1994 BTL 194 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN (EFFEKTIVISERING AF ASYLSAGSBEHANDLINGEN I FLYGTNINGENÆVNET, RÅDGIVNING AF ASYLANSØGERE, OVERFØRSEL AF OPGAVEN MED AT AFHØRE ASYLANSØGERE FRA POLITIET TIL DIREKTORATET FOR UDLÆNDINGE, OPTAGELSE AF FINGERAFTRYK AF ASYLANSØGERE M.V.) NR L 194 1994-95, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet
spørgsmål til indenrigsministeren, som denne har besvaret skriftligt. Nogle
af svarene er optrykt som bilag til betænkningen sammen med
indenrigsministerens svar på et spørgsmål stillet af udvalget under alm. del.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser
fra Council of the Baltic Sea States og Dansk Flygtningehjælp.
Der er af indenrigsministeren og af et mindretal stillet ændringsforslag,
hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis,
Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget)
bemærker, at for så vidt angår det foreslåede § 54, stk. 2, om begrænsningen
i adgangen til at fremlægge nye bevismidler under nævnets behandling af en
asylsag, finder flertallet anledning til at understrege, at bestemmelsen ikke
bør anvendes, hvis der er en bestyrket formodning for, at det bevismiddel,
som ønskes fremlagt, vil have betydning for sagens udfald, og hvor den sene
fremlæggelse må betragtes som undskyldelig. Det forudsættes endvidere, at
bestemmelsen vil blive administreret således, at bevismidler, hvis
fremlæggelse er afgørende for vurderingen af, om ansøgeren ved en eventuel
tilbagevenden til hjemlandet eller det tidligere bopælsland vil være i risiko
for forfølgelse, ikke vil blive nægtet fremlagt. Flertallet lægger endvidere
vægt på, at der, såfremt nævnets formand eller en af næstformændene træffer
beslutning om, at et dokument nægtes fremlagt, skal ske en fyldestgørende
orientering til alle medlemmer af det nævn, som skal behandle den pågældende
sag.
For så vidt angår den foreslåede ændring af udlændingelovens § 19, stk. 1,
nr. 1, og ændringen af direktoratets praksis, finder flertallet, at der af
retssikkerhedsmæssige årsager i forbindelse med meddelelsen af
opholdstilladelse til personer, der vil være omfattet af disse ændringer, bør
gøres opmærksom på mulighederne for inddragelsen af den meddelte
opholdstilladelse inden for de første 3 år.
Læs alt
Flertallet tillægger det endvidere afgørende betydning, at
sagsbehandlingen i det uafhængige organ Flygtningenævnet, der træffer den
endelige afgørelse i sager vedrørende meddelelse af asyl, foregår med den
fornødne hurtighed.
Flertallet bemærker i den forbindelse, at der med lovforslaget skabes
grundlag for at gennemføre en række effektiviseringer af asylsagsbehandlingen
i Flygtningenævnet. Der sker således med bestemmelserne om, at nævnet vil
blive sammensat af 5 medlemmer, en afskaffelse af den hidtidige usmidige og
ressourcekrævende visitering af sager mellem de hidtidige 3- eller
7-mands-nævn. Endvidere vil bl.a. bestemmelserne om øget formandskompetence
kunne bidrage til en effektivisering af nævnets arbejde.
Flertallet har noteret sig, at der med disse forslag ikke bliver slækket
på de retssikkerhedsmæssige garantier, der gælder for Flygtningenævnets
arbejde.
Flertallet påpeger, at der - som det også er anført i bemærkningerne til
lovforslaget - ud over de foreslåede lovændringer bør gennemføres en række
administrative tiltag i Flygtningenævnet med henblik på effektivisering af
asylsagsbehandlingen. Opmærksomheden må i den forbindelse henledes på den
uforenelighed, der har været imellem sagstilgangen på 1.196 spontansager til
Flygtningenævnet i perioden november 1994 - februar 1995 og
ekspeditionstakten i samme periode, hvor der alene blev sat 307 spontansager
på dagsordenen til et nævnsmøde. I dag berammes der 4 sager pr. nævn pr. dag.
Som det fremgår af tallene, må både antallet af nævn og afgørelser pr. dag
øges væsentligt for at opnå balance mellem indgående og udgående sager. Hvis
der f.eks. skal behandles 2.500 sager pr. år, bør dette kunne klares af 3
nævn.
Flertallet har noteret sig, at en ekspertarbejdsgruppe under
Indenrigsministeriet den 25. april 1995 har afgivet betænkning om anvendelse
af udlændingeattacheer m.v. (betænkning nr. 1291/95). Flertallet kan
tilslutte sig arbejdsgruppens anbefaling om, at der som led i behandlingen af
udlændingesager etableres ordninger med dels faste dels midlertidige
udlændingeattacheer. Sådanne udlændingeattacheer vil kunne indsamle flere
oplysninger til brug for den konkrete sagsbehandling og gøre det hurtigere,
end udenrigstjenesten i dag har kapacitet til. Det vil medføre en hurtigere
sagsbehandling og sikrere afgørelser i udlændingesager. Udlændingeattacheerne
vil endvidere gennem personlige kontakter til udlændingemyndighederne i de
lande, hvor attacheerne udstationeres, kunne bidrage til, at
udsendelsesproceduren smidiggøres, og at det i flere tilfælde bliver muligt
overhovedet at gennemføre tvangsmæssige udsendelser.
Herefter indstiller et mindretal (Venstres, Det Konservative
Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) lovforslaget til
vedtagelse med de af indenrigsministeren og de af mindretallet
stillede ændringsforslag.
Mindretallet stemmer for lovforslaget ved dets endelige vedtagelse, idet
mindretallet er enig i lovforslagets intentioner om at foretage en
opstramning af asylproceduren og har bemærket, at en række af mindretallets
forslag optaget i betænkningen over lovforslag nr. L 214 (folketingsåret
1993-94) om at foretage en opstramning af asylproceduren er medtaget i
nærværende og tidligere lovforslag. Mindretallet finder dog ikke, at
lovforslaget er tilstrækkeligt til at opnå den fornødne hurtighed og
effektivitet i sagsbehandlingen, ligesom lovforslaget efter mindretallets
opfattelse indeholder elementer, der modvirker hensigten.
Mindretallet har derfor stillet en række ændringsforslag, hvortil der
henvises.
Mindretallet finder derudover, at der bør foretages stramninger i
overensstemmelse med nedenstående:
a) Sager, der er afgjort af Flygtningenævnet eller efter åbenbart
grundløs-proceduren, bør ikke kunne indbringes for Folketingets Ombudsmand.
b) Flere sager bør udtages til åbenbart grundløs-proceduren og Dansk
Flygtningehjælps vetoret afskaffes, medens høringsretten bevares.
Erfaringerne viser, at Dansk Flygtningehjælps vetoprocent i de sager, der
har været udtaget til åbenbart grundløs-proceduren, er steget markant, uagtet
Direktoratet for Udlændinge ikke har ændret på de kriterier, som åbenbart
grundløs-proceduren baseres på. Alligevel er vetoprocenten steget fra 18 pct.
i 1993 til 45 pct. i de første 17 uger af 1995. Efter direktoratets
opfattelse skyldes de høje vetoprocenter forskelle i
troværdighedsvurderingerne. Direktoratet har tillige oplyst, at der i de
seneste år har været behov for at træffe forholdsvis flere
troværdighedsafgørelser end tidligere. Der henvises til indenrigsministerens
svar på spørgsmål 7, der er optrykt som bilag til betænkningen.
c) Mindretallet udtaler, at man finder, at reglerne om frihedsberøvelse
burde have været præciseret yderligere, idet man ikke med den foreslåede
præcisering kan forvente, at der vil blive opnået nogen mærkbar ændring af
retspraksis.
Det skal bemærkes, at ministeren netop selv i svaret på spørgsmål 6, der
ligeledes er optrykt, fremhæver, at muligheden for frihedsberøvelse af
asylsøgere, der forventes eller er udtaget til behandling i åbenbart
grundløs-proceduren, er et væsentligt element i bestræbelserne på at
opretholde det nævnte markante fald i sagsbehandlingstiden for denne gruppe
sager.
På den anden side har ministeren i svaret på spørgsmål 15, der også er
optrykt som bilag til betænkningen, anført, at frihedsberøvelse efter § 36,
stk. l, både efter de gældende bestemmelser og præciseringen i lovforslaget
alene vil kunne iværksættes, såfremt foranstaltninger efter § 34 ikke skønnes
tilstrækkelige.
Når henses til den som bilag til betænkningen optrykte kendelse fra
Ugeskrift for Retsvæsen, 1995, s. 340, må det forventes, at bestemmelsen
efter den foreslåede formulering ikke får den tiltænkte virkning.
d) Mindretallet ønsker, at der nu sker en udmøntning af flertallets
betænkningsbidrag i betænkningen afgivet af Retsudvalget den 11. juni 1992
over lovforslag nr. L 257 (folketingsåret 1991-92), hvorefter flertallet
tilslutter sig, at ægteskabsbekendtgørelsen ændres med henblik på, at alene
personer med lovligt ophold i Danmark i form af opholdstilladelse m.v. kan
indgå ægteskab her. Mindretallet finder ikke, at asylsøgeres indgåelse af
ægteskab med herboende i sig selv bør give opholdsgrundlag.
e) Mindretallet finder, at en konsekvent kurs over for kriminelle
udlændinge samlet gavner forståelsen for, at Danmark skal hjælpe lovlydige
flygtninge og krigsramte.
Mindretallet har overvejet at stille ændringsforslag til
udvisningsbestemmelserne, men afstår under henvisning til ministerens
bemærkninger til lovforslaget (6.2.), hvorefter ministeren har givet tilsagn
om, at der nu nedsættes et ekspertudvalg, der skal gennemgå, i hvilket omfang
udvisningsbestemmelserne anvendes, og om der er behov for ændringer.
Mindretallet finder, at ændringer af udvisningsbestemmelserne bør bygge på
følgende elementer:
- Den såkaldte trappestigemodel bør fortsat være hovedreglen, hvor der er
tale om mindre grov kriminalitet. Mindretallet finder det fortsat naturligt,
at der ved afgørelse af, hvorvidt udvisning skal finde sted og for hvilken
periode, er en sammenhæng mellem kriminalitetens grovhed og de pågældendes
tilknytning til Danmark. Men reglerne bør strammes væsentligt op.
- Mindretallet finder, at det bør være hovedreglen, at udlændinge, der har
udøvet organiseret narkokriminalitet eller anden kriminalitet, der er til
fare for det danske samfund, uanset, hvor længe de har opholdt sig i Danmark,
bør udvises for bestandig, ligesom det bør være en selvstændig særligt
skærpende omstændighed for vurdering af udvisning, at der er sket domfældelse
for vold, sædelighedsforbrydelse eller anden kriminalitet, der retter sig mod
andres sikkerhed og integritet.
- Ligeledes bør det anses for en selvstændig skærpende omstændighed, at en
person gentagne gange er dømt for selv mindre kriminalitet, idet dette
demonstrerer, at den pågældende ikke har til hensigt at overholde landets
love.
- Endelig ønsker mindretallet en opstramning af forholdene under
strafafsoning. Udgang under afsoning bør som hovedregel ikke finde sted.
Mindretallet har derimod intet at indvende mod, at der sker en hurtigere
løsladelse og hjemsendelse direkte efter, at afsoningen er afsluttet.
f) Mindretallet udtaler, at man finder det stærkt uheldigt, at udenlandske
forskere, der allerede har opnået ansættelse på danske
forskningsinstitutioner, skal vente i månedsvis på opholdstilladelse.
Mindretallet finder svaret på spørgsmål 17 (optrykt som bilag) aldeles
utilstrækkeligt.
g) Mindretallet henstiller til regeringen, at der på europæisk plan findes
en fælles flygtningedefinition, idet mindretallet bemærker, at langt de
fleste personer, der opnår flygtningestatus, får opholdstilladelse efter
reglerne om de facto-status. I årene 1991, 1992, 1993 og 1994 henholdsvis
1472, 1901, 1909 og 1317, medens der i samme periode blev givet 985, 757, 645
og 677 tilladelser efter reglerne om konventionsstatus. Der henvises til
ministerens svar til Retsudvalget af 6. marts 1995 på spørgsmål 206 (alm. del
- bilag 621), der er optrykt som bilag til betænkningen.
h) Prinicipielt er mindretallet af den opfattelse, at fingeraftryk, der er
optaget med hjemmel i udlændingeloven, ikke bør slettes, før den pågældende
har erhvervet dansk statsborgerskab.
Et andet mindretal (Socialdemokratiets, Det Radikale Venstres og
Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til
vedtagelse med de af indenrigsministeren stillede ændringsforslag.
Mindretallet lægger vægt på, at muligheden for at frihedsberøve
asylansøgere i maksimalt 7 dage for at sikre sagens gennemførelse (åbenbart
grundløs-proceduren) fastholdes i foreløbig et år med henblik på at samle
tilstrækkelige erfaringer. Dette er nødvendigt for at vurdere
frihedsberøvelsesmulighedens betydning for sagsbehandlingstiden,
kriminalitet, udeblivelser og asylansøgertal fra de lande, i forhold til
hvilke der ikke udfyldes asylansøgningsskema.
Mindretallet har noteret sig indenrigsministerens besvarelse af spørgsmål
nr. S 1599 af 10. maj 1995 fra medlem af Folketinget Bruno Jerup. Heraf
fremgår, at ministeriet vil nedsætte en arbejdsgruppe med henblik på at
undersøge mulighederne for forbedring af asylansøgerbørns undervisning også i
multietniske centre. Det sker på baggrund af de gode erfaringer på disse
felter med de bosniske krigsflygtninge. Spørgsmål og svar er optrykt som
bilag til betænkningen.
Herudover har indenrigsministeren givet udtryk for, at regeringen vil
arbejde med selvaktivering også på de multietniske centre, idet man vil søge
at inddrage asylansøgerne i alle daglige gøremål på centrene. Mindretallet
har noteret sig dette med tilfredshed, fordi det vil medvirke til at undgå en
menneskeligt nedbrydende passivitet i den periode, asylansøgerne venter på en
afgørelse af deres sag.
Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens
medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3.
behandling.
Da der stadig mangler vigtige besvarelser, ønsker mindretallet
lovforslaget til fornyet behandling i Retsudvalget mellem 2. og 3.
behandling.
Ændringsforslag
Til § 1Af et mindretal (V, KF og FP):
1) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer:
»01. § 11 affattes således:
»§ 11. Opholdstilladelse gives med henblik på midlertidigt
ophold og tidsbegrænset.
Stk. 2. Som udgangspunkt gives opholdstilladelsen for 2 år. Denne
tilladelse kan efter ansøgning forlænges med 2 år og derefter yderligere med
3 år, medmindre der er grundlag for at inddrage den efter § 19. Herefter kan
der gives opholdstilladelse med henblik på varigt ophold, medmindre særlige
grunde taler herimod.«»
2) Efter nr. 3 indsættes som nyt nummer:
»02. § 33, stk. 5, 1. pkt., ophæves.«
3) Nr. 11 affattes således:
»11. Efter § 40 indsættes som ny paragraf:
»§ 40 a. Der kan optages fingeraftryk af en udlænding,
1) som søger opholdstilladelse efter § 7, eller
2) som er afvist eller udvist, eller som skal udrejse.«»
4) Nr. 13 udgår.
Af indenrigsministeren, tiltrådt af et flertal (S, V, KF,
FP, RV og CD):
5) I den under nr. 13 foreslåede § 46 c ændres i
2. pkt. »er endelig« til: »ikke kan indbringes for
anden administrativ myndighed«.
Af et mindretal (V, KF og FP):
6) Nr. 15 udgår.
7) Nr. 16 udgår.
8) Efter nr. 17 indsættes som nyt nummer:
»03. I § 53 indsættes efter stk. 6, der bliver stk. 7:
»Stk. 8. Flygtningenævnets virksomhed er ikke omfattet af
Ombudsmandens indseende.«
Stk. 7 bliver herefter stk. 9.'
Af indenrigsministeren, tiltrådt af et flertal (S, V, KF,
FP, RV og CD):
9) Nr. 19 og nr. 20 udgår.
10) Nr. 22 affattes således:
»22. I § 56, stk. 2, der bliver stk. 6, udgår i 1.
pkt. »jf. dog stk. 1, 3. pkt.«.'
Af et mindretal (V, KF og FP):
Til § 2 11) Nr. 3 udgår.
Af indenrigsministeren, tiltrådt af et flertal (S, V, KF,
FP, RV og CD):
Til § 3 12) I stk. 2 indsættes efter »§ 1, nr.«:
»1, 2,».
13) I stk. 2 og stk. 4 ændres »21-22« til:
»19-20«.
14) I stk. 2 ændres »den 1. maj 1995« til:
»dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende«.
15) I stk. 3, 1. pkt., ændres »18-20« til:
»18«.
16) I stk. 3, 2. pkt., indsættes efter »§ 1, nr.
15,»: »og § 2, nr. 2,».
17) I stk. 4 og 5 ændres »den 1. maj 1995«
til: »disse bestemmelsers ikrafttræden«.
Til § 4 18) »15-22« ændres til: »15-20«.
Bemærkninger
Til nr. 1 Dansk flygtningepolitik bør være humanitær, men ikke gøre
flygtninge til indvandrere. Hovedreglen bør derfor være opholdstilladelse med
henblik på midlertidigt ophold.
Efter 7 år skal der, medmindre særlige grunde taler herimod, være mulighed
for opholdstilladelse med henblik på varigt ophold. Denne 7-års-frist hænger
sammen med mulighederne for efter 7 års lovligt ophold at erhverve dansk
statsborgerskab.
Mindretallet har noteret sig, at ministeren vil nedsætte et ekspertudvalg
til at belyse anvendelsesmulighederne for midlertidig opholdstilladelse og en
indgående vurdering af de lovgivningsmæssige og integrationsmæssige
konsekvenser heraf.
Mindretallet, der gentagne gange har rejst spørgsmålet, har dog som så
grundlæggende et princip, at flygtninge ikke skal gøres til indvandrere, at
man allerede nu ved et ændringsforslag har ønsket at tilkendegive indholdet
af en bestemmelse om midlertidigt ophold.
Mindretallet anerkender, at ministerens bebudede praksisændring vedrørende
genoptagelse af sager efter § 19 muligvis er et skridt på vejen til
midlertidig opholdstilladelse, men finder dog, at dette må kombineres med en
ændring af formuleringen i lovens § 11.
Mindretallet bemærker endvidere, at en generel ordning, hvorefter alle får
midlertidig opholdstilladelse, bør ledsages af mere fleksible ordninger med
hensyn til aktivering af personer allerede på asylsøgertidspunktet, hvor
mulighederne for asyl synes realistiske.
Mindretallet finder, at det bør være en pligt for enhver asylsøger fra den
dag, han eller hun indkvarteres, at deltage i alt forefaldende arbejde på
centret og alt efter personlig baggrund at bidrage med hjælp til uddannelse
m.v. af de øvrige beboere.
Til nr. 2 og 8 I betænkningen fra Ombudsmandslovudvalget (betænkning nr.
1272/1994) anfører udvalget (side 100) bl.a.:
»Den vurdering, som udvalget har valgt som grundlag for fastlæggelsen
af grænsen for ombudsmandens indseende med domstolslignende nævn, kan ikke
føre til en præcis grænsedragning. Når det afgørende er, om ombudsmandens
kontrol kan undværes, fordi nævnet ved sine opgaver, proces og sammensætning
byder på lignende garantier som domstolene, kan der opstilles en skala, men
kun vanskeligt lægges en generelt gyldig grænse.
Der er følgende løsninger:
Man kan lade ombudsmanden i hvert enkelt tilfælde tage stilling til sin
kompetence på det grundlag, som denne betænkning indeholder.
Eller man kan lade afgørelsen af ombudsmandens indseende med
domstolslignende nævn afhænge af lovgivningsmagtens bestemmelse vedrørende de
enkelte nævn. Denne løsning indebærer, at ombudsmandsloven ikke lægger
grænsen, men at lovgivningsmagten for hvert enkelt domstolslignende nævn i
vedkommende lov træffer bestemmelse om, hvorvidt nævnet skal være under
ombudsmandens indseende eller ikke.
Udvalget foretrækker den sidste løsning.«
Efter forslagsstillernes opfattelse bør Folketinget på denne baggrund nu i
forbindelse med revisionen af udlændingeloven tage stilling til spørgsmålet
om ombudsmandens indseende med Flygtningenævnet. Også efter vedtagelsen af
nærværende lovforslag vil Flygtningenævnet være et af de mest
domstolslignende ankenævn. Hvis det derfor skal have mening i det hele taget
at undtage ankenævn fra ombudsmandens indseende, bør Flygtningenævnet
undtages.
Til nr. 3 Ændringsforslaget stemmer med anbefalingen i Per
Sørensen-rapporten.
Til nr. 4, 7 og 11 At flytte en væsentlig del af udlændingeopgaverne bort
fra politiet til henholdsvis statsamter og Direktoratet for Udlændinge findes
ikke velbegrundet.
Der henvises ikke mindst til høringssvaret fra Foreningen af Politimestre,
som er optrykt som bilag til betænkningen. Mindretallet er meget enig med
politimesterforeningen i, at en overførsel af opgaver fra politikredsene til
statsamterne er udtryk for en betydelig serviceforringelse over for
udlændingene, ligesom nærhedspolititanken modarbejdes.
Mindretallet er endvidere enig med politimesterforeningen i, at alle
saglige grunde taler for at bevare opgaven hos politiet.
Mindretallet finder, at regeringens forslag alene er udtryk for politiske
holdninger over for politiet.
Til nr. 5 Ændringen er af redaktionel karakter.
Efter det 2. pkt. i den foreslåede § 46 c kan indenrigsministeren - i
forbindelse med, at der fastsættes regler om, at visse afgørelser, der efter
loven træffes af Direktoratet for Udlændinge, kan træffes af andre
myndigheder end direktoratet - fastsætte bestemmelser om, til hvilken
myndighed trufne afgørelser kan påklages, og at en afgørelse truffet af den
myndighed, hvortil afgørelsen kan påklages, er endelig.
Det præciseres ved ændringsforslaget, at denne bemyndigelsesadgang til at
fastsætte endelighedsbestemmelser alene vedrører adgangen til at indbringe en
afgørelse for anden administrativ myndighed. Bestemmelsen vedrører således
ikke adgangen til at indbringe administrative afgørelser for domstolene efter
reglerne herom eller Folketingets Ombudsmands adgang til at have indseende
med forvaltningen.
Til nr. 6 Den foreslåede regel findes ikke velbegrundet, men må tværtimod
befrygtes at ville modvirke lovforslagets hensigt om en meget hurtig og
smidig sagsbehandling. Særlig peges på, at sagsbehandlingen i sager
vedrørende personer, der ankommer med fly, og som skal afvises, i dag sker så
betids, at den pågældende kan returneres med samme fly.
Til nr. 9 Advokatrådet har i et høringssvar af 10. april 1995 ikke kunnet
støtte forslaget om, at Flygtningenævnet kan nægte at beskikke den advokat,
som udlændingen ønsker beskikket, såfremt den pågældende advokat ikke har
deltaget i efteruddannelseskurser, der er godkendt af indenrigsministeren, på
områder af særlig betydning for udøvelsen af hvervet som beskikket advokat i
sager, der behandles i Flygtningenævnet.
Efter Advokatrådets opfattelse bør der - forinden en eventuel indførelse
af krav om obligatorisk efteruddannelse - foretages en egentlig
udvalgsbehandling af spørgsmålet, idet der ikke på andre områder er fastsat
regler om obligatorisk efteruddannelse af advokater for at kunne beskæftige
sig med en bestemt juridisk disciplin.
Indenrigsministeriet har forståelse for dette principielle synspunkt og
finder derfor, at forslaget bør udgå af nærværende lovforslag.
Indenrigsministeriet finder imidlertid fortsat, at der kan være behov for
tiltag med henblik på at højne kvaliteten af advokatarbejdet - og dermed
yderligere styrke retssikkerheden - i Flygtningenævnet. Indenrigsministeriet
vil derfor tage initiativ til, at advokater, der ønsker at medvirke ved
Flygtningenævnets behandling af asylsager, tilbydes at deltage i
efteruddannelseskurser i forskellige emner af betydning for advokaters
arbejde i forbindelse med flygtningenævnssager. Det nærmere indhold af en
sådan ordning vil blive drøftet i samarbejde mellem Flygtningenævnet,
Direktoratet for Udlændinge, Advokatrådet og Indenrigsministeriet.
Til nr. 10 Ændringsforslaget er af redaktionel karakter.
Det er i lovforslagets § 1, nr. 22, fejlagtigt anført, at det eksisterende
stk. 2 i § 56 bliver stk. 5, mens det fremgår af lovforslagets § 1, nr. 21,
at stk. 2 bliver stk. 6.
Med ændringsforslaget præciseres, at lovforslagets § 1, nr. 22, vedrører
udlændingelovens § 56, stk. 2, der bliver stk. 6.
Til nr. 12 Ændringsforslaget er af præciserende karakter.
Det fremgår af lovforslagets § 3, stk. 5, at lovforslagets § 1, nr. 1 og
2, ikke skal finde anvendelse for udlændinge, der inden den 1. maj 1995 har
indgivet ansøgning om opholdstilla-
delse. Det forudsættes således, at lovforslagets § 1, nr. 1 og 2, skal
træde i kraft den 1. maj 1995.
Med ændringsforslaget sker der en nødvendig præcisering af, at
lovforslagets § 1, nr. 1 og 2, skal træde i kraft på et tidligere tidspunkt
end lovens almindelige ikrafttrædelsestidspunkt den 1. september 1995.
Det bemærkes, at det, jf. ændringsforslag nr. 14, foreslås, at de
bestemmelser, der er nævnt i § 3, stk. 2, skal træde i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
Til nr. 13, 15 og 18 Ændringsforslagene er konsekvensændringer som følge
af ændringsforslag nr. 9, hvorefter lovforslagets § 1, nr. 19 og 20, udgår.
Til nr. 14 og 17 Det foreslås, at ikrafttrædelsestidspunktet for de
bestemmelser, der er nævnet i lovforslagets § 3, stk. 2, ændres fra den 1.
maj 1995 til dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende på grund af en senere
2. og 3. behandling i Folketinget end forventet.
Det foreslås samtidig, at skæringstidspunktet for anvendelsen af
overgangsbestemmelserne i § 3, stk. 4 og 5, tilsvarende ændres fra den 1. maj
1995 til dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Det senere ikrafttrædelsestidspunkt vil medføre, at de økonomiske
konsekvenser af lovforslaget i 1995 beløbsmæssigt bliver mindre. Konkret vil
udgifterne for Direktoratet for Udlændinge og Flygtningenævnet, der er anført
under pkt. 7.3. Flygtningenævnet i lovforslagets almindelige bemærkninger,
blive reduceret. Tilsvarende vil besparelserne i 1995 på udgifter til
asylansøgernes underhold blive mindre. Som anført i indledningen til
lovforslagets økonomiske og administrative bemærkninger, vil disse ændringer
blive korrigeret på forslag til tillægsbevillingslov for 1995.
Til nr. 16 Ændringen er af redaktionel karakter.
Efter lovforslaget kan indenrigsministeren fastsætte regler om, ved hvilke
grænseovergangssteder den foreslåede ændring af § 48, stk. 2, 7. pkt., om
rådgivning af asylansøgere i af- eller udvisningsposition skal træde i kraft.
Ændringsforslaget har til formål at give indenrigsministeren samme
bemyndigelse, for så vidt angår den tilsvarende bestemmelse om rådgivning,
der efter lovforslaget foreslås indsat i lov nr. 387 af 6. juni 1991, som vil
blive sat i kraft, når EF-asylkonventionen træder i kraft.
Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Holger Graversen (S) Per
Kaalund (S) Lissa Mathiasen (S) Margrete Auken (SF) nfmd. Bjørn Elmquist
(RV) fmd. Søren Søndergaard (EL) Sonja Albrink (CD) Birthe Rønn
Hornbech (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Svend Aage Jensby (V) Erling Oxdam (V)
Helge Adam Møller (KF) John Vinther (KF) Henning Grove (KF) Pia Kjærsgaard
(FP) Bilag 1
Nogle af udvalgets spørgsmål til indenrigsministeren vedrørende
lovforslaget og ministerens svar herpå
Spørgsmål nr. 6:
Hvad er begrundelsen for, at ministeren ikke foreslår, at sager, der
udtages til åbenbart grundløs-procedure, effektiviseres, og at presset på
Flygtningenævnet lettes ved udeladelse af klageadgang til Flygtningenævnet?
Svar:
Indledningsvis bemærkes, at eventuelle effektiviseringstiltag i åbenbart
grundløs-proceduren ikke i sig selv vil indebære en formindskelse i antallet
af sager, som efter et afslag på asyl af Direktoratet for Udlændinge efter
normalproceduren videresendes til Flygtningenævnet.
Inden for de sidste år er der endvidere ud over de generelle tiltag med
henblik på en effektivisering af asylsagsbehandlingen iværksat flere tiltag
med særligt henblik på effektiviseringer af åbenbart grundløs-proceduren.
I forbindelse med lov nr. 421 af 1. juni 1994 blev der således gennemført
en række administrative opstramninger af åbenbart grundløs-proceduren.
Endvidere blev der i september 1994 administrativt indført en særlig
hasteprocedure for visse åbenbart grundløse asylansøgninger.
Ved lov nr. 33 af 18. januar 1995 blev der gennemført en række yderligere
opstramninger af asylsagsbehandlingen, navnlig vedrørende den såkaldte
efterbehandlingsfase for så vidt angår åbenbart grundløse asylansøgninger.
Som det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger har disse tiltag
haft en markant indvirkning på sagsbehandlingstiden ikke mindst af de
asylansøgninger, som har været omfattet af den nævnte særlige hasteprocedure.
Sagsbehandlingstiden i Direktoratet for Udlændinge og Dansk Flygtningehjælp
var således før ordningens etablering 72 dage for de sager, der blev afgjort
i juli 1994, og 64 dage for de sager, der blev afgjort i august 1994. Heri er
ikke medregnet den efterfølgende udsendelsesfase.
Efter ordningens etablering er den samlede sagsbehandlingstid for den
omhandlede gruppe hastesager fra registrering til effektuering af udsendelse
ca. 1 uge.
Lovforslagets bestemmelse om adgang til i visse tilfælde at frihedsberøve
asylansøgere, der forventes eller er udtaget til behandling i åbenbart
grundløs-proceduren, er et væsentligt element i bestræbelserne på at
opretholde det nævnte markante fald i sagsbehandlingstiden for denne gruppe
sager.
Spørgsmål nr. 7:
Er det korrekt forestået, at Dansk Flygtningehjælp nedlægger veto mod, at
flere sager udtages til åbenbart grundløs-proceduren?
Svar:
I henhold til udlændingelovens § 53 a, stk. 3, kan Direktoratet for
Udlændinge - efter at sagen har været forelagt Dansk Flygtningehjælp -
bestemme, at afgørelsen i en asylsag, hvor ansøgningen må anses for åbenbart
grundløs, ikke kan indbringes for Flygtningenævnet.
Der bemærkes i den forbindelse, at der i de almindelige bemærkninger til
forslaget til lov nr. 421 af 1. juni 1994 om ændring af udlændingeloven og
lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere
Jugoslavien m.v., afsnit 4.5., er opstillet 6 vejledende momenter, som kan
indgå i vurderingen af, om en sag bør behandles i åbenbart
grundløs-proceduren.
Indenrigsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet
en udtalelse fra Direktoratet for Udlændinge, der bl.a. har oplyst, at
direktoratet ved vurderingen af, om en asylansøgning kan behandles efter
åbenbart grundløs-proceduren, lægger vægt på, om sagen efter direktoratets
opfattelse på det foreliggende grundlag vil resultere i et afslag i
Flygtningenævnet.
Direktoratet foretager i den sammenhæng en troværdighedsvurdering af
asylansøgeren, ligesom de øvrige momenter, der er nævnt i bemærkningerne til
forslag til lov nr. 421 af 1. juni 1994 om ændring af udlændingeloven, indgår
i vurderingen.
Efter afholdelse af direktoratets samtale med asylansøgeren, forelægges
sagen med en begrundet indstilling for Dansk Flygtningehjælp. Dansk
Flygtningehjælp indkalder herefter asylansøgeren til en samtale, hvorefter
sagen returneres til Direktoratet for Udlændinge med en tilkendegivelse om,
hvorvidt flygtningehjælpen er enig i, at sagen kan afgøres som åbenbart
grundløs.
Er Dansk Flygtningehjælp enig i direktoratets vurdering, vil ansøgeren
blive meddelt afslag på asyl uden klageadgang til Flygtningenævnet. Finder
Flygtningehjælpen ikke, at sagen kan afgøres som åbenbart grundløs
(nedlæggelse af veto), vil asylansøgeren - såfremt direktoratet fortsat er af
den opfattelse, at der bør gives afslag på asylansøgningen - blive meddelt
afslag på asyl med samtidig fremsendelse af sagen til Flygtningenævnet.
Efter direktoratets oplysninger har Dansk Flygtningehjælps vetoprocent i
1993 været 18 pct., i 1994 35 pct. og i de første 17 uger af 1995 45 pct. Til
sammenligning - men med et vist forbehold som følge af den tidsmæssige
forskydning mellem indrejse og afgørelse - kan det oplyses, at antallet af
sager udtaget til åbenbart grundløs-proceduren i de tilsvarende perioder
udgjorde henholdsvis 24 pct., 24 pct. og 22 pct. af samtlige indrejste
asylansøgere (ekskl. asylansøgere fra Bosnien).
Dansk Flygtningehjælp har over for direktoratet tilkendegivet, at der
generelt ikke er stor uoverensstemmelse i bedømmelsen af
baggrundsoplysningerne for de aktuelle lande, men at de høje vetoprocenter
skyldes forskelle i troværdighedsvurderingerne.
Dette skal efter direktoratets opfattelse ses i sammenhæng med, at der i
de seneste år har været behov for at træffe forholdsvis flere
troværdighedsafgørelser end tidligere.
Direktoratet for Udlændinge har således ikke ændret på de kriterier, som
åbenbart grundløs-proceduren baseres på.
Indenrigsministeriet kan henholde sig til det af Direktoratet for
Udlændinge oplyste.
Det bemærkes, at der blandt de ovenfor nævnte 6 vejledende momenter, der
kan indgå i vurderingen af, om en sag skal behandles i åbenbart
grundløs-proceduren, indgår, om asylmotivet må anses for utroværdigt i lyset
af konkrete eller generelle baggrundsoplysninger, skiftende forklaringer
eller manglende legitimationspapirer eller rejsedokumenter.
Indenrigsministeriet har noteret sig stigningen i Dansk Flygtningehjælps
vetoprocenter og vil på denne baggrund iværksætte en nærmere udredning af,
inden for hvilke sagstyper og med hvilken begrundelse Dansk Flygtningehjælp
nedlægger veto mod sagens behandling i åbenbart grundløs-proceduren.
Udredningen vil blive gennemført ved indhentelse af udtalelser fra
Direktoratet for Udlændinge og Dansk Flygtningehjælp.
Som det fremgår af lovforslaget, vil politiet i forbindelse med overførsel
af interviewopgaven til direktoratet kunne reducere ressourceanvendelsen med
10-12 årsværk. Direktoratet har imidlertid forstået, at politiet formentlig
ikke vil rømme kontorer i denne størrelsesorden i Sandholm, idet det efter
politiets og direktoratets opfattelse ikke vil tjene til en effektivisering
af den samlede asylsagsbehandling, at politiets samlede operative funktioner
i Sandholm reduceres.
I forhold til de eksisterende forhold vil direktoratets etablering af en
asylafdeling i Sandholm samlet forudsætte en forøgelse af lokalefaciliteterne
i Sandholm med ca. 60 kontorer. Der vil endvidere skulle etableres arkiv,
mødelokaler og kantine, som heller ikke findes i dag.
Det skal endelig oplyses, at den angivne udgift på 10 mio. kr. til
direktoratets etablering af en asylafdeling i Sandholm alene er et helt
foreløbigt skøn. Direktoratet er p.t. i samarbejde med Forsvarets
Bygningstjeneste i færd med at udarbejde et mere præcist og detaljeret skøn
over disse udgifter. Dette arbejde kan forventes færdiggjort i løbet af juni
måned 1995.
Indenrigsministeriet kan henholde sig til det af Direktoratet for
Udlændinge oplyste.
Spørgsmål nr. 14:
Betyder begrænsningen i lovforslagets nr. 11, § 40 a, stk. 6, om, at
fingeraftryk kun må videregives uden samtykke til udenlandske
udlændingemyndigheder, at der ikke uden samtykke kan videregives oplysninger
f.eks. til udenlandsk politi, når oplysningerne kan bidrage til at fastlægge
rejseruten, f.eks. fordi den pågældende under rejsen hertil har ernæret sig
ved butikstyverier, og fingeraftrykkene derfor beror hos udenlandsk politi,
men måske ikke hos de udenlandske udlændingemyndigheder?
Svar:
I lovforslagets § 1, nr. 11, foreslås der indsat som § 40 a, stk. 6, i
udlændingeloven en bestemmelse, hvorefter politiet og Direktoratet for
Udlændinge uden udlændingens samtykke elektronisk eller manuelt kan
videregive oplysninger fra registret vedrørende optagne fingeraftryk til
udenlandske udlændingemyndigheder.
Det følger således af selve lovbestemmelsen, at oplysninger fra registeret
vedrørende optagne fingeraftryk alene vil kunne videregives til udenlandske
udlændingemyndigheder.
Ifølge bemærkningerne til lovforslaget indebærer denne begrænsning i
videregivelsesadgangen, at videregivelse efter bestemmelsen vil kunne ske til
udenlandske udlændingemyndigheder, dvs. myndigheder, som efter det pågældende
lands ressortfordeling har ansvaret for indsamling af oplysninger om optagne
fingeraftryk fra udlændinge og eventuelt ansvaret for et oprettet register
herom, samt til andre myndigheder, som fører register over fingeraftryk af
udlændinge. Videregivelse vil således efter omstændighederne kunne ske til
udenlandsk politi.
Ifølge bemærkningerne til lovforslaget vil videregivelse endvidere alene
kunne ske med henblik på en udlændingeretlig anvendelse af fingeraftrykkene.
Det vil således være en forudsætning for videregivelsen af fingeraftrykkene,
at fingeraftrykkene ikke vil blive anvendt i en strafferetlig sammenhæng. Der
vil i forbindelse med videregivelse af fingeraftryk blive gjort opmærksom på,
at fingeraftrykkene ikke er optaget i forbindelse med et strafbart forhold,
og at fingeraftrykkene alene må anvendes i en udlændingeretlig sammenhæng.
Indenrigsministeriet finder anledning til at præcisere, at bestemmelsen
efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke vil være til hinder for, at de
danske myndigheder til brug for behandlingen af en udlændingesag, herunder
til at fastlægge identitet og rejserute, videregiver optagne fingeraftryk til
en udenlandsk udlændingemyndighed, og at den udenlandske udlændingemyndighed,
hvortil fingeraftrykket videregives, til brug for de danske myndigheders
behandling af en udlændingesag eventuelt ved henvendelse til politiet i det
pågældende land foretager søgning af, hvorvidt tilsvarende fingeraftryk er
optaget i forbindelse med kriminalitet.
Det vil i den forbindelse være en forudsætning, at oplysningen om
fingeraftryk optaget i forbindelse med kriminalitet i det land, hvortil der
rettes henvendelse, alene vil blive brugt i udlændingeretlig sammenhæng,
herunder til at fastlægge identitet og rejserute, og at de udenlandske
myndigheder gøres opmærksom på dette forhold ved videregivelsen.
Spørgsmål nr. 15:
Hvordan kan man vide, om de i lovforslagets nr. 5, § 36, stk. 1, nævnte
foranstaltninger, hvorom der henvises til lovens § 34, er tilstrækkelige og
vil det ikke forsinke sagsbehandlingen at skulle afvente, om disse i lovens §
34 nævnte foranstaltninger er tilstrækkelige?
Svar:
Indenrigsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse
fra Rigspolitichefen.
Indenrigsministeriet skal på den baggrund bl.a. bemærke følgende:
Det er en betingelse for anvendelse af foranstaltninger efter
udlændingelovens § 34, at de må anses for nødvendige for at sikre
udlændingens tilstedeværelse, indtil der er truffet afgørelse om udvisning
eller afvisning, samt efter fast praksis, indtil der er truffet afgørelse om
udsendelse efter et afslag på opholdstilladelse.
Foreligger der ud fra en vurdering af sagens samlede oplysninger -
herunder bl.a. indrejseforhold, tid og sted for og omstændighederne ved
indgivelsen af asylsøgningen, nationalitet, alder, personlige forhold,
eventuel kriminalitet og eventuelle tidligere asylansøgninger - konkrete
grunde til at antage, at foranstaltninger efter § 34 ikke er tilstrækkelige
til at sikre udlændingens tilstedeværelse, kan der efter udlændingelovens §
36 ske frihedsberøvelse, som er undergivet domstolsprøvelse, jf.
udlændingelovens § 37.
Frihedsberøvelse efter såvel den foreslåede præcisering af § 36, stk. 1,
som efter de gældende regler vil således alene kunne iværksættes, såfremt
foranstaltninger efter § 34 ikke skønnes tilstrækkelige til at opnå det
formål, som tilsigtes med frihedsberøvelsen. Derimod er det i disse tilfælde
ikke fornødent at afvente en udlændings eventuelle overtrædelse af
foranstaltninger efter § 34, forinden den pågældende udlænding
frihedsberøves.
Såfremt der er iværksat foranstaltninger efter § 34 over for en
asylansøger, og denne alligevel udebliver fra samtaler med politiet eller
udlændingemyndighederne, vil dette naturligvis kunne medføre, at
sagsbehandlingen i asylproceduren bliver forsinket.
Spørgsmål nr. 17:
Hvad er baggrunden for, at sagsbehandlingstiden skal være så lang, når det
drejer sig om tidsbegrænset opholdstilladelse til udenlandske forskere, der
har fået ansættelse på danske forskningsinstitutioner?
Svar:
Indenrigsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet
en udtalelse fra Direktoratet for Udlændinge, der har oplyst, at Direktoratet
for Udlændinges generelle sagsbehandlingstid i sager, hvori der ansøges om
opholds- og arbejdstilladelse efter udlændingelovens § 9 for tiden andrager
3-5 måneder, hvilket direktoratet har underrettet de danske repræsentationer
i udlandet om, således at disse er i stand til at formidle denne oplysning
videre til den enkelte ansøger.
Direktoratets generelle sagsbehandlingstid skal ses i lyset af det store
antal sager, som direktoratet modtager til behandling, sammenholdt med at det
i en større del af sagerne er nødvendigt at indhente yderligere oplysninger
og dokumentation, før afgørelse i sagen kan træffes.
Direktoratets sagsbehandlingstid i sager, hvori specialister - herunder
forskere - ansøger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2,
nr. 3, er dog væsentlig lavere end den generelle sagsbehandlingstid for alle
ansøgninger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9.
Direktoratet har oplyst, at der i perioden fra den 1. november 1994 til
den 1. maj 1995 er meddelt opholdstilladelse til 336 specialister, der har
indgivet førstegangsansøgninger om opholdstilladelse efter udlændingelovens §
9, stk. 2, nr. 3. Heraf indgav 52 personer ansøgning her i landet, og den
gennemsnitlige sagsbehandlingstid for disse sager androg 69 dage. 284
personer indgav ansøgning i udlandet, og den gennemsnitlige
sagsbehandlingstid for disse sager androg 47 dage.
I den samme periode meddelte direktoratet afslag til 6 specialister, der
havde indgivet førstegangsansøgninger om opholdstilladelse efter den nævnte
bestemmelse. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for disse personer androg
235 dage, men det skal her bemærkes, at sagsbehandlingstiden for to af
personerne var særlig langvarig, idet der tillige blev ansøgt på andre
grundlag, hvorfor disse sager krævede yderligere undersøgelser. Den
gennemsnitlige sagsbehandlingstid for de 4 resterende sager androg 72 dage.
Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for tilladelser meddelt til
specialister efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 3, er således væsentlig
lavere end direktoratets generelle sagsbehandlingstid, idet
sagsbehandlingstiden for specialister for tiden gennemsnitlig andrager mellem
11/2 og 2 måneder.
Med henblik på at begrænse sagsbehandlingstiden vedr. ansøgninger fra
forskere og studerende har direktoratet aftalt særlige ansøgningsprocedurer
med visse uddannelsesinstitutioner.
Direktoratet overvejer for øjeblikket i samarbejde med Rektorkollegiet,
hvorledes der kan etableres ansøgningsprocedurer, som kan sikre en endnu
hurtigere og smidigere sagsbehandling af ansøgninger om opholdstilladelse til
forskere og studerende. En arbejdsgruppe med deltagelse af repræsentanter fra
institutioner underlagt Rektorkollegiet, Rektorkollegiets sekretariat og
Direktoratet for Udlændinge vil tilstræbe at etablere sådanne procedurer i
den nærmeste fremtid, således at procedurerne kan få effekt fra og med
starten af det kommende akademiske år.
Indenrigsministeriet kan henholde sig til det af Direktoratet for
Udlændinge oplyste.
Det tilføjes, at Indenrigsministeriet herudover overvejer muligheden for
en yderligere smidiggørelse af proceduren i forbindelse med meddelelse af
opholdstilladelse til forskere, herunder vedrørende varigheden af sådanne
tilladelser, vedrørende eventuelle forlængelser samt vedrørende muligheden
for at forberede ansøgninger om forskningsophold fra forskningsinstitutionens
side. Målet hermed er at nedbringe sagsbehandlingstiden mest muligt samt
sikre, at Danmark fortsat er et attraktivt land for forskere.
Bilag 2
Et af udvalgets spørgsmål til indenrigsministeren under alm. del og
ministerens svar herpå
Spørgsmål 206:
Ministeren bedes fremsende en oversigt over opholdstilladelser m.v., der
gør det muligt at sammenligne fra år til år.
Ministeren bedes for årene 1991, 1992, 1993 og 1994 særskilt oplyse, hvor
mange opholdstilladelser, der er givet henholdsvis til personer med
konventionsstatus, til de factoflygtninge efter § 9, stk. 2, nr. 2, efter §
9, stk. 2, nr. 4, i forbindelse med familiesammenføringer samt af andre
grunde.
Ministeren bedes ligeledes for 1991, 1992, 1993 og 1994 oplyse antallet af
udsendelser fordelt på ledsagende, påsete og skønnede udsendelser for de
pågældende år.
Såfremt de samlede 1994-tal endnu ikke er til stede bedes tallene oplyst
for den tid, tallene er opgjort i øjeblikket.
Svar:
Indenrigsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet
udtalelser fra Direktoratet for Udlændinge og Rigspolitichefen, afdeling C.
Indenrigsministeriet kan i den anledning oplyse følgende:
Antallet af meddelte førstegangsopholdstilladelser
---------------------------------------------------------------------
Kategori 1991 1992 1993 1994
---------------------------------------------------------------------
Konventionsstatus 985 757 645 677
de factostatus 1.472 1.901 1.909 1.317
§ 9,2,2*) 112 15 28 33
§ 9,2,4 tidl.asylans.**) 74 54 129 214
andre***) 4.492 4.210 3.610 4.220
familiesammenføring 8.517 8.091 5.033 6.001
andre grunde:
§ 9,1,1 119 89 64 94
§ 9,2,1 445 481 599 656
§ 9,2,3 2.395 2.439 2.058 2.124
---------------------------------------------------------------------
Noter:
*) Opgørelsen er baseret på en manuel optælling i Indenrigsministeriet.
Det bemærkes for så vidt angår faldet i antallet af meddelte tilladelser
efter 1991, at en meget stor andel af de i 1988-1991 meddelte tilladelser
blev givet til statsløse palæstinensere fra Libanon. Ved lov nr. 144 af 3.
marts 1992 blev statsløse palæstinensere fra Libanon meddelt
opholdstilladelse på andet grundlag i henhold til denne lov.
) Kategorien »tidl. asylsansøger« omfatter tillige uledsagede,
mindreårige børn.
*) Kategorien »andre« omfatter bl.a. studerende, udvidet
besøgsophold, missionærer og au pair-ophold.
Rigspolitichefen, afdeling C, har oplyst, at rigspolitiets statistikker
over udsendte asylansøgere baserer sig på oplysninger fra
Udlændingeregisteret, som blev etableret i 1993. Rigspolitiet er således ikke
i besiddelse af sikre oplysninger om antallet af udsendelser for årene 1991
og 1992.
Det fremgår af oplysninger fra Udlændingeregisteret og rigspolitiets
manuelle statistikker, at der i 1993 udrejste i alt 3.486 personer, som havde
været asylansøgere i Danmark. Af disse blev 214 personer ledsaget af
politiet. På grund af omlægning af registreringsmetoden i forbindelse med
etableringen af Udlændingeregisteret er det ikke muligt i 1993 at opdele
antallet af udrejste personer på påsete og skønnede udsendelser i øvrigt.
Det fremgår yderligere, at der i 1994 udrejste i alt 4.298 asylansøgere.
2.533 personer blev skønnet udrejst, 1.420 personer blev påset udrejst af
politiet, og 345 personer blev ledsaget af politiet.
Bilag 3
FORENINGEN AF POLITIMESTRE
I DANMARK
Den 22. marts 1995
Formand:
Politimester H. Langlouis
Indenrigsministeriet
Udlændingeafdelingen
Christiansborg Slotsplads 1
1218 København K.
Ved skrivelse af 13/3 1995 (2.ktr. journ.1994-3701-789) har
Indenrigsministeriet anmodet om foreningens bemærkninger til et udkast til
forslag om lov om ændring af udlændingeloven.
Foreningen er bekendt med den udtalelse, der er afgivet af
Rigspolitichefen, og man er enig i de synspunkter, som Rigspolitichefen er
fremkommet med.
Specielt vedrørende lovforslagets § 10 nr. 10 (ny § 46 c) skal
foreningen udtale følgende:
Teknisk er der naturligvis intet i vejen for en overførelse til
statsamterne af politiets ekspeditionsopgaver i forbindelse med ansøgninger
om opholds- og arbejdstilladelser.
Med mindre statsamterne skal oprette filial-kontorer i en række større
byer, vil der dog være tale om en betydelig serviceforringelse over for
udlændingene, der i dag kan indgive deres ansøgninger på omkring 100
politikontorer og politistationer over hele landet.
Befolkningen er i dag vant til og tryg ved at henvende sig til politiet
angående en lang række dagligdags ekspeditioner, f.eks. pasudstedelse,
kørekort, indregistrering af motorkøretøjer, våbentilladelser,
transporttilladelser, udstedelse af næringsbreve, spiritusbevillinger,
lejlighedstilladelser og store dele af udlændingeadministrationen.
Hvis disse opgaver lægges over til andre myndigheder, opstår der let en
risiko for, at befolkningen ikke længere ser politiet som et normalt islæt i
den almindelige dagligdag, men tværtimod kun som en kontrollerende og
straffende myndighed. Dette kan på sigt føre til konfrontationer. Specielt i
forhold til udlændinge vil denne polarisering være farlig. Her gælder det
tværtimod om i videst muligt omfang at skabe tillid mellem udlændinge og
politi.
Politiet i dagens og fremtidens Danmark skal være et synligt og
tryghedsskabende politi - serviceorienteret og tæt på borgerne.
Varetagelse af civile opgaver kan i høj grad være med til at styrke den
tillid mellem befolkningen og politiet, som er af afgørende betydning for
løsningen af politiets hovedopgaver.
Ved at overføre ekspeditionsopgaverne fra politiet til statsamterne
fratages politiet muligheden for lokalt at opbygge og ajourføre et kendskab
til de udlændinge, der opholder sig i kredsen.
Herved modvirkes bl.a. nærhedspolititanken, som i de senere år har givet
sig udslag i udbygningen af distrikts- og nærpolitistationer tæt på borgerne
som tryghedsskabende og kriminalitetsforebyggende faktor. Nærpolitiet i vid
forstand danner grundstammen i SSP-samarbejdet (Skole - Socialvæsen -
Politi), som har til formål at forebygge specielt ungdomskriminalitet. Den
forebyggende indsats i storbyområderne rettes mod truede grupper, bl.a. visse
indvandrergrupper og 2. generationsgruppen, som generelt har vist sig at have
tilpasningsvanskeligheder. I den forbindelse er det vigtigt for politiet at
have et indgående kendskab til, hvilke udlændinge og udlændingegrupperinger
der er bosat i lokalområderne.
Specielt vedrørende lovforslagets § 1 nr. 13 (ny § 48 stk. 4) skal
foreningen anføre:
At kalde overførsel af opgaven med at afhøre asylansøgere fra politiet til
Direktoratet for Udlændinge »civilisering af afhøringsopgaven i
asylsager« forekommer meget uheldigt. Ubefæstede sjæle kunne let fristes
til den modsætningsslutning, at politiet ikke optræder civiliseret over for
udlændinge under varetagelse af denne opgave.
Tværtimod taler alle saglige grunde for at bevare opgaven hos politiet.
Herved opretholdes kvaliteten i asylafhøringerne og effektiviteten i
sagsbehandlingen. Foreningen må stærkt anbefale, at side 44-74 i Per
Sørensen-udvalgets Delbetænkning III studeres nøje.
Såfremt lovforslaget gennemføres, ligger efter foreningens opfattelse
alene politiske/holdningsmæssige/følelsesmæssige hensyn bag.
I så fald ønsker foreningen at påpege, at de mange ressourcer, som
politiet de sidste 12 år uden synderlig kompensation har måttet sætte ind på
udlændingeområdet, er taget fra politikredsene, der som følge heraf har
måttet nedprioritere andre politimæssige arbejdsområder.
Hvis arbejdsopgaverne lægges væk fra politiet, må disse ressourcer
tilbageføres til politikredsene til gavn for den stedlige befolkning, og
Folketinget må herefter bevillige Indenrigsministeriet de økonomiske
ressourcer, der skal til for at varetage de opgaver, der overføres.
Med venlig hilsen
H. Langlouis
Bilag 4
Et § 20-spørgsmål fra Bruno Jerup (EL) til indenrigsministeren og dennes
svar herpå
Spørgsmål nr. S 1599:
Vil ministeren i forlængelse af svar på spørgsmål nr. S 1319 og den
efterfølgende debat i medierne vurdere mulighederne for, at der kan etableres
en løsning på problemet med asylansøgerbørns undervisning inden starten af
det nye skoleår?
Svar:
En arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra bl.a. Dansk Røde Kors,
Dansk Flygtningehjælp, Direktoratet for Udlændinge, Indenrigsministeriet og
Undervisningsministeriet vil i nærmeste fremtid undersøge muligheden for at
omlægge undervisningen af asylansøgerbørn.
Sigtet med arbejdsgruppen bliver at finde frem til egnede løsningsmodeller
for tilrettelæggelsen af undervisningen, således at der både tages højde for,
at børnene får den nødvendige uddannelse under deres ophold i Danmark, at
børn fra forskellige lande behandles ens, samt at en større gruppe af børnene
alene forudsættes at skulle have et kortere varigt ophold i Danmark.
Arbejdsgruppen vil i forbindelse hermed hente inspiration fra erfaringerne
med de særlige undervisningsforløb, som der ved bestemmelsen § 5 i lov om
midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere
Jugoslavien m.v. blev skabt hjemmel til at tilrettelægge for børn af bosniske
krigsflygtninge.
Indenrigsministeriet vil hurtigst muligt herefter tage initiativ til
etablering af nye undervisningsprogrammer for asylansøgeres børn.
Bilag 5
En Østre Landsretskendelse vedr. frihedsberøvelse af udlændinge
(Ugeskrift for Retsvæsen 1995, s. 340)
Ø.L.K. 23. januar 1995 i kære 16. afd. nr. B-0137-95 (Kjær, Ulla
Rubinstein, C. Levy).
Forvaltningsret 296.9 - Retspleje 27.4.
Ikke grundlag for frihedsberøvelse af udlændinge med besøgsvisum med
henblik på afvisning.
Udlændinge med gyldige pas og besøgsvisum henvente sig selv til politiet.
De forventedes afvist efter »åbenbart grundløs« procedure. Uanset
at visum var opnået under urigtige forudsætninger, var der ikke grundlag for
frihedsberøvelse, jf. udlændingelovens § 36. Der var ikke anledning til at
antage, at de ikke var villige til at udrejse, hvis asylansøgningen blev
afslået.
I Hillerød Kriminalrets retsbog for 13. januar 1995 anføres:
For Rigspolitichefen mødte vicekriminalkommissær Preben Ravnsbæk.
Som rumænsk tolk fungerede T.
Kl. 11.35 blev udlændingene fremstillet og oplyste at være født
henholdsvis den 31. oktober 1973 og den 20. juni 1975.
Som advokat blev beskikket advokat Torben Ertbøll, der var til stede.
Udlændingene og tolken forstod hinanden sprogligt.
Vicekriminalkommissæren redegjorde for sagen og oplyste, at udlændingene
har været tilbageholdt af politiet siden den 11. januar 1995 kl. 14.00, samt
at sagen er udtaget til »åbenbart grundløs« procedure om afvisning.
Udlændingenes samtale med Dansk Flygtningehjælp påtænkes gennemført i løbet
af få dage, og udlændingene kan udsendes straks, såfremt flygtningehjælpen
tiltræder, at udlændingene ikke skal have adgang til at klage til
Flygtningenævnet. Frihedsberøvelsen begæres herefter i medfør af
udlændingelovens § 36 med henblik på at sikre muligheden for effektuering af
den forventede afvisning, hvorved henvises til udlændingelovens § 30, stk. 1
og 2.
Det oplystes endvidere, at udlændingene indrejste i Danmark på besøgsvisum
udstedt for 14 dage siden, idet de pågældende ville besøge en onkel
bosiddende i Danmark. De rettede dog i stedet direkte henvendelse til
Sandholmlejren, hvor de begge søgte asyl.
Udlændingene bekræftede oplysningen om tidspunktet for tilbageholdelsen og
vedstod deres forklaring til politirapport.
Vicekriminalkommissæren påstod frihedsberøvelsen kendt lovlig og anmodede
om, at frihedsberøvelsen opretholdtes indtil den 26. januar 1995.
Udlændingene fil lejlighed til at tale med deres advokat i enrum.
Den beskikkede advokat protesterede mod fortsat frihedsberøvelse, idet der
henvises til, at udlændingene opholder sig lovligt i landet, da de er i
besiddelse af visum.
Der afsagdes sålydende
kendelse:
Udlændingene har selv rettet henvendelse til politivagten i
Sandholmlejren. Deres identitet er fastlagt, idet de begge er i besiddelse af
gyldige nationalitetspas og gyldigt besøgsvisum. Det forhold, at udlændingene
har søgt og fået visum under urigtige forudsætninger, og sagens øvrige
konkrete omstændigheder, giver ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at
de i udlændingelovens § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til
at sikre muligheden for afvisning eller for udvisning som omhandlet i § 36.
Som følge af det anførte
bestemmes:
Rigspolitichefens frihedsberøvelse af udlændingene A og B ophæves.
Østre Landsrets kendelse.
Rigspolitichefen, Afd. E, har påkæret kendelse afsagt den 13. januar 1995
af Hillerød Kriminalret - - -, hvorved det er bestemt, at frihedsberøvelsen
for A og B ophæves.
Den beskikkede advokat og Rigspolitichefen har indgivet kæreskrifter,
senest den 18. januar 1995.
Det af Rigspolitichefen, Afd. E, i kæreskiftet anførte om risiko for
kriminalitet eller uro i asylcentret kan ikke i sig selv begrunde
frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36.
Der er ikke i sagen oplyst noget, der giver anledning til at antage, at
udlændingene ikke vil være villige til at udrejse af landet igen, hvis deres
asylansøgning afslås.
Landsretten tiltræder derfor af de af kriminalretten anførte grunde, at
frihedsberøvelsen er ophævet.
Tillægsbetænkningen
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist til
fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde. Udvalget har herunder
modtaget Udenrigsministeriets udtalelse i forbindelse med et spørgsmål, som
udvalget stillede til indenrigsministeren inden afgivelsen af betænkning den
23. maj 1995, og udtalelsen er optrykt som bilag til tillægsbetænkningen.
Udvalget har endvidere modtaget kopi af et brev til indenrigsministeren
fra the Commissioner of the Council of the Baltic Sea States on Democratic
Institutions and Human Rights, including the Rights of Persons belonging to
Minorities, Ole Espersen, og brevet er sammen med en tidligere modtaget kopi
af brev fra denne til Indenrigsministeriet optrykt som bilag til
tillægsbetænkningen.
Udvalget har fra indenrigsministeren modtaget udkast til kommissorium til
det kommende ekspertudvalg vedrørende udlændingelovens bestemmelser om
udvisning, og dette udkast er optrykt som bilag til tillægsbetænkningen.
Ligeledes er nogle spørgsmål, udvalget tidligere har stillet til
indenrigsministeren vedrørende lovforslaget, optrykt sammen med ministerens
svar herpå.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de
ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af
Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer) lovforslaget til
vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.
Flertallet vil ved 3. behandling redegøre for sin stilling til de stillede
ændringsforslag.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer
af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse . Mindretallet
har stillet en række ændringsforslag, og hvis de vedtages, vil mindretallet
stemme hverken for eller imod lovforslaget.
Mindretallet finder generelt, at de ændringer, som er foreslået i
indenrigsministerens lovforslag, for hovedpartens vedkommende er udtryk for
en kriminalisering af den konventionssikrede ret til at søge asyl (her tænkes
på forslagene om optagelse og brug af fingeraftryk fra asylsøgere) og en
udhuling af asylsøgernes retssikkerhed i asylfasen (her tænkes på
frihedsberøvelsen og indskrænkningerne i mulighederne for at få asylsagerne
fuldt opklaret gennem fremlæggelse af yderligere oplysninger) samt
diskrimination mellem asylsøgere (her tænkes på forslaget om 3-års-reglen og
opholdstilladelsens ikrafttrædelse).
Mindretallet mener, at de foreslåede udvidelser af mulighederne for at
tage fingeraftryk af asylsøgere samt for, at disse fingeraftryk kan bruges af
politiet i forbindelse med politimæssigt arbejde i kriminalsager, indebærer
en stor fare for, at disse aftryk kan misbruges. Her tænkes der især på den
del af bestemmelserne, som omhandler, at fingeraftryk skal kunne udveksles
med myndigheder i udlandet.
Som det fremgår af svaret på spørgsmål 27 (optrykt som bilag), er det
ifølge Rigspolitichefen ikke muligt at sikre brugen af aftrykkene på anden
måde end ved over for myndighederne i andre lande at gøre opmærksom på, at
disse aftryk kun må indgå i udlændingeretlige sammenhænge.
Men, som det også udtrykkeligt fremgår af svaret, er hverken
Rigspolitichefen eller Indenrigsministeriet i stand til at garantere, at de
udleverede fingeraftryk ikke optages i nationale registre. Det afgøres alene
af de relevante myndigheder i disse lande.
Derfor er mindretallet direkte imod de foreslåede bestemmelser om
optagelse og videreformidling af fingeraftryk. Det kan have fatale
konsekvenser for den enkelte asylsøgers sikkerhed, hvis strengt personlige
oplysninger, som kan indhentes gennem oplysningerne om fingeraftrykket (her
tænkes på viden om flugtruter og opholdssteder), falder i forkerte hænder.
Mindretallet tager også afstand fra de foreslåede bestemmelser om
frihedsberøvelse af asylsøgere, hvis sager behandles efter den såkaldte
særlige hasteprocedure. Mindretallet har i den forbindelse bemærket, at der
fra NGO-side er givet udtryk for en bekymring for, om de foreslåede
bestemmelser vil bringe Danmark på kollisionskurs med internationale
bestemmelser til beskyttelse af menneskerettigheder. Det udredningsarbejde,
som Indenrigsministeriet, Justitsministeriet og Udenrigsministeriet har
foretaget vedrørende disse spørgsmål, har vist, at der ikke skulle være
problemer på dette område.
Ikke desto mindre lader f.eks. Udenrigsministeriets redegørelse det ikke
helt klart, om de foreslåede bestemmelser holder sig inden for rammerne af
bestemmelserne i internationale konventioner og aftaler. Selv om det skrives
i redegørelsen, at iværksættelse af frihedsberøvelse efter de påtænkte
retningslinjer efter Udenrigsministeriets opfattelse »vil være forenelig
med Danmarks internationale forpligtelser«, tages der det klare
forbehold, at der er tale om »en juridisk-faglig prognose«, som kun
kan undersøges gennem en konkret afprøvning ved Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol. Ministeriet giver således udtryk for en
forbeholden vurdering, hvilket kommer klart til udtryk i brugen af relativer:
»formodes«, »må antages«, »formentlig«,
»må anses for«, som fører frem til konklusionen, at »det ikke
klart kan statueres, at den foreslåede anvendelse af frihedsberøvelse vil
være i strid med disse tekster«. Mindretallet må derfor spørge, om det
således heller ikke klart kan statueres, at det vil være i strid med Danmarks
internationale forpligtelser.
På den baggrund finder mindretallet, at de foreslåede ændringer af loven
bygger på alt for mange formodninger til, at det vil være klogt at vedtage
dem, hvorfor mindretallet er imod.
Hvad angår de foreslåede indskrænkninger i muligheden for at fremlægge
yderligere bevismidler i en ankesag over Direktoratet for Udlændinges
afgørelse under Flygtningenævnets behandling af sagen, er mindretallet også
imod.
Forslaget begrundes i, at det kan trække sagsbehandlingstiden ud, at der
som i dag kan fremlægges nye bevismidler. Nedbringelse af
sagsbehandlingstiden er regeringens asylpolitiske mantra. Men med de
foreslåede ændringer undergraves muligheden for, at asylsagerne kan blive
oplyst så godt som muligt. Det er velkendt, at asylsøgere, når deres sag
forberedes til behandling i direktoratet, i mange tilfælde ikke har den fulde
forståelse for, hvad der i en dansk asylsagsbehandling betragtes som vigtige
oplysninger og dokumentation. Det kan blandt andet skyldes manglende indsigt
i danske administrations- og retsforhold, forskellige kulturbaggrunde og
andre forhold. Derfor får mange asylsøgere først efter afslaget fra
direktoratet, og efter at de har fået en advokat til at hjælpe sig med at
forberede sagen for Flygtningenævnet, en klar forståelse for, hvad det er
vigtigt at lægge vægt på og få fremlagt. Denne erfaring er gennemgående hos
mange advokater, som jævnligt har asylsager.
Derfor er det for mindretallet vigtigt, at der ikke sker nogen
indskrænkninger i mulighederne for at få sagerne så nøjagtigt oplyst som
muligt. Det vil de foreslåede ændringer ikke bidrage til. Efter mindretallets
opfattelse vil det ikke forøge sagsbehandlingstiden. Måske tværtimod, idet
det er en nærliggende udvikling, at advokater vil skulle bruge lang tid på at
argumentere med Flygtningenævnet om muligheden for at fravige reglen i § 54,
stk. 1.
Efter mindretallets opfattelse vil den forventede besparelse på
sagsbehandlingstiden blot blive erstattet med en tilsvarende forlængelse af
den tid, der går med advokaters parlamenteren med Flygtningenævnet.
Mindretallet betragter også de foreslåede ændringer i beregningen af
3-års-reglen som en uacceptabel udhuling af asylsøgernes retssikkerhed og et
udtryk for diskrimination. Ved at flytte beregningstidspunktet fra
ansøgnings- til tildelingstidspunktet for opholdstilladelsen skabes der en
voldsom forskelsbehandling mellem asylsøgere. Det kan f.eks. betyde, at
asylsøgere fra lande, hvor forholdene er rimeligt oplyst, og hvor
asylgrundlaget er enkelt og klart, vil have en kort ventetid inden
tildelingen af opholdstilladelse, og inden 3-års-perioden dermed træder i
kraft. Mens andre, som kommer fra lande, hvor forholdene ikke er så
velbelyste, eller hvor situationen er under konstant forandring, kan få deres
sag forsinket og dermed få en lang ventetid. Disse forskelle er der ikke
nogen saglig begrundelse for at acceptere, hvilket man gør, hvis de
foreslåede ændringer gennemføres.
Den ubekymrethed for, at ventetiden for den enkelte asylsøger skal blive
afhængig af sagsbehandlingstiden hos asylmyndighederne, der gives udtryk for
i bemærkningerne til lovforslaget, deles ikke af mindretallet. Tværtimod er
de foreslåede ændringer overordentlig bekymrende al den stund, at det er
velkendt, at sagsbehandlingstiden kan vare flere år i enkelte sager - også
selv om det er hensigten, at den skal nedbringes.
Hertil skal så føjes, at det ikke bare er forsinkelser på grund af selve
sagsbehandlingen, der kan få afgørende indflydelse på ventetidens længde.
Også helt asylirrelevante forhold som f.eks. personalemangel eller
personaleudskiftning i direktoratet og Flygtningenævnet eller kvartårlige
ændringer af udlændingeloven og andre forhold kan betyde, at ventetiden for
den enkelte asylsøger bliver forlænget på et usagligt grundlag. Derfor finder
mindretallet, at de foreslåede ændringer er udtryk for en diskrimination, som
er helt uacceptabel.
Mindretallet betragter de foreslåede ændringer med hensyn til en
civilisering af afhøringerne af asylsøgere som positive, ligesom det er godt,
at Dansk Flygtningehjælp får mulighed for at kontakte afviste asylsøgere i
lufthavnen.
Med hensyn til de i bemærkningerne omtalte udlændingeattacheer er
mindretallet også positiv over for disse tanker. Dog er det efter
mindretallets opfattelse vigtigt - ikke mindst på baggrund af den senere tids
diskussion om myndighedernes mulighed for at indsamle asylrelevante
informationer - at disse attacheer strukturelt placeres i
udlændingemyndighedernes regi. Mindretallet ønsker også at slå fast, at
attacheerne alene skal have til opgave at indsamle informationer til brug for
asylmyndighederne i Danmark og ikke skal indgå i konkret sagsbehandling i de
lande, hvor de opholder sig.
Endelig ønsker mindretallet at udtrykke bekymring over bemærkningerne i
lovforslaget om, at Direktoratet for Udlændinge skal være et sagkyndigt
direktorat for staten (regeringen). Mindretallet finder, at en sådan model
vil indeholde en fare for, at ansvarsfordelingen både strukturelt og i den
daglige praksis vil have en tendens til at forsvinde og blive uhåndterlig.
Derfor er det efter mindretallets opfattelse vigtigt, at ansvarsstrukturen
indgår klart i enhver omstrukturering af udlændingeområdet.
ÆndringsforslagAf et mindretal (SF og EL):
Til § 1 1) Nr. 2 udgår.
2) I det under nr. 5 foreslåede § 36, stk. 1, 3.
pkt., udgår ordene »forventes eller«, og efter »såfremt
det er« indsættes: »åbenbart«.
3) I den under nr. 11 foreslåede § 40 a indsættes i
stk. 3 som nyt punktum efter 1. pkt.:
»Fingeraftryk slettes, når varig opholdstilladelse er meddelt.«
4) I den under nr. 11 foreslåede § 40 a ændres i
stk. 6 ordene »uden udlændingens samtykke« til: »med
udlændingens samtykke«.
Bemærkninger
Til nr. 1 Forslagsstillerne henviser til Dansk Flygtningehjælps brev af 9.
maj 1995 til udvalget (L 194 - bilag 6), hvor Flygtningehjælpen bl.a. skriver
følgende om den af indenrigsministeren foreslåede ændrede beregning af
3-års-fristen i udlændingelovens § 27:
»Beregningen af 3-års-fristen bliver af central betydning i lyset af
forslagets intentioner om øget anvendelse af inddragelsesmuligheden i
udlændingelovens § 19, stk. 1. En tidsfrist, til hvilken der er knyttet
sådanne væsentlige retsvirkninger, bør regnes fra det tidspunkt, da personen
søgte om asyl, idet tidspunktet for den første meddelelse af
opholdstilladelse meget ofte beror på en række omstændigheder, ansøgeren ikke
selv er herre over. Det bør med andre ord være opholdets varighed, der er
afgørende for beregningen af tidsrummet, og det bør ikke komme ansøgeren til
skade, hvis myndighedernes sagsbehandlingstid af den ene eller anden grund
skulle trække ud.«
Til nr. 2 Ændringsforslaget tilsigter at opnå den størst mulige
overensstemmelse med menneskerettighedskonventionerne. Der henvises i den
forbindelse til Udenrigsministeriets skrivelse af 22. maj 1995 og de to
henvendelser til udvalget fra the Commissioner of the Council of the Baltic
Sea States on Democratic Institutions and Human Rights, including the Rights
of Persons belonging to Minorities, Ole Espersen (optrykt som bilag til
betænkningen).
Til nr. 3 Det forekommer forslagsstillerne uforståeligt og ubegrundet, at
fingeraftryk skal opbevares i længere tid end indtil asyl er opnået.
Til nr. 4 Rigspolitichefens svar i anledning af udvalgets spørgsmål 27
viser, at fingeraftryk kan anvendes utilsigtet af udenlandske myndigheder.
Forslagsstillerne foreslår derfor, at udlændingen skal give samtykke til
videregivelse af oplysninger vedrørende fingeraftryk.
Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Holger Graversen (S) Per
Kaalund (S) Lissa Mathiasen (S) Margrete Auken (SF) nfmd. Bjørn Elmquist
(RV) fmd. Søren Søndergaard (EL) Sonja Albrink (CD) Birthe Rønn
Hornbech (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Svend Aage Jensby (V) Erling Oxdam (V)
Helge Adam Møller (KF) John Vinther (KF) Henning Grove (KF) Pia Kjærsgaard
(FP)
Bilag 1
Nogle af udvalgets spørgsmål til indenrigsministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål nr. 23:
Vil udlevering af et fingeraftryk til politiet blive inddraget, når
efterforskningen hos politiet er afsluttet?
Spørgsmål nr. 24:
Betyder bestemmelserrne om optagelse af fingeraftryk, at politiet, når det
har fået udleveret et fingeraftryk, pålægges ikke at kopiere og opbevare det
til senere brug?
Spørgsmål nr. 25:
Er politiets eventuelle opbevaring af fingeraftryk indhentet fra
udlændingemyndighederne også omfattet af bestemmelsen om, at disse kun må
opbevares i et særligt register i 5 år fra optagelsen?
Spørgsmål nr. 26:
Hvis ovennævnte er tilfældet, hvem er så ansvarlig for at slette
fingeraftryk udleveret til politiet?
Svar:
Indenrigsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålene
indhentet en udtalelse fra Rigspolitichefen, der har oplyst, at politiet i
ingen tilfælde - ved søgning i og videregivelse af oplysninger fra
fingeraftryksregistret til politiet i forbindelse med politiets
efterforskning i en straffesag - efterfølgende vil registrere fingeraftryk
fra udlændinge optaget i en udlændingeretlig sammenhæng i registret over
fingeraftryk optaget af sigtede m.v. efter retsplejelovens regler.
Indenrigsministeriet kan henholde sig til det af Rigspolitichefen oplyste.
Spørgsmål nr. 27:
Hvilke muligheder har udlændingemyndighederne for at inddrage et
fingeraftryk udleveret til myndigheder i andre lande?
Svar:
Indenrigsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet
en udtalelse fra Rigspoliltichefen, der har oplyst, at der ved videregivelse
af fingeraftryk til udlændingemyndighederne i andre lande vil blive gjort
opmærksom på, at fingeraftrykkene alene må anvendes i en udlændingeretlig
sammenhæng.
Spørgsmålet om, hvorvidt fingeraftryk modtaget fra de danske
udlændingemyndigheder efter vedkommende nationale lovgivning kan optages i et
eventuelt nationalt fingeraftryksregister vedrørende udlændinge, kan alene
afgøres af de relevante udenlandske myndigheder.
Indenrigsministeriet kan henholde sig til det af Rigspolitichefen oplyste.
Spørgsmål nr. 30:
Får en flygtning, over for hvem der iværksættes en inddragelse af
opholdstilladelsen efter den foreslåede bestemmelse i § 19, stk. 1, nr. 1,
beskikket en advokat til at bistå sig i sagen på samme måde, som det er
tilfældet, når sagen om tildeling af opholdstilladelse behandles i
Flygtningenævnet?
Svar:
Indenrigsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet
udtalelser fra Direktoratet for Udlændinge og Flygtningenævnet.
Direktoratet for Udlændinge har oplyst, at man ikke har hjemmel til at
afholde udgiften til beskikkelsen af en advokat til at bistå udlændingen,
mens sagsbehandlingen pågår i direktoratet. Det er således ikke muligt at
beskikke en advokat i forbindelse med direktoratets iværksættelse af en
inddragelsessag.
Flygtningenævnet, som Direktoratet for Udlændinges afgørelser i
inddragelsessager for så vidt angår flygtninge - som nævnt i besvarelsen af
spørgsmål nr. 28 - kan indbringes for, har oplyst, at der i samme omfang som
i sager vedrørende meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7
bliver beskikket advokat for udlændingen i sager vedrørende inddragelse af
opholdstilladelse i medfør af § 19, stk. 1, nr. 1.
Indenrigsministeriet kan henholde sig til det af Direktoratet for
Udlændinge og Flygtningenævnet oplyste.
Bilag 2
Udenrigsministeriets udtalelse af 22. maj 1995 indhentet af
Indenrigsministeriet i anledning af
udvalgets spørgsmål 33
Udenrigsministeriet
Den 22. maj 1995
Asiatisk Plads 2
1448 København K
Indenrigsministeriet
Udlændingeafdelingen
I skrivelse af 3. maj 1995 (j. nr. 1994-3701-829) har Indenrigsministeriet
anmodet Udenrigsministeriet om en udtalelse om, hvorvidt anvendelse af
frihedsberøvelse over for asylansøgere under asylsagens behandling i den
særlige hasteprocedure vil være forenelig med Danmarks internationale
forpligtelser.
Baggrunden er, at der ved ændring af udlændingeloven (lovforslag nr. L
194) ønskes skabt hjemmel til, at en udlænding, hvis ansøgning om
opholdstilladelse forventes eller er udtaget til behandling efter åbenbart
grundløs-proceduren efter lovens § 53 a, stk. 3, kan frihedsberøves, såfremt
det er påkrævet for at fastholde udlændingens tilstedeværelse under
asylsagsbehandlingen.
I den anledning skal Udenrigsministeriet, Den Juridiske Tjeneste, udtale
følgende:
1. En gennemgang af lovforslaget sammenholdt med den europæiske
menneskerettighedskonvention og andre internationale instrumenter på
menneskerettighedsområdet, som er tiltrådt af Danmark, giver grundlag for den
konklusion, at iværksættelse af frihedsberøvelse efter de påtænkte
retningslinjer efter Udenrigsministeriets opfattelse vil være forenelig med
Danmarks internationale forpligtelser.
Hvad særligt angår Danmarks forpligtelser i henhold til den europæiske
menneskerettighedskonvention, henledes opmærksomheden på, at nærværende
udtalelse har karakter af en juridisk-faglig prognose. Dette er en følge af,
at det i sidste instans tilkommer kontrolorganerne i Strasbourg - og ikke
deltagerstaterne - gennem fortolkning at fastlægge det præcise indhold af
konventionens bestemmelser.
2. I en udtalelse af 18. ds. har Justitsministeriet givet en omfattende
redegørelse for retstilstanden og Strasbourgklageorganernes praksis med
hensyn til de forpligtelser, der følger af den europæiske
menneskerettighedskonvenion. Udenrigsministeriet kan i det hele tiltræde
de synspunkter, som er anført i Justitsministeriets udtalelse.
Som understreget af Justitsministeriet er det karakteristisk for systemet
under den europæiske menneskerettighedskonvention, at det ikke så meget er de
nationale reglers udformning på et bestemt retsområde som reglernes
anvendelse, der i det konkrete tilfælde kan være i strid med rettighederne i
henhold til konventionen. Genstanden for klageorganernes virksomhed vil
således ikke være en abstrakt efterprøvelse af national lovgivnings
forenelighed med konventionens bestemmelser, men en undersøgelse af, hvorvidt
anvendelsen af en lovbestemmelse i et konkret foreliggende tilfælde er
konventionsmæssig.
Heraf følger, at en abstrakt udtalelse om, hvorvidt den foreslåede adgang
til frihedsberøvelse vil være forenelig med Danmarks forpligtelser i henhold
til konventionen, vil være behæftet med den usikkerhed, der nødvendigvis vil
være forbundet med at forudsige, hvorledes kontrolorganerne vil forholde sig
i en konkret klagesag.
Ved en eventuel konkret klage over overtrædelse af konventionens artikel
5, stk. 1, litra f, vil der på basis af kontrolorganernes praksis bl.a. blive
lagt vægt på, at de nationale myndigheder ved frihedsberøvelsen handler på
grundlag af lovgivning, at myndighederne ikke optræder vilkårligt, og at
sagen gennemføres med fornøden hurtighed. Endvidere må den tilbageholdte ikke
underkastes flere restriktioner end absolut nødvendigt.
Endelig skal det fremhæves, at en frihedsberøvelse kun vil blive anset for
konventionsmæssig i det omfang, »action is being taken with a view to
deportation«. Det kan i lyset heraf formodes, at en beslutning - eller
en umiddelbart forestående beslutning - om sagens behandling efter åbenbart
grundløs-proceduren vil indebære, at en eventuel frihedsberøvelse vil blive
anset for at være i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, litra f.
Det lægges herved til grund, at begrebet udvisning -
»deportation« - vil skulle fortolkes i henhold til den europæiske
menneskerettighedskonvention, og at dette begreb må antages at omfatte
tilfælde, hvor en ssylansøger efter et afslag på opholdstilladelse udsendes
af landet.
For så vidt angår diskriminationsforbudet i konventionens artikel
14, er det i bemærkningerne til lovforslaget oplyst, at
Indenrigsministeriet vil tage initiativ til at udvide den særlige
hasteprocedure for visse åbenbart grundløse asylansøgninger til at gælde alle
nationaliteter, som ifølge gældende praksis ikke skal udfylde
asylansøgningsskema.
En forskelsbehandling på baggrund af dette kriterium anser man i denne
sammenhæng for sagligt velbegrundet, da der i disse tilfælde er tale om
asylansøgere, der kommer fra lande, hvor der er en stærk forhåndsformodning
for, at en ansøgning om asyl vil blive afslået.
Hertil kommer - hedder det i bemærkningerne - at frihedsberøvelse i den
enkelte sag alene finder sted efter en konkret og individuel vurdering af
samtlige omstændigheder i sagen. Efter Udenrigsministeriets vurdering vil
kontrolorganerne i Strasbourg formentlig tillægge dette aspekt afgørende
vægt.
Udenrigsministeriet er således enig med Justitsministeriet i, at en
afgørende forudsætning for, at den foreslåede lovændring ikke vil blive anset
for at være i strid med Danmarks forpligtelser i henhold til konventionen,
er, at loven i praksis bliver administreret på en sådan måde, at
frihedsberøvelse udelukkende iværksættes efter en konkret og individuel
vurdering af samtlige omstændigheder i sagen.
Ved en bedømmelse af en konkret sag vil klageorganerne i den forbindelse
selvsagt efterprøve, om de i loven fastsatte processuelle betingelser for
iværksættelse af frihedsberøvelsen faktisk er blevet efterlevet, dvs.
at frihedsberøvelsen udelukkende er blevet iværksat, fordi mindre
indgribende foranstaltninger ikke er blevet anset for tilstrækkelige, jf. §
34, at den i lovens § 37 foreskrevne adgang til domstolsprøvelse
faktisk har bestået, samt at frihedsberøvelsen har haft den i loven
forudsete korte varighed, jf. § 37, stk. 3.
Med disse bemærkninger er Udenrigsministeriet på basis af en abstrakt
bedømmelse enig i Indenrigsministeriets konklusion, hvorefter den
foreslåede adgang til frihedsberøvelse efter en konkret og individuel
vurdering og på et ikkediskriminatorisk grundlag må anses for at være i
overensstemmelse med Danmarks forpligtelser i henhold til den europæiske
menneskerettighedskonvention.
3. Udenrigsministeriet har ikke i andre internationale
konventioner, som er retligt bindende for Danmark, fundet bestemmelser,
som i relation til frihedsberøvelse giver en bedre beskyttelse end artikel 5
i den europæiske menneskerettighedskonvention.
4. Hvad særligt angår principperne indeholdt i artikel 14 i
verdenserklæringen om menneskerettigheder samt konklusion nr. 44 fra UNHCR's
Eksekutivkomite, finder Udenrigsministeiet, at de indeholdte
henstillinger til staterne må tillægges en betydelig politisk og moralsk
vægt. Ingen af de to tekster har imidlertid en folkeretligt bindende
karakter. Formodningen må derfor være for, at staterne er levnet et
betydeligt spillerum med hensyn til deres fortolkning og anvendelse, ligesom
formodningen må være imod, at der på basis af de opstillede principper kan
udledes forpligtelser for staterne, som er mere restriktive, end dem som er
knæsat i den europæiske menneskerettighedskonvention.
I lyset heraf - og af de grunde som er givet i bemærkningerne til
lovforslaget - er Udenrigsministeriet enig i, at det ikke klart kan
statueres, at den foreslåede anvendelse af frihedsberøvelse vil være i strid
med disse tekster.
P.M.V.
E.B.
Arnold Skibsted
Bilag 3
Council of the Baltic Sea States
Den 11. maj 1995
Commissioner of the CBSS on Democratic Institutions and Human Rights,
including the Rights of Persons belonging to Minorities
Ole Espersen
Indenrigsministeriet
Christiansborg Slotsplads 1
DK-1218 København K
Vedr.: Ministeriets j.nr. 1994-379-1047
Den 13. december 1994 tilkendegav jeg, at den af Rigspolitichefens Afd. E
i september s.å. indførte praksis vedrørende frihedsberøvelse af asylansøgere
fra visse lande efter mit skøn manglede hjemmel i dansk lovgivning og kunne
være stridende mod vore menneskeretlige internationale forpligtelser.
Jeg opfordrede i skrivelse af 8. februar 1995 til, at der, hvis den
pågældende praksis ønskedes opretholdt, søgtes tilvejebragt hjemmel i dansk
lovgivning, såfremt dette kunne ske inden for rammerne af de internationale
forpligtelser.
Det nu forelagte forslag til lov om ændring af udlændingeloven (nr. L 194)
indeholder en række forskellige forslag til ændringer.
Jeg vil her koncentrere mig om det aspekt i forslaget, som klart har
relevans i forhold til såvel internationale forpligtelser generelt som
specielt i forhold til borgerne i visse CBSSmedlemslande, nemlig spørgsmålet
om frihedsberøvelse.
Jeg vil således ikke indgående kommentere andre af forslagene, som for en
dels vedkommende må siges at være en forringelse af retssikkerheden og for
andres at være forbedringer. Det er f.eks. en forbedring, at asylansøgere i
en afvisningssituation får ret til at tage kontakt med Dansk Flygtningehjælp
- en retsgaranti, der vil kunne tjene som forbillede i andre lande.
En retssikkerhedsmæssig forringelse er der derimod f.eks. tale om i
relation til afskæring med hensyn til fremlæggelse af dokumenter m.v. i en
appelinstans eller i tilfælde af genoptagelse. Omend der er tale om visse
forringelser, er disse næppe udtryk for, at der handles i strid med
internationale forpligtelser. Det bemærkes i denne forbindelse, at den danske
asylsagsbehandling utvivlsomt fortsat som helhed betragtet befinder sig på et
niveau, der ligger »over gennemsnittet«.
Alvorlige betænkeligheder knytter sig derimod - også set i relation til
andre landes asyl-sagsbehandling - til de foreslåede regler om udvidet adgang
til frihedsberøvelse og til at optage og bruge fingeraftryk.
Vedrørende udvidet adgang til frihedsberøvelse:
I min skrivelse af 8. februar 1995 argumenterede jeg for, at den da
eksisterende praksis formentlig var i strid med den europæiske
menneskerettighedskonventions Artikel 5.
Ifølge denne artikels stykke 1, litra f, er frihedsberøvelse af en person,
mod hvem der tages skridt til udvisning eller udlevering, lovlig. Det hedder
i bemærkningerne til lovforslaget, at udtrykket »udvisning eller
udlevering« må forstås i en bredere sammenhæng end de danske udvisnings-
og udleveringsregler og således også omfatter udsendelse »efter afslag
på ansøgning om asyl«.
Der argumenteres ikke herfor med konkrete angivelser fra littertur,
kommisions- eller domstolspraksis, og da Artikel 5 skal fortolkes restriktivt
efter den europæiske menneskerettighedsdomstols praksis synes foreneligheden
med konventionen tvivlsom. I citatet nævnes i øvrigt »udsendelse efter
afslag«. Senere i bemærkningerne hedder det, at bestemmelsen også kan
anvendes, hvor en beslutning om nægtelse af asyl må »forventes at være
nært forestående« - der argumenteres ikke for denne bestemmelses
forenelighed med Artikel 5. Det er vanskeligt at hævde, at der i en sådan
situation »tages skridt til udvisning eller udlevering« (Artikel 5,
stk. 1, litra f) selv med den ovenfor nævnte udvidende fortolkning, som er
foretaget af denne artikel i lovforslaget.
Som et argument for, at frihedsberøvelser i det nævnte omfang er
forenelige med konventionen, anføres dog senere (side 28, anden spalte)
følgende:
»Det må endvidere med støtte i litteraturen og kommissionspraksis
antages, at konventionens krav om, at der skal være taget skridt til
udlevering eller udvisning, er opfyldt ved frihedsberøvelse under en
verserende asylsag som led i den særlige hasteprocedure . . .«.
Tilsyneladende argumenteres der her for det retmæssige i at frihedsberøve
under henvisning til, at der er frihedsberøvet. Denne argumentation
forekommer umiddelbart at være cirkulær og kan således næppe tillægges
selvstændig værdi.
Det er derfor min opfattelse, at den foreslåede ret til frihedsberøvelse
er svært forenelig om overhovedet med reglen i
menneskerettighedskonventionens Art. 5.
I min skrivelse af 8. februar 1995 redegjorde jeg endvidere for, at den
indførte ordning fra september 1994 formenltig var i strid med den europæiske
menneskerettighedskonventions Art. 14, der forbyder diskrimination med hensyn
til konventionens rettigheder og friheder baseret på f.eks. køn og national
oprindelse. I bemærkningerne til lovforslaget erkendes det, at der er tale om
en forskelsbehandling baseret på grund af nationalitet, men det siges, at
denne er sagligt begrundet »da der i disse tilfælde er tale om
asylansøgere, der kommer fra lande, hvor der er en stærk forhåndsformodning
for, at en ansøgning om asyl vil blive afslået«. Det er naturligvis
korrekt, at der er en stærk forhåndsformodning for, at afslag vil blive givet
p.g.a. nationaliteten, men der anføres intet om, at dette skulle udgøre en
saglig begrundelse for noget så indgribende som en frihedsberøvelse. En
forhåndsformodning kan f.eks. udgøre en saglig begrundelse for en forenklet
procedure over for flygtningemyndighederne. Hvilket jo forlængst er indført.
Jeg har bemærket mig, at Indenrigsministeriet vil tage initiativ til at
udvide den særlige hasteprocedure for visse åbenbart grundløse
asylansøgninger til at gælde alle nationaliteter, som ifølge gældende praksis
ikke skal udfylde asylansøgningsskema, idet en forskelsbehandling på baggrund
af dette kriterium i denne sammenhæng må anses for sagligt velbegrundet og
ligge inden for rammerne af den europæiske menneskerettighedskonvention. At
man udvider den foreslåede hjemmel til frihedsberøvelse til alle de
pågældende nationaliteter, ændrer principielt intet ved, at der er tale om,
at nationaliteten er afgørende eller kan være afgørende i de enkelte
tilfælde. Hertil kommer imidlertid som noget mere afgørende, at
forudsætningen for den foreslåede bestemmelses anvendelse er, at der
iagttages et proportionalitetskriterium, jævnfør herved forslagets
bemærkninger side 29. Det hedder her, at indgrebet er nødvendigt på baggrund
»af de før ordningens indførelse indhøstede erfaringer med kriminalitet,
uro på centre og forhaling af sagsbehandlingstiden«. Dette
proportionalitatshensyn er imidlertid formentlig, i det omfang det bør spille
en rolle, alene til stede i forhold til de nationaliteter, som var omfattet
af ordningen fra september 1994.
En sammenfattende vurdering af motiverne fører således efter min
opfattelse til, at det fortsat er ansøgere fra de samme lande, som risikerer,
at deres nationalitet kommer til at spille den afgørende rolle i forbindelse
med beslutningen om frihedsberøvelse.
Jeg har bemærket mig, at Indenrigsministeriet har fortaget en dybtgående
udredning af rækkevidden af Danmarks internationale forpligtelser i relation
til den særlige hasteprocedure for visse åbenbart grundløse asylansøgninger,
herunder Danmarks forpligtelser i henhold til den europæiske
menneskerettighedskonvention. Da forslagets forenelighed med konventionens
art. 5 og 14 er tvivlsom, skal jeg henstille, at undersøgelsen
offentliggøres, således at den kan indgå i debatten, før forslag om
videregående adgang til frihedsberøvelser gennemføres.
Mig bekendt er der ikke i andre CBSS-lande, der har tilsluttet sig
flygtningekonventionen, hjemmel til at tillægge nationaliteten selvstændig
betydning i forhold til frihedsberøvelser af personer, der søger asyl.
Jeg vil afslutningsvis bemærke, at de personer, der måtte føle, at Danmark
over for dem handler i strid med Artikel 5 eller Artikel 14 i den europæiske
menneskerettighedskonvention, i praksis af indlysende grunde vil have særlig
vanskeligt ved at indbringe en sag herom for den europæiske
menneskerettighedskommission.
Med venlig hilsen
Ole Espersen
Kopi til:
Folketingets Retsudvalg
Udenrigsminister Niels Helveg Petersen
Folketingets Ombudsmand - til orientering
Bilag 4
Council of the Baltic Sea StatesDen 30. maj 1995
Commissioner of the CBSS on Democratic Institutions and Human Rights,
including the Rights of Persons belonging to Minorities
Ole Espersen
Indenrigsminister Birte Weiss
Indenrigsministeriet
Christiansborg Slotsplads 1
DK-1218 København K
Kære Birte Weiss
Tak for dit brev af 23. maj med kommentarer til mit brev af 11. maj 1995
hvor du medsender en udtalelse af 18. maj 1995 fra Justitsministeriet
vedrørende forslag til ændring af udlændingeloven samt Indenrigsministeriets
udredning af 3. maj 1995.
Jeg synes de grundige udredninger har været nyttige, hvilket de utvivlsomt
også vil være i forbindelse med administrationen af den eventuelt kommende
lovændring. Bl.a. lægger jeg vægt på, at det både i Indenrigsministeriets og
i Justitsministeriets udtalelser lægges til grund, at lovændringen vil stride
imod de forpligtelser, som Danmark har påtaget sig i forbindelse med
tiltrædelsen af den europæiske menneskerettighedskonvention med mindre
lovændringen administreres således, at en »frihedsberøvelse alene vil
blive iværksat efter en konkret og individuel vurdering af den pågældendes
forhold . . .«. Deraf følger, at hverken alder eller nationalitet kan
være eneafgørende, og der må foreligge konkrete individuelle holdepunkter for
at antage at den pågældende - efter at have indgivet ansøgning om asyl - vil
unddrage sig asylbehandling. Jeg går ud fra, at sådanne individuelle
begrundelser vil blive givet af såvel politi som af domstole i det omfang,
domstolene inddrages.
Da jeg i øvrigt forstår, at lovforslaget vil blive fremmet, skal jeg for
en ordens skyld kun knytte enkelte kommentarer til det modtagne materiale.
Et hovedpunkt i forbindelse med vurderingen af forslagets forhold til
menneskerettighedskonventionens Artikel 5 er, om der er tale om en person
»mod hvem der tages skridt til udvisning eller udlevering«.
Selv om man nu fortolker begreberne udvisning og udlevering bredere end i
normal dansk forståelse, vil der formentlig kunne være enighed om, at det
Artikel 5, stk. 1, litra f, vedrører, er personer, mod hvem der tages skridt
til »bortfjernelse fra landet«, jf. også din skrivelse side 3:
»ud fra en sproglig fortolkning af, hvad der ligger i selve ordet
»udvisning«, forekommer det mest nærliggende at lade
udvisningsbegrebet omfatte enhver tvangsmæssig udsendelse af en udlænding,
der har fortabt sin ret til ophold i den udsendende stat, og ikke kun de
tilfælde, hvor der knyttes et indrejseforbud til udsendelsen'.
Men det er der netop ikke tale om, når en person, som f.eks. i bulgarerens
tilfælde, jf. Østre landsrets 16. afd. kendelse af 23. sept. 1994, var i
besiddelse af et lovligt - eller formodet lovligt - visum. Hans ansøgning om
asyl kan jo ikke retligt betragtet siges at være indledning af en procedure,
der kan ende med udvisning, men alene med et afslag og derefter med
yderligere beslutninger.
Jeg synes i øvrigt, at det er værd at understrege, at en asylansøger,
uanset asylmotiv og uanset nationalitet, køn og alder, alene betjener sig af
en ret som han har såval internationalt som nationalt til at søge om
beskyttelse. Han begiver sig fuldt legalt ind i en administrativ procedure.
Derimod er den person, der står over for en udvisning eller udlevering,
karakteriseret ved, at han har eller formodes at have begået noget
»irregulært« enten en lovovertrædelse eller en anden form for
handling i strid med det pågældende lands udlændingeregler.
Justitsministeriets henvisning til sagen Caprino v. UK taler om at »a
lawful deportation procedure has been instituted. . .«. For mig er det
at strække ordene meget vidt at tale om, at en ansøgning om asyl og en
forventet »åbenbart grundløs« procedure er ensbetydende med at
»a deportation procedure has been instituted«.
Jeg har i øvrigt bemærket mig, at der tilsyneladende ingen
Kommissionspraksis er vedrørende frihedsberøvelse under asylsagsbehandling.
Jeg er for så vidt enig med Justitsministeriet i, at den europæiske
menneskerettighedskonvention er opbygget på en sådan måde, at det oftest ikke
så meget er selve reglerne på et bestemt retsområde som reglernes anvendelse,
der i det konkrete tilfælde kan være i strid med rettighederne i henhold til
konventionen. Alligevel forekommer det mig betænkeligt at nævne nationalitet
(jf. konventionens Art 14) som et element, der kan indgå i begrundelsen for
noget så alvorligt som en frihedsberøvelse.
Jeg har med tilfredshed noteret mig, at du nøje vil følge udviklingen i
kriminalitet, indrejsetal og sagsbehandlingstal med henblik på at vurdere
nødvendigheden af at bibeholde den foreslåede bestemmelse, og at der om cirka
et år foretages en grundig evaluering af nødvendigheden af at opretholde en
sådan udvidet adgang til frihedsberøvelse af asylansøgere. Det er under de
givne forhold tilfredsstillende. Jeg går ud fra, at denne evaluering også vil
inddrage det meget væsentlige spørgsmål: viser det sig muligt at lægge en
konkret og individuel vurdering til grund for beslutninger af denne karakter?
Med venlig hilsen
Ole Espersen
Kopi til:
Folketingets Retsudvalg
Udenrigsminister Niels Helveg Petersen
Medlem af CSO Kirsten Biering
Folketingets Ombudsmand - til orientering
Bilag 5
UDKAST
til
Kommissorium
til ekspertudvalg vedrørende udlændingelovens bestemmelser om udvisning
I udlændingelovens §§ 22-24 er der fastsat en række detaljerede
bestemmelser om, i hvilket omfang udlændinge, der har begået strafbart
forhold her i landet, kan udvises ved dom.
I udlændingelovens § 26 er der fastsat en række obligatoriske hensyn til
den pågældende udlænding, som skal tages i betragtning ved afgørelsen af, om
udlændingen skal udvises.
De gældende bestemmelser er udtryk for, at der ved afgørelsen om udvisning
skal foretages en konkret afvejning af grovheden af det begåede strafbare
forhold, længden af udlændingens ophold her i landet samt udvisningens
belastende karakter for den pågældende udlænding.
Disse bestemmelser, der trådte i kraft den 1. oktober 1983, har nu været
gældende i mere end 10 år.
På baggrund af de erfaringer, der er indhøstet i den forløbne tid, skal
udvalget foretage en gennemgang af, i hvilket omfang de gældende bestemmelser
i udlændingeloven om udvisning ved dom som følge af strafbart forhold er
blevet anvendt i domstolenes praksis, herunder med hvilken styrke de
forskellige hensyn indgår som momenter ved afgørelsen om udvisning.
Udvalget skal endvidere vurdere, om der er grundlag for at ændre de
gældende bestemmelser herom, herunder om der på baggrund af den foretagne
gennemgang bør foretages en justering af vægten af de hensyn, som i dag
indgår i afvejningen af, om udvisning skal kunne finde sted.
Udvalget skal i den forbindelse vurdere, i hvilket omfang specifikke
hensyn som f.eks. gentagen kriminalitet, personfarlig kriminalitet og
narkokriminalitet samt en eventuel udvisnings konsekvenser for den
pågældendes familie kan indgå med større vægt i forbindelse med
udvisningsafgørelsen.
Udvalget bedes opstille modeller for, hvorledes bestemmelserne om
udvisning i givet fald vil kunne udformes, foretage en vurdering af de
opstillede modeller og redegøre for, hvilke konsekvenser den enkelte model
vil få for domstolenes fremtidige praksis på dette område.
Udvalget vil blive sammensat af repræsentanter fra Indenrigsministeriet
(formand), Direktoratet for Udlændinge, Flygtningenævnet ved sin formand
eller en af sine næstformænd, Justitsministeriet, domstolene, Rigsadvokaten,
Rigspoliltichefen og Advokatrådet.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af udlændingeloven og lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. Retsinformation · 9. marts 1999
- 1994 LSF 194 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN (EFFEKTIVISERING AF ASYLSAGSBEHANDLINGEN I FLYGTNINGENÆVNET, RÅDGIVNING AF ASYLANSØGERE, OVERFØRSEL AF OPGAVEN MED AT AFHØRE ASYLANSØGERE FRA POLITIET TIL DIREKTORATET FOR UDLÆNDINGE, OPTAGELSE AF FINGERAFTRYK AF ASYLANSØGERE M.V.) Retsinformation · 15. juni 1995
- Afgørelse i sag om bygningernes anvendelse på [virksomhed1] i Allerød Komune Klagenævn (Nævnenes Hus) · 14. marts 2014
- Afgørelse i klagesag om Allerød Kommunes afslag på landzonetilladelse til midlertidig ændret anvendelse af bygninger og udvidelse af parkeringsplads på [A1], Birkerød Klagenævn (Nævnenes Hus) · 21. marts 2025
- 1994 LSF 85 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN, LOV OM MIDLERTIDIG OPHOLDSTILLADELSE TIL VISSE PERSONER FRA DET TIDLIGERE JUGOSLAVIEN M.V. OG LOV OM SOCIAL BISTAND (OPSTRAMNINGER I ÅBENBART GRUNDLØS-PROCEDUREN M.V.) Retsinformation · 18. januar 1995
- 1991 BTL 257 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN M.V. (FAMILIESAMMENFØRING, EFFEKTIVISERING AF ASYLSAGSBEHANDLINGEN M.V.) NR L 257 1991-92, 1. SAMLING Retsinformation · 29. juni 1992