Spring til indhold

Retsinformation

Pligt til partshøring over høringssvar fra 1. instansen i klagesag.

FOU nr 1991.173UdtalelserFolketinget28. oktober 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Pligt til partshøring over høringssvar fra 1. instansen i

klagesag.

A klagede over, at

Trafikministeriet havde opretholdt Statens Bilinspektions afslag på A's

ansøgning om godkendelse som taksameterkontrollant. A havde tidligere klaget

over, at Trafikministeriet havde afslået at behandle hans klage over

bilinspektionens afgørelse. Ombudsmanden henstillede dengang til

Trafikministeriet, at ministeriet tog A's klage under realitetsbehandling, se

nærmere Folketingets Ombudsmands Beretning, 1990.284.

Det fremgik af sagen, at

Trafikministeriet traf afgørelse efter at have indhentet høringssvar af 2.

oktober 1990 fra Statens Bilinspektion. I høringssvaret anførtes følgende:

"I den anledning kan det

udtales, at Statens Bilinspektion kan henholde sig til det i brev af 14.

december 1989 til (A) anførte. Til uddybning heraf kan følgende anføres:

Taksameterkontrollantordningen

må antages at have til formål at sikre, at taksameteret og kontrolapparatet

fungerer, uden at der kan gøres indgreb i udstyret, og uden at udstyret kan

sættes ud af drift.

Taksameterkontrollanter er

godkendt til at foretage indgreb i hyrevognes taksametre og kontrolapparater

og

til at foretage plombering heraf. Den enkelte hyrevognmands og -chaufførs

afregning med skattevæsenet sker i overensstemmelse med taksameterets og

kontrolapparatets

tællerværkers udvisende.

Bilinspektionen finder, at

det vil virke imod hensigten med kontrolordningen, såfremt hyrevognmænd eller

disses ansatte kan opnå godkendelse som kontrollanter af hyrevognserhvervet.

Bilinspektionen er desuden bekymret for den præcedens en godkendelse i denne

Læs alt

sag vil kunne danne, idet andre hyrevognmænd, som opfylder vilkårene i

øvrigt,

tilsvarende vil kunne opnå godkendelse som taksameterkontrollant."

Trafikministeriets afgørelse

blev meddelt A i skrivelse af 11. december 1990. I skrivelsen anførtes bl.a.

følgende:

"Ifølge § 13, stk. 2, i

bekendtgørelse nr. 401 af 14. september 1979 (med senere ændringer) om

hyrekørsel skal taksametret og dets forbindelse til vognen (transmission)

være

kontrolleret og plomberet af en af Statens Bilinspektion godkendt person.

Ifølge samme bestemmelse fastsættes reglerne herfor af trafikministeren.

Den nævnte bemyndigelse er

ikke udmøntet af trafikministeren. Derimod har Justitsministeriet, hvorunder

Statens Bilinspektion hører, i Vejledning for Justitsministeriets

Bilinspektion, fastsat retningslinjer for godkendelse af

taksameterkontrollanter. Det anføres i pkt. 1.11.69.4.0 heri:

"Det må tilstræbes, at

der fortrinsvis godkendes personer med udpræget kendskab til omhandlede

problematik og med personlige forhold, der gør dem egnede til at udøve

offentlig kontrolfunktion. Det vil således være naturligt, hvis andet ikke

taler herimod, at de af taxameterimportørerne allerede autoriserede

forhandlere,

der har gennemgået særlige kurser i reparation, montering, takstændring etc.

fortrinsvis godkendes som kontrollanter. Kun når særlige hensyn taler herfor,

bør andre med kendskab til omhandlede eller lignende områder godkendes."

Ministeriet er enig med

Statens Bilinspektion i, at det forhold, at taksameterkontrolfunktionen skal

udøves af private personer, tilsiger, at der alene bør godkendes personer,

hvis erhvervsmæssige og øvrige interesser på forhånd ikke antages at være i

modstrid med kontrollantvirksomheden.

Ministeriet er endvidere enig

i, at en udvidelse af kredsen af taksameterkontrollanter til også at omfatte

hyrevognmænd - hvis virksomhed er direkte afhængig af en

taksameterkontrollants

virksomhed - ikke er hensigtsmæssig og tillige i modstrid med

godkendelsesordningens

forudsætninger.

Ministeriet stadfæster

herefter den af Statens Bilinspektion trufne afgørelse om ikke at meddele (A)

godkendelse som taksameterkontrollant. Ministeriet stadfæster endvidere

bilinspektionens tilsvarende afgørelse vedrørende (B), der er ansat hos (A)

og

således underlagt dennes instruktionsbeføjelse."

Ved skrivelse af 18. december

1990 til Trafikministeriet gjorde A opmærksom på, at ministeriets afgørelse i

det væsentligste byggede på den ovennævnte udtalelse fra Statens

Bilinspektion,

som han ikke havde modtaget kopi af. A anmodede om at få en forklaring på, at

han ikke havde modtaget kopi af udtalelsen, inden afgørelsen blev truffet.

Ved skrivelse af 28. december

1990 til A fremsendte Trafikministeriet kopi af Statens Bilinspektions

skrivelse af 2. oktober 1990 til ministeriet.

I klagen til mig gjorde A

bl.a. gældende, at de foreliggende regler ikke giver baggrund for at udelukke

en person fra godkendelse som taksameterkontrollant, blot fordi han er

hyrevognmand.

Det afgørende var, om man konkret kunne have tillid til den pågældende

ansøger,

fagligt såvel som vandelsmæssigt, og i den henseende var der intet påvist,

der

skulle kunne diskvalificere ham. A henviste til, at man altid havde godkendt

importører og hoveddistributører af taxametre som taksameterkontrollanter.

Dette skyldtes dels, at disse besidder de fornødne kvalifikationer, og dels

at

der tages hensyn til bevarelsen af forretningshemmeligheder angående

indretningen af de enkelte taksametre. Hertil kommer, at man har ønsket at

imødekomme den enkelte importørs eller distributørs naturlige ønske om at

kunne

yde sine kunder den optimale service. På denne baggrund var det A's

opfattelse,

at han, der var generalagent for (x) taksametre, burde godkendes som

taksameterkontrollant.

Jeg udtalte herefter

følgende:

"Det spørgsmål, der

foreligger til bedømmelse, er, om (A) på grund af det samtidige erhverv som

hyrevognmand kan udelukkes fra at blive godkendt som taksameterkontrollant.

Da

lov om hyrekørsel og de regler, der er udstedt i medfør af denne lov, ikke

indeholder regler om, i hvilket omfang hvervet som taksameterkontrollant er

foreneligt med erhverv inden for hyrevognsbranchen, må dette spørgsmål

afgøres

på baggrund af almindelige retsgrundsætninger om (generel) inhabilitet.

Det følger af den almindelige

retsgrundsætning om generel inhabilitet, at der til offentlige hverv ikke kan

udpeges personer, der jævnligt vil være udelukket fra at deltage i

enkeltsagernes behandling på grund af interessekonflikt i de foreliggende

enkeltsager. Retsgrundsætningens indhold kan ikke angives helt præcist og må

derfor afgrænses på baggrund af de hensyn, som grundsætningen skal varetage.

Hensigten med reglen er bl.a. at undgå det organisatorisk uheldige i, at

indehaveren af et hverv meget hyppigt må undlade at beskæftige sig med

konkrete

sager, fordi der foreligger speciel inhabilitet, jf. forvaltningslovens § 3.

Et andet hensyn er at forebygge, at uvedkommende interesser indvirker på

afgørelsen

i tilfælde, der ikke omfattes af reglerne om speciel inhabilitet. Det kan

navnlig være betænkeligt at lade et hverv, hvortil der er knyttet

tilsynsopgaver eller kontrolopgaver, beklæde af en person, der på anden måde

er

knyttet til de personer, som tilsynet eller kontrollen omfatter. Endelig skal

retsgrundsætningen generelt medvirke til at styrke almenhedens tillid til, at

forvaltningens afgørelser træffes uden hensyntagen til uvedkommende

interesser. (Jeg henviser til afsnittet om generel inhabilitet i Juridisk

Grundbog, bind 4, s. 91 ff).

Det kan herefter ikke give

mig anledning til bemærkninger, at Statens Bilinspektion og Trafikministeriet

har afslået at godkende (A) som taksameterkontrollant under henvisning til,

at

der ikke bør godkendes personer, hvis erhvervsmæssige interesser som

hyrevognmand - eller ansat i en hyrevognsvirksomhed - kan være i modstrid med

de hensyn, kontrollantvirksomheden skal varetage.

I sagen foreligger der

desuden spørgsmål om, hvorvidt udtalelsen af 2. oktober 1990 fra Statens

Bilinspektion er omfattet af partshøringsbestemmelsen i forvaltningslovens

§ 19, stk. 1.

Denne bestemmelses

anvendelsesområde er beskrevet i motiverne og fastlagt i praksis, jf. bl.a.

sagen omtalt i Folketingets Ombudsmands Beretning 1989, s.

188 f. Udtrykket "oplysninger

vedrørende sagens faktiske omstændigheder" skal herefter forstås i

relativ

bred forstand. Det omfatter enhver oplysning, der bidrager til at skabe

klarhed

om en (påtænkt) afgørelses faktiske og bevismæssige grundlag og vil således

også kunne omfatte vurderinger og bemærkninger vedrørende faktiske forløb og

omstændigheder, uanset at der ikke herved i sig selv bringes nye faktiske

oplysninger frem.

I klagesager vil klageren

ofte have den opfattelse, at der er tale om en partstvist mellem ham og den

indklagede myndighed. Det er der da i en vis forstand også. Når forvaltningen

træffer afgørelse i tvister mellem private parter, er der en videregående

forpligtelse - baseret på almindelige retsgrundsætninger - til at foretage

partshøring, jf. Juridisk Grundbog, bind 4, s. 158. Der foreligger på den

baggrund efter min opfattelse gode grunde til at anlægge en lidt videregående

fortolkning af partshøringspligtens omfang i klagesager - navnlig således, at

"parternes" synspunkter og argumenter i forbindelse med sagens

indbringelse for klageinstansen forelægges for den anden part.

Hvis myndigheden således, som

i det foreliggende tilfælde, i høringssvaret ikke alene henholder sig til

den trufne afgørelse, men også kommenterer den indgivne klage eller på anden

måde uddyber begrundelsen for afgørelsen, vil der efter min opfattelse som

udgangspunkt bestå en pligt til at foretage partshøring. Hvis på den anden

side

den indklagede myndighed, som svar på en anmodning om at afgive en udtalelse

i anledning

af klagen, blot henholder sig til den trufne afgørelse, vil der efter min

mening normalt ikke foreligge partshøringspligt.

Under henvisning til

ovenstående burde Trafikministeriet efter min mening have sendt Dem en kopi

af

udtalelsen af 2. oktober 1990 fra Statens Bilinspektion og anmodet om Deres

eventuelle bemærkninger hertil, inden ministeriet traf afgørelse i sagen.

Jeg har gjort

Trafikministeriet bekendt med min opfattelse. Jeg har dog ikke fundet

tilstrækkeligt grundlag for at henstille til Trafikministeriet at optage

sagen til fornyet behandling."

NOTER: (1) Jf. Folketingets

Ombudsmands Beretning,

1989.188

og

1990.284.

Lignende dokumenter