Arbejdsgiveres klageberettigelse i forhold til Arbejds skadestyrelsens afgørelser om anerkendelse af arbejds skader.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Arbejdsgiveres klageberettigelse i
forhold til Arbejdsskadestyrelsens afgørelser om anerkendelse af
arbejdsskader.
Advokat A klagede over, at
Den Sociale Ankestyrelse fulgte den praksis at anse arbejdsgivere som
klageberettigede
vedrørende Arbejdsskadestyrelsens afgørelser om at anerkende eller afvise
forhold som arbejdsskade.
Det fremgik af sagen, at Den
Sociale Ankestyrelse ikke anså arbejdsgivere som klageberettigede i forhold
til styrelsens afgørelser om fastsættelse af ydelser i henhold til
arbejdsskadeforsikringsloven.
Ankestyrelsens praksis skal
ses på baggrund af, at ombudsmanden i en skrivelse af 3. februar 1986 til ...
(3 forbund) (omtalt i Folketingets Ombudsmands Beretning for 1985, side 153)
tilkendegav betænkelighed ved at anerkende, at en forsikringspligtig
arbejdsgiver
i almindelighed måtte anses for part i forhold til den dagældende
offentlighedslov
i sager om erhvervssygdomme efter arbejdsskadeforsikringsloven. Ombudsmanden
anførte i udtalelsen bl.a.:
"Anvendelsesområdet for
de særlige regler om partsoffentlighed er i lovens § 10, stk. 1, 1. pkt.,
angivet som "Ansøgere, klagere og andre parter i en sag ...". Loven
indeholder ikke nogen nærmere stillingtagen til spørgsmålet om, hvilken
personkreds der herefter må anses for at være parter.
Med støtte i forarbejderne
til den tilsvarende bestemmelse i den tidligere gældende
partsoffentlighedslov
(Folketingstidende 1963/64, tillæg A, spalte 1351) er det dog almindeligt
Læs alt
antaget i den juridiske litteratur og i praksis, at der ved afgørelsen af, om
en person kan anses for part i en sag, "navnlig (må) lægges vægt på,
hvor
væsentlig den pågældendes interesse i sagen er, ... og hvor nært denne
interesse
er knyttet til sagens udfald".
Specielt for så vidt angår
fastlæggelsen af begrebet "klagere" er det på baggrund af en
udtalelse i bemærkningerne til partsoffentlighedslovforslaget
(Folketingstidende
1963/64, tillæg A, spalte 1350) fast antaget, at partsstatus alene tilkommer
personer, der klager "i en dem vedkommende sag", jfr. herved
Betænkning
om offentlighedslovens revision (nr. 857/1978), side 414. Efter min
opfattelse
må en tilsvarende begrænsning indfortolkes i partsbegrebet også i andre
relationer.
Sikringsstyrelsen og
Socialministeriet er hverken i den forudgående brevveksling med forbundene
eller i de udtalelser, der er afgivet i anledning af klagen til mig, kommet
nærmere ind på karakteren af de interesser, der efter myndighedernes
opfattelse skulle begrunde, at den forsikringspligtige arbejdsgiver i
almindelighed anses som part i Sikringsstyrelsen (og den sociale
ankestyrelses)
behandling af sager om erhvervssygdomme.
Afgørende for vurderingen af
dette spørgsmål er, om arbejdsgiveren har den fornødne (retlige) interesse i
forhold til Sikringsstyrelsens
sag
og den
afgørelse
, der
træffes om erstatning i henhold til arbejdsskadeforsikringsloven. Det
forhold, at arbejdsgiveren måtte have en væsentlig (retlig) interesse - ikke
i
Sikringsstyrelsens afgørelse - men i at kende
oplysningerne
i sagen med
andet formål for øje, f.eks. fordi arbejdstageren har anlagt civil
erstatningssag
eller påtænker sådant søgsmål - kan efter min opfattelse ikke begrunde, at
arbejdsgiveren
anses som part i Sikringsstyrelsens sag om erstatning i medfør af
arbejdsskadeforsikringsloven.
For den forsikringspligtige
arbejdsgiver (der har opfyldt forsikringspligten) synes der ikke at bestå
nogen
væsentlig direkte retlig interesse i udfaldet af Sikringsstyrelsens
afgørelse.
Kun i de formentlig sjældne tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om
regresansvar
for arbejdsgiveren (jfr. herved lovens § 55, stk. 1) består en sådan
interesse.
I så fald må arbejdsgiveren anses som part i hvert fald i forhold til selve
sagen om regresansvar, men formentlig også i forhold til sagen om erstatning
til arbejdstageren. I øvrigt synes en arbejdsgivers interesse i udfaldet af
"almindelige" erstatningssager kun at være indirekte;
forsikringspræmiernes størrelse inden for den pågældende branche, eller
virksomhedens henførelse til en bestemt præmieklasse, vil være påvirket af
skadesfrekvensen i branchen eller virksomheden. En sådan indirekte økonomisk
interesse kan efter min opfattelse ikke i sig selv antages at begrunde
partsstatus
for arbejdsgiveren i den enkelte erstatningssag, der vedrører en ansat i den
pågældendes virksomhed.
Det anførte synes også at
finde en vis bekræftelse i bestemmelsen i arbejdsskadeforsikringslovens § 53,
stk. 2. Efter denne bestemmelse påhviler det Sikringsstyrelsen, forinden der
træffes afgørelse om erstatning, at "... give skadelidte eller de
efterladte, forsikringsselskabet samt andre vedkommende lejlighed til at
gøre sig bekendt med de foreliggende oplysninger og til at udtale sig om
sagen".
Jeg må forstå
Sikringsstyrelsens skrivelse af 8. februar 1983 således, at Sikringsstyrelsen
ikke i almindelighed anser forsikringspligtige arbejdsgivere for at tilhøre
den kreds, der (som "andre vedkommende") skal underrettes i medfør
af bestemmelsen i lovens § 53, stk. 2. Denne opfattelse kan ikke give mig
anledning til bemærkninger.
Arbejdsskadeforsikringslovens
§ 53, stk. 2, går videre end offentlighedslovens regler om partsoffentlighed
m.v., idet det påhviler Sikringsstyrelsen at tage initiativet til
gennemførelsen af aktindsigt og kontradiktion, sammenlign offentlighedslovens
§§ 10 og 12, hvis anvendelse forudsætter, at parten har fremsat begæring der.
Selv om afgrænsningen af kredsen af parter efter
arbejdsskadeforsikringslovens
§ 53, stk. 2, derfor næppe er ubetinget afgørende for spørgsmålet om, hvem
der
må anses som part i offentlighedslovens forstand i erhvervssygdomssager, kan
bestemmelsen og dens praktisering dog efter min opfattelse tillægges en vis
vejledende betydning ved afgørelsen af, hvem der som "part" i
offentlighedslovens forstand er berettiget til at udøve partsbeføjelser. Jeg
bemærker herved, at arbejdsskadeforsikringslovens § 53, stk. 2, er en
videreførelse
af bestemmelsen i ulykkesforsikringslovens § 9, stk. 2. Omtalen af denne
bestemmelse i Betænkning om offentlighed i forvaltningen (Nr. 325/1963) side
22 f., side
133 f. og side
199 f. efterlader ikke det indtryk, at
det var tilsigtet at give de foreslåede bestemmelser om partsoffentlighed og
kontradiktion efter begæring et væsentligt videregående anvendelsesområde.
At den forsikringspligtige
arbejdsgiver ikke i almindelighed anses for at have partsstatus i sager i
medfør af arbejdsskadeforsikringsloven, støttes efter min opfattelse også af
overgangsbestemmelsen i lovens § 67, stk. 1. Det er her fastsat, at
arbejdsgivere, der har opnået fritagelse (der fortsat har gyldighed) for at
afgive
risikoen efter ulykkesforsikringsloven, har samme retsstilling efter
arbejdsskadeforsikringsloven
som et forsikringsselskab."
Ombudsmanden henstillede til
Sikringsstyrelsen og Socialministeriet at undergive spørgsmålet en fornyet
overvejelse i lyset af de synspunkter, han havde anført.
Ved lov nr. 142 af 25. marts
1987 blev arbejdsskadeforsikringslovens § 53, stk. 2, ændret til følgende:
"Forinden
Sikringsstyrelsen træffer afgørelse efter §§ 27-28 og 30-33, skal den give
sagens parter lejlighed til at gøre sig bekendt med de foreliggende
oplysninger
og til at udtale sig om sagen."
I forarbejdsbemærkningerne
til bestemmelsen anførtes følgende:
"Efter lovens § 53, stk.
2, skal Sikringsstyrelsen forinden den træffer afgørelse om erstatning give
skadelidte eller de efterladte, forsikringsselskabet samt andre vedkommende
lejlighed til at gøre sig bekendt med de foreliggende oplysninger og til at
udtale sig om sagen. I styrelsens tidligere praksis er den
forsikringspligtige
arbejdsgiver anset omfattet af ordene "andre vedkommende", dvs.
anset som part i arbejdsskadesagen. En række fagforbund har i 1984 klaget til
Folketingets ombudsmand over styrelsens praksis. I februar 1986 har
Folketingets ombudsmand givet udtryk for betænkelighed ved at tilslutte sig
Socialministeriets og Sikringsstyrelsens opfattelse, hvorefter en
forsikringspligtig
arbejdsgiver i almindelighed må anses som part i forhold til
offentlighedsloven
og har henstillet, at spørgsmålet overvejes påny i lyset af ombudsmandens
synspunkter. Spørgsmålet har herefter være forelagt Justitsministeriet, som
med ombudsmanden er enig i, at en arbejdsgiver ikke i almindelighed kan
anses for at være part i en sag efter arbejdsskadeforsikringsloven undtagen
i de tilfælde, hvor en arbejdsgiver har undladt at opfylde sin
forsikringspligt,
eller hvor arbejdsgiveren ikke har forsikringspligt og dermed samme stilling
som et forsikringsselskab. Det foreslås i lovens § 53, stk. 2, at præcisere
styrelsens i overensstemmelse hermed ændrede praksis, hvorefter kun parter i
sagen har krav på aktindsigt. Det vil sige, at som hovedregel har
arbejdsgiveren ikke længere krav på aktindsigt, da pågældende i almindelighed
ikke kan anses for sagspart.", jf. Folketingstidende 1986/87, Lovforslag
nr. L 113, Blad nr. 264, side 5, 2. spalte.
Dansk Arbejdsgiverforening
bad mig i skrivelse af 6. november 1987 om bl.a. at udtale mig om, hvorvidt
den praksis, som Sikringsstyrelsen havde påbegyndt på baggrund af
ombudsmandens
ovenfor citerede udtalelse, var for restriktiv i forhold til retstilstanden,
der blev indført med virkning fra 1. april 1987 ved ændringen af § 53, stk.
2,
i arbejdsskadeforsikringsloven.
Jeg oversendte henvendelsen
til Sikringsstyrelsen, som i brev af 6. januar 1988 besvarede spørgsmålet på
følgende måde:
"I et brev af 19. november
1987 har Folketingets Ombudsmand orienteret Sikringsstyrelsen om sit svar på
Dansk Arbejdsgiverforenings skrivelse af 6. november 1987 om arbejdsgiverens
stilling i arbejdsskadesager. Ombudsmanden har samtidig fundet det rettest,
at Sikringsstyrelsen - eventuelt efter forudgående kontakt med
Arbejdstilsynet
- tager stilling til spørgsmålet om, hvorledes det sikres, at virksomhederne
får kendskab til de forhold vedrørende arbejdsmiljø m.v. på den enkelte
virksomhed,
som fremgår af en arbejdsskadesag, og som har betydning for virksomhedens
mulighed
for at sikre et forsvarligt arbejdsmiljø.
Arbejdstilsynet har herefter
telefonisk oplyst, at arbejdsgiveren som part i miljøsager mellem pågældende
virksomhed og Arbejdstilsynet/kredsen, herunder sager, som måtte blive rejst
på grund af en arbejdsulykke eller en til Arbejdstilsynet anmeldt
erhvervssygdom,
har almindelig aktindsigt med forbehold for de undtagelser, der er nævnt i
offentlighedslovens § 4.
Sikringsstyrelsen følger den
praksis at give arbejdsgiveren aktindsigt i arbejdsskadesager i det omfang,
der er tale om oplysninger, som alene relaterer sig til virksomheden og
arbejdsmiljøet på denne.
Det er styrelsens opfattelse,
at denne praksis er i overensstemmelse med de i § 4, stk. 2, i lov om
offentlighed
i forvaltningen indførte nye bestemmelse om egenacces, hvorefter den
(ikke-part), hvis personlige forhold er omtalt i et dokument, med visse
undtagelser
kan forlange at blive gjort bekendt med oplysningerne herom. Det bemærkes,
at spørgsmålet om arbejdsgiverens partsstatus og omfanget af arbejdsgiverens
aktindsigt vil blive nærmere overvejet i udvalget til revision af
arbejdsskadeforsikringsloven."
Udvalget til revision af
arbejdsskadeforsikringsloven afgav betænkning i 1988 (nr. 1142) og behandlede
i
kapitel 9 spørgsmålet om arbejdsgiverens partsstatus.
Den Sociale Ankestyrelse traf
den 24. oktober 1988 afgørelse i den konkrete sag, som gav A anledning til at
henvende sig til mig. Sagen angik et medlem af Husligt Arbejder Forbund, som
under ansættelse hos B var kommet til skade ved at få vabler på fingrene på
grund af manglende brug af handsker samt rygsmerter efter et fald på det
glatte gulv. Sikringsstyrelsen traf den 9. februar 1988 afgørelse om at
henføre
forholdene under arbejdsskadeforsikringsloven, og denne afgørelse blev af
arbejdsgiveren
påklaget til ankestyrelsen under henvisning til, at det ikke kunne anses for
tilstrækkeligt godtgjort, at de påståede skader var sket i arbejdstiden.
Ankestyrelsen
optog klagen til realitetsbehandling og stadfæstede ved afgørelsen af 24.
oktober 1988 Sikringsstyrelsens afgørelse.
A klagede på baggrund af den
ovennævnte sag over Den Sociale Ankestyrelses praksis med hensyn til at
anerkende arbejdsgivere som klageberettigede i forhold til
Arbejdsskadestyrelsens
afgørelser i henhold til arbejdsskadeforsikringsloven. A fremhævede i den
forbindelse,
at arbejdsgiveren vil blive betragtet som part i
klagesagen
og
således på dette grundlag kan opnå videregående adgang til aktindsigt (hos
klageinstansen)
end forudsat i ombudsmandens udtalelse af 3. februar 1986 og ved lovændringen
af § 53, stk. 2, i arbejdsskadeforsikringsloven.
Den Sociale Ankestyrelse
uddybede i udtalelser af 11. april og 16. august 1989 til mig baggrunden for
sin praksis. I skrivelsen af 11. april 1989 anførte ankestyrelsen bl.a.:
"Ankestyrelsen er
fortsat af den opfattelse, at en arbejdsgiver må anses at have en sådan
retlig
interesse i Sikringsstyrelsens afgørelser vedrørende anerkendelse af en
arbejdsskade, at arbejdsgiveren må være
klageberettiget
i sådanne
sager. I det tilfælde, hvor en arbejdsgiver indbringer Sikringsstyrelsens
afgørelse vedrørende anerkendelse for Ankestyrelsen, må arbejdsgiveren
således
anses for at være part i den i Ankestyrelsen verserende sag med deraf
følgende
ret til aktindsigt. Aktindsigtens omfang vil dog kunne begrænses under hensyn
til den anden parts (skadelidtes) private interesser, jf. forvaltningslovens
§ 15, stk. 1, således at arbejdsgiveren alene vil få aktindsigt vedrørende
oplysninger, som vedrører virksomheden og arbejdsmiljøet på denne. Heraf
følger, at arbejdsgiveren ikke vil få adgang til oplysninger om den
skadelidtes personlige forhold.
Som det fremgår af SM
U-10-87, finder Ankestyrelsen, at arbejdsgivere, der har tegnet lovpligtig
forsikring, ikke kan anses for ankeberettigede med hensyn til
Sikringsstyrelsens
afgørelser om erstatningsfastsættelsen, og arbejdsgiverne vil derfor ikke
være
part i disse sager i Ankestyrelsen, ligesom de heller ikke vil have ret til
aktindsigt."
I skrivelsen af 16. august
1989 uddybede ankestyrelsen spørgsmålet således:
"Med hensyn til
spørgsmålet om klageret skal Ankestyrelsen indledningsvis henvise til § 1,
stk. 1, i lov om Den Sociale Ankestyrelse, hvorefter Ankestyrelsen er
klageinstans
for administrative afgørelser i det omfang, det fastsættes i lovgivningen.
Ifølge § 54, stk. 1, i
arbejdsskadeforsikringsloven kan Arbejdsskadestyrelsens afgørelser indbringes
for Den Sociale Ankestyrelse.
Kredsen af klageberettigede
er ikke afgrænset i lovgivningen, men i pkt. 5 i Socialministeriets cirkulære
af 7. juni 1973 om Den Sociale Ankestyrelse hedder det, at afgørelser i
sociale
og dermed beslægtede sager kan påklages af den, hvem afgørelsen vedrører
(eller hans repræsentant), og i øvrigt af enhver, der har en retlig interesse
i sagen.
Ankestyrelsens praksis,
hvorefter arbejdsgivere anses for klageberettigede i sager om anerkendelse af
arbejdsskade, hviler på en antagelse om, at arbejdsgiveren har en individuel
retlig interesse i sagen.
Hvadenten det som i den
foreliggende sag drejer sig om et ulykkestilfælde og skadelige påvirkninger
af højst nogle få dages varighed, eller det drejer sig om en erhvervssygdom,
kan en sag om anerkendelse af en arbejdsskade indeholde nogle særdeles
væsentlige oplysninger om, og herunder også kritik af, forholdene på
arbejdspladsen
både med hensyn til sikkerhed og arbejdsmiljø, som arbejdsgiveren har en
væsentlig
interesse i at blive gjort bekendt med og udtale sig om. Arbejdsgiverens evt.
udtalelse i sagen bidrager til sagens oplysning og herunder til afklaring af
evt. tvivlsspørgsmål om årsagssammenhængen mellem det anmeldte tilfælde og
arbejdsforholdene. Oplysningerne vil f.eks. også kunne få væsentlig
betydning i tilfælde, hvor der bliver spørgsmål om at anlægge erstatningssag
mod arbejdsgiveren ved domstolene med henblik på tilkendelse af erstatning,
der ikke er omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven.
En arbejdsgiver, der påklager
Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om anerkendelse, anses som part i sagen med
deraf følgende ret til aktindsigt, dog med de begrænsninger, der følger af
forvaltningslovens § 15, stk. 1. Med hensyn til sidstnævnte punkt følger
Ankestyrelsen
Arbejdsskadestyrelsens praksis, hvorefter aktindsigt til arbejdsgiveren
begrænses til de oplysninger, der alene relaterer sig til virksomheden og
arbejdsmiljøet på denne.
Med hensyn til det rejste
spørgsmål om, hvorvidt den antagne klageret for arbejdsgivere er mere
vidtgående end den klageret, der i almindelighed er gældende inden for
administrativ rekurs, finder Ankestyrelsen, at det ligger uden for styrelsens
kompetence at udtale sig om dette spørgsmål.
Til støtte for Ankestyrelsens
praksis skal man dog henvise til "Forvaltningsret - Almindelige
Emner"
v/Carl Aage Nørgaard, Institut for Offentlig Ret ved Århus Universitet, 1979,
s. 296, hvorefter praksis i tilfælde, hvor der ikke er tale om varetagelse af
almene interesser, men om varetagelse af individuelle, væsentlige interesser,
synes at gå ret vidt med hensyn til kredsen af klageberettigede.
..."
I en skrivelse til A udtalte
jeg følgende:
"Lov om
arbejdsskadeforsikring (lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987 med senere
ændringer) § 54 indeholder følgende:
"§ 54.
Sikringsstyrelsens afgørelser kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse.
..."
Det er ikke i bestemmelsen
nærmere angivet, hvilke personer der anses for klageberettiget, og det må
således antages, at afgrænsningen heraf skal ske i overensstemmelse med
almindelige forvaltningsretlige principper vedrørende administrativ rekurs.
Klageberettigede er herefter
som udgangspunkt den eller de, der er parter i sagen, d.v.s. personer, der
har
en væsentlig og individuel interesse i sagens udfald. Kredsen af
klageberettigede kan dog efter omstændighederne på visse forvaltningsområder
være noget videre.
Ved vurderingen af, om der
bør anerkendes en sådan udvidelse, må det tages i betragtning, at
rekursordninger
i almindelighed har til formål at tjene som en særlig retssikkerhedsgaranti
for de umiddelbart berørte personer. En udvidelse af kredsen af
klageberettigede til at omfatte personer med afledede interesser vil til dels
kunne modvirke denne funktion - især i tilfælde som det foreliggende, hvor
klageinstansen har adgang til at ændre afgørelser til skade for adressaten
(reformatio in pejus). En udvidelse af kredsen af klageberettigede til andre
end parterne kan i sådanne tilfælde efter min mening kun anerkendes, såfremt
der kan påvises klare retlige holdepunkter herfor.
Ved ændringen i 1987 af § 53,
stk. 2, i arbejdsskadeforsikringsloven blev det afklaret, at arbejdsgivere,
der har tegnet lovpligtig arbejdsskadeforsikring, ikke anses for parter i
Arbejdsskadestyrelsens
sager vedrørende arbejdsskader, og en anerkendelse af arbejdsgivere som
klageberettigede må derfor efter min mening bero på, om der kan påvises
særlige
momenter, som taler for alligevel at anse dem som klageberettigede.
Den Sociale Ankestyrelse har
til støtte for sin praksis henvist til arbejdsgivernes interesse i at skaffe
sig indsigt i oplysninger vedrørende samt påvirke udfaldet af afgørelser, der
relaterer sig til arbejdets tilrettelæggelse på den pågældende virksomhed.
Disse hensyn blev overvejet
af ombudsmanden i forbindelse med udtalelsen af 3. februar 1986 og ikke anset
for tilstrækkeligt tungtvejende til at anse arbejdsgivere for parter i de
pågældende sager. Det må videre lægges til grund, at Folketinget i
forbindelse
med vedtagelsen af lovændringen i 1987 har tilsluttet sig denne vurdering, og
at der således foreligger en lovgivningsmæssig stillingtagen vedrørende
parts-spørgsmålet. Det ville ikke være holdbart at tillægge de samme hensyn
en
ganske anden vægt ved vurderingen af det nært beslægtede spørgsmål om
klageberettigelse.
Arbejdsgiverens interesse i
at sikre, at arbejdet tilrettelægges og arbejdspladsen indrettes på grundlag
af en afvejning mellem de arbejdsmiljømæssige hensyn og de driftsøkonomiske
hensyn,
vil desuden kunne varetages på en rimelig måde, også uden at arbejdsgivere
tillægges
klageret i forhold til enkeltafgørelser i henhold til
arbejdsskadeforsikringsloven.
Jeg sigter herved til, at arbejdsgiveren vil være part i en eventuel
arbejdstilsynssag,
der rejses på baggrund af en arbejdsskadesag, samt til, at
lov om
offentlighed i forvaltningen
- som oplyst af Sikringsstyrelsen i den ovenfor
citerede skrivelse af 6. januar 1988 til Dansk Arbejdsgiverforening - giver
arbejdsgivere mulighed for at opnå aktindsigt og egen access vedrørende de
for
dem relevante dele af sager vedrørende arbejdsskader.
Det er herefter min
opfattelse, at arbejdsgivere, der har tegnet lovpligtig
arbejdsskadeforsikring,
ikke kan antages at være klageberettigede i forhold til
Arbejdsskadestyrelsens
afgørelser om at anerkende eller afvise tilfælde, som er omfattet af
arbejdsskadeforsikringsloven. Jeg har samtidig hermed gjort Den Sociale
Ankestyrelse
bekendt med min opfattelse og henstillet til ankestyrelsen at ændre sin
praksis
i overensstemmelse hermed."
Lignende dokumenter
- Praksisændring efter underkendelse af arbejdsgiveres klageret i arbejdsskadesager. Retsinformation · 3. november 2003
- Kommentar til afgørelser fra Den Sociale Ankestyrelse - af fuldmægtig Frank Bøgh Madsen fra Ankestyrelsen - 'Der lægges mest vægt på den oprindelige forklaring' - arbejdsskadeforsikring (* 2) Retsinformation · 15. oktober 1997
- 2015-35. Arbejdsgivere bliver part i Ankestyrelsens sag, hvis de klager over en afgørelse om anerkendelse af en arbejdsskade Retsinformation · 2. juli 2015
- Erhvervsbetinget lidelse - skadelidte været lønmodtager og selvstændig. Aktindsigt i lægekonsulentudtalelser. Retsinformation · 3. november 2003
- 1991 LSF 168 FORSLAG TIL LOV OM FORSIKRING MOD FØLGER AF ARBEJDSSKADE Retsinformation · 22. maj 1992
- B. Undersøgelse angående 105 erhvervssygdomssager fra Arbejdsskadestyrelsen Retsinformation · 6. november 2003