Spring til indhold

Retsinformation

Uacceptabel sagsbehandlingstid i aktindsigtssag.

FOU nr 1990.50UdtalelserFolketinget5. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Uacceptabel sagsbehandlingstid i aktindsigtssag.

En journalist, A, klagede i juni 1990 over, at Finansministeriet

endnu ikke havde truffet afgørelse i anledning af hans begæring i skrivelse

af 9. februar 1990 om aktindsigt i sagen vedrørende privatisering af

Statsanstalten

for Livsforsikring, samt over at ministeriet ikke havde meddelt, hvornår

ministeriet forventede at kunne træffe en afgørelse i sagen.

Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at A's begæring om

aktindsigt blev modtaget af Finansministeriet den 12. februar

1990. A

anførte, at begæringen

omfattede "alle i sagen tilgængelige akter, herunder embedsmandsværkets

juridiske forarbejder og korrespondance med Statsanstaltens direktion".

A

anmodede om, at aktindsigten blev meddelt snarest, og henviste herved til

"den opmærksomhed, der aktuelt er om sagen".

Finansministeriet forelagde telefonisk A's begæring for Statsanstalten,

der i skrivelse af 20. februar 1990 fremkom med en udtalelse. Statsanstalten

anmodede om, at oplysninger om anstaltens forretningsforhold ikke blev

udleveret, uden forinden at være forelagt Statsanstalten.

Af et notat vedrørende en telefonsamtale med A den 21. februar

1990 fremgår, at A blev orienteret om, at der ville gå endnu nogen tid, før

ministeriet kunne besvare A's anmodning, og at dette skyldtes aktmaterialets

omfang,

sammenholdt med, at ministeriet for hvert enkelt dokument skulle vurdere, om

det indeholdt oplysninger, der var undtaget fra aktindsigt. Ministeriet

henviste herved til fortrolighed med hensyn til Statsanstaltens

forretningsforhold

og hensynet til statens økonomiske interesser i forbindelse med salget af

Statsanstalten. På forespørgsel oplyste ministeriet, at der snarere ville gå

Læs alt

14 end 8 dage, før A fik svar, idet ministeriet samtidig tilføjede, at A

eventuelt ville få aktindsigt "pø om pø", efterhånden som

ministeriet

gennemgik akterne.

Den 26. marts 1990 orienterede Finansministeriet A's kollega

om, at det ikke var muligt at besvare begæringen om aktindsigt foreløbigt.

Det fremgår videre af et notat fra den 4. maj 1990, at ministeriet

telefonisk over for A beklagede, at ministeriet endnu ikke havde truffet

afgørelse i sagen. Ministeriet henviste på ny til det omfattende

dokumentmateriale

samt til travlhed i forbindelse med Folketingets behandling af lovforslaget

om

privatiseringen og efterfølgende travlhed i forbindelse med forberedelsen af

salget af Statsanstalten. Ministeriet oplyste, at det forventede at kunne

træffe afgørelse ved udgangen af maj måned. Ministeriet forespurgte, om A var

specielt interesseret i bestemte oplysninger, for så ville ministeriet

behandle

dokumenter herom forlods. A kunne ikke udpege noget bestemt og henviste

herved

til, at A ikke vidste, hvad dokumenterne indeholdt.

Da A ikke havde modtaget svar ved udgangen af maj måned,

rykkede A den 8. juni 1990 telefonisk ministeriet for svar. Der foreligger

ikke noget notat fra denne samtale, men A redegjorde i sin klage til mig

nærmere for indholdet af samtalen. A oplyste, at ministeriet over for ham

beklagede den "uacceptable" lange ventetid, og oplyste, at denne

skyldtes travlhed med behandlingen af selve privatiseringssagen. Ministeriet

så sig ikke i stand til at oplyse, hvornår afgørelsen ville blive truffet. På

A's forespørgsel oplyste ministeriet yderligere, at gennemgangen af akterne

på grund af travlhed "ikke var skredet nævneværdigt frem".

I klagen til mig henviste A til:

"...

at... (A's)

klage har et principielt vigtigt indhold. Den berører offentlighedens

mulighed for med henvisning til offentlighedsloven at orientere sig om en

sag, endnu mens denne udvikler sig, og før den er definitiv, i dette

tilfælde med Folketingets vedtagelse af privatiseringsloven 3. april 1990,

at

offentlighedsloven

i strid med sit formål reduceres til mest at være af interesse for

historikere

og arkæologer, hvis en aktindsigt kan udskydes ubegrænset, indtil den

pågældende forvaltningsdel, f.eks. af interne arbejdsmæssige grunde, måtte

finde det passende at give den. Derved forskertses offentlighedens adgang til

muligvis vigtige oplysninger i en aktuel debat,

at

det må være i alles

interesse at få statueret en almindelig og tilnærmelsesvis grænse for, hvor

længe en forvaltningsdel under hensyntagen til den pågældende sags omfang kan

bruge til den praktiske imødekommelse af en aktindsigt. ..."

I en udtalelse af 6. juli 1990 til mig i anledning af A's klage

har Finansministeriet bl.a. anført:

"... Finansministeriet (skal) bemærke, at det ved behandlingen

af (A's) anmodning om aktindsigt er afgørende, at de betydelige økonomiske

interesser, som både samfundet, Statsanstalten og dens mange

forsikringstagere

har i privatiseringen og statens aktiesalg, nøje iagttages, jf.

offentlighedslovens § 13.

Det bør i den forbindelse fremhæves, at sagen vedrører Danmarks

største livsforsikringsvirksomhed med en aktivmasse på over 50 mia. kr., med

en årlig præmieindtægt i 1989 på ca. 3 mia. kr. fra ca. 300.000

forsikringstagere og over 760.000 forsikringer.

På baggrund heraf og eftersom privatiseringen og aktiesalget

gennemføres ved vigtige, forretningsmæssige forhandlinger på et

internationalt,

finansielt marked, er det afgørende, at sagen og dens akter behandles strengt

fortroligt.

Hensynet hertil fordrer, at så få personer i ministeriet, som

muligt, arbejder med og får kendskab til sagens dokumenter.

...

For så vidt angår angivelsen af en tidsfrist for besvarelsen af

(A's) anmodning om aktindsigt, skal Finansministeriet bemærke, at det på

grund af ovennævnte forhold ikke så længe salgsforhandlingerne pågår, er

muligt

at oplyse, hvornår anmodningen om aktindsigt kan forventes besvaret.

..."

Jeg sendte A en kopi af ministeriets udtalelse, og i skrivelse

af 12. juli 1990 fremsatte A yderligere bemærkninger.

I en skrivelse til A udtalte jeg følgende:

"Lov nr. 572 af 19. december 1985 om offentlighed i forvaltningen

(offentlighedsloven) indeholder i § 16 følgende bestemmelser:

"Vedkommende myndighed afgør snarest, om en begæring kan

imødekommes ...

Stk. 2.

Er en begæring

om aktindsigt ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter, at den er

modtaget af vedkommende myndighed, skal myndigheden underrette den begærende

om grunden hertil samt om, hvornår en afgørelse kan forventes at foreligge.

Stk. 3...."

I forarbejderne til bestemmelserne er bl.a. anført (Folketingstidende

1985/86 tillæg A, sp. 233):

"Efter bestemmelsen i stk. 1 skal sager om aktindsigt

afgøres "snarest". Denne ændring i forhold til formuleringen af den

tilsvarende bestemmelse i den gældende offentlighedslovs § 8, stk. 2,

tilsigter at fremhæve, at sager om aktindsigt skal behandles med særlig

hurtighed.

...

Bestemmelsen i Stk. 2, der er ny, er begrundet i et ønske om at

sikre, at behandlingstiden for begæringer om aktindsigt ikke uden rimelig

anledning trækker ud. Der er ikke indsat en absolut frist for

sagsbehandlingens

varighed i aktindsigtssager, men bestemmelsen om, at den begærende skal have

en begrundet underretning i tilfælde, hvor aktindsigt ikke kan imødekommes

inden for 10 dage, samt oplysning om, hvornår en afgørelse kan forventes at

foreligge, må i sig selv forventes at bidrage til, at behandlingstiden ikke

unødigt trækker ud.

..."

Kravet om, at sager om aktindsigt skal afgøres snarest, må ses i

sammenhæng med offentlighedslovens formål. Disse formål blev af

offentlighedskommissionen

- i betænkning nr. 325/1963 om offentlighed i forvaltningen (s. 42ff) -

formuleret således:

"A. Offentlighed som

led i folkestyret.

En af de begrundelser, der står i første række som motivering

for indførelse af offentlighed i forvaltningen, er en betragtning, som står i

forbindelse med folkestyret i staten og kommunerne. For denne betragtning

fremstår adgangen til at gøre sig bekendt med den offentlige forvaltnings

dokumenter som en udbygning af folkestyret. Den offentlige forvaltning er en

samfundsfunktion, der angår alle samfundets medlemmer, og da det er

befolkningen, som gennem valg eller på anden måde har den afgørende magt i

statens

og kommunernes styre, bør befolkningen i størst mulig udstrækning have

kendskab til, hvad der foregår inden for dette styre, og mulighed for at

diskutere

og tage stilling til offentlige anliggender. Derfor er trykkefrihed og anden

ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og foreningsfrihed afgørende forudsætninger

for demokratiet. Offentlighed i forvaltningen kan ses i denne sammenhæng, jf.

at den svenske offentlighedsordning er blevet anset som en bestanddel af den

svenske trykkefrihed. Offentlighed i forvaltningen må antages at være med til

at skabe og vedligeholde interessen for offentlige anliggender, hviket ikke

mindst er ønskeligt i det moderne samfund og i en tid, hvor der næres frygt

for, at den politiske ligegyldighed skal brede sig. Offentlighed bidrager til

at sætte almene problemer under debat og giver mulighed for, at befolkningen

kan reagere over for lovgivning og administrativ praksis. Offentlighed i

forvaltningen kan således betragtes som et led i demokratiet.

...

B. Kontrolhensyn

En anden af de begrundelser, der i første række anføres til støtte

for ønsket om indførelse af offentlighed i forvaltningen, er den, at borgerne

bør have størst mulig adgang til at følge med i og dermed føre kontrol med,

at

alt går rigtigt til under forvaltningens udførelse af dens opgaver. Til

forvaltningen er henlagt en mængde afgørelser i sager af stor samfundsmæssig

betydning såvel som sager af særlig betydning for den enkelte borgers

personlige

og økonomiske interesser og velfærd. Borgerne er i stadig stigende grad

underkastet

indgreb af forskellig art fra samfundets side gennem forvaltningen. ...

... navnlig har pressen en åbenbar interesse i at få

førstehånds

kendskab til, om forhold inden for forvaltningsområder kræver nærmere

belysning eller giver anledning til kritik, således at problemer kan sættes

under debat på et sagligt og velunderbygget grundlag.

..."

Ved gennemførelsen af den nugældende lov om offentlighed i forvaltningen

blev lovens formål beskrevet på tilsvarende måde og med fremhævelse af

pressens særlige rolle.

I bemærkningerne til lovforslaget er lovens formål fremhævet

som baggrund for kravet om hurtig ekspedition:

"... en hurtig behandling og afgørelse af sager om

aktindsigt er en væsentlig forudsætning for, at offentlighedsloven kan

opfylde

sine intentioner om, at pressen og andre nyhedsformidlende institutioner skal

have mulighed for ved anvendelse af loven løbende at orientere befolkningen

om

aktuelle sager, der er under behandling i den offentlige forvaltning."

(Folketingstidende 1985/86, tillæg A, sp. 196).

Det fremgår af de citerede udtalelser, at der fra lovgivningsmagtens

side er lagt meget stor vægt på, at aktindsigtsbegæringer ekspederes hurtigt.

10 dages fristen, som er anført i § 16, stk. 2, er ikke nogen absolut frist,

men har som forudsætning, at afgørelse om aktindsigt normalt træffes inden

10 dage. Udskydelse af afgørelsen herudover kræver en nærmere begrundelse.

I motiverne til bestemmelsen og i Justitsministeriets vejledning

om offentlighedsloven er anført nogle særlige grunde, der kan føre til

udsættelse af afgørelsen om aktindsigt. Det kan bl.a. være, at akterne ikke

er

i myndighedens besiddelse, at der må foretages høring af den, hvis interesser

vil kunne krænkes gennem aktindsigt, eller at der foreligger tvivlsomme

fortolkningsspørgsmål. Også hvor sådanne udsættelsesgrunde foreligger, gælder

imidlertid kravet om, at afgørelsen skal træffes snarest.

I udtalelsen til mig har Finansministeriet som begrundelse for

udsættelsen henvist til, at hensyn til aktindsigtssagens (hurtige)

ekspedition

må vige for de hensyn, navnlig fortrolighedshensyn, som indgår i sagen om

privatisering af Statsanstalten for Livsforsikring. Fortrolighedshensynet

indebærer ifølge Finansministeriet bl.a., "at så få personer i

ministeriet som muligt arbejder med og får kendskab til sagens

dokumenter".

Jeg skal hertil bemærke, at fortrolighedshensyn selvsagt kan begrunde,

at der må gøres

undtagelse

fra

aktindsigten. Derimod er der efter min opfattelse ikke hjemmel til at

anerkende fortrolighedshensyn som selvstændig begrundelse for

udsættelse

af afgørelsen om aktindsigt.

Heller ikke i den særlige variation, hvori hensynet er gjort gældende af

Finansministeriet. Det ville være i klar modstrid med lovens ordning og

formål

og i givet fald have helt uoverskuelige konsekvenser for lovens

administration.

Det forhold, at den nødvendige gennemgang af aktmaterialet med

henblik på udskillelse af fortrolige oplysninger, er særlig

ressourcekrævende,

vil efter min opfattelse - selvom det ikke er udtrykkelig nævnt i lovens

forarbejder - kunne begrunde en vis udsættelse af afgørelsen om aktindsigt.

Hvor længe, må naturligvis afhænge af aktmaterialets omfang og karakter,

herunder hvorvidt det er nødvendigt at høre den person eller institution,

hvis interesser beskyttes af fortroligheden.

Også i den forbindelse sætter imidlertid aktindsigtens formål og

den vægt, som herved er lagt på kravet om, at afgørelse skal træffes snarest,

en grænse for, hvor lange behandlingstider der vil kunne accepteres.

I denne sag var der ved klagens indgivelse hertil gået ca. 4 måneder

fra aktindsigtsbegæringens modtagelse i Finansministeriet. I udtalelsen af 6.

juli 1990 - da der var gået ca. 5 måneder - bemærkede Finansministeriet, at

det ikke var muligt at oplyse, hvornår anmodningen om aktindsigt kunne

forventes besvaret. Der er nu gået mere end 6 måneder.

Denne behandlingstid ligger efter min opfattelse klart udenfor

grænsen for det acceptable.

Jeg har gjort Finansministeriet bekendt med min opfattelse og

har samtidig henstillet til ministeriet at træffe afgørelse nu."

Finansministeriet traf herefter afgørelse i skrivelse af 29. august

1990.

Lignende dokumenter