Spring til indhold

Retsinformation

Dispensation for registreringspligten.

FOU nr 1989.68UdtalelserFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Dispensation for registreringspligten.

A klagede over en afgørelse

fra Justitsministeriet om afslag på ansøgning om tilladelse til at benytte et

tysk registreret køretøj til prøvekørsel her i landet i forbindelse med

reparationer af køretøjet.

Af sagens akter fremgik det,

at A i 1987 ansøgte rigspolitichefen, Centralregisteret for Motorkøretøjer,

om tilladelse til at prøvekøre en tysk registreret bil, mærket Ford Sierra,

efter reparation ca. 2 gange pr. måned i omegnen af hans bopæl i Næstved og

til kørsel til og fra færgen i Rødby eller Gedser. A oplyste, at den

pågældende bil er tysk ejet, og at han lånte bilen af ejeren til rallykørsel,

som udelukkende fandt sted i Vesttyskland. Endelig oplyste A, at det antal

kilometer, køretøjet forventedes at tilbagelægge i det kommende år, var ca.

10.000 kilometer, heraf 400 kilometer i Danmark.

I en skrivelse meddelte Centralregisteret

for Motorkøretøjer A, at centralregisteret ikke kunne imødekomme det

ansøgte, da der ikke forelå ganske særlige grunde til ikke at kræve køretøjet

indregistreret i Danmark, jf. § 106 i Justitsministeriets bekendtgørelse om

registrering af motorkøretøjer m.v.

A tilbagesendte centralregisterets

skrivelse med supplerende oplysninger. A oplyste således bl.a., at han ikke

- efter hans opfattelse - kunne anses som egentlig bruger af køretøjet i

registreringsbekendtgørelsens forstand, idet han i Danmark kun benyttede

bilen til nødvendig kørsel til og fra færgen i Rødby og til prøvekørsel

efter reparation. A gjorde gældende, "at der ikke alene foreligger

ganske

særlige grunde til ikke at kræve køretøjet indregistreret her i landet (også

og allerede fordi køretøjets ejer af forståelige grunde modsætter sig noget

sådant), men ... (også), at køretøjet ganske overvejende skal anvendes

udenfor

Læs alt

landets grænser, begge dele, jf. RB § 106, 1. pkt., jf. § 105, stk. 1".

I den anledning meddelte

centralregisteret A i en skrivelse følgende:

"... man...betragter Dem

(fortsat) som bosat her i landet i forbindelse med spørgsmålet om

registreringspligt, jf. registreringsbekendtgørelsens § 105, stk. 1,

og...Centralregisteret...finder (ikke), at der foreligger sådanne særlige

grunde til ikke at kræve køretøjet registreret her i landet, at man kan

tillade, at De benytter køretøjet her i landet uden dansk registrering, jf.

registreringsbekendtgørelsens § 106.

Det tilføjes, at tilladelse

til kørsel her i landet i medfør af § 106 i almindelighed kun gives til

personer, der i forbindelse med deres erhverv regelmæssigt opholder sig i

udlandet i flere dage ad gangen, hvor de ved erhvervsudøvelsen skal anvende

et

køretøj de ejer, eller som de af deres arbejdsgiver har fået stillet til

vedvarende

disposition. Tilladelse gives ifølge fast praksis kun til direkte kørsel fra

grænsen til de pågældendes bopæl og retur i forbindelse med week-end- og

ferieophold

samt ved sædvanlige højtider.

..."

Ved en påtegning på centralregisterets

skrivelse meddelte A, at han agtede at lade bilen transportere på lad fra og

til færgen i Rødby, hvilket medførte, at hans ansøgning nu alene omfattede

tilladelse til prøvekørsel efter reparationer.

Centralregisteret meddelte A

i en skrivelse, at registeret måtte fastholde sine tidligere afgørelser.

A klagede til Justitsministeriet

over centralregisterets afgørelse. A bemærkede, at hans ansøgning fortsat

alene

omfattede tilladelse til prøvekørsel efter reparation som anført i hans

seneste påtegningsskrivelse til centralregisteret.

I anledning af A's klage

udtalte rigspolitichefen i en skrivelse til Justitsministeriet,

Færdselssikkerhedsafdelingen,

følgende:

"...

Vedrørende spørgsmålet om

tilladelse til kørsel i Danmark med udenlandsk registreret køretøj, uagtet

klageren har bopæl her i landet, er der ved de nævnte skrivelser meddelt ham,

at han i medfør af registreringsbekendtgørelsens § 106 ikke kan få tilladelse

til at benytte køretøjet til den ansøgte kørsel her i landet. Denne afgørelse

er efter min opfattelse i overensstemmelse med sædvanlig praksis, hvorefter

der ikke gives tilladelse til privat kørsel i Danmark, bortset fra

egentransport

mellem grænsen og bopælen, såfremt pågældende opholder sig i udlandet i

erhvervsøjemed

i flere dage ad gangen.

Det af klageren i skrivelse

af... oplyste giver mig ikke anledning til yderligere bemærkninger.

Det skal herefter indstilles,

at min afgørelse fastholdes."

Justitsministeriet,

Færdselssikkerhedsafdelingen, meddelte A, at ministeriet efter en gennemgang

af sagen ikke havde fundet grundlag for at ændre rigspolitichefens

afgørelse. Ved afgørelsen havde Justitsministeriet lagt til grund, at det

antal kilometer, som bilen forventedes at tilbagelægge i det kommende år, var

ca.

10.000 kilometer,

heraf ca.

100 kilometer

i Danmark. Som begrundelse for afgørelsen anførte Justitsministeriet bl.a.

følgende:

"...

Justitsministeriet finder...ikke

grundlag for i medfør af registreringsbekendtgørelsens § 106 at give Dem

tilladelse

til at benytte en udenlandsk registreret bil til kørsel her i landet. Denne

afgørelse

er i overensstemmelse med fast praksis, hvorefter der ikke gives tilladelse

til privat kørsel i Danmark, bortset fra egentransport mellem grænsen og

bopælen i forbindelse med weekend- og ferieophold samt ved nødvendige

højtider, såfremt den pågældende opholder sig i udlandet i erhvervsøjemed i

flere dage ad gangen.

..."

I en skrivelse fremsendte A

sine bemærkninger til Justitsministeriets afgørelse. A anmodede samtidig

Justitsministeriet om at oplyse, hvorvidt han havde pligt til at lade

køretøjet indregistrere på danske nummerplader, såfremt køretøjet aldrig

befandt

sig med egne hjul på offentlig vej. A anførte endvidere, at køretøjet alene

anvendes til rallykørsel og på grund af sin konstruktion og udrustning er

uanvendelig til fornøjelseskørsel med familie og venner eller til

ærindekørsel m.v., og at han derfor ikke mente, at den ansøgte kørsel kunne

betragtes som privatkørsel.

I den anledning meddelte

Justitsministeriet A i en skrivelse følgende:

"... Justitsministeriet

(finder) efter en fornyet gennemgang af sagen ikke grundlag for at ændre

afgørelsen.... Afgørelsen er i overensstemmelse med fast praksis, hvorefter

der ikke i

medfør af registreringsbekendtgørelsens § 106 gives tilladelse til privat

kørsel i Danmark udover de tilfælde, der er nævnt i Justitsministeriets

skrivelse af..., og hvorefter der kun i helt specielle tilfælde gives en

yderst begrænset tilladelse til erhvervsmæssig kørsel i Danmark.

Justitsministeriet

finder ikke grundlag for at fravige praksis i denne sag.

..."

I klagen til mig anførte A,

at han fandt det utilfredsstillende, at myndighederne blot havde henholdt sig

til en fast praksis og ikke behandlet hans sag konkret og meddelt ham, hvilke

konkrete momenter der var lagt til grund for den trufne afgørelse.

I en skrivelse til

Justitsministeriet anførte jeg følgende:

"...

Den bil, der er tale om i det

foreliggende tilfælde, anvendes til kørsel af ca. 10.000 km i udlandet om

året, og der er ansøgt om tilladelse til i forbindelse med prøvekørsel at

køre

10 x

10 km

her i

landet om året.

Betingelsen i bekendtgørelsens

§ 106 "overvejende anvendes" synes således at være opfyldt.

Justitsministeriet har begrundet sin afgørelse med, at det er fast praksis,

at

der ikke gives tilladelse til "privat kørsel" i Danmark bortset fra

egentransport mellem grænsen og bopælen ved bestemte lejligheder, såfremt den

pågældende opholder sig i udlandet i erhvervsøjemed i flere dage ad gangen.

Umiddelbart forekommer den

foreliggende sag at være en atypisk sag i forhold til den beskrevne praksis.

Jeg henviser til, at der er tale om korte prøvekørsler fra (A's) bopæl og

således ikke om "privat kørsel" i sædvanlig forstand.

Forudsætningen for, at et

afslag kan meddeles med henvisning til den fast fulgte praksis, er efter min

opfattelse, at det ansøgte kan relateres til denne praksis og ikke er et

atypisk tilfælde i forhold til det område, inden for hvilket den faste

praksis

er etableret. Således som sagen foreligger oplyst, må jeg stille mig

tvivlende

overfor, hvorvidt et afslag kan meddeles blot med henvisning til, at det

ansøgte

ikke falder inden for det område, hvor der efter fast praksis gives

tilladelse.

Jeg anmoder om, at

Justitsministeriet på baggrund af det anførte på ny overvejer sagen.

Hvis ministeriet efter den

fornyede overvejelse af sagen fortsat afslår ansøgningen, anmoder jeg om en

udtalelse i anledning af (A's) klage med en redegørelse for, hvilke hensyn

ministeriet har lagt vægt på ved afgørelsen.

..."

I den anledning indhentede

Justitsministeriet en udtalelse fra rigspolitichefen, der i en

påtegningsskrivelse

anførte følgende:

"...

Meddelelse af tilladelse i

medfør af reglen i registreringsbekendtgørelsens § 106 må efter

Centralregisterets

opfattelse kræve, at der foreligger et tilfælde, hvor ganske særlige grunde

til

ikke at kræve køretøjet registreret her i landet gør sig gældende med en vis

vægt, samtidig med at en eventuel tilladelse må kunne udformes således, at i

hvert fald en vis praktisk politimæssig kontrol er mulig.

Ved afgørelsen af den

foreliggende sag har Centralregisteret indledningsvis bemærket, at der ikke

er tale om et tilfælde, som ligger inden for det område, hvor der efter

årelang fast praksis kan gives tilladelse, jf. nærmere Justitsministeriets

skrivelse af... Derefter har Centralregisteret vurderet, om de af ansøgeren

fremførte omstændigheder alligevel kunne føre til en tilladelse.

Når Centralregisteret har

fundet, at dette ikke er tilfældet, skyldes det såvel baggrunden for det

ansøgte som de kontrolmæssige hensyn og konsekvenser af en eventuel

tilladelse.

Herved finder

Centralregisteret at måtte tillægge de sidstnævnte hensyn afgørende betydning

under hensyn til, at det i praksis - uden indsættelse af uforholdsmæssige

ressourcer - ville være helt umuligt for politiet at føre kontrol med, om

vilkårene for en tilladelse som den ansøgte overholdes.

Såvel spørgsmålet om,

hvorvidt et konkret tilfælde kan betragtes som en "prøvekørsel efter

reparation" som vilkåret om en maximalgrænse på f. eks. 10 x

10 km, er efter Centralregisterets

mening praktisk talt helt umulige for politiet at anvende og ville reelt

medføre, at der her i landet åbnedes for ukontrollabel lystkørsel med

udenlandsk

indregistrerede rallybiler.

På den baggrund har

Centralregisteret ved afgørelsen af sagen fundet, at der ikke foreligger

sådanne særlige omstændigheder som nævnt i registreringsbekendtgørelsens §

106.

..."

I en skrivelse henholdt Justitsministeriet

sig til rigspolitichefens udtalelse.

Jeg udtalte følgende i en

skrivelse til A:

"§§ 105 og 106 i Justitsministeriets

bekendtgørelse nr. 678 af 6. oktober 1986 om registrering af motorkøretøjer

m.v. har følgende indhold:

§ 105.

"Hvis ejeren (brugeren)

af et fra udlandet indført køretøj, der er registreringspligtigt efter § 1,

har bopæl her i landet, skal køretøjet registreres eller samtlige

nummerplader afleveres til politiet inden 14 dage, efter at det er indført.

Med bopæl sidestilles, at den pågældende har opholdt sig her i landet i 1

år, eller, hvis han har opholdt sig her i afbrudte perioder, at han inden for

de sidste 24 måneder eller derunder har været her i landet tilsammen 365

dage.

Stk. 2.

Tager en ejer

(bruger), der ikke har bopæl her i landet, efter køretøjets indførelse bopæl

her i landet, eller overgår køretøjet fra ham til en ejer (bruger), der har

bopæl

her i landet, skal køretøjet registreres eller nummerpladerne afleveres til

politiet inden 14 dage derefter. Stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende

anvendelse."

§ 106.

"Hvis et køretøj, der

skal registreres efter § 105, ganske overvejende anvendes uden for landets

grænser, eller hvis der i øvrigt foreligger ganske særlige grunde til ikke at

kræve et udenlandsk køretøj registreret her i landet, kan centralregisteret

tillade, at køretøjet benyttes her i landet uden dansk registrering.

Centralregisteret

fastsætter i hvert enkelt tilfælde vilkårene for tilladelsen, herunder

eventuelt en tidsbegrænsning af tilladelsen. Tilladelsen skal medbringes

under kørsel her i landet og på forlangende forevises for politiet."

Bestemmelsen i § 106 indeholder

således hjemmel for, at der kan dispenseres for registreringspligten efter §

105 i følgende to tilfælde:

1) Tilfælde, hvor et køretøj

ganske overvejende anvendes uden for landets grænser, eller

2) tilfælde, hvor der i

øvrigt foreligger ganske særlige grunde til ikke at kræve et udenlandsk

køretøj registreret her i landet.

Bestemmelsen omtaler ikke i

øvrigt forhold, der skal tages i betragtning ved afgørelsen af, om tilladelse

kan gives.

Ved Justitsministeriets

afgørelse lagde ministeriet til grund, at køretøjet i den heromhandlede sag

forventedes

at køre ca. 10.000 kilometer det kommende år, heraf

100 kilometer

i Danmark. Betingelsen

i §

106, l. led,

"overvejende anvendes uden for landets grænser", er således

utvivlsomt opfyldt.

I (rigspolitichefens seneste)

udtalelse, hvortil Justitsministeriet har henholdt sig, har rigspolitichefen

henvist til, at meddelelse af tilladelse i medfør af § 106 må "kræve, at

der foreligger et tilfælde, hvor ganske særlige grunde til ikke at kræve

køretøjet

registreret her i landet gør sig gældende med en vis vægt, samtidig med at

en eventuel tilladelse må kunne udformes således, at i hvert fald en vis

praktisk politimæssig kontrol er mulig". Myndighederne har ikke fundet,

at tilladelse på baggrund heraf kunne meddeles i det foreliggende tilfælde.

Denne beskrivelse af praksis

synes ikke at afspejle de to ovennævnte tilfældegrupper i

registreringsbekendtgørelsens

§ 106, der hver især kan give anledning til dispensation. Beskrivelsen er i

øvrigt

formuleret på en måde, der i vidt omfang svarer til den ovenfor under 2)

nævnte

betingelse. Medmindre der ikke er tale om en udtømmende beskrivelse af

praksis,

må jeg forstå det således, at den under 1) nævnte fritagelsesadgang nærmest

har mistet sin betydning som selvstændigt dispensationsgrundlag. Dette

forekommer

ikke foreneligt med indholdet af registreringsbekendtgørelsens § 106, hvor

der

udtrykkeligt er fastsat to alternative grundlag for at meddele fritagelse.

Centralregisteret har endvidere

anført nogle kontrolmæssige hensyn. Jeg er for så vidt ikke uenig i, at

sådanne hensyn kan inddrages i vurderingen af, om fritagelse bør meddeles. De

nærmere krav, der stilles til mulighederne for at føre politimæssig kontrol,

må imidlertid sammenholdes med de tilsvarende krav i tilfælde, hvor

tilladelse

gives efter den praksis, der er beskrevet i sagen, d.v.s. i tilfælde af

egentransport mellem grænsen og bopælen ved bestemte lejligheder. Således som

sagen foreligger oplyst, kan jeg ikke anse det for godtgjort, at de

kontrolmæssige muligheder er bedre inden for det område, hvor tilladelse

efter

praksis gives, end i det foreliggende tilfælde.

På baggrund af de

synspunkter, som jeg har anført, har jeg samtidig hermed henstillet til

Justitsministeriet at genoptage sagens behandling og meddele Dem en fornyet

afgørelse.

Samtidig har jeg udbedt mig

underretning om Justitsministeriets fornyede afgørelse til Dem .

Lignende dokumenter