Medicintilskud. Hjemmel. Sagsoplysning. Partshøring. Begrundelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Medicintilskud. Hjemmel. Sagsoplysning. Partshøring.
Begrundelse
En mand, A, klagede over Den
Sociale Ankestyrelses afgørelse af 26. februar 1998 om afslag på tilskud til
medicin.
Det fremgik af sagens akter
at A er født i 1952, og at han lider af Hortons hovedpine. Denne lidelse
medfører at A i perioder har væsentlige udgifter til lægeordineret
smertestillende medicin.
Ved ansøgningsskema dateret
21. august 1997 søgte A Sønderborg Kommune om støtte til at betale hans
udgifter til medicinen Imigran som er en smertestillende medicin.
I en statusbedømmelse til
Sønderborg Kommune dateret 22. september 1997 skrev læge C:
”Jeg har været patientens
læge siden 1974. Han er hårdt ramt af Hortons hovedpine og har svær migræne.
Normalt varer
migræneanfaldene op til 6 uger. Der kan være flere måneders mellemrum. Han
har
været undersøgt her i sommer på neuromedicinsk afd., hvor man anbefaler
Imigran til behandling straks ved anfald. Han har tidligere fået andet
medicin,
men Imigran er det der hjælper bedst.
Der er mulighed for at
udvikle resistens overfor Imigran og i så fald skal han behandles med
inhalationer, der også er en meget kostbar behandling.”
Den 3. oktober 1997 afslog
Sønderborg Kommune at imødekomme A’s ansøgning. I afgørelsen skrev
kommunen
følgende:
Læs alt
”...
I forbindelse med Deres
ansøgning om medicinhjælp, kan det oplyses, at følgende betingelser for at få
tilskud efter § 58 i bistandsloven skal være opfyldt:
Der skal være tale om en varig lidelse, med et
vedvarende medicinforbrug.
Medicinen skal være tilskudsberettiget.
Den gennemsnitlige månedlige udgift skal overstige kr.
300,00.
I forbindelse med
ansøgningen, har man indhentet yderligere oplysninger ved Deres læge, (C).
Denne oplyser, at migræneanfaldene normalt varer op til 6 uger og at der kan
være flere måneders mellemrum mellem anfaldene.
Udfra det oplyste om
hyppigheden af anfaldene, skønnes De ikke at have et
vedvarende
forbrug af Imigran, hvorfor Deres ansøgning ikke kan
imødekommes.
Til Deres orientering
vedlægges 2 afgørelser som Ankestyrelsen har truffet omkring Hortons
Hovedpine
samt Migræne.
Denne afgørelse kan ankes
inden 4 uger fra dato. Klagevejledning vedlægges.
...”
Ved brev dateret 21. oktober
1997 klagede A over Sønderborg Kommunes afslag til Det Sociale Ankenævn for
Sønderjyllands Amt idet han ikke var sikker på at afgørelsen var
lovmedholdelig. I klagen skrev A blandt andet:
”Min påstand er, at der
hverken af loven eller cirkulæret fremgår, at medicintilskud er betinget af
et
vedvarende forbrug af medicin, men at kravet om det vedvarende forbrug er en
ikke-lovhjemlet praksis, der er opstået i det administrative system.
...
I § 8 i Socialministeriets
bekendtgørelse nr. 303 af 10.6.1988 anføres det alene, at der ydes hjælp til
egenudgift ud over kr. 300 månedlig til medicin, der ordineres på grund af en
varig lidelse.
Heller ikke her er der rejst
krav om, at medicinforbruget skal være vedvarende.
Eftersom man tidligere har
afgjort, at Hortons hovedpine anses for en varig lidelse, jf. SM O-89-97, er
det min opfattelse, at jeg i henhold til lovgivningen er berettiget til
refusion af mine udgifter til IMIGRAN, der er tilskudsberettiget, i det
omfang
de månedlige udgifter har oversteget kr. 300.
I det omfang der andetsteds i
lovgivningen, herunder cirkulærer, er anført et krav om at medicintilskud er
betinget af et vedvarende forbrug af medicin beder jeg Dem venligst tilstille
mig kopi heraf.”
Den 22. oktober 1997 meddelte
Sønderborg Kommune A at kommunen havde modtaget hans klage, og at kommunen
ville
revurdere sagen og derefter sende den videre til ankenævnet til endelig
afgørelse. Vedlagt brevet var en kopi af en side i bilag 2 til
Socialstyrelsens
vejledning nr. 1 af 14. juni 1988, ”oplysninger om enkelte
hjælpemidler”,
vedrørende medicin.
Den 13. november 1997 sendte
Sønderborg Kommune A’s klage videre til Det Sociale Ankenævn for
Sønderjyllands
Amt idet kommunen fastholdt den tidligere afgørelse. I brevet refererede
kommunen atter A’s læges oplysninger om hyppigheden og længden af
A’s migræneanfald.
I brev af 17. november 1997
oplyste Det Sociale Ankenævn for Sønderjyllands Amt A om at nævnet havde
modtaget hans klage. Vedlagt brevet var en kopi af kommunens brev af 13.
november 1997.
Ved brev dateret 12. januar
1998 tiltrådte Det Sociale Ankenævn for Sønderjyllands Amt kommunens
afgørelse.
I afgørelsen skrev ankenævnet blandt andet:
”Det Sociale Ankenævn er enig
i kommunens afgørelse.
Ankenævnet har ved afgørelsen
lagt vægt på de lægelige oplysninger, hvoraf fremgår, at der ikke er tale om
et
vedvarende forbrug af lægeordineret tilskudsberettiget medicin, og at De
således ikke opfylder betingelserne i bistandslovens § 58.
Ankenævnet har herunder taget
i betragtning, at Deres migræneanfald normalt varer op til 6 uger, men hvor
der
kan gå flere måneder imellem anfaldene.
Det bemærkes, at De har
mulighed for at søge kommunen om økonomisk støtte i henhold til
bistandslovens
§ 46 a, såfremt De ikke selv har økonomisk mulighed for at afholde Deres
månedlige medicinudgifter.
Om lovgrundlaget henvises til
§§ 1 og 8 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 303 af 6. juni 1988.
Endvidere henvises til Den Sociale Ankestyrelses afgørelser meddelt i SM
O-86-95 og SM O-89-97. Fotokopier vedlægges til Deres orientering.
Grundlaget for afgørelsen:
De lider af Hortons Hovedpine
med migræneanfald, som kan vare i op til 6 uger, men hvor der kan gå flere
måneder imellem anfaldene.
Af lægelige oplysninger
fremgår, at De er hårdt ramt, og at neuromedicinsk afdeling har anbefalet
Imigran til behandling straks ved anfald. I perioden 10. maj 1997 til 2. juli
1997 har De haft udgifter på kr. 4.875,80.
De har derfor den 21. august
1997 søgt Sønderborg Kommune om støtte i henhold til bistandslovens § 58 til
medicinudgifter.
Den 3. oktober 1997 har
kommunen afslået Deres ansøgning og har herunder anført, at Deres forbrug af
Imigran ikke skønnes at være vedvarende.
Den 21. oktober 1997 har De
klaget over kommunens afgørelse. De mener ikke, at der i loven
(bistandslovens
§ 58 om hjælpemidler) er angivet, at der kræves et vedvarende/varigt
forbrug
af medicin.”
Den 6. februar 1998 klagede A
over ankenævnets afslag til Den Sociale Ankestyrelse. I klagen gentog A, at
kravet om ”vedvarende forbrug” efter hans opfattelse ikke kunne
være lovligt.
Ved brev dateret den 26.
februar 1998 afslog Den Sociale Ankestyrelse at behandle sagen idet styrelsen
ikke fandt at sagen havde principiel eller generel betydning. Til støtte
herfor
anførte styrelsen at nævnets afgørelse var truffet efter en konkret
vurdering,
og at afgørelsen ikke stred imod Ankestyrelsens praksis og ikke skønnedes at
have generel betydning for retsanvendelsen på området. Herudover henviste
Ankestyrelsen til at afgørelsen var i overensstemmelse med styrelsens
fortolkning af bestemmelsernes ordlyd således som disse var kommet til udtryk
i
de SM-afgørelser som ankenævnet havde henvist til i sin afgørelse.
Den 30. april 1998 klagede A
til mig. A henviste i sin klage til SM O-146-97 der efter hans opfattelse
viser
at Den Sociale Ankestyrelse ikke er konsekvent i sine afgørelser vedrørende
spørgsmålet om vedvarende forbrug/varig lidelse.
Ved brev af 13. maj 1998 bad
jeg herefter Den Sociale Ankestyrelse om en udtalelse i anledning af klagen.
Jeg bad om at Ankestyrelsen forinden indhentede en udtalelse fra Det Sociale
Ankenævn (nu Det Sociale Nævn) for Sønderjyllands Amt og Sønderborg Kommune
om
sagen.
Den 9. november 1998 modtog
jeg Sønderborg Kommunes udtalelse af 30. juni 1998, Det Sociale Nævn for
Sønderjyllands Amts udtalelse af 1. juli 1998 og Den Sociale Ankestyrelses
udtalelse
dateret den 5. november 1998.
I sin udtalelse af 30. juni
1998 skrev Sønderborg Kommune:
”I forbindelse med
ovennævntes ansøgning om støtte til medicin over bistandslovens § 58, har man
lavet et individuelt skøn og handlet udfra gældende retspraksis i henhold til
loven og dennes vejledning, der omtaler begrebet ’vedvarende
forbrug’.
Endvidere har man henholdt sig til Ankestyrelsens tidligere afgørelser.
Der foreligger ikke
yderligere akter i sagen.”
I sin udtalelse af 1. juli
1998 skrev det sociale nævn:
”– tilbagesendes Den Sociale
Ankestyrelse under henvisning til at nævnet ikke har yderligere at tilføje
sagen.
Der henvises til nævnets
afgørelse af 12. januar 1998 og Ankestyrelsens (hidtidige) praksis, som
nævnet
ikke har ment at kunne imødegå.”
I sin udtalelse af 5.
november 1998 skrev Ankestyrelsen:
”Ombudsmanden har i brev af
13. maj 1998 anmodet om en udtalelse i anledning af en klage fra (A). I
brevet
har Ombudsmanden anmodet Ankestyrelsen om forinden at indhente udtalelser fra
Det Sociale Ankenævn for Sønderjyllands Amt og Sønderborg Kommune.
Udtalelserne
vedlægges tillige med sagens øvrige akter.
For så vidt angår klagen, har
Ankestyrelsen forstået den således, at (A) klager over at have fået afslag på
at få sin sag om medicintilskud efter bistandsloven § 58 optaget til
principiel
behandling i Ankestyrelsen.
(A) har begrundet sin klage
med, at Ankestyrelsen aldrig tidligere har taget stilling til spørgsmålet om
indskrænkende fortolkning af bistandslovens § 58 og § 8 i Socialministeriets
bekendtgørelse
nr. 303 af 10. juni 1988 om ydelse af hjælpemidler efter bistandslovens § 58.
Ankestyrelsen har forstået
dette således, at det er kravet om, at der skal være tale om et
vedvarende
medicinforbrug, (A) finder,
er udtryk for en indskrænkende fortolkning af de nævnte bestemmelser, og at
han
finder kravet uhjemlet/ulovligt.
(A) har den 6. februar 1998
klaget over en afgørelse truffet af Sønderjyllands Statsamt, Det Sociale
Ankenævn den 12. januar 1998. Nævnet har tiltrådt Sønderborg Kommunes afslag
på
ansøgning om økonomisk støtte efter bistandslovens § 58 til medicinudgifter.
Nævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at der ikke er tale om et vedvarende
forbrug af lægeordineret tilskudsberettiget medicin, og at betingelserne i
bistandslovens § 58 således ikke er opfyldt. Nævnet har taget i betragtning,
at
(A)’s migræneanfald normalt varer op til 6 uger, men at der kan gå flere
måneder mellem anfaldene.
I klagen til Ankestyrelsen
har (A) anført, at der, efter hans opfattelse, hverken i bistandslovens § 58
eller i § 8 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 303 af 6. juni 1988, er
hjemmel til at gøre tilskud til medicin betinget af et vedvarende forbrug.
(A)
anførte desuden, at han ikke fandt de to Sociale Meddelelser (SM O-86-95 og
SM
O-89-97), som kommunen og ankenævnet i sine afgørelser henviste til, for
relevante, idet hans sag alene vedrører, hvorvidt der kan stilles krav om et
vedvarende medicinforbrug.
I henhold til bistandslovens
§ 15, stk. 3 kan Ankestyrelsen optage en sag til behandling, når
Ankestyrelsen
skønner, at sagen er af principiel eller generel betydning, og i henhold til
samme bestemmelses stk. 5 kan Ankestyrelsen kun tilsidesætte skønsmæssige
afgørelser efter bistandsloven, hvis skønnet er ulovligt eller åbenbart
urimeligt.
Ankestyrelsen har den 26.
februar 1998 meddelt klageren afslag på at behandle sagen.
Ankestyrelsen fandt ikke, at
sagen havde principiel eller generel betydning, da retstilstanden fandtes
tilstrækkelig afklaret, og da nævnets afgørelse var truffet efter en konkret
vurdering og ikke på det foreliggende grundlag stred imod Ankestyrelsens
praksis.
For så vidt angik det i
klagen anførte om vedvarende medicinforbrug, henviste Ankestyrelsen til, at
afgørelsen fandtes i overensstemmelse med Ankestyrelsens fortolkning af
bestemmelsernes ordlyd, og at denne fortolkning var kommet til udtryk i de
SM-afgørelser, som det sociale ankenævn henviste til.
...
Hensigten med at yde tilskud
til medicinudgifter efter bistandslovens regler er resumeret på side 83 og
frem i delrapport om hjælpemidler fra januar 1996 udarbejdet af det af
Socialministeriet i 1995 nedsatte udvalg om hjælpemidler og andre
handicapkompenserende ydelser. Af side 85 fremgår, at baggrunden for
medicinbestemmelsen var et ønske om at friholde personer, der vedvarende har
et
medicinforbrug på grund af en varig lidelse for udgifter på mere end (nu) 300
kr. månedlig. Udvalget påpeger, at de mange forskellige regler gør området
uoverskueligt både for borgere og kommuner, og gør det vanskeligt for den
enkelte at orientere sig om, hvilke muligheder der er for at opnå dækning af
medicinudgifter. Udvalget fandt desuden, at enkelte persongrupper kom i
klemme,
idet regelsættet ikke dækker alle personer med egenudgifter til medicin, som
det efter kompensationsbetragtninger eller økonomiske betragtninger ville
være
rimeligt at yde hjælp til. Som eksempel nævnes personer, som ikke har et
vedvarende forbrug af medicin i § 58’s forstand, selvom de har en varig
lidelse, og som ikke falder ind under § 48 eller § 46 a, selv om de har store
udgifter.
Af Socialstyrelsens
vejledning nr. 1 af 14. juni 1988
om
ydelse af hjælpemidler i henhold til bistandslovens § 58 fremgår af bilag 2
om
enkelte hjælpemidler, at det er en betingelse for hjælp til medicin, at
ansøgeren
på grund af en varig lidelse har et vedvarende forbrug af lægeordineret
tilskudsberettiget medicin, og at egenudgiften overstiger 500 kr. pr. måned.
Egenudgiftsbetalingen blev nedsat til 300 kr. pr. måned ved en ændring af
bekendtgørelsen pr. 1. juni 1989.
Ankestyrelsen har i sin
fortolkning af bistandslovens § 58 og §§ 1 og 8 i Socialministeriets
bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988 lagt til grund, at offentlig støtte
til
medicinudgifter primært ydes efter sygesikringslovgivningens regler, og at
der
derudover, efter den sociale lovgivning, er mulighed for at yde tilskud til
udgifter, der ikke dækkes efter sygesikringslovens tilskudsregler.
Ankestyrelsen skal, til det i
klagen anførte, bemærke, at bestemmelserne er fortolket således, at
berettigelsen til hjælp efter hjælpemiddelbekendtgørelsens § 8 afhænger af en
konkret vurdering af den enkelte ansøgers helbredsforhold og forbrug af
tilskudsberettiget medicin.
Ankestyrelsen har lagt til
grund, at der skal være tale om et vist vedvarende forbrug af medicin for, at
det
falder ind under bistandslovens regler om hjælpemidler til personer med
varige
lidelser, der varigt nedsætter den pågældendes funktionsevne.
Ankestyrelsen har fundet
støtte til sin fortolkning om, at der skal være tale om et vist vedvarende
forbrug at medicin i ordlyden af bistandslovens § 58, stk. 1 og
hjælpemiddelbekendtgørelsens § 1, stk. 1 og 2.
Ankestyrelsen finder, at det
følger af fortolkninger af bestemmelsernes krav om ’varighed’ og
’væsentlighed’, at der skal være tale om lidelser af en sådan
sværhedsgrad, at
der skal være behov for mere end kortvarig eller lejlighedsvis brug af
tilskudsberettiget medicin.
Ankestyrelsen har givet
udtryk for denne fortolkning gennem årelang praksis, hvilket blandt andet ses
i
nedennævnte Sociale Meddelelser, omend spørgsmålet i nogle af afgørelserne
ikke
var hovedtemaet i sagerne, så fremgår Ankestyrelsens fortolkning dog
forudsætningsvist.
Af SM-O-69-93 fremgår, at det
var såvel Socialministeriets som Ankestyrelsens opfattelse, at det er en
forudsætning for hjælp til medicin efter bistandslovens § 58, at der skal
være
tale om en
vedvarende
medicinindtagelse.
Af SM O-78-93 fremgår, at der
ikke var tale om en varig lidelse, der krævede
vedvarende
forbrug af medicin.
Af SM O-26-95 fremgår, at der
var tale om en varig lidelse, der betingede
vedvarende
behandling med Losec. Derimod kunne en anden lidelse i samme sag ikke anses
for
en varig lidelse, der betingede
vedvarende
forbrug af tilskudsberettiget medicin.
Af SM O-86-95 fremgår, at
selvom der var tale om en varig lidelse, så havde den pågældende ikke et
vedvarende
forbrug af tilskudsberettiget
medicin, hvilket ansås for en forudsætning for, at der kunne ydes hjælp efter
bistandslovens § 58. Ankestyrelsen lagde vægt på hyppigheden af
migræneanfaldene.
Af SM O-89-97 fremgår, at der
ikke kunne ydes hjælp til medicinen Imigran til behandling af lidelsen
Hortons
Hovedpine. Ankestyrelsen fandt, der var tale om en varig lidelse, men under
hensyntagen til hyppigheden af anfald fandtes der ikke at være tale om et
vedvarende
forbrug af lægeordineret
tilskudsberettiget medicin.
Af SM O-146-97 fremgår, at
der kunne ydes tilskud til antibiotika til en person, der led af varige
hudlidelser, og som følge heraf havde et
vedvarende
forbrug af tilskudsberettiget medicin.
Af SM O-46-98 fremgår, at
selvom der var tale om en varig lidelse, var der ikke tale om et behov for
vedvarende
brug af præparatet Zovir grundet herpes, idet Zovir indgives tidligt i
forløbet
og da som korttidsbehandling i ca. 1 uge. Behandlingen kunne gentages ved nyt
udbrud.
Ankestyrelsen har blandt
andet på baggrund af ovennævnte afgørelser fundet retstilstanden
tilstrækkelig
afklaret.
Afslutningsvis skal det
nævnes, at denne fortolkning, som den er kommet til udtryk i Ankestyrelsens
praksis, er videreført i § 9, stk. 1 i Socialministeriets bekendtgørelse nr.
123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter
servicelovens §§ 97 og 98.
...”
Den 12. november 1998 sendte
jeg myndighedernes udtalelser til A med henblik på hans eventuelle
bemærkninger.
Den 17. november 1998 fremkom
A med sine kommentarer til Ankestyrelsens udtalelse.
Ombudsmandens udtalelse
”Afgørelsen af om De er berettiget til tilskud til Deres udgifter til
medicinen Imigran, er truffet på grundlag af § 58, stk. 1 og 5, i den
tidligere gældende lov om social bistand (bistandsloven) samt bestemmelserne
i den tidligere gældende bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988 med senere
ændringer om ydelse af hjælpemidler efter bistandslovens § 58
(hjælpemiddelbekendtgørelsen). Bistandslovens § 58, stk. 1 og 5, har følgende
ordlyd:
’§ 58.
Til personer med invaliditet eller varig sygdoms- eller aldersbetinget
svagelighed kan der ydes støtte til hjælpemidler, herunder merudgifter til
særlige beklædningsgenstande, som
er nødvendige, for at pågældende kan udøve et erhverv, eller
i væsentlig grad kan
afhjælpe pågældendes lidelse eller
i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i
hjemmet.
...
Stk. 5.
Socialministeren fastsætter regler om
afgrænsningen af de hjælpemidler, hvortil der kan ydes
støtte, og adgangen til genanskaffelse,
hvornår støtte til et hjælpemiddel ydes som lån,
i hvilket omfang modtageren selv skal bære en del af
udgiften til et hjælpemiddel,
hvorvidt der skal gælde særlige betingelser for støtte
til visse hjælpemidler,
hvorvidt visse hjælpemidler kan udleveres fra en
institution.’
I Socialministeriets
bekendtgørelse (nr. 303 af 10. juni 1988 med senere ændringer) om ydelse af
hjælpemidler efter bistandslovens § 58 er følgende fastsat:
’§ 1.
Kommunalbestyrelsen yder hjælp til anskaffelse af
hjælpemidler til personer med en varig nedsættelse af funktionsevnen på grund
af invaliditet eller varig sygdoms- eller aldersbetinget svagelighed.
Stk. 2.
Hjælp efter stk. 1 ydes, når hjælpemidlet i væsentlig grad
kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne og derved i
væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse, eller er nødvendigt for at
pågældende kan udøve et erhverv.
...
§ 3.
Der er for enkelte hjælpemidler fastsat særlige bestemmelser,
jf. §§ 8-19.
...
§ 7.
Når behovet er til stede, jf. § 1, kan der ydes hjælp til
anskaffelse af de i §§ 8-19 nævnte hjælpemidler.
§ 8.
Tilskudsberettiget
medicin
, der ordineres på grund af en varig lidelse.
Stk. 2.
Hjælpen ydes til egenudgiften over 300 kr. månedlig og
udbetales månedsvis bagud.
...’
I Socialstyrelsens vejledning
nr. 1 af 14. juni 1988 om ydelse af hjælpemidler i henhold til bistandslovens
§
58 er der som bilag 2 optrykt ’Oplysninger om enkelte
hjælpemidler’. Her står
der blandt andet:
’NKH --- Medicin (bek. § 8)
Det er en betingelse for
hjælp til medicin, at ansøgeren på grund af
varig
lidelse har et
vedvarende
forbrug af
lægeordineret tilskudsberettiget medicin, og at egenudgiften overstiger 500
kr. pr. måned.
Har ansøgeren flere varige
lidelser, for hvilke der ordineres tilskudsberettiget medicin, fx en person
med
dårligt hjerte og gigt, kan de samlede medicinudgifter lægges til grund.
Er medicinen ordineret for en
kortere periode eller uden at være et led i behandlingen af den varige
lidelse,
gives der ikke tilskud, selv om den varige lidelse kan være årsag til
hyppigere
infektionssygdomme end normalt forekommende. Som eksempel kan nævnes
antibiotika mod lungebetændelse.
Kun en lille persongruppe vil
være omfattet. Typisk vil det dreje sig om medicin til følgende varige
lidelser:
·
tilskudsberettiget smertestillende medicin
til personer i terminaltilstand,
·
antiparkinsonmidler ved parkinsonisme,
·
antihypertensiva ved for højt blodtryk,
·
antirheumatika ved kronisk leddegigt og
visse andre kroniske ledsygdomme,
·
antiepileptika ved epilepsi,
·
neuroleptika ved visse psykiatriske
lidelser og
·
antidepressiva ved manio-depressiv psykose.
Hjælp ydes kun til ansøgere,
der selv har en egenudgift på 500 kr. månedlig. Får ansøgeren hjælp til
medicin
efter andre bestemmelser, fx pensionslovgivningen som personligt tillæg,
bistandslovens §§ 46a eller 48, er der kun egenudgift i det omfang, disse
bestemmelser ikke dækker den fulde udgift.
Personer, der er medlem af
sygeforsikringen Danmark, hvor der i et vist omfang fås refusion for udgifter
til tilskudsberettiget lægeordineret medicin, har kun en egenudgift for så
vidt
angår ikke-refunderede udgifter.
Det fastsatte beløb for
egenudgiften på 500 kr. månedlig sættes i forhold til det gennemsnitlige
månedlige forbrug.
Ansøgeren må orienteres om at
meddele, hvis der indtræder ændring i ordinationen.’
Egenudgiften blev pr. 1. juli
1989 nedsat til 300 kr. pr. måned.
Begrebet ’vedvarende’
Som bekendtgørelsens §§ 7 og
8 er formuleret, har kommunalbestyrelsen mulighed for at udbetale økonomisk
hjælp til tilskudsberettiget medicin der ordineres på grund af en varig
lidelse
hvis egenudgiften overstiger 300 kr. om måneden og betingelserne i § 1 er
opfyldt.
Jeg har forstået
Ankestyrelsens udtalelse af 5. november 1998 og SM O-89-97 således at
Ankestyrelsen generelt anser Hortons Hovedpine for at være en varig lidelse.
Det fremgår af bistandslovens
§ 58, stk. 1, og bekendtgørelsens § 1 at økonomisk støtte til medicin bl.a.
kan
ydes til personer med varig nedsættelse af funktionsevnen som følge af en
varig
lidelse. Af bekendtgørelsens § 1, stk. 2, fremgår det at støtte bl.a. ydes
når
hjælpemidlet i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse for ansøgeren.
Af Socialstyrelsens vejledning nr. 1 af 14. juni 1988, ’Vejledning om
ydelse af
hjælpemidler i henhold til bistandslovens § 58’, og Ankestyrelsens
praksis
fremgår det at det anses for at være en betingelse for at der kan ydes
medicintilskud at ansøgeren har et ’vedvarende’ forbrug af den
medicin der
søges om tilskud til.
I udtalelsen af 5. november
1998 skriver Ankestyrelsen at den fortolker bestemmelserne således at
beslutningen om hvorvidt tilskud kan ydes, skal træffes på baggrund af en
konkret vurdering
af den enkeltes
helbredsforhold og forbrug af tilskudsberettiget medicin. Det er jeg ganske
enig i.
Fastlæggelsen af hvilke
tilfælde der er omfattet af lovens og bekendtgørelsens regler om ydelse af
hjælpemidler, herunder tilskudsberettiget medicin, må ske ved fortolkning.
Ved
fortolkningen indgår som elementer reglernes ordlyd, forarbejderne, hidtidig
forståelse i praksis, konsekvenserne af fortolkningen og hvilket formål
reglen
eller regelsættet har.
Reglen om støtte til
hjælpemidler blev fastsat i bistandslovens § 58 ved bistandslovens indførelse
i
1976. I bemærkningerne til lovforslaget (FT 1973-74, Tillæg A, spalte 705ff)
står bl.a. at det forudsættes at reglerne omfatter de tilfælde hvor der efter
de gældende regler i revalideringsloven ydes personer med normal erhvervsevne
tilskud til livsvigtig medicin. Endvidere fremgår det af lovbemærkningerne at
der i stk. 2, nr. 4 (senere stk. 5, nr. 4) er givet mulighed for – som
det i
praksis er sket efter såvel revalideringsloven som omsorgsloven – at
fastsætte
særlige betingelser for støtte til visse hjælpemidler.
Reglen blev udfyldt ved
socialministeriets cirkulære nr. 210 af 4. november 1975 om ydelse af
hjælpemidler, hjælp til boligindretning og omsorgsarbejde mv. efter
bistandsloven. Efter pkt. 45 i dette cirkulære var der mulighed for at
personer
der på grund af en varig lidelse, f.eks. sukkersyge, epilepsi og astma, havde
fået ordineret tilskudsberettiget medicin, kunne ydes hjælp til betaling af
25
% af bruttoudgiften når medicinforbruget var af væsentlig betydning for
ansøgerens erhvervsudøvelse.
Bestemmelsen om tilskud til
medicin blev ophævet ved bekendtgørelse nr. 470 af 22. oktober 1980 om ydelse
af hjælpemidler efter bistandslovens § 58.
Først ved bekendtgørelse nr.
303 af 10. juni 1988 om ydelse af hjælpemidler efter bistandslovens § 58
indførtes igen en bestemmelse om hjælp til tilskudsberettiget medicin der
ordineres på grund af en varig lidelse. I umiddelbar tilslutning til
udstedelsen af bekendtgørelsen udsendte Socialstyrelsen den 14. juni 1988
vejledning nr. 1 om ydelse af hjælpemidler i henhold til bistandslovens § 58,
som
indeholdt angivelsen om at ’det er en betingelse for hjælp til medicin,
at
ansøgeren på grund af en
varig
lidelse har et
vedvarende
forbrug ’.
Den nærmere afgrænsning af og
betingelserne for at få støtte til hjælpemidler, herunder hjælp til
tilskudsberettiget
medicin, er således sket ved administrativt fastsatte regler.
Lovens ordlyd eller
forarbejder bemyndiger i vidt omfang ministeren til at fastlægge de nærmere
betingelser for at få ydet et hjælpemiddel. På den baggrund har ministeren
udstedt en bekendtgørelse der er retligt bindende såvel for borgerne som for
de
administrerende myndigheder. Endvidere har Socialstyrelsen udstedt en
vejledning som i sig selv ikke anses for at være formelt bindende hverken for
borgere eller for myndigheder, men som indeholder en beskrivelse af
Socialstyrelsens egen forståelse af reglerne. Der har på grundlag af
vejledningen dannet sig en praksis hos de administrerende myndigheder og
særligt hos Den Sociale Ankestyrelse hvor man har fortolket bestemmelserne om
tilskudsberettiget medicin således at det er en betingelse at borgeren ud
over
at have en
varig lidelse
også skal
have behov for
vedvarende
behandling.
Det fremgår således af en lang række af Sociale Meddelelser fra Den Sociale
Ankestyrelse fra 1993 og frem at Ankestyrelsen har indfortolket dette krav.
Jeg må give Dem ret i at
betingelsen om et ’vedvarende forbrug’ ikke har fremgået
udtrykkeligt af
socialministerens bekendtgørelse om ydelse af hjælpemidler efter
bistandslovens
§ 58. Imidlertid må jeg ved min vurdering af sagen lægge afgørende vægt på at
denne betingelse har indgået i Ankestyrelsens praksis i længere tid. Da der
ikke i lovens ordlyd eller forarbejder er noget til hinder for at lade denne
betingelse indgå, har jeg ikke tilstrækkeligt grundlag for på nuværende
tidspunkt at lægge en anden fortolkning af bekendtgørelsen til grund ved min
behandling af sagen. Jeg har således ikke fundet grundlag for at kritisere at
Den Sociale Ankestyrelse mener at der skal være tale om et vedvarende
medicinforbrug – forstået som et behov for mere end kortvarig eller
lejlighedsvis brug af tilskudsberettiget medicin.
Jeg har noteret mig at det i
den nugældende bekendtgørelse (nr. 123 af 19. februar 1998) om ydelse af
hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98 i § 9
udtrykkeligt er anført at der kan ydes hjælp til anskaffelse af
tilskudsberettiget medicin der ordineres til vedvarende brug på grund af en
varig lidelse.
Det Sociale Ankenævn for Sønderjyllands Amts afgørelse
Afgørelsen af om De er
berettiget til økonomisk støtte, hviler for en stor del på lægefaglige
vurderinger.
Ifølge reglerne for ombudsmandens
virksomhed kan jeg kun i begrænset omfang tage stilling til afgørelser der
helt eller delvis bygger på særlig fagkyndig viden. En kontrol af de
lægefaglige vurderingers rigtighed – som er af afgørende betydning for
denne sag – kræver en fagkundskab som ombudsmanden ikke har.
Sønderborg Kommune og Det
Sociale Ankenævn for Sønderjyllands Amt bygger også i vidt omfang deres
afgørelser
på vurderinger og afvejninger af andre hensyn og omstændigheder. Som
ombudsmand har jeg normalt ikke særlige forudsætninger for at afveje disse
forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre måde end kommunen
og nævnet der beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i det daglige.
Derfor har jeg i forbindelse
med min gennemgang af sagen koncentreret min undersøgelse om de juridiske
spørgsmål i sagen, herunder myndighedernes oplysning af sagen, myndighedernes
partshøringspligt og begrundelserne for myndighedernes afgørelser.
Sagsoplysningen
Det er et grundlæggende
princip i dansk forvaltningsret at den myndighed der skal træffe afgørelse i
en
sag, har ansvaret for at sagen er tilstrækkeligt oplyst. Dette indebærer at
myndigheden har en pligt til at sikre sig dels at myndigheden er i besiddelse
af de oplysninger der er nødvendige for at træffe afgørelse i den
foreliggende
sag, dels at disse oplysninger er korrekte.
I Deres sag medfører dette at
Sønderborg Kommune og Det Sociale Nævn for Sønderjyllands Amt
bl.a. skulle sikre at der forelå
tilstrækkelige oplysninger til at belyse Deres lidelse og sværhedsgraden
heraf,
og dermed om De havde et ’vedvarende’ forbrug af medicin.
Det står mig ikke helt klart
hvor hyppigt forbruget af medicin
–
efter Ankestyrelsens praksis – skal være for at dette kan karakteriseres
som
’vedvarende’.
Som tidligere omtalt
fremgår det dog af Ankestyrelsens udtalelse af 5. november 1998 at styrelsen
mener at der skal være tale om et behov for mere end kortvarig eller
lejlighedsvis
brug af tilskudsberettiget medicin.
I statusbedømmelsen af 22.
september 1997 oplyses følgende vedrørende længden og hyppigheden af Deres
migræneanfald:
’Normalt varer
migræneanfaldene op til 6 uger. Der kan være flere måneders mellemrum.’
Som lægens bedømmelse er
formuleret, er det ikke muligt at vurdere hvor stor en del af året De har
migræneanfald og behov for behandling med Imigran. Bortset fra en af Dem
udarbejdet opgørelse der viser at De i perioden fra 10. maj 1997 til 2. juli
1997 havde udgifter til medicin på i alt 4.875,80 kr., findes der imidlertid
ikke andre oplysninger i sagen der belyser hvor ofte og hvor længe De har
migræne. Der har således ikke ved Sønderborg Kommunes og Det Sociale Nævn for
Sønderjyllands Amts afgørelser foreligget præcise oplysninger om Deres
medicinforbrug. Det er derfor min opfattelse at oplysningsgrundlaget ved
kommunens afgørelse af 3. oktober 1997 og det sociale ankenævns afgørelse af
12. januar 1998 har været utilstrækkeligt idet myndighederne ikke har været i
besiddelse af de fornødne oplysninger til at vurdere om Deres medicinforbrug
er
’vedvarende’.
Jeg har gjort Sønderborg
Kommune og Det Sociale Nævn for Sønderjyllands Amt bekendt med min opfattelse
og har samtidig henstillet til Det Sociale Nævn for Sønderjyllands Amt at
genoptage sagen til fornyet behandling og træffe en ny afgørelse i sagen. Jeg
har i den forbindelse bedt nævnet om at søge Deres medicinforbrug nærmere
belyst inden det træffer en ny afgørelse.
Partshøringspligten
Reglerne om hvornår en
myndighed har pligt til at partshøre, det vil sige give parten lejlighed til
at
fremkomme med sine bemærkninger inden der træffes afgørelse, findes i
forvaltningslovens § 19. Bestemmelsen har følgende indhold:
’§ 19.
Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at
myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens
faktiske
omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort
parten
bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en
udtalelse.
Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part
og
er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en
frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Stk. 2.
Bestemmelsen i
stk. 1 gælder ikke, hvis
1)
det efter
oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at
træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,
2)
udsættelse vil
medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,
3)
partens interesse i,
at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til
offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,
4)
parten ikke har ret
til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende
oplysninger,
5)
den påtænkte
afgørelse vil berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder
m.v.,
eller hvis forelæggelsen af oplysningerne for parten i øvrigt vil være
forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller
6)
der ved lov er
fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig
bekendt
med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til
sagen, inden afgørelsen træffes.
...’
Efter forvaltningslovens §
19, stk. 1, har en myndighed pligt til før afgørelsen træffes at forelægge
oplysningerne vedrørende sagens faktiske omstændigheder for parten og give
denne lejlighed til at komme med bemærkninger hertil hvis følgende
betingelser
er opfyldt:
1)
parten kan ikke
antages at være bekendt med at myndigheden er i besiddelse af disse
oplysninger,
2)
oplysningerne er til
ugunst for parten, og
3)
oplysningerne er af
væsentlig betydning for sagens afgørelse.
§ 19, stk. 2, indeholder
visse undtagelser fra partshøringspligten.
Som nævnt ovenfor gælder der
i dansk forvaltningsret det princip at den myndighed der skal træffe
afgørelse
i en sag, har ansvaret for at sagen er oplyst tilstrækkeligt.
Partshøringsreglerne skal i denne forbindelse blandt andet sikre at parten
får
tilstrækkelig lejlighed til at kontrollere beslutningsgrundlaget inden
afgørelsen træffes. Eventuelle fejl i beslutningsgrundlaget kan påpeges af
parten ligesom denne også på anden måde får mulighed for at tilføje sagen
sine
synspunkter. Partshøringsreglerne skal endvidere tjene til at styrke tilliden
til forvaltningen i forbindelse med de berørte borgeres opfattelse af den
måde
hvorpå myndighederne behandler deres sag.
I afgørelsen af 3. oktober
1997 anførte Sønderborg Kommune at kommunen havde indhentet oplysninger fra
Deres læge, og at kommunen på baggrund af oplysningerne om hyppigheden af
Deres migræneanfald ikke kunne imødekomme Deres ansøgning om tilskud til
Imigran. På denne baggrund må det antages at Sønderborg Kommune anså
oplysningerne vedrørende hyppigheden af Deres migræneanfald for at være af
væsentlig betydning og til ugunst for Dem.
Da det ikke af sagens akter
fremgår at De – før kommunen traf afgørelse – fik forelagt Deres
læges
statusbedømmelse med henblik på at De kunne få mulighed for at kommentere og
eventuelt supplere denne, må jeg lægge til grund at De ikke er blevet
partshørt
over lægens statusbedømmelse hvilket jeg anser for meget beklageligt.
Jeg har gjort Sønderborg
Kommune bekendt med min opfattelse.
Eftersom de faktiske
oplysninger i Deres læges statusbedømmelse blev refereret i både Sønderborg
Kommunes afgørelse af 3. oktober 1997 og kommunens brev til Det Sociale
Ankenævn for Sønderjyllands Amt af 13. november 1997 som nævnet sendte i kopi
til Dem den 17. november 1997, mener jeg ikke at De kan antages at have været
ubekendt med at oplysningerne indgik ved behandlingen af Deres sag i nævnet.
Jeg har derfor ikke fundet grundlag for at kritisere at nævnet ikke har
partshørt Dem over oplysningerne.
Begrundelse
En afgørelse der meddeles
skriftligt, skal, medmindre den fuldt ud giver parten medhold, være ledsaget
af
en begrundelse, jf. forvaltningslovens § 22. Forvaltningslovens § 24 er
sålydende:
’§ 24.
En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning
til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,
afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal
begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
Stk. 2.
Begrundelsen skal
endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger
vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning
for afgørelsen.
Stk. 3.
Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens
interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv
findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til
andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15.’
Det er almindeligt antaget at
en begrundelse skal indeholde en nøjagtig henvisning til de bestemmelser
afgørelsen bygger på. Se for eksempel John Vogter, Forvaltningsloven med
kommentarer, 1999, s. 422f, og Carl Aage Nørgaard mfl., Forvaltningsret
–
Sagsbehandling, 1995, s. 253.
Sønderborg Kommunes afgørelse
af 3. oktober 1997 indeholder kun en generel henvisning til bistandslovens §
58,
men ikke en henvisning til hvilke dele af § 58 kommunen har truffet afgørelse
efter. Afgørelsen indeholder heller ikke en henvisning til
hjælpemiddelbekendtgørelsens §§ 1, 3, 7 og 8.
Det fremgår således ikke af begrundelsen at kravene om at medicinen skal være
tilskudsberettiget, at der skal være tale om en varig lidelse, og at den
gennemsnitlige månedlige udgift skal overstige 300 kr., stammer fra
bekendtgørelsen. Det fremgår heller ikke af afgørelsen at kravet om at der
skal
være tale om et vedvarende medicinforbrug, bygger på Socialstyrelsens
vejledning med bilag og Den Sociale Ankestyrelses praksis ved fortolkningen
af
bekendtgørelsen.
Sønderborg Kommunes
begrundelse af 3. oktober 1997 opfylder således ikke kravene i
forvaltningslovens § 24. Det mener jeg er beklageligt.
Jeg har gjort Sønderborg
Kommune bekendt med min opfattelse.
Da De klagede over Sønderborg
Kommunes afgørelse, skrev De blandt andet at De mente at betingelsen om at et
eventuelt medicinforbrug skulle være vedvarende, var en ’ikke-lovhjemlet
praksis, der er opstået i det administrative system’.
Selv om der ikke består en
generel pligt til at komme ind på samtlige af en parts anbringender i en
begrundelse, må der antages at gælde en pligt for myndighederne til at tage
stilling til partsanbringender der ikke umiddelbart kan afvises som
uvæsentlige
eller irrelevante for afgørelsen, jf.
John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1999) s. 428, og Hans
Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 371f.
Da Deres anbringende om at
kommunens afgørelse byggede på en praksis der ikke havde hjemmel, efter min
opfattelse ikke umiddelbart kan afvises som uvæsentligt eller irrelevant,
mener
jeg det er beklageligt at Det Sociale Ankenævn for Sønderjyllands Amt ikke i
begrundelsen for afgørelsen af 12. januar 1998 forholdt sig til dette
anbringende,
men blot refererede det under punktet ’grundlaget for afgørelsen’.
Jeg har gjort nævnet bekendt
med min opfattelse.
Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 26. februar 1998
Efter bistandslovens § 15,
stk. 3, er det sociale ankenævns afgørelse som udgangspunkt endelig. Den
Sociale Ankestyrelse kan dog i henhold til bistandsloven § 15, stk. 3, tage
denne type af sager op til behandling når Ankestyrelsen skønner at sagen er
af
principiel eller generel betydning.
Ankestyrelsen bygger i vidt
omfang sin afgørelse af om en sag har principiel eller generel betydning på
vurderinger og afvejninger af en række forskellige hensyn som Ankestyrelsen
blandt andet har anført i sit brev af 26. februar 1998. Som ombudsmand har
jeg
ikke særlige forudsætninger for at afveje disse forskellige hensyn og
omstændigheder på en anden og bedre måde end Den Sociale Ankestyrelse der
beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i det daglige.
Normalt kan jeg derfor ikke gå
ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun hvis
der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere
Ankestyrelsens
afgørelse. Det kan for eksempel være tilfældet hvis sagen (om hvorvidt
Ankestyrelsen skal tage Deres sag op til behandling) er mangelfuldt oplyst,
eller afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en
forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet.
Under min gennemgang af Deres
sag har jeg ikke fundet sådanne særlige omstændigheder at jeg kan kritisere
Den
Sociale Ankestyrelses afgørelse om ikke at optage Deres sag til behandling.
Jeg
kan derfor ikke foretage mig mere vedrørende Den Sociale Ankestyrelses
afgørelse.”
Det sociale nævn genoptog
behandlingen af sagen. Efter at have fået belyst A’s medicinforbrug
nærmere
fastholdt nævnet sin afgørelse om at A ikke opfyldte betingelserne for
tilskud
til medicin.
Herefter foretog jeg mig ikke
mere i sagen.
Lignende dokumenter
- Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - kommuner - parts- og vidneforklaringer Retsinformation · 17. september 2026
- Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - kommuner - medhold Retsinformation · 5. november 2020
- Klage over vagtlæger manglende diagnosticering af meningitis Retsinformation · 11. september 2009
- RETTENS DOM (Første Afdeling) 15. december 2010 EU-domme · 15. december 2010
- Klage over udskrivning af store mængder morfika Retsinformation · 11. september 2009
- Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-480 Retsinformation · 27. april 2007