Spring til indhold

Retsinformation

Afslag på køretilladelse på grund af tidligere økonomiske vanskeligheder.

FOU nr 1990.291UdtalelserFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afslag på køretilladelse på grund af tidligere økonomiske

vanskeligheder.

I skrivelse af 6. februar

1990 klagede A over Vejtransportrådets afgørelse af 9. oktober 1989. Ved

afgørelsen afslog Vejtransportrådet at udstede vognmandstilladelse efter

godskørselsloven.

I skrivelser af 30. april

1990 og 8. maj 1990 klagede B til mig over Persontrafikrådets afgørelse af

27.

april 1990, hvori rådet meddelte afslag på hans ansøgning om tilladelse til

turist-

og bestillingskørsel.

I begge sager var der som

begrundelse for afslaget henvist til ansøgerens tidligere økonomiske

vanskeligheder og en administrativ praksis af tilsyneladende samme indhold på

de to områder - uanset forskelle i retsgrundlag og afgørelsesmyndighed. Jeg

besluttede på den baggrund at behandle sagerne samlet og koncentrerede mig om

spørgsmål vedrørende lovhjemlen for denne praksis.

Vedrørende Vejtransportrådets afslag på A's ansøgning.

Det fremgik af sagen, at A

den 27. februar 1989 ansøgte Direktoratet for Vejtransport om udstedelse af 2

vognmandstilladelser. Tilladelserne skulle bruges i firmaet C's Efterfølger,

v/A som vognmand.

A havde tidligere været

ansvarlig leder i virksomheden C's Vognmandsforretning A/S, der gik i

betalingsstandsning

den 24. oktober 1988.

Til brug for direktoratets

behandling af ansøgningen redegjorde A den 3. april 1989 for forholdene

omkring betalingsstandsningen vedrørende C's Vognmandsforretning A/S.

Læs alt

Af redegørelsen fremgik

bl.a.:

"...

(A) er fortsat ansat i (C)

A/S, men driver herudover kartoffelforretningen videre i eget navn, idet han

har købt de to biler, der tidligere kørte som kartoffelbiler i (C) A/S.

Det er til disse to biler (A)

søger om tilladelse til godskørsel for fremmed regning, idet der periodevis

ikke er kartofler at køre med.

..."

A's ansøgning blev forelagt

Danske Vognmænd, Hovedorganisationen af 1985, der den 19. juni 1989 udtalte:

"...

Idet der i det hele henvises

til brev af 3. april 1989, (...) årsregnskaber for 1. september 1985 til 30.

september 1986/balance pr. 30. september 1986, årsregnskab for 1. oktober

1986

til 30. september 1987/balance pr. 30. september 1987 samt foreløbigt

årsregnskab for 1987/88 samt perioderegnskab pr. betalingsstandsningsdagen

den

24. oktober 1988 for (C's) Vognmandsforretning A/S, ...., finder DV - på det

foreliggende grundlag samt efter yderligere indhentede oplysninger -, at (A)

som ansvarlig leder har haft et afgørende medansvar for virksomhedens (C) A/S

dårlige driftsresultat/negative udvikling - en udvikling, der som nævnt førte

til betalingsstandsning. På denne baggrund finder DV

ikke

(A) for fagligt kvalificeret, jf. den indtil 31. december

1988 gældende godstransportlov.

Det bemærkes i øvrigt, at DV

ej heller finder betingelserne i godskørselslovens par. 3, stk. 1, nr. 7,

opfyldt for så vidt angår (A's) faglige kvalifikationer.

Sluttelig bemærkes, at (A)

ikke

har gjort det antageligt, at han

vil kunne udøve vognmandsvirksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse

med god skik inden for branchen, jf. godskørselslovens par. 3, stk. 1, nr.

8...."

En repræsentant for A

fremsatte den 7. august 1989 bl.a. følgende kommentarer til sagen:

"...

(C), (A's) fader, drev

vognmandsvirksomhed samt engroshandel med kartofler siden 1946.

...

(A) blev ansat hos (C) den

1/4-1983.

...

(A) kom meget hurtigt til at

forestå den daglige drift af vognmandsforretningen, i hvilken forbindelse (A)

fordrede væsentlige ændringer i driften af vognmandsforretningen. Jeg kan

således bekræfte, at jeg deltog i temmelig mange møder herom, uden at det var

muligt at få gennemført de af (A) foreslåede og af mig støttede ændringer.

...

I foråret 1986 afgik først

(C's) hustru, og derefter (C) selv ved døden efter kort tids sygdom.

Det bemærkes, at (C) indtil

sin død stod for beslutningstagningen i selskabet på aldeles egenrådig vis

og,

at (C) havde svært ved at lægge øre til råd fra bank, advokat og revisor.

...

(C) Vognmandsforretning A/S's

årsregnskab for perioden 1/10-1985 til 30/9-1986 er det sidste regnskab, som

er

præget af (C); (C) døde som bekendt midt i perioden. Såvel

vognmandsforretningen som kartoffel-engros-forretningen udviser rimelige

dækningsbidrag, men fællesomkostningerne, som helt overvejende kan henføres

til vognmandsvirksomheden gør, at årets resultat er negativt. Det er helt

åbenbart, at vognmandsvirksomheden i denne periode er drevet med et ikke

uvæsentligt tab.

Dette negative

driftsresultat/negative udvikling bør ikke lægges (A) til last.

...

Med mit lange og indgående

kendskab til virksomheden, anser jeg det ikke for rigtigt, når Danske

Vognmænd

udtaler, at (A) har haft et "afgørende medansvar for det dårlige

driftsresultat/negative udvikling".

Den udvikling, som

virksomheden har været ude for, er startet år forinden (A's) tiltrædelse som

direktør."

Den 7. september 1989 afgav

Danske Vognmænd, Hovedorganisationen af 1985, en fornyet erklæring til sagen,

hvoraf bl.a. fremgik:

"...

De nævnte årsager til de

økonomiske vanskeligheder i vognmandsvirksomheden findes overvejende at

skyldes

årsager, som kan tilskrives en uforsvarlig drift af virksomheden. DV finder

det

i den forbindelse ikke dokumenteret, at dødsboet som aktionær i (C) A/S har

haft den afgørende indflydelse på den daglige, uforsvarlige drift af

vognmandsvirksomheden. I konsekvens heraf kan det afvises, at arvingerne er

ansvarlige, jf. forarbejderne til godskørselsloven.

...

Det er således ikke

dokumenteret, at (A) ikke har haft indflydelse på driften af

vognmandsvirksomheden, selv om denne i henhold til den tidligere

godstransportlov var registreret som daglig, ansvarlig leder af virksomheden.

DV finder således fortsat, at (A) som ansvarlig leder har haft et afgørende

medansvar for virksomhedens dårlige økonomiske udvikling, hvorfor DV ikke

finder, at (A) har gjort det antageligt, at han vil kunne udøve

vognmandsvirksomhed på forsvarlig måde, jf. godskørselsloven § 3, stk. 1, nr.

8.

..."

Den 9. oktober 1989 meddelte

Direktoratet for Vejtransport, at Vejtransportrådet havde afslået A's

ansøgning

om vognmandstilladelse.

Direktoratet for Vejtransport

skrev:

"...

I henhold til lovens § 3,

stk. 1, kan tilladelse til godskørsel meddeles ansøgere, der opfylder de

fastsatte kvalifikationskrav, herunder kravene til økonomisk grundlag,

faglige

kvalifikationer og vandel.

Sagen har været forelagt

Vejtransportrådet.

Rådet fandt det ikke gjort

antageligt, at (A) ville kunne udøve vognmandsvirksomhed på forsvarlig måde

og

i overensstemmelse med god skik inden for branchen, allerede fordi han var

ansvarlig leder af (C's) Vognmandsforretning A/S og således har været

medansvarlig for de økonomiske vanskeligheder i dette selskab.

Ansøgningen kan således ikke

imødekommes.

Afgørelsen kan i henhold til

lovens § 8, stk. 1, ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

..."

Herefter klagede A's advokat

til mig. Han anførte bl.a.:

"I h.t.

Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 591 af 7. september 1989 om godskørsel,

§

5, nr. 3, fordres det bl.a., at ansøgere "opfylder vandelskravene i

lovens

§ 3, stk. 1, nr. 6 og 8."

Af bemærkningerne til

lovforslaget fremgår, at bestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 8, 1. led, kommer

til

anvendelse, hvor en ansøger har begået ét eller flere strafbare forhold samt

forhold, der ikke har medført strafferetlig tiltale, eksempelvis nævnes

uredelighed, som har affødt afskedigelse fra en stilling eller, på grov måde

har tilsidesat hensynet til kunder. Endvidere nævnes, at omstændigheder ved

en

eventuel tidligere konkurs, betalingsstandsning m.v., kan bringe bestemmelsen

i

anvendelse.

I bemærkningerne hedder det

endvidere, at "Det må i øvrigt understreges, at de krav, der følger af

1.

og 2. led, i vidt omfang vil være sammenfaldende. Overtrædelse af kollektive

overenskomster, begåelse af ét eller flere strafbare forhold, nævnes i

motiverne til henhørende til bestemmelsens 2. led.

På min klients vegne skal jeg

gøre gældende, at afslaget er uberettiget, idet der ikke foreligger de i

lovens motiver nævnte kvalificerede forhold vedr. min klients vandel, jvf.

bl.a. bilag 1.10.

Idet en vognmandstilladelse

er af største betydning for min klients erhvervsmuligheder, er det min

opfattelse at begrundelsen for et afslag på ansøgning af en sådan tilladelse

bør have klar hjemmel i såvel lov som motiver.

..."

Af Direktoratet for

Vejtransports udtalelse til sagen fremgår bl.a.:

"...

I henhold til lov nr. 851 af 21.

december 1988 om godskørsel § 3, stk. 1, kan tilladelse til godskørsel for

fremmed regning meddeles ansøgere, der opfylder de fastsatte

kvalifikationskrav, herunder kravene til økonomisk grundlag, faglige

kvalifikationer og vandel, og i øvrigt gør det antageligt, at de vil kunne

udøve vognmandsvirksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god

skik inden for branchen.

Foruden strafbare og andre

uredelige forhold kan omstændigheder ved en eventuel tidligere konkurs,

betalingsstandsning m.v. ifølge bemærkningerne til lovens § 3, stk. 1, nr. 8,

medføre, at den pågældende ansøger ikke kan anses for at kunne udføre

virksomheden på forsvarlig måde.

Ifølge Vejtransportrådets

praksis er det, foruden omstændigheder ved en tidligere konkurs eller

betalingsstandsning,

især omstændigheder ved andre økonomiske vanskeligheder i hidtidig

virksomhed,

der kan bringe bestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 8, i anvendelse.

Der kan således f.eks. være

behov for at anvende bestemmelsen i tilfælde, hvor en ansvarlig leder i et

selskab er fratrådt inden en uundgåelig konkurs eller betalingsstandsning,

eller hvor det slet ikke har kunnet betale sig for kreditorerne at indgive

konkursbegæring mod en vognmand i økonomiske vanskeligheder, idet der ikke

har

været midler til dækning af omkostningerne ved en konkurs.

(A) fik med brev af 9.

oktober 1989 afslag på en ansøgning om udstedelse af 2 vognmandstilladelser i

henhold til lov om godskørsel, idet han ikke fandtes at opfylde kravet i

lovens

§ 3, stk. 1, nr. 8. (A) havde været ansvarlig leder af (C's)

Vognmandsforretning A/S, der anmeldte betalingsstandsning den 24. oktober

1988.

Vejtransportrådet fandt efter

en konkret vurdering af de foreliggende oplysninger, at de økonomiske

vanskeligheder i selskabet ikke var "undskyldelige", og at (A) som

ansvarlig leder var medansvarlig for disse og således ikke havde gjort det

antageligt, at han vil kunne udøve vognmandsvirksomhed på forsvarlig måde og

i

overensstemmelse med god skik inden for branchen.

Rådet lagde ved afgørelsen

bl.a. vægt på oplysningerne i brevene af 3. april 1989 og 7. august 1989, af

20. september 1989 ..., samt på Danske Vognmænds udtalelse af 7. september

1989... .

..."

A's advokat fremsatte den 16.

maj 1990 sine afsluttende bemærkninger til sagen. Han skrev bl.a.:

"...

I de almindelige bemærkninger

til lovforslag nr. L52/1988, pkt. 5, fastslås det med hensyn til lovens

vandelskrav, at tilladelse kan nægtes i tilfælde af strafbare forhold eller,

hvis vedkommende tidligere er afskediget fra en stilling p.g.a. uredelighed.

Af bemærkningerne til

lovforslagets § 3, nr. 1, stk. 8, fremgår det, at tilladelse kan nægtes,

såfremt "ansøgeren er afskediget fra en stilling p.g.a. uredelighed, der

ikke har medført straffesag, eller at ansøgeren i anden virksomhed på grov

måde

har tilsidesat hensyn til sine kunder. Videre kan omstændigheder ved en evt.

tidligere konkurs, betalingsstandsning m.v. medføre, at den pågældende ikke

kan

anses for at kunne udføre virksomheden på forsvarlig måde." Det fremgår

således af lovens motiver, at nægtelse af tilladelse under henvisning til

lovens § 3, stk. 1, nr. 8, forudsætter, at ansøgeren har handlet

uredeligt/strafbart.

Der er i sagens materiale,

(...) udførligt redegjort for klagers forhold i forbindelse med (C's)

Vognmandsforretning

A/S.

Såfremt det er indklagedes

praksis at nægte tilladelse i situationer som nærværende, hvor der ikke på

nogen måde er tale om uredelighed eller strafbare forhold fra ansøgerens

side,

er det min klare opfattelse, at indklagedes administrative praksis er i

åbenlys

strid med motiverne til lov om godskørsel.

..."

Vedrørende Persontrafikrådets afslag på B's ansøgning.

B's selskab fik i 1984

tilladelse til turist- og bestillingskørsel efter busloven. Tilladelsen udløb

i 1989.

Den 6. april 1989 ansøgte B

om fornyelse af tilladelsen. Ansøgningen var bilagt fotokopi af selskabets

regnskaber for de sidste 2 afsluttede regnskabsår. Ved skrivelse af 4. august

1989 redegjorde B for baggrunden for selskabets negative driftsresultat og

skrev bl.a.:

"...

(B's selskabs) negative

driftsresultater til og med 1988 skyldes dels den hårde markedskonkurrence og

dels et uheldigt køb af en bus ultimo 1986 for kr. 650.000. På grund af en

del

mangler ved leveringen har bussen aldrig været i drift i selskabet.

Da selskabet på grund af

manglerne ikke har betalt ydelserne på bussen, er finansieringsselskabet i

marts 1988 indsat i besiddelsen af bussen til en vurderingspris på kr.

555.100.

Udover det direkte tab på kr.

94.900 + advokatomkostninger og egne timer har selskabet siden købet den 23/9

1986 betalt vægtafgift og forsikringer med ca. kr. 30.000 årlig.

På grund af dette uheldige

køb har selskabet været nødt til at sige nej til en del kunder, med deraf

følgende mindre indtjening og måske tab af kunden fremover.

Indtjeningen for 1989 og

fremover forventes at blive positivt, idet selskabet pr. 1/8 1989 har fået

tilbudt årlig kørsel på ca. 140.000 kr. for Trafikselskabet (...) Amt. Denne

kørsel kræver ikke yderligere buskapacitet. Herudover er selskabet begyndt

med

at udføre grænsehandelkørsel m.v. hver uge med et positivt resultat. Samtidig

kan vi oplyse at vi aldrig har haft så meget kørsel i sommerperioden, som vi

har haft i 1989.

Selskabets egenkapital

forventes bragt intakt ved konvertering af min mellemregning med selskabet

til

indskudskapital og kontant indskud.

..."

Den 21. august 1989

indstillede "Turistvognmændene" (brancheorganisation), at B's

ansøgning skulle afslås, idet organisationen efter en gennemgang af

regnskaberne bl.a. skrev:

"...

Selskabet har i samtlige sine

4 regnskabsår haft underskud - de 2 sidste år endda allerede før

afskrivninger.

I al fald i de sidste 3 regnskabsår har der ikke været udbetalt løn til

selskabets direktør. Selskabet har nu en negativ egenkapital på kr. 504.634.

..."

Den 5. september 1989 meddelte

Direktoratet for Vejtransport for Persontrafikrådet afslag på ansøgningen med

følgende begrundelse:

"...

Rådet lagde ved afgørelsen

bl.a. vægt på, at selskabet allerede i første regnskabsår havde tabt mere end

halvdelen af sin anpartskapital, og at selskabet de efterfølgende år har haft

en negativ egenkapital.

Den 26. januar 1990

fremsendte (B) en ny ansøgning om tilladelse til turist- og

bestillingskørsel.

Det fremgik af ansøgningen,

at (B) havde stiftet et nyt selskab med sig selv som direktør, og at han

ønskede en tilladelse til turist- og bestillingskørsel for det nye selskab.

I en skrivelse af 16. februar

1990 anmodede Direktoratet for Vejtransport (B) om yderligere oplysninger til

brug for ansøgningen om tilladelsen.

Oplysningerne blev indsendt

den 28. februar 1990 og (B) redegjorde bl.a. for baggrunden for de økonomiske

vanskeligheder i det "gamle" selskab. Herudover var vedlagt 2

erklæringer fra (B's) kunder, hvori det bl.a. fremgik, at "alle opgaver

har været udført til ... (kunden og kundens gæsters) fulde tilfredshed".

Den 12. marts 1990

indstillede "Turistvognmændene", at B's nye ansøgning skulle

afslås.

Organisationen skrev:

"... vi (indstiller)

herved, at ansøgningen om tilladelse til turist- og bestillingskørsel afslås,

allerede fordi vi ikke finder, at den ansvarlige leder kan anses for fagligt

kvalificeret, jfr. Persontrafikrådets beslutning i 1989 om at nægte fornyelse

af tilladelsen til turist-og bestillingskørsel til (det gamle selskab) med

(B)

som ansvarlig leder.

..."

Den 27. april 1990 afslog

Direktoratet for Vejtransport B's ansøgning og skrev:

"I henhold til lovens §

13, stk. 1, kan tilladelse alene udstedes til selskaber, der opfylder de krav

til økonomisk baggrund, som er opstillet i Ministeriet for Offentlige

Arbejders

bekendtgørelse (nr. 620 af 5. december 1978) vedrørende kvalifikationskrav

til

indehavere af tilladelser til buskørsel, og hvis ansvarlige leder, der

vedvarende faktisk og effektivt skal forestå virksomhedens transportarbejde,

i

faglig og vandelsmæssig henseende er kvalificeret hertil.

Ansøgningen har været

forelagt Persontrafikrådet.

Rådet fandt ikke, at (B)

opfylder buslovens krav til faglige kvalifikationer.

Rådet lagde ved sin afgørelse

vægt på de foreliggende oplysninger om årsagerne til de økonomiske

vanskeligheder i den af (B's) tidligere drevne personkørselsvirksomhed,

(...),

og fandt, at han ikke havde formået at drive virksomheden på en økonomisk

forsvarlig måde.

Ansøgningen kan derfor

beklageligvis ikke imødekommes".

Herefter klagede B til mig,

idet han gjorde gældende, at han havde fået en uretfærdig behandling. B

redegjorde udførligt for problemerne omkring indkøbet af nævnte bus til det

gamle selskab.

B supplerede klagen den 8.

maj 1990 og skrev:

"...

I næsten 26 år har jeg drevet

min forretning og passet den til punkt og prikke, og i de år har jeg kørt ca.

8

mill. km, uden et eneste uheld som jeg selv har været skyld i. Igennem alle

de

år har jeg fået én eneste fartbøde på kr. 160,00 og det er det eneste

ulovlige

jeg nogen side har lavet.

Desværre ser det ud som om,

at direktoratet ser mere på ens økonomi, end på hvilke skader man har lavet.

Jeg synes, at direktoratet

har givet os så dårlig og langsommelig behandling, og holdt både mig og min

advokat hen med snak. Er det typisk, at de "små" i befolkningen får

en sådan behandling af det offentlige? Jeg er ikke engang i stand til at

passe

min forretning.

Jeg beder Dem om at hjælpe os

med at fremskaffe vores tilladelser til turist- og bestillingskørsel

omgående.

Det har kostet os en formue at betale forsikringer, vægtafgift m.m. på 3

busser

i ca. 8 måneder, hvor vi ikke har kunnet indkøre penge. Ligeledes har der

været

mange ubegrundede anmeldelser.

..."

Direktoratet for Vejtransport

anførte i sin udtalelse af 23. juli 1990 til mig:

"...

I henhold til § 13, stk. 1, i

lov om buskørsel, nr. 115 af 29. marts 1978, som er ændret ved lov nr. 192 af

29. marts 1989, kunne tilladelse alene udstedes til selskaber, der opfylder

de

krav til økonomisk baggrund, som er opstillet i Ministeriet for Offentlige

Arbejders

bekendtgørelse (nr. 620 af 5. december 1978) vedrørende kvalifikationskrav

til

indehavere af tilladelser til buskørsel, og hvis ansvarlige leder, der

vedvarende, faktisk og effektivt skal forestå virksomhedens transportarbejde,

i

faglig og vandelsmæssig henseende er kvalificeret hertil. Loven er nu ændret

ved lov nr. 364 af 6. juni 1990.

Persontrafikrådet har i visse

tilfælde afslået ansøgninger om tilladelse til turist- og bestillingskørsel

fra

ansøgere, der gennem driften af en tidligere virksomhed har vist, at de ikke

var i stand til at drive en buskørselsvirksomhed på økonomisk forsvarlig

måde.

Rådet fandt i disse tilfælde, at ansøgeren ikke opfyldte buslovens krav i

henseende til de fornødne faglige kvalifikationer.

Rådet fandt på mødet den 3. april

1990, at (B) ikke opfyldte buslovens krav til faglige kvalifikationer.

Rådet lagde ved sin afgørelse

vægt på de foreliggende oplysninger om årsagerne til de økonomiske

vanskeligheder i den af (B) tidligere drevne personkørselsvirksomhed, og

fandt,

at han ikke havde formået at drive virksomheden på økonomisk forsvarlig

måde."

(B) fremsatte sine

afsluttende bemærkninger den 1. august 1990.

I forbindelse med min

behandling af hjemmelsproblemerne i de to sager blev der den 2. november 1990

afholdt et møde på mit kontor med repræsentanter for Vejtransportrådet,

Persontrafikrådet, Direktoratet for Vejtransport og Trafikministeriet.

I enslydende skrivelser til

Trafikministeriet, Persontrafikrådet og Vejtransportrådet skrev jeg herefter

følgende vedrørende hjemmelsspørgsmålet på de to områder:

"

Vedrørende Vejtransportrådets afgørelse

:

Vejtransportrådets afgørelse

er truffet på baggrund af lov nr. 851 af 21. december 1988 om godskørsel. Det

fremgår af loven, at den, der udfører godskørsel for fremmed regning, skal

have

tilladelse hertil af Vejtransportrådet.

Lovens § 3, der regulerer,

under hvilke betingelser en sådan tilladelse kan meddeles, har følgende

ordlyd:

"Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles

personer, der

1) har dansk indfødsret,

2) har bopæl her i landet,

3) ikke er umyndiggjort eller under lavværgemål

4) hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under

konkurs,

5) har økonomisk grundlag for at drive virksomheden forretningsmæssigt

forsvarligt,

6) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en

nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed,

jf.

borgerlig straffelovs § 78, stk. 2.,

7) i faglig henseende er kvalificeret til at drive vognmandsvirksomhed

og

8) i øvrigt gør det antageligt, at de vil kunne udøve denne på

forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen."

Det er således en betingelse

for at få en vognmandstilladelse bl.a., at ansøgere "gør det antageligt,

at de vil kunne udøve (vognmandsvirksomhed) på forsvarlig måde og i

overensstemmelse med god skik indenfor branchen."

I godskørselslovens

forarbejder og i den tilhørende bekendtgørelse er dette krav angivet som et

vandelskrav. Jeg henviser til den

dagældende bekendtgørelse nr. 591 af 7. september 1989 og til de almindelige

bemærkninger til lovforslaget.

Af de specielle bemærkninger

til godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 8, fremgår det, at bestemmelsen tænkes

anvendt, når en ansøger har begået et eller flere strafbare forhold, som ikke

omfattes af § 3, stk. 1, nr. 6, men også ved forhold, der ikke har medført

strafferetlig tiltale. "Det kan således være oplyst, at ansøgeren er

afskediget fra en stilling på grund af uredelighed, der ikke har medført

straffesag, eller at ansøgeren i anden virksomhed på grov måde har tilsidesat

hensynet til sine kunder. Videre kan omstændigheder ved en eventuel tidligere

konkurs, betalingsstandsning m.v. medføre, at den pågældende ikke kan anses

for

at kunne udføre virksomheden på forsvarlig måde." (Lovforslag nr. 52.

Folketinget 1988-89 side 12).

Direktoratet har under

henvisning til § 3, stk. 1, nr. 8, videreført en praksis efter den tidligere

lov om godstransport, hvorefter der blev givet afslag på ansøgninger, når

ansøgeren har ansvar for tidligere konkurs eller andre økonomiske

vanskeligheder

ved driften af en vognmandsvirksomhed. Der var da tale om en praksis med

hensyn

til kravene til ansøgernes

faglige

kvalifikationer.

Det nærmere indhold af denne

praksis er beskrevet i Vejtransportrådets årsberetninger, særligt

årsberetningen for 1981, kapitel VIII og årsberetningen for 1982, kapitel

VIII.

I årsberetningen for 1981 konkluderes der følgende på side 41:

" ...

Generelt kan siges, at hvis

de økonomiske vanskeligheder, ansøgeren har haft, har kunnet tilskrives

forhold, som den pågældende har været ansvarlig for, og som ved fornuftig

drift

af virksomheden kunne være undgået, er den pågældende ikke kvalificeret til

at

drive vognmandsvirksomhed.

Hvis de økonomiske problemer

derimod skyldes udefra kommende årsager, som ansøgeren ikke har haft

indflydelse på, kan vedkommende ikke lastes derfor, og hvis

godstransportlovens

øvrige kvalifikationskrav er opfyldt, vil han kunne godkendes til igen at

være

vognmand. Men der må i hver enkelt sag foretages en konkret bedømmelse på

grundlag af samtlige de oplysninger, som det har været muligt for

direktoratet

og for ansøgeren at tilvejebringe om omstændighederne omkring de økonomiske

problemer i den tidligere virksomhed."

Jeg har forstået

oplysningerne om Vejtransportrådets praksis således, at der gives afslag på

ansøgninger om vognmandstilladelser ikke alene, når ansøgeren i forbindelse

med

tidligere konkurs/betalingsstandsning m.v. har udvist strafbare eller

uredelige forhold, men også hvor ansøgeren - uden at der foreligger noget

uredeligt forhold - efter rådets opfattelse ved fornuftig drift kunne have

undgået de økonomiske vanskeligheder. Har en ansøger været involveret i en

tidligere konkurs og lign., er det i det følgende år "nærmest

umuligt" at få de ønskede tilladelser.

Efter min opfattelse er der

ikke i godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 8, hjemmel for en praksis af det

beskrevne indhold. Der er tale om afgørelser af forholdsvis indgribende

karakter - efter omstændighederne indebærer de udelukkelse fra erhverv - og

der må tilsvarende stilles krav om tilstedeværelse af en forholdsvis klar

hjemmel i loven. Bestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 8, fremtræder som et

(udvidet)

vandelskrav, og motiverne peger i overensstemmelse med sædvanlig forståelse

af

sådanne krav på, at der skal foreligge et subjektivt dadelværdigt forhold.

For at give afslag på en

ansøgning om vognmandstilladelse på grund af tidligere økonomiske

vanskeligheder må det således efter min opfattelse kræves, at ansøgeren i

forbindelse med disse vanskeligheder har udvist en personligt kritisabel

adfærd. Det er ikke nok, at ansøgeren har savnet økonomisk og

forretningsmæssigt talent. Ved vurderingen af den tidligere adfærd må

hovedvægten efter min opfattelse lægges på, om der er sket en (personligt

kritisabel) tilsidesættelse af hensynet til virksomhedens kunder. Hertil

kommer, at det, svarende til bestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 6, normalt må

kræves, at der er nærliggende fare for gentagelse i den nye virksomhed.

For så vidt disse yderligere

betingelser efter en konkret vurdering må antages at være opfyldt, rummer

bestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 8, efter min opfattelse tilstrækkelig hjemmel

til at nægte tilladelse med henvisning til ansøgerens tidligere økonomiske

vanskeligheder.

Modsat må det være min

opfattelse, at fastholdelse af den nuværende praksis i uændret omfang kræver

en

lovændring. Jeg skal herefter udtrykkeligt bemærke, at jeg ikke har taget

stilling til hensigtsmæssigheden af og det samfundsmæssige behov for en

praksis som den omhandlede. Mine betragtninger ovenfor drejer sig alene om de

retlige hjemmelskrav.

Vedrørende Persontrafikrådets afgørelse

:

Persontrafikrådets afgørelse

er truffet på baggrund af den dagældende lov om

buskørsel

, lov nr. 115 af 29. marts 1978. Det fremgik af denne lov,

at erhvervsmæssig kørsel med busser krævede tilladelse fra Persontrafikrådet.

(Loven er nu ændret, jf. nedenfor).

Lovens § 13, der regulerede,

under hvilke betingelser en sådan tilladelse kunne meddeles, havde følgende

indhold:

"Ministeren for

offentlige arbejder fastsætter nærmere regler om de kvalifikationskrav, en

ansøger skal opfylde for at få en tilladelse i henhold til denne lov,

herunder

de krav, der kan stilles til den ansvarlige leder af et selskab m.v. såfremt

dette er ansøger, jfr. § 12.

Stk. 2.

Tilladelse kan nægtes under de omstændigheder, der er nævnt

i borgerlig straffelovs § 78, stk. 2. Tilladelse kan endvidere nægtes,

såfremt

den pågældende i stilling eller erhverv har udvist en sådan adfærd, at der er

grund til at antage, at han ikke vil drive virksomheden på forsvarlig

måde."

Buslovens regler blev

suppleret af den dagældende bekendtgørelse nr. 620 af 6. december 1978

vedrørende kvalifikationskrav til indehavere af tilladelser til buskørsel.

Kravet om faglig egnethed var

reguleret i bekendtgørelsens § 9, der havde følgende indhold:

"§ 9. Til brug ved

bedømmelsen af ansøgerens faglige kvalifikationer skal ansøgningen indeholde

bekræftede oplysninger om ansøgerens hidtidige beskæftigelse og faglige

uddannelse.

Stk. 2.

For at en ansøger skal kunne anses for fagligt kvalificeret,

skal han gennem praktisk erfaring i forbindelse med mindst 3 års

beskæftigelse

i en virksomhed, der udfører personbefordring, eventuelt suppleret med

kursusuddannelse, have opnået kendskab til følgende områder inden for

administrationen af en buskørselsvirksomhed:

A. For national kørsel:

1) De for erhvervets udøvelse gældende forskrifter, herunder

lovgivningen om buskørsel, færdselslovgivningen samt reglerne vedrørende

arbejdsretlige forhold og arbejdsmiljø.2) Pris- og kalkulationsproblemer.

3) Regnskabsføring.

4) Ansvars- og forsikringsspørgsmål.

B. For international kørsel desuden:

5) De for erhvervets udøvelse i international trafik gældende

forskrifter.

6) Praksis og formaliteter i forbindelse med passage af landegrænser.

7) EF-medlemslandenes færdselslovgivning i hovedtræk.

Stk. 3.

Fra kravet om varigheden af den i stk. 2 omhandlede forudgående

beskæftigelse kan der gøres undtagelse, såfremt ganske særlige forhold hos

ansøgeren foreligger oplyst.

Stk. 4

.

En person, der i henhold til stk. 2 er fagligt

kvalificeret til at drive buskørselsvirksomhed, kan efter ansøgning få

udstedt

attest herom, såfremt han påtænker at etablere sig i et andet EF-land.

Attesten

udfærdiges af direktoratet for vejtransport."

Som jeg har forstået

Direktoratet for Vejtransport eksisterede - og eksisterer - der for

meddelelse

af tilladelser til buskørsel samme praksis omkring ansøgerens ansvar for

økonomiske vanskeligheder i tidligere virksomhed som efter godskørselsloven.

Praksis er udviklet under

henvisning til, at en ansøger skulle være fagligt egnet. Hjemmelsgrundlaget

skulle således være buslovens § 13,

stk.1

,

jf. bekendtgørelsens § 9. Hertil skal jeg bemærke, at buslovens § 13, stk. 1,

må forstås således, at de nærmere krav til ansøgernes kvalifikationer skal

fastsættes i form af retsregler udstedt af ministeren. Det er da også sket

ved

bekendtgørelse nr. 620, hvor bl.a. de faglige kvalifikationskrav er

detaljeret

fastlagt.

Lovens ordning og den måde,

den er gennemført på i bekendtgørelsen, indebærer efter min opfattelse, at

der

ikke i tillæg til bekendtgørelsens krav kan stilles yderligere faglige

kvalifikationskrav til ansøgerne.

Da den omhandlede praksis

vedrørende ansøgere, der tidligere har været i økonomiske vanskeligheder,

ikke

omfattes af bekendtgørelsen, har denne praksis som helhed - som fagligt krav

-

efter min opfattelse ikke haft den fornødne hjemmel.

For så vidt som

Persontrafikrådet eventuelt måtte anføre bestemmelsen i buslovens § 13,

stk. 2

, som lovhjemmel for den

omhandlede praksis (" ... udvist en sådan adfærd, at der er grund til at

antage, at han ikke vil drive virksomheden på forsvarlig måde."), er der

tale om vandelskrav; det vil da være en forudsætning, at der i forbindelse

med

de tidligere økonomiske vanskeligheder er udvist en subjektivt dadelværdig

adfærd. Hjemmelsproblemet vil stille sig på tilsvarende måde som under

godskørselsloven, jf. ovenfor s 00.

Jeg har noteret mig, at

busloven efter den konkrete sags afgørelse er ændret med virkning fra 1. juni

1990 (lovforslag nr. 120 af 30. maj 1990 om ændring af lov om buskørsel). Der

er herefter i buslovens § 12, stk. 1, nr. 6 og nr. 8 optaget bestemmelser,

som

ganske svarer til vandelskravene på godskørselslovens område. Jeg går ud fra,

at den her omhandlede praksis nu utvivlsomt vil blive betragtet som en del af

vandelskravene også på buslovens område, og hjemmelsproblemet vil - i mangel

af nærmere oplysning - være af helt samme karakter som beskrevet ovenfor i

relation til godskørselslovens vandelskrav.

Jeg anmoder om at modtage

oplysning om, hvad Trafikministeriet, Vejtransportrådet og Persontrafikrådet

agter at gøre i anledning af det jeg har anført som den manglende hjemmel for

(dele af) rådenes praksis med hensyn til at nægte tilladelse til ansøgere,

der

tidligere har været i økonomiske vanskeligheder. Jeg beder samtidig om

underretning om, hvad rådene agter at gøre i de to konkrete sager."

Den 14. februar 1991 blev jeg

orienteret om, at Vejtransportrådet havde drøftet sagen og sendt en

henvendelse

til Trafikministeriet, som herefter ville tage stilling til A's sag

vedrørende

godstransport.

Den 6. marts 1991 modtog jeg

en tilsvarende orientering vedrørende B's sag om buskørsel.

Den 2. maj 1991 modtog jeg en

udtalelse fra Trafikministeriet, som var bilagt identiske udtalelser af 14.

februar 1991 og 6. marts 1991 fra henholdsvis Vejtransportrådet og

Persontrafikrådet.

Af ministeriets udtalelse

fremgik bl.a. følgende:

"...

Ombudsmandens henvendelse er

rettet til Vejtransportrådet, Persontrafikrådet samt Trafikministeriet.

Rådene har, efter at have

behandlet sagen, meddelt Trafikministeriet deres indstilling i brev af

henholdsvis 14. februar og 6. marts 1991.

Vejtransportrådets udtalelse

indeholder følgende konklusion, der med de nødvendige tilpasninger nøje

svarer

til den konklusion, der findes i Persontrafikrådets udtalelse:

"Vejtransportrådet er

ikke enig med ombudsmanden i disse synspunkter. Rådet mener med sin nuværende

praksis nøje at følge de intentioner med hensyn til opstramning af

bestemmelserne for adgangen til vognmandserhvervet, der har ligget bag

gennemførelsen af den nugældende godskørselslov. I øvrigt er det efter rådets

opfattelse ikke specielt tilsidesættelse af hensyn til den tidligere

virksomheds kunder, men snarere hensynet til dens kreditorer, herunder det

offentlige, der har betydning for rådets vurdering af sådanne sager. Hertil

kommer, at den nuværende praksis kan medvirke til at begrænse det

samfundsmæssige uønskede "konkursrytteri".

Vejtransportrådet finder det

således af væsentlig betydning for sit arbejde, som bl.a. består i at søge en

sanering af vognmandserhvervet, at den nuværende praksis kan fortsætte. Hvis

dokumenteret mangel på evne til at drive vognmandsvirksomhed ikke må indgå i

rådets vurdering, vil en væsentlig del af grundlaget for Vejtransportrådets

virksomhed være bortfaldet, og funktionen vil hovedsagelig bestå i vurdering

af

egentlige lovovertrædelser."

Ministeriet skal herefter

besvare ombudsmandens henvendelse på grundlag af Vejtransportrådets og

Persontrafikrådets udtalelser i sagen.

Ministeriet har ved flere

lejligheder givet udtryk for, at der i såvel godskørselsloven som den ændrede

buslov må anses at være tilstrækkelig hjemmel til at de to råd kan fortsætte

deres hidtidige praksis vedrørende sager om udøvelse af virksomheden "på

forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen."

Et af hovedformålene i de to

love har således netop været en opstramning af kravne til den, der udfører

vognmandsvirksomhed og buskørselsvirksomhed, herunder til økonomi, faglige

kvalifikationer og redelighed.

Ministeriet har imidlertid

taget ombudsmandens kritik og henstilling til efterretning og skal herved

meddele, at ministeriet vil tage initiativ til ændring af lov om godskørsel

og

lov om buskørsel, således at hjemlen på det omhandlede område i de to love

kan

blive præciseret i overensstemmelse med ombudsmandens henstilling.

Ministeriet har tilstillet

medlemmerne af Vejtransportrådet og Persontrafikrådet kopi af dette brev,

således at rådenes medlemmer er orienteret om ministeriets indstilling i

sagen

og således, at rådene kan overveje, hvorvidt dette giver anledning til en

genoptagelse af de to konkrete sager, der er blevet indbragt for

ombudsmanden."

..."

Jeg meddelte

Trafikministeriet, at jeg ikke foretog videre i relation til ministeriet.

Samtidig skrev jeg følgende

til Vejtransportrådet vedrørende A's sag:

"...

Den 2. maj 1991 modtog jeg en

udtalelse fra Trafikministeriet. Af udtalelsen, der var vedlagt en udtalelse

af

6. marts 1991 fra Vejtransportrådet, fremgår det, at rådet og ministeriet

mener, at de gældende regler indeholder tilstrækkelig hjemmel for den

omhandlede praksis og for afgørelsen i den konkrete sag. Ministeriet har

imidlertid taget min kritik af hjemmelsgrundlaget til efterretning og vil nu

tage initiativ til en lovændring.

Jeg må herefter fastholde, at

der efter min opfattelse ikke i godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 8, er

hjemmel til at afslå vognmandstilladelse til (A) med den i rådets afgørelse

af

9. oktober 1989 anførte begrundelse.

Jeg skal på den baggrund

henstille, at rådet nu genoptager (A's) sag og træffer en ny afgørelse

vedrørende ansøgningen om tilladelse til godskørsel.

Efter omstændighederne skal

jeg anmode om, at sagen behandles snarest muligt. Jeg anmoder om underretning

om den afgørelse, der træffes.

..."

Endvidere skrev jeg følgende

vedrørende B's sag til Persontrafikrådet:

"...

Den 2. maj 1991 modtog jeg en

udtalelse fra Trafikministeriet. Af udtalelsen, der var vedlagt en udtalelse

af

6. marts 1991 fra Persontrafikrådet, fremgår det, at rådet og ministeriet

mener, at de gældende regler indeholder tilstrækkelig hjemmel for den

omhandlede praksis og for afgørelsen i den konkrete sag. Ministeriet har

imidlertid taget min kritik af hjemmelsgrundlaget til efterretning og vil nu

tage initiativ til en lovændring.

Jeg må herefter fastholde, at

der efter min opfattelse ikke i den dagældende buslovs § 13, stk. 1,

sammenholdt med bekendtgørelse nr. 620 af 5. december 1978 (vedr.

kvalifikationskrav til indehavere af tilladelser til buskørsel) var hjemmel

til

at afslå (B's) ansøgning om tilladelse til turist- og bestillingskørsel med

den

i rådets afgørelse af 27. april 1990 anførte begrundelse.

Jeg skal på den baggrund

henstille, at rådet nu genoptager (B's) sag og træffer en ny afgørelse

vedrørende ansøgningen om tilladelse til turist- og bestillingskørsel.

Efter omstændighederne skal

jeg anmode om, at sagen behandles snarest muligt. Jeg anmoder om underretning

om den afgørelse, der træffes.

..."

Herefter meddelte

Direktoratet for Vejtransport, at Vejtransportrådet havde genoptaget A's sag.

Rådet fandt, at A opfyldte kravene til faglige kvalifikationer i

godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 8, og at han kunne få den ønskede

tilladelse

til godskørsel, såfremt det kunne dokumenteres, at han opfyldte

godskørselslovens krav til økonomisk baggrund.

Jeg meddelte herefter

Vejtransportrådet, at jeg ikke foretog videre i A's sag.

Vedrørende B's sag modtog jeg

fra Direktoratet for Vejtransport meddelelse om, at Persontrafikrådet havde

genoptaget B's sag. Rådet fandt, at B opfyldte buslovens krav til faglige

kvalifikationer (nu buslovens § 12, stk. 1, nr. 8), og at han kunne få den

ønskede tilladelse til turist- og bestillingskørsel, såfremt det kunne

dokumenteres, at han opfyldte buslovens krav til økonomisk baggrund.

Jeg meddelte herefter Persontrafikrådet,

at jeg ikke foretog videre i B's sag.

Lignende dokumenter