Spring til indhold

Retsinformation

Pålæggelse af statslig forkøbsret/partshøring.

FOU nr 1989.112UdtalelserFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Pålæggelse af statslig forkøbsret/partshøring.

A klagede over, at Jordbrugsdirektoratet

i 1989 havde ladet tinglyse en forkøbsret på hans ejendom i Sønderjylland.

Afgørelsen blev senere stadfæstet af Landbrugsministeriet.

Af sagen fremgik det, at

Jordbrugsdirektoratet i 1989 underrettede A om, at direktoratet havde ladet

tinglyse en forkøbsret for staten på A's ejendom i Sønderjylland.

Ejendommen, som A ejede en ideel anpart af, var såkaldt "frijord",

idet arealet lå i det åbne land uden at være omfattet af landbrugspligten i

landbrugsloven.

Jordbrugsdirektoratet skrev

følgende til A:

"...

Forkøbsretten kan anvendes for som led i

strukturrationaliseringen at fremskaffe jord til supplering af bestående

jordbrug eller for at tilvejebringe en bedre jordfordeling mellem jordbrug.

Endvidere kan forkøbsretten anvendes, hvis det i særlige tilfælde skønnes

hensigtsmæssigt

af hensyn til bevarelse af landskabet eller det landbrugsmæssige miljø eller

for vedligeholdelsen og udbygningen af forlandsarealer i forbindelse med

digesikring.

Med henblik på at sikre de frie jorder til

ovennævnte formål har Jordbrugsdirektoratet på landbrugsministerens vegne

besluttet at gøre brug af den bestående adgang til at pålægge disse jorder

forkøbsret for staten. Forkøbsretten kan forventes gjort gældende i alle

tilfælde, hvor formålet med erhvervelsen af et frijordsareal er af

ikke-landbrugsmæssig karakter, og hvor arealet ikke indgår i et naturligt

tilhørsforhold til en landbrugsejendom.

..."

A var ikke, forinden han

Læs alt

modtog denne skrivelse, bekendt med, at Jordbrugsdirektoratet overvejede at

pålægge hans ejendom en forkøbsret.

A påklagede afgørelsen til

Landbrugsministeriet. I klagen redegjorde han for ejernes planer med

ejendommen, og han fremkom med nogle faktiske oplysninger om benyttelsen.

Senere supplerede A klagen.

Han knyttede i den forbindelse nogle kommentarer til en udtalelse,

Jordbrugskommissionen havde afgivet til Jordbrugsdirektoratet, forinden der

blev truffet beslutning om tinglysning af forkøbsretten. I denne udtalelse

redegjorde kommissionen bl.a. for karakteren af arealerne og deres

udnyttelse.

Landbrugsministeriet

stadfæstede efterfølgende Jordbrugsdirektoratets afgørelse. Ministeriet

anførte bl.a.:

"...

Det fremgår af sagen, at

lodsejerne inden for en tidsramme på 3-5 år vil tilplante resten af

ejendommen. Det fremgår videre, at lodsejerne har forsøgt at mageskifte jord

med ejeren af ... matr.nr. ...., men at ejeren, der er landmand, ikke har

vist

synderlig interesse i dette. Det er endvidere oplyst, at ca. 1/4 af

ejendommen

er en slugt med spredt træbevoksning, hvor der tidligere fandt en

landbrugsmæssig udnyttelse sted. Endelig anfører De, at retableringen af

dette areal som et stykke uberørt natur vil medvirke til, at den tilstødende

sø

forurenes mindre.

De har i skrivelse af 12.

januar 1989 til Jordbrugsdirektoratet anmodet om aktindsigt i sagen og i

skrivelse af 3. marts 1989 fremført en række supplerende bemærkninger til

Deres klage af 12. januar 1989.

Den supplerende

klageskrivelse knytter sig til jordbrugskommissionens udtalelse over sagen.

De anfører bl.a. med hensyn til arealets beskrivelse, at der ikke er tale om

eng, men om bakket sandjord. Desuden finder De det ejendommeligt, at

spørgsmålet om muligheder for supplering af landbrugsejendomme i området er

besvaret bekræftende, når en gård i nabolaget har været til salg i over et

år.

Jordbrugsdirektoratet har i

skrivelse af 24. januar 1989 meddelt, at man på baggrund af klagen ikke

finder

anledning til at ændre afgørelsen.

Landbrugsministeriet skal i

den anledning meddele, at man ikke finder grundlag for at ændre

Jordbrugsdirektoratets

afgørelse.

Landbrugsministeriet finder

ikke grundlag for at anfægte det af jordbrugskommissionen udøvede skøn over

jordens egnethed som suppleringsjord for ejendomme i området.

Landbrugsministeriet finder det i den forbindelse uden betydning, at en

landbrugsejendom i nabolaget har været til salg i længere tid. Endelig

bemærkes, at den tinglyste forkøbsret ikke er til hinder for, at ejendommen

tilplantes, således som De har planlagt det sammen med de andre lodsejere.

Ifølge loven kan staten

pålægge såvel landbrugsejendomme som landbrugsjord og udyrkede arealer, der

ikke udgør en del af en landbrugsejendom, forkøbsret for staten, med henblik

på bl.a. at sikre videresalg til sammenlægning med nærliggende

landbrugsejendomme.

Det kan oplyses, at

forkøbsretten ikke umiddelbart medfører begrænsninger i Deres rådighedsret,

men betyder, at staten, hvis ejendommen sælges, har ret til at indtræde i

handlen i stedet for den køber, De har truffet aftale med på de vilkår, der

er

aftalt med køberen. Dog vil købesummen altid blive erlagt kontant.

Landbrugsministeriet

stadfæster herved den af Jordbrugsdirektoratet trufne afgørelse, der har

hjemmel i § 20 i Landbrugsministeriets lovbekendtgørelse nr. 61 af 14.

februar

1983 om statens fremskaffelse af jord og udlån til jordbrugsmæssige formål

m.v.

..."

Herefter klagede A til mig. A

gjorde især gældende, at Jordbrugsdirektoratet systematisk tinglyser

forkøbsret

på al frijord i Danmark, og at dette ikke kan være i overensstemmelse med

intentionerne i den pågældende lov. A stillede sig ligeledes uforstående

overfor, at han ikke forinden tinglysningen af forkøbsretten blev kontaktet

af myndighederne og orienteret om, at der verserede en sag om eventuelt pålæg

af forkøbsret.

Landbrugsministeriet anførte

i sin redegørelse i anledning af klagen følgende:

"...

Beslutningen er truffet i

medfør af § 20 i lov om statens fremskaffelse af jord og udlån til

jordbrugsmæssige formål m.m. ("udlånsloven" - lov nr. 181 af 28.

april 1971 med senere ændringer, jf. lovbekendtgørelse nr. 61 af 14. februar

1983 med de ændringer, der følger af lov nr. 381 af 7. juni 1989).

Det fremgår af sagen, at

Jordbrugsdirektoratet ved skrivelse af 6. januar 1989 underrettede klagerne

om, at direktoratet havde ladet tinglyse forkøbsret til staten på den

pågældende ejendom. Beslutningen herom blev begrundet med hensynet til at

sikre de frie jorder til de formål, der ifølge loven kan begrunde anvendelse

af forkøbsretsinstituttet. Jordbrugsdirektoratet oplyste, at forkøbsretten

kan forventes gjort gældende i alle tilfælde, hvor formålet med erhvervelsen

fra anden side er af ikke-landbrugsmæssig karakter, og arealet ikke indgår i

et

naturligt tilhørsforhold til en landbrugsejendom. Herudover rummede

Jordbrugsdirektoratets skrivelse oplysning om de gældende generelle regler

vedr. statens forkøbsret i medfør af udlånsloven.

Jordbrugsdirektoratets

afgørelse blev ved skrivelse af 12. januar 1989 fra (A) på vegne af de tre

lodsejere påklaget til Landbrugsministeriet. Som begrundelse for klagen var

anført,

at

resten af ejendommen inden for en tidshorisont på 3-5 år vil

blive beplantet, når et anlagt læhegn er vokset op,

at

ejerne har forsøgt et mageskifte med en nabolandmand, der ikke

har vist synderlig interesse, og

at

ca. 1/4 af ejendommen er en slugt med spredt træbevoksning, der

tidligere har været landbrugsmæssigt udnyttet med kreaturer, men som af de

nuværende ejere er retableret som naturareal, hvilket har modvirket

forureningen

i området.

I skrivelse af samme dato til

Jordbrugsdirektoratet kritiserer (A) på vegne af lodsejerne, at

Jordbrugsdirektoratet

ikke har fremsendt et eksemplar af den lov, der hjemler forkøbsretten, og han

anfører, at det ikke vil være muligt at indgå i realistiske forhandlinger om

en handel med ejendommen, når staten til enhver tid kan indtræde i en købers

sted. Han finder, at Jordbrugsdirektoratet inden lysning af forkøbsretten

burde have forhørt sig om ejernes planer med ejendommen. Han opfordrer

endvidere direktoratet til eventuelt at effektuere det mageskifte, hvorom der

har været forhandlet med en nabo.

I skrivelse af 24. januar

1989 oversendte Jordbrugsdirektoratet klagen til Landbrugsministeriets

departement bilagt udtalelse af 19. oktober 1988 fra jordbrugskommissionen

for Viborg amt v/viceformand(en).... Viceformanden har bedømt arealet som

ikke dyrkbar vandlidende eng, som er delvis egnet til græsning og egnet som

suppleringsjord for en landbrugsejendom. Han har på dette grundlag indstillet

tinglysning af forkøbsret. Den pågældende udtalelse er også tilsendt

klagerne.

Ved skrivelse af 3. marts

1989 har (A) på vegne af lodsejerne kommenteret viceformandens udtalelse.

Ifølge (A) er den korrekte beskrivelse af ejendommen ikke eng, men bakket

sandjord. Han minder om, at ca. 1/4 af ejendommen er bevokset. Med hensyn til

mulighederne for at anvende ejendommen som suppleringsjord i området henviser

han til, at en gård i nabolaget har været til salg i over et år.

Ved skrivelse af 5. maj 1989

stadfæstede Landbrugsministeriets departement Jordbrugsdirektoratets

afgørelse.

Landbrugsministeriet fandt ikke grundlag for at anfægte det af

jordbrugskommissionen

udøvede skøn over jordens egnethed som suppleringsjord for ejendomme i

området.

Landbrugsministeriet fandt det i den forbindelse uden betydning, at en

landbrugsejendom i nabolaget havde været til salg i længere tid.

Landbrugsministeriet anførte, at staten ifølge loven kan pålægge såvel

landbrugsejendomme

som landbrugsjord og udyrkede arealer, der ikke udgør en del af en

landbrugsejendom, forkøbsret for staten med henblik på bl.a. at sikre

videresalg til sammenlægning med nærliggende landbrugsejendomme.

I klagen af 20. august 1989

til Folketingets Ombudsmand henvises til de i skrivelserne af 12. januar 1989

anførte argumenter. Desuden anfører man, at Jordbrugsdirektoratet efter eget

udsagn systematisk tinglyser forkøbsret på al frijord i Danmark. Klagerne

finder ikke, at dette er hjemlet ved udlånsloven. Man henviser herved til, at

lovgiver i givet fald ville have tilvejebragt en klarere hjemmel eller ved

lov

fastsat en forkøbsret for staten ved salg af frijord.

.....

Landbrugsministeriet skal

bemærke følgende:

Lov nr. 181 af 28. april 1971

om statens udlån til jordbrugsmæssige formål m.m. afløste statshusmandsloven

af 1948. Lovforslaget hvilede på det arbejde, der var udført af den af

Landbrugsministeriet den 24. februar 1960 nedsatte landbokommission, jf.

dennes

10. betænkning af 13. januar 1971. I de almindelige bemærkninger til

lovforslaget

anføres vedr. statens erhvervelse af jord bl.a.: "Selv om de nugældende

bestemmelser i statshusmandsloven om forkøbsret for staten kun har været

anvendt

i nogle ganske få tilfælde, har flertallet dog ment, at bestemmelserne bør

opretholdes." Der henvises til Folketingstidende 1970-71, tillæg A,

spalte

2866. Det har således ved lovens gennemførelse i 1971 været forudsat, at

forkøbsretten kun skulle anvendes i begrænset omfang.

Ved den første ændring af

loven, som skete ved lov nr. 223 af 26. april 1973, blev lovens hjemmel til

erhvervelse af jord og pålæg af forkøbsret udvidet. Dette blev understreget

ved ændringen af lovens titel til den nuværende, hvor "fremskaffelse af

jord" blev indsat. I lovens § 18, stk. 1, blev således som nr. 4 indsat

hjemmel til i særlige tilfælde at erhverve jorder af hensyn til bevarelse af

landskabet eller det landbrugsmæssige miljø, og også hjemlen til pålæg af

forkøbsret i § 20 blev udvidet til at omfatte denne erhvervelsesmulighed. Det

hedder om disse ændringer i de almindelige bemærkninger til lovforslaget

bl.a.:

"Ved administrationen af §§ 18, 20-26 og 28, stk. 2, har det hidtil i

princippet været forudsat, at statens jordlovsudvalg kun erhverver jord, der

straks eller inden for et kortere tidsrum vil kunne afhændes til de i § 18,

stk. 1, nævnte formål.

Det er tanken i forbindelse

med gennemførelsen af nærværende lovforslag at ændre praksis på dette punkt,

således at erhvervelse kan ske, selv om jorden ikke straks kan afhændes til

de

i loven omhandlede formål." (Der henvises til Folketingstidende 1972-73,

tillæg A, spalte 5441).

Finansudvalget tiltrådte ved

aktstykke 194 af 25. januar 1978 en forhøjelse af bevillingen til jordkøb i

finansåret 1977-78, idet det var oplyst, at en forhøjelse af bevillingen

ligeledes ville blive ansøgt på finanslovene for de følgende finansår. I

aktstykket redegøres der for hjemmelen til jordkøb i udlånsloven, og det

hedder: "Det er Landbrugsministeriets opfattelse, at de frie jorder må

anses for at være et spekulationsobjekt, og det må være rigtigt at sikre de

frie jorder mod såvel inden- som udenlandske spekulationsopkøb. (...)

Jordlovsudvalget

vil herved sættes i stand til at sikre de frie jorder, dels ved erhvervelse

af

sådanne arealer, der måtte komme ud i handelen, dels ved pålæggelse af

forkøbsret på de frie jorder. Forkøbsretten vil blive anvendt i tilfælde,

hvor

formålet med købet er andre end landbrugsmæssige formål, og hvor arealerne

ikke indgår i et naturligt tilhørsforhold til en landbrugsejendom."

Ved aktstykke 368 af 13. maj

1981 tiltrådte Finansudvalget påny en forhøjelse af bevillingen til

erhvervelse af fast ejendom efter udlånsloven, denne gang for finansåret

1981,

idet det blev oplyst, at der også på finanslovene for 1982 og 1983 ville

blive

ansøgt om en forhøjelse. Det hedder i aktstykket bl.a.: "Arbejdet med

pålæggelse

af forkøbsret på de frie jorder fortsætter, og forkøbsretten omfatter nu mere

end

600 ha

frie

jorder i Sønderjylland. Arbejdet er nu blevet udstrakt til den øvrige del af

landet med grundlag i en registrering af frijordsarealerne der. Det har i de

forløbne år kun i beskedent omfang været nødvendigt at trække på de afsatte

beløb til køb af frijordsarealer, og den givne bevilling har således snarest

haft karakter af beredskabsbevilling. Imidlertid nødvendiggør den interesse

for spekulationsprægede jorderhvervelser fra såvel uden- som indenlandsk

side,

der stadig er til stede, at statens muligheder for opkøb fortsat sikres

gennem

de fornødne bevillinger. Da den statslige forkøbsret til frijordsarealerne

kommer til at omfatte stadig større arealer, vil der kunne opstå behov for en

udvidelse af bevillingsrammerne i de kommende år."

Udlånslovens regler om

erhvervelse af jord og pålæg af forkøbsret er senest ændret ved lov nr. 699

af

21. december 1982. Ved denne ændring af loven, blev erhvervelsesmulighederne

udvidet til også at omfatte forlandsarealer i forbindelse med digesikring,

ligesom adgangen til pålæg af forkøbsret blev udvidet til dette område. De i

1974 og 1989 gennemførte ændringer af loven berørte derimod ikke reglerne om

forkøbsret.

Sammenfattende skal

Landbrugsministeriet anføre, at man finder, at udlånslovens § 20, jf. § 18

efter sin ordlyd rummer den fornødne hjemmel til, at Landbrugsministeriet kan

pålægge statslig forkøbsret på ejendomme, der er velegnede til supplering af

bestående jordbrug samt i særlige tilfælde på ejendomme, hvor en statslig

erhvervelse må skønnes hensigtsmæssigt af hensyn til bevarelse af landskabet

eller det landbrugsmæssige miljø.

Det fremgår imidlertid af

lovens forarbejder, jf. det ovenfor anførte, at pålæg af forkøbsret som

udgangspunkt kun sker, når særlige forhold taler herfor. En undtagelse herfra

er dog den såkaldte frijord, det vil sige parceller i det åbne land, som ikke

er omfattet af nogen landbrugsejendom, og som derfor ikke er omfattet af

landbrugspligten i medfør af landbrugsloven. Det fremgår af forarbejderne til

1973-loven sammenholdt med de to ovenfor refererede aktstykker, at lovgiver

har

tilsigtet en mere vidtgående anvendelse af reglerne om erhvervelse og

forkøbsret på dette område. Dette er primært sket for at imødegå fjerneje og

spekulative opkøb, idet frijorderne i modsætning til landbrugspligtig jord

ikke omfattes af landbrugslovens bestemmelser om bopælspligt, begrænsninger

med hensyn til størrelsen af den enkelte persons besiddelse m.v.

I overensstemmelse hermed har

Jordbrugsdirektoratet fulgt den praksis, at frijorder efter en konkret

vurdering

pålægges en forkøbsret for statskassen, dog som hovedregel kun, hvis det

pågældende areal kan anses for omfattet af udlånslovens § 18, stk. 1, nr. 1.

Der vil således normalt ikke blive pålagt forkøbsret på et areal, der er

uegnet til supplering af en landbrugsejendom. Det skal i denne forbindelse

fremhæves, at også engarealer og andre arealer, som alene er egnet til en

relativt ekstensiv landbrugsmæssig udnyttelse, samt parceller, der delvis

består af mose, hede eller lignende, ofte vil blive vurderet som velegnede

til

supplering af en landbrugsejendom.

Udover det generelle

hjemmelsspørgsmål vedrører klagen også de konkrete forhold på klagernes

ejendom. Landbrugsministeriet finder imidlertid ikke, at klagerne bestrider,

at arealet i meget vidt omfang er velegnet som suppleringsjord for en

landbrugsejendom, og Landbrugsministeriet kan tilslutte sig

Jordbrugsdirektoratets synspunkt, hvorefter der ikke lægges vægt på, hvorvidt

der aktuelt findes landmænd i området med ønske om erhvervelse af

suppleringsjord.

Det sidste spørgsmål kan derimod være relevant i forbindelse med vurderingen

af, hvorvidt forkøbsretten ved en given lejlighed skal anvendes.

Landbrugsministeriet finder,

at sagen formelt er behandlet korrekt af Jordbrugsdirektoratet, der i

standardskrivelsen af 6. januar 1989 giver en ret omfattende vejledning vedr.

forkøbsretten. Landbrugsministeriet finder ikke, at denne skrivelse burde

have været vedlagt et eksemplar af loven.

Tinglysning af forkøbsret

beror efter praksis ikke på en høring af ejeren og stillingtagen - evt. i

flere

instanser - til eventuelle indsigelser, idet formålet med denne sikringsakt

kunne blive forspildt, hvis ejendommen i mellemtiden blev afhændet. Derimod

underrettes ejere altid ved tinglysningen, lige som der gives

klagevejledning,

jf. de i denne sag foreliggende skrivelser af 6. janaur 1989, og hvis

oplysninger fra ejeren efterfølgende medfører, at forkøbsretten frafaldes,

aflyses deklarationen uden vanskelighed eller omkostning for ejeren.

..."

Af Jordbrugsdirektoratets

erklæring i anledning af klagen fremgik følgende:

"...

Jordbrugsdirektoratet kan

tilslutte sig kommissionens udtalelse og iøvrigt meddele, at direktoratet i

overensstemmelse

med lovbekg. nr. 61 af 14. februar 1983 §§

18

m.fl. kun pålægger forkøbsret på frijordslodder, der

skønnes at være anvendelige i landbrugssektoren. Såfremt

jordbrugskommissionen

skønner, at jorden ikke er egnet til såvel agerbrug som til græsning bliver

der

ikke pålagt forkøbsret.

I nærværende tilfælde er en

stor del af ejendommen anvendelig ..... og forkøbsretten er derfor i

overensstemmelse med gældende praksis pålagt ejendommen.

..."

Forinden direktoratet havde

afgivet nævnte erklæring, havde direktoratet indhentet en udtalelse fra

jordbrugskommissionen, der oplyste følgende om ejendommen:

"...

Jeg har besigtiget arealerne

igen d 30 sep, og skal herved nærmere beskrive området.

Ca 2-3 tdl er lavere liggende

engarealer, der bruges til afgræsning.

Ca 5-6 tdl er en kratbevokset

slugt, der skærer sig ind i arealet.

Resten ca 15 tdl er agerjord,

hvorpå der i dag står en god roemark på en del af arealet, resten er tilsået

med græs.

Om der er suppleringsbehov i

området kan jeg ikke udtale mig om, men det er jo heller ikke relevant i

forbindelse med forkøbsret.

Jeg fastholder min tidligere

udtalelse om at arealet er egnet til suppleringsjord.

..."

Der var vedlagt fotografier

af ejendommen.

A fremsatte herefter sine

afsluttende bemærkninger til sagen.

I en skrivelse til A udtalte

jeg følgende:

"I loven om statens

fremskaffelse af jord og udlån til jordbrugsmæssige formål m.m.

(lovbekendtgørelse 1983 02 14 nr. 61) fremgår følgende af § 18:

"Landbrugsministeren kan ved aftale med

ejeren erhverve fast ejendom

for som led i strukturudviklingen at fremskaffe jord

til supplering af bestående jordbrug eller at

tilvejebringe en bedre jordfordeling

mellem jordbrug,

for at fremskaffe jord til oprettelse af gartnerier,

for at fremskaffe jord til oprettelse af havekolonier,

hvis det i særlige tilfælde skønnes hensigtsmæssigt af

hensyn til bevarelse af landskabet eller det landbrugsmæssige miljø,

hvis det i særlige tilfælde skønnes hensigtsmæssigt for

vedligeholdelsen og udbygningen af forlandsarealer i forbindelse med

digesikring.

Stk. 2.

Til de i stk. 1, nr. 1, 4 og 5, nævnte formål kan fast

ejendom endvidere erhverves ved anvendelse af statens forkøbsret efter §§

20-26."

For at sikre statens

erhvervelse er der i § 20 givet regler om, at visse ejendomme kan blive

pålagt

en forkøbsret for staten.

§ 20 har følgende indhold:

"Til fremskaffelse af jord til de i § 18,

stk. 1, nr. 1, 4 og 5, omhandlede formål kan forkøbsretten for staten

pålægges

såvel landbrugsejendomme som landbrugsjord og udyrkede arealer, der ikke

udgør

en del af en landbrugsejendom.

Stk. 2.

Beslutning om pålæggelse af forkøbsret træffes af

landbrugsministeren og tinglyses på landbrugsministerens begæring på

ejendommen. Forkøbsretten respekterer private forkøbsrettigheder og

køberettigheder, der er tinglyst før 21. april 1967, men går i øvrigt forud

for

andre rettigheder over ejendommen, uanset hvornår disse er stiftet.

Landbrugsministeren underretter ejeren af den pågældende ejendom om

beslutningen.

Stk. 3.

Forkøbsretten gælder ved enhver erhvervelse af ejendommen

eller en del af denne. Forkøbsretten kommer dog ikke til anvendelse,

når den overvejende del af ejendommen ikke er beliggende

i landzone, jfr. loven om by- og landzoner,

når erhververen er staten eller en kommune,

når ejendommen erhverves af en person ved arv, ved

overtagelse til hensidden i uskiftet bo eller ved deling af fællesbo, eller

når erhververen er den hidtidige ejers ægtefælle eller

er beslægtet eller besvogret med den hidtidige ejer i op- eller nedstigende

linje eller i hans sidelinje så nær som søskende eller disses børn.

Stk. 4.

I tilfælde som omhandlet i stk. 3, nr. 1 og 2, skal

forkøbsretten af landbrugsministeren begæres aflyst."

Som det fremgår af ovennævnte

bestemmelse kan myndighederne som led i strukturudviklingen for at skaffe

jord

til supplering af bestående jordbrug eller for at tilvejebringe en bedre

jordfordeling mellem jordbrugene pålægge såvel landbrugsejendomme som

landbrugsjord og udyrkede arealer m.v. en forkøbsret til staten.

Landbrugsministeriet har over

for mig generelt redegjort for ministeriets praksis vedrørende pålæggelse af

statslig forkøbsret - specielt med hensyn til "frijord".

Efter ministeriets praksis er

udgangspunktet, at pålæg af statslig forkøbsret kun sker, når arealerne er

velegnede til suppleringsjord til bestående jordbrug, og såfremt der i øvrigt

er særlige forhold, der taler herfor.

Dette kan ikke give mig

anledning til bemærkninger.

Landbrugsministeriet pålægger

dog statslig forkøbsret på de såkaldte frijorder i videre omfang end på andre

ejendomme. Baggrunden for dette er et ønske om at imødegå opkøb i

spekulationsøjemed. Som jeg forstår, administreres dette ved, at

myndighederne for disse jorders vedkommende anlægger en mere lempelig

vurdering

af, om arealerne er velegnede til supplering af en landbrugsejendom.

Det fremgår af udtalelsen til

mig, at Landbrugsministeriet over for Finansudvalget har redegjort for denne

praksis vedrørende frijorderne.

Efter de regler, der gælder

for min virksomhed, kan jeg ikke tage stilling til Folketingets, herunder

Finansudvalgets virksomhed og - som følge heraf - heller ikke til forhold fra

forvaltningens side, når disse forhold er behandlet eller bedømt af

Folketinget

(eller Finansudvalget).

Den omhandlede praksis har

været oplyst og forelagt for Finansudvalget på en sådan måde, at jeg finder

at

måtte afstå fra at foretage en nærmere bedømmelse af dens indhold og

grundlag.

Den konkrete beslutning om at

pålægge Deres ejendom en statslig forkøbsret beror herefter især på en

vurdering af, om arealerne er velegnede til supplering af en

landbrugsejendom.

Vurderingen er af skønsmæssig karakter, og det er forudsat, at den skal være

baseret på landbrugsfaglig indsigt.

En sådan vurdering kan jeg

efter de regler, der gælder for min virksomhed, ikke kritisere, medmindre der

foreligger særlige omstændigheder.

Jeg har ikke ved min

gennemgang af sagen fundet, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder,

at jeg har grundlag for at kritisere selve den trufne afgørelse.

Jordbrugsdirektoratets

sagsbehandling i forbindelse med afgørelsen giver mig imidlertid anledning

til

at bemærke følgende:

De har klaget over, at De

ikke, forinden afgørelsen om pålæggelsen af forkøbsretten var truffet, blev

orienteret om, at sagen verserede, således at De eventuelt kunne udtale Dem

herom.

Det er ikke reguleret i loven

om statens fremskaffelse af jord og udlån til jordbrugsmæssige formål m.m.,

om

Jordbrugsdirektoratet har en pligt til at orientere ejere om, at

myndighederne

overvejer at pålægge deres ejendom en statslig forkøbsret.

Spørgsmålet må efter min

opfattelse ses i sammenhæng med forvaltningslovens regler om partshøring.

§ 19 i forvaltningsloven har

følgende ordlyd:

"Kan en part i en sag ikke antages at

være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger

vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før

myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne

lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis

oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig

betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for

afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed

må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende

grundlag,

udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt

frist for sagens afgørelse,

partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,

findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private

interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i

kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,

den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt

kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af

oplysningerne

for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer

parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte

afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.

Stk. 3.

Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren

fastsætte regler om, at nærmere angivne sagsområder, hvor bestemmelserne i

stk. 2, nr. 1 eller 5, i almindelighed vil finde anvendelse, ikke skal være

omfattet af bestemmelsen i stk. 1."

Partshøringspligten giver

vedkommende part adgang til at kommentere det faktiske oplysningsgrundlag,

inden en afgørelse træffes.

Det indebærer selvsagt også,

at parten herved (i det omfang der er partshøringspligt) bliver orienteret

om,

at myndighederne påtænker at træffe en bebyrdende afgørelse.

Som det fremgår af

ovenstående, indgik oplysninger om Deres ejendoms stand og benyttelse (den

indhentede udtalelse fra jordbrugskommissionen) som en betydelig del af

Jordbrugsdirektoratets beslutningsgrundlag. Disse oplysninger dannede

grundlag for direktoratets skøn over arealernes egnethed som suppleringsjord

for en landbrugsejendom.

Efter min opfattelse følger

det herefter af forvaltningslovens § 19, stk. 1, at Jordbrugsdirektoratet som

udgangspunkt havde pligt til at gøre Dem bekendt med disse oplysninger og

give

Dem lejlighed til at fremkomme med en udtalelse herom.

Landbrugsministeriet har over

for mig oplyst, at myndighederne efter praksis ikke foretager en høring af

ejerne forinden tinglysning af en eventuel statslig forkøbsret. Baggrunden

herfor er, at formålet med forkøbsretten kunne blive forspildt, hvis

ejendommen i mellemtiden blev afhændet.

Som det fremgår af § 19, stk.

2, gælder reglerne om partshøring ikke, hvis partens interesse i, at sagens

afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige

interesser.

Anvendelsen af denne

undtagelsesbestemmelse forudsætter, at der foretages en

konkret

vurdering af på den ene side partens interesse i at blive hørt over

oplysningerne og på den anden side vedkommende offentlige interesse. Jeg

henviser til Den kommenterede Forvaltningslov v. Asbjørn Jensen m.fl.,

(København 1987), s. 195.

Efter min opfattelse kan

Jordbrugsdirektoratet således ikke generelt undlade at inddrage parten,

forinden afgørelsen om pålæggelse af forkøbsret træffes, alene under

henvisning til den generelle risiko for, at ejendommen kunne blive solgt,

mens

sagen verserer.

Noget andet er, at der efter

omstændighederne kan være grundlag for en konkret formodning om, at

ejendommen

ville blive solgt, såfremt parten blev bekendt med sagens eksistens. Dette

forhold vil efter en konkret vurdering kunne begrunde, at myndighederne i den

enkelte sag kan undlade at foretage partshøring.

I Deres sag ses der ikke at

være foretaget en sådan konkret vurdering som grundlag for beslutningen om

ikke at foretage partshøring. Jeg bemærker herved, at der efter min

umiddelbare

opfattelse ikke i sagen synes at være konkrete holdepunkter for at antage, at

øjemedet med eventuel pålæggelse af forkøbsret ville blive forspildt som

følge

af en mellemkommende afhændelse af ejendommen.

Det må således betragtes som

en fejl, at myndighederne ikke foretog en konkret vurdering af

partshøringsspørgsmålet

- og at De dermed under alle omstændigheder blev afskåret fra at udtale Dem

om

det faktiske afgørelsesgrundlag - inden afgørelsen blev truffet.

Jeg har gjort

Landbrugsministeriet bekendt med min opfattelse.

Samtidig hermed har jeg

henstillet til ministeriet at tage skridt til at ændre praksis vedrørende

partshøring i overensstemmelse med mine generelle bemærkninger herom ovenfor.

Da jeg efter min gennemgang

af sagen, herunder de oplysninger, som er fremkommet i forbindelse med min

behandling af Deres klage, må lægge til grund, at (korrekt) partshøring af

Dem

ikke ville have medført et andet udfald af sagen, foretager jeg ikke videre i

den konkrete sag."

Lignende dokumenter