Spring til indhold

Retsinformation

Arbejdsgiveres klageberettigelse i forhold til Arbejds skadestyrelsens afgørelser om anerkendelse af arbejds skader.

FOU nr 1989.152UdtalelserFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Arbejdsgiveres klageberettigelse i

forhold til Arbejdsskadestyrelsens afgørelser om anerkendelse af

arbejdsskader.

Advokat A klagede over, at

Den Sociale Ankestyrelse fulgte den praksis at anse arbejdsgivere som

klageberettigede

vedrørende Arbejdsskadestyrelsens afgørelser om at anerkende eller afvise

forhold som arbejdsskade.

Det fremgik af sagen, at Den

Sociale Ankestyrelse ikke anså arbejdsgivere som klageberettigede i forhold

til styrelsens afgørelser om fastsættelse af ydelser i henhold til

arbejdsskadeforsikringsloven.

Ankestyrelsens praksis skal

ses på baggrund af, at ombudsmanden i en skrivelse af 3. februar 1986 til ...

(3 forbund) (omtalt i Folketingets Ombudsmands Beretning for 1985, side 153)

tilkendegav betænkelighed ved at anerkende, at en forsikringspligtig

arbejdsgiver

i almindelighed måtte anses for part i forhold til den dagældende

offentlighedslov

i sager om erhvervssygdomme efter arbejdsskadeforsikringsloven. Ombudsmanden

anførte i udtalelsen bl.a.:

"Anvendelsesområdet for

de særlige regler om partsoffentlighed er i lovens § 10, stk. 1, 1. pkt.,

angivet som "Ansøgere, klagere og andre parter i en sag ...". Loven

indeholder ikke nogen nærmere stillingtagen til spørgsmålet om, hvilken

personkreds der herefter må anses for at være parter.

Med støtte i forarbejderne

til den tilsvarende bestemmelse i den tidligere gældende

partsoffentlighedslov

(Folketingstidende 1963/64, tillæg A, spalte 1351) er det dog almindeligt

Læs alt

antaget i den juridiske litteratur og i praksis, at der ved afgørelsen af, om

en person kan anses for part i en sag, "navnlig (må) lægges vægt på,

hvor

væsentlig den pågældendes interesse i sagen er, ... og hvor nært denne

interesse

er knyttet til sagens udfald".

Specielt for så vidt angår

fastlæggelsen af begrebet "klagere" er det på baggrund af en

udtalelse i bemærkningerne til partsoffentlighedslovforslaget

(Folketingstidende

1963/64, tillæg A, spalte 1350) fast antaget, at partsstatus alene tilkommer

personer, der klager "i en dem vedkommende sag", jfr. herved

Betænkning

om offentlighedslovens revision (nr. 857/1978), side 414. Efter min

opfattelse

må en tilsvarende begrænsning indfortolkes i partsbegrebet også i andre

relationer.

Sikringsstyrelsen og

Socialministeriet er hverken i den forudgående brevveksling med forbundene

eller i de udtalelser, der er afgivet i anledning af klagen til mig, kommet

nærmere ind på karakteren af de interesser, der efter myndighedernes

opfattelse skulle begrunde, at den forsikringspligtige arbejdsgiver i

almindelighed anses som part i Sikringsstyrelsen (og den sociale

ankestyrelses)

behandling af sager om erhvervssygdomme.

Afgørende for vurderingen af

dette spørgsmål er, om arbejdsgiveren har den fornødne (retlige) interesse i

forhold til Sikringsstyrelsens

sag

og den

afgørelse

, der

træffes om erstatning i henhold til arbejdsskadeforsikringsloven. Det

forhold, at arbejdsgiveren måtte have en væsentlig (retlig) interesse - ikke

i

Sikringsstyrelsens afgørelse - men i at kende

oplysningerne

i sagen med

andet formål for øje, f.eks. fordi arbejdstageren har anlagt civil

erstatningssag

eller påtænker sådant søgsmål - kan efter min opfattelse ikke begrunde, at

arbejdsgiveren

anses som part i Sikringsstyrelsens sag om erstatning i medfør af

arbejdsskadeforsikringsloven.

For den forsikringspligtige

arbejdsgiver (der har opfyldt forsikringspligten) synes der ikke at bestå

nogen

væsentlig direkte retlig interesse i udfaldet af Sikringsstyrelsens

afgørelse.

Kun i de formentlig sjældne tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om

regresansvar

for arbejdsgiveren (jfr. herved lovens § 55, stk. 1) består en sådan

interesse.

I så fald må arbejdsgiveren anses som part i hvert fald i forhold til selve

sagen om regresansvar, men formentlig også i forhold til sagen om erstatning

til arbejdstageren. I øvrigt synes en arbejdsgivers interesse i udfaldet af

"almindelige" erstatningssager kun at være indirekte;

forsikringspræmiernes størrelse inden for den pågældende branche, eller

virksomhedens henførelse til en bestemt præmieklasse, vil være påvirket af

skadesfrekvensen i branchen eller virksomheden. En sådan indirekte økonomisk

interesse kan efter min opfattelse ikke i sig selv antages at begrunde

partsstatus

for arbejdsgiveren i den enkelte erstatningssag, der vedrører en ansat i den

pågældendes virksomhed.

Det anførte synes også at

finde en vis bekræftelse i bestemmelsen i arbejdsskadeforsikringslovens § 53,

stk. 2. Efter denne bestemmelse påhviler det Sikringsstyrelsen, forinden der

træffes afgørelse om erstatning, at "... give skadelidte eller de

efterladte, forsikringsselskabet samt andre vedkommende lejlighed til at

gøre sig bekendt med de foreliggende oplysninger og til at udtale sig om

sagen".

Jeg må forstå

Sikringsstyrelsens skrivelse af 8. februar 1983 således, at Sikringsstyrelsen

ikke i almindelighed anser forsikringspligtige arbejdsgivere for at tilhøre

den kreds, der (som "andre vedkommende") skal underrettes i medfør

af bestemmelsen i lovens § 53, stk. 2. Denne opfattelse kan ikke give mig

anledning til bemærkninger.

Arbejdsskadeforsikringslovens

§ 53, stk. 2, går videre end offentlighedslovens regler om partsoffentlighed

m.v., idet det påhviler Sikringsstyrelsen at tage initiativet til

gennemførelsen af aktindsigt og kontradiktion, sammenlign offentlighedslovens

§§ 10 og 12, hvis anvendelse forudsætter, at parten har fremsat begæring der.

Selv om afgrænsningen af kredsen af parter efter

arbejdsskadeforsikringslovens

§ 53, stk. 2, derfor næppe er ubetinget afgørende for spørgsmålet om, hvem

der

må anses som part i offentlighedslovens forstand i erhvervssygdomssager, kan

bestemmelsen og dens praktisering dog efter min opfattelse tillægges en vis

vejledende betydning ved afgørelsen af, hvem der som "part" i

offentlighedslovens forstand er berettiget til at udøve partsbeføjelser. Jeg

bemærker herved, at arbejdsskadeforsikringslovens § 53, stk. 2, er en

videreførelse

af bestemmelsen i ulykkesforsikringslovens § 9, stk. 2. Omtalen af denne

bestemmelse i Betænkning om offentlighed i forvaltningen (Nr. 325/1963) side

22 f., side

133 f. og side

199 f. efterlader ikke det indtryk, at

det var tilsigtet at give de foreslåede bestemmelser om partsoffentlighed og

kontradiktion efter begæring et væsentligt videregående anvendelsesområde.

At den forsikringspligtige

arbejdsgiver ikke i almindelighed anses for at have partsstatus i sager i

medfør af arbejdsskadeforsikringsloven, støttes efter min opfattelse også af

overgangsbestemmelsen i lovens § 67, stk. 1. Det er her fastsat, at

arbejdsgivere, der har opnået fritagelse (der fortsat har gyldighed) for at

afgive

risikoen efter ulykkesforsikringsloven, har samme retsstilling efter

arbejdsskadeforsikringsloven

som et forsikringsselskab."

Ombudsmanden henstillede til

Sikringsstyrelsen og Socialministeriet at undergive spørgsmålet en fornyet

overvejelse i lyset af de synspunkter, han havde anført.

Ved lov nr. 142 af 25. marts

1987 blev arbejdsskadeforsikringslovens § 53, stk. 2, ændret til følgende:

"Forinden

Sikringsstyrelsen træffer afgørelse efter §§ 27-28 og 30-33, skal den give

sagens parter lejlighed til at gøre sig bekendt med de foreliggende

oplysninger

og til at udtale sig om sagen."

I forarbejdsbemærkningerne

til bestemmelsen anførtes følgende:

"Efter lovens § 53, stk.

2, skal Sikringsstyrelsen forinden den træffer afgørelse om erstatning give

skadelidte eller de efterladte, forsikringsselskabet samt andre vedkommende

lejlighed til at gøre sig bekendt med de foreliggende oplysninger og til at

udtale sig om sagen. I styrelsens tidligere praksis er den

forsikringspligtige

arbejdsgiver anset omfattet af ordene "andre vedkommende", dvs.

anset som part i arbejdsskadesagen. En række fagforbund har i 1984 klaget til

Folketingets ombudsmand over styrelsens praksis. I februar 1986 har

Folketingets ombudsmand givet udtryk for betænkelighed ved at tilslutte sig

Socialministeriets og Sikringsstyrelsens opfattelse, hvorefter en

forsikringspligtig

arbejdsgiver i almindelighed må anses som part i forhold til

offentlighedsloven

og har henstillet, at spørgsmålet overvejes påny i lyset af ombudsmandens

synspunkter. Spørgsmålet har herefter være forelagt Justitsministeriet, som

med ombudsmanden er enig i, at en arbejdsgiver ikke i almindelighed kan

anses for at være part i en sag efter arbejdsskadeforsikringsloven undtagen

i de tilfælde, hvor en arbejdsgiver har undladt at opfylde sin

forsikringspligt,

eller hvor arbejdsgiveren ikke har forsikringspligt og dermed samme stilling

som et forsikringsselskab. Det foreslås i lovens § 53, stk. 2, at præcisere

styrelsens i overensstemmelse hermed ændrede praksis, hvorefter kun parter i

sagen har krav på aktindsigt. Det vil sige, at som hovedregel har

arbejdsgiveren ikke længere krav på aktindsigt, da pågældende i almindelighed

ikke kan anses for sagspart.", jf. Folketingstidende 1986/87, Lovforslag

nr. L 113, Blad nr. 264, side 5, 2. spalte.

Dansk Arbejdsgiverforening

bad mig i skrivelse af 6. november 1987 om bl.a. at udtale mig om, hvorvidt

den praksis, som Sikringsstyrelsen havde påbegyndt på baggrund af

ombudsmandens

ovenfor citerede udtalelse, var for restriktiv i forhold til retstilstanden,

der blev indført med virkning fra 1. april 1987 ved ændringen af § 53, stk.

2,

i arbejdsskadeforsikringsloven.

Jeg oversendte henvendelsen

til Sikringsstyrelsen, som i brev af 6. januar 1988 besvarede spørgsmålet på

følgende måde:

"I et brev af 19. november

1987 har Folketingets Ombudsmand orienteret Sikringsstyrelsen om sit svar på

Dansk Arbejdsgiverforenings skrivelse af 6. november 1987 om arbejdsgiverens

stilling i arbejdsskadesager. Ombudsmanden har samtidig fundet det rettest,

at Sikringsstyrelsen - eventuelt efter forudgående kontakt med

Arbejdstilsynet

- tager stilling til spørgsmålet om, hvorledes det sikres, at virksomhederne

får kendskab til de forhold vedrørende arbejdsmiljø m.v. på den enkelte

virksomhed,

som fremgår af en arbejdsskadesag, og som har betydning for virksomhedens

mulighed

for at sikre et forsvarligt arbejdsmiljø.

Arbejdstilsynet har herefter

telefonisk oplyst, at arbejdsgiveren som part i miljøsager mellem pågældende

virksomhed og Arbejdstilsynet/kredsen, herunder sager, som måtte blive rejst

på grund af en arbejdsulykke eller en til Arbejdstilsynet anmeldt

erhvervssygdom,

har almindelig aktindsigt med forbehold for de undtagelser, der er nævnt i

offentlighedslovens § 4.

Sikringsstyrelsen følger den

praksis at give arbejdsgiveren aktindsigt i arbejdsskadesager i det omfang,

der er tale om oplysninger, som alene relaterer sig til virksomheden og

arbejdsmiljøet på denne.

Det er styrelsens opfattelse,

at denne praksis er i overensstemmelse med de i § 4, stk. 2, i lov om

offentlighed

i forvaltningen indførte nye bestemmelse om egenacces, hvorefter den

(ikke-part), hvis personlige forhold er omtalt i et dokument, med visse

undtagelser

kan forlange at blive gjort bekendt med oplysningerne herom. Det bemærkes,

at spørgsmålet om arbejdsgiverens partsstatus og omfanget af arbejdsgiverens

aktindsigt vil blive nærmere overvejet i udvalget til revision af

arbejdsskadeforsikringsloven."

Udvalget til revision af

arbejdsskadeforsikringsloven afgav betænkning i 1988 (nr. 1142) og behandlede

i

kapitel 9 spørgsmålet om arbejdsgiverens partsstatus.

Den Sociale Ankestyrelse traf

den 24. oktober 1988 afgørelse i den konkrete sag, som gav A anledning til at

henvende sig til mig. Sagen angik et medlem af Husligt Arbejder Forbund, som

under ansættelse hos B var kommet til skade ved at få vabler på fingrene på

grund af manglende brug af handsker samt rygsmerter efter et fald på det

glatte gulv. Sikringsstyrelsen traf den 9. februar 1988 afgørelse om at

henføre

forholdene under arbejdsskadeforsikringsloven, og denne afgørelse blev af

arbejdsgiveren

påklaget til ankestyrelsen under henvisning til, at det ikke kunne anses for

tilstrækkeligt godtgjort, at de påståede skader var sket i arbejdstiden.

Ankestyrelsen

optog klagen til realitetsbehandling og stadfæstede ved afgørelsen af 24.

oktober 1988 Sikringsstyrelsens afgørelse.

A klagede på baggrund af den

ovennævnte sag over Den Sociale Ankestyrelses praksis med hensyn til at

anerkende arbejdsgivere som klageberettigede i forhold til

Arbejdsskadestyrelsens

afgørelser i henhold til arbejdsskadeforsikringsloven. A fremhævede i den

forbindelse,

at arbejdsgiveren vil blive betragtet som part i

klagesagen

og

således på dette grundlag kan opnå videregående adgang til aktindsigt (hos

klageinstansen)

end forudsat i ombudsmandens udtalelse af 3. februar 1986 og ved lovændringen

af § 53, stk. 2, i arbejdsskadeforsikringsloven.

Den Sociale Ankestyrelse

uddybede i udtalelser af 11. april og 16. august 1989 til mig baggrunden for

sin praksis. I skrivelsen af 11. april 1989 anførte ankestyrelsen bl.a.:

"Ankestyrelsen er

fortsat af den opfattelse, at en arbejdsgiver må anses at have en sådan

retlig

interesse i Sikringsstyrelsens afgørelser vedrørende anerkendelse af en

arbejdsskade, at arbejdsgiveren må være

klageberettiget

i sådanne

sager. I det tilfælde, hvor en arbejdsgiver indbringer Sikringsstyrelsens

afgørelse vedrørende anerkendelse for Ankestyrelsen, må arbejdsgiveren

således

anses for at være part i den i Ankestyrelsen verserende sag med deraf

følgende

ret til aktindsigt. Aktindsigtens omfang vil dog kunne begrænses under hensyn

til den anden parts (skadelidtes) private interesser, jf. forvaltningslovens

§ 15, stk. 1, således at arbejdsgiveren alene vil få aktindsigt vedrørende

oplysninger, som vedrører virksomheden og arbejdsmiljøet på denne. Heraf

følger, at arbejdsgiveren ikke vil få adgang til oplysninger om den

skadelidtes personlige forhold.

Som det fremgår af SM

U-10-87, finder Ankestyrelsen, at arbejdsgivere, der har tegnet lovpligtig

forsikring, ikke kan anses for ankeberettigede med hensyn til

Sikringsstyrelsens

afgørelser om erstatningsfastsættelsen, og arbejdsgiverne vil derfor ikke

være

part i disse sager i Ankestyrelsen, ligesom de heller ikke vil have ret til

aktindsigt."

I skrivelsen af 16. august

1989 uddybede ankestyrelsen spørgsmålet således:

"Med hensyn til

spørgsmålet om klageret skal Ankestyrelsen indledningsvis henvise til § 1,

stk. 1, i lov om Den Sociale Ankestyrelse, hvorefter Ankestyrelsen er

klageinstans

for administrative afgørelser i det omfang, det fastsættes i lovgivningen.

Ifølge § 54, stk. 1, i

arbejdsskadeforsikringsloven kan Arbejdsskadestyrelsens afgørelser indbringes

for Den Sociale Ankestyrelse.

Kredsen af klageberettigede

er ikke afgrænset i lovgivningen, men i pkt. 5 i Socialministeriets cirkulære

af 7. juni 1973 om Den Sociale Ankestyrelse hedder det, at afgørelser i

sociale

og dermed beslægtede sager kan påklages af den, hvem afgørelsen vedrører

(eller hans repræsentant), og i øvrigt af enhver, der har en retlig interesse

i sagen.

Ankestyrelsens praksis,

hvorefter arbejdsgivere anses for klageberettigede i sager om anerkendelse af

arbejdsskade, hviler på en antagelse om, at arbejdsgiveren har en individuel

retlig interesse i sagen.

Hvadenten det som i den

foreliggende sag drejer sig om et ulykkestilfælde og skadelige påvirkninger

af højst nogle få dages varighed, eller det drejer sig om en erhvervssygdom,

kan en sag om anerkendelse af en arbejdsskade indeholde nogle særdeles

væsentlige oplysninger om, og herunder også kritik af, forholdene på

arbejdspladsen

både med hensyn til sikkerhed og arbejdsmiljø, som arbejdsgiveren har en

væsentlig

interesse i at blive gjort bekendt med og udtale sig om. Arbejdsgiverens evt.

udtalelse i sagen bidrager til sagens oplysning og herunder til afklaring af

evt. tvivlsspørgsmål om årsagssammenhængen mellem det anmeldte tilfælde og

arbejdsforholdene. Oplysningerne vil f.eks. også kunne få væsentlig

betydning i tilfælde, hvor der bliver spørgsmål om at anlægge erstatningssag

mod arbejdsgiveren ved domstolene med henblik på tilkendelse af erstatning,

der ikke er omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven.

En arbejdsgiver, der påklager

Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om anerkendelse, anses som part i sagen med

deraf følgende ret til aktindsigt, dog med de begrænsninger, der følger af

forvaltningslovens § 15, stk. 1. Med hensyn til sidstnævnte punkt følger

Ankestyrelsen

Arbejdsskadestyrelsens praksis, hvorefter aktindsigt til arbejdsgiveren

begrænses til de oplysninger, der alene relaterer sig til virksomheden og

arbejdsmiljøet på denne.

Med hensyn til det rejste

spørgsmål om, hvorvidt den antagne klageret for arbejdsgivere er mere

vidtgående end den klageret, der i almindelighed er gældende inden for

administrativ rekurs, finder Ankestyrelsen, at det ligger uden for styrelsens

kompetence at udtale sig om dette spørgsmål.

Til støtte for Ankestyrelsens

praksis skal man dog henvise til "Forvaltningsret - Almindelige

Emner"

v/Carl Aage Nørgaard, Institut for Offentlig Ret ved Århus Universitet, 1979,

s. 296, hvorefter praksis i tilfælde, hvor der ikke er tale om varetagelse af

almene interesser, men om varetagelse af individuelle, væsentlige interesser,

synes at gå ret vidt med hensyn til kredsen af klageberettigede.

..."

I en skrivelse til A udtalte

jeg følgende:

"Lov om

arbejdsskadeforsikring (lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987 med senere

ændringer) § 54 indeholder følgende:

"§ 54.

Sikringsstyrelsens afgørelser kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse.

..."

Det er ikke i bestemmelsen

nærmere angivet, hvilke personer der anses for klageberettiget, og det må

således antages, at afgrænsningen heraf skal ske i overensstemmelse med

almindelige forvaltningsretlige principper vedrørende administrativ rekurs.

Klageberettigede er herefter

som udgangspunkt den eller de, der er parter i sagen, d.v.s. personer, der

har

en væsentlig og individuel interesse i sagens udfald. Kredsen af

klageberettigede kan dog efter omstændighederne på visse forvaltningsområder

være noget videre.

Ved vurderingen af, om der

bør anerkendes en sådan udvidelse, må det tages i betragtning, at

rekursordninger

i almindelighed har til formål at tjene som en særlig retssikkerhedsgaranti

for de umiddelbart berørte personer. En udvidelse af kredsen af

klageberettigede til at omfatte personer med afledede interesser vil til dels

kunne modvirke denne funktion - især i tilfælde som det foreliggende, hvor

klageinstansen har adgang til at ændre afgørelser til skade for adressaten

(reformatio in pejus). En udvidelse af kredsen af klageberettigede til andre

end parterne kan i sådanne tilfælde efter min mening kun anerkendes, såfremt

der kan påvises klare retlige holdepunkter herfor.

Ved ændringen i 1987 af § 53,

stk. 2, i arbejdsskadeforsikringsloven blev det afklaret, at arbejdsgivere,

der har tegnet lovpligtig arbejdsskadeforsikring, ikke anses for parter i

Arbejdsskadestyrelsens

sager vedrørende arbejdsskader, og en anerkendelse af arbejdsgivere som

klageberettigede må derfor efter min mening bero på, om der kan påvises

særlige

momenter, som taler for alligevel at anse dem som klageberettigede.

Den Sociale Ankestyrelse har

til støtte for sin praksis henvist til arbejdsgivernes interesse i at skaffe

sig indsigt i oplysninger vedrørende samt påvirke udfaldet af afgørelser, der

relaterer sig til arbejdets tilrettelæggelse på den pågældende virksomhed.

Disse hensyn blev overvejet

af ombudsmanden i forbindelse med udtalelsen af 3. februar 1986 og ikke anset

for tilstrækkeligt tungtvejende til at anse arbejdsgivere for parter i de

pågældende sager. Det må videre lægges til grund, at Folketinget i

forbindelse

med vedtagelsen af lovændringen i 1987 har tilsluttet sig denne vurdering, og

at der således foreligger en lovgivningsmæssig stillingtagen vedrørende

parts-spørgsmålet. Det ville ikke være holdbart at tillægge de samme hensyn

en

ganske anden vægt ved vurderingen af det nært beslægtede spørgsmål om

klageberettigelse.

Arbejdsgiverens interesse i

at sikre, at arbejdet tilrettelægges og arbejdspladsen indrettes på grundlag

af en afvejning mellem de arbejdsmiljømæssige hensyn og de driftsøkonomiske

hensyn,

vil desuden kunne varetages på en rimelig måde, også uden at arbejdsgivere

tillægges

klageret i forhold til enkeltafgørelser i henhold til

arbejdsskadeforsikringsloven.

Jeg sigter herved til, at arbejdsgiveren vil være part i en eventuel

arbejdstilsynssag,

der rejses på baggrund af en arbejdsskadesag, samt til, at

lov om

offentlighed i forvaltningen

- som oplyst af Sikringsstyrelsen i den ovenfor

citerede skrivelse af 6. januar 1988 til Dansk Arbejdsgiverforening - giver

arbejdsgivere mulighed for at opnå aktindsigt og egen access vedrørende de

for

dem relevante dele af sager vedrørende arbejdsskader.

Det er herefter min

opfattelse, at arbejdsgivere, der har tegnet lovpligtig

arbejdsskadeforsikring,

ikke kan antages at være klageberettigede i forhold til

Arbejdsskadestyrelsens

afgørelser om at anerkende eller afvise tilfælde, som er omfattet af

arbejdsskadeforsikringsloven. Jeg har samtidig hermed gjort Den Sociale

Ankestyrelse

bekendt med min opfattelse og henstillet til ankestyrelsen at ændre sin

praksis

i overensstemmelse hermed."

Lignende dokumenter