Spring til indhold

Retsinformation

Medicintilskud. Hjemmel. Sagsoplysning. Partshøring. Begrundelse

FOU nr 2000.345UdtalelserFolketinget12. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Medicintilskud. Hjemmel. Sagsoplysning. Partshøring.

Begrundelse

En mand, A, klagede over Den

Sociale Ankestyrelses afgørelse af 26. februar 1998 om afslag på tilskud til

medicin.

Det fremgik af sagens akter

at A er født i 1952, og at han lider af Hortons hovedpine. Denne lidelse

medfører at A i perioder har væsentlige udgifter til lægeordineret

smertestillende medicin.

Ved ansøgningsskema dateret

21. august 1997 søgte A Sønderborg Kommune om støtte til at betale hans

udgifter til medicinen Imigran som er en smertestillende medicin.

I en statusbedømmelse til

Sønderborg Kommune dateret 22. september 1997 skrev læge C:

”Jeg har været patientens

læge siden 1974. Han er hårdt ramt af Hortons hovedpine og har svær migræne.

Normalt varer

migræneanfaldene op til 6 uger. Der kan være flere måneders mellemrum. Han

har

været undersøgt her i sommer på neuromedicinsk afd., hvor man anbefaler

Imigran til behandling straks ved anfald. Han har tidligere fået andet

medicin,

men Imigran er det der hjælper bedst.

Der er mulighed for at

udvikle resistens overfor Imigran og i så fald skal han behandles med

inhalationer, der også er en meget kostbar behandling.”

Den 3. oktober 1997 afslog

Sønderborg Kommune at imødekomme A’s ansøgning. I afgørelsen skrev

kommunen

følgende:

Læs alt

”...

I forbindelse med Deres

ansøgning om medicinhjælp, kan det oplyses, at følgende betingelser for at få

tilskud efter § 58 i bistandsloven skal være opfyldt:

Der skal være tale om en varig lidelse, med et

vedvarende medicinforbrug.

Medicinen skal være tilskudsberettiget.

Den gennemsnitlige månedlige udgift skal overstige kr.

300,00.

I forbindelse med

ansøgningen, har man indhentet yderligere oplysninger ved Deres læge, (C).

Denne oplyser, at migræneanfaldene normalt varer op til 6 uger og at der kan

være flere måneders mellemrum mellem anfaldene.

Udfra det oplyste om

hyppigheden af anfaldene, skønnes De ikke at have et

vedvarende

forbrug af Imigran, hvorfor Deres ansøgning ikke kan

imødekommes.

Til Deres orientering

vedlægges 2 afgørelser som Ankestyrelsen har truffet omkring Hortons

Hovedpine

samt Migræne.

Denne afgørelse kan ankes

inden 4 uger fra dato. Klagevejledning vedlægges.

...”

Ved brev dateret 21. oktober

1997 klagede A over Sønderborg Kommunes afslag til Det Sociale Ankenævn for

Sønderjyllands Amt idet han ikke var sikker på at afgørelsen var

lovmedholdelig. I klagen skrev A blandt andet:

”Min påstand er, at der

hverken af loven eller cirkulæret fremgår, at medicintilskud er betinget af

et

vedvarende forbrug af medicin, men at kravet om det vedvarende forbrug er en

ikke-lovhjemlet praksis, der er opstået i det administrative system.

...

I § 8 i Socialministeriets

bekendtgørelse nr. 303 af 10.6.1988 anføres det alene, at der ydes hjælp til

egenudgift ud over kr. 300 månedlig til medicin, der ordineres på grund af en

varig lidelse.

Heller ikke her er der rejst

krav om, at medicinforbruget skal være vedvarende.

Eftersom man tidligere har

afgjort, at Hortons hovedpine anses for en varig lidelse, jf. SM O-89-97, er

det min opfattelse, at jeg i henhold til lovgivningen er berettiget til

refusion af mine udgifter til IMIGRAN, der er tilskudsberettiget, i det

omfang

de månedlige udgifter har oversteget kr. 300.

I det omfang der andetsteds i

lovgivningen, herunder cirkulærer, er anført et krav om at medicintilskud er

betinget af et vedvarende forbrug af medicin beder jeg Dem venligst tilstille

mig kopi heraf.”

Den 22. oktober 1997 meddelte

Sønderborg Kommune A at kommunen havde modtaget hans klage, og at kommunen

ville

revurdere sagen og derefter sende den videre til ankenævnet til endelig

afgørelse. Vedlagt brevet var en kopi af en side i bilag 2 til

Socialstyrelsens

vejledning nr. 1 af 14. juni 1988, ”oplysninger om enkelte

hjælpemidler”,

vedrørende medicin.

Den 13. november 1997 sendte

Sønderborg Kommune A’s klage videre til Det Sociale Ankenævn for

Sønderjyllands

Amt idet kommunen fastholdt den tidligere afgørelse. I brevet refererede

kommunen atter A’s læges oplysninger om hyppigheden og længden af

A’s migræneanfald.

I brev af 17. november 1997

oplyste Det Sociale Ankenævn for Sønderjyllands Amt A om at nævnet havde

modtaget hans klage. Vedlagt brevet var en kopi af kommunens brev af 13.

november 1997.

Ved brev dateret 12. januar

1998 tiltrådte Det Sociale Ankenævn for Sønderjyllands Amt kommunens

afgørelse.

I afgørelsen skrev ankenævnet blandt andet:

”Det Sociale Ankenævn er enig

i kommunens afgørelse.

Ankenævnet har ved afgørelsen

lagt vægt på de lægelige oplysninger, hvoraf fremgår, at der ikke er tale om

et

vedvarende forbrug af lægeordineret tilskudsberettiget medicin, og at De

således ikke opfylder betingelserne i bistandslovens § 58.

Ankenævnet har herunder taget

i betragtning, at Deres migræneanfald normalt varer op til 6 uger, men hvor

der

kan gå flere måneder imellem anfaldene.

Det bemærkes, at De har

mulighed for at søge kommunen om økonomisk støtte i henhold til

bistandslovens

§ 46 a, såfremt De ikke selv har økonomisk mulighed for at afholde Deres

månedlige medicinudgifter.

Om lovgrundlaget henvises til

§§ 1 og 8 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 303 af 6. juni 1988.

Endvidere henvises til Den Sociale Ankestyrelses afgørelser meddelt i SM

O-86-95 og SM O-89-97. Fotokopier vedlægges til Deres orientering.

Grundlaget for afgørelsen:

De lider af Hortons Hovedpine

med migræneanfald, som kan vare i op til 6 uger, men hvor der kan gå flere

måneder imellem anfaldene.

Af lægelige oplysninger

fremgår, at De er hårdt ramt, og at neuromedicinsk afdeling har anbefalet

Imigran til behandling straks ved anfald. I perioden 10. maj 1997 til 2. juli

1997 har De haft udgifter på kr. 4.875,80.

De har derfor den 21. august

1997 søgt Sønderborg Kommune om støtte i henhold til bistandslovens § 58 til

medicinudgifter.

Den 3. oktober 1997 har

kommunen afslået Deres ansøgning og har herunder anført, at Deres forbrug af

Imigran ikke skønnes at være vedvarende.

Den 21. oktober 1997 har De

klaget over kommunens afgørelse. De mener ikke, at der i loven

(bistandslovens

§ 58 om hjælpemidler) er angivet, at der kræves et vedvarende/varigt

forbrug

af medicin.”

Den 6. februar 1998 klagede A

over ankenævnets afslag til Den Sociale Ankestyrelse. I klagen gentog A, at

kravet om ”vedvarende forbrug” efter hans opfattelse ikke kunne

være lovligt.

Ved brev dateret den 26.

februar 1998 afslog Den Sociale Ankestyrelse at behandle sagen idet styrelsen

ikke fandt at sagen havde principiel eller generel betydning. Til støtte

herfor

anførte styrelsen at nævnets afgørelse var truffet efter en konkret

vurdering,

og at afgørelsen ikke stred imod Ankestyrelsens praksis og ikke skønnedes at

have generel betydning for retsanvendelsen på området. Herudover henviste

Ankestyrelsen til at afgørelsen var i overensstemmelse med styrelsens

fortolkning af bestemmelsernes ordlyd således som disse var kommet til udtryk

i

de SM-afgørelser som ankenævnet havde henvist til i sin afgørelse.

Den 30. april 1998 klagede A

til mig. A henviste i sin klage til SM O-146-97 der efter hans opfattelse

viser

at Den Sociale Ankestyrelse ikke er konsekvent i sine afgørelser vedrørende

spørgsmålet om vedvarende forbrug/varig lidelse.

Ved brev af 13. maj 1998 bad

jeg herefter Den Sociale Ankestyrelse om en udtalelse i anledning af klagen.

Jeg bad om at Ankestyrelsen forinden indhentede en udtalelse fra Det Sociale

Ankenævn (nu Det Sociale Nævn) for Sønderjyllands Amt og Sønderborg Kommune

om

sagen.

Den 9. november 1998 modtog

jeg Sønderborg Kommunes udtalelse af 30. juni 1998, Det Sociale Nævn for

Sønderjyllands Amts udtalelse af 1. juli 1998 og Den Sociale Ankestyrelses

udtalelse

dateret den 5. november 1998.

I sin udtalelse af 30. juni

1998 skrev Sønderborg Kommune:

”I forbindelse med

ovennævntes ansøgning om støtte til medicin over bistandslovens § 58, har man

lavet et individuelt skøn og handlet udfra gældende retspraksis i henhold til

loven og dennes vejledning, der omtaler begrebet ’vedvarende

forbrug’.

Endvidere har man henholdt sig til Ankestyrelsens tidligere afgørelser.

Der foreligger ikke

yderligere akter i sagen.”

I sin udtalelse af 1. juli

1998 skrev det sociale nævn:

”– tilbagesendes Den Sociale

Ankestyrelse under henvisning til at nævnet ikke har yderligere at tilføje

sagen.

Der henvises til nævnets

afgørelse af 12. januar 1998 og Ankestyrelsens (hidtidige) praksis, som

nævnet

ikke har ment at kunne imødegå.”

I sin udtalelse af 5.

november 1998 skrev Ankestyrelsen:

”Ombudsmanden har i brev af

13. maj 1998 anmodet om en udtalelse i anledning af en klage fra (A). I

brevet

har Ombudsmanden anmodet Ankestyrelsen om forinden at indhente udtalelser fra

Det Sociale Ankenævn for Sønderjyllands Amt og Sønderborg Kommune.

Udtalelserne

vedlægges tillige med sagens øvrige akter.

For så vidt angår klagen, har

Ankestyrelsen forstået den således, at (A) klager over at have fået afslag på

at få sin sag om medicintilskud efter bistandsloven § 58 optaget til

principiel

behandling i Ankestyrelsen.

(A) har begrundet sin klage

med, at Ankestyrelsen aldrig tidligere har taget stilling til spørgsmålet om

indskrænkende fortolkning af bistandslovens § 58 og § 8 i Socialministeriets

bekendtgørelse

nr. 303 af 10. juni 1988 om ydelse af hjælpemidler efter bistandslovens § 58.

Ankestyrelsen har forstået

dette således, at det er kravet om, at der skal være tale om et

vedvarende

medicinforbrug, (A) finder,

er udtryk for en indskrænkende fortolkning af de nævnte bestemmelser, og at

han

finder kravet uhjemlet/ulovligt.

(A) har den 6. februar 1998

klaget over en afgørelse truffet af Sønderjyllands Statsamt, Det Sociale

Ankenævn den 12. januar 1998. Nævnet har tiltrådt Sønderborg Kommunes afslag

på

ansøgning om økonomisk støtte efter bistandslovens § 58 til medicinudgifter.

Nævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at der ikke er tale om et vedvarende

forbrug af lægeordineret tilskudsberettiget medicin, og at betingelserne i

bistandslovens § 58 således ikke er opfyldt. Nævnet har taget i betragtning,

at

(A)’s migræneanfald normalt varer op til 6 uger, men at der kan gå flere

måneder mellem anfaldene.

I klagen til Ankestyrelsen

har (A) anført, at der, efter hans opfattelse, hverken i bistandslovens § 58

eller i § 8 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 303 af 6. juni 1988, er

hjemmel til at gøre tilskud til medicin betinget af et vedvarende forbrug.

(A)

anførte desuden, at han ikke fandt de to Sociale Meddelelser (SM O-86-95 og

SM

O-89-97), som kommunen og ankenævnet i sine afgørelser henviste til, for

relevante, idet hans sag alene vedrører, hvorvidt der kan stilles krav om et

vedvarende medicinforbrug.

I henhold til bistandslovens

§ 15, stk. 3 kan Ankestyrelsen optage en sag til behandling, når

Ankestyrelsen

skønner, at sagen er af principiel eller generel betydning, og i henhold til

samme bestemmelses stk. 5 kan Ankestyrelsen kun tilsidesætte skønsmæssige

afgørelser efter bistandsloven, hvis skønnet er ulovligt eller åbenbart

urimeligt.

Ankestyrelsen har den 26.

februar 1998 meddelt klageren afslag på at behandle sagen.

Ankestyrelsen fandt ikke, at

sagen havde principiel eller generel betydning, da retstilstanden fandtes

tilstrækkelig afklaret, og da nævnets afgørelse var truffet efter en konkret

vurdering og ikke på det foreliggende grundlag stred imod Ankestyrelsens

praksis.

For så vidt angik det i

klagen anførte om vedvarende medicinforbrug, henviste Ankestyrelsen til, at

afgørelsen fandtes i overensstemmelse med Ankestyrelsens fortolkning af

bestemmelsernes ordlyd, og at denne fortolkning var kommet til udtryk i de

SM-afgørelser, som det sociale ankenævn henviste til.

...

Hensigten med at yde tilskud

til medicinudgifter efter bistandslovens regler er resumeret på side 83 og

frem i delrapport om hjælpemidler fra januar 1996 udarbejdet af det af

Socialministeriet i 1995 nedsatte udvalg om hjælpemidler og andre

handicapkompenserende ydelser. Af side 85 fremgår, at baggrunden for

medicinbestemmelsen var et ønske om at friholde personer, der vedvarende har

et

medicinforbrug på grund af en varig lidelse for udgifter på mere end (nu) 300

kr. månedlig. Udvalget påpeger, at de mange forskellige regler gør området

uoverskueligt både for borgere og kommuner, og gør det vanskeligt for den

enkelte at orientere sig om, hvilke muligheder der er for at opnå dækning af

medicinudgifter. Udvalget fandt desuden, at enkelte persongrupper kom i

klemme,

idet regelsættet ikke dækker alle personer med egenudgifter til medicin, som

det efter kompensationsbetragtninger eller økonomiske betragtninger ville

være

rimeligt at yde hjælp til. Som eksempel nævnes personer, som ikke har et

vedvarende forbrug af medicin i § 58’s forstand, selvom de har en varig

lidelse, og som ikke falder ind under § 48 eller § 46 a, selv om de har store

udgifter.

Af Socialstyrelsens

vejledning nr. 1 af 14. juni 1988

om

ydelse af hjælpemidler i henhold til bistandslovens § 58 fremgår af bilag 2

om

enkelte hjælpemidler, at det er en betingelse for hjælp til medicin, at

ansøgeren

på grund af en varig lidelse har et vedvarende forbrug af lægeordineret

tilskudsberettiget medicin, og at egenudgiften overstiger 500 kr. pr. måned.

Egenudgiftsbetalingen blev nedsat til 300 kr. pr. måned ved en ændring af

bekendtgørelsen pr. 1. juni 1989.

Ankestyrelsen har i sin

fortolkning af bistandslovens § 58 og §§ 1 og 8 i Socialministeriets

bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988 lagt til grund, at offentlig støtte

til

medicinudgifter primært ydes efter sygesikringslovgivningens regler, og at

der

derudover, efter den sociale lovgivning, er mulighed for at yde tilskud til

udgifter, der ikke dækkes efter sygesikringslovens tilskudsregler.

Ankestyrelsen skal, til det i

klagen anførte, bemærke, at bestemmelserne er fortolket således, at

berettigelsen til hjælp efter hjælpemiddelbekendtgørelsens § 8 afhænger af en

konkret vurdering af den enkelte ansøgers helbredsforhold og forbrug af

tilskudsberettiget medicin.

Ankestyrelsen har lagt til

grund, at der skal være tale om et vist vedvarende forbrug af medicin for, at

det

falder ind under bistandslovens regler om hjælpemidler til personer med

varige

lidelser, der varigt nedsætter den pågældendes funktionsevne.

Ankestyrelsen har fundet

støtte til sin fortolkning om, at der skal være tale om et vist vedvarende

forbrug at medicin i ordlyden af bistandslovens § 58, stk. 1 og

hjælpemiddelbekendtgørelsens § 1, stk. 1 og 2.

Ankestyrelsen finder, at det

følger af fortolkninger af bestemmelsernes krav om ’varighed’ og

’væsentlighed’, at der skal være tale om lidelser af en sådan

sværhedsgrad, at

der skal være behov for mere end kortvarig eller lejlighedsvis brug af

tilskudsberettiget medicin.

Ankestyrelsen har givet

udtryk for denne fortolkning gennem årelang praksis, hvilket blandt andet ses

i

nedennævnte Sociale Meddelelser, omend spørgsmålet i nogle af afgørelserne

ikke

var hovedtemaet i sagerne, så fremgår Ankestyrelsens fortolkning dog

forudsætningsvist.

Af SM-O-69-93 fremgår, at det

var såvel Socialministeriets som Ankestyrelsens opfattelse, at det er en

forudsætning for hjælp til medicin efter bistandslovens § 58, at der skal

være

tale om en

vedvarende

medicinindtagelse.

Af SM O-78-93 fremgår, at der

ikke var tale om en varig lidelse, der krævede

vedvarende

forbrug af medicin.

Af SM O-26-95 fremgår, at der

var tale om en varig lidelse, der betingede

vedvarende

behandling med Losec. Derimod kunne en anden lidelse i samme sag ikke anses

for

en varig lidelse, der betingede

vedvarende

forbrug af tilskudsberettiget medicin.

Af SM O-86-95 fremgår, at

selvom der var tale om en varig lidelse, så havde den pågældende ikke et

vedvarende

forbrug af tilskudsberettiget

medicin, hvilket ansås for en forudsætning for, at der kunne ydes hjælp efter

bistandslovens § 58. Ankestyrelsen lagde vægt på hyppigheden af

migræneanfaldene.

Af SM O-89-97 fremgår, at der

ikke kunne ydes hjælp til medicinen Imigran til behandling af lidelsen

Hortons

Hovedpine. Ankestyrelsen fandt, der var tale om en varig lidelse, men under

hensyntagen til hyppigheden af anfald fandtes der ikke at være tale om et

vedvarende

forbrug af lægeordineret

tilskudsberettiget medicin.

Af SM O-146-97 fremgår, at

der kunne ydes tilskud til antibiotika til en person, der led af varige

hudlidelser, og som følge heraf havde et

vedvarende

forbrug af tilskudsberettiget medicin.

Af SM O-46-98 fremgår, at

selvom der var tale om en varig lidelse, var der ikke tale om et behov for

vedvarende

brug af præparatet Zovir grundet herpes, idet Zovir indgives tidligt i

forløbet

og da som korttidsbehandling i ca. 1 uge. Behandlingen kunne gentages ved nyt

udbrud.

Ankestyrelsen har blandt

andet på baggrund af ovennævnte afgørelser fundet retstilstanden

tilstrækkelig

afklaret.

Afslutningsvis skal det

nævnes, at denne fortolkning, som den er kommet til udtryk i Ankestyrelsens

praksis, er videreført i § 9, stk. 1 i Socialministeriets bekendtgørelse nr.

123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter

servicelovens §§ 97 og 98.

...”

Den 12. november 1998 sendte

jeg myndighedernes udtalelser til A med henblik på hans eventuelle

bemærkninger.

Den 17. november 1998 fremkom

A med sine kommentarer til Ankestyrelsens udtalelse.

Ombudsmandens udtalelse

”Afgørelsen af om De er berettiget til tilskud til Deres udgifter til

medicinen Imigran, er truffet på grundlag af § 58, stk. 1 og 5, i den

tidligere gældende lov om social bistand (bistandsloven) samt bestemmelserne

i den tidligere gældende bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988 med senere

ændringer om ydelse af hjælpemidler efter bistandslovens § 58

(hjælpemiddelbekendtgørelsen). Bistandslovens § 58, stk. 1 og 5, har følgende

ordlyd:

’§ 58.

Til personer med invaliditet eller varig sygdoms- eller aldersbetinget

svagelighed kan der ydes støtte til hjælpemidler, herunder merudgifter til

særlige beklædningsgenstande, som

er nødvendige, for at pågældende kan udøve et erhverv, eller

i væsentlig grad kan

afhjælpe pågældendes lidelse eller

i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i

hjemmet.

...

Stk. 5.

Socialministeren fastsætter regler om

afgrænsningen af de hjælpemidler, hvortil der kan ydes

støtte, og adgangen til genanskaffelse,

hvornår støtte til et hjælpemiddel ydes som lån,

i hvilket omfang modtageren selv skal bære en del af

udgiften til et hjælpemiddel,

hvorvidt der skal gælde særlige betingelser for støtte

til visse hjælpemidler,

hvorvidt visse hjælpemidler kan udleveres fra en

institution.’

I Socialministeriets

bekendtgørelse (nr. 303 af 10. juni 1988 med senere ændringer) om ydelse af

hjælpemidler efter bistandslovens § 58 er følgende fastsat:

’§ 1.

Kommunalbestyrelsen yder hjælp til anskaffelse af

hjælpemidler til personer med en varig nedsættelse af funktionsevnen på grund

af invaliditet eller varig sygdoms- eller aldersbetinget svagelighed.

Stk. 2.

Hjælp efter stk. 1 ydes, når hjælpemidlet i væsentlig grad

kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne og derved i

væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse, eller er nødvendigt for at

pågældende kan udøve et erhverv.

...

§ 3.

Der er for enkelte hjælpemidler fastsat særlige bestemmelser,

jf. §§ 8-19.

...

§ 7.

Når behovet er til stede, jf. § 1, kan der ydes hjælp til

anskaffelse af de i §§ 8-19 nævnte hjælpemidler.

§ 8.

Tilskudsberettiget

medicin

, der ordineres på grund af en varig lidelse.

Stk. 2.

Hjælpen ydes til egenudgiften over 300 kr. månedlig og

udbetales månedsvis bagud.

...’

I Socialstyrelsens vejledning

nr. 1 af 14. juni 1988 om ydelse af hjælpemidler i henhold til bistandslovens

§

58 er der som bilag 2 optrykt ’Oplysninger om enkelte

hjælpemidler’. Her står

der blandt andet:

’NKH --- Medicin (bek. § 8)

Det er en betingelse for

hjælp til medicin, at ansøgeren på grund af

varig

lidelse har et

vedvarende

forbrug af

lægeordineret tilskudsberettiget medicin, og at egenudgiften overstiger 500

kr. pr. måned.

Har ansøgeren flere varige

lidelser, for hvilke der ordineres tilskudsberettiget medicin, fx en person

med

dårligt hjerte og gigt, kan de samlede medicinudgifter lægges til grund.

Er medicinen ordineret for en

kortere periode eller uden at være et led i behandlingen af den varige

lidelse,

gives der ikke tilskud, selv om den varige lidelse kan være årsag til

hyppigere

infektionssygdomme end normalt forekommende. Som eksempel kan nævnes

antibiotika mod lungebetændelse.

Kun en lille persongruppe vil

være omfattet. Typisk vil det dreje sig om medicin til følgende varige

lidelser:

·

tilskudsberettiget smertestillende medicin

til personer i terminaltilstand,

·

antiparkinsonmidler ved parkinsonisme,

·

antihypertensiva ved for højt blodtryk,

·

antirheumatika ved kronisk leddegigt og

visse andre kroniske ledsygdomme,

·

antiepileptika ved epilepsi,

·

neuroleptika ved visse psykiatriske

lidelser og

·

antidepressiva ved manio-depressiv psykose.

Hjælp ydes kun til ansøgere,

der selv har en egenudgift på 500 kr. månedlig. Får ansøgeren hjælp til

medicin

efter andre bestemmelser, fx pensionslovgivningen som personligt tillæg,

bistandslovens §§ 46a eller 48, er der kun egenudgift i det omfang, disse

bestemmelser ikke dækker den fulde udgift.

Personer, der er medlem af

sygeforsikringen Danmark, hvor der i et vist omfang fås refusion for udgifter

til tilskudsberettiget lægeordineret medicin, har kun en egenudgift for så

vidt

angår ikke-refunderede udgifter.

Det fastsatte beløb for

egenudgiften på 500 kr. månedlig sættes i forhold til det gennemsnitlige

månedlige forbrug.

Ansøgeren må orienteres om at

meddele, hvis der indtræder ændring i ordinationen.’

Egenudgiften blev pr. 1. juli

1989 nedsat til 300 kr. pr. måned.

Begrebet ’vedvarende’

Som bekendtgørelsens §§ 7 og

8 er formuleret, har kommunalbestyrelsen mulighed for at udbetale økonomisk

hjælp til tilskudsberettiget medicin der ordineres på grund af en varig

lidelse

hvis egenudgiften overstiger 300 kr. om måneden og betingelserne i § 1 er

opfyldt.

Jeg har forstået

Ankestyrelsens udtalelse af 5. november 1998 og SM O-89-97 således at

Ankestyrelsen generelt anser Hortons Hovedpine for at være en varig lidelse.

Det fremgår af bistandslovens

§ 58, stk. 1, og bekendtgørelsens § 1 at økonomisk støtte til medicin bl.a.

kan

ydes til personer med varig nedsættelse af funktionsevnen som følge af en

varig

lidelse. Af bekendtgørelsens § 1, stk. 2, fremgår det at støtte bl.a. ydes

når

hjælpemidlet i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse for ansøgeren.

Af Socialstyrelsens vejledning nr. 1 af 14. juni 1988, ’Vejledning om

ydelse af

hjælpemidler i henhold til bistandslovens § 58’, og Ankestyrelsens

praksis

fremgår det at det anses for at være en betingelse for at der kan ydes

medicintilskud at ansøgeren har et ’vedvarende’ forbrug af den

medicin der

søges om tilskud til.

I udtalelsen af 5. november

1998 skriver Ankestyrelsen at den fortolker bestemmelserne således at

beslutningen om hvorvidt tilskud kan ydes, skal træffes på baggrund af en

konkret vurdering

af den enkeltes

helbredsforhold og forbrug af tilskudsberettiget medicin. Det er jeg ganske

enig i.

Fastlæggelsen af hvilke

tilfælde der er omfattet af lovens og bekendtgørelsens regler om ydelse af

hjælpemidler, herunder tilskudsberettiget medicin, må ske ved fortolkning.

Ved

fortolkningen indgår som elementer reglernes ordlyd, forarbejderne, hidtidig

forståelse i praksis, konsekvenserne af fortolkningen og hvilket formål

reglen

eller regelsættet har.

Reglen om støtte til

hjælpemidler blev fastsat i bistandslovens § 58 ved bistandslovens indførelse

i

1976. I bemærkningerne til lovforslaget (FT 1973-74, Tillæg A, spalte 705ff)

står bl.a. at det forudsættes at reglerne omfatter de tilfælde hvor der efter

de gældende regler i revalideringsloven ydes personer med normal erhvervsevne

tilskud til livsvigtig medicin. Endvidere fremgår det af lovbemærkningerne at

der i stk. 2, nr. 4 (senere stk. 5, nr. 4) er givet mulighed for – som

det i

praksis er sket efter såvel revalideringsloven som omsorgsloven – at

fastsætte

særlige betingelser for støtte til visse hjælpemidler.

Reglen blev udfyldt ved

socialministeriets cirkulære nr. 210 af 4. november 1975 om ydelse af

hjælpemidler, hjælp til boligindretning og omsorgsarbejde mv. efter

bistandsloven. Efter pkt. 45 i dette cirkulære var der mulighed for at

personer

der på grund af en varig lidelse, f.eks. sukkersyge, epilepsi og astma, havde

fået ordineret tilskudsberettiget medicin, kunne ydes hjælp til betaling af

25

% af bruttoudgiften når medicinforbruget var af væsentlig betydning for

ansøgerens erhvervsudøvelse.

Bestemmelsen om tilskud til

medicin blev ophævet ved bekendtgørelse nr. 470 af 22. oktober 1980 om ydelse

af hjælpemidler efter bistandslovens § 58.

Først ved bekendtgørelse nr.

303 af 10. juni 1988 om ydelse af hjælpemidler efter bistandslovens § 58

indførtes igen en bestemmelse om hjælp til tilskudsberettiget medicin der

ordineres på grund af en varig lidelse. I umiddelbar tilslutning til

udstedelsen af bekendtgørelsen udsendte Socialstyrelsen den 14. juni 1988

vejledning nr. 1 om ydelse af hjælpemidler i henhold til bistandslovens § 58,

som

indeholdt angivelsen om at ’det er en betingelse for hjælp til medicin,

at

ansøgeren på grund af en

varig

lidelse har et

vedvarende

forbrug ’.

Den nærmere afgrænsning af og

betingelserne for at få støtte til hjælpemidler, herunder hjælp til

tilskudsberettiget

medicin, er således sket ved administrativt fastsatte regler.

Lovens ordlyd eller

forarbejder bemyndiger i vidt omfang ministeren til at fastlægge de nærmere

betingelser for at få ydet et hjælpemiddel. På den baggrund har ministeren

udstedt en bekendtgørelse der er retligt bindende såvel for borgerne som for

de

administrerende myndigheder. Endvidere har Socialstyrelsen udstedt en

vejledning som i sig selv ikke anses for at være formelt bindende hverken for

borgere eller for myndigheder, men som indeholder en beskrivelse af

Socialstyrelsens egen forståelse af reglerne. Der har på grundlag af

vejledningen dannet sig en praksis hos de administrerende myndigheder og

særligt hos Den Sociale Ankestyrelse hvor man har fortolket bestemmelserne om

tilskudsberettiget medicin således at det er en betingelse at borgeren ud

over

at have en

varig lidelse

også skal

have behov for

vedvarende

behandling.

Det fremgår således af en lang række af Sociale Meddelelser fra Den Sociale

Ankestyrelse fra 1993 og frem at Ankestyrelsen har indfortolket dette krav.

Jeg må give Dem ret i at

betingelsen om et ’vedvarende forbrug’ ikke har fremgået

udtrykkeligt af

socialministerens bekendtgørelse om ydelse af hjælpemidler efter

bistandslovens

§ 58. Imidlertid må jeg ved min vurdering af sagen lægge afgørende vægt på at

denne betingelse har indgået i Ankestyrelsens praksis i længere tid. Da der

ikke i lovens ordlyd eller forarbejder er noget til hinder for at lade denne

betingelse indgå, har jeg ikke tilstrækkeligt grundlag for på nuværende

tidspunkt at lægge en anden fortolkning af bekendtgørelsen til grund ved min

behandling af sagen. Jeg har således ikke fundet grundlag for at kritisere at

Den Sociale Ankestyrelse mener at der skal være tale om et vedvarende

medicinforbrug – forstået som et behov for mere end kortvarig eller

lejlighedsvis brug af tilskudsberettiget medicin.

Jeg har noteret mig at det i

den nugældende bekendtgørelse (nr. 123 af 19. februar 1998) om ydelse af

hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98 i § 9

udtrykkeligt er anført at der kan ydes hjælp til anskaffelse af

tilskudsberettiget medicin der ordineres til vedvarende brug på grund af en

varig lidelse.

Det Sociale Ankenævn for Sønderjyllands Amts afgørelse

Afgørelsen af om De er

berettiget til økonomisk støtte, hviler for en stor del på lægefaglige

vurderinger.

Ifølge reglerne for ombudsmandens

virksomhed kan jeg kun i begrænset omfang tage stilling til afgørelser der

helt eller delvis bygger på særlig fagkyndig viden. En kontrol af de

lægefaglige vurderingers rigtighed – som er af afgørende betydning for

denne sag – kræver en fagkundskab som ombudsmanden ikke har.

Sønderborg Kommune og Det

Sociale Ankenævn for Sønderjyllands Amt bygger også i vidt omfang deres

afgørelser

på vurderinger og afvejninger af andre hensyn og omstændigheder. Som

ombudsmand har jeg normalt ikke særlige forudsætninger for at afveje disse

forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre måde end kommunen

og nævnet der beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i det daglige.

Derfor har jeg i forbindelse

med min gennemgang af sagen koncentreret min undersøgelse om de juridiske

spørgsmål i sagen, herunder myndighedernes oplysning af sagen, myndighedernes

partshøringspligt og begrundelserne for myndighedernes afgørelser.

Sagsoplysningen

Det er et grundlæggende

princip i dansk forvaltningsret at den myndighed der skal træffe afgørelse i

en

sag, har ansvaret for at sagen er tilstrækkeligt oplyst. Dette indebærer at

myndigheden har en pligt til at sikre sig dels at myndigheden er i besiddelse

af de oplysninger der er nødvendige for at træffe afgørelse i den

foreliggende

sag, dels at disse oplysninger er korrekte.

I Deres sag medfører dette at

Sønderborg Kommune og Det Sociale Nævn for Sønderjyllands Amt

bl.a. skulle sikre at der forelå

tilstrækkelige oplysninger til at belyse Deres lidelse og sværhedsgraden

heraf,

og dermed om De havde et ’vedvarende’ forbrug af medicin.

Det står mig ikke helt klart

hvor hyppigt forbruget af medicin

–

efter Ankestyrelsens praksis – skal være for at dette kan karakteriseres

som

’vedvarende’.

Som tidligere omtalt

fremgår det dog af Ankestyrelsens udtalelse af 5. november 1998 at styrelsen

mener at der skal være tale om et behov for mere end kortvarig eller

lejlighedsvis

brug af tilskudsberettiget medicin.

I statusbedømmelsen af 22.

september 1997 oplyses følgende vedrørende længden og hyppigheden af Deres

migræneanfald:

’Normalt varer

migræneanfaldene op til 6 uger. Der kan være flere måneders mellemrum.’

Som lægens bedømmelse er

formuleret, er det ikke muligt at vurdere hvor stor en del af året De har

migræneanfald og behov for behandling med Imigran. Bortset fra en af Dem

udarbejdet opgørelse der viser at De i perioden fra 10. maj 1997 til 2. juli

1997 havde udgifter til medicin på i alt 4.875,80 kr., findes der imidlertid

ikke andre oplysninger i sagen der belyser hvor ofte og hvor længe De har

migræne. Der har således ikke ved Sønderborg Kommunes og Det Sociale Nævn for

Sønderjyllands Amts afgørelser foreligget præcise oplysninger om Deres

medicinforbrug. Det er derfor min opfattelse at oplysningsgrundlaget ved

kommunens afgørelse af 3. oktober 1997 og det sociale ankenævns afgørelse af

12. januar 1998 har været utilstrækkeligt idet myndighederne ikke har været i

besiddelse af de fornødne oplysninger til at vurdere om Deres medicinforbrug

er

’vedvarende’.

Jeg har gjort Sønderborg

Kommune og Det Sociale Nævn for Sønderjyllands Amt bekendt med min opfattelse

og har samtidig henstillet til Det Sociale Nævn for Sønderjyllands Amt at

genoptage sagen til fornyet behandling og træffe en ny afgørelse i sagen. Jeg

har i den forbindelse bedt nævnet om at søge Deres medicinforbrug nærmere

belyst inden det træffer en ny afgørelse.

Partshøringspligten

Reglerne om hvornår en

myndighed har pligt til at partshøre, det vil sige give parten lejlighed til

at

fremkomme med sine bemærkninger inden der træffes afgørelse, findes i

forvaltningslovens § 19. Bestemmelsen har følgende indhold:

’§ 19.

Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at

myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens

faktiske

omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort

parten

bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en

udtalelse.

Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part

og

er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en

frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2.

Bestemmelsen i

stk. 1 gælder ikke, hvis

1)

det efter

oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at

træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,

2)

udsættelse vil

medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,

3)

partens interesse i,

at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til

offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

4)

parten ikke har ret

til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende

oplysninger,

5)

den påtænkte

afgørelse vil berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder

m.v.,

eller hvis forelæggelsen af oplysningerne for parten i øvrigt vil være

forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

6)

der ved lov er

fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig

bekendt

med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til

sagen, inden afgørelsen træffes.

...’

Efter forvaltningslovens §

19, stk. 1, har en myndighed pligt til før afgørelsen træffes at forelægge

oplysningerne vedrørende sagens faktiske omstændigheder for parten og give

denne lejlighed til at komme med bemærkninger hertil hvis følgende

betingelser

er opfyldt:

1)

parten kan ikke

antages at være bekendt med at myndigheden er i besiddelse af disse

oplysninger,

2)

oplysningerne er til

ugunst for parten, og

3)

oplysningerne er af

væsentlig betydning for sagens afgørelse.

§ 19, stk. 2, indeholder

visse undtagelser fra partshøringspligten.

Som nævnt ovenfor gælder der

i dansk forvaltningsret det princip at den myndighed der skal træffe

afgørelse

i en sag, har ansvaret for at sagen er oplyst tilstrækkeligt.

Partshøringsreglerne skal i denne forbindelse blandt andet sikre at parten

får

tilstrækkelig lejlighed til at kontrollere beslutningsgrundlaget inden

afgørelsen træffes. Eventuelle fejl i beslutningsgrundlaget kan påpeges af

parten ligesom denne også på anden måde får mulighed for at tilføje sagen

sine

synspunkter. Partshøringsreglerne skal endvidere tjene til at styrke tilliden

til forvaltningen i forbindelse med de berørte borgeres opfattelse af den

måde

hvorpå myndighederne behandler deres sag.

I afgørelsen af 3. oktober

1997 anførte Sønderborg Kommune at kommunen havde indhentet oplysninger fra

Deres læge, og at kommunen på baggrund af oplysningerne om hyppigheden af

Deres migræneanfald ikke kunne imødekomme Deres ansøgning om tilskud til

Imigran. På denne baggrund må det antages at Sønderborg Kommune anså

oplysningerne vedrørende hyppigheden af Deres migræneanfald for at være af

væsentlig betydning og til ugunst for Dem.

Da det ikke af sagens akter

fremgår at De – før kommunen traf afgørelse – fik forelagt Deres

læges

statusbedømmelse med henblik på at De kunne få mulighed for at kommentere og

eventuelt supplere denne, må jeg lægge til grund at De ikke er blevet

partshørt

over lægens statusbedømmelse hvilket jeg anser for meget beklageligt.

Jeg har gjort Sønderborg

Kommune bekendt med min opfattelse.

Eftersom de faktiske

oplysninger i Deres læges statusbedømmelse blev refereret i både Sønderborg

Kommunes afgørelse af 3. oktober 1997 og kommunens brev til Det Sociale

Ankenævn for Sønderjyllands Amt af 13. november 1997 som nævnet sendte i kopi

til Dem den 17. november 1997, mener jeg ikke at De kan antages at have været

ubekendt med at oplysningerne indgik ved behandlingen af Deres sag i nævnet.

Jeg har derfor ikke fundet grundlag for at kritisere at nævnet ikke har

partshørt Dem over oplysningerne.

Begrundelse

En afgørelse der meddeles

skriftligt, skal, medmindre den fuldt ud giver parten medhold, være ledsaget

af

en begrundelse, jf. forvaltningslovens § 22. Forvaltningslovens § 24 er

sålydende:

’§ 24.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning

til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,

afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal

begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Stk. 2.

Begrundelsen skal

endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger

vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning

for afgørelsen.

Stk. 3.

Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens

interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv

findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til

andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15.’

Det er almindeligt antaget at

en begrundelse skal indeholde en nøjagtig henvisning til de bestemmelser

afgørelsen bygger på. Se for eksempel John Vogter, Forvaltningsloven med

kommentarer, 1999, s. 422f, og Carl Aage Nørgaard mfl., Forvaltningsret

–

Sagsbehandling, 1995, s. 253.

Sønderborg Kommunes afgørelse

af 3. oktober 1997 indeholder kun en generel henvisning til bistandslovens §

58,

men ikke en henvisning til hvilke dele af § 58 kommunen har truffet afgørelse

efter. Afgørelsen indeholder heller ikke en henvisning til

hjælpemiddelbekendtgørelsens §§ 1, 3, 7 og 8.

Det fremgår således ikke af begrundelsen at kravene om at medicinen skal være

tilskudsberettiget, at der skal være tale om en varig lidelse, og at den

gennemsnitlige månedlige udgift skal overstige 300 kr., stammer fra

bekendtgørelsen. Det fremgår heller ikke af afgørelsen at kravet om at der

skal

være tale om et vedvarende medicinforbrug, bygger på Socialstyrelsens

vejledning med bilag og Den Sociale Ankestyrelses praksis ved fortolkningen

af

bekendtgørelsen.

Sønderborg Kommunes

begrundelse af 3. oktober 1997 opfylder således ikke kravene i

forvaltningslovens § 24. Det mener jeg er beklageligt.

Jeg har gjort Sønderborg

Kommune bekendt med min opfattelse.

Da De klagede over Sønderborg

Kommunes afgørelse, skrev De blandt andet at De mente at betingelsen om at et

eventuelt medicinforbrug skulle være vedvarende, var en ’ikke-lovhjemlet

praksis, der er opstået i det administrative system’.

Selv om der ikke består en

generel pligt til at komme ind på samtlige af en parts anbringender i en

begrundelse, må der antages at gælde en pligt for myndighederne til at tage

stilling til partsanbringender der ikke umiddelbart kan afvises som

uvæsentlige

eller irrelevante for afgørelsen, jf.

John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1999) s. 428, og Hans

Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 371f.

Da Deres anbringende om at

kommunens afgørelse byggede på en praksis der ikke havde hjemmel, efter min

opfattelse ikke umiddelbart kan afvises som uvæsentligt eller irrelevant,

mener

jeg det er beklageligt at Det Sociale Ankenævn for Sønderjyllands Amt ikke i

begrundelsen for afgørelsen af 12. januar 1998 forholdt sig til dette

anbringende,

men blot refererede det under punktet ’grundlaget for afgørelsen’.

Jeg har gjort nævnet bekendt

med min opfattelse.

Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 26. februar 1998

Efter bistandslovens § 15,

stk. 3, er det sociale ankenævns afgørelse som udgangspunkt endelig. Den

Sociale Ankestyrelse kan dog i henhold til bistandsloven § 15, stk. 3, tage

denne type af sager op til behandling når Ankestyrelsen skønner at sagen er

af

principiel eller generel betydning.

Ankestyrelsen bygger i vidt

omfang sin afgørelse af om en sag har principiel eller generel betydning på

vurderinger og afvejninger af en række forskellige hensyn som Ankestyrelsen

blandt andet har anført i sit brev af 26. februar 1998. Som ombudsmand har

jeg

ikke særlige forudsætninger for at afveje disse forskellige hensyn og

omstændigheder på en anden og bedre måde end Den Sociale Ankestyrelse der

beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i det daglige.

Normalt kan jeg derfor ikke gå

ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun hvis

der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere

Ankestyrelsens

afgørelse. Det kan for eksempel være tilfældet hvis sagen (om hvorvidt

Ankestyrelsen skal tage Deres sag op til behandling) er mangelfuldt oplyst,

eller afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en

forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet.

Under min gennemgang af Deres

sag har jeg ikke fundet sådanne særlige omstændigheder at jeg kan kritisere

Den

Sociale Ankestyrelses afgørelse om ikke at optage Deres sag til behandling.

Jeg

kan derfor ikke foretage mig mere vedrørende Den Sociale Ankestyrelses

afgørelse.”

Det sociale nævn genoptog

behandlingen af sagen. Efter at have fået belyst A’s medicinforbrug

nærmere

fastholdt nævnet sin afgørelse om at A ikke opfyldte betingelserne for

tilskud

til medicin.

Herefter foretog jeg mig ikke

mere i sagen.

Lignende dokumenter