Spring til indhold

Retsinformation

Opsættende virkning af en offentlig myndigheds klage.

FOU nr 1989.159UdtalelserFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Opsættende virkning af en offentlig myndigheds klage.

A klagede til mig over, at Den Sociale Ankestyrelse i brev af 6.

juli 1988 ikke fandt hende berettiget til støtte til køb af bil efter

bistandslovens § 58. Ved afgørelsen ændrede Den Sociale Ankestyrelse en

afgørelse

truffet af et revaliderings- og pensionsnævn i K Kommune. A klagede endvidere

over, at ankestyrelsen ikke havde fundet tilstrækkeligt grundlag for at

kritisere,

at revaliderings- og pensionsnævnet tillagde Det sociale udvalgs klage over

nævnets afgørelse opsættende virkning.

Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at A er født uden

venstre hånd og underarm. Ved 2 tidligere lejligheder, i 1966 og i 1977,

modtog hun støtte til køb af bil på grund af sit handicap. A er uddannet

journalist og arbejdede som informationschef. Hun var på

ansøgningstidspunktet

49 år gammel.

I 1987 ansøgte A revaliderings- og pensionsnævnet om støtte

efter bistandslovens § 58 til udskiftning af sin bil.

Revaliderings- og pensionsnævnets flertal besluttede den 11.

januar 1988 at imødekomme A's ansøgning. Nævnets afgørelse blev truffet bl.a.

på grundlag af en udtalelse fra A's arbejdsgiver om nødvendigheden af at have

rådighed over en bil i hendes stilling. Endvidere indgik i nævnets

beslutningsgrundlag

udtalelser fra 3 læger, som havde behandlet A i forbindelse med

overbelastning

af hendes højre arm og skulder.

Beslutningen blev meddelt Socialdirektoratet, som er sekretariat

for revaliderings- og pensionsnævnet.

Socialdirektoratet underrettede ikke A om nævnets afgørelse.

Nævnets afgørelse blev herefter drøftet i Det sociale udvalgs

Læs alt

møde den 9. februar 1988. Udvalget traf beslutning om at indbringe nævnets

afgørelse for Den Sociale Ankestyrelse samt om at anmode om, at klagen blev

tillagt

opsættende virkning.

Den 3. marts 1988 besluttede nævnet at give socialudvalgets

klage opsættende virkning, og i brev af 4. marts 1988 til Den Sociale

Ankestyrelse anførte nævnet bl.a. følgende:

"...

Det sociale udvalg har begrundet sit ønske om suspensiv virkning

med, at man ikke finder at betingelserne efter bilbekendtgørelsen for

tilkendelse på erhvervsmæssig indikation, er til stede.

Det skal bemærkes, at ansøgeren

ikke

har modtaget meddelelse

om revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse, idet udvalget har ønsket,

inden

dette sker, at få ankestyrelsens afgørelse af, om udvalgets anke vil kunne

tillægges

opsættende virkning...."

I brev af 24. marts 1988 til revaliderings- og pensionsnævnets

sekretariat meddelte ankestyrelsen, at styrelsen fandt, at nævnets afgørelse

burde have været meddelt A, og at styrelsen ikke kunne tage stilling til Det

sociale

udvalgs klage, før dette var sket.

I brev af 30. marts 1988 meddelte revaliderings- og pensionsnævnets

sekretariat herefter A, at nævnet havde besluttet, at der efter

bistandslovens

§ 58 kunne bevilges hende støtte til køb af bil på nærmere angivne vilkår.

I et følgebrev meddelte nævnet følgende:

"Idet der henvises til vedlagte kendelse, hvor De anses for

berettiget til bil i henhold til bekendtgørelsens § 2, stk. 1, 1. pkt. og § 8

samt § 9 med fradrag af provenu jf. § 5, kan det oplyses, at det sociale

udvalg har besluttet, at indbringe denne afgørelse for Den sociale

ankestyrelse. Udvalget har samtidig anmodet ankestyrelsen om at tage stilling

til, om anken kan få opsættende virkning. D.v.s. at sætte udbetalingen af

lånet

m.v. i bero, indtil Den sociale ankestyrelse har udtalt sig.

I et samtidigt brev til Den Sociale Ankestyrelse bad nævnet ankestyrelsen

om nu at vurdere "sagens realitet, herunder om den af revaliderings- og

pensionsnævnet

trufne afgørelse kan gives opsættende virkning".

A anførte bl.a. følgende i en klage til Den Sociale Ankestyrelse:

"...Det er vanskeligt for mig at forstå, at jeg ikke umiddelbart

har ret til den ydelse, som revaliderings- og pensionsnævnet har tilkendt

mig.

..."

I et brev af 20. april 1988 til revaliderings- og pensionsnævnet

anførte Den Sociale Ankestyrelse bl.a. følgende:

"...

Med hensyn til anmodningen om, at Ankestyrelsen skal tage

stilling til, om Revaliderings- og Pensionsnævnets afgørelse kan tillægges

opsættende virkning, bemærkes, at dette er et spørgsmål, som skal afgøres af

den myndighed, som i øvrigt har truffet afgørelse om sagens realitet.

Herefter er der mulighed for at indanke afgørelsen efter de gældende

klageregler.

Det fremgår da også af sagen, at Nævnet faktisk har taget

stilling til spørgsmålet, idet Nævnet på sit møde den 3. marts 1988 har

besluttet

at tillægge Det Sociale Udvalgs anke opsættende virkning. Denne beslutning er

blot ikke meddelt (A).

Da Nævnet ved sin afgørelse om opsættende virkning har

imødekommet Det Sociale Udvalg, kan dette spørgsmål kun behandles af

Ankestyrelsen,

dersom det indklages af (A).

Ankestyrelsen må derfor påny anmode Nævnet om at underrette (A)

om afgørelsen og herunder give klagevejledning. Indtil en sådan underretning

foreligger har klage over sagens realitet ikke opsættende virkning, det vil

sige at udbetalingen ikke kan sættes i bero.

..."

I et samtidigt brev til A redegjorde Den Sociale Ankestyrelse

tilsvarende for styrelsens opfattelse af kompetenceforholdene med hensyn til

spørgsmålet om opsættende virkning.

Revaliderings- og pensionsnævnet meddelte herefter i et brev af

22. april 1988 A, at nævnet havde besluttet at give Det sociale udvalgs klage

opsættende virkning. Nævnet vejledte A om hendes klageadgang.

I et brev af 3. maj 1988 klagede A til Den Sociale Ankestyrelse

over nævnets afgørelse med hensyn til spørgsmålet om den opsættende virkning

af Den Sociale Ankestyrelses klage. A anførte bl.a. følgende:

"...

Revaliderings- og Pensionsnævnet meddelte mig i brev af 30.

marts 1988, at nævnet havde besluttet at yde mig støtte til køb af bil, men

først i brev af 22. april meddeler man mig, at nævnet har besluttet at

efterkomme det sociale udvalgs ønske.

Jeg mener at have krav på nu at kunne købe ny bil efter de

retningslinier, Revaliderings- og Pensionsnævnet meddelte mig i brev af 30.

marts. Jeg går derfor ud fra, at ankestyrelsen tager meget hurtigt skridt til

at Revaliderings- og Pensionsnævnets afgørelser kan effektueres.

..."

Endvidere redegjorde A for, hvorfor hun fandt, at hun var berettiget

til at modtage støtte efter bistandslovens § 58. A kritiserede endelig, at

nævnet havde underrettet Det sociale udvalg om nævnets afgørelse, før hun som

ansøger blev orienteret om afgørelsen.

Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 6. juli 1988 havde

følgende indhold:

"Efter de foreliggende oplysninger om (A's) helbredsmæssige

og øvrige forhold finder Ankestyrelsen ikke, at der er tale om en sådan

nedsættelse af funktionsevnen, at det i væsentlig grad forringer evnen til at

færdes eller i væsentlig grad vanskeliggør muligheden for at opnå eller

fastholde et arbejde.

(A) findes derfor ikke berettiget til støtte til køb af bil.

Ankestyrelsen ændrer således Revaliderings- og Pensionsnævnets

afgørelse af 30. marts 1988.

Ankestyrelsen har ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at

kritisere, at Revaliderings- og Pensionsnævnet har tillagt Det Sociale

Udvalgs

anke opsættende virkning."

I klagen til mig anførte A bl.a. følgende:

"...

Mit handicap - manglende venstre hånd og underarm - bliver ikke

mindre med årene. Et sådant handicap betyder voldsom overbelastning af hele

den

højre side - en belastning der med årene betyder nedslidning og ikke

genopbygning.

Jeg er i dag 49 år og ikke 27 år, som jeg var, da man første gang ydede mig

støtte.

Jeg finder det ganske urimeligt, at man fra myndighederne indhenter

erklæring fra egne læger, men bygger afslaget på udtalelse fra læger, som end

ikke har set mig.

Efter min mening er det en mangelfuld besked at få, når man blot

fortæller mig, at det lægelige skøn er, at jeg ikke har brug for bil i mit

arbejde. Hvad så? Hvordan har man tænkt sig, at jeg skal udføre mit arbejde,

så

jeg kan "holde" tiden ud uden bil?

Det er vanskeligt for mig at forstå, at min kommune har

investeret i ombygning af mit køkken, diverse hjælpemidler i hjemmet, når

kommunen samtidig giver mig afslag til støtte af køb af bil.

Kommunen anerkender altså mit handicap i hjemmet, men ikke når

det gælder arbejdet."

I en udtalelse til mig anførte Den Sociale Ankestyrelse bl.a.

følgende:

"...

Ved sin realitetsbehandling af spørgsmålet om opsættende

virkning har Ankestyrelsen været opmærksom på de synspunkter, der er fremført

i Ombudsmandens beretning for 1978, sag nr. 85, herunder specielt vedrørende

spørgsmålet om forfaldstidspunktet for engangsydeler. Ankestyrelsen har dog

samtidig ment at måtte lægge vægt på den situation, der ville opstå, hvis et

revaliderings- og pensionsnævns bevilling af bilstøtte efterfølgende

underkendes af Ankestyrelsen uden, at der havde været mulighed for at

tillægge

- eller ikke var blevet tillagt - en anke fra kommunen opsættende virkning. I

denne situation ville Ankestyrelsens efterfølgende afgørelse indebære, at det

bevilgede lån til anskaffelse af bil måtte opsiges, og gælden betragtes som

forfalden til indfrielse med den sandsynlige virkning, at det anskaffede

køretøj måtte tilbageleveres. (A) var i forbindelse med sagens behandling i

Ankestyrelsen opmærksom på, at en sådan situation ville kunne indtræde. Hun

var

yderligere - som anført foran - blevet gjort opmærksom på, at Det Sociale

udvalgs klage over nævnets afgørelse ikke havde opsættende virkning, før en

meddelelse herom forelå fra nævnet, ledsaget af den fornødne klagevejledning,

jf. Ankestyrelsens brev af 20. april 1988 i.f.

Ankestyrelsen skal endelig pege på, at en revision af amtsankenævnenes

forretningsorden i 1985 bl.a. medførte, at anke over disse nævns afgørelser

ikke kunne tillægges opsættende virkning, hvorimod en lignende bestemmelse

ikke

blev indføjet i forretningsordenen for revaliderings- og pensionsnævn.

Når Ankestyrelsen i sin afgørelse af 29. juni 1988 udtalte, at

man ikke havde fundet tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at

Revaliderings-

og Pensionsnævnet havde tillagt Det Sociale Udvalgs anke opsættende virkning,

havde dette alene relation til sagens realitet. Ankestyrelsens vurdering af

det

forudgående hændelsesforløb var allerede blevet tilkendegivet i Styrelsens

tidligere brev til nævn, kommune og (A)."

Jeg udtalte følgende i en skrivelse til A:

"Sagen rejser for det første spørgsmålet om, hvorvidt revaliderings-og

pensionsnævnet var berettiget til ved afgørelsen af 22. april 1988 at

tillægge kommunens klage opsættende virkning.

Hverken i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 121 af 28. marts

1985 om forretningsorden for revaliderings- og pensionsnævnene eller i den

sociale lovgivning i øvrigt findes bestemmelser om, hvorvidt og hvornår en

afgørelse fra et revaliderings- og pensionsnævn kan tillægges opsættende

virkning.

Efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger har en

klage som udgangspunkt ikke opsættende virkning, og en afgørelse skal normalt

efterkommes uanset klage. I et vist omfang antages det dog, at der på

ulovbestemt

grundlag efter en konkret vurdering kan træffes afgørelse om opsættende

virkning. Det gælder i alt fald, hvor det drejer sig om bebyrdende

forvaltningsakter. Her vil den udstedende myndighed normalt kunne udsætte

forvaltningsaktens fuldbyrdelse, indtil klagesagen er afgjort. Anderledes

stiller sagen sig med hensyn til tvangsfuldbyrdelse i partsforhold, hvor den

berettigede

ikke skal affinde sig med, at den bistand, som loven giver ham til at få

gennemtvunget sin ret over for den forpligtede, forholdes ham i længere tid,

jf. bet. 657/1972, s. 70, 2. sp.

Den foreliggende sag vedrører en begunstigende forvaltningsafgørelse

i et partsforhold, hvor den ene part er en offentlig myndighed. I en sådan

sag

bør der efter min opfattelse kun undtagelsesvis være adgang til at tillægge

myndighedens klage opsættende virkning.

Om kommuners klage over amtsankenævns afgørelser om tildeling

af sociale ydelser er det antaget i tidligere ombudsmandspraksis, at adgangen

til at tillægge en klage opsættende virkning ophører, når den sociale ydelse

er

forfalden. Medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder, kan der

således ikke træffes afgørelse om opsættende virkning fra det tidspunkt, hvor

klienten og kommunen har henholdsvis et udbetalingskrav og en

udbetalingspligt.

Den nævnte praksis, der er omtalt i Folketingets ombudsmands beretning

1978.619 og Folketingets ombudsmands beretning 1983.216, bør efter min

opfattelse gælde tilsvarende for et revaliderings- og pensionsnævn. Herefter

indtræder forfaldstid med hensyn til engangsydelser normalt "i det

øjeblik, klienten får meddelelse om afgørelsen, og at udbetaling derfor

straks

kan kræves - med den modifikation, der følger af, at der må kræves tid til

den

rent tekniske ekspedition." (Folketingets ombudsmands beretning

1978.627).

Det er almindeligt antaget, at en afgørelse - herunder en afgørelse

om opsættende virkning - skal bekendtgøres for at få retsvirkninger over for

parten, jf. f.eks. Carl Aage Nørgård, Sagsbehandling, 3. udg., s. 228.

Revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse af 3. marts 1988 om

at tillægge kommunens afgørelse opsættende virkning blev meddelt Dem ved

nævnets brev af 22. april 1988. I forhold til Dem kan afgørelsen således

først

tillægges retsvirkninger fra dette tidspunkt.

Afgørelsen om støtte til bil blev meddelt Dem ved nævnets brev

af 30. marts 1988. Fra dette tidspunkt var kommunen forpligtet til på

begæring

at udbetale hovedydelsen (lånet), forudsat at bevillingsbrevets (let

konstaterbare)

betingelser var opfyldt. Med hensyn til vægtafgiftsfritagelse bemærker jeg,

at

den efter min opfattelse må anses som et tillæg til hovedydelsen.

På den baggrund er det min opfattelse, at nævnet var uberettiget

til ved brev af 22. april 1988 at tillægge afgørelsen opsættende virkning. De

bør derfor efter min opfattelse stilles, som om kommunens klage ikke var

tillagt

opsættende virkning.

Spørgsmålet er herefter, om et lån efter bistandslovens § 58 kan

kræves tilbagebetalt, hvis afgørelsen underkendes af ankestyrelsen, efter at

lånet er udbetalt til den berettigede.

Det fremgår af Den Sociale Ankestyrelses brev af 30. november

1988, at styrelsen er af den opfattelse, at "det bevilgede lån til

anskaffelse

af bil måtte opsiges og gælden betragtes som forfalden til indfrielse med den

sandsynlige virkning, at det anskaffede køretøj måtte tilbageleveres."

I den anledning bemærker jeg følgende:

Den sociale Ankestyrelses adgang efter ankestyrelseslovens § 9,

stk. 1, til bl.a. at ophæve den påklagede afgørelse omfatter principielt også

afgørelser, der er til gunst for adressaten.

Af forarbejderne til ankestyrelseslovens § 9 fremgår imidlertid,

at "den, der har modtaget en hjælp, som han efter ankestyrelsens

afgørelse

ikke er berettiget til, vil ikke komme til at tilbagebetale hjælpen,

medmindre

de almindelige betingelser herfor, dvs. normalt at hjælpen er modtaget

"mod bedre vidende" er til stede". (Folketingstidende 1972/73,

tillæg B, sp. 626).

De almindelige regler om tilbagebetaling i bistandslovens

kapitel 6 finder ikke anvendelse på lån efter bistandslovens § 58. Der er

endvidere ikke i Socialministeriets bekendtgørelse om støtte til køb af bil

efter bistandslovens § 58 (bekendtgørelse nr. 886 af 11. december 1986 med

senere ændringer) hjemlet adgang til opsigelse i en situation som den

foreliggende. Opsigelsesadgang forudsætter efter almindelige formueretlige

regler, at der foreligger en væsentlig misligholdelse, jf. i øvrigt Jørgen

Graversen, Tilbagebetaling af sociale ydelser, s. 82.

På denne baggrund er det min opfattelse, at Den Sociale Ankestyrelse

ville have været uberettiget til at opsige lånet, dersom det var udbetalt til

Dem i overensstemmelse med revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse af 30.

marts 1988.

Derfor må De - uanset Den Sociale Ankestyrelses senere afgørelse

- anses for berettiget til at få udbetalt støtten til bil, og jeg har

samtidig

hermed henstillet til ankestyrelsen at ændre sin afgørelse i overensstemmelse

hermed. Endvidere har jeg gjort revaliderings- og pensionsnævnet bekendt med

min opfattelse.

Sagen giver mig i øvrigt anledning til følgende bemærkninger om

spørgsmålet om kommuners klageadgang.

Den sociale lovgivning indeholder ikke lovbestemmelser, der tillægger

kommuner en klageret. Med udgangspunkt i praksis forud for socialreformens

gennemførelse forudsattes det imidlertid ved ankestyrelseslovens

gennemførelse,

at kommunerne er klageberettigede, jf. Folketingstidende, tillæg B 1972/73,

s.

624-628. Klageretten er senere lagt til grund i adskillige

ombudsmandsudtalelser,

bl.a. Folketingets ombudsmands beretning 1978.619 og Folketingets ombudsmands

beretning 1983.216.

Foruden kommuners klage over amtsankenævns afgørelser omfatter

den refererede praksis tillige kommunernes adgang til at påklage

revaliderings-

og pensionsnævnenes afgørelser (om tildeling af sociale ydelser) til Den

Sociale

Ankestyrelse, jf. Lars Nordskov Nielsen, Prøvelse (1986), s. 17. Det særlige

ved disse sager er, at der er tale om ydelser, som kommunerne enten ikke

eller

kun delvis bidrager til betalingen af.

Uden særlig hjemmel kan det i almindelighed ikke antages, at en

offentlig myndighed er klageberettiget med hensyn til en anden myndigheds

afgørelser, jf. Lars Nordskov Nielsen, Prøvelse, s. 17, og Poul Andersen,

Dansk Forvaltningsret, 5. udgave, s. 532.

På denne baggrund og på baggrund af den konkrete sag kan der

efter min opfattelse rejses det generelle spørgsmål, om der ikke i den

sociale

lovgivning bør tilvejebringes udtrykkelig lovhjemmel for en så usædvanlig

klageadgang. Jeg har samtidig hermed bedt om Socialministeriets bemærkninger

til dette spørgsmål."

Lignende dokumenter