Spring til indhold

Retsinformation

Beregning af klagefrist samt efterbetaling af for meget bevilget friplads.

FOU nr 1990.212UdtalelserFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Beregning af klagefrist samt efterbetaling af for meget

bevilget friplads.

En advokat klagede over Den

Sociale Ankestyrelses afgørelse, hvorefter B Kommune kunne kræve

efterbetaling for A's børns ophold i daginstitution i året 1987.

Det fremgik af de

foreliggende oplysninger, at A, der er selvstændig erhvervsdrivende, efter

ansøgning herom i december 1983 fik bevilget indtægtsbestemt friplads. For

året 1987 forelå ikke ny ansøgning, idet kommunen selv regulerede størrelsen

af fripladser på grundlag af de oplysninger, som kommunen indhentede fra

skattevæsenet. Fripladsmodtagere orienteres om ændringerne, og grundlaget

for beregningen af fripladsen gennem en "Meddelelse om ændring af

betaling for ophold i daginstitution".

I forbindelse med ansøgningen

om friplads og de efterfølgende meddelelser om ændring var A gjort bekendt

med reglerne i Socialministeriets bekendtgørelse om betaling for ophold i

daginstitutioner, herunder beregningsgrundlaget (bekendtgørelsens § 4, stk.

2) og pligten til at oplyse kommunen om ændringer i indtægten (§ 5, stk. 2).

I

den meddelelse, som kommunen udsendte den 11. december 1985, var A endvidere

gjort bekendt med, at "henlæggelse til investeringsfond, overført

underskud fra tidligere år, forskudsafskrivning samt indskud på

etableringskonto ikke kan benyttes til nedsættelse af den skattepligtige

indkomst m.v. ved beregning af friplads".

A's friplads for året 1987

blev beregnet på grundlag af en skattepligtig indtægt ifølge

forskudsregistrering på i alt 87.119 kr., hvorefter der blev ydet 55%

friplads.

I forbindelse med kommunens

kontrol af fripladser for året 1987 udviste årsopgørelsen en skattepligtig

Læs alt

indtægt på 48.116 kr., men ved en gennemgang af A's årsregnskab blev der

konstateret

skattetekniske fradrag, der medførte forhøjelse af indkomsten, således at

beregningsgrundlaget retteligt udgjorde 174.647 kr. Herefter havde A ikke

været berettiget til sin friplads. Beregningsgrundlaget fremkom således:

- skattepligtig indtægt .kr.

48.116

- fald nedskrivning på

varelagre ..kr. 500

- inventarafskrivninger på over 10%

..

kr. 127.081

beregningsgrundlag

kr.

174.647

I den anledning fremsatte

kommunen i skrivelse af 3. februar 1989 krav over for A om efterbetaling af i

alt 2.463 kr. Kommunen oplyste, at visse skattetekniske fradrag ikke kunne

benyttes til nedsættelse af den skattepligtige indtægt ved beregning af

friplads og vedlagde en fortegnelse over disse fradrag. I A's tilfælde

beroede

forhøjelsen af indtægten, som det fremgik ovenfor på, at kommunen ikke

anerkendte inventarafskrivninger ud over 10%.

A's revisor klagede til

Amtsankenævnet for Nordjyllands Amt over kommunens afgørelse.

På et møde i amtsankenævnet i

august 1989 traf nævnet afgørelse om at ændre kommunens afgørelse. I nævnets

skrivelse herom af 21. august 1989 var anført følgende begrundelse for

afgørelsen:

"Nævnet er enig med

kommunen i, at inventarafskrivninger på over 10% - uanset at de anerkendes

ved

fastsættelsen af den skattepligtige indtægt - må betragtes som specielle

skattetekniske fradrag, som ikke kan medtages ved beregning af

daginstitutionsbetaling,

jfr. betalingsbekendtgørelsens § 4, stk. 2. De har derfor ikke været

berettiget

til friplads for Deres børn i 1987.

Nævnet skal imidlertid

bemærke, at det forhold, at bevillingen efterfølgende viser sig at have været

forkert ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at begrunde et krav om

efterbetaling. Betingelsen herfor er, at ansøgeren har givet urigtige

oplysninger eller at der efterfølgende er sket ændringer i indtægter eller

andre forhold, der har betydning for retten til bortfald eller nedsættelse af

betalingen, jfr. betalingsbekendtgørelsens § 5, stk. 2 og stk. 3.

I Deres tilfælde havde

kommunen ved skrivelse af 12. december 1986 bevilget 55% friplads fra 1987 på

grundlag af en forskudsregistreret indtægt på kr. 87.119. Den endelige

skattepligtige

indtægt fra 1987 udgjorde kr. 48.116. Der er således ikke sket nogen stigning

i

indtægten, hvorfor der ikke på dette grundlag kan stilles krav om

efterbetaling.

Den fejlagtigt beregnede

friplads skyldes således ikke urigtige oplysninger fra Deres side eller

ændringer i forholdene, men beror alene på en forvaltningsfejl, idet kommunen

ved bevillingen ikke har taget højde for de skattetekniske fradrag. Nævnet

finder, at ansvaret for denne fejl ikke kan pålægges Dem og ophæver derfor

kommunens

krav om efterbetaling."

I en skrivelse, modtaget den

21. september 1989, anmodede B Kommune Den Sociale Ankestyrelse om at

optage sagen til behandling. Til støtte for at sagen var principiel, henviste

kommunen bl.a. til, at skattetekniske fradrag normalt først aftales mellem

skatteyder og revisor, når en virksomheds bruttoregnskabsresultat er kendt.

Kommunen var derfor af den opfattelse, at forskudsregistreringens

oplysninger, naturligvis reguleret med de skattetekniske fradrag, der kunne

udledes af forskudsregistreringen, skulle lægges til grund ved den årlige

omberegning af fripladser. Kommunen var således uenig i amtsankenævnets

opfattelse, hvorefter kommunen for senere at kunne foretage efterregulering

skal indhente supplerende oplysninger om forventede skattetekniske fradrag.

I skrivelse af 13. oktober

1989 meddelte Den Sociale Ankestyrelse A, at ankestyrelsen havde anset sagen

for at være af principiel betydning og derfor havde optaget sagen til

behandling.

Samtidig bad ankestyrelsen amtsankenævnet om en udtalelse.

Amtsankenævnet fastholdt i

skrivelse af 13. november 1989 sin afgørelse, hvorefter den for lidt erlagte

betaling efter nævnets opfattelse skyldtes en fejl fra kommunens side. Efter

nævnets opfattelse var der endvidere ikke grundlag for at antage, at A burde

have været opmærksom på denne fejl, idet han havde givet kommunen de

oplysninger,

han var blevet afkrævet.

Amtsankenævnet henviste

endvidere til en tilsvarende sag, som nævnet havde behandlet samtidig med

A's.

I denne sag havde kommunen i ansøgningsskemaet redegjort for, hvilke

specielle skattetekniske fradrag der ikke kunne medtages. I denne sag havde

nævnet på baggrund heraf tiltrådt kommunens afgørelse om at kræve

efterbetaling.

I skrivelse af 17. november

1989 traf Den Sociale Ankestyrelse følgende afgørelse:

"Ankestyrelsen finder,

at (B) Kommune kan foretage regulering af betalingen for børnenes ophold i

daginstitution i året 1987.

Ankestyrelsen har lagt vægt

på, at der er tale om specielle skattetekniske fradrag, jfr. SM 0-45-86.

Ankestyrelsen finder

endvidere, at det forhold, at den skattepligtige indkomst ved slutopgørelsen

er mindre end den forskudsregistrerede, ikke kan afskære kommunen fra at

regulere, når nedgangen skyldes specielle skattetekniske fradrag.

Ankestyrelsen har ikke

iøvrigt fundet, at der foreligger en forvaltningsfejl, som med rimelighed kan

tillægges kommunen."

Efter henvendelse fra

advokaten meddelte Den Sociale Ankestyrelse i skrivelse af 5. januar 1990, at

en klage til ankestyrelsen efter praksis anses for rettidig, hvis den er

poststemplet 2 hverdage + 4 uger efter datoen for afsendelse af

amtsankenævnets

afgørelse. Da klagen over amtsankenævnets afgørelse af 21. august 1989 var

modtaget den 21. september 1989 måtte ankestyrelsen herefter anse klagen for

rettidig.

I advokatens klage til mig

anførte han vedrørende ankestyrelsens afgørelse af 17. november 1989, at A på

intet tidspunkt af kommunen var orienteret om, at afskrivninger i forbindelse

med beregning af friplads alene anerkendes op til en vis procentsats. I denne

forbindelse henviste han til en vedlagt meddelelse af 8. december 1989 fra

kommunen, hvormed kommunen havde fremsendt en fortegnelse over skattetekniske

fradrag, der ikke kunne benyttes til nedsættelse af den skattepligtige

indkomst

ved beregning af friplads. Advokaten henviste i øvrigt til det, der var

anført

i amtsankenævnets afgørelse af 21. august 1989.

Den Sociale Ankestyrelse

henholdt sig ved fremsendelse af sagen til mig til sin afgørelse.

I et brev til advokaten

udtalte jeg følgende:

"1. Ankestyrelsens anerkendelse af kommunens klage som rettidig

Efter bistandslovens § 15,

stk. 4, skal en klage til ankestyrelsen indgives "inden 4 uger efter, at

klageren har fået meddelelse om afgørelsen."

Jeg er fra tidligere sager

bekendt med den praksis, der er beskrevet i ankestyrelsens skrivelse af 5.

januar 1990, hvorefter klagefristen administreres således, at fristen som

udgangspunkt beregnes fra datoen for den afgørelse, der ønskes påklaget med

tillæg af et par dage, og at klage anses for rettidig, når den er

poststemplet

(eller må antages at være poststemplet) inden klagefristens udløb. Jeg

henviser bl.a. til den sag, der er omtalt i ombudsmandens beretning for året

1983, s.

219 f.

I den nævnte sag henstillede

ombudsmanden til Socialministeriet at tage initiativ til, at der blev søgt

tilvejebragt ensartet praksis med hensyn til myndighedernes beregning af

klagefrister i relation til lovbestemmelser under Socialministeriets ressort.

Socialministeriet har

herefter i vejledning af 11. januar 1988 om klageregler og tilsyn på det

sociale område fastsat nærmere regler om bl.a. klagefrister. Vejledningens

pkt. 9 indeholder nærmere regler om beregningen heraf. I pkt.

9 a

er anført:

"...

Klagefristen begynder at løbe

fra det tidspunkt, meddelelsen om afgørelsen er nået frem til adressaten.

Hvis meddelelsen er sendt med posten, kan den i almindelighed anses for at

være

kommet frem dagen efter afsendelsen.

..."

I pkt. 211 i

Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven (1986) er ligeledes

angivet, at meddelelsen i almindelighed kan anses for at være kommet frem

dagen

efter afgørelsens datering, forudsat at afgørelsen er afsendt samme dag.

Amtsankenævnets afgørelse i

den foreliggende sag er dateret den 21. august 1989 og ifølge amtsankenævnets

telefonnotat af 13. december 1989 afsendt samme dag. Afgørelsen må derfor i

overensstemmelse med det ovenfor anførte anses for at være kommet frem til

(A)

og (B) Kommune tirsdag den 22. august 1989, hvorefter klagefristen udløb

tirsdag den 19. september 1989.

Der foreligger ikke nærmere

oplysninger om, hvilken dag kommunens klage er poststemplet, men klagen er

først modtaget i amtsankenævnet torsdag den 21. september 1989. Jeg kan

derfor

ikke være enig med ankestyrelsen i, at kommunens klage er rettidigt indgivet.

Jeg har gjort Den Sociale

Ankestyrelse bekendt med min opfattelse.

Da ankestyrelsen imidlertid i

bistandslovens § 15, stk. 4, 3. pkt. har hjemmel til at bortse fra

overskridelse af klagefristen, har jeg fundet også at burde tage stilling til

sagens materielle spørgsmål.

2. Efterbetalingskravet

Kravet over for (A) om

efterbetaling af for meget bevilget friplads for året 1987 er truffet på

grundlag af Socialministeriets bkg. nr. 848 af 11. december 1986 om betaling

for ophold i daginstitutioner m.v. for børn. Bekendtgørelsen, der er udstedt

med hjemmel i bistandslovens § 73, stk. 2, indeholder bl.a. følgende

bestemmelser:

"§ 4. Det sociale udvalg

træffer afgørelse om bortfald eller nedsættelse af betalingen, når forældrene

godtgør, at deres aktuelle indtægter ligger inden for nedennævnte beløb:

Indtægt

Betaling i pct. af fuld takst

Under

40.001

0

40.001 kr.

- 41.000

5

41.001 kr.

- 135.000

Betalingen

forhøjes med 1 pct. for hver 1.000 kr's indtægts- stigning

135.001 kr.

eller derover

100

Er der mere end 1 barn under

18 år i hjemmet, forhøjes indtægtsgrænserne med 7.000 kr. for hvert barn ud

over det første.

Stk. 2.

Ved opgørelsen af den aktuelle indtægt tages udgangspunkt

i den aktuelle skattepligtige indtægt. Hvis den faktiske indtægt, som

forældrene har til rådighed, væsentligt overstiger den skattepligtige

indtægt,

f.eks. på grund af specielle skattetekniske fradrag, træffer det sociale

udvalg

afgørelse efter en samlet vurdering af familiens økonomiske og sociale

forhold.....

...

§ 5. Det sociale udvalg giver

forældrene underretning om, på hvilket indtægtsgrundlag betalingen er

bortfaldet eller nedsat, samt om reglerne i stk. 2 og 3.

Stk. 2.

Forældrene har pligt til at underrette det sociale udvalg

om varige ændringer i årets løb i indtægter eller andre forhold, der har

betydning for retten til bortfald eller nedsættelse af betalingen.

Stk. 3.

En indtægtsfremgang på under 20 pct. giver i almindelighed

ikke anledning til en regulering af betalingen. I øvrigt kan betalingen

reguleres med tilbagevirkende kraft fra det tidspunkt, da forældrenes forhold

har ændret sig."

Det fremgår af

bekendtgørelsens § 4, stk. 2, at friplads som udgangspunkt beregnes på

grundlag af den aktuelle skattepligtige indtægt. Hvis den faktiske indtægt,

som

forældrene har til rådighed, væsentligt overstiger den skattepligtige

indtægt,

f.eks. på grund af specielle skattetekniske fradrag, skal der dog efter

bestemmelsens 2. pkt. i stedet træffes afgørelse efter en samlet vurdering af

familiens økonomiske og sociale forhold (forventet fremtidig indtægt).

Den Sociale Ankestyrelse har

i en afgørelse, der er refereret i SM 0-45-86 (sag 2), anset bl.a.

inventarafskrivninger

ud over 10% i en landbrugsbedrift for specielle skattetekniske fradrag i

relation til beregning af friplads efter bekendtgørelsens § 4, stk. 2.

Under sagens behandling har

myndighederne lagt til grund, at inventarafskrivninger på over 10% i (A's)

virksomhed må betragtes som specielle skattetekniske fradrag i henhold til

bekendtgørelsens § 4, stk. 2. Da De ikke over for mig har bestridt denne

regelanvendelse, har jeg ikke tilstrækkelig anledning til at foretage en

nærmere efterprøvelse heraf. I det følgende lægger jeg således til grund, at

(A) for 1987 faktisk har modtaget friplads, som han ikke har været berettiget

til.

Spørgsmålet er herefter, om

den for lidt erlagte betaling kan kræves efterbetalt. Dette skal bedømmes på

grundlag af bestemmelserne i bekendtgørelsens § 5, stk. 2 og 3, samt

almindelige socialretlige principper for tilbagebetaling af ydelser, der er

modtaget uretmæssigt.

Da inventarafskrivninger ud

over 10% ikke anerkendes ved beregningen af friplads efter bekendtgørelsens §

4, stk. 2, er oplysning herom relevant ved beregningen og dermed for så vidt

omfattet af oplysningspligten efter bekendtgørelsens § 5, stk. 2.

I en sag, der er omtalt i

Folketingets Ombudsmands Beretning for året 1977, s. 553 ff, udtalte

Socialstyrelsen sig om fortolkningen af tilbagebetalingsreglerne i den

dagældende bekendtgørelse om betaling for ophold i daginstitutioner m.v.

Styrelsen udtalte, at afgørelsen af, om der skulle kræves efterbetaling (når

betingelserne vedrørende indtægtsfremgang i øvrigt var opfyldte) måtte bero

på et konkret skøn, hvori bl.a. indgik, at den pågældende "ikke mod

bedre

vidende havde oppebåret friplads, ...", se s. 558, 1. sp.

Bestemmelsen i § 5, stk. 3, i

bekendtgørelse 848/1986 om regulering med tilbagevirkende kraft må i øvrigt

efter min opfattelse - i mangel af holdepunkter for det modsatte - fortolkes

i

overensstemmelse med den almindelige regel i bistandslovens § 25, nr. 1, om

tilbagebetaling af ydelser efter loven, hvorefter krav om tilbagebetaling

forudsætter et subjektivt dadelværdigt forhold hos ydelsesmodtageren. Jeg

henviser også til højesteretsdommen i UfR 1988, s. 1017, kommenteret i UfR

1989 B, s. 227 ff.

Efterbetalingskravet over for

(A) er opstået som følge af, at han faktisk har oppebåret friplads, som han

ikke har været berettiget til. Årsagen hertil er, at (A) i forbindelse med

udarbejdelse af regnskab for dette år har foretaget inventarafskrivninger ud

over 10%.

(A) er orienteret om

indholdet af reglerne i bekendtgørelse 848/1986, herunder om § 4, stk. 2,

hvorefter "specielle skattetekniske fradrag" kan føre til en

fravigelse

af udgangspunktet om beregning på grundlag af den aktuelle skattepligtige

indtægt. Ved kommunens meddelelse af 11. december 1985 om ændringer for året

1985 er (A) endvidere orienteret om visse af disse specielle skattetekniske

fradrag, som ikke kan lægges til grund ved beregningen af friplads (uanset at

de anerkendes ved opgørelsen af den skattepligtige indtægt). Efter de for mig

foreliggende oplysninger ses (A) imidlertid ikke forud for kommunens

afgørelse af 3. februar 1989 at være orienteret om, at inventarafskrivninger

ud over 10% ikke anerkendes i relation til fripladsberegning efter § 4, stk.

2, i bekendtgørelsen. Det bemærkes, at kommunen faktisk kunne have orienteret

(A) herom i meddelelsesskrivelsen af 12. december 1986 om

beregningsgrundlaget

for året 1987, sammenhold kommunens orientering i meddelelser året før om

visse skattetekniske fradrag.

På denne baggrund mener jeg

ikke, at det kan bebrejdes (A), at han ikke gav oplysninger om de foretagne

inventarafskrivninger

ud over 10%, eller at det i øvrigt kan lægges til grund, at (A) har modtaget

fripladsen mod bedre vidende.

Herefter kan jeg ikke anse

betingelserne i bekendtgørelsens § 5, stk. 2 og 3, for at kræve efterbetaling

for opfyldte."

Jeg gjorde Den Sociale

Ankestyrelse bekendt med min opfattelse og henstillede samtidig, at

ankestyrelsen overvejede sagen på ny. Jeg udbad mig underretning om

resultatet

af ankestyrelsens fornyede overvejelser.

Den Sociale Ankestyrelse traf

herefter afgørelse om at ændre sin tidligere afgørelse, således at kommunen

ikke kunne kræve efterbetaling for A's børns ophold i daginstitution i året

1987.

Jeg meddelte herefter

ankestyrelsen, at jeg havde taget det oplyste til efterretning og ikke

foretog

videre i sagen.

Lignende dokumenter