Pålæggelse af statslig forkøbsret/partshøring.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Pålæggelse af statslig forkøbsret/partshøring.
A klagede over, at Jordbrugsdirektoratet
i 1989 havde ladet tinglyse en forkøbsret på hans ejendom i Sønderjylland.
Afgørelsen blev senere stadfæstet af Landbrugsministeriet.
Af sagen fremgik det, at
Jordbrugsdirektoratet i 1989 underrettede A om, at direktoratet havde ladet
tinglyse en forkøbsret for staten på A's ejendom i Sønderjylland.
Ejendommen, som A ejede en ideel anpart af, var såkaldt "frijord",
idet arealet lå i det åbne land uden at være omfattet af landbrugspligten i
landbrugsloven.
Jordbrugsdirektoratet skrev
følgende til A:
"...
Forkøbsretten kan anvendes for som led i
strukturrationaliseringen at fremskaffe jord til supplering af bestående
jordbrug eller for at tilvejebringe en bedre jordfordeling mellem jordbrug.
Endvidere kan forkøbsretten anvendes, hvis det i særlige tilfælde skønnes
hensigtsmæssigt
af hensyn til bevarelse af landskabet eller det landbrugsmæssige miljø eller
for vedligeholdelsen og udbygningen af forlandsarealer i forbindelse med
digesikring.
Med henblik på at sikre de frie jorder til
ovennævnte formål har Jordbrugsdirektoratet på landbrugsministerens vegne
besluttet at gøre brug af den bestående adgang til at pålægge disse jorder
forkøbsret for staten. Forkøbsretten kan forventes gjort gældende i alle
tilfælde, hvor formålet med erhvervelsen af et frijordsareal er af
ikke-landbrugsmæssig karakter, og hvor arealet ikke indgår i et naturligt
tilhørsforhold til en landbrugsejendom.
..."
A var ikke, forinden han
Læs alt
modtog denne skrivelse, bekendt med, at Jordbrugsdirektoratet overvejede at
pålægge hans ejendom en forkøbsret.
A påklagede afgørelsen til
Landbrugsministeriet. I klagen redegjorde han for ejernes planer med
ejendommen, og han fremkom med nogle faktiske oplysninger om benyttelsen.
Senere supplerede A klagen.
Han knyttede i den forbindelse nogle kommentarer til en udtalelse,
Jordbrugskommissionen havde afgivet til Jordbrugsdirektoratet, forinden der
blev truffet beslutning om tinglysning af forkøbsretten. I denne udtalelse
redegjorde kommissionen bl.a. for karakteren af arealerne og deres
udnyttelse.
Landbrugsministeriet
stadfæstede efterfølgende Jordbrugsdirektoratets afgørelse. Ministeriet
anførte bl.a.:
"...
Det fremgår af sagen, at
lodsejerne inden for en tidsramme på 3-5 år vil tilplante resten af
ejendommen. Det fremgår videre, at lodsejerne har forsøgt at mageskifte jord
med ejeren af ... matr.nr. ...., men at ejeren, der er landmand, ikke har
vist
synderlig interesse i dette. Det er endvidere oplyst, at ca. 1/4 af
ejendommen
er en slugt med spredt træbevoksning, hvor der tidligere fandt en
landbrugsmæssig udnyttelse sted. Endelig anfører De, at retableringen af
dette areal som et stykke uberørt natur vil medvirke til, at den tilstødende
sø
forurenes mindre.
De har i skrivelse af 12.
januar 1989 til Jordbrugsdirektoratet anmodet om aktindsigt i sagen og i
skrivelse af 3. marts 1989 fremført en række supplerende bemærkninger til
Deres klage af 12. januar 1989.
Den supplerende
klageskrivelse knytter sig til jordbrugskommissionens udtalelse over sagen.
De anfører bl.a. med hensyn til arealets beskrivelse, at der ikke er tale om
eng, men om bakket sandjord. Desuden finder De det ejendommeligt, at
spørgsmålet om muligheder for supplering af landbrugsejendomme i området er
besvaret bekræftende, når en gård i nabolaget har været til salg i over et
år.
Jordbrugsdirektoratet har i
skrivelse af 24. januar 1989 meddelt, at man på baggrund af klagen ikke
finder
anledning til at ændre afgørelsen.
Landbrugsministeriet skal i
den anledning meddele, at man ikke finder grundlag for at ændre
Jordbrugsdirektoratets
afgørelse.
Landbrugsministeriet finder
ikke grundlag for at anfægte det af jordbrugskommissionen udøvede skøn over
jordens egnethed som suppleringsjord for ejendomme i området.
Landbrugsministeriet finder det i den forbindelse uden betydning, at en
landbrugsejendom i nabolaget har været til salg i længere tid. Endelig
bemærkes, at den tinglyste forkøbsret ikke er til hinder for, at ejendommen
tilplantes, således som De har planlagt det sammen med de andre lodsejere.
Ifølge loven kan staten
pålægge såvel landbrugsejendomme som landbrugsjord og udyrkede arealer, der
ikke udgør en del af en landbrugsejendom, forkøbsret for staten, med henblik
på bl.a. at sikre videresalg til sammenlægning med nærliggende
landbrugsejendomme.
Det kan oplyses, at
forkøbsretten ikke umiddelbart medfører begrænsninger i Deres rådighedsret,
men betyder, at staten, hvis ejendommen sælges, har ret til at indtræde i
handlen i stedet for den køber, De har truffet aftale med på de vilkår, der
er
aftalt med køberen. Dog vil købesummen altid blive erlagt kontant.
Landbrugsministeriet
stadfæster herved den af Jordbrugsdirektoratet trufne afgørelse, der har
hjemmel i § 20 i Landbrugsministeriets lovbekendtgørelse nr. 61 af 14.
februar
1983 om statens fremskaffelse af jord og udlån til jordbrugsmæssige formål
m.v.
..."
Herefter klagede A til mig. A
gjorde især gældende, at Jordbrugsdirektoratet systematisk tinglyser
forkøbsret
på al frijord i Danmark, og at dette ikke kan være i overensstemmelse med
intentionerne i den pågældende lov. A stillede sig ligeledes uforstående
overfor, at han ikke forinden tinglysningen af forkøbsretten blev kontaktet
af myndighederne og orienteret om, at der verserede en sag om eventuelt pålæg
af forkøbsret.
Landbrugsministeriet anførte
i sin redegørelse i anledning af klagen følgende:
"...
Beslutningen er truffet i
medfør af § 20 i lov om statens fremskaffelse af jord og udlån til
jordbrugsmæssige formål m.m. ("udlånsloven" - lov nr. 181 af 28.
april 1971 med senere ændringer, jf. lovbekendtgørelse nr. 61 af 14. februar
1983 med de ændringer, der følger af lov nr. 381 af 7. juni 1989).
Det fremgår af sagen, at
Jordbrugsdirektoratet ved skrivelse af 6. januar 1989 underrettede klagerne
om, at direktoratet havde ladet tinglyse forkøbsret til staten på den
pågældende ejendom. Beslutningen herom blev begrundet med hensynet til at
sikre de frie jorder til de formål, der ifølge loven kan begrunde anvendelse
af forkøbsretsinstituttet. Jordbrugsdirektoratet oplyste, at forkøbsretten
kan forventes gjort gældende i alle tilfælde, hvor formålet med erhvervelsen
fra anden side er af ikke-landbrugsmæssig karakter, og arealet ikke indgår i
et
naturligt tilhørsforhold til en landbrugsejendom. Herudover rummede
Jordbrugsdirektoratets skrivelse oplysning om de gældende generelle regler
vedr. statens forkøbsret i medfør af udlånsloven.
Jordbrugsdirektoratets
afgørelse blev ved skrivelse af 12. januar 1989 fra (A) på vegne af de tre
lodsejere påklaget til Landbrugsministeriet. Som begrundelse for klagen var
anført,
at
resten af ejendommen inden for en tidshorisont på 3-5 år vil
blive beplantet, når et anlagt læhegn er vokset op,
at
ejerne har forsøgt et mageskifte med en nabolandmand, der ikke
har vist synderlig interesse, og
at
ca. 1/4 af ejendommen er en slugt med spredt træbevoksning, der
tidligere har været landbrugsmæssigt udnyttet med kreaturer, men som af de
nuværende ejere er retableret som naturareal, hvilket har modvirket
forureningen
i området.
I skrivelse af samme dato til
Jordbrugsdirektoratet kritiserer (A) på vegne af lodsejerne, at
Jordbrugsdirektoratet
ikke har fremsendt et eksemplar af den lov, der hjemler forkøbsretten, og han
anfører, at det ikke vil være muligt at indgå i realistiske forhandlinger om
en handel med ejendommen, når staten til enhver tid kan indtræde i en købers
sted. Han finder, at Jordbrugsdirektoratet inden lysning af forkøbsretten
burde have forhørt sig om ejernes planer med ejendommen. Han opfordrer
endvidere direktoratet til eventuelt at effektuere det mageskifte, hvorom der
har været forhandlet med en nabo.
I skrivelse af 24. januar
1989 oversendte Jordbrugsdirektoratet klagen til Landbrugsministeriets
departement bilagt udtalelse af 19. oktober 1988 fra jordbrugskommissionen
for Viborg amt v/viceformand(en).... Viceformanden har bedømt arealet som
ikke dyrkbar vandlidende eng, som er delvis egnet til græsning og egnet som
suppleringsjord for en landbrugsejendom. Han har på dette grundlag indstillet
tinglysning af forkøbsret. Den pågældende udtalelse er også tilsendt
klagerne.
Ved skrivelse af 3. marts
1989 har (A) på vegne af lodsejerne kommenteret viceformandens udtalelse.
Ifølge (A) er den korrekte beskrivelse af ejendommen ikke eng, men bakket
sandjord. Han minder om, at ca. 1/4 af ejendommen er bevokset. Med hensyn til
mulighederne for at anvende ejendommen som suppleringsjord i området henviser
han til, at en gård i nabolaget har været til salg i over et år.
Ved skrivelse af 5. maj 1989
stadfæstede Landbrugsministeriets departement Jordbrugsdirektoratets
afgørelse.
Landbrugsministeriet fandt ikke grundlag for at anfægte det af
jordbrugskommissionen
udøvede skøn over jordens egnethed som suppleringsjord for ejendomme i
området.
Landbrugsministeriet fandt det i den forbindelse uden betydning, at en
landbrugsejendom i nabolaget havde været til salg i længere tid.
Landbrugsministeriet anførte, at staten ifølge loven kan pålægge såvel
landbrugsejendomme
som landbrugsjord og udyrkede arealer, der ikke udgør en del af en
landbrugsejendom, forkøbsret for staten med henblik på bl.a. at sikre
videresalg til sammenlægning med nærliggende landbrugsejendomme.
I klagen af 20. august 1989
til Folketingets Ombudsmand henvises til de i skrivelserne af 12. januar 1989
anførte argumenter. Desuden anfører man, at Jordbrugsdirektoratet efter eget
udsagn systematisk tinglyser forkøbsret på al frijord i Danmark. Klagerne
finder ikke, at dette er hjemlet ved udlånsloven. Man henviser herved til, at
lovgiver i givet fald ville have tilvejebragt en klarere hjemmel eller ved
lov
fastsat en forkøbsret for staten ved salg af frijord.
.....
Landbrugsministeriet skal
bemærke følgende:
Lov nr. 181 af 28. april 1971
om statens udlån til jordbrugsmæssige formål m.m. afløste statshusmandsloven
af 1948. Lovforslaget hvilede på det arbejde, der var udført af den af
Landbrugsministeriet den 24. februar 1960 nedsatte landbokommission, jf.
dennes
10. betænkning af 13. januar 1971. I de almindelige bemærkninger til
lovforslaget
anføres vedr. statens erhvervelse af jord bl.a.: "Selv om de nugældende
bestemmelser i statshusmandsloven om forkøbsret for staten kun har været
anvendt
i nogle ganske få tilfælde, har flertallet dog ment, at bestemmelserne bør
opretholdes." Der henvises til Folketingstidende 1970-71, tillæg A,
spalte
2866. Det har således ved lovens gennemførelse i 1971 været forudsat, at
forkøbsretten kun skulle anvendes i begrænset omfang.
Ved den første ændring af
loven, som skete ved lov nr. 223 af 26. april 1973, blev lovens hjemmel til
erhvervelse af jord og pålæg af forkøbsret udvidet. Dette blev understreget
ved ændringen af lovens titel til den nuværende, hvor "fremskaffelse af
jord" blev indsat. I lovens § 18, stk. 1, blev således som nr. 4 indsat
hjemmel til i særlige tilfælde at erhverve jorder af hensyn til bevarelse af
landskabet eller det landbrugsmæssige miljø, og også hjemlen til pålæg af
forkøbsret i § 20 blev udvidet til at omfatte denne erhvervelsesmulighed. Det
hedder om disse ændringer i de almindelige bemærkninger til lovforslaget
bl.a.:
"Ved administrationen af §§ 18, 20-26 og 28, stk. 2, har det hidtil i
princippet været forudsat, at statens jordlovsudvalg kun erhverver jord, der
straks eller inden for et kortere tidsrum vil kunne afhændes til de i § 18,
stk. 1, nævnte formål.
Det er tanken i forbindelse
med gennemførelsen af nærværende lovforslag at ændre praksis på dette punkt,
således at erhvervelse kan ske, selv om jorden ikke straks kan afhændes til
de
i loven omhandlede formål." (Der henvises til Folketingstidende 1972-73,
tillæg A, spalte 5441).
Finansudvalget tiltrådte ved
aktstykke 194 af 25. januar 1978 en forhøjelse af bevillingen til jordkøb i
finansåret 1977-78, idet det var oplyst, at en forhøjelse af bevillingen
ligeledes ville blive ansøgt på finanslovene for de følgende finansår. I
aktstykket redegøres der for hjemmelen til jordkøb i udlånsloven, og det
hedder: "Det er Landbrugsministeriets opfattelse, at de frie jorder må
anses for at være et spekulationsobjekt, og det må være rigtigt at sikre de
frie jorder mod såvel inden- som udenlandske spekulationsopkøb. (...)
Jordlovsudvalget
vil herved sættes i stand til at sikre de frie jorder, dels ved erhvervelse
af
sådanne arealer, der måtte komme ud i handelen, dels ved pålæggelse af
forkøbsret på de frie jorder. Forkøbsretten vil blive anvendt i tilfælde,
hvor
formålet med købet er andre end landbrugsmæssige formål, og hvor arealerne
ikke indgår i et naturligt tilhørsforhold til en landbrugsejendom."
Ved aktstykke 368 af 13. maj
1981 tiltrådte Finansudvalget påny en forhøjelse af bevillingen til
erhvervelse af fast ejendom efter udlånsloven, denne gang for finansåret
1981,
idet det blev oplyst, at der også på finanslovene for 1982 og 1983 ville
blive
ansøgt om en forhøjelse. Det hedder i aktstykket bl.a.: "Arbejdet med
pålæggelse
af forkøbsret på de frie jorder fortsætter, og forkøbsretten omfatter nu mere
end
600 ha
frie
jorder i Sønderjylland. Arbejdet er nu blevet udstrakt til den øvrige del af
landet med grundlag i en registrering af frijordsarealerne der. Det har i de
forløbne år kun i beskedent omfang været nødvendigt at trække på de afsatte
beløb til køb af frijordsarealer, og den givne bevilling har således snarest
haft karakter af beredskabsbevilling. Imidlertid nødvendiggør den interesse
for spekulationsprægede jorderhvervelser fra såvel uden- som indenlandsk
side,
der stadig er til stede, at statens muligheder for opkøb fortsat sikres
gennem
de fornødne bevillinger. Da den statslige forkøbsret til frijordsarealerne
kommer til at omfatte stadig større arealer, vil der kunne opstå behov for en
udvidelse af bevillingsrammerne i de kommende år."
Udlånslovens regler om
erhvervelse af jord og pålæg af forkøbsret er senest ændret ved lov nr. 699
af
21. december 1982. Ved denne ændring af loven, blev erhvervelsesmulighederne
udvidet til også at omfatte forlandsarealer i forbindelse med digesikring,
ligesom adgangen til pålæg af forkøbsret blev udvidet til dette område. De i
1974 og 1989 gennemførte ændringer af loven berørte derimod ikke reglerne om
forkøbsret.
Sammenfattende skal
Landbrugsministeriet anføre, at man finder, at udlånslovens § 20, jf. § 18
efter sin ordlyd rummer den fornødne hjemmel til, at Landbrugsministeriet kan
pålægge statslig forkøbsret på ejendomme, der er velegnede til supplering af
bestående jordbrug samt i særlige tilfælde på ejendomme, hvor en statslig
erhvervelse må skønnes hensigtsmæssigt af hensyn til bevarelse af landskabet
eller det landbrugsmæssige miljø.
Det fremgår imidlertid af
lovens forarbejder, jf. det ovenfor anførte, at pålæg af forkøbsret som
udgangspunkt kun sker, når særlige forhold taler herfor. En undtagelse herfra
er dog den såkaldte frijord, det vil sige parceller i det åbne land, som ikke
er omfattet af nogen landbrugsejendom, og som derfor ikke er omfattet af
landbrugspligten i medfør af landbrugsloven. Det fremgår af forarbejderne til
1973-loven sammenholdt med de to ovenfor refererede aktstykker, at lovgiver
har
tilsigtet en mere vidtgående anvendelse af reglerne om erhvervelse og
forkøbsret på dette område. Dette er primært sket for at imødegå fjerneje og
spekulative opkøb, idet frijorderne i modsætning til landbrugspligtig jord
ikke omfattes af landbrugslovens bestemmelser om bopælspligt, begrænsninger
med hensyn til størrelsen af den enkelte persons besiddelse m.v.
I overensstemmelse hermed har
Jordbrugsdirektoratet fulgt den praksis, at frijorder efter en konkret
vurdering
pålægges en forkøbsret for statskassen, dog som hovedregel kun, hvis det
pågældende areal kan anses for omfattet af udlånslovens § 18, stk. 1, nr. 1.
Der vil således normalt ikke blive pålagt forkøbsret på et areal, der er
uegnet til supplering af en landbrugsejendom. Det skal i denne forbindelse
fremhæves, at også engarealer og andre arealer, som alene er egnet til en
relativt ekstensiv landbrugsmæssig udnyttelse, samt parceller, der delvis
består af mose, hede eller lignende, ofte vil blive vurderet som velegnede
til
supplering af en landbrugsejendom.
Udover det generelle
hjemmelsspørgsmål vedrører klagen også de konkrete forhold på klagernes
ejendom. Landbrugsministeriet finder imidlertid ikke, at klagerne bestrider,
at arealet i meget vidt omfang er velegnet som suppleringsjord for en
landbrugsejendom, og Landbrugsministeriet kan tilslutte sig
Jordbrugsdirektoratets synspunkt, hvorefter der ikke lægges vægt på, hvorvidt
der aktuelt findes landmænd i området med ønske om erhvervelse af
suppleringsjord.
Det sidste spørgsmål kan derimod være relevant i forbindelse med vurderingen
af, hvorvidt forkøbsretten ved en given lejlighed skal anvendes.
Landbrugsministeriet finder,
at sagen formelt er behandlet korrekt af Jordbrugsdirektoratet, der i
standardskrivelsen af 6. januar 1989 giver en ret omfattende vejledning vedr.
forkøbsretten. Landbrugsministeriet finder ikke, at denne skrivelse burde
have været vedlagt et eksemplar af loven.
Tinglysning af forkøbsret
beror efter praksis ikke på en høring af ejeren og stillingtagen - evt. i
flere
instanser - til eventuelle indsigelser, idet formålet med denne sikringsakt
kunne blive forspildt, hvis ejendommen i mellemtiden blev afhændet. Derimod
underrettes ejere altid ved tinglysningen, lige som der gives
klagevejledning,
jf. de i denne sag foreliggende skrivelser af 6. janaur 1989, og hvis
oplysninger fra ejeren efterfølgende medfører, at forkøbsretten frafaldes,
aflyses deklarationen uden vanskelighed eller omkostning for ejeren.
..."
Af Jordbrugsdirektoratets
erklæring i anledning af klagen fremgik følgende:
"...
Jordbrugsdirektoratet kan
tilslutte sig kommissionens udtalelse og iøvrigt meddele, at direktoratet i
overensstemmelse
med lovbekg. nr. 61 af 14. februar 1983 §§
18
m.fl. kun pålægger forkøbsret på frijordslodder, der
skønnes at være anvendelige i landbrugssektoren. Såfremt
jordbrugskommissionen
skønner, at jorden ikke er egnet til såvel agerbrug som til græsning bliver
der
ikke pålagt forkøbsret.
I nærværende tilfælde er en
stor del af ejendommen anvendelig ..... og forkøbsretten er derfor i
overensstemmelse med gældende praksis pålagt ejendommen.
..."
Forinden direktoratet havde
afgivet nævnte erklæring, havde direktoratet indhentet en udtalelse fra
jordbrugskommissionen, der oplyste følgende om ejendommen:
"...
Jeg har besigtiget arealerne
igen d 30 sep, og skal herved nærmere beskrive området.
Ca 2-3 tdl er lavere liggende
engarealer, der bruges til afgræsning.
Ca 5-6 tdl er en kratbevokset
slugt, der skærer sig ind i arealet.
Resten ca 15 tdl er agerjord,
hvorpå der i dag står en god roemark på en del af arealet, resten er tilsået
med græs.
Om der er suppleringsbehov i
området kan jeg ikke udtale mig om, men det er jo heller ikke relevant i
forbindelse med forkøbsret.
Jeg fastholder min tidligere
udtalelse om at arealet er egnet til suppleringsjord.
..."
Der var vedlagt fotografier
af ejendommen.
A fremsatte herefter sine
afsluttende bemærkninger til sagen.
I en skrivelse til A udtalte
jeg følgende:
"I loven om statens
fremskaffelse af jord og udlån til jordbrugsmæssige formål m.m.
(lovbekendtgørelse 1983 02 14 nr. 61) fremgår følgende af § 18:
"Landbrugsministeren kan ved aftale med
ejeren erhverve fast ejendom
for som led i strukturudviklingen at fremskaffe jord
til supplering af bestående jordbrug eller at
tilvejebringe en bedre jordfordeling
mellem jordbrug,
for at fremskaffe jord til oprettelse af gartnerier,
for at fremskaffe jord til oprettelse af havekolonier,
hvis det i særlige tilfælde skønnes hensigtsmæssigt af
hensyn til bevarelse af landskabet eller det landbrugsmæssige miljø,
hvis det i særlige tilfælde skønnes hensigtsmæssigt for
vedligeholdelsen og udbygningen af forlandsarealer i forbindelse med
digesikring.
Stk. 2.
Til de i stk. 1, nr. 1, 4 og 5, nævnte formål kan fast
ejendom endvidere erhverves ved anvendelse af statens forkøbsret efter §§
20-26."
For at sikre statens
erhvervelse er der i § 20 givet regler om, at visse ejendomme kan blive
pålagt
en forkøbsret for staten.
§ 20 har følgende indhold:
"Til fremskaffelse af jord til de i § 18,
stk. 1, nr. 1, 4 og 5, omhandlede formål kan forkøbsretten for staten
pålægges
såvel landbrugsejendomme som landbrugsjord og udyrkede arealer, der ikke
udgør
en del af en landbrugsejendom.
Stk. 2.
Beslutning om pålæggelse af forkøbsret træffes af
landbrugsministeren og tinglyses på landbrugsministerens begæring på
ejendommen. Forkøbsretten respekterer private forkøbsrettigheder og
køberettigheder, der er tinglyst før 21. april 1967, men går i øvrigt forud
for
andre rettigheder over ejendommen, uanset hvornår disse er stiftet.
Landbrugsministeren underretter ejeren af den pågældende ejendom om
beslutningen.
Stk. 3.
Forkøbsretten gælder ved enhver erhvervelse af ejendommen
eller en del af denne. Forkøbsretten kommer dog ikke til anvendelse,
når den overvejende del af ejendommen ikke er beliggende
i landzone, jfr. loven om by- og landzoner,
når erhververen er staten eller en kommune,
når ejendommen erhverves af en person ved arv, ved
overtagelse til hensidden i uskiftet bo eller ved deling af fællesbo, eller
når erhververen er den hidtidige ejers ægtefælle eller
er beslægtet eller besvogret med den hidtidige ejer i op- eller nedstigende
linje eller i hans sidelinje så nær som søskende eller disses børn.
Stk. 4.
I tilfælde som omhandlet i stk. 3, nr. 1 og 2, skal
forkøbsretten af landbrugsministeren begæres aflyst."
Som det fremgår af ovennævnte
bestemmelse kan myndighederne som led i strukturudviklingen for at skaffe
jord
til supplering af bestående jordbrug eller for at tilvejebringe en bedre
jordfordeling mellem jordbrugene pålægge såvel landbrugsejendomme som
landbrugsjord og udyrkede arealer m.v. en forkøbsret til staten.
Landbrugsministeriet har over
for mig generelt redegjort for ministeriets praksis vedrørende pålæggelse af
statslig forkøbsret - specielt med hensyn til "frijord".
Efter ministeriets praksis er
udgangspunktet, at pålæg af statslig forkøbsret kun sker, når arealerne er
velegnede til suppleringsjord til bestående jordbrug, og såfremt der i øvrigt
er særlige forhold, der taler herfor.
Dette kan ikke give mig
anledning til bemærkninger.
Landbrugsministeriet pålægger
dog statslig forkøbsret på de såkaldte frijorder i videre omfang end på andre
ejendomme. Baggrunden for dette er et ønske om at imødegå opkøb i
spekulationsøjemed. Som jeg forstår, administreres dette ved, at
myndighederne for disse jorders vedkommende anlægger en mere lempelig
vurdering
af, om arealerne er velegnede til supplering af en landbrugsejendom.
Det fremgår af udtalelsen til
mig, at Landbrugsministeriet over for Finansudvalget har redegjort for denne
praksis vedrørende frijorderne.
Efter de regler, der gælder
for min virksomhed, kan jeg ikke tage stilling til Folketingets, herunder
Finansudvalgets virksomhed og - som følge heraf - heller ikke til forhold fra
forvaltningens side, når disse forhold er behandlet eller bedømt af
Folketinget
(eller Finansudvalget).
Den omhandlede praksis har
været oplyst og forelagt for Finansudvalget på en sådan måde, at jeg finder
at
måtte afstå fra at foretage en nærmere bedømmelse af dens indhold og
grundlag.
Den konkrete beslutning om at
pålægge Deres ejendom en statslig forkøbsret beror herefter især på en
vurdering af, om arealerne er velegnede til supplering af en
landbrugsejendom.
Vurderingen er af skønsmæssig karakter, og det er forudsat, at den skal være
baseret på landbrugsfaglig indsigt.
En sådan vurdering kan jeg
efter de regler, der gælder for min virksomhed, ikke kritisere, medmindre der
foreligger særlige omstændigheder.
Jeg har ikke ved min
gennemgang af sagen fundet, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder,
at jeg har grundlag for at kritisere selve den trufne afgørelse.
Jordbrugsdirektoratets
sagsbehandling i forbindelse med afgørelsen giver mig imidlertid anledning
til
at bemærke følgende:
De har klaget over, at De
ikke, forinden afgørelsen om pålæggelsen af forkøbsretten var truffet, blev
orienteret om, at sagen verserede, således at De eventuelt kunne udtale Dem
herom.
Det er ikke reguleret i loven
om statens fremskaffelse af jord og udlån til jordbrugsmæssige formål m.m.,
om
Jordbrugsdirektoratet har en pligt til at orientere ejere om, at
myndighederne
overvejer at pålægge deres ejendom en statslig forkøbsret.
Spørgsmålet må efter min
opfattelse ses i sammenhæng med forvaltningslovens regler om partshøring.
§ 19 i forvaltningsloven har
følgende ordlyd:
"Kan en part i en sag ikke antages at
være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger
vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før
myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne
lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis
oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig
betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for
afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis
det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed
må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende
grundlag,
udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt
frist for sagens afgørelse,
partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,
findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private
interesser, der taler imod en sådan udsættelse,
parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i
kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,
den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt
kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af
oplysningerne
for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller
der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer
parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte
afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.
Stk. 3.
Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren
fastsætte regler om, at nærmere angivne sagsområder, hvor bestemmelserne i
stk. 2, nr. 1 eller 5, i almindelighed vil finde anvendelse, ikke skal være
omfattet af bestemmelsen i stk. 1."
Partshøringspligten giver
vedkommende part adgang til at kommentere det faktiske oplysningsgrundlag,
inden en afgørelse træffes.
Det indebærer selvsagt også,
at parten herved (i det omfang der er partshøringspligt) bliver orienteret
om,
at myndighederne påtænker at træffe en bebyrdende afgørelse.
Som det fremgår af
ovenstående, indgik oplysninger om Deres ejendoms stand og benyttelse (den
indhentede udtalelse fra jordbrugskommissionen) som en betydelig del af
Jordbrugsdirektoratets beslutningsgrundlag. Disse oplysninger dannede
grundlag for direktoratets skøn over arealernes egnethed som suppleringsjord
for en landbrugsejendom.
Efter min opfattelse følger
det herefter af forvaltningslovens § 19, stk. 1, at Jordbrugsdirektoratet som
udgangspunkt havde pligt til at gøre Dem bekendt med disse oplysninger og
give
Dem lejlighed til at fremkomme med en udtalelse herom.
Landbrugsministeriet har over
for mig oplyst, at myndighederne efter praksis ikke foretager en høring af
ejerne forinden tinglysning af en eventuel statslig forkøbsret. Baggrunden
herfor er, at formålet med forkøbsretten kunne blive forspildt, hvis
ejendommen i mellemtiden blev afhændet.
Som det fremgår af § 19, stk.
2, gælder reglerne om partshøring ikke, hvis partens interesse i, at sagens
afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige
interesser.
Anvendelsen af denne
undtagelsesbestemmelse forudsætter, at der foretages en
konkret
vurdering af på den ene side partens interesse i at blive hørt over
oplysningerne og på den anden side vedkommende offentlige interesse. Jeg
henviser til Den kommenterede Forvaltningslov v. Asbjørn Jensen m.fl.,
(København 1987), s. 195.
Efter min opfattelse kan
Jordbrugsdirektoratet således ikke generelt undlade at inddrage parten,
forinden afgørelsen om pålæggelse af forkøbsret træffes, alene under
henvisning til den generelle risiko for, at ejendommen kunne blive solgt,
mens
sagen verserer.
Noget andet er, at der efter
omstændighederne kan være grundlag for en konkret formodning om, at
ejendommen
ville blive solgt, såfremt parten blev bekendt med sagens eksistens. Dette
forhold vil efter en konkret vurdering kunne begrunde, at myndighederne i den
enkelte sag kan undlade at foretage partshøring.
I Deres sag ses der ikke at
være foretaget en sådan konkret vurdering som grundlag for beslutningen om
ikke at foretage partshøring. Jeg bemærker herved, at der efter min
umiddelbare
opfattelse ikke i sagen synes at være konkrete holdepunkter for at antage, at
øjemedet med eventuel pålæggelse af forkøbsret ville blive forspildt som
følge
af en mellemkommende afhændelse af ejendommen.
Det må således betragtes som
en fejl, at myndighederne ikke foretog en konkret vurdering af
partshøringsspørgsmålet
- og at De dermed under alle omstændigheder blev afskåret fra at udtale Dem
om
det faktiske afgørelsesgrundlag - inden afgørelsen blev truffet.
Jeg har gjort
Landbrugsministeriet bekendt med min opfattelse.
Samtidig hermed har jeg
henstillet til ministeriet at tage skridt til at ændre praksis vedrørende
partshøring i overensstemmelse med mine generelle bemærkninger herom ovenfor.
Da jeg efter min gennemgang
af sagen, herunder de oplysninger, som er fremkommet i forbindelse med min
behandling af Deres klage, må lægge til grund, at (korrekt) partshøring af
Dem
ikke ville have medført et andet udfald af sagen, foretager jeg ikke videre i
den konkrete sag."
Lignende dokumenter
- 1989 LSF 221 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM STATENS FREMSKAFFELSE AF JORD OG UDLÅN TIL JORDBRUGSMÆSSIGE FORMÅL M.M. OG VISSE ANDRE LOVE (OPHÆVELSE AF UDLÅNSORDNING, BEGRÆNSNING AF JORDKØB, BORTFALD AF JORDFONDEN M.V.) Retsinformation · 14. juni 1990
- 1996 LSF 135 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF JORDKØBSLOVEN OG LOV OM PLANLÆGNING(REGIONALE JORDKØBSNÆVN) Retsinformation · 13. juni 1997
- Tilføjelse til betænkning over Forslag til lov om jordfordeling og offentligt køb og salg af fast ejendom til jordbrugsmæssige formål m.m. (jordfordelingsloven) Retsinformation · 25. maj 2005
- 1989 BSF 77 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM OPFORDRING TIL AT TRÆKKE AKTSTYKKE NR. 206 VEDRØRENDE SALG AF KALØ GODS TILBAGE FRA FINANSUDVALGET Retsinformation · 17. maj 1990
- 1988 LSF 89 FORSLAG TIL LOV OM NATURFORVALTNING Retsinformation · 2. juni 1989
- 1989 LSF 20 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM STØTTE TIL FORBEDRING AF STRUKTUREN OG EFFEKTIVITETEN I JORDBRUGET Retsinformation · 14. juni 1990