Afslag på køretilladelse på grund af tidligere økonomiske vanskeligheder.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afslag på køretilladelse på grund af tidligere økonomiske
vanskeligheder.
I skrivelse af 6. februar
1990 klagede A over Vejtransportrådets afgørelse af 9. oktober 1989. Ved
afgørelsen afslog Vejtransportrådet at udstede vognmandstilladelse efter
godskørselsloven.
I skrivelser af 30. april
1990 og 8. maj 1990 klagede B til mig over Persontrafikrådets afgørelse af
27.
april 1990, hvori rådet meddelte afslag på hans ansøgning om tilladelse til
turist-
og bestillingskørsel.
I begge sager var der som
begrundelse for afslaget henvist til ansøgerens tidligere økonomiske
vanskeligheder og en administrativ praksis af tilsyneladende samme indhold på
de to områder - uanset forskelle i retsgrundlag og afgørelsesmyndighed. Jeg
besluttede på den baggrund at behandle sagerne samlet og koncentrerede mig om
spørgsmål vedrørende lovhjemlen for denne praksis.
Vedrørende Vejtransportrådets afslag på A's ansøgning.
Det fremgik af sagen, at A
den 27. februar 1989 ansøgte Direktoratet for Vejtransport om udstedelse af 2
vognmandstilladelser. Tilladelserne skulle bruges i firmaet C's Efterfølger,
v/A som vognmand.
A havde tidligere været
ansvarlig leder i virksomheden C's Vognmandsforretning A/S, der gik i
betalingsstandsning
den 24. oktober 1988.
Til brug for direktoratets
behandling af ansøgningen redegjorde A den 3. april 1989 for forholdene
omkring betalingsstandsningen vedrørende C's Vognmandsforretning A/S.
Læs alt
Af redegørelsen fremgik
bl.a.:
"...
(A) er fortsat ansat i (C)
A/S, men driver herudover kartoffelforretningen videre i eget navn, idet han
har købt de to biler, der tidligere kørte som kartoffelbiler i (C) A/S.
Det er til disse to biler (A)
søger om tilladelse til godskørsel for fremmed regning, idet der periodevis
ikke er kartofler at køre med.
..."
A's ansøgning blev forelagt
Danske Vognmænd, Hovedorganisationen af 1985, der den 19. juni 1989 udtalte:
"...
Idet der i det hele henvises
til brev af 3. april 1989, (...) årsregnskaber for 1. september 1985 til 30.
september 1986/balance pr. 30. september 1986, årsregnskab for 1. oktober
1986
til 30. september 1987/balance pr. 30. september 1987 samt foreløbigt
årsregnskab for 1987/88 samt perioderegnskab pr. betalingsstandsningsdagen
den
24. oktober 1988 for (C's) Vognmandsforretning A/S, ...., finder DV - på det
foreliggende grundlag samt efter yderligere indhentede oplysninger -, at (A)
som ansvarlig leder har haft et afgørende medansvar for virksomhedens (C) A/S
dårlige driftsresultat/negative udvikling - en udvikling, der som nævnt førte
til betalingsstandsning. På denne baggrund finder DV
ikke
(A) for fagligt kvalificeret, jf. den indtil 31. december
1988 gældende godstransportlov.
Det bemærkes i øvrigt, at DV
ej heller finder betingelserne i godskørselslovens par. 3, stk. 1, nr. 7,
opfyldt for så vidt angår (A's) faglige kvalifikationer.
Sluttelig bemærkes, at (A)
ikke
har gjort det antageligt, at han
vil kunne udøve vognmandsvirksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse
med god skik inden for branchen, jf. godskørselslovens par. 3, stk. 1, nr.
8...."
En repræsentant for A
fremsatte den 7. august 1989 bl.a. følgende kommentarer til sagen:
"...
(C), (A's) fader, drev
vognmandsvirksomhed samt engroshandel med kartofler siden 1946.
...
(A) blev ansat hos (C) den
1/4-1983.
...
(A) kom meget hurtigt til at
forestå den daglige drift af vognmandsforretningen, i hvilken forbindelse (A)
fordrede væsentlige ændringer i driften af vognmandsforretningen. Jeg kan
således bekræfte, at jeg deltog i temmelig mange møder herom, uden at det var
muligt at få gennemført de af (A) foreslåede og af mig støttede ændringer.
...
I foråret 1986 afgik først
(C's) hustru, og derefter (C) selv ved døden efter kort tids sygdom.
Det bemærkes, at (C) indtil
sin død stod for beslutningstagningen i selskabet på aldeles egenrådig vis
og,
at (C) havde svært ved at lægge øre til råd fra bank, advokat og revisor.
...
(C) Vognmandsforretning A/S's
årsregnskab for perioden 1/10-1985 til 30/9-1986 er det sidste regnskab, som
er
præget af (C); (C) døde som bekendt midt i perioden. Såvel
vognmandsforretningen som kartoffel-engros-forretningen udviser rimelige
dækningsbidrag, men fællesomkostningerne, som helt overvejende kan henføres
til vognmandsvirksomheden gør, at årets resultat er negativt. Det er helt
åbenbart, at vognmandsvirksomheden i denne periode er drevet med et ikke
uvæsentligt tab.
Dette negative
driftsresultat/negative udvikling bør ikke lægges (A) til last.
...
Med mit lange og indgående
kendskab til virksomheden, anser jeg det ikke for rigtigt, når Danske
Vognmænd
udtaler, at (A) har haft et "afgørende medansvar for det dårlige
driftsresultat/negative udvikling".
Den udvikling, som
virksomheden har været ude for, er startet år forinden (A's) tiltrædelse som
direktør."
Den 7. september 1989 afgav
Danske Vognmænd, Hovedorganisationen af 1985, en fornyet erklæring til sagen,
hvoraf bl.a. fremgik:
"...
De nævnte årsager til de
økonomiske vanskeligheder i vognmandsvirksomheden findes overvejende at
skyldes
årsager, som kan tilskrives en uforsvarlig drift af virksomheden. DV finder
det
i den forbindelse ikke dokumenteret, at dødsboet som aktionær i (C) A/S har
haft den afgørende indflydelse på den daglige, uforsvarlige drift af
vognmandsvirksomheden. I konsekvens heraf kan det afvises, at arvingerne er
ansvarlige, jf. forarbejderne til godskørselsloven.
...
Det er således ikke
dokumenteret, at (A) ikke har haft indflydelse på driften af
vognmandsvirksomheden, selv om denne i henhold til den tidligere
godstransportlov var registreret som daglig, ansvarlig leder af virksomheden.
DV finder således fortsat, at (A) som ansvarlig leder har haft et afgørende
medansvar for virksomhedens dårlige økonomiske udvikling, hvorfor DV ikke
finder, at (A) har gjort det antageligt, at han vil kunne udøve
vognmandsvirksomhed på forsvarlig måde, jf. godskørselsloven § 3, stk. 1, nr.
8.
..."
Den 9. oktober 1989 meddelte
Direktoratet for Vejtransport, at Vejtransportrådet havde afslået A's
ansøgning
om vognmandstilladelse.
Direktoratet for Vejtransport
skrev:
"...
I henhold til lovens § 3,
stk. 1, kan tilladelse til godskørsel meddeles ansøgere, der opfylder de
fastsatte kvalifikationskrav, herunder kravene til økonomisk grundlag,
faglige
kvalifikationer og vandel.
Sagen har været forelagt
Vejtransportrådet.
Rådet fandt det ikke gjort
antageligt, at (A) ville kunne udøve vognmandsvirksomhed på forsvarlig måde
og
i overensstemmelse med god skik inden for branchen, allerede fordi han var
ansvarlig leder af (C's) Vognmandsforretning A/S og således har været
medansvarlig for de økonomiske vanskeligheder i dette selskab.
Ansøgningen kan således ikke
imødekommes.
Afgørelsen kan i henhold til
lovens § 8, stk. 1, ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
..."
Herefter klagede A's advokat
til mig. Han anførte bl.a.:
"I h.t.
Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 591 af 7. september 1989 om godskørsel,
§
5, nr. 3, fordres det bl.a., at ansøgere "opfylder vandelskravene i
lovens
§ 3, stk. 1, nr. 6 og 8."
Af bemærkningerne til
lovforslaget fremgår, at bestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 8, 1. led, kommer
til
anvendelse, hvor en ansøger har begået ét eller flere strafbare forhold samt
forhold, der ikke har medført strafferetlig tiltale, eksempelvis nævnes
uredelighed, som har affødt afskedigelse fra en stilling eller, på grov måde
har tilsidesat hensynet til kunder. Endvidere nævnes, at omstændigheder ved
en
eventuel tidligere konkurs, betalingsstandsning m.v., kan bringe bestemmelsen
i
anvendelse.
I bemærkningerne hedder det
endvidere, at "Det må i øvrigt understreges, at de krav, der følger af
1.
og 2. led, i vidt omfang vil være sammenfaldende. Overtrædelse af kollektive
overenskomster, begåelse af ét eller flere strafbare forhold, nævnes i
motiverne til henhørende til bestemmelsens 2. led.
På min klients vegne skal jeg
gøre gældende, at afslaget er uberettiget, idet der ikke foreligger de i
lovens motiver nævnte kvalificerede forhold vedr. min klients vandel, jvf.
bl.a. bilag 1.10.
Idet en vognmandstilladelse
er af største betydning for min klients erhvervsmuligheder, er det min
opfattelse at begrundelsen for et afslag på ansøgning af en sådan tilladelse
bør have klar hjemmel i såvel lov som motiver.
..."
Af Direktoratet for
Vejtransports udtalelse til sagen fremgår bl.a.:
"...
I henhold til lov nr. 851 af 21.
december 1988 om godskørsel § 3, stk. 1, kan tilladelse til godskørsel for
fremmed regning meddeles ansøgere, der opfylder de fastsatte
kvalifikationskrav, herunder kravene til økonomisk grundlag, faglige
kvalifikationer og vandel, og i øvrigt gør det antageligt, at de vil kunne
udøve vognmandsvirksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god
skik inden for branchen.
Foruden strafbare og andre
uredelige forhold kan omstændigheder ved en eventuel tidligere konkurs,
betalingsstandsning m.v. ifølge bemærkningerne til lovens § 3, stk. 1, nr. 8,
medføre, at den pågældende ansøger ikke kan anses for at kunne udføre
virksomheden på forsvarlig måde.
Ifølge Vejtransportrådets
praksis er det, foruden omstændigheder ved en tidligere konkurs eller
betalingsstandsning,
især omstændigheder ved andre økonomiske vanskeligheder i hidtidig
virksomhed,
der kan bringe bestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 8, i anvendelse.
Der kan således f.eks. være
behov for at anvende bestemmelsen i tilfælde, hvor en ansvarlig leder i et
selskab er fratrådt inden en uundgåelig konkurs eller betalingsstandsning,
eller hvor det slet ikke har kunnet betale sig for kreditorerne at indgive
konkursbegæring mod en vognmand i økonomiske vanskeligheder, idet der ikke
har
været midler til dækning af omkostningerne ved en konkurs.
(A) fik med brev af 9.
oktober 1989 afslag på en ansøgning om udstedelse af 2 vognmandstilladelser i
henhold til lov om godskørsel, idet han ikke fandtes at opfylde kravet i
lovens
§ 3, stk. 1, nr. 8. (A) havde været ansvarlig leder af (C's)
Vognmandsforretning A/S, der anmeldte betalingsstandsning den 24. oktober
1988.
Vejtransportrådet fandt efter
en konkret vurdering af de foreliggende oplysninger, at de økonomiske
vanskeligheder i selskabet ikke var "undskyldelige", og at (A) som
ansvarlig leder var medansvarlig for disse og således ikke havde gjort det
antageligt, at han vil kunne udøve vognmandsvirksomhed på forsvarlig måde og
i
overensstemmelse med god skik inden for branchen.
Rådet lagde ved afgørelsen
bl.a. vægt på oplysningerne i brevene af 3. april 1989 og 7. august 1989, af
20. september 1989 ..., samt på Danske Vognmænds udtalelse af 7. september
1989... .
..."
A's advokat fremsatte den 16.
maj 1990 sine afsluttende bemærkninger til sagen. Han skrev bl.a.:
"...
I de almindelige bemærkninger
til lovforslag nr. L52/1988, pkt. 5, fastslås det med hensyn til lovens
vandelskrav, at tilladelse kan nægtes i tilfælde af strafbare forhold eller,
hvis vedkommende tidligere er afskediget fra en stilling p.g.a. uredelighed.
Af bemærkningerne til
lovforslagets § 3, nr. 1, stk. 8, fremgår det, at tilladelse kan nægtes,
såfremt "ansøgeren er afskediget fra en stilling p.g.a. uredelighed, der
ikke har medført straffesag, eller at ansøgeren i anden virksomhed på grov
måde
har tilsidesat hensyn til sine kunder. Videre kan omstændigheder ved en evt.
tidligere konkurs, betalingsstandsning m.v. medføre, at den pågældende ikke
kan
anses for at kunne udføre virksomheden på forsvarlig måde." Det fremgår
således af lovens motiver, at nægtelse af tilladelse under henvisning til
lovens § 3, stk. 1, nr. 8, forudsætter, at ansøgeren har handlet
uredeligt/strafbart.
Der er i sagens materiale,
(...) udførligt redegjort for klagers forhold i forbindelse med (C's)
Vognmandsforretning
A/S.
Såfremt det er indklagedes
praksis at nægte tilladelse i situationer som nærværende, hvor der ikke på
nogen måde er tale om uredelighed eller strafbare forhold fra ansøgerens
side,
er det min klare opfattelse, at indklagedes administrative praksis er i
åbenlys
strid med motiverne til lov om godskørsel.
..."
Vedrørende Persontrafikrådets afslag på B's ansøgning.
B's selskab fik i 1984
tilladelse til turist- og bestillingskørsel efter busloven. Tilladelsen udløb
i 1989.
Den 6. april 1989 ansøgte B
om fornyelse af tilladelsen. Ansøgningen var bilagt fotokopi af selskabets
regnskaber for de sidste 2 afsluttede regnskabsår. Ved skrivelse af 4. august
1989 redegjorde B for baggrunden for selskabets negative driftsresultat og
skrev bl.a.:
"...
(B's selskabs) negative
driftsresultater til og med 1988 skyldes dels den hårde markedskonkurrence og
dels et uheldigt køb af en bus ultimo 1986 for kr. 650.000. På grund af en
del
mangler ved leveringen har bussen aldrig været i drift i selskabet.
Da selskabet på grund af
manglerne ikke har betalt ydelserne på bussen, er finansieringsselskabet i
marts 1988 indsat i besiddelsen af bussen til en vurderingspris på kr.
555.100.
Udover det direkte tab på kr.
94.900 + advokatomkostninger og egne timer har selskabet siden købet den 23/9
1986 betalt vægtafgift og forsikringer med ca. kr. 30.000 årlig.
På grund af dette uheldige
køb har selskabet været nødt til at sige nej til en del kunder, med deraf
følgende mindre indtjening og måske tab af kunden fremover.
Indtjeningen for 1989 og
fremover forventes at blive positivt, idet selskabet pr. 1/8 1989 har fået
tilbudt årlig kørsel på ca. 140.000 kr. for Trafikselskabet (...) Amt. Denne
kørsel kræver ikke yderligere buskapacitet. Herudover er selskabet begyndt
med
at udføre grænsehandelkørsel m.v. hver uge med et positivt resultat. Samtidig
kan vi oplyse at vi aldrig har haft så meget kørsel i sommerperioden, som vi
har haft i 1989.
Selskabets egenkapital
forventes bragt intakt ved konvertering af min mellemregning med selskabet
til
indskudskapital og kontant indskud.
..."
Den 21. august 1989
indstillede "Turistvognmændene" (brancheorganisation), at B's
ansøgning skulle afslås, idet organisationen efter en gennemgang af
regnskaberne bl.a. skrev:
"...
Selskabet har i samtlige sine
4 regnskabsår haft underskud - de 2 sidste år endda allerede før
afskrivninger.
I al fald i de sidste 3 regnskabsår har der ikke været udbetalt løn til
selskabets direktør. Selskabet har nu en negativ egenkapital på kr. 504.634.
..."
Den 5. september 1989 meddelte
Direktoratet for Vejtransport for Persontrafikrådet afslag på ansøgningen med
følgende begrundelse:
"...
Rådet lagde ved afgørelsen
bl.a. vægt på, at selskabet allerede i første regnskabsår havde tabt mere end
halvdelen af sin anpartskapital, og at selskabet de efterfølgende år har haft
en negativ egenkapital.
Den 26. januar 1990
fremsendte (B) en ny ansøgning om tilladelse til turist- og
bestillingskørsel.
Det fremgik af ansøgningen,
at (B) havde stiftet et nyt selskab med sig selv som direktør, og at han
ønskede en tilladelse til turist- og bestillingskørsel for det nye selskab.
I en skrivelse af 16. februar
1990 anmodede Direktoratet for Vejtransport (B) om yderligere oplysninger til
brug for ansøgningen om tilladelsen.
Oplysningerne blev indsendt
den 28. februar 1990 og (B) redegjorde bl.a. for baggrunden for de økonomiske
vanskeligheder i det "gamle" selskab. Herudover var vedlagt 2
erklæringer fra (B's) kunder, hvori det bl.a. fremgik, at "alle opgaver
har været udført til ... (kunden og kundens gæsters) fulde tilfredshed".
Den 12. marts 1990
indstillede "Turistvognmændene", at B's nye ansøgning skulle
afslås.
Organisationen skrev:
"... vi (indstiller)
herved, at ansøgningen om tilladelse til turist- og bestillingskørsel afslås,
allerede fordi vi ikke finder, at den ansvarlige leder kan anses for fagligt
kvalificeret, jfr. Persontrafikrådets beslutning i 1989 om at nægte fornyelse
af tilladelsen til turist-og bestillingskørsel til (det gamle selskab) med
(B)
som ansvarlig leder.
..."
Den 27. april 1990 afslog
Direktoratet for Vejtransport B's ansøgning og skrev:
"I henhold til lovens §
13, stk. 1, kan tilladelse alene udstedes til selskaber, der opfylder de krav
til økonomisk baggrund, som er opstillet i Ministeriet for Offentlige
Arbejders
bekendtgørelse (nr. 620 af 5. december 1978) vedrørende kvalifikationskrav
til
indehavere af tilladelser til buskørsel, og hvis ansvarlige leder, der
vedvarende faktisk og effektivt skal forestå virksomhedens transportarbejde,
i
faglig og vandelsmæssig henseende er kvalificeret hertil.
Ansøgningen har været
forelagt Persontrafikrådet.
Rådet fandt ikke, at (B)
opfylder buslovens krav til faglige kvalifikationer.
Rådet lagde ved sin afgørelse
vægt på de foreliggende oplysninger om årsagerne til de økonomiske
vanskeligheder i den af (B's) tidligere drevne personkørselsvirksomhed,
(...),
og fandt, at han ikke havde formået at drive virksomheden på en økonomisk
forsvarlig måde.
Ansøgningen kan derfor
beklageligvis ikke imødekommes".
Herefter klagede B til mig,
idet han gjorde gældende, at han havde fået en uretfærdig behandling. B
redegjorde udførligt for problemerne omkring indkøbet af nævnte bus til det
gamle selskab.
B supplerede klagen den 8.
maj 1990 og skrev:
"...
I næsten 26 år har jeg drevet
min forretning og passet den til punkt og prikke, og i de år har jeg kørt ca.
8
mill. km, uden et eneste uheld som jeg selv har været skyld i. Igennem alle
de
år har jeg fået én eneste fartbøde på kr. 160,00 og det er det eneste
ulovlige
jeg nogen side har lavet.
Desværre ser det ud som om,
at direktoratet ser mere på ens økonomi, end på hvilke skader man har lavet.
Jeg synes, at direktoratet
har givet os så dårlig og langsommelig behandling, og holdt både mig og min
advokat hen med snak. Er det typisk, at de "små" i befolkningen får
en sådan behandling af det offentlige? Jeg er ikke engang i stand til at
passe
min forretning.
Jeg beder Dem om at hjælpe os
med at fremskaffe vores tilladelser til turist- og bestillingskørsel
omgående.
Det har kostet os en formue at betale forsikringer, vægtafgift m.m. på 3
busser
i ca. 8 måneder, hvor vi ikke har kunnet indkøre penge. Ligeledes har der
været
mange ubegrundede anmeldelser.
..."
Direktoratet for Vejtransport
anførte i sin udtalelse af 23. juli 1990 til mig:
"...
I henhold til § 13, stk. 1, i
lov om buskørsel, nr. 115 af 29. marts 1978, som er ændret ved lov nr. 192 af
29. marts 1989, kunne tilladelse alene udstedes til selskaber, der opfylder
de
krav til økonomisk baggrund, som er opstillet i Ministeriet for Offentlige
Arbejders
bekendtgørelse (nr. 620 af 5. december 1978) vedrørende kvalifikationskrav
til
indehavere af tilladelser til buskørsel, og hvis ansvarlige leder, der
vedvarende, faktisk og effektivt skal forestå virksomhedens transportarbejde,
i
faglig og vandelsmæssig henseende er kvalificeret hertil. Loven er nu ændret
ved lov nr. 364 af 6. juni 1990.
Persontrafikrådet har i visse
tilfælde afslået ansøgninger om tilladelse til turist- og bestillingskørsel
fra
ansøgere, der gennem driften af en tidligere virksomhed har vist, at de ikke
var i stand til at drive en buskørselsvirksomhed på økonomisk forsvarlig
måde.
Rådet fandt i disse tilfælde, at ansøgeren ikke opfyldte buslovens krav i
henseende til de fornødne faglige kvalifikationer.
Rådet fandt på mødet den 3. april
1990, at (B) ikke opfyldte buslovens krav til faglige kvalifikationer.
Rådet lagde ved sin afgørelse
vægt på de foreliggende oplysninger om årsagerne til de økonomiske
vanskeligheder i den af (B) tidligere drevne personkørselsvirksomhed, og
fandt,
at han ikke havde formået at drive virksomheden på økonomisk forsvarlig
måde."
(B) fremsatte sine
afsluttende bemærkninger den 1. august 1990.
I forbindelse med min
behandling af hjemmelsproblemerne i de to sager blev der den 2. november 1990
afholdt et møde på mit kontor med repræsentanter for Vejtransportrådet,
Persontrafikrådet, Direktoratet for Vejtransport og Trafikministeriet.
I enslydende skrivelser til
Trafikministeriet, Persontrafikrådet og Vejtransportrådet skrev jeg herefter
følgende vedrørende hjemmelsspørgsmålet på de to områder:
"
Vedrørende Vejtransportrådets afgørelse
:
Vejtransportrådets afgørelse
er truffet på baggrund af lov nr. 851 af 21. december 1988 om godskørsel. Det
fremgår af loven, at den, der udfører godskørsel for fremmed regning, skal
have
tilladelse hertil af Vejtransportrådet.
Lovens § 3, der regulerer,
under hvilke betingelser en sådan tilladelse kan meddeles, har følgende
ordlyd:
"Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles
personer, der
1) har dansk indfødsret,
2) har bopæl her i landet,
3) ikke er umyndiggjort eller under lavværgemål
4) hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under
konkurs,
5) har økonomisk grundlag for at drive virksomheden forretningsmæssigt
forsvarligt,
6) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en
nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed,
jf.
borgerlig straffelovs § 78, stk. 2.,
7) i faglig henseende er kvalificeret til at drive vognmandsvirksomhed
og
8) i øvrigt gør det antageligt, at de vil kunne udøve denne på
forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen."
Det er således en betingelse
for at få en vognmandstilladelse bl.a., at ansøgere "gør det antageligt,
at de vil kunne udøve (vognmandsvirksomhed) på forsvarlig måde og i
overensstemmelse med god skik indenfor branchen."
I godskørselslovens
forarbejder og i den tilhørende bekendtgørelse er dette krav angivet som et
vandelskrav. Jeg henviser til den
dagældende bekendtgørelse nr. 591 af 7. september 1989 og til de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Af de specielle bemærkninger
til godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 8, fremgår det, at bestemmelsen tænkes
anvendt, når en ansøger har begået et eller flere strafbare forhold, som ikke
omfattes af § 3, stk. 1, nr. 6, men også ved forhold, der ikke har medført
strafferetlig tiltale. "Det kan således være oplyst, at ansøgeren er
afskediget fra en stilling på grund af uredelighed, der ikke har medført
straffesag, eller at ansøgeren i anden virksomhed på grov måde har tilsidesat
hensynet til sine kunder. Videre kan omstændigheder ved en eventuel tidligere
konkurs, betalingsstandsning m.v. medføre, at den pågældende ikke kan anses
for
at kunne udføre virksomheden på forsvarlig måde." (Lovforslag nr. 52.
Folketinget 1988-89 side 12).
Direktoratet har under
henvisning til § 3, stk. 1, nr. 8, videreført en praksis efter den tidligere
lov om godstransport, hvorefter der blev givet afslag på ansøgninger, når
ansøgeren har ansvar for tidligere konkurs eller andre økonomiske
vanskeligheder
ved driften af en vognmandsvirksomhed. Der var da tale om en praksis med
hensyn
til kravene til ansøgernes
faglige
kvalifikationer.
Det nærmere indhold af denne
praksis er beskrevet i Vejtransportrådets årsberetninger, særligt
årsberetningen for 1981, kapitel VIII og årsberetningen for 1982, kapitel
VIII.
I årsberetningen for 1981 konkluderes der følgende på side 41:
" ...
Generelt kan siges, at hvis
de økonomiske vanskeligheder, ansøgeren har haft, har kunnet tilskrives
forhold, som den pågældende har været ansvarlig for, og som ved fornuftig
drift
af virksomheden kunne være undgået, er den pågældende ikke kvalificeret til
at
drive vognmandsvirksomhed.
Hvis de økonomiske problemer
derimod skyldes udefra kommende årsager, som ansøgeren ikke har haft
indflydelse på, kan vedkommende ikke lastes derfor, og hvis
godstransportlovens
øvrige kvalifikationskrav er opfyldt, vil han kunne godkendes til igen at
være
vognmand. Men der må i hver enkelt sag foretages en konkret bedømmelse på
grundlag af samtlige de oplysninger, som det har været muligt for
direktoratet
og for ansøgeren at tilvejebringe om omstændighederne omkring de økonomiske
problemer i den tidligere virksomhed."
Jeg har forstået
oplysningerne om Vejtransportrådets praksis således, at der gives afslag på
ansøgninger om vognmandstilladelser ikke alene, når ansøgeren i forbindelse
med
tidligere konkurs/betalingsstandsning m.v. har udvist strafbare eller
uredelige forhold, men også hvor ansøgeren - uden at der foreligger noget
uredeligt forhold - efter rådets opfattelse ved fornuftig drift kunne have
undgået de økonomiske vanskeligheder. Har en ansøger været involveret i en
tidligere konkurs og lign., er det i det følgende år "nærmest
umuligt" at få de ønskede tilladelser.
Efter min opfattelse er der
ikke i godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 8, hjemmel for en praksis af det
beskrevne indhold. Der er tale om afgørelser af forholdsvis indgribende
karakter - efter omstændighederne indebærer de udelukkelse fra erhverv - og
der må tilsvarende stilles krav om tilstedeværelse af en forholdsvis klar
hjemmel i loven. Bestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 8, fremtræder som et
(udvidet)
vandelskrav, og motiverne peger i overensstemmelse med sædvanlig forståelse
af
sådanne krav på, at der skal foreligge et subjektivt dadelværdigt forhold.
For at give afslag på en
ansøgning om vognmandstilladelse på grund af tidligere økonomiske
vanskeligheder må det således efter min opfattelse kræves, at ansøgeren i
forbindelse med disse vanskeligheder har udvist en personligt kritisabel
adfærd. Det er ikke nok, at ansøgeren har savnet økonomisk og
forretningsmæssigt talent. Ved vurderingen af den tidligere adfærd må
hovedvægten efter min opfattelse lægges på, om der er sket en (personligt
kritisabel) tilsidesættelse af hensynet til virksomhedens kunder. Hertil
kommer, at det, svarende til bestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 6, normalt må
kræves, at der er nærliggende fare for gentagelse i den nye virksomhed.
For så vidt disse yderligere
betingelser efter en konkret vurdering må antages at være opfyldt, rummer
bestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 8, efter min opfattelse tilstrækkelig hjemmel
til at nægte tilladelse med henvisning til ansøgerens tidligere økonomiske
vanskeligheder.
Modsat må det være min
opfattelse, at fastholdelse af den nuværende praksis i uændret omfang kræver
en
lovændring. Jeg skal herefter udtrykkeligt bemærke, at jeg ikke har taget
stilling til hensigtsmæssigheden af og det samfundsmæssige behov for en
praksis som den omhandlede. Mine betragtninger ovenfor drejer sig alene om de
retlige hjemmelskrav.
Vedrørende Persontrafikrådets afgørelse
:
Persontrafikrådets afgørelse
er truffet på baggrund af den dagældende lov om
buskørsel
, lov nr. 115 af 29. marts 1978. Det fremgik af denne lov,
at erhvervsmæssig kørsel med busser krævede tilladelse fra Persontrafikrådet.
(Loven er nu ændret, jf. nedenfor).
Lovens § 13, der regulerede,
under hvilke betingelser en sådan tilladelse kunne meddeles, havde følgende
indhold:
"Ministeren for
offentlige arbejder fastsætter nærmere regler om de kvalifikationskrav, en
ansøger skal opfylde for at få en tilladelse i henhold til denne lov,
herunder
de krav, der kan stilles til den ansvarlige leder af et selskab m.v. såfremt
dette er ansøger, jfr. § 12.
Stk. 2.
Tilladelse kan nægtes under de omstændigheder, der er nævnt
i borgerlig straffelovs § 78, stk. 2. Tilladelse kan endvidere nægtes,
såfremt
den pågældende i stilling eller erhverv har udvist en sådan adfærd, at der er
grund til at antage, at han ikke vil drive virksomheden på forsvarlig
måde."
Buslovens regler blev
suppleret af den dagældende bekendtgørelse nr. 620 af 6. december 1978
vedrørende kvalifikationskrav til indehavere af tilladelser til buskørsel.
Kravet om faglig egnethed var
reguleret i bekendtgørelsens § 9, der havde følgende indhold:
"§ 9. Til brug ved
bedømmelsen af ansøgerens faglige kvalifikationer skal ansøgningen indeholde
bekræftede oplysninger om ansøgerens hidtidige beskæftigelse og faglige
uddannelse.
Stk. 2.
For at en ansøger skal kunne anses for fagligt kvalificeret,
skal han gennem praktisk erfaring i forbindelse med mindst 3 års
beskæftigelse
i en virksomhed, der udfører personbefordring, eventuelt suppleret med
kursusuddannelse, have opnået kendskab til følgende områder inden for
administrationen af en buskørselsvirksomhed:
A. For national kørsel:
1) De for erhvervets udøvelse gældende forskrifter, herunder
lovgivningen om buskørsel, færdselslovgivningen samt reglerne vedrørende
arbejdsretlige forhold og arbejdsmiljø.2) Pris- og kalkulationsproblemer.
3) Regnskabsføring.
4) Ansvars- og forsikringsspørgsmål.
B. For international kørsel desuden:
5) De for erhvervets udøvelse i international trafik gældende
forskrifter.
6) Praksis og formaliteter i forbindelse med passage af landegrænser.
7) EF-medlemslandenes færdselslovgivning i hovedtræk.
Stk. 3.
Fra kravet om varigheden af den i stk. 2 omhandlede forudgående
beskæftigelse kan der gøres undtagelse, såfremt ganske særlige forhold hos
ansøgeren foreligger oplyst.
Stk. 4
.
En person, der i henhold til stk. 2 er fagligt
kvalificeret til at drive buskørselsvirksomhed, kan efter ansøgning få
udstedt
attest herom, såfremt han påtænker at etablere sig i et andet EF-land.
Attesten
udfærdiges af direktoratet for vejtransport."
Som jeg har forstået
Direktoratet for Vejtransport eksisterede - og eksisterer - der for
meddelelse
af tilladelser til buskørsel samme praksis omkring ansøgerens ansvar for
økonomiske vanskeligheder i tidligere virksomhed som efter godskørselsloven.
Praksis er udviklet under
henvisning til, at en ansøger skulle være fagligt egnet. Hjemmelsgrundlaget
skulle således være buslovens § 13,
stk.1
,
jf. bekendtgørelsens § 9. Hertil skal jeg bemærke, at buslovens § 13, stk. 1,
må forstås således, at de nærmere krav til ansøgernes kvalifikationer skal
fastsættes i form af retsregler udstedt af ministeren. Det er da også sket
ved
bekendtgørelse nr. 620, hvor bl.a. de faglige kvalifikationskrav er
detaljeret
fastlagt.
Lovens ordning og den måde,
den er gennemført på i bekendtgørelsen, indebærer efter min opfattelse, at
der
ikke i tillæg til bekendtgørelsens krav kan stilles yderligere faglige
kvalifikationskrav til ansøgerne.
Da den omhandlede praksis
vedrørende ansøgere, der tidligere har været i økonomiske vanskeligheder,
ikke
omfattes af bekendtgørelsen, har denne praksis som helhed - som fagligt krav
-
efter min opfattelse ikke haft den fornødne hjemmel.
For så vidt som
Persontrafikrådet eventuelt måtte anføre bestemmelsen i buslovens § 13,
stk. 2
, som lovhjemmel for den
omhandlede praksis (" ... udvist en sådan adfærd, at der er grund til at
antage, at han ikke vil drive virksomheden på forsvarlig måde."), er der
tale om vandelskrav; det vil da være en forudsætning, at der i forbindelse
med
de tidligere økonomiske vanskeligheder er udvist en subjektivt dadelværdig
adfærd. Hjemmelsproblemet vil stille sig på tilsvarende måde som under
godskørselsloven, jf. ovenfor s 00.
Jeg har noteret mig, at
busloven efter den konkrete sags afgørelse er ændret med virkning fra 1. juni
1990 (lovforslag nr. 120 af 30. maj 1990 om ændring af lov om buskørsel). Der
er herefter i buslovens § 12, stk. 1, nr. 6 og nr. 8 optaget bestemmelser,
som
ganske svarer til vandelskravene på godskørselslovens område. Jeg går ud fra,
at den her omhandlede praksis nu utvivlsomt vil blive betragtet som en del af
vandelskravene også på buslovens område, og hjemmelsproblemet vil - i mangel
af nærmere oplysning - være af helt samme karakter som beskrevet ovenfor i
relation til godskørselslovens vandelskrav.
Jeg anmoder om at modtage
oplysning om, hvad Trafikministeriet, Vejtransportrådet og Persontrafikrådet
agter at gøre i anledning af det jeg har anført som den manglende hjemmel for
(dele af) rådenes praksis med hensyn til at nægte tilladelse til ansøgere,
der
tidligere har været i økonomiske vanskeligheder. Jeg beder samtidig om
underretning om, hvad rådene agter at gøre i de to konkrete sager."
Den 14. februar 1991 blev jeg
orienteret om, at Vejtransportrådet havde drøftet sagen og sendt en
henvendelse
til Trafikministeriet, som herefter ville tage stilling til A's sag
vedrørende
godstransport.
Den 6. marts 1991 modtog jeg
en tilsvarende orientering vedrørende B's sag om buskørsel.
Den 2. maj 1991 modtog jeg en
udtalelse fra Trafikministeriet, som var bilagt identiske udtalelser af 14.
februar 1991 og 6. marts 1991 fra henholdsvis Vejtransportrådet og
Persontrafikrådet.
Af ministeriets udtalelse
fremgik bl.a. følgende:
"...
Ombudsmandens henvendelse er
rettet til Vejtransportrådet, Persontrafikrådet samt Trafikministeriet.
Rådene har, efter at have
behandlet sagen, meddelt Trafikministeriet deres indstilling i brev af
henholdsvis 14. februar og 6. marts 1991.
Vejtransportrådets udtalelse
indeholder følgende konklusion, der med de nødvendige tilpasninger nøje
svarer
til den konklusion, der findes i Persontrafikrådets udtalelse:
"Vejtransportrådet er
ikke enig med ombudsmanden i disse synspunkter. Rådet mener med sin nuværende
praksis nøje at følge de intentioner med hensyn til opstramning af
bestemmelserne for adgangen til vognmandserhvervet, der har ligget bag
gennemførelsen af den nugældende godskørselslov. I øvrigt er det efter rådets
opfattelse ikke specielt tilsidesættelse af hensyn til den tidligere
virksomheds kunder, men snarere hensynet til dens kreditorer, herunder det
offentlige, der har betydning for rådets vurdering af sådanne sager. Hertil
kommer, at den nuværende praksis kan medvirke til at begrænse det
samfundsmæssige uønskede "konkursrytteri".
Vejtransportrådet finder det
således af væsentlig betydning for sit arbejde, som bl.a. består i at søge en
sanering af vognmandserhvervet, at den nuværende praksis kan fortsætte. Hvis
dokumenteret mangel på evne til at drive vognmandsvirksomhed ikke må indgå i
rådets vurdering, vil en væsentlig del af grundlaget for Vejtransportrådets
virksomhed være bortfaldet, og funktionen vil hovedsagelig bestå i vurdering
af
egentlige lovovertrædelser."
Ministeriet skal herefter
besvare ombudsmandens henvendelse på grundlag af Vejtransportrådets og
Persontrafikrådets udtalelser i sagen.
Ministeriet har ved flere
lejligheder givet udtryk for, at der i såvel godskørselsloven som den ændrede
buslov må anses at være tilstrækkelig hjemmel til at de to råd kan fortsætte
deres hidtidige praksis vedrørende sager om udøvelse af virksomheden "på
forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen."
Et af hovedformålene i de to
love har således netop været en opstramning af kravne til den, der udfører
vognmandsvirksomhed og buskørselsvirksomhed, herunder til økonomi, faglige
kvalifikationer og redelighed.
Ministeriet har imidlertid
taget ombudsmandens kritik og henstilling til efterretning og skal herved
meddele, at ministeriet vil tage initiativ til ændring af lov om godskørsel
og
lov om buskørsel, således at hjemlen på det omhandlede område i de to love
kan
blive præciseret i overensstemmelse med ombudsmandens henstilling.
Ministeriet har tilstillet
medlemmerne af Vejtransportrådet og Persontrafikrådet kopi af dette brev,
således at rådenes medlemmer er orienteret om ministeriets indstilling i
sagen
og således, at rådene kan overveje, hvorvidt dette giver anledning til en
genoptagelse af de to konkrete sager, der er blevet indbragt for
ombudsmanden."
..."
Jeg meddelte
Trafikministeriet, at jeg ikke foretog videre i relation til ministeriet.
Samtidig skrev jeg følgende
til Vejtransportrådet vedrørende A's sag:
"...
Den 2. maj 1991 modtog jeg en
udtalelse fra Trafikministeriet. Af udtalelsen, der var vedlagt en udtalelse
af
6. marts 1991 fra Vejtransportrådet, fremgår det, at rådet og ministeriet
mener, at de gældende regler indeholder tilstrækkelig hjemmel for den
omhandlede praksis og for afgørelsen i den konkrete sag. Ministeriet har
imidlertid taget min kritik af hjemmelsgrundlaget til efterretning og vil nu
tage initiativ til en lovændring.
Jeg må herefter fastholde, at
der efter min opfattelse ikke i godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 8, er
hjemmel til at afslå vognmandstilladelse til (A) med den i rådets afgørelse
af
9. oktober 1989 anførte begrundelse.
Jeg skal på den baggrund
henstille, at rådet nu genoptager (A's) sag og træffer en ny afgørelse
vedrørende ansøgningen om tilladelse til godskørsel.
Efter omstændighederne skal
jeg anmode om, at sagen behandles snarest muligt. Jeg anmoder om underretning
om den afgørelse, der træffes.
..."
Endvidere skrev jeg følgende
vedrørende B's sag til Persontrafikrådet:
"...
Den 2. maj 1991 modtog jeg en
udtalelse fra Trafikministeriet. Af udtalelsen, der var vedlagt en udtalelse
af
6. marts 1991 fra Persontrafikrådet, fremgår det, at rådet og ministeriet
mener, at de gældende regler indeholder tilstrækkelig hjemmel for den
omhandlede praksis og for afgørelsen i den konkrete sag. Ministeriet har
imidlertid taget min kritik af hjemmelsgrundlaget til efterretning og vil nu
tage initiativ til en lovændring.
Jeg må herefter fastholde, at
der efter min opfattelse ikke i den dagældende buslovs § 13, stk. 1,
sammenholdt med bekendtgørelse nr. 620 af 5. december 1978 (vedr.
kvalifikationskrav til indehavere af tilladelser til buskørsel) var hjemmel
til
at afslå (B's) ansøgning om tilladelse til turist- og bestillingskørsel med
den
i rådets afgørelse af 27. april 1990 anførte begrundelse.
Jeg skal på den baggrund
henstille, at rådet nu genoptager (B's) sag og træffer en ny afgørelse
vedrørende ansøgningen om tilladelse til turist- og bestillingskørsel.
Efter omstændighederne skal
jeg anmode om, at sagen behandles snarest muligt. Jeg anmoder om underretning
om den afgørelse, der træffes.
..."
Herefter meddelte
Direktoratet for Vejtransport, at Vejtransportrådet havde genoptaget A's sag.
Rådet fandt, at A opfyldte kravene til faglige kvalifikationer i
godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 8, og at han kunne få den ønskede
tilladelse
til godskørsel, såfremt det kunne dokumenteres, at han opfyldte
godskørselslovens krav til økonomisk baggrund.
Jeg meddelte herefter
Vejtransportrådet, at jeg ikke foretog videre i A's sag.
Vedrørende B's sag modtog jeg
fra Direktoratet for Vejtransport meddelelse om, at Persontrafikrådet havde
genoptaget B's sag. Rådet fandt, at B opfyldte buslovens krav til faglige
kvalifikationer (nu buslovens § 12, stk. 1, nr. 8), og at han kunne få den
ønskede tilladelse til turist- og bestillingskørsel, såfremt det kunne
dokumenteres, at han opfyldte buslovens krav til økonomisk baggrund.
Jeg meddelte herefter Persontrafikrådet,
at jeg ikke foretog videre i B's sag.
Lignende dokumenter
- Afslag på ansøgning om udstedelse af vognmandstilladelse Retsinformation · 2. oktober 2002
- 1989 LSF 120 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BUSKØRSEL Retsinformation · 6. juni 1990
- Bortfald af tilladelse til buskørsel. Retsinformation · 3. november 2003
- Persontrafikrådets praksis ved administration af busloven Retsinformation · 2. februar 2019
- Vandelskravet Godskørsel Retsinformation · 1. oktober 1997
- Busloven og ulovlig kørsel af hyrekørselslignende karakter Retsinformation · 1. oktober 1997