Tilkaldelse af læge ved sikringscelleanbringelse i Statsfængslet i Horsens.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Tilkaldelse af læge ved sikringscelleanbringelse i
Statsfængslet i Horsens.
I juli 1989 afgik en indsat i
Statsfængslet i Horsens ved døden under en sikringscelleanbringelse. Der var
ikke tilkaldt en læge i forbindelse med sikringscelleanbringelsen.
Ved Horsens rets dom af 12.
juli 1990 blev den overvagtmester, der var vagthavende på tidspunktet for
dødsfaldet, frifundet for grov forsømmelse eller skødesløshed i forbindelse
med
tjenesten (straffelovens § 157).
På baggrund af oplysninger,
som kom frem i forbindelse med den nævnte straffesag, anmodede jeg med
skrivelse af 19. juli 1990 Justitsministeriet, Direktoratet for
Kriminalforsorgen,
om en udtalelse, idet jeg i skrivelsen anførte følgende:
"Den 12. juli 1990
afsagde retten i Horsens dom i straffesagen mod overvagtmester (A), Horsens
Statsfængsel. Af vedlagte domsudskrift fremgår bl.a. følgende:
"...
Af den foran omtalte oversigt
(bil. VII, 5-6) fremgår, at der i 6 kvartaler i 1988-89 er foretaget 40
sikringscelleanbringelser. Tidsforbruget mellem anbringelse og lægetilkald
har
varieret fra 0 minutter til 3 timer (og) 30 minutter, og tidsforbruget mellem
lægetilkald og lægetilsyn har varieret fra 5 minutter til 4 timer og 20
minutter. Det fremgår ikke, om lægetilkaldet har været første forsøg. Af de
40
tilfælde ses 6 at være sket mellem kl. 00.00 og 08.00.
..."
Det fremgår endvidere, at der
Læs alt
ikke i Statsfængslet i Horsens er en fast rutine vedrørende lægetilkald i
forbindelse
med sikringscelleanbringelser.
Sagen er endvidere omtalt i
vedlagte artikel fra Det Fri Aktuelt den 12. juli 1990, hvor
fængselsinspektør
(B) bl.a. er citeret for følgende:
"...
De meget lange
læge-ventetider i Statsfængslet i Horsens er indberettet til Direktoratet for
Kriminalforsorgen i den normale statistik, der hvert kvartal indsendes.
Men heller ikke derfra har
ventetiden - der er i klar modstrid med direktoratets eget cirkulære -
betydet
nogen indgriben.
..."
§ 4, stk. 2, i Direktoratet
for Kriminalforsorgens cirkulære af 15. juli 1974 om anvendelse af
sikringscelle i kriminalforsorgens anstalter og arresthuse har følgende
ordlyd:
"Anvendes bælte og
eventuelt handsker og fod- og håndremme, eller er indsættelse i sikringscelle
i
øvrigt forbundet med magtanvendelse, skal lægetilsyn normalt finde sted
omgående."
Under henvisning hertil skal
jeg anmode om underretning om, hvad der fra direktoratets side er blevet og
måtte blive foretaget i sagen. Jeg anmoder i den forbindelse om at modtage
kopi af den i domsudskriften omtalte oversigt vedrørende de 40
sikringscelleanbringelser i 1988-89."
Den 11. september 1990 modtog
jeg Direktoratet for Kriminalforsorgens udtalelse i sagen. Jeg modtog
endvidere en redegørelse af 8. august 1990 fra Statsfængslet i Horsens og
yderligere materiale til belysning af sagen.
I redegørelsen af 8. august
1990 anførte Statsfængslet i Horsens følgende:
"...
Folketingets Ombudsmand
anmoder i sin skrivelse af 19. juli 1990 om at måtte modtage kopi af den i
domsudskriften
omtalte oversigt vedr. de 40 sikringscelleanbringelser i 1988-89. Til
orientering vedlægger jeg fotokopi af den nævnte oversigt.
Efter en gennemgang af denne
oversigt har jeg konstateret, at der i det materiale politiet har anvendt har
været mulighed for fejllæsninger. Det materiale politiet har anvendt er
nemlig
fotokopier af kopier af sikringscellerapporterne, som anstalten har haft
liggende på journalen over indberetninger til direktoratet.
Jeg har derfor i videst
muligt omfang forsøgt at finde frem til de originale sikringscellerapporter,
hvilket i sig selv kan være vanskeligt, da journaler overføres til andre
anstalter sammen med indsatte. I tilfælde af, at en person løslades gennemgås
journalerne og en del af materialet i journalerne udskilles med henblik på
makulering.
Det har derfor ikke været
muligt at finde frem til de originale sikringscellerapporter i alle tilfælde.
Den af mig foretagne
undersøgelse som er fremsendt til Justitsministeriet, Direktoratet for
Kriminalforsorgen, den 25. juli 1990 vedlægges i kopi.
I skrivelsen af 19. juli 1990
anfører ombudsmanden endvidere, at det af domsudskrift vedrørende
straffesagen
vedrørende overvagtmester (A) af 12. juli 1990 fremgår, at der ikke i
Statsfængslet
i Horsens er en fast rutine vedrørende lægetilkald i forbindelse med
sikringscelleanbringelser.
Jeg skal i den forbindelse
oplyse følgende:
Den af mig afgivne
vidneforklaring er protokolleret på side 11 og 12 i domsudskriften. Det
fremgår
blandt andet, at jeg har udtalt, at der gennemsnitligt er 20-25
sikringscelle(anbringelser) årligt, og at det medfører, at der ikke kan blive
tale om en fast rutine.
Protokollatet er dækkende for
det, jeg udtalte i retten. Der er måske tale om en opstramning af min
forklaring, idet det jeg efter min erindring oplyste var, som det også er
anført, at der ved Statsfængslet i Horsens i de senere år gennemsnitligt har
været tale om 20-25 sikringscelleanbringelser, og at
sikringscelleanbringelser
derfor aldrig bliver rutinearbejde for de funktionærer, der deltager. Jeg
udtalte også, at det har en sammenhæng med, at man med skifteholdsarbejde i 3
turnushold med indlagte ferier og fridage, vil kunne komme ud for, at man kun
deltager aktivt i sikringscelleanbringelser nogle få gange om året. Under
retsmødet påhørte jeg retsformandens protokollering og kunne også godkende
denne, idet jeg finder det protokollerede i overensstemmelse med det udtalte
som altså gik ud på, at medvirken ved sikringscelleanbringelser aldrig bliver
rutinearbejde for de implicerede.
Det fremgår af dommens
præmisser anført på side 15, at retten bl.a. har lagt vægt på: "den
omstændighed, at en fast rutine for lægetilkaldelse ikke fandtes".
Denne del af præmisserne er
efter min opfattelse ikke i overensstemmelse med den forklaring , jeg afgav i
retten, idet det kan forstås således, at der kunne være tvivl om, hvem der
har
ansvaret for lægetilkald.
På det tidspunkt, hvor den i
sagen omhandlede sikringscelleanbringelse fandt sted, var retningslinierne
for tilkald af læge, at lederen af syge- og isolationsafdelingen i første og
anden turnus havde ansvaret for lægetilkald, mens lederen af nattevagten
under
nattevagten var ansvarlig for lægetilkald. Den 24. juli 1989 påbegyndtes
dagvagten kl. 7.00 og afsluttedes ved nattevagtens tiltræden kl. 22.00.
Sikringscelleanbringelsen fandt således sted på et tidspunkt, hvor det var
nattevagtmesterens ansvar at tilkalde læge.
Endvidere henviser
ombudsmanden i sin skrivelse til direktoratet til et udklip fra Det Fri
Aktuelt
torsdag den 12. juli 1990, hvor journalisten har anført, at jeg skulle have
udtalt: "De meget lange lægeventetider i Statsfængslet i Horsens er
indberettet til Direktoratet for Kriminalforsorgen i den normale statistik,
der hvert kvartal indsendes.
Men heller ikke derfra har
ventetiden - der er i klar modstrid med direktoratets eget cirkulære -
betydet
nogen indgriben".
Indledningsvis skal jeg
anføre, at avisreferater normalt ikke giver en fyldestgørende dækning af,
hvad
der er foregået i forbindelse med en afhøring i en retssal.
Det i aviscitatets første
afsnit anførte er helt i overensstemmelse med, hvad jeg udtalte i retten.
Derimod er andet afsnit i
citatet ikke fuldt i overensstemmelse med, hvad jeg udtalte.
På et spørgsmål, såvidt jeg
husker fra forsvareren, om Direktoratet for Kriminalforsorgen havde haft
bemærkninger til de kvartalsvis indsendte sikringscellerapporter, svarede jeg
benægtende. Det i citatet anførte: "der er i klar modstrid med
direktoratets eget cirkulære", har jeg ikke udtalt.
Det af journalisten anførte
er brudstykke af en længere del af vidneafhøringen, hvor jeg bl.a. under
afhøringen også kom ind på vanskelighederne ved i det hele taget at få
kontakt
med en læge, samt om at vagtlægeordningen i Horsens som fængslet benytter sig
af udenfor normal konsultationstid givetvis måtte prioritere, i hvilken
rækkefølge
lægebesøg kunne finde sted."
I udtalelsen af 11. september
1990 anførte Direktoratet for Kriminalforsorgen følgende:
"...
Dødsfaldet i en sikringscelle
i Statsfængslet i Horsens den 24. juli 1989 gav anledning til, at
direktoratet
i august 1989 foretog en gennemgang af samtlige sikringscellerapporter for
perioden 1. januar 1988 til 1. juli 1989, se vedlagte besvarelser af
spørgsmål
fra Folketingets Retsudvalg.
Endvidere gav dødsfaldet direktoratet
anledning til at indskærpe reglerne om lægetilsyn, herunder at eventuel
underretning af sygeplejerske ikke kan træde i stedet for pligten til at
underrette læge. Der henvises til vedlagte skrivelse af 25. august 1989.
I forbindelse med straffesagen
mod overvagtmester (A) har politiet i Horsens foretaget en gennemgang af
sikringscellerapporter
for perioden 1. januar 1988 til 1. juli 1989 fra Statsfængslet i Horsens.
Det fremgår af politiets
undersøgelse, der omfatter i alt 40 sikringscelleanbringelser, at der i ét
tilfælde ikke er sket lægetilkald, ligesom lægetilsyn ikke har fundet sted.
Endvidere er der i ét tilfælde foretaget lægetilkald, men lægetilsynet kan
ikke
aflæses af sikringscellerapporten. Endelig er der tre tilfælde, hvor
tidspunktet
for lægetilkald ikke fremgår af sikringscellerapporten, men hvor lægetilsyn
dog har fundet sted.
På baggrund af politiets
undersøgelse har fængselsinspektør (B), Statsfængslet i Horsens, foretaget en
intern undersøgelse af anstaltens sikringscelleanbringelser i samme periode,
som er omfattet af politiets undersøgelse.
Der henvises til vedlagte
undersøgelse af 24. juli 1990.
Ved sammenholdelse af
anstaltens undersøgelse med politiets fremgår det, at det ovenfor anførte
tilfælde, hvor hverken lægetilkald eller lægetilsyn har fundet sted, er
opstået, fordi det ikke har været muligt for den vagthavende i anstalten at
træffe en læge. Lægetilkald har således været forsøgt, men er senere opgivet
efter samråd med anstaltens sygeplejerske, idet der er blevet lagt vægt på,
at
indsatte kun opholdt sig kortvarigt i sikringscellen og i øvrigt ikke selv
ønskede en læge tilkaldt. Direktoratet har i august 1989 påtalt denne fejl
over
for anstalten.
For så vidt angår det andet
tilfælde fremgår det, at lægetilsyn har fundet sted umiddelbart efter
sikringscelleanbringelsens ophør, idet lægen ikke nåede frem inden
anbringelsen ophørte, da denne var kortvarig.
For så vidt angår de tre
tilfælde, hvor det af politiets undersøgelse fremgår, at tidspunktet for
lægetilkald ikke er oplyst, viser anstaltens undersøgelse, at det skyldes en
fejl, at det nævnte tidspunkt ikke fremgår af sikringscellerapporten. I to af
disse tilfælde er fejlen formentlig opstået på grund af, at anbringelsen er
sket på dage, hvor anstaltens læge har konsultation i anstalten og derfor
ikke
skulle tilkaldes "udefra".
Med hensyn til det tredie
tilfælde angår dette en anbringelse, hvor vagtmesteren i to timer havde
forsøgt at tilkalde en vagtlæge, hvilket imidlertid ikke lykkedes forinden
sikringscelleanbringelsen blev bragt til ophør. Vagtmesteren aftalte herefter
med indsatte, at han ville blive tilset af anstaltens læge i forbindelse med
den almindelige lægekonsultation i anstalten.
Vedlagte instruks fra
anstalten af 22. februar 1990 tager bl.a. sigte på at undgå lignende fejl
fremover.
Anstaltens undersøgelse viser
i øvrigt, at der i 28 tilfælde er sket underretning af læge inden for de
første 20 min. efter sikringscelleanbringelsen, i tre tilfælde er
underretning
sket inden for de første 40 min. efter anbringelsen, og i to tilfælde er
lægen
blevet underrettet inden for de første 90 min. efter anbringelsen.
Anstalten har i den
forbindelse oplyst, at det i nogle tilfælde forholdsvis lange tidsforbrug fra
anbringelsestidspunktet til tidspunktet for lægetilkald formentlig kan
forklares ved, at sikringscellerapportens oplysning om tidspunktet for
lægetilkald ikke angiver tidspunktet for første forsøg, men alene det
tidspunkt, hvor lægen faktisk er blevet truffet. Som det fremgår af
anstaltens undersøgelse,
afsnit IV, kan det være vanskeligt for anstaltens personale at træffe en
læge,
idet anstalten alene råder over egen læge i 15 timer pr. uge. Herudover må
anstalten forsøge at tilkalde enten den til anstalten knyttede læge eller en
vagtlæge, hvilket på grund af sygebesøg og lignende kan være forbundet med
vanskeligheder og kan bevirke ventetider.
På baggrund heraf er det nu
bestemt, at første henvendelse til lægen skal fremgå af
sikringscellerapporten, selvom lægen først faktisk træffes senere, jf. den
føromtalte instruks.
For så vidt angår
tidsforbruget fra anbringelsestidspunktet til tidspunktet for lægetilsyn
viser
anstaltens undersøgelse, at langt den overvejende del af lægetilsynene - 24
tilfælde - har fundet sted inden for 1½ time efter anbringelsen.
I den forbindelse bemærkes,
at personalet efter lægetilkald kun har begrænset indflydelse på, hvor
hurtigt
lægen kommer til stede i anstalten, idet f. eks. vagtlægerne givetvis må
prioritere mellem de forskellige sygebesøg.
I ombudsmandens skrivelse
henvises endvidere til, at det fremgår af domsudskriften, at der ikke i
Statsfængslet i Horsens er en fast rutine vedrørende lægetilkald i
forbindelse
med sikringscelleanbringelser.
Direktoratet har i den
anledning indhentet vedlagte udtalelse af 8. august 1990 fra
fængselsinspektør
(B). Det fremgår heraf, at fængselsinspektøren under sin vidneforklaring har
udtalt, at der i de senere år har været gennemsnitlig 20-25
sikringscelleanbringelser pr. år, hvilket medfører, at
sikringscelleanbringelser
derfor aldrig bliver rutinearbejde for det implicerede personale. Der
henvises
i øvrigt til fængselsinspektørens udtalelse.
For så vidt angår den
citerede artikel fra Det Fri Aktuelt henvises ligeledes til
fængselsinspektørens udtalelse.
Direktoratet skal i den
forbindelse bemærke, at direktoratet alene bruger de kvartalsvise
indberetninger om sikringscelleanbringelser til udarbejdelse af statistik.
Det
er således den enkelte institutions leders ansvar at påse, at reglerne for
sikringscelleanbringelse er iagttaget, hvilket er tilkendegivet over for
fængselsinspektøren.
Det kan i øvrigt oplyses, at
KRIM efter afslutningen af straffesagen har anmeldt ledelsen og
oversygeplejersken i Statsfængslet i Horsens til politiet for
pligtforsømmelse
i tjenesten. Statsadvokaten i Viborg har den 5. september 1990 afvist
anmeldelsen mod ledelsen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 1. Endvidere
har statsadvokaten oplyst, at han har rejst spørgsmålet om den
lægelige/sygeplejemæssige
behandling over for Sundhedsstyrelsen, herunder om der er begået sådanne
fejl,
at der måtte være grundlag for strafferetlig tiltale. Sundhedsstyrelsens
behandling er endnu ikke afsluttet.
Endelig kan det oplyses, at
direktoratet bl.a. på baggrund af nærværende sag i december 1989 har nedsat
en
arbejdsgruppe vedrørende anvendelse af sikringscelle i kriminalforsorgens
anstalter og arresthuse. Arbejdsgruppen skal overveje den samlede anvendelse
af sikringscelle i kriminalforsorgens institutioner, ligesom arbejdsgruppen
skal overveje, hvilke eventuelle ændringer der bør foretages i gældende
administrativt fastsatte bestemmelser på området samt fremkomme med forslag
til en formulering af de fremtidige regler. Spørgsmålet om tilsyn af læge
m.v. i forbindelse med anbringelse i sikringscelle er en væsentlig del af
arbejdsgruppens kommissorium, og arbejdsgruppen forventes at afgive
delindstilling
herom inden for den nærmeste fremtid.
...
Afslutningsvis kan det
oplyses, at man ved vedlagte skrivelse af 21. august 1990 har meddelt (A), at
han som disciplinær reaktion i medfør af tjenestemandsloven forflyttes til
Statsfængslet Møgelkær, hvor han skal gøre tjeneste som enhedsfunktionær.
..."
Anstaltens instruks af 22.
februar 1990, som er nævnt i direktoratets udtalelse, har følgende ordlyd:
"...
OM ANBRINGELSE I SIKRINGSCELLE.
Reglerne om anbringelse i
sikringscelle findes i cirkulære af 15. juli 1974 om anvendelse af
sikringscelle i kriminalforsorgens anstalter og arresthuse.
Det har vist sig, at visse
forhold omkring lægetilkald samt udfyldelse af sikringscellerapporter har
givet anledning til misforståelser.
I den anledning fastsættes
herved følgende supplerende retningslinier:
1. Lægetilkald.
Det pålægges lederen på
vagtmesterkontoret at underrette lægen i forbindelse med indlæggelse i
sikringscelle hurtigst muligt. Lægen skal orienteres om, hvorvidt der har
fundet magtanvendelse og/eller fiksering sted.
Såfremt anstaltens egen læge
ikke kan træffes, skal man i stedet omgående rette henvendelse til vagtlægen,
hvis det er inden for det tidsrum, hvor vagtlægeordningen er i funktion.
Lederen af vagtmesterkontoret
skal ligeledes sikre sig, at det nøjagtige tidspunkt for tilkald af lægen er
anført
på sikringscellerapporten.
Såfremt det ikke er muligt at
træffe lægen (vagtlægen) med det samme, skal tidspunkterne for, hvornår der
er
gjort forsøg på at træffe lægen (vagtlægen) anføres på
sikringscellerapporten.
Endvidere skal det tidspunkt, hvor det lykkes at få kontakt med lægen
(vagtlægen) anføres.
2. Underretning af vagthavende leder.
Det pålægges endvidere
lederen af vagtmesterkontoret at underrette vagthavende leder snarest muligt.
3. Kontrol af sikringscellerapporten.
Når sikringscellerapporten er
udfyldt på syge- og isolationsafdelingen skal den straks afleveres til
vagtmesterkontoret.
Lederen af vagtmesterkontoret
skal påse, at rapporten er korrekt udfyldt, de rigtige tidspunkter anført
m.m.
Lederen af
isolationsafdelingen meddeler vagtmesterkontoret tidspunktet for aftagelse af
remtøj, såfremt dette har været anvendt, således at vagtmesterkontoret kan
anføre
tidspunktet på sikringscellerapporten.
Lederen af
isolationsafdelingen skal ligeledes underrette vagtmesterkontoret om det
endelige tidspunkt for sikringscelleanbringelsens ophør, hvorefter
vagtmesterkontoret skal påføre rapporten dette tidspunkt.
Efter anbringelsens ophør
skal rapporten afleveres til overvagtmesteren.
Overvagtmesteren skal sikre
sig, at grundlaget for anbringelse i sikringscelle er i orden og i
overensstemmelse
med cirkulærets bestemmelser."
Ved skrivelsen af 25. august
1989 - som er nævnt i direktoratets udtalelse - meddelte direktoratet
følgende
til kriminalforsorgens anstalter og arresthuse:
"...
På given foranledning skal
direktoratet herved indskærpe de gældende regler om lægetilsyn i forbindelse
med anvendelse af sikringscelle, jf. § 4 i Direktoratet for
Kriminalforsorgens
cirkulære af 15. juli 1974 om anvendelse af sikringscelle i
kriminalforsorgens
anstalter og arresthuse.
Som det fremgår af nævnte
bestemmelse, skal der
altid
- så
hurtigt som omstændighederne tilsiger det - ske underretning til
anstaltens/arresthusets
læge (evt. vagtlæge) i forbindelse med sikringscelleanbringelser.
Direktoratet
skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at eventuel underretning til
anstaltens/arresthusets sygeplejerske ikke kan træde i stedet for denne
underretningspligt til læge.
Såfremt
sikringscelleanbringelse er forbundet med fastspænding/magtanvendelse i
øvrigt, skal lægetilsyn normalt finde sted omgående. I øvrige tilfælde
afgøres det i samråd med den underrettede læge, hvornår lægetilsyn bør finde
sted."
Jeg udtalte følgende i en
skrivelse til Direktoratet for Kriminalforsorgen:
"§ 4 i cirkulære nr. 155
af 15. juli 1974 om anvendelse af sikringscelle i kriminalforsorgens
anstalter
og arresthuse har følgende ordlyd:
"Anstaltens/arresthusets
læge (eventuelt natlæge) skal, så hurtigt som omstændighederne tilsiger det,
orienteres om det passerede, således at der på grundlag heraf træffes
afgørelse om, hvornår lægetilsyn bør finde sted.
Stk. 2.
Anvendes bælte og eventuelt handsker og fod- og håndremme,
eller er indsættelse i sikringscelle i øvrigt forbundet med magtanvendelse,
skal lægetilsyn normalt finde sted omgående."
Som det fremgår af
bestemmelsen, er kravet om tilkaldelse af læge og lægetilsyn forskelligt,
afhængig af om der er tale om magtanvendelse i forbindelse med anbringelse,
fiksering med bælte m.v., eller om anbringelsen sker uden anvendelse af disse
midler.
Blandt det materiale, jeg har
modtaget, foreligger en oversigt over de sikringscelleanbringelser, som har
fundet
sted i 1988 og de to første kvartaler af 1989. Heraf fremgår det, at af de
sikringscelleanbringelser,
der fandt sted i den nævnte periode, skete langt størstedelen (39 ud af 40)
ved brug af magtanvendelse/fiksering.
På denne baggrund har jeg
koncentreret min undersøgelse af sagen om lægetilsyn i henhold til
cirkulærets
§ 4, stk. 2. Jeg bemærker, at det, jeg har anført nedenfor, i et vist omfang
også gælder for den orientering, der efter § 4, stk. 1, skal ske til læge
"så hurtigt som omstændighederne tilsiger det".
Min undersøgelse vedrørende
§ 4, stk. 2, deles op i følgende punkter:
1) Tidspunktet for
tilkaldelse
af læge, og
2) Tidspunktet for
tilsyn
af læge.
Det fremgår, at bestemmelsen
i § 4, stk. 2, sammenholdt med § 4, stk. 1, må forstås således, at lægetilsyn
skal finde sted i alle tilfælde. Det er den helt overvejende hovedregel, at
tilsynet skal finde sted omgående. Kun hvor der gør sig særlige forhold
gældende, kan kravet om omgående tilsyn fraviges ud fra en konkret vurdering.
I det foreliggende tilfælde
lægger jeg til grund, at anstalten i alle 39 tilfælde har vurderet, at
sikringscelleanbringelsen
var af en sådan karakter, at lægetilsyn skulle finde sted omgående. Jeg
henviser herved til, at der - efter de foreliggende oplysninger -i intet
tilfælde er foretaget en konkret vurdering af, hvorvidt hovedreglen om
omgående lægetilsyn kunne fraviges.
ad 1) Tidspunktet for tilkaldelse af læge.
Som det fremgår af bestemmelsen
i cirkulærets § 4, stk. 2, skal læge
tilsyn
normalt ske "omgående". Overholdelse af denne bestemmelse må
nødvendigvis forudsætte, at
tilkaldelse
af læge senest sker samtidig med eller i umiddelbar tilslutning til
sikringscelleanbringelsen.
Den af Statsfængslet i
Horsens udarbejdede oversigt vedrørende sikringscelleanbringelserne i 1988 og
de 2 første kvartaler af 1989 indeholder bl.a. følgende tal til belysning af,
hvor hurtigt læge i de 39 tilfælde er tilkaldt:
0 - 20
minutter
28
21 - 40
minutter
3
41 - 60
minutter
0
61 - 90
minutter
2
91 -120
minutter
0
lægen ikke
truffet
2
uoplyst
4
Som det
fremgår af oversigten, er lægetilkald i 28 tilfælde sket inden for 20
minutter; jeg har foretaget følgende opdeling af tiden mellem anbringelsen og
lægetilkald i disse 28 tilfælde:
Samtidig:
5 tilfælde
indtil 5 minutter:
10
"
indtil 10
"
:
5
"
indtil 15
"
:
3
"
indtil 20
"
:
5
"
i alt:
28 tilfælde
Jeg har fra Statsfængslet i Horsens fået
oplyst, at en anbringelse efter bestemmelsen i cirkulærets § 4, stk. 2,
typisk
tager 1 til 2 minutter. Ved noteringen af anbringelsestidspunktet er anvendt
afrundede tidspunkter til 5 minutter. Når tiden fra anbringelsen til tilkald
er beregnet, er der taget udgangspunkt i det tidspunkt, da sikringscellen er
forladt af personalet. Der er principielt ikke noget i vejen for, at
tilkaldet
kan ske (forsøges) straks efter, at cellen er forladt. Det beror i nogen grad
på tilfældigheder, om der sker tilkald med det samme eller om rapport m.v.
først udarbejdes.
Under mit besøg i
Statsfængslet i Horsens den 15. november 1990 (omtalt i denne beretning som
sag nr. 9-9) havde jeg lejlighed til at drøfte bl.a. denne sag med anstaltens
inspektør. Inspektøren påpegede, at det - i hvert fald i visse tilfælde - kan
være hensigtsmæssigt, før lægen tilkaldes, at indhente oplysninger om den
indsattes adfærd, helbredstilstand og lignende fra den pågældendes afdeling i
anstalten. Herved kan der skaffes oplysninger, som vil kunne få indflydelse
på
lægens beslutning om, hvor hurtigt lægetilsynet bør finde sted.
Jeg finder ikke at burde gå
nærmere ind på spørgsmålet om, præcist hvilken tid der maksimalt bør gå fra
anbringelsen til lægetilkald sker. Efter min opfattelse bør arbejdet
imidlertid tilrettelægges således, at tilkald er det første, der foretages,
efter at anbringelsen er sket, dvs. at der kun bør gå ganske kort tid, inden
tilkald sker.
Inspektørens tilkendegivelse
om, at det kan være hensigtsmæssigt at indhente oplysninger fra den indsattes
afdeling forud for lægetilkald, giver mig ikke anledning til bemærkninger.
Jeg går ud fra, at indhentelse af disse oplysninger kan ske i løbet af ganske
få minutter.
Hverken anstalten eller
direktoratet har knyttet bemærkninger til de tilfælde, hvor der er forløbet
op
til 20 minutter, før lægetilkald er sket. Jeg finder ikke at have
tilstrækkeligt grundlag for at iværksætte en undersøgelse med henblik på at
søge klarlagt, hvad der ved de enkelte anbringelser har været årsagen til, at
der er forløbet en vis tid mellem anbringelsens afslutning og foretagelse af
tilkald.
For så vidt angår tilfælde,
hvor der er forløbet mere end 20 minutter, før lægetilkald er sket, fremgår
det af anstaltens redegørelse og direktoratets udtalelse, at den ansvarlige
for anbringelsen har forklaret, at der i visse tilfælde kan være tale om, at
lægen (uden held) har været søgt tilkaldt tidligere, uden at der er foretaget
notat herom. I nogle tilfælde kan manglende notat om lægetilkald skyldes, at
anbringelsen er sket på en af de ugedage, hvor der er læge i anstalten. I
andre
tilfælde er anstaltens sygeplejerske blevet orienteret om anbringelsen.
Om et enkelt tilfælde er det
oplyst, at den ansvarlige for anbringelsen igennem 2 timer forgæves havde
forsøgt at kontakte lægevagten, og at anbringelsen ophørte efter forløbet af
disse 2 timer.
Jeg må lægge til grund, at
det ikke er muligt nu at afklare, hvorvidt lægetilkald i visse af de
tilfælde, hvor tilkald har fundet sted senere end 20 minutter efter
anbringelsen,
har været forsøgt tidligere.
Som anført ovenfor, har
direktoratet i skrivelsen af 25. august 1989 over for anstalterne og
arresthusene indskærpet iagttagelsen af bestemmelsen i cirkulærets § 4, stk.
2, og har præciseret, at der skal foretages notat om, hvornår lægen første
gang
er forsøgt tilkaldt.
Dette har jeg taget til
efterretning.
Direktoratet har
tilkendegivet, at anstaltens indberetninger vedrørende
sikringscelleanbringelserne alene er sket til statistisk brug, og at det er
den
enkelte anstaltsleders ansvar at påse, at reglerne for
sikringscelleanbringelse
overholdes. Dette er jeg for så vidt enig i. Jeg må imidlertid stå
uforstående
overfor, at disse indberetninger ikke tidligere har givet direktoratet
anledning
til at påse, at anstalten overholder bestemmelsen i § 4, stk. 2. Jeg henviser
i den forbindelse til bestemmelsens betydning for beskyttelsen af de
indsattes
liv og helbred.
Direktoratet har oplyst, at
der er en rutine vedrørende lægetilkald, og at det er klart for anstaltens
personale, hvem der har ansvaret for, at læge bliver tilkaldt.
Dette har jeg taget til
efterretning.
ad 2) Tidspunktet for tilsyn af læge.
Som det fremgår af
cirkulærets § 4, stk. 2, skal læge
tilsyn
normalt ske "omgående".
Af anstaltens oversigt
vedrørende de 39 sikringscelleanbringelser fremgår følgende om de tidsrum,
der
er forløbet, inden den sikringscelleanbragte er blevet tilset af en læge:
0 - 30
minutter
5 tilfælde
31 - 60
minutter
9 "
Over 1 t - 1½ t
10 "
Over 1½ t - 2 t
4 "
Over 2 t - 2½ t
3 "
Over 2½ t - 3 t
1 "
Over 3 t - 3½ t
3 "
Over 3½ t - 4 t
1 "
Over 4 t - 4½ t
1 "
Over 4½ t - 5 t
0 "
lægen ikke
truffet
2 "
i alt
39 tilfælde
Som det
fremgår heraf, er der i de fleste tilfælde forløbet mere end 1 time, før
lægetilsyn har fundet sted. I flere tilfælde er der forløbet mere end 2
timer.
Dette er efter min opfattelse
klart i strid med bestemmelsen i cirkulærets § 4, stk. 2.
Jeg må lægge til grund, at
årsagen til, at lægetilsyn sker så sent, kan være,
at
læge først søges tilkaldt sent, og/eller
at
det er svært at få kontakt med lægen, og/eller
at
der forløber nogen tid, før lægen
efter tilkaldet foretager tilsyn.
For så vidt angår problemerne
i forbindelse med anstaltens tilkaldelse af læge, henviser jeg til det, jeg
har anført ovenfor ad 1).
I notatet af 24. juli 1990
har Statsfængslet i Horsens redegjort således for lægeordningen i anstalten:
"Der er til
Statsfængslet i Horsens knyttet en somatisk læge, som iøvrigt er
praktiserende
læge i Horsens. Læge (C) er ansat med 15 timers tjeneste pr. uge og skal
dække
såvel hovedanstalten som fængselsafdelingen i Amstrup.
De 15 timers tjeneste pr. uge
er tilrettelagt således, at lægen møder på anstalten mandage og torsdage og i
fængselsafdelingen i Amstrup på onsdage.
Der er herudover ikke tale om
en af kriminalforsorgen tilrettelagt lægevagtordning.
I tilfælde, hvor læge skal
underrettes, eller hvor det iøvrigt skønnes nødvendigt at tilkalde en læge,
følges nedennævnte retningslinier.
Hvis en sikringscelleanbringelse
finder sted inden for normal konsultationsåbningstid, dvs. fra kl. 8.00 - kl.
16.00 på hverdage, bortset fra lørdage, forsøger man først at tilkalde læge
(C), som den til anstalten knyttede læge, idet han, såfremt han er hjemme og
kan møde frem på anstalten, kan gøre brug af sin viden om forholdene og om de
enkelte indsatte.
Da han er praktiserende læge,
kan det undertiden være forbundet med vanskeligheder at komme i kontakt med
ham
grundet sygebesøg og lignende.
Hvis sikringscelleanbringelsen
finder sted uden for normal konsultationsåbningstid, dvs. i aften- og
nattetimerne samt på lørdage og søn- og helligdage, forsøger man ligeledes
først at få kontakt med læge (C). Såfremt dette ikke kan lade sig gøre, søger
man kontakt med vagtlægeordningen i Horsens.
Vagtlægeordningen fungerer
således, at der på alle ugens dage er vagtlæge fra kl. 16.00 til næste dags
morgen kl. 8.00. På lørdage samt søn- og helligdage er der vagtlægeordning
hele døgnet.
Vagtlægeordningen i Horsens
er i øjeblikket (siden
marts/april 1988) opbygget
således, at 2 praktiserende læger ad gangen har vagten med udgangspunkt fra
deres egne konsultationslokaler. Normalt vil det være således, at den ene
læge
kører rundt i byen, mens den anden sidder vagt ved telefonen og modtager
patienter i sin egen konsultation.
Det er fra vagtlægeordningen
blevet oplyst, at man normalt altid vil kunne træffe en af lægerne pr.
telefon, men at der i spidsbelastningsperioder kan være tale om, at man enten
er konstant optaget, eller at der er tale om, at begge er optaget af
sygebesøg, således at der kan være tale om perioder, af dog formentlig max.
30
min. imellem, at man kan få kontakt med en læge. Spidsbelastningsperioderne
er normalt sidst på aftenen og først på dagen.
Flere af de funktionærer, jeg
har talt med i forbindelse med undersøgelsen, har dog givet udtryk for, at de
flere gange har været ude for, at det har været vanskeligt at få kontakt med
en
læge, enten det nu har drejet sig om anstaltens somatiske læge eller om
vagtlægen."
Som det fremgår af notatet,
er der kun læge til stede i anstalten på 2 ugedage. Dette betyder, at
anstaltens iagttagelse af bestemmelsen i § 4, stk. 2, i mange tilfælde er
afhængig af det almindelige vagtlægesystem. Det generelle indtryk er, at
dette
i flere tilfælde - i sig selv eller samvirkende med sent lægetilkald -
medfører, at lægetilsynet med de sikringscelleanbragte ikke finder sted
"omgående".
Jeg henstiller, at der
etableres en ordning, der gør det muligt, at bestemmelsen i § 4, stk. 2,
iagttages.
Jeg finder ikke at burde
komme med forslag til, hvorledes dette problem kan løses. Direktoratet har
imidlertid oplyst, at direktoratet har nedsat en arbejdsgruppe vedrørende
anvendelse af sikringscelle, og at spørgsmålet om lægetilsyn ved
sikringscelleanbringelse er en væsentlig del af arbejdsgruppens kommissorium.
Direktoratet har endvidere underrettet mig om, at arbejdsgruppen i september
har afgivet delindstilling. På baggrund af denne delindstilling har
direktoratet
i en skrivelse af 26. september 1990 til anstalterne og arrestinspektørerne
meddelt, at tilkald af læge, i alle tilfælde hvor sikringscelleanbringelse er
forbundet med magtanvendelse eller fiksering, skal ske omgående med henblik
på
at sikre, at lægetilsyn finder sted snarest muligt.
Dette tager jeg til
efterretning.
Jeg går imidlertid ud fra, at
arbejdsgruppen tillige vil overveje mulighederne for at sikre en bedre
kontakt
med og bistand fra det almindelige vagtlægesystem.
Det spørgsmål rejser sig, om
de her afdækkede problemer vedrørende iagttagelse af bestemmelsen i § 4, stk.
2, i cirkulæret i Statsfængslet i Horsens er udtryk for, at tilsvarende
problemer eksisterer i andre anstalter. Jeg har imidlertid noteret mig, at
den
nedsatte arbejdsgruppe har søgt dette belyst ved en gennemgang af samtlige
rapporter vedrørende de sikringscelleanbringelser, som har fundet sted i 2.
og
3. kvartal 1989, og at dette materiale indgår i grundlaget for
arbejdsgruppens
overvejelser.
Jeg anmoder om at modtage underretning
om, hvad der sker i anledning af min henstilling.
..."
Lignende dokumenter
- Inspektion af Statsfængslet i Horsens. Retsinformation · 3. november 2003
- Opfølgning til inspektion af Statsfængslet i Nyborg den 25. og 26. april 2001 Retsinformation · 27. marts 2015
- Inspektion af Statsfængslet i Vridsløselille. Retsinformation · 5. november 2003
- Inspektion af Københavns Fængsler. Retsinformation · 25. juni 2003
- Opfølgning til inspektion af Statsfængslet i Vridsløselille den 13. og 14. juni 2000 Retsinformation · 6. august 2015
- Inspektion af Statsfængslet i Vridsløselille den 10.-12. november 2008 – Opfølgning Retsinformation · 29. oktober 2011