Spring til indhold

Retsinformation

Aktindsigt i dokumenter vedrørende Fiskerikontrollen - sagsbehandlingstid m.m.

FOU nr 1992.72UdtalelserFolketinget5. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Aktindsigt i

dokumenter vedrørende Fiskerikontrollen - sagsbehandlingstid m.m.

En journalist A klagede over Fiskeriministeriets behandling

af hans anmodning om aktindsigt.

A klagede ved brev af

3. februar

1992

for det

første over den tid, der var gået, indtil Fiskeriministeriet delvis imødekom

A's anmodning af

14. november 1991

om aktindsigt, for det andet over, at

ministeriet havde udeladt visse passager fra de dokumenter, der blev

udleveret,

og for det tredje over, at Fiskeriministeriet endnu ikke havde

færdigbehandlet

A's begæring om aktindsigt for så vidt angik alle de ønskede dokumenter.

Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at A første gang

skriftligt anmodede Fiskeriministeriet om aktindsigt i dokumenter vedrørende

Fiskerikontrollens forhold ved brev af

15. oktober

1991. Denne

anmodning om aktindsigt blev afvist af Fiskeriministeriet under henvisning

til,

at begæringen var for generelt formuleret. I stedet blev der

den

29. oktober 1991

afholdt et møde, hvori bl.a. A selv og fiskerikontrolchefen deltog.

Ved brev af

8. november 1991

Læs alt

anmodede A på ny Fiskeriministeriet om

aktindsigt i interne årsrapporter, opgørelser over antallet af rapporter

optaget af Fiskerikontrollen, referater fra møder mellem fiskeriinspektørerne

og ministeriet og generelle retningslinjer for inspektoraterne vedrørende

tilrettelæggelse og prioritering af fiskerikontrolarbejdet. Denne

aktindsigtsanmodning

blev for så vidt angik tilgængeligt materiale besvaret af Fiskeriministeriet

den

14. november 1991.

Referater fra møder mellem fiskeriinspektørerne og ministeriet blev dog ikke

udleveret under henvisning til, at anmodningen var for generelt formuleret på

dette punkt.

Den 14.

november 1991

modtog Fiskeriministeriet et nyt brev fra A med anmodning om aktindsigt i

"aktivitetsrapporter" for 1990 og 1991 fra ministeriets 7. kontor

og

referater af de kvartalsvise møder, der blev afholdt i 1990 og 1991 mellem

fiskeriinspektørerne og ministeriets 7. kontor.

Ved brev af

22. november 1991

meddelte Fiskeriministeriet, at man ikke

så sig i stand til at udlevere materialet inden for 10-dages-fristen i

offentlighedslovens § 16, stk. 2. Begrundelsen herfor var, at det var

tidskrævende at gennemgå det omfattende materiale, og at ministeriet ville

drøfte sagen med Justitsministeriet, inden endelig afgørelse med hensyn til,

hvad der skulle udleveres, blev truffet.

Ved brev af

6. december 1991

meddelte Fiskeriministeriet, at sagen

stadig var under overvejelse i ministeriet, hvorfor man ville vende tilbage

til

den på et senere tidspunkt.

Ved telefax til Fiskeriministeriet

den

29. januar 1992

rykkede A for svar på sin anmodning om aktindsigt. Efter A's oplysninger

havde

Fiskeriministeriet allerede ved juletid rådført sig med Justitsministeriet,

og

han fandt det derfor besynderligt, at han endnu ikke havde modtaget svar.

Ved brev af

31. januar 1992

sendte Fiskeriministeriet den seneste

aktivitetsrapport og det seneste inspektørmødereferat, der var udarbejdet på

baggrund af møde afholdt 16. -

17. september 1991.

For begge dokumenter gjaldt, at en række passager under

henvisning til offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 4, om hensynet til

gennemførelse af offentlig kontrol var udeladt.

A's begæring om aktindsigt skulle ses i sammenhæng med, at A

i en række artikler i et dagblad fra slutningen af november 1991 og månederne

frem kritiserede Fiskerikontrollen for at være ineffektiv og utilstrækkelig.

I

avisartiklerne blev der fremsat påstand om, at der i fiskerierhvervet fandt

en

omfattende svindel sted, idet fiskekvoterne systematisk blev overskredet,

uden

at Fiskerikontrollen effektivt greb ind. Det anførtes, at der var mistanke

om,

at fiskeriministeren og hans ministerium bevidst dækkede over

overtrædelserne.

I A's klage til mig bad han mig vurdere ministeriets

svartid, som han fandt uacceptabelt lang.

Med hensyn til udeladelsen af visse passager fra

dokumenterne, anførte A bl.a.:

"Efter min opfattelse finder § 13, stk. 1, nr. 4, kun i

meget begrænset omfang anvendelse på de pågældende dokumenter. Formålet med

bestemmelsen er at imødekomme et behov hos det offentlige for at kunne

undtage

detaljerede beskrivelser af efterforsknings

metoder

,

jf. bemærkningerne til loven i Karnov. En beskrivelse af omfanget af sager

kan

ikke være omfattet af undtagelsesbestemmelsen - f.eks. et

"overtrædelsesbillede" som åbenbart efter ministeriets opfattelse

bør

hemmeligholdes."

I anledning af A's klage sendte Fiskeriministeriet en

udtalelse til mig

den 14. februar 1992, hvormed fulgte bl.a. de dokumenter, der

var udleveret til A mærket således, at det fremgik, hvilke passager der var

udeladt over for A. Fiskeriministeriet begrundede over for mig de udeladte

passager nærmere. Sammenfattende anførte ministeriet:

"Hovedbegrundelsen for udeladelserne er kontrolhensyn,

jf. offentlighedsloven § 13, stk. 1, nr. 4. Der er i den givne

fiskerisituation

et meget betydeligt behov for, at kontrollen kan fungere effektivt med de

givne

begrænsede ressourcer, og fortroligheden om en række forhold vedrørende

kontrollens arbejde er af meget væsentlig betydning herfor. Det er således

vigtigt for kontrollens arbejde ikke blot at kunne hemmeligholde helt

konkrete

forhold, hvis offentliggørelse kan skade opklaring m.v. i en konkret sag, men

også mere generelle oplysninger om, hvorledes kontrollen tilrettelægges og

prioriteres. Ved offentliggørelse af oplysninger, f.eks. om at man på visse

tidspunkter interesserer sig særligt for visse fiskerier, vil der kunne

afdækkes et mønster, som i sidste ende vil kunne skærpe fiskernes aktivitet i

retning af at undgå kontrol.

Hvad angår afsnittet kaldet overtrædelsesbilledet i

aktivitetsrapporten, som særligt fremhæves i klagen, er de konkrete

oplysninger

i sig selv næppe epokegørende. Afgørende er imidlertid, at der ikke gennem

offentliggørelse af disse oplysninger bør gives eventuelle overtrædere

information om, hvorvidt vi er opmærksomme på deres handlinger."

Med hensyn til den tid, der medgik fra ministeriet

den

14. november 1991

modtog A's begæring om aktindsigt, og indtil begæringen delvis blev

imødekommet

den 31. januar 1992, anførte ministeriet:

"Efter Fiskeriministeriets opfattelse er der

indholdsmæssigt tale om følsomt materiale, som er skrevet med henblik på

kontrolindsatsen

og intern koordination i Fiskerikontrollen, for så vidt angår

fiskeriinspektørmødereferaterne og med henblik på intern koordination i

departementet for så vidt angår aktivitetsrapporterne. Referaterne sendes

udelukkende til mødedeltagerne, og aktivitetsrapporten sendes kun til

departementets kontorer og Kontrollen.

Ministeriet har derfor nøje vurderet dette materiale i

forhold til den gældende lovgivning og herunder på flere punkter konsulteret

Justitsministeriet herom.

Der er medgået en betydelig arbejdsindsats hertil, og denne

arbejdsindsats har skullet foregå netop i en periode, hvor ressourcerne i høj

grad også måtte anvendes til at producere materiale bl.a. til Folketingets

Landbrugs- og Fiskeriudvalg foranlediget af mange artikler i pressen om

Fiskerikontrollen.

Ministeriet har løbende holdt (A) underrettet om sagens

stade, og besvarelsen af henvendelsen er sket inden for den almindelige

prioritering

i ministeriet.

Endelig kan det oplyses, at Fiskerikontrollens årsrapport

for 1990, som er stillet (A) i udsigt, så snart den måtte foreligge,

forventes

færdig inden for kort tid. Også udarbejdelsen af Årsrapporten er blevet

forsinket bl.a. på grund af meget arbejde i forbindelse med ovennævnte

presseomtale af Fiskerikontrollens virksomhed."

I brev af

9. marts 1992

kommenterede A Fiskeriministeriets

udtalelse, og A anførte i denne forbindelse i relation til

sagsbehandlingstiden:

"Kun i ganske få tilfælde kan det komme på tale at

udsætte en anmodning om aktindsigt, hvilket undtagelsesvis kan være, når der

kan være tvivl om, hvorvidt anmodningen skal imødekommes. I dette tilfælde

har

ministeriet åbenbart været i tvivl og har derfor kontaktet

Justitsministeriets

lovkontor med henblik på at få afklaret aktindsigtens omfang. Det skete som

tidligere nævnt ved juletid sidste år, hvorfor ministeriet efter den tid ikke

har nogen som helst lovmæssig begrundelse for at udsætte aktindsigten

yderligere.

At ministeriet samtidig har måttet bruge ressourcer på at

"producere materiale" til Folketingets Landbrugs- og Fiskeriudvalg

er

i den forbindelse en helt uacceptabel begrundelse, eftersom den åbner for en

fuldkommen lemfældig fortolkning af, inden for hvilket tidsrum en myndighed

skal imødekomme en anmodning om aktindsigt.

I sin yderste konsekvens vil begrundelsen medføre, at en

hvilken som helst henvendelse fra et folketingsudvalg vil kunne anvendes som

undskyldning for at udsætte aktindsigten. Det vil endvidere medføre, at der

må

ske en kvalitativ bedømmelse af, hvorvidt ministeriet har anvendt

"rimelig

tid" på at besvare henvendelsen fra udvalget, og om hvorvidt den

pågældende henvendelse overhovedet har sammenhæng med anmodningen om

aktindsigt.

....

...man (må) være

opmærksom på pressens særlige

arbejdsforhold. Ofte vil presseomtale af sagen inden for bl.a. den statslige

administration medføre, at der rejses spørgsmål over for en minister fra et

udvalg, eller at en minister indkaldes til samråd i et udvalg for at give en

redegørelse. En sådan politisk opfølgning er kun naturlig og vil som regel

også

blive omtalt i pressen, men ud fra Fiskeriministeriets begrundelse vil den

politiske interesse blive en hemsko for pressens videre arbejde. Man må

desuden

frygte, at det kan føre til, at der politisk stilles spørgsmål alene for at

bremse pressens forsøg på at afdække en sag via aktindsigt.

Ved afdækningen af specielle sagsforhold eller artikelserier

i pressen vil journalister som regel løbende forsøge at indsamle oplysninger

til brug for det videre arbejde. Det kan f.eks. foregå ved, at man på et

relativt tidligt tidspunkt anmoder om aktindsigt i et sagsområde vel vidende,

at aktindsigten tidligst imødekommes i løbet af nogle dage og oftest først

efter nogle uger. Aktindsigten kan således være "under behandling",

når f.eks. en avis indleder en artikelserie."

For så vidt angik Fiskeriministeriets udeladelse af visse

dele af de udleverede dokumenter, anførte A bl.a.:

"Ministeriet anfører, at offentliggørelse af visse

oplysninger kan "skade opklaringen m.v.". Argumentet er efter min

opfattelse alt for generelt formuleret og indebærer reelt, at stort set hvad

som helst kan undtages fra aktindsigt. Ekstraheringsprincippet tilsiger

netop,

at specifikke emner kan undtages for ikke at skade f.eks. en offentlig

myndigheds efterforskning, medens der ikke kan være tale om at undtage en

mere

eller mindre tilfældig samling af emner, som efter den pågældende myndigheds

opfattelse bør være fortrolige.

At anlægge en vurdering af, hvorledes enkeltemner, som i sig

selv ikke er undtaget fra aktindsigt, kan fortolkes i sammenhæng, er en klar

overfortolkning af undtagelsesbestemmelserne. En sådan fortolkning kan i

øvrigt

nemt undgås ved systematisk og med passende mellemrum at anmode om aktindsigt

i

de enkelte emner, hvorefter jeg til sidst vil ende op med et

"mønster".

Desuden må jeg gøre opmærksom på, at der er tale om

historisk materiale. Jeg har svært ved at se, hvorledes indsigt i ældre

referater og aktiviteter kan skade en efterforskning i dag - medmindre at

Fiskerikontrollen arbejder efter nøje fastlagt skema år efter år. Det sidste

kan næppe være tilfældet, eftersom de personer, der er underlagt kontrol, i

så

fald formentlig ret hurtigt selv vil kunne danne sig en fornemmelse af, hvor

og

hvornår kontrollen næste gang dukker op."

I et brev til A udtalte jeg følgende:

"

Vedrørende

sagsbehandlingstiden.

Lov nr. 572 af

19. december

1985

om

offentlighed i forvaltningen indeholder i § 16 følgende bestemmelser:

"

§ 16.

Vedkommende myndighed afgør snarest, om en begæring kan imødekommes ...

Stk. 2.

Er en begæring om aktindsigt ikke

imødekommet eller afslået inden 10 dage efter, at den er modtaget af

vedkommende

myndighed, skal myndigheden underrette den begærende om grunden hertil, samt

om, hvornår en afgørelse kan forventes at foreligge.

Stk. 3....."

I bemærkningerne til lovforslaget er hensynet til pressens

funktion i forbindelse med den offentlige meningsdannelse fremhævet som

baggrund for kravet om hurtig ekspedition (Folketingstidende 1985/86, tillæg

A,

sp. 196):

"...

En hurtig behandling af afgørelser af sager om aktindsigt er

en væsentlig forudsætning for, at offentlighedsloven kan opfylde sine

intentioner om, at pressen og andre nyhedsformidlende institutioner skal have

mulighed for ved anvendelse af loven løbende at orientere befolkningen om

aktuelle sager, der er under behandling i den offentlige forvaltning."

I bemærkningerne til lovforslaget anføres endvidere

(Folketingstidende 1985/86, tillæg A, sp. 233):

"Efter bestemmelsen i stk. 1, skal sager om aktindsigt

afgøres "snarest". Denne ændring i forhold til formuleringen af den

tilsvarende bestemmelse i den gældende offentlighedslovs § 8, stk. 2,

tilsigter

at fremhæve, at sager om aktindsigt skal behandles med særlig hurtighed.

...

Bestemmelsen i stk. 2, der er ny, er begrundet i et ønske om

at sikre, at behandlingstiden for begæringer om aktindsigt ikke uden rimelig

anledning trækker ud. Der er ikke indsat en absolut frist for

sagsbehandlingens

varighed i aktindsigtssager, men bestemmelsen om, at den begærende skal have

en

begrundet underretning i tilfælde, hvor aktindsigt ikke kan imødekommes inden

for 10 dage, samt oplysning om, hvornår en afgørelse kan forventes at

foreligge, må i sig selv forventes at bidrage til, at behandlingstiden ikke

unødigt

trækker ud.

..."

Kravet om, at sager om aktindsigt skal afgøres snarest, må

som anført i forarbejdsbemærkningerne ses i sammenhæng med hele

offentlighedslovens formål. I betænkning nr. 325/1963 om offentlighed i

forvaltningen (s. 42 ff) blev disse formål beskrevet således (uddrag):

"A.

Offentlighed

som et led i folkestyret.

.... Offentlighed

bidrager til at sætte almene problemer

under debat og giver mulighed for, at befolkningen kan reagere over for

lovgivning og administrativ praksis. Offentlighed i forvaltningen kan således

betragtes som et led i demokratiet.

....

B.

Kontrolhensyn.

En anden af de begrundelser, der i første række anføres til

støtte for ønsket om indførelse af offentlighed i forvaltningen, er den, at

borgerne bør have størst mulig adgang til at følge med i og dermed føre

kontrol

med, at alt går rigtigt til under forvaltningens udførelse af dens opgaver.

...

Navnlig har pressen en åbenbar interesse i at få

førstehåndskendskab til, om forhold inden for forvaltningsområder kræver en

nærmere belysning eller giver anledning til kritik, således at problemer kan

sættes under debat på et sagligt og velunderbygget grundlag.

..."

Jeg har tidligere i sagen, omtalt i Ombudsmandens beretning

1990, s. 50 ff, haft lejlighed til at udtale mig om forståelsen af

10-dages-fristen i § 16, stk. 2. Jeg konkluderede på baggrund af

forarbejderne

til loven, at der fra lovgivningsmagtens side er lagt meget stor vægt på, at

aktindsigtsbegæringer ekspederes hurtigt. 10-dages-fristen, som er anført i §

16, stk. 2, er ikke nogen absolut frist, men har som forudsætning, at

afgørelser om aktindsigt normalt træffes inden 10 dage. Udskydelse af

afgørelsen herudover kræver en nærmere begrundelse.

I Justitsministeriets vejledning til offentlighedsloven pkt.

49 og i betænkning 857/1978, s.

316 f, samt i den kommenterede

offentlighedslov af Asbjørn Jensen m.fl. 1986, s. 200 ff, er anført nogle

særlige grunde, der kan føre til udsættelse af en afgørelse om aktindsigt.

Det antages således, at det forhold, at sagsakterne er til

høring hos en anden myndighed eller af anden grund ikke er i myndighedens

besiddelse i visse tilfælde vil kunne begrunde en udsættelse af afgørelsen.

Det

vil også være tilladeligt at udsætte aktindsigtens gennemførelse, når den

pågældende sag er under ekspedition og af hastende karakter, og ekspeditionen

ikke uden særlige vanskeligheder vil kunne afbrydes.

Også i tilfælde, hvor der foreligger en sådan tvivl om,

hvorvidt begæringen kan imødekommes, at der må foretages en nærmere

undersøgelse, kan der ske udsættelse. Det kan være nødvendigt at høre den,

hvis

interesse kan være til hinder for, at begæringen imødekommes, jf. bl.a.

Ombudsmandens beretning 1975, s. 124. I tilfælde, hvor en begæring om

aktindsigt giver anledning til et principielt fortolkningsspørgsmål, kan det

være berettiget, at myndigheden indhenter en vejledende udtalelse om

offentlighedslovens rækkevidde, f.eks. fra Justitsministeriet.

Hensynet til en forsvarlig og hurtig behandling af andre

sager, der i øvrigt er under ekspedition hos den pågældende

forvaltningsmyndighed,

vil efter omstændighederne kunne medføre, at en begæring om aktindsigt ikke

imødekommes straks, jf. Folketingstidende 1969/70, tillæg B, sp. 2136.

I sagen omtalt i Ombudsmandens beretning 1990, s. 50 ff,

udtalte jeg, at det forhold, at gennemgang af aktmaterialet med henblik på

udskillelse af fortrolige oplysninger er særligt ressourcekrævende, vil kunne

begrunde en vis udsættelse af afgørelsen om aktindsigt.

I den foreliggende sag gik der 2½ måned, fra begæring om

aktindsigt blev indgivet

den 14. november 1991, til begæringen delvis blev imødekommet

den

31. januar 1992.

De dokumenter, som da blev udleveret, er en rapport

(aktivitetsrapport) på i alt 11 sider samt et mødereferat på knapt 7 sider.

Fra

rapporten var udeladt 4 afsnit eller delafsnit, og fra mødereferatet var

udeladt 8 afsnit eller delafsnit.

I udtalelsen af

14. februar

1992

til mig

begrundede Fiskeriministeriet sagsbehandlingstiden med en henvisning til, at

det var tvivlsomt, hvorvidt dokumenterne var omfattet af offentlighedsloven,

og

Justitsministeriet blev derfor på flere punkter konsulteret. Der medgik

"en betydelig arbejdsindsats" til vurderingen af, i hvilket omfang

materialet var omfattet af offentlighedsloven, og denne arbejdsindsats skulle

foregå i en periode, hvor ressourcerne i høj grad også måtte anvendes til at

producere materiale til Folketingets Landbrugs- og Fiskeriudvalg foranlediget

af de mange artikler i pressen om Fiskerikontrollen. Besvarelsen af

henvendelsen er sket "inden for den almindelige prioritering i

ministeriet".

Dokumentmaterialet er af et så relativt beskedent omfang (i

alt 18 maskinskrevne sider), at Fiskerministeriet ikke under henvisning til

den

arbejdsindsats, der krævedes til gennemgang af materialet, kunne udsætte

afgørelsen om aktindsigt.

Fiskeriministeriet var efter min opfattelse ikke berettiget

til at udsætte besvarelsen af Deres anmodning om aktindsigt under henvisning

til "den almindelige prioritering i ministeriet". Det følger af de

ovenfor citerede forarbejder til offentlighedsloven, at begæringer om

aktindsigt skal behandles som hastesager, således at besvarelsen af sådanne

forespørgsler tillægges en særlig høj prioritet i forhold til ministeriets

øvrige sager.

Den presseomtale og det heraf følgende behov for betjening af

Folketingets Fiskeriudvalg m.v., Fiskerikontrollen var genstand for i den

periode, hvor aktindsigtsbegæringen blev behandlet, kan efter min mening ikke

tillægges vægt som begrundelse for den lange sagsbehandlingstid. Det er en

almindeligt forekommende situation, at Folketinget samtidig med pressen

interesserer

sig for en bestemt sag; en anerkendelse af hensynet til betjening af

Folketinget som udsættelsesgrund ville i væsentlige henseender kunne

underminere grundlaget for offentlighedsprincippets anvendelse. Hvis en

myndighed i en situation, hvor den var udsat for kritisk presseomtale, under

henvisning til det - som følge af presseomtalen - øgede arbejdspres, kunne

undlade at imødekomme aktindsigtsbegæringer inden for sædvanlige tidsfrister,

ville der åbnes mulighed for, at myndighederne for at dæmme op for kritikken

udsætter ekspeditionen af aktindsigtsbegæringer. Dette ville være i klar

modstrid med lovens formål og have uheldige konsekvenser for pressens adgang

til dokumenter i medfør af offentlighedsloven. - For god ordens skyld skal

det

anføres, at der ikke i den foreliggende sag er grundlag for at antage, at

Fiskeriministeriet for at undgå yderligere presseomtale eller i øvrigt for at

varetage ulovlige hensyn har nedprioriteret behandlingen af

aktindsigtsbegæringen.

Det kan ikke give mig anledning til bemærkninger, at

Justitsministeriet blev konsulteret vedrørende sagen. En sådan høring af en

anden myndighed bør ske så hurtigt, som det er praktisk muligt og som et led

i

hastebehandlingen af sagen. - Fra mødet med Justitsministeriet blev holdt ved

juletid 1991, og til dokumenterne blev udleveret

31.

januar 1992, gik

der over en måned.

På baggrund af ovenstående finder jeg det meget beklageligt,

at Fiskeriministeriet anvendte 2½ måned til behandlingen af

aktindsigtsbegæringen,

herunder specielt, at der gik over 1 måned, fra høringen af

Justitsministeriet

fandt sted i december 1991, til aktindsigtsbegæringen blev (delvis)

imødekommet.

Vedrørende udeladelsen af

visse passager fra de udleverede dokumenter.

Både referatet af fiskeriinspektørmødet og

aktivitetsrapporten er omfattet af retten til aktindsigt, jf.

offentlighedslovens § 4, stk. 1. Begge dokumenter har karakter af interne

arbejdsdokumenter; men Fiskeriministeriet har, må jeg forstå, lagt til grund,

at

de ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 7.

Udgangspunktet er derfor, at dokumenterne i deres helhed er omfattet af

retten

til aktindsigt dog med de begrænsninger, der følger af lovens øvrige

undtagelsesbestemmelser.

Offentlighedsloven indeholder i § 13 følgende bestemmelse:

"

§ 13.

Retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det er nødvendigt til

beskyttelse af væsentlige hensyn til ...

....

Nr. 4. Gennemførelsen af offentlig kontrol, regulerings-

eller planlægningsvirksomhed eller påtænkte foranstaltninger i henhold til

skatte- og afgiftslovgivningen,

....

Stk. 2.

Gør hensyn som nævnt i stk. 1, sig kun

gældende for en del af et dokument, skal den pågældende gøres bekendt med

dokumentets øvrige indhold."

Afslag på aktindsigt efter denne og de øvrige

undtagelsesbestemmelser i § 13, stk. 1, kan kun meddeles, såfremt der efter

en

konkret vurdering er nærliggende fare for, at de nævnte interesser vil lide

skade af betydning, hvis oplysningerne udleveres, jf. Folketingstidende

1985/86, tillæg A, sp. 229, betænkning nr. 857/1978, s. 263, og den

kommenterede offentlighedslov ved Asbjørn Jensen m.fl. (1986), s. 162.

§ 13, stk. 1, nr. 4, er enslydende med den tidligere

offentlighedslov § 2, stk. 2, nr. 2. Det fremgår af forarbejderne til den

gældende offentlighedslov, at den tidligere praksis ønskes opretholdt, jf.

betænkning 857/1978, s. 283. Forarbejderne til § 2, stk. 2, nr. 2, i den

tidligere offentlighedslov er derfor relevante for forståelsen af § 13, stk.

1,

nr. 4. Om anvendelse af bestemmelsen anføres det i betænkning 325/1963, s.

64:

"Bestemmelsen vil endvidere finde anvendelse på ....

det offentliges kontrolvirksomhed på en række områder f.eks. for at forhindre

kendskab til dokumenter, hvoraf det fremgår, at en revisions- eller

kontrolvirksomhed vil blive iværksat.

....

Bestemmelsen kan finde anvendelse f.eks. ved rutinemæssige

henvendelser fra de reviderende myndigheder. En sådan henvendelse, der vil

kunne medføre ubegrundet skade, hvis den kom til offentlighedens kundskab, og

dermed modvirke revisionens arbejdsmuligheder, bør i hvert fald ikke være

tilgængelig, før den myndighed, henvendelsen er rettet til, har haft

lejlighed

til at tage stilling til henvendelsen. Tilsvarende synspunkter gør sig

gældende

også for udenforståendes henvendelser til de reviderende myndigheder."

I Folketingets Ombudsmands beretning for 1977, s. 108, er

omtalt en sag om § 2, stk. 2, nr. 2. Ombudsmanden udtalte, at det af

bestemmelsens forarbejder fremgår, at den navnlig tager sigte på tilfælde,

hvor

der er væsentlige behov for at nægte aktindsigt, fordi oplysninger fra sagen

ellers måtte påregnes benyttet til modforholdsregler (eller

"unddragelser") af en sådan karakter, at den pågældende offentlige

foranstaltning ikke vil kunne gennemføres efter sit formål. Det følger heraf,

at der normalt ikke vil være grundlag for at meddele afslag, efter at de

pågældende offentlige foranstaltninger er gennemført.

Det er en selvfølge, at den omstændighed, at oplysningerne

eventuelt kan give anledning til en offentlig debat, herunder en kraftig

modargumentation eller agitation, som vil vanskeliggøre foranstaltningernes

gennemførelse, ikke i sig selv kan begrunde afslag på aktindsigt. Efter

offentlighedslovens forarbejder er det netop et af aktindsigtens formål at

skabe en offentlig debat.

De passager, der er udeladt fra de eksemplarer af

fiskeriinspektørmødereferatet og aktivitetsrapporten, som er udleveret til A,

indeholder bl.a.:

1) Oplysninger om konkrete sager, firmanavne m.v.

2) Oplysninger om generelle regler for sagsrejsning m.v.

3) Beskrivelse og bedømmelse af omfanget af overtrædelserne,

herunder en vurdering af, hvorvidt kontrollen er tilstrækkelig.

Udeladelsen af de under pkt. 1 og 2 nævnte oplysninger om

konkrete sager og generelle regler for Fiskerikontrollens virke er, for så

vidt

angår aktuelle sager og gældende regler, i overensstemmelse med § 13, stk. 1,

nr. 4. Når en konkret sag er afsluttet, eller når en generel

sagsrejsningsregel

ikke længere finder anvendelse, er oplysninger herom som udgangspunkt ikke

længere undtaget fra aktindsigt efter § 13, stk. 1, nr. 4, jf. den ovenfor

omtalte sag i Folketingets Ombudsmands Beretning 1977, s. 108, og kravet om

at

der skal være nærliggende fare for, at de nævnte interesser vil lide skade af

betydning. Andre undtagelsesbestemmelser i offentlighedsloven vedrørende

hensyn

til private og (andre) offentlige interesser kan eventuelt bevirke, at

oplysninger om uaktuelle forhold kan undtages fra offentlighed.

Det er ikke muligt for mig at afgøre, hvorvidt alle de udeladte

passager på udleveringstidspunktet indeholdt oplysninger om verserende sager

eller om sagsrejsningsregler, som stadig var gældende. I vidt omfang synes

dette imidlertid ikke at være tilfældet.

For så vidt angår den under pkt. 3 nævnte beskrivelse og

bedømmelse af omfanget af overtrædelserne (overtrædelsesbilledet) og

Fiskeriministeriets vurdering af, i hvilket omfang der sammenlagt formodes at

foregå overtrædelser af gældende lovgivning, er det efter min opfattelse

tvivlsomt, om det kan siges at være oplysninger, som det er nødvendigt at

hemmeligholde af hensyn til gennemførelse af offentlig kontrol. Det må i den

forbindelse tillægges betydning, at oplysningerne om overtrædelsesbilledet

m.v.

var over 4 måneder gamle."

Jeg gjorde Fiskeriministeriet bekendt med min opfattelse og

henstillede, at ministeriet gennemgik dokumenterne endnu en gang i lyset af

de

ovenfor anførte synspunkter med henblik på at vurdere, om nogle af de i

første

omgang udeladte passager kunne udleveres.

Lignende dokumenter