Opsættende virkning af en offentlig myndigheds klage.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Opsættende virkning af en offentlig myndigheds klage.
A klagede til mig over, at Den Sociale Ankestyrelse i brev af 6.
juli 1988 ikke fandt hende berettiget til støtte til køb af bil efter
bistandslovens § 58. Ved afgørelsen ændrede Den Sociale Ankestyrelse en
afgørelse
truffet af et revaliderings- og pensionsnævn i K Kommune. A klagede endvidere
over, at ankestyrelsen ikke havde fundet tilstrækkeligt grundlag for at
kritisere,
at revaliderings- og pensionsnævnet tillagde Det sociale udvalgs klage over
nævnets afgørelse opsættende virkning.
Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at A er født uden
venstre hånd og underarm. Ved 2 tidligere lejligheder, i 1966 og i 1977,
modtog hun støtte til køb af bil på grund af sit handicap. A er uddannet
journalist og arbejdede som informationschef. Hun var på
ansøgningstidspunktet
49 år gammel.
I 1987 ansøgte A revaliderings- og pensionsnævnet om støtte
efter bistandslovens § 58 til udskiftning af sin bil.
Revaliderings- og pensionsnævnets flertal besluttede den 11.
januar 1988 at imødekomme A's ansøgning. Nævnets afgørelse blev truffet bl.a.
på grundlag af en udtalelse fra A's arbejdsgiver om nødvendigheden af at have
rådighed over en bil i hendes stilling. Endvidere indgik i nævnets
beslutningsgrundlag
udtalelser fra 3 læger, som havde behandlet A i forbindelse med
overbelastning
af hendes højre arm og skulder.
Beslutningen blev meddelt Socialdirektoratet, som er sekretariat
for revaliderings- og pensionsnævnet.
Socialdirektoratet underrettede ikke A om nævnets afgørelse.
Nævnets afgørelse blev herefter drøftet i Det sociale udvalgs
Læs alt
møde den 9. februar 1988. Udvalget traf beslutning om at indbringe nævnets
afgørelse for Den Sociale Ankestyrelse samt om at anmode om, at klagen blev
tillagt
opsættende virkning.
Den 3. marts 1988 besluttede nævnet at give socialudvalgets
klage opsættende virkning, og i brev af 4. marts 1988 til Den Sociale
Ankestyrelse anførte nævnet bl.a. følgende:
"...
Det sociale udvalg har begrundet sit ønske om suspensiv virkning
med, at man ikke finder at betingelserne efter bilbekendtgørelsen for
tilkendelse på erhvervsmæssig indikation, er til stede.
Det skal bemærkes, at ansøgeren
ikke
har modtaget meddelelse
om revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse, idet udvalget har ønsket,
inden
dette sker, at få ankestyrelsens afgørelse af, om udvalgets anke vil kunne
tillægges
opsættende virkning...."
I brev af 24. marts 1988 til revaliderings- og pensionsnævnets
sekretariat meddelte ankestyrelsen, at styrelsen fandt, at nævnets afgørelse
burde have været meddelt A, og at styrelsen ikke kunne tage stilling til Det
sociale
udvalgs klage, før dette var sket.
I brev af 30. marts 1988 meddelte revaliderings- og pensionsnævnets
sekretariat herefter A, at nævnet havde besluttet, at der efter
bistandslovens
§ 58 kunne bevilges hende støtte til køb af bil på nærmere angivne vilkår.
I et følgebrev meddelte nævnet følgende:
"Idet der henvises til vedlagte kendelse, hvor De anses for
berettiget til bil i henhold til bekendtgørelsens § 2, stk. 1, 1. pkt. og § 8
samt § 9 med fradrag af provenu jf. § 5, kan det oplyses, at det sociale
udvalg har besluttet, at indbringe denne afgørelse for Den sociale
ankestyrelse. Udvalget har samtidig anmodet ankestyrelsen om at tage stilling
til, om anken kan få opsættende virkning. D.v.s. at sætte udbetalingen af
lånet
m.v. i bero, indtil Den sociale ankestyrelse har udtalt sig.
I et samtidigt brev til Den Sociale Ankestyrelse bad nævnet ankestyrelsen
om nu at vurdere "sagens realitet, herunder om den af revaliderings- og
pensionsnævnet
trufne afgørelse kan gives opsættende virkning".
A anførte bl.a. følgende i en klage til Den Sociale Ankestyrelse:
"...Det er vanskeligt for mig at forstå, at jeg ikke umiddelbart
har ret til den ydelse, som revaliderings- og pensionsnævnet har tilkendt
mig.
..."
I et brev af 20. april 1988 til revaliderings- og pensionsnævnet
anførte Den Sociale Ankestyrelse bl.a. følgende:
"...
Med hensyn til anmodningen om, at Ankestyrelsen skal tage
stilling til, om Revaliderings- og Pensionsnævnets afgørelse kan tillægges
opsættende virkning, bemærkes, at dette er et spørgsmål, som skal afgøres af
den myndighed, som i øvrigt har truffet afgørelse om sagens realitet.
Herefter er der mulighed for at indanke afgørelsen efter de gældende
klageregler.
Det fremgår da også af sagen, at Nævnet faktisk har taget
stilling til spørgsmålet, idet Nævnet på sit møde den 3. marts 1988 har
besluttet
at tillægge Det Sociale Udvalgs anke opsættende virkning. Denne beslutning er
blot ikke meddelt (A).
Da Nævnet ved sin afgørelse om opsættende virkning har
imødekommet Det Sociale Udvalg, kan dette spørgsmål kun behandles af
Ankestyrelsen,
dersom det indklages af (A).
Ankestyrelsen må derfor påny anmode Nævnet om at underrette (A)
om afgørelsen og herunder give klagevejledning. Indtil en sådan underretning
foreligger har klage over sagens realitet ikke opsættende virkning, det vil
sige at udbetalingen ikke kan sættes i bero.
..."
I et samtidigt brev til A redegjorde Den Sociale Ankestyrelse
tilsvarende for styrelsens opfattelse af kompetenceforholdene med hensyn til
spørgsmålet om opsættende virkning.
Revaliderings- og pensionsnævnet meddelte herefter i et brev af
22. april 1988 A, at nævnet havde besluttet at give Det sociale udvalgs klage
opsættende virkning. Nævnet vejledte A om hendes klageadgang.
I et brev af 3. maj 1988 klagede A til Den Sociale Ankestyrelse
over nævnets afgørelse med hensyn til spørgsmålet om den opsættende virkning
af Den Sociale Ankestyrelses klage. A anførte bl.a. følgende:
"...
Revaliderings- og Pensionsnævnet meddelte mig i brev af 30.
marts 1988, at nævnet havde besluttet at yde mig støtte til køb af bil, men
først i brev af 22. april meddeler man mig, at nævnet har besluttet at
efterkomme det sociale udvalgs ønske.
Jeg mener at have krav på nu at kunne købe ny bil efter de
retningslinier, Revaliderings- og Pensionsnævnet meddelte mig i brev af 30.
marts. Jeg går derfor ud fra, at ankestyrelsen tager meget hurtigt skridt til
at Revaliderings- og Pensionsnævnets afgørelser kan effektueres.
..."
Endvidere redegjorde A for, hvorfor hun fandt, at hun var berettiget
til at modtage støtte efter bistandslovens § 58. A kritiserede endelig, at
nævnet havde underrettet Det sociale udvalg om nævnets afgørelse, før hun som
ansøger blev orienteret om afgørelsen.
Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 6. juli 1988 havde
følgende indhold:
"Efter de foreliggende oplysninger om (A's) helbredsmæssige
og øvrige forhold finder Ankestyrelsen ikke, at der er tale om en sådan
nedsættelse af funktionsevnen, at det i væsentlig grad forringer evnen til at
færdes eller i væsentlig grad vanskeliggør muligheden for at opnå eller
fastholde et arbejde.
(A) findes derfor ikke berettiget til støtte til køb af bil.
Ankestyrelsen ændrer således Revaliderings- og Pensionsnævnets
afgørelse af 30. marts 1988.
Ankestyrelsen har ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at
kritisere, at Revaliderings- og Pensionsnævnet har tillagt Det Sociale
Udvalgs
anke opsættende virkning."
I klagen til mig anførte A bl.a. følgende:
"...
Mit handicap - manglende venstre hånd og underarm - bliver ikke
mindre med årene. Et sådant handicap betyder voldsom overbelastning af hele
den
højre side - en belastning der med årene betyder nedslidning og ikke
genopbygning.
Jeg er i dag 49 år og ikke 27 år, som jeg var, da man første gang ydede mig
støtte.
Jeg finder det ganske urimeligt, at man fra myndighederne indhenter
erklæring fra egne læger, men bygger afslaget på udtalelse fra læger, som end
ikke har set mig.
Efter min mening er det en mangelfuld besked at få, når man blot
fortæller mig, at det lægelige skøn er, at jeg ikke har brug for bil i mit
arbejde. Hvad så? Hvordan har man tænkt sig, at jeg skal udføre mit arbejde,
så
jeg kan "holde" tiden ud uden bil?
Det er vanskeligt for mig at forstå, at min kommune har
investeret i ombygning af mit køkken, diverse hjælpemidler i hjemmet, når
kommunen samtidig giver mig afslag til støtte af køb af bil.
Kommunen anerkender altså mit handicap i hjemmet, men ikke når
det gælder arbejdet."
I en udtalelse til mig anførte Den Sociale Ankestyrelse bl.a.
følgende:
"...
Ved sin realitetsbehandling af spørgsmålet om opsættende
virkning har Ankestyrelsen været opmærksom på de synspunkter, der er fremført
i Ombudsmandens beretning for 1978, sag nr. 85, herunder specielt vedrørende
spørgsmålet om forfaldstidspunktet for engangsydeler. Ankestyrelsen har dog
samtidig ment at måtte lægge vægt på den situation, der ville opstå, hvis et
revaliderings- og pensionsnævns bevilling af bilstøtte efterfølgende
underkendes af Ankestyrelsen uden, at der havde været mulighed for at
tillægge
- eller ikke var blevet tillagt - en anke fra kommunen opsættende virkning. I
denne situation ville Ankestyrelsens efterfølgende afgørelse indebære, at det
bevilgede lån til anskaffelse af bil måtte opsiges, og gælden betragtes som
forfalden til indfrielse med den sandsynlige virkning, at det anskaffede
køretøj måtte tilbageleveres. (A) var i forbindelse med sagens behandling i
Ankestyrelsen opmærksom på, at en sådan situation ville kunne indtræde. Hun
var
yderligere - som anført foran - blevet gjort opmærksom på, at Det Sociale
udvalgs klage over nævnets afgørelse ikke havde opsættende virkning, før en
meddelelse herom forelå fra nævnet, ledsaget af den fornødne klagevejledning,
jf. Ankestyrelsens brev af 20. april 1988 i.f.
Ankestyrelsen skal endelig pege på, at en revision af amtsankenævnenes
forretningsorden i 1985 bl.a. medførte, at anke over disse nævns afgørelser
ikke kunne tillægges opsættende virkning, hvorimod en lignende bestemmelse
ikke
blev indføjet i forretningsordenen for revaliderings- og pensionsnævn.
Når Ankestyrelsen i sin afgørelse af 29. juni 1988 udtalte, at
man ikke havde fundet tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at
Revaliderings-
og Pensionsnævnet havde tillagt Det Sociale Udvalgs anke opsættende virkning,
havde dette alene relation til sagens realitet. Ankestyrelsens vurdering af
det
forudgående hændelsesforløb var allerede blevet tilkendegivet i Styrelsens
tidligere brev til nævn, kommune og (A)."
Jeg udtalte følgende i en skrivelse til A:
"Sagen rejser for det første spørgsmålet om, hvorvidt revaliderings-og
pensionsnævnet var berettiget til ved afgørelsen af 22. april 1988 at
tillægge kommunens klage opsættende virkning.
Hverken i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 121 af 28. marts
1985 om forretningsorden for revaliderings- og pensionsnævnene eller i den
sociale lovgivning i øvrigt findes bestemmelser om, hvorvidt og hvornår en
afgørelse fra et revaliderings- og pensionsnævn kan tillægges opsættende
virkning.
Efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger har en
klage som udgangspunkt ikke opsættende virkning, og en afgørelse skal normalt
efterkommes uanset klage. I et vist omfang antages det dog, at der på
ulovbestemt
grundlag efter en konkret vurdering kan træffes afgørelse om opsættende
virkning. Det gælder i alt fald, hvor det drejer sig om bebyrdende
forvaltningsakter. Her vil den udstedende myndighed normalt kunne udsætte
forvaltningsaktens fuldbyrdelse, indtil klagesagen er afgjort. Anderledes
stiller sagen sig med hensyn til tvangsfuldbyrdelse i partsforhold, hvor den
berettigede
ikke skal affinde sig med, at den bistand, som loven giver ham til at få
gennemtvunget sin ret over for den forpligtede, forholdes ham i længere tid,
jf. bet. 657/1972, s. 70, 2. sp.
Den foreliggende sag vedrører en begunstigende forvaltningsafgørelse
i et partsforhold, hvor den ene part er en offentlig myndighed. I en sådan
sag
bør der efter min opfattelse kun undtagelsesvis være adgang til at tillægge
myndighedens klage opsættende virkning.
Om kommuners klage over amtsankenævns afgørelser om tildeling
af sociale ydelser er det antaget i tidligere ombudsmandspraksis, at adgangen
til at tillægge en klage opsættende virkning ophører, når den sociale ydelse
er
forfalden. Medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder, kan der
således ikke træffes afgørelse om opsættende virkning fra det tidspunkt, hvor
klienten og kommunen har henholdsvis et udbetalingskrav og en
udbetalingspligt.
Den nævnte praksis, der er omtalt i Folketingets ombudsmands beretning
1978.619 og Folketingets ombudsmands beretning 1983.216, bør efter min
opfattelse gælde tilsvarende for et revaliderings- og pensionsnævn. Herefter
indtræder forfaldstid med hensyn til engangsydelser normalt "i det
øjeblik, klienten får meddelelse om afgørelsen, og at udbetaling derfor
straks
kan kræves - med den modifikation, der følger af, at der må kræves tid til
den
rent tekniske ekspedition." (Folketingets ombudsmands beretning
1978.627).
Det er almindeligt antaget, at en afgørelse - herunder en afgørelse
om opsættende virkning - skal bekendtgøres for at få retsvirkninger over for
parten, jf. f.eks. Carl Aage Nørgård, Sagsbehandling, 3. udg., s. 228.
Revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse af 3. marts 1988 om
at tillægge kommunens afgørelse opsættende virkning blev meddelt Dem ved
nævnets brev af 22. april 1988. I forhold til Dem kan afgørelsen således
først
tillægges retsvirkninger fra dette tidspunkt.
Afgørelsen om støtte til bil blev meddelt Dem ved nævnets brev
af 30. marts 1988. Fra dette tidspunkt var kommunen forpligtet til på
begæring
at udbetale hovedydelsen (lånet), forudsat at bevillingsbrevets (let
konstaterbare)
betingelser var opfyldt. Med hensyn til vægtafgiftsfritagelse bemærker jeg,
at
den efter min opfattelse må anses som et tillæg til hovedydelsen.
På den baggrund er det min opfattelse, at nævnet var uberettiget
til ved brev af 22. april 1988 at tillægge afgørelsen opsættende virkning. De
bør derfor efter min opfattelse stilles, som om kommunens klage ikke var
tillagt
opsættende virkning.
Spørgsmålet er herefter, om et lån efter bistandslovens § 58 kan
kræves tilbagebetalt, hvis afgørelsen underkendes af ankestyrelsen, efter at
lånet er udbetalt til den berettigede.
Det fremgår af Den Sociale Ankestyrelses brev af 30. november
1988, at styrelsen er af den opfattelse, at "det bevilgede lån til
anskaffelse
af bil måtte opsiges og gælden betragtes som forfalden til indfrielse med den
sandsynlige virkning, at det anskaffede køretøj måtte tilbageleveres."
I den anledning bemærker jeg følgende:
Den sociale Ankestyrelses adgang efter ankestyrelseslovens § 9,
stk. 1, til bl.a. at ophæve den påklagede afgørelse omfatter principielt også
afgørelser, der er til gunst for adressaten.
Af forarbejderne til ankestyrelseslovens § 9 fremgår imidlertid,
at "den, der har modtaget en hjælp, som han efter ankestyrelsens
afgørelse
ikke er berettiget til, vil ikke komme til at tilbagebetale hjælpen,
medmindre
de almindelige betingelser herfor, dvs. normalt at hjælpen er modtaget
"mod bedre vidende" er til stede". (Folketingstidende 1972/73,
tillæg B, sp. 626).
De almindelige regler om tilbagebetaling i bistandslovens
kapitel 6 finder ikke anvendelse på lån efter bistandslovens § 58. Der er
endvidere ikke i Socialministeriets bekendtgørelse om støtte til køb af bil
efter bistandslovens § 58 (bekendtgørelse nr. 886 af 11. december 1986 med
senere ændringer) hjemlet adgang til opsigelse i en situation som den
foreliggende. Opsigelsesadgang forudsætter efter almindelige formueretlige
regler, at der foreligger en væsentlig misligholdelse, jf. i øvrigt Jørgen
Graversen, Tilbagebetaling af sociale ydelser, s. 82.
På denne baggrund er det min opfattelse, at Den Sociale Ankestyrelse
ville have været uberettiget til at opsige lånet, dersom det var udbetalt til
Dem i overensstemmelse med revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse af 30.
marts 1988.
Derfor må De - uanset Den Sociale Ankestyrelses senere afgørelse
- anses for berettiget til at få udbetalt støtten til bil, og jeg har
samtidig
hermed henstillet til ankestyrelsen at ændre sin afgørelse i overensstemmelse
hermed. Endvidere har jeg gjort revaliderings- og pensionsnævnet bekendt med
min opfattelse.
Sagen giver mig i øvrigt anledning til følgende bemærkninger om
spørgsmålet om kommuners klageadgang.
Den sociale lovgivning indeholder ikke lovbestemmelser, der tillægger
kommuner en klageret. Med udgangspunkt i praksis forud for socialreformens
gennemførelse forudsattes det imidlertid ved ankestyrelseslovens
gennemførelse,
at kommunerne er klageberettigede, jf. Folketingstidende, tillæg B 1972/73,
s.
624-628. Klageretten er senere lagt til grund i adskillige
ombudsmandsudtalelser,
bl.a. Folketingets ombudsmands beretning 1978.619 og Folketingets ombudsmands
beretning 1983.216.
Foruden kommuners klage over amtsankenævns afgørelser omfatter
den refererede praksis tillige kommunernes adgang til at påklage
revaliderings-
og pensionsnævnenes afgørelser (om tildeling af sociale ydelser) til Den
Sociale
Ankestyrelse, jf. Lars Nordskov Nielsen, Prøvelse (1986), s. 17. Det særlige
ved disse sager er, at der er tale om ydelser, som kommunerne enten ikke
eller
kun delvis bidrager til betalingen af.
Uden særlig hjemmel kan det i almindelighed ikke antages, at en
offentlig myndighed er klageberettiget med hensyn til en anden myndigheds
afgørelser, jf. Lars Nordskov Nielsen, Prøvelse, s. 17, og Poul Andersen,
Dansk Forvaltningsret, 5. udgave, s. 532.
På denne baggrund og på baggrund af den konkrete sag kan der
efter min opfattelse rejses det generelle spørgsmål, om der ikke i den
sociale
lovgivning bør tilvejebringes udtrykkelig lovhjemmel for en så usædvanlig
klageadgang. Jeg har samtidig hermed bedt om Socialministeriets bemærkninger
til dette spørgsmål."
Lignende dokumenter
- Afslag på støtte til køb af bil Retsinformation · 23. juni 2003
- Støtte efter bistandsloven til køb af invalidebil Retsinformation · 21. februar 2019
- Forholdet mellem sygedagpengeloven og invalidepensionsloven Retsinformation · 13. marts 2019
- Afslag på støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58. Retsinformation · 25. juni 2003
- Bortfald af bevilliget støtte til køb af bil Retsinformation · 3. marts 2003
- Genoptagelse af sag om invalidepension til gift kvinde Retsinformation · 13. marts 2019