Slettelse som medlem af arbejdsløshedskasse. Svigsbegrebet. Forsætskrav. Beviskrav. Anklageprincippet
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Slettelse som medlem af arbejdsløshedskasse. Svigsbegrebet.
Forsætskrav. Beviskrav. Anklageprincippet
En advokat, B, klagede på
vegne af A over en afgørelse truffet af Arbejdsmarkedets Ankenævn. Ankenævnet
fastholdt i denne afgørelse at A skulle slettes som medlem af
arbejdsløshedskassen
på grund af svig.
Det fremgik af sagen at A den
1. august 1982 indmeldte sig i arbejdsløshedskasse 1 og at han blev
overflyttet
til arbejdsløshedskasse 2 den 1. juli 1992.
I 1994 anmodede Direktoratet
for Arbejdsløshedsforsikringen arbejdsløshedskasse 1 og arbejdsløshedskasse 2
om at undersøge hvorvidt A havde drevet selvstændig virksomhed samtidig med
at
han havde modtage arbejdsløshedsdagpenge.
Disse undersøgelser endte med
at arbejdsløshedskasse 1 traf afgørelse om at A med urette havde modtaget
9.755
kr. i dagpenge. Arbejdsløshedskasse 2 traf afgørelse at han havde modtaget
8.561 kr. med urette fra denne kasse. Advokat B accepterede på vegne af A at
disse beløb skulle tilbagebetales.
Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringen meddelte i brev af 20. juli 1995 at A skulle
slettes
som medlem af kassen på grund af svig. Direktoratet fastholdt denne afgørelse
i
brev af 9. maj 1996.
Arbejdsmarkedets Ankenævn
stadfæstede ved brev af 3. juli 1996 Direktoratet for
Læs alt
Arbejdsløshedsforsikringens
afgørelser om at A skulle slettes som medlem på grund af svig. I
Arbejdsmarkedets Ankenævns brev af 3. juli 1996 var der bl.a. anført:
"...
Ankenævnet finder, at (A)
skal slettes som medlem af (arbejdsløshedskasse 2) for svigagtigt forhold
over
for denne kasse og (arbejdsløshedskasse 1).
Ankenævnet henviser til
arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1, samt til punkt II. A. i
direktoratets cirkulære af 19. februar 1987 vedrørende retningslinier for
idømmelse af sanktion i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87,
stk.
1 og 3.
Ankenævnet lægger vægt på, at
(A)'s virksomhed ikke havde karakter af en hobbyvirksomhed, men at den var
omfattet af reglerne om selvstændig bibeskæftigelse, jf.
arbejdsløshedsforsikringslovens § 58, stk. 1, nr. 1, litra b, og § 1, stk. 1,
§
2 og § 5 i dagældende bekendtgørelse nr. 260 af 28. april 1998 om retten til
arbejdsløshedsdagpenge for medlemmer, som under ledighed har bibeskæftigelse
ved selvstændig erhvervsvirksomhed med vejledning.
Ankenævnet henviser herved
til den store omsætning og de store momsbevægelser, der var i (A)'s
virksomhed.
Ankenævnet lægger endvidere
vægt på, at (A) efter en forespørgsel i sin daværende kasse havde modtaget
reglerne om selvstændig bibeskæftigelse, og at han derfor vidste, at hans
aktiviteter
i virksomheden skulle oplyses til kassen. Ankenævnet lægger videre vægt på,
at
(A) på intet tidspunkt oplyste om sit autoværksted til kassen; heller ikke på
sine dagpengekort på trods af at det af vejledningen til disse fremgik, at
han
var forpligtet til at oplyse om alle forhold, der havde betydning for
dagpengeretten, og herunder om al beskæftigelse ved selvstændig virksomhed.
Ankenævnet tiltræder således
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelser af 20. juli 1995 og
9.
maj 1996."
Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringen anmodede herefter den 30. juli 1996
arbejdsløshedskasse 2 om at anmelde A til politiet for at lade politiet
vurdere, om der skulle rejses tiltale for overtrædelse af straffeloven.
Politimesteren i X-by
meddelte Dem i brev af 27. september 1996 at politiet i medfør af
retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, havde besluttet at opgive påtale mod A
for overtrædelse af straffelovens § 279 om bedrageri. I brevet var der bl.a.
anført:
"...
Jeg har ved min afgørelse
navnlig lagt vægt på, at der ikke kan føres domfældende bevis for, at
ovennævnte havde forsæt, henset til forklaringen om, at han betragtede sin
virksomhed for hobbybetonet og henset til den lange periode set i relation
til
beløbets størrelse.
..."
Direktoratet fra
Arbejdsløshedsforsikringen anmodede i brev af 3. oktober 1996
arbejdsløshedskasse 2 om at klage over politimesterens påtaleopgivelse til
statsadvokaten.
Statsadvokaten for Fyn,
Sydøstsjælland, Lolland, Falster og Bornholm tiltrådte den 18. november 1996
politimesterens afgørelse med den af politimesteren meddelte begrundelse.
Direktoratet sendte herefter
ved brev af 26. februar 1997 sagen til Arbejdsmarkedets Ankenævn med henblik
på
at ankenævnet tog stilling til om afgørelsen om svigsslettelsen skulle
opretholdes. Direktoratet skrev at det fortsat var direktoratets opfattelse
at
A i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven skulle anses for at have
handlet svigagtigt.
Arbejdsmarkedets Ankenævn
meddelte i brev af 17. april 1997 at nævnet fastholdt den tidligere afgørelse
om at A skulle slettes som medlem på grund af svig. I brevet var der bl.a.
anført:
"...
Ankenævnet finder ikke
grundlag for at ændre sin afgørelse dateret den 3. juli 1996. Ankenævnet
finder
således fortsat, at (A) begik svig over for kassen ved at undlade at oplyse
kassen om sin selvstændige virksomhed, og at han skal slettes derfor, jf.
arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1.
Ankenævnet finder herunder,
at (A)'s virksomhed ikke kunne antages at være hobbybetonet.
Ankenævnet lægger vægt på
virksomhedens store omsætning samt de på sagen foreliggende arbejdssedler fra
(A)'s virksomhed. Heraf fremgår således ganske almindeligt servicearbejde,
bl.a. for virksomheder."
I brev af 19. september 1997
rettede advokat B henvendelse hertil og klagede over Arbejdsmarkedets
Ankenævns
afgørelse af 17. april 1997. Advokaten skrev at Arbejdsmarkedets Ankenævn
efter hans opfattelse ikke kunne fastholde sin vurdering af at der var tale
om
forsæt i forhold til arbejdsløshedsforsikringsloven, når politiet som det
normale efterforskningsorgan i Danmark havde fastslået at der ikke forelå
forsæt.
I brev af 16. oktober 1997
bad jeg Arbejdsmarkedets Ankenævn og Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringen om en udtalelse i anledning af klagen. Jag bad om
at
myndighederne udtalte sig nærmere om grundlaget for beslutningen om at
fastholde
at A skulle slettes for svig, efter at politimesteren havde vurderet at der
ikke kunne føres domfældende bevis for at han havde forsæt. Jeg bad endvidere
om at få oplyst hvilke konsekvenser det ville have haft, hvis
anklagemyndigheden havde besluttet at rejse tiltale i sagen og A senere var
blevet frifundet ved domstolen for overtrædelse af straffelovens § 279 på
grund
af manglende bevis for forsæt. Jeg bad i den anledning om at få oplysninger
om
myndighedernes overvejelser i forbindelse med en eventuel forskelsbehandling
af disse to tilfælde - politiets beslutning om at opgive påtale og
domstolenes
frifindelse - herunder om en sådan forskelsbehandling var i overensstemmelse
med det anklageprincip som er gennemført i dansk strafferetspleje.
Direktoratet skrev i sin
udtalelse i brev af 23. januar 1998 bl.a.:
"...
Det er direktoratets
opfattelse, at 'svigs-begrebet' i arbejdsløshedsforsikringsloven (§ 87, stk.
1) ikke er identisk med 'svigs-begrebet' i straffelovens bedrageribestemmelse
(§ 279).
Dette underbygges af, at
rigsadvokaten i skrivelse af 29. november 1991 (der vedlægges) har anført, at
bedømmelsen af, om der i en given situation foreligger svig i forhold til
arbejdsløshedsforsikringslovgivningen,
er forskellig fra den strafferetlige bedømmelse af, om der kan bevises forsæt
til bedrageri i den samme situation.
Dette synspunkt blev
bekræftet på direktoratets temadag 'svig og politianmeldelse' den 27. marts
1992, hvor bl.a. rigsadvokat Asbjørn Jensen og politikommissær Carsten Ive
deltog.
Det er på denne baggrund
direktoratets opfattelse, at en påtaleopgivelse normalt vil være udtryk for,
at anklagemyndigheden ikke mener, at det er muligt at bevise, at der har
været
forsæt til
bedrageri.
Påtaleopgivelsen er udtryk for en administrativ afgørelse.
Det er således direktoratets
opfattelse, at anklagemyndighedens beslutning om påtaleopgivelse derfor ikke
er
ensbetydende med, at en afgørelse om svigssanktion efter
arbejdsløshedsforsikringsloven
automatisk skal ændres til en afgørelse om uagtsomhed. Dette må afgøres ud
fra
en helt konkret vurdering, hvori selvfølgelig indgår begrundelsen for
anklagemyndighedens beslutning om påtaleopgivelse.
Anklagemyndighedens beslutning
om påtaleopgivelse vil
altid
medføre, at direktoratet tager stilling til, om den politimæssige
efterforskning, der resulterer i påtaleopgivelsen, giver anledning til at
afgørelsen om svig skal fastholdes eller ændres. Hvis Ankenævnet har tiltrådt
direktoratets afgørelse om svig, er det Ankenævnet, der skal tage stilling
hertil.
Det skal bemærkes, at
direktoratet og Ankenævnet i langt de fleste sager, hvor der sker
påtaleopgivelse, ændrer svigsafgørelsen til en afgørelse om uagtsomhed.
Da det som nævnt er
direktoratets opfattelse, at 'svigs-begrebet' i henholdsvis
arbejdsløshedsforsikringsloven og straffeloven ikke er identiske, gælder det
foran anførte som udgangspunkt også i tilfælde, hvor et medlem er blevet
frifundet for bedrageri ved en domstol.
Da en domstolsafgørelse er en
'stærkere tilkendegivelse' end en administrativ afgørelse om påtaleopgivelse,
vil direktoratet i praksis meget sjældent fastholde en afgørelse om
svigssanktion, hvis medlemmet er frikendt for bedrageri ved dom.
Direktoratet skal afslutningsvis
bemærke, at Folketingets Ombudsmand den 15. november 1995 i en konkret sag
(j.nr. ...) har udtalt, at han ikke kunne kritisere, at en afgørelse om
påtaleopgivelse ikke medførte, at direktoratet og Ankenævnet ændrede en
afgørelse om svig til en afgørelse om uagtsomhed. Ombudsmanden lagde herved
vægt på, at anklagemyndigheden ved beslutningen om opgivelse af påtale efter
straffelovens § 279 (om bedrageri) ikke havde taget stilling til, om
forholdet
kunne anses for svigagtigt i medfør af arbejdsløshedsforsikringslovens § 87,
stk. 1.
..."
Arbejdsmarkedets Ankenævn
skrev i brev af 31. marts 1998 bl.a.:
"...
Som supplement til
direktoratets udtalelse henvises til to DfA-meddelelser: DfA-medd. nr. 56/97
af
3. oktober 1997 vedrørende: Oversigt over praksis i sager, hvor domstolene
helt
eller delvist har frifundet et svigsslettet medlem for bedrageri over for
arbejdsløshedskassen og DfA-medd. nr. 30/96 af 12. marts 1996 vedrørende:
Oversigt over praksis i sager, hvor anklagemyndigheden meddeler
påtaleopgivelse.
Der er i de to meddelelser redegjort for praksis på området.
Som det fremgår af
indledningen til DfA meddelelse 30/96 er udgangspunktet når der foreligger en
påtaleopgivelse, at sagen skal genoptages og der skal tages stilling til om
afgørelsen om svig skal ændres. Myndighederne har endvidere lagt vægt på en
udtalelse fra Rigsadvokaten, hvorefter der ikke er identitet mellem den
strafferetlige
bedømmelse af om der foreligger bedrageri og bedømmelsen af om der foreligger
svig i relation til arbejdsløshedsforikringsloven, idet kravene til beviset
for forsæt er strengere, når der er tale om bedrageri.
Ankenævnet har ligeledes
taget ombudsmandens afgørelse af 15. november 1995 (j.nr. ...) til indtægt
for
dette udgangspunkt.
Hertil kommer, at der i anklagemyndighedens
overvejelser om, hvorvidt der er grundlag for at rejse påtale, kan indgå
forhold
af procesøkonomisk karakter ligesom også sagens alder kan have betydning.
Ankenævnet finder derfor, at
en påtaleopgivelse, uanset at denne må være udtryk for at anklagemyndigheden
har skønnet at der ikke kunne føres bevis for forsæt og en straffesag derfor
ikke ville kunne gennemføres til domfældelse, ikke i sig selv medfører, at en
svigsafgørelse må ophæves.
For så vidt angår spørgsmålet
om nævnets stillingtagen, hvis der i stedet havde foreligget en
frifindelsesdom, bemærkes, at hovedreglen i praksis er, at en frifindelsesdom
medfører at svigsafgørelsen ophæves forudsat, at der er identitet mellem de
to
sager.
I den foreliggende sag har
Politimesteren og Statsadvokaten lagt vægt på, dels at (A) har betragtet sin
virksomhed som hobbybetonet, dels den lange periode set i relation til
beløbets
størrelse. Der ses ikke i forbindelse med politiets efterforskning at være
fremkommet nye oplysninger i sagen.
Efter ankenævnets opfattelse
er Politimesterens bemærkninger i hvert fald delvis udtryk for nogle
procesøkonomiske hensyn, idet beløbets størrelse spiller en væsentlig rolle
for
påtaleopgivelsen.
Efter nævnets opfattelse kan
beløbets størrelse - når bortses fra rene bagateller - ikke alene begrunde,
at
et forhold ikke kan bedømmes som omfattet af a-lovens § 87, stk. 1, men
afgørende må være de øvrige omstændigheder i sagen.
Det har været afgørende for
ankenævnets vurdering af forholdet, at (A) kendte reglerne på området, idet
han
inden starten af sin selvstændige virksomhed havde søgt vejledning herom i
sin
daværende arbejdsløshedskasse. Ankenævnet har endvidere lagt vægt på, at han
i
forhold til skattevæsenet betragtede sig som selvstændig, og at han må have
indset, at dette også kunne være tilfældet i forhold til dagpengereglerne.
Ankenævnet har derfor
besluttet at fastholde afgørelsen om svigsslettelse uanset
påtaleopgivelsen."
I brev af 4. maj 1998 hertil
anførte anførte advokat B at det ikke fremgik af meddelelsen om
påtaleopgivelsen
at der skulle have været inddraget procesøkonomiske hensyn. Advokaten
fastholdt endvidere at forsætsvurderingen i forhold til straffeloven og
arbejdsløshedsforsikringslovens svigsbegreb måtte være det samme.
Ombudsmandens udtalelse
"Arbejdsmarkedets Ankenævn fastholdt ved afgørelsen af 17. april 1997 at
(A) skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskassen på grund af svig, selv
om anklagemyndigheden havde opgivet påtale. Anklagemyndigheden havde ved
påtaleopgivelsen navnlig lagt vægt på at der ikke kunne føres domfældende
bevis for forsæt.
Påtaleopgivelsen
Arbejdsmarkedets Ankenævn skrev i udtalelsen af 31. marts 1998 bl.a. at
politimesterens begrundelse for påtaleopgivelsen 'i hvert fald delvist (er)
udtryk for nogle procesøkonomiske hensyn, idet beløbets størrelse spiller en
væsentlig rolle for påtaleopgivelsen'.
Det fremgår ikke helt klart af ankenævnets udtalelse hvilken betydning det
har haft for ankenævnets afgørelse af 17. april 1997 at man var af den
opfattelse at påtaleopgivelsen delvis skyldtes procesøkonomiske hensyn.
Politimesteren i (X)-by meddelte i brev af 27. september 1996 at han i medfør
af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, havde besluttet at opgive påtale mod
(A) for overtrædelse af straffelovens § 279 (bedrageri) fordi videre
forfølgning i øvrigt ikke kunne ventes at føre til at den sigtede blev fundet
skyldig. I begrundelsen for Politimesteren i (X)-bys påtaleopgivelse som
senere blev tiltrådt af Statsadvokaten for Fyn, var der bl.a. anført:
'...
Jeg har ved min afgørelse navnlig lagt vægt på, at der ikke kan føres
domfældende bevis for, at ovennævnte havde forsæt, henset til forklaringen
om, at han betragtede sin virksomhed for hobbybetonet og henset til den lange
periode set i relation til beløbets størrelse.
...'
Det fremgår af afgørelsen at
politimesteren
navnlig
har lagt vægt
på at der ikke kunne føres det fornødne bevis for forsæt. Man må derfor gå ud
fra at det er dette hensyn der har været det afgørende. Såfremt
politimesteren
havde inddraget procesøkonomiske hensyn som en væsentlig del af
afgørelsesgrundlaget skulle der tillige have været henvist til
retsplejelovens
§ 721, stk. 1, nr. 3, hvorefter man kan opgive påtale, hvis sagens
gennemførelse
vil medføre vanskeligheder, omkostninger eller behandlingstider som ikke står
i rimeligt forhold til sagens betydning og den straf som den sigtede i givet
fald kan forventes idømt. Endvidere må henvisningen til beløbets størrelse
læses i sammenhæng med resten af sætningen. Politimesteren anfører at han
navnlig har lagt vægt på at der ikke kan føres domfældende bevis for at (A)
havde forsæt. Eftersætningen 'henset til forklaringen om, at han betragtede
sin virksomhed for hobbybetonet og henset til den lange periode set i
relation
til beløbets størrelse' fremtræder som en angivelse af de omstændigheder der
medførte at politimesteren ikke mente der kunne føres bevis for forsæt, ikke
som et nyt, selvstændigt element i afgørelsesgrundlaget.
Efter min opfattelse skulle
ankenævnet ved afgørelsen af 17. april 1997 have lagt til grund at det
afgørende for anklagemyndighedens påtaleopgivelse var den manglende mulighed
for at føre bevis for forsæt. Det er min opfattelse at der ikke er belæg for
ankenævnets opfattelse, hvorefter påtaleopgivelsen til dels skyldtes
procesøkonomiske
årsager.
Jeg har gjort ankenævnet
bekendt med min opfattelse.
Er ankenævnet bundet af politiets påtaleopgivelse på grund af
manglende bevis for forsæt?
Arbejdsløshedsforsikringslovens
§ 87, stk. 1, har følgende ordlyd:
'
§ 87.
Gør et medlem sig skyldig i svigagtigt forhold over for
kassen, kan direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen bestemme at pågældende
slettes som medlem af kassen, eller helt eller delvis udelukkes fra ret til
ydelser fra kassen bortset fra kursusgodtgørelse i et bestemt tidsrum.'
Svigsbestemmelsen fandtes
allerede i § 7 i den første arbejdsløshedsforsikringslov, lov nr. 88 af 9.
april 1907 om anerkendte arbejdsløshedskasser.
Der findes ikke i
forarbejderne nogen definition af svigsbegrebet.
På tidspunktet for afgørelsen
om at slette (A) for svig og afgørelsen om at fastholde denne svigsslettelse
efter at politiet havde meddelt påtaleopgivelse, var Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringens cirkulære af 19. februar 1987 vedrørende
retningslinier
for idømmelse af sanktion i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87,
stk. 1 og 3, gældende. I dette cirkulære var der om svigagtige forhold bl.a.
anført:
'
Svigagtige forhold;
Ved vurderingen af, om et medlem har gjort sig
skyldig i et svigagtigt forhold, vil det være afgørende, om den pågældende
bevidst
har
afgivet
urigtige oplysninger, eller
bevidst
har
fortiet
forhold for herigennem at oppebære dagpenge/efterløn
med urette.'
Cirkulæret blev ophævet ved
bekendtgørelse nr. 772 af 7. oktober 1997 om sanktioner i forbindelse med
uberettiget modtagelse af ydelser fra en arbejdsløshedskasse som trådte i
kraft
den 20. oktober 1997. Svigsbegrebet er ikke defineret i bekendtgørelsen. I
vejledning nr. 133 af 7. oktober 1997 til bekendtgørelsen er der om
svigsbegrebet bl.a. anført:
'Ved svig forstås, at et
medlem forsætligt fortier omstændigheder eller afgiver urigtige oplysninger
over for sin arbejdsløshedskasse for derved at modtage eller beholde en
ydelse
med urette.
Afgørende for anvendelse af
svigsbegrebet er, at der foreligger en forsætlig handling.
En forsætlig handling
foreligger i de situationer, hvor medlemmet
ved
eller anser det for overvejende sandsynligt
, at afgivelse af urigtige
oplysninger eller undladelse af at fremkomme med oplysninger til
arbejdsløshedskassen, der har betydning for modtagelsen af en ydelse fra
denne,
kan medføre, at medlemmet modtager en ydelse fra kassen med urette.
...'
Selve
indholdet
af det svigsbegreb som direktoratet har beskrevet i de to
anførte vejledninger svarer til strafferettens tilregnelseskrav i form af
forsæt. For at have handlet forsætligt skal man have handlet i den hensigt at
begå et strafbart forhold eller med viden om at ens handling eller undladelse
med overvejende sandsynlighed vil realisere et strafbart forhold.
Jeg har forstået at
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn
mener
at der gælder et forskelligt
beviskrav
i forhold til henholdsvis forsæt i relation til straffelovens bestemmelser og
svig i relation til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1.
Direktoratet har bl.a. henvist til Rigsadvokatens udtalelse i en konkret sag
fra 1991, hvori Rigsadvokaten bl.a. havde anført:
'...
Jeg skal herved bemærke, at
bedømmelsen af, om der i forhold til arbejdsløshedslovgivningen foreligger
svig
i den omhandlede situation er forskellig fra den strafferetlige bedømmelse
af, om der kan bevises forsæt til bedrageri i den samme situation. Det
påhviler
således anklagemyndigheden med en høj grad af sikkerhed at bevise den
pågældendes forsæt til bedrageri, hvilket jeg i den foreliggende sag, uanset
de
af direktoratet i deres skrivelse af 18. oktober 1991 til statsadvokaten i
Viborg anførte omstændigheder, ud fra de fremkomne forklaringer ikke har
fundet
fuldt tilstrækkeligt grundlag for at antage vil være muligt.
...'
Efter min opfattelse må det
lægges til grund at forsætskravet i henholdsvis
arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1, og strafferetten er det samme.
Derimod er der forskel i beviskravet. I straffesager skal tiltaltes skyld
være sandsynliggjort i en sådan grad at der ikke består nogen rimelig tvivl
herom. Hvis der efter bevisførelsen og bevisvurderingen i en straffesag
består
en rimelig tvivl om tiltaltes skyld, skal der ske frifindelse. Denne
grundsætning
udtrykkes ofte med ordene 'in dubio pro reo'; se bl.a. Gammeltoft-Hansen,
Strafferetspleje I (2. udg.), s.
94f.
I civilprocessen gælder der derimod sjældent så strenge beviskrav. Det er
ikke
muligt at opstille en generel regel om beviskravet i civile sager, fordi
kravet
til bevis ikke er det samme i alle typer af sager; jf. Gomard, Civilprocessen
(3. udg.), s. 417, samt Nørgaard og Garde, Forvaltningsret - Sagsbehandling
(4. udg.), s. 233. Selv om sager om svigsslettelse må anses for at være
temmelig
indgribende for borgerne og man derfor ud fra proportionalitetsbetragtninger
må skærpe beviskravene, er det dog fortsat min opfattelse at man ikke kan
opstille helt de samme beviskrav som i en sag der behandles efter
straffeprocessens
regler.
Jeg har endvidere i en
tidligere udtalelse (j.nr. ...) som De har modtaget i anonymiseret form,
tilkendegivet at der ikke ved statsadvokatens påtaleopgivelse var taget
stilling til, om forholdet kunne anses for svigagtigt i medfør af
arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1.
Efter min opfattelse er der
således ikke grundlag for at kritisere at Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn ikke automatisk
ophæver
en svigsslettelse, selv om anklagemyndigheden har opgivet påtale på grund af
manglende bevis for forsæt eller selv om der foreligger en frifindende dom
for
overtrædelse af straffeloven.
Domstolsafgørelser som en 'stærkere tilkendegivelse' end en administrativ
afgørelse om påtaleopgivelse
Når anklagemyndigheden træffer
beslutning om påtaleopgivelse på grund af manglende bevis for forsæt, eller
domstolene frifinder medlemmet på grund af manglende forsæt, foretager
direktoratet
(eller ankenævnet, hvis den oprindelige afgørelse har været indbragt for
ankenævnet) efter det oplyste en vurdering af om svigsslettelsen skal
fastholdes.
Se også Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens vejledning af 30.
december 1991 om politianmeldelse m.v. i sager om svig, pkt. 5 og 6, og
vejledning nr. 133 af 7. oktober 1997 til bekendtgørelse om sanktioner i
forbindelse med uberettiget modtagelse af ydelser fra en arbejdsløshedskasse.
Jeg er enig i at det at
påtaleopgivelse eller frifindende dom på grund af manglende bevis for forsæt
er
en omstændighed som bør give myndighederne anledning til at revurdere sagen,
selv om de ikke formelt er bundet af anklagemyndighedens eller rettens
bevisvurdering idet beviskravene som anført er forskellige. Jeg henviser
til at indholdet af svigsbegrebet i arbejdsløshedsforsikringsloven netop er
det samme som strafferettens forsætsbegreb, og at en vurdering fra
anklagemyndigheden eller retten af, hvorvidt der foreligger bevis for forsæt
til bedrageri efter straffeloven naturligt må inddrages som et moment i
vurderingen af om der foreligger et svigagtigt forhold efter
arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1.
Hvis myndighederne inddrager
henholdsvis anklagemyndighedens påtaleopgivelse og rettens frifindelse med
forskellig vægt i den fornyede vurdering efter
arbejdsløshedsforsikringslovens
§ 87, stk. 1, giver det imidlertid anledning til overvejelser i forhold til
de
almindelige principper vedrørende strafforfølgning, herunder forholdet mellem
anklagemyndigheden og domstolene.
I mit brev af 16. oktober
1997 til Arbejdsmarkedets Ankenævn og Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringen bad jeg bl.a. om at få oplyst hvilke konsekvenser
det ville have haft, hvis anklagemyndigheden havde besluttet at rejse tiltale
i sagen og (A) senere var blevet frifundet ved domstolen for overtrædelse af
straffelovens § 279 på grund af manglende bevis for forsæt. Jeg bad i den
anledning om at få oplysninger om myndighedernes overvejelser i forbindelse
med en eventuel forskelsbehandling af disse to tilfælde - politiets
beslutning
om at opgive påtale og domstolenes frifindelse - herunder om en sådan
forskelsbehandling var i overensstemmelse med det anklageprincip som er
gennemført i dansk strafferetspleje.
Direktoratet skrev i sin
udtalelse i brev af 23. januar 1998 bl.a.:
'...
Det skal bemærkes, at direktoratet
og ankenævnet i langt de fleste sager, hvor der sker påtaleopgivelse, ændrer
svigsafgørelsen til en afgørelse om uagtsomhed.
Da det som nævnt er
direktoratets opfattelse, at 'svigs-begrebet' i henholdsvis
arbejdsløshedsforsikringsloven og straffeloven ikke er identiske, gælder det
foran anførte som udgangspunkt også i tilfælde, hvor et medlem er blevet
frifundet for bedrageri ved en domstol.
Da en domstolsafgørelse er en
'stærkere tilkendegivelse' end en administrativ afgørelse om påtaleopgivelse,
vil direktoratet i praksis meget sjældent fastholde en afgørelse om
svigssanktion, hvis medlemmet er frikendt for bedrageri ved dom.
...'
Arbejdsmarkedets Ankenævn
skrev i brev af 31. marts 1998 bl.a.:
'...
Ankenævnet finder derfor, at
en påtaleopgivelse, uanset at denne må være udtryk for at anklagemyndigheden
har skønnet at der ikke kunne føres bevis for forsæt og en straffesag derfor
ikke ville kunne gennemføres til domfældelse, ikke i sig selv medfører, at en
svigsafgørelse må ophæves.
For så vidt angår spørgsmålet
om nævnets stillingtagen, hvis der i stedet havde foreligget en
frifindelsesdom, bemærkes, at hovedreglen i praksis er, at en frifindelsesdom
medfører at svigsafgørelsen ophæves forudsat, at der er identitet mellem de
to
sager.
...'
Jeg har forstået at det er
direktoratets og ankenævnets praksis at en frifindende dom for bedrageri
anses
for mere tungtvejende end anklagemyndighedens påtaleopgivelse på grund af
manglende bevis for forsæt ved vurderingen af om myndighederne skal fastholde
den oprindelige afgørelse om at slette medlemmet på grund af svig.
En sådan praksis er efter min
opfattelse i strid med anklageprincippet som bl.a. indebærer at retten ikke
kan
domfælde for noget forhold der ikke er omfattet af anklagerens tiltale
(retsplejelovens
§ 908, stk. 3); jf. Gammeltoft-Hansen, Strafferetspleje I (2. udg.), s.
33f. Det er således anklagemyndigheden
der afgør endeligt, hvorvidt og i hvilket omfang påtalen skal gennemføres; og
retten er bundet heraf. I vurderingen af spørgsmålet om påtaleopgivelse skal
anklagemyndigheden i sager som de her omhandlede anlægge ganske det samme
bedømmelsesgrundlag som domstolene; anklageren skal så at sige tænke sig i
dommerens sted (jf. Gammeltoft-Hansen, Strafferetspleje I (2. udg.), s.
181f
). I forhold til borgeren - den
sigtede - må de eventuelle civilretlige retsvirkninger derfor være ensartede,
uanset om der foreligger en påtaleopgivelse eller en frifindelse af
bevismæssige årsager (se som et eksempel herpå retsplejelovens §
1018 a, stk. 1, om erstatning for
strafforfølgning). Såfremt anklagemyndigheden har opgivet påtale ud fra en
vurdering af at der ikke kan føres domfældende bevis for forsæt, må denne
afgørelse derfor inddrages som et moment på lige linie med en frifindende dom
i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens og Arbejdsmarkedets Ankenævns
vurdering af om svigsslettelsen skal opretholdes. Der er med andre ord ikke
belæg for i denne sammenhæng at anse en frifindende dom for en 'stærkere
tilkendegivelse' (jf. direktoratets udtalelse af 23. januar 1998) end en
påtaleopgivelse.
Jeg har gjort direktoratet og
ankenævnet bekendt med min opfattelse.
Som anført under afsnittet
'Påtaleopgivelsen' er det efter min opfattelse uberettiget hvis ankenævnet
ved
afgørelsen af 17. april 1997 har anset politiets påtaleopgivelse for delvis
begrundet i procesøkonomiske hensyn. Endvidere er ankenævnets afgørelse
truffet
ud fra den urigtige retsopfattelse at anklagemyndighedens påtaleopgivelse på
grund af manglende bevis for forsæt ikke i den her omhandlede sammenhæng har
samme vægt som
en frifindende dom. På den
baggrund har jeg i dag henstillet til ankenævnet at genoptage behandlingen af
sagen. Jeg har henstillet til ankenævnet at træffe en ny afgørelse, hvorefter
ankenævnet inddrager anklagemyndighedens påtaleopgivelse med samme vægt som
hvis der forelå en dom, hvor (A) var frifundet for bedrageri (efter
straffelovens § 297) på grund af manglende forsæt."
Den 27. november 1998
meddelte Arbejdsmarkedets Ankenævn at nævnet havde genoptaget sagen. Ved møde
den 12. november 1998 havde ankenævnet besluttet at fastholde afgørelsen om
at
A skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskasse 1 for svig overfor denne
kasse og arbejdsløshedskasse 2.
Jeg meddelte herefter
Arbejdsmarkedets Ankenævn at jeg på det foreliggende grundlag ikke foretog
mig
videre.
Lignende dokumenter
- Skift af a-kasse, kontingentslettelse fra tidligere a-kasse, optaget uden anciennitet i ny a-kasse, den nye a-kasse havde udbetalt dagpenge, medlem ikke oplyst ny a-kasse om slettelsen, tilbagebetaling, handlet uagtsomt men ikke pålægges sanktion Retsinformation · 6. november 2009
- Betalingsservice, undladelse af betaling af arbejdsløshedskassekkontingent. Det finansielle ankenævn · 22. maj 1992
- Vejledning om sanktion til medlemmer af en arbejdsløshedskasse Retsinformation · 1. juli 2016
- Inddrivelse af gæld, der bestrides Landsskatteretten · 4. juli 2011
- Selvstændig bibeskæftigelse, skærpet arbejdskrav, 78 uger, tilbagebetaling, sanktion for svig og for uagtsomhed Retsinformation · 24. juli 2003
- Betydningen af retsforlig for afgørelse om slettelse af medlemskab af arbejdsløshedskasse på grund af svig. Retsinformation · 3. november 2003