Spring til indhold

Retsinformation

Indenrigsministeriets kompetence til at behandle klager over Flygtningenævnets sagsbehandling

FOU nr 1996.116UdtalelserFolketinget23. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Indenrigsministeriets kompetence til at behandle klager over

Flygtningenævnets sagsbehandling

I skrivelse af 28. juni 1994

anmodede jeg Indenrigsministeriet om en udtalelse vedrørende ministeriets

kompetence til at behandle klager over Flygtningenævnets sagsbehandling.

Udtalelsen var til brug for min overvejelse af om der var grundlag for at jeg

af egen drift efter ombudsmandslovens § 6, stk. 5, tog kompetencespørgsmålet

op til undersøgelse.

Baggrunden for mit brev var

en sag om asyl til et hviderussisk-polsk ægtepar. Ægteparret gjorde - efter

at

have fået afslag på asylansøgning - over for Indenrigsministeriet gældende at

de tolke der havde været benyttet under afhøringerne af ægteparret, ikke

beherskede henholdsvis russisk og polsk, og at ægteparrets forklaringer som

følge heraf ikke var blevet korrekt gengivet. I den anledning indhentede

Indenrigsministeriet en udtalelse fra blandt andre Flygtningenævnet som

oplyste at der under nævnsmødet havde medvirket en russisktalende tolk, og at

asylansøgeren ikke under nævnsmødet anførte at der var sproglige og

forståelsesmæssige problemer.

Herefter meddelte

Indenrigsministeriet at ministeriet ikke havde fundet grundlag for at

kritisere

Flygtningenævnets sagsbehandling. Indenrigsministeriet henholdt sig til

Flygtningenævnets udtalelse.

I en skrivelse af 12.

december 1994 svarede Indenrigsministeriet på mit brev. Ministeriet

bemærkede:

"Med hensyn til

udlændingemyndighedernes behandling af asylansøgninger i almindelighed

bemærkes, at en ansøgning om opholdstilladelse som flygtning (asyl) behandles

Læs alt

i 1. instans af Direktoratet for Udlændinge, hvis afgørelse kan påklages til

Flygtningenævnet. Direktoratet for Udlændinge kan dog - efter at have

forelagt

sagen for Dansk Flygtningehjælp - bestemme, at afgørelsen i en sag, hvor

ansøgningen må anses for åbenbart grundløs, ikke kan indbringes for

Flygtningenævnet.

Med hensyn til

Flygtningenævnets behandling af klager i forbindelse med direktoratets

behandling af flygtningesager er den saglige kompetence beskrevet i

udlændingelovens § 53a, der har følgende ordlyd:

'For flygtningenævnet kan

indbringes klager over afgørelser, som Direktoratet for Udlændinge har

truffet

om følgende spørgsmål, jf. dog stk. 3:

Nægtelse af opholdstilladelse til en udlænding, der

påberåber sig at være omfattet af §§ 7-8.

Bortfald efter § 17 og inddragelse efter §§ 19 eller 20

af en opholdstilladelse, der er givet efter §§ 7-8.

Nægtelse af udstedelse af et dansk rejsedokument for

flygtninge eller en inddragelse af et sådant rejsedokument.

Stk. 2

Påklages en afgørelse som

nævnt i stk. 1, har klagen opsættende virkning.

Stk. 3

Direktoratet for Udlændinge

kan, efter at sagen har været forelagt Dansk Flygtningehjælp, bestemme, at

afgørelsen i en sag, herunder en sag om opholdstilladelse efter § 7, stk. 4,

hvor ansøgningen må anses for åbenbar grundløs, ikke kan indbringes for

Flygtningenævnet ...'

Med hensyn til karakteren af

nævnets afgørelser har udlændingelovens § 56, stk. 3, følgende ordlyd:

'Nævnets afgørelser er

endelige.'

Det er herefter en del af

udlændingelovens ordning, at Indenrigsministeriet ingen mulighed har for at

gribe ind i Flygtningenævnets afgørelser i asylsager. Når nævnet har truffet

en

afgørelse, er den endelig.

Efter § 7, stk. 2, i

bekendtgørelse nr. 486 af 29. juni 1987 om forretningsorden for

Flygtningenævnet, der er fastsat af justitsministeren efter forhandling med

Flygtningenævnet, sørger nævnets sekretariat for advokatbistand og udvælger

tolk.

Flygtningenævnets sekretariat

er i organisationsmæssig sammenhæng underlagt indenrigsministeren under

Indenrigsministeriets Udlændingeafdeling, jf. herved vedlagte

organisationsplan

for Indenrigsministeriets Udlændingeafdeling.

Det er Indenrigsministeriets

opfattelse, at der på den baggrund må være en vis begrænset (ulovbestemt)

adgang for ministeren som øverste forvaltningschef for udlændingeområdet til

at udstede generelle forskrifter vedrørende visse formelle spørgsmål, ligesom

der må antages at være adgang til at regulere personale- og ressourcemæssige

spørgsmål samt visse andre af nævnets asylsagsbehandling uafhængige forhold,

der har relation til nævnets sekretariat, jf. således også som ovenfor nævnt,

at ministeren fastsætter nævnets forretningsorden efter forhandling med

nævnet,

jf. udlændingelovens § 56, stk. 4.

I den konkrete sag klagede

den pågældende til Indenrigsministeriet over den anvendte tolk og ikke over

Flygtningenævnets afgørelse i asylsagen, og det var på den baggrund og under

hensyn til § 7, stk. 2, i forretningsordenen for Flygtningenævnet, at

Indenrigsministeriet fandt det påkrævet at anmode nævnet om en udtalelse om

klagen med henblik på at afklare, om den af sekretariatet udvalgte tolk var

kompetent i den omhandlede sammenhæng.

Det bemærkes i øvrigt, at

formålet med oprettelsen af et nævn som Flygtningenævnet er, at afgørelser

skal

træffes ud fra mere alsidige synsvinkler og under særlige

retssikkerhedsgarantier, og det er derfor en naturlig følge, at

Indenrigsministeriet ikke kan give nævnet konkrete direktiver med hensyn til

den enkelte sags behandling og afgørelse på det område, der er udlagt til

nævnet.

Med hensyn til udstedelsen af

generelle forskrifter må det antages, at Indenrigsministeriets beføjelser

hertil er begrænset til spørgsmål af mere formel karakter, idet man ellers

herved regulerer materielle spørgsmål, der kan svække afgørelsernes

uafhængighed af ministeriet. Der kan i denne forbindelse henvises til

udlændingelovens § 54, 2. pkt., der har følgende ordlyd:

'Nævnet drager i øvrigt selv

omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen

og vidner og om tilvejebringelsen af andre bevismidler.'

Det må imidlertid antages, at

det ikke er udelukket for Indenrigsministeriet at henlede Flygtningenævnets

opmærksomhed på forhold, der følger af det regelgrundlag nævnet arbejder ud

fra, men udgangspunktet må være, at disse orienteringer ikke er bindende for

nævnet."

Efter at have haft lejlighed

til at overveje ministeriets svar besluttede jeg i henhold til

ombudsmandslovens § 6, stk. 5, af egen drift at iværksætte en undersøgelse

af,

om og i hvilken udstrækning Indenrigsministeriet kan behandle klager over

Flygtningenævnets sagsbehandling.

I en skrivelse af 4.

september 1995 anmodede jeg Indenrigsministeriet om følgende:

" Sigtes der ved udtrykket 'en vis begrænset

(ulovbestemt) adgang' til ministeriets beføjelser til som ressortmyndighed at

føre overtilsyn, jf. side 369-372 i Bent Christensen, Forvaltningsret,

opgaver, hjemmel, organisation (1991).

Ministeriet bedes uddybe og præcisere hvad der menes

med at ministeren kan 'udstede generelle forskrifter vedrørende visse

formelle

spørgsmål'.

Ministeriet bedes uddybe og præcisere hvilke personale-

og ressourcemæssige samt andre af nævnets asylbehandling uafhængige forhold

ministeriet mener at kunne regulere.

Ministeriet bedes oplyse om vurderingen af den konkrete

sag der gav anledning til at jeg rejste det generelle spørgsmål, ligeledes

blev behandlet som et led i ministeriets ulovbestemte beføjelser over for

Flygtningenævnet. Eller om det er ministeriets opfattelse at ministeriets

stillingtagen var hjemlet i § 7, stk. 2, i nævnets forretningsorden. Samtidig

beder jeg ministeriet oplyse hvilke sanktioner ministeriet mener at kunne

anvende såfremt den konkrete klage måtte anses for berettiget.

Ministeriet bedes uddybe og præcisere udsagnet om at

ministeriet ikke er udelukket fra at 'henlede Flygtningenævnets opmærksomhed

på

forhold der følger af det regelgrundlag nævnet arbejder ud fra ...'

Jeg anmoder om at

Indenrigsministeriets udtalelse tilbagesendes gennem Flygtningenævnet hvis

bemærkninger til spørgsmålet jeg ligeledes udbeder mig.

..."

Indenrigsministeriet svarede

i skrivelse af 24. januar 1996 følgende:

"...

1. Efter

Indenrigsministeriets opfattelse har Indenrigsministeriet ikke - ud over den

lovbestemte kompetence i udlændingelovens § 56, stk. 8, jf. lovbekendtgørelse

nr. 562 af 30. juni 1995, til at regulere visse formelle spørgsmål i nævnets

forretningsorden - kompetence på ulovbestemt grundlag til at udstede

generelle

forskrifter vedrørende Flygtningenævnets behandling og afgørelse af

asylsager.

Indenrigsministeriet har

endvidere ingen kompetence til at give Flygtningenævnet konkrete direktiver

med

hensyn til den enkelte sags behandling og afgørelse, jf. udlændingelovens §

54,

2. pkt., hvorefter Flygtningenævnet selv har ansvaret for sagens oplysning,

og

§ 56, stk. 7, hvorefter Flygtningenævnets afgørelser er endelige.

Indenrigsministeriet har af samme grund ingen kompetence til at påse, om

nævnet

i de enkelte sager har efterlevet de i nævnets forretningsorden fastsatte

forskrifter.

Indenrigsministeriet skal på

denne baggrund beklage, at man ved brev af 22. december 1993 har udtalt, at

man

ikke finder grundlag for at kritisere den af Flygtningenævnet foretagne

sagsbehandling. Indenrigsministeriet burde i stedet for have videresendt

klagen over nævnets sagsbehandling til behandling i Flygtningenævnet.

Indenrigsministeriet finder

herefter ikke anledning til at foretage nogen yderligere besvarelse af de af

Dem som nr. 1, 2 og 4 stillede spørgsmål.

2. Efter

Indenrigsministeriets opfattelse må det endvidere antages, at

Indenrigsministeriet som følge af nævnets uafhængighed af ministeren, der er

forudsat og fastsat i udlændingeloven, ikke har nogen adgang til at fremsætte

uforbindende udtalelser om lovligheden eller hensigtsmæssigheden af nævnets

behandling og afgørelse af sager.

Indenrigsministeriet finder

herefter ikke anledning til at foretage nogen yderligere besvarelse af det af

Dem som nr. 5 stillede spørgsmål.

3. For så vidt angår

Indenrigsministeriets adgang til at regulere personale- og ressourcemæssige

forhold samt andre af nævnets asylbehandling uafhængige forhold, jf. det af

Dem som nr. 3 stillede spørgsmål, kan Indenrigsministeriet som

ressortministerium fastsætte Flygtningenævnets budget, ligesom

Indenrigsministeriet kan regulere budget-, ressource- og personalemæssige

spørgsmål for Flygtningenævnets sekretariat, der organisatorisk er en del af

Indenrigsministeriets departement. Dette gælder f.eks. antallet af ansatte,

de

ansattes lønramme, lokale-, inventar- og edb-mæssige forhold og

personalekurser.

..."

Flygtningenævnet meddelte i

skrivelse af 30. januar 1996 at nævnet kunne tilslutte sig

Indenrigsministeriets skrivelse af 24. januar 1996.

Herefter meddelte jeg nævnet

og ministeriet at jeg tog det meddelte til efterretning."

Lignende dokumenter