Indenrigsministeriets kompetence til at behandle klager over Flygtningenævnets sagsbehandling
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Indenrigsministeriets kompetence til at behandle klager over
Flygtningenævnets sagsbehandling
I skrivelse af 28. juni 1994
anmodede jeg Indenrigsministeriet om en udtalelse vedrørende ministeriets
kompetence til at behandle klager over Flygtningenævnets sagsbehandling.
Udtalelsen var til brug for min overvejelse af om der var grundlag for at jeg
af egen drift efter ombudsmandslovens § 6, stk. 5, tog kompetencespørgsmålet
op til undersøgelse.
Baggrunden for mit brev var
en sag om asyl til et hviderussisk-polsk ægtepar. Ægteparret gjorde - efter
at
have fået afslag på asylansøgning - over for Indenrigsministeriet gældende at
de tolke der havde været benyttet under afhøringerne af ægteparret, ikke
beherskede henholdsvis russisk og polsk, og at ægteparrets forklaringer som
følge heraf ikke var blevet korrekt gengivet. I den anledning indhentede
Indenrigsministeriet en udtalelse fra blandt andre Flygtningenævnet som
oplyste at der under nævnsmødet havde medvirket en russisktalende tolk, og at
asylansøgeren ikke under nævnsmødet anførte at der var sproglige og
forståelsesmæssige problemer.
Herefter meddelte
Indenrigsministeriet at ministeriet ikke havde fundet grundlag for at
kritisere
Flygtningenævnets sagsbehandling. Indenrigsministeriet henholdt sig til
Flygtningenævnets udtalelse.
I en skrivelse af 12.
december 1994 svarede Indenrigsministeriet på mit brev. Ministeriet
bemærkede:
"Med hensyn til
udlændingemyndighedernes behandling af asylansøgninger i almindelighed
bemærkes, at en ansøgning om opholdstilladelse som flygtning (asyl) behandles
Læs alt
i 1. instans af Direktoratet for Udlændinge, hvis afgørelse kan påklages til
Flygtningenævnet. Direktoratet for Udlændinge kan dog - efter at have
forelagt
sagen for Dansk Flygtningehjælp - bestemme, at afgørelsen i en sag, hvor
ansøgningen må anses for åbenbart grundløs, ikke kan indbringes for
Flygtningenævnet.
Med hensyn til
Flygtningenævnets behandling af klager i forbindelse med direktoratets
behandling af flygtningesager er den saglige kompetence beskrevet i
udlændingelovens § 53a, der har følgende ordlyd:
'For flygtningenævnet kan
indbringes klager over afgørelser, som Direktoratet for Udlændinge har
truffet
om følgende spørgsmål, jf. dog stk. 3:
Nægtelse af opholdstilladelse til en udlænding, der
påberåber sig at være omfattet af §§ 7-8.
Bortfald efter § 17 og inddragelse efter §§ 19 eller 20
af en opholdstilladelse, der er givet efter §§ 7-8.
Nægtelse af udstedelse af et dansk rejsedokument for
flygtninge eller en inddragelse af et sådant rejsedokument.
Stk. 2
Påklages en afgørelse som
nævnt i stk. 1, har klagen opsættende virkning.
Stk. 3
Direktoratet for Udlændinge
kan, efter at sagen har været forelagt Dansk Flygtningehjælp, bestemme, at
afgørelsen i en sag, herunder en sag om opholdstilladelse efter § 7, stk. 4,
hvor ansøgningen må anses for åbenbar grundløs, ikke kan indbringes for
Flygtningenævnet ...'
Med hensyn til karakteren af
nævnets afgørelser har udlændingelovens § 56, stk. 3, følgende ordlyd:
'Nævnets afgørelser er
endelige.'
Det er herefter en del af
udlændingelovens ordning, at Indenrigsministeriet ingen mulighed har for at
gribe ind i Flygtningenævnets afgørelser i asylsager. Når nævnet har truffet
en
afgørelse, er den endelig.
Efter § 7, stk. 2, i
bekendtgørelse nr. 486 af 29. juni 1987 om forretningsorden for
Flygtningenævnet, der er fastsat af justitsministeren efter forhandling med
Flygtningenævnet, sørger nævnets sekretariat for advokatbistand og udvælger
tolk.
Flygtningenævnets sekretariat
er i organisationsmæssig sammenhæng underlagt indenrigsministeren under
Indenrigsministeriets Udlændingeafdeling, jf. herved vedlagte
organisationsplan
for Indenrigsministeriets Udlændingeafdeling.
Det er Indenrigsministeriets
opfattelse, at der på den baggrund må være en vis begrænset (ulovbestemt)
adgang for ministeren som øverste forvaltningschef for udlændingeområdet til
at udstede generelle forskrifter vedrørende visse formelle spørgsmål, ligesom
der må antages at være adgang til at regulere personale- og ressourcemæssige
spørgsmål samt visse andre af nævnets asylsagsbehandling uafhængige forhold,
der har relation til nævnets sekretariat, jf. således også som ovenfor nævnt,
at ministeren fastsætter nævnets forretningsorden efter forhandling med
nævnet,
jf. udlændingelovens § 56, stk. 4.
I den konkrete sag klagede
den pågældende til Indenrigsministeriet over den anvendte tolk og ikke over
Flygtningenævnets afgørelse i asylsagen, og det var på den baggrund og under
hensyn til § 7, stk. 2, i forretningsordenen for Flygtningenævnet, at
Indenrigsministeriet fandt det påkrævet at anmode nævnet om en udtalelse om
klagen med henblik på at afklare, om den af sekretariatet udvalgte tolk var
kompetent i den omhandlede sammenhæng.
Det bemærkes i øvrigt, at
formålet med oprettelsen af et nævn som Flygtningenævnet er, at afgørelser
skal
træffes ud fra mere alsidige synsvinkler og under særlige
retssikkerhedsgarantier, og det er derfor en naturlig følge, at
Indenrigsministeriet ikke kan give nævnet konkrete direktiver med hensyn til
den enkelte sags behandling og afgørelse på det område, der er udlagt til
nævnet.
Med hensyn til udstedelsen af
generelle forskrifter må det antages, at Indenrigsministeriets beføjelser
hertil er begrænset til spørgsmål af mere formel karakter, idet man ellers
herved regulerer materielle spørgsmål, der kan svække afgørelsernes
uafhængighed af ministeriet. Der kan i denne forbindelse henvises til
udlændingelovens § 54, 2. pkt., der har følgende ordlyd:
'Nævnet drager i øvrigt selv
omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen
og vidner og om tilvejebringelsen af andre bevismidler.'
Det må imidlertid antages, at
det ikke er udelukket for Indenrigsministeriet at henlede Flygtningenævnets
opmærksomhed på forhold, der følger af det regelgrundlag nævnet arbejder ud
fra, men udgangspunktet må være, at disse orienteringer ikke er bindende for
nævnet."
Efter at have haft lejlighed
til at overveje ministeriets svar besluttede jeg i henhold til
ombudsmandslovens § 6, stk. 5, af egen drift at iværksætte en undersøgelse
af,
om og i hvilken udstrækning Indenrigsministeriet kan behandle klager over
Flygtningenævnets sagsbehandling.
I en skrivelse af 4.
september 1995 anmodede jeg Indenrigsministeriet om følgende:
" Sigtes der ved udtrykket 'en vis begrænset
(ulovbestemt) adgang' til ministeriets beføjelser til som ressortmyndighed at
føre overtilsyn, jf. side 369-372 i Bent Christensen, Forvaltningsret,
opgaver, hjemmel, organisation (1991).
Ministeriet bedes uddybe og præcisere hvad der menes
med at ministeren kan 'udstede generelle forskrifter vedrørende visse
formelle
spørgsmål'.
Ministeriet bedes uddybe og præcisere hvilke personale-
og ressourcemæssige samt andre af nævnets asylbehandling uafhængige forhold
ministeriet mener at kunne regulere.
Ministeriet bedes oplyse om vurderingen af den konkrete
sag der gav anledning til at jeg rejste det generelle spørgsmål, ligeledes
blev behandlet som et led i ministeriets ulovbestemte beføjelser over for
Flygtningenævnet. Eller om det er ministeriets opfattelse at ministeriets
stillingtagen var hjemlet i § 7, stk. 2, i nævnets forretningsorden. Samtidig
beder jeg ministeriet oplyse hvilke sanktioner ministeriet mener at kunne
anvende såfremt den konkrete klage måtte anses for berettiget.
Ministeriet bedes uddybe og præcisere udsagnet om at
ministeriet ikke er udelukket fra at 'henlede Flygtningenævnets opmærksomhed
på
forhold der følger af det regelgrundlag nævnet arbejder ud fra ...'
Jeg anmoder om at
Indenrigsministeriets udtalelse tilbagesendes gennem Flygtningenævnet hvis
bemærkninger til spørgsmålet jeg ligeledes udbeder mig.
..."
Indenrigsministeriet svarede
i skrivelse af 24. januar 1996 følgende:
"...
1. Efter
Indenrigsministeriets opfattelse har Indenrigsministeriet ikke - ud over den
lovbestemte kompetence i udlændingelovens § 56, stk. 8, jf. lovbekendtgørelse
nr. 562 af 30. juni 1995, til at regulere visse formelle spørgsmål i nævnets
forretningsorden - kompetence på ulovbestemt grundlag til at udstede
generelle
forskrifter vedrørende Flygtningenævnets behandling og afgørelse af
asylsager.
Indenrigsministeriet har
endvidere ingen kompetence til at give Flygtningenævnet konkrete direktiver
med
hensyn til den enkelte sags behandling og afgørelse, jf. udlændingelovens §
54,
2. pkt., hvorefter Flygtningenævnet selv har ansvaret for sagens oplysning,
og
§ 56, stk. 7, hvorefter Flygtningenævnets afgørelser er endelige.
Indenrigsministeriet har af samme grund ingen kompetence til at påse, om
nævnet
i de enkelte sager har efterlevet de i nævnets forretningsorden fastsatte
forskrifter.
Indenrigsministeriet skal på
denne baggrund beklage, at man ved brev af 22. december 1993 har udtalt, at
man
ikke finder grundlag for at kritisere den af Flygtningenævnet foretagne
sagsbehandling. Indenrigsministeriet burde i stedet for have videresendt
klagen over nævnets sagsbehandling til behandling i Flygtningenævnet.
Indenrigsministeriet finder
herefter ikke anledning til at foretage nogen yderligere besvarelse af de af
Dem som nr. 1, 2 og 4 stillede spørgsmål.
2. Efter
Indenrigsministeriets opfattelse må det endvidere antages, at
Indenrigsministeriet som følge af nævnets uafhængighed af ministeren, der er
forudsat og fastsat i udlændingeloven, ikke har nogen adgang til at fremsætte
uforbindende udtalelser om lovligheden eller hensigtsmæssigheden af nævnets
behandling og afgørelse af sager.
Indenrigsministeriet finder
herefter ikke anledning til at foretage nogen yderligere besvarelse af det af
Dem som nr. 5 stillede spørgsmål.
3. For så vidt angår
Indenrigsministeriets adgang til at regulere personale- og ressourcemæssige
forhold samt andre af nævnets asylbehandling uafhængige forhold, jf. det af
Dem som nr. 3 stillede spørgsmål, kan Indenrigsministeriet som
ressortministerium fastsætte Flygtningenævnets budget, ligesom
Indenrigsministeriet kan regulere budget-, ressource- og personalemæssige
spørgsmål for Flygtningenævnets sekretariat, der organisatorisk er en del af
Indenrigsministeriets departement. Dette gælder f.eks. antallet af ansatte,
de
ansattes lønramme, lokale-, inventar- og edb-mæssige forhold og
personalekurser.
..."
Flygtningenævnet meddelte i
skrivelse af 30. januar 1996 at nævnet kunne tilslutte sig
Indenrigsministeriets skrivelse af 24. januar 1996.
Herefter meddelte jeg nævnet
og ministeriet at jeg tog det meddelte til efterretning."
Lignende dokumenter
- Udsendelse af asylsøgere, der har fået afslag på opholdstilladelse. Retsinformation · 5. november 2003
- 1994 LSF 194 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN (EFFEKTIVISERING AF ASYLSAGSBEHANDLINGEN I FLYGTNINGENÆVNET, RÅDGIVNING AF ASYLANSØGERE, OVERFØRSEL AF OPGAVEN MED AT AFHØRE ASYLANSØGERE FRA POLITIET TIL DIREKTORATET FOR UDLÆNDINGE, OPTAGELSE AF FINGERAFTRYK AF ASYLANSØGERE M.V.) Retsinformation · 15. juni 1995
- Afgørelse om udsendelse klagemulighed Retsinformation · 23. februar 2005
- 1994 BTL 194 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN (EFFEKTIVISERING AF ASYLSAGSBEHANDLINGEN I FLYGTNINGENÆVNET, RÅDGIVNING AF ASYLANSØGERE, OVERFØRSEL AF OPGAVEN MED AT AFHØRE ASYLANSØGERE FRA POLITIET TIL DIREKTORATET FOR UDLÆNDINGE, OPTAGELSE AF FINGERAFTRYK AF ASYLANSØGERE M.V.) NR L 194 1994-95, 1. SAMLING Retsinformation · 28. juli 1995
- Forslag til Lov om ændring af udlændingeloven og hjemrejseloven (Gennemførelse af dele af EU’s pagt om migration og asyl m.v) Retsinformation · 16. januar 2026
- Sag om, hvorvidt sag mod Flygtningenævnet kan fremmes ved domstolene Domsdatabasen · 29. juni 2007