Spring til indhold

Retsinformation

Afslag på hjælp til medicinudgifter

FOU nr 1996.189UdtalelserFolketinget23. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afslag på hjælp til medicinudgifter

Astma-Allergi Forbundet

klagede på vegne af et forældrepar over at parret havde fået afslag på hjælp

efter bistandslovens § 48 til medicinudgifter til deres datter.

Sagen vedrørte A og B's nu

treårige datter C som i flere år har lidt af allergi og tilbagevendende

infektioner. I februar 1994 ansøgte A og B om hjælp efter bistandslovens § 48

til merudgifter i forbindelse med C's lidelse.

I den anledning indhentede

Næstved Komune en statusbedømmelse af 1. marts 1994 fra speciallæge D. I

bedømmelsen var bl.a. anført følgende:

"(C) har været fulgt her

siden maj 93. Moderen er multiallergiker og der er astma og eksem i begge

familier. Ved henvisningen havde (C) allerede haft en del infektioner, og i

den

forløbne periode, har der været meget hyppige infektioner i form af

mellemørebetændelse, lungebetændelse, forkølelser og bronchitter.

Symptomerne har været værst

under ophold i dagplejen, og bedres under ophold hjemme, hvorfor der har

været

overvejet mulighed for allergi venlig dagpleje, eller anden pasningsordning.

På grund af de hyppige

infektioner, er der givet astmabehandling i form af Salbuvent mixt. og nu

anskaffelse af Baby spacer til indgift af Spirocort inhalationsspray.

Har i perioder været i

antibiotisk behandling.

Ved undersøgelsen er der

fundet en let reaktion på komælk.

(C) har tendens til astmatisk

bronchitis, og der er udtalte tilfælde af astma i familien. Det har været

Læs alt

nødvendigt med mere eller mindre konstant behandling, og der søges om tilskud

til denne, i form af Salbuvent mixt. Spirocort inhalationsspray, samt

anskaffelse

af Baby spacer til dette.

Endvidere er der tilrådet

forebyggende indsats i hjemmet, og om muligt allergi venlig dagpleje eller

støtte til pasning i hjemmet.

(C) har nu været fulgt gennem

længere tid, og tilstanden må skønnes at være kronisk."

Den 13. april 1994 afslog

Næstved Kommune familiens ansøgning om hjælp efter bistandslovens § 48.

Kommunen begrundede afgørelsen således:

"Idet der henvises til

Deres ansøgning om tilskud til merudgifter i forbindelse med (C)'s lidelse,

kan

vi meddele afslag, idet (D) oplyser i statusbedømmelse, at (C) har tendens

til

astmatisk bronchitis, og denne lidelse skønnes ikke at være en kronisk

lidelse,

hvilket er en betingelse for, at merudgifterne kan dækkes i.h.t.

Bistandslovens

§ 48.

..."

A og B klagede over

afgørelsen til Det Sociale Ankenævn for Storstrøms Amt. I klagen henviste A

og

B til at D i sin statusbedømmelse havde skønnet at tilstanden

var

kronisk, og at C's sygdom var

startet i december 1992.

Den 24. maj 1994 sendte det

sociale ankenævn en række sagsakter til A og B og bad om at modtage

eventuelle

bemærkninger til sagen inden 14 dage.

Uden at afvente fristens

udløb traf det sociale ankenævn den 2. juni 1994 afgørelse i sagen.

Afgørelsen

lød således:

"Kommunalbestyrelsens

afgørelse om afslag på hjælp til medicinudgiften tiltrædes, idet Deres barn

ikke findes omfattet af personkredsen i bistandslovens § 48, da lidelsen i

Deres barns tilfælde ikke kan anses for vedvarende efter denne bestemmelse.

Der er herved henset til, at

lidelsen efter det oplyste periodevis er i udbrud og således ikke er til

stede

hele tiden.

..."

Den 1. august 1994 bad

familien om at nævnet genoptog sagen. Familien henviste til at afgørelsen var

truffet inden udløbet af partshøringsfristen, og tilføjede den oplysning, at

C

havde været i daglig medicinsk behandling siden den 16. februar 1994 for sin

lidelse.

På den baggrund genoptog

nævnet sagen og traf den 26. august 1994 følgende afgørelse:

"Kommunalbestyrelsens

afgørelse om afslag på hjælp til medicinudgiften tiltrædes, idet Deres barn

ikke findes omfattet af personkredsen i bistandslovens § 48, da lidelsen i

Deres barns tilfælde ikke kan anses for vedvarende efter denne bestemmelse.

Der er herved henset til, at

lidelsen efter det oplyste periodevis er i udbrud og således ikke til stede

hele tiden.

..."

Den 19. september 1994

klagede familien til Den Sociale Ankestyrelse over afgørelsen. I brevet var

bl.a. anført følgende:

"...

Vi mener, det er en forkert

vurdering, når Det Sociale Ankenævn i deres stadfæstelse af kommunens afslag,

skriver at sygdommen ikke er vedvarende. Det er vor opfattelse, at lidelsen

må

betragtes som vedvarende og derved omfattet af Bistandslovens § 48, stk. 2,

nr.

2, uanset at der muligvis p.gr.a. behandlinger er anfaldsfrie perioder.

..."

Den Sociale Ankestyrelse

afviste i et brev af 18. oktober 1994 at optage sagen til principiel

behandling. Begrundelsen var den at afgørelsen var truffet efter en konkret

skønsmæssig vurdering.

I et brev af 15. november

1994 bad forbundet om at Ankestyrelsen revurderede sin afvisning. Forbundet

henviste til at "der i lægevidenskaben er konsensus for at vurdere astma

og astmatisk bronkitis som en kronisk lidelse". Forbundet fandt

endvidere

at Ankestyrelsen burde tage stilling til, om det kunne stilles som et krav at

symptomerne skal være til stede hele tiden, når symptomfriheden alene skyldes

den behandling der søges hjælp til.

I et brev af 19. januar 1995

gentog Den Sociale Ankestyrelse at spørgsmålet om hvorvidt en person er

omfattet af bistandslovens § 48, stk. 2, beror på en konkret skønsmæssig

vurdering. Ankestyrelsen henviste til Socialministeriets vejledning af 3.

juli

1987, punkterne 8 og 11, og til SM O-26-88 og SM O-30-89. I SM O-26-88 fandt

Ankestyrelsen efter en skønsmæssig vurdering at forældrene til et barn der

led

af astma, var berettiget til hjælp efter bistandslovens § 48.

Den 17. marts 1995 klagede

forbundet til mig. Forbundet henviste til at Den Sociale Ankestyrelse i

tidligere afgørelser havde anset astmatisk bronkitis for en kronisk lidelse.

Endvidere skrev forbundet at ansøgere der er omfattet af personkredsen i

bistandslovens § 48, stk. 2, nr. 2, har et retskrav på at få dækket

merudgifter ved forsørgelsen. Forbundet anførte videre følgende:

"...

Forbundet har imidlertid ikke

hverken i bestemmelsens ordlyd, offentliggjorte afgørelser eller

Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987 kunnet finde dækning for den

fortolkning, der tilsyneladende ligger til grund for ankenævnets afgørelse

hvorefter retten til hjælp til medicinudgifterne bortfalder, såfremt barnet -

på grund af medicinen - er symptomfri uden at kunne betragtes som helbredt

for

lidelsen, som således stadig latent er til stede."

I anledning af forbundets

klage indhentede jeg sagens akter og udtalelser af 5. april og 26. oktober

1995

fra Næstved Kommune og Det Sociale Ankenævn for Storstrøms Amt. Kommunen

henholdt sig i sin udtalelse til den tidligere trufne afgørelse. Nævnet skrev

bl.a. således:

"...

Det fremgår bl.a. heraf, at

klagers barn, (C), har haft hyppige infektioner i form af

mellemørebetændelse,

lungebetændelse, forkølelser og bronchitter, og at (C) siden maj 1993 har

været

i behandling herfor ved speciallæge i børnesygdomme, mere eller mindre

konstant

med Subvalent mixtur og inhalationsspray Spirocort via babyspacer.

Videre fremgår det, at

nævnets medicinske lægekonsulent har vurderet, at der er tale om

tilbagevendende udbrud af astmatisk bronchitis i forbindelse med hyppige

infektioner, og at lidelsen og dens følger således ikke er til stede hele

tiden.

Efter pkt. 8 i

Socialministeriets vejledning om hjælp efter bistandslovens § 48 af 3. juli

1987 med senere ændringer omfatter bestemmelsen i § 48, stk. 1 børn med

vedvarende handicap.

I forbindelse med en

tidligere sag har sekretariatet modtaget en vejledende telefonisk udtalelse

fra

Socialministeriet, hvorefter udtrykket vedvarende må fortolkes således, at

såvel lidelsen som dens følger hele tiden skal være til stede, for at anse

barnet for omfattet af bestemmelsen.

...

På baggrund heraf og når

henses til det oplyste om at der alene er tale om hyppige, tilbagevendende

udbrud af infektioner har nævnet fundet, at klagers barn ikke er omfattet af

personkredsen i bistandslovens § 48, stk. 1.

..."

Udtalelsen var vedlagt en

kopi af den omtalte udtalelse fra Socialministeriet. Udtalelsen lød således:

"... Socialministeriet,

oplyser, at personkredsen der er omfattet af bl's § 48, stk. 1 er børn med

vedvarende lidelser, og at det må fortolkes således at tilstanden d.v.s.

såvel

lidelsen som dens følger hele tiden skal være til stede.

Lidelser som mellemørebetændelse,

der periodevis er i udbrud findes derfor ikke omfattet af bestemmelsen,

selvom

udbruddene sker over flere år."

I anledning af nævnets

udtalelse skrev forbundet den 24. november 1995 bl.a. således:

"...

Man må forstå ankenævnets

udtalelse således, at der ved afgørelsen er lagt afgørende vægt på en

telefonisk vejledning fra Socialministeriet, som dog ikke er indhentet til

brug for den konkrete sag.

Forbundet skal ikke i øvrigt

forholde sig til denne vejledning, men finder ikke, at den er relevant i

nærværende

sag, idet vi ud fra de lægelige oplysninger fortsat må anse det for

godtgjort,

at der i (C)'s tilfælde netop er tale om en vedvarende lidelse. (C)'s

forældre

gjorde allerede i skrivelse til Det Sociale Ankenævn i Storstrøms Amt i

forbindelse med ankesagen klart, at (C) siden den 16. februar 1994 har været

i

daglig medicinsk behandling med Salbuvent mixtur og Spirocort

inhalationsspray,

jfr. kopi af vedlagte brev af 1. august 1994 fra (A).

Forældrene har på den

baggrund efter bistandslovens § 48, stk. 1, jfr. stk. 2, nr. 2 ret til hjælp

til de nødvendige medicinudgifter som følger af lidelsen.

Når denne betingelse er

opfyldt, finder Forbundet ikke, at der i bestemmelsen er hjemmel til at give

afslag med henvisning til, at medicinen i kortere eller længere perioder kan

friholde patienten for symptomerne, når dette ikke er udtryk for, at den til

grund liggende lidelse er helbredt.

..."

Ombudsmandens udtalelse:

"Bistandslovens § 48

indeholder følgende bestemmelse:

'

Stk. 1.

Personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med

et fysisk eller psykisk handicap, har ret til at få dækket de nødvendige

merudgifter ved forsørgelsen, der er en følge af handicappet, såfremt disse

overstiger 2.400 kr. i løbet af et kalenderår.

Stk. 2.

Beløbsbegrænsningen i stk. 1 gælder dog ikke:

...

2) Personer, der i hjemmet

forsørger et barn med en kronisk lidelse.'

I Socialministeriets

vejledning af 3. juli 1987 er fastsat nærmere retningslinjer for i hvilke

tilfælde der kan ydes hjælp. I vejledningens pkt. 8 er anført følgende:

'Bestemmelsen omfatter børn

med et vedvarende handicap og omfatter således foruden børn med vidtgående

fysiske eller psykiske handicap, også børn med langvarige lidelser, (fx

sukkersyge, cystisk fibrose, alvorlig belastende allergi eller hudlidelser).

At

det skal være et vedvarende handicap betyder ikke, at det skal dreje sig om

en

uhelbredelig lidelse. I praksis lægges der vægt på, om tilstanden skønnes at

vare ca. et år eller længere, men det er ikke udelukket, at lidelsen kan vare

mindre end et år.

...'

I vejledningens pkt. 11 er

anført at 'kroniske lidelser omfatter sygdomstilstande og lignende, som fra

det

tidspunkt, de opstår, normalt vil vare i flere år.'

Spørgsmålet om hvorvidt en

lidelse er kronisk i den forstand at den kan berettige til hjælp efter

bistandslovens § 48, bygger for en stor del på et lægefagligt skøn. Et sådant

skøn kan jeg efter de regler der gælder for min virksomhed, kun kritisere

hvis

der er særlige omstændigheder.

Næstved Kommune har i sin

afgørelse af 13. april 1994 ikke fundet at astmatisk bronkitis er en kronisk

lidelse der berettiger til hjælp efter bistandslovens § 48.

Det sociale ankenævn har i

sin begrundelse lagt vægt på at 'lidelsen efter det oplyste periodevis er i

udbrud og således ikke til stede hele tiden'. Jeg må forstå at nævnet herved

ikke har udelukket at astmatisk bronkitis efter en konkret vurdering kan

anses

for en kronisk lidelse. På baggrund af ankenævnets udtalelse af 26. oktober

1995 må jeg dog forstå at nævnet finder at 'såvel lidelsen som dens følger

hele

tiden skal være til stede'.

Jeg må nære betænkeligheder

ved den retsopfattelse at en lidelse konstant skal være symptomgivende for at

kunne anses for en kronisk lidelse i bistandslovens § 48's forstand, når den

periodiske symptomfrihed skyldes en vedvarende medicinering.

Familien og forbundet har

anført at årsagen til at (C) i perioder er symptomfri, er at hun siden den

16.

februar 1994 har været i daglig behandling med netop den medicin der søges

hjælp til.

Således som sagen foreligger

oplyst for mig, kan jeg ikke lægge til grund at ankenævnet i sin vurdering af

(C)'s lidelse har inddraget disse oplysninger. Jeg henviser herved til at

nævnets afgørelser af 2. juni og 26. august 1994 er fuldstændig enslydende.

Derfor har jeg henstillet at

ankenævnet genoptager sagen og foretager en ny vurdering af spørgsmålet om

hvorvidt (C)'s lidelse kan anses for kronisk. Jeg har meddelt ankenævnet at

jeg

går ud fra at nævnet i den forbindelse inddrager spørgsmålet om

medicineringens

indvirkning på lidelsens udtryk og forløb.

..."

Det sociale ankenævn meddelte

mig senere at nævnet havde truffet afgørelse om at forældreparret var

berettiget til hjælp til medicinudgifter da C's lidelse måtte anses for

kronisk.

Jeg meddelte ankenævnet at

jeg ikke foretog mig mere i sagen.

Lignende dokumenter