Spring til indhold

Retsinformation

Politiets opkrævning af udgifter til Falcks Redningskorps' bortfjernelse af biler.

FOU nr 1990.126UdtalelserFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Politiets opkrævning af udgifter til Falcks Redningskorps'

bortfjernelse af biler.

A klagede over Justitsministeriets besvarelse af en klage, A

havde indgivet til Justitsministeriet over en rabatordning, som er indgået

mellem rigspolitichefen og Falcks Redningskorps vedrørende transport af

køretøjer, som fjernes ved politiets foranstaltning.

Det fremgik af sagen, at A klagede til Justitsministeriet over,

at den forannævnte rabatordning ikke kommer ejerne af de implicerede

motorkøretøjer til gode.

I anledning af A's skrivelse indhentede Justitsministeriet en

udtalelse fra rigspolitichefen, der

bl.a. anførte følgende:

"...

I den anledning kan det oplyses, at politiet siden 1960, med

henblik på at undgå at binde unødigt mange politimæssige ressourcer til

transportopgaver m.m., har haft en overenskomst med Falcks Redningskorps, om

at politiet kan anmode Falck om bistand til løsning af opgaver, som naturligt

falder inden for selskabets arbejdsområde.

På baggrund af udviklingen siden den oprindelige aftales

indgåelse blev der i begyndelsen af 80'erne optaget forhandlinger om

indgåelse

af en landsdækkende aftale. Uensartede priser og betydelige udgifter for

politiet, samt behovet for et stående beredskab og en hurtig effektuering af

politiets rekvisitioner, var baggrunden for ønsket om en ny overenskomst.

Forhandlingerne resulterede i, at der i 1983 blev indgået en

generel hovedaftale, hvorefter Falcks Redningskorps tilbyder at yde politiet

en

sådan hjælp, som naturligt falder ind under korpsets arbejdsområder.

Herudover

blev der indgået særaftaler om transport af lig, transport af biler og

Læs alt

motorcykler samt transport af hittegodscykler og -knallerter.

Ved indgåelse af aftalerne opnåedes en reduktion af udgifterne

til Falck, idet Falcks Redningskorps på visse af de ydede assistancer yder en

kvantumsrabat på 15%. Ifølge aftalerne, der er anmeldt over for

Monopoltilsynet, ydes rabatten på grundlag af det samlede beløb, som politiet

i

et kalenderår har betalt for ydede assistancer.

Det bemærkes, at politiets årlige omsætning med Falcks Redningskorps,

for så vidt angår de rabatberettigede assistancer, udgør godt 8 mio. kr.

Ifølge aftalen om transport af biler og motorcykler udskriver

Falcks Redningskorps en regning til politiet efter de til enhver tid gældende

takster. Politiet hæfter således som rekvirent for beløbets betaling over for

Falcks Redningskorps, og først når de retslige forhold omkring den

rekvirerede

assistance er afklaret, er det muligt endeligt at afgøre hvem, der skal

afholde

udgiften.

Hvis Falcks Redningskorps imidlertid i forvejen er kontraktligt

forpligtet til at yde den begærede assistance, fremsendes dog ingen regning

til

politiet. Såfremt bilejerne har abonnement hos et andet redningsselskab, vil

politiet efter anmodning benytte dette selskab.

Såfremt politiet har udlagt beløbet, påhviler det politiet efterfølgende

at søge beløbet indfordret hos bilejeren. Erfaringsmæssigt viser

indfordringerne sig dog i en række tilfælde resultatløse, hvorfor politiets

samlede udgifter til borttransport af køretøjer overstiger de refunderede

udgifter.

Sammenfattende er det Rigspolitichefens vurdering, at de

indgåede aftaler på en god og økonomisk forsvarlig måde sikrer, at politiets

rekvisitioner effektueres hurtigt, ligesom publikum ikke påføres unødige

udgifter, idet eventuelle abonnementsordninger tilgodeses.

..."

I skrivelsen til A anførte Justitsministeriet afslutningsvis

følgende:

"...

Ligesom rigspolitichefen finder Justitsministeriet, at ordningen

bedst muligt tilgodeser de forskellige, relevante hensyn. Dette gælder

således

hensynet til muligheden for hurtigt og effektivt at kunne få bortfjernet

sådanne køretøjer, og hensynet til at motorkøretøjernes ejer m.v. ikke

påføres

unødvendige udgifter og i øvrigt økonomisk stilles bedst muligt i forbindelse

med fjernelsen af et sådant køretøj. Den særlige rabat på 15%, som udbetales

fra Falcks side - og som fastsættes samlet på baggrund af den årlige totale

rekvisition af bistand hos Falck - må ses i sammenhæng med, at politiet i

vidt

omfang ikke kan få dækket de udlagte udgifter til fjernelse af

motorkøretøjer,

og i et sådant omfang, at politiets opgaver inden for det omhandlede område

økonomisk set samlet er underskudsgivende. Efter Justitsministeriets

opfattelse

vil det derfor ikke være muligt eller i øvrigt rimeligt, at den pågældende

rabatordning i forhold til politiet gav sig udslag i en billigere pris over

for

de enkelte ejere m.v. af bortfjernede motorkøretøjer."

I A's skrivelse til mig præciserede han sin klage i følgende to

punkter:

"1) Kan det være rigtigt som rigspolitichefen påstår, at

mængden af uerholdelige beløb for borttransport af biler overstiger rabatten

(ca. 15%)? Det fremgår ikke af Justitsministeriets brev, om man tror på denne

påstand i Justitsministeriet.

2) Er det lovligt, at politiet opkræver mere af den enkelte bilist,

end transporten af netop vedkommendes bil har kostet?"

I en udtalelse til mig i anledning af A's klage henholdt

rigspolitichefen sig til sin forannævnte udtalelse til Justitsministeriet og

anførte bl.a. følgende:

"...

Rigspolitichefen kan i tilslutning hertil oplyse, at rabatten

til politiet ydes på baggrund af politiets samlede ressourceforbrug.

Rabatordningen, der har karakter af en kvantumsrabat, har nærmere

sammenhæng med, at politiet, som rekvirent af assistancen, indestår for

betalingen og afregningen til redningskorpset. Politiet har herved påtaget

sig

administrationen af ordningen, herunder at afholde de udgifter, der er

forbundet med inddrivelsen. Det bemærkes i den forbindelse, at inddrivelsen

erfaringsmæssigt kan strække sig over en længere periode med en egentlig

retsforfølgning til følge, hvilket er forbundet med ikke ubetydelige udgifter

såsom rentetab, gebyrer m.m.

Det bemærkes, at der ikke foreligger en samlet opgørelse, der

belyser i hvilket omfang udgifterne overstiger den ydede rabat, men det

skønnes

imidlertid at de beløb, som må anses for uerholdelige, overstiger de beløb,

der

udbetales i henhold til aftalen.

Når hertil kommer, at den enkelte bilejer ikke stilles

anderledes end tilfældet ville være, hvis køretøjet var blevet

borttransporteret

uden politiets mellemkomst, er det Rigspolitichefens vurdering, at den

enkelte

bilejer ikke skal godskrives nogen del af den til Rigspolitichefen ydede

rabat.

..."

Justitsministeriet har i en udtalelse til mig i anledning af A's

klage bl.a. anført følgende:

"...

Det tilføjes, at rigspolitichefen over for Justitsministeriet

telefonisk har præciseret, at rabatten ydes på baggrund af politiets samlede

ressourceforbrug i årets løb, hvorfor politiet først ved årets udgang får

udbetalt den samlede rabat. Det tilføjes, at rabatten i de senere år har

udgjort 15%.

Efter rigspolitichefens opfattelse vil det således være

uforholdsmæssigt ressourcekrævende efterfølgende at gennemgå samtlige sager

med henblik på i givet fald at udbetale et mindre beløb til den enkelte ejer

m.v. svarende til den forholdsmæssige del af rabatten."

I en skrivelse til A udtalte jeg følgende:

"Regler om politiets adgang til fjernelse og salg af

køretøjer er indeholdt i færdselslovens § 123.

Færdselslovens § 123, stk. 1 og 2, har følgende indhold:

"Politiet kan foranledige de nedenfor under nr. 1-3 nævnte

køretøjer fjernet, såfremt de henstår på et af færdselsloven omfattet område:

1) køretøj, der er henstillet i strid med gældende

bestemmelser om standsning eller parkering,

2) havareret eller i øvrigt defekt køretøj og

3) registreringspligtigt køretøj, der henstår uden

nummerplader.

Stk. 2. Køretøjet

bringes til den af politiet anviste opbevaringsplads, medmindre føreren eller

ejeren (brugeren) er til stede og straks fjerner køretøjet eller anviser

anden

opbevaringsplads. De af politiet afholdte udgifter til transport og

opbevaring

påhviler føreren. Er føreren ukendt, eller betaler han ikke efter påkrav,

hæfter tillige ejeren (brugeren) for betalingen, medmindre det godtgøres, at

føreren uberettiget var i besiddelse af køretøjet. Beløbet kan inddrives ved

udpantning."

Som det fremgår af færdselslovens § 123, stk. 2, 2. pkt., påhviler

de af politiet

afholdte

udgifter til

transport og opbevaring føreren.

Umiddelbart må bestemmelsen efter sin formulering forstås

således, at det er de af politiet

faktisk

afholdte udgifter, der påhviler føreren. Der er efter min opfattelse hverken

i loven

eller i lovforarbejderne holdepunkter for en antagelse i retning af, at der

skulle bestå den fornødne hjemmel for en ordning, hvorefter politiet kan

pålægge føreren eller ejeren af et køretøj større udgifter til køretøjets

borttransport end de rent faktisk afholdte. En sådan ordning ville have

væsentlige lighedspunkter med den situation, at politiet pålagde føreren

eller

ejeren af et køretøj et gebyr ud over de af politiet faktisk afholdte

udgifter

til fjernelse af køretøjet. Det er fast antaget, at opkrævning af et gebyr

kræver udtrykkelig lovhjemmel, se herved f.eks. Folketingets Ombudsmands

beretning, 1987.47, med henvisninger.

Rigspolitichefen og Justitsministeriet har henvist til, at den

oprettede ordning med Falck alene kan ses som en kompensation for de

udgifter,

politiet har afholdt, og at disse udgifter skønnes at overstige det beløb,

der

udbetales i henhold til rabatordningen med Falck. Rigspolitichefen har

endvidere

henvist til, at rabatten til politiet ydes i forhold til politiets samlede

ressourceforbrug på årsbasis, og at det vil være uforholdsmæssigt

ressourcekrævende efterfølgende at gennemgå samtlige sager med henblik på i

givet fald at udbetale mindre beløb til den enkelte ejer svarende til den

forholdsmæssige del af rabatten.

Efter min gennemgang af sagen er det min opfattelse, at der i

færdselslovens § 123 ikke er hjemmel til en ordning, hvorefter der opkræves

større beløb end de omkostninger, som politiet rent faktisk selv har afholdt.

Under hensyn hertil har jeg henstillet til Justitsministeriet at

tilvejebringe den fornødne lovhjemmel for den bestående rabatordning (f.eks.

i

form af hjemmel til at opkræve et supplerende gebyr) eller ændre den gældende

ordning, således at rabatten kommer de personer til gode, der skal refundere

politiets udgifter ved transporten. Efter min opfattelse kan de af

rigspolitichefen og Justitsministeriet anførte ressourcemæssige synspunkter

bære, at ordningen f.eks. praktiseres på den måde, at det foregående års

rabatprocent fratrækkes i det beløb, der opkræves fra den enkelte. Der har

efter det oplyste ikke været ændringer i procentsatsen siden 1983, men uanset

eventuelle mindre ændringer i rabatten vil en sådan ordning efter min

opfattelse kunne anses for at være i overensstemmelse med det eksisterende

hjemmelsgrundlag. Ganske vist vil det kunne medføre, at der i nogle år

opkræves for meget og i andre år for lidt, men ved små afvigelser finder jeg,

at dette lovligt kan begrundes i administrative og ressourcemæssige

forhold."

Lignende dokumenter