulde indgreb over for
borgerne kræver en forholdsvis sikker hjemmel. Generelt gælder endvidere at
praksis og afgørelser skal være begrundet i saglige hensyn, og at
forvaltningen
ifølge proportionalitetsprincippet ikke må anvende mere indgribende midler
hvis
målet kan opnås med mindre indgribende midler.
Finansministeriets krav om
anvendelse af forskelslønsprincippet under (L)’s deltidsansættelse i den
omhandlede periode må efter min opfattelse anses som et relativt byrdefuldt
vilkår. Jeg henviser navnlig til at det indebar at (L)’s løn skulle
fastsættes
så den svarede til ca. 1/3 af den løn der sædvanligvis ydes for tilsvarende
arbejde, jf. AC-overenskomsten. Jeg henviser ligeledes til at med den
arbejdsmæssige erfaring og resterhvervsevne som (L) havde, var mulighederne
for
at (L) på det private arbejdsmarked kunne opnå ansættelse (med bedre løn end
forskelsløn), formentlig begrænsede.
Der findes som nævnt ingen
lovgivning, aftale eller overenskomst der kan danne grundlag for at anvende
forskelslønsprincippet over for (L), idet cirkulære nr. 145 af 14. juli 1977
alene angik førtidspensionerede tjenestemænd. Den praksis hvorefter
forskelsløn
anvendtes i et tilfælde som (L)’s, er efter det oplyste uskreven og ikke
almindelig kendt eller tilgængelig. I den omtalte sag fra beretningen for
året
1987 henstillede jeg at ministeriet fremskyndede arbejdet med få udformet
generelle, offentligt bekendtgjorte regler på området. Jeg må nu konstatere
at
denne henstilling ikke blev efterkommet på det område som er aktuelt i den
foreliggende sag.
Sammenfattende mener jeg at
det hjemmelsmæssige grundlag for at (L) skulle aflønnes med forskelsløn, er
usikkert.
Om sagligheden for anvendelse
af forskelslønsprincippet skal jeg bemærke følgende: Det forhold at
førtidspensionister med ansættelse i staten i hvert fald indtil den 1. maj
1998
- fra hvilket tidspunkt cirkulære nr. 145 af 14. juli 1977 blev ophævet -
generelt aflønnedes med forskelsløn, har uden tvivl nedsat tilskyndelsen for
de
pågældende til at udnytte
deres
resterhvervsevne ved deltidsansættelse i det offentlige. Dette er ikke i
harmoni med den sociale pensionslovgivnings almindelige forudsætninger om at
en
resterhvervsevne kan og skal udnyttes. Tilsvarende er det ikke i harmoni med
bestræbelserne på at fastholde de medarbejdere som f.eks. på grund af sygdom
ikke længere har deres fulde erhvervsevne i behold. Jeg henviser bl.a. til
den
folder om DTU’s projekt ’Rumfang’ som (L) sendte til mig med
sit brev af 8.
november 1999, samt Finansministeriets cirkulære af 14. juni 1997 om job på
særlige vilkår (Socialt kapitel) og (den seneste) vejledning fra oktober 2000
om socialt kapitel i staten. Det harmonerer i øvrigt heller ikke med loven om
kompensation til handicappede i erhverv mv. (lovbekendtgørelse nr. 55 af 29.
januar 2001) der har til formål at styrke og stimulere handicappede personers
muligheder for beskæftigelse således at de får samme muligheder for
erhvervsudøvelse som andre. Jeg mener på den baggrund at det er tvivlsomt om
anvendelsen af forskelsløn ud fra en overordnet betragtning kan begrundes i
saglige hensyn. Jeg bemærker at jeg er opmærksom på at hensynet til
beskæftigelsen i en situation med f.eks. høj arbejdsløshed kan tale for at
begrænse ansættelse af pensionerede.
Af Finansministeriets
udtalelse af 21. januar 1999 fremgår at cirkulære nr. 145 af 14. juli 1977 -
der jo kun omfattede tjenestemænd - havde baggrund i en generel betragtning
om
at offentligt ansatte der var gået på pension finansieret af det offentlige,
ikke samtidig burde kunne oppebære fuld løn. Cirkulærets princip om
forskelsløn
lod Finansministeriet også anvende over for pensionerede der havde været
overenskomstansat.
Jeg mener at der i sig selv
kan rejses tvivl om hvorvidt det er sagligt også at anvende princippet over
for
overenskomstansatte. Jeg henviser til at mens tjenestemandspension
finansieres
fuldt ud af staten, bidrager staten kun med 2/3 til overenskomstansattes
pension - den ansatte betaler selv resten. Under alle omstændigheder mener
jeg
at det forhold at overenskomstansattes pension kun finansieres delvis af
staten, bevirker at det af Finansministeriet anførte om baggrunden for
cirkulæret - og dermed forskelslønsprincippet - må tillægges mindre vægt for
så
vidt angår overenskomstansatte. Det skal i den forbindelse ligeledes tages i
betragtning at staten frigøres for sin pensionsforpligtelse over for
overenskomstansatte ved betaling af pensionsbidraget, og at risikoen for at
der
i pensionskassen er utilstrækkelige midler til pensionen, hviler på
deltagerne
i ordningen.
De mulige saglige grunde for
praksis med hensyn til forskelsløn er således efter min opfattelse ikke
tilstrækkelig tungtvejende til at de kan begrunde et så relativt byrdefuldt
indgreb over for (L) som praksis er udtryk for.
Sammenfattende er det min
foreløbige opfattelse at Finansministeriet ikke har haft hjemmel til at kræve
at (L) blev aflønnet efter forskelslønsprincippet i den omhandlede periode.
Jeg er derfor indstillet på
at henstille til Personalestyrelsen at styrelsen foranlediger at sagen bliver
genoptaget.”
Bemærkninger til den foreløbige udtalelse
Scleroseforeningen
kommenterede min foreløbige redegørelse den 4. december 2001.
Scleroseforeningen anførte bl.a. at foreningen fandt det nødvendigt at det
blev
præciseret i hvilke situationer der indtil den 1. maj 1998 var hjemmel til at
bruge
forskelsløn ved ansættelse i staten. Foreningen henviste til at det fremgår
af
cirkulære nr. 145 af 14. juli 1977 om forskelsløn at cirkulæret ikke
omfattede
tjenestemænd der var pensioneret af helbredsmæssige årsager, og at
forskelsløn
desuagtet blev anvendt over for personer der var pensioneret af
helbredsmæssige
grunde.
I brev af 7. december 2001
fremkom Personalestyrelsen med sine bemærkninger til den foreløbige
redegørelse. Af brevet fremgik bl.a.:
”
Personalestyrelsens bemærkninger
1. Om sagsforløbet
Ombudsmandens gennemgang af
sagsforløbet (redegørelsens side 1-13) giver ikke Personalestyrelsen
anledning
til bemærkninger.
2. Om Finansministeriets ledelsesret (arbejdsgiverkompetence)
Ombudsmanden kommer i den
foreløbige udtalelse ind på Finansministeriets forretningsområde og
hjemmelsgrundlag, jf. også beretningen for året 1987, side 206 ff. Hertil kan
knyttes de nedenstående bemærkninger.
Finansministeriets forretningsområde mht. løn- og ansættelsesvilkår
Finansministeriet er den
centrale myndighed for behandlingen af sager om løn- og andre
ansættelsesvilkår
for personale i staten og folkekirken mv.
På tjenestemandsområdet
følger dette af tjenestemandsloven af 1969. For overenskomstansatte og andre
personalegrupper fremgår Finansministeriets kompetence af Statsministeriets
bekendtgørelse nr. 21 af 11. januar 1973 om ændringer i ministeriernes
forretningsområder (visse sager vedrørende løn- og ansættelsesvilkår). Ved
bekendtgørelsen overførtes alle sager i ministerierne vedrørende løn- og
ansættelsesvilkår
for personalegrupper, uanset om ansættelsesvilkårene fastsættes ved lov,
bekendtgørelse, aftale, kollektiv overenskomst, regulativ, reglement,
cirkulære
eller lignende.
Finansministeriet havde dog
også før tjenestemandsloven af 1969 og før bekendtgørelsen af 1973 en
funktion
som central statslig arbejdsgivermyndighed.
På tjenestemandsområdet kan
dette i hvert fald dateres tilbage til den første tjenestemandslov, lov nr.
489
af 12. september 1919 om statens tjenestemænd - og grundlaget herfor,
lønningskommissionen
af 1917.
Der har mindst lige så længe
som tjenestemændene eksisteret andre personalegrupper i staten. Oprindeligt
var
grundlaget enten individuelle ansættelseskontrakter eller - for grupper af
ansatte - vilkår fastlagt i regulativer eller cirkulærer fastsat af enten af
Finansministeriet eller af de enkelte ressortministerier. Som eksempel kan
nævnes Finansministeriets regulativ af 19. maj 1953 om aflønning af
kontormedhjælpere, som ikke er tjenestemænd.
Også de første kollektive
overenskomster for større personalegrupper i staten blev indgået af
Finansministeriet (f.eks. overenskomsten for civilingeniører i 1952,
overenskomsten for kontorfunktionærer af 1955, der afløste ovennævnte
regulativ, og overenskomsten for jurister af 1961).
De områder, der blev overført
til Finansministeriets forretningsområde i 1973, var således i høj grad
overenskomster og regulativer for sektorspecifikke grupper i de forskellige
ministerier.
Udviklingen på det statslige
arbejdsmarked har ført til, at langt den største del af det
ikke-tjenestemandsansatte personale er omfattet af kollektive overenskomster
med de faglige organisationer. Der findes dog fortsat personale i staten, som
ikke er omfattet af kollektiv overenskomst, og hvis vilkår således beror på
regulativer o. lign. eller alene på individuelle ansættelseskontrakter.
Finansministeriets hjemmel til at agere som central myndighed
vedrørende løn- og ansættelsesvilkår
Personalestyrelsen kan
tilslutte sig Ombudsmandens betragtning om, at fordelingen af
forretningsområderne
mellem ministrene ikke i sig selv tilvejebringer materiel hjemmel for
Finansministeriets virksomhed i forhold til borgere mv.
På tjenestemandsområdet er
Finansministeriets opgavevaretagelse baseret på lovgivning og på aftaler
mellem
Finansministeriet og tjenestemændenes centralorganisationer i henhold til
tjenestemandsloven.
Herudover er det i vidt
omfang fastsat i lovgivning om statstilskud til selvejende institutioner, at
Finansministeriet aftaler eller fastsætter løn- og ansættelsesvilkår for
personalet eller nærmere definerede dele af dette.
Finansministeriets
opgavevaretagelse i sager om løn- og ansættelsesvilkår for
ikke-tjenestemandsansat personale i staten er hidtil blevet udøvet uden
generel
eller specifik lovhjemmel, uanset om det har drejet sig om fastsættelse eller
fornyelse af et regulativ/cirkulære, indgåelse af en overenskomst på et nyt
område eller fornyelse af et eksisterende overenskomstforhold.
I forbindelse med den
ovennævnte sag i Ombudsmandens beretning af 1987 henviste Finansministeriet
til
en almindelig, ulovbestemt grundsætning, hvorefter Finansministeriet kan
fastsætte løn- og ansættelsesvilkår inden for statens område.
Personalestyrelsen finder
fortsat, at en sådan grundsætning eksisterer som et element i - og en
nødvendig
forudsætning for - varetagelsen af Finansministeriets opgaver som central
statslig myndighed (’arbejdsgiverorganisation’) og indretningen af
det
statslige arbejdsmarked efter samme principper som det øvrige arbejdsmarked.
Finansministeriet kan således
som central statslig arbejdsgiverpart eksempelvis tage stilling til, om et
område, der ikke hidtil har været dækket af kollektiv overenskomst, ønskes
omfattet af en kollektiv overenskomst, om det i stedet bør reguleres ved
ensidig fastsættelse i form af et regulativ el. lign. (f.eks. i mangel af en
repræsentativ faglig organisation), eller om der overhovedet er behov for en
central regulering. Endvidere kan Finansministeriet tage stilling til
fornyelse
af en allerede indgået overenskomst, om et regulativ bør revideres osv.
Den ovenstående grundsætning
kan formentlig formuleres som Finansministeriets ledelsesret eller
arbejdsgiverkompetence på statens område, jf. Ombudsmandens foreløbige
udtalelse.
Finansministeriet finder
således, at bl.a. det gældende cirkulære af 17. april 1998 om aflønning af
pensionerede har hjemmel heri.
Finansministeriet er enig i,
at der for Finansministeriets ledelsesret (arbejdsgiverkompetence) til at
fastlægge løn- og ansættelsesvilkår gælder visse begrænsninger i form af
forvaltningsretlige retsgrundsætninger, herunder legalitetsprincippet,
saglighedskravet og proportionalitetsprincippet. Finansministeriet lægger
endvidere til grund, at der også for indholdet af kollektive aftaler i staten
gælder visse begrænsninger af forvaltningsretlig karakter, f. eks. i form af,
at der ikke gyldigt kan optages eksklusivklausuler i de statslige aftaler.
3. Om de gældende regler for aflønning af pensionerede
Det fremgår typisk af de
statslige overenskomster, herunder § 1 i overenskomsten for akademikere i
staten, at overenskomsterne ikke omfatter pensionerede tjenestemænd og
tjenestemandslignende ansatte og andre pensionerede, der får understøttelse
eller egenpension fra en pensionsordning, som det offentlige har ydet tilskud
til.
Ved Finansministeriets
cirkulære af 17. april 1998 om aflønning af pensionerede afvikledes
forskelslønsprincippet. Ministerierne bemyndigedes til at fastlægge
retningslinier for og træffe beslutninger om aflønning af personer, der
beskæftiges på ny efter at være blevet pensioneret fra det offentlige.
Cirkulæret forudsætter, at
beskæftigelse af pensionerede kun vil ske i begrænset omfang, og kun hvor
særlige behov hos ansættelsesmyndigheden taler derfor. Løn og
ansættelsesvilkår
fastsættes i ansættelsesaftalen med den pågældende, der kan lade sig bistå af
f.eks. den forhandlingsberettigede organisation på området.
Ved cirkulæret ophævedes
cirkulære af 14. juli 1977 om beskæftigelse og vederlæggelse af
førtidspensionerede tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken samt
cirkulære
af 10. november 1986 om vilkår for ansættelse af pensionerede tjenestemænd,
der
har tjenestefrihed uden løn.
4. Om forskelslønsordningen
Cirkulære og praksis
Forud for det i pkt. 3 nævnte
cirkulære af 17. april 1998 anvendte man i staten forskelslønsprincippet
(differencelønsprincippet). Princippet havde i 1998 været praktiseret ved
ansættelse af pensionerede tjenestemænd mv. i hvert fald i 30-40 år.
1 1977 blev princippet efter
forhandling med personaleorganisationerne formuleret i et cirkulære af 14.
juli
1977 om beskæftigelse og vederlæggelse af førtidspensionerede tjenestemænd i
staten, folkeskolen og folkekirken. Cirkulæret fastslog, at der kunne
ansættes
førtidspensionerede tjenestemænd til deltidsansættelse. For at kunne bruge
cirkulærets regler for vederlæggelse var det et vilkår, at den pågældende
ikke
var pensioneret efter særlige bestemmelser om tidligere afgangsalder eller
helbredsbetinget utjenstdygtighed, og at ansættelsesforholdet stoppede ved
det
fyldte 67. år. Det forudsattes endvidere, at deltidsbeskæftigelsen ikke
oversteg halv tid.
Cirkulæret omfattede kun et
’hjørne’ af den hidtidige praksis, som siden blev videreført også
uden for
cirkulærets område.
Dvs., at pensionen blev
modregnet i lønnen, også når det drejede sig om alle andre
tjenestemandspensionister, herunder tjenestemænd pensioneret efter pligtig
afgangsalder, tjenestemænd med almindelig og kvalificeret svagelighedspension
og tjenestemænd afskediget med pension af ’anden utilregnelig
årsag’.
Princippet blev også anvendt i relation til pensionerede (amts)kommunale
tjenestemænd. Endelig blev det anvendt i forhold til personer med
overenskomstpensioner, hvortil staten og/eller (amts)kommuner havde ydet
bidrag.
Det blev også anvendt i
forbindelse med tjenestemænd, der oppebar rådighedsløn, indtil der ved
bekendtgørelse nr. 604 af 28. juni 1994 blev skabt hjemmel til midlertidigt
at
standse udbetalingen af rådighedsløn i tilfælde af ansættelse i det
offentlige.
Den 10. november 1986
udsendtes et cirkulære om vilkår for ansættelse af pensionerede tjenestemænd
og
af tjenestemænd, der har tjenestefrihed uden løn. Cirkulæret pålagde
ministerierne at forelægge sager i hvert enkelt tilfælde, når personer med
tjenestefrihed fra en tjenestemandsstilling eller pensionerede tjenestemænd
skulle ansættes.
Baggrunden for ordningen og for dens afvikling
Forskelslønsprincippet var
begrundet i, at det blev anset for stødende, hvis personer med en
pensionsindtægt fra det offentlige også kunne oppebære en fuld løn fra
staten,
ikke mindst fordi den samlede indtægt fra det offentlige herved i en række
tilfælde kunne blive større end lønnen før pensionering. Ordningen må
endvidere
anses for et udtryk for, at man i perioder med høj ledighed så vidt muligt
har
villet reservere ledige stillinger til erhvervsaktive uden
pensionsindkomster.
Baggrunden for afviklingen af
ordningen i 1998 var primært følgende:
·
Den af Ombudsmanden tidligere formulerede
kritik af manglen på generelle, offentligt bekendtgjorte regler på området
·
Enkeltsager, hvor anvendelsen af ordningen
gav uhensigtsmæssige resultater
·
Ordningens rigiditet sammenholdt med den
øgede decentralisering og fleksibilitet inden for andre dele af
personaleområdet
·
Manglende sammenhæng mellem ordningens
lønreduktionsmodel og arbejdsmarkedspolitiske og socialpolitiske ordninger
fra
90’erne, herunder det ved overenskomstfornyelsen i 1995 introducerede
sociale
kapitel
·
En udvikling i retning af færre
tjenestemænd og flere overenskomstansatte med bidragsfinansierede,
forsikringsmæssige pensionsordninger.
5. Om den konkrete sag vedrørende (L)
Finansministeriet kan
tilslutte sig Ombudsmandens betragtninger i den foreløbige udtalelse side 14,
hvorefter hjemmelsgrundlaget for anvendelsen af forskelslønsprincppet i
(L)’s
tilfælde må anses for usikkert.
Finansministeriet har efter
Ombudsmandens beretning for året 1987 overvejet forskellige modeller for en
regulering af området. Finansministeriet skal stærkt beklage, at en nyordning
først har kunnet tilvejebringes meget lang tid efter Ombudsmandens
henstilling
i beretningen for året 1987.
For så vidt angår hensynene
bag ordningen og dens anvendelse for overenskomstansatte henvises til pkt. 4
om
ordningens baggrund og om den stedfundne udvikling, der er blevet tillagt
vægt
i forbindelse med afskaffelsen.
I lyset af ovenstående er
Finansministeriet indstillet på at følge Ombudsmandens foreløbige konklusion
om
at henstille til Personalestyrelsen om at foranledige sagen genoptaget.
Finansministeriet vil således anmode Ministeriet for Videnskab, Teknologi og
Udvikling om at foranledige, at Danmarks Tekniske Universitet foretager en
efterbetaling til (L) af differencen mellem forskelslønnen og den
overenskomstmæssige løn (ekskl. pensionsbidrag) for den periode, hvor
forskelslønsprincippet har været bragt i anvendelse.
”
Ombudsmandens endelige udtalelse
”Jeg er enig med Personalestyrelsen i at det er stærkt beklageligt at en
nyordning af området først har kunnet tilvejebringes meget lang tid efter min
henstilling i 1987-sagen.
Jeg har gjort styrelsen bekendt med min opfattelse.
Det er min endelige opfattelse at Finansministeriet ikke har haft hjemmel til
at kræve at (L) blev aflønnet efter forskelslønsprincippet i den omhandlede
periode.
Jeg mener at jeg har grundlag for at henstille til Personalestyrelsen at
styrelsen foranlediger at sagen om aflønning af (L) bliver genoptaget. Under
henvisning til at styrelsen - som nævnt - er indstillet på at følge
konklusionen i min foreløbige udtalelse, foretager jeg mig dog ikke mere i
sagen.
Jeg foretager mig således heller ikke noget for så vidt angår det spørgsmål
som Scleroseforeningen rejste
i brev af 4. december 2001. Jeg har bl.a. lagt vægt på at spørgsmålet ikke
foreligger i (L)’s sag, og at cirkulæret om forskelsløn som bekendt er
ophævet
og afløst af cirkulære nr. 173 af 17. april 1998. Jeg henviser til § 16, stk.
1, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand. Heraf fremgår
at
ombudsmanden afgør om en klage giver tilstrækkelig anledning til
undersøgelse.”
Personalestyrelsen oplyste
mig den 7. marts 2002 om at styrelsen samme dag havde anmodet Ministeriet for
Videnskab, Teknologi og Udvikling om at foranledige at DTU foretog en
efterbetaling til L beregnet som differencen mellem forskelslønnen og den
overenskomstmæssige løn for den omhandlede periode. På baggrund af et brev af
8. februar 2002 fra L og efter drøftelse med DTU kunne Personalestyrelsen
tilslutte sig at efterbetalingen tillige omfattede et beløb svarende til de
overenskomstmæssige pensionsbidrag for den omhandlede periode, forudsat at
denne del af efterbetalingen indbetaltes til pensionsformål.
Jeg meddelte
Personalestyrelsen at jeg tog det oplyste til efterretning, og at jeg på det
foreliggende grundlag ikke foretog mig mere i sagen.
Jeg modtog senere
underretning om at DTU havde udbetalt 328.166,25 kr. efter skat til L. Dette
beløb omfattede ikke pensionsbidrag.
NOTER: FOB 1987, s. 206.
Lignende dokumenter
- Forhøjelse af social pension Retsinformation · 2. oktober 2002
- Førtidspension. Oplysningsgrundlaget. Mangelfuld argumentation for tilsidesættelse af speciallægeerklæring. Bedømmelse af resterhvervsevnen Retsinformation · 2. oktober 2002
- Skift af forsikringsselskab, invaliditetsforsikring. — OF Det finansielle ankenævn · 11. februar 1997
- Forslag til Lov om ændring af lov om tjenestemandspension, lov om vederlag og pension m.v. for ministre og lov om åremålsansættelse af tjenestemænd og ansatte på tjenestemandslignende vilkår (Ændringer som følge af førtidspensionsreformen, ændringer om tillæg til pensionister under 65 år hhv. 67 år samt ændringer som følge af indførelse af nye lønsystemer i staten) Retsinformation · 3. oktober 2002
- EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 988/2009 af 16. september 2009 om ændring af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger og fastlæggelse af indholdet i bilagene (Tekst af relevans for EØS og for Schweiz) EU-lovgivning · 16. september 2009
- Forslag til folketingsbeslutning om ændring af forsikringsaftaleloven Retsinformation · 21. oktober 1998