Førtidspension. Oplysningsgrundlaget. Mangelfuld argumentation for tilsidesættelse af speciallægeerklæring. Bedømmelse af resterhvervsevnen
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Førtidspension. Oplysningsgrundlaget. Mangelfuld
argumentation for tilsidesættelse af speciallægeerklæring. Bedømmelse af
resterhvervsevnen
Det fremgik af sagen at A
var amerikansk statsborger, men at han siden foråret 1960 havde boet i
Danmark.
A havde i mange år arbejdet i sin stedfars møbelforretning og overtog denne i
1991. Efter at have lukket møbelforretningen i 1995 havde A haft en kortvarig
ansættelse som gartnermedhjælper hvorefter han blev ansat i et
hjemmeservicefirma. A havde altid arbejdet på fuld tid.
I marts 1997 blev A
sygemeldt hvorefter han i maj 1997 blev opereret for en svulst i hjernen,
lokaliseret tæt ved højre øre. Under indlæggelsen var han i øvrigt ude for en
faldulykke hvorved han pådrog sig en læsion af ansigt og højre øje.
På denne baggrund ansøgte A
den 25. september 1997 om førtidspension. I et notat af 5. december 1997
skrev
K Kommunes lægekonsulent bl.a. følgende:
”Efter operationen har
klienten været præget af udtalt balanceusikkerhed, koordinationsbesvær og
ansigtslammelse. Han har været indlagt til genoptræning på Fysiurgisk
Hospital,
(X)-by, hvorfra han udskrives d.d. Vi har modtaget en funktionsbeskrivelse
fra
Fysiurgisk Hospital, dateret 5.11.97. Heraf fremgår det, at klienten er
selvhjulpen, kan gå inde uden stokke, har lejlighedsvist balancetab, kan
klare
trappe med gelænder. Hans tale er præget af manglende motorisk styring. Den
er
såkaldt dysartrisk. En neurologisk undersøgelse viser lette
Læs alt
hukommelsesproblemer og nedsat spændvidde og psykomotorisk tempo. Klienten er
ordblind.
Samlet vurderes klientens
erhvervsevne snært kompromitteret, og han vurderes berettiget til
førtidspension. Med henblik på dette, bør vi rekvirere en
speciallægeundersøgelse ved speciallæge (C) på Neurocentret, Rigshospitalet.
Det er (C), der har fulgt klienten i forløbet, og er tilsyneladende den
ansvarlige læge. Pensionssagen bør startes.”
I forbindelse med
behandlingen af ansøgningen indhentede K Kommune en erklæring fra speciallæge
i
neurokirurgi, D. Speciallægen anførte i erklæringen af 23. januar 1998
følgende
:
”
Aktuelle status
Ekspl. har ingen væsentlige
smerter. Får dog felden på grund af hø.sidige skuldersmerter. Problemer med
styring af såvel højre arm som ben og bruger derfor stok. Er ikke i stand til
at skrive. Har tågesyn for højre øje samt ophævet hørelse på højre øre. Er
ikke
i stand til at klare tungere løft eller medvirke væsentligt til
husholdningen.
Objektivt
Alderssvarende udseende. Er
lettere kronisk medtaget. Pæne farver.
Somatisk undersøgelse
Cavum oris, fauces;
naturlige slimhinder, ingen belægninger.
Collum: ingen struma, adenit
eller halsvenestase.
St.p. etc.: intet abnormt.
Abdomen: stort, blødt,
adipøst.
Cranium externa: man
palperer ekspl.s drænagesystem fra hjernen til bughulen i højre side, og der
kan ses en cikatrice omkring højre øre, som er upåfaldende.
Kranienerver: 1 – ej
undersøgt. 2 – angiver normalt synsfelt for finger på venstre øje, på
højre øje
lettere tågesyn. 3-4-6 – på venstre side findes normal motorik af øjet,
på
højre side findes tendens til udaddeviation af højre øje; men ikke egentlig
parese af synsnerven. 5 – normale føleforhold i ansigtets venstre
halvdel. På
højre side findes en ganske diskret påvirkning af følesansen. 7 – på
venstre
side findes normale forhold, på højre side findes en påvirkning grad 2-3. Der
er foretaget en tarsorafi (sammensyning af øjenlågets laterale kant for at
beskytte hornhinden). 8 – ophævet hørelse på højre side, på venstre side
normal
hørelse. 9-10 – ingen hæshed eller dysartri. 11 – god kraft ved
skulderløft på
venstre side, på højre side let nedsat. 12 – ingen tungedeviation.
Columna
cervicalis: normale forhold.
Ekstremiteter: let hø.sidig
hemiparese med let ataksi. Der er koordinationsforstyrrelser med
dysdiadokokinese på højre arm og noget usikkert knæ-hæl-forsøg med højre ben.
Gangen foregår med aflastning ved hjælp af krykstokke.
Røntgenfilm
ekspl. er i forbindelse med
indlæggelse på neurokirurgisk afd., Rigshospitalet, skannet før og efter
operationen. Der findes her en stor, multicystisk tumor forenelig med et
acusticusneurinom og en shunt in situ samt en kavitet efter tidligere tumor.
Diagnoser
Neurinoma Schwannoma, acusticus dxt., seqv.
KONKLUSION
41-årig mand, debuterer i
foråret 1997 med hø.sidig kraftnedsættelse, hø.sidigt høretab samt svimmelhed
og hovedpine og får konstateret en knude på hørenerver i højre side. Ved
undersøgelsen i dag fremstår ekspl. med påvirkning fra denne tumor i form af
hø.sidig kraftnedsættelse, formentlig fra hjernestammepåvirkning samt ophævet
hørelse og påvirkning af ansigtets følenerve samt motorisk styring af højre
øje.
Ekspl.’s arbejdsevne må
betragtes som reduceret til under 1/3, og tilstanden er stationær.”
På baggrund af bl.a. D’s
erklæring skrev kommunens lægekonsulent følgende i et notat af 12. marts
1998:
”
Ansøgers tilstand er nu
præget af en højresidig hemiparese med let ataksi. Der er
koordinationsforstyrrelser
med dysdiadokokinese på højre arm og noget usikkert knæ-hæl-forsøg med højre
ben. Gang foregår med aflastning ved hjælp af krykkestokke. Talen er
dysartrisk
og præget af facialisparesen. En neuropsykologisk undersøgelse viser lettere
hukommelsesproblemer,
nedsat spændvidde og psykomotorisk tempo. Dertil kommer, at ansøger er
ordblind.
Ansøger er i stand til at gå
100 meter, og kan ikke deltage i den daglige husholdning, men er selvhjulpen,
hvad angår personlig hygiejne.
Ansøgers erhvervsevne
vurderes varigt reduceret i ethvert erhverv til under 1/3.
Diagnoser:
Neurinoma Schwannoma,
acusticus dxt. seq. / følger efter en svulst lokaliseret til højre side af
hjernen, udgående fra hørenerven.
”
A blev ved K Kommunes
indstilling af 23. april 1998 anset for at være berettiget til mellemste
førtidspension med udbetaling fra 1. januar 1998. Det fremgår af kommunens
indstilling at vurderingsgrundlaget var fuldt selverhverv, og at kommunen
ikke
anså revalidering for at være realistisk.
Kommunens indstilling blev
herefter sendt til Revaliderings- og Pensionsnævnet for Københavns Amt
(senere
Det Sociale Nævn for Københavns Amt) med henblik
på nævnets afgørelse i sagen.
Det fremgår af sagens akter at A klagede
over kommunens indstilling idet han anså sig for at være berettiget til
højeste
førtidspension. Samtidig anførte A at han havde ansøgt om pension den 25.
september 1997 – ikke den 1. januar 1998.
Overlæge C, Rigshospitalets
Neurocenter, fremkom den 16. juni 1998 med følgende supplerende oplysninger:
”
Tilstanden er nu stationær
og må skønnes som varig. Der er tale om en betydelig højresidig hemiparese og
svær højresidig ataksi. Begge dele skyldes substandstab i cerebellum samt
følger efter påvirkning af hjernestammen i forbindelse med den store tumor på
hørenerven, som blev fjernet for 1 år siden.
Pt. vil ikke på nogen måde
kunne varetage et arbejde. Erhvervsevnetabet er væsentligt over 65%.
Pt. har været til køreprøve
med henblik på at køre bil, har klaret dette. Har dog et udtalt gangbesvær på
grund af paresen og ataksien. Det vil derfor være rimeligt, om pt. hjælpes
med
invalideskilt til bilen.”
Ved Det Sociale Nævn for Københavns Amts
afgørelse af 31. juli 1998 blev A tilkendt mellemste førtidspension. Nævnet
anførte i afgørelsen følgende:
”
Nævnet tilkender Dem
mellemste førtidspension efter bestemmelserne i lovens § 14, stk. 2, nr. 1,
idet Deres erhvervsevne anses for at være nedsat med omkring 2/3.
Den tilkendte ydelse
udbetales fra 3 måneder efter ansøgningsdatoen, det vil sige med virkning fra
den 1. januar 1998, jf. lovens § 33. De vil få nærmere besked om udbetalingen
fra Deres kommune, som er underrettet om nævnets afgørelse.
”
Ved brev af 6. august 1998
klagede B på vegne af A over nævnets afgørelse. I klagen henviste B til at
A’s
erhvervsevne ifølge lægernes udtalelser og dokumentationer var ”lig med
0”
hvorfor B bad om at han måtte modtage højeste førtidspension. Nævnet
fastholdt
sin afgørelse hvorefter sagen blev behandlet af Den Sociale Ankestyrelse.
Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse idet Ankestyrelsen i afgørelsen af
13. oktober 1998 anførte bl.a. følgende begrundelse:
”Begrundelsen er, at
Ankestyrelsen skønner, at Deres erhvervsevne ikke er varigt nedsat til det
ubetydelige i ethvert erhverv. Dette er en betingelse for at få højeste
pension
efter lovens § 14, stk. 1.
Ankestyrelsen har lagt vægt
på de i sagen foreliggende lægelige oplysninger. Efter beskrivelsen vurderer
vi, at Deres lidelse ikke er af en sådan sværhedsgrad, at forudsætningen for
tilkendelse af førtidspension er opfyldt.
Ankestyrelsen har herved
bl.a. lagt vægt på, at selv om der er følger efter operationen i form af
betydelig hemiparese og højresidig ataksi, er der ikke tale om så svære
følger,
at Deres erhvervsevne kan betragtes som ophævet.”
I B’s brev til mig af 22.
marts 1999 klagede B på vegne af A over afslaget på højeste førtidspension. B
anførte i brevet bl.a. følgende:
”Min søn og jeg står
uforstående over for denne begrundelse, der efter vores opfattelse ikke kan
anses som en fyldestgørende begrundelse, idet den ikke siger noget om,
hvordan
man når frem til den anførte opfattelse, men nærmest blot fastslår som en
kendsgerning, at der ’ikke er tale om så svære følger’.
Specielt når afgørelsen går stik imod
konklusionerne fra Rigshospitalet – der i modsætning til Ankestyrelsen
har det
personlige kendskab til patienten – mener min søn og jeg, at det af
begrundelsen klart må fremgå, hvad der mere konkret får Ankestyrelsen til at
anlægge en anden betragtning.”
Jeg sendte den 3. maj 1999
B’s henvendelse videre til Den Sociale Ankestyrelse som en anmodning fra
B om
at modtage en uddybende begrundelse, herunder en redegørelse for
Ankestyrelsens
vurdering af A’s resterhvervsevne.
Ankestyrelsen fastholdt sin
afgørelse i sit brev til B af 26. juli 1999. Ankestyrelsen anførte i den
uddybende begrundelse bl.a. følgende:
”I denne anledning kan
Ankestyrelsen oplyse, at Ankestyrelsen ved sin afgørelse har været opmærksom
på
de konklusioner, der er anført i de to ovennævnte speciallægeerklæringer.
Når det i
speciallægeerklæring af 23. januar 1998 er anført, at erhvervsevnen er
reduceret til under 1/3 betyder det, at erhvervsevnen er nedsat med godt 66%.
Erhvervsevnen kan således ikke i følge erklæringen anses for ophævet.
For så vidt angår udtalelsen
fra speciallæge (C), så er der, hvis man sammenligner denne udtalelse med
speciallægeerklæringen af 23. januar 1998, ikke beskrevet nogen forværring af
Deres søns tilstand, selv om det anføres, at erhvervsevnetabet er væsentligt
over 65%, og at Deres søn ikke vil kunne varetage et arbejde.
Ankestyrelsen har ikke
kunnet følge overlæge (C)’s konklusion ud fra den beskrivelse af Deres
søns
helbredstilstand, der i øvrigt fremgår af sagen.
Det kan i denne forbindelse
oplyses, at Ankestyrelsen ved sin afgørelse ikke er forpligtet til at følge
de
konklusioner, der fremgår af de speciallægeerklæringer, der foreligger i
sagen.
Ankestyrelsen foretager og
er forpligtet til at foretage sin egen vurdering af det samlede lægelige
grundlag, der foreligger i en sag.
Det understreges i denne
forbindelse, at der ved sagens behandling i Ankestyrelsen medvirkede
rådgivende
speciallæge.”
I B’s brev til mig af 12.
september 1999 klagede B på ny over afgørelserne i A’s sag. B anførte i
sin
klage bl.a. følgende:
”Jeg er – og har hele tiden
været – klar over, at de sociale myndigheder ved pensionsfastsættelsen
ikke er
forpligtet til at følge de lægelige konklusioner som sådan, men træffer deres
egen afgørelse ud fra en vurdering af de foreliggende oplysninger.
Netop derfor er det imidlertid
afgørende, at grundlaget for afgørelsen er så fuldstændigt og så utvivlsomt
som
muligt til sikring af en korrekt afgørelse.
Jeg finder, at afgørelsen i
denne sag er truffet på et for ufuldstændigt grundlag, og jeg skal her
nærmere
redegøre for mine synspunkter.
Der foreligger i sagen
lægeerklæring af 23/1-98 fra speciallæge (D), hvori anføres, at erhvervsevnen
må betragtes som reduceret til under 1/3.
Ankestyrelsen anfører herom
i sit uddybende svar:
’Når det i
speciallægeerklæring af 23. januar 1998 er anført, at erhvervsevnen er
reduceret til under 1/3 betyder det, at erhvervsevnen er nedsat med godt 66%.
Erhvervsevnen kan således ikke i følge erklæringen anses for ophævet.’
Pensionsafgørelsen er da
også begrundet med ikke ophævet erhvervsevne (’ikke tale om så svære
følger, at
Deres erhvervsevne kan betragtes som ophævet’).
Men der står ikke noget i
lovbestemmelsen (lov om social pension § 14, stk. 1) om, at erhvervsevnen
skal
være ophævet, for at man er berettiget til højeste pension. Der står, at
erhvervsevnen
skal være ’ubetydelig’, hvilket efter min opfattelse har et andet
indhold end
’ophævet’.
En eventuel (opstrammet)
praksis, hvorefter man i realiteten kun tilkender højeste pension ved helt
ophævet erhvervsevne er efter min opfattelse klart lovstridig.
Ankestyrelsen siger som
nævnt endvidere, at lægeerklæringen skal forstås på den måde, at
erhvervsevnen
er nedsat med godt 66%.
Det eneste jeg finder med
sikkerhed at kunne lægge i den omhandlede passus i erklæringen
’reduceret til
under 1/3’ er, at ’1/3-grænsen’ er passeret, men ikke med hvor
meget, hvilket
imidlertid vil være helt afgørende i forhold til ’ubetydelig’.
Dette sammenholder jeg med
lægeerklæringen af 16/6-98 fra overlæge (C), hvori anføres ’Pt. Vil ikke
på
nogen måde kunne varetage et arbejde. Erhvervsevnetabet er betydeligt over
65%.’
Jeg finder, at der her klart
er tale om en situation, hvor der er en sådan berettiget tvivl om, hvorvidt
resterhvervsevnen er mere end ’ubetydelig’, at der – i stedet
for at være
truffet afgørelse på dette grundlag burde være foretaget yderligere
undersøgelser og indhentet udtalelser, der mere specifikt fastslår, i hvilket
omfang, der må anses at være en eventuel resterhvervsevne.
I stedet ’vurderer’ man, at
betingelserne for højeste pension ikke er til stede, idet man samtidig reelt
ikke tillægger overlæge (C)’s erklæring nogen vægt.
Jeg gør for en ordens skyld
opmærksom på, at det er overlæge (C), der har opereret min søn, og altså må
formodes at have et indgående kendskab til omstændighederne.
Herudover bemærker jeg, at
min søn har nogle følgevirkninger, hvoraf nogle meget væsentlige ikke synes
at
indgå i bedømmelsesgrundlaget – følgevirkninger, som ikke er blevet
bedre
tværtimod.
Således medfører min søns
tilstand en så udtalt træthed, at han er nødt til at sove 14-16 timer i
døgnet
for overhovedet at kunne klare sig igennem.
Han er lam i højre side af
ansigtet og af tungen med forvredet mund til følge. Er følelsesløs i højre
side
(skærer sig ved barbering). Korttidshukommelsen er påvirket. Har svært ved at
tale og gøre sig forståelig og kan ikke føre en samtale til ende.
Han kan, som det fremgår af
sagen, ej heller skrive.
Ikke mindst har min søn
ændret psyke. Han er blevet ’overfølsom’ og har let til gråd.
En væsentlig del af disse
forhold synes slet ikke at indgå i bedømmelsesgrundlaget.”
B anførte endelig i klagen
at kommunen havde meddelt at kommunen under henvisning til A’s tilstand
ikke
kunne bistå med at finde et skånejob hvori han kunne udnytte den af
myndighederne påståede resterhvervsevne.
På baggrund af B’s klage bad
jeg den 25. oktober 1999 Den Sociale Ankestyrelse om en udtalelse i sagen
idet
jeg anmodede Ankestyrelsen om forinden at indhente en udtalelse fra Det
Sociale
Nævn for Københavns Amt. I mit brev til Ankestyrelsen henviste jeg til § 14,
stk. 1 og 2, og § 15, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, i lov om social pension og
til vejledning af 1. juli 1998 om social pension, pkt. 51 og 57, og anførte:
”
Som det fremgår af
lovbestemmelsen og vejledningen skal der – på baggrund af den
pågældendes
helbredsmæssige og sociale oplysninger – ved bedømmelsen af
erhvervsevnen
foretages en sammenligning med en for ansøgeren skønnet mulig arbejdsindtægt
og
den normale indtægt for en person med lignende uddannelse og baggrund.
Sammenligningen forudsætter efter min opfattelse en vurdering af hvilket
arbejde den pågældende vil kunne påtage sig, dvs. en vurdering af den
pågældendes resterhvervsevne.
Samtidig fremgår det at der
ved bedømmelsen skal tages hensyn til den pågældendes
beskæftigelsesmuligheder.
Jeg går ud fra at
myndighederne ved deres bedømmelse af (A)’s erhvervsevne har foretaget
en
vurdering af om han ville påtage sig et arbejde og i givet fald en vis
konkretisering af hvilken karakter dette arbejde skulle have for at han med
sine helbredsmæssige begrænsninger ville være i stand til at bestride det.
Endvidere går jeg ud fra at myndighederne i den forbindelse tillige har
vurderet hans beskæftigelsesmuligheder.
På den baggrund beder jeg om
at Ankestyrelsen og det sociale nævn redegør for deres vurdering heraf.
”
Den 17. februar 2000 modtog
jeg udtalelserne fra det sociale nævn og Ankestyrelsen. Det Sociale Nævn for
Københavns Amt anførte i sin udtalelse af 11. januar 2000:
”
I den konkrete sag har
nævnet således vurderet, at (A) har en betydelig erhvervsevnenedsættelse, men
at han dog har en resterhvervsevne.
Det fremgår af de ved
afgørelsen foreliggende lægelige akter, at (A) i maj 1997 blev opereret for
en
svulst på den højre hørenerve, en operation, som blev anset for radikal. Han
mistede herved hørelsen på højre øre.
Ved undersøgelse hos
speciallæge i neurologi i januar 1998 fremstod (A) med tendens til
udaddeviation af højre øje samt delvis lammelse og diskret påvirket føleevne
i
højre side af ansigtet. Hertil lettere nedsat funktion af højre arm og ben
med
lettere styringsbesvær.
Der var ikke beskrevet
erhvervsbegrænsende lidelser herudover.
Disse oplysninger om (A)’s
helbredsforhold er sammenholdt med, at han ved afgørelsen var 42 år gammel,
havde erhvervserfaring gennem en 20 år lang ansættelse i familievirksomhed
(møbelfirma) samt – da firmaet i 1995 lukkede p.g.a. svigtende omsætning
–
erhvervserfaring som gartnermedhjælper og som servicemedarbejder i
hjemmeservicefirma.
Endvidere forelå oplyst, at
(A) havde stor erfaring som konkurrencerytter og således meget viden om
pasning
af heste.
Endelig forelå oplyst, at
(A) i februar 1998 havde været til test hos motorsagkyndig og generhvervet
kørekort, idet hans lidelse/funktionsniveau af den motorsagkyndige blev
vurderet som ikke hindrende for, at han kunne føre bil.
Nævnet fandt således ved at
tilkende mellemste førtidspension den 31. juli 1998, at oplysningerne om
helbredsforholdene, sammenholdt med de sociale oplysninger, måtte føre til
den
vurdering, at (A) besad en resterhvervsevne.
Denne ville eksempelvis
kunne udnyttes ved arbejde som chauffør for en virksomhed, som i begrænset
omfang ønsker udbragt varer.
Resterhvervsevnen vil under
hensyn til (A)’s forudsætninger ligeledes kunne udnyttes ved
undervisning/staldarbejde i en rideklub.
Nævnet finder, at
bopælskommunen skal være behjælpelig med jobplacering, såfremt (A) ønsker at
supplere sin mellemste førtidspension ved at udnytte sin resterhvervsevne.
For så vidt angår det
generelle spørgsmål, der kan rejses vedrørende vurdering af
resterhvervsevnen,
kan oplyses, at det ikke i almindelighed har været nævnets praksis at
forholde
sig til konkrete arbejdsområder, ved hvilke pensionisten kan udnytte sin
resterhvervsevne.
”
Den Sociale Ankestyrelse
anførte i udtalelsen af 16. februar 2000 bl.a.:
”Følgerne af (A)’s operation
for svulsten på højre hørenerve er beskrevet i speciallægeerklæring af 23.
januar 1998. Operationen har medført tab af hørelsen på højre øre, højresidig
kraftnedsættelse, påvirkning af ansigtets følenerve samt lettere nedsat
funktion
af højre arm og højre ben.
Ankestyrelsen lagde ved sin
afgørelse vægt på, at (A) var i stand til at køre bil.
Ankestyrelsen har på
baggrund af oplysningerne om (A)’s helbredsmæssige forhold sammenholdt
med
oplysningerne om, at han fortsat kan køre bil, lagt til grund, at han har
mulighed for at udnytte sin resterhvervsevne ved et skånejob, f.eks. ved
udkørsel af lettere varer for en virksomhed.
Ankestyrelsen finder, at
(A)’s opholdskommune skal være ham behjælpelig med at skaffe et
skånejob.
Ankestyrelsen kan i øvrigt
oplyse, at det ikke er sædvanligt, at Ankestyrelsen i forbindelse med, at der
træffes afgørelse i en pensionssag, peger på konkrete arbejdsområder, hvor
pensionisten har mulighed for at udnytte sin resterhvervsevne.”
Med mit brev af 15. marts 2000 sendte jeg
udtalelserne til B. I B’s brev til mig af 27. marts 2000 kommenterede B
nævnets
og Ankestyrelsernes udtalelser.
Det var således fortsat B’s
opfattelse at A reelt ikke havde en resterende erhvervsevne. B henviste
herved
bl.a. til at A var stærkt gangbesværet, havde vanskeligt ved at tale og gøre
sig forståelig, og at han ikke kunne klare et tungt, fysisk arbejde. B
afviste
på dette grundlag at A var i stand til at varetage et af de job –
vareudbringning eller undervisning/staldarbejde i en rideklub – som
nævnet og
Ankestyrelsen havde peget på som en mulighed for at udnytte
resterhvervsevnen.
Endelig henviste B til at K Kommunes socialforvaltning forgæves havde forsøgt
at finde et skånejob til A, og at kommunen herefter havde tilkendegivet at
”han
efter forvaltningens opfattelse ikke var i stand til at bestride noget
job”.
B indsendte også en kopi af
overlæge C’s brev til B af 23. marts 2000. Overlægen, hvis udtalelse af
16.
juni 1998 er citeret ovenfor, havde i brevet til B bl.a. anført at han ikke
forstod Ankestyrelsens afgørelse i sagen idet han ”ikke anså (A)’s
tilstand for
at være så god, at man på nogen måde kunne forvente brugbar erhvervsevne.
Dette
gik ikke alene på synsforstyrrelser og den nedsatte funktion i højre arm og
ben, men også i den helt klare demens”.
Ombudsmandens udtalelse
”Retsgrundlaget
Grundlaget for myndighedernes afgørelser i sagen er lov om social pension,
jf. lovbekendtgørelse nr. 22 af 14. januar 1998 med senere ændringer.
Følgende bestemmelser i loven har betydning for sagen:
’
§ 14.
Højeste førtidspension kan tilkendes personer i alderen fra 18 til 60 år, der
i ethvert erhverv må anses for kun at have ubetydelig erhvervsevne i behold.
Stk. 2.
Mellemste førtidspension kan tilkendes
personer i alderen fra 18 til 60 år, hvis erhvervsevne er nedsat med omkring
2/3, og
personer i alderen fra 60 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat i det
omfang, der er nævnt i stk. 1.
Stk. 3.
Forhøjet almindelig førtidspension eller almindelig førtidspension kan
tilkendes
personer i alderen fra 18 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat på grund af
helbredsmæssige forhold med mindst halvdelen,
personer i alderen fra 18 til 67 år, hvis erhvervsevne
er nedsat med mindst halvdelen, uden at nedsættelsen alene skyldes
helbredsmæssige
forhold, og
personer i alderen fra 50 til 67 år, når sociale og
helbredsmæssige forhold taler for det.
§ 15.
Tilkendelse af
pension efter § 14, stk. 1-2 og stk. 3, nr. 1 og 2, er betinget af, at
erhvervsevnen varigt er nedsat på grund af fysisk eller psykisk invaliditet.
Med henblik på pension efter § 14, stk. 3, nr. 2, skal der dog også lægges
afgørende vægt på andre omstændigheder, der klart viser, at erhvervsevnen hos
en ansøger, som ikke har andre forsørgelsesmuligheder, er varigt nedsat. Der
kan
i helt ekstraordinære tilfælde tilkendes pension efter § 14, stk. 3, nr. 2,
uden at nedsættelsen af erhvervsevnen skyldes helbredsmæssige forhold.
Stk. 2.
Tilkendelse af førtidspension efter § 14 forudsætter, at
alle aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige samt andre
foranstaltninger, der kan forbedre erhvervsevnen, har været afprøvet, og at
erhvervsevnen ikke varigt kan forbedres.
Stk. 3.
Ved bedømmelsen af, i hvilket omfang erhvervsevnen er
nedsat, skal der foretages en sammenligning mellem den indtægt, som den
pågældende skønnes at kunne opnå ved et arbejde, der svarer til pågældendes
kræfter og færdigheder, og som under hensyn til uddannelse og tidligere
virksomhed kan forlanges af den pågældende, og den indtægt, som personer med
lignende uddannelse normalt opnår i samme egn. Der skal endvidere tages
hensyn
til alder, livsstilling, bopæl og beskæftigelsesmuligheder og til sådanne
andre
omstændigheder, der i det enkelte tilfælde findes at burde tillægges
vægt.’
Af vejledning af 10. marts
1998 om social pension fremgår bl.a. følgende:
’
50.
Nedsættelsen af
erhvervsevnen skal ses i relation til ethvert erhverv. Det er ikke
tilstrækkeligt, at erhvervsevnen er ophævet eller ubetydelig i pågældendes
hidtidige arbejde. Invaliditeten skal være af en sådan sværhedsgrad, at den
forhindrer pågældende i at påtage sig arbejde af nogen betydning. Enhver
relevant aktiverings- og revalideringsmulighed m.v. skal være forsøgt.
Betingelsen er opfyldt, når
der er konstateret en alvorlig kronisk, fysisk eller psykisk lidelse, som
medfører en svær svækkelsestilstand, eller der er konstateret alvorlige
blivende følger efter en overstået sygdom.
Ved bedømmelsen af, om der
er mere end en ubetydelig erhvervsevne, kan der tages hensyn til indtægtens
størrelse. En varig indtægt ved personligt arbejde kan normalt ikke betragtes
som ubetydelig, hvis den har en sådan størrelse, at den svarer til
erhvervsudygtighedsbeløbet for en enlig. En indtægt af en sådan størrelse kan
derfor ikke umiddelbart forenes med tilkendelse af højeste førtidspension.
I tilfælde, hvor anvendelsen
af en eventuel resterhvervsevne ikke giver en indtægt, der kan opgøres, må
der
foretages et skøn. Det gælder fx den hjemmearbejdendes indsats i hjemmet. I
de
fleste tilfælde har ansøgeren på afgørelsestidspunktet ikke nogen
arbejdsindtægt overhovedet. Det betyder, at der skal skønnes over ansøgerens
tilbageværende evne til at udføre indtægtsgivende arbejde.
56. Pension kan tilkendes, hvis personens erhvervsevne er nedsat på
grund af en varig fysisk eller psykisk invaliditet, se lovens § 15. Det er en
betingelse, at lidelsen i sig selv bevirker en betydelig og varig nedsættelse
af personens funktionsevne på arbejdsmarkedet og dermed af evnen til at
forsørge sig selv ved arbejde.
Det er kommunen, der efter
en konkret vurdering beslutter, hvilke oplysninger, der er nødvendige til
belysningen af pågældende helbredsforhold. Det er endvidere kommunen, der
selvstændigt vurdere de helbredsmæssige oplysninger i relation til
førtidspensionssagen.
Kommunens bedømmelse
forudsætter, at pågældendes helbredsforhold er grundigt undersøgt og
velbeskrevet – typisk af en læge eller andre fagfolk. Bedømmelsen
forudsætter
desuden et indgående kendskab til lidelsens indvirkning på den
erhvervsmæssige
funktionsevne. Bedømmelsen må tage udgangspunkt i erfaringer om, hvilke
helbredsmæssige begrænsninger og lidelser der almindeligvis medfører, at folk
må opgive erhvervsarbejde helt eller delvis.
At lidelsen skal være varig
betyder, at der ikke er udsigt til, at den bedres væsentligt hverken af sig
selv eller ved behandling.
I de fleste tilfælde indgår
den helbredsmæssige vurdering som et led i kommunens samlede skøn over
erhvervsevnens nedsættelse. Pågældendes sociale og erhvervsmæssige forhold
sammen med den helbredsmæssige vurdering er således med til at bestemme, om
der
skal tilkendes højeste, mellemste eller (forhøjet) almindelig førtidspension
på
grund af helbredsmæssige forhold.
En helbredsvurdering alene
kan dog være tilstrækkeligt grundlag for bedømmelse af erhvervsevnens
nedsættelse. Det er som regel kun tilfældet, når der kun er ubetydelig
erhvervsevne i behold, altså i de tilfælde hvor der kan tilkendes højeste
førtidspension.
Manglende sproglige
færdigheder (fx analfabetisme eller manglende danskkundskaber) kan alene
medføre social/erhvervsmæssig invaliditet, og kan ikke tillægges betydning
ved
graduering af helbredsbetinget førtidspension.
57. Pensionskriteriet nedsættelse af erhvervsevnen rummer både
lægelige og sociale momenter. De samme helbredsmæssige forhold kan have helt
forskellige erhvervsmæssige følger for den enkelte ansøger. På baggrund af de
helbredsmæssige og sociale oplysninger skal det bedømmes, hvad pågældende er
i
stand til at tjene, når invaliditeten tages i betragtning. Alle de
muligheder,
som det med rimelighed kan forlanges, at pågældende udnytter, skal indgå i
bedømmelsen. Der skal tages hensyn til pågældendes uddannelse, tidligere
virksomhed, alder, livsstilling, bopæl og beskæftigelsesmuligheder samt til
andre forhold, der kan antages at være af betydning, se lovens § 15, stk. 3.
Indtægten sammenlignes med
en normal arbejdsindtægt for en person med lignende uddannelse og baggrund.
Med udgangspunkt i
sammenligningen træffes der afgørelse om, hvorvidt erhvervsevnen er nedsat i
et
omfang, der giver ret til pension og i bekræftende fald hvilken type. Det
samlede skøn udøves på grundlag af relevante oplysninger fra den sociale,
erhvervsmæssige og sundhedsmæssige sagkundskab.’
Som det fremgår af
ovennævnte lovbestemmelser og til dels af vejledningen, kan højeste
førtidspension tilkendes personer i alderen fra 18 til 60 år hvis
erhvervsevne
er nedsat til det ubetydelige. Bedømmelsen af erhvervsevnen skal ske på
baggrund af den pågældendes helbredsmæssige og sociale oplysninger, og der
skal
foretages en sammenligning med en for ansøgeren skønnet mulig arbejdsindtægt
og
den normale indtægt for en person med lignende uddannelse og baggrund.
Højesterets domme af 22. december 1999 og 12. januar 2001
Højesteret afsagde den 22.
december 1999 en dom hvorefter en førtidspensionist var berettiget til
mellemste førtidspension fra hendes første ansøgning om pension blev indgivet
ca. 11 år før. Myndighederne havde tilkendt kvinden forhøjet almindelig
førtidspension. Højesteret afsagde den 12. januar 2001 en dom i en i det
væsentlige tilsvarende sag hvorved Højesteret – under henvisning til
bl.a.
dommen af 22. december 1999 – på ny tilsidesatte myndighedernes
vurdering af
resterhvervsevnen.
Som beskrevet nedenfor vil
jeg ikke på samme måde kunne foretage en konkret bevisbedømmelse i (A)’s
sag
med henblik på en vurdering af hans erhvervsevnenedsættelse.
Højesteret har i sin dom af
22. december 1999 skrevet følgende:
’
I lov om social pension §
15, jf. § 14, angives de retlige betingelser for at få tilkendt
førtidspension.
Det er efter § 15, stk. 1, 1. pkt., en betingelse for tilkendelse af pension,
at erhvervsevnen er varigt nedsat på grund af fysisk eller psykisk
invaliditet.
Efter lovens § 15, stk. 1, 4. pkt. (nu stk. 2), kan pension ikke tilkendes,
hvis der foreligger mulighed for at iværksætte foranstaltninger, der kan
antages mere varigt at forbedre erhvervsevnen. § 15, stk. 2 (nu stk. 3),
indeholder nærmere regler om bedømmelse af nedsættelse af erhvervsevnen.
Domstolenes prøvelse af
afgørelser om tilkendelse af førtidspension omfatter de administrative
myndigheders bedømmelse af, om de nævnte betingelser er opfyldt, selv om
denne
bedømmelse til dels beror på bevisvurderinger af skønsmæssig karakter. Det må
imidlertid ved prøvelsen tages i betragtning, at revaliderings- og
pensionsnævnene, nu de sociale nævn, og Den Sociale Ankestyrelse gennem
behandlingen af et stort antal sager har en særlig erfaring i disse
bevisvurderinger og bistås af fast tilknyttede lægekonsulenter. Der må derfor
foreligge et sikkert grundlag, for at domstolene kan tilsidesætte en
administrativ afgørelse om førtidspension. Domstolene vil i så fald i
almindelighed have fornødent grundlag for at træffe afgørelse i sagen, og der
vil således normalt ikke være anledning til at hjemvise sagen til fornyet
behandling ved de administrative myndigheder.
Den Sociale Ankestyrelse
anerkendte med afgørelsen af 9. november 1994, at (A)’s lidelse
berettigede
hende til en helbredsbetinget førtidspension. Spørgsmålet er herefter,
hvornår
og i hvilket omfang erhvervsevnen varigt blev nedsat som følge af
invaliditeten.
(A) havde arbejdet som
sagsbehandler i Københavns kommune siden 1962. Hendes skulderlidelse startede
i
begyndelsen af 1980’erne, og der blev i perioden indtil indgivelse af
pensionsansøgning
den 31. oktober 1988 gennemført en række forskellige behandlinger af
lidelsen,
herunder en operation i 1985, dog uden positivt resultat. Efter flere
sygeperioder og perioder med arbejde på deltid måtte hun ophøre med sit
arbejde
i 1988.
Speciallæge (B) udtalte i
sine erklæringer af 10. november 1988 og 14. august 1990 – hvoraf den
sidste
blev udarbejdet efter anmodning fra Revaliderings- og Pensionsnævnet i
København – at (A) led af en rotator cuff læsion, at hun havde massive
smerter
og en ubrugelig arm, at alle behandlingsmuligheder var udtømte, og at
tilstanden var stationær. Overlæge (C)’s erklæring af 30. august 1994,
der blev
udarbejdet efter anmodning fra Den Sociale Ankestyrelse, konkluderede, at
(A)’s
gener var uændrede siden 1985, og at hun var ude af stand til at bruge højre
arm til nogen form for arbejde.
Højesteret finder det på
grundlag af disse erklæringer godtgjort, at (A)’s invaliditet forelå
allerede i
1988, og at hendes erhvervsevne som følge af invaliditeten var varigt nedsat
fra
dette tidspunkt.
På grundlag af erklæringerne
og det i øvrigt foreliggende finder Højesteret det endvidere godtgjort, at
hendes erhvervsevne fra 1988 varigt har været nedsat med omkring 2/3, og at
(A)
således ikke – som forudsat i Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 9.
november 1994 – kan klare et halvdagsarbejde. Det bemærkes herved, at
hverken
Revaliderings- og Pensionsnævnet eller Den Sociale Ankestyrelse på noget
tidspunkt har anmodet om, at der blev foretaget yderligere undersøgelser
vedrørende (A)’s erhvervsevne i form af revalidering, arbejdsprøvning
eller
lignende.
(A) opfyldte således
betingelserne for mellemste førtidspension, da hun indgav sin ansøgning den
31.
oktober 1988. Højesteret tager derfor (A)’s principale påstand til
følge.
’
Som ombudsmand kan jeg kun i
begrænset omfang tage stilling til afgørelser der helt eller delvis bygger på
særlig fagkyndig viden. På baggrund af min manglende lægefaglige viden kan
jeg
således ikke foretage en selvstændig vurdering af de lægelige udtalelser. Jeg
har ikke – som domstolene – mulighed for i forbindelse med en
egentlig
bevisførelse med vidneafhøring af de lægeligt fagkyndige at foretage en
nærmere
selvstændig vurdering af de lægelige erklæringers bevismæssige betydning for
vurderingen af den nedsatte erhvervsevne.
Myndighedernes vurdering af
hvilken nedsættelse af erhvervsevnen der er tale om i (A)’s tilfælde,
bygger
også i et vist omfang på en vurdering af de sociale forholds betydning for
(A)’s erhvervsevne.
Speciallæge (D) beskrev i
sin erklæring af 23. januar 1998 (A)’s tilstand således at han som følge
af
fjernelsen af hjernesvulsten i 1997 havde pådraget sig en højresidig
hemiparese
med ataksi – hans tilstand blev vurderet som stationær. Han havde
koordinationsforstyrrelser og problemer med styring af højre arm og ben
hvorfor
hans gang foregik med aflastning ved hjælp af krykkestokke. (A) kunne ikke
skrive, og han kunne ikke klare tungere løft eller medvirke væsentligt ved
husholdningen. Speciallæge (D) anså (A)’s erhvervsevne for reduceret til
under
1/3.
Overlæge (C) udtalte i sin
erklæring af 16. juni 1998 at (A) led af en betydelig højresidig hemiparese
og
en svær højresidig ataksi. Overlæge (C) vurderede (A)’s tilstand som
varig og
anførte at (A) ikke på nogen måde kunne varetage et arbejde.
Erhvervsevnetabet
var væsentligt over 65%. Ifølge erklæringen var dette supplerende oplysninger
i
forhold til (D)’s erklæring.
Af Ankestyrelsens uddybende
begrundelse af 26. juli 1999 fremgår at Ankestyrelsen lagde afgørende vægt på
at det af speciallæge (D)’s erklæring fremgik at erhvervsevnen var
reduceret
til under 1/3. Ifølge Ankestyrelsen fulgte det ikke af erklæringen at
erhvervsevnen var ophævet. Ankestyrelsen var endvidere af den opfattelse at
overlæge (C)’s erklæring ikke beskrev en forværring af (A)’s
helbredstilstand i
forhold til (D)’s erklæring.
I det sociale nævns
udtalelse af 11. januar 2000 i anledning af (B)’s klage til mig anførte
nævnet
at (A) havde en betydelig erhvervsevnenedsættelse, men at han dog havde en
resterhvervsevne. Denne resterhvervsevne kunne ifølge nævnet eksempelvis
udnyttes ved undervisning/staldarbejde i en rideklub eller ved
vareudbringning.
Ankestyrelsen anførte i sin udtalelse at resterhvervsevnen kunne udnyttes ved
udbringning af lettere varer for en virksomhed.
Som det fremgår, er der
uoverensstemmelse mellem – i hvert fald – overlæge (C)’s og
Ankestyrelsens og
nævnets vurdering af (A)’s resterhvervsevne.
Jeg har ovenfor redegjort
for de begrænsninger jeg som ombudsmand har for at foretage en nærmere
selvstændig vurdering af de lægelige erklæringers bevismæssige betydning for
vurderingen af den nedsatte erhvervsevne. På baggrund af disse begrænsninger
kan jeg normalt ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af myndighedernes
vurderinger.
Under min gennemgang af
sagen har jeg derfor måttet begrænse min undersøgelse til at omfatte
spørgsmål
om afgørelsens begrundelse, oplysningsgrundlaget i sagen mv.
Begrundelse
Forvaltningsloven indeholder
bl.a. følgende bestemmelser:
’
§ 22.
En afgørelse skal,
når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre
afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.
§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning
til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,
afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal
begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
Stk. 2.
Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort
redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som
er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
Stk. 3.
Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens
interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv
findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til
andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15.’
Hvis en afgørelse ikke giver
den eller de personer som afgørelsen vedrører, fuldt ud medhold, skal
afgørelsen ifølge forvaltningslovens § 22 ledsages af en begrundelse.
De nærmere krav til denne
begrundelse fremgår af forvaltningslovens § 24. Herefter skal en begrundelse
fremtræde som en forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det pågældende
indhold, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1999), s. 420ff.
Hvis afgørelsen bygger på et
administrativt skøn, skal begrundelsen således angive de hovedhensyn der har
været bestemmende for skønsudøvelsen. Om fornødent skal begrundelsen
indeholde
en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske
omstændigheder som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. En
begrundelse skal efter forvaltningslovens § 24 endvidere indeholde en
henvisning til de retsregler som afgørelsen er truffet efter.
Ifølge forvaltningslovens §
24, stk. 3, kan afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre
offentlige eller private interesser føre til at indholdet af begrundelsen kan
begrænses.
Det Sociale Nævn for Københavns Amts afgørelse af 31. juli 1998
Det Sociale Nævn for Københavns Amt traf den 31. juli 1998 følgende
afgørelse i (A)’s sag:
’Nævnet tilkender Dem
mellemste førtidspension efter bestemmelserne i lovens § 14, stk. 2, nr. 1,
idet Deres erhvervsevne anses for at være nedsat med omkring 2/3.
Den tilkendte ydelse
udbetales fra 3 måneder efter ansøgningsdatoen, det vil sige med virkning fra
den 1. januar 1998, jf. lovens § 33. De vil få nærmere besked om udbetalingen
fra Deres kommune, som er underrettet om nævnets afgørelse.’
Nævnets afgørelse var vedlagt et uddrag af lov om social pension.
Det sociale nævn tilkendte (A) mellemste, men ikke højeste
førtidspension. Dermed gav afgørelsen ikke (A) fuldt ud medhold, jf.
forvaltningslovens § 22.
Det fremgik i øvrigt af
sagens akter at (A) ikke var tilfreds med kommunens indstilling om
tilkendelse
af mellemste førtidspension hvilket han meddelte kommunen den 24. april 1998
–
forud for sagens oversendelse til
Det
Sociale Nævn for Københavns Amt
(tidligere Revaliderings- og
Pensionsnævnet for Københavns Amt
).
Det må lægges til grund at nævnet var bekendt med dette.
Det Sociale Nævn for Københavns Amts afgørelse af 31. juli 1998
opfyldte ikke begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24.
Det fremgik
således ikke af afgørelsen hvilke hensyn nævnet tillagde vægt, herunder
hvilken
vægt nævnet tillagde speciallæge (D)’s og overlæge (C)’s
erklæringer af
henholdsvis 23. januar 1998 og 16. juni 1998. Afgørelsen indeholdte heller
ingen redegørelse for de faktiske omstændigheder i sagen der blev tillagt
væsentlig betydning for afgørelsen. Nævnet havde herunder ikke nærmere
konkretiseret sin bedømmelse af (A)’s resterhvervsevne.
Jeg mener at
Det Sociale Nævn for Københavns Amts
mangelfulde
begrundelse er kritisabel, og dette har jeg gjort nævnet bekendt med.
Den Sociale Ankestyrelses behandling af (A)’s sag
Ved afgørelse af 13. oktober
1998 tiltrådte Den Sociale Ankestyrelse
Det
Sociale Nævn for Københavns Amts afgørelse af 31. juli 1998 med følgende
begrundelse:
’
Begrundelsen er, at
Ankestyrelsen skønner, at Deres erhvervsevne ikke er varigt nedsat til det
ubetydelige i ethvert erhverv. Dette er en betingelse for at få højeste
pension
efter lovens § 14, stk. 1.
Ankestyrelsen har lagt vægt
på de i sagen foreliggende lægelige oplysninger. Efter beskrivelsen vurderer
vi, at Deres lidelse ikke er af en sådan sværhedsgrad, at forudsætningen for
tilkendelse af højeste førtidspension er opfyldt.
Ankestyrelsen har herved
bl.a. lagt vægt på, at selv om der er følger efter operationen i form af
betydelig hemiparese og højresidig ataksi, er der ikke tale om så svære
følger,
at Deres erhvervsevne kan betragtes som ophævet.
’
I sin uddybende begrundelse
af 26. juli 1999 anførte Ankestyrelsen bl.a.:
’I denne anledning kan
Ankestyrelsen oplyse, at Ankestyrelsen ved sin afgørelse har været opmærksom
på
de konklusioner, der er anført i de to ovennævnte speciallægeerklæringer.
Når det i
speciallægeerklæring af 23. januar 1998 er anført, at erhvervsevnen er
reduceret til under 1/3 betyder det, at erhvervsevnen er nedsat med godt 66%.
Erhvervsevnen kan således ikke i følge erklæringen anses for ophævet.
For så vidt angår udtalelsen
fra speciallæge (C), så er der, hvis man sammenligner denne udtalelse med
speciallægeerklæringen af 23. januar 1998, ikke beskrevet nogen forværring af
Deres søns tilstand, selv om det anføres, at erhvervsevnetabet er væsentligt
over 65%, og at Deres søn ikke vil kunne varetage et arbejde.
Ankestyrelsen har ikke
kunnet følge overlæge (C)’s konklusion ud fra den beskrivelse af Deres
søns
helbredstilstand, der i øvrigt fremgår af sagen.
Det kan i denne forbindelse
oplyses, at Ankestyrelsen ved sin afgørelse ikke er forpligtet til at følge
de
konklusioner, der fremgår af de speciallægeerklæringer, der foreligger i
sagen.
Ankestyrelsen foretager og
er forpligtet til at foretage sin egen vurdering af det samlede lægelige
grundlag, der foreligger i en sag.
Det understreges i denne
forbindelse, at der ved sagens behandling i Ankestyrelsen medvirkede
rådgivende
speciallæge.’
Ankestyrelsen anførte i sin
udtalelse til mig af 16. februar 2000 bl.a. følgende:
’Følgerne af (A)’s operation
for svulsten på højre hørenerve er beskrevet i speciallægeerklæring af 23.
januar 1998. Operationen har medført tab af hørelsen på højre øre, højresidig
kraftnedsættelse, påvirkning af ansigtets følenerve samt lettere nedsat
funktion
af højre arm og højre ben.
Ankestyrelsen lagde ved sin
afgørelse vægt på, at (A) var i stand til at køre bil.
Ankestyrelsen har på
baggrund af oplysningerne om (A)’s helbredsmæssige forhold sammenholdt
med
oplysningerne om, at han fortsat kan køre bil, lagt til grund, at han har
mulighed for at udnytte sin resterhvervsevne ved et skånejob, f.eks. ved
udkørsel af lettere varer for en virksomhed.
Ankestyrelsen finder, at
(A)’s opholdskommune skal være ham behjælpelig med at skaffe et
skånejob.
Ankestyrelsen kan i øvrigt
oplyse, at det ikke er sædvanligt, at Ankestyrelsen i forbindelse med, at der
træffes afgørelse i en pensionssag, peger på konkrete arbejdsområder, hvor
pensionisten har mulighed for at udnytte sin resterhvervsevne.’
Som det fremgår af pensionslovens § 15, stk.
3, skal der ved bedømmelsen af i hvilket omfang erhvervsevnen er nedsat,
foretages en sammenligning mellem den indtægt som den pågældende skønnes at
kunne opnå ved et arbejde der svarer til den pågældendes kræfter og
færdigheder,
og som under hensyn til uddannelse og tidligere virksomhed kan forlanges af
den
pågældende, og den indtægt som personer med lignende uddannelse normalt opnår
i
samme egn. Der skal endvidere tages hensyn til alder, livsstilling, bopæl og
beskæftigelsesmuligheder og til sådanne andre omstændigheder der i det
enkelte
tilfælde findes at burde tillægges vægt.
På baggrund af denne
lovbestemmelse og af pkt. 57 i vejledningen om social pension må det
konkluderes at spørgsmålet om nedsættelse af erhvervsevnen og omfanget heraf
rummer både lægelige og sociale elementer.
I de to højesteretsdomme som
jeg har nævnt ovenfor, har Højesteret kort refereret de
speciallægeerklæringer
som myndighederne havde indhentet i sagerne, herunder gengivet
speciallægernes
vurdering af graden af de pågældende borgeres erhvervsevnenedsættelse. På
dette
grundlag traf Højesteret afgørelse om at tilsidesætte myndighedernes
vurdering
af bl.a. pensionsgraden.
Den Sociale Ankestyrelse
tilsidesatte i (A)’s sag overlæge (C)’s vurdering af
erhvervsevnenedsættelsen.
Hverken i afgørelsen af 13.
oktober 1998 eller i den uddybende begrundelse af 26. juli 1999 argumenterede
Ankestyrelsen nærmere for at Ankestyrelsen vurderede (A)’s erhvervsevne
som
større end overlægen gjorde.
I afgørelsen af 13. oktober
1998 konstaterede Ankestyrelsen blot at (A)’s lidelse ikke var af en
sådan
sværhedsgrad at forudsætningen for tilkendelse af højeste førtidspension var
opfyldt. I den uddybende begrundelse af 26. juli 1999 anførte Ankestyrelsen
at
styrelsen ikke kunne følge overlæge (C)’s konklusion ud fra den
beskrivelse af
(A)’s helbredstilstand der i øvrigt fremgik af sagen. Ankestyrelsen
henviste i
den forbindelse til at det af speciallæge (D)’s erklæring alene fremgik
at
erhvervsevnen var reduceret til under 1/3.
Jeg mener ikke at disse
begrundelser i tilstrækkelig grad argumenterer for årsagen til at
Ankestyrelsen
vurderede (A)’s erhvervsevne anderledes end overlæge (C) som løbende
havde
fulgt (A)’s helbredstilstand.
Ved min gennemgang af sagen
har jeg hæftet mig ved at kommunens lægekonsulent – hvis udtalelse er
den
eneste lægekonsulentudtalelse jeg har kendskab til indholdet af – i sit
notat
af 5. december 1997 bl.a. anførte:
’Efter operationen har
klienten været præget af udtalt balanceusikkerhed, koordinationsbesvær og
ansigtslammelse. ( ) Vi har modtaget en funktionsbeskrivelse fra Fysiurgisk
Hospital, dateret 5.11.97. Heraf fremgår det, at klienten er selvhjulpen, kan
gå inde uden stokke, har lejlighedsvist balancetab, kan klare trappe med
gelænder. Hans tale er præget af manglende motorisk styring. Den er såkaldt
dysartrisk. En neurologisk undersøgelse viser lette hukommelsesproblemer og
nedsat spændvidde og psykomotorisk tempo. Klienten er ordblind.’
Det fremgår af
Ankestyrelsens uddybende begrundelse af 26. juli 1999 at Ankestyrelsen lagde
afgørende vægt på at det af speciallæge (D)’s erklæring fremgik at
erhvervsevnen var reduceret til under 1/3. Ifølge Ankestyrelsen fulgte det
ikke
af denne speciallægeerklæring at erhvervsevnen var ophævet.
Ankestyrelsen indhentede
ikke yderligere speciallægeerklæringer til belysning af om (A)’s
erhvervsevne
var nedsat til det ubetydelige i ethvert erhverv, jf. § 14, stk. 1, i lov om
social pension. Under henvisning til ovennævnte udlægning af (D)’s
speciallægeerklæring tilsidesatte Ankestyrelsen imidlertid overlæge
(C)’s
udtalelse – som i øvrigt ikke blev indhentet af myndighederne –
hvorefter (A)
ikke kunne varetage et arbejde.
Ifølge den ovenfor citerede
udtalelse fra kommunens lægekonsulent var (A)’s tale dysartrisk, og han
var
præget af ansigtslammelse, koordinationsbesvær og balanceusikkerhed. Der var
endvidere konstateret hukommelsesproblemer, nedsat spændvidde og
psykomotorisk
tempo.
Vurderingen af om det
oplysningsgrundlag som foreligger i sagen, herunder de lægelige erklæringer,
er
så fyldestgørende at der kan træffes afgørelse i sagen på forsvarligt
grundlag,
hænger nøje sammen med bedømmelsen af sagens materielle indhold. Som jeg har
redegjort for ovenfor, er der væsentlige begrænsninger for mine muligheder
for
at foretage en nærmere selvstændig vurdering af det lægelige
oplysningsgrundlag
i sagen. Imidlertid forekommer det mig – ud fra min gennemgang af
indholdet af
de speciallægeerklæringer som foreligger i sagen, og Ankestyrelsens
begrundelse
for afgørelsen af 13. oktober 1998, herunder den uddybende begrundelse af 26.
juli 1999 – at de forhold som jeg har nævnt fra udtalelsen fra kommunens
lægekonsulent, ikke er blevet tilstrækkeligt belyst i forbindelse med
Ankestyrelsens behandling af (A)’s sag. Jeg henviser i den forbindelse
også til
Ankestyrelsens udtalelse til mig af 16. februar 2000 hvoraf det fremgår at
Ankestyrelsen lagde til grund at (A) kunne udnytte sin resterhvervsevne ved
et
skånejob som f.eks. kunne bestå i udkørsel af lettere varer for en
virksomhed.
På denne baggrund er det min
opfattelse at der ved Ankestyrelsens afgørelse i sagen var en betydelig
usikkerhed omkring (A)’s resterhvervsevne. Jeg mener derfor det ville
have
været rigtigst om Ankestyrelsen havde indhentet yderligere oplysninger til
belysning af resterhvervsevnen, herunder supplerende speciallægeerklæringer,
således at Ankestyrelsen kunne have inddraget disse oplysninger ved
behandlingen af (A)’s sag.
Da mine muligheder for at
bedømme det lægelige oplysningsgrundlag som nævnt er begrænset af min
manglende
lægefaglige ekspertise, har jeg ikke grundlag for at udtale kritik af Den
Sociale Ankestyrelse på dette punkt.
Jeg har imidlertid sendt
sagen til Ankestyrelsen idet jeg henstiller til Ankestyrelsen at tage
stilling
til om oplysningsgrundlaget skal suppleres således at der på dette grundlag
kan
træffes ny afgørelse i sagen.
(B) har i sit brev til mig
af 27. marts 2000 bl.a. kommenteret Ankestyrelsens udtalelse til mig af 16.
februar 2000, herunder Ankestyrelsens bedømmelse af (A)’s mulighed for
at
udnytte sin resterhvervsevne. (B) har endvidere indsendt (C)’s brev til
B af
23. marts 2000. Han har heri bl.a. anført at han ikke forstår Ankestyrelsens
afgørelse i sagen idet han ’ikke anser (A)’s tilstand for at være
så god, at
man på nogen måde kan forvente brugbar erhvervsevne. Dette går ikke alene på
synsforstyrrelser og den nedsatte funktion i højre arm og ben, men også i den
helt klare demens’.
Jeg har sendt en kopi af
(B)’s brev til mig af 27. marts 2000 og overlæge (C)’s brev til (B)
af 23.
marts 2000 til Den Sociale Ankestyrelse idet jeg har bedt Ankestyrelsen om at
inddrage det (B) og overlægen har anført i brevene, i forbindelse med
Ankestyrelsens stillingtagen til om oplysningsgrundlaget skal suppleres.
Som følge af højesteretsdommen
af 22. december 1999 har Den Sociale Ankestyrelse den 21. februar 2000
udsendt
en pressemeddelelse der beskriver mulighederne for at få en sag genoptaget
som
følge af den ændring af praksis som Højesterets dom har givet anledning til.
Jeg har anmodet Ankestyrelsen om at tage stilling til om den nævnte
praksisændring har betydning i forhold til (A)’s sag.
Jeg har bedt Den Sociale
Ankestyrelse om at underrette mig om hvad der videre sker i sagen.
Pensionsmyndighedernes bedømmelse af resterhvervsevnen
For så vidt angår
pensionsmyndighedernes eventuelle beskrivelse af resterhvervsevne, har jeg
gjort mig følgende overvejelser:
Jeg er opmærksom på at
pensionsmyndighederne ikke i hidtidig praksis i sine begrundelser for
afgørelser om pension har beskrevet hvori en efter pensionsmyndighedernes
opfattelse eventuel resterende erhvervsevne bestod. Denne praksis indebærer
imidlertid – efter min opfattelse – at det bliver vanskeligt at
forstå hvori
den resterende erhvervsevne består, og dermed at kunne forstå graden af den
tilkendte førtidspension.
Selv om der ved bedømmelse
af om en borger skal have tilkendt laveste, mellemste eller højeste
førtidspension indgår en vurdering af den pågældendes invaliditet, mener jeg
på
baggrund af bestemmelsens og vejledningens ordlyd at der tillige skal
redegøres
for den eventuelle resterhvervsevne der efter pensionsmyndighedernes
vurdering
består. Det kunne f.eks. være i form af en beskrivelse af de funktioner som
den
pågældende har i behold, og som kan anvendes erhvervsmæssigt, eller som en
vis
konkretisering af hvilken karakter af arbejde den pågældende ville kunne
bestride. En sådan redegørelse vil – som nævnt – efter min
opfattelse gøre
afgørelserne lettere at forstå, både for borgeren og for senere
prøvelsesinstanser.
Efter min opfattelse burde
Det Sociale Nævn for Københavns Amt og
Den
Sociale Ankestyrelse i deres begrundelser for afgørelserne af henholdsvis 31.
juli 1998 og 13. oktober 1998 have konkretiseret deres bedømmelse af
(A)’s
resterhvervsevne.
Jeg har gjort
Det Sociale Nævn for Københavns Amt og Den
Sociale Ankestyrelse bekendt med min opfattelse og
foretager mig
herefter ikke mere i sagen.”
Den Sociale Ankestyrelse
meddelte ved brev af 6. juli 2001 at Ankestyrelsen havde besluttet at
genoptage
sagen.
Lignende dokumenter
- Nyt fra Ankestyrelsen - førtidspensionspraksis efter Højesterets dom af 22. december 1999 af Ankechef Karin Rasch Retsinformation · 8. januar 2001
- Forhøjelse af social pension Retsinformation · 2. oktober 2002
- Ankestyrelsens principafgørelse P-34-00 om pension - resterhvervsevne - krav om arbejdsprøvning - skøn - Højesterets dom Retsinformation · 11. juli 2013
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Sir Gordon Slynn fremsat den 7. maj 1981. — Giorgio Morbelli mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. EU-domme · 7. maj 1981
- Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser om social pension - af souschef Kirsten Borum Retsinformation · 29. januar 2002
- Reduktion i arbejdsskadeerstatning på grund af forudbestående lidelse. Sagsoplysning og begrundelse. Beviskrav Retsinformation · 18. september 2001