Betydningen af retsforlig for afgørelse om slettelse af medlemskab af arbejdsløshedskasse på grund af svig.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Betydningen af retsforlig for afgørelse om slettelse af
medlemskab af arbejdsløshedskasse på grund af svig.
A klagede over en afgørelse
fra Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen (nu Arbejdsmarkedets Ankenævn)
i skrivelse af 27. september 1989. Ved afgørelsen fastholdt ankenævnet sine
tidligere afgørelser i A's sag om slettelse af arbejdsløshedskassemedlemskab
på
grund af svig.
A havde i skrivelse af 16.
august 1989 anmodet ankenævnet om at genoptage sagen, for så vidt angik
afgørelsen om svigsslettelse, idet han henviste til en tilkendegivelse fra
Vestre Landsret i forbindelse med et retsforlig indgået den 15. februar 1989
under en ankesag mellem A's fagforbund og A om tilbagebetaling af et med
urette modtaget dagpengebeløb.
Retssagen om tilbagebetaling
blev anlagt, efter at Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen senest ved
afgø-relse af 16. juli 1985 havde fastholdt, at A skulle tilbagebetale
dagpenge modtaget med urette i perioden fra den 1. juli 1978 til den 30.
september
1979, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, samt slettes som
medlem af sin arbejdsløshedskasse på grund af svig, jf.
arbejdsløshedsforsikringslovens
§ 87, stk. 1.
Ankenævnets afgørelse af 16.
juli 1985 havde været indbragt for Folketingets Ombudsmand, som i en
skrivelse
af 14. april 1986 til A udtalte:
"Efter min gennemgang af
det nu tilvejebragte materiale og sagens øvrige akter skal jeg meddele, at
jeg
Læs alt
ikke finder at have grundlag for at kritisere den afgørelse, som ankenævnet
traf i skrivelsen af 16. juli 1985. Jeg bemærker herved, at jeg som tidligere
nævnt i overensstemmelse med Vestre Landsrets dom må lægge til grund, at De
har været selvstændig erhvervsdrivende i den omhandlede periode.
Med de tilvejebragte
oplysninger kan jeg ikke lægge til grund, at Deres
fagforening/arbejdsløshedskasse
havde et sådant nøje kendskab til Deres beskæftigelsesforhold, at det
udelukker,
at slettelse af medlemskab af arbejdsløshedskassen kan ske. Den nærmere
afklaring og den retlige vurdering af beskæftigelsesforholdet ses først
endeligt at være foretaget af retten i Silkeborg og Vestre Landsret på
grundlag af partsforklaring og vidneafhøring."
(Den i citatet nævnte retssag
vedrørte et arbejdsvederlag og var anlagt af A mod en tidligere
forretningspartner).
Den seneste retssag vedrørte
som anført alene spørgsmålet om tilbagebetaling. Vestre Landsret tilkendegav
følgende (jf. retsbogsudskrift af 15. februar 1989):
"Efter votering
tilkendegav retten, at sagens udfald ved en eventuel dom vil blive en
stadfæstelse. Som begrundelse herpå oplyst retten, at den som også statueret
under sagerne ved byret og landsret mod (den tidligere forretningspartner) og
antaget af Arbejdsdirektoratet, Ankenævnet og Ombudsmanden må lægge til
grund,
at appellanten i den relevante periode ikke har været ansat hos
(forretningspartneren),
men har måttet opfattes som selvstændig erhvervsdrivende, i hvilken
forbindelse det fremhæves, at der ikke har været indeholdt A-skat i de til
ham
udbetalte beløb.
Retten finder herefter, at
appellanten ikke har haft krav på udbetaling af dagpengebeløbene på ialt
31.059 kr.
Selv om der ikke findes
fornødne holdepunkter for at fastslå, at appellanten har gjort sig skyldig i
svigagtigt forhold, findes den uberettigede udbetaling af be-løbene at burde
tilregnes appellanten, der ikke har givet arbejdsløshedskassen de fornødne
oplysninger til bedømmelse af forholdet, hvorfor tilbagebetalingskravet tages
til følge, da en forældelsesfrist tidligst har kunnet løbe fra
Arbejdsdirektoratets
afgørelse af 9. september 1982, og da der ikke findes grundlag for at
nedsætte
beløbet.
Sagen forligtes herefter
således, at appellanten, (A), forpligter sig til inden 14 dage til
indstævnte,
(fagforbundet), at betale 31.059 kr. med sædvanlig procesrente fra den 18.
december 1986, til betaling sker.
..."
I modsætning hertil havde
byretten fundet, at A havde gjort sig skyldig i svigagtigt forhold, hvorfor
kravet fandtes omfattet af den 20-årige forældelse.
I genoptagelsesanmodningen
til ankenævnet henviste A til, at Vestre Landsret i sin tilkendegivelse havde
statueret, at der ikke forelå svig, og han gjorde gældende, at han derfor var
blevet slettet som medlem af arbejdsløshedskassen med urette. A henviste
endvidere til en sag omtalt i ankenævnets beretning for årene 1978, 1979 og
1980, s. 140 ff.
I skrivelsen af 27. september
1989 meddelte ankenævnet følgende afgørelse:
"...
Ankenævnet fastholder, at (A)
har udvist et forhold, der er omfattet af arbejdsløshedsforsikringslovens §
87, stk. 1.
Ankenævnet finder ikke, at
Landsrettens bemærkninger vedrørende medlemmets subjektive forhold, der er
afgivet i forbindelse med tilkendegivelsen vedrørende de nedlagte påstande om
stadfæstelse af byrettens dom/frifin-delse, subsidiært mod betaling af et
mindre beløb, giver grundlag for at ændre nævnets afgørelse.
Ankenævnet finder, at der ved
Landsrettens bemærkninger er taget stilling til tilbagebetalingen og
forældelses-problematikken, og at der ikke herved er taget endelig stilling
til, om forholdet kan anses for svigagtigt ef-ter
arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1.
..."
I klageskrivelsen til mig
henviste A til sagens specielle omstændigheder. Han fandt det mærkværdigt, at
landsrettens tilkendegivelse var blevet tilsidesat.
I forbindelse med, at jeg
anmodede ankenævnet og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om
udtalelser
i anledning af A's klage, bad jeg om at modtage en redegørelse for praksis
vedrørende tilsvarende sager samt en nærmere begrundelse for, at A's sag
havde
fået et andet udfald end den sag, der er omtalt i nævnets beretning for årene
1978, 1979 og 1980, s. 140 ff.
Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringen anførte i sin udtalelse:
"... skal direktoratet
bemærke, at sagen for Vestre
Landsret alene drejede sig
om, hvorvidt medlemmet skulle tilbagebetale de fejludbetalte dagpenge efter
arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, og dermed om, hvorvidt
betingelserne for denne bestemmelses anvendelse var opfyldt. Denne
tilbagebetalingssag var rejst af arbejdsløshedskassen.
Der var dog ikke anledning
for arbejdsløshedskassen til at argumentere for, at der forelå svig efter
arbejdsløshedsforsikringslovens
§ 87, stk. 1, ligesom tilbagebetalingssagen ikke gav de instanser, der havde
truffet svigsafgørelsen (direktoratet og ankenævnet), anledning til at
deltage
i sagen.
Endvidere var det ikke
nødvendigt for Vestre Landsret at tage endelig stilling til, om der forelå
svig, da tilbagebetalingspligt efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 86,
stk. 1, også foreligger i tilfælde af visse grovere former for uagtsomhed.
Direktoratet er derfor af den
opfattelse, at Vestre Landsret ved sin tilkendegivelse ikke har taget endelig
stilling til, om betingelserne i arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk.
1, var opfyldt, og at det afgørende for forligets indgåelse var rettens
tilkendegivelse
om, at sagens udfald ved en dom ville blive en stadfæstelse af byrettens dom
og
dermed, at medlemmet skulle tilbagebetale det omhandlede beløb.
Endelig skal direktoratet til
spørgsmålet fra Folketingets Ombudsmand om praksis i tilsvarende sager
oplyse, at en dom om, at betingelserne i arbejdsløshedsforsikringslovens §
87, stk. 1, ikke er opfyldt, naturligvis bliver lagt uprøvet til grund,
medmindre dommen ankes. Tilsvarende vil en klar tilkendegivelse fra retten -
i
en sådan sag - om, at betingelserne i arbejdsløshedsforsikringslovens § 87,
stk. 1, ikke er opfyldt, blive lagt til grund, hvis tilkendegivelsen
resulterer i et retligt forlig.
..."
I en udtalelse til mig
anførte ankenævnet:
"... skal man meddele,
at ankenævnets praksis er i overensstemmelse med den i åresberetningen for
78,
79 og 80 nævnte. Ankenævnet lægger i sin afgørelse rettens endelige vurdering
af et medlems subjektive forhold til dagpengeudbetalingen til grund, uanset
om
dette sker ved afsigelse af en dom eller ved en tilkendegivelse fra retten.
Ankenævnet kan vedr. praksis
henvise til 3 tidligere afgørelser i B 131-76, B 179-78 og B 384-83, der
vedlægges i kopi.
Når (A's) sag har fået et
andet udfald end den i årsberetningen for 78, 79 og 80 nævnte skyldes dette,
at ankenævnet bl.a. på grundlag af de for retten nedlagte påstande har
fundet, at vurderingen af medlemmets subjektive forhold, i relation til
spørgsmålet om den af ankenævnet ikendte sanktion i henhold til
arbejdsløshedsforsikringslovens
§ 87, ikke kunne anses for endeligt afklaret ved Vestre Landsrets
tilkendegivelse.
Ankenævnet har derfor
fastholdt, at (A) har udvist et forhold, der er omfattet af
arbejdsløshedsforsikringslovens
§ 87, stk. 1.
Ankenævnet kan i øvrigt
henholde sig til det af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen
anførte."
Ankenævnet fremsendte senere
til yderligere belysning af nævnets praksis kopi af en afgørelse af 22.
december 1989.
Efter at have modtaget kopi
af udtalelserne anførte A, at det klart fremgik af Silkeborg Rets dom og
Vestre
Landsrets tilkendegivelse, at spørgsmålet om svig blev behandlet under
retssagen. Han havde ikke nu - på grund af Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringens tilintetgørelse af diverse materiale fra sagen -
mulighed for at dokumentere, at der ikke havde foreligget svig, ligesom
arbejdsløshedskassen
tilsvarende ikke havde haft mulighed for at dokumentere svig.
Jeg udtalte følgende:
"Min undersøgelse i
sagen har alene rettet sig mod det forhold, at ankenævnet har fastholdt sin
afgørelse
om svigsslettelse på trods af Vestre Landsrets tilkendegivelse af 15. februar
1989.
Ankenævnets tidligere
afgørelse om (bl.a.) slettelse på grund af svig har den tidligere ombudsmand
behandlet og taget stilling til i sin udtalelse af 14. april 1986.
Efter
arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1, kan et medlemskab af en
arbejdsløshedskasse slettes, såfremt den pågældende gør sig skyldig i
"svigagtigt forhold" over for kassen.
De afgørelser, jeg har
modtaget fra ankenævnet til belysning af nævnets praksis i sager, hvor der er
truffet en domstolsafgørelse af betydning for spørgsmålet om svigsslettelse,
vedrører alle tilfælde, hvor der har været rejst tiltale mod medlemmet for
bedrageri
efter straffelovens § 279, men er sket frifindelse som følge af manglende
(bevis for) berigelsesforsæt. I samtlige sager har ankenævnet afvist, at der
var grundlag for svigsslettelse efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 87,
stk. 1, med henvisning til domstolsafgørelsen i straffesagen.
Ankenævnet har i sin
udtalelse af 15. december 1989 til mig givet udtryk for, at nævnet
"lægger... rettens endelige vurdering af et medlems subjektive forhold
til grund,
uanset om dette sker ved afsigelse af en dom eller ved en tilkendegivelse fra
retten".
Som begrundelse for, at
ankenævnet i (A's) sag har fastholdt afgørelsen om svigsslettelse, har nævnet
henvist til, at man ikke fandt, at vurderingen af hans subjektive forhold
"i relation til spørgsmålet om den af ankenævnet ikendte sanktion i
henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87", kunne anses for
endeligt
afklaret ved Vestre Landsrets tilkendegivelse. Ankenævnet henviser i den
forbindelse til de nedlagte påstande og henholder sig i øvrigt til
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens udtalelse af 8. november 1989.
Jeg går ud fra, at ankenævnet
dermed hentyder til (jf. direktoratets udtalelse), at der var tale om en sag
om
tilbagebetaling, at der ikke var anledning for arbejdsløshedskassen til at
argumentere for svig under sagen eller for direktoratet og ankenævnet at
deltage i sagen, og at det ikke var nødvendigt for landsretten at tage
stilling
til, om der forelå svig.
Jeg kan i og for sig være
enig med ankenævnet i, at der ikke i samme omfang, som det er tilfældet under
en straffesag om bedrageri, har været anledning til bevisførelse og procedure
om spørgsmålet om svigagtigt forhold/berigelsesforsæt.
Efter min gennemgang af det i
sagen foreliggende materiale vedrørende retssagen må jeg imidlertid gå ud
fra, at svigsspørgsmålet har været inddraget under retssagen i betydeligt
omfang.
Byretten fandt, at (A) havde
gjort sig skyldig i "et svigagtigt forhold i civilretlig forstand".
Vestre Landsret fandt i sin tilkendegivelse "ikke ... fornødne
holdepunkter
for at fastslå, at (A) har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold".
På denne baggrund må jeg være
betænkelig ved at tilslutte mig ankenævnets opfattelse af, at der ikke i
forbindelse med retssagen kan siges at ligge en endelig afklaring af (A's)
subjektive forhold i relation til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk.
1. Jeg henviser i den forbindelse også til de klare udtalelser i
byretsdommens
præmisser og Vestre Landsrets tilkendegivelse.
Jeg har derfor henstillet til
ankenævnet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse over for (A) på
baggrund af det, jeg har anført.
Jeg har anmodet ankenævnet om
underretning om, hvad der videre sker i sagen."
Lignende dokumenter
- Opnåelse af efterløn ved afbrydelse af medlemskab af arbejdsløshedskasse Retsinformation · 7. februar 2019
- Konsekvensen af uberettiget sletning fra a-kasse. Proportionalitetsprincippet Retsinformation · 25. juni 2003
- Generelle spørgsmål inden for arbejdsløshedsforsikringslovens område Retsinformation · 13. februar 2019
- Slettelse som medlem af arbejdsløshedskasse. Svigsbegrebet. Forsætskrav. Beviskrav. Anklageprincippet Retsinformation · 3. marts 2003
- Tilbagebetaling af kontingent til arbejdsløshedskasse. Kompetence. Retsinformation · 25. juni 2003
- Urigtige oplysninger ved udfyldelse af dagpengekort - svig eller uagtsom adfærd Retsinformation · 26. januar 2019