Spring til indhold

Retsinformation

Betydningen af retsforlig for afgørelse om slettelse af medlemskab af arbejdsløshedskasse på grund af svig.

FOU nr 1989.34UdtalelserFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betydningen af retsforlig for afgørelse om slettelse af

medlemskab af arbejdsløshedskasse på grund af svig.

A klagede over en afgørelse

fra Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen (nu Arbejdsmarkedets Ankenævn)

i skrivelse af 27. september 1989. Ved afgørelsen fastholdt ankenævnet sine

tidligere afgørelser i A's sag om slettelse af arbejdsløshedskassemedlemskab

på

grund af svig.

A havde i skrivelse af 16.

august 1989 anmodet ankenævnet om at genoptage sagen, for så vidt angik

afgørelsen om svigsslettelse, idet han henviste til en tilkendegivelse fra

Vestre Landsret i forbindelse med et retsforlig indgået den 15. februar 1989

under en ankesag mellem A's fagforbund og A om tilbagebetaling af et med

urette modtaget dagpengebeløb.

Retssagen om tilbagebetaling

blev anlagt, efter at Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen senest ved

afgø-relse af 16. juli 1985 havde fastholdt, at A skulle tilbagebetale

dagpenge modtaget med urette i perioden fra den 1. juli 1978 til den 30.

september

1979, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, samt slettes som

medlem af sin arbejdsløshedskasse på grund af svig, jf.

arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 87, stk. 1.

Ankenævnets afgørelse af 16.

juli 1985 havde været indbragt for Folketingets Ombudsmand, som i en

skrivelse

af 14. april 1986 til A udtalte:

"Efter min gennemgang af

det nu tilvejebragte materiale og sagens øvrige akter skal jeg meddele, at

jeg

Læs alt

ikke finder at have grundlag for at kritisere den afgørelse, som ankenævnet

traf i skrivelsen af 16. juli 1985. Jeg bemærker herved, at jeg som tidligere

nævnt i overensstemmelse med Vestre Landsrets dom må lægge til grund, at De

har været selvstændig erhvervsdrivende i den omhandlede periode.

Med de tilvejebragte

oplysninger kan jeg ikke lægge til grund, at Deres

fagforening/arbejdsløshedskasse

havde et sådant nøje kendskab til Deres beskæftigelsesforhold, at det

udelukker,

at slettelse af medlemskab af arbejdsløshedskassen kan ske. Den nærmere

afklaring og den retlige vurdering af beskæftigelsesforholdet ses først

endeligt at være foretaget af retten i Silkeborg og Vestre Landsret på

grundlag af partsforklaring og vidneafhøring."

(Den i citatet nævnte retssag

vedrørte et arbejdsvederlag og var anlagt af A mod en tidligere

forretningspartner).

Den seneste retssag vedrørte

som anført alene spørgsmålet om tilbagebetaling. Vestre Landsret tilkendegav

følgende (jf. retsbogsudskrift af 15. februar 1989):

"Efter votering

tilkendegav retten, at sagens udfald ved en eventuel dom vil blive en

stadfæstelse. Som begrundelse herpå oplyst retten, at den som også statueret

under sagerne ved byret og landsret mod (den tidligere forretningspartner) og

antaget af Arbejdsdirektoratet, Ankenævnet og Ombudsmanden må lægge til

grund,

at appellanten i den relevante periode ikke har været ansat hos

(forretningspartneren),

men har måttet opfattes som selvstændig erhvervsdrivende, i hvilken

forbindelse det fremhæves, at der ikke har været indeholdt A-skat i de til

ham

udbetalte beløb.

Retten finder herefter, at

appellanten ikke har haft krav på udbetaling af dagpengebeløbene på ialt

31.059 kr.

Selv om der ikke findes

fornødne holdepunkter for at fastslå, at appellanten har gjort sig skyldig i

svigagtigt forhold, findes den uberettigede udbetaling af be-løbene at burde

tilregnes appellanten, der ikke har givet arbejdsløshedskassen de fornødne

oplysninger til bedømmelse af forholdet, hvorfor tilbagebetalingskravet tages

til følge, da en forældelsesfrist tidligst har kunnet løbe fra

Arbejdsdirektoratets

afgørelse af 9. september 1982, og da der ikke findes grundlag for at

nedsætte

beløbet.

Sagen forligtes herefter

således, at appellanten, (A), forpligter sig til inden 14 dage til

indstævnte,

(fagforbundet), at betale 31.059 kr. med sædvanlig procesrente fra den 18.

december 1986, til betaling sker.

..."

I modsætning hertil havde

byretten fundet, at A havde gjort sig skyldig i svigagtigt forhold, hvorfor

kravet fandtes omfattet af den 20-årige forældelse.

I genoptagelsesanmodningen

til ankenævnet henviste A til, at Vestre Landsret i sin tilkendegivelse havde

statueret, at der ikke forelå svig, og han gjorde gældende, at han derfor var

blevet slettet som medlem af arbejdsløshedskassen med urette. A henviste

endvidere til en sag omtalt i ankenævnets beretning for årene 1978, 1979 og

1980, s. 140 ff.

I skrivelsen af 27. september

1989 meddelte ankenævnet følgende afgørelse:

"...

Ankenævnet fastholder, at (A)

har udvist et forhold, der er omfattet af arbejdsløshedsforsikringslovens §

87, stk. 1.

Ankenævnet finder ikke, at

Landsrettens bemærkninger vedrørende medlemmets subjektive forhold, der er

afgivet i forbindelse med tilkendegivelsen vedrørende de nedlagte påstande om

stadfæstelse af byrettens dom/frifin-delse, subsidiært mod betaling af et

mindre beløb, giver grundlag for at ændre nævnets afgørelse.

Ankenævnet finder, at der ved

Landsrettens bemærkninger er taget stilling til tilbagebetalingen og

forældelses-problematikken, og at der ikke herved er taget endelig stilling

til, om forholdet kan anses for svigagtigt ef-ter

arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1.

..."

I klageskrivelsen til mig

henviste A til sagens specielle omstændigheder. Han fandt det mærkværdigt, at

landsrettens tilkendegivelse var blevet tilsidesat.

I forbindelse med, at jeg

anmodede ankenævnet og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om

udtalelser

i anledning af A's klage, bad jeg om at modtage en redegørelse for praksis

vedrørende tilsvarende sager samt en nærmere begrundelse for, at A's sag

havde

fået et andet udfald end den sag, der er omtalt i nævnets beretning for årene

1978, 1979 og 1980, s. 140 ff.

Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringen anførte i sin udtalelse:

"... skal direktoratet

bemærke, at sagen for Vestre

Landsret alene drejede sig

om, hvorvidt medlemmet skulle tilbagebetale de fejludbetalte dagpenge efter

arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, og dermed om, hvorvidt

betingelserne for denne bestemmelses anvendelse var opfyldt. Denne

tilbagebetalingssag var rejst af arbejdsløshedskassen.

Der var dog ikke anledning

for arbejdsløshedskassen til at argumentere for, at der forelå svig efter

arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 87, stk. 1, ligesom tilbagebetalingssagen ikke gav de instanser, der havde

truffet svigsafgørelsen (direktoratet og ankenævnet), anledning til at

deltage

i sagen.

Endvidere var det ikke

nødvendigt for Vestre Landsret at tage endelig stilling til, om der forelå

svig, da tilbagebetalingspligt efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 86,

stk. 1, også foreligger i tilfælde af visse grovere former for uagtsomhed.

Direktoratet er derfor af den

opfattelse, at Vestre Landsret ved sin tilkendegivelse ikke har taget endelig

stilling til, om betingelserne i arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk.

1, var opfyldt, og at det afgørende for forligets indgåelse var rettens

tilkendegivelse

om, at sagens udfald ved en dom ville blive en stadfæstelse af byrettens dom

og

dermed, at medlemmet skulle tilbagebetale det omhandlede beløb.

Endelig skal direktoratet til

spørgsmålet fra Folketingets Ombudsmand om praksis i tilsvarende sager

oplyse, at en dom om, at betingelserne i arbejdsløshedsforsikringslovens §

87, stk. 1, ikke er opfyldt, naturligvis bliver lagt uprøvet til grund,

medmindre dommen ankes. Tilsvarende vil en klar tilkendegivelse fra retten -

i

en sådan sag - om, at betingelserne i arbejdsløshedsforsikringslovens § 87,

stk. 1, ikke er opfyldt, blive lagt til grund, hvis tilkendegivelsen

resulterer i et retligt forlig.

..."

I en udtalelse til mig

anførte ankenævnet:

"... skal man meddele,

at ankenævnets praksis er i overensstemmelse med den i åresberetningen for

78,

79 og 80 nævnte. Ankenævnet lægger i sin afgørelse rettens endelige vurdering

af et medlems subjektive forhold til dagpengeudbetalingen til grund, uanset

om

dette sker ved afsigelse af en dom eller ved en tilkendegivelse fra retten.

Ankenævnet kan vedr. praksis

henvise til 3 tidligere afgørelser i B 131-76, B 179-78 og B 384-83, der

vedlægges i kopi.

Når (A's) sag har fået et

andet udfald end den i årsberetningen for 78, 79 og 80 nævnte skyldes dette,

at ankenævnet bl.a. på grundlag af de for retten nedlagte påstande har

fundet, at vurderingen af medlemmets subjektive forhold, i relation til

spørgsmålet om den af ankenævnet ikendte sanktion i henhold til

arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 87, ikke kunne anses for endeligt afklaret ved Vestre Landsrets

tilkendegivelse.

Ankenævnet har derfor

fastholdt, at (A) har udvist et forhold, der er omfattet af

arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 87, stk. 1.

Ankenævnet kan i øvrigt

henholde sig til det af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen

anførte."

Ankenævnet fremsendte senere

til yderligere belysning af nævnets praksis kopi af en afgørelse af 22.

december 1989.

Efter at have modtaget kopi

af udtalelserne anførte A, at det klart fremgik af Silkeborg Rets dom og

Vestre

Landsrets tilkendegivelse, at spørgsmålet om svig blev behandlet under

retssagen. Han havde ikke nu - på grund af Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringens tilintetgørelse af diverse materiale fra sagen -

mulighed for at dokumentere, at der ikke havde foreligget svig, ligesom

arbejdsløshedskassen

tilsvarende ikke havde haft mulighed for at dokumentere svig.

Jeg udtalte følgende:

"Min undersøgelse i

sagen har alene rettet sig mod det forhold, at ankenævnet har fastholdt sin

afgørelse

om svigsslettelse på trods af Vestre Landsrets tilkendegivelse af 15. februar

1989.

Ankenævnets tidligere

afgørelse om (bl.a.) slettelse på grund af svig har den tidligere ombudsmand

behandlet og taget stilling til i sin udtalelse af 14. april 1986.

Efter

arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1, kan et medlemskab af en

arbejdsløshedskasse slettes, såfremt den pågældende gør sig skyldig i

"svigagtigt forhold" over for kassen.

De afgørelser, jeg har

modtaget fra ankenævnet til belysning af nævnets praksis i sager, hvor der er

truffet en domstolsafgørelse af betydning for spørgsmålet om svigsslettelse,

vedrører alle tilfælde, hvor der har været rejst tiltale mod medlemmet for

bedrageri

efter straffelovens § 279, men er sket frifindelse som følge af manglende

(bevis for) berigelsesforsæt. I samtlige sager har ankenævnet afvist, at der

var grundlag for svigsslettelse efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 87,

stk. 1, med henvisning til domstolsafgørelsen i straffesagen.

Ankenævnet har i sin

udtalelse af 15. december 1989 til mig givet udtryk for, at nævnet

"lægger... rettens endelige vurdering af et medlems subjektive forhold

til grund,

uanset om dette sker ved afsigelse af en dom eller ved en tilkendegivelse fra

retten".

Som begrundelse for, at

ankenævnet i (A's) sag har fastholdt afgørelsen om svigsslettelse, har nævnet

henvist til, at man ikke fandt, at vurderingen af hans subjektive forhold

"i relation til spørgsmålet om den af ankenævnet ikendte sanktion i

henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87", kunne anses for

endeligt

afklaret ved Vestre Landsrets tilkendegivelse. Ankenævnet henviser i den

forbindelse til de nedlagte påstande og henholder sig i øvrigt til

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens udtalelse af 8. november 1989.

Jeg går ud fra, at ankenævnet

dermed hentyder til (jf. direktoratets udtalelse), at der var tale om en sag

om

tilbagebetaling, at der ikke var anledning for arbejdsløshedskassen til at

argumentere for svig under sagen eller for direktoratet og ankenævnet at

deltage i sagen, og at det ikke var nødvendigt for landsretten at tage

stilling

til, om der forelå svig.

Jeg kan i og for sig være

enig med ankenævnet i, at der ikke i samme omfang, som det er tilfældet under

en straffesag om bedrageri, har været anledning til bevisførelse og procedure

om spørgsmålet om svigagtigt forhold/berigelsesforsæt.

Efter min gennemgang af det i

sagen foreliggende materiale vedrørende retssagen må jeg imidlertid gå ud

fra, at svigsspørgsmålet har været inddraget under retssagen i betydeligt

omfang.

Byretten fandt, at (A) havde

gjort sig skyldig i "et svigagtigt forhold i civilretlig forstand".

Vestre Landsret fandt i sin tilkendegivelse "ikke ... fornødne

holdepunkter

for at fastslå, at (A) har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold".

På denne baggrund må jeg være

betænkelig ved at tilslutte mig ankenævnets opfattelse af, at der ikke i

forbindelse med retssagen kan siges at ligge en endelig afklaring af (A's)

subjektive forhold i relation til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk.

1. Jeg henviser i den forbindelse også til de klare udtalelser i

byretsdommens

præmisser og Vestre Landsrets tilkendegivelse.

Jeg har derfor henstillet til

ankenævnet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse over for (A) på

baggrund af det, jeg har anført.

Jeg har anmodet ankenævnet om

underretning om, hvad der videre sker i sagen."

Lignende dokumenter