Afslag på støtte til køb af bil
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afslag på støtte til køb af bil
Ægteparret A og B klagede
over at A havde fået afslag på støtte til køb af bil efter bistandslovens §
58.
I august 1992 ansøgte A om
hjælp efter bistandslovens § 58 til køb af bil. Baggrunden for ansøgningen
var den at A led af en svær og fremadskridende Parkinsons sygdom og af en
psykisk lidelse med tilbagevendende psykoser. Sygdommen havde indsnævret
hendes
bevægelsesmuligheder således at hun kun havde en kort gangdistance og besvær
ved at benytte offentlige transportmidler. På grund af sygdommen havde A den
24. juni 1992 fået tilkendt mellemste førtidspension. Samtidig modtog hun
afslag på bistandstillæg. Den 18. december 1992 ansøgte A om forhøjelse af
pensionen og den 8. marts 1993 om tilkendelse af plejetillæg.
Den 20. januar 1993 tiltrådte
Den Sociale Ankestyrelse revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse af 24.
juni 1992 hvorefter A var berettiget til mellemste pension, men ikke til
bistandstillæg.
Revaliderings- og
Pensionsnævnet for Frederiksborg Amt modtog den 15. marts 1993 en indstilling
fra Hillerød Kommune om at A fik tilkendt støtte til bil efter bistandslovens
§
58.
Nævnet traf afgørelse i
bilstøttesagen den 28. maj 1993. Afgørelsen havde følgende ordlyd:
"Revaliderings- og
pensionsnævnet har som følge af de nedennævnte oplysninger ikke kunnet
imødekomme Deres ansøgning om støtte til køb af bil i henhold til
socialministeriets bekendtgørelse nr. 886 af 11. december 1986, § 1.
Revaliderings- og
Læs alt
pensionsnævnet har fra Deres kommune modtaget de sagsakter, der har dannet
grundlag for afgørelsen. Deres helbredsmæssige forhold er belyst gennem
lægelige oplysninger dels fra Deres egen læge, og dels fra
hospitalsindlæggelser m.m. Under behandlingen af Deres ansøgning har der
deltaget lægesagkundskab.
Deres sag er behandlet på
grundlag af de regler der er fastsat i socialministeriets bekendtgørelse nr.
886 af 11. december 1986, § 1, hvor det er anført, at støtte til køb af bil
kan
ydes til personer med varig nedsættelse af funktionsevnen, der i væsentlig
grad forringer evnen til at færdes eller i vanskelig grad vanskeliggør
muligheden for at opnå eller fastholde et arbejde, eller gennemføre en
uddannelse uden brug af bil.
Angående Deres erhvervsmæssige
og sociale forhold er det oplyst, at De er 57, gift og modtager mellemste
førtidspension. Det er til sagen oplyst, at når Deres medicin er velreguleret
har De en gangdistance på ca. 15 minutter. I de perioder, hvor Deres medicin
ikke er velreguleret får De 'fastfrysningssymptomer' og er ikke i stand til
at
gå.
·
De har ligeledes oplyst, at De ikke kan
benytte offentlige befordringsmidler.
·
De har fået tildelt et invalideskilt til
brug ved parkering.
·
Det er endvidere anført, at det er Deres
ægtefælle, der skal køre for Dem.
Til brug ved sagens
behandling har der foreligget Deres bemærkninger til ansøgningen, Deres
ægtefælles bemærkninger af d. 25/9-92, statusbedømmelse fra overlæge (C) af
d.
6/11-92 samt sagsakter fra Deres tidligere ansøgning om forhøjelse af
pensionen.
Efter det, der er oplyst om
Deres helbredsmæssige tilstand og ud fra de øvrige forhold har revaliderings-
og pensionsnævnet skønnet, at De på trods af visse helbredsmæssige
vanskeligheder ikke har en funktionsevne, som er nedsat i en sådan grad, at
det
forringer Deres evne til at færdes eller i væsentlig grad vanskeliggør
muligheden for at færdes med bl.a. offentlige transportmidler.
Nævnet har derfor i sit
ovennævnte møde ikke fundet, at betingelserne, i henhold til
socialministeriets
bekendtgørelse 886 af 11. december 1986 § 1 om at yde støtte til køb af bil
på
hjælpemiddelgrundlag, er til stede."
B klagede på vegne af A til
Den Sociale Ankestyrelse den 18. juni 1993. I brevet skrev B at afgørelsen
baserede sig på et lægeligt fejlskøn, og at A's helbredstilstand var
forværret
siden afgørelsen. Bl.a. skrev han at gangdistancen nu var væsentlig kortere,
og
at A nu ofte måtte transporteres i kørestol.
Revaliderings- og
pensionsnævnet fastholdt afgørelsen og sendte den 23. august 1993 sagen til
behandling i Ankestyrelsen. I et brev af 12. november 1993 til styrelsen
gjorde
B rede for A's kørselsbehov i forbindelse med behandling og ophold i
dagcenter.
Ankestyrelsen traf afgørelse
i sagen den 18. januar 1994. Afgørelsen lød således:
"På baggrund af
oplysningerne om Deres helbredsmæssige og øvrige forhold er De ikke
berettiget
til støtte til køb af bil.
De opfylder derfor heller
ikke betingelserne for fritagelse for betaling af vægtafgift.
Ankestyrelsen har ved
afgørelsen lagt vægt på, at selv om De ikke mener, De kan færdes uden for
hjemmet, med mindre det foregår i egen bil, medfører Deres helbredstilstand
efter de foreliggende lægelige oplysninger ikke nedsættelse af funktionsevnen
i
et sådant omfang, som er en forudsætning for at opnå støtte til bil.
Ankestyrelsen har herudover
lagt vægt på, at Deres kørselsbehov ikke er forbundet med et arbejde eller en
uddannelse, men at kørselsbehovet alene skal vurderes i forhold til Deres
udfoldelsesmuligheder i dagligdagen.
Ankestyrelsen tiltræder
således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse."
Om afgørelsens faktiske og
retlige grundlag var anført følgende:
"
Grundlaget for afgørelsen:
...
Deres helbredsforhold er
bl.a. beskrevet i erklæring ved speciallæge i neuromedicin (D) af 2. december
1991, samt i statusbedømmelse af 6. november 1992.
Endvidere foreligger
udtalelser fra Dem i breve af 25. september 1992 og 12. november 1993.
I klagen har De bl.a. anført,
at der er et stort behov for transport i forbindelse med forskellige
behandlingsforløb
samt transport til dagcenter.
Ved sagens behandling i
Ankestyrelsen har der deltaget rådgivende læge.
Lovgrundlaget for afgørelsen:
Deres ansøgning er bedømt
efter §§ 1 og 2 i Socialministeriets bekendtgørelse om støtte til køb af bil
efter bistandslovens § 58."
Den 27. maj 1994 traf
revaliderings- og pensionsnævnet afgørelse i pensionssagen. Nævnet tilkendte
A
højeste førtidspension med virkning fra den 1. januar 1993. Endvidere traf
nævnet afgørelse om at A var berettiget til plejetillæg fra den 1. april
1993.
Den 1. juni 1994 skrev B
herefter til revaliderings- og pensionsnævnet. I brevet bad han om at
afgørelsen om bilstøtte blev genoptaget. B skrev at afgørelserne var baseret
på et fejlskøn, og at Den Sociale Ankestyrelse burde have indhentet
yderligere
oplysninger om A's helbredstilstand. Han henviste til at der nu forelå
dokumentation for at A's muligheder for at færdes var yderligere forringet,
og
til at hun nu var tilkendt højeste pension og plejetillæg.
Efter at B den 17. august 1994
havde bedt om at nævnet bekræftede modtagelsen af hans klage og anslog
sagsbehandlingstidens længde, skrev han den 12. januar 1995 til
Ankestyrelsen.
I brevet klagede han over sagsbehandlingstiden. Endvidere skrev han at
kommunen
ville støtte en fornyet ansøgning om bilstøtte. Endelig bad han om at
Ankestyrelsen hjalp ham til at få genoptaget sagen om bilstøtte.
Den 13. januar 1995 sendte
revaliderings- og pensionsnævnet sagen til Ankestyrelsen. I brevet var anført
følgende:
"Ved afgørelse af d.
18/1-94 tiltrådte Ankestyrelsen nævnets afgørelse om afslag på støtte til køb
af bil.
Ved afgørelse af d. 26/5-94
tilkender nævnet ansøger højeste førtidspension samt plejetillæg.
Ved brev af 1. juni 1994
anmoder ægtefællen (B) om en genoptagelse af ovennævnte bilsag.
Sagen har af forskellige
årsager beroet for længe i sekretariatet.
Sagen fremsendes til
Ankestyrelsens afgørelse af, hvorvidt den tidligere sag kan genoptages.
Endvidere vedlægges sagen om forhøjelse af førtidspension og
plejetillæg."
Af nogle af pensionssagens
lægelige akter fremgik at A's helbredstilstand klart var forværret siden
nævnet
sidst traf afgørelse om pension og plejetillæg. Hendes gangdistance var bl.a.
beskrevet i erklæring af 23. november 1993 fra et dagcenter, i
statusbedømmelse
af 17. februar 1994 fra lægerne E og F og i erklæring af 7. marts 1994 fra
overlæge C. Det fremgik bl.a. at A's gangdistance var reduceret, således at
hun
ofte kun var i stand til at gå få skridt alene.
Den Sociale Ankestyrelse traf
afgørelse i sagen den 14. marts 1995. Ankestyrelsen skrev således:
"I brev af 12. januar
1995 har Deres ægtefælle anmodet om genoptagelse af Deres sag om støtte til
køb
af bil.
Ankestyrelsen har den 12.
januar 1994 stadfæstet afgørelse fra Frederiksborg Statsamt, Revaliderings-
og Pensionsnævnet,
hvorefter De fik afslag på ansøgning om støtte til bil.
Ankestyrelsens afgørelse er
meddelt i brev af 18. januar 1994.
I henvendelsen er redegjort
for, at sagen findes at være afgjort ud fra et fejlskøn over Deres
funktionsnedsættelse. I henvendelsen gøres opmærksom på, at De nu er tilkendt
højeste førtidspension samt plejetillæg, hvilket skulle bekræfte, at der ikke
i
tilstrækkelig grad ved Ankestyrelsens afgørelse har været lagt vægt på
nedsættelsen af Deres funktionsevne.
Ankestyrelsen har påny
gennemgået Deres sag, og sammenholdt de tidligere oplysninger med de nu
fremkomne, men finder ikke, at der i henvendelsen er forhold, der kan give
anledning til genoptagelse af sagen.
Ankestyrelsen finder ikke, at
det er godtgjort, at Deres invaliditet på ansøgningstidspunktet var af et
omfang, som efter loven berettiger til bilstøtte.
Ankestyrelsen er opmærksom
på, at nævnet nu har tilkendt Dem højeste førtidspension samt plejetillæg,
men
har ikke foretaget en nærmere bedømmelse af dette tilkendelsesforhold, idet
der
ikke skønnes at have været en helbredssituation på ansøgningstidspunktet i
1992, som kunne støtte en biltilkendelse, men at Deres helbredssituation
først
er ændret på et væsentligt senere tidspunkt.
Ankestyrelsen finder således
ikke, at der er fremkommet oplysninger, der kan ændre Ankestyrelsens
afgørelse,
og Ankestyrelsen fastholder derfor afgørelsen meddelt i brev af 18. januar
1994."
Den 17. marts 1995 klagede B
til mig. I anledning af hans klage indhentede jeg sagens akter. Efter min
gennemgang af akterne skrev jeg den 3. juli 1995 bl.a. således til
Ankestyrelsen:
"Den Sociale
Ankestyrelses afgørelse er begrundet i, at Ankestyrelsen ikke fandt det
godtgjort, at den helbredstilstand, der har ført til, at (A) med virkning fra
henholdsvis 1. januar og 1. april 1993 er tilkendt højeste førtidspension og
plejetillæg, ikke forelå på det tidspunkt, da (A) i 1992 ansøgte om
bilstøtte.
Ankestyrelsen har derfor ikke foretaget en nærmere bedømmelse af, om (A)'s
nuværende helbredstilstand kunne berettige til støtte efter bistandslovens §
58
til køb af bil.
Jeg må forstå, at det er
Ankestyrelsens retsopfattelse, at der ikke kan tages hensyn til de
helbredsforringelser, der er sket under sagens behandling.
Idet jeg iøvrigt henviser til
det, (B) har anført i sit brev, skal jeg bede om, at styrelsen udtaler sig
nærmere om sin retsopfattelse..."
Ankestyrelsen skrev i den
anledning bl.a. således i et brev af 27. juli 1995:
"I brev af 12. januar
1995 - det vil sige et år efter vi mødebehandlede sagen - anmodede (B) på
vegne af sin hustru Ankestyrelsen om genoptagelse af bilsagen. (B) henviste
til, at Ankestyrelsens afgørelse var et fejlskøn over (A)'s funktionsevne.
Hun
var nu tilkendt højeste førtidspension samt plejetillæg ved revaliderings- og
pensionsnævnets afgørelse af 27. maj 1994, hvilket bekræftede, at der ikke i
tilstrækkelig grad i Ankestyrelsens afgørelse var lagt vægt på hendes
nedsatte
funktionsevne.
Ankestyrelsen afviste den 14.
marts 1995 at genoptage sagen, idet vi ikke fandt det godtgjort, at de nu
fremkomne oplysninger om hendes invaliditet var af et sådant omfang, at hun
var
berettiget til bilstøtte på 'ansøgningstidspunktet'.
Ankestyrelsen er nu blevet
opmærksom på, at vi ikke har været tilstrækkelig præcis i formuleringen af
begrundelsen
for afslag på genoptagelse.
Det er fortsat vores
opfattelse, at nye oplysninger om ændringer i for eksempel helbredstilstanden
inddrages i vurderingen, mens sagen er under behandling i Ankestyrelsen.
Oplysninger om helbredsmæssig forværrelse, der fremkommer
efter
sagen er afgjort, kan normalt ikke begrunde genoptagelse af
sagen, med mindre det samtidig er godtgjort, at forværrelsen var til stede,
forinden afgørelsen blev truffet.
I januar 1995 bliver
Ankestyrelsen gjort bekendt med nævnets afgørelse af 27. maj 1994 om
tilkendelse af højeste førtidspension i henhold til lov om social pension §
14,
stk. 1, fra 1. januar 1993 og plejetillæg i henhold til lovens § 16, stk. 2,
fra den 1. april 1993.
Ankestyrelsen stadfæstede 20.
januar 1994 (rettelig 1993, min bemærkning) nævnets afgørelse af 24. juni
1992,
hvorefter (A) blev tilkendt mellemste førtidspension jf. pensionslovens § 14,
stk. 2, nr. 1, og samtidig fik afslag på bistandstillæg jf. lovens § 16, stk.
1.
På baggrund af de lægelige
oplysninger, hvorefter (A) lider af Parkinsons sygdom og en psykisk lidelse,
finder vi, at tilkendelse af højeste førtidspension fra 1. januar 1993 og
plejetillæg fra 1. april 1993 er en mild bedømmelse, som nævnet har
foretaget.
Denne afgørelse har imidlertid ikke været indbragt for Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen finder således
fortsat, at der ikke er grundlag for at genoptage sagen om støtte til køb af
bil."
I et brev af 15. august 1995
fremsatte B sine kommentarer til Ankestyrelsens udtalelse. B skrev bl.a. at
han
fandt styrelsens begrundelse mangelfuld, og han fastholdt den opfattelse at
afgørelsen var udtryk for et fejlskøn. Han henviste i den forbindelse til at
styrelsens konklusion savnede støtte i de lægelige oplysninger der forelå i
sagen.
Ombudsmandens udtalelse
"Indledningsvis bemærker
jeg at klage til ombudsmanden skal være indgivet 'inden 1 år efter, at
forholdet er begået', jf. ombudsmandslovens § 6, stk. 2. Derfor kan jeg ikke
forholde mig til den afgørelse Den Sociale Ankestyrelse traf den 18. januar
1994,
men alene til afgørelsen af 14. marts 1995 hvorved Ankestyrelsen afslog at
genoptage sagen. Det spørgsmål der herefter foreligger til min bedømmelse, er
alene hvorvidt Ankestyrelsen - i lyset af de senere tilkomne oplysninger om
(A')s helbredsforringelse - burde have genoptaget den sag der blev afgjort
den 18. januar 1994.
Spørgsmålet om støtte til køb
af bil er reguleret i bistandslovens § 58 om hjælpemidler. Bestemmelsen
indholder følgende:
'Til personer med invaliditet
eller varig sygdoms- eller aldersbetinget svagelighed kan der ydes støtte til
hjælpemidler, herunder merudgifter til særlige beklædningsgenstande, som
er nødvendige, for at pågældende kan udøve et erhverv,
eller
i væsentlig grad kan afhjælpe pågældendes lidelse eller
i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i
hjemmet.
Stk. 2.
Socialministeren fastsætter regler om
afgrænsningen af de hjælpemidler, hvortil der kan ydes
støtte, og adgangen til genanskaffelse,
hvornår støtte til et hjælpemiddel ydes som lån,
i hvilket omfang modtageren selv skal bære en del af
udgiften til et hjælpemiddel,
hvorvidt der skal gælde særlige betingelser for støtte
til visse hjælpemidler
hvorvidt visse hjælpemidler kan udleveres fra en
institution.
Stk. 3.
Til personer, der er omfattet af stk. 1, kan der ydes
støtte til erhvervelse af motorkøretøj...'
I Socialministeriets bek. nr.
886 af 11. december 1986 er fastsat nærmere regler om betingelserne for
opnåelse af støtte til køb af bil. I bekendtgørelsens §§ 1 og 2 er anført
følgende:
'
§ 1.
Støtte til køb af bil kan ydes til personer med en varig
nedsættelse af funktionsevnen, der i væsentlig grad forringer evnen til at
færdes eller i væsentlig grad vanskeliggør muligheden for at opnå eller
fastholde et arbejde eller gennemføre en uddannelse uden brug af bil.
§ 2.
For at støtte kan ydes, skal ansøgeren have et kørselsbehov
i forbindelse med erhverv, hvor ansøgeren skaffer sig
et væsentligt bidrag til forsørgelsen, eller
i forbindelse med uddannelse, der sigter mod fremtidige
arbejds- og indtægtsmuligheder, eller
hvis opfyldelse i væsentlig grad afhjælper følgerne af
lidelsen og letter den daglige tilværelse.
Stk. 2.
Der kan ikke ydes støtte, hvis ansøgerens samlede kørselsbehov
udfra en vurdering af alder, almentilstand og forholdene i øvrigt mere
hensigtsmæssigt
tilgodeses ved andre ordninger.'
Bistandsloven indeholder
ingen nærmere angivelse af under hvilke omstændigheder et tidligere meddelt
afslag på bilstøtte kan forlanges genoptaget, eller i hvilke tilfælde et
ankenævn eller Den Sociale Ankestyrelse kan afvise at foretage en
realitetsbehandling af en ansøgning om bilstøtte under henvisning til at der
tidligere er meddelt afslag.
Der er heller ikke fastsat
administrative bestemmelser i medfør af bistandsloven der indeholder nærmere
retningslinjer for bedømmelsen heraf.
Spørgsmålet om hvornår en
myndighed er forpligtet til at genoptage en sag, må - når der ikke foreligger
noget udtrykkeligt retsgrundlag herfor - besvares med udgangspunkt i
almindelige forvaltningsretlige grundsætninger. Herefter kan en allerede
afgjort sag bl.a. forlanges realitetsbehandlet på ny hvis der i forhold til
den
oprindelige behandling er fremkommet væsentlige nye oplysninger som må
antages
at kunne medføre en ændret vurdering af sagen, jf. Bent Christensen, Prøvelse
(1994), s. 229. I Forvaltningsret (1994) ved Karsten Loiborg mfl. er på s.
611
anført følgende om de situationer hvor en borger har et retskrav på
genoptagelse:
'Uden for de lovbestemte
remonstrationsordninger har borgeren ikke i alle tilfælde krav på en ny
realitetsbehandling
af sagen. Det må i almindelighed antages, at borgeren i forbindelse med
ulovbestemt
remonstration har retskrav på genoptagelse og ny realitetsbehandling af sagen
i tilfælde, hvor der i forbindelse med genoptagelsesanmodningen fremkommer
nye faktiske oplysninger af så væsentlig betydning for sagen, at der er en
vis
sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis
oplysningerne
havde foreligget i forbindelse med myndighedens oprindelige stillingtagen til
sagen.
Efter omstændighederne bør
det også tillægges betydning, om de nye oplysningers senere fremkomst er et i
forhold til vedkommende part undskyldeligt forhold. Dette gælder i alle fald
i
partstvister.'
Den Sociale Ankestyrelse har
i afgørelsen af 14. marts 1995 afvist at genoptage sagen om bilstøtte.
Ankestyrelsen har som begrundelse anført at styrelsen ikke finder 'at det er
godtgjort, at (A's) invaliditet på ansøgningstidspunktet var af et omfang,
som
efter loven berettiger til bilstøtte.' Ankestyrelsen har i afgørelsen videre
anført at styrelsen ikke har foretaget en nærmere bedømmelse af de senere
oplysninger om (A)'s helbredsforhold. Styrelsen har fundet at (A)'s
helbredssituation først er ændret væsentligt senere end
ansøgningstidspunktet.
Det er almindeligt antaget i
den forvaltningsretlige litteratur at en klageinstans i et vist omfang ikke
alene er berettiget, men også forpligtet til at inddrage faktiske forhold der
er opstået under sagens behandling, i sit afgørelsesgrundlag, jf. Karsten
Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 651. Ankestyrelsens retsopfattelse,
hvorefter der ikke kan tages hensyn til helbredsforringelser der er indtrådt
efter ansøgningstidspunktet, er således efter min opfattelse forkert.
I sin udtalelse af 27. juli
1995 har Ankestyrelsen imidlertid anført at begrundelsen for ikke at
genoptage
sagen ikke var tilstrækkelig præcis. Styrelsen har herefter udtrykt sin
retsopfattelse således at oplysninger om helbredsmæssig forværring der
fremkommer
efter at en sag er afgjort, normalt kun kan begrunde genoptagelse af sagen
hvis det samtidig er godtgjort at forværringen var til stede inden afgørelsen
blev truffet.
Jeg forstår at Ankestyrelsen
med denne udtalelse for så vidt tiltræder den generelle retsopfattelse jeg
har
gengivet ovenfor, og dermed tager afstand fra den tidligere meddelte
retsopfattelse, hvorefter helbredsforringelsen skal have foreligget på
ansøgningstidspunktet.
I den foreliggende sag har
Revaliderings- og Pensionsnævnet for Frederiksborg Amt fundet at (A) med
virkning fra den 1. januar og den 1. april 1993 var berettiget til højeste
førtidspension og plejetillæg. Afgørelsen var bl.a. truffet på grundlag af
oplysninger om at (A)'s gangdistance var reduceret til få skridt. Nævnet har
altså fundet at (A)'s helbredstilstand var forringet i forhold til nævnets
tidligere afgørelse af 24. juni 1992, hvorved (A) blev tilkendt mellemste
pension. De lægelige oplysninger fra pensionssagen indgik imidlertid ikke i
Ankestyrelsens oplysningsgrundlag ved afgørelsen af 18. januar 1994, hvilket
var baggrunden for at De bad om at sagen blev genoptaget.
Ankestyrelsen skulle herefter
tage stilling til om disse nye oplysninger var af en sådan beskaffenhed at
der
er en vis sandsynlighed for at sagen ville have fået et andet udfald hvis
oplysningerne havde foreligget i forbindelse med styrelsens oprindelige
stillingtagen til sagen.
I sin afgørelse af 14. marts
1995 har Ankestyrelsen imidlertid oplyst at der ikke er 'foretaget en nærmere
bedømmelse' af de faktiske oplysninger der førte til at (A) fik tilkendt
højeste førtidspension og plejetilllæg. Ankestyrelsen har herefter i sin
udtalelse af 27. juli tilkendegivet at styrelsen ikke havde været
'tilstrækkelig
præcis i formuleringen af begrundelsen for afslag på genoptagelse'. Til trods
herfor har styrelsen heller ikke i udtalelsen af 27. juli 1995 udtrykt sig så
klart om dette spørgsmål at jeg kan lægge til grund at styrelsen faktisk har
foretaget en sådan konkret vurdering. Ankestyrelsen har i udtalelsen givet
udtryk for at tilkendelsen af højeste førtidspension og plejetillæg efter
styrelsens opfattelse er udtryk for 'en mild bedømmelse'. Ankestyrelsen har
derved for så vidt foretaget en indirekte vurdering af helbredsforringelsen i
relation til spørgsmålet om tilkendelse af højeste pension og plejetillæg.
Styrelsen har derimod ikke i sin udtalelse vurderet helbredsforringelsen i
forhold til kravet i §§ 1 og 2 i Socialministeriets bek. nr. 886 af 11.
december 1986.
Derfor må jeg finde det
usikkert om Den Sociale Ankestyrelse har foretaget en reel vurdering af
spørgsmålet om hvorvidt de nu foreliggende oplysninger om (A)'s
helbredstilstand og gangdistance kunne have medført at sagen om bilstøtte
havde
fået et andet udfald hvis de havde foreligget forud for afgørelsen af 18.
januar 1994.
Jeg har derfor samtidig
hermed henstillet til Den Sociale Ankestyrelse at styrelsen meddeler A en ny
afgørelse af spørgsmålet om hvorvidt der er grundlag for genoptagelse af den
afgørelse om bilstøtte der blev meddelt A den 18. januar 1994. Jeg har
samtidig
meddelt styrelsen at jeg går ud fra at genoptagelsesspørgsmålet bliver
vurderet med udgangspunkt i den retsopfattelse jeg har gengivet ovenfor.
..."
Den Sociale Ankestyrelse
meddelte mig senere at styrelsen havde truffet afgørelse om at A var
berettiget
til støtte til køb af bil på sædvanlige vilkår og til vægtafgiftsfritagelse.
Jeg meddelte Ankestyrelsen at
jeg ikke foretog mig mere i sagen.
Lignende dokumenter
- Afslag på støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58. Retsinformation · 25. juni 2003
- Bortfald af bevilliget støtte til køb af bil Retsinformation · 3. marts 2003
- Ankestyrelsens principafgørelse O-121-95 om hjælpemiddel - fibromyalgi - bil Retsinformation · 11. juli 2013
- Ankestyrelsens principafgørelse 46-16 om bilstøtte - erhvervsmæssigt grundlag - nedsat funktionsevne - særlige hensyn - udtrætning Retsinformation · 31. august 2016
- Kommentar til SM-afgørelse - Fibromyalgi og bilstøtte - om forståelsen af SM O-121-95 (* 1) Retsinformation · 15. oktober 1997
- Ankestyrelsens principafgørelse O-57-98 om erhvervsmæssigt grundlag - hjælpemiddel - indtægtsforhold - pension - bil Retsinformation · 11. juli 2013