Forhøjelse af social pension
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Forhøjelse af social pension
En kvinde, A, klagede over
Brøndby Kommunes afgørelse af 16. februar 1998 og Revaliderings- og
pensionsnævnet (nu Det Sociale Nævn) for Københavns Amts afgørelse af 18.
september 1998 om ikke at forhøje en allerede tilkendt førtidspension til
mellemste førtidspension.
Det fremgik af sagen at A er
udlært bogbinder. A blev tilkendt laveste invalidepension i 1982 hvor hun
blev
vurderet i supplerende selverhverv. Den lægelige diagnose var den gang
neurosis
psyko somatica, abusus med. og pyelonephritis chronica. A søgte siden flere
gange
om forhøjelse af pensionen.
I forbindelse med en ny
ansøgning om forhøjelse af pensionen af 22. oktober 1992 indhentede Brøndby
Kommune en statusbedømmelse af 1. november 1992 fra speciallæge i fysiurgi og
reumatologi, B. B anførte herved bl.a.:
”Gennem 5 år periodisk
smerter i forskellige led samt i arme og ben. Primært set her 28.2.90 for sm.
i
ve. fodled og underarme. Der blev da fundet tegn til tennisalbue samt diffuse
smerter i muskler og led, uden tegn til arthrit. Hun har fået påvist nedsat
tåreproduktion
allerede i 89, og dette genfindes i marts 90. Schirmer test: højre 3 mm/5
min,
venstre 1 mm/5 min. Læbebiopsi i 90 normal.
Hun opfattes som havende
begyndende Mb. Sjøgren og følges. I forløbet har der været tiltagende klager
over træthed, og mave-tarmbesvær, samt ledmuskelsmerter.
Læs alt
Den 3.9.92 uændrede klager,
hertil er der tilkommet udslæt i hænder og fødder for hvilket hun følges hos
hudspecialist.
For tiden flere sm. i hø.
knæ. Der findes begyndende retropattelar skurren, og hun tilrådes
quadricepstræning.
Patientens arbejdsevne er
reduceret i alle erhverv, skønnet med omkring 2/3, nærmere angivelse må
afhænge
af evt. prøvning.”
Den 26. juli 1993 fik A
afslag fra Brøndby Kommune på det ansøgte. Dette afslag blev stadfæstet af
det
sociale nævn den 7. september 1993.
Da en klage til ombudsmanden
skal være indgivet ”inden et år efter, at forholdet er begået” (§
13, stk. 3, i
lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand), kan jeg ikke
behandle
disse afgørelser.
Den 26. februar 1996 søgte A
på ny om forhøjelse af den allerede tilkendte pension. Den 16. februar 1998
traf Brøndby Kommune afgørelse om at A’s erhvervsevne ikke skønnedes
varigt
forværret i en sådan grad at hun opfyldte betingelserne for en forhøjelse af
pensionen til mellemste førtidspension. Forinden kommunen traf afgørelse,
indhentede kommunen en speciallægeerklæring. A var til undersøgelse hos
speciallæge B der ved erklæring af 2. januar 1998 fremkom med følgende
udtalelse:
”
Patienten syntes, allerede
hun som 40 årig havde tendens til muskel- ledsmerter samt abnorm træthed, men
man kunne ikke påvise nogen sygdom der kunne forklare dette. Jeg ser
patienten
første gang den 28.2.90 hvor hun har haft tiltagende led- og muskelsmerter,
periodisk lidt hævelse i fodled samt abnorm træthed.
Undersøgelser bekræfter nu
diagnosen Mb. Sjøgren med stort set manglende tåresekretion samt atrofi af
kirtelvæv ved læbebiopsi.
Hun er siden fulgt periodisk
hvor ovenstående medicin giver lidt lindring. Hertil set af flere øjenlæger
hvor der periodisk er påvist forhøjet tryk i øjnene (Glaucom), hun har prøvet
øjendråber, men så vidt jeg kan forstå stoppet, da hun ikke mener at kunne
tåle
dem.
I årenes løb er symptomerne
tiltaget således, at hun specielt er generet af abnorm træthed. Hun orker kun
lige at klare sig selv. Hendes hjem klarer hun, men slet ikke til egen
tilfredshed, hun har således ikke haft gæster hjemme de sidste 7 år dels
fordi
hun ikke magter det, men også fordi hun skammer sig over at hjemmet ikke er
rent som tidligere.
Som tidligere generet af
muskel- ledsmerter uden at der er tale om egentlige ledhævelser, hun kan
specielt om aften bliver generet af trækninger i albuer og knæhaser der
forstyrrer søvnen.
Som led i sygdommen generet
af tør hoste der kompliceres af tendens til inkontinens i forbindelse med
hosteanfaldene, må bruge bind.
Hun har tiltagende problemer
med at holde tænderne som følge af den manglende spytproduktion.
Hun har specielt tidligere
forsøgt fysioterapi, øvelser uden særlig effekt. Hun har på egen hånd forsøgt
talrige alternative behandlingsmetoder, men alt uden større virkning.
Som anført netop selvhjulpen
i og omkring egen person, hun klarer den daglige husholdning, men kun med
besvær og ikke til egen tilfredshed.
Diagnose:
Mb. Sjøgren
Ceratocunjuntivitis sicca.
Glaucom obs.
Scheuermann thoracolumbalis.
Scoliosis columna.
Spondylosis columna.
Degeneratio disci i.v
lumbalis 4 et 5.
Konklusion:
Det drejer sig om en nu
64-årig kvinde der søger om forhøjelse af pension på grund af tiltagende
gener
i forbindelse med bindevævslidelsen Mb. Sjøgren.
Hun har tidligere fået
pension fra 40 års alderen, og hun klagede allerede dengang over træthed,
led-
og muskelsmerter uden at man dog kunne påvise nogen årsag til dette. Siden
har
symptomerne været tiltagende og i 1990 stilles diagnosen Mb. Sjøgren.
Patientens klager over
abnorm træthed, muskel-, ledsmerter, hoste, smerter i øjne og besvær fra
tænder
er fuldt forståelige med den påviste sygdom.
Der er ingen tvivl om, at
hendes arbejdsevne i arbejde uden for hjemmet må betragtes som værende
ophævet
og betydelig reduceret i hjemmet. Der er ingen udsigt til bedring.”
Brøndby Kommunes
lægekonsulent, C, skrev på grundlag heraf følgende notat af 21. januar 1998:
”
Der foreligger nu en
speciallægevurdering ved (B) dateret 2 januar 1998. Heri konkluderer han, at
pgl i betydelig grad er præget af sygdommen mb. Sjøgren. Pgl har smerteklager
fra led, muskler og knogle, hun har udtalt øget træthedstærskel. Arbejdsevnen
i
eget hjem skønnes betydelig reduceret, den skønnes ophævet i udeerhverv.
Lægeskøn:
Arbejdsevnen finder jeg
varigt nedsat med over 2/3 ude som hjemme.”
Brøndby Kommune anså sin
afgørelse af 16. februar 1998 som påklaget til Revaliderings- og
pensionsnævnet
(nu Det Sociale Nævn) for Københavns Amt som i brev af 18. september 1998
meddelte A at nævnet stadfæstede afslaget. Nævnet skrev:
”
Nævnet giver Dem afslag på
mellemste førtidspension efter bestemmelserne i lovens § 14, stk. 2, nr. 2.
De er fortsat berettiget til
den tidligere tilkendte pension efter bestemmelserne i lovens § 14, stk. 3,
nr.
1.
Nævnet tiltræder således
kommunens afgørelse.
Da De er fyldt 60 år, skal
Deres erhvervsevne kunne anses for at være ubetydelig, for at De kan få
tilkendt mellemste førtidspension efter lovens § 14, stk. 2, nr. 2.
Nævnet er ved afgørelsen
opmærksom på, at der i erklæring af 2. januar 1998 fra speciallæge (B) er
givet
en anden vurdering af Deres erhvervsevne. Denne vurdering er nævnet ikke enig
i, sådan som Deres helbredsforhold er beskrevet.
Det fremgår af de lægelige
papirer, at De lider af en bindevævssygdom (Morbus Sjögren), der specielt
angriber spytkirtler, men også giver mere diffuse symptomer. De har nogen
hoste, men normal lungefunktion. De er selvhjulpen omkring egen person og
klarer den daglige husholdning, men kun med besvær. De objektive forandringer
er mere beskedne.
Herudover lider De af
Scheuermanns sygdom, af slidgigt i ryggen og af rygskævhed.
Sammenfattende findes Deres
helbredstilstand forværret siden 1993, men ikke i en sådan grad, at Deres
erhvervsevne kan anses for at være nedsat til det ubetydelige.
”
I samarbejde med A’s læge
klagede A over nævnets afgørelse til Den Sociale Ankestyrelse. Ankestyrelsen
afviste imidlertid den 27. november 1998 at behandle sagen under henvisning
til
at klagen var indgivet for sent.
Den 21. januar 1999 sendte
jeg A’s henvendelse af 14. december 1998 videre til Ankestyrelsen.
Henvendelsen
blev sendt som en anmodning fra A om at modtage en uddybende begrundelse for
Ankestyrelsens afgørelse. Den 2. marts 1999 uddybede Ankestyrelsen
begrundelsen
for afgørelsen af 27. november 1998.
I breve af 4. og 22. marts
1999 indgav A på ny klage til mig over Det Sociale Nævn for Københavns Amts
afgørelse af 18. september 1998 og Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 27.
november 1998.
Den 14. maj 1999 sendte jeg
A’s henvendelse videre til det sociale nævn som en anmodning fra A om at
nævnet
redegjorde nærmere for hendes resterende erhvervsevne.
Det Sociale Nævn fremkom ved
brev af 12. juli 1999 med denne redegørelse. Nævnet anførte herved:
”
Det Sociale Nævn gav Dem den
18. september 1998 afslag på forhøjelse af forhøjet almindelig førtidspension
efter § 14, stk. 3, nr. 1, i lov om social pension, med begrundelsen, at
Deres
erhvervsevne ikke kunne anses for nedsat til det ubetydelige.
Da De på
ansøgningstidspunktet var 62 år skal De for at kunne få tilkendt mellemste
førtidspension efter § 14, stk. 2, nr. 2, opfylde betingelserne for
tilkendelse
af højeste førtidspension.
Vi skrev i afgørelsen at
Nævnet ved afgørelsen var opmærksom på, at der i erklæring af 2. januar 1998
fra speciallæge (B) er givet en anden vurdering af Deres erhvervsevne. Denne
vurdering er Nævnet ikke enig i, sådan som Deres helbredsforhold er
beskrevet.
Det skal bemærkes, at Nævnet
er forpligtet og berettiget til at foretage en selvstændig bedømmelse af
erhvervsevnenedsættelsens omfang på grundlag af de faktiske lægelige fund,
således som disse er beskrevet i de lægelige oplysninger.
Nævnet er således ikke
bundet af konklusionerne i de indhentede lægelige erklæringer.
Nævnet har fundet, at Deres
helbredstilstand er forværret siden De i 1993 fik afslag på forhøjelse af
Deres
pension, således at Deres erhvervsevne i fysisk krævende erhverv nu skønnes
nedsat til det ubetydelige.
Deres erhvervsevne i ethvert
erhverv findes imidlertid ikke nedsat til det ubetydelige, og dette er ifølge
pensionsloven en betingelse for at få tilkendt mellemste førtidspension som
over 60-årig.
Det fremgår af Vejledning af
10. marts 1998 om social pension, punkt 50, om tilkendelsesbetingelserne for
højeste førtidspension, at nedsættelsen af erhvervsevnen skal ses i forhold
til
ethvert erhverv. Det er ikke tilstrækkeligt, at erhvervsevnen er ophævet
eller
ubetydelig i pågældendes hidtidige arbejde. Invaliditeten skal være af en
sådan
sværhedsgrad, at den forhindrer pågældende i at påtage sig arbejde af nogen
betydning.
”
Redegørelsen var bilagt
uddrag af vejledning om social pension punkt 2.3.1.1.
Ved brev modtaget den 12.
oktober 1999 rettede A på ny henvendelse til mig.
I den anledning anmodede jeg
ved brev af 3. november 1999 Det Sociale Nævn for Københavns Amt og Brøndby
Kommune om en udtalelse. I anmodningen henviste jeg til § 14, stk. 2, og stk.
3, nr. 1, samt den tidligere gældende § 15, stk. 2 (nu § 15, stk. 3) i lov om
social pension og til vejledning af 24. juni 1996 om social pension pkt. 38,
43
og 44, og anførte:
”
Som det fremgår af
lovbestemmelsen, og til dels vejledningen, skal der – på baggrund af den
pågældendes helbredsmæssige og sociale oplysninger – ved bedømmelsen af
erhvervsevnen foretages en sammenligning med en for ansøgeren skønnet mulig
arbejdsindtægt og den normale indtægt for en person med lignende uddannelse
og
baggrund.
Sammenligningen forudsætter
efter min opfattelse en vurdering af hvilket arbejde den pågældende vil kunne
påtage
sig, dvs. en vurdering af den pågældendes resterhvervsevne.
Samtidig fremgår det at der
ved bedømmelsen skal tages hensyn til den pågældendes
beskæftigelsesmuligheder.
Under henvisning hertil
beder jeg om at myndighederne redegør for om de i forbindelse med deres
bedømmelse af (A)’s erhvervsevne har foretaget en vurdering af om hun
ville
kunne påtage sig et arbejde, og i givet fald en vis konkretisering af hvilken
karakter dette arbejde skulle have for at hun med sine helbredsmæssige
begrænsninger ville være i stand til at bestride det.
I bekræftende fald beder jeg
myndighederne nærmere redegøre for deres vurdering heraf, herunder deres
vurdering af (A)’s beskæftigelsesmuligheder.
”
Brøndby Kommune fremkom med
en udtalelse af 11. november 1999. Kommunen anførte:
”
Brøndby Kommune har i
forbindelse med ansøgningen om forhøjelse af pensionen vurderet, at der er
sket
en forværring af (A)’s helbredsforhold, således at hendes erhvervsevne
er
nedsat med mere end 2/3, dog ikke ophævet. Med baggrund i sagens lægelige og
øvrige oplysninger, er det klart anerkendt, at der er sket en væsentlig
forværring af hendes helbredsforhold. Sammenholdt med praksis for den type
lidelser, som (A) lider af, og det faktum, at pågældende er over 60 år,
medfører dog ikke en forhøjelse af pensionen.
Når erhvervsevnen er
vurderet nedsat med 50% eller derover af helbredsmæssige årsager, er der ikke
i
pensionsloven krav om, at resterhvervsevnen skal udnyttes. Det er således
frivilligt, om man ønsker at benytte en resterhvervsevne. Der er ikke praksis
for, at man i kommunen, Det sociale ankenævn eller i Ankestyrelsen angiver
hvilket arbejde, man vurderes at kunne bestride.”
Det sociale nævns
lægekonsulent, overlæge D, afgav til brug for nævnets behandling følgende
udtalelse af 23. november 1999:
”
Patientens sygdom drejer sig
om Morbus Sjögren som beskrevet i speciallægeerklæring fra (B) af 2. januar
1998.
Problemerne med denne sygdom
hos patienten er led- og muskelsmerter og abnorm træthed.
Diagnosen er stillet ved
manglende tåresekretion og atrofi af kirtelvæv set ved læbebiopsi.
Trætheden er det værste for
patienten, hvor det beskrives, at hun lige kan klare sig eget hjem, er
selvhjulpen i og omkring sin egen person og kan klare den daglige
husholdning.
Der beskrives også nogen tør
hoste, men lungefunktionen har været normal. Øjenmæssigt skal der også være
påvist forhøjet tryk i øjnene i perioder, som patienten har fået øjendråber
for.
Ved den objektive
undersøgelse findes i overekstremiteterne let nedsat kraft og udadrotation i
skuldre.
Der er også let nedsat kraft i benene, men ellers pæne forhold. I rygsøjlen
påvises, også ved røntgen, scoliose, spondylose og tegn på Morbus Scheuermann
samt diskusdegeneration. Knæ og skuldre er normale røntgenmæssigt.
Konklusion: De beskrevne sygdomme
og symptomer nedsætter efter mit skøn erhvervsevnen til omkring en trediedel
af
det normale eller lidt derunder, men man kan ikke sige, at symptomernes
karakter fuldstændig ophæver den generelle erhvervsevne.
Efter mit skøn vil patienten
ikke være i stand til at klare nogen form for fysisk krævende arbejde, men
ville derimod nok være i stand til at kunne klare et arbejde med f.eks.
lettere
stillesiddende kontorarbejde i en skånejobsituation på nedsat tid.
Diagnoser:
Morbus Sjögren
(bindevævslidelse).
Tørre Øjne.
Morbus Scheuermann
thoracolumbalis (kileformede ryghvirvler).
Spondylosis columnae
(slidgigt i ryggen).
Scoliosis columnae (skæv
ryg).”
Det sociale nævn fremkom med
en udtalelse af 11. januar 2000. Nævnet anførte:
”
Nævnet har ved afgørelsen tiltrådt
Brøndby Kommunes afslag på forhøjelse af forhøjet almindelig førtidspension
efter § 14, stk. 3, nr. 1 i lov om social pension, da erhvervsevnen ikke
kunne
anses for nedsat til det ubetydelige.
Da (A) på
ansøgningstidspunktet var 62 år, skal hun for at kunne få tilkendt mellemste
førtidspension efter lovens § 14, stk. 2, nr. 2, opfylde betingelserne for
tilkendelse af højeste førtidspension.
Nævnet kan bekræfte, at
Nævnet ved afgørelsen har sammenholdt bestemmelserne i dagældende lov om
social
pension § 14 med lovens § 15, stk. 1-2.
I Nævnets vurdering i
forbindelse med afgørelsen er således indgået de forhold, der beskrives i den
dagældende vejledning om social pension pkt. 38, 43 og 44, som citeres i
Ombudsmandens brev.
Ombudsmanden har tidligere i
brev af 14. maj 1999 anmodet Nævnet om at redegøre nærmere for (A)’s
resterende
erhvervsevne.
Nævnet anførte i sit svar af
12. juli 1999 bl.a., at Nævnet har fundet, at (A)’s helbredstilstand er
forværret, siden hun i 1993 fik afslag på forhøjelse af sin pension, således
at
erhvervsevnen i fysisk krævende erhverv nu skønnes nedsat til det
ubetydelige,
men at erhvervsevnen i ethvert erhverv ikke skønnes nedsat til det
ubetydelige.
Det fremgår af de lægelige
akter, som forelå ved afgørelsen, at (A) lider af Morbus Sjögren.
Problemerne med denne sygdom
hos (A) er led- og muskelsmerter og abnorm træthed.
Diagnosen er stillet ved
manglende tåresekretion og atrofi af kirtelvæv set ved læbebiopsi.
Der beskrives også nogen tør
hoste, men lungefunktionen har været normal. Øjenmæssigt skal der også være
påvist forhøjet tryk i øjnene i perioder, som (A) har fået øjendråber for.
Ved den objektive
undersøgelse findes i overekstremiteterne let nedsat kraft og udadrotation i
skuldre. Der er også let nedsat kraft i benene, men ellers pæne forhold. I
rygsøjlen påvises, også ved røntgen, scoliose, spondylose og tegn på Morbus
Scheuermann samt diskusdegeneration. Knæ og skuldre er normale
røntgenmæssigt.
Disse oplysninger om (A)’s
helbredsforhold er sammenholdt med, at hun er udlært bogbinderske og har
arbejdet som sådan i 10 år. Hun var herefter hjemmegående husmor i 10 år,
hvorefter hun var i arbejde i 2½ år som rengøringsassistent indtil
sygemeldning
i 1973. Hun har ikke siden været i arbejde.
(A) fik i 1983 tilkendt
laveste invalidepension og har i 1984, 1991 og 1993 ligesom i 1998 fået
afslag
på forhøjelse af pension, hvilket hver gang er tiltrådt af ankeinstansen.
(A) blev i 1983 bedømt i
supplerende selverhverv, men efter at være blevet enke er hun fra og med
afgørelsen i 1991 bedømt i fuldt selverhverv.
(A)’s resterhvervsevne ville
eksempelvis kunne udnyttes ved lettere stillesiddende kontorarbejde i form af
skånejob på nedsat tid.
For så vidt angår det
generelle spørgsmål, der kan rejses vedrørende vurdering af
resterhvervsevnen,
kan oplyses, at det ikke i almindelighed har været nævnets praksis at
forholde
sig til konkrete arbejdsområder, ved hvilke pensionisten kan udnytte sin
resterhvervsevne.
”
Med brev af 17. januar 2000
sendte jeg A kopier af udtalelserne, og A fremsendte yderligere bemærkninger
i
brev af 6. februar 2000.
Det er A’s opfattelse at hun
ikke vil kunne passe et stillesiddende job da hendes hørelse og syn er
nedsat.
A finder desuden at hun slet ikke har nogen resterende erhvervsevne.
Endvidere
mener A ikke at sagens akter er blevet læst ordentligt.
Ombudsmandens udtalelse
”Myndighedernes afgørelser er truffet på grundlag af dagældende lov om
social pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 612 af 24. juni 1996 med senere
ændringer. Loven indeholder følgende bestemmelser af betydning for sagen:
’§ 14.
Højeste førtidspension kan tilkendes personer i alderen fra 18 til 60 år, der
i ethvert erhverv må anses for kun at have ubetydelig erhvervsevne i behold.
Stk. 2. Mellemste førtidspension kan tilkendes
personer i alderen fra 18 til 60 år, hvis erhvervsevne er nedsat med omkring
2/3, og
personer i alderen fra 60 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat i det
omfang, der er nævnt i stk. 1.
Stk. 3. Forhøjet almindelig førtidspension eller almindelig førtidspension
kan tilkendes
personer i alderen fra 18 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat på grund af
helbredsmæssige forhold med mindst halvdelen,
personer i alderen fra 18 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat med mindst
halvdelen, uden at nedsættelsen alene skyldes helbredsmæssige forhold, og
personer i alderen fra 50 til 67 år, når sociale og
helbredsmæssige forhold taler for det.
Stk. 4. Pension efter stk. 3
tilkendes som forhøjet almindelig førtidspension til personer under 60 år og
som almindelig førtidspension til personer over denne alder.
Stk. 5. Socialministeren kan
fastsætte nærmere regler om tilkendelse af pension efter stk. 3, nr. 2 og 3.
Stk. 6. Efter det fyldte 60.
år kan pension uden pensionistens samtykke hverken frakendes eller nedsættes
til lavere form for pension, jf. § 13. Dette gælder dog ikke for
invaliditetsydelse og bistands- og plejetillæg.
§ 15.
Tilkendelse af pension efter § 14, stk. 1-2 og stk. 3, nr. 1
og 2, er betinget af, at erhvervsevnen varigt er nedsat på grund af fysisk
eller psykisk invaliditet. Med henblik på pension efter § 14, stk. 3, nr. 2,
skal der dog også lægges afgørende vægt på andre omstændigheder, der klart
viser, at erhvervsevnen hos en ansøger, som ikke har andre
forsørgelsesmuligheder, er varigt nedsat. Der kan i helt ekstraordinære
tilfælde tilkendes pension efter § 14, stk. 3, nr. 2, uden at nedsættelsen af
erhvervsevnen skyldes helbredsmæssige forhold.
Stk. 2. Ved bedømmelsen af,
i hvilket omfang erhvervsevnen er nedsat, skal der foretages en sammenligning
mellem den indtægt, som den pågældende skønnes at kunne opnå ved et arbejde,
der svarer til pågældendes kræfter og færdigheder, og som under hensyn til
uddannelse og tidligere virksomhed kan forlanges af den pågældende, og den
indtægt, som personer med lignende uddannelse normalt opnår i samme egn. Der
skal endvidere tages hensyn til alder, livsstilling, bopæl og
beskæftigelsesmuligheder og til sådanne andre omstændigheder, der i det
enkelte
tilfælde findes at burde tillægges vægt.’
I den dagældende vejledning
af 24. juni 1996 om social pension stod bl.a. følgende:
’38.
Nedsættelsen af
erhvervsevnen skal ses i relation til ethvert erhverv. Det er ikke
tilstrækkeligt, at erhvervsevnen er ophævet eller ubetydelig i pågældendes
hidtidige arbejde. Invaliditeten skal være af en sådan sværhedsgrad, at den
forhindrer ansøgeren i at påtage sig arbejde af nogen betydning. Enhver
revalideringsmulighed skal være udelukket.
Ved bedømmelse af, om der er
mere end ubetydelig erhvervsevne, kan der tages udgangspunkt i, at en varig
indtægt ved personligt arbejde af en størrelse, der svarer til
erhvervsudygtighedsbeløbet for en enlig, normalt ikke kan betragtes som
ubetydelig. En indtægt af en sådan størrelse kan derfor ikke umiddelbart
forenes med tilkendelse af højeste førtidspension.
I tilfælde, hvor en eventuel
resterhvervsevne ikke giver en indtægt, der kan opgøres, må der foretages et
skøn. Det gælder fx den hjemmearbejdendes indsats i hjemmet. I de fleste
tilfælde har ansøgeren på afgørelsestidspunktet ikke nogen arbejdsindtægt
overhovedet.
Det betyder, at der skal skønnes over ansøgerens tilbageværende evne til at
udføre indtægtsgivende arbejde.
43. Pension kan tilkendes,
hvis ansøgerens erhvervsevne er nedsat på grund af en varig fysisk eller
psykisk invaliditet, se lovens § 15. Det er en betingelse, at lidelsen i sig
selv bevirker en betydelig og varig nedsættelse af ansøgerens funktionsevne
på
arbejdsmarkedet og dermed af evnen til at forsørge sig selv ved arbejde.
Der er således i første
omgang tale om en rent lægelig bedømmelse af ansøgerens erhvervsevne.
Bedømmelsen forudsætter, at ansøgerens helbredsforhold er grundigt undersøgt
og
beskrevet. Bedømmelsen forudsætter desuden et indgående kendskab til
lidelsens
indvirkning på den erhvervsmæssige funktionsevne. Bedømmelsen må tage
udgangspunkt i erfaringer om, hvilke helbredsmæssige begrænsninger og
lidelser
der almindeligvis medfører, at folk må opgive erhvervsarbejde helt eller
delvis.
At lidelsen er varig
betyder, at der ikke er udsigt til, at den bedres væsentligt hverken af sig
selv eller ved behandling.
I de fleste tilfælde indgår
den helbredsmæssige vurdering som et led i et samlet skøn over erhvervsevnens
nedsættelse. Ansøgerens sociale og erhvervsmæssige forhold sammen med den
helbredsmæssige vurdering er således med til at bestemme, om der skal
tilkendes
højeste, mellemste eller almindelig førtidspension på grund af
helbredsmæssige
forhold.
En helbredsvurdering alene
kan dog være tilstrækkeligt grundlag for bedømmelse af erhvervsevnens
nedsættelse. Det er som regel kun tilfældet, når der kun er ubetydelig
erhvervsevne i behold, altså i de tilfælde hvor der kan tilkendes højeste
førtidspension.
44. Pensionskriteriet
nedsættelse af erhvervsevnen rummer både lægelige og sociale momenter. Den
samme lægelige invaliditet kan have helt forskellige erhvervsmæssige følger
for
de enkelte ansøgere. På baggrund af de lægelige og sociale oplysninger skal
det
bedømmes, hvad ansøgeren er i stand til at tjene, når invaliditeten tages i
betragtning. Alle de muligheder, som det med rimelighed kan forlanges, at
ansøgeren udnytter, skal indgå i bedømmelsen. Der skal tages hensyn til
ansøgerens uddannelse, tidligere virksomhed, alder, livsstilling, bopæl og
beskæftigelsesmuligheder samt til andre forhold, der kan antages at være af
betydning, se lovens § 15, stk. 2 [nu § 15, stk. 3].
Indtægten sammenlignes med
en normal arbejdsindtægt for en person med lignende uddannelse og baggrund.
Med udgangspunkt i
sammenligningen træffes der afgørelse om, hvorvidt erhvervsevnen er nedsat i
et
omfang, der giver ret til pension og i bekræftende fald hvilken type.
Forudsætningen for det samlede skøn er et samarbejde mellem den
sociale/erhvervsmæssige sagkundskab og den lægelige sagkundskab.’
De ovennævnte punkter i
vejledningen fra 1996 svarer i det væsentligste til indholdet i punkterne 50,
56 og 57 i vejledningen af 10. marts 1998 gældende fra den 1. juli 1998.
Som det fremgår af
ovennævnte lovbestemmelser og til dels vejledningen, kan mellemste
førtidspension tilkendes personer i alderen fra 60 til 67 år hvis
erhvervsevne
er nedsat til det ubetydelige. Bedømmelsen af erhvervsevnen skal ske på
baggrund af den pågældendes helbredsmæssige og sociale oplysninger, og der
skal
foretages en sammenligning med en for ansøgeren skønnet mulig arbejdsindtægt
og
den normale indtægt for en person med lignende uddannelse og baggrund.
Højesteret har for nylig i
to domme afsagt henholdsvis i december 1999 (Ugeskrift for Retsvæsen 2000, s.
645) og i januar 2001 tilsidesat myndighedernes vurdering af den pensionsgrad
som de to borgere var berettiget til.
Som ombudsmand kan jeg kun i
begrænset omfang tage stilling til afgørelser der helt eller delvis bygger på
særlig fagkyndig viden. På baggrund af min manglende lægefaglige viden kan
jeg
således ikke foretage en selvstændig vurdering af de lægelige udtalelser. Jeg
har ikke – som domstolene – mulighed for i forbindelse med en
egentlig
bevisførelse med vidneafhøring af de lægeligt fagkyndige at foretage en
nærmere
selvstændig vurdering af de lægelige erklæringers bevismæssige betydning for
vurderingen af den nedsatte erhvervsevne.
Myndighedernes vurdering af
hvilken nedsættelse af erhvervsevne der er tale om i Deres tilfælde, bygger
også i vidt omfang på en vurdering af de sociale forholds betydning for Deres
erhvervsevne.
Speciallæge (B) udtalte i
sin erklæring af 2. januar 1998 at De led af Morbus Sjøgren med abnorm
træthed,
muskel- og ledsmerter, hoste, smerter i øjne og besvær fra tænder. Endvidere
havde De kileformede ryghvirvler, slidgigt i ryggen og skæv ryg. De var
selvhjulpen
i og omkring egen person og klarede den daglige husholdning, men kun med
besvær
og ikke til egen tilfredshed. Speciallægen konkluderede at Deres erhvervsevne
i
arbejde uden for hjemmet var ophævet og betydeligt reduceret i hjemmet. Der
var
ingen udsigt til bedring.
Af nævnets uddybende
begrundelse af 12. juli 1999 fremgår at nævnet fandt at Deres erhvervsevne i
fysisk krævende erhverv nu skønnedes nedsat til det ubetydelige. Nævnet fandt
imidlertid ikke Deres erhvervsevne nedsat til det ubetydelige i ethvert
erhverv. I sin udtalelse af 11. januar 2000 i anledning af Deres klage til
mig
udtalte det sociale nævn at Deres resterhvervsevne eksempelvis kunne udnyttes
ved lettere stillesiddende kontorarbejde i form af skånejob på nedsat tid.
Som det fremgår, er der
uoverensstemmelse mellem speciallæge (B)’s og det sociale nævns
vurdering af
Deres resterhvervsevne.
Jeg har ovenfor redegjort
for de begrænsninger jeg som ombudsmand har for at foretage en nærmere
selvstændig vurdering af de lægelige erklæringers bevismæssige betydning for
vurderingen af den nedsatte erhvervsevne. På baggrund af disse begrænsninger
kan jeg normalt ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af myndighedernes
vurderinger.
Under min gennemgang af
sagen har jeg derfor måttet begrænse min undersøgelse til at omfatte
spørgsmål
om afgørelsens begrundelse mv.
Begrundelse
Forvaltningsloven indeholder
bl.a. følgende bestemmelse:
’§ 24.
En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning
til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,
afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal
begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
Stk. 2. Begrundelsen skal
endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger
vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning
for afgørelsen.’
En begrundelse skal efter
forvaltningslovens § 24 fremtræde som en forklaring på hvorfor afgørelsen har
fået det pågældende indhold, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med
kommentarer
(1999), s. 420ff.
Hvis afgørelsen bygger på et
administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn der har
været bestemmende for skønsudøvelsen. Om fornødent skal begrundelsen
indeholde
en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske
omstændigheder som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. En
begrundelse skal efter forvaltningslovens § 24 endvidere indeholde en
henvisning til de retsregler som afgørelsen er truffet efter.
Brøndby Kommunens afgørelse af 16. februar 1998
Brøndby Kommunes
pensionsnævn traf den 16. februar 1998 afgørelse om at Deres ansøgning om
forhøjelse af Deres førtidspension fra almindelig forhøjet førtidspension til
mellemste førtidspension ikke kunne imødekommes. Kommunen begrundede
afgørelsen
ved brev af 23. februar 1998 således:
’Det meddeles hermed, at man
har færdigbehandlet Deres ansøgning om forhøjelse af Deres førtidspension.
Man har ikke fundet, at
Deres erhvervsevne skønnes varigt forværret i en sådan grad, at De opfylder
betingelserne for en forhøjelse af nuværende pension, hvorfor sagen er
videresendt til Revaliderings- og pensionsnævnet, med indstilling om at De
fortsat opfylder betingelserne for Deres nuværende førtidspension.’
Brøndby Kommunes afgørelse
af 16. februar 1998 opfylder ikke begrundelseskravet i forvaltningslovens §
24.
Det fremgår således ikke af afgørelsen hvilke hensyn kommunen tillagde vægt,
herunder hvilken vægt speciallæge (B)’s erklæring af 2. januar 1998 blev
tillagt.
Afgørelsen indeholder heller ingen redegørelse for de faktiske omstændigheder
i
sagen der blev tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Endvidere burde
kommunen have henvist til de bestemmelser afgørelsen blev truffet efter.
Jeg mener at Brøndby Kommunes
mangelfulde begrundelse er kritisabel, og dette har jeg gjort kommunen
bekendt
med.
Det sociale nævns behandling af Deres sag
Ved afgørelse af 18.
september 1998 fastholdt Det Sociale Nævn for Københavns Amt Brøndby Kommunes
afgørelse. Nævnet begrundede afgørelsen således:
’
Nævnet er ved afgørelsen
opmærksom på, at der i erklæring af 2. januar 1998 fra speciallæge (B) er
givet
en anden vurdering af Deres erhvervsevne. Denne vurdering er nævnet ikke enig
i, sådan som Deres helbredsforhold er beskrevet.
Det fremgår af de lægelige
papirer, at De lider af en bindevævssygdom (Morbus Sjögren), der specielt
angriber spytkirtler, men også giver mere diffuse symptomer. De har nogen
hoste, men normal lungefunktion. De er selvhjulpen omkring egen person og
klarer
den daglige husholdning, men kun med besvær. De objektive forandringer er
mere
beskedne.
Herudover lider De af
Scheuermanns sygdom, af slidgigt i ryggen og af rygskævhed.
Sammenfattende findes Deres
helbredstilstand forværret siden 1993, men ikke i en sådan grad, at Deres
erhvervsevne kan anses for at være nedsat til det ubetydelige.
’
Nævnet anførte i den
uddybende begrundelse af 12. juli 1999 bl.a. følgende:
’
Det skal bemærkes, at Nævnet
er forpligtet og berettiget til at foretage en selvstændig bedømmelse af
erhvervsevnenedsættelsens omfang på grundlag af de faktiske lægelige fund,
således som disse er beskrevet i de lægelige oplysninger.
Nævnet er således ikke
bundet af konklusionerne i de indhentede lægelige erklæringer.
Nævnet har fundet, at Deres
helbredstilstand er forværret siden De i 1993 fik afslag på forhøjelse af
Deres
pension, således at Deres erhvervsevne i fysisk krævende erhverv nu skønnes
nedsat til det ubetydelige.
Deres erhvervsevne i ethvert
erhverv findes imidlertid ikke nedsat til det ubetydelige, og dette er ifølge
pensionsloven en betingelse for at få tilkendt mellemste førtidspension som
over 60-årig.’
Nævnet vedlagde uddrag af
vejledningens punkt 50 (tidligere punkt 38) og anførte:
’Det fremgår af Vejledning
af 10. marts 1998 om social pension, punkt 50, om tilkendelsesbetingelserne
for
højeste førtidspension, at nedsættelsen af erhvervsevnen skal ses i forhold
til
ethvert erhverv. Det er ikke tilstrækkeligt, at erhvervsevnen er ophævet
eller
ubetydelig i pågældendes hidtidige arbejde. Invaliditeten skal være af en
sådan
sværhedsgrad, at den forhindrer pågældende i at påtage sig arbejde af nogen
betydning.’
Det sociale nævn afgav
udtalelse til mig af 11. januar 2000 og anførte heri:
’
Nævnet kan bekræfte, at
Nævnet ved afgørelsen har sammenholdt bestemmelserne i dagældende lov om
social
pension § 14 med lovens § 15 stk. 1-2.
I Nævnets vurdering i
forbindelse med afgørelsen er således indgået de forhold, der beskrives i den
dagældende vejledning om social pension pkt. 38, 43 og 44, som citeres i
Ombudsmandens brev.
Disse oplysninger om (A)’s
helbredsforhold er sammenholdt med, at hun er udlært bogbinderske og har
arbejdet som sådan i 10 år. Hun var herefter hjemmegående husmor i 10 år,
hvorefter hun var i arbejde 2½ år som rengøringsassistent indtil sygemelding
i
1973. Hun har ikke siden været i arbejde.
(A) blev i 1983 bedømt i
supplerende selverhverv, men efter at være blevet enke er hun fra og med
afgørelsen i 1991 bedømt i fuldt selverhverv.
(A)’s resterhvervsevne ville
eksempelvis kunne udnyttes ved lettere stillesiddende kontorarbejde i form af
skånejob på nedsat tid.
For så vidt angår det
generelle spørgsmål, der kan rejses vedrørende vurdering af
rest-erhvervsevnen,
kan oplyses, at det ikke i almindelighed har været nævnets praksis at
forholde
sig til konkrete arbejdsområder, ved hvilke pensionisten kan udnytte sin
resterhvervsevne.
’
Som det fremgår af den
tidligere pensionslovs § 15, stk. 2 (nu § 15, stk. 3), skal der ved
bedømmelsen
af i hvilket omfang erhvervsevnen er nedsat, foretages en sammenligning
mellem
den indtægt som den pågældende skønnes at kunne opnå ved et arbejde der
svarer
til den pågældendes kræfter og færdigheder, og som under hensyn til
uddannelse
og tidligere virksomhed kan forlanges af den pågældende, og den indtægt som
personer med lignende uddannelse normalt opnår i samme egn. Der skal
endvidere
tages hensyn til alder, livsstilling, bopæl og beskæftigelsesmuligheder og
til
sådanne andre omstændigheder der i det enkelte tilfælde findes at burde
tillægges
vægt.
På baggrund af denne
lovbestemmelse og af pkt. 44 i vejledningen om social pension må det
konkluderes at spørgsmålet om nedsættelse af erhvervsevnen og omfanget heraf
rummer både lægelige og sociale elementer.
I de to højesteretsdomme som
jeg har nævnt ovenfor, har Højesteret kort refereret de
speciallægeerklæringer
som myndighederne havde indhentet i sagerne, herunder gengivet
speciallægernes
vurdering af graden af de pågældende borgeres erhvervsevnenedsættelse. På
dette
grundlag traf Højesteret afgørelse om at tilsidesætte myndighedernes
vurdering
af bl.a. pensionsgraden.
Det sociale nævn
tilsidesatte i Deres sag speciallæge (B)’s vurdering af
erhvervsevnenedsættelsen.
Hverken i afgørelsen af 18.
september 1998 eller i den uddybende begrundelse af 12. juli 1999
argumenterede
nævnet nærmere for at nævnet vurderede Deres erhvervsevne som større end
speciallægen gjorde.
I afgørelsen af 18.
september 1998 konstaterede nævnet blot at det ikke var enig i speciallægens
vurdering, og i den uddybende begrundelse af 12. juli 1999 konstaterede
nævnet
alene at Deres erhvervsevne i fysisk krævende erhverv nu skønnedes nedsat til
det ubetydelige, men at dette ikke var tilfældet i ethvert erhverv.
Jeg mener ikke at disse
begrundelser i tilstrækkelig grad argumenterer for årsagen til at nævnet
vurderede Deres erhvervsevne anderledes end speciallægen gjorde. Efter min
opfattelse burde nævnet således have redegjort for hvilket fagligt grundlag
nævnet havde for at tilsidesætte speciallægens vurdering.
På den baggrund har jeg i
dag sendt sagen til nævnet idet jeg henstiller til nævnet at genoptage sagens
behandling med henblik på at uddybe begrundelsen.
For så vidt angår
pensionsmyndighedernes eventuelle beskrivelse af resterhvervsevne, har jeg
gjort mig følgende overvejelser:
Jeg er opmærksom på at
pensionsmyndighederne ikke i hidtidig praksis i sine begrundelser for
afgørelser om pension har beskrevet hvori en efter pensionsmyndighedernes
opfattelse eventuel resterende erhvervsevne bestod. Denne praksis indebærer
imidlertid
efter min opfattelse at det bliver vanskeligt at forstå hvori den resterende
erhvervsevne består, og dermed at kunne forstå graden af den tilkendte
førtidspension.
Selv om der ved bedømmelse
af om en borger skal have tilkendt laveste, mellemste eller højeste
førtidspension indgår en vurdering af den pågældendes invaliditet, mener jeg
på
baggrund af bestemmelsens og vejledningens ordlyd at der tillige skal
redegøres
for den eventuelle resterhvervsevne der efter pensionsmyndighedernes
vurdering
består. Det kunne f.eks. være i form af en beskrivelse af de funktioner som
den
pågældende har i behold, og som kan anvendes erhvervsmæssigt, eller som en
vis
konkretisering af hvilken karakter af arbejde den pågældende ville kunne
bestride. En sådan redegørelse vil – som nævnt – efter min
opfattelse gøre
afgørelserne lettere at forstå både for borgeren og for senere
prøvelsesinstanser.
Efter min opfattelse burde
Det Sociale Nævn for Københavns Amt i sin begrundelse for afgørelsen af 18.
september 1998 have konkretiseret sin bedømmelse af Deres rest-erhvervsevne.
Højesterets dom af 22. december 1999 og betydningen for Deres sag
Som jeg allerede har nævnt,
afsagde Højesteret den 22. december 1999 en dom hvorefter en
førtidspensionist
var berettiget til mellemste førtidspension fra hendes første ansøgning om
pension blev indgivet ca. 11 år før. Som jeg har beskrevet, vil jeg ikke på
samme måde kunne foretage en konkret bevisbedømmelse i Deres sag med henblik
på
en vurdering af Deres erhvervsevnenedsættelse. Endvidere er der andre
begrænsninger i mine muligheder for at behandle sagen fordi en klage til
ombudsmanden som nævnt skal være indgivet ’inden et år efter, at
forholdet er
begået’.
Det betyder at de afgørelser
som pensionsmyndighederne har truffet før Brøndby Kommunes afgørelse af 16.
februar 1998, ikke er omfattet af min undersøgelse.
Højesteret har i sin dom
skrevet følgende:
’
I lov om social pension §
15, jf. § 14, angives de retlige betingelser for at få tilkendt
førtidspension.
Det er efter § 15, stk. 1, 1. pkt., en betingelse for tilkendelse af pension,
at erhvervsevnen er varigt nedsat på grund af fysisk eller psykisk
invaliditet.
Efter lovens § 15, stk. 1, 4. pkt. (nu stk. 2), kan pension ikke tilkendes,
hvis der foreligger mulighed for at iværksætte foranstaltninger, der kan
antages mere varig at forbedre erhvervsevnen. § 15, stk. 2 (nu stk. 3),
indeholder nærmere regler om bedømmelse af nedsættelse af erhvervsevnen.
Domstolenes prøvelse af
afgørelser om tilkendelse af førtidspension omfatter de administrative
myndigheders bedømmelse af, om de nævnte betingelser er opfyldt, selv om
denne
bedømmelse til dels beror på bevisvurderinger af skønsmæssig karakter. Det må
imidlertid ved prøvelsen tages i betragtning, at revaliderings- og
pensionsnævnene, nu de sociale nævn, og Den Sociale Ankestyrelse gennem
behandlingen af et stort antal sager har en særlig erfaring i disse
bevisvurderinger og bistås af fast tilknyttede lægekonsulenter. Der må derfor
foreligge et sikkert grundlag, for at domstolene kan tilsidesætte en
administrativ afgørelse om førtidspension. Domstolene vil i så fald i
almindelighed have fornødent grundlag for at træffe afgørelse i sagen, og der
vil således normalt ikke være anledning til at hjemvise sagen til fornyet
behandling ved de administrative myndigheder.
Den Sociale Ankestyrelse
anerkendte med afgørelsen af 9. november 1994, at (A)’s lidelse
berettigede
hende til en helbredsbetinget førtidspension. Spørgsmålet er herefter,
hvornår
og i hvilket omfang erhvervsevnen varigt blev nedsat som følge af
invaliditeten.
(A) havde arbejdet som
sagsbehandler i Københavns kommune siden 1962. Hendes skulderlidelse startede
i
begyndelsen af 1980’erne, og der blev i perioden indtil indgivelse af
pensionsansøgning den 31. oktober 1988 gennemført en række forskellige
behandlinger af lidelsen, herunder en operation i 1985, dog uden positivt
resultat. Efter flere sygeperioder og perioder med arbejde på deltid måtte
hun
ophøre med sit arbejde i 1988.
Speciallæge (B) udtalte i
sine erklæringer af 10. november 1988 og 14. august 1990 – hvoraf den
sidste
blev udarbejdet efter anmodning fra Revaliderings- og Pensionsnævnet i
København – at (A) led af en rotator cuff læsion, at hun havde massive
smerter
og en ubrugelig arm, at alle behandlingsmuligheder var udtømte, og at
tilstanden var stationær. Overlæge (C)’s erklæring af 30. august 1994,
der blev
udarbejdet efter anmodning fra Den Sociale Ankestyrelse, konkluderede, at
(A)’s
gener var uændrede siden 1985, og at hun var ude af stand til at bruge højre
arm til nogen form for arbejde.
Højesteret finder det på
grundlag af disse erklæringer godtgjort, at (A)’s invaliditet forelå
allerede i
1988, og at hendes erhvervsevne som følge af invaliditeten var varigt nedsat
fra dette tidspunkt.
På grundlag af erklæringerne
og det i øvrigt foreliggende finder Højesteret det endvidere godtgjort, at
hendes erhvervsevne fra 1988 varigt har været nedsat med omkring 2/3, og at
(A)
således ikke – som forudsat i Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 9.
november 1994 – kan klare et halvdagsarbejde. Det bemærkes herved, at
hverken
Revaliderings- og Pensionsnævnet eller Den Sociale Ankestyrelse på noget
tidspunkt har anmodet om, at der blev foretaget yderligere undersøgelser
vedrørende (A)’s erhvervsevne i form af revalidering, arbejdsprøvning
eller
lignende.
(A) opfyldte således
betingelserne for mellemste førtidspension, da hun indgav sin ansøgning den
31.
oktober 1988. Højesteret tager derfor (A)’s principale påstand til
følge.
’
Som følge af
højesteretsdommen har Den Sociale Ankestyrelse den 21. februar 2000 udsendt
en
pressemeddelelse der beskriver mulighederne for at få en sag genoptaget som
følge af den ændring af praksis som Højesterets dom har givet anledning til.
Under hensyn til at det
sociale nævn senest har behandlet sagen i forhold til mig, har jeg i dag også
anmodet nævnet om at tage stilling til om der er grundlag for at genoptage de
gamle afgørelser om helt eller delvis afslag på førtidspension.
Jeg har bedt det sociale
nævn om at underrette mig om hvad der videre sker i sagen.
Jeg beder Dem afvente
pensionsmyndighedernes behandling af sagen og udnytte klagemulighederne før
De
tager stilling til om der er grundlag for igen at klage til mig. I den
forbindelse henleder jeg igen Deres opmærksomhed på begrænsningerne i mine
muligheder
for at tilsidesætte de lægefaglige og socialfaglige vurderinger i sagen.
Den Sociale Ankestyrelses manglende realitetsbehandling af Deres sag
I samarbejde med Deres læge
klagede De over det sociale nævns afgørelse af 18. september 1998 til Den
Sociale
Ankestyrelse. Ankestyrelsen afviste imidlertid den 27. november 1998 at
behandle sagen under henvisning til at klagen var indgivet for sent.
Ankestyrelsen anførte:
’
Ved telefonisk henvendelse
af 22. oktober 1998 har (A) klaget over en afgørelse, der er truffet af
Københavns Statsamt, Det Sociale Nævn, den 18. september 1998.
Nævnet har den 13. november
1998 sendt klagen til Ankestyrelsen uden at foretage genvurdering af
afgørelsen, da klagefristen ikke er overholdt efter nævnets vurdering.
Efter § 67 i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område (lov nr. 453 af 10.
juni
1997, der senest er offentliggjort ved lovbekendtgørelse nr. 540 af 21. juli
1998) skal klage til Ankestyrelsen ske inden 4 uger efter, at klageren har
fået
besked om afgørelsen.
Denne frist er overskredet,
men Ankestyrelsen kan efter loven se bort fra, at fristen ikke er overholdt,
når der er særlig grund til det.
I klagen er der som grund
til, at klagefristen er overskredet, oplyst, at der har været indbrud hos
lægen,
hvor (A)’s journal er blevet stjålet.’
Den 21. januar 1999 sendte
jeg Deres henvendelse af 14. december 1998 til mig videre til Ankestyrelsen
som
en anmodning fra Dem om at modtage en uddybende begrundelse for
Ankestyrelsens
afgørelse. Den 2. marts 1999 uddybede Ankestyrelsen begrundelsen for
afgørelsen
af 27. november 1998. Ankestyrelsen anførte:
’
Ankestyrelsen har gennemgået
sagen igen og vi finder fortsat ikke, at der er grund til at bortse fra
fristens overskridelse.
Selvom ankefristen på 4 uger
var overholdt, kunne Ankestyrelsen ikke behandle (A)’s sag, idet
betingelsen
for, at Ankestyrelsen som 3. instans kan optage en sag til behandling er, at
sagen har principiel eller generel betydning. (A)’s sag har ikke
principiel
eller generel betydning, idet nævnets afgørelse er udtryk for en skønsmæssig
vurdering af (A)’s helbredsmæssige forhold.
Ankestyrelsens afvisning af
(A)’s sag skal ikke tages som udtryk for mistro til, hvad (A) skriver.
Men som
reglerne nu engang er, kan vi ikke behandle (A)’s sag.
’
Jeg har ikke fundet grundlag
for at kritisere Den Sociale Ankestyrelse for at have truffet afgørelse om
ikke
at realitetsbehandle Deres sag under henvisning til at klagefristen var
overskredet, og at der ikke var særlig grund til at se bort fra fristens
overskridelse. Jeg har heller ikke fundet grundlag for at kritisere at
Ankestyrelsen i brev af 2. marts 1999 ikke fandt at Deres sag havde
principiel
eller generel betydning.
Jeg foretager mig herefter
ikke mere i sagen.”
Den 30. januar 2002 meddelte
Det Sociale Nævn for Københavns Amt mig at nævnet havde genoptaget sagen og
ophævet sin afgørelse af 18. september 1998. Nævnet tilkendte samtidig A
mellemste førtidspension med virkning fra 1. juni 1996.
Lignende dokumenter
- Afgørelse i klagesag om Odsherred Kommunes afgørelse vedrørende retten efter planlovens § 41 til helårsbeboelse i sommerhus på [A1], Asnæs Klagenævn (Nævnenes Hus) · 27. marts 2023
- Planklagenævnet orienterer nr. 33 – Helårsbeboelse i sommerhusområder Klagenævn (Nævnenes Hus) · 23. maj 2023
- AFGØRELSE Nr. 204 af 6. oktober 2005 om de blanketter, der skal benyttes ved anvendelsen af Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 og (EØF) nr. 574/72 (serien E 200) (Teksten er relevant for EØS og for EF/CH-aftalen) (2006/613/EF) EU-lovgivning · 6. oktober 2005
- Skattecentret har ikke imødekommet klagerens anmodning om, at lønindeholdelse i udbetalinger fra klagerens erhvervsudygtighedsforsikring ophæves Landsskatteretten · 8. marts 2010
- Rådets forordning (EØF) nr. 1247/92 af 30. april 1992 om ændring af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet EU-lovgivning · 30. april 1992
- EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 988/2009 af 16. september 2009 om ændring af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger og fastlæggelse af indholdet i bilagene (Tekst af relevans for EØS og for Schweiz) EU-lovgivning · 16. september 2009