Spring til indhold

Retsinformation

Tilkaldelse af læge ved sikringscelleanbringelse i Statsfængslet i Horsens.

FOU nr 1990.101UdtalelserFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Tilkaldelse af læge ved sikringscelleanbringelse i

Statsfængslet i Horsens.

I juli 1989 afgik en indsat i

Statsfængslet i Horsens ved døden under en sikringscelleanbringelse. Der var

ikke tilkaldt en læge i forbindelse med sikringscelleanbringelsen.

Ved Horsens rets dom af 12.

juli 1990 blev den overvagtmester, der var vagthavende på tidspunktet for

dødsfaldet, frifundet for grov forsømmelse eller skødesløshed i forbindelse

med

tjenesten (straffelovens § 157).

På baggrund af oplysninger,

som kom frem i forbindelse med den nævnte straffesag, anmodede jeg med

skrivelse af 19. juli 1990 Justitsministeriet, Direktoratet for

Kriminalforsorgen,

om en udtalelse, idet jeg i skrivelsen anførte følgende:

"Den 12. juli 1990

afsagde retten i Horsens dom i straffesagen mod overvagtmester (A), Horsens

Statsfængsel. Af vedlagte domsudskrift fremgår bl.a. følgende:

"...

Af den foran omtalte oversigt

(bil. VII, 5-6) fremgår, at der i 6 kvartaler i 1988-89 er foretaget 40

sikringscelleanbringelser. Tidsforbruget mellem anbringelse og lægetilkald

har

varieret fra 0 minutter til 3 timer (og) 30 minutter, og tidsforbruget mellem

lægetilkald og lægetilsyn har varieret fra 5 minutter til 4 timer og 20

minutter. Det fremgår ikke, om lægetilkaldet har været første forsøg. Af de

40

tilfælde ses 6 at være sket mellem kl. 00.00 og 08.00.

..."

Det fremgår endvidere, at der

Læs alt

ikke i Statsfængslet i Horsens er en fast rutine vedrørende lægetilkald i

forbindelse

med sikringscelleanbringelser.

Sagen er endvidere omtalt i

vedlagte artikel fra Det Fri Aktuelt den 12. juli 1990, hvor

fængselsinspektør

(B) bl.a. er citeret for følgende:

"...

De meget lange

læge-ventetider i Statsfængslet i Horsens er indberettet til Direktoratet for

Kriminalforsorgen i den normale statistik, der hvert kvartal indsendes.

Men heller ikke derfra har

ventetiden - der er i klar modstrid med direktoratets eget cirkulære -

betydet

nogen indgriben.

..."

§ 4, stk. 2, i Direktoratet

for Kriminalforsorgens cirkulære af 15. juli 1974 om anvendelse af

sikringscelle i kriminalforsorgens anstalter og arresthuse har følgende

ordlyd:

"Anvendes bælte og

eventuelt handsker og fod- og håndremme, eller er indsættelse i sikringscelle

i

øvrigt forbundet med magtanvendelse, skal lægetilsyn normalt finde sted

omgående."

Under henvisning hertil skal

jeg anmode om underretning om, hvad der fra direktoratets side er blevet og

måtte blive foretaget i sagen. Jeg anmoder i den forbindelse om at modtage

kopi af den i domsudskriften omtalte oversigt vedrørende de 40

sikringscelleanbringelser i 1988-89."

Den 11. september 1990 modtog

jeg Direktoratet for Kriminalforsorgens udtalelse i sagen. Jeg modtog

endvidere en redegørelse af 8. august 1990 fra Statsfængslet i Horsens og

yderligere materiale til belysning af sagen.

I redegørelsen af 8. august

1990 anførte Statsfængslet i Horsens følgende:

"...

Folketingets Ombudsmand

anmoder i sin skrivelse af 19. juli 1990 om at måtte modtage kopi af den i

domsudskriften

omtalte oversigt vedr. de 40 sikringscelleanbringelser i 1988-89. Til

orientering vedlægger jeg fotokopi af den nævnte oversigt.

Efter en gennemgang af denne

oversigt har jeg konstateret, at der i det materiale politiet har anvendt har

været mulighed for fejllæsninger. Det materiale politiet har anvendt er

nemlig

fotokopier af kopier af sikringscellerapporterne, som anstalten har haft

liggende på journalen over indberetninger til direktoratet.

Jeg har derfor i videst

muligt omfang forsøgt at finde frem til de originale sikringscellerapporter,

hvilket i sig selv kan være vanskeligt, da journaler overføres til andre

anstalter sammen med indsatte. I tilfælde af, at en person løslades gennemgås

journalerne og en del af materialet i journalerne udskilles med henblik på

makulering.

Det har derfor ikke været

muligt at finde frem til de originale sikringscellerapporter i alle tilfælde.

Den af mig foretagne

undersøgelse som er fremsendt til Justitsministeriet, Direktoratet for

Kriminalforsorgen, den 25. juli 1990 vedlægges i kopi.

I skrivelsen af 19. juli 1990

anfører ombudsmanden endvidere, at det af domsudskrift vedrørende

straffesagen

vedrørende overvagtmester (A) af 12. juli 1990 fremgår, at der ikke i

Statsfængslet

i Horsens er en fast rutine vedrørende lægetilkald i forbindelse med

sikringscelleanbringelser.

Jeg skal i den forbindelse

oplyse følgende:

Den af mig afgivne

vidneforklaring er protokolleret på side 11 og 12 i domsudskriften. Det

fremgår

blandt andet, at jeg har udtalt, at der gennemsnitligt er 20-25

sikringscelle(anbringelser) årligt, og at det medfører, at der ikke kan blive

tale om en fast rutine.

Protokollatet er dækkende for

det, jeg udtalte i retten. Der er måske tale om en opstramning af min

forklaring, idet det jeg efter min erindring oplyste var, som det også er

anført, at der ved Statsfængslet i Horsens i de senere år gennemsnitligt har

været tale om 20-25 sikringscelleanbringelser, og at

sikringscelleanbringelser

derfor aldrig bliver rutinearbejde for de funktionærer, der deltager. Jeg

udtalte også, at det har en sammenhæng med, at man med skifteholdsarbejde i 3

turnushold med indlagte ferier og fridage, vil kunne komme ud for, at man kun

deltager aktivt i sikringscelleanbringelser nogle få gange om året. Under

retsmødet påhørte jeg retsformandens protokollering og kunne også godkende

denne, idet jeg finder det protokollerede i overensstemmelse med det udtalte

som altså gik ud på, at medvirken ved sikringscelleanbringelser aldrig bliver

rutinearbejde for de implicerede.

Det fremgår af dommens

præmisser anført på side 15, at retten bl.a. har lagt vægt på: "den

omstændighed, at en fast rutine for lægetilkaldelse ikke fandtes".

Denne del af præmisserne er

efter min opfattelse ikke i overensstemmelse med den forklaring , jeg afgav i

retten, idet det kan forstås således, at der kunne være tvivl om, hvem der

har

ansvaret for lægetilkald.

På det tidspunkt, hvor den i

sagen omhandlede sikringscelleanbringelse fandt sted, var retningslinierne

for tilkald af læge, at lederen af syge- og isolationsafdelingen i første og

anden turnus havde ansvaret for lægetilkald, mens lederen af nattevagten

under

nattevagten var ansvarlig for lægetilkald. Den 24. juli 1989 påbegyndtes

dagvagten kl. 7.00 og afsluttedes ved nattevagtens tiltræden kl. 22.00.

Sikringscelleanbringelsen fandt således sted på et tidspunkt, hvor det var

nattevagtmesterens ansvar at tilkalde læge.

Endvidere henviser

ombudsmanden i sin skrivelse til direktoratet til et udklip fra Det Fri

Aktuelt

torsdag den 12. juli 1990, hvor journalisten har anført, at jeg skulle have

udtalt: "De meget lange lægeventetider i Statsfængslet i Horsens er

indberettet til Direktoratet for Kriminalforsorgen i den normale statistik,

der hvert kvartal indsendes.

Men heller ikke derfra har

ventetiden - der er i klar modstrid med direktoratets eget cirkulære -

betydet

nogen indgriben".

Indledningsvis skal jeg

anføre, at avisreferater normalt ikke giver en fyldestgørende dækning af,

hvad

der er foregået i forbindelse med en afhøring i en retssal.

Det i aviscitatets første

afsnit anførte er helt i overensstemmelse med, hvad jeg udtalte i retten.

Derimod er andet afsnit i

citatet ikke fuldt i overensstemmelse med, hvad jeg udtalte.

På et spørgsmål, såvidt jeg

husker fra forsvareren, om Direktoratet for Kriminalforsorgen havde haft

bemærkninger til de kvartalsvis indsendte sikringscellerapporter, svarede jeg

benægtende. Det i citatet anførte: "der er i klar modstrid med

direktoratets eget cirkulære", har jeg ikke udtalt.

Det af journalisten anførte

er brudstykke af en længere del af vidneafhøringen, hvor jeg bl.a. under

afhøringen også kom ind på vanskelighederne ved i det hele taget at få

kontakt

med en læge, samt om at vagtlægeordningen i Horsens som fængslet benytter sig

af udenfor normal konsultationstid givetvis måtte prioritere, i hvilken

rækkefølge

lægebesøg kunne finde sted."

I udtalelsen af 11. september

1990 anførte Direktoratet for Kriminalforsorgen følgende:

"...

Dødsfaldet i en sikringscelle

i Statsfængslet i Horsens den 24. juli 1989 gav anledning til, at

direktoratet

i august 1989 foretog en gennemgang af samtlige sikringscellerapporter for

perioden 1. januar 1988 til 1. juli 1989, se vedlagte besvarelser af

spørgsmål

fra Folketingets Retsudvalg.

Endvidere gav dødsfaldet direktoratet

anledning til at indskærpe reglerne om lægetilsyn, herunder at eventuel

underretning af sygeplejerske ikke kan træde i stedet for pligten til at

underrette læge. Der henvises til vedlagte skrivelse af 25. august 1989.

I forbindelse med straffesagen

mod overvagtmester (A) har politiet i Horsens foretaget en gennemgang af

sikringscellerapporter

for perioden 1. januar 1988 til 1. juli 1989 fra Statsfængslet i Horsens.

Det fremgår af politiets

undersøgelse, der omfatter i alt 40 sikringscelleanbringelser, at der i ét

tilfælde ikke er sket lægetilkald, ligesom lægetilsyn ikke har fundet sted.

Endvidere er der i ét tilfælde foretaget lægetilkald, men lægetilsynet kan

ikke

aflæses af sikringscellerapporten. Endelig er der tre tilfælde, hvor

tidspunktet

for lægetilkald ikke fremgår af sikringscellerapporten, men hvor lægetilsyn

dog har fundet sted.

På baggrund af politiets

undersøgelse har fængselsinspektør (B), Statsfængslet i Horsens, foretaget en

intern undersøgelse af anstaltens sikringscelleanbringelser i samme periode,

som er omfattet af politiets undersøgelse.

Der henvises til vedlagte

undersøgelse af 24. juli 1990.

Ved sammenholdelse af

anstaltens undersøgelse med politiets fremgår det, at det ovenfor anførte

tilfælde, hvor hverken lægetilkald eller lægetilsyn har fundet sted, er

opstået, fordi det ikke har været muligt for den vagthavende i anstalten at

træffe en læge. Lægetilkald har således været forsøgt, men er senere opgivet

efter samråd med anstaltens sygeplejerske, idet der er blevet lagt vægt på,

at

indsatte kun opholdt sig kortvarigt i sikringscellen og i øvrigt ikke selv

ønskede en læge tilkaldt. Direktoratet har i august 1989 påtalt denne fejl

over

for anstalten.

For så vidt angår det andet

tilfælde fremgår det, at lægetilsyn har fundet sted umiddelbart efter

sikringscelleanbringelsens ophør, idet lægen ikke nåede frem inden

anbringelsen ophørte, da denne var kortvarig.

For så vidt angår de tre

tilfælde, hvor det af politiets undersøgelse fremgår, at tidspunktet for

lægetilkald ikke er oplyst, viser anstaltens undersøgelse, at det skyldes en

fejl, at det nævnte tidspunkt ikke fremgår af sikringscellerapporten. I to af

disse tilfælde er fejlen formentlig opstået på grund af, at anbringelsen er

sket på dage, hvor anstaltens læge har konsultation i anstalten og derfor

ikke

skulle tilkaldes "udefra".

Med hensyn til det tredie

tilfælde angår dette en anbringelse, hvor vagtmesteren i to timer havde

forsøgt at tilkalde en vagtlæge, hvilket imidlertid ikke lykkedes forinden

sikringscelleanbringelsen blev bragt til ophør. Vagtmesteren aftalte herefter

med indsatte, at han ville blive tilset af anstaltens læge i forbindelse med

den almindelige lægekonsultation i anstalten.

Vedlagte instruks fra

anstalten af 22. februar 1990 tager bl.a. sigte på at undgå lignende fejl

fremover.

Anstaltens undersøgelse viser

i øvrigt, at der i 28 tilfælde er sket underretning af læge inden for de

første 20 min. efter sikringscelleanbringelsen, i tre tilfælde er

underretning

sket inden for de første 40 min. efter anbringelsen, og i to tilfælde er

lægen

blevet underrettet inden for de første 90 min. efter anbringelsen.

Anstalten har i den

forbindelse oplyst, at det i nogle tilfælde forholdsvis lange tidsforbrug fra

anbringelsestidspunktet til tidspunktet for lægetilkald formentlig kan

forklares ved, at sikringscellerapportens oplysning om tidspunktet for

lægetilkald ikke angiver tidspunktet for første forsøg, men alene det

tidspunkt, hvor lægen faktisk er blevet truffet. Som det fremgår af

anstaltens undersøgelse,

afsnit IV, kan det være vanskeligt for anstaltens personale at træffe en

læge,

idet anstalten alene råder over egen læge i 15 timer pr. uge. Herudover må

anstalten forsøge at tilkalde enten den til anstalten knyttede læge eller en

vagtlæge, hvilket på grund af sygebesøg og lignende kan være forbundet med

vanskeligheder og kan bevirke ventetider.

På baggrund heraf er det nu

bestemt, at første henvendelse til lægen skal fremgå af

sikringscellerapporten, selvom lægen først faktisk træffes senere, jf. den

føromtalte instruks.

For så vidt angår

tidsforbruget fra anbringelsestidspunktet til tidspunktet for lægetilsyn

viser

anstaltens undersøgelse, at langt den overvejende del af lægetilsynene - 24

tilfælde - har fundet sted inden for 1½ time efter anbringelsen.

I den forbindelse bemærkes,

at personalet efter lægetilkald kun har begrænset indflydelse på, hvor

hurtigt

lægen kommer til stede i anstalten, idet f. eks. vagtlægerne givetvis må

prioritere mellem de forskellige sygebesøg.

I ombudsmandens skrivelse

henvises endvidere til, at det fremgår af domsudskriften, at der ikke i

Statsfængslet i Horsens er en fast rutine vedrørende lægetilkald i

forbindelse

med sikringscelleanbringelser.

Direktoratet har i den

anledning indhentet vedlagte udtalelse af 8. august 1990 fra

fængselsinspektør

(B). Det fremgår heraf, at fængselsinspektøren under sin vidneforklaring har

udtalt, at der i de senere år har været gennemsnitlig 20-25

sikringscelleanbringelser pr. år, hvilket medfører, at

sikringscelleanbringelser

derfor aldrig bliver rutinearbejde for det implicerede personale. Der

henvises

i øvrigt til fængselsinspektørens udtalelse.

For så vidt angår den

citerede artikel fra Det Fri Aktuelt henvises ligeledes til

fængselsinspektørens udtalelse.

Direktoratet skal i den

forbindelse bemærke, at direktoratet alene bruger de kvartalsvise

indberetninger om sikringscelleanbringelser til udarbejdelse af statistik.

Det

er således den enkelte institutions leders ansvar at påse, at reglerne for

sikringscelleanbringelse er iagttaget, hvilket er tilkendegivet over for

fængselsinspektøren.

Det kan i øvrigt oplyses, at

KRIM efter afslutningen af straffesagen har anmeldt ledelsen og

oversygeplejersken i Statsfængslet i Horsens til politiet for

pligtforsømmelse

i tjenesten. Statsadvokaten i Viborg har den 5. september 1990 afvist

anmeldelsen mod ledelsen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 1. Endvidere

har statsadvokaten oplyst, at han har rejst spørgsmålet om den

lægelige/sygeplejemæssige

behandling over for Sundhedsstyrelsen, herunder om der er begået sådanne

fejl,

at der måtte være grundlag for strafferetlig tiltale. Sundhedsstyrelsens

behandling er endnu ikke afsluttet.

Endelig kan det oplyses, at

direktoratet bl.a. på baggrund af nærværende sag i december 1989 har nedsat

en

arbejdsgruppe vedrørende anvendelse af sikringscelle i kriminalforsorgens

anstalter og arresthuse. Arbejdsgruppen skal overveje den samlede anvendelse

af sikringscelle i kriminalforsorgens institutioner, ligesom arbejdsgruppen

skal overveje, hvilke eventuelle ændringer der bør foretages i gældende

administrativt fastsatte bestemmelser på området samt fremkomme med forslag

til en formulering af de fremtidige regler. Spørgsmålet om tilsyn af læge

m.v. i forbindelse med anbringelse i sikringscelle er en væsentlig del af

arbejdsgruppens kommissorium, og arbejdsgruppen forventes at afgive

delindstilling

herom inden for den nærmeste fremtid.

...

Afslutningsvis kan det

oplyses, at man ved vedlagte skrivelse af 21. august 1990 har meddelt (A), at

han som disciplinær reaktion i medfør af tjenestemandsloven forflyttes til

Statsfængslet Møgelkær, hvor han skal gøre tjeneste som enhedsfunktionær.

..."

Anstaltens instruks af 22.

februar 1990, som er nævnt i direktoratets udtalelse, har følgende ordlyd:

"...

OM ANBRINGELSE I SIKRINGSCELLE.

Reglerne om anbringelse i

sikringscelle findes i cirkulære af 15. juli 1974 om anvendelse af

sikringscelle i kriminalforsorgens anstalter og arresthuse.

Det har vist sig, at visse

forhold omkring lægetilkald samt udfyldelse af sikringscellerapporter har

givet anledning til misforståelser.

I den anledning fastsættes

herved følgende supplerende retningslinier:

1. Lægetilkald.

Det pålægges lederen på

vagtmesterkontoret at underrette lægen i forbindelse med indlæggelse i

sikringscelle hurtigst muligt. Lægen skal orienteres om, hvorvidt der har

fundet magtanvendelse og/eller fiksering sted.

Såfremt anstaltens egen læge

ikke kan træffes, skal man i stedet omgående rette henvendelse til vagtlægen,

hvis det er inden for det tidsrum, hvor vagtlægeordningen er i funktion.

Lederen af vagtmesterkontoret

skal ligeledes sikre sig, at det nøjagtige tidspunkt for tilkald af lægen er

anført

på sikringscellerapporten.

Såfremt det ikke er muligt at

træffe lægen (vagtlægen) med det samme, skal tidspunkterne for, hvornår der

er

gjort forsøg på at træffe lægen (vagtlægen) anføres på

sikringscellerapporten.

Endvidere skal det tidspunkt, hvor det lykkes at få kontakt med lægen

(vagtlægen) anføres.

2. Underretning af vagthavende leder.

Det pålægges endvidere

lederen af vagtmesterkontoret at underrette vagthavende leder snarest muligt.

3. Kontrol af sikringscellerapporten.

Når sikringscellerapporten er

udfyldt på syge- og isolationsafdelingen skal den straks afleveres til

vagtmesterkontoret.

Lederen af vagtmesterkontoret

skal påse, at rapporten er korrekt udfyldt, de rigtige tidspunkter anført

m.m.

Lederen af

isolationsafdelingen meddeler vagtmesterkontoret tidspunktet for aftagelse af

remtøj, såfremt dette har været anvendt, således at vagtmesterkontoret kan

anføre

tidspunktet på sikringscellerapporten.

Lederen af

isolationsafdelingen skal ligeledes underrette vagtmesterkontoret om det

endelige tidspunkt for sikringscelleanbringelsens ophør, hvorefter

vagtmesterkontoret skal påføre rapporten dette tidspunkt.

Efter anbringelsens ophør

skal rapporten afleveres til overvagtmesteren.

Overvagtmesteren skal sikre

sig, at grundlaget for anbringelse i sikringscelle er i orden og i

overensstemmelse

med cirkulærets bestemmelser."

Ved skrivelsen af 25. august

1989 - som er nævnt i direktoratets udtalelse - meddelte direktoratet

følgende

til kriminalforsorgens anstalter og arresthuse:

"...

På given foranledning skal

direktoratet herved indskærpe de gældende regler om lægetilsyn i forbindelse

med anvendelse af sikringscelle, jf. § 4 i Direktoratet for

Kriminalforsorgens

cirkulære af 15. juli 1974 om anvendelse af sikringscelle i

kriminalforsorgens

anstalter og arresthuse.

Som det fremgår af nævnte

bestemmelse, skal der

altid

- så

hurtigt som omstændighederne tilsiger det - ske underretning til

anstaltens/arresthusets

læge (evt. vagtlæge) i forbindelse med sikringscelleanbringelser.

Direktoratet

skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at eventuel underretning til

anstaltens/arresthusets sygeplejerske ikke kan træde i stedet for denne

underretningspligt til læge.

Såfremt

sikringscelleanbringelse er forbundet med fastspænding/magtanvendelse i

øvrigt, skal lægetilsyn normalt finde sted omgående. I øvrige tilfælde

afgøres det i samråd med den underrettede læge, hvornår lægetilsyn bør finde

sted."

Jeg udtalte følgende i en

skrivelse til Direktoratet for Kriminalforsorgen:

"§ 4 i cirkulære nr. 155

af 15. juli 1974 om anvendelse af sikringscelle i kriminalforsorgens

anstalter

og arresthuse har følgende ordlyd:

"Anstaltens/arresthusets

læge (eventuelt natlæge) skal, så hurtigt som omstændighederne tilsiger det,

orienteres om det passerede, således at der på grundlag heraf træffes

afgørelse om, hvornår lægetilsyn bør finde sted.

Stk. 2.

Anvendes bælte og eventuelt handsker og fod- og håndremme,

eller er indsættelse i sikringscelle i øvrigt forbundet med magtanvendelse,

skal lægetilsyn normalt finde sted omgående."

Som det fremgår af

bestemmelsen, er kravet om tilkaldelse af læge og lægetilsyn forskelligt,

afhængig af om der er tale om magtanvendelse i forbindelse med anbringelse,

fiksering med bælte m.v., eller om anbringelsen sker uden anvendelse af disse

midler.

Blandt det materiale, jeg har

modtaget, foreligger en oversigt over de sikringscelleanbringelser, som har

fundet

sted i 1988 og de to første kvartaler af 1989. Heraf fremgår det, at af de

sikringscelleanbringelser,

der fandt sted i den nævnte periode, skete langt størstedelen (39 ud af 40)

ved brug af magtanvendelse/fiksering.

På denne baggrund har jeg

koncentreret min undersøgelse af sagen om lægetilsyn i henhold til

cirkulærets

§ 4, stk. 2. Jeg bemærker, at det, jeg har anført nedenfor, i et vist omfang

også gælder for den orientering, der efter § 4, stk. 1, skal ske til læge

"så hurtigt som omstændighederne tilsiger det".

Min undersøgelse vedrørende

§ 4, stk. 2, deles op i følgende punkter:

1) Tidspunktet for

tilkaldelse

af læge, og

2) Tidspunktet for

tilsyn

af læge.

Det fremgår, at bestemmelsen

i § 4, stk. 2, sammenholdt med § 4, stk. 1, må forstås således, at lægetilsyn

skal finde sted i alle tilfælde. Det er den helt overvejende hovedregel, at

tilsynet skal finde sted omgående. Kun hvor der gør sig særlige forhold

gældende, kan kravet om omgående tilsyn fraviges ud fra en konkret vurdering.

I det foreliggende tilfælde

lægger jeg til grund, at anstalten i alle 39 tilfælde har vurderet, at

sikringscelleanbringelsen

var af en sådan karakter, at lægetilsyn skulle finde sted omgående. Jeg

henviser herved til, at der - efter de foreliggende oplysninger -i intet

tilfælde er foretaget en konkret vurdering af, hvorvidt hovedreglen om

omgående lægetilsyn kunne fraviges.

ad 1) Tidspunktet for tilkaldelse af læge.

Som det fremgår af bestemmelsen

i cirkulærets § 4, stk. 2, skal læge

tilsyn

normalt ske "omgående". Overholdelse af denne bestemmelse må

nødvendigvis forudsætte, at

tilkaldelse

af læge senest sker samtidig med eller i umiddelbar tilslutning til

sikringscelleanbringelsen.

Den af Statsfængslet i

Horsens udarbejdede oversigt vedrørende sikringscelleanbringelserne i 1988 og

de 2 første kvartaler af 1989 indeholder bl.a. følgende tal til belysning af,

hvor hurtigt læge i de 39 tilfælde er tilkaldt:

0 - 20

minutter

28

21 - 40

minutter

3

41 - 60

minutter

0

61 - 90

minutter

2

91 -120

minutter

0

lægen ikke

truffet

2

uoplyst

4

Som det

fremgår af oversigten, er lægetilkald i 28 tilfælde sket inden for 20

minutter; jeg har foretaget følgende opdeling af tiden mellem anbringelsen og

lægetilkald i disse 28 tilfælde:

Samtidig:

5 tilfælde

indtil 5 minutter:

10

"

indtil 10

"

:

5

"

indtil 15

"

:

3

"

indtil 20

"

:

5

"

i alt:

28 tilfælde

Jeg har fra Statsfængslet i Horsens fået

oplyst, at en anbringelse efter bestemmelsen i cirkulærets § 4, stk. 2,

typisk

tager 1 til 2 minutter. Ved noteringen af anbringelsestidspunktet er anvendt

afrundede tidspunkter til 5 minutter. Når tiden fra anbringelsen til tilkald

er beregnet, er der taget udgangspunkt i det tidspunkt, da sikringscellen er

forladt af personalet. Der er principielt ikke noget i vejen for, at

tilkaldet

kan ske (forsøges) straks efter, at cellen er forladt. Det beror i nogen grad

på tilfældigheder, om der sker tilkald med det samme eller om rapport m.v.

først udarbejdes.

Under mit besøg i

Statsfængslet i Horsens den 15. november 1990 (omtalt i denne beretning som

sag nr. 9-9) havde jeg lejlighed til at drøfte bl.a. denne sag med anstaltens

inspektør. Inspektøren påpegede, at det - i hvert fald i visse tilfælde - kan

være hensigtsmæssigt, før lægen tilkaldes, at indhente oplysninger om den

indsattes adfærd, helbredstilstand og lignende fra den pågældendes afdeling i

anstalten. Herved kan der skaffes oplysninger, som vil kunne få indflydelse

på

lægens beslutning om, hvor hurtigt lægetilsynet bør finde sted.

Jeg finder ikke at burde gå

nærmere ind på spørgsmålet om, præcist hvilken tid der maksimalt bør gå fra

anbringelsen til lægetilkald sker. Efter min opfattelse bør arbejdet

imidlertid tilrettelægges således, at tilkald er det første, der foretages,

efter at anbringelsen er sket, dvs. at der kun bør gå ganske kort tid, inden

tilkald sker.

Inspektørens tilkendegivelse

om, at det kan være hensigtsmæssigt at indhente oplysninger fra den indsattes

afdeling forud for lægetilkald, giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Jeg går ud fra, at indhentelse af disse oplysninger kan ske i løbet af ganske

få minutter.

Hverken anstalten eller

direktoratet har knyttet bemærkninger til de tilfælde, hvor der er forløbet

op

til 20 minutter, før lægetilkald er sket. Jeg finder ikke at have

tilstrækkeligt grundlag for at iværksætte en undersøgelse med henblik på at

søge klarlagt, hvad der ved de enkelte anbringelser har været årsagen til, at

der er forløbet en vis tid mellem anbringelsens afslutning og foretagelse af

tilkald.

For så vidt angår tilfælde,

hvor der er forløbet mere end 20 minutter, før lægetilkald er sket, fremgår

det af anstaltens redegørelse og direktoratets udtalelse, at den ansvarlige

for anbringelsen har forklaret, at der i visse tilfælde kan være tale om, at

lægen (uden held) har været søgt tilkaldt tidligere, uden at der er foretaget

notat herom. I nogle tilfælde kan manglende notat om lægetilkald skyldes, at

anbringelsen er sket på en af de ugedage, hvor der er læge i anstalten. I

andre

tilfælde er anstaltens sygeplejerske blevet orienteret om anbringelsen.

Om et enkelt tilfælde er det

oplyst, at den ansvarlige for anbringelsen igennem 2 timer forgæves havde

forsøgt at kontakte lægevagten, og at anbringelsen ophørte efter forløbet af

disse 2 timer.

Jeg må lægge til grund, at

det ikke er muligt nu at afklare, hvorvidt lægetilkald i visse af de

tilfælde, hvor tilkald har fundet sted senere end 20 minutter efter

anbringelsen,

har været forsøgt tidligere.

Som anført ovenfor, har

direktoratet i skrivelsen af 25. august 1989 over for anstalterne og

arresthusene indskærpet iagttagelsen af bestemmelsen i cirkulærets § 4, stk.

2, og har præciseret, at der skal foretages notat om, hvornår lægen første

gang

er forsøgt tilkaldt.

Dette har jeg taget til

efterretning.

Direktoratet har

tilkendegivet, at anstaltens indberetninger vedrørende

sikringscelleanbringelserne alene er sket til statistisk brug, og at det er

den

enkelte anstaltsleders ansvar at påse, at reglerne for

sikringscelleanbringelse

overholdes. Dette er jeg for så vidt enig i. Jeg må imidlertid stå

uforstående

overfor, at disse indberetninger ikke tidligere har givet direktoratet

anledning

til at påse, at anstalten overholder bestemmelsen i § 4, stk. 2. Jeg henviser

i den forbindelse til bestemmelsens betydning for beskyttelsen af de

indsattes

liv og helbred.

Direktoratet har oplyst, at

der er en rutine vedrørende lægetilkald, og at det er klart for anstaltens

personale, hvem der har ansvaret for, at læge bliver tilkaldt.

Dette har jeg taget til

efterretning.

ad 2) Tidspunktet for tilsyn af læge.

Som det fremgår af

cirkulærets § 4, stk. 2, skal læge

tilsyn

normalt ske "omgående".

Af anstaltens oversigt

vedrørende de 39 sikringscelleanbringelser fremgår følgende om de tidsrum,

der

er forløbet, inden den sikringscelleanbragte er blevet tilset af en læge:

0 - 30

minutter

5 tilfælde

31 - 60

minutter

9 "

Over 1 t - 1½ t

10 "

Over 1½ t - 2 t

4 "

Over 2 t - 2½ t

3 "

Over 2½ t - 3 t

1 "

Over 3 t - 3½ t

3 "

Over 3½ t - 4 t

1 "

Over 4 t - 4½ t

1 "

Over 4½ t - 5 t

0 "

lægen ikke

truffet

2 "

i alt

39 tilfælde

Som det

fremgår heraf, er der i de fleste tilfælde forløbet mere end 1 time, før

lægetilsyn har fundet sted. I flere tilfælde er der forløbet mere end 2

timer.

Dette er efter min opfattelse

klart i strid med bestemmelsen i cirkulærets § 4, stk. 2.

Jeg må lægge til grund, at

årsagen til, at lægetilsyn sker så sent, kan være,

at

læge først søges tilkaldt sent, og/eller

at

det er svært at få kontakt med lægen, og/eller

at

der forløber nogen tid, før lægen

efter tilkaldet foretager tilsyn.

For så vidt angår problemerne

i forbindelse med anstaltens tilkaldelse af læge, henviser jeg til det, jeg

har anført ovenfor ad 1).

I notatet af 24. juli 1990

har Statsfængslet i Horsens redegjort således for lægeordningen i anstalten:

"Der er til

Statsfængslet i Horsens knyttet en somatisk læge, som iøvrigt er

praktiserende

læge i Horsens. Læge (C) er ansat med 15 timers tjeneste pr. uge og skal

dække

såvel hovedanstalten som fængselsafdelingen i Amstrup.

De 15 timers tjeneste pr. uge

er tilrettelagt således, at lægen møder på anstalten mandage og torsdage og i

fængselsafdelingen i Amstrup på onsdage.

Der er herudover ikke tale om

en af kriminalforsorgen tilrettelagt lægevagtordning.

I tilfælde, hvor læge skal

underrettes, eller hvor det iøvrigt skønnes nødvendigt at tilkalde en læge,

følges nedennævnte retningslinier.

Hvis en sikringscelleanbringelse

finder sted inden for normal konsultationsåbningstid, dvs. fra kl. 8.00 - kl.

16.00 på hverdage, bortset fra lørdage, forsøger man først at tilkalde læge

(C), som den til anstalten knyttede læge, idet han, såfremt han er hjemme og

kan møde frem på anstalten, kan gøre brug af sin viden om forholdene og om de

enkelte indsatte.

Da han er praktiserende læge,

kan det undertiden være forbundet med vanskeligheder at komme i kontakt med

ham

grundet sygebesøg og lignende.

Hvis sikringscelleanbringelsen

finder sted uden for normal konsultationsåbningstid, dvs. i aften- og

nattetimerne samt på lørdage og søn- og helligdage, forsøger man ligeledes

først at få kontakt med læge (C). Såfremt dette ikke kan lade sig gøre, søger

man kontakt med vagtlægeordningen i Horsens.

Vagtlægeordningen fungerer

således, at der på alle ugens dage er vagtlæge fra kl. 16.00 til næste dags

morgen kl. 8.00. På lørdage samt søn- og helligdage er der vagtlægeordning

hele døgnet.

Vagtlægeordningen i Horsens

er i øjeblikket (siden

marts/april 1988) opbygget

således, at 2 praktiserende læger ad gangen har vagten med udgangspunkt fra

deres egne konsultationslokaler. Normalt vil det være således, at den ene

læge

kører rundt i byen, mens den anden sidder vagt ved telefonen og modtager

patienter i sin egen konsultation.

Det er fra vagtlægeordningen

blevet oplyst, at man normalt altid vil kunne træffe en af lægerne pr.

telefon, men at der i spidsbelastningsperioder kan være tale om, at man enten

er konstant optaget, eller at der er tale om, at begge er optaget af

sygebesøg, således at der kan være tale om perioder, af dog formentlig max.

30

min. imellem, at man kan få kontakt med en læge. Spidsbelastningsperioderne

er normalt sidst på aftenen og først på dagen.

Flere af de funktionærer, jeg

har talt med i forbindelse med undersøgelsen, har dog givet udtryk for, at de

flere gange har været ude for, at det har været vanskeligt at få kontakt med

en

læge, enten det nu har drejet sig om anstaltens somatiske læge eller om

vagtlægen."

Som det fremgår af notatet,

er der kun læge til stede i anstalten på 2 ugedage. Dette betyder, at

anstaltens iagttagelse af bestemmelsen i § 4, stk. 2, i mange tilfælde er

afhængig af det almindelige vagtlægesystem. Det generelle indtryk er, at

dette

i flere tilfælde - i sig selv eller samvirkende med sent lægetilkald -

medfører, at lægetilsynet med de sikringscelleanbragte ikke finder sted

"omgående".

Jeg henstiller, at der

etableres en ordning, der gør det muligt, at bestemmelsen i § 4, stk. 2,

iagttages.

Jeg finder ikke at burde

komme med forslag til, hvorledes dette problem kan løses. Direktoratet har

imidlertid oplyst, at direktoratet har nedsat en arbejdsgruppe vedrørende

anvendelse af sikringscelle, og at spørgsmålet om lægetilsyn ved

sikringscelleanbringelse er en væsentlig del af arbejdsgruppens kommissorium.

Direktoratet har endvidere underrettet mig om, at arbejdsgruppen i september

har afgivet delindstilling. På baggrund af denne delindstilling har

direktoratet

i en skrivelse af 26. september 1990 til anstalterne og arrestinspektørerne

meddelt, at tilkald af læge, i alle tilfælde hvor sikringscelleanbringelse er

forbundet med magtanvendelse eller fiksering, skal ske omgående med henblik

på

at sikre, at lægetilsyn finder sted snarest muligt.

Dette tager jeg til

efterretning.

Jeg går imidlertid ud fra, at

arbejdsgruppen tillige vil overveje mulighederne for at sikre en bedre

kontakt

med og bistand fra det almindelige vagtlægesystem.

Det spørgsmål rejser sig, om

de her afdækkede problemer vedrørende iagttagelse af bestemmelsen i § 4, stk.

2, i cirkulæret i Statsfængslet i Horsens er udtryk for, at tilsvarende

problemer eksisterer i andre anstalter. Jeg har imidlertid noteret mig, at

den

nedsatte arbejdsgruppe har søgt dette belyst ved en gennemgang af samtlige

rapporter vedrørende de sikringscelleanbringelser, som har fundet sted i 2.

og

3. kvartal 1989, og at dette materiale indgår i grundlaget for

arbejdsgruppens

overvejelser.

Jeg anmoder om at modtage underretning

om, hvad der sker i anledning af min henstilling.

..."

Lignende dokumenter