Spring til indhold

Retsinformation

Afslag på støtte til køb af bil

FOU nr 1996.193UdtalelserFolketinget23. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afslag på støtte til køb af bil

Ægteparret A og B klagede

over at A havde fået afslag på støtte til køb af bil efter bistandslovens §

58.

I august 1992 ansøgte A om

hjælp efter bistandslovens § 58 til køb af bil. Baggrunden for ansøgningen

var den at A led af en svær og fremadskridende Parkinsons sygdom og af en

psykisk lidelse med tilbagevendende psykoser. Sygdommen havde indsnævret

hendes

bevægelsesmuligheder således at hun kun havde en kort gangdistance og besvær

ved at benytte offentlige transportmidler. På grund af sygdommen havde A den

24. juni 1992 fået tilkendt mellemste førtidspension. Samtidig modtog hun

afslag på bistandstillæg. Den 18. december 1992 ansøgte A om forhøjelse af

pensionen og den 8. marts 1993 om tilkendelse af plejetillæg.

Den 20. januar 1993 tiltrådte

Den Sociale Ankestyrelse revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse af 24.

juni 1992 hvorefter A var berettiget til mellemste pension, men ikke til

bistandstillæg.

Revaliderings- og

Pensionsnævnet for Frederiksborg Amt modtog den 15. marts 1993 en indstilling

fra Hillerød Kommune om at A fik tilkendt støtte til bil efter bistandslovens

§

58.

Nævnet traf afgørelse i

bilstøttesagen den 28. maj 1993. Afgørelsen havde følgende ordlyd:

"Revaliderings- og

pensionsnævnet har som følge af de nedennævnte oplysninger ikke kunnet

imødekomme Deres ansøgning om støtte til køb af bil i henhold til

socialministeriets bekendtgørelse nr. 886 af 11. december 1986, § 1.

Revaliderings- og

Læs alt

pensionsnævnet har fra Deres kommune modtaget de sagsakter, der har dannet

grundlag for afgørelsen. Deres helbredsmæssige forhold er belyst gennem

lægelige oplysninger dels fra Deres egen læge, og dels fra

hospitalsindlæggelser m.m. Under behandlingen af Deres ansøgning har der

deltaget lægesagkundskab.

Deres sag er behandlet på

grundlag af de regler der er fastsat i socialministeriets bekendtgørelse nr.

886 af 11. december 1986, § 1, hvor det er anført, at støtte til køb af bil

kan

ydes til personer med varig nedsættelse af funktionsevnen, der i væsentlig

grad forringer evnen til at færdes eller i vanskelig grad vanskeliggør

muligheden for at opnå eller fastholde et arbejde, eller gennemføre en

uddannelse uden brug af bil.

Angående Deres erhvervsmæssige

og sociale forhold er det oplyst, at De er 57, gift og modtager mellemste

førtidspension. Det er til sagen oplyst, at når Deres medicin er velreguleret

har De en gangdistance på ca. 15 minutter. I de perioder, hvor Deres medicin

ikke er velreguleret får De 'fastfrysningssymptomer' og er ikke i stand til

at

gå.

·

De har ligeledes oplyst, at De ikke kan

benytte offentlige befordringsmidler.

·

De har fået tildelt et invalideskilt til

brug ved parkering.

·

Det er endvidere anført, at det er Deres

ægtefælle, der skal køre for Dem.

Til brug ved sagens

behandling har der foreligget Deres bemærkninger til ansøgningen, Deres

ægtefælles bemærkninger af d. 25/9-92, statusbedømmelse fra overlæge (C) af

d.

6/11-92 samt sagsakter fra Deres tidligere ansøgning om forhøjelse af

pensionen.

Efter det, der er oplyst om

Deres helbredsmæssige tilstand og ud fra de øvrige forhold har revaliderings-

og pensionsnævnet skønnet, at De på trods af visse helbredsmæssige

vanskeligheder ikke har en funktionsevne, som er nedsat i en sådan grad, at

det

forringer Deres evne til at færdes eller i væsentlig grad vanskeliggør

muligheden for at færdes med bl.a. offentlige transportmidler.

Nævnet har derfor i sit

ovennævnte møde ikke fundet, at betingelserne, i henhold til

socialministeriets

bekendtgørelse 886 af 11. december 1986 § 1 om at yde støtte til køb af bil

på

hjælpemiddelgrundlag, er til stede."

B klagede på vegne af A til

Den Sociale Ankestyrelse den 18. juni 1993. I brevet skrev B at afgørelsen

baserede sig på et lægeligt fejlskøn, og at A's helbredstilstand var

forværret

siden afgørelsen. Bl.a. skrev han at gangdistancen nu var væsentlig kortere,

og

at A nu ofte måtte transporteres i kørestol.

Revaliderings- og

pensionsnævnet fastholdt afgørelsen og sendte den 23. august 1993 sagen til

behandling i Ankestyrelsen. I et brev af 12. november 1993 til styrelsen

gjorde

B rede for A's kørselsbehov i forbindelse med behandling og ophold i

dagcenter.

Ankestyrelsen traf afgørelse

i sagen den 18. januar 1994. Afgørelsen lød således:

"På baggrund af

oplysningerne om Deres helbredsmæssige og øvrige forhold er De ikke

berettiget

til støtte til køb af bil.

De opfylder derfor heller

ikke betingelserne for fritagelse for betaling af vægtafgift.

Ankestyrelsen har ved

afgørelsen lagt vægt på, at selv om De ikke mener, De kan færdes uden for

hjemmet, med mindre det foregår i egen bil, medfører Deres helbredstilstand

efter de foreliggende lægelige oplysninger ikke nedsættelse af funktionsevnen

i

et sådant omfang, som er en forudsætning for at opnå støtte til bil.

Ankestyrelsen har herudover

lagt vægt på, at Deres kørselsbehov ikke er forbundet med et arbejde eller en

uddannelse, men at kørselsbehovet alene skal vurderes i forhold til Deres

udfoldelsesmuligheder i dagligdagen.

Ankestyrelsen tiltræder

således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse."

Om afgørelsens faktiske og

retlige grundlag var anført følgende:

"

Grundlaget for afgørelsen:

...

Deres helbredsforhold er

bl.a. beskrevet i erklæring ved speciallæge i neuromedicin (D) af 2. december

1991, samt i statusbedømmelse af 6. november 1992.

Endvidere foreligger

udtalelser fra Dem i breve af 25. september 1992 og 12. november 1993.

I klagen har De bl.a. anført,

at der er et stort behov for transport i forbindelse med forskellige

behandlingsforløb

samt transport til dagcenter.

Ved sagens behandling i

Ankestyrelsen har der deltaget rådgivende læge.

Lovgrundlaget for afgørelsen:

Deres ansøgning er bedømt

efter §§ 1 og 2 i Socialministeriets bekendtgørelse om støtte til køb af bil

efter bistandslovens § 58."

Den 27. maj 1994 traf

revaliderings- og pensionsnævnet afgørelse i pensionssagen. Nævnet tilkendte

A

højeste førtidspension med virkning fra den 1. januar 1993. Endvidere traf

nævnet afgørelse om at A var berettiget til plejetillæg fra den 1. april

1993.

Den 1. juni 1994 skrev B

herefter til revaliderings- og pensionsnævnet. I brevet bad han om at

afgørelsen om bilstøtte blev genoptaget. B skrev at afgørelserne var baseret

på et fejlskøn, og at Den Sociale Ankestyrelse burde have indhentet

yderligere

oplysninger om A's helbredstilstand. Han henviste til at der nu forelå

dokumentation for at A's muligheder for at færdes var yderligere forringet,

og

til at hun nu var tilkendt højeste pension og plejetillæg.

Efter at B den 17. august 1994

havde bedt om at nævnet bekræftede modtagelsen af hans klage og anslog

sagsbehandlingstidens længde, skrev han den 12. januar 1995 til

Ankestyrelsen.

I brevet klagede han over sagsbehandlingstiden. Endvidere skrev han at

kommunen

ville støtte en fornyet ansøgning om bilstøtte. Endelig bad han om at

Ankestyrelsen hjalp ham til at få genoptaget sagen om bilstøtte.

Den 13. januar 1995 sendte

revaliderings- og pensionsnævnet sagen til Ankestyrelsen. I brevet var anført

følgende:

"Ved afgørelse af d.

18/1-94 tiltrådte Ankestyrelsen nævnets afgørelse om afslag på støtte til køb

af bil.

Ved afgørelse af d. 26/5-94

tilkender nævnet ansøger højeste førtidspension samt plejetillæg.

Ved brev af 1. juni 1994

anmoder ægtefællen (B) om en genoptagelse af ovennævnte bilsag.

Sagen har af forskellige

årsager beroet for længe i sekretariatet.

Sagen fremsendes til

Ankestyrelsens afgørelse af, hvorvidt den tidligere sag kan genoptages.

Endvidere vedlægges sagen om forhøjelse af førtidspension og

plejetillæg."

Af nogle af pensionssagens

lægelige akter fremgik at A's helbredstilstand klart var forværret siden

nævnet

sidst traf afgørelse om pension og plejetillæg. Hendes gangdistance var bl.a.

beskrevet i erklæring af 23. november 1993 fra et dagcenter, i

statusbedømmelse

af 17. februar 1994 fra lægerne E og F og i erklæring af 7. marts 1994 fra

overlæge C. Det fremgik bl.a. at A's gangdistance var reduceret, således at

hun

ofte kun var i stand til at gå få skridt alene.

Den Sociale Ankestyrelse traf

afgørelse i sagen den 14. marts 1995. Ankestyrelsen skrev således:

"I brev af 12. januar

1995 har Deres ægtefælle anmodet om genoptagelse af Deres sag om støtte til

køb

af bil.

Ankestyrelsen har den 12.

januar 1994 stadfæstet afgørelse fra Frederiksborg Statsamt, Revaliderings-

og Pensionsnævnet,

hvorefter De fik afslag på ansøgning om støtte til bil.

Ankestyrelsens afgørelse er

meddelt i brev af 18. januar 1994.

I henvendelsen er redegjort

for, at sagen findes at være afgjort ud fra et fejlskøn over Deres

funktionsnedsættelse. I henvendelsen gøres opmærksom på, at De nu er tilkendt

højeste førtidspension samt plejetillæg, hvilket skulle bekræfte, at der ikke

i

tilstrækkelig grad ved Ankestyrelsens afgørelse har været lagt vægt på

nedsættelsen af Deres funktionsevne.

Ankestyrelsen har påny

gennemgået Deres sag, og sammenholdt de tidligere oplysninger med de nu

fremkomne, men finder ikke, at der i henvendelsen er forhold, der kan give

anledning til genoptagelse af sagen.

Ankestyrelsen finder ikke, at

det er godtgjort, at Deres invaliditet på ansøgningstidspunktet var af et

omfang, som efter loven berettiger til bilstøtte.

Ankestyrelsen er opmærksom

på, at nævnet nu har tilkendt Dem højeste førtidspension samt plejetillæg,

men

har ikke foretaget en nærmere bedømmelse af dette tilkendelsesforhold, idet

der

ikke skønnes at have været en helbredssituation på ansøgningstidspunktet i

1992, som kunne støtte en biltilkendelse, men at Deres helbredssituation

først

er ændret på et væsentligt senere tidspunkt.

Ankestyrelsen finder således

ikke, at der er fremkommet oplysninger, der kan ændre Ankestyrelsens

afgørelse,

og Ankestyrelsen fastholder derfor afgørelsen meddelt i brev af 18. januar

1994."

Den 17. marts 1995 klagede B

til mig. I anledning af hans klage indhentede jeg sagens akter. Efter min

gennemgang af akterne skrev jeg den 3. juli 1995 bl.a. således til

Ankestyrelsen:

"Den Sociale

Ankestyrelses afgørelse er begrundet i, at Ankestyrelsen ikke fandt det

godtgjort, at den helbredstilstand, der har ført til, at (A) med virkning fra

henholdsvis 1. januar og 1. april 1993 er tilkendt højeste førtidspension og

plejetillæg, ikke forelå på det tidspunkt, da (A) i 1992 ansøgte om

bilstøtte.

Ankestyrelsen har derfor ikke foretaget en nærmere bedømmelse af, om (A)'s

nuværende helbredstilstand kunne berettige til støtte efter bistandslovens §

58

til køb af bil.

Jeg må forstå, at det er

Ankestyrelsens retsopfattelse, at der ikke kan tages hensyn til de

helbredsforringelser, der er sket under sagens behandling.

Idet jeg iøvrigt henviser til

det, (B) har anført i sit brev, skal jeg bede om, at styrelsen udtaler sig

nærmere om sin retsopfattelse..."

Ankestyrelsen skrev i den

anledning bl.a. således i et brev af 27. juli 1995:

"I brev af 12. januar

1995 - det vil sige et år efter vi mødebehandlede sagen - anmodede (B) på

vegne af sin hustru Ankestyrelsen om genoptagelse af bilsagen. (B) henviste

til, at Ankestyrelsens afgørelse var et fejlskøn over (A)'s funktionsevne.

Hun

var nu tilkendt højeste førtidspension samt plejetillæg ved revaliderings- og

pensionsnævnets afgørelse af 27. maj 1994, hvilket bekræftede, at der ikke i

tilstrækkelig grad i Ankestyrelsens afgørelse var lagt vægt på hendes

nedsatte

funktionsevne.

Ankestyrelsen afviste den 14.

marts 1995 at genoptage sagen, idet vi ikke fandt det godtgjort, at de nu

fremkomne oplysninger om hendes invaliditet var af et sådant omfang, at hun

var

berettiget til bilstøtte på 'ansøgningstidspunktet'.

Ankestyrelsen er nu blevet

opmærksom på, at vi ikke har været tilstrækkelig præcis i formuleringen af

begrundelsen

for afslag på genoptagelse.

Det er fortsat vores

opfattelse, at nye oplysninger om ændringer i for eksempel helbredstilstanden

inddrages i vurderingen, mens sagen er under behandling i Ankestyrelsen.

Oplysninger om helbredsmæssig forværrelse, der fremkommer

efter

sagen er afgjort, kan normalt ikke begrunde genoptagelse af

sagen, med mindre det samtidig er godtgjort, at forværrelsen var til stede,

forinden afgørelsen blev truffet.

I januar 1995 bliver

Ankestyrelsen gjort bekendt med nævnets afgørelse af 27. maj 1994 om

tilkendelse af højeste førtidspension i henhold til lov om social pension §

14,

stk. 1, fra 1. januar 1993 og plejetillæg i henhold til lovens § 16, stk. 2,

fra den 1. april 1993.

Ankestyrelsen stadfæstede 20.

januar 1994 (rettelig 1993, min bemærkning) nævnets afgørelse af 24. juni

1992,

hvorefter (A) blev tilkendt mellemste førtidspension jf. pensionslovens § 14,

stk. 2, nr. 1, og samtidig fik afslag på bistandstillæg jf. lovens § 16, stk.

1.

På baggrund af de lægelige

oplysninger, hvorefter (A) lider af Parkinsons sygdom og en psykisk lidelse,

finder vi, at tilkendelse af højeste førtidspension fra 1. januar 1993 og

plejetillæg fra 1. april 1993 er en mild bedømmelse, som nævnet har

foretaget.

Denne afgørelse har imidlertid ikke været indbragt for Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen finder således

fortsat, at der ikke er grundlag for at genoptage sagen om støtte til køb af

bil."

I et brev af 15. august 1995

fremsatte B sine kommentarer til Ankestyrelsens udtalelse. B skrev bl.a. at

han

fandt styrelsens begrundelse mangelfuld, og han fastholdt den opfattelse at

afgørelsen var udtryk for et fejlskøn. Han henviste i den forbindelse til at

styrelsens konklusion savnede støtte i de lægelige oplysninger der forelå i

sagen.

Ombudsmandens udtalelse

"Indledningsvis bemærker

jeg at klage til ombudsmanden skal være indgivet 'inden 1 år efter, at

forholdet er begået', jf. ombudsmandslovens § 6, stk. 2. Derfor kan jeg ikke

forholde mig til den afgørelse Den Sociale Ankestyrelse traf den 18. januar

1994,

men alene til afgørelsen af 14. marts 1995 hvorved Ankestyrelsen afslog at

genoptage sagen. Det spørgsmål der herefter foreligger til min bedømmelse, er

alene hvorvidt Ankestyrelsen - i lyset af de senere tilkomne oplysninger om

(A')s helbredsforringelse - burde have genoptaget den sag der blev afgjort

den 18. januar 1994.

Spørgsmålet om støtte til køb

af bil er reguleret i bistandslovens § 58 om hjælpemidler. Bestemmelsen

indholder følgende:

'Til personer med invaliditet

eller varig sygdoms- eller aldersbetinget svagelighed kan der ydes støtte til

hjælpemidler, herunder merudgifter til særlige beklædningsgenstande, som

er nødvendige, for at pågældende kan udøve et erhverv,

eller

i væsentlig grad kan afhjælpe pågældendes lidelse eller

i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i

hjemmet.

Stk. 2.

Socialministeren fastsætter regler om

afgrænsningen af de hjælpemidler, hvortil der kan ydes

støtte, og adgangen til genanskaffelse,

hvornår støtte til et hjælpemiddel ydes som lån,

i hvilket omfang modtageren selv skal bære en del af

udgiften til et hjælpemiddel,

hvorvidt der skal gælde særlige betingelser for støtte

til visse hjælpemidler

hvorvidt visse hjælpemidler kan udleveres fra en

institution.

Stk. 3.

Til personer, der er omfattet af stk. 1, kan der ydes

støtte til erhvervelse af motorkøretøj...'

I Socialministeriets bek. nr.

886 af 11. december 1986 er fastsat nærmere regler om betingelserne for

opnåelse af støtte til køb af bil. I bekendtgørelsens §§ 1 og 2 er anført

følgende:

'

§ 1.

Støtte til køb af bil kan ydes til personer med en varig

nedsættelse af funktionsevnen, der i væsentlig grad forringer evnen til at

færdes eller i væsentlig grad vanskeliggør muligheden for at opnå eller

fastholde et arbejde eller gennemføre en uddannelse uden brug af bil.

§ 2.

For at støtte kan ydes, skal ansøgeren have et kørselsbehov

i forbindelse med erhverv, hvor ansøgeren skaffer sig

et væsentligt bidrag til forsørgelsen, eller

i forbindelse med uddannelse, der sigter mod fremtidige

arbejds- og indtægtsmuligheder, eller

hvis opfyldelse i væsentlig grad afhjælper følgerne af

lidelsen og letter den daglige tilværelse.

Stk. 2.

Der kan ikke ydes støtte, hvis ansøgerens samlede kørselsbehov

udfra en vurdering af alder, almentilstand og forholdene i øvrigt mere

hensigtsmæssigt

tilgodeses ved andre ordninger.'

Bistandsloven indeholder

ingen nærmere angivelse af under hvilke omstændigheder et tidligere meddelt

afslag på bilstøtte kan forlanges genoptaget, eller i hvilke tilfælde et

ankenævn eller Den Sociale Ankestyrelse kan afvise at foretage en

realitetsbehandling af en ansøgning om bilstøtte under henvisning til at der

tidligere er meddelt afslag.

Der er heller ikke fastsat

administrative bestemmelser i medfør af bistandsloven der indeholder nærmere

retningslinjer for bedømmelsen heraf.

Spørgsmålet om hvornår en

myndighed er forpligtet til at genoptage en sag, må - når der ikke foreligger

noget udtrykkeligt retsgrundlag herfor - besvares med udgangspunkt i

almindelige forvaltningsretlige grundsætninger. Herefter kan en allerede

afgjort sag bl.a. forlanges realitetsbehandlet på ny hvis der i forhold til

den

oprindelige behandling er fremkommet væsentlige nye oplysninger som må

antages

at kunne medføre en ændret vurdering af sagen, jf. Bent Christensen, Prøvelse

(1994), s. 229. I Forvaltningsret (1994) ved Karsten Loiborg mfl. er på s.

611

anført følgende om de situationer hvor en borger har et retskrav på

genoptagelse:

'Uden for de lovbestemte

remonstrationsordninger har borgeren ikke i alle tilfælde krav på en ny

realitetsbehandling

af sagen. Det må i almindelighed antages, at borgeren i forbindelse med

ulovbestemt

remonstration har retskrav på genoptagelse og ny realitetsbehandling af sagen

i tilfælde, hvor der i forbindelse med genoptagelsesanmodningen fremkommer

nye faktiske oplysninger af så væsentlig betydning for sagen, at der er en

vis

sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis

oplysningerne

havde foreligget i forbindelse med myndighedens oprindelige stillingtagen til

sagen.

Efter omstændighederne bør

det også tillægges betydning, om de nye oplysningers senere fremkomst er et i

forhold til vedkommende part undskyldeligt forhold. Dette gælder i alle fald

i

partstvister.'

Den Sociale Ankestyrelse har

i afgørelsen af 14. marts 1995 afvist at genoptage sagen om bilstøtte.

Ankestyrelsen har som begrundelse anført at styrelsen ikke finder 'at det er

godtgjort, at (A's) invaliditet på ansøgningstidspunktet var af et omfang,

som

efter loven berettiger til bilstøtte.' Ankestyrelsen har i afgørelsen videre

anført at styrelsen ikke har foretaget en nærmere bedømmelse af de senere

oplysninger om (A)'s helbredsforhold. Styrelsen har fundet at (A)'s

helbredssituation først er ændret væsentligt senere end

ansøgningstidspunktet.

Det er almindeligt antaget i

den forvaltningsretlige litteratur at en klageinstans i et vist omfang ikke

alene er berettiget, men også forpligtet til at inddrage faktiske forhold der

er opstået under sagens behandling, i sit afgørelsesgrundlag, jf. Karsten

Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 651. Ankestyrelsens retsopfattelse,

hvorefter der ikke kan tages hensyn til helbredsforringelser der er indtrådt

efter ansøgningstidspunktet, er således efter min opfattelse forkert.

I sin udtalelse af 27. juli

1995 har Ankestyrelsen imidlertid anført at begrundelsen for ikke at

genoptage

sagen ikke var tilstrækkelig præcis. Styrelsen har herefter udtrykt sin

retsopfattelse således at oplysninger om helbredsmæssig forværring der

fremkommer

efter at en sag er afgjort, normalt kun kan begrunde genoptagelse af sagen

hvis det samtidig er godtgjort at forværringen var til stede inden afgørelsen

blev truffet.

Jeg forstår at Ankestyrelsen

med denne udtalelse for så vidt tiltræder den generelle retsopfattelse jeg

har

gengivet ovenfor, og dermed tager afstand fra den tidligere meddelte

retsopfattelse, hvorefter helbredsforringelsen skal have foreligget på

ansøgningstidspunktet.

I den foreliggende sag har

Revaliderings- og Pensionsnævnet for Frederiksborg Amt fundet at (A) med

virkning fra den 1. januar og den 1. april 1993 var berettiget til højeste

førtidspension og plejetillæg. Afgørelsen var bl.a. truffet på grundlag af

oplysninger om at (A)'s gangdistance var reduceret til få skridt. Nævnet har

altså fundet at (A)'s helbredstilstand var forringet i forhold til nævnets

tidligere afgørelse af 24. juni 1992, hvorved (A) blev tilkendt mellemste

pension. De lægelige oplysninger fra pensionssagen indgik imidlertid ikke i

Ankestyrelsens oplysningsgrundlag ved afgørelsen af 18. januar 1994, hvilket

var baggrunden for at De bad om at sagen blev genoptaget.

Ankestyrelsen skulle herefter

tage stilling til om disse nye oplysninger var af en sådan beskaffenhed at

der

er en vis sandsynlighed for at sagen ville have fået et andet udfald hvis

oplysningerne havde foreligget i forbindelse med styrelsens oprindelige

stillingtagen til sagen.

I sin afgørelse af 14. marts

1995 har Ankestyrelsen imidlertid oplyst at der ikke er 'foretaget en nærmere

bedømmelse' af de faktiske oplysninger der førte til at (A) fik tilkendt

højeste førtidspension og plejetilllæg. Ankestyrelsen har herefter i sin

udtalelse af 27. juli tilkendegivet at styrelsen ikke havde været

'tilstrækkelig

præcis i formuleringen af begrundelsen for afslag på genoptagelse'. Til trods

herfor har styrelsen heller ikke i udtalelsen af 27. juli 1995 udtrykt sig så

klart om dette spørgsmål at jeg kan lægge til grund at styrelsen faktisk har

foretaget en sådan konkret vurdering. Ankestyrelsen har i udtalelsen givet

udtryk for at tilkendelsen af højeste førtidspension og plejetillæg efter

styrelsens opfattelse er udtryk for 'en mild bedømmelse'. Ankestyrelsen har

derved for så vidt foretaget en indirekte vurdering af helbredsforringelsen i

relation til spørgsmålet om tilkendelse af højeste pension og plejetillæg.

Styrelsen har derimod ikke i sin udtalelse vurderet helbredsforringelsen i

forhold til kravet i §§ 1 og 2 i Socialministeriets bek. nr. 886 af 11.

december 1986.

Derfor må jeg finde det

usikkert om Den Sociale Ankestyrelse har foretaget en reel vurdering af

spørgsmålet om hvorvidt de nu foreliggende oplysninger om (A)'s

helbredstilstand og gangdistance kunne have medført at sagen om bilstøtte

havde

fået et andet udfald hvis de havde foreligget forud for afgørelsen af 18.

januar 1994.

Jeg har derfor samtidig

hermed henstillet til Den Sociale Ankestyrelse at styrelsen meddeler A en ny

afgørelse af spørgsmålet om hvorvidt der er grundlag for genoptagelse af den

afgørelse om bilstøtte der blev meddelt A den 18. januar 1994. Jeg har

samtidig

meddelt styrelsen at jeg går ud fra at genoptagelsesspørgsmålet bliver

vurderet med udgangspunkt i den retsopfattelse jeg har gengivet ovenfor.

..."

Den Sociale Ankestyrelse

meddelte mig senere at styrelsen havde truffet afgørelse om at A var

berettiget

til støtte til køb af bil på sædvanlige vilkår og til vægtafgiftsfritagelse.

Jeg meddelte Ankestyrelsen at

jeg ikke foretog mig mere i sagen.

Lignende dokumenter