Rekursadgang ved afslag på godkendelse som taksameterkontrollant.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Rekursadgang ved afslag på godkendelse som
taksameterkontrollant.
A klagede
over, at Statens Bilinspektion havde meddelt afslag på en ansøgning om
godkendelse som taksameterkontrollant, og over at Trafikministeriet havde
afslået at behandle A's klage over bilinspektionens afgørelse.
Det fremgik af sagen, at A i
et brev af 19. september 1988 ansøgte Statens Bilinspektion om at blive
godkendt som taksameterkontrollant. I en skrivelse af 12. oktober 1988
meddelte bilinspektionen A afslag på ansøgningen med den begrundelse, at
man ikke ønskede at udvide antallet af taksameterkontrollanter i
Storkøbenhavn.
A klagede over afslaget til
Justitsministeriet, som i en skrivelse af 25. oktober 1988 meddelte ham, at
klager over afgørelser vedrørende godkendelse som taksameterkontrollant
henhørte under Trafikministeriet. Justitsministeriet videresendte derfor
klagen til Trafikministeriet.
Trafikministeriet afviste
imidlertid at behandle klagen. I en skrivelse af 16. december 1988 er
følgende
anført:
"Trafik- og
Kommunikationsministeriet skal, efter at have forelagt Deres klage for
Statens
Bilinspektion i Storkøbenhavn, meddele, at bilinspektionens afgørelse i
henhold
til hyrekørselslovgivningen ikke kan indbringes for ministeriet eller anden
administrativ myndighed, idet dog bemærkes, at ministeriet ikke finder
anledning til at kritisere de af bilinspektionen anvendte
godkendelseskriterier."
Læs alt
I breve af 19. januar, 8.,
12., og 18. februar 1989 anmodede A på ny Statens Bilinspektion om at blive
godkendt som taksameterkontrollant.
Den 9. marts 1989 traf Statens
Bilinspektion afgørelse om, at hverken A eller B, som er ansat i A's
værkstedssektion,
kunne godkendes som taksameterkontrollant.
Afgørelsen var begrundet med,
at A's status som både hyrevognmand, automekaniker og - i givet fald -
taksameterkontrollant
ville medføre en risiko for interessesammenfald, der ville kunne svække
kontrolordningens kvalitet. Det var bilinspektionens opfattelse, at også et
ansættelsesforhold hos en hyrevognmand ville kunne medføre risiko for
interessesammenfald.
Af afgørelsens
klagevejledning fremgik, at afslaget kunne indbringes for Trafikministeriet,
hvilket A's advokat gjorde i et brev af 13. marts 1989.
Den 27. april 1989 traf
Trafikministeriet på ny afgørelse i sagen. Ministeriet fastholdt, at
bilinspektionens afgørelse ikke kunne indbringes for Trafikministeriet og
afviste derfor at tage stilling til sagen.
I en skrivelse af 6. juni
1989 begrundede Trafikministeriet sit standpunkt således:
"Hyrekørselsloven bygger
på en decentraliseret myndighedsudøvelse, således at afgørelse om
bevillingstildeling,
godkendelse af bestillingskontorer m.v. er henlagt til kommunerne
(Storkøbenhavns Hyrevognsnævn for så vidt angår det storkøbenhavnske område).
Kommunernes (og nævnets) afgørelser i disse sager kan ikke rekureres til
Trafikministeriet eller anden administrativ myndighed.
Der er i henhold til
hyrekørselsloven alene adgang til rekurs til Trafikministeriet, såfremt der
foreligger en afgørelse om nægtelse af bevilling eller godkendelse jf. § 7,
stk. 1, nr. 2, og stk. 3 i loven, eller en afgørelse om tilbagekaldelse af en
bevilling eller godkendelse, jf. §§ 8, stk. 1, og 9, stk. 1, i loven. Det
fremgår af forarbejderne til loven, at der med "godkendelse"
tillige
tænkes på godkendelse af taksameterkontrollanter.
Hyrekørselslovens forudsatte
decentralisering med vid afskæring af rekursadgang gælder således også
bilinspektionens afgørelser vedrørende godkendelse af
taksameterkontrollanter.
Dette gælder, uanset at der ikke af trafikministeren er fastsat de i § 13,
stk. 2 i hyrekørselsbekendtgørelsen omtalte nærmere regler om
taksameterkontrollanter
og disses virksomhed.
Da det af bilinspektionen i
Storkøbenhavn meddelte afslag på Deres klienters ansøgning om godkendelse som
taksameterkontrollanter ikke er en afgørelse i henhold til § 7, stk. 1, nr. 2
i hyrekørselsloven, kan bilinspektionens afgørelse i overensstemmelse med
ovenstående
ikke
indbringes for
ministeriet med henblik på materiel prøvelse og eventuel omgørelse af
afgørelsen."
Den 24. november 1989
anmodede A's advokat ved et møde i Trafikministeriet Statens Bilinspektion
om at revurdere det tidligere meddelte afslag på A's ansøgning om godkendelse
som taksameterkontrollant.
I en afgørelse af 14.
december 1989 fastholdt Statens Bilinspektion afslaget på ansøgningen. Det
var
fortsat bilinspektionens opfattelse, at hyrevognmænd og disses ansatte ikke
bør kunne opnå godkendelse som taksameterkontrollanter.
I sin udtalelse af 30. marts
1990 til mig fastholdt Trafikministeriet, at Statens Bilinspektions afgørelse
om godkendelse som taksameterkontrollant ikke kunne indbringes for
ministeriet.
Som begrundelse er i det væsentlige anført det samme som i ministeriets
skrivelse af 6. juni 1989 til A's advokat.
Jeg udtalte herefter
følgende:
"Efter lov nr. 296 af 8.
juni 1978 om hyrekørsel § 6 fastsætter ministeren for offentlige arbejder
nærmere regler om bl.a. "udstyr og benyttelse samt kontrol med
taksametre
og andet udstyr".
Bemyndigelsen er udnyttet ved
Ministeriet for Offentlige Arbejders bekendtgørelse nr. 401 af 14. september
1979 om hyrekørsel, hvor der i § 13 er fastsat nærmere regler om taksametre.
§
13, stk. 2, er sålydende:
"Taksametret og dets
forbindelse til vognen (transmissionen) skal være kontrolleret og plomberet
af
en af Statens Bilinspektion godkendt person. Reglerne herfor fastsættes af
ministeren for offentlige arbejder. Den senest udfærdigede taksameterattest
skal til enhver tid forefindes i vognen og på forlangende forevises for
politiet. Ved udskiftning til anden dækstørrelse end den, der fremgår af
taksameterattesten, skal der indhentes ny taksameterattest. Beskadigede
plomberinger skal omgående fornyes".
Ministeren for offentlige
arbejder - nu trafikministeren - har ikke fastsat de regler, som er omtalt i
2. pkt.
Det fremgår af bekendtgørelse
nr. 401, at afgørelse om godkendelse som taksameterkontrollant træffes af
Statens Bilinspektion. Afgørelsen beror på et skøn, for så vidt som loven og
bekendtgørelsen ikke indeholder nærmere regler om godkendelsesordningen, og
bemyndigelsen
til at fastsætte sådanne regler ikke er udnyttet. (Loven indeholder i § 7 og
§ 8 nogle særlige regler om adgang til at nægte godkendelse eller
tilbagekalde en godkendelse på grund af ansøgerens vandelsmæssige forhold.
Der
er ikke tale om sådanne forhold i denne sag).
Skønsudøvelsen er dog
begrænset af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger om saglig
forvaltning og ligebehandling af borgerne m.v., ligesom forvaltningslovens
regler om sagsbehandlingen er gældende. Tilsidesættelse af disse alment
gældende krav vil kunne sanktioneres ved administrativ rekurs eller ved en
domstolsprøvelse.
Om adgangen til rekurs inden
for den
statslige forvaltning
gælder
som udgangspunkt, at der er en ulovhjemlet adgang til rekurs til en
overordnet
myndighed, i sidste instans til ministeren. Udgangspunktet fraviges, hvis der
er tale om en særlig myndighed uden for den sædvanlige hierarkiske struktur.
I øvrigt kræver fravigelse af udgangspunktet udtrykkelig lovhjemmel.
(Administrativ rekurs er nærmere omtalt i Juridisk Grundbog (4. udgave 1989),
bind 4, s. 255 ff).
Afgørelser, som er truffet af
den
kommunale forvaltning
, kan ikke
påklages til statslige myndigheder. Dette udgangspunkt - som er begrundet i
kommunalbestyrelsens selvstændige stilling uden for den statslige forvaltning
- fraviges, hvis der er lovhjemmel for rekurs til statslige myndigheder.
På de fleste
forvaltningsområder findes særskilt regulering af rekursspørgsmålet. Denne
regulering er som regel udtømmende, men er lovens bestemmelser om rekurs
uklare, eller er spørgsmålet ikke omtalt i loven, må de almindelige regler,
som
er omtalt ovenfor, anvendes.
Afgørelser efter
hyrekørselsloven træffes af kommunalbestyrelsen, hvorfor der som udgangspunkt
ikke er mulighed for at indbringe afgørelserne for en statslig myndighed. Ved
nogle særlige typer af afgørelser er der imidlertid efter hyrekørselslovens §
7, stk. 3, og § 9, givet mulighed for at indbringe afgørelsen for
Trafikministeriet.
Det drejer sig om afgørelser om at nægte bevilling eller tilbagekalde en
allerede meddelt bevilling på grund af ansøgerens/bevillingshaverens vandel.
Trafikministeriet har anført,
at disse lovbestemmelser udtømmende opregner de tilfælde, hvor afgørelsen
inden
for lovens område kan påklages til ministeriet. Trafikministeriet har bl.a.
henvist til bemærkningerne til hyrevognslovens § 7 (Folketingstidende
1977/78, tillæg A, sp. 1085-1086), som har følgende indhold:
"§ 7.
Ifølge straffelovens § 78,
stk. 2, kan den, der er dømt for et strafbart forhold, udelukkes fra at udøve
virksomhed, som kræver en særlig offentlig autorisation eller godkendelse,
såfremt det udviste forhold begrunder, at der er nærliggende fare for misbrug
af stillingen eller hvervet. Denne bestemmelse vil kunne anvendes overfor
ansøgere til hyrevognsbevillinger, ligesom den vil kunne anvendes overfor
den,
der søger om at blive godkendt som indehaver eller leder af et
bestillingskontor - eller f.eks. som taksameterkontrollant. Hvis nægtelse
sker efter denne bestemmelse, kan ansøgeren benytte fremgangsmåden iflg.
straffelovens § 78, stk. 3, hvorefter anklagemyndigheden på hans begæring
skal
indbringe sagen for retten.
Endvidere vil en bevilling
eller en godkendelse efter bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, kunne nægtes en
ansøger,
der i stilling eller erhverv har udvist en sådan adfærd, at der er grund til
at antage, at han ikke vil drive f.eks. hyrekørselsvirksomhed eller
bestillingskontor
på en forsvarlig måde. En sådan nægtelse vil efter reglen i stk. 3 kunne
påklages til ministeren for offentlige arbejder, og ministerens afgørelse
vil kunne prøves ved domstolene efter den almindelige regel om
domstolskontrol
med forvaltningen i grundlovens § 63. Et afslag på en bevilling, der alene er
begrundet i det forhold, at antallet af ansøgere er større end antallet af
ledige bevillinger, vil derimod ikke kunne indbringes for ministeren."
Som omtalt er der i sagen
ikke noget vandelsproblem, og bemærkningerne må forstås således, at i andre
tilfælde gælder den almindelige regel om, at kommunalbestyrelsens afgørelser
ikke kan indbringes for en statslig myndighed - her trafikministeren.
Hyrekørselsloven indeholder
ikke herudover regler om adgangen til at påklage de afgørelser, som træffes i
henhold til lovens bestemmelser. Spørgsmålet om, hvorvidt disse afgørelser
kan indbringes for en statslig myndighed, må derfor besvares efter de
almindelige regler.
Afgørelsen om godkendelse som
taksameterkontrollant træffes af Statens Bilinspektion, som er en statslig
myndighed. Bilinspektionens afgørelser vil efter den almindelige
(ulovhjemlede) adgang til rekurs kunne indbringes for overordnet statslig
myndighed.
Statens Bilinspektion hører
som institution under Justitsministeriet, som i en vejledning for
Justitsministeriets
bilinspektører har fastsat en række retningslinjer for bilinspektionens
arbejde, bl.a. vedrørende godkendelse af taksameterkontrollanter.
Bilinspektionens afgørelse om
godkendelse som taksameterkontrollant træffes med hjemmel i
hyrevognsbekendtgørelsens
§ 13, stk. 2, som er citeret ovenfor.
Uanset at Trafikministeriet
ikke har udnyttet bekendtgørelsens beføjelse til at fastsætte nærmere regler
om godkendelse af taksameterkontrollanter, må Statens Bilinspektions
afgørelser på dette område funktionelt anses for at høre under
Trafikministeriet.
Trafikministeriet har da heller ikke under sagen gjort gældende, at sager om
godkendelse som taksameterkontrollanter i forvaltningsmæssig henseende bør
behandles af Justitsministeriet.
Jeg må herefter give Dem
medhold i, at Trafikministeriet som overordnet myndighed på
hyrekørselsområdet
burde have taget Deres klage over Statens Bilinspektions afgørelse til
realitetsbehandling.
Jeg har gjort
Trafikministeriet bekendt med min opfattelse, og har samtidig henstillet, at
Trafikministeriet nu realitetsbehandler Deres klage.
Da Statens Bilinspektions
afgørelse efter min opfattelse således kan indbringes for en højere
administrativ myndighed, har jeg under henvisning til bestemmelsen i
ombudsmandslovens
§ 6, stk. 3, fundet at måtte undlade at foretage en efterprøvelse af
realiteten
i sagen."
I skrivelse af 12. december
1990 modtog jeg underretning fra Trafikministeriet om, at ministeriet nu
havde
realitetsbehandlet og truffet afgørelse i sagen.
Jeg meddelte herefter
ministeriet, at jeg på det foreliggende grundlag ikke foretog videre i sagen.
Lignende dokumenter
- Pligt til partshøring over høringssvar fra 1. instansen i klagesag. Retsinformation · 28. oktober 2003
- Tilbagekaldelse af godkendelse som taksameterkontrolant Retsinformation · 1. oktober 1997
- Erstatning for tyveri af knallert Retsinformation · 6. marts 2019
- Afslag på køretilladelse på grund af tidligere økonomiske vanskeligheder. Retsinformation · 3. november 2003
- Behandling af ansøgning om kørekort til erhvervsmæssig personbefordring fra ansøger med insulinbehandlet sukkersyge. Retsinformation · 25. juni 2003
- Landbrugsministeriet undladt vejledning om byggemulighed i landbrugssag Retsinformation · 7. februar 2019