Spring til indhold

Retsinformation

Førtidspension. Oplysningsgrundlaget. Mangelfuld argumentation for tilsidesættelse af speciallægeerklæring. Bedømmelse af resterhvervsevnen

FOU nr 2001.408UdtalelserFolketinget2. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Førtidspension. Oplysningsgrundlaget. Mangelfuld

argumentation for tilsidesættelse af speciallægeerklæring. Bedømmelse af

resterhvervsevnen

Det fremgik af sagen at A

var amerikansk statsborger, men at han siden foråret 1960 havde boet i

Danmark.

A havde i mange år arbejdet i sin stedfars møbelforretning og overtog denne i

1991. Efter at have lukket møbelforretningen i 1995 havde A haft en kortvarig

ansættelse som gartnermedhjælper hvorefter han blev ansat i et

hjemmeservicefirma. A havde altid arbejdet på fuld tid.

I marts 1997 blev A

sygemeldt hvorefter han i maj 1997 blev opereret for en svulst i hjernen,

lokaliseret tæt ved højre øre. Under indlæggelsen var han i øvrigt ude for en

faldulykke hvorved han pådrog sig en læsion af ansigt og højre øje.

På denne baggrund ansøgte A

den 25. september 1997 om førtidspension. I et notat af 5. december 1997

skrev

K Kommunes lægekonsulent bl.a. følgende:

”Efter operationen har

klienten været præget af udtalt balanceusikkerhed, koordinationsbesvær og

ansigtslammelse. Han har været indlagt til genoptræning på Fysiurgisk

Hospital,

(X)-by, hvorfra han udskrives d.d. Vi har modtaget en funktionsbeskrivelse

fra

Fysiurgisk Hospital, dateret 5.11.97. Heraf fremgår det, at klienten er

selvhjulpen, kan gå inde uden stokke, har lejlighedsvist balancetab, kan

klare

trappe med gelænder. Hans tale er præget af manglende motorisk styring. Den

er

såkaldt dysartrisk. En neurologisk undersøgelse viser lette

Læs alt

hukommelsesproblemer og nedsat spændvidde og psykomotorisk tempo. Klienten er

ordblind.

Samlet vurderes klientens

erhvervsevne snært kompromitteret, og han vurderes berettiget til

førtidspension. Med henblik på dette, bør vi rekvirere en

speciallægeundersøgelse ved speciallæge (C) på Neurocentret, Rigshospitalet.

Det er (C), der har fulgt klienten i forløbet, og er tilsyneladende den

ansvarlige læge. Pensionssagen bør startes.”

I forbindelse med

behandlingen af ansøgningen indhentede K Kommune en erklæring fra speciallæge

i

neurokirurgi, D. Speciallægen anførte i erklæringen af 23. januar 1998

følgende

:

”

Aktuelle status

Ekspl. har ingen væsentlige

smerter. Får dog felden på grund af hø.sidige skuldersmerter. Problemer med

styring af såvel højre arm som ben og bruger derfor stok. Er ikke i stand til

at skrive. Har tågesyn for højre øje samt ophævet hørelse på højre øre. Er

ikke

i stand til at klare tungere løft eller medvirke væsentligt til

husholdningen.

Objektivt

Alderssvarende udseende. Er

lettere kronisk medtaget. Pæne farver.

Somatisk undersøgelse

Cavum oris, fauces;

naturlige slimhinder, ingen belægninger.

Collum: ingen struma, adenit

eller halsvenestase.

St.p. etc.: intet abnormt.

Abdomen: stort, blødt,

adipøst.

Cranium externa: man

palperer ekspl.s drænagesystem fra hjernen til bughulen i højre side, og der

kan ses en cikatrice omkring højre øre, som er upåfaldende.

Kranienerver: 1 – ej

undersøgt. 2 – angiver normalt synsfelt for finger på venstre øje, på

højre øje

lettere tågesyn. 3-4-6 – på venstre side findes normal motorik af øjet,

på

højre side findes tendens til udaddeviation af højre øje; men ikke egentlig

parese af synsnerven. 5 – normale føleforhold i ansigtets venstre

halvdel. På

højre side findes en ganske diskret påvirkning af følesansen. 7 – på

venstre

side findes normale forhold, på højre side findes en påvirkning grad 2-3. Der

er foretaget en tarsorafi (sammensyning af øjenlågets laterale kant for at

beskytte hornhinden). 8 – ophævet hørelse på højre side, på venstre side

normal

hørelse. 9-10 – ingen hæshed eller dysartri. 11 – god kraft ved

skulderløft på

venstre side, på højre side let nedsat. 12 – ingen tungedeviation.

Columna

cervicalis: normale forhold.

Ekstremiteter: let hø.sidig

hemiparese med let ataksi. Der er koordinationsforstyrrelser med

dysdiadokokinese på højre arm og noget usikkert knæ-hæl-forsøg med højre ben.

Gangen foregår med aflastning ved hjælp af krykstokke.

Røntgenfilm

ekspl. er i forbindelse med

indlæggelse på neurokirurgisk afd., Rigshospitalet, skannet før og efter

operationen. Der findes her en stor, multicystisk tumor forenelig med et

acusticusneurinom og en shunt in situ samt en kavitet efter tidligere tumor.

Diagnoser

Neurinoma Schwannoma, acusticus dxt., seqv.

KONKLUSION

41-årig mand, debuterer i

foråret 1997 med hø.sidig kraftnedsættelse, hø.sidigt høretab samt svimmelhed

og hovedpine og får konstateret en knude på hørenerver i højre side. Ved

undersøgelsen i dag fremstår ekspl. med påvirkning fra denne tumor i form af

hø.sidig kraftnedsættelse, formentlig fra hjernestammepåvirkning samt ophævet

hørelse og påvirkning af ansigtets følenerve samt motorisk styring af højre

øje.

Ekspl.’s arbejdsevne må

betragtes som reduceret til under 1/3, og tilstanden er stationær.”

På baggrund af bl.a. D’s

erklæring skrev kommunens lægekonsulent følgende i et notat af 12. marts

1998:

”

Ansøgers tilstand er nu

præget af en højresidig hemiparese med let ataksi. Der er

koordinationsforstyrrelser

med dysdiadokokinese på højre arm og noget usikkert knæ-hæl-forsøg med højre

ben. Gang foregår med aflastning ved hjælp af krykkestokke. Talen er

dysartrisk

og præget af facialisparesen. En neuropsykologisk undersøgelse viser lettere

hukommelsesproblemer,

nedsat spændvidde og psykomotorisk tempo. Dertil kommer, at ansøger er

ordblind.

Ansøger er i stand til at gå

100 meter, og kan ikke deltage i den daglige husholdning, men er selvhjulpen,

hvad angår personlig hygiejne.

Ansøgers erhvervsevne

vurderes varigt reduceret i ethvert erhverv til under 1/3.

Diagnoser:

Neurinoma Schwannoma,

acusticus dxt. seq. / følger efter en svulst lokaliseret til højre side af

hjernen, udgående fra hørenerven.

”

A blev ved K Kommunes

indstilling af 23. april 1998 anset for at være berettiget til mellemste

førtidspension med udbetaling fra 1. januar 1998. Det fremgår af kommunens

indstilling at vurderingsgrundlaget var fuldt selverhverv, og at kommunen

ikke

anså revalidering for at være realistisk.

Kommunens indstilling blev

herefter sendt til Revaliderings- og Pensionsnævnet for Københavns Amt

(senere

Det Sociale Nævn for Københavns Amt) med henblik

på nævnets afgørelse i sagen.

Det fremgår af sagens akter at A klagede

over kommunens indstilling idet han anså sig for at være berettiget til

højeste

førtidspension. Samtidig anførte A at han havde ansøgt om pension den 25.

september 1997 – ikke den 1. januar 1998.

Overlæge C, Rigshospitalets

Neurocenter, fremkom den 16. juni 1998 med følgende supplerende oplysninger:

”

Tilstanden er nu stationær

og må skønnes som varig. Der er tale om en betydelig højresidig hemiparese og

svær højresidig ataksi. Begge dele skyldes substandstab i cerebellum samt

følger efter påvirkning af hjernestammen i forbindelse med den store tumor på

hørenerven, som blev fjernet for 1 år siden.

Pt. vil ikke på nogen måde

kunne varetage et arbejde. Erhvervsevnetabet er væsentligt over 65%.

Pt. har været til køreprøve

med henblik på at køre bil, har klaret dette. Har dog et udtalt gangbesvær på

grund af paresen og ataksien. Det vil derfor være rimeligt, om pt. hjælpes

med

invalideskilt til bilen.”

Ved Det Sociale Nævn for Københavns Amts

afgørelse af 31. juli 1998 blev A tilkendt mellemste førtidspension. Nævnet

anførte i afgørelsen følgende:

”

Nævnet tilkender Dem

mellemste førtidspension efter bestemmelserne i lovens § 14, stk. 2, nr. 1,

idet Deres erhvervsevne anses for at være nedsat med omkring 2/3.

Den tilkendte ydelse

udbetales fra 3 måneder efter ansøgningsdatoen, det vil sige med virkning fra

den 1. januar 1998, jf. lovens § 33. De vil få nærmere besked om udbetalingen

fra Deres kommune, som er underrettet om nævnets afgørelse.

”

Ved brev af 6. august 1998

klagede B på vegne af A over nævnets afgørelse. I klagen henviste B til at

A’s

erhvervsevne ifølge lægernes udtalelser og dokumentationer var ”lig med

0”

hvorfor B bad om at han måtte modtage højeste førtidspension. Nævnet

fastholdt

sin afgørelse hvorefter sagen blev behandlet af Den Sociale Ankestyrelse.

Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse idet Ankestyrelsen i afgørelsen af

13. oktober 1998 anførte bl.a. følgende begrundelse:

”Begrundelsen er, at

Ankestyrelsen skønner, at Deres erhvervsevne ikke er varigt nedsat til det

ubetydelige i ethvert erhverv. Dette er en betingelse for at få højeste

pension

efter lovens § 14, stk. 1.

Ankestyrelsen har lagt vægt

på de i sagen foreliggende lægelige oplysninger. Efter beskrivelsen vurderer

vi, at Deres lidelse ikke er af en sådan sværhedsgrad, at forudsætningen for

tilkendelse af førtidspension er opfyldt.

Ankestyrelsen har herved

bl.a. lagt vægt på, at selv om der er følger efter operationen i form af

betydelig hemiparese og højresidig ataksi, er der ikke tale om så svære

følger,

at Deres erhvervsevne kan betragtes som ophævet.”

I B’s brev til mig af 22.

marts 1999 klagede B på vegne af A over afslaget på højeste førtidspension. B

anførte i brevet bl.a. følgende:

”Min søn og jeg står

uforstående over for denne begrundelse, der efter vores opfattelse ikke kan

anses som en fyldestgørende begrundelse, idet den ikke siger noget om,

hvordan

man når frem til den anførte opfattelse, men nærmest blot fastslår som en

kendsgerning, at der ’ikke er tale om så svære følger’.

Specielt når afgørelsen går stik imod

konklusionerne fra Rigshospitalet – der i modsætning til Ankestyrelsen

har det

personlige kendskab til patienten – mener min søn og jeg, at det af

begrundelsen klart må fremgå, hvad der mere konkret får Ankestyrelsen til at

anlægge en anden betragtning.”

Jeg sendte den 3. maj 1999

B’s henvendelse videre til Den Sociale Ankestyrelse som en anmodning fra

B om

at modtage en uddybende begrundelse, herunder en redegørelse for

Ankestyrelsens

vurdering af A’s resterhvervsevne.

Ankestyrelsen fastholdt sin

afgørelse i sit brev til B af 26. juli 1999. Ankestyrelsen anførte i den

uddybende begrundelse bl.a. følgende:

”I denne anledning kan

Ankestyrelsen oplyse, at Ankestyrelsen ved sin afgørelse har været opmærksom

på

de konklusioner, der er anført i de to ovennævnte speciallægeerklæringer.

Når det i

speciallægeerklæring af 23. januar 1998 er anført, at erhvervsevnen er

reduceret til under 1/3 betyder det, at erhvervsevnen er nedsat med godt 66%.

Erhvervsevnen kan således ikke i følge erklæringen anses for ophævet.

For så vidt angår udtalelsen

fra speciallæge (C), så er der, hvis man sammenligner denne udtalelse med

speciallægeerklæringen af 23. januar 1998, ikke beskrevet nogen forværring af

Deres søns tilstand, selv om det anføres, at erhvervsevnetabet er væsentligt

over 65%, og at Deres søn ikke vil kunne varetage et arbejde.

Ankestyrelsen har ikke

kunnet følge overlæge (C)’s konklusion ud fra den beskrivelse af Deres

søns

helbredstilstand, der i øvrigt fremgår af sagen.

Det kan i denne forbindelse

oplyses, at Ankestyrelsen ved sin afgørelse ikke er forpligtet til at følge

de

konklusioner, der fremgår af de speciallægeerklæringer, der foreligger i

sagen.

Ankestyrelsen foretager og

er forpligtet til at foretage sin egen vurdering af det samlede lægelige

grundlag, der foreligger i en sag.

Det understreges i denne

forbindelse, at der ved sagens behandling i Ankestyrelsen medvirkede

rådgivende

speciallæge.”

I B’s brev til mig af 12.

september 1999 klagede B på ny over afgørelserne i A’s sag. B anførte i

sin

klage bl.a. følgende:

”Jeg er – og har hele tiden

været – klar over, at de sociale myndigheder ved pensionsfastsættelsen

ikke er

forpligtet til at følge de lægelige konklusioner som sådan, men træffer deres

egen afgørelse ud fra en vurdering af de foreliggende oplysninger.

Netop derfor er det imidlertid

afgørende, at grundlaget for afgørelsen er så fuldstændigt og så utvivlsomt

som

muligt til sikring af en korrekt afgørelse.

Jeg finder, at afgørelsen i

denne sag er truffet på et for ufuldstændigt grundlag, og jeg skal her

nærmere

redegøre for mine synspunkter.

Der foreligger i sagen

lægeerklæring af 23/1-98 fra speciallæge (D), hvori anføres, at erhvervsevnen

må betragtes som reduceret til under 1/3.

Ankestyrelsen anfører herom

i sit uddybende svar:

’Når det i

speciallægeerklæring af 23. januar 1998 er anført, at erhvervsevnen er

reduceret til under 1/3 betyder det, at erhvervsevnen er nedsat med godt 66%.

Erhvervsevnen kan således ikke i følge erklæringen anses for ophævet.’

Pensionsafgørelsen er da

også begrundet med ikke ophævet erhvervsevne (’ikke tale om så svære

følger, at

Deres erhvervsevne kan betragtes som ophævet’).

Men der står ikke noget i

lovbestemmelsen (lov om social pension § 14, stk. 1) om, at erhvervsevnen

skal

være ophævet, for at man er berettiget til højeste pension. Der står, at

erhvervsevnen

skal være ’ubetydelig’, hvilket efter min opfattelse har et andet

indhold end

’ophævet’.

En eventuel (opstrammet)

praksis, hvorefter man i realiteten kun tilkender højeste pension ved helt

ophævet erhvervsevne er efter min opfattelse klart lovstridig.

Ankestyrelsen siger som

nævnt endvidere, at lægeerklæringen skal forstås på den måde, at

erhvervsevnen

er nedsat med godt 66%.

Det eneste jeg finder med

sikkerhed at kunne lægge i den omhandlede passus i erklæringen

’reduceret til

under 1/3’ er, at ’1/3-grænsen’ er passeret, men ikke med hvor

meget, hvilket

imidlertid vil være helt afgørende i forhold til ’ubetydelig’.

Dette sammenholder jeg med

lægeerklæringen af 16/6-98 fra overlæge (C), hvori anføres ’Pt. Vil ikke

på

nogen måde kunne varetage et arbejde. Erhvervsevnetabet er betydeligt over

65%.’

Jeg finder, at der her klart

er tale om en situation, hvor der er en sådan berettiget tvivl om, hvorvidt

resterhvervsevnen er mere end ’ubetydelig’, at der – i stedet

for at være

truffet afgørelse på dette grundlag burde være foretaget yderligere

undersøgelser og indhentet udtalelser, der mere specifikt fastslår, i hvilket

omfang, der må anses at være en eventuel resterhvervsevne.

I stedet ’vurderer’ man, at

betingelserne for højeste pension ikke er til stede, idet man samtidig reelt

ikke tillægger overlæge (C)’s erklæring nogen vægt.

Jeg gør for en ordens skyld

opmærksom på, at det er overlæge (C), der har opereret min søn, og altså må

formodes at have et indgående kendskab til omstændighederne.

Herudover bemærker jeg, at

min søn har nogle følgevirkninger, hvoraf nogle meget væsentlige ikke synes

at

indgå i bedømmelsesgrundlaget – følgevirkninger, som ikke er blevet

bedre

tværtimod.

Således medfører min søns

tilstand en så udtalt træthed, at han er nødt til at sove 14-16 timer i

døgnet

for overhovedet at kunne klare sig igennem.

Han er lam i højre side af

ansigtet og af tungen med forvredet mund til følge. Er følelsesløs i højre

side

(skærer sig ved barbering). Korttidshukommelsen er påvirket. Har svært ved at

tale og gøre sig forståelig og kan ikke føre en samtale til ende.

Han kan, som det fremgår af

sagen, ej heller skrive.

Ikke mindst har min søn

ændret psyke. Han er blevet ’overfølsom’ og har let til gråd.

En væsentlig del af disse

forhold synes slet ikke at indgå i bedømmelsesgrundlaget.”

B anførte endelig i klagen

at kommunen havde meddelt at kommunen under henvisning til A’s tilstand

ikke

kunne bistå med at finde et skånejob hvori han kunne udnytte den af

myndighederne påståede resterhvervsevne.

På baggrund af B’s klage bad

jeg den 25. oktober 1999 Den Sociale Ankestyrelse om en udtalelse i sagen

idet

jeg anmodede Ankestyrelsen om forinden at indhente en udtalelse fra Det

Sociale

Nævn for Københavns Amt. I mit brev til Ankestyrelsen henviste jeg til § 14,

stk. 1 og 2, og § 15, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, i lov om social pension og

til vejledning af 1. juli 1998 om social pension, pkt. 51 og 57, og anførte:

”

Som det fremgår af

lovbestemmelsen og vejledningen skal der – på baggrund af den

pågældendes

helbredsmæssige og sociale oplysninger – ved bedømmelsen af

erhvervsevnen

foretages en sammenligning med en for ansøgeren skønnet mulig arbejdsindtægt

og

den normale indtægt for en person med lignende uddannelse og baggrund.

Sammenligningen forudsætter efter min opfattelse en vurdering af hvilket

arbejde den pågældende vil kunne påtage sig, dvs. en vurdering af den

pågældendes resterhvervsevne.

Samtidig fremgår det at der

ved bedømmelsen skal tages hensyn til den pågældendes

beskæftigelsesmuligheder.

Jeg går ud fra at

myndighederne ved deres bedømmelse af (A)’s erhvervsevne har foretaget

en

vurdering af om han ville påtage sig et arbejde og i givet fald en vis

konkretisering af hvilken karakter dette arbejde skulle have for at han med

sine helbredsmæssige begrænsninger ville være i stand til at bestride det.

Endvidere går jeg ud fra at myndighederne i den forbindelse tillige har

vurderet hans beskæftigelsesmuligheder.

På den baggrund beder jeg om

at Ankestyrelsen og det sociale nævn redegør for deres vurdering heraf.

”

Den 17. februar 2000 modtog

jeg udtalelserne fra det sociale nævn og Ankestyrelsen. Det Sociale Nævn for

Københavns Amt anførte i sin udtalelse af 11. januar 2000:

”

I den konkrete sag har

nævnet således vurderet, at (A) har en betydelig erhvervsevnenedsættelse, men

at han dog har en resterhvervsevne.

Det fremgår af de ved

afgørelsen foreliggende lægelige akter, at (A) i maj 1997 blev opereret for

en

svulst på den højre hørenerve, en operation, som blev anset for radikal. Han

mistede herved hørelsen på højre øre.

Ved undersøgelse hos

speciallæge i neurologi i januar 1998 fremstod (A) med tendens til

udaddeviation af højre øje samt delvis lammelse og diskret påvirket føleevne

i

højre side af ansigtet. Hertil lettere nedsat funktion af højre arm og ben

med

lettere styringsbesvær.

Der var ikke beskrevet

erhvervsbegrænsende lidelser herudover.

Disse oplysninger om (A)’s

helbredsforhold er sammenholdt med, at han ved afgørelsen var 42 år gammel,

havde erhvervserfaring gennem en 20 år lang ansættelse i familievirksomhed

(møbelfirma) samt – da firmaet i 1995 lukkede p.g.a. svigtende omsætning

–

erhvervserfaring som gartnermedhjælper og som servicemedarbejder i

hjemmeservicefirma.

Endvidere forelå oplyst, at

(A) havde stor erfaring som konkurrencerytter og således meget viden om

pasning

af heste.

Endelig forelå oplyst, at

(A) i februar 1998 havde været til test hos motorsagkyndig og generhvervet

kørekort, idet hans lidelse/funktionsniveau af den motorsagkyndige blev

vurderet som ikke hindrende for, at han kunne føre bil.

Nævnet fandt således ved at

tilkende mellemste førtidspension den 31. juli 1998, at oplysningerne om

helbredsforholdene, sammenholdt med de sociale oplysninger, måtte føre til

den

vurdering, at (A) besad en resterhvervsevne.

Denne ville eksempelvis

kunne udnyttes ved arbejde som chauffør for en virksomhed, som i begrænset

omfang ønsker udbragt varer.

Resterhvervsevnen vil under

hensyn til (A)’s forudsætninger ligeledes kunne udnyttes ved

undervisning/staldarbejde i en rideklub.

Nævnet finder, at

bopælskommunen skal være behjælpelig med jobplacering, såfremt (A) ønsker at

supplere sin mellemste førtidspension ved at udnytte sin resterhvervsevne.

For så vidt angår det

generelle spørgsmål, der kan rejses vedrørende vurdering af

resterhvervsevnen,

kan oplyses, at det ikke i almindelighed har været nævnets praksis at

forholde

sig til konkrete arbejdsområder, ved hvilke pensionisten kan udnytte sin

resterhvervsevne.

”

Den Sociale Ankestyrelse

anførte i udtalelsen af 16. februar 2000 bl.a.:

”Følgerne af (A)’s operation

for svulsten på højre hørenerve er beskrevet i speciallægeerklæring af 23.

januar 1998. Operationen har medført tab af hørelsen på højre øre, højresidig

kraftnedsættelse, påvirkning af ansigtets følenerve samt lettere nedsat

funktion

af højre arm og højre ben.

Ankestyrelsen lagde ved sin

afgørelse vægt på, at (A) var i stand til at køre bil.

Ankestyrelsen har på

baggrund af oplysningerne om (A)’s helbredsmæssige forhold sammenholdt

med

oplysningerne om, at han fortsat kan køre bil, lagt til grund, at han har

mulighed for at udnytte sin resterhvervsevne ved et skånejob, f.eks. ved

udkørsel af lettere varer for en virksomhed.

Ankestyrelsen finder, at

(A)’s opholdskommune skal være ham behjælpelig med at skaffe et

skånejob.

Ankestyrelsen kan i øvrigt

oplyse, at det ikke er sædvanligt, at Ankestyrelsen i forbindelse med, at der

træffes afgørelse i en pensionssag, peger på konkrete arbejdsområder, hvor

pensionisten har mulighed for at udnytte sin resterhvervsevne.”

Med mit brev af 15. marts 2000 sendte jeg

udtalelserne til B. I B’s brev til mig af 27. marts 2000 kommenterede B

nævnets

og Ankestyrelsernes udtalelser.

Det var således fortsat B’s

opfattelse at A reelt ikke havde en resterende erhvervsevne. B henviste

herved

bl.a. til at A var stærkt gangbesværet, havde vanskeligt ved at tale og gøre

sig forståelig, og at han ikke kunne klare et tungt, fysisk arbejde. B

afviste

på dette grundlag at A var i stand til at varetage et af de job –

vareudbringning eller undervisning/staldarbejde i en rideklub – som

nævnet og

Ankestyrelsen havde peget på som en mulighed for at udnytte

resterhvervsevnen.

Endelig henviste B til at K Kommunes socialforvaltning forgæves havde forsøgt

at finde et skånejob til A, og at kommunen herefter havde tilkendegivet at

”han

efter forvaltningens opfattelse ikke var i stand til at bestride noget

job”.

B indsendte også en kopi af

overlæge C’s brev til B af 23. marts 2000. Overlægen, hvis udtalelse af

16.

juni 1998 er citeret ovenfor, havde i brevet til B bl.a. anført at han ikke

forstod Ankestyrelsens afgørelse i sagen idet han ”ikke anså (A)’s

tilstand for

at være så god, at man på nogen måde kunne forvente brugbar erhvervsevne.

Dette

gik ikke alene på synsforstyrrelser og den nedsatte funktion i højre arm og

ben, men også i den helt klare demens”.

Ombudsmandens udtalelse

”Retsgrundlaget

Grundlaget for myndighedernes afgørelser i sagen er lov om social pension,

jf. lovbekendtgørelse nr. 22 af 14. januar 1998 med senere ændringer.

Følgende bestemmelser i loven har betydning for sagen:

’

§ 14.

Højeste førtidspension kan tilkendes personer i alderen fra 18 til 60 år, der

i ethvert erhverv må anses for kun at have ubetydelig erhvervsevne i behold.

Stk. 2.

Mellemste førtidspension kan tilkendes

personer i alderen fra 18 til 60 år, hvis erhvervsevne er nedsat med omkring

2/3, og

personer i alderen fra 60 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat i det

omfang, der er nævnt i stk. 1.

Stk. 3.

Forhøjet almindelig førtidspension eller almindelig førtidspension kan

tilkendes

personer i alderen fra 18 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat på grund af

helbredsmæssige forhold med mindst halvdelen,

personer i alderen fra 18 til 67 år, hvis erhvervsevne

er nedsat med mindst halvdelen, uden at nedsættelsen alene skyldes

helbredsmæssige

forhold, og

personer i alderen fra 50 til 67 år, når sociale og

helbredsmæssige forhold taler for det.

§ 15.

Tilkendelse af

pension efter § 14, stk. 1-2 og stk. 3, nr. 1 og 2, er betinget af, at

erhvervsevnen varigt er nedsat på grund af fysisk eller psykisk invaliditet.

Med henblik på pension efter § 14, stk. 3, nr. 2, skal der dog også lægges

afgørende vægt på andre omstændigheder, der klart viser, at erhvervsevnen hos

en ansøger, som ikke har andre forsørgelsesmuligheder, er varigt nedsat. Der

kan

i helt ekstraordinære tilfælde tilkendes pension efter § 14, stk. 3, nr. 2,

uden at nedsættelsen af erhvervsevnen skyldes helbredsmæssige forhold.

Stk. 2.

Tilkendelse af førtidspension efter § 14 forudsætter, at

alle aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige samt andre

foranstaltninger, der kan forbedre erhvervsevnen, har været afprøvet, og at

erhvervsevnen ikke varigt kan forbedres.

Stk. 3.

Ved bedømmelsen af, i hvilket omfang erhvervsevnen er

nedsat, skal der foretages en sammenligning mellem den indtægt, som den

pågældende skønnes at kunne opnå ved et arbejde, der svarer til pågældendes

kræfter og færdigheder, og som under hensyn til uddannelse og tidligere

virksomhed kan forlanges af den pågældende, og den indtægt, som personer med

lignende uddannelse normalt opnår i samme egn. Der skal endvidere tages

hensyn

til alder, livsstilling, bopæl og beskæftigelsesmuligheder og til sådanne

andre

omstændigheder, der i det enkelte tilfælde findes at burde tillægges

vægt.’

Af vejledning af 10. marts

1998 om social pension fremgår bl.a. følgende:

’

50.

Nedsættelsen af

erhvervsevnen skal ses i relation til ethvert erhverv. Det er ikke

tilstrækkeligt, at erhvervsevnen er ophævet eller ubetydelig i pågældendes

hidtidige arbejde. Invaliditeten skal være af en sådan sværhedsgrad, at den

forhindrer pågældende i at påtage sig arbejde af nogen betydning. Enhver

relevant aktiverings- og revalideringsmulighed m.v. skal være forsøgt.

Betingelsen er opfyldt, når

der er konstateret en alvorlig kronisk, fysisk eller psykisk lidelse, som

medfører en svær svækkelsestilstand, eller der er konstateret alvorlige

blivende følger efter en overstået sygdom.

Ved bedømmelsen af, om der

er mere end en ubetydelig erhvervsevne, kan der tages hensyn til indtægtens

størrelse. En varig indtægt ved personligt arbejde kan normalt ikke betragtes

som ubetydelig, hvis den har en sådan størrelse, at den svarer til

erhvervsudygtighedsbeløbet for en enlig. En indtægt af en sådan størrelse kan

derfor ikke umiddelbart forenes med tilkendelse af højeste førtidspension.

I tilfælde, hvor anvendelsen

af en eventuel resterhvervsevne ikke giver en indtægt, der kan opgøres, må

der

foretages et skøn. Det gælder fx den hjemmearbejdendes indsats i hjemmet. I

de

fleste tilfælde har ansøgeren på afgørelsestidspunktet ikke nogen

arbejdsindtægt overhovedet. Det betyder, at der skal skønnes over ansøgerens

tilbageværende evne til at udføre indtægtsgivende arbejde.

56. Pension kan tilkendes, hvis personens erhvervsevne er nedsat på

grund af en varig fysisk eller psykisk invaliditet, se lovens § 15. Det er en

betingelse, at lidelsen i sig selv bevirker en betydelig og varig nedsættelse

af personens funktionsevne på arbejdsmarkedet og dermed af evnen til at

forsørge sig selv ved arbejde.

Det er kommunen, der efter

en konkret vurdering beslutter, hvilke oplysninger, der er nødvendige til

belysningen af pågældende helbredsforhold. Det er endvidere kommunen, der

selvstændigt vurdere de helbredsmæssige oplysninger i relation til

førtidspensionssagen.

Kommunens bedømmelse

forudsætter, at pågældendes helbredsforhold er grundigt undersøgt og

velbeskrevet – typisk af en læge eller andre fagfolk. Bedømmelsen

forudsætter

desuden et indgående kendskab til lidelsens indvirkning på den

erhvervsmæssige

funktionsevne. Bedømmelsen må tage udgangspunkt i erfaringer om, hvilke

helbredsmæssige begrænsninger og lidelser der almindeligvis medfører, at folk

må opgive erhvervsarbejde helt eller delvis.

At lidelsen skal være varig

betyder, at der ikke er udsigt til, at den bedres væsentligt hverken af sig

selv eller ved behandling.

I de fleste tilfælde indgår

den helbredsmæssige vurdering som et led i kommunens samlede skøn over

erhvervsevnens nedsættelse. Pågældendes sociale og erhvervsmæssige forhold

sammen med den helbredsmæssige vurdering er således med til at bestemme, om

der

skal tilkendes højeste, mellemste eller (forhøjet) almindelig førtidspension

på

grund af helbredsmæssige forhold.

En helbredsvurdering alene

kan dog være tilstrækkeligt grundlag for bedømmelse af erhvervsevnens

nedsættelse. Det er som regel kun tilfældet, når der kun er ubetydelig

erhvervsevne i behold, altså i de tilfælde hvor der kan tilkendes højeste

førtidspension.

Manglende sproglige

færdigheder (fx analfabetisme eller manglende danskkundskaber) kan alene

medføre social/erhvervsmæssig invaliditet, og kan ikke tillægges betydning

ved

graduering af helbredsbetinget førtidspension.

57. Pensionskriteriet nedsættelse af erhvervsevnen rummer både

lægelige og sociale momenter. De samme helbredsmæssige forhold kan have helt

forskellige erhvervsmæssige følger for den enkelte ansøger. På baggrund af de

helbredsmæssige og sociale oplysninger skal det bedømmes, hvad pågældende er

i

stand til at tjene, når invaliditeten tages i betragtning. Alle de

muligheder,

som det med rimelighed kan forlanges, at pågældende udnytter, skal indgå i

bedømmelsen. Der skal tages hensyn til pågældendes uddannelse, tidligere

virksomhed, alder, livsstilling, bopæl og beskæftigelsesmuligheder samt til

andre forhold, der kan antages at være af betydning, se lovens § 15, stk. 3.

Indtægten sammenlignes med

en normal arbejdsindtægt for en person med lignende uddannelse og baggrund.

Med udgangspunkt i

sammenligningen træffes der afgørelse om, hvorvidt erhvervsevnen er nedsat i

et

omfang, der giver ret til pension og i bekræftende fald hvilken type. Det

samlede skøn udøves på grundlag af relevante oplysninger fra den sociale,

erhvervsmæssige og sundhedsmæssige sagkundskab.’

Som det fremgår af

ovennævnte lovbestemmelser og til dels af vejledningen, kan højeste

førtidspension tilkendes personer i alderen fra 18 til 60 år hvis

erhvervsevne

er nedsat til det ubetydelige. Bedømmelsen af erhvervsevnen skal ske på

baggrund af den pågældendes helbredsmæssige og sociale oplysninger, og der

skal

foretages en sammenligning med en for ansøgeren skønnet mulig arbejdsindtægt

og

den normale indtægt for en person med lignende uddannelse og baggrund.

Højesterets domme af 22. december 1999 og 12. januar 2001

Højesteret afsagde den 22.

december 1999 en dom hvorefter en førtidspensionist var berettiget til

mellemste førtidspension fra hendes første ansøgning om pension blev indgivet

ca. 11 år før. Myndighederne havde tilkendt kvinden forhøjet almindelig

førtidspension. Højesteret afsagde den 12. januar 2001 en dom i en i det

væsentlige tilsvarende sag hvorved Højesteret – under henvisning til

bl.a.

dommen af 22. december 1999 – på ny tilsidesatte myndighedernes

vurdering af

resterhvervsevnen.

Som beskrevet nedenfor vil

jeg ikke på samme måde kunne foretage en konkret bevisbedømmelse i (A)’s

sag

med henblik på en vurdering af hans erhvervsevnenedsættelse.

Højesteret har i sin dom af

22. december 1999 skrevet følgende:

’

I lov om social pension §

15, jf. § 14, angives de retlige betingelser for at få tilkendt

førtidspension.

Det er efter § 15, stk. 1, 1. pkt., en betingelse for tilkendelse af pension,

at erhvervsevnen er varigt nedsat på grund af fysisk eller psykisk

invaliditet.

Efter lovens § 15, stk. 1, 4. pkt. (nu stk. 2), kan pension ikke tilkendes,

hvis der foreligger mulighed for at iværksætte foranstaltninger, der kan

antages mere varigt at forbedre erhvervsevnen. § 15, stk. 2 (nu stk. 3),

indeholder nærmere regler om bedømmelse af nedsættelse af erhvervsevnen.

Domstolenes prøvelse af

afgørelser om tilkendelse af førtidspension omfatter de administrative

myndigheders bedømmelse af, om de nævnte betingelser er opfyldt, selv om

denne

bedømmelse til dels beror på bevisvurderinger af skønsmæssig karakter. Det må

imidlertid ved prøvelsen tages i betragtning, at revaliderings- og

pensionsnævnene, nu de sociale nævn, og Den Sociale Ankestyrelse gennem

behandlingen af et stort antal sager har en særlig erfaring i disse

bevisvurderinger og bistås af fast tilknyttede lægekonsulenter. Der må derfor

foreligge et sikkert grundlag, for at domstolene kan tilsidesætte en

administrativ afgørelse om førtidspension. Domstolene vil i så fald i

almindelighed have fornødent grundlag for at træffe afgørelse i sagen, og der

vil således normalt ikke være anledning til at hjemvise sagen til fornyet

behandling ved de administrative myndigheder.

Den Sociale Ankestyrelse

anerkendte med afgørelsen af 9. november 1994, at (A)’s lidelse

berettigede

hende til en helbredsbetinget førtidspension. Spørgsmålet er herefter,

hvornår

og i hvilket omfang erhvervsevnen varigt blev nedsat som følge af

invaliditeten.

(A) havde arbejdet som

sagsbehandler i Københavns kommune siden 1962. Hendes skulderlidelse startede

i

begyndelsen af 1980’erne, og der blev i perioden indtil indgivelse af

pensionsansøgning

den 31. oktober 1988 gennemført en række forskellige behandlinger af

lidelsen,

herunder en operation i 1985, dog uden positivt resultat. Efter flere

sygeperioder og perioder med arbejde på deltid måtte hun ophøre med sit

arbejde

i 1988.

Speciallæge (B) udtalte i

sine erklæringer af 10. november 1988 og 14. august 1990 – hvoraf den

sidste

blev udarbejdet efter anmodning fra Revaliderings- og Pensionsnævnet i

København – at (A) led af en rotator cuff læsion, at hun havde massive

smerter

og en ubrugelig arm, at alle behandlingsmuligheder var udtømte, og at

tilstanden var stationær. Overlæge (C)’s erklæring af 30. august 1994,

der blev

udarbejdet efter anmodning fra Den Sociale Ankestyrelse, konkluderede, at

(A)’s

gener var uændrede siden 1985, og at hun var ude af stand til at bruge højre

arm til nogen form for arbejde.

Højesteret finder det på

grundlag af disse erklæringer godtgjort, at (A)’s invaliditet forelå

allerede i

1988, og at hendes erhvervsevne som følge af invaliditeten var varigt nedsat

fra

dette tidspunkt.

På grundlag af erklæringerne

og det i øvrigt foreliggende finder Højesteret det endvidere godtgjort, at

hendes erhvervsevne fra 1988 varigt har været nedsat med omkring 2/3, og at

(A)

således ikke – som forudsat i Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 9.

november 1994 – kan klare et halvdagsarbejde. Det bemærkes herved, at

hverken

Revaliderings- og Pensionsnævnet eller Den Sociale Ankestyrelse på noget

tidspunkt har anmodet om, at der blev foretaget yderligere undersøgelser

vedrørende (A)’s erhvervsevne i form af revalidering, arbejdsprøvning

eller

lignende.

(A) opfyldte således

betingelserne for mellemste førtidspension, da hun indgav sin ansøgning den

31.

oktober 1988. Højesteret tager derfor (A)’s principale påstand til

følge.

’

Som ombudsmand kan jeg kun i

begrænset omfang tage stilling til afgørelser der helt eller delvis bygger på

særlig fagkyndig viden. På baggrund af min manglende lægefaglige viden kan

jeg

således ikke foretage en selvstændig vurdering af de lægelige udtalelser. Jeg

har ikke – som domstolene – mulighed for i forbindelse med en

egentlig

bevisførelse med vidneafhøring af de lægeligt fagkyndige at foretage en

nærmere

selvstændig vurdering af de lægelige erklæringers bevismæssige betydning for

vurderingen af den nedsatte erhvervsevne.

Myndighedernes vurdering af

hvilken nedsættelse af erhvervsevnen der er tale om i (A)’s tilfælde,

bygger

også i et vist omfang på en vurdering af de sociale forholds betydning for

(A)’s erhvervsevne.

Speciallæge (D) beskrev i

sin erklæring af 23. januar 1998 (A)’s tilstand således at han som følge

af

fjernelsen af hjernesvulsten i 1997 havde pådraget sig en højresidig

hemiparese

med ataksi – hans tilstand blev vurderet som stationær. Han havde

koordinationsforstyrrelser og problemer med styring af højre arm og ben

hvorfor

hans gang foregik med aflastning ved hjælp af krykkestokke. (A) kunne ikke

skrive, og han kunne ikke klare tungere løft eller medvirke væsentligt ved

husholdningen. Speciallæge (D) anså (A)’s erhvervsevne for reduceret til

under

1/3.

Overlæge (C) udtalte i sin

erklæring af 16. juni 1998 at (A) led af en betydelig højresidig hemiparese

og

en svær højresidig ataksi. Overlæge (C) vurderede (A)’s tilstand som

varig og

anførte at (A) ikke på nogen måde kunne varetage et arbejde.

Erhvervsevnetabet

var væsentligt over 65%. Ifølge erklæringen var dette supplerende oplysninger

i

forhold til (D)’s erklæring.

Af Ankestyrelsens uddybende

begrundelse af 26. juli 1999 fremgår at Ankestyrelsen lagde afgørende vægt på

at det af speciallæge (D)’s erklæring fremgik at erhvervsevnen var

reduceret

til under 1/3. Ifølge Ankestyrelsen fulgte det ikke af erklæringen at

erhvervsevnen var ophævet. Ankestyrelsen var endvidere af den opfattelse at

overlæge (C)’s erklæring ikke beskrev en forværring af (A)’s

helbredstilstand i

forhold til (D)’s erklæring.

I det sociale nævns

udtalelse af 11. januar 2000 i anledning af (B)’s klage til mig anførte

nævnet

at (A) havde en betydelig erhvervsevnenedsættelse, men at han dog havde en

resterhvervsevne. Denne resterhvervsevne kunne ifølge nævnet eksempelvis

udnyttes ved undervisning/staldarbejde i en rideklub eller ved

vareudbringning.

Ankestyrelsen anførte i sin udtalelse at resterhvervsevnen kunne udnyttes ved

udbringning af lettere varer for en virksomhed.

Som det fremgår, er der

uoverensstemmelse mellem – i hvert fald – overlæge (C)’s og

Ankestyrelsens og

nævnets vurdering af (A)’s resterhvervsevne.

Jeg har ovenfor redegjort

for de begrænsninger jeg som ombudsmand har for at foretage en nærmere

selvstændig vurdering af de lægelige erklæringers bevismæssige betydning for

vurderingen af den nedsatte erhvervsevne. På baggrund af disse begrænsninger

kan jeg normalt ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af myndighedernes

vurderinger.

Under min gennemgang af

sagen har jeg derfor måttet begrænse min undersøgelse til at omfatte

spørgsmål

om afgørelsens begrundelse, oplysningsgrundlaget i sagen mv.

Begrundelse

Forvaltningsloven indeholder

bl.a. følgende bestemmelser:

’

§ 22.

En afgørelse skal,

når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre

afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning

til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,

afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal

begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Stk. 2.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som

er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3.

Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens

interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv

findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til

andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15.’

Hvis en afgørelse ikke giver

den eller de personer som afgørelsen vedrører, fuldt ud medhold, skal

afgørelsen ifølge forvaltningslovens § 22 ledsages af en begrundelse.

De nærmere krav til denne

begrundelse fremgår af forvaltningslovens § 24. Herefter skal en begrundelse

fremtræde som en forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det pågældende

indhold, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1999), s. 420ff.

Hvis afgørelsen bygger på et

administrativt skøn, skal begrundelsen således angive de hovedhensyn der har

været bestemmende for skønsudøvelsen. Om fornødent skal begrundelsen

indeholde

en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske

omstændigheder som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. En

begrundelse skal efter forvaltningslovens § 24 endvidere indeholde en

henvisning til de retsregler som afgørelsen er truffet efter.

Ifølge forvaltningslovens §

24, stk. 3, kan afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre

offentlige eller private interesser føre til at indholdet af begrundelsen kan

begrænses.

Det Sociale Nævn for Københavns Amts afgørelse af 31. juli 1998

Det Sociale Nævn for Københavns Amt traf den 31. juli 1998 følgende

afgørelse i (A)’s sag:

’Nævnet tilkender Dem

mellemste førtidspension efter bestemmelserne i lovens § 14, stk. 2, nr. 1,

idet Deres erhvervsevne anses for at være nedsat med omkring 2/3.

Den tilkendte ydelse

udbetales fra 3 måneder efter ansøgningsdatoen, det vil sige med virkning fra

den 1. januar 1998, jf. lovens § 33. De vil få nærmere besked om udbetalingen

fra Deres kommune, som er underrettet om nævnets afgørelse.’

Nævnets afgørelse var vedlagt et uddrag af lov om social pension.

Det sociale nævn tilkendte (A) mellemste, men ikke højeste

førtidspension. Dermed gav afgørelsen ikke (A) fuldt ud medhold, jf.

forvaltningslovens § 22.

Det fremgik i øvrigt af

sagens akter at (A) ikke var tilfreds med kommunens indstilling om

tilkendelse

af mellemste førtidspension hvilket han meddelte kommunen den 24. april 1998

–

forud for sagens oversendelse til

Det

Sociale Nævn for Københavns Amt

(tidligere Revaliderings- og

Pensionsnævnet for Københavns Amt

).

Det må lægges til grund at nævnet var bekendt med dette.

Det Sociale Nævn for Københavns Amts afgørelse af 31. juli 1998

opfyldte ikke begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24.

Det fremgik

således ikke af afgørelsen hvilke hensyn nævnet tillagde vægt, herunder

hvilken

vægt nævnet tillagde speciallæge (D)’s og overlæge (C)’s

erklæringer af

henholdsvis 23. januar 1998 og 16. juni 1998. Afgørelsen indeholdte heller

ingen redegørelse for de faktiske omstændigheder i sagen der blev tillagt

væsentlig betydning for afgørelsen. Nævnet havde herunder ikke nærmere

konkretiseret sin bedømmelse af (A)’s resterhvervsevne.

Jeg mener at

Det Sociale Nævn for Københavns Amts

mangelfulde

begrundelse er kritisabel, og dette har jeg gjort nævnet bekendt med.

Den Sociale Ankestyrelses behandling af (A)’s sag

Ved afgørelse af 13. oktober

1998 tiltrådte Den Sociale Ankestyrelse

Det

Sociale Nævn for Københavns Amts afgørelse af 31. juli 1998 med følgende

begrundelse:

’

Begrundelsen er, at

Ankestyrelsen skønner, at Deres erhvervsevne ikke er varigt nedsat til det

ubetydelige i ethvert erhverv. Dette er en betingelse for at få højeste

pension

efter lovens § 14, stk. 1.

Ankestyrelsen har lagt vægt

på de i sagen foreliggende lægelige oplysninger. Efter beskrivelsen vurderer

vi, at Deres lidelse ikke er af en sådan sværhedsgrad, at forudsætningen for

tilkendelse af højeste førtidspension er opfyldt.

Ankestyrelsen har herved

bl.a. lagt vægt på, at selv om der er følger efter operationen i form af

betydelig hemiparese og højresidig ataksi, er der ikke tale om så svære

følger,

at Deres erhvervsevne kan betragtes som ophævet.

’

I sin uddybende begrundelse

af 26. juli 1999 anførte Ankestyrelsen bl.a.:

’I denne anledning kan

Ankestyrelsen oplyse, at Ankestyrelsen ved sin afgørelse har været opmærksom

på

de konklusioner, der er anført i de to ovennævnte speciallægeerklæringer.

Når det i

speciallægeerklæring af 23. januar 1998 er anført, at erhvervsevnen er

reduceret til under 1/3 betyder det, at erhvervsevnen er nedsat med godt 66%.

Erhvervsevnen kan således ikke i følge erklæringen anses for ophævet.

For så vidt angår udtalelsen

fra speciallæge (C), så er der, hvis man sammenligner denne udtalelse med

speciallægeerklæringen af 23. januar 1998, ikke beskrevet nogen forværring af

Deres søns tilstand, selv om det anføres, at erhvervsevnetabet er væsentligt

over 65%, og at Deres søn ikke vil kunne varetage et arbejde.

Ankestyrelsen har ikke

kunnet følge overlæge (C)’s konklusion ud fra den beskrivelse af Deres

søns

helbredstilstand, der i øvrigt fremgår af sagen.

Det kan i denne forbindelse

oplyses, at Ankestyrelsen ved sin afgørelse ikke er forpligtet til at følge

de

konklusioner, der fremgår af de speciallægeerklæringer, der foreligger i

sagen.

Ankestyrelsen foretager og

er forpligtet til at foretage sin egen vurdering af det samlede lægelige

grundlag, der foreligger i en sag.

Det understreges i denne

forbindelse, at der ved sagens behandling i Ankestyrelsen medvirkede

rådgivende

speciallæge.’

Ankestyrelsen anførte i sin

udtalelse til mig af 16. februar 2000 bl.a. følgende:

’Følgerne af (A)’s operation

for svulsten på højre hørenerve er beskrevet i speciallægeerklæring af 23.

januar 1998. Operationen har medført tab af hørelsen på højre øre, højresidig

kraftnedsættelse, påvirkning af ansigtets følenerve samt lettere nedsat

funktion

af højre arm og højre ben.

Ankestyrelsen lagde ved sin

afgørelse vægt på, at (A) var i stand til at køre bil.

Ankestyrelsen har på

baggrund af oplysningerne om (A)’s helbredsmæssige forhold sammenholdt

med

oplysningerne om, at han fortsat kan køre bil, lagt til grund, at han har

mulighed for at udnytte sin resterhvervsevne ved et skånejob, f.eks. ved

udkørsel af lettere varer for en virksomhed.

Ankestyrelsen finder, at

(A)’s opholdskommune skal være ham behjælpelig med at skaffe et

skånejob.

Ankestyrelsen kan i øvrigt

oplyse, at det ikke er sædvanligt, at Ankestyrelsen i forbindelse med, at der

træffes afgørelse i en pensionssag, peger på konkrete arbejdsområder, hvor

pensionisten har mulighed for at udnytte sin resterhvervsevne.’

Som det fremgår af pensionslovens § 15, stk.

3, skal der ved bedømmelsen af i hvilket omfang erhvervsevnen er nedsat,

foretages en sammenligning mellem den indtægt som den pågældende skønnes at

kunne opnå ved et arbejde der svarer til den pågældendes kræfter og

færdigheder,

og som under hensyn til uddannelse og tidligere virksomhed kan forlanges af

den

pågældende, og den indtægt som personer med lignende uddannelse normalt opnår

i

samme egn. Der skal endvidere tages hensyn til alder, livsstilling, bopæl og

beskæftigelsesmuligheder og til sådanne andre omstændigheder der i det

enkelte

tilfælde findes at burde tillægges vægt.

På baggrund af denne

lovbestemmelse og af pkt. 57 i vejledningen om social pension må det

konkluderes at spørgsmålet om nedsættelse af erhvervsevnen og omfanget heraf

rummer både lægelige og sociale elementer.

I de to højesteretsdomme som

jeg har nævnt ovenfor, har Højesteret kort refereret de

speciallægeerklæringer

som myndighederne havde indhentet i sagerne, herunder gengivet

speciallægernes

vurdering af graden af de pågældende borgeres erhvervsevnenedsættelse. På

dette

grundlag traf Højesteret afgørelse om at tilsidesætte myndighedernes

vurdering

af bl.a. pensionsgraden.

Den Sociale Ankestyrelse

tilsidesatte i (A)’s sag overlæge (C)’s vurdering af

erhvervsevnenedsættelsen.

Hverken i afgørelsen af 13.

oktober 1998 eller i den uddybende begrundelse af 26. juli 1999 argumenterede

Ankestyrelsen nærmere for at Ankestyrelsen vurderede (A)’s erhvervsevne

som

større end overlægen gjorde.

I afgørelsen af 13. oktober

1998 konstaterede Ankestyrelsen blot at (A)’s lidelse ikke var af en

sådan

sværhedsgrad at forudsætningen for tilkendelse af højeste førtidspension var

opfyldt. I den uddybende begrundelse af 26. juli 1999 anførte Ankestyrelsen

at

styrelsen ikke kunne følge overlæge (C)’s konklusion ud fra den

beskrivelse af

(A)’s helbredstilstand der i øvrigt fremgik af sagen. Ankestyrelsen

henviste i

den forbindelse til at det af speciallæge (D)’s erklæring alene fremgik

at

erhvervsevnen var reduceret til under 1/3.

Jeg mener ikke at disse

begrundelser i tilstrækkelig grad argumenterer for årsagen til at

Ankestyrelsen

vurderede (A)’s erhvervsevne anderledes end overlæge (C) som løbende

havde

fulgt (A)’s helbredstilstand.

Ved min gennemgang af sagen

har jeg hæftet mig ved at kommunens lægekonsulent – hvis udtalelse er

den

eneste lægekonsulentudtalelse jeg har kendskab til indholdet af – i sit

notat

af 5. december 1997 bl.a. anførte:

’Efter operationen har

klienten været præget af udtalt balanceusikkerhed, koordinationsbesvær og

ansigtslammelse. ( ) Vi har modtaget en funktionsbeskrivelse fra Fysiurgisk

Hospital, dateret 5.11.97. Heraf fremgår det, at klienten er selvhjulpen, kan

gå inde uden stokke, har lejlighedsvist balancetab, kan klare trappe med

gelænder. Hans tale er præget af manglende motorisk styring. Den er såkaldt

dysartrisk. En neurologisk undersøgelse viser lette hukommelsesproblemer og

nedsat spændvidde og psykomotorisk tempo. Klienten er ordblind.’

Det fremgår af

Ankestyrelsens uddybende begrundelse af 26. juli 1999 at Ankestyrelsen lagde

afgørende vægt på at det af speciallæge (D)’s erklæring fremgik at

erhvervsevnen var reduceret til under 1/3. Ifølge Ankestyrelsen fulgte det

ikke

af denne speciallægeerklæring at erhvervsevnen var ophævet.

Ankestyrelsen indhentede

ikke yderligere speciallægeerklæringer til belysning af om (A)’s

erhvervsevne

var nedsat til det ubetydelige i ethvert erhverv, jf. § 14, stk. 1, i lov om

social pension. Under henvisning til ovennævnte udlægning af (D)’s

speciallægeerklæring tilsidesatte Ankestyrelsen imidlertid overlæge

(C)’s

udtalelse – som i øvrigt ikke blev indhentet af myndighederne –

hvorefter (A)

ikke kunne varetage et arbejde.

Ifølge den ovenfor citerede

udtalelse fra kommunens lægekonsulent var (A)’s tale dysartrisk, og han

var

præget af ansigtslammelse, koordinationsbesvær og balanceusikkerhed. Der var

endvidere konstateret hukommelsesproblemer, nedsat spændvidde og

psykomotorisk

tempo.

Vurderingen af om det

oplysningsgrundlag som foreligger i sagen, herunder de lægelige erklæringer,

er

så fyldestgørende at der kan træffes afgørelse i sagen på forsvarligt

grundlag,

hænger nøje sammen med bedømmelsen af sagens materielle indhold. Som jeg har

redegjort for ovenfor, er der væsentlige begrænsninger for mine muligheder

for

at foretage en nærmere selvstændig vurdering af det lægelige

oplysningsgrundlag

i sagen. Imidlertid forekommer det mig – ud fra min gennemgang af

indholdet af

de speciallægeerklæringer som foreligger i sagen, og Ankestyrelsens

begrundelse

for afgørelsen af 13. oktober 1998, herunder den uddybende begrundelse af 26.

juli 1999 – at de forhold som jeg har nævnt fra udtalelsen fra kommunens

lægekonsulent, ikke er blevet tilstrækkeligt belyst i forbindelse med

Ankestyrelsens behandling af (A)’s sag. Jeg henviser i den forbindelse

også til

Ankestyrelsens udtalelse til mig af 16. februar 2000 hvoraf det fremgår at

Ankestyrelsen lagde til grund at (A) kunne udnytte sin resterhvervsevne ved

et

skånejob som f.eks. kunne bestå i udkørsel af lettere varer for en

virksomhed.

På denne baggrund er det min

opfattelse at der ved Ankestyrelsens afgørelse i sagen var en betydelig

usikkerhed omkring (A)’s resterhvervsevne. Jeg mener derfor det ville

have

været rigtigst om Ankestyrelsen havde indhentet yderligere oplysninger til

belysning af resterhvervsevnen, herunder supplerende speciallægeerklæringer,

således at Ankestyrelsen kunne have inddraget disse oplysninger ved

behandlingen af (A)’s sag.

Da mine muligheder for at

bedømme det lægelige oplysningsgrundlag som nævnt er begrænset af min

manglende

lægefaglige ekspertise, har jeg ikke grundlag for at udtale kritik af Den

Sociale Ankestyrelse på dette punkt.

Jeg har imidlertid sendt

sagen til Ankestyrelsen idet jeg henstiller til Ankestyrelsen at tage

stilling

til om oplysningsgrundlaget skal suppleres således at der på dette grundlag

kan

træffes ny afgørelse i sagen.

(B) har i sit brev til mig

af 27. marts 2000 bl.a. kommenteret Ankestyrelsens udtalelse til mig af 16.

februar 2000, herunder Ankestyrelsens bedømmelse af (A)’s mulighed for

at

udnytte sin resterhvervsevne. (B) har endvidere indsendt (C)’s brev til

B af

23. marts 2000. Han har heri bl.a. anført at han ikke forstår Ankestyrelsens

afgørelse i sagen idet han ’ikke anser (A)’s tilstand for at være

så god, at

man på nogen måde kan forvente brugbar erhvervsevne. Dette går ikke alene på

synsforstyrrelser og den nedsatte funktion i højre arm og ben, men også i den

helt klare demens’.

Jeg har sendt en kopi af

(B)’s brev til mig af 27. marts 2000 og overlæge (C)’s brev til (B)

af 23.

marts 2000 til Den Sociale Ankestyrelse idet jeg har bedt Ankestyrelsen om at

inddrage det (B) og overlægen har anført i brevene, i forbindelse med

Ankestyrelsens stillingtagen til om oplysningsgrundlaget skal suppleres.

Som følge af højesteretsdommen

af 22. december 1999 har Den Sociale Ankestyrelse den 21. februar 2000

udsendt

en pressemeddelelse der beskriver mulighederne for at få en sag genoptaget

som

følge af den ændring af praksis som Højesterets dom har givet anledning til.

Jeg har anmodet Ankestyrelsen om at tage stilling til om den nævnte

praksisændring har betydning i forhold til (A)’s sag.

Jeg har bedt Den Sociale

Ankestyrelse om at underrette mig om hvad der videre sker i sagen.

Pensionsmyndighedernes bedømmelse af resterhvervsevnen

For så vidt angår

pensionsmyndighedernes eventuelle beskrivelse af resterhvervsevne, har jeg

gjort mig følgende overvejelser:

Jeg er opmærksom på at

pensionsmyndighederne ikke i hidtidig praksis i sine begrundelser for

afgørelser om pension har beskrevet hvori en efter pensionsmyndighedernes

opfattelse eventuel resterende erhvervsevne bestod. Denne praksis indebærer

imidlertid – efter min opfattelse – at det bliver vanskeligt at

forstå hvori

den resterende erhvervsevne består, og dermed at kunne forstå graden af den

tilkendte førtidspension.

Selv om der ved bedømmelse

af om en borger skal have tilkendt laveste, mellemste eller højeste

førtidspension indgår en vurdering af den pågældendes invaliditet, mener jeg

på

baggrund af bestemmelsens og vejledningens ordlyd at der tillige skal

redegøres

for den eventuelle resterhvervsevne der efter pensionsmyndighedernes

vurdering

består. Det kunne f.eks. være i form af en beskrivelse af de funktioner som

den

pågældende har i behold, og som kan anvendes erhvervsmæssigt, eller som en

vis

konkretisering af hvilken karakter af arbejde den pågældende ville kunne

bestride. En sådan redegørelse vil – som nævnt – efter min

opfattelse gøre

afgørelserne lettere at forstå, både for borgeren og for senere

prøvelsesinstanser.

Efter min opfattelse burde

Det Sociale Nævn for Københavns Amt og

Den

Sociale Ankestyrelse i deres begrundelser for afgørelserne af henholdsvis 31.

juli 1998 og 13. oktober 1998 have konkretiseret deres bedømmelse af

(A)’s

resterhvervsevne.

Jeg har gjort

Det Sociale Nævn for Københavns Amt og Den

Sociale Ankestyrelse bekendt med min opfattelse og

foretager mig

herefter ikke mere i sagen.”

Den Sociale Ankestyrelse

meddelte ved brev af 6. juli 2001 at Ankestyrelsen havde besluttet at

genoptage

sagen.

Lignende dokumenter