Spring til indhold

Retsinformation

Forhøjelse af social pension

FOU nr 2001.431UdtalelserFolketinget2. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Forhøjelse af social pension

En kvinde, A, klagede over

Brøndby Kommunes afgørelse af 16. februar 1998 og Revaliderings- og

pensionsnævnet (nu Det Sociale Nævn) for Københavns Amts afgørelse af 18.

september 1998 om ikke at forhøje en allerede tilkendt førtidspension til

mellemste førtidspension.

Det fremgik af sagen at A er

udlært bogbinder. A blev tilkendt laveste invalidepension i 1982 hvor hun

blev

vurderet i supplerende selverhverv. Den lægelige diagnose var den gang

neurosis

psyko somatica, abusus med. og pyelonephritis chronica. A søgte siden flere

gange

om forhøjelse af pensionen.

I forbindelse med en ny

ansøgning om forhøjelse af pensionen af 22. oktober 1992 indhentede Brøndby

Kommune en statusbedømmelse af 1. november 1992 fra speciallæge i fysiurgi og

reumatologi, B. B anførte herved bl.a.:

”Gennem 5 år periodisk

smerter i forskellige led samt i arme og ben. Primært set her 28.2.90 for sm.

i

ve. fodled og underarme. Der blev da fundet tegn til tennisalbue samt diffuse

smerter i muskler og led, uden tegn til arthrit. Hun har fået påvist nedsat

tåreproduktion

allerede i 89, og dette genfindes i marts 90. Schirmer test: højre 3 mm/5

min,

venstre 1 mm/5 min. Læbebiopsi i 90 normal.

Hun opfattes som havende

begyndende Mb. Sjøgren og følges. I forløbet har der været tiltagende klager

over træthed, og mave-tarmbesvær, samt ledmuskelsmerter.

Læs alt

Den 3.9.92 uændrede klager,

hertil er der tilkommet udslæt i hænder og fødder for hvilket hun følges hos

hudspecialist.

For tiden flere sm. i hø.

knæ. Der findes begyndende retropattelar skurren, og hun tilrådes

quadricepstræning.

Patientens arbejdsevne er

reduceret i alle erhverv, skønnet med omkring 2/3, nærmere angivelse må

afhænge

af evt. prøvning.”

Den 26. juli 1993 fik A

afslag fra Brøndby Kommune på det ansøgte. Dette afslag blev stadfæstet af

det

sociale nævn den 7. september 1993.

Da en klage til ombudsmanden

skal være indgivet ”inden et år efter, at forholdet er begået” (§

13, stk. 3, i

lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand), kan jeg ikke

behandle

disse afgørelser.

Den 26. februar 1996 søgte A

på ny om forhøjelse af den allerede tilkendte pension. Den 16. februar 1998

traf Brøndby Kommune afgørelse om at A’s erhvervsevne ikke skønnedes

varigt

forværret i en sådan grad at hun opfyldte betingelserne for en forhøjelse af

pensionen til mellemste førtidspension. Forinden kommunen traf afgørelse,

indhentede kommunen en speciallægeerklæring. A var til undersøgelse hos

speciallæge B der ved erklæring af 2. januar 1998 fremkom med følgende

udtalelse:

”

Patienten syntes, allerede

hun som 40 årig havde tendens til muskel- ledsmerter samt abnorm træthed, men

man kunne ikke påvise nogen sygdom der kunne forklare dette. Jeg ser

patienten

første gang den 28.2.90 hvor hun har haft tiltagende led- og muskelsmerter,

periodisk lidt hævelse i fodled samt abnorm træthed.

Undersøgelser bekræfter nu

diagnosen Mb. Sjøgren med stort set manglende tåresekretion samt atrofi af

kirtelvæv ved læbebiopsi.

Hun er siden fulgt periodisk

hvor ovenstående medicin giver lidt lindring. Hertil set af flere øjenlæger

hvor der periodisk er påvist forhøjet tryk i øjnene (Glaucom), hun har prøvet

øjendråber, men så vidt jeg kan forstå stoppet, da hun ikke mener at kunne

tåle

dem.

I årenes løb er symptomerne

tiltaget således, at hun specielt er generet af abnorm træthed. Hun orker kun

lige at klare sig selv. Hendes hjem klarer hun, men slet ikke til egen

tilfredshed, hun har således ikke haft gæster hjemme de sidste 7 år dels

fordi

hun ikke magter det, men også fordi hun skammer sig over at hjemmet ikke er

rent som tidligere.

Som tidligere generet af

muskel- ledsmerter uden at der er tale om egentlige ledhævelser, hun kan

specielt om aften bliver generet af trækninger i albuer og knæhaser der

forstyrrer søvnen.

Som led i sygdommen generet

af tør hoste der kompliceres af tendens til inkontinens i forbindelse med

hosteanfaldene, må bruge bind.

Hun har tiltagende problemer

med at holde tænderne som følge af den manglende spytproduktion.

Hun har specielt tidligere

forsøgt fysioterapi, øvelser uden særlig effekt. Hun har på egen hånd forsøgt

talrige alternative behandlingsmetoder, men alt uden større virkning.

Som anført netop selvhjulpen

i og omkring egen person, hun klarer den daglige husholdning, men kun med

besvær og ikke til egen tilfredshed.

Diagnose:

Mb. Sjøgren

Ceratocunjuntivitis sicca.

Glaucom obs.

Scheuermann thoracolumbalis.

Scoliosis columna.

Spondylosis columna.

Degeneratio disci i.v

lumbalis 4 et 5.

Konklusion:

Det drejer sig om en nu

64-årig kvinde der søger om forhøjelse af pension på grund af tiltagende

gener

i forbindelse med bindevævslidelsen Mb. Sjøgren.

Hun har tidligere fået

pension fra 40 års alderen, og hun klagede allerede dengang over træthed,

led-

og muskelsmerter uden at man dog kunne påvise nogen årsag til dette. Siden

har

symptomerne været tiltagende og i 1990 stilles diagnosen Mb. Sjøgren.

Patientens klager over

abnorm træthed, muskel-, ledsmerter, hoste, smerter i øjne og besvær fra

tænder

er fuldt forståelige med den påviste sygdom.

Der er ingen tvivl om, at

hendes arbejdsevne i arbejde uden for hjemmet må betragtes som værende

ophævet

og betydelig reduceret i hjemmet. Der er ingen udsigt til bedring.”

Brøndby Kommunes

lægekonsulent, C, skrev på grundlag heraf følgende notat af 21. januar 1998:

”

Der foreligger nu en

speciallægevurdering ved (B) dateret 2 januar 1998. Heri konkluderer han, at

pgl i betydelig grad er præget af sygdommen mb. Sjøgren. Pgl har smerteklager

fra led, muskler og knogle, hun har udtalt øget træthedstærskel. Arbejdsevnen

i

eget hjem skønnes betydelig reduceret, den skønnes ophævet i udeerhverv.

Lægeskøn:

Arbejdsevnen finder jeg

varigt nedsat med over 2/3 ude som hjemme.”

Brøndby Kommune anså sin

afgørelse af 16. februar 1998 som påklaget til Revaliderings- og

pensionsnævnet

(nu Det Sociale Nævn) for Københavns Amt som i brev af 18. september 1998

meddelte A at nævnet stadfæstede afslaget. Nævnet skrev:

”

Nævnet giver Dem afslag på

mellemste førtidspension efter bestemmelserne i lovens § 14, stk. 2, nr. 2.

De er fortsat berettiget til

den tidligere tilkendte pension efter bestemmelserne i lovens § 14, stk. 3,

nr.

1.

Nævnet tiltræder således

kommunens afgørelse.

Da De er fyldt 60 år, skal

Deres erhvervsevne kunne anses for at være ubetydelig, for at De kan få

tilkendt mellemste førtidspension efter lovens § 14, stk. 2, nr. 2.

Nævnet er ved afgørelsen

opmærksom på, at der i erklæring af 2. januar 1998 fra speciallæge (B) er

givet

en anden vurdering af Deres erhvervsevne. Denne vurdering er nævnet ikke enig

i, sådan som Deres helbredsforhold er beskrevet.

Det fremgår af de lægelige

papirer, at De lider af en bindevævssygdom (Morbus Sjögren), der specielt

angriber spytkirtler, men også giver mere diffuse symptomer. De har nogen

hoste, men normal lungefunktion. De er selvhjulpen omkring egen person og

klarer den daglige husholdning, men kun med besvær. De objektive forandringer

er mere beskedne.

Herudover lider De af

Scheuermanns sygdom, af slidgigt i ryggen og af rygskævhed.

Sammenfattende findes Deres

helbredstilstand forværret siden 1993, men ikke i en sådan grad, at Deres

erhvervsevne kan anses for at være nedsat til det ubetydelige.

”

I samarbejde med A’s læge

klagede A over nævnets afgørelse til Den Sociale Ankestyrelse. Ankestyrelsen

afviste imidlertid den 27. november 1998 at behandle sagen under henvisning

til

at klagen var indgivet for sent.

Den 21. januar 1999 sendte

jeg A’s henvendelse af 14. december 1998 videre til Ankestyrelsen.

Henvendelsen

blev sendt som en anmodning fra A om at modtage en uddybende begrundelse for

Ankestyrelsens afgørelse. Den 2. marts 1999 uddybede Ankestyrelsen

begrundelsen

for afgørelsen af 27. november 1998.

I breve af 4. og 22. marts

1999 indgav A på ny klage til mig over Det Sociale Nævn for Københavns Amts

afgørelse af 18. september 1998 og Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 27.

november 1998.

Den 14. maj 1999 sendte jeg

A’s henvendelse videre til det sociale nævn som en anmodning fra A om at

nævnet

redegjorde nærmere for hendes resterende erhvervsevne.

Det Sociale Nævn fremkom ved

brev af 12. juli 1999 med denne redegørelse. Nævnet anførte herved:

”

Det Sociale Nævn gav Dem den

18. september 1998 afslag på forhøjelse af forhøjet almindelig førtidspension

efter § 14, stk. 3, nr. 1, i lov om social pension, med begrundelsen, at

Deres

erhvervsevne ikke kunne anses for nedsat til det ubetydelige.

Da De på

ansøgningstidspunktet var 62 år skal De for at kunne få tilkendt mellemste

førtidspension efter § 14, stk. 2, nr. 2, opfylde betingelserne for

tilkendelse

af højeste førtidspension.

Vi skrev i afgørelsen at

Nævnet ved afgørelsen var opmærksom på, at der i erklæring af 2. januar 1998

fra speciallæge (B) er givet en anden vurdering af Deres erhvervsevne. Denne

vurdering er Nævnet ikke enig i, sådan som Deres helbredsforhold er

beskrevet.

Det skal bemærkes, at Nævnet

er forpligtet og berettiget til at foretage en selvstændig bedømmelse af

erhvervsevnenedsættelsens omfang på grundlag af de faktiske lægelige fund,

således som disse er beskrevet i de lægelige oplysninger.

Nævnet er således ikke

bundet af konklusionerne i de indhentede lægelige erklæringer.

Nævnet har fundet, at Deres

helbredstilstand er forværret siden De i 1993 fik afslag på forhøjelse af

Deres

pension, således at Deres erhvervsevne i fysisk krævende erhverv nu skønnes

nedsat til det ubetydelige.

Deres erhvervsevne i ethvert

erhverv findes imidlertid ikke nedsat til det ubetydelige, og dette er ifølge

pensionsloven en betingelse for at få tilkendt mellemste førtidspension som

over 60-årig.

Det fremgår af Vejledning af

10. marts 1998 om social pension, punkt 50, om tilkendelsesbetingelserne for

højeste førtidspension, at nedsættelsen af erhvervsevnen skal ses i forhold

til

ethvert erhverv. Det er ikke tilstrækkeligt, at erhvervsevnen er ophævet

eller

ubetydelig i pågældendes hidtidige arbejde. Invaliditeten skal være af en

sådan

sværhedsgrad, at den forhindrer pågældende i at påtage sig arbejde af nogen

betydning.

”

Redegørelsen var bilagt

uddrag af vejledning om social pension punkt 2.3.1.1.

Ved brev modtaget den 12.

oktober 1999 rettede A på ny henvendelse til mig.

I den anledning anmodede jeg

ved brev af 3. november 1999 Det Sociale Nævn for Københavns Amt og Brøndby

Kommune om en udtalelse. I anmodningen henviste jeg til § 14, stk. 2, og stk.

3, nr. 1, samt den tidligere gældende § 15, stk. 2 (nu § 15, stk. 3) i lov om

social pension og til vejledning af 24. juni 1996 om social pension pkt. 38,

43

og 44, og anførte:

”

Som det fremgår af

lovbestemmelsen, og til dels vejledningen, skal der – på baggrund af den

pågældendes helbredsmæssige og sociale oplysninger – ved bedømmelsen af

erhvervsevnen foretages en sammenligning med en for ansøgeren skønnet mulig

arbejdsindtægt og den normale indtægt for en person med lignende uddannelse

og

baggrund.

Sammenligningen forudsætter

efter min opfattelse en vurdering af hvilket arbejde den pågældende vil kunne

påtage

sig, dvs. en vurdering af den pågældendes resterhvervsevne.

Samtidig fremgår det at der

ved bedømmelsen skal tages hensyn til den pågældendes

beskæftigelsesmuligheder.

Under henvisning hertil

beder jeg om at myndighederne redegør for om de i forbindelse med deres

bedømmelse af (A)’s erhvervsevne har foretaget en vurdering af om hun

ville

kunne påtage sig et arbejde, og i givet fald en vis konkretisering af hvilken

karakter dette arbejde skulle have for at hun med sine helbredsmæssige

begrænsninger ville være i stand til at bestride det.

I bekræftende fald beder jeg

myndighederne nærmere redegøre for deres vurdering heraf, herunder deres

vurdering af (A)’s beskæftigelsesmuligheder.

”

Brøndby Kommune fremkom med

en udtalelse af 11. november 1999. Kommunen anførte:

”

Brøndby Kommune har i

forbindelse med ansøgningen om forhøjelse af pensionen vurderet, at der er

sket

en forværring af (A)’s helbredsforhold, således at hendes erhvervsevne

er

nedsat med mere end 2/3, dog ikke ophævet. Med baggrund i sagens lægelige og

øvrige oplysninger, er det klart anerkendt, at der er sket en væsentlig

forværring af hendes helbredsforhold. Sammenholdt med praksis for den type

lidelser, som (A) lider af, og det faktum, at pågældende er over 60 år,

medfører dog ikke en forhøjelse af pensionen.

Når erhvervsevnen er

vurderet nedsat med 50% eller derover af helbredsmæssige årsager, er der ikke

i

pensionsloven krav om, at resterhvervsevnen skal udnyttes. Det er således

frivilligt, om man ønsker at benytte en resterhvervsevne. Der er ikke praksis

for, at man i kommunen, Det sociale ankenævn eller i Ankestyrelsen angiver

hvilket arbejde, man vurderes at kunne bestride.”

Det sociale nævns

lægekonsulent, overlæge D, afgav til brug for nævnets behandling følgende

udtalelse af 23. november 1999:

”

Patientens sygdom drejer sig

om Morbus Sjögren som beskrevet i speciallægeerklæring fra (B) af 2. januar

1998.

Problemerne med denne sygdom

hos patienten er led- og muskelsmerter og abnorm træthed.

Diagnosen er stillet ved

manglende tåresekretion og atrofi af kirtelvæv set ved læbebiopsi.

Trætheden er det værste for

patienten, hvor det beskrives, at hun lige kan klare sig eget hjem, er

selvhjulpen i og omkring sin egen person og kan klare den daglige

husholdning.

Der beskrives også nogen tør

hoste, men lungefunktionen har været normal. Øjenmæssigt skal der også være

påvist forhøjet tryk i øjnene i perioder, som patienten har fået øjendråber

for.

Ved den objektive

undersøgelse findes i overekstremiteterne let nedsat kraft og udadrotation i

skuldre.

Der er også let nedsat kraft i benene, men ellers pæne forhold. I rygsøjlen

påvises, også ved røntgen, scoliose, spondylose og tegn på Morbus Scheuermann

samt diskusdegeneration. Knæ og skuldre er normale røntgenmæssigt.

Konklusion: De beskrevne sygdomme

og symptomer nedsætter efter mit skøn erhvervsevnen til omkring en trediedel

af

det normale eller lidt derunder, men man kan ikke sige, at symptomernes

karakter fuldstændig ophæver den generelle erhvervsevne.

Efter mit skøn vil patienten

ikke være i stand til at klare nogen form for fysisk krævende arbejde, men

ville derimod nok være i stand til at kunne klare et arbejde med f.eks.

lettere

stillesiddende kontorarbejde i en skånejobsituation på nedsat tid.

Diagnoser:

Morbus Sjögren

(bindevævslidelse).

Tørre Øjne.

Morbus Scheuermann

thoracolumbalis (kileformede ryghvirvler).

Spondylosis columnae

(slidgigt i ryggen).

Scoliosis columnae (skæv

ryg).”

Det sociale nævn fremkom med

en udtalelse af 11. januar 2000. Nævnet anførte:

”

Nævnet har ved afgørelsen tiltrådt

Brøndby Kommunes afslag på forhøjelse af forhøjet almindelig førtidspension

efter § 14, stk. 3, nr. 1 i lov om social pension, da erhvervsevnen ikke

kunne

anses for nedsat til det ubetydelige.

Da (A) på

ansøgningstidspunktet var 62 år, skal hun for at kunne få tilkendt mellemste

førtidspension efter lovens § 14, stk. 2, nr. 2, opfylde betingelserne for

tilkendelse af højeste førtidspension.

Nævnet kan bekræfte, at

Nævnet ved afgørelsen har sammenholdt bestemmelserne i dagældende lov om

social

pension § 14 med lovens § 15, stk. 1-2.

I Nævnets vurdering i

forbindelse med afgørelsen er således indgået de forhold, der beskrives i den

dagældende vejledning om social pension pkt. 38, 43 og 44, som citeres i

Ombudsmandens brev.

Ombudsmanden har tidligere i

brev af 14. maj 1999 anmodet Nævnet om at redegøre nærmere for (A)’s

resterende

erhvervsevne.

Nævnet anførte i sit svar af

12. juli 1999 bl.a., at Nævnet har fundet, at (A)’s helbredstilstand er

forværret, siden hun i 1993 fik afslag på forhøjelse af sin pension, således

at

erhvervsevnen i fysisk krævende erhverv nu skønnes nedsat til det

ubetydelige,

men at erhvervsevnen i ethvert erhverv ikke skønnes nedsat til det

ubetydelige.

Det fremgår af de lægelige

akter, som forelå ved afgørelsen, at (A) lider af Morbus Sjögren.

Problemerne med denne sygdom

hos (A) er led- og muskelsmerter og abnorm træthed.

Diagnosen er stillet ved

manglende tåresekretion og atrofi af kirtelvæv set ved læbebiopsi.

Der beskrives også nogen tør

hoste, men lungefunktionen har været normal. Øjenmæssigt skal der også være

påvist forhøjet tryk i øjnene i perioder, som (A) har fået øjendråber for.

Ved den objektive

undersøgelse findes i overekstremiteterne let nedsat kraft og udadrotation i

skuldre. Der er også let nedsat kraft i benene, men ellers pæne forhold. I

rygsøjlen påvises, også ved røntgen, scoliose, spondylose og tegn på Morbus

Scheuermann samt diskusdegeneration. Knæ og skuldre er normale

røntgenmæssigt.

Disse oplysninger om (A)’s

helbredsforhold er sammenholdt med, at hun er udlært bogbinderske og har

arbejdet som sådan i 10 år. Hun var herefter hjemmegående husmor i 10 år,

hvorefter hun var i arbejde i 2½ år som rengøringsassistent indtil

sygemeldning

i 1973. Hun har ikke siden været i arbejde.

(A) fik i 1983 tilkendt

laveste invalidepension og har i 1984, 1991 og 1993 ligesom i 1998 fået

afslag

på forhøjelse af pension, hvilket hver gang er tiltrådt af ankeinstansen.

(A) blev i 1983 bedømt i

supplerende selverhverv, men efter at være blevet enke er hun fra og med

afgørelsen i 1991 bedømt i fuldt selverhverv.

(A)’s resterhvervsevne ville

eksempelvis kunne udnyttes ved lettere stillesiddende kontorarbejde i form af

skånejob på nedsat tid.

For så vidt angår det

generelle spørgsmål, der kan rejses vedrørende vurdering af

resterhvervsevnen,

kan oplyses, at det ikke i almindelighed har været nævnets praksis at

forholde

sig til konkrete arbejdsområder, ved hvilke pensionisten kan udnytte sin

resterhvervsevne.

”

Med brev af 17. januar 2000

sendte jeg A kopier af udtalelserne, og A fremsendte yderligere bemærkninger

i

brev af 6. februar 2000.

Det er A’s opfattelse at hun

ikke vil kunne passe et stillesiddende job da hendes hørelse og syn er

nedsat.

A finder desuden at hun slet ikke har nogen resterende erhvervsevne.

Endvidere

mener A ikke at sagens akter er blevet læst ordentligt.

Ombudsmandens udtalelse

”Myndighedernes afgørelser er truffet på grundlag af dagældende lov om

social pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 612 af 24. juni 1996 med senere

ændringer. Loven indeholder følgende bestemmelser af betydning for sagen:

’§ 14.

Højeste førtidspension kan tilkendes personer i alderen fra 18 til 60 år, der

i ethvert erhverv må anses for kun at have ubetydelig erhvervsevne i behold.

Stk. 2. Mellemste førtidspension kan tilkendes

personer i alderen fra 18 til 60 år, hvis erhvervsevne er nedsat med omkring

2/3, og

personer i alderen fra 60 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat i det

omfang, der er nævnt i stk. 1.

Stk. 3. Forhøjet almindelig førtidspension eller almindelig førtidspension

kan tilkendes

personer i alderen fra 18 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat på grund af

helbredsmæssige forhold med mindst halvdelen,

personer i alderen fra 18 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat med mindst

halvdelen, uden at nedsættelsen alene skyldes helbredsmæssige forhold, og

personer i alderen fra 50 til 67 år, når sociale og

helbredsmæssige forhold taler for det.

Stk. 4. Pension efter stk. 3

tilkendes som forhøjet almindelig førtidspension til personer under 60 år og

som almindelig førtidspension til personer over denne alder.

Stk. 5. Socialministeren kan

fastsætte nærmere regler om tilkendelse af pension efter stk. 3, nr. 2 og 3.

Stk. 6. Efter det fyldte 60.

år kan pension uden pensionistens samtykke hverken frakendes eller nedsættes

til lavere form for pension, jf. § 13. Dette gælder dog ikke for

invaliditetsydelse og bistands- og plejetillæg.

§ 15.

Tilkendelse af pension efter § 14, stk. 1-2 og stk. 3, nr. 1

og 2, er betinget af, at erhvervsevnen varigt er nedsat på grund af fysisk

eller psykisk invaliditet. Med henblik på pension efter § 14, stk. 3, nr. 2,

skal der dog også lægges afgørende vægt på andre omstændigheder, der klart

viser, at erhvervsevnen hos en ansøger, som ikke har andre

forsørgelsesmuligheder, er varigt nedsat. Der kan i helt ekstraordinære

tilfælde tilkendes pension efter § 14, stk. 3, nr. 2, uden at nedsættelsen af

erhvervsevnen skyldes helbredsmæssige forhold.

Stk. 2. Ved bedømmelsen af,

i hvilket omfang erhvervsevnen er nedsat, skal der foretages en sammenligning

mellem den indtægt, som den pågældende skønnes at kunne opnå ved et arbejde,

der svarer til pågældendes kræfter og færdigheder, og som under hensyn til

uddannelse og tidligere virksomhed kan forlanges af den pågældende, og den

indtægt, som personer med lignende uddannelse normalt opnår i samme egn. Der

skal endvidere tages hensyn til alder, livsstilling, bopæl og

beskæftigelsesmuligheder og til sådanne andre omstændigheder, der i det

enkelte

tilfælde findes at burde tillægges vægt.’

I den dagældende vejledning

af 24. juni 1996 om social pension stod bl.a. følgende:

’38.

Nedsættelsen af

erhvervsevnen skal ses i relation til ethvert erhverv. Det er ikke

tilstrækkeligt, at erhvervsevnen er ophævet eller ubetydelig i pågældendes

hidtidige arbejde. Invaliditeten skal være af en sådan sværhedsgrad, at den

forhindrer ansøgeren i at påtage sig arbejde af nogen betydning. Enhver

revalideringsmulighed skal være udelukket.

Ved bedømmelse af, om der er

mere end ubetydelig erhvervsevne, kan der tages udgangspunkt i, at en varig

indtægt ved personligt arbejde af en størrelse, der svarer til

erhvervsudygtighedsbeløbet for en enlig, normalt ikke kan betragtes som

ubetydelig. En indtægt af en sådan størrelse kan derfor ikke umiddelbart

forenes med tilkendelse af højeste førtidspension.

I tilfælde, hvor en eventuel

resterhvervsevne ikke giver en indtægt, der kan opgøres, må der foretages et

skøn. Det gælder fx den hjemmearbejdendes indsats i hjemmet. I de fleste

tilfælde har ansøgeren på afgørelsestidspunktet ikke nogen arbejdsindtægt

overhovedet.

Det betyder, at der skal skønnes over ansøgerens tilbageværende evne til at

udføre indtægtsgivende arbejde.

43. Pension kan tilkendes,

hvis ansøgerens erhvervsevne er nedsat på grund af en varig fysisk eller

psykisk invaliditet, se lovens § 15. Det er en betingelse, at lidelsen i sig

selv bevirker en betydelig og varig nedsættelse af ansøgerens funktionsevne

på

arbejdsmarkedet og dermed af evnen til at forsørge sig selv ved arbejde.

Der er således i første

omgang tale om en rent lægelig bedømmelse af ansøgerens erhvervsevne.

Bedømmelsen forudsætter, at ansøgerens helbredsforhold er grundigt undersøgt

og

beskrevet. Bedømmelsen forudsætter desuden et indgående kendskab til

lidelsens

indvirkning på den erhvervsmæssige funktionsevne. Bedømmelsen må tage

udgangspunkt i erfaringer om, hvilke helbredsmæssige begrænsninger og

lidelser

der almindeligvis medfører, at folk må opgive erhvervsarbejde helt eller

delvis.

At lidelsen er varig

betyder, at der ikke er udsigt til, at den bedres væsentligt hverken af sig

selv eller ved behandling.

I de fleste tilfælde indgår

den helbredsmæssige vurdering som et led i et samlet skøn over erhvervsevnens

nedsættelse. Ansøgerens sociale og erhvervsmæssige forhold sammen med den

helbredsmæssige vurdering er således med til at bestemme, om der skal

tilkendes

højeste, mellemste eller almindelig førtidspension på grund af

helbredsmæssige

forhold.

En helbredsvurdering alene

kan dog være tilstrækkeligt grundlag for bedømmelse af erhvervsevnens

nedsættelse. Det er som regel kun tilfældet, når der kun er ubetydelig

erhvervsevne i behold, altså i de tilfælde hvor der kan tilkendes højeste

førtidspension.

44. Pensionskriteriet

nedsættelse af erhvervsevnen rummer både lægelige og sociale momenter. Den

samme lægelige invaliditet kan have helt forskellige erhvervsmæssige følger

for

de enkelte ansøgere. På baggrund af de lægelige og sociale oplysninger skal

det

bedømmes, hvad ansøgeren er i stand til at tjene, når invaliditeten tages i

betragtning. Alle de muligheder, som det med rimelighed kan forlanges, at

ansøgeren udnytter, skal indgå i bedømmelsen. Der skal tages hensyn til

ansøgerens uddannelse, tidligere virksomhed, alder, livsstilling, bopæl og

beskæftigelsesmuligheder samt til andre forhold, der kan antages at være af

betydning, se lovens § 15, stk. 2 [nu § 15, stk. 3].

Indtægten sammenlignes med

en normal arbejdsindtægt for en person med lignende uddannelse og baggrund.

Med udgangspunkt i

sammenligningen træffes der afgørelse om, hvorvidt erhvervsevnen er nedsat i

et

omfang, der giver ret til pension og i bekræftende fald hvilken type.

Forudsætningen for det samlede skøn er et samarbejde mellem den

sociale/erhvervsmæssige sagkundskab og den lægelige sagkundskab.’

De ovennævnte punkter i

vejledningen fra 1996 svarer i det væsentligste til indholdet i punkterne 50,

56 og 57 i vejledningen af 10. marts 1998 gældende fra den 1. juli 1998.

Som det fremgår af

ovennævnte lovbestemmelser og til dels vejledningen, kan mellemste

førtidspension tilkendes personer i alderen fra 60 til 67 år hvis

erhvervsevne

er nedsat til det ubetydelige. Bedømmelsen af erhvervsevnen skal ske på

baggrund af den pågældendes helbredsmæssige og sociale oplysninger, og der

skal

foretages en sammenligning med en for ansøgeren skønnet mulig arbejdsindtægt

og

den normale indtægt for en person med lignende uddannelse og baggrund.

Højesteret har for nylig i

to domme afsagt henholdsvis i december 1999 (Ugeskrift for Retsvæsen 2000, s.

645) og i januar 2001 tilsidesat myndighedernes vurdering af den pensionsgrad

som de to borgere var berettiget til.

Som ombudsmand kan jeg kun i

begrænset omfang tage stilling til afgørelser der helt eller delvis bygger på

særlig fagkyndig viden. På baggrund af min manglende lægefaglige viden kan

jeg

således ikke foretage en selvstændig vurdering af de lægelige udtalelser. Jeg

har ikke – som domstolene – mulighed for i forbindelse med en

egentlig

bevisførelse med vidneafhøring af de lægeligt fagkyndige at foretage en

nærmere

selvstændig vurdering af de lægelige erklæringers bevismæssige betydning for

vurderingen af den nedsatte erhvervsevne.

Myndighedernes vurdering af

hvilken nedsættelse af erhvervsevne der er tale om i Deres tilfælde, bygger

også i vidt omfang på en vurdering af de sociale forholds betydning for Deres

erhvervsevne.

Speciallæge (B) udtalte i

sin erklæring af 2. januar 1998 at De led af Morbus Sjøgren med abnorm

træthed,

muskel- og ledsmerter, hoste, smerter i øjne og besvær fra tænder. Endvidere

havde De kileformede ryghvirvler, slidgigt i ryggen og skæv ryg. De var

selvhjulpen

i og omkring egen person og klarede den daglige husholdning, men kun med

besvær

og ikke til egen tilfredshed. Speciallægen konkluderede at Deres erhvervsevne

i

arbejde uden for hjemmet var ophævet og betydeligt reduceret i hjemmet. Der

var

ingen udsigt til bedring.

Af nævnets uddybende

begrundelse af 12. juli 1999 fremgår at nævnet fandt at Deres erhvervsevne i

fysisk krævende erhverv nu skønnedes nedsat til det ubetydelige. Nævnet fandt

imidlertid ikke Deres erhvervsevne nedsat til det ubetydelige i ethvert

erhverv. I sin udtalelse af 11. januar 2000 i anledning af Deres klage til

mig

udtalte det sociale nævn at Deres resterhvervsevne eksempelvis kunne udnyttes

ved lettere stillesiddende kontorarbejde i form af skånejob på nedsat tid.

Som det fremgår, er der

uoverensstemmelse mellem speciallæge (B)’s og det sociale nævns

vurdering af

Deres resterhvervsevne.

Jeg har ovenfor redegjort

for de begrænsninger jeg som ombudsmand har for at foretage en nærmere

selvstændig vurdering af de lægelige erklæringers bevismæssige betydning for

vurderingen af den nedsatte erhvervsevne. På baggrund af disse begrænsninger

kan jeg normalt ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af myndighedernes

vurderinger.

Under min gennemgang af

sagen har jeg derfor måttet begrænse min undersøgelse til at omfatte

spørgsmål

om afgørelsens begrundelse mv.

Begrundelse

Forvaltningsloven indeholder

bl.a. følgende bestemmelse:

’§ 24.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning

til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,

afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal

begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal

endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger

vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning

for afgørelsen.’

En begrundelse skal efter

forvaltningslovens § 24 fremtræde som en forklaring på hvorfor afgørelsen har

fået det pågældende indhold, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med

kommentarer

(1999), s. 420ff.

Hvis afgørelsen bygger på et

administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn der har

været bestemmende for skønsudøvelsen. Om fornødent skal begrundelsen

indeholde

en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske

omstændigheder som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. En

begrundelse skal efter forvaltningslovens § 24 endvidere indeholde en

henvisning til de retsregler som afgørelsen er truffet efter.

Brøndby Kommunens afgørelse af 16. februar 1998

Brøndby Kommunes

pensionsnævn traf den 16. februar 1998 afgørelse om at Deres ansøgning om

forhøjelse af Deres førtidspension fra almindelig forhøjet førtidspension til

mellemste førtidspension ikke kunne imødekommes. Kommunen begrundede

afgørelsen

ved brev af 23. februar 1998 således:

’Det meddeles hermed, at man

har færdigbehandlet Deres ansøgning om forhøjelse af Deres førtidspension.

Man har ikke fundet, at

Deres erhvervsevne skønnes varigt forværret i en sådan grad, at De opfylder

betingelserne for en forhøjelse af nuværende pension, hvorfor sagen er

videresendt til Revaliderings- og pensionsnævnet, med indstilling om at De

fortsat opfylder betingelserne for Deres nuværende førtidspension.’

Brøndby Kommunes afgørelse

af 16. februar 1998 opfylder ikke begrundelseskravet i forvaltningslovens §

24.

Det fremgår således ikke af afgørelsen hvilke hensyn kommunen tillagde vægt,

herunder hvilken vægt speciallæge (B)’s erklæring af 2. januar 1998 blev

tillagt.

Afgørelsen indeholder heller ingen redegørelse for de faktiske omstændigheder

i

sagen der blev tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Endvidere burde

kommunen have henvist til de bestemmelser afgørelsen blev truffet efter.

Jeg mener at Brøndby Kommunes

mangelfulde begrundelse er kritisabel, og dette har jeg gjort kommunen

bekendt

med.

Det sociale nævns behandling af Deres sag

Ved afgørelse af 18.

september 1998 fastholdt Det Sociale Nævn for Københavns Amt Brøndby Kommunes

afgørelse. Nævnet begrundede afgørelsen således:

’

Nævnet er ved afgørelsen

opmærksom på, at der i erklæring af 2. januar 1998 fra speciallæge (B) er

givet

en anden vurdering af Deres erhvervsevne. Denne vurdering er nævnet ikke enig

i, sådan som Deres helbredsforhold er beskrevet.

Det fremgår af de lægelige

papirer, at De lider af en bindevævssygdom (Morbus Sjögren), der specielt

angriber spytkirtler, men også giver mere diffuse symptomer. De har nogen

hoste, men normal lungefunktion. De er selvhjulpen omkring egen person og

klarer

den daglige husholdning, men kun med besvær. De objektive forandringer er

mere

beskedne.

Herudover lider De af

Scheuermanns sygdom, af slidgigt i ryggen og af rygskævhed.

Sammenfattende findes Deres

helbredstilstand forværret siden 1993, men ikke i en sådan grad, at Deres

erhvervsevne kan anses for at være nedsat til det ubetydelige.

’

Nævnet anførte i den

uddybende begrundelse af 12. juli 1999 bl.a. følgende:

’

Det skal bemærkes, at Nævnet

er forpligtet og berettiget til at foretage en selvstændig bedømmelse af

erhvervsevnenedsættelsens omfang på grundlag af de faktiske lægelige fund,

således som disse er beskrevet i de lægelige oplysninger.

Nævnet er således ikke

bundet af konklusionerne i de indhentede lægelige erklæringer.

Nævnet har fundet, at Deres

helbredstilstand er forværret siden De i 1993 fik afslag på forhøjelse af

Deres

pension, således at Deres erhvervsevne i fysisk krævende erhverv nu skønnes

nedsat til det ubetydelige.

Deres erhvervsevne i ethvert

erhverv findes imidlertid ikke nedsat til det ubetydelige, og dette er ifølge

pensionsloven en betingelse for at få tilkendt mellemste førtidspension som

over 60-årig.’

Nævnet vedlagde uddrag af

vejledningens punkt 50 (tidligere punkt 38) og anførte:

’Det fremgår af Vejledning

af 10. marts 1998 om social pension, punkt 50, om tilkendelsesbetingelserne

for

højeste førtidspension, at nedsættelsen af erhvervsevnen skal ses i forhold

til

ethvert erhverv. Det er ikke tilstrækkeligt, at erhvervsevnen er ophævet

eller

ubetydelig i pågældendes hidtidige arbejde. Invaliditeten skal være af en

sådan

sværhedsgrad, at den forhindrer pågældende i at påtage sig arbejde af nogen

betydning.’

Det sociale nævn afgav

udtalelse til mig af 11. januar 2000 og anførte heri:

’

Nævnet kan bekræfte, at

Nævnet ved afgørelsen har sammenholdt bestemmelserne i dagældende lov om

social

pension § 14 med lovens § 15 stk. 1-2.

I Nævnets vurdering i

forbindelse med afgørelsen er således indgået de forhold, der beskrives i den

dagældende vejledning om social pension pkt. 38, 43 og 44, som citeres i

Ombudsmandens brev.

Disse oplysninger om (A)’s

helbredsforhold er sammenholdt med, at hun er udlært bogbinderske og har

arbejdet som sådan i 10 år. Hun var herefter hjemmegående husmor i 10 år,

hvorefter hun var i arbejde 2½ år som rengøringsassistent indtil sygemelding

i

1973. Hun har ikke siden været i arbejde.

(A) blev i 1983 bedømt i

supplerende selverhverv, men efter at være blevet enke er hun fra og med

afgørelsen i 1991 bedømt i fuldt selverhverv.

(A)’s resterhvervsevne ville

eksempelvis kunne udnyttes ved lettere stillesiddende kontorarbejde i form af

skånejob på nedsat tid.

For så vidt angår det

generelle spørgsmål, der kan rejses vedrørende vurdering af

rest-erhvervsevnen,

kan oplyses, at det ikke i almindelighed har været nævnets praksis at

forholde

sig til konkrete arbejdsområder, ved hvilke pensionisten kan udnytte sin

resterhvervsevne.

’

Som det fremgår af den

tidligere pensionslovs § 15, stk. 2 (nu § 15, stk. 3), skal der ved

bedømmelsen

af i hvilket omfang erhvervsevnen er nedsat, foretages en sammenligning

mellem

den indtægt som den pågældende skønnes at kunne opnå ved et arbejde der

svarer

til den pågældendes kræfter og færdigheder, og som under hensyn til

uddannelse

og tidligere virksomhed kan forlanges af den pågældende, og den indtægt som

personer med lignende uddannelse normalt opnår i samme egn. Der skal

endvidere

tages hensyn til alder, livsstilling, bopæl og beskæftigelsesmuligheder og

til

sådanne andre omstændigheder der i det enkelte tilfælde findes at burde

tillægges

vægt.

På baggrund af denne

lovbestemmelse og af pkt. 44 i vejledningen om social pension må det

konkluderes at spørgsmålet om nedsættelse af erhvervsevnen og omfanget heraf

rummer både lægelige og sociale elementer.

I de to højesteretsdomme som

jeg har nævnt ovenfor, har Højesteret kort refereret de

speciallægeerklæringer

som myndighederne havde indhentet i sagerne, herunder gengivet

speciallægernes

vurdering af graden af de pågældende borgeres erhvervsevnenedsættelse. På

dette

grundlag traf Højesteret afgørelse om at tilsidesætte myndighedernes

vurdering

af bl.a. pensionsgraden.

Det sociale nævn

tilsidesatte i Deres sag speciallæge (B)’s vurdering af

erhvervsevnenedsættelsen.

Hverken i afgørelsen af 18.

september 1998 eller i den uddybende begrundelse af 12. juli 1999

argumenterede

nævnet nærmere for at nævnet vurderede Deres erhvervsevne som større end

speciallægen gjorde.

I afgørelsen af 18.

september 1998 konstaterede nævnet blot at det ikke var enig i speciallægens

vurdering, og i den uddybende begrundelse af 12. juli 1999 konstaterede

nævnet

alene at Deres erhvervsevne i fysisk krævende erhverv nu skønnedes nedsat til

det ubetydelige, men at dette ikke var tilfældet i ethvert erhverv.

Jeg mener ikke at disse

begrundelser i tilstrækkelig grad argumenterer for årsagen til at nævnet

vurderede Deres erhvervsevne anderledes end speciallægen gjorde. Efter min

opfattelse burde nævnet således have redegjort for hvilket fagligt grundlag

nævnet havde for at tilsidesætte speciallægens vurdering.

På den baggrund har jeg i

dag sendt sagen til nævnet idet jeg henstiller til nævnet at genoptage sagens

behandling med henblik på at uddybe begrundelsen.

For så vidt angår

pensionsmyndighedernes eventuelle beskrivelse af resterhvervsevne, har jeg

gjort mig følgende overvejelser:

Jeg er opmærksom på at

pensionsmyndighederne ikke i hidtidig praksis i sine begrundelser for

afgørelser om pension har beskrevet hvori en efter pensionsmyndighedernes

opfattelse eventuel resterende erhvervsevne bestod. Denne praksis indebærer

imidlertid

efter min opfattelse at det bliver vanskeligt at forstå hvori den resterende

erhvervsevne består, og dermed at kunne forstå graden af den tilkendte

førtidspension.

Selv om der ved bedømmelse

af om en borger skal have tilkendt laveste, mellemste eller højeste

førtidspension indgår en vurdering af den pågældendes invaliditet, mener jeg

på

baggrund af bestemmelsens og vejledningens ordlyd at der tillige skal

redegøres

for den eventuelle resterhvervsevne der efter pensionsmyndighedernes

vurdering

består. Det kunne f.eks. være i form af en beskrivelse af de funktioner som

den

pågældende har i behold, og som kan anvendes erhvervsmæssigt, eller som en

vis

konkretisering af hvilken karakter af arbejde den pågældende ville kunne

bestride. En sådan redegørelse vil – som nævnt – efter min

opfattelse gøre

afgørelserne lettere at forstå både for borgeren og for senere

prøvelsesinstanser.

Efter min opfattelse burde

Det Sociale Nævn for Københavns Amt i sin begrundelse for afgørelsen af 18.

september 1998 have konkretiseret sin bedømmelse af Deres rest-erhvervsevne.

Højesterets dom af 22. december 1999 og betydningen for Deres sag

Som jeg allerede har nævnt,

afsagde Højesteret den 22. december 1999 en dom hvorefter en

førtidspensionist

var berettiget til mellemste førtidspension fra hendes første ansøgning om

pension blev indgivet ca. 11 år før. Som jeg har beskrevet, vil jeg ikke på

samme måde kunne foretage en konkret bevisbedømmelse i Deres sag med henblik

på

en vurdering af Deres erhvervsevnenedsættelse. Endvidere er der andre

begrænsninger i mine muligheder for at behandle sagen fordi en klage til

ombudsmanden som nævnt skal være indgivet ’inden et år efter, at

forholdet er

begået’.

Det betyder at de afgørelser

som pensionsmyndighederne har truffet før Brøndby Kommunes afgørelse af 16.

februar 1998, ikke er omfattet af min undersøgelse.

Højesteret har i sin dom

skrevet følgende:

’

I lov om social pension §

15, jf. § 14, angives de retlige betingelser for at få tilkendt

førtidspension.

Det er efter § 15, stk. 1, 1. pkt., en betingelse for tilkendelse af pension,

at erhvervsevnen er varigt nedsat på grund af fysisk eller psykisk

invaliditet.

Efter lovens § 15, stk. 1, 4. pkt. (nu stk. 2), kan pension ikke tilkendes,

hvis der foreligger mulighed for at iværksætte foranstaltninger, der kan

antages mere varig at forbedre erhvervsevnen. § 15, stk. 2 (nu stk. 3),

indeholder nærmere regler om bedømmelse af nedsættelse af erhvervsevnen.

Domstolenes prøvelse af

afgørelser om tilkendelse af førtidspension omfatter de administrative

myndigheders bedømmelse af, om de nævnte betingelser er opfyldt, selv om

denne

bedømmelse til dels beror på bevisvurderinger af skønsmæssig karakter. Det må

imidlertid ved prøvelsen tages i betragtning, at revaliderings- og

pensionsnævnene, nu de sociale nævn, og Den Sociale Ankestyrelse gennem

behandlingen af et stort antal sager har en særlig erfaring i disse

bevisvurderinger og bistås af fast tilknyttede lægekonsulenter. Der må derfor

foreligge et sikkert grundlag, for at domstolene kan tilsidesætte en

administrativ afgørelse om førtidspension. Domstolene vil i så fald i

almindelighed have fornødent grundlag for at træffe afgørelse i sagen, og der

vil således normalt ikke være anledning til at hjemvise sagen til fornyet

behandling ved de administrative myndigheder.

Den Sociale Ankestyrelse

anerkendte med afgørelsen af 9. november 1994, at (A)’s lidelse

berettigede

hende til en helbredsbetinget førtidspension. Spørgsmålet er herefter,

hvornår

og i hvilket omfang erhvervsevnen varigt blev nedsat som følge af

invaliditeten.

(A) havde arbejdet som

sagsbehandler i Københavns kommune siden 1962. Hendes skulderlidelse startede

i

begyndelsen af 1980’erne, og der blev i perioden indtil indgivelse af

pensionsansøgning den 31. oktober 1988 gennemført en række forskellige

behandlinger af lidelsen, herunder en operation i 1985, dog uden positivt

resultat. Efter flere sygeperioder og perioder med arbejde på deltid måtte

hun

ophøre med sit arbejde i 1988.

Speciallæge (B) udtalte i

sine erklæringer af 10. november 1988 og 14. august 1990 – hvoraf den

sidste

blev udarbejdet efter anmodning fra Revaliderings- og Pensionsnævnet i

København – at (A) led af en rotator cuff læsion, at hun havde massive

smerter

og en ubrugelig arm, at alle behandlingsmuligheder var udtømte, og at

tilstanden var stationær. Overlæge (C)’s erklæring af 30. august 1994,

der blev

udarbejdet efter anmodning fra Den Sociale Ankestyrelse, konkluderede, at

(A)’s

gener var uændrede siden 1985, og at hun var ude af stand til at bruge højre

arm til nogen form for arbejde.

Højesteret finder det på

grundlag af disse erklæringer godtgjort, at (A)’s invaliditet forelå

allerede i

1988, og at hendes erhvervsevne som følge af invaliditeten var varigt nedsat

fra dette tidspunkt.

På grundlag af erklæringerne

og det i øvrigt foreliggende finder Højesteret det endvidere godtgjort, at

hendes erhvervsevne fra 1988 varigt har været nedsat med omkring 2/3, og at

(A)

således ikke – som forudsat i Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 9.

november 1994 – kan klare et halvdagsarbejde. Det bemærkes herved, at

hverken

Revaliderings- og Pensionsnævnet eller Den Sociale Ankestyrelse på noget

tidspunkt har anmodet om, at der blev foretaget yderligere undersøgelser

vedrørende (A)’s erhvervsevne i form af revalidering, arbejdsprøvning

eller

lignende.

(A) opfyldte således

betingelserne for mellemste førtidspension, da hun indgav sin ansøgning den

31.

oktober 1988. Højesteret tager derfor (A)’s principale påstand til

følge.

’

Som følge af

højesteretsdommen har Den Sociale Ankestyrelse den 21. februar 2000 udsendt

en

pressemeddelelse der beskriver mulighederne for at få en sag genoptaget som

følge af den ændring af praksis som Højesterets dom har givet anledning til.

Under hensyn til at det

sociale nævn senest har behandlet sagen i forhold til mig, har jeg i dag også

anmodet nævnet om at tage stilling til om der er grundlag for at genoptage de

gamle afgørelser om helt eller delvis afslag på førtidspension.

Jeg har bedt det sociale

nævn om at underrette mig om hvad der videre sker i sagen.

Jeg beder Dem afvente

pensionsmyndighedernes behandling af sagen og udnytte klagemulighederne før

De

tager stilling til om der er grundlag for igen at klage til mig. I den

forbindelse henleder jeg igen Deres opmærksomhed på begrænsningerne i mine

muligheder

for at tilsidesætte de lægefaglige og socialfaglige vurderinger i sagen.

Den Sociale Ankestyrelses manglende realitetsbehandling af Deres sag

I samarbejde med Deres læge

klagede De over det sociale nævns afgørelse af 18. september 1998 til Den

Sociale

Ankestyrelse. Ankestyrelsen afviste imidlertid den 27. november 1998 at

behandle sagen under henvisning til at klagen var indgivet for sent.

Ankestyrelsen anførte:

’

Ved telefonisk henvendelse

af 22. oktober 1998 har (A) klaget over en afgørelse, der er truffet af

Københavns Statsamt, Det Sociale Nævn, den 18. september 1998.

Nævnet har den 13. november

1998 sendt klagen til Ankestyrelsen uden at foretage genvurdering af

afgørelsen, da klagefristen ikke er overholdt efter nævnets vurdering.

Efter § 67 i lov om

retssikkerhed og administration på det sociale område (lov nr. 453 af 10.

juni

1997, der senest er offentliggjort ved lovbekendtgørelse nr. 540 af 21. juli

1998) skal klage til Ankestyrelsen ske inden 4 uger efter, at klageren har

fået

besked om afgørelsen.

Denne frist er overskredet,

men Ankestyrelsen kan efter loven se bort fra, at fristen ikke er overholdt,

når der er særlig grund til det.

I klagen er der som grund

til, at klagefristen er overskredet, oplyst, at der har været indbrud hos

lægen,

hvor (A)’s journal er blevet stjålet.’

Den 21. januar 1999 sendte

jeg Deres henvendelse af 14. december 1998 til mig videre til Ankestyrelsen

som

en anmodning fra Dem om at modtage en uddybende begrundelse for

Ankestyrelsens

afgørelse. Den 2. marts 1999 uddybede Ankestyrelsen begrundelsen for

afgørelsen

af 27. november 1998. Ankestyrelsen anførte:

’

Ankestyrelsen har gennemgået

sagen igen og vi finder fortsat ikke, at der er grund til at bortse fra

fristens overskridelse.

Selvom ankefristen på 4 uger

var overholdt, kunne Ankestyrelsen ikke behandle (A)’s sag, idet

betingelsen

for, at Ankestyrelsen som 3. instans kan optage en sag til behandling er, at

sagen har principiel eller generel betydning. (A)’s sag har ikke

principiel

eller generel betydning, idet nævnets afgørelse er udtryk for en skønsmæssig

vurdering af (A)’s helbredsmæssige forhold.

Ankestyrelsens afvisning af

(A)’s sag skal ikke tages som udtryk for mistro til, hvad (A) skriver.

Men som

reglerne nu engang er, kan vi ikke behandle (A)’s sag.

’

Jeg har ikke fundet grundlag

for at kritisere Den Sociale Ankestyrelse for at have truffet afgørelse om

ikke

at realitetsbehandle Deres sag under henvisning til at klagefristen var

overskredet, og at der ikke var særlig grund til at se bort fra fristens

overskridelse. Jeg har heller ikke fundet grundlag for at kritisere at

Ankestyrelsen i brev af 2. marts 1999 ikke fandt at Deres sag havde

principiel

eller generel betydning.

Jeg foretager mig herefter

ikke mere i sagen.”

Den 30. januar 2002 meddelte

Det Sociale Nævn for Københavns Amt mig at nævnet havde genoptaget sagen og

ophævet sin afgørelse af 18. september 1998. Nævnet tilkendte samtidig A

mellemste førtidspension med virkning fra 1. juni 1996.

Lignende dokumenter