Beregning af klagefrist samt efterbetaling af for meget bevilget friplads.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Beregning af klagefrist samt efterbetaling af for meget
bevilget friplads.
En advokat klagede over Den
Sociale Ankestyrelses afgørelse, hvorefter B Kommune kunne kræve
efterbetaling for A's børns ophold i daginstitution i året 1987.
Det fremgik af de
foreliggende oplysninger, at A, der er selvstændig erhvervsdrivende, efter
ansøgning herom i december 1983 fik bevilget indtægtsbestemt friplads. For
året 1987 forelå ikke ny ansøgning, idet kommunen selv regulerede størrelsen
af fripladser på grundlag af de oplysninger, som kommunen indhentede fra
skattevæsenet. Fripladsmodtagere orienteres om ændringerne, og grundlaget
for beregningen af fripladsen gennem en "Meddelelse om ændring af
betaling for ophold i daginstitution".
I forbindelse med ansøgningen
om friplads og de efterfølgende meddelelser om ændring var A gjort bekendt
med reglerne i Socialministeriets bekendtgørelse om betaling for ophold i
daginstitutioner, herunder beregningsgrundlaget (bekendtgørelsens § 4, stk.
2) og pligten til at oplyse kommunen om ændringer i indtægten (§ 5, stk. 2).
I
den meddelelse, som kommunen udsendte den 11. december 1985, var A endvidere
gjort bekendt med, at "henlæggelse til investeringsfond, overført
underskud fra tidligere år, forskudsafskrivning samt indskud på
etableringskonto ikke kan benyttes til nedsættelse af den skattepligtige
indkomst m.v. ved beregning af friplads".
A's friplads for året 1987
blev beregnet på grundlag af en skattepligtig indtægt ifølge
forskudsregistrering på i alt 87.119 kr., hvorefter der blev ydet 55%
friplads.
I forbindelse med kommunens
kontrol af fripladser for året 1987 udviste årsopgørelsen en skattepligtig
Læs alt
indtægt på 48.116 kr., men ved en gennemgang af A's årsregnskab blev der
konstateret
skattetekniske fradrag, der medførte forhøjelse af indkomsten, således at
beregningsgrundlaget retteligt udgjorde 174.647 kr. Herefter havde A ikke
været berettiget til sin friplads. Beregningsgrundlaget fremkom således:
- skattepligtig indtægt .kr.
48.116
- fald nedskrivning på
varelagre ..kr. 500
- inventarafskrivninger på over 10%
..
kr. 127.081
beregningsgrundlag
kr.
174.647
I den anledning fremsatte
kommunen i skrivelse af 3. februar 1989 krav over for A om efterbetaling af i
alt 2.463 kr. Kommunen oplyste, at visse skattetekniske fradrag ikke kunne
benyttes til nedsættelse af den skattepligtige indtægt ved beregning af
friplads og vedlagde en fortegnelse over disse fradrag. I A's tilfælde
beroede
forhøjelsen af indtægten, som det fremgik ovenfor på, at kommunen ikke
anerkendte inventarafskrivninger ud over 10%.
A's revisor klagede til
Amtsankenævnet for Nordjyllands Amt over kommunens afgørelse.
På et møde i amtsankenævnet i
august 1989 traf nævnet afgørelse om at ændre kommunens afgørelse. I nævnets
skrivelse herom af 21. august 1989 var anført følgende begrundelse for
afgørelsen:
"Nævnet er enig med
kommunen i, at inventarafskrivninger på over 10% - uanset at de anerkendes
ved
fastsættelsen af den skattepligtige indtægt - må betragtes som specielle
skattetekniske fradrag, som ikke kan medtages ved beregning af
daginstitutionsbetaling,
jfr. betalingsbekendtgørelsens § 4, stk. 2. De har derfor ikke været
berettiget
til friplads for Deres børn i 1987.
Nævnet skal imidlertid
bemærke, at det forhold, at bevillingen efterfølgende viser sig at have været
forkert ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at begrunde et krav om
efterbetaling. Betingelsen herfor er, at ansøgeren har givet urigtige
oplysninger eller at der efterfølgende er sket ændringer i indtægter eller
andre forhold, der har betydning for retten til bortfald eller nedsættelse af
betalingen, jfr. betalingsbekendtgørelsens § 5, stk. 2 og stk. 3.
I Deres tilfælde havde
kommunen ved skrivelse af 12. december 1986 bevilget 55% friplads fra 1987 på
grundlag af en forskudsregistreret indtægt på kr. 87.119. Den endelige
skattepligtige
indtægt fra 1987 udgjorde kr. 48.116. Der er således ikke sket nogen stigning
i
indtægten, hvorfor der ikke på dette grundlag kan stilles krav om
efterbetaling.
Den fejlagtigt beregnede
friplads skyldes således ikke urigtige oplysninger fra Deres side eller
ændringer i forholdene, men beror alene på en forvaltningsfejl, idet kommunen
ved bevillingen ikke har taget højde for de skattetekniske fradrag. Nævnet
finder, at ansvaret for denne fejl ikke kan pålægges Dem og ophæver derfor
kommunens
krav om efterbetaling."
I en skrivelse, modtaget den
21. september 1989, anmodede B Kommune Den Sociale Ankestyrelse om at
optage sagen til behandling. Til støtte for at sagen var principiel, henviste
kommunen bl.a. til, at skattetekniske fradrag normalt først aftales mellem
skatteyder og revisor, når en virksomheds bruttoregnskabsresultat er kendt.
Kommunen var derfor af den opfattelse, at forskudsregistreringens
oplysninger, naturligvis reguleret med de skattetekniske fradrag, der kunne
udledes af forskudsregistreringen, skulle lægges til grund ved den årlige
omberegning af fripladser. Kommunen var således uenig i amtsankenævnets
opfattelse, hvorefter kommunen for senere at kunne foretage efterregulering
skal indhente supplerende oplysninger om forventede skattetekniske fradrag.
I skrivelse af 13. oktober
1989 meddelte Den Sociale Ankestyrelse A, at ankestyrelsen havde anset sagen
for at være af principiel betydning og derfor havde optaget sagen til
behandling.
Samtidig bad ankestyrelsen amtsankenævnet om en udtalelse.
Amtsankenævnet fastholdt i
skrivelse af 13. november 1989 sin afgørelse, hvorefter den for lidt erlagte
betaling efter nævnets opfattelse skyldtes en fejl fra kommunens side. Efter
nævnets opfattelse var der endvidere ikke grundlag for at antage, at A burde
have været opmærksom på denne fejl, idet han havde givet kommunen de
oplysninger,
han var blevet afkrævet.
Amtsankenævnet henviste
endvidere til en tilsvarende sag, som nævnet havde behandlet samtidig med
A's.
I denne sag havde kommunen i ansøgningsskemaet redegjort for, hvilke
specielle skattetekniske fradrag der ikke kunne medtages. I denne sag havde
nævnet på baggrund heraf tiltrådt kommunens afgørelse om at kræve
efterbetaling.
I skrivelse af 17. november
1989 traf Den Sociale Ankestyrelse følgende afgørelse:
"Ankestyrelsen finder,
at (B) Kommune kan foretage regulering af betalingen for børnenes ophold i
daginstitution i året 1987.
Ankestyrelsen har lagt vægt
på, at der er tale om specielle skattetekniske fradrag, jfr. SM 0-45-86.
Ankestyrelsen finder
endvidere, at det forhold, at den skattepligtige indkomst ved slutopgørelsen
er mindre end den forskudsregistrerede, ikke kan afskære kommunen fra at
regulere, når nedgangen skyldes specielle skattetekniske fradrag.
Ankestyrelsen har ikke
iøvrigt fundet, at der foreligger en forvaltningsfejl, som med rimelighed kan
tillægges kommunen."
Efter henvendelse fra
advokaten meddelte Den Sociale Ankestyrelse i skrivelse af 5. januar 1990, at
en klage til ankestyrelsen efter praksis anses for rettidig, hvis den er
poststemplet 2 hverdage + 4 uger efter datoen for afsendelse af
amtsankenævnets
afgørelse. Da klagen over amtsankenævnets afgørelse af 21. august 1989 var
modtaget den 21. september 1989 måtte ankestyrelsen herefter anse klagen for
rettidig.
I advokatens klage til mig
anførte han vedrørende ankestyrelsens afgørelse af 17. november 1989, at A på
intet tidspunkt af kommunen var orienteret om, at afskrivninger i forbindelse
med beregning af friplads alene anerkendes op til en vis procentsats. I denne
forbindelse henviste han til en vedlagt meddelelse af 8. december 1989 fra
kommunen, hvormed kommunen havde fremsendt en fortegnelse over skattetekniske
fradrag, der ikke kunne benyttes til nedsættelse af den skattepligtige
indkomst
ved beregning af friplads. Advokaten henviste i øvrigt til det, der var
anført
i amtsankenævnets afgørelse af 21. august 1989.
Den Sociale Ankestyrelse
henholdt sig ved fremsendelse af sagen til mig til sin afgørelse.
I et brev til advokaten
udtalte jeg følgende:
"1. Ankestyrelsens anerkendelse af kommunens klage som rettidig
Efter bistandslovens § 15,
stk. 4, skal en klage til ankestyrelsen indgives "inden 4 uger efter, at
klageren har fået meddelelse om afgørelsen."
Jeg er fra tidligere sager
bekendt med den praksis, der er beskrevet i ankestyrelsens skrivelse af 5.
januar 1990, hvorefter klagefristen administreres således, at fristen som
udgangspunkt beregnes fra datoen for den afgørelse, der ønskes påklaget med
tillæg af et par dage, og at klage anses for rettidig, når den er
poststemplet
(eller må antages at være poststemplet) inden klagefristens udløb. Jeg
henviser bl.a. til den sag, der er omtalt i ombudsmandens beretning for året
1983, s.
219 f.
I den nævnte sag henstillede
ombudsmanden til Socialministeriet at tage initiativ til, at der blev søgt
tilvejebragt ensartet praksis med hensyn til myndighedernes beregning af
klagefrister i relation til lovbestemmelser under Socialministeriets ressort.
Socialministeriet har
herefter i vejledning af 11. januar 1988 om klageregler og tilsyn på det
sociale område fastsat nærmere regler om bl.a. klagefrister. Vejledningens
pkt. 9 indeholder nærmere regler om beregningen heraf. I pkt.
9 a
er anført:
"...
Klagefristen begynder at løbe
fra det tidspunkt, meddelelsen om afgørelsen er nået frem til adressaten.
Hvis meddelelsen er sendt med posten, kan den i almindelighed anses for at
være
kommet frem dagen efter afsendelsen.
..."
I pkt. 211 i
Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven (1986) er ligeledes
angivet, at meddelelsen i almindelighed kan anses for at være kommet frem
dagen
efter afgørelsens datering, forudsat at afgørelsen er afsendt samme dag.
Amtsankenævnets afgørelse i
den foreliggende sag er dateret den 21. august 1989 og ifølge amtsankenævnets
telefonnotat af 13. december 1989 afsendt samme dag. Afgørelsen må derfor i
overensstemmelse med det ovenfor anførte anses for at være kommet frem til
(A)
og (B) Kommune tirsdag den 22. august 1989, hvorefter klagefristen udløb
tirsdag den 19. september 1989.
Der foreligger ikke nærmere
oplysninger om, hvilken dag kommunens klage er poststemplet, men klagen er
først modtaget i amtsankenævnet torsdag den 21. september 1989. Jeg kan
derfor
ikke være enig med ankestyrelsen i, at kommunens klage er rettidigt indgivet.
Jeg har gjort Den Sociale
Ankestyrelse bekendt med min opfattelse.
Da ankestyrelsen imidlertid i
bistandslovens § 15, stk. 4, 3. pkt. har hjemmel til at bortse fra
overskridelse af klagefristen, har jeg fundet også at burde tage stilling til
sagens materielle spørgsmål.
2. Efterbetalingskravet
Kravet over for (A) om
efterbetaling af for meget bevilget friplads for året 1987 er truffet på
grundlag af Socialministeriets bkg. nr. 848 af 11. december 1986 om betaling
for ophold i daginstitutioner m.v. for børn. Bekendtgørelsen, der er udstedt
med hjemmel i bistandslovens § 73, stk. 2, indeholder bl.a. følgende
bestemmelser:
"§ 4. Det sociale udvalg
træffer afgørelse om bortfald eller nedsættelse af betalingen, når forældrene
godtgør, at deres aktuelle indtægter ligger inden for nedennævnte beløb:
Indtægt
Betaling i pct. af fuld takst
Under
40.001
0
40.001 kr.
- 41.000
5
41.001 kr.
- 135.000
Betalingen
forhøjes med 1 pct. for hver 1.000 kr's indtægts- stigning
135.001 kr.
eller derover
100
Er der mere end 1 barn under
18 år i hjemmet, forhøjes indtægtsgrænserne med 7.000 kr. for hvert barn ud
over det første.
Stk. 2.
Ved opgørelsen af den aktuelle indtægt tages udgangspunkt
i den aktuelle skattepligtige indtægt. Hvis den faktiske indtægt, som
forældrene har til rådighed, væsentligt overstiger den skattepligtige
indtægt,
f.eks. på grund af specielle skattetekniske fradrag, træffer det sociale
udvalg
afgørelse efter en samlet vurdering af familiens økonomiske og sociale
forhold.....
...
§ 5. Det sociale udvalg giver
forældrene underretning om, på hvilket indtægtsgrundlag betalingen er
bortfaldet eller nedsat, samt om reglerne i stk. 2 og 3.
Stk. 2.
Forældrene har pligt til at underrette det sociale udvalg
om varige ændringer i årets løb i indtægter eller andre forhold, der har
betydning for retten til bortfald eller nedsættelse af betalingen.
Stk. 3.
En indtægtsfremgang på under 20 pct. giver i almindelighed
ikke anledning til en regulering af betalingen. I øvrigt kan betalingen
reguleres med tilbagevirkende kraft fra det tidspunkt, da forældrenes forhold
har ændret sig."
Det fremgår af
bekendtgørelsens § 4, stk. 2, at friplads som udgangspunkt beregnes på
grundlag af den aktuelle skattepligtige indtægt. Hvis den faktiske indtægt,
som
forældrene har til rådighed, væsentligt overstiger den skattepligtige
indtægt,
f.eks. på grund af specielle skattetekniske fradrag, skal der dog efter
bestemmelsens 2. pkt. i stedet træffes afgørelse efter en samlet vurdering af
familiens økonomiske og sociale forhold (forventet fremtidig indtægt).
Den Sociale Ankestyrelse har
i en afgørelse, der er refereret i SM 0-45-86 (sag 2), anset bl.a.
inventarafskrivninger
ud over 10% i en landbrugsbedrift for specielle skattetekniske fradrag i
relation til beregning af friplads efter bekendtgørelsens § 4, stk. 2.
Under sagens behandling har
myndighederne lagt til grund, at inventarafskrivninger på over 10% i (A's)
virksomhed må betragtes som specielle skattetekniske fradrag i henhold til
bekendtgørelsens § 4, stk. 2. Da De ikke over for mig har bestridt denne
regelanvendelse, har jeg ikke tilstrækkelig anledning til at foretage en
nærmere efterprøvelse heraf. I det følgende lægger jeg således til grund, at
(A) for 1987 faktisk har modtaget friplads, som han ikke har været berettiget
til.
Spørgsmålet er herefter, om
den for lidt erlagte betaling kan kræves efterbetalt. Dette skal bedømmes på
grundlag af bestemmelserne i bekendtgørelsens § 5, stk. 2 og 3, samt
almindelige socialretlige principper for tilbagebetaling af ydelser, der er
modtaget uretmæssigt.
Da inventarafskrivninger ud
over 10% ikke anerkendes ved beregningen af friplads efter bekendtgørelsens §
4, stk. 2, er oplysning herom relevant ved beregningen og dermed for så vidt
omfattet af oplysningspligten efter bekendtgørelsens § 5, stk. 2.
I en sag, der er omtalt i
Folketingets Ombudsmands Beretning for året 1977, s. 553 ff, udtalte
Socialstyrelsen sig om fortolkningen af tilbagebetalingsreglerne i den
dagældende bekendtgørelse om betaling for ophold i daginstitutioner m.v.
Styrelsen udtalte, at afgørelsen af, om der skulle kræves efterbetaling (når
betingelserne vedrørende indtægtsfremgang i øvrigt var opfyldte) måtte bero
på et konkret skøn, hvori bl.a. indgik, at den pågældende "ikke mod
bedre
vidende havde oppebåret friplads, ...", se s. 558, 1. sp.
Bestemmelsen i § 5, stk. 3, i
bekendtgørelse 848/1986 om regulering med tilbagevirkende kraft må i øvrigt
efter min opfattelse - i mangel af holdepunkter for det modsatte - fortolkes
i
overensstemmelse med den almindelige regel i bistandslovens § 25, nr. 1, om
tilbagebetaling af ydelser efter loven, hvorefter krav om tilbagebetaling
forudsætter et subjektivt dadelværdigt forhold hos ydelsesmodtageren. Jeg
henviser også til højesteretsdommen i UfR 1988, s. 1017, kommenteret i UfR
1989 B, s. 227 ff.
Efterbetalingskravet over for
(A) er opstået som følge af, at han faktisk har oppebåret friplads, som han
ikke har været berettiget til. Årsagen hertil er, at (A) i forbindelse med
udarbejdelse af regnskab for dette år har foretaget inventarafskrivninger ud
over 10%.
(A) er orienteret om
indholdet af reglerne i bekendtgørelse 848/1986, herunder om § 4, stk. 2,
hvorefter "specielle skattetekniske fradrag" kan føre til en
fravigelse
af udgangspunktet om beregning på grundlag af den aktuelle skattepligtige
indtægt. Ved kommunens meddelelse af 11. december 1985 om ændringer for året
1985 er (A) endvidere orienteret om visse af disse specielle skattetekniske
fradrag, som ikke kan lægges til grund ved beregningen af friplads (uanset at
de anerkendes ved opgørelsen af den skattepligtige indtægt). Efter de for mig
foreliggende oplysninger ses (A) imidlertid ikke forud for kommunens
afgørelse af 3. februar 1989 at være orienteret om, at inventarafskrivninger
ud over 10% ikke anerkendes i relation til fripladsberegning efter § 4, stk.
2, i bekendtgørelsen. Det bemærkes, at kommunen faktisk kunne have orienteret
(A) herom i meddelelsesskrivelsen af 12. december 1986 om
beregningsgrundlaget
for året 1987, sammenhold kommunens orientering i meddelelser året før om
visse skattetekniske fradrag.
På denne baggrund mener jeg
ikke, at det kan bebrejdes (A), at han ikke gav oplysninger om de foretagne
inventarafskrivninger
ud over 10%, eller at det i øvrigt kan lægges til grund, at (A) har modtaget
fripladsen mod bedre vidende.
Herefter kan jeg ikke anse
betingelserne i bekendtgørelsens § 5, stk. 2 og 3, for at kræve efterbetaling
for opfyldte."
Jeg gjorde Den Sociale
Ankestyrelse bekendt med min opfattelse og henstillede samtidig, at
ankestyrelsen overvejede sagen på ny. Jeg udbad mig underretning om
resultatet
af ankestyrelsens fornyede overvejelser.
Den Sociale Ankestyrelse traf
herefter afgørelse om at ændre sin tidligere afgørelse, således at kommunen
ikke kunne kræve efterbetaling for A's børns ophold i daginstitution i året
1987.
Jeg meddelte herefter
ankestyrelsen, at jeg havde taget det oplyste til efterretning og ikke
foretog
videre i sagen.
Lignende dokumenter
- Ankestyrelsens principafgørelse O-61-92 om skattetekniske fradrag - indtægtsgrundlag - erhvervsmæssige renter - friplads Retsinformation · 11. juli 2013
- Daginstitutionsfriplads. Forbehold om korrektion af indtægtsoplysninger. Retsinformation · 25. juni 2003
- Ankestyrelsens principafgørelse 164-12 om fripladstilskud - invaliditetsydelse - socialpædagogisk friplads Retsinformation · 10. juli 2013
- 1987 BSF 100 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM NEDSÆTTELSE AF FORÆLDREBETALING FOR BØRNEPASNING, OBLIGATORISK SØSKENDERABAT SAMT FORBEDREDE FRIPLADSREGLER Retsinformation · 21. maj 1988
- Ankestyrelsens principafgørelse O-8-90 om underretningspligt - betaling - daginstitution - ændring i indtægtsforhold - regulering med tilbagevirkende kraft Retsinformation · 11. juli 2013
- Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af et antal fripladser på musikskoler Retsinformation · 9. november 2005