Spring til indhold

Retsinformation

1988 LSF 89 FORSLAG TIL LOV OM NATURFORVALTNING

1988/1 LSF 89Lovforslag som fremsatFolketinget2. juni 1989

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kapitel 1

Lovens formål

§ 1. Lovens formål er at fremme bestræbelserne for

1) at bevare og pleje landskabelige og kulturhistoriske værdier,

2) at bevare eller forbedre betingelserne for det vilde plante- og

dyreliv,

3) at forøge skovarealet og

4) at forbedre mulighederne for befolkningens friluftsliv.

Kapitel 2

Ejendomserhvervelser, lån, tilskud m.v.

§ 2. Til opfyldelse af lovens formål fastsættes på de årlige finanslove en

beløbsramme, inden for hvilken miljøministeren kan

1) erhverve fast ejendom og afholde udgifter til driften, herunder

tilplantning,

2) yde lån til amtskommuner, kommuner eller almennyttige foreninger,

stiftelser, institutioner m.v. til erhvervelse af fast ejendom og

3) yde lån og tilskud til amtskommuner, kommuner, almennyttige foreninger,

stiftelser, institutioner m.v. samt private ejendomsejere til bevaring, pleje

og genopretning af naturområder og til forbedring af mulighederne for

friluftslivet.

Stk. 2. Miljøministeren kan sælge fast ejendom.

Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler for administrationen

af stk. 1.

§ 3. Finansministeren fastsætter vilkårene for lån i henhold til § 2, stk.

1.

Stk. 2. Provenuet ved salg af fast ejendom tillægges årets bevilling.

Stk. 3. Miljøministeren kan efter forhandling med finansministeren modtage

gaver til opfyldelse af lovens formål.

Kapitel 3

Forkøbsret

Læs alt

§ 4. Miljøministeren kan bestemme, at ejendomme i landzone eller

sommerhusområde, der er særlig egnede til opfyldelse af lovens formål,

pålægges forkøbsret for staten.

Stk. 2. Ejeren af den pågældende ejendom underrettes om forkøbsretten, der

tinglyses på ejendommen.

Stk. 3. Forkøbsretten respekterer private forkøbsrettigheder og

køberettigheder, der er tinglyst før datoen for lovforslagets fremsættelse,

men går i øvrigt forud for andre rettigheder over ejendommen, uanset hvornår

de er stiftet.

§ 5. Forkøbsretten gælder ved enhver erhvervelse af ejendommen eller dele

af ejendommen. Forkøbsretten kommer dog ikke til anvendelse,

1) når staten, en amtskommune eller en kommune erhverver ejendommen til

andre formål end denne lovs,

2) når ejendommen erhverves af en person ved arv, ved overtagelse til

hensidden i uskiftet bo eller ved deling af fælles bo, eller

3) når erhververen er den hidtidige ejers ægtefælle eller er beslægtet

eller besvogret med den hidtidige ejer i op- eller nedstigende linie eller i

dennes sidelinie så nær som søskende eller deres børn.

§ 6. Reglerne i §§ 21-26 i lov om statens fremskaffelse af jord og udlån

til jordbrugsmæssige formål m.m. finder tilsvarende anvendelse, når der er

pålagt forkøbsret efter § 4, idet miljøministeren træder i stedet for

landbrugsministeren.

Stk. 2. Fristen for at gøre forkøbsretten gældende fastsættes dog til 8

uger i sager i medfør af denne lov.

Kapitel 4

Ekspropriation

§ 7. Miljøministeren kan ekspropriere en ejendom, hvis der kan pålægges

forkøbsret i medfør af § 4, når det er af væsentlig betydning at råde over

ejendommen for at gennemføre foranstaltninger på grundlag af en planlægning

til fremme af lovens formål.

Kapitel 5

Rådgivende udvalg

§ 8. Miljøministeren nedsætter et udvalg, som efter loven er rådgivende

for ministeren i sager af større betydning.

Stk. 2. Finansministeriet, Landbrugsministeriet, Amtsrådsforeningen i

Danmark, Hovedstadsrådet, Kommunernes Landsforening, Danmarks

Naturfredningsforening, Friluftsrådet, Naturfredningsrådet,

Fortidsminderådet, De danske Landboforeninger, Danske Husmandsforeninger,

Tolvmandsforeningerne, Jagtorganisationernes Fællesudvalg, Dansk Ornitologisk

Forening, Dansk Skovforening og Danmarks Sportsfiskerforbund udpeger hver et

medlem af udvalget. Miljøministeren udpeger udvalgets formand og yderligere

et antal medlemmer fra Miljøministeriet.

Stk. 3. Miljøministeren fastsætter en forretningsorden for udvalget.

Kapitel 6

Myndigheder, erstatning m.v.

§ 9. Overlader miljøministeren sine beføjelser til at træffe afgørelser

efter loven eller efter bestemmelser fastsat efter loven til en institution

under ministeriet, kan ministeren fastsætte regler om adgangen til at klage

over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for

ministeren.

§ 10. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om erstatning for de

skader, der måtte opstå som følge af en aftalt offentlig adgang til en privat

ejendom.

Kapitel 7

Ikrafttræden m.v.

§ 11. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 230 af 7. juni 1972 om erhvervelse af

fast ejendom til fritidsformål.

§ 12. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Oprindeligt fremsat forslag

Kapitel 1

Lovens formål

§ 1. Lovens formål er at fremme bestræbelserne for

1) at bevare og pleje landskabelige og kulturhistoriske værdier,

2) at bevare eller forbedre betingelserne for det vilde plante- og

dyreliv,

3) at forøge skovarealet og

4) at forbedre mulighederne for befolkningens friluftsliv.

Kapitel 2

Ejendomserhvervelser, lån, tilskud m.v.

§ 2. Til opfyldelse af lovens formål fastsættes på de årlige finanslove en

beløbsramme, inden for hvilken miljøministeren kan

1) erhverve fast ejendom og afholde udgifter til driften, herunder

tilplantning,

2) yde lån til amtskommuner, kommuner eller almennyttige foreninger,

stiftelser, institutioner m.v. til erhvervelse af fast ejendom og

3) yde lån og tilskud til amtskommuner, kommuner, almennyttige foreninger,

stiftelser, institutioner m.v. samt private ejendomsejere til bevaring, pleje

og genopretning af naturområder og til forbedring af mulighederne for

friluftslivet.

Stk. 2. Miljøministeren kan sælge fast ejendom.

Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler for administrationen

af stk. 1.

§ 3. Finansministeren fastsætter vilkårene for lån i henhold til § 2, stk.

1.

Stk. 2. Provenuet ved salg af fast ejendom tillægges årets bevilling.

Stk. 3. Miljøministeren kan efter forhandling med finansministeren modtage

gaver til opfyldelse af lovens formål.

Kapitel 3

Forkøbsret

§ 4. Miljøministeren kan bestemme, at ejendomme i landzone eller

sommerhusområde, der er særligt egnede til opfyldelse af lovens formål,

pålægges forkøbsret for staten.

Stk. 2. Ejeren af den pågældende ejendom underrettes om forkøbsretten, der

tinglyses på ejendommen.

Stk. 3. Forkøbsretten respekterer private forkøbsrettigheder og

køberettigheder, der er tinglyst før datoen for lovforslagets fremsættelse,

men går i øvrigt forud for andre rettigheder over ejendommen, uanset hvornår

de er stiftet.

§ 5. Forkøbsretten gælder ved enhver erhvervelse af ejendommen eller dele

af ejendommen. Forkøbsretten kommer dog ikke til anvendelse

1) når staten, en amtskommune eller en kommune erhverver ejendommen til

andre formål end denne lovs,

2) når ejendommen erhverves af en person ved arv, ved overtagelse til

hensidden i uskiftet bo eller ved deling af fælles bo, eller

3) når erhververen er den hidtidige ejers ægtefælle eller er beslægtet

eller besvogret med den hidtidige ejer i op- eller nedstigende linie eller i

dennes sidelinie så nær som søskende eller deres børn.

§ 6. Reglerne i §§ 21-26 i lov om statens fremskaffelse af jord og udlån

til jordbrugsmæssige formål m.m. finder tilsvarende anvendelse, når der er

pålagt forkøbsret efter § 4, idet miljøministeren træder i stedet for

landbrugsministeren.

Stk. 2. Fristen for at gøre forkøbsretten gældende fastsættes dog til 8

uger i sager i medfør af denne lov.

Kapitel 4

Ekspropriation

§ 7. Miljøministeren kan ekspropriere en ejendom, hvis der kan pålægges

forkøbsret i medfør af § 4, når det er af væsentlig betydning at råde over

ejendommen for at gennemføre foranstaltninger på grundlag af en planlægning

til fremme af lovens formål.

Kapitel 5

Rådgivende udvalg

§ 8. Miljøministeren nedsætter et udvalg, som er rådgivende for ministeren

i sager af større betydning efter loven.

Stk. 2. Finansministeriet, Landbrugsministeriet, Amtsrådsforeningen i

Danmark, Hovedstadsrådet, Kommunernes Landsforening, Danmarks

Naturfredningsforening, Friluftsrådet, Naturfredningsrådet,

Fortidsminderådet, De danske Landboforeninger, Danske Husmandsforeninger,

Tolvmandsforeningerne og Jagtorganisationernes Fællesudvalg udpeger hver et

medlem af udvalget. Miljøministeren udpeger udvalgets formand og yderligere

et antal medlemmer fra Miljøministeriet.

Stk. 3. Miljøministeren fastsætter en forretningsorden for udvalget.

Kapitel 6

Myndigheder, erstatning m.v.

§ 9. Overlader miljøministeren sine beføjelser til at træffe afgørelser

efter loven eller efter bestemmelser fastsat efter loven til en institution

under ministeriet, kan ministeren fastsætte regler om adgangen til at klage

over afgørelserne, herunder om at afgørelserne ikke kan indbringes for

ministeren.

§ 10. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om erstatning for de

skader, der måtte opstå som følge af en aftalt offentlig adgang til en privat

ejendom.

Kapitel 7

Ikrafttræden m.v.

§ 11. Loven træder i kraft den 1. januar 1989.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 230 af 7. juni 1972 om erhvervelse af

fast ejendom til fritidsformål.

§ 12. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Det foreliggende lovforslag skal - sammen med de samtidigt fremsatte

forslag til skovlov, og lov om ændring af regionplanlovene (planlægning af

skovrejsningsområder), samt lov om ændring af lov om støtte til forbedring af

strukturen og effektiviteten i jordbruget (forbedringsloven) som fremsat den

26. oktober 1988, en kommende ændring af skovstøtteloven og lov om tilskud

til konsulentvirksomhed inden for skovbruget - ses i sammenhæng med

regeringens strategi for de marginale jorder og den skovpolitiske

redegørelse, jf. nedenfor.

Lovforslaget er i princippet en genfremsættelse af det lovforslag L 214

(Folketingstidende 1987/88), der fremsattes 18. februar 1988. Forslaget kom

til 1. behandling 2. marts 1988 (Folketingstidende 1987/88, spalte 7834 ff).

Ved samme lejlighed fremsattes forslag til ændring af naturfredningsloven,

som ikke genfremsættes nu, idet regeringen har besluttet at underkaste

naturfredningsloven en generel revision. Sigtet vil være en modernisering og

forenkling, der skal sikre indførelsen af nye principper for en fremtidig

naturbeskyttelse og naturforvaltning, byggende på de tankegange, der bl.a.

ligger til grund for marginaljordsstrategien, den skovpolitiske redegørelse,

forslaget til lov om støtte til forbedering af strukturen og efektiviteten i

jordbruget samt Brundtlandkommissionens rapport fra 1987 om miljø og

udvikling »Vor fælles fremtid«.

Det foreliggende lovforslag indeholder de første elementer i en sådan

moderne naturforvaltning.

Lovforslaget afløser lov 230 af 7. juni 1972 om erhvervelse af fast

ejendom til fritidsformål, hvis sigte - erhvervelser til fritidsformål - var

mere begrænset. Det foreliggende lovforslag rummer også instrumenter til at

sikre naturressourcer uden forudsætningen om en permanent statslig

ejendomsbesiddelse.

I det foreliggende forslag er der i forhold til forslag L 214 foretaget en

rettelse i lovteksten. Således foreslås Fortidsminderådet og

Jagtorganisationernes Fællesudvalg som medlemmer af Det rådgivende udvalg,

jf. forslagets § 8.

Herudover er beskrivelsen af lovforslagets økonomisk-administrative

konsekvenser ændret i overensstemmelse med de ændrede forudsætninger, som

følger af bl.a. miljøministerens investeringsplan på miljøområdet.

Bemærkningerne om forholdet til ordninger under Landbrugsministeriet er

ajourført i overensstemmelse med den senere udvikling inden for området.

Endelig er bemærkningerne til lovforslaget omredigeret således, at de

illustrerer hovedsigtet med lovforslaget, nemlig gennem en ændret strategi

for naturforvaltning at sikre en naturbeskyttelse og en brug af

naturressourcerne, der i stigende omfang bliver et integreret led i den

kommende udvikling på hele skov- og landbrugsområdet. Dette vil typisk ske

gennem en flersidet anvendelse, der tilgodeser såvel produktion som

beskyttelse og friluftsliv.

I det følgende omtales derfor under punkt 2 det arbejde, som er udført,

det arbejde som er igang og forestående arbejder på en række områder, som

berøres af lovforslaget.

2. Arbejdet med en strategi for de marginale jorder, skovpolitik og

»grøn strategi«.

Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg afgav den 3. juni 1987 beretning

om en samlet strategi på marginaljordsområdet. Marginaljordsstrategien

angiver, at følgende hovedmål bør være bestemmende for de kommende års

indsats: at bevare udyrkede eller ekstensivt dyrkede arealer, at beskytte

særligt miljøfølsomme områder som vandløb, søer, naturarealer, ferske enge

m.v. og at afbøde konsekvenserne af marginaliseringen i tilfælde, hvor

opgivelse af dyrkningen betragtes som uacceptabel af landskabelige grunde

eller af hensyn til lokalsamfundet.

Indsatsen skal navnlig sigte på at imødegå eller afbøde marginaliseringen

eller at fremme en ændret udnyttelse af marginaljorderne gennem:

- ekstensivering eller anden miljøvenlig landbrugsproduktion,

- skovtilplantning eller

- opretholdelse eller genopretning som naturarealer.

Hertil kommer ønsket om udbygning af mulighederne for friluftslivet, som

er et hovedelement i Miljøministeriets »grønne strategi«, jf.

redegørelsen til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg af 2. marts 1987

om naturbevaring og friluftsliv.

I december 1986 afgav Landbrugsministeriets skovpolitiske udvalg

betænkning om en fremtidig skovpolitik. På baggrund heraf samt på baggrund af

redegørelsen om de marginale jorder og de senere års mange initiativer på

skov- og naturområdet fremsendte regeringen i april 1987 sin skovpolitiske

redegørelse til Folketinget. Heri anføres, at af forsyningsmæssige,

økonomiske, beskæftigelsesmæssige, miljømæssige og friluftsmæssige årsager

skal skovtilplantningen forøges væsentligt. Tilplantningen skal bl.a. ske ved

offentlig skovtilplantning.

Hovedsigtet med det samtidigt fremsatte forslag til skovlov er at bevare

og værne de danske skove samt at forøge og forbedre både træproduktionen og

varetagelsen af miljø- og naturhensyn. Skovloven skal således bl.a. medvirke

til at øge skovarealet, fremme det flersidige skovbrug og styrke rådgivning

og information om god skovdrift.

Ekstensivering

Som følge af den økonomiske og strukturelle udvikling inden for

landbrugserhvervet forventes der i de kommende år en stadig øget

ekstensivering af landbrugsdriften, eksempelvis ved at arealerne braklægges

eller udlægges med vedvarende græs. For at påvirke udviklingen, således at

denne ekstensivering sker på den miljømæssigt mest fordelagtige måde, er det

nødvendigt med direkte eller indirekte økonomisk støtte, jf. også nedenfor

omtalen af EF's udtagnings- og ekstensiveringsordninger.

Skovtilplantning

Overalt i verden er offentlig skovdrift et anerkendt og udbredt middel i

den nationale skovpolitik. I Danmark udgør offentligt ejede skove 39 pct. af

det samlede skovareal mod 42 pct. i EF-landene som helhed. Baggrunden for

ønsket om offentligt ejede skove er, at der i driften af disse bedre kan

lægges vægt på såvel at fremme en flersidig produktion af træ og træprodukter

som at tilgodese naturværdier og fritidsgoder, ligesom samfundets målsætning

normalt vil være en anden, og tidshorisonten normalt længere end en privat

ejers. De naturkvaliteter og fritidsgoder, der er og ønskes frembragt i

skovene, kan blive en så stor økonomisk belastning for den private ejer, at

det er oplagt at fremme dem gennem statsskovdrift, ligesom de øvrige

skovpolitiske mål mere direkte kan nås gennem statsdrift.

Ved statsdrift anlægges en samfundsmæssig ressourcebetragtning. Der

opbygges vedmassereserver med høj værdi med henblik på at afbøde

forsyningsmæssige krisesituationer, stabilisering af træmarkedet etc., uden

at den kortsigtede, privatøkonomiske side af sagen bliver dominerende.

Statsskovene kan endvidere i et samspil med den private skovsektor sikre

arbejdspladserne i følgeindustrierne gennem f.eks. etablering af råtrælagre

og merhugst når industrien mangler træ. Herudover er statsskovene velegnede

til at skabe arbejdspladser i perioder med arbejdsløshed.

Både private og offentlige skove giver mulighed for såvel produktion som

immaterielle goder. Forskellen mellem de to ejerformer ligger især i

muligheden for og pligten til at tilgodese de sidstnævnte hensyn. De

offentlige skove har således en forpligtigelse til at opretholde større

arelaer med løvskov, arealer med danske træarter og at bevare overmodne

bevoksninger, stævningsskove m.v. Samtidig vil de offentlige skove lettere

kunne stille faciliteter til rådighed for publikum. De offentlige skove er

åbne for almenhedens færdsel uden begrænsninger, medens publikum i de private

skove alene må færdes på skovvejene i dagtimerne.

Den statslige skovtilplantning kan endvidere benyttes til demonstration og

vejledning for private, der ønsker at plante skov.

Statslig erhvervelse og tilplantning udelukker ikke senere salg af skove

til private. I forbindelse med sådanne frasalg skal det dog sikres, at der

ikke sker en tilsidesættelse af de hensyn, der nævnes i lovforslagets

formålsparagraf eller andre hensyn, som skal sikres gennem en statslig

arealforvaltning.

Statslig skovtilplantning vil finde sted i udpegede

skovtilplantningsområder. Denne udpegning vil i overensstemmelse med

samtidigt fremlagt forslag til ændring af regionplanlovene ske ved

planlægning af skovrejsningsområder i forbindelse med regionplanlægningen.

Skovtilplantning i et moderat tempo vil være at foretrække. Herigennem

sikres en sikker forsyning med det rette frø- og plantemateriale, en jævn

udvikling i behovet for arbejdskraft og senere jævnt udbytte af træ og

træprodukter. Den langsomme skovtilplantning minimerer samtidig risikoen for

fejlinvesteringer.

En skovtilplantning i moderat tempo vil af sig selv medføre, at der opnås

en jævn fordeling af alle aldre i skoven. Herved undgås de store monotone

flader af ensaldrende skov. Et sådant varieret skovbillede har

oplevelsesmæssigt og naturmæssigt et stort indhold. Samtidig vil det være

muligt løbende at eksperimentere med forskellige træarter for at opnå et

blandet og varieret skovbillede.

Miljøministeriet vil som et ideelt mål finde det ønskeligt, at det danske

skovareal fordobles fra de nuværende 12 pct. til ca. 25 pct. af landets areal

i løbet af en »trægeneration«, dvs. over det næste trekvarte

århundrede. Dette vil med en ligeligt fordelt indsats indebære en årlig

tilplantning på op til 5.000 ha, medens der for tiden tilplantes 1.000-1.500

ha. I de forannævnte redegørelser peges på, at statens del af tilplantningen

skal være væsentlig, hvilket vil blive søgt opfyldt efter de kommende års

bevillingsmæssige muligheder.

Ved statslig skovtilplantning vil der ikke nødvendigvis skulle ske en

fuldstændig tilplantning af en ejendom, uanset om den er erhvervet med

tilplantning som hovedformål. Modsætningsvis kan der godt ske en vis

tilplantning af ejendomme, erhvervet med begrundelse i f.eks. friluftsmæssige

forhold.

Uanset om der plantes nåleskov eller løvskov, skal der etableres skovbryn,

og i nåleskovene skal der endvidere indplantes løvtræer af hensyn til

stabilitet, publikum, dyreliv osv. I skovbrynene vil der blive indplantet

danske buske (med bær) og træarter. Herved øges i særlig grad fuglenes og

insekternes fødemuligheder.

En jævn skovtilplantning vil medføre, at det bliver muligt at placere de

åbne arealer med græs, marker, moser, heder m.v. på de rette steder. Derved

øges den landskabelige variation, som sammen med de deraf følgende mange

skovbryn giver mange levemuligheder for dyr og fugle.

Den statslige skovplantning vil være et supplement til privat

skovtilplantning, hvortil støtte også vil være nødvendig. Der henvises

vedrørende ikke-statslig skovplantning til forslaget til lov om ædnring af

lov om støtte til forbedring af strukturen og effektiviteten i jordbruget L

70, hvori der sigtes mod en årlig privat skovtilplantning på 2.000-3.000 ha.

Opretholdelse af naturarealer

Opretholdelse af naturarealer tager særligt sigte på at bevare ekstensivt

dyrkede eller udyrkede arealer. Der er tale om ferske enge, strandenge,

overdrev samt heder, moser og andre, særligt miljøfølsomme områder som

vandløb, søer og agerlandets småbiotoper. Det er karakteristisk for disse

landskabstyper, at de i takt med strukturændringerne i jordbruget

arealmæssigt er blevet stærkt reduceret.

De tilbageværende arealer er truet af bl.a. tilgroning. Såfremt de nævnte

landskabstyper skal bevares, forudsætter det, at der foretages græsning eller

høslæt. Disse driftsformer er imidlertid mange steder ophørt eller i fare for

at ophøre på grund af manglende rentabilitet. Opretholdelse af f.eks. enge,

overdrev og heder vil derfor mange steder forudsætte, at der ydes tilskud til

driften af arealerne. Sådanne driftstilskud kan baseres på en aftale mellem

ejeren og en offentlig myndighed. Det må på den anden side erkendes, at nogle

naturområder vil fungere bedst økologisk set, hvis de lades urørte. Det

gælder områder som klitter, klitheder, hedemoser, hedesøer, mange rørskove,

krat, sump ved søer og moser m.v., der stort set ikke bør plejes.

Det forudsættes, at der kun i særlige tilfælde ydes tilskud til en

myndigheds naturpleje på private, fredede arealer. Det vil endvidere indgå i

overvejelserne, om ejeren samtidig modtager støtte til drift af arealerne i

medfør af en kommende ordning under Landbrugsministeriet.

Naturgenopretning

I marginaljordsstrategien blev det foreslået, at en del af de miljømæssige

interesseområder, som er af ringe eller ingen landbrugsmæssig betydning,

genskabes som naturområder, f.eks. søer eller andre vådområder, samt at en

sådan naturgenopretning skulle kunne realiseres gennem offentlige

erhvervelser eller tilskud til private.

Ønsket om at iværksætte naturgenopretning må ses i sammenhæng med, at en

lang række uudnyttede eller ekstensivt udnyttede arealer i agerlandet, f.eks.

moser, små og større lavvandede vådområder, søer, vedvarende græsarealer uden

for omdrift, småbiotoper og overdrev er forsvundet. Der er samtidig sket en

forringelse af naturområderne, bl.a. fordi den ekstensive landbrugsmæssige

udnyttelse i en række tilfælde er blevet opgivet. Naturtilstanden forringes

endvidere som følge af dræning, gødskning og sprøjtning.

Det er især de våde arealer, der er blevet stærkt reduceret arealmæssigt.

Der bør derfor gøres en særlig indsats for at genskabe sådanne naturområder.

Det er hensigten i forskellige egne af landet at genskabe tørlagte

vådområder (tidligere søer, fjorde, vandløbsnære arealer og lign.), som i dag

er uden væsentlig landbrugsmæssig interesse. Herved kan bevaringen af en lang

række udryddelsestruede plante- og dyrearter, landskabelig variation og

udvidede muligheder for friluftsliv fremmes, ligesom en række

kulturhistoriske værdier kan sikres.

Der kan efter lovforslaget ydes økonomisk støtte til

naturgenopretningsprojekter i privat, amtskommunalt eller kommunalt regi.

Arealer, hvor den tidligere tilstand søges genskabt, bør det offentlige

kunne tilbyde at overtage. Gennemførelsen af naturgenopretningsprojekter vil

således ofte forudsætte statslige arealerhvervelser.

Alle projekter bør gennemføres i et tæt samspil mellem de berørte parter,

så der opnås størst muligt medspil fra lodsejere og lokale myndigheder. Der

kan allerede i dag konstateres en stor interesse herfor.

Friluftsliv

Udbygningen af muligheder for friluftslivet sker som nævnt også gennem

skovtilplantning og naturgenopretning. Herudover er der dog behov for at øge

offentlighedens adgangsmuligheder til naturen, at etablere støttepunkter for

friluftslivet, at skabe øget naturforståelse samt at øge mulighederne for

landbrugsturisme.

Offentlighedens adgang bør søges sikret, i forbindelse med at der af

naturhensyn indgås aftaler med lodsejere om drift og pleje af arealer.

Etablering af støttepunkter og gennemførelse af informationsaktiviteter, som

det kendes fra Miljøministeriets arealforvaltning, bør søges udbygget.

Miljøministeriet søger fremmet en større forståelse for naturen gennem 14

naturskoler, hvor skoleelever tilbydes naturoplevelser på eller i tilknytning

til Miljøministeriets arealer. Det er ønskeligt, at antallet af naturskoler

øges, således at flere børn tilbydes denne mulighed - også gerne flere gange

i deres skoleforløb.

Endvidere forestår ministeriet i 1987-89, jf. Akt 178 9/4 86, en

forsøgsordning med naturvejledning i Danmark. Under ordningen er der ansat 11

naturvejledere, som er placeret i spændende naturområder med en rigdom af

natur og kulturminder.

De 6 naturvejledere er ansat under Miljøministeriet, mens de 5 er ansat

med 70 pct. statsligt tilskud af amtsråd, kommunalbestyrelser eller

selvejende institutioner.

Naturvejledernes opgave er at fortælle de besøgende om naturen,

kulturminderne og jordbruget i de områder, de er tilknyttet, og som de har et

særligt godt kendskab til. Her gennemfører de en lang række

naturvejlederaktiviteter - spændende fra vandringer, foredrag, udstillinger,

brochurer og radioudsendelser til naturdage for børn. Når den nuværende

forsøgsordning nærmer sig sin afslutning, vil der skulle tages stilling til

en fortsættelse. En naturvejlederordning vil kunne støttes i medfør af

lovforslaget.

Sammenfatning

Der er således behov for hjemmel samt økonomiske virkemidler til at

iværksætte en moderne naturforvaltning efter de nævnte retningslinier, til at

gennemføre initiativer på marginaljordsområdet samt til sikring, herunder

opkøb af større sammenhængende arealer, med henblik på at tilgodese

økologiske, skovbrugsmæssige og friluftsmæssige hensyn.

Med det foreliggende lovforslag tilsigtes derfor udfra økologiske og

vedproduktionsmæssige hensyn en bred vifte af virkemidler med henblik på en

mere effektiv naturforvaltning. Effekten vil også blive, at der på de

pågældende arealer gødskes mindre, bruges færre bekæmpelsesmidler, sikres

arealer for de vilde dyr og planter og skabes værdifuld produktion af træ.

Endelig kan forslaget ses som led i en forbedret opfyldelse af

forpligtelserne ifølge forskellige internationale konventioner, som Danmark

har tilsluttet sig.

Det forventes, at en ikke uvæsentlig del af aktiviteterne efter den

foreslåede lov vil berøre arealer, der er udpegede som Ramsar- og

EF-fuglebeskyttelsesområder og disse arealer vil dermed være til gavn for de

arter, der er omfattet af internationale aftaler.

3. Lovforslagets principper

Baggrund

Efter lovforslaget vil der fortsat kunne erhverves fast ejendom for at

bevare landskaber og skaffe arealer til feriecentre, campingpladser og

almene, rekreative formål.

Med lovforslagets ændrede og nye virkemidler åbnes derimod som noget meget

væsentligt mulighed for at gennemføre andre initiativer til gavn for såvel

natur og miljø som for friluftslivet.

Derimod forudsættes den foreslåede lov ikke - som lov 230 - anvendt til

fremskaffelse af arealer til sommerhusbebyggelse og kolonihaver. Dog vil

ubebyggede sommerhusområder kunne erhverves til etablering af andre typer

rekreative anlæg, såfremt en sådan konvertering kan ske i overensstemmelse

med planlægningen for området.

Lovforslagets nye bestemmelser om en naturforvaltning, der går videre end

blot erhvervelser, vil som nævnt i indledningen indgå i den forestående,

generelle revision af naturfredningsloven, der bl.a. gennem generelle

reguleringer sigter mod opfyldelsen af de samme overordnede mål.

For at videreføre lov 230.s aktive indsats på friluftsområdet taler

fortsat de mulige udenlandske ønsker om erhvervelse af danske rekreative

områder.

Modernisering og forenkling

Samtidig med den nævnte modernisering tilsigtes en forenkling. Det

forudsættes således, at de generelle bevillingsregler muliggør overførsel af

et finansårs restbevilling til det næste. Endvidere bemyndiges

miljøministeren til at sælge erhvervet ejendom og til efter forhandling med

finansministeren at modtage gaver til opfyldelse af lovens formål.

Endvidere foreslås det, at en del af bevillingen kan anvendes til dækning

af driftsudgifter på Miljøministeriets ejendomme. Dette har været forudsat

også i lov 230's funktionsperiode (jf. Akt 179 13/12 72 og senere

finanslove), men der har været rejst tvivl om ordningens rækkevidde. Med

lovforslagets hjemmel aflastes Finansudvalget således for behandling af

enkeltsager vedr. midler til drift af erhvervede ejendomme.

Udvidelsen af lovens virkemidler sker, ved at der gives hjemmel til ydelse

af lån og tilskud til bevaring, pleje og genopretning af natur og til

friluftsformål samt til afholdelse af driftsudgifter på Miljøministeriets

ejendomme. Det bemærkes, at der ikke efter lovforslaget kan ydes støtte til

ikke-statslig skovtilplantning.

Ved vurderingen af det hensigtsmæssige i at yde lån eller tilskud vil

Miljøministeriet lægge vægt på, om lån/støttemodtager kan varetage opgaven på

en bedre og samfundsøkonomisk billigere måde end staten, eller at staten

opnår fordele, som den ikke kunne opnå på anden måde.

Ydelse til private af lån og tilskud til naturbevaring, -pleje og

-genopretning skal baseres på frivillige, privatretlige aftaler mellem det

offentlige eller almennyttige foreninger m.v. og ejerne. Aftalerne skal være

bindende for ejeren /brugeren og fastlægge en bestemt driftsform for arealet

samt normalt også give offentligheden adgang hertil.

Bortset fra statslig skovtilplantning kan der ikke gives noget entydigt

svar på, hvilket af lovgivningens virkemidler, der skal anvendes i en given

situation. Der vil som hidtil være brug for en afvejning i den konkrete sag

af, hvorvidt man skal erhverve, frede i medfør af naturfredningsloven, eller

om man skal indgå aftaler med lodsejerne.

Hvor der skal etableres støttepunkter for friluftslivet, er det oftest

nødvendigt at kunne udøve ejers rådighed over den pågældende ejendom.

Erhvervelse er her hensigtsmæssig, mens det, hvor der er tale om at bevare et

område som hidtil, typisk vil være hensigtsmæssigt at anvende

fredningsinstituttet.

Ved naturgenopretningsprojekter vil der ofte blive tale om, at flere ejere

ønskes inddraget, dog således at kun dele af deres ejendomme er interessante

for projektet. I sådanne situationer kunne det komme på tale at gennemføre en

jordfordelingssag. Dog må det forventes, at der i medfør af den foreslåede

lov i højere grad end tidligere vil være behov for at erhverve

landbrugsejendomme. Dette vil ske under den forudsætning, at de dele af

landbrugsejendommene, som ikke er nødvendige til erhvervelsesformålet, søges

frasolgt til anden side, mod at det indvundne salgsprovenu tillægges årets

bevilling. Det vil ved lovens administration blive tilstræbt alene at

erhverve de arealer, som er omfattet af lovens formål.

Som bebudet i marginaljordsstrategien er det hensigten at udbygge lov om

jordfordeling med henblik på en mere målrettet anvendelse. Heri bør indgå en

afklaring af arbejdsdelingen mellem dette lovforslags virkemidler og

jordfordelingens muligheder.

Det må forventes, at lovforslagets mulighed for pålæggelse af forkøbsret

og for ekspropriation navnlig vil blive benyttet i tilfælde, hvor f.eks.

gennemførelsen af et naturgenopretningsprojekt forudsætter erhvervelse af et

antal ejendomme, men hvor enkelte ejendomme viser sig ikke at kunne erhverves

i fri handel. Det er uheldigt, hvis en enkelt eller få ejere kan hindre

gennemførelsen af hele projektet, når de øvrige ejere har afhændet deres

ejendom i fri handel.

Som nævnt i marginaljordsredegørelsen og det tilhørende notat er det endnu

ikke afklaret, hvorledes marginaljordsprojekter planlægges. Miljøministeriet

finder, at det eksisterende plansystem er tilstrækkeligt, og at spørgsmålet

vil være centralt i den sammenfattende fysiske planlægning i de kommende år,

blandt andet fordi det herigennem vil være muligt at inddrage offentligheden

og de regionale og lokale myndigheder. Som nævnt vil f.eks. områder til

skovtilplantning skulle udpeges i regionplanlægningen.

Ved indgåelse af aftaler om bevaring, pleje og genopretning vil det blive

tilstræbt at sikre offentligheden adgang til de omhandlede arealer. Det har

været overvejet, om der - i lighed med den ordning der findes for brand- og

hærværksskader i de private skove - burde etableres en ordning som forsikring

mod de skader, der måtte opstå på de arealer, hvortil offentligheden får

adgang. I forbindelse med arbejdet med de marginale jorder er det

tilkendegivet, at en sådan ordning anses for en nødvendighed. Det foreslås

derfor, at miljøministeren kan erstatte grundejere de tab, som måtte opstå

som følge af en aftalt færdselsret for offentligheden. En lille del af

bevillingen til lovens formål forventes derfor at medgå hertil.

Ekstraordinært store skader forudsættes dækket ved særlig bevilling.

Det er endvidere i lovens formålsbestemmelse præciseret, at loven også

skal bruges til fremme af kulturhistoriske interesser. Det sker ved, at der

generelt vil indgå kulturhistoriske overvejelser ved anvendelse af lovens

virkemidler. Dertil kommer at loven vil kunne anvendes til erhvervelse af

fortidsminder, i tilfælde hvor en offentlig ejendomsret over fortidsmindet er

hensigtsmæssig, fordi den almindelige beskyttelse i medfør af

naturfredningsloven ikke er tilstrækkelig til at sikre fortidsmindet.

Ligeledes kan loven anvendes til at erhverve eller indgå driftsaftaler for

arealer med grupper af fortidsminder ud fra såvel beskyttelseshensyn som

formidlingshensyn, herunder for at skabe offentlig adgang til

fortidsminderne.

4. Forholdet til landbrugets socio-strukturelle ordninger

Lovforslagets intentioner på naturbevarings- og plejeområdet har

berøringsflader med de ordninger, der - gennem en revision af

Landbrugsministeriets forbedringslov - foreslås til udmøntning af EF's

socio-strukturelle foranstaltninger i Danmark. Disse foranstaltninger

indebærer bl.a., at der kan gives tilskud til jordbrugere, der nedsætter

produktionen ved at tage arealer ud af drift eller ved at ekstensivere

produktionen, tilskud til jordbrugere, der inden for særligt udpegede

»miljøfølsomme områder« indgår aftaler med det offentlige om

miljøvenlig landbrugsdrift samt tilskud til skovtilplantning af

jordbrugsarealer, herunder arealer, der er taget ud af driften.

Udtagnings- og ekstensiveringsstøtten er landsdækkende landbrugsordninger,

der tilsigter at nedbringe landbrugsproduktionen og samtidig at forbedere

miljøet. Ordningerne administreres af Landbrugsministeriet.

Støtten til drift i de miljøfølsomme områder har et direkte

naturbeskyttende sigte, men vil - i modsætning til den her foreslåede lov -

kun kunne udnyttes i de af de regionale myndigheder særligt udpegede områder.

Med udgangspunkt i marginaljordsredegørelsen, Miljøministeriets

»grønne strategi« samt vandmiljøhandlingsplanen er målsætningen med

ordningen at fremme sådanne ændringer i den aktuelle landbrugsmæssige

udnyttelse eller fastholde driftsformer, som kan bidrage til øget beskyttelse

og pleje f.eks. af strandenge, overdrev og ferske enge, vandløbs- og sønære

arealer samt andre områder, der i øvrigt er særligt følsomme for almindelig

landbrugsdrift.

Landbrugsministeriet og Miljøministeriet fastsætter de overordnede

kriterier for udpegningen af de miljøfølsomme områder. Herefter udpeger og

beskriver de regionale myndigheder områder svarende til 2-4 pct. af de

landbrugsmæssigt udnyttede arealer på basis af regionplanlægningen og den

relevante sektorplanlægning. Områdeudpegningerne og programmerne for

områdernes anvendelse forelægges EF-Kommissionen til godkendelse, og den

endelige afgrænsning fastlægges herefter i medfør af loven om lands- og

regionplanlægning.

Inden for de således udpegede områder og inden for programmerne for

områdernes anvendelse vil den enkelte jordbruger kunne indgå en

forvaltningskontrakt med amtsrådet. Efter aftale med amtsrådet vil

primærkommunen kunne indgå kontrakten på amtsrådets vegne.

Retningslinier for administrationen af ordningen for de miljøfølsomme

områder, såvel som retningslinier for tilsvarende forhold inden for rammerne

af den her foreslåede lov, fastlægges i et samarbejde mellem

Landbrugsministeriet og Miljøministeriet.

Tilskud til privat skovtilplantning vil blive ydet dels som led i

opfølgningen af EF's socio-strukturelle foranstaltninger, dels ved at indføre

en national tilplantningsstøtte. Som vilkår for støtte til tilplantning vil

blive stillet krav om tilplantningsplan, fredskovspligt og overensstemmelse

med planlægningen i øvrigt.

5. Forholdet til andre støtteordninger

Den foreslåede lov har desuden berøringsflader til den ordning, der siden

1984 har eksisteret i EF, om fællesskabsaktioner på miljøområdet, og til den

ordning som Miljøministeriet i samråd med Friluftsrådet administrerer

vedrørende tilskud af tipsmidlerne til ungdommens friluftsliv.

Ifølge Forordningen om fællesskabsaktioner på miljøområdet kan der ydes

finansiel støtte til projekter, der skal tilskynde til at bevare eller

genoprette stærkt truede biotoper, som beskytter fuglearter, der er i fare,

og som er af særlig betydning for fællesskabet. Fællesskabet dækker højst 50

pct. af omkostningerne.

Der kan primært søges støtte til projekter, der ligger inden for de

områder, som er udpeget som EF-fuglebeskyttelsesområder. Det er endvidere en

vigtig forudsætning, at projekterne har karakter af demonstrationsprojekter,

hvorigennem der kan indhentes nye erfaringer, som kan indgå i arbejdet med

bevarelse eller genopretning af stærkt truede biotoper. Der kan således søges

tilskud til naturpleje og -genopretning af bestemte arealer inden for

fuglebeskyttelsesområderne, der i langt de fleste tilfælde også vil være

»miljøfølsomme områder« i henhold til den nævnte landbrugsmæssige

ordning.

I medfør af ordningen om tilskud af tipsmidlerne til ungdommens

friluftsliv ydes der årligt inden for et beløb af knap 9 mio. kr. (1987)

tilskud til et større antal enkeltprojekter til gavn for friluftslivet.

Det samtidig fremsatte forslag til skovlov indeholder bestemmelser om, at

der kan ydes tilskud til fremme af løvskov, herunder til etablering af

skovbryn af løvtræer og buske. Tilskud kan bl.a. gives for at sikre, at bøge-

og egearealet bevares eller forøges, især i områder hvor bøgen eller egen er

egnskarakteristiske. Tilskudsordningen sigter bl.a. mod at varetage

landskabelige hensyn, hensyn til friluftslivet og hensyn til en værdifuld

træproduktion.

Miljøministeriet har et ansvar for, at administrationen af den her

foreslåede lov koordineres med administrationen af de øvrige ordninger. Dette

kan ske på basis af bl.a. drøftelserne i det rådgivende udvalg, hvoraf

Landbrugsministeriet og Friluftsrådet er medlemmer.

6. Den hidtidige administration af lov 230

Lov 230 af 7. juni 1972 om erhvervelser af fast ejendom til fritidsformål

har været i kraft i godt 16 år.

Gennem årene er der erhvervet godt 600 ejendomme med et samlet areal på

ca. 15.000 ha. Den samlede udgift hertil har andraget godt 325 mio. kr.

Den årlige bevilling, der på finansloven er afsat til realisering af lov

230's formål, har de senere år andraget 27 mio. kr.

Det kan konstateres, at loven inden for de bevillingsmæssige rammer der

har været til rådighed, har opfyldt sit formål: aktivt at medvirke til, at

befolkningen tilbydes mange vidt forskellige natur- og friluftsoplevelser.

Dette sigte bør videreføres som et vigtigt delelement i den nye lov.

Ved afgørelsen af, om et erhvervelsesforslag skulle gennemføres, har

følgende kriterier været lagt og vil blive lagt til grund:

1) erhvervelsen skal have national eller væsentlig regional betydning,

2) erhvervelsen må ske i overensstemmelse med region- og

fredningsplanarbejdet i det pågældende område,

3) erhvervelsen skal komme en bred kreds af befolkningen til gode, enten

direkte eller indirekte gennem beskyttelsen af fredningsmæssige værdier,

4) erhvervelsen bør, bortset fra hvor særlige omstændigheder foreligger,

ikke omfatte fredede eller på anden måde beskyttede ejendomme, medmindre

nødvendig drift og pleje af ejendommen betinger at staten overtager den,

5) erhvervelse bør ikke ske, hvor formålet med erhvervelsen lige så godt

eller bedre vil kunne opnås ved fredning og

6) erhvervelsen bør ske i områder med en samlet erhvervelse- eller

fredningspolitik eller i tilknytning til anden statsejendom.

Ved administrationen af loven har Miljøministeriet kunnet støtte sig på

rådgivende udtalelser fra Erhvervelsesudvalget, som rummer repræsentanter for

Finansministeriet, Landbrugsministeriet, Amtsrådsforeningen i Danmark,

Miljøministeriets departement samt Planstyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen.

I november 1986 udvidedes udvalget med repræsentanter for Danmarks

Naturfredningsforening og Friluftsrådet.

I sager om erhvervelse af fast ejendom indhentes udtalelser fra

Statsskattedirektoratet om pris og øvrige handelsvilkår. Hvis vilkårene

falder inden for direktoratets skøn, kan erhvervelsen gennemføres med

Finansministeriets tilslutning.

Hvis der i Erhvervelsesudvalget ikke har været enighed om et

erhvervelsesforslag, er sagen af Finansministeriet krævet forelagt for

Finansudvalget.

Skov- og Naturstyrelsen (tidligere Fredningsstyrelsen) har varetaget

formandskabet for udvalget, i den periode hvor loven har været administreret

af Miljøministeriet.

Ved administrationen af loven har Miljøministeriet desuden støttet sig på

de regionale fredningsmyndigheders holdning til de enkelte

erhvervelsesforslag, Dette samarbejde forudsættes videreført og udvidet for

så vidt angår forslag om tilskud til større naturbevarings- og

genopretningsprojekter.

Rammerne for samarbejdet mellem de regionale fredningsmyndigheder og

Miljøministeriet om ejendomserhvervelser er efter en konference herom mellem

amtsrådene/Hovedstadsrådet og Miljøministeriet fastlagt i et notat

(»Middelfartpapiret, juli 1986«). Ifølge dette notat drøftes

forslag til erhvervelser mellem den regionale fredningsmyndighed og det

pågældende statsskovdistrikt for at få erhvervelserne belyst så grundigt som

muligt, herunder formålet med erhvervelserne og hovedretningslinierne for den

fremtidige drift. Herefter sendes forslagene til Skov- og Naturstyrelsen.

Miljøministeriets ejendomme administreres af statsskovdistrikterne.

Overførsel af administrationen af en ejendom til en anden myndighed, f.eks.

et amtsråd, herunder de økonomiske byrder, der er forbundet hermed, vil kunne

aftales med bevarelse af ejendomsretten i Miljøministeriet. Det vil

formentlig i visse tilfælde være hensigtsmæssigt, at der aftales en sådan

overførsel. Det vil typisk dreje sig om enligtliggende støttepunkter for

friluftslivet og egentlige aktivitetsbetingede projekter. Andre forhold kan

gøre det hensigtsmæssigt, at arealer forvaltes af en anden myndighed. En

tilsvarende overførsel af arealer fra andre myndigheder til Miljøministeiet

kan ligeledes komme på tale.

Selv om lov 230 rummer mulighed for ydelse af lån til

ejendomserhvervelser, har der ikke i nævneværdigt omfang været ansøgt herom.

Årsagen hertil har bl.a. været, at forrentningsvilkårene ikke har været

attraktive i forhold til det private lånemarked, og - i de senere år - at

aktiviteter finansieret af lån ikke har været holdt uden for de regionale

myndigheders aktivitetsrammer.

Selv om lov 230 ligeledes rummer en ekspropriationsmulighed - samt en

mulighed for pålæggelse af forkøbsret - har denne ekspropriationshjemmel

aldrig været anvendt. Der er endvidere kun i få tilfælde pålagt forkøbsret på

ejendomme.

Miljøministeriets opkøb i medfør af loven foregår på markedsvilkår, dvs,

at ministeriet ofte er henvist til - med meget korte frister - at købe

ejendomme, der alligevel er udbudt til salg. Dette har i enkelte tilfælde

bevirket, at ministeriets muligheder for at købe værdifulde ejendomme er

forskertset.

Det har i visse tilfælde været vanskeligt på kort sigt at skabe en

sammenhæng i de erhvervelser, som har kunnet gennemføres på disse

betingelser. Det har derfor i Erhvervelsesudvalget været påpeget, at

opkøbsplanlægningen burde prioriteres højt med henblik på at skabe større,

sammenhængende naturområder. Miljøministeriet har bl.a. på denne baggrund

udarbejdet opkøbsplaner for »Sydskoven« (Karlstrup - Karlslunde

området) samt for et områdde i Nordjylland ved »Vandplasken«, og

flere er på vej. F.eks. har der været samarbejdet med de berørte myndigheder

(herunder den regionale myndighed) om opkøbsplanlægning for Nordsamsø, Mols

og Helgenæs. Endvidere vil der på baggrund af driftsplanlægningen af

Miljøministeriets arealer kunne ske udpegning af arealer til opkøb. En

opkøbsplan for et område betyder dog ikke nødvendigvis, at en erhvervelse i

dette område går forud for en enligtliggende ejendom. Hvilke ejendomme, der

skal erhverves, vil afgøres ved almindelig prioritering.

7. Om salg af miljøministerielle ejendomme

De arealer og ejendomme, som Skov- og Naturstyrelsen forvalter tilhører en

række forskellige kategorier som f.eks. skove, klitter, heder, søer,

strandenge, overdrev, landbrug, strande, p-pladser og opholdsarealer, stier

og jordfaste fortidsminder.

På arealerne kan være etableret f.eks. campingpladser, hoteller,

forlystelsesparker, restauranter, butikker, planteskoler, golfbaner,

savværker, fodboldbaner, hestevæddeløbsbaner, sommerhuse, feriebyer,

skydebaner, spejderhytter, naturskoler og besøgscentre til

oplysningsvirksomhed.

Arealerne tjener således til en bred vifte af formål som træproduktion,

miljøværn, naturbeskyttelsesformål såvel nationalt som internationalt,

kulturhistoriske formål, friluftsformål, naturvejledning og forsknings- og

undervisningsformål.

Skov- og Naturstyrelen tilsigter, at driften så vidt muligt samtidig

varetager et så bredt spektrum af formål som muligt. Træproduktion, miljøværn

(klitskov, sandflugt), naturbeskyttelse og friluftsliv er de centrale formål.

Det vil være uhensigtsmæssigt og i strid med lovforslagets intentioner at

afhænde de ejendomme, som er centrale for styrelsens virksomhed og formål,

dvs. skove, naturområder og områder af kulturhistorisk betydning og

fortrinsvis af national betydning samt områder af særlig betydning for

friluftslivet.

Det kan imidlertid konstateres, at det for nogle af de erhvervede

ejendomme gælder, at erhvervelsen efterfølgende har vist sig mindre

betydningsfuld end forudsat, eller at man har opgivet det oprindelige formål

med erhvervelsen. Udviklingen kan også have medført, at formålet med

erhverelsen viser sig også at kunne fremmes, hvis arealet ejes af en anden

offentlig myndighed eller af private, f.eks. mod en tinglyst begrænsning i

ejendomsretten.

Endelig kan praktiske og/eller økonomiske overvejelser føre til ønsket om

salg af smårealer og arealer indrettet til p-pladser, der kan overdrages til

en kommune og lignende. Også overflødiggjorte bygninger vil kunne afhændes.

Styrelsen vil således i administrationen af sine ejendomme stedse overveje

frasalg af boliger, gårde, sommerhusgrunde, anlæg til intensivt rekreativt

brug, som f.eks. hoteller, kroer, skydebaner, campingpladser, sportspladser,

landbrugsjorder, der ikke skal bruges til skovtilplantning eller som iøvrigt

ikke er væsentlige udfra en naturforvaltnings-mæssig synsvinkel.

8. Hørte myndigheder

Et udkast til det tidligere fremlagte L 214 samt bemærkninger hertil har i

oktober 1987 været forelagt for følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Finansministeriet, Landbrugsministeriet, Indenrigsministeriet,

Justitsministeriet, Ministeriet for Skatter og Afgifter, Økonomiministeriet,

Kultur- og Kommunikationsministeriet, Kirkeministeriet,

Statsskattedirektoratet, Amtsrådsforeningen i Danmark, Hovedstadsrådet,

Kommunernes Landsforening, Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet,

Naturfredningsrådet, Overfredningsnævnets sekretariat, Fortidsminderådet,

udvalgsformand Holger Hansen, Dansk Skovforening, De samvirkende danske

Skovdyrkerforeninger, Tolvmandsforeningerne, De samvirkende danske

Landboforeninger, Danske Husmandsforeninger, Det danske Hedeselskab, Dansk

Ornitologisk Forening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Dansk Botanisk Forening,

Entomologisk Forening, Dansk Zoologisk Konservatorfor-ning, Dansk

Jagtforening, Landsjagtforeningen af 1923, Dansk Strandjagtforening, Dansk

Erhvervsgartnerforening, Dyrehandlernes Brancheforening, Nordisk

Herpetologisk Forening og Nordisk Safariklub.

9. Økonomisk-administrative konsekvenser

Med baggrund i miljøministerens redegørelse om mål og midler i

miljøpolitikken nr. 1 og i forslag til finanslov 1989 kan det skønnes, at der

i perioden 1989-92 vil være 681 mio. kr. til rådighed til aktiviteter inden

for lovforslagets formål.

Dette beløb er foreløbigt fordelt således: Naturbevaring og - genopretning

270 mio kr., skovtilplantning (herunder opkøb hertil) 281 mio kr. og

friluftsliv (opkøb, naturskoler, naturvejledning m.m.) 130 mio. kr. Da

skovtilplantning og store naturgenopretningsprojekter samt etablering af

støttepunkter for friluftslivet oftest kræver, at arealerne erhverves, og da

det er uvist, hvornår de relevanate ejendomme kommer til salg, er det

forbundet med stor usikkerhed at skønne over, hvorledes bevillingerne til

lovens delformål vil blive forbrugt over tiden.

En foreløbig fordeling ser således ud:

Mio. kr. 1989 1990 1991 1992

Naturbevaring og -genopretning 65,0 65,0 70,0 70,0

Skovtilplantning 55,0 68,5 72,0 85,5

Friluftsliv 30,0 30,0 35,0 35,0

I alt 150,0 163,5 177,0 190,5

Prioriteringen af opgaverne vil finde sted i et snævert samarbejde med Det

rådgivende Udvalg, som nedsættes i medfør af lovforslagets § 8.

Miljøministeriet tillægger det stor vægt, at interesseorganisationerne på

denne måde inddrages i arbejdet på lovforslagets område.

Fordelingen af det nødvendige bevillingsbehov på de enkelte finansår vil

blive indarbejdet i de årlige finanslove eller blive forelagt særskilt for de

bevilgende myndigheder.

I beløbene er indeholdt de nødvendige udgifter til administration.

Bemærkninger til lovens enkelte bestemmelser

Til § 1

Lovens formålsparagraf bestemmer, at det med loven - ud over at skabe

forbedrede rammer og muligheder for friluftslivet, som det hidtil har været

tilfældet med lov 230 - skal tilstræbes at bevare og pleje landets

landskabelige og kulturhistoriske værdier, at bevare eller forbedre

betingelserne for det vilde plante- og dyreliv samt at øge statsskovarealet.

Det fremgår, at der er tale om varetagelse af 4 sideordnede hensyn.

Lovens virkemidler forudsættes anvendt til naturbevaring, herunder

naturpleje, og til naturgenopretning til gavn for såvel flora og fauna som de

landskabelige værdier, til skovtilplantning samt til opkøb af arealer til

rekreative anlæg til gavn for friluftslivet. Skovtilplantning er ønskelig

udfra både produktionsmæssige og naturbeskyttelseshensyn, ligesom skovene er

værdifulde for friluftslivet.

Til § 2

Paragraffen hjemler de økonomiske virkemidler, som er nødvendige for at

opfylde lovens formål. Som hidtil er det forudsat, at miljøministeren kan

erhverve ejendomme og yde lån til erhvervelse af ejendomme. Udvidelsen i

forhold til lov 230 sker ved, at der må skabes hjemmel til at yde lån og

tilskud til naturbevaring, naturpleje og naturgenopretning og til at afholde

udgifter til skovtilplantning samt til gavn for friluftslivet. Hertil kommer

muligheden for umiddelbart at anvende en del af bevillingen til driften af de

erhvervede ejendomme.

Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, råder med sine

statsskovdistrikter over en velegnet organisation til at varetage opgaven

vedrørende statslige erhvervelser.

Den statslige skovtilplantning vil blive foretaget af

statsskovdistrikterne. Også naturgenopretningen m.v. på Miljøministeriets

arealer og aktiviteter inden for friluftsområdet vil blive varetaget af

distrikterne.

For naturbevarings-, -pleje og -genopretningsaktiviteterne, herunder dem

der på grundlag af aftaler skal gennemføres af ejendommenes ejere,

forudsættes det, at såvel ministeriet som de kommunale råd - i første række

de regionale myndigheder - kan være kontrahenter, dvs. indgå aftalerne og

formidle de nødvendige tilskud. Herudover forudsættes også almennyttige

foreninger m.v. (f.eks. Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening) på

baggrund af et tilskud hertil at kunne træffe aftaler med lodsejere om

sådanne opgaver. For så vidt angår store eller dyre projekter eller store

projekter med en enkelt eller få ejere kan lån eller tilskud gives direkte af

ministeriet til ejendommenes ejere.

Store naturgenopretningsprojekter - f.eks. genskabelse af en tørlagt sø -

er dog en så omfattende ændring af naturtilstanden, at det nødvendige areal

formentlig må erhverves.

I situationer hvor mange, ofte mindre, arealer med forskellige ejere skal

indgå i et samlet projekt, vil det ofte være hensigtsmæssigt, at den

regionale fredningsmyndighed eller kommunalbestyrelsen forhandler og indgår

aftaler med ejerne samt evt. gennemfører den forudsatte pleje/drift af

arealerne. I de tilfælde, hvor ejerne selv forestår arbejdet, har den

aftalende myndighed en vejledende og opfølgende (kontrollerende) funktion.

Aftaler om naturbevaring, -pleje og -genopretning vil blive

tidsbegrænsede, maksimalt 10 års løbetid, og de forudsættes for

Miljøministeriets regning tinglyst på ejendommene.

Når aftaleperioden udløber, må det søges sikret, at arealerne ikke falder

tilbage til en uønsket tilstand. Dette kan ske ved indgåelse af et nyt

kontraktsforhold. Hvis ejeren imidlertid ikke ønsker dette, vil det ofte være

ønskeligt at erhverve arealet. Det vil derfor i en række tilfælde være

hensigtsmæssigt, at der ved indgåelse af den første aftale også aftales en

forkøbsret for staten til de pågældende arealer til en pris, som falder inden

for Statsskattedirektoratets værdiskøn på handelstidspunktet .

Som nævnt har det været afgørende for en ejendoms erhvervelse i medfør af

lov 230, at den skulle have hovedsagelig regional betydning for

friluftslivet, og at den skulle være i overensstemmelse med den gældende

planlægning for området. Disse kriterier vil fortsat være gældende for

erhvervelser.

Opkøbspolitikken vil blive koordineret med landbrugsministeriets opkøb i

medfør af udlånsloven.

For naturgenopretnings- og plejeprojekter er situationen en anden. Også

mindre projekter af mere lokal karakter kan have stor betydning for miljøet

og for det bynære friluftsliv. Sådanne projekter vil oftest skulle forestås

af den pågældende kommune eller regionale myndighed eller en organisation med

lokal repræsentation. I sådanne tilfælde bør det overvejes, om det statslige

tilskud i medfør af loven bør være 100 pct. af omkostningerne, eller om den

lokale kontrahent bør afholde en del af udgifterne.

§ 2, stk. 2, giver miljøministeren hjemmel til at afhænde fast ejendom.

Der vil typisk være tale om at afhænde de dele af en ejendom - f.eks.

landbrugsarealer - som er erhvervet i forbindelse med en samlet handel, men

som ikke er nødvendige til opfyldelse af lovens formål. Salget vil ske i

overensstemmelse med proceduren foreskrevet i landbrugsloven, og med

jordlovsmyndighedernes medvirken. Salg af andre arealtyper vil ske under

forudsætning af, at der ikke derved sker en tilsidesættelse af de hensyn, som

loven tilsigter at varetage, jf. afsnit 7 ovenfor.

§ 2, stk. 3, bestemmer, at miljøministeren kan fastsætte nærmere regler

for brugen af lovens virkemidler, nævnt i stk. 1.

Til § 3

Som hidtil forudsættes det (jfr. § 3, stk. 1), at finansministeren for de

lån, der ydes, fastsætter de »tekniske« vilkår, dvs. bestemmer

forrentning og løbetid.

Stk. 2. bestemmer, at indtægter, der fremkommer ved salg af (dele af)

erhvervede ejendomme, også tillægges årets bevilling.

Med henblik på varetagelse af de hensyn, der rummes i de tidligere

fremsatte forslag om dannelse af en natur- eller friluftsfond, bestemmes det

i stk. 3, at ministeren kan modtage gaver, som kan anvendes til lovens

formål. Herved sker der i øvrigt en forenkling i forhold til i dag, hvor

miljøministeren skal opnå Finansudvalgets tilslutning til modtagelse af

sådanne gaver.

Til §§ 4, 5 og 6

Forkøbsretinstituttet (§ 4) er kendt fra lov 230. I lovforslaget er der

sket en udvidelse, derved at der også hjemles mulighed for umiddelbart at

pålægge forkøbsret på (og i medfør af § 7 ekspropriere) landbrugsejendomme.

Som hidtil forudsættes landbrugsjord frasolgt efter reglerne i

landbrugsloven, i de tilfælde hvor sådanne arealer har måttet erhverves som

led i en samlet handel, men hvor jorderne ikke er nødvendige til

realiseringen af et projekt inden for lovens formål.

Endvidere er kravet i lov 230's § 4, stk. 3, om »en iværksat

planlægning« som grundlag for pålæggelse af »forkøbsret

iøvrigt« frafaldet. Dette skyldes, at arten af de ejendomme/arealer, der

ønskes erhvervet, er så varierende, at der ikke kan stilles entydige krav til

den bagvedliggende planlægning. I nogle tilfælde, f.eks. ved

skovtilplantning, er der tale om, at de vil være medtaget i

regionplanlægningen. I andre tilfælde, f.eks. ved etablering af et

støttepunkt for friluftslivet, kan erhvervelsen være baseret på en lokalplan.

I atter andre tilfælde, bl.a. i forbindelse med realiseringen af

naturgenopretningsprojekter, kan der - jf. marginaljordsredegørelsen og

bemærkningerne ovenfor - ikke siges noget entydigt om det

planlægningsgrundlag, som måtte være nødvendigt og tilstrækkeligt for

pålæggelse af forkøbsret.

Det må dog forudsættes, at hvor der pålægges forkøbsret med henblik på

større opkøb eller opkøb af flere ejendomme til bestemte formål, skal dette

ske i overensstemmelse med den gældende planlægning for området.

I lovforslaget er lov 230's krav i forbindelse med »pålæggelse af

forkøbsret iøvrigt« om en ejendoms/et areals »særlige

egnethed« derimod udvidet til at gælde pålæggelse af forkøbsret

generelt.

§ 6 angiver med henvisning til bestemmelserne herom i udlånsloven den

procedure, der skal følges, når en ejendom med pålagt forkøbsret agtes

handlet.

Det er dog fundet nødvendigt, at der indrømmes miljøministeren en 8 uger

frist, til afgørelse af hvorvidt forkøbsretten kan/skal gøres gældende (§ 6,

stk. 2), bl.a. fordi Statsskattedirektoratet skal udtale sig, før handelen

kan gennemføres. Det vil dog blive vurderet, om denne frist vil kunne

forkortes.

Til § 7

Lovforslagets ekspropriationsadgang svarer i sin udformning til lov 230's.

Som nævnt har den aldrig været brugt.

Siden vedtagelsen af lov 230 er planlægningssystemet væsentligt udbygget.

Hvilket planlægningsgrundlag, der må være til stede som basis for

ekspropriation vil afhænge af den påtænkte erhvervelses omfang og karakter.

Ekspropriationsgrundlaget kan f.eks. være en lokalplan. Det vil imidlertid

ofte være tilstrækkeligt, at det i region-, frednings- eller

kommuneplanlægningen er bestemt, at naturbevaring, -genopretning eller

friluftsaktiviteter kan finde sted på arealet. Endvidere kan en af det

rådgivende udvalg tiltrådt opkøbsplan eller plan for naturbevaring eller

-genopretning danne grundlag for ekspropriation.

Det forventes, at ekspropriationsadgangen nødvendigvis må benyttes i

større omfang i fremtiden, f.eks. med henblik på at sikre muligheden for

gennemførelse af større naturgenopretningsprojekter samt i visse tilfælde

muligheden for at etablere anlæg for friluftslivet. Dette gælder specielt i

de situationer, hvor det på grund af modstand fra en enkelt eller få

grundejere ikke er muligt at gennemføre et samlet projekt.

Til § 8

Miljøministeriet har ved administrationen af lov 230 støttet sig på

rådgivning fra det såkaldte Erhvervelsesudvalg.

I lovforslaget bestemmes, at miljøministeren rådgives af et udvalg, hvis

medlemskreds forudsættes at blive udvidet i forhold til det nuværende

Erhvervelsesudvalgs. Således tilbydes Kommunernes Landsforening,

Naturfredningsrådet, Fortidsminderådet, De danske Landboforeninger, Danske

Husmandsforeninger, Tolvmandsforeningerne og Jagtorganisationernes

Fællesudvalg sæde i udvalget, jf. § 8, stk. 2. Det forudsættes, at

Miljøministeriet varetager formandskabet.

Hvis ministeren skønner det hensigtsmæssigt, kan der udskilles underudvalg

til behandling af specielle typer af sager.

Det er hensigten, at udvalget kun rådspørges i sager om større

ejendomserhvervelser, om større naturbevarings- og

genopretningsprojektforslag, om opkøbsplanforslag samt i sager om forkøbsret

og ekspropriation. Herudover rådgiver udvalget miljøministeren om den

tilsigtede overordnede fordeling af årets bevilling på lovens forskellige

delformål.Fordelingen kan dog justeres i årets løb i takt med ændringer i de

forudsatte bevillingsbehov.

Som anført i § 8, stk. 1, er udvalget rådgivende. Der vil næppe i alle

sager kunne opnås en enstemmig tilslutning fra udvalget. Tidligere blev

sådanne sager oftest forelagt Finansudvalget. Denne praksis vil blive

videreført for så vidt angår store eller principielle sager.

§ 8, stk. 3, bestemmer, at miljøministeren fastsætter en forretningsorden

for det rådgivende udvalg, f.eks. med henblik på nærmere at afgrænse arten og

størrelsen af de sager, som ikke skal behandles af udvalget.

Til § 9

Paragraffen giver miljøministeren en generel adgang til - i forbindelse

med delegation af kompetencen til en af ministeriets styrelser (Skov- og

Naturstyrelsen) - at bestemme, at afgørelser truffet af styrelsen er

endelige.

Til § 10

Som nævnt anses det at være hensigtsmæssigt, at de skader, der måtte opstå

som følge af en aftalt offentlig færdsel på en ejendom, kan erstattes med

hjemmel i loven. § 10 giver ministeren denne mulighed, samtidig med at der

gives mulighed for at fastsætte nærmere regler for dækningens omfang. Den

eksisterende ordning for de private skove har aldrig medført krav om dækning

af store skader, mens der til dækning af mindre skader årligt medgår et beløb

af størrelsesordenen 300.000 kr.

Den her foreslåede ordning forventes at kunne dækkes inden for en

beløbsramme på 200.000 kr. årligt.

Til §§ 11 og 12

Loven træder i kraft den 1. januar 1989 (§ 11, stk. 1). Den gælder ikke

for Færøerne og Grønland (§ 12).

Da lovforslaget rummer de samme muligheder som lov 230, forudsættes denne

lov ophævet, jf. § 11, stk. 2.

Efter 2. behandling den 27. april 1989

Kapitel 1

Lovens formål

§ 1. Lovens formål er at fremme bestræbelserne for

1) at bevare og pleje landskabelige og kulturhistoriske værdier,

2) at bevare eller forbedre betingelserne for det vilde plante- og

dyreliv,

3) at forøge skovarealet og

4) at forbedre mulighederne for befolkningens friluftsliv.

Kapitel 2

Ejendomserhvervelser, lån, tilskud m.v.

§ 2. Til opfyldelse af lovens formål fastsættes på de årlige finanslove en

beløbsramme, inden for hvilken miljøministeren kan

1) erhverve fast ejendom og afholde udgifter til driften, herunder

tilplantning,

2) yde lån til amtskommuner, kommuner eller almennyttige foreninger,

stiftelser, institutioner m.v. til erhvervelse af fast ejendom og

3) yde lån og tilskud til amtskommuner, kommuner, almennyttige foreninger,

stiftelser, institutioner m.v. samt private ejendomsejere til bevaring, pleje

og genopretning af naturområder og til forbedring af mulighederne for

friluftslivet.

Stk. 2. Miljøministeren kan sælge fast ejendom.

Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler for administrationen

af stk. 1.

§ 3. Finansministeren fastsætter vilkårene for lån i henhold til § 2, stk.

1.

Stk. 2. Provenuet ved salg af fast ejendom tillægges årets bevilling.

Stk. 3. Miljøministeren kan efter forhandling med finansministeren modtage

gaver til opfyldelse af lovens formål.

Kapitel 3

Forkøbsret

§ 4. Miljøministeren kan bestemme, at ejendomme i landzone eller

sommerhusområde, der er særlig egnede til opfyldelse af lovens formål,

pålægges forkøbsret for staten.

Stk. 2. Ejeren af den pågældende ejendom underrettes om forkøbsretten, der

tinglyses på ejendommen.

Stk. 3. Forkøbsretten respekterer private forkøbsrettigheder og

køberettigheder, der er tinglyst før datoen for lovforslagets fremsættelse,

men går i øvrigt forud for andre rettigheder over ejendommen, uanset hvornår

de er stiftet.

§ 5. Forkøbsretten gælder ved enhver erhvervelse af ejendommen eller dele

af ejendommen. Forkøbsretten kommer dog ikke til anvendelse,

1) når staten, en amtskommune eller en kommune erhverver ejendommen til

andre formål end denne lovs,

2) når ejendommen erhverves af en person ved arv, ved overtagelse til

hensidden i uskiftet bo eller ved deling af fælles bo, eller

3) når erhververen er den hidtidige ejers ægtefælle eller er beslægtet

eller besvogret med den hidtidige ejer i op- eller nedstigende linie eller i

dennes sidelinie så nær som søskende eller deres børn.

§ 6. Reglerne i §§ 21-26 i lov om statens fremskaffelse af jord og udlån

til jordbrugsmæssige formål m.m. finder tilsvarende anvendelse, når der er

pålagt forkøbsret efter § 4, idet miljøministeren træder i stedet for

landbrugsministeren.

Stk. 2. Fristen for at gøre forkøbsretten gældende fastsættes dog til 8

uger i sager i medfør af denne lov.

Kapitel 4

Ekspropriation

§ 7. Miljøministeren kan ekspropriere en ejendom, hvis der kan pålægges

forkøbsret i medfør af § 4, når det er af væsentlig betydning at råde over

ejendommen for at gennemføre foranstaltninger på grundlag af en planlægning

til fremme af lovens formål.

Kapitel 5

Rådgivende udvalg

§ 8. Miljøministeren nedsætter et udvalg, som er rådgivende for ministeren

i sager af større betydning efter loven.

Stk. 2. Finansministeriet, Landbrugsministeriet, Amtsrådsforeningen i

Danmark, Hovedstadsrådet, Kommunernes Landsforening, Danmarks

Naturfredningsforening, Friluftsrådet, Naturfredningsrådet,

Fortidsminderådet, De danske Landboforeninger, Danske Husmandsforeninger,

Tolvmandsforeningerne, Jagtorganisationernes Fællesudvalg, Dansk Ornitologisk

Forening, Dansk Skovforening og Danmarks Sportsfiskerforbund udpeger hver et

medlem af udvalget. Miljøministeren udpeger udvalgets formand og yderligere

et antal medlemmer fra Miljøministeriet.

Stk. 3. Miljøministeren fastsætter en forretningsorden for udvalget.

Kapitel 6

Myndigheder, erstatning m.v.

§ 9. Overlader miljøministeren sine beføjelser til at træffe afgørelser

efter loven eller efter bestemmelser fastsat efter loven til en institution

under ministeriet, kan ministeren fastsætte regler om adgangen til at klage

over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for

ministeren.

§ 10. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om erstatning for de

skader, der måtte opstå som følge af en aftalt offentlig adgang til en privat

ejendom.

Kapitel 7

Ikrafttræden m.v.

§ 11. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 230 af 7. juni 1972 om erhvervelse af

fast ejendom til fritidsformål.

§ 12. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter