Aktindsigt i dokumenter vedrørende Fiskerikontrollen - sagsbehandlingstid m.m.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Aktindsigt i
dokumenter vedrørende Fiskerikontrollen - sagsbehandlingstid m.m.
En journalist A klagede over Fiskeriministeriets behandling
af hans anmodning om aktindsigt.
A klagede ved brev af
3. februar
1992
for det
første over den tid, der var gået, indtil Fiskeriministeriet delvis imødekom
A's anmodning af
14. november 1991
om aktindsigt, for det andet over, at
ministeriet havde udeladt visse passager fra de dokumenter, der blev
udleveret,
og for det tredje over, at Fiskeriministeriet endnu ikke havde
færdigbehandlet
A's begæring om aktindsigt for så vidt angik alle de ønskede dokumenter.
Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at A første gang
skriftligt anmodede Fiskeriministeriet om aktindsigt i dokumenter vedrørende
Fiskerikontrollens forhold ved brev af
15. oktober
1991. Denne
anmodning om aktindsigt blev afvist af Fiskeriministeriet under henvisning
til,
at begæringen var for generelt formuleret. I stedet blev der
den
29. oktober 1991
afholdt et møde, hvori bl.a. A selv og fiskerikontrolchefen deltog.
Ved brev af
8. november 1991
Læs alt
anmodede A på ny Fiskeriministeriet om
aktindsigt i interne årsrapporter, opgørelser over antallet af rapporter
optaget af Fiskerikontrollen, referater fra møder mellem fiskeriinspektørerne
og ministeriet og generelle retningslinjer for inspektoraterne vedrørende
tilrettelæggelse og prioritering af fiskerikontrolarbejdet. Denne
aktindsigtsanmodning
blev for så vidt angik tilgængeligt materiale besvaret af Fiskeriministeriet
den
14. november 1991.
Referater fra møder mellem fiskeriinspektørerne og ministeriet blev dog ikke
udleveret under henvisning til, at anmodningen var for generelt formuleret på
dette punkt.
Den 14.
november 1991
modtog Fiskeriministeriet et nyt brev fra A med anmodning om aktindsigt i
"aktivitetsrapporter" for 1990 og 1991 fra ministeriets 7. kontor
og
referater af de kvartalsvise møder, der blev afholdt i 1990 og 1991 mellem
fiskeriinspektørerne og ministeriets 7. kontor.
Ved brev af
22. november 1991
meddelte Fiskeriministeriet, at man ikke
så sig i stand til at udlevere materialet inden for 10-dages-fristen i
offentlighedslovens § 16, stk. 2. Begrundelsen herfor var, at det var
tidskrævende at gennemgå det omfattende materiale, og at ministeriet ville
drøfte sagen med Justitsministeriet, inden endelig afgørelse med hensyn til,
hvad der skulle udleveres, blev truffet.
Ved brev af
6. december 1991
meddelte Fiskeriministeriet, at sagen
stadig var under overvejelse i ministeriet, hvorfor man ville vende tilbage
til
den på et senere tidspunkt.
Ved telefax til Fiskeriministeriet
den
29. januar 1992
rykkede A for svar på sin anmodning om aktindsigt. Efter A's oplysninger
havde
Fiskeriministeriet allerede ved juletid rådført sig med Justitsministeriet,
og
han fandt det derfor besynderligt, at han endnu ikke havde modtaget svar.
Ved brev af
31. januar 1992
sendte Fiskeriministeriet den seneste
aktivitetsrapport og det seneste inspektørmødereferat, der var udarbejdet på
baggrund af møde afholdt 16. -
17. september 1991.
For begge dokumenter gjaldt, at en række passager under
henvisning til offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 4, om hensynet til
gennemførelse af offentlig kontrol var udeladt.
A's begæring om aktindsigt skulle ses i sammenhæng med, at A
i en række artikler i et dagblad fra slutningen af november 1991 og månederne
frem kritiserede Fiskerikontrollen for at være ineffektiv og utilstrækkelig.
I
avisartiklerne blev der fremsat påstand om, at der i fiskerierhvervet fandt
en
omfattende svindel sted, idet fiskekvoterne systematisk blev overskredet,
uden
at Fiskerikontrollen effektivt greb ind. Det anførtes, at der var mistanke
om,
at fiskeriministeren og hans ministerium bevidst dækkede over
overtrædelserne.
I A's klage til mig bad han mig vurdere ministeriets
svartid, som han fandt uacceptabelt lang.
Med hensyn til udeladelsen af visse passager fra
dokumenterne, anførte A bl.a.:
"Efter min opfattelse finder § 13, stk. 1, nr. 4, kun i
meget begrænset omfang anvendelse på de pågældende dokumenter. Formålet med
bestemmelsen er at imødekomme et behov hos det offentlige for at kunne
undtage
detaljerede beskrivelser af efterforsknings
metoder
,
jf. bemærkningerne til loven i Karnov. En beskrivelse af omfanget af sager
kan
ikke være omfattet af undtagelsesbestemmelsen - f.eks. et
"overtrædelsesbillede" som åbenbart efter ministeriets opfattelse
bør
hemmeligholdes."
I anledning af A's klage sendte Fiskeriministeriet en
udtalelse til mig
den 14. februar 1992, hvormed fulgte bl.a. de dokumenter, der
var udleveret til A mærket således, at det fremgik, hvilke passager der var
udeladt over for A. Fiskeriministeriet begrundede over for mig de udeladte
passager nærmere. Sammenfattende anførte ministeriet:
"Hovedbegrundelsen for udeladelserne er kontrolhensyn,
jf. offentlighedsloven § 13, stk. 1, nr. 4. Der er i den givne
fiskerisituation
et meget betydeligt behov for, at kontrollen kan fungere effektivt med de
givne
begrænsede ressourcer, og fortroligheden om en række forhold vedrørende
kontrollens arbejde er af meget væsentlig betydning herfor. Det er således
vigtigt for kontrollens arbejde ikke blot at kunne hemmeligholde helt
konkrete
forhold, hvis offentliggørelse kan skade opklaring m.v. i en konkret sag, men
også mere generelle oplysninger om, hvorledes kontrollen tilrettelægges og
prioriteres. Ved offentliggørelse af oplysninger, f.eks. om at man på visse
tidspunkter interesserer sig særligt for visse fiskerier, vil der kunne
afdækkes et mønster, som i sidste ende vil kunne skærpe fiskernes aktivitet i
retning af at undgå kontrol.
Hvad angår afsnittet kaldet overtrædelsesbilledet i
aktivitetsrapporten, som særligt fremhæves i klagen, er de konkrete
oplysninger
i sig selv næppe epokegørende. Afgørende er imidlertid, at der ikke gennem
offentliggørelse af disse oplysninger bør gives eventuelle overtrædere
information om, hvorvidt vi er opmærksomme på deres handlinger."
Med hensyn til den tid, der medgik fra ministeriet
den
14. november 1991
modtog A's begæring om aktindsigt, og indtil begæringen delvis blev
imødekommet
den 31. januar 1992, anførte ministeriet:
"Efter Fiskeriministeriets opfattelse er der
indholdsmæssigt tale om følsomt materiale, som er skrevet med henblik på
kontrolindsatsen
og intern koordination i Fiskerikontrollen, for så vidt angår
fiskeriinspektørmødereferaterne og med henblik på intern koordination i
departementet for så vidt angår aktivitetsrapporterne. Referaterne sendes
udelukkende til mødedeltagerne, og aktivitetsrapporten sendes kun til
departementets kontorer og Kontrollen.
Ministeriet har derfor nøje vurderet dette materiale i
forhold til den gældende lovgivning og herunder på flere punkter konsulteret
Justitsministeriet herom.
Der er medgået en betydelig arbejdsindsats hertil, og denne
arbejdsindsats har skullet foregå netop i en periode, hvor ressourcerne i høj
grad også måtte anvendes til at producere materiale bl.a. til Folketingets
Landbrugs- og Fiskeriudvalg foranlediget af mange artikler i pressen om
Fiskerikontrollen.
Ministeriet har løbende holdt (A) underrettet om sagens
stade, og besvarelsen af henvendelsen er sket inden for den almindelige
prioritering
i ministeriet.
Endelig kan det oplyses, at Fiskerikontrollens årsrapport
for 1990, som er stillet (A) i udsigt, så snart den måtte foreligge,
forventes
færdig inden for kort tid. Også udarbejdelsen af Årsrapporten er blevet
forsinket bl.a. på grund af meget arbejde i forbindelse med ovennævnte
presseomtale af Fiskerikontrollens virksomhed."
I brev af
9. marts 1992
kommenterede A Fiskeriministeriets
udtalelse, og A anførte i denne forbindelse i relation til
sagsbehandlingstiden:
"Kun i ganske få tilfælde kan det komme på tale at
udsætte en anmodning om aktindsigt, hvilket undtagelsesvis kan være, når der
kan være tvivl om, hvorvidt anmodningen skal imødekommes. I dette tilfælde
har
ministeriet åbenbart været i tvivl og har derfor kontaktet
Justitsministeriets
lovkontor med henblik på at få afklaret aktindsigtens omfang. Det skete som
tidligere nævnt ved juletid sidste år, hvorfor ministeriet efter den tid ikke
har nogen som helst lovmæssig begrundelse for at udsætte aktindsigten
yderligere.
At ministeriet samtidig har måttet bruge ressourcer på at
"producere materiale" til Folketingets Landbrugs- og Fiskeriudvalg
er
i den forbindelse en helt uacceptabel begrundelse, eftersom den åbner for en
fuldkommen lemfældig fortolkning af, inden for hvilket tidsrum en myndighed
skal imødekomme en anmodning om aktindsigt.
I sin yderste konsekvens vil begrundelsen medføre, at en
hvilken som helst henvendelse fra et folketingsudvalg vil kunne anvendes som
undskyldning for at udsætte aktindsigten. Det vil endvidere medføre, at der
må
ske en kvalitativ bedømmelse af, hvorvidt ministeriet har anvendt
"rimelig
tid" på at besvare henvendelsen fra udvalget, og om hvorvidt den
pågældende henvendelse overhovedet har sammenhæng med anmodningen om
aktindsigt.
....
...man (må) være
opmærksom på pressens særlige
arbejdsforhold. Ofte vil presseomtale af sagen inden for bl.a. den statslige
administration medføre, at der rejses spørgsmål over for en minister fra et
udvalg, eller at en minister indkaldes til samråd i et udvalg for at give en
redegørelse. En sådan politisk opfølgning er kun naturlig og vil som regel
også
blive omtalt i pressen, men ud fra Fiskeriministeriets begrundelse vil den
politiske interesse blive en hemsko for pressens videre arbejde. Man må
desuden
frygte, at det kan føre til, at der politisk stilles spørgsmål alene for at
bremse pressens forsøg på at afdække en sag via aktindsigt.
Ved afdækningen af specielle sagsforhold eller artikelserier
i pressen vil journalister som regel løbende forsøge at indsamle oplysninger
til brug for det videre arbejde. Det kan f.eks. foregå ved, at man på et
relativt tidligt tidspunkt anmoder om aktindsigt i et sagsområde vel vidende,
at aktindsigten tidligst imødekommes i løbet af nogle dage og oftest først
efter nogle uger. Aktindsigten kan således være "under behandling",
når f.eks. en avis indleder en artikelserie."
For så vidt angik Fiskeriministeriets udeladelse af visse
dele af de udleverede dokumenter, anførte A bl.a.:
"Ministeriet anfører, at offentliggørelse af visse
oplysninger kan "skade opklaringen m.v.". Argumentet er efter min
opfattelse alt for generelt formuleret og indebærer reelt, at stort set hvad
som helst kan undtages fra aktindsigt. Ekstraheringsprincippet tilsiger
netop,
at specifikke emner kan undtages for ikke at skade f.eks. en offentlig
myndigheds efterforskning, medens der ikke kan være tale om at undtage en
mere
eller mindre tilfældig samling af emner, som efter den pågældende myndigheds
opfattelse bør være fortrolige.
At anlægge en vurdering af, hvorledes enkeltemner, som i sig
selv ikke er undtaget fra aktindsigt, kan fortolkes i sammenhæng, er en klar
overfortolkning af undtagelsesbestemmelserne. En sådan fortolkning kan i
øvrigt
nemt undgås ved systematisk og med passende mellemrum at anmode om aktindsigt
i
de enkelte emner, hvorefter jeg til sidst vil ende op med et
"mønster".
Desuden må jeg gøre opmærksom på, at der er tale om
historisk materiale. Jeg har svært ved at se, hvorledes indsigt i ældre
referater og aktiviteter kan skade en efterforskning i dag - medmindre at
Fiskerikontrollen arbejder efter nøje fastlagt skema år efter år. Det sidste
kan næppe være tilfældet, eftersom de personer, der er underlagt kontrol, i
så
fald formentlig ret hurtigt selv vil kunne danne sig en fornemmelse af, hvor
og
hvornår kontrollen næste gang dukker op."
I et brev til A udtalte jeg følgende:
"
Vedrørende
sagsbehandlingstiden.
Lov nr. 572 af
19. december
1985
om
offentlighed i forvaltningen indeholder i § 16 følgende bestemmelser:
"
§ 16.
Vedkommende myndighed afgør snarest, om en begæring kan imødekommes ...
Stk. 2.
Er en begæring om aktindsigt ikke
imødekommet eller afslået inden 10 dage efter, at den er modtaget af
vedkommende
myndighed, skal myndigheden underrette den begærende om grunden hertil, samt
om, hvornår en afgørelse kan forventes at foreligge.
Stk. 3....."
I bemærkningerne til lovforslaget er hensynet til pressens
funktion i forbindelse med den offentlige meningsdannelse fremhævet som
baggrund for kravet om hurtig ekspedition (Folketingstidende 1985/86, tillæg
A,
sp. 196):
"...
En hurtig behandling af afgørelser af sager om aktindsigt er
en væsentlig forudsætning for, at offentlighedsloven kan opfylde sine
intentioner om, at pressen og andre nyhedsformidlende institutioner skal have
mulighed for ved anvendelse af loven løbende at orientere befolkningen om
aktuelle sager, der er under behandling i den offentlige forvaltning."
I bemærkningerne til lovforslaget anføres endvidere
(Folketingstidende 1985/86, tillæg A, sp. 233):
"Efter bestemmelsen i stk. 1, skal sager om aktindsigt
afgøres "snarest". Denne ændring i forhold til formuleringen af den
tilsvarende bestemmelse i den gældende offentlighedslovs § 8, stk. 2,
tilsigter
at fremhæve, at sager om aktindsigt skal behandles med særlig hurtighed.
...
Bestemmelsen i stk. 2, der er ny, er begrundet i et ønske om
at sikre, at behandlingstiden for begæringer om aktindsigt ikke uden rimelig
anledning trækker ud. Der er ikke indsat en absolut frist for
sagsbehandlingens
varighed i aktindsigtssager, men bestemmelsen om, at den begærende skal have
en
begrundet underretning i tilfælde, hvor aktindsigt ikke kan imødekommes inden
for 10 dage, samt oplysning om, hvornår en afgørelse kan forventes at
foreligge, må i sig selv forventes at bidrage til, at behandlingstiden ikke
unødigt
trækker ud.
..."
Kravet om, at sager om aktindsigt skal afgøres snarest, må
som anført i forarbejdsbemærkningerne ses i sammenhæng med hele
offentlighedslovens formål. I betænkning nr. 325/1963 om offentlighed i
forvaltningen (s. 42 ff) blev disse formål beskrevet således (uddrag):
"A.
Offentlighed
som et led i folkestyret.
.... Offentlighed
bidrager til at sætte almene problemer
under debat og giver mulighed for, at befolkningen kan reagere over for
lovgivning og administrativ praksis. Offentlighed i forvaltningen kan således
betragtes som et led i demokratiet.
....
B.
Kontrolhensyn.
En anden af de begrundelser, der i første række anføres til
støtte for ønsket om indførelse af offentlighed i forvaltningen, er den, at
borgerne bør have størst mulig adgang til at følge med i og dermed føre
kontrol
med, at alt går rigtigt til under forvaltningens udførelse af dens opgaver.
...
Navnlig har pressen en åbenbar interesse i at få
førstehåndskendskab til, om forhold inden for forvaltningsområder kræver en
nærmere belysning eller giver anledning til kritik, således at problemer kan
sættes under debat på et sagligt og velunderbygget grundlag.
..."
Jeg har tidligere i sagen, omtalt i Ombudsmandens beretning
1990, s. 50 ff, haft lejlighed til at udtale mig om forståelsen af
10-dages-fristen i § 16, stk. 2. Jeg konkluderede på baggrund af
forarbejderne
til loven, at der fra lovgivningsmagtens side er lagt meget stor vægt på, at
aktindsigtsbegæringer ekspederes hurtigt. 10-dages-fristen, som er anført i §
16, stk. 2, er ikke nogen absolut frist, men har som forudsætning, at
afgørelser om aktindsigt normalt træffes inden 10 dage. Udskydelse af
afgørelsen herudover kræver en nærmere begrundelse.
I Justitsministeriets vejledning til offentlighedsloven pkt.
49 og i betænkning 857/1978, s.
316 f, samt i den kommenterede
offentlighedslov af Asbjørn Jensen m.fl. 1986, s. 200 ff, er anført nogle
særlige grunde, der kan føre til udsættelse af en afgørelse om aktindsigt.
Det antages således, at det forhold, at sagsakterne er til
høring hos en anden myndighed eller af anden grund ikke er i myndighedens
besiddelse i visse tilfælde vil kunne begrunde en udsættelse af afgørelsen.
Det
vil også være tilladeligt at udsætte aktindsigtens gennemførelse, når den
pågældende sag er under ekspedition og af hastende karakter, og ekspeditionen
ikke uden særlige vanskeligheder vil kunne afbrydes.
Også i tilfælde, hvor der foreligger en sådan tvivl om,
hvorvidt begæringen kan imødekommes, at der må foretages en nærmere
undersøgelse, kan der ske udsættelse. Det kan være nødvendigt at høre den,
hvis
interesse kan være til hinder for, at begæringen imødekommes, jf. bl.a.
Ombudsmandens beretning 1975, s. 124. I tilfælde, hvor en begæring om
aktindsigt giver anledning til et principielt fortolkningsspørgsmål, kan det
være berettiget, at myndigheden indhenter en vejledende udtalelse om
offentlighedslovens rækkevidde, f.eks. fra Justitsministeriet.
Hensynet til en forsvarlig og hurtig behandling af andre
sager, der i øvrigt er under ekspedition hos den pågældende
forvaltningsmyndighed,
vil efter omstændighederne kunne medføre, at en begæring om aktindsigt ikke
imødekommes straks, jf. Folketingstidende 1969/70, tillæg B, sp. 2136.
I sagen omtalt i Ombudsmandens beretning 1990, s. 50 ff,
udtalte jeg, at det forhold, at gennemgang af aktmaterialet med henblik på
udskillelse af fortrolige oplysninger er særligt ressourcekrævende, vil kunne
begrunde en vis udsættelse af afgørelsen om aktindsigt.
I den foreliggende sag gik der 2½ måned, fra begæring om
aktindsigt blev indgivet
den 14. november 1991, til begæringen delvis blev imødekommet
den
31. januar 1992.
De dokumenter, som da blev udleveret, er en rapport
(aktivitetsrapport) på i alt 11 sider samt et mødereferat på knapt 7 sider.
Fra
rapporten var udeladt 4 afsnit eller delafsnit, og fra mødereferatet var
udeladt 8 afsnit eller delafsnit.
I udtalelsen af
14. februar
1992
til mig
begrundede Fiskeriministeriet sagsbehandlingstiden med en henvisning til, at
det var tvivlsomt, hvorvidt dokumenterne var omfattet af offentlighedsloven,
og
Justitsministeriet blev derfor på flere punkter konsulteret. Der medgik
"en betydelig arbejdsindsats" til vurderingen af, i hvilket omfang
materialet var omfattet af offentlighedsloven, og denne arbejdsindsats skulle
foregå i en periode, hvor ressourcerne i høj grad også måtte anvendes til at
producere materiale til Folketingets Landbrugs- og Fiskeriudvalg foranlediget
af de mange artikler i pressen om Fiskerikontrollen. Besvarelsen af
henvendelsen er sket "inden for den almindelige prioritering i
ministeriet".
Dokumentmaterialet er af et så relativt beskedent omfang (i
alt 18 maskinskrevne sider), at Fiskerministeriet ikke under henvisning til
den
arbejdsindsats, der krævedes til gennemgang af materialet, kunne udsætte
afgørelsen om aktindsigt.
Fiskeriministeriet var efter min opfattelse ikke berettiget
til at udsætte besvarelsen af Deres anmodning om aktindsigt under henvisning
til "den almindelige prioritering i ministeriet". Det følger af de
ovenfor citerede forarbejder til offentlighedsloven, at begæringer om
aktindsigt skal behandles som hastesager, således at besvarelsen af sådanne
forespørgsler tillægges en særlig høj prioritet i forhold til ministeriets
øvrige sager.
Den presseomtale og det heraf følgende behov for betjening af
Folketingets Fiskeriudvalg m.v., Fiskerikontrollen var genstand for i den
periode, hvor aktindsigtsbegæringen blev behandlet, kan efter min mening ikke
tillægges vægt som begrundelse for den lange sagsbehandlingstid. Det er en
almindeligt forekommende situation, at Folketinget samtidig med pressen
interesserer
sig for en bestemt sag; en anerkendelse af hensynet til betjening af
Folketinget som udsættelsesgrund ville i væsentlige henseender kunne
underminere grundlaget for offentlighedsprincippets anvendelse. Hvis en
myndighed i en situation, hvor den var udsat for kritisk presseomtale, under
henvisning til det - som følge af presseomtalen - øgede arbejdspres, kunne
undlade at imødekomme aktindsigtsbegæringer inden for sædvanlige tidsfrister,
ville der åbnes mulighed for, at myndighederne for at dæmme op for kritikken
udsætter ekspeditionen af aktindsigtsbegæringer. Dette ville være i klar
modstrid med lovens formål og have uheldige konsekvenser for pressens adgang
til dokumenter i medfør af offentlighedsloven. - For god ordens skyld skal
det
anføres, at der ikke i den foreliggende sag er grundlag for at antage, at
Fiskeriministeriet for at undgå yderligere presseomtale eller i øvrigt for at
varetage ulovlige hensyn har nedprioriteret behandlingen af
aktindsigtsbegæringen.
Det kan ikke give mig anledning til bemærkninger, at
Justitsministeriet blev konsulteret vedrørende sagen. En sådan høring af en
anden myndighed bør ske så hurtigt, som det er praktisk muligt og som et led
i
hastebehandlingen af sagen. - Fra mødet med Justitsministeriet blev holdt ved
juletid 1991, og til dokumenterne blev udleveret
31.
januar 1992, gik
der over en måned.
På baggrund af ovenstående finder jeg det meget beklageligt,
at Fiskeriministeriet anvendte 2½ måned til behandlingen af
aktindsigtsbegæringen,
herunder specielt, at der gik over 1 måned, fra høringen af
Justitsministeriet
fandt sted i december 1991, til aktindsigtsbegæringen blev (delvis)
imødekommet.
Vedrørende udeladelsen af
visse passager fra de udleverede dokumenter.
Både referatet af fiskeriinspektørmødet og
aktivitetsrapporten er omfattet af retten til aktindsigt, jf.
offentlighedslovens § 4, stk. 1. Begge dokumenter har karakter af interne
arbejdsdokumenter; men Fiskeriministeriet har, må jeg forstå, lagt til grund,
at
de ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 7.
Udgangspunktet er derfor, at dokumenterne i deres helhed er omfattet af
retten
til aktindsigt dog med de begrænsninger, der følger af lovens øvrige
undtagelsesbestemmelser.
Offentlighedsloven indeholder i § 13 følgende bestemmelse:
"
§ 13.
Retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det er nødvendigt til
beskyttelse af væsentlige hensyn til ...
....
Nr. 4. Gennemførelsen af offentlig kontrol, regulerings-
eller planlægningsvirksomhed eller påtænkte foranstaltninger i henhold til
skatte- og afgiftslovgivningen,
....
Stk. 2.
Gør hensyn som nævnt i stk. 1, sig kun
gældende for en del af et dokument, skal den pågældende gøres bekendt med
dokumentets øvrige indhold."
Afslag på aktindsigt efter denne og de øvrige
undtagelsesbestemmelser i § 13, stk. 1, kan kun meddeles, såfremt der efter
en
konkret vurdering er nærliggende fare for, at de nævnte interesser vil lide
skade af betydning, hvis oplysningerne udleveres, jf. Folketingstidende
1985/86, tillæg A, sp. 229, betænkning nr. 857/1978, s. 263, og den
kommenterede offentlighedslov ved Asbjørn Jensen m.fl. (1986), s. 162.
§ 13, stk. 1, nr. 4, er enslydende med den tidligere
offentlighedslov § 2, stk. 2, nr. 2. Det fremgår af forarbejderne til den
gældende offentlighedslov, at den tidligere praksis ønskes opretholdt, jf.
betænkning 857/1978, s. 283. Forarbejderne til § 2, stk. 2, nr. 2, i den
tidligere offentlighedslov er derfor relevante for forståelsen af § 13, stk.
1,
nr. 4. Om anvendelse af bestemmelsen anføres det i betænkning 325/1963, s.
64:
"Bestemmelsen vil endvidere finde anvendelse på ....
det offentliges kontrolvirksomhed på en række områder f.eks. for at forhindre
kendskab til dokumenter, hvoraf det fremgår, at en revisions- eller
kontrolvirksomhed vil blive iværksat.
....
Bestemmelsen kan finde anvendelse f.eks. ved rutinemæssige
henvendelser fra de reviderende myndigheder. En sådan henvendelse, der vil
kunne medføre ubegrundet skade, hvis den kom til offentlighedens kundskab, og
dermed modvirke revisionens arbejdsmuligheder, bør i hvert fald ikke være
tilgængelig, før den myndighed, henvendelsen er rettet til, har haft
lejlighed
til at tage stilling til henvendelsen. Tilsvarende synspunkter gør sig
gældende
også for udenforståendes henvendelser til de reviderende myndigheder."
I Folketingets Ombudsmands beretning for 1977, s. 108, er
omtalt en sag om § 2, stk. 2, nr. 2. Ombudsmanden udtalte, at det af
bestemmelsens forarbejder fremgår, at den navnlig tager sigte på tilfælde,
hvor
der er væsentlige behov for at nægte aktindsigt, fordi oplysninger fra sagen
ellers måtte påregnes benyttet til modforholdsregler (eller
"unddragelser") af en sådan karakter, at den pågældende offentlige
foranstaltning ikke vil kunne gennemføres efter sit formål. Det følger heraf,
at der normalt ikke vil være grundlag for at meddele afslag, efter at de
pågældende offentlige foranstaltninger er gennemført.
Det er en selvfølge, at den omstændighed, at oplysningerne
eventuelt kan give anledning til en offentlig debat, herunder en kraftig
modargumentation eller agitation, som vil vanskeliggøre foranstaltningernes
gennemførelse, ikke i sig selv kan begrunde afslag på aktindsigt. Efter
offentlighedslovens forarbejder er det netop et af aktindsigtens formål at
skabe en offentlig debat.
De passager, der er udeladt fra de eksemplarer af
fiskeriinspektørmødereferatet og aktivitetsrapporten, som er udleveret til A,
indeholder bl.a.:
1) Oplysninger om konkrete sager, firmanavne m.v.
2) Oplysninger om generelle regler for sagsrejsning m.v.
3) Beskrivelse og bedømmelse af omfanget af overtrædelserne,
herunder en vurdering af, hvorvidt kontrollen er tilstrækkelig.
Udeladelsen af de under pkt. 1 og 2 nævnte oplysninger om
konkrete sager og generelle regler for Fiskerikontrollens virke er, for så
vidt
angår aktuelle sager og gældende regler, i overensstemmelse med § 13, stk. 1,
nr. 4. Når en konkret sag er afsluttet, eller når en generel
sagsrejsningsregel
ikke længere finder anvendelse, er oplysninger herom som udgangspunkt ikke
længere undtaget fra aktindsigt efter § 13, stk. 1, nr. 4, jf. den ovenfor
omtalte sag i Folketingets Ombudsmands Beretning 1977, s. 108, og kravet om
at
der skal være nærliggende fare for, at de nævnte interesser vil lide skade af
betydning. Andre undtagelsesbestemmelser i offentlighedsloven vedrørende
hensyn
til private og (andre) offentlige interesser kan eventuelt bevirke, at
oplysninger om uaktuelle forhold kan undtages fra offentlighed.
Det er ikke muligt for mig at afgøre, hvorvidt alle de udeladte
passager på udleveringstidspunktet indeholdt oplysninger om verserende sager
eller om sagsrejsningsregler, som stadig var gældende. I vidt omfang synes
dette imidlertid ikke at være tilfældet.
For så vidt angår den under pkt. 3 nævnte beskrivelse og
bedømmelse af omfanget af overtrædelserne (overtrædelsesbilledet) og
Fiskeriministeriets vurdering af, i hvilket omfang der sammenlagt formodes at
foregå overtrædelser af gældende lovgivning, er det efter min opfattelse
tvivlsomt, om det kan siges at være oplysninger, som det er nødvendigt at
hemmeligholde af hensyn til gennemførelse af offentlig kontrol. Det må i den
forbindelse tillægges betydning, at oplysningerne om overtrædelsesbilledet
m.v.
var over 4 måneder gamle."
Jeg gjorde Fiskeriministeriet bekendt med min opfattelse og
henstillede, at ministeriet gennemgik dokumenterne endnu en gang i lyset af
de
ovenfor anførte synspunkter med henblik på at vurdere, om nogle af de i
første
omgang udeladte passager kunne udleveres.
Lignende dokumenter
- Kritik af Udenrigsministeriets sagsbehandlingstid i sag om aktindsigtsanmodninger i Folketingets Udlændingeudvalgs rejse til Nauru og Australien og i Udenrigsministeriets kommunikation med de australske myndigheder om besvarelsen af aktindsigtsanmodningerne. Offentlighedslovens § 36 Retsinformation · 1. juni 2017
- Kritik af sagsbehandlingstiden i Justitsministeriet og Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet i sag om aktindsigt i dokumenter vedrørende lovforslag. Kritik af, at underretninger om fristudsættelse i flere tilfælde ikke var afsendt inden udløbet af tidligere udmeldt frist Retsinformation · 23. oktober 2015
- Aktindsigt i konsulentrapport om Fiskerikontrollen Retsinformation · 26. januar 2019
- Udenrigsministeriets sagsbehandlingstid i en sag om aktindsigt i oplysninger om afdøde danskere i Ghana og Nigeria Retsinformation · 30. oktober 2014
- 2014-14. Store dele af ministerbetjeningsdokument var underlagt aktindsigt Retsinformation · 5. juli 2014
- Kritik af sagsbehandlingstiden i sag om aktindsigt i Eritrea-sagen Retsinformation · 26. januar 2016