Spring til indhold

Retsinformation

Slettelse som medlem af arbejdsløshedskasse. Svigsbegrebet. Forsætskrav. Beviskrav. Anklageprincippet

FOU nr 1998.74UdtalelserFolketinget3. marts 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Slettelse som medlem af arbejdsløshedskasse. Svigsbegrebet.

Forsætskrav. Beviskrav. Anklageprincippet

En advokat, B, klagede på

vegne af A over en afgørelse truffet af Arbejdsmarkedets Ankenævn. Ankenævnet

fastholdt i denne afgørelse at A skulle slettes som medlem af

arbejdsløshedskassen

på grund af svig.

Det fremgik af sagen at A den

1. august 1982 indmeldte sig i arbejdsløshedskasse 1 og at han blev

overflyttet

til arbejdsløshedskasse 2 den 1. juli 1992.

I 1994 anmodede Direktoratet

for Arbejdsløshedsforsikringen arbejdsløshedskasse 1 og arbejdsløshedskasse 2

om at undersøge hvorvidt A havde drevet selvstændig virksomhed samtidig med

at

han havde modtage arbejdsløshedsdagpenge.

Disse undersøgelser endte med

at arbejdsløshedskasse 1 traf afgørelse om at A med urette havde modtaget

9.755

kr. i dagpenge. Arbejdsløshedskasse 2 traf afgørelse at han havde modtaget

8.561 kr. med urette fra denne kasse. Advokat B accepterede på vegne af A at

disse beløb skulle tilbagebetales.

Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringen meddelte i brev af 20. juli 1995 at A skulle

slettes

som medlem af kassen på grund af svig. Direktoratet fastholdt denne afgørelse

i

brev af 9. maj 1996.

Arbejdsmarkedets Ankenævn

stadfæstede ved brev af 3. juli 1996 Direktoratet for

Læs alt

Arbejdsløshedsforsikringens

afgørelser om at A skulle slettes som medlem på grund af svig. I

Arbejdsmarkedets Ankenævns brev af 3. juli 1996 var der bl.a. anført:

"...

Ankenævnet finder, at (A)

skal slettes som medlem af (arbejdsløshedskasse 2) for svigagtigt forhold

over

for denne kasse og (arbejdsløshedskasse 1).

Ankenævnet henviser til

arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1, samt til punkt II. A. i

direktoratets cirkulære af 19. februar 1987 vedrørende retningslinier for

idømmelse af sanktion i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87,

stk.

1 og 3.

Ankenævnet lægger vægt på, at

(A)'s virksomhed ikke havde karakter af en hobbyvirksomhed, men at den var

omfattet af reglerne om selvstændig bibeskæftigelse, jf.

arbejdsløshedsforsikringslovens § 58, stk. 1, nr. 1, litra b, og § 1, stk. 1,

§

2 og § 5 i dagældende bekendtgørelse nr. 260 af 28. april 1998 om retten til

arbejdsløshedsdagpenge for medlemmer, som under ledighed har bibeskæftigelse

ved selvstændig erhvervsvirksomhed med vejledning.

Ankenævnet henviser herved

til den store omsætning og de store momsbevægelser, der var i (A)'s

virksomhed.

Ankenævnet lægger endvidere

vægt på, at (A) efter en forespørgsel i sin daværende kasse havde modtaget

reglerne om selvstændig bibeskæftigelse, og at han derfor vidste, at hans

aktiviteter

i virksomheden skulle oplyses til kassen. Ankenævnet lægger videre vægt på,

at

(A) på intet tidspunkt oplyste om sit autoværksted til kassen; heller ikke på

sine dagpengekort på trods af at det af vejledningen til disse fremgik, at

han

var forpligtet til at oplyse om alle forhold, der havde betydning for

dagpengeretten, og herunder om al beskæftigelse ved selvstændig virksomhed.

Ankenævnet tiltræder således

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelser af 20. juli 1995 og

9.

maj 1996."

Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringen anmodede herefter den 30. juli 1996

arbejdsløshedskasse 2 om at anmelde A til politiet for at lade politiet

vurdere, om der skulle rejses tiltale for overtrædelse af straffeloven.

Politimesteren i X-by

meddelte Dem i brev af 27. september 1996 at politiet i medfør af

retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, havde besluttet at opgive påtale mod A

for overtrædelse af straffelovens § 279 om bedrageri. I brevet var der bl.a.

anført:

"...

Jeg har ved min afgørelse

navnlig lagt vægt på, at der ikke kan føres domfældende bevis for, at

ovennævnte havde forsæt, henset til forklaringen om, at han betragtede sin

virksomhed for hobbybetonet og henset til den lange periode set i relation

til

beløbets størrelse.

..."

Direktoratet fra

Arbejdsløshedsforsikringen anmodede i brev af 3. oktober 1996

arbejdsløshedskasse 2 om at klage over politimesterens påtaleopgivelse til

statsadvokaten.

Statsadvokaten for Fyn,

Sydøstsjælland, Lolland, Falster og Bornholm tiltrådte den 18. november 1996

politimesterens afgørelse med den af politimesteren meddelte begrundelse.

Direktoratet sendte herefter

ved brev af 26. februar 1997 sagen til Arbejdsmarkedets Ankenævn med henblik

på

at ankenævnet tog stilling til om afgørelsen om svigsslettelsen skulle

opretholdes. Direktoratet skrev at det fortsat var direktoratets opfattelse

at

A i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven skulle anses for at have

handlet svigagtigt.

Arbejdsmarkedets Ankenævn

meddelte i brev af 17. april 1997 at nævnet fastholdt den tidligere afgørelse

om at A skulle slettes som medlem på grund af svig. I brevet var der bl.a.

anført:

"...

Ankenævnet finder ikke

grundlag for at ændre sin afgørelse dateret den 3. juli 1996. Ankenævnet

finder

således fortsat, at (A) begik svig over for kassen ved at undlade at oplyse

kassen om sin selvstændige virksomhed, og at han skal slettes derfor, jf.

arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1.

Ankenævnet finder herunder,

at (A)'s virksomhed ikke kunne antages at være hobbybetonet.

Ankenævnet lægger vægt på

virksomhedens store omsætning samt de på sagen foreliggende arbejdssedler fra

(A)'s virksomhed. Heraf fremgår således ganske almindeligt servicearbejde,

bl.a. for virksomheder."

I brev af 19. september 1997

rettede advokat B henvendelse hertil og klagede over Arbejdsmarkedets

Ankenævns

afgørelse af 17. april 1997. Advokaten skrev at Arbejdsmarkedets Ankenævn

efter hans opfattelse ikke kunne fastholde sin vurdering af at der var tale

om

forsæt i forhold til arbejdsløshedsforsikringsloven, når politiet som det

normale efterforskningsorgan i Danmark havde fastslået at der ikke forelå

forsæt.

I brev af 16. oktober 1997

bad jeg Arbejdsmarkedets Ankenævn og Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringen om en udtalelse i anledning af klagen. Jag bad om

at

myndighederne udtalte sig nærmere om grundlaget for beslutningen om at

fastholde

at A skulle slettes for svig, efter at politimesteren havde vurderet at der

ikke kunne føres domfældende bevis for at han havde forsæt. Jeg bad endvidere

om at få oplyst hvilke konsekvenser det ville have haft, hvis

anklagemyndigheden havde besluttet at rejse tiltale i sagen og A senere var

blevet frifundet ved domstolen for overtrædelse af straffelovens § 279 på

grund

af manglende bevis for forsæt. Jeg bad i den anledning om at få oplysninger

om

myndighedernes overvejelser i forbindelse med en eventuel forskelsbehandling

af disse to tilfælde - politiets beslutning om at opgive påtale og

domstolenes

frifindelse - herunder om en sådan forskelsbehandling var i overensstemmelse

med det anklageprincip som er gennemført i dansk strafferetspleje.

Direktoratet skrev i sin

udtalelse i brev af 23. januar 1998 bl.a.:

"...

Det er direktoratets

opfattelse, at 'svigs-begrebet' i arbejdsløshedsforsikringsloven (§ 87, stk.

1) ikke er identisk med 'svigs-begrebet' i straffelovens bedrageribestemmelse

(§ 279).

Dette underbygges af, at

rigsadvokaten i skrivelse af 29. november 1991 (der vedlægges) har anført, at

bedømmelsen af, om der i en given situation foreligger svig i forhold til

arbejdsløshedsforsikringslovgivningen,

er forskellig fra den strafferetlige bedømmelse af, om der kan bevises forsæt

til bedrageri i den samme situation.

Dette synspunkt blev

bekræftet på direktoratets temadag 'svig og politianmeldelse' den 27. marts

1992, hvor bl.a. rigsadvokat Asbjørn Jensen og politikommissær Carsten Ive

deltog.

Det er på denne baggrund

direktoratets opfattelse, at en påtaleopgivelse normalt vil være udtryk for,

at anklagemyndigheden ikke mener, at det er muligt at bevise, at der har

været

forsæt til

bedrageri.

Påtaleopgivelsen er udtryk for en administrativ afgørelse.

Det er således direktoratets

opfattelse, at anklagemyndighedens beslutning om påtaleopgivelse derfor ikke

er

ensbetydende med, at en afgørelse om svigssanktion efter

arbejdsløshedsforsikringsloven

automatisk skal ændres til en afgørelse om uagtsomhed. Dette må afgøres ud

fra

en helt konkret vurdering, hvori selvfølgelig indgår begrundelsen for

anklagemyndighedens beslutning om påtaleopgivelse.

Anklagemyndighedens beslutning

om påtaleopgivelse vil

altid

medføre, at direktoratet tager stilling til, om den politimæssige

efterforskning, der resulterer i påtaleopgivelsen, giver anledning til at

afgørelsen om svig skal fastholdes eller ændres. Hvis Ankenævnet har tiltrådt

direktoratets afgørelse om svig, er det Ankenævnet, der skal tage stilling

hertil.

Det skal bemærkes, at

direktoratet og Ankenævnet i langt de fleste sager, hvor der sker

påtaleopgivelse, ændrer svigsafgørelsen til en afgørelse om uagtsomhed.

Da det som nævnt er

direktoratets opfattelse, at 'svigs-begrebet' i henholdsvis

arbejdsløshedsforsikringsloven og straffeloven ikke er identiske, gælder det

foran anførte som udgangspunkt også i tilfælde, hvor et medlem er blevet

frifundet for bedrageri ved en domstol.

Da en domstolsafgørelse er en

'stærkere tilkendegivelse' end en administrativ afgørelse om påtaleopgivelse,

vil direktoratet i praksis meget sjældent fastholde en afgørelse om

svigssanktion, hvis medlemmet er frikendt for bedrageri ved dom.

Direktoratet skal afslutningsvis

bemærke, at Folketingets Ombudsmand den 15. november 1995 i en konkret sag

(j.nr. ...) har udtalt, at han ikke kunne kritisere, at en afgørelse om

påtaleopgivelse ikke medførte, at direktoratet og Ankenævnet ændrede en

afgørelse om svig til en afgørelse om uagtsomhed. Ombudsmanden lagde herved

vægt på, at anklagemyndigheden ved beslutningen om opgivelse af påtale efter

straffelovens § 279 (om bedrageri) ikke havde taget stilling til, om

forholdet

kunne anses for svigagtigt i medfør af arbejdsløshedsforsikringslovens § 87,

stk. 1.

..."

Arbejdsmarkedets Ankenævn

skrev i brev af 31. marts 1998 bl.a.:

"...

Som supplement til

direktoratets udtalelse henvises til to DfA-meddelelser: DfA-medd. nr. 56/97

af

3. oktober 1997 vedrørende: Oversigt over praksis i sager, hvor domstolene

helt

eller delvist har frifundet et svigsslettet medlem for bedrageri over for

arbejdsløshedskassen og DfA-medd. nr. 30/96 af 12. marts 1996 vedrørende:

Oversigt over praksis i sager, hvor anklagemyndigheden meddeler

påtaleopgivelse.

Der er i de to meddelelser redegjort for praksis på området.

Som det fremgår af

indledningen til DfA meddelelse 30/96 er udgangspunktet når der foreligger en

påtaleopgivelse, at sagen skal genoptages og der skal tages stilling til om

afgørelsen om svig skal ændres. Myndighederne har endvidere lagt vægt på en

udtalelse fra Rigsadvokaten, hvorefter der ikke er identitet mellem den

strafferetlige

bedømmelse af om der foreligger bedrageri og bedømmelsen af om der foreligger

svig i relation til arbejdsløshedsforikringsloven, idet kravene til beviset

for forsæt er strengere, når der er tale om bedrageri.

Ankenævnet har ligeledes

taget ombudsmandens afgørelse af 15. november 1995 (j.nr. ...) til indtægt

for

dette udgangspunkt.

Hertil kommer, at der i anklagemyndighedens

overvejelser om, hvorvidt der er grundlag for at rejse påtale, kan indgå

forhold

af procesøkonomisk karakter ligesom også sagens alder kan have betydning.

Ankenævnet finder derfor, at

en påtaleopgivelse, uanset at denne må være udtryk for at anklagemyndigheden

har skønnet at der ikke kunne føres bevis for forsæt og en straffesag derfor

ikke ville kunne gennemføres til domfældelse, ikke i sig selv medfører, at en

svigsafgørelse må ophæves.

For så vidt angår spørgsmålet

om nævnets stillingtagen, hvis der i stedet havde foreligget en

frifindelsesdom, bemærkes, at hovedreglen i praksis er, at en frifindelsesdom

medfører at svigsafgørelsen ophæves forudsat, at der er identitet mellem de

to

sager.

I den foreliggende sag har

Politimesteren og Statsadvokaten lagt vægt på, dels at (A) har betragtet sin

virksomhed som hobbybetonet, dels den lange periode set i relation til

beløbets

størrelse. Der ses ikke i forbindelse med politiets efterforskning at være

fremkommet nye oplysninger i sagen.

Efter ankenævnets opfattelse

er Politimesterens bemærkninger i hvert fald delvis udtryk for nogle

procesøkonomiske hensyn, idet beløbets størrelse spiller en væsentlig rolle

for

påtaleopgivelsen.

Efter nævnets opfattelse kan

beløbets størrelse - når bortses fra rene bagateller - ikke alene begrunde,

at

et forhold ikke kan bedømmes som omfattet af a-lovens § 87, stk. 1, men

afgørende må være de øvrige omstændigheder i sagen.

Det har været afgørende for

ankenævnets vurdering af forholdet, at (A) kendte reglerne på området, idet

han

inden starten af sin selvstændige virksomhed havde søgt vejledning herom i

sin

daværende arbejdsløshedskasse. Ankenævnet har endvidere lagt vægt på, at han

i

forhold til skattevæsenet betragtede sig som selvstændig, og at han må have

indset, at dette også kunne være tilfældet i forhold til dagpengereglerne.

Ankenævnet har derfor

besluttet at fastholde afgørelsen om svigsslettelse uanset

påtaleopgivelsen."

I brev af 4. maj 1998 hertil

anførte anførte advokat B at det ikke fremgik af meddelelsen om

påtaleopgivelsen

at der skulle have været inddraget procesøkonomiske hensyn. Advokaten

fastholdt endvidere at forsætsvurderingen i forhold til straffeloven og

arbejdsløshedsforsikringslovens svigsbegreb måtte være det samme.

Ombudsmandens udtalelse

"Arbejdsmarkedets Ankenævn fastholdt ved afgørelsen af 17. april 1997 at

(A) skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskassen på grund af svig, selv

om anklagemyndigheden havde opgivet påtale. Anklagemyndigheden havde ved

påtaleopgivelsen navnlig lagt vægt på at der ikke kunne føres domfældende

bevis for forsæt.

Påtaleopgivelsen

Arbejdsmarkedets Ankenævn skrev i udtalelsen af 31. marts 1998 bl.a. at

politimesterens begrundelse for påtaleopgivelsen 'i hvert fald delvist (er)

udtryk for nogle procesøkonomiske hensyn, idet beløbets størrelse spiller en

væsentlig rolle for påtaleopgivelsen'.

Det fremgår ikke helt klart af ankenævnets udtalelse hvilken betydning det

har haft for ankenævnets afgørelse af 17. april 1997 at man var af den

opfattelse at påtaleopgivelsen delvis skyldtes procesøkonomiske hensyn.

Politimesteren i (X)-by meddelte i brev af 27. september 1996 at han i medfør

af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, havde besluttet at opgive påtale mod

(A) for overtrædelse af straffelovens § 279 (bedrageri) fordi videre

forfølgning i øvrigt ikke kunne ventes at føre til at den sigtede blev fundet

skyldig. I begrundelsen for Politimesteren i (X)-bys påtaleopgivelse som

senere blev tiltrådt af Statsadvokaten for Fyn, var der bl.a. anført:

'...

Jeg har ved min afgørelse navnlig lagt vægt på, at der ikke kan føres

domfældende bevis for, at ovennævnte havde forsæt, henset til forklaringen

om, at han betragtede sin virksomhed for hobbybetonet og henset til den lange

periode set i relation til beløbets størrelse.

...'

Det fremgår af afgørelsen at

politimesteren

navnlig

har lagt vægt

på at der ikke kunne føres det fornødne bevis for forsæt. Man må derfor gå ud

fra at det er dette hensyn der har været det afgørende. Såfremt

politimesteren

havde inddraget procesøkonomiske hensyn som en væsentlig del af

afgørelsesgrundlaget skulle der tillige have været henvist til

retsplejelovens

§ 721, stk. 1, nr. 3, hvorefter man kan opgive påtale, hvis sagens

gennemførelse

vil medføre vanskeligheder, omkostninger eller behandlingstider som ikke står

i rimeligt forhold til sagens betydning og den straf som den sigtede i givet

fald kan forventes idømt. Endvidere må henvisningen til beløbets størrelse

læses i sammenhæng med resten af sætningen. Politimesteren anfører at han

navnlig har lagt vægt på at der ikke kan føres domfældende bevis for at (A)

havde forsæt. Eftersætningen 'henset til forklaringen om, at han betragtede

sin virksomhed for hobbybetonet og henset til den lange periode set i

relation

til beløbets størrelse' fremtræder som en angivelse af de omstændigheder der

medførte at politimesteren ikke mente der kunne føres bevis for forsæt, ikke

som et nyt, selvstændigt element i afgørelsesgrundlaget.

Efter min opfattelse skulle

ankenævnet ved afgørelsen af 17. april 1997 have lagt til grund at det

afgørende for anklagemyndighedens påtaleopgivelse var den manglende mulighed

for at føre bevis for forsæt. Det er min opfattelse at der ikke er belæg for

ankenævnets opfattelse, hvorefter påtaleopgivelsen til dels skyldtes

procesøkonomiske

årsager.

Jeg har gjort ankenævnet

bekendt med min opfattelse.

Er ankenævnet bundet af politiets påtaleopgivelse på grund af

manglende bevis for forsæt?

Arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 87, stk. 1, har følgende ordlyd:

'

§ 87.

Gør et medlem sig skyldig i svigagtigt forhold over for

kassen, kan direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen bestemme at pågældende

slettes som medlem af kassen, eller helt eller delvis udelukkes fra ret til

ydelser fra kassen bortset fra kursusgodtgørelse i et bestemt tidsrum.'

Svigsbestemmelsen fandtes

allerede i § 7 i den første arbejdsløshedsforsikringslov, lov nr. 88 af 9.

april 1907 om anerkendte arbejdsløshedskasser.

Der findes ikke i

forarbejderne nogen definition af svigsbegrebet.

På tidspunktet for afgørelsen

om at slette (A) for svig og afgørelsen om at fastholde denne svigsslettelse

efter at politiet havde meddelt påtaleopgivelse, var Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringens cirkulære af 19. februar 1987 vedrørende

retningslinier

for idømmelse af sanktion i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87,

stk. 1 og 3, gældende. I dette cirkulære var der om svigagtige forhold bl.a.

anført:

'

Svigagtige forhold;

Ved vurderingen af, om et medlem har gjort sig

skyldig i et svigagtigt forhold, vil det være afgørende, om den pågældende

bevidst

har

afgivet

urigtige oplysninger, eller

bevidst

har

fortiet

forhold for herigennem at oppebære dagpenge/efterløn

med urette.'

Cirkulæret blev ophævet ved

bekendtgørelse nr. 772 af 7. oktober 1997 om sanktioner i forbindelse med

uberettiget modtagelse af ydelser fra en arbejdsløshedskasse som trådte i

kraft

den 20. oktober 1997. Svigsbegrebet er ikke defineret i bekendtgørelsen. I

vejledning nr. 133 af 7. oktober 1997 til bekendtgørelsen er der om

svigsbegrebet bl.a. anført:

'Ved svig forstås, at et

medlem forsætligt fortier omstændigheder eller afgiver urigtige oplysninger

over for sin arbejdsløshedskasse for derved at modtage eller beholde en

ydelse

med urette.

Afgørende for anvendelse af

svigsbegrebet er, at der foreligger en forsætlig handling.

En forsætlig handling

foreligger i de situationer, hvor medlemmet

ved

eller anser det for overvejende sandsynligt

, at afgivelse af urigtige

oplysninger eller undladelse af at fremkomme med oplysninger til

arbejdsløshedskassen, der har betydning for modtagelsen af en ydelse fra

denne,

kan medføre, at medlemmet modtager en ydelse fra kassen med urette.

...'

Selve

indholdet

af det svigsbegreb som direktoratet har beskrevet i de to

anførte vejledninger svarer til strafferettens tilregnelseskrav i form af

forsæt. For at have handlet forsætligt skal man have handlet i den hensigt at

begå et strafbart forhold eller med viden om at ens handling eller undladelse

med overvejende sandsynlighed vil realisere et strafbart forhold.

Jeg har forstået at

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn

mener

at der gælder et forskelligt

beviskrav

i forhold til henholdsvis forsæt i relation til straffelovens bestemmelser og

svig i relation til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1.

Direktoratet har bl.a. henvist til Rigsadvokatens udtalelse i en konkret sag

fra 1991, hvori Rigsadvokaten bl.a. havde anført:

'...

Jeg skal herved bemærke, at

bedømmelsen af, om der i forhold til arbejdsløshedslovgivningen foreligger

svig

i den omhandlede situation er forskellig fra den strafferetlige bedømmelse

af, om der kan bevises forsæt til bedrageri i den samme situation. Det

påhviler

således anklagemyndigheden med en høj grad af sikkerhed at bevise den

pågældendes forsæt til bedrageri, hvilket jeg i den foreliggende sag, uanset

de

af direktoratet i deres skrivelse af 18. oktober 1991 til statsadvokaten i

Viborg anførte omstændigheder, ud fra de fremkomne forklaringer ikke har

fundet

fuldt tilstrækkeligt grundlag for at antage vil være muligt.

...'

Efter min opfattelse må det

lægges til grund at forsætskravet i henholdsvis

arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1, og strafferetten er det samme.

Derimod er der forskel i beviskravet. I straffesager skal tiltaltes skyld

være sandsynliggjort i en sådan grad at der ikke består nogen rimelig tvivl

herom. Hvis der efter bevisførelsen og bevisvurderingen i en straffesag

består

en rimelig tvivl om tiltaltes skyld, skal der ske frifindelse. Denne

grundsætning

udtrykkes ofte med ordene 'in dubio pro reo'; se bl.a. Gammeltoft-Hansen,

Strafferetspleje I (2. udg.), s.

94f.

I civilprocessen gælder der derimod sjældent så strenge beviskrav. Det er

ikke

muligt at opstille en generel regel om beviskravet i civile sager, fordi

kravet

til bevis ikke er det samme i alle typer af sager; jf. Gomard, Civilprocessen

(3. udg.), s. 417, samt Nørgaard og Garde, Forvaltningsret - Sagsbehandling

(4. udg.), s. 233. Selv om sager om svigsslettelse må anses for at være

temmelig

indgribende for borgerne og man derfor ud fra proportionalitetsbetragtninger

må skærpe beviskravene, er det dog fortsat min opfattelse at man ikke kan

opstille helt de samme beviskrav som i en sag der behandles efter

straffeprocessens

regler.

Jeg har endvidere i en

tidligere udtalelse (j.nr. ...) som De har modtaget i anonymiseret form,

tilkendegivet at der ikke ved statsadvokatens påtaleopgivelse var taget

stilling til, om forholdet kunne anses for svigagtigt i medfør af

arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1.

Efter min opfattelse er der

således ikke grundlag for at kritisere at Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn ikke automatisk

ophæver

en svigsslettelse, selv om anklagemyndigheden har opgivet påtale på grund af

manglende bevis for forsæt eller selv om der foreligger en frifindende dom

for

overtrædelse af straffeloven.

Domstolsafgørelser som en 'stærkere tilkendegivelse' end en administrativ

afgørelse om påtaleopgivelse

Når anklagemyndigheden træffer

beslutning om påtaleopgivelse på grund af manglende bevis for forsæt, eller

domstolene frifinder medlemmet på grund af manglende forsæt, foretager

direktoratet

(eller ankenævnet, hvis den oprindelige afgørelse har været indbragt for

ankenævnet) efter det oplyste en vurdering af om svigsslettelsen skal

fastholdes.

Se også Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens vejledning af 30.

december 1991 om politianmeldelse m.v. i sager om svig, pkt. 5 og 6, og

vejledning nr. 133 af 7. oktober 1997 til bekendtgørelse om sanktioner i

forbindelse med uberettiget modtagelse af ydelser fra en arbejdsløshedskasse.

Jeg er enig i at det at

påtaleopgivelse eller frifindende dom på grund af manglende bevis for forsæt

er

en omstændighed som bør give myndighederne anledning til at revurdere sagen,

selv om de ikke formelt er bundet af anklagemyndighedens eller rettens

bevisvurdering idet beviskravene som anført er forskellige. Jeg henviser

til at indholdet af svigsbegrebet i arbejdsløshedsforsikringsloven netop er

det samme som strafferettens forsætsbegreb, og at en vurdering fra

anklagemyndigheden eller retten af, hvorvidt der foreligger bevis for forsæt

til bedrageri efter straffeloven naturligt må inddrages som et moment i

vurderingen af om der foreligger et svigagtigt forhold efter

arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1.

Hvis myndighederne inddrager

henholdsvis anklagemyndighedens påtaleopgivelse og rettens frifindelse med

forskellig vægt i den fornyede vurdering efter

arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 87, stk. 1, giver det imidlertid anledning til overvejelser i forhold til

de

almindelige principper vedrørende strafforfølgning, herunder forholdet mellem

anklagemyndigheden og domstolene.

I mit brev af 16. oktober

1997 til Arbejdsmarkedets Ankenævn og Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringen bad jeg bl.a. om at få oplyst hvilke konsekvenser

det ville have haft, hvis anklagemyndigheden havde besluttet at rejse tiltale

i sagen og (A) senere var blevet frifundet ved domstolen for overtrædelse af

straffelovens § 279 på grund af manglende bevis for forsæt. Jeg bad i den

anledning om at få oplysninger om myndighedernes overvejelser i forbindelse

med en eventuel forskelsbehandling af disse to tilfælde - politiets

beslutning

om at opgive påtale og domstolenes frifindelse - herunder om en sådan

forskelsbehandling var i overensstemmelse med det anklageprincip som er

gennemført i dansk strafferetspleje.

Direktoratet skrev i sin

udtalelse i brev af 23. januar 1998 bl.a.:

'...

Det skal bemærkes, at direktoratet

og ankenævnet i langt de fleste sager, hvor der sker påtaleopgivelse, ændrer

svigsafgørelsen til en afgørelse om uagtsomhed.

Da det som nævnt er

direktoratets opfattelse, at 'svigs-begrebet' i henholdsvis

arbejdsløshedsforsikringsloven og straffeloven ikke er identiske, gælder det

foran anførte som udgangspunkt også i tilfælde, hvor et medlem er blevet

frifundet for bedrageri ved en domstol.

Da en domstolsafgørelse er en

'stærkere tilkendegivelse' end en administrativ afgørelse om påtaleopgivelse,

vil direktoratet i praksis meget sjældent fastholde en afgørelse om

svigssanktion, hvis medlemmet er frikendt for bedrageri ved dom.

...'

Arbejdsmarkedets Ankenævn

skrev i brev af 31. marts 1998 bl.a.:

'...

Ankenævnet finder derfor, at

en påtaleopgivelse, uanset at denne må være udtryk for at anklagemyndigheden

har skønnet at der ikke kunne føres bevis for forsæt og en straffesag derfor

ikke ville kunne gennemføres til domfældelse, ikke i sig selv medfører, at en

svigsafgørelse må ophæves.

For så vidt angår spørgsmålet

om nævnets stillingtagen, hvis der i stedet havde foreligget en

frifindelsesdom, bemærkes, at hovedreglen i praksis er, at en frifindelsesdom

medfører at svigsafgørelsen ophæves forudsat, at der er identitet mellem de

to

sager.

...'

Jeg har forstået at det er

direktoratets og ankenævnets praksis at en frifindende dom for bedrageri

anses

for mere tungtvejende end anklagemyndighedens påtaleopgivelse på grund af

manglende bevis for forsæt ved vurderingen af om myndighederne skal fastholde

den oprindelige afgørelse om at slette medlemmet på grund af svig.

En sådan praksis er efter min

opfattelse i strid med anklageprincippet som bl.a. indebærer at retten ikke

kan

domfælde for noget forhold der ikke er omfattet af anklagerens tiltale

(retsplejelovens

§ 908, stk. 3); jf. Gammeltoft-Hansen, Strafferetspleje I (2. udg.), s.

33f. Det er således anklagemyndigheden

der afgør endeligt, hvorvidt og i hvilket omfang påtalen skal gennemføres; og

retten er bundet heraf. I vurderingen af spørgsmålet om påtaleopgivelse skal

anklagemyndigheden i sager som de her omhandlede anlægge ganske det samme

bedømmelsesgrundlag som domstolene; anklageren skal så at sige tænke sig i

dommerens sted (jf. Gammeltoft-Hansen, Strafferetspleje I (2. udg.), s.

181f

). I forhold til borgeren - den

sigtede - må de eventuelle civilretlige retsvirkninger derfor være ensartede,

uanset om der foreligger en påtaleopgivelse eller en frifindelse af

bevismæssige årsager (se som et eksempel herpå retsplejelovens §

1018 a, stk. 1, om erstatning for

strafforfølgning). Såfremt anklagemyndigheden har opgivet påtale ud fra en

vurdering af at der ikke kan føres domfældende bevis for forsæt, må denne

afgørelse derfor inddrages som et moment på lige linie med en frifindende dom

i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens og Arbejdsmarkedets Ankenævns

vurdering af om svigsslettelsen skal opretholdes. Der er med andre ord ikke

belæg for i denne sammenhæng at anse en frifindende dom for en 'stærkere

tilkendegivelse' (jf. direktoratets udtalelse af 23. januar 1998) end en

påtaleopgivelse.

Jeg har gjort direktoratet og

ankenævnet bekendt med min opfattelse.

Som anført under afsnittet

'Påtaleopgivelsen' er det efter min opfattelse uberettiget hvis ankenævnet

ved

afgørelsen af 17. april 1997 har anset politiets påtaleopgivelse for delvis

begrundet i procesøkonomiske hensyn. Endvidere er ankenævnets afgørelse

truffet

ud fra den urigtige retsopfattelse at anklagemyndighedens påtaleopgivelse på

grund af manglende bevis for forsæt ikke i den her omhandlede sammenhæng har

samme vægt som

en frifindende dom. På den

baggrund har jeg i dag henstillet til ankenævnet at genoptage behandlingen af

sagen. Jeg har henstillet til ankenævnet at træffe en ny afgørelse, hvorefter

ankenævnet inddrager anklagemyndighedens påtaleopgivelse med samme vægt som

hvis der forelå en dom, hvor (A) var frifundet for bedrageri (efter

straffelovens § 297) på grund af manglende forsæt."

Den 27. november 1998

meddelte Arbejdsmarkedets Ankenævn at nævnet havde genoptaget sagen. Ved møde

den 12. november 1998 havde ankenævnet besluttet at fastholde afgørelsen om

at

A skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskasse 1 for svig overfor denne

kasse og arbejdsløshedskasse 2.

Jeg meddelte herefter

Arbejdsmarkedets Ankenævn at jeg på det foreliggende grundlag ikke foretog

mig

videre.

Lignende dokumenter