Spring til indhold

Retsinformation

1994 BTL 194 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN (EFFEKTIVISERING AF ASYLSAGSBEHANDLINGEN I FLYGTNINGENÆVNET, RÅDGIVNING AF ASYLANSØGERE, OVERFØRSEL AF OPGAVEN MED AT AFHØRE ASYLANSØGERE FRA POLITIET TIL DIREKTORATET FOR UDLÆNDINGE, OPTAGELSE AF FINGERAFTRYK AF ASYLANSØGERE M.V.) NR L 194 1994-95, 1. SAMLING

1994/1 BTL 194Betænkning over lovforslagFolketinget28. juli 1995

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet

spørgsmål til indenrigsministeren, som denne har besvaret skriftligt. Nogle

af svarene er optrykt som bilag til betænkningen sammen med

indenrigsministerens svar på et spørgsmål stillet af udvalget under alm. del.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser

fra Council of the Baltic Sea States og Dansk Flygtningehjælp.

Der er af indenrigsministeren og af et mindretal stillet ændringsforslag,

hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis,

Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget)

bemærker, at for så vidt angår det foreslåede § 54, stk. 2, om begrænsningen

i adgangen til at fremlægge nye bevismidler under nævnets behandling af en

asylsag, finder flertallet anledning til at understrege, at bestemmelsen ikke

bør anvendes, hvis der er en bestyrket formodning for, at det bevismiddel,

som ønskes fremlagt, vil have betydning for sagens udfald, og hvor den sene

fremlæggelse må betragtes som undskyldelig. Det forudsættes endvidere, at

bestemmelsen vil blive administreret således, at bevismidler, hvis

fremlæggelse er afgørende for vurderingen af, om ansøgeren ved en eventuel

tilbagevenden til hjemlandet eller det tidligere bopælsland vil være i risiko

for forfølgelse, ikke vil blive nægtet fremlagt. Flertallet lægger endvidere

vægt på, at der, såfremt nævnets formand eller en af næstformændene træffer

beslutning om, at et dokument nægtes fremlagt, skal ske en fyldestgørende

orientering til alle medlemmer af det nævn, som skal behandle den pågældende

sag.

For så vidt angår den foreslåede ændring af udlændingelovens § 19, stk. 1,

nr. 1, og ændringen af direktoratets praksis, finder flertallet, at der af

retssikkerhedsmæssige årsager i forbindelse med meddelelsen af

opholdstilladelse til personer, der vil være omfattet af disse ændringer, bør

gøres opmærksom på mulighederne for inddragelsen af den meddelte

opholdstilladelse inden for de første 3 år.

Læs alt

Flertallet tillægger det endvidere afgørende betydning, at

sagsbehandlingen i det uafhængige organ Flygtningenævnet, der træffer den

endelige afgørelse i sager vedrørende meddelelse af asyl, foregår med den

fornødne hurtighed.

Flertallet bemærker i den forbindelse, at der med lovforslaget skabes

grundlag for at gennemføre en række effektiviseringer af asylsagsbehandlingen

i Flygtningenævnet. Der sker således med bestemmelserne om, at nævnet vil

blive sammensat af 5 medlemmer, en afskaffelse af den hidtidige usmidige og

ressourcekrævende visitering af sager mellem de hidtidige 3- eller

7-mands-nævn. Endvidere vil bl.a. bestemmelserne om øget formandskompetence

kunne bidrage til en effektivisering af nævnets arbejde.

Flertallet har noteret sig, at der med disse forslag ikke bliver slækket

på de retssikkerhedsmæssige garantier, der gælder for Flygtningenævnets

arbejde.

Flertallet påpeger, at der - som det også er anført i bemærkningerne til

lovforslaget - ud over de foreslåede lovændringer bør gennemføres en række

administrative tiltag i Flygtningenævnet med henblik på effektivisering af

asylsagsbehandlingen. Opmærksomheden må i den forbindelse henledes på den

uforenelighed, der har været imellem sagstilgangen på 1.196 spontansager til

Flygtningenævnet i perioden november 1994 - februar 1995 og

ekspeditionstakten i samme periode, hvor der alene blev sat 307 spontansager

på dagsordenen til et nævnsmøde. I dag berammes der 4 sager pr. nævn pr. dag.

Som det fremgår af tallene, må både antallet af nævn og afgørelser pr. dag

øges væsentligt for at opnå balance mellem indgående og udgående sager. Hvis

der f.eks. skal behandles 2.500 sager pr. år, bør dette kunne klares af 3

nævn.

Flertallet har noteret sig, at en ekspertarbejdsgruppe under

Indenrigsministeriet den 25. april 1995 har afgivet betænkning om anvendelse

af udlændingeattacheer m.v. (betænkning nr. 1291/95). Flertallet kan

tilslutte sig arbejdsgruppens anbefaling om, at der som led i behandlingen af

udlændingesager etableres ordninger med dels faste dels midlertidige

udlændingeattacheer. Sådanne udlændingeattacheer vil kunne indsamle flere

oplysninger til brug for den konkrete sagsbehandling og gøre det hurtigere,

end udenrigstjenesten i dag har kapacitet til. Det vil medføre en hurtigere

sagsbehandling og sikrere afgørelser i udlændingesager. Udlændingeattacheerne

vil endvidere gennem personlige kontakter til udlændingemyndighederne i de

lande, hvor attacheerne udstationeres, kunne bidrage til, at

udsendelsesproceduren smidiggøres, og at det i flere tilfælde bliver muligt

overhovedet at gennemføre tvangsmæssige udsendelser.

Herefter indstiller et mindretal (Venstres, Det Konservative

Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) lovforslaget til

vedtagelse med de af indenrigsministeren og de af mindretallet

stillede ændringsforslag.

Mindretallet stemmer for lovforslaget ved dets endelige vedtagelse, idet

mindretallet er enig i lovforslagets intentioner om at foretage en

opstramning af asylproceduren og har bemærket, at en række af mindretallets

forslag optaget i betænkningen over lovforslag nr. L 214 (folketingsåret

1993-94) om at foretage en opstramning af asylproceduren er medtaget i

nærværende og tidligere lovforslag. Mindretallet finder dog ikke, at

lovforslaget er tilstrækkeligt til at opnå den fornødne hurtighed og

effektivitet i sagsbehandlingen, ligesom lovforslaget efter mindretallets

opfattelse indeholder elementer, der modvirker hensigten.

Mindretallet har derfor stillet en række ændringsforslag, hvortil der

henvises.

Mindretallet finder derudover, at der bør foretages stramninger i

overensstemmelse med nedenstående:

a) Sager, der er afgjort af Flygtningenævnet eller efter åbenbart

grundløs-proceduren, bør ikke kunne indbringes for Folketingets Ombudsmand.

b) Flere sager bør udtages til åbenbart grundløs-proceduren og Dansk

Flygtningehjælps vetoret afskaffes, medens høringsretten bevares.

Erfaringerne viser, at Dansk Flygtningehjælps vetoprocent i de sager, der

har været udtaget til åbenbart grundløs-proceduren, er steget markant, uagtet

Direktoratet for Udlændinge ikke har ændret på de kriterier, som åbenbart

grundløs-proceduren baseres på. Alligevel er vetoprocenten steget fra 18 pct.

i 1993 til 45 pct. i de første 17 uger af 1995. Efter direktoratets

opfattelse skyldes de høje vetoprocenter forskelle i

troværdighedsvurderingerne. Direktoratet har tillige oplyst, at der i de

seneste år har været behov for at træffe forholdsvis flere

troværdighedsafgørelser end tidligere. Der henvises til indenrigsministerens

svar på spørgsmål 7, der er optrykt som bilag til betænkningen.

c) Mindretallet udtaler, at man finder, at reglerne om frihedsberøvelse

burde have været præciseret yderligere, idet man ikke med den foreslåede

præcisering kan forvente, at der vil blive opnået nogen mærkbar ændring af

retspraksis.

Det skal bemærkes, at ministeren netop selv i svaret på spørgsmål 6, der

ligeledes er optrykt, fremhæver, at muligheden for frihedsberøvelse af

asylsøgere, der forventes eller er udtaget til behandling i åbenbart

grundløs-proceduren, er et væsentligt element i bestræbelserne på at

opretholde det nævnte markante fald i sagsbehandlingstiden for denne gruppe

sager.

På den anden side har ministeren i svaret på spørgsmål 15, der også er

optrykt som bilag til betænkningen, anført, at frihedsberøvelse efter § 36,

stk. l, både efter de gældende bestemmelser og præciseringen i lovforslaget

alene vil kunne iværksættes, såfremt foranstaltninger efter § 34 ikke skønnes

tilstrækkelige.

Når henses til den som bilag til betænkningen optrykte kendelse fra

Ugeskrift for Retsvæsen, 1995, s. 340, må det forventes, at bestemmelsen

efter den foreslåede formulering ikke får den tiltænkte virkning.

d) Mindretallet ønsker, at der nu sker en udmøntning af flertallets

betænkningsbidrag i betænkningen afgivet af Retsudvalget den 11. juni 1992

over lovforslag nr. L 257 (folketingsåret 1991-92), hvorefter flertallet

tilslutter sig, at ægteskabsbekendtgørelsen ændres med henblik på, at alene

personer med lovligt ophold i Danmark i form af opholdstilladelse m.v. kan

indgå ægteskab her. Mindretallet finder ikke, at asylsøgeres indgåelse af

ægteskab med herboende i sig selv bør give opholdsgrundlag.

e) Mindretallet finder, at en konsekvent kurs over for kriminelle

udlændinge samlet gavner forståelsen for, at Danmark skal hjælpe lovlydige

flygtninge og krigsramte.

Mindretallet har overvejet at stille ændringsforslag til

udvisningsbestemmelserne, men afstår under henvisning til ministerens

bemærkninger til lovforslaget (6.2.), hvorefter ministeren har givet tilsagn

om, at der nu nedsættes et ekspertudvalg, der skal gennemgå, i hvilket omfang

udvisningsbestemmelserne anvendes, og om der er behov for ændringer.

Mindretallet finder, at ændringer af udvisningsbestemmelserne bør bygge på

følgende elementer:

- Den såkaldte trappestigemodel bør fortsat være hovedreglen, hvor der er

tale om mindre grov kriminalitet. Mindretallet finder det fortsat naturligt,

at der ved afgørelse af, hvorvidt udvisning skal finde sted og for hvilken

periode, er en sammenhæng mellem kriminalitetens grovhed og de pågældendes

tilknytning til Danmark. Men reglerne bør strammes væsentligt op.

- Mindretallet finder, at det bør være hovedreglen, at udlændinge, der har

udøvet organiseret narkokriminalitet eller anden kriminalitet, der er til

fare for det danske samfund, uanset, hvor længe de har opholdt sig i Danmark,

bør udvises for bestandig, ligesom det bør være en selvstændig særligt

skærpende omstændighed for vurdering af udvisning, at der er sket domfældelse

for vold, sædelighedsforbrydelse eller anden kriminalitet, der retter sig mod

andres sikkerhed og integritet.

- Ligeledes bør det anses for en selvstændig skærpende omstændighed, at en

person gentagne gange er dømt for selv mindre kriminalitet, idet dette

demonstrerer, at den pågældende ikke har til hensigt at overholde landets

love.

- Endelig ønsker mindretallet en opstramning af forholdene under

strafafsoning. Udgang under afsoning bør som hovedregel ikke finde sted.

Mindretallet har derimod intet at indvende mod, at der sker en hurtigere

løsladelse og hjemsendelse direkte efter, at afsoningen er afsluttet.

f) Mindretallet udtaler, at man finder det stærkt uheldigt, at udenlandske

forskere, der allerede har opnået ansættelse på danske

forskningsinstitutioner, skal vente i månedsvis på opholdstilladelse.

Mindretallet finder svaret på spørgsmål 17 (optrykt som bilag) aldeles

utilstrækkeligt.

g) Mindretallet henstiller til regeringen, at der på europæisk plan findes

en fælles flygtningedefinition, idet mindretallet bemærker, at langt de

fleste personer, der opnår flygtningestatus, får opholdstilladelse efter

reglerne om de facto-status. I årene 1991, 1992, 1993 og 1994 henholdsvis

1472, 1901, 1909 og 1317, medens der i samme periode blev givet 985, 757, 645

og 677 tilladelser efter reglerne om konventionsstatus. Der henvises til

ministerens svar til Retsudvalget af 6. marts 1995 på spørgsmål 206 (alm. del

- bilag 621), der er optrykt som bilag til betænkningen.

h) Prinicipielt er mindretallet af den opfattelse, at fingeraftryk, der er

optaget med hjemmel i udlændingeloven, ikke bør slettes, før den pågældende

har erhvervet dansk statsborgerskab.

Et andet mindretal (Socialdemokratiets, Det Radikale Venstres og

Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til

vedtagelse med de af indenrigsministeren stillede ændringsforslag.

Mindretallet lægger vægt på, at muligheden for at frihedsberøve

asylansøgere i maksimalt 7 dage for at sikre sagens gennemførelse (åbenbart

grundløs-proceduren) fastholdes i foreløbig et år med henblik på at samle

tilstrækkelige erfaringer. Dette er nødvendigt for at vurdere

frihedsberøvelsesmulighedens betydning for sagsbehandlingstiden,

kriminalitet, udeblivelser og asylansøgertal fra de lande, i forhold til

hvilke der ikke udfyldes asylansøgningsskema.

Mindretallet har noteret sig indenrigsministerens besvarelse af spørgsmål

nr. S 1599 af 10. maj 1995 fra medlem af Folketinget Bruno Jerup. Heraf

fremgår, at ministeriet vil nedsætte en arbejdsgruppe med henblik på at

undersøge mulighederne for forbedring af asylansøgerbørns undervisning også i

multietniske centre. Det sker på baggrund af de gode erfaringer på disse

felter med de bosniske krigsflygtninge. Spørgsmål og svar er optrykt som

bilag til betænkningen.

Herudover har indenrigsministeren givet udtryk for, at regeringen vil

arbejde med selvaktivering også på de multietniske centre, idet man vil søge

at inddrage asylansøgerne i alle daglige gøremål på centrene. Mindretallet

har noteret sig dette med tilfredshed, fordi det vil medvirke til at undgå en

menneskeligt nedbrydende passivitet i den periode, asylansøgerne venter på en

afgørelse af deres sag.

Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens

medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3.

behandling.

Da der stadig mangler vigtige besvarelser, ønsker mindretallet

lovforslaget til fornyet behandling i Retsudvalget mellem 2. og 3.

behandling.

Ændringsforslag

Til § 1Af et mindretal (V, KF og FP):

1) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer:

»01. § 11 affattes således:

»§ 11. Opholdstilladelse gives med henblik på midlertidigt

ophold og tidsbegrænset.

Stk. 2. Som udgangspunkt gives opholdstilladelsen for 2 år. Denne

tilladelse kan efter ansøgning forlænges med 2 år og derefter yderligere med

3 år, medmindre der er grundlag for at inddrage den efter § 19. Herefter kan

der gives opholdstilladelse med henblik på varigt ophold, medmindre særlige

grunde taler herimod.«»

2) Efter nr. 3 indsættes som nyt nummer:

»02. § 33, stk. 5, 1. pkt., ophæves.«

3) Nr. 11 affattes således:

»11. Efter § 40 indsættes som ny paragraf:

»§ 40 a. Der kan optages fingeraftryk af en udlænding,

1) som søger opholdstilladelse efter § 7, eller

2) som er afvist eller udvist, eller som skal udrejse.«»

4) Nr. 13 udgår.

Af indenrigsministeren, tiltrådt af et flertal (S, V, KF,

FP, RV og CD):

5) I den under nr. 13 foreslåede § 46 c ændres i

2. pkt. »er endelig« til: »ikke kan indbringes for

anden administrativ myndighed«.

Af et mindretal (V, KF og FP):

6) Nr. 15 udgår.

7) Nr. 16 udgår.

8) Efter nr. 17 indsættes som nyt nummer:

»03. I § 53 indsættes efter stk. 6, der bliver stk. 7:

»Stk. 8. Flygtningenævnets virksomhed er ikke omfattet af

Ombudsmandens indseende.«

Stk. 7 bliver herefter stk. 9.'

Af indenrigsministeren, tiltrådt af et flertal (S, V, KF,

FP, RV og CD):

9) Nr. 19 og nr. 20 udgår.

10) Nr. 22 affattes således:

»22. I § 56, stk. 2, der bliver stk. 6, udgår i 1.

pkt. »jf. dog stk. 1, 3. pkt.«.'

Af et mindretal (V, KF og FP):

Til § 2 11) Nr. 3 udgår.

Af indenrigsministeren, tiltrådt af et flertal (S, V, KF,

FP, RV og CD):

Til § 3 12) I stk. 2 indsættes efter »§ 1, nr.«:

»1, 2,».

13) I stk. 2 og stk. 4 ændres »21-22« til:

»19-20«.

14) I stk. 2 ændres »den 1. maj 1995« til:

»dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende«.

15) I stk. 3, 1. pkt., ændres »18-20« til:

»18«.

16) I stk. 3, 2. pkt., indsættes efter »§ 1, nr.

15,»: »og § 2, nr. 2,».

17) I stk. 4 og 5 ændres »den 1. maj 1995«

til: »disse bestemmelsers ikrafttræden«.

Til § 4 18) »15-22« ændres til: »15-20«.

Bemærkninger

Til nr. 1 Dansk flygtningepolitik bør være humanitær, men ikke gøre

flygtninge til indvandrere. Hovedreglen bør derfor være opholdstilladelse med

henblik på midlertidigt ophold.

Efter 7 år skal der, medmindre særlige grunde taler herimod, være mulighed

for opholdstilladelse med henblik på varigt ophold. Denne 7-års-frist hænger

sammen med mulighederne for efter 7 års lovligt ophold at erhverve dansk

statsborgerskab.

Mindretallet har noteret sig, at ministeren vil nedsætte et ekspertudvalg

til at belyse anvendelsesmulighederne for midlertidig opholdstilladelse og en

indgående vurdering af de lovgivningsmæssige og integrationsmæssige

konsekvenser heraf.

Mindretallet, der gentagne gange har rejst spørgsmålet, har dog som så

grundlæggende et princip, at flygtninge ikke skal gøres til indvandrere, at

man allerede nu ved et ændringsforslag har ønsket at tilkendegive indholdet

af en bestemmelse om midlertidigt ophold.

Mindretallet anerkender, at ministerens bebudede praksisændring vedrørende

genoptagelse af sager efter § 19 muligvis er et skridt på vejen til

midlertidig opholdstilladelse, men finder dog, at dette må kombineres med en

ændring af formuleringen i lovens § 11.

Mindretallet bemærker endvidere, at en generel ordning, hvorefter alle får

midlertidig opholdstilladelse, bør ledsages af mere fleksible ordninger med

hensyn til aktivering af personer allerede på asylsøgertidspunktet, hvor

mulighederne for asyl synes realistiske.

Mindretallet finder, at det bør være en pligt for enhver asylsøger fra den

dag, han eller hun indkvarteres, at deltage i alt forefaldende arbejde på

centret og alt efter personlig baggrund at bidrage med hjælp til uddannelse

m.v. af de øvrige beboere.

Til nr. 2 og 8 I betænkningen fra Ombudsmandslovudvalget (betænkning nr.

1272/1994) anfører udvalget (side 100) bl.a.:

»Den vurdering, som udvalget har valgt som grundlag for fastlæggelsen

af grænsen for ombudsmandens indseende med domstolslignende nævn, kan ikke

føre til en præcis grænsedragning. Når det afgørende er, om ombudsmandens

kontrol kan undværes, fordi nævnet ved sine opgaver, proces og sammensætning

byder på lignende garantier som domstolene, kan der opstilles en skala, men

kun vanskeligt lægges en generelt gyldig grænse.

Der er følgende løsninger:

Man kan lade ombudsmanden i hvert enkelt tilfælde tage stilling til sin

kompetence på det grundlag, som denne betænkning indeholder.

Eller man kan lade afgørelsen af ombudsmandens indseende med

domstolslignende nævn afhænge af lovgivningsmagtens bestemmelse vedrørende de

enkelte nævn. Denne løsning indebærer, at ombudsmandsloven ikke lægger

grænsen, men at lovgivningsmagten for hvert enkelt domstolslignende nævn i

vedkommende lov træffer bestemmelse om, hvorvidt nævnet skal være under

ombudsmandens indseende eller ikke.

Udvalget foretrækker den sidste løsning.«

Efter forslagsstillernes opfattelse bør Folketinget på denne baggrund nu i

forbindelse med revisionen af udlændingeloven tage stilling til spørgsmålet

om ombudsmandens indseende med Flygtningenævnet. Også efter vedtagelsen af

nærværende lovforslag vil Flygtningenævnet være et af de mest

domstolslignende ankenævn. Hvis det derfor skal have mening i det hele taget

at undtage ankenævn fra ombudsmandens indseende, bør Flygtningenævnet

undtages.

Til nr. 3 Ændringsforslaget stemmer med anbefalingen i Per

Sørensen-rapporten.

Til nr. 4, 7 og 11 At flytte en væsentlig del af udlændingeopgaverne bort

fra politiet til henholdsvis statsamter og Direktoratet for Udlændinge findes

ikke velbegrundet.

Der henvises ikke mindst til høringssvaret fra Foreningen af Politimestre,

som er optrykt som bilag til betænkningen. Mindretallet er meget enig med

politimesterforeningen i, at en overførsel af opgaver fra politikredsene til

statsamterne er udtryk for en betydelig serviceforringelse over for

udlændingene, ligesom nærhedspolititanken modarbejdes.

Mindretallet er endvidere enig med politimesterforeningen i, at alle

saglige grunde taler for at bevare opgaven hos politiet.

Mindretallet finder, at regeringens forslag alene er udtryk for politiske

holdninger over for politiet.

Til nr. 5 Ændringen er af redaktionel karakter.

Efter det 2. pkt. i den foreslåede § 46 c kan indenrigsministeren - i

forbindelse med, at der fastsættes regler om, at visse afgørelser, der efter

loven træffes af Direktoratet for Udlændinge, kan træffes af andre

myndigheder end direktoratet - fastsætte bestemmelser om, til hvilken

myndighed trufne afgørelser kan påklages, og at en afgørelse truffet af den

myndighed, hvortil afgørelsen kan påklages, er endelig.

Det præciseres ved ændringsforslaget, at denne bemyndigelsesadgang til at

fastsætte endelighedsbestemmelser alene vedrører adgangen til at indbringe en

afgørelse for anden administrativ myndighed. Bestemmelsen vedrører således

ikke adgangen til at indbringe administrative afgørelser for domstolene efter

reglerne herom eller Folketingets Ombudsmands adgang til at have indseende

med forvaltningen.

Til nr. 6 Den foreslåede regel findes ikke velbegrundet, men må tværtimod

befrygtes at ville modvirke lovforslagets hensigt om en meget hurtig og

smidig sagsbehandling. Særlig peges på, at sagsbehandlingen i sager

vedrørende personer, der ankommer med fly, og som skal afvises, i dag sker så

betids, at den pågældende kan returneres med samme fly.

Til nr. 9 Advokatrådet har i et høringssvar af 10. april 1995 ikke kunnet

støtte forslaget om, at Flygtningenævnet kan nægte at beskikke den advokat,

som udlændingen ønsker beskikket, såfremt den pågældende advokat ikke har

deltaget i efteruddannelseskurser, der er godkendt af indenrigsministeren, på

områder af særlig betydning for udøvelsen af hvervet som beskikket advokat i

sager, der behandles i Flygtningenævnet.

Efter Advokatrådets opfattelse bør der - forinden en eventuel indførelse

af krav om obligatorisk efteruddannelse - foretages en egentlig

udvalgsbehandling af spørgsmålet, idet der ikke på andre områder er fastsat

regler om obligatorisk efteruddannelse af advokater for at kunne beskæftige

sig med en bestemt juridisk disciplin.

Indenrigsministeriet har forståelse for dette principielle synspunkt og

finder derfor, at forslaget bør udgå af nærværende lovforslag.

Indenrigsministeriet finder imidlertid fortsat, at der kan være behov for

tiltag med henblik på at højne kvaliteten af advokatarbejdet - og dermed

yderligere styrke retssikkerheden - i Flygtningenævnet. Indenrigsministeriet

vil derfor tage initiativ til, at advokater, der ønsker at medvirke ved

Flygtningenævnets behandling af asylsager, tilbydes at deltage i

efteruddannelseskurser i forskellige emner af betydning for advokaters

arbejde i forbindelse med flygtningenævnssager. Det nærmere indhold af en

sådan ordning vil blive drøftet i samarbejde mellem Flygtningenævnet,

Direktoratet for Udlændinge, Advokatrådet og Indenrigsministeriet.

Til nr. 10 Ændringsforslaget er af redaktionel karakter.

Det er i lovforslagets § 1, nr. 22, fejlagtigt anført, at det eksisterende

stk. 2 i § 56 bliver stk. 5, mens det fremgår af lovforslagets § 1, nr. 21,

at stk. 2 bliver stk. 6.

Med ændringsforslaget præciseres, at lovforslagets § 1, nr. 22, vedrører

udlændingelovens § 56, stk. 2, der bliver stk. 6.

Til nr. 12 Ændringsforslaget er af præciserende karakter.

Det fremgår af lovforslagets § 3, stk. 5, at lovforslagets § 1, nr. 1 og

2, ikke skal finde anvendelse for udlændinge, der inden den 1. maj 1995 har

indgivet ansøgning om opholdstilla-

delse. Det forudsættes således, at lovforslagets § 1, nr. 1 og 2, skal

træde i kraft den 1. maj 1995.

Med ændringsforslaget sker der en nødvendig præcisering af, at

lovforslagets § 1, nr. 1 og 2, skal træde i kraft på et tidligere tidspunkt

end lovens almindelige ikrafttrædelsestidspunkt den 1. september 1995.

Det bemærkes, at det, jf. ændringsforslag nr. 14, foreslås, at de

bestemmelser, der er nævnt i § 3, stk. 2, skal træde i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende.

Til nr. 13, 15 og 18 Ændringsforslagene er konsekvensændringer som følge

af ændringsforslag nr. 9, hvorefter lovforslagets § 1, nr. 19 og 20, udgår.

Til nr. 14 og 17 Det foreslås, at ikrafttrædelsestidspunktet for de

bestemmelser, der er nævnet i lovforslagets § 3, stk. 2, ændres fra den 1.

maj 1995 til dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende på grund af en senere

2. og 3. behandling i Folketinget end forventet.

Det foreslås samtidig, at skæringstidspunktet for anvendelsen af

overgangsbestemmelserne i § 3, stk. 4 og 5, tilsvarende ændres fra den 1. maj

1995 til dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Det senere ikrafttrædelsestidspunkt vil medføre, at de økonomiske

konsekvenser af lovforslaget i 1995 beløbsmæssigt bliver mindre. Konkret vil

udgifterne for Direktoratet for Udlændinge og Flygtningenævnet, der er anført

under pkt. 7.3. Flygtningenævnet i lovforslagets almindelige bemærkninger,

blive reduceret. Tilsvarende vil besparelserne i 1995 på udgifter til

asylansøgernes underhold blive mindre. Som anført i indledningen til

lovforslagets økonomiske og administrative bemærkninger, vil disse ændringer

blive korrigeret på forslag til tillægsbevillingslov for 1995.

Til nr. 16 Ændringen er af redaktionel karakter.

Efter lovforslaget kan indenrigsministeren fastsætte regler om, ved hvilke

grænseovergangssteder den foreslåede ændring af § 48, stk. 2, 7. pkt., om

rådgivning af asylansøgere i af- eller udvisningsposition skal træde i kraft.

Ændringsforslaget har til formål at give indenrigsministeren samme

bemyndigelse, for så vidt angår den tilsvarende bestemmelse om rådgivning,

der efter lovforslaget foreslås indsat i lov nr. 387 af 6. juni 1991, som vil

blive sat i kraft, når EF-asylkonventionen træder i kraft.

Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Holger Graversen (S) Per

Kaalund (S) Lissa Mathiasen (S) Margrete Auken (SF) nfmd. Bjørn Elmquist

(RV) fmd. Søren Søndergaard (EL) Sonja Albrink (CD) Birthe Rønn

Hornbech (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Svend Aage Jensby (V) Erling Oxdam (V)

Helge Adam Møller (KF) John Vinther (KF) Henning Grove (KF) Pia Kjærsgaard

(FP) Bilag 1

Nogle af udvalgets spørgsmål til indenrigsministeren vedrørende

lovforslaget og ministerens svar herpå

Spørgsmål nr. 6:

Hvad er begrundelsen for, at ministeren ikke foreslår, at sager, der

udtages til åbenbart grundløs-procedure, effektiviseres, og at presset på

Flygtningenævnet lettes ved udeladelse af klageadgang til Flygtningenævnet?

Svar:

Indledningsvis bemærkes, at eventuelle effektiviseringstiltag i åbenbart

grundløs-proceduren ikke i sig selv vil indebære en formindskelse i antallet

af sager, som efter et afslag på asyl af Direktoratet for Udlændinge efter

normalproceduren videresendes til Flygtningenævnet.

Inden for de sidste år er der endvidere ud over de generelle tiltag med

henblik på en effektivisering af asylsagsbehandlingen iværksat flere tiltag

med særligt henblik på effektiviseringer af åbenbart grundløs-proceduren.

I forbindelse med lov nr. 421 af 1. juni 1994 blev der således gennemført

en række administrative opstramninger af åbenbart grundløs-proceduren.

Endvidere blev der i september 1994 administrativt indført en særlig

hasteprocedure for visse åbenbart grundløse asylansøgninger.

Ved lov nr. 33 af 18. januar 1995 blev der gennemført en række yderligere

opstramninger af asylsagsbehandlingen, navnlig vedrørende den såkaldte

efterbehandlingsfase for så vidt angår åbenbart grundløse asylansøgninger.

Som det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger har disse tiltag

haft en markant indvirkning på sagsbehandlingstiden ikke mindst af de

asylansøgninger, som har været omfattet af den nævnte særlige hasteprocedure.

Sagsbehandlingstiden i Direktoratet for Udlændinge og Dansk Flygtningehjælp

var således før ordningens etablering 72 dage for de sager, der blev afgjort

i juli 1994, og 64 dage for de sager, der blev afgjort i august 1994. Heri er

ikke medregnet den efterfølgende udsendelsesfase.

Efter ordningens etablering er den samlede sagsbehandlingstid for den

omhandlede gruppe hastesager fra registrering til effektuering af udsendelse

ca. 1 uge.

Lovforslagets bestemmelse om adgang til i visse tilfælde at frihedsberøve

asylansøgere, der forventes eller er udtaget til behandling i åbenbart

grundløs-proceduren, er et væsentligt element i bestræbelserne på at

opretholde det nævnte markante fald i sagsbehandlingstiden for denne gruppe

sager.

Spørgsmål nr. 7:

Er det korrekt forestået, at Dansk Flygtningehjælp nedlægger veto mod, at

flere sager udtages til åbenbart grundløs-proceduren?

Svar:

I henhold til udlændingelovens § 53 a, stk. 3, kan Direktoratet for

Udlændinge - efter at sagen har været forelagt Dansk Flygtningehjælp -

bestemme, at afgørelsen i en asylsag, hvor ansøgningen må anses for åbenbart

grundløs, ikke kan indbringes for Flygtningenævnet.

Der bemærkes i den forbindelse, at der i de almindelige bemærkninger til

forslaget til lov nr. 421 af 1. juni 1994 om ændring af udlændingeloven og

lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere

Jugoslavien m.v., afsnit 4.5., er opstillet 6 vejledende momenter, som kan

indgå i vurderingen af, om en sag bør behandles i åbenbart

grundløs-proceduren.

Indenrigsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet

en udtalelse fra Direktoratet for Udlændinge, der bl.a. har oplyst, at

direktoratet ved vurderingen af, om en asylansøgning kan behandles efter

åbenbart grundløs-proceduren, lægger vægt på, om sagen efter direktoratets

opfattelse på det foreliggende grundlag vil resultere i et afslag i

Flygtningenævnet.

Direktoratet foretager i den sammenhæng en troværdighedsvurdering af

asylansøgeren, ligesom de øvrige momenter, der er nævnt i bemærkningerne til

forslag til lov nr. 421 af 1. juni 1994 om ændring af udlændingeloven, indgår

i vurderingen.

Efter afholdelse af direktoratets samtale med asylansøgeren, forelægges

sagen med en begrundet indstilling for Dansk Flygtningehjælp. Dansk

Flygtningehjælp indkalder herefter asylansøgeren til en samtale, hvorefter

sagen returneres til Direktoratet for Udlændinge med en tilkendegivelse om,

hvorvidt flygtningehjælpen er enig i, at sagen kan afgøres som åbenbart

grundløs.

Er Dansk Flygtningehjælp enig i direktoratets vurdering, vil ansøgeren

blive meddelt afslag på asyl uden klageadgang til Flygtningenævnet. Finder

Flygtningehjælpen ikke, at sagen kan afgøres som åbenbart grundløs

(nedlæggelse af veto), vil asylansøgeren - såfremt direktoratet fortsat er af

den opfattelse, at der bør gives afslag på asylansøgningen - blive meddelt

afslag på asyl med samtidig fremsendelse af sagen til Flygtningenævnet.

Efter direktoratets oplysninger har Dansk Flygtningehjælps vetoprocent i

1993 været 18 pct., i 1994 35 pct. og i de første 17 uger af 1995 45 pct. Til

sammenligning - men med et vist forbehold som følge af den tidsmæssige

forskydning mellem indrejse og afgørelse - kan det oplyses, at antallet af

sager udtaget til åbenbart grundløs-proceduren i de tilsvarende perioder

udgjorde henholdsvis 24 pct., 24 pct. og 22 pct. af samtlige indrejste

asylansøgere (ekskl. asylansøgere fra Bosnien).

Dansk Flygtningehjælp har over for direktoratet tilkendegivet, at der

generelt ikke er stor uoverensstemmelse i bedømmelsen af

baggrundsoplysningerne for de aktuelle lande, men at de høje vetoprocenter

skyldes forskelle i troværdighedsvurderingerne.

Dette skal efter direktoratets opfattelse ses i sammenhæng med, at der i

de seneste år har været behov for at træffe forholdsvis flere

troværdighedsafgørelser end tidligere.

Direktoratet for Udlændinge har således ikke ændret på de kriterier, som

åbenbart grundløs-proceduren baseres på.

Indenrigsministeriet kan henholde sig til det af Direktoratet for

Udlændinge oplyste.

Det bemærkes, at der blandt de ovenfor nævnte 6 vejledende momenter, der

kan indgå i vurderingen af, om en sag skal behandles i åbenbart

grundløs-proceduren, indgår, om asylmotivet må anses for utroværdigt i lyset

af konkrete eller generelle baggrundsoplysninger, skiftende forklaringer

eller manglende legitimationspapirer eller rejsedokumenter.

Indenrigsministeriet har noteret sig stigningen i Dansk Flygtningehjælps

vetoprocenter og vil på denne baggrund iværksætte en nærmere udredning af,

inden for hvilke sagstyper og med hvilken begrundelse Dansk Flygtningehjælp

nedlægger veto mod sagens behandling i åbenbart grundløs-proceduren.

Udredningen vil blive gennemført ved indhentelse af udtalelser fra

Direktoratet for Udlændinge og Dansk Flygtningehjælp.

Som det fremgår af lovforslaget, vil politiet i forbindelse med overførsel

af interviewopgaven til direktoratet kunne reducere ressourceanvendelsen med

10-12 årsværk. Direktoratet har imidlertid forstået, at politiet formentlig

ikke vil rømme kontorer i denne størrelsesorden i Sandholm, idet det efter

politiets og direktoratets opfattelse ikke vil tjene til en effektivisering

af den samlede asylsagsbehandling, at politiets samlede operative funktioner

i Sandholm reduceres.

I forhold til de eksisterende forhold vil direktoratets etablering af en

asylafdeling i Sandholm samlet forudsætte en forøgelse af lokalefaciliteterne

i Sandholm med ca. 60 kontorer. Der vil endvidere skulle etableres arkiv,

mødelokaler og kantine, som heller ikke findes i dag.

Det skal endelig oplyses, at den angivne udgift på 10 mio. kr. til

direktoratets etablering af en asylafdeling i Sandholm alene er et helt

foreløbigt skøn. Direktoratet er p.t. i samarbejde med Forsvarets

Bygningstjeneste i færd med at udarbejde et mere præcist og detaljeret skøn

over disse udgifter. Dette arbejde kan forventes færdiggjort i løbet af juni

måned 1995.

Indenrigsministeriet kan henholde sig til det af Direktoratet for

Udlændinge oplyste.

Spørgsmål nr. 14:

Betyder begrænsningen i lovforslagets nr. 11, § 40 a, stk. 6, om, at

fingeraftryk kun må videregives uden samtykke til udenlandske

udlændingemyndigheder, at der ikke uden samtykke kan videregives oplysninger

f.eks. til udenlandsk politi, når oplysningerne kan bidrage til at fastlægge

rejseruten, f.eks. fordi den pågældende under rejsen hertil har ernæret sig

ved butikstyverier, og fingeraftrykkene derfor beror hos udenlandsk politi,

men måske ikke hos de udenlandske udlændingemyndigheder?

Svar:

I lovforslagets § 1, nr. 11, foreslås der indsat som § 40 a, stk. 6, i

udlændingeloven en bestemmelse, hvorefter politiet og Direktoratet for

Udlændinge uden udlændingens samtykke elektronisk eller manuelt kan

videregive oplysninger fra registret vedrørende optagne fingeraftryk til

udenlandske udlændingemyndigheder.

Det følger således af selve lovbestemmelsen, at oplysninger fra registeret

vedrørende optagne fingeraftryk alene vil kunne videregives til udenlandske

udlændingemyndigheder.

Ifølge bemærkningerne til lovforslaget indebærer denne begrænsning i

videregivelsesadgangen, at videregivelse efter bestemmelsen vil kunne ske til

udenlandske udlændingemyndigheder, dvs. myndigheder, som efter det pågældende

lands ressortfordeling har ansvaret for indsamling af oplysninger om optagne

fingeraftryk fra udlændinge og eventuelt ansvaret for et oprettet register

herom, samt til andre myndigheder, som fører register over fingeraftryk af

udlændinge. Videregivelse vil således efter omstændighederne kunne ske til

udenlandsk politi.

Ifølge bemærkningerne til lovforslaget vil videregivelse endvidere alene

kunne ske med henblik på en udlændingeretlig anvendelse af fingeraftrykkene.

Det vil således være en forudsætning for videregivelsen af fingeraftrykkene,

at fingeraftrykkene ikke vil blive anvendt i en strafferetlig sammenhæng. Der

vil i forbindelse med videregivelse af fingeraftryk blive gjort opmærksom på,

at fingeraftrykkene ikke er optaget i forbindelse med et strafbart forhold,

og at fingeraftrykkene alene må anvendes i en udlændingeretlig sammenhæng.

Indenrigsministeriet finder anledning til at præcisere, at bestemmelsen

efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke vil være til hinder for, at de

danske myndigheder til brug for behandlingen af en udlændingesag, herunder

til at fastlægge identitet og rejserute, videregiver optagne fingeraftryk til

en udenlandsk udlændingemyndighed, og at den udenlandske udlændingemyndighed,

hvortil fingeraftrykket videregives, til brug for de danske myndigheders

behandling af en udlændingesag eventuelt ved henvendelse til politiet i det

pågældende land foretager søgning af, hvorvidt tilsvarende fingeraftryk er

optaget i forbindelse med kriminalitet.

Det vil i den forbindelse være en forudsætning, at oplysningen om

fingeraftryk optaget i forbindelse med kriminalitet i det land, hvortil der

rettes henvendelse, alene vil blive brugt i udlændingeretlig sammenhæng,

herunder til at fastlægge identitet og rejserute, og at de udenlandske

myndigheder gøres opmærksom på dette forhold ved videregivelsen.

Spørgsmål nr. 15:

Hvordan kan man vide, om de i lovforslagets nr. 5, § 36, stk. 1, nævnte

foranstaltninger, hvorom der henvises til lovens § 34, er tilstrækkelige og

vil det ikke forsinke sagsbehandlingen at skulle afvente, om disse i lovens §

34 nævnte foranstaltninger er tilstrækkelige?

Svar:

Indenrigsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse

fra Rigspolitichefen.

Indenrigsministeriet skal på den baggrund bl.a. bemærke følgende:

Det er en betingelse for anvendelse af foranstaltninger efter

udlændingelovens § 34, at de må anses for nødvendige for at sikre

udlændingens tilstedeværelse, indtil der er truffet afgørelse om udvisning

eller afvisning, samt efter fast praksis, indtil der er truffet afgørelse om

udsendelse efter et afslag på opholdstilladelse.

Foreligger der ud fra en vurdering af sagens samlede oplysninger -

herunder bl.a. indrejseforhold, tid og sted for og omstændighederne ved

indgivelsen af asylsøgningen, nationalitet, alder, personlige forhold,

eventuel kriminalitet og eventuelle tidligere asylansøgninger - konkrete

grunde til at antage, at foranstaltninger efter § 34 ikke er tilstrækkelige

til at sikre udlændingens tilstedeværelse, kan der efter udlændingelovens §

36 ske frihedsberøvelse, som er undergivet domstolsprøvelse, jf.

udlændingelovens § 37.

Frihedsberøvelse efter såvel den foreslåede præcisering af § 36, stk. 1,

som efter de gældende regler vil således alene kunne iværksættes, såfremt

foranstaltninger efter § 34 ikke skønnes tilstrækkelige til at opnå det

formål, som tilsigtes med frihedsberøvelsen. Derimod er det i disse tilfælde

ikke fornødent at afvente en udlændings eventuelle overtrædelse af

foranstaltninger efter § 34, forinden den pågældende udlænding

frihedsberøves.

Såfremt der er iværksat foranstaltninger efter § 34 over for en

asylansøger, og denne alligevel udebliver fra samtaler med politiet eller

udlændingemyndighederne, vil dette naturligvis kunne medføre, at

sagsbehandlingen i asylproceduren bliver forsinket.

Spørgsmål nr. 17:

Hvad er baggrunden for, at sagsbehandlingstiden skal være så lang, når det

drejer sig om tidsbegrænset opholdstilladelse til udenlandske forskere, der

har fået ansættelse på danske forskningsinstitutioner?

Svar:

Indenrigsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet

en udtalelse fra Direktoratet for Udlændinge, der har oplyst, at Direktoratet

for Udlændinges generelle sagsbehandlingstid i sager, hvori der ansøges om

opholds- og arbejdstilladelse efter udlændingelovens § 9 for tiden andrager

3-5 måneder, hvilket direktoratet har underrettet de danske repræsentationer

i udlandet om, således at disse er i stand til at formidle denne oplysning

videre til den enkelte ansøger.

Direktoratets generelle sagsbehandlingstid skal ses i lyset af det store

antal sager, som direktoratet modtager til behandling, sammenholdt med at det

i en større del af sagerne er nødvendigt at indhente yderligere oplysninger

og dokumentation, før afgørelse i sagen kan træffes.

Direktoratets sagsbehandlingstid i sager, hvori specialister - herunder

forskere - ansøger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2,

nr. 3, er dog væsentlig lavere end den generelle sagsbehandlingstid for alle

ansøgninger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9.

Direktoratet har oplyst, at der i perioden fra den 1. november 1994 til

den 1. maj 1995 er meddelt opholdstilladelse til 336 specialister, der har

indgivet førstegangsansøgninger om opholdstilladelse efter udlændingelovens §

9, stk. 2, nr. 3. Heraf indgav 52 personer ansøgning her i landet, og den

gennemsnitlige sagsbehandlingstid for disse sager androg 69 dage. 284

personer indgav ansøgning i udlandet, og den gennemsnitlige

sagsbehandlingstid for disse sager androg 47 dage.

I den samme periode meddelte direktoratet afslag til 6 specialister, der

havde indgivet førstegangsansøgninger om opholdstilladelse efter den nævnte

bestemmelse. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for disse personer androg

235 dage, men det skal her bemærkes, at sagsbehandlingstiden for to af

personerne var særlig langvarig, idet der tillige blev ansøgt på andre

grundlag, hvorfor disse sager krævede yderligere undersøgelser. Den

gennemsnitlige sagsbehandlingstid for de 4 resterende sager androg 72 dage.

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for tilladelser meddelt til

specialister efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 3, er således væsentlig

lavere end direktoratets generelle sagsbehandlingstid, idet

sagsbehandlingstiden for specialister for tiden gennemsnitlig andrager mellem

11/2 og 2 måneder.

Med henblik på at begrænse sagsbehandlingstiden vedr. ansøgninger fra

forskere og studerende har direktoratet aftalt særlige ansøgningsprocedurer

med visse uddannelsesinstitutioner.

Direktoratet overvejer for øjeblikket i samarbejde med Rektorkollegiet,

hvorledes der kan etableres ansøgningsprocedurer, som kan sikre en endnu

hurtigere og smidigere sagsbehandling af ansøgninger om opholdstilladelse til

forskere og studerende. En arbejdsgruppe med deltagelse af repræsentanter fra

institutioner underlagt Rektorkollegiet, Rektorkollegiets sekretariat og

Direktoratet for Udlændinge vil tilstræbe at etablere sådanne procedurer i

den nærmeste fremtid, således at procedurerne kan få effekt fra og med

starten af det kommende akademiske år.

Indenrigsministeriet kan henholde sig til det af Direktoratet for

Udlændinge oplyste.

Det tilføjes, at Indenrigsministeriet herudover overvejer muligheden for

en yderligere smidiggørelse af proceduren i forbindelse med meddelelse af

opholdstilladelse til forskere, herunder vedrørende varigheden af sådanne

tilladelser, vedrørende eventuelle forlængelser samt vedrørende muligheden

for at forberede ansøgninger om forskningsophold fra forskningsinstitutionens

side. Målet hermed er at nedbringe sagsbehandlingstiden mest muligt samt

sikre, at Danmark fortsat er et attraktivt land for forskere.

Bilag 2

Et af udvalgets spørgsmål til indenrigsministeren under alm. del og

ministerens svar herpå

Spørgsmål 206:

Ministeren bedes fremsende en oversigt over opholdstilladelser m.v., der

gør det muligt at sammenligne fra år til år.

Ministeren bedes for årene 1991, 1992, 1993 og 1994 særskilt oplyse, hvor

mange opholdstilladelser, der er givet henholdsvis til personer med

konventionsstatus, til de factoflygtninge efter § 9, stk. 2, nr. 2, efter §

9, stk. 2, nr. 4, i forbindelse med familiesammenføringer samt af andre

grunde.

Ministeren bedes ligeledes for 1991, 1992, 1993 og 1994 oplyse antallet af

udsendelser fordelt på ledsagende, påsete og skønnede udsendelser for de

pågældende år.

Såfremt de samlede 1994-tal endnu ikke er til stede bedes tallene oplyst

for den tid, tallene er opgjort i øjeblikket.

Svar:

Indenrigsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet

udtalelser fra Direktoratet for Udlændinge og Rigspolitichefen, afdeling C.

Indenrigsministeriet kan i den anledning oplyse følgende:

Antallet af meddelte førstegangsopholdstilladelser

---------------------------------------------------------------------

Kategori 1991 1992 1993 1994

---------------------------------------------------------------------

Konventionsstatus 985 757 645 677

de factostatus 1.472 1.901 1.909 1.317

§ 9,2,2*) 112 15 28 33

§ 9,2,4 tidl.asylans.**) 74 54 129 214

andre***) 4.492 4.210 3.610 4.220

familiesammenføring 8.517 8.091 5.033 6.001

andre grunde:

§ 9,1,1 119 89 64 94

§ 9,2,1 445 481 599 656

§ 9,2,3 2.395 2.439 2.058 2.124

---------------------------------------------------------------------

Noter:

*) Opgørelsen er baseret på en manuel optælling i Indenrigsministeriet.

Det bemærkes for så vidt angår faldet i antallet af meddelte tilladelser

efter 1991, at en meget stor andel af de i 1988-1991 meddelte tilladelser

blev givet til statsløse palæstinensere fra Libanon. Ved lov nr. 144 af 3.

marts 1992 blev statsløse palæstinensere fra Libanon meddelt

opholdstilladelse på andet grundlag i henhold til denne lov.

) Kategorien »tidl. asylsansøger« omfatter tillige uledsagede,

mindreårige børn.

*) Kategorien »andre« omfatter bl.a. studerende, udvidet

besøgsophold, missionærer og au pair-ophold.

Rigspolitichefen, afdeling C, har oplyst, at rigspolitiets statistikker

over udsendte asylansøgere baserer sig på oplysninger fra

Udlændingeregisteret, som blev etableret i 1993. Rigspolitiet er således ikke

i besiddelse af sikre oplysninger om antallet af udsendelser for årene 1991

og 1992.

Det fremgår af oplysninger fra Udlændingeregisteret og rigspolitiets

manuelle statistikker, at der i 1993 udrejste i alt 3.486 personer, som havde

været asylansøgere i Danmark. Af disse blev 214 personer ledsaget af

politiet. På grund af omlægning af registreringsmetoden i forbindelse med

etableringen af Udlændingeregisteret er det ikke muligt i 1993 at opdele

antallet af udrejste personer på påsete og skønnede udsendelser i øvrigt.

Det fremgår yderligere, at der i 1994 udrejste i alt 4.298 asylansøgere.

2.533 personer blev skønnet udrejst, 1.420 personer blev påset udrejst af

politiet, og 345 personer blev ledsaget af politiet.

Bilag 3

FORENINGEN AF POLITIMESTRE

I DANMARK

Den 22. marts 1995

Formand:

Politimester H. Langlouis

Indenrigsministeriet

Udlændingeafdelingen

Christiansborg Slotsplads 1

1218 København K.

Ved skrivelse af 13/3 1995 (2.ktr. journ.1994-3701-789) har

Indenrigsministeriet anmodet om foreningens bemærkninger til et udkast til

forslag om lov om ændring af udlændingeloven.

Foreningen er bekendt med den udtalelse, der er afgivet af

Rigspolitichefen, og man er enig i de synspunkter, som Rigspolitichefen er

fremkommet med.

Specielt vedrørende lovforslagets § 10 nr. 10 (ny § 46 c) skal

foreningen udtale følgende:

Teknisk er der naturligvis intet i vejen for en overførelse til

statsamterne af politiets ekspeditionsopgaver i forbindelse med ansøgninger

om opholds- og arbejdstilladelser.

Med mindre statsamterne skal oprette filial-kontorer i en række større

byer, vil der dog være tale om en betydelig serviceforringelse over for

udlændingene, der i dag kan indgive deres ansøgninger på omkring 100

politikontorer og politistationer over hele landet.

Befolkningen er i dag vant til og tryg ved at henvende sig til politiet

angående en lang række dagligdags ekspeditioner, f.eks. pasudstedelse,

kørekort, indregistrering af motorkøretøjer, våbentilladelser,

transporttilladelser, udstedelse af næringsbreve, spiritusbevillinger,

lejlighedstilladelser og store dele af udlændingeadministrationen.

Hvis disse opgaver lægges over til andre myndigheder, opstår der let en

risiko for, at befolkningen ikke længere ser politiet som et normalt islæt i

den almindelige dagligdag, men tværtimod kun som en kontrollerende og

straffende myndighed. Dette kan på sigt føre til konfrontationer. Specielt i

forhold til udlændinge vil denne polarisering være farlig. Her gælder det

tværtimod om i videst muligt omfang at skabe tillid mellem udlændinge og

politi.

Politiet i dagens og fremtidens Danmark skal være et synligt og

tryghedsskabende politi - serviceorienteret og tæt på borgerne.

Varetagelse af civile opgaver kan i høj grad være med til at styrke den

tillid mellem befolkningen og politiet, som er af afgørende betydning for

løsningen af politiets hovedopgaver.

Ved at overføre ekspeditionsopgaverne fra politiet til statsamterne

fratages politiet muligheden for lokalt at opbygge og ajourføre et kendskab

til de udlændinge, der opholder sig i kredsen.

Herved modvirkes bl.a. nærhedspolititanken, som i de senere år har givet

sig udslag i udbygningen af distrikts- og nærpolitistationer tæt på borgerne

som tryghedsskabende og kriminalitetsforebyggende faktor. Nærpolitiet i vid

forstand danner grundstammen i SSP-samarbejdet (Skole - Socialvæsen -

Politi), som har til formål at forebygge specielt ungdomskriminalitet. Den

forebyggende indsats i storbyområderne rettes mod truede grupper, bl.a. visse

indvandrergrupper og 2. generationsgruppen, som generelt har vist sig at have

tilpasningsvanskeligheder. I den forbindelse er det vigtigt for politiet at

have et indgående kendskab til, hvilke udlændinge og udlændingegrupperinger

der er bosat i lokalområderne.

Specielt vedrørende lovforslagets § 1 nr. 13 (ny § 48 stk. 4) skal

foreningen anføre:

At kalde overførsel af opgaven med at afhøre asylansøgere fra politiet til

Direktoratet for Udlændinge »civilisering af afhøringsopgaven i

asylsager« forekommer meget uheldigt. Ubefæstede sjæle kunne let fristes

til den modsætningsslutning, at politiet ikke optræder civiliseret over for

udlændinge under varetagelse af denne opgave.

Tværtimod taler alle saglige grunde for at bevare opgaven hos politiet.

Herved opretholdes kvaliteten i asylafhøringerne og effektiviteten i

sagsbehandlingen. Foreningen må stærkt anbefale, at side 44-74 i Per

Sørensen-udvalgets Delbetænkning III studeres nøje.

Såfremt lovforslaget gennemføres, ligger efter foreningens opfattelse

alene politiske/holdningsmæssige/følelsesmæssige hensyn bag.

I så fald ønsker foreningen at påpege, at de mange ressourcer, som

politiet de sidste 12 år uden synderlig kompensation har måttet sætte ind på

udlændingeområdet, er taget fra politikredsene, der som følge heraf har

måttet nedprioritere andre politimæssige arbejdsområder.

Hvis arbejdsopgaverne lægges væk fra politiet, må disse ressourcer

tilbageføres til politikredsene til gavn for den stedlige befolkning, og

Folketinget må herefter bevillige Indenrigsministeriet de økonomiske

ressourcer, der skal til for at varetage de opgaver, der overføres.

Med venlig hilsen

H. Langlouis

Bilag 4

Et § 20-spørgsmål fra Bruno Jerup (EL) til indenrigsministeren og dennes

svar herpå

Spørgsmål nr. S 1599:

Vil ministeren i forlængelse af svar på spørgsmål nr. S 1319 og den

efterfølgende debat i medierne vurdere mulighederne for, at der kan etableres

en løsning på problemet med asylansøgerbørns undervisning inden starten af

det nye skoleår?

Svar:

En arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra bl.a. Dansk Røde Kors,

Dansk Flygtningehjælp, Direktoratet for Udlændinge, Indenrigsministeriet og

Undervisningsministeriet vil i nærmeste fremtid undersøge muligheden for at

omlægge undervisningen af asylansøgerbørn.

Sigtet med arbejdsgruppen bliver at finde frem til egnede løsningsmodeller

for tilrettelæggelsen af undervisningen, således at der både tages højde for,

at børnene får den nødvendige uddannelse under deres ophold i Danmark, at

børn fra forskellige lande behandles ens, samt at en større gruppe af børnene

alene forudsættes at skulle have et kortere varigt ophold i Danmark.

Arbejdsgruppen vil i forbindelse hermed hente inspiration fra erfaringerne

med de særlige undervisningsforløb, som der ved bestemmelsen § 5 i lov om

midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere

Jugoslavien m.v. blev skabt hjemmel til at tilrettelægge for børn af bosniske

krigsflygtninge.

Indenrigsministeriet vil hurtigst muligt herefter tage initiativ til

etablering af nye undervisningsprogrammer for asylansøgeres børn.

Bilag 5

En Østre Landsretskendelse vedr. frihedsberøvelse af udlændinge

(Ugeskrift for Retsvæsen 1995, s. 340)

Ø.L.K. 23. januar 1995 i kære 16. afd. nr. B-0137-95 (Kjær, Ulla

Rubinstein, C. Levy).

Forvaltningsret 296.9 - Retspleje 27.4.

Ikke grundlag for frihedsberøvelse af udlændinge med besøgsvisum med

henblik på afvisning.

Udlændinge med gyldige pas og besøgsvisum henvente sig selv til politiet.

De forventedes afvist efter »åbenbart grundløs« procedure. Uanset

at visum var opnået under urigtige forudsætninger, var der ikke grundlag for

frihedsberøvelse, jf. udlændingelovens § 36. Der var ikke anledning til at

antage, at de ikke var villige til at udrejse, hvis asylansøgningen blev

afslået.

I Hillerød Kriminalrets retsbog for 13. januar 1995 anføres:

For Rigspolitichefen mødte vicekriminalkommissær Preben Ravnsbæk.

Som rumænsk tolk fungerede T.

Kl. 11.35 blev udlændingene fremstillet og oplyste at være født

henholdsvis den 31. oktober 1973 og den 20. juni 1975.

Som advokat blev beskikket advokat Torben Ertbøll, der var til stede.

Udlændingene og tolken forstod hinanden sprogligt.

Vicekriminalkommissæren redegjorde for sagen og oplyste, at udlændingene

har været tilbageholdt af politiet siden den 11. januar 1995 kl. 14.00, samt

at sagen er udtaget til »åbenbart grundløs« procedure om afvisning.

Udlændingenes samtale med Dansk Flygtningehjælp påtænkes gennemført i løbet

af få dage, og udlændingene kan udsendes straks, såfremt flygtningehjælpen

tiltræder, at udlændingene ikke skal have adgang til at klage til

Flygtningenævnet. Frihedsberøvelsen begæres herefter i medfør af

udlændingelovens § 36 med henblik på at sikre muligheden for effektuering af

den forventede afvisning, hvorved henvises til udlændingelovens § 30, stk. 1

og 2.

Det oplystes endvidere, at udlændingene indrejste i Danmark på besøgsvisum

udstedt for 14 dage siden, idet de pågældende ville besøge en onkel

bosiddende i Danmark. De rettede dog i stedet direkte henvendelse til

Sandholmlejren, hvor de begge søgte asyl.

Udlændingene bekræftede oplysningen om tidspunktet for tilbageholdelsen og

vedstod deres forklaring til politirapport.

Vicekriminalkommissæren påstod frihedsberøvelsen kendt lovlig og anmodede

om, at frihedsberøvelsen opretholdtes indtil den 26. januar 1995.

Udlændingene fil lejlighed til at tale med deres advokat i enrum.

Den beskikkede advokat protesterede mod fortsat frihedsberøvelse, idet der

henvises til, at udlændingene opholder sig lovligt i landet, da de er i

besiddelse af visum.

Der afsagdes sålydende

kendelse:

Udlændingene har selv rettet henvendelse til politivagten i

Sandholmlejren. Deres identitet er fastlagt, idet de begge er i besiddelse af

gyldige nationalitetspas og gyldigt besøgsvisum. Det forhold, at udlændingene

har søgt og fået visum under urigtige forudsætninger, og sagens øvrige

konkrete omstændigheder, giver ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at

de i udlændingelovens § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til

at sikre muligheden for afvisning eller for udvisning som omhandlet i § 36.

Som følge af det anførte

bestemmes:

Rigspolitichefens frihedsberøvelse af udlændingene A og B ophæves.

Østre Landsrets kendelse.

Rigspolitichefen, Afd. E, har påkæret kendelse afsagt den 13. januar 1995

af Hillerød Kriminalret - - -, hvorved det er bestemt, at frihedsberøvelsen

for A og B ophæves.

Den beskikkede advokat og Rigspolitichefen har indgivet kæreskrifter,

senest den 18. januar 1995.

Det af Rigspolitichefen, Afd. E, i kæreskiftet anførte om risiko for

kriminalitet eller uro i asylcentret kan ikke i sig selv begrunde

frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36.

Der er ikke i sagen oplyst noget, der giver anledning til at antage, at

udlændingene ikke vil være villige til at udrejse af landet igen, hvis deres

asylansøgning afslås.

Landsretten tiltræder derfor af de af kriminalretten anførte grunde, at

frihedsberøvelsen er ophævet.

Tillægsbetænkningen

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist til

fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde. Udvalget har herunder

modtaget Udenrigsministeriets udtalelse i forbindelse med et spørgsmål, som

udvalget stillede til indenrigsministeren inden afgivelsen af betænkning den

23. maj 1995, og udtalelsen er optrykt som bilag til tillægsbetænkningen.

Udvalget har endvidere modtaget kopi af et brev til indenrigsministeren

fra the Commissioner of the Council of the Baltic Sea States on Democratic

Institutions and Human Rights, including the Rights of Persons belonging to

Minorities, Ole Espersen, og brevet er sammen med en tidligere modtaget kopi

af brev fra denne til Indenrigsministeriet optrykt som bilag til

tillægsbetænkningen.

Udvalget har fra indenrigsministeren modtaget udkast til kommissorium til

det kommende ekspertudvalg vedrørende udlændingelovens bestemmelser om

udvisning, og dette udkast er optrykt som bilag til tillægsbetænkningen.

Ligeledes er nogle spørgsmål, udvalget tidligere har stillet til

indenrigsministeren vedrørende lovforslaget, optrykt sammen med ministerens

svar herpå.

Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de

ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af

Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer) lovforslaget til

vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.

Flertallet vil ved 3. behandling redegøre for sin stilling til de stillede

ændringsforslag.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer

af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse . Mindretallet

har stillet en række ændringsforslag, og hvis de vedtages, vil mindretallet

stemme hverken for eller imod lovforslaget.

Mindretallet finder generelt, at de ændringer, som er foreslået i

indenrigsministerens lovforslag, for hovedpartens vedkommende er udtryk for

en kriminalisering af den konventionssikrede ret til at søge asyl (her tænkes

på forslagene om optagelse og brug af fingeraftryk fra asylsøgere) og en

udhuling af asylsøgernes retssikkerhed i asylfasen (her tænkes på

frihedsberøvelsen og indskrænkningerne i mulighederne for at få asylsagerne

fuldt opklaret gennem fremlæggelse af yderligere oplysninger) samt

diskrimination mellem asylsøgere (her tænkes på forslaget om 3-års-reglen og

opholdstilladelsens ikrafttrædelse).

Mindretallet mener, at de foreslåede udvidelser af mulighederne for at

tage fingeraftryk af asylsøgere samt for, at disse fingeraftryk kan bruges af

politiet i forbindelse med politimæssigt arbejde i kriminalsager, indebærer

en stor fare for, at disse aftryk kan misbruges. Her tænkes der især på den

del af bestemmelserne, som omhandler, at fingeraftryk skal kunne udveksles

med myndigheder i udlandet.

Som det fremgår af svaret på spørgsmål 27 (optrykt som bilag), er det

ifølge Rigspolitichefen ikke muligt at sikre brugen af aftrykkene på anden

måde end ved over for myndighederne i andre lande at gøre opmærksom på, at

disse aftryk kun må indgå i udlændingeretlige sammenhænge.

Men, som det også udtrykkeligt fremgår af svaret, er hverken

Rigspolitichefen eller Indenrigsministeriet i stand til at garantere, at de

udleverede fingeraftryk ikke optages i nationale registre. Det afgøres alene

af de relevante myndigheder i disse lande.

Derfor er mindretallet direkte imod de foreslåede bestemmelser om

optagelse og videreformidling af fingeraftryk. Det kan have fatale

konsekvenser for den enkelte asylsøgers sikkerhed, hvis strengt personlige

oplysninger, som kan indhentes gennem oplysningerne om fingeraftrykket (her

tænkes på viden om flugtruter og opholdssteder), falder i forkerte hænder.

Mindretallet tager også afstand fra de foreslåede bestemmelser om

frihedsberøvelse af asylsøgere, hvis sager behandles efter den såkaldte

særlige hasteprocedure. Mindretallet har i den forbindelse bemærket, at der

fra NGO-side er givet udtryk for en bekymring for, om de foreslåede

bestemmelser vil bringe Danmark på kollisionskurs med internationale

bestemmelser til beskyttelse af menneskerettigheder. Det udredningsarbejde,

som Indenrigsministeriet, Justitsministeriet og Udenrigsministeriet har

foretaget vedrørende disse spørgsmål, har vist, at der ikke skulle være

problemer på dette område.

Ikke desto mindre lader f.eks. Udenrigsministeriets redegørelse det ikke

helt klart, om de foreslåede bestemmelser holder sig inden for rammerne af

bestemmelserne i internationale konventioner og aftaler. Selv om det skrives

i redegørelsen, at iværksættelse af frihedsberøvelse efter de påtænkte

retningslinjer efter Udenrigsministeriets opfattelse »vil være forenelig

med Danmarks internationale forpligtelser«, tages der det klare

forbehold, at der er tale om »en juridisk-faglig prognose«, som kun

kan undersøges gennem en konkret afprøvning ved Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol. Ministeriet giver således udtryk for en

forbeholden vurdering, hvilket kommer klart til udtryk i brugen af relativer:

»formodes«, »må antages«, »formentlig«,

»må anses for«, som fører frem til konklusionen, at »det ikke

klart kan statueres, at den foreslåede anvendelse af frihedsberøvelse vil

være i strid med disse tekster«. Mindretallet må derfor spørge, om det

således heller ikke klart kan statueres, at det vil være i strid med Danmarks

internationale forpligtelser.

På den baggrund finder mindretallet, at de foreslåede ændringer af loven

bygger på alt for mange formodninger til, at det vil være klogt at vedtage

dem, hvorfor mindretallet er imod.

Hvad angår de foreslåede indskrænkninger i muligheden for at fremlægge

yderligere bevismidler i en ankesag over Direktoratet for Udlændinges

afgørelse under Flygtningenævnets behandling af sagen, er mindretallet også

imod.

Forslaget begrundes i, at det kan trække sagsbehandlingstiden ud, at der

som i dag kan fremlægges nye bevismidler. Nedbringelse af

sagsbehandlingstiden er regeringens asylpolitiske mantra. Men med de

foreslåede ændringer undergraves muligheden for, at asylsagerne kan blive

oplyst så godt som muligt. Det er velkendt, at asylsøgere, når deres sag

forberedes til behandling i direktoratet, i mange tilfælde ikke har den fulde

forståelse for, hvad der i en dansk asylsagsbehandling betragtes som vigtige

oplysninger og dokumentation. Det kan blandt andet skyldes manglende indsigt

i danske administrations- og retsforhold, forskellige kulturbaggrunde og

andre forhold. Derfor får mange asylsøgere først efter afslaget fra

direktoratet, og efter at de har fået en advokat til at hjælpe sig med at

forberede sagen for Flygtningenævnet, en klar forståelse for, hvad det er

vigtigt at lægge vægt på og få fremlagt. Denne erfaring er gennemgående hos

mange advokater, som jævnligt har asylsager.

Derfor er det for mindretallet vigtigt, at der ikke sker nogen

indskrænkninger i mulighederne for at få sagerne så nøjagtigt oplyst som

muligt. Det vil de foreslåede ændringer ikke bidrage til. Efter mindretallets

opfattelse vil det ikke forøge sagsbehandlingstiden. Måske tværtimod, idet

det er en nærliggende udvikling, at advokater vil skulle bruge lang tid på at

argumentere med Flygtningenævnet om muligheden for at fravige reglen i § 54,

stk. 1.

Efter mindretallets opfattelse vil den forventede besparelse på

sagsbehandlingstiden blot blive erstattet med en tilsvarende forlængelse af

den tid, der går med advokaters parlamenteren med Flygtningenævnet.

Mindretallet betragter også de foreslåede ændringer i beregningen af

3-års-reglen som en uacceptabel udhuling af asylsøgernes retssikkerhed og et

udtryk for diskrimination. Ved at flytte beregningstidspunktet fra

ansøgnings- til tildelingstidspunktet for opholdstilladelsen skabes der en

voldsom forskelsbehandling mellem asylsøgere. Det kan f.eks. betyde, at

asylsøgere fra lande, hvor forholdene er rimeligt oplyst, og hvor

asylgrundlaget er enkelt og klart, vil have en kort ventetid inden

tildelingen af opholdstilladelse, og inden 3-års-perioden dermed træder i

kraft. Mens andre, som kommer fra lande, hvor forholdene ikke er så

velbelyste, eller hvor situationen er under konstant forandring, kan få deres

sag forsinket og dermed få en lang ventetid. Disse forskelle er der ikke

nogen saglig begrundelse for at acceptere, hvilket man gør, hvis de

foreslåede ændringer gennemføres.

Den ubekymrethed for, at ventetiden for den enkelte asylsøger skal blive

afhængig af sagsbehandlingstiden hos asylmyndighederne, der gives udtryk for

i bemærkningerne til lovforslaget, deles ikke af mindretallet. Tværtimod er

de foreslåede ændringer overordentlig bekymrende al den stund, at det er

velkendt, at sagsbehandlingstiden kan vare flere år i enkelte sager - også

selv om det er hensigten, at den skal nedbringes.

Hertil skal så føjes, at det ikke bare er forsinkelser på grund af selve

sagsbehandlingen, der kan få afgørende indflydelse på ventetidens længde.

Også helt asylirrelevante forhold som f.eks. personalemangel eller

personaleudskiftning i direktoratet og Flygtningenævnet eller kvartårlige

ændringer af udlændingeloven og andre forhold kan betyde, at ventetiden for

den enkelte asylsøger bliver forlænget på et usagligt grundlag. Derfor finder

mindretallet, at de foreslåede ændringer er udtryk for en diskrimination, som

er helt uacceptabel.

Mindretallet betragter de foreslåede ændringer med hensyn til en

civilisering af afhøringerne af asylsøgere som positive, ligesom det er godt,

at Dansk Flygtningehjælp får mulighed for at kontakte afviste asylsøgere i

lufthavnen.

Med hensyn til de i bemærkningerne omtalte udlændingeattacheer er

mindretallet også positiv over for disse tanker. Dog er det efter

mindretallets opfattelse vigtigt - ikke mindst på baggrund af den senere tids

diskussion om myndighedernes mulighed for at indsamle asylrelevante

informationer - at disse attacheer strukturelt placeres i

udlændingemyndighedernes regi. Mindretallet ønsker også at slå fast, at

attacheerne alene skal have til opgave at indsamle informationer til brug for

asylmyndighederne i Danmark og ikke skal indgå i konkret sagsbehandling i de

lande, hvor de opholder sig.

Endelig ønsker mindretallet at udtrykke bekymring over bemærkningerne i

lovforslaget om, at Direktoratet for Udlændinge skal være et sagkyndigt

direktorat for staten (regeringen). Mindretallet finder, at en sådan model

vil indeholde en fare for, at ansvarsfordelingen både strukturelt og i den

daglige praksis vil have en tendens til at forsvinde og blive uhåndterlig.

Derfor er det efter mindretallets opfattelse vigtigt, at ansvarsstrukturen

indgår klart i enhver omstrukturering af udlændingeområdet.

ÆndringsforslagAf et mindretal (SF og EL):

Til § 1 1) Nr. 2 udgår.

2) I det under nr. 5 foreslåede § 36, stk. 1, 3.

pkt., udgår ordene »forventes eller«, og efter »såfremt

det er« indsættes: »åbenbart«.

3) I den under nr. 11 foreslåede § 40 a indsættes i

stk. 3 som nyt punktum efter 1. pkt.:

»Fingeraftryk slettes, når varig opholdstilladelse er meddelt.«

4) I den under nr. 11 foreslåede § 40 a ændres i

stk. 6 ordene »uden udlændingens samtykke« til: »med

udlændingens samtykke«.

Bemærkninger

Til nr. 1 Forslagsstillerne henviser til Dansk Flygtningehjælps brev af 9.

maj 1995 til udvalget (L 194 - bilag 6), hvor Flygtningehjælpen bl.a. skriver

følgende om den af indenrigsministeren foreslåede ændrede beregning af

3-års-fristen i udlændingelovens § 27:

»Beregningen af 3-års-fristen bliver af central betydning i lyset af

forslagets intentioner om øget anvendelse af inddragelsesmuligheden i

udlændingelovens § 19, stk. 1. En tidsfrist, til hvilken der er knyttet

sådanne væsentlige retsvirkninger, bør regnes fra det tidspunkt, da personen

søgte om asyl, idet tidspunktet for den første meddelelse af

opholdstilladelse meget ofte beror på en række omstændigheder, ansøgeren ikke

selv er herre over. Det bør med andre ord være opholdets varighed, der er

afgørende for beregningen af tidsrummet, og det bør ikke komme ansøgeren til

skade, hvis myndighedernes sagsbehandlingstid af den ene eller anden grund

skulle trække ud.«

Til nr. 2 Ændringsforslaget tilsigter at opnå den størst mulige

overensstemmelse med menneskerettighedskonventionerne. Der henvises i den

forbindelse til Udenrigsministeriets skrivelse af 22. maj 1995 og de to

henvendelser til udvalget fra the Commissioner of the Council of the Baltic

Sea States on Democratic Institutions and Human Rights, including the Rights

of Persons belonging to Minorities, Ole Espersen (optrykt som bilag til

betænkningen).

Til nr. 3 Det forekommer forslagsstillerne uforståeligt og ubegrundet, at

fingeraftryk skal opbevares i længere tid end indtil asyl er opnået.

Til nr. 4 Rigspolitichefens svar i anledning af udvalgets spørgsmål 27

viser, at fingeraftryk kan anvendes utilsigtet af udenlandske myndigheder.

Forslagsstillerne foreslår derfor, at udlændingen skal give samtykke til

videregivelse af oplysninger vedrørende fingeraftryk.

Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Holger Graversen (S) Per

Kaalund (S) Lissa Mathiasen (S) Margrete Auken (SF) nfmd. Bjørn Elmquist

(RV) fmd. Søren Søndergaard (EL) Sonja Albrink (CD) Birthe Rønn

Hornbech (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Svend Aage Jensby (V) Erling Oxdam (V)

Helge Adam Møller (KF) John Vinther (KF) Henning Grove (KF) Pia Kjærsgaard

(FP)

Bilag 1

Nogle af udvalgets spørgsmål til indenrigsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål nr. 23:

Vil udlevering af et fingeraftryk til politiet blive inddraget, når

efterforskningen hos politiet er afsluttet?

Spørgsmål nr. 24:

Betyder bestemmelserrne om optagelse af fingeraftryk, at politiet, når det

har fået udleveret et fingeraftryk, pålægges ikke at kopiere og opbevare det

til senere brug?

Spørgsmål nr. 25:

Er politiets eventuelle opbevaring af fingeraftryk indhentet fra

udlændingemyndighederne også omfattet af bestemmelsen om, at disse kun må

opbevares i et særligt register i 5 år fra optagelsen?

Spørgsmål nr. 26:

Hvis ovennævnte er tilfældet, hvem er så ansvarlig for at slette

fingeraftryk udleveret til politiet?

Svar:

Indenrigsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålene

indhentet en udtalelse fra Rigspolitichefen, der har oplyst, at politiet i

ingen tilfælde - ved søgning i og videregivelse af oplysninger fra

fingeraftryksregistret til politiet i forbindelse med politiets

efterforskning i en straffesag - efterfølgende vil registrere fingeraftryk

fra udlændinge optaget i en udlændingeretlig sammenhæng i registret over

fingeraftryk optaget af sigtede m.v. efter retsplejelovens regler.

Indenrigsministeriet kan henholde sig til det af Rigspolitichefen oplyste.

Spørgsmål nr. 27:

Hvilke muligheder har udlændingemyndighederne for at inddrage et

fingeraftryk udleveret til myndigheder i andre lande?

Svar:

Indenrigsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet

en udtalelse fra Rigspoliltichefen, der har oplyst, at der ved videregivelse

af fingeraftryk til udlændingemyndighederne i andre lande vil blive gjort

opmærksom på, at fingeraftrykkene alene må anvendes i en udlændingeretlig

sammenhæng.

Spørgsmålet om, hvorvidt fingeraftryk modtaget fra de danske

udlændingemyndigheder efter vedkommende nationale lovgivning kan optages i et

eventuelt nationalt fingeraftryksregister vedrørende udlændinge, kan alene

afgøres af de relevante udenlandske myndigheder.

Indenrigsministeriet kan henholde sig til det af Rigspolitichefen oplyste.

Spørgsmål nr. 30:

Får en flygtning, over for hvem der iværksættes en inddragelse af

opholdstilladelsen efter den foreslåede bestemmelse i § 19, stk. 1, nr. 1,

beskikket en advokat til at bistå sig i sagen på samme måde, som det er

tilfældet, når sagen om tildeling af opholdstilladelse behandles i

Flygtningenævnet?

Svar:

Indenrigsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet

udtalelser fra Direktoratet for Udlændinge og Flygtningenævnet.

Direktoratet for Udlændinge har oplyst, at man ikke har hjemmel til at

afholde udgiften til beskikkelsen af en advokat til at bistå udlændingen,

mens sagsbehandlingen pågår i direktoratet. Det er således ikke muligt at

beskikke en advokat i forbindelse med direktoratets iværksættelse af en

inddragelsessag.

Flygtningenævnet, som Direktoratet for Udlændinges afgørelser i

inddragelsessager for så vidt angår flygtninge - som nævnt i besvarelsen af

spørgsmål nr. 28 - kan indbringes for, har oplyst, at der i samme omfang som

i sager vedrørende meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7

bliver beskikket advokat for udlændingen i sager vedrørende inddragelse af

opholdstilladelse i medfør af § 19, stk. 1, nr. 1.

Indenrigsministeriet kan henholde sig til det af Direktoratet for

Udlændinge og Flygtningenævnet oplyste.

Bilag 2

Udenrigsministeriets udtalelse af 22. maj 1995 indhentet af

Indenrigsministeriet i anledning af

udvalgets spørgsmål 33

Udenrigsministeriet

Den 22. maj 1995

Asiatisk Plads 2

1448 København K

Indenrigsministeriet

Udlændingeafdelingen

I skrivelse af 3. maj 1995 (j. nr. 1994-3701-829) har Indenrigsministeriet

anmodet Udenrigsministeriet om en udtalelse om, hvorvidt anvendelse af

frihedsberøvelse over for asylansøgere under asylsagens behandling i den

særlige hasteprocedure vil være forenelig med Danmarks internationale

forpligtelser.

Baggrunden er, at der ved ændring af udlændingeloven (lovforslag nr. L

194) ønskes skabt hjemmel til, at en udlænding, hvis ansøgning om

opholdstilladelse forventes eller er udtaget til behandling efter åbenbart

grundløs-proceduren efter lovens § 53 a, stk. 3, kan frihedsberøves, såfremt

det er påkrævet for at fastholde udlændingens tilstedeværelse under

asylsagsbehandlingen.

I den anledning skal Udenrigsministeriet, Den Juridiske Tjeneste, udtale

følgende:

1. En gennemgang af lovforslaget sammenholdt med den europæiske

menneskerettighedskonvention og andre internationale instrumenter på

menneskerettighedsområdet, som er tiltrådt af Danmark, giver grundlag for den

konklusion, at iværksættelse af frihedsberøvelse efter de påtænkte

retningslinjer efter Udenrigsministeriets opfattelse vil være forenelig med

Danmarks internationale forpligtelser.

Hvad særligt angår Danmarks forpligtelser i henhold til den europæiske

menneskerettighedskonvention, henledes opmærksomheden på, at nærværende

udtalelse har karakter af en juridisk-faglig prognose. Dette er en følge af,

at det i sidste instans tilkommer kontrolorganerne i Strasbourg - og ikke

deltagerstaterne - gennem fortolkning at fastlægge det præcise indhold af

konventionens bestemmelser.

2. I en udtalelse af 18. ds. har Justitsministeriet givet en omfattende

redegørelse for retstilstanden og Strasbourgklageorganernes praksis med

hensyn til de forpligtelser, der følger af den europæiske

menneskerettighedskonvenion. Udenrigsministeriet kan i det hele tiltræde

de synspunkter, som er anført i Justitsministeriets udtalelse.

Som understreget af Justitsministeriet er det karakteristisk for systemet

under den europæiske menneskerettighedskonvention, at det ikke så meget er de

nationale reglers udformning på et bestemt retsområde som reglernes

anvendelse, der i det konkrete tilfælde kan være i strid med rettighederne i

henhold til konventionen. Genstanden for klageorganernes virksomhed vil

således ikke være en abstrakt efterprøvelse af national lovgivnings

forenelighed med konventionens bestemmelser, men en undersøgelse af, hvorvidt

anvendelsen af en lovbestemmelse i et konkret foreliggende tilfælde er

konventionsmæssig.

Heraf følger, at en abstrakt udtalelse om, hvorvidt den foreslåede adgang

til frihedsberøvelse vil være forenelig med Danmarks forpligtelser i henhold

til konventionen, vil være behæftet med den usikkerhed, der nødvendigvis vil

være forbundet med at forudsige, hvorledes kontrolorganerne vil forholde sig

i en konkret klagesag.

Ved en eventuel konkret klage over overtrædelse af konventionens artikel

5, stk. 1, litra f, vil der på basis af kontrolorganernes praksis bl.a. blive

lagt vægt på, at de nationale myndigheder ved frihedsberøvelsen handler på

grundlag af lovgivning, at myndighederne ikke optræder vilkårligt, og at

sagen gennemføres med fornøden hurtighed. Endvidere må den tilbageholdte ikke

underkastes flere restriktioner end absolut nødvendigt.

Endelig skal det fremhæves, at en frihedsberøvelse kun vil blive anset for

konventionsmæssig i det omfang, »action is being taken with a view to

deportation«. Det kan i lyset heraf formodes, at en beslutning - eller

en umiddelbart forestående beslutning - om sagens behandling efter åbenbart

grundløs-proceduren vil indebære, at en eventuel frihedsberøvelse vil blive

anset for at være i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, litra f.

Det lægges herved til grund, at begrebet udvisning -

»deportation« - vil skulle fortolkes i henhold til den europæiske

menneskerettighedskonvention, og at dette begreb må antages at omfatte

tilfælde, hvor en ssylansøger efter et afslag på opholdstilladelse udsendes

af landet.

For så vidt angår diskriminationsforbudet i konventionens artikel

14, er det i bemærkningerne til lovforslaget oplyst, at

Indenrigsministeriet vil tage initiativ til at udvide den særlige

hasteprocedure for visse åbenbart grundløse asylansøgninger til at gælde alle

nationaliteter, som ifølge gældende praksis ikke skal udfylde

asylansøgningsskema.

En forskelsbehandling på baggrund af dette kriterium anser man i denne

sammenhæng for sagligt velbegrundet, da der i disse tilfælde er tale om

asylansøgere, der kommer fra lande, hvor der er en stærk forhåndsformodning

for, at en ansøgning om asyl vil blive afslået.

Hertil kommer - hedder det i bemærkningerne - at frihedsberøvelse i den

enkelte sag alene finder sted efter en konkret og individuel vurdering af

samtlige omstændigheder i sagen. Efter Udenrigsministeriets vurdering vil

kontrolorganerne i Strasbourg formentlig tillægge dette aspekt afgørende

vægt.

Udenrigsministeriet er således enig med Justitsministeriet i, at en

afgørende forudsætning for, at den foreslåede lovændring ikke vil blive anset

for at være i strid med Danmarks forpligtelser i henhold til konventionen,

er, at loven i praksis bliver administreret på en sådan måde, at

frihedsberøvelse udelukkende iværksættes efter en konkret og individuel

vurdering af samtlige omstændigheder i sagen.

Ved en bedømmelse af en konkret sag vil klageorganerne i den forbindelse

selvsagt efterprøve, om de i loven fastsatte processuelle betingelser for

iværksættelse af frihedsberøvelsen faktisk er blevet efterlevet, dvs.

at frihedsberøvelsen udelukkende er blevet iværksat, fordi mindre

indgribende foranstaltninger ikke er blevet anset for tilstrækkelige, jf. §

34, at den i lovens § 37 foreskrevne adgang til domstolsprøvelse

faktisk har bestået, samt at frihedsberøvelsen har haft den i loven

forudsete korte varighed, jf. § 37, stk. 3.

Med disse bemærkninger er Udenrigsministeriet på basis af en abstrakt

bedømmelse enig i Indenrigsministeriets konklusion, hvorefter den

foreslåede adgang til frihedsberøvelse efter en konkret og individuel

vurdering og på et ikkediskriminatorisk grundlag må anses for at være i

overensstemmelse med Danmarks forpligtelser i henhold til den europæiske

menneskerettighedskonvention.

3. Udenrigsministeriet har ikke i andre internationale

konventioner, som er retligt bindende for Danmark, fundet bestemmelser,

som i relation til frihedsberøvelse giver en bedre beskyttelse end artikel 5

i den europæiske menneskerettighedskonvention.

4. Hvad særligt angår principperne indeholdt i artikel 14 i

verdenserklæringen om menneskerettigheder samt konklusion nr. 44 fra UNHCR's

Eksekutivkomite, finder Udenrigsministeiet, at de indeholdte

henstillinger til staterne må tillægges en betydelig politisk og moralsk

vægt. Ingen af de to tekster har imidlertid en folkeretligt bindende

karakter. Formodningen må derfor være for, at staterne er levnet et

betydeligt spillerum med hensyn til deres fortolkning og anvendelse, ligesom

formodningen må være imod, at der på basis af de opstillede principper kan

udledes forpligtelser for staterne, som er mere restriktive, end dem som er

knæsat i den europæiske menneskerettighedskonvention.

I lyset heraf - og af de grunde som er givet i bemærkningerne til

lovforslaget - er Udenrigsministeriet enig i, at det ikke klart kan

statueres, at den foreslåede anvendelse af frihedsberøvelse vil være i strid

med disse tekster.

P.M.V.

E.B.

Arnold Skibsted

Bilag 3

Council of the Baltic Sea States

Den 11. maj 1995

Commissioner of the CBSS on Democratic Institutions and Human Rights,

including the Rights of Persons belonging to Minorities

Ole Espersen

Indenrigsministeriet

Christiansborg Slotsplads 1

DK-1218 København K

Vedr.: Ministeriets j.nr. 1994-379-1047

Den 13. december 1994 tilkendegav jeg, at den af Rigspolitichefens Afd. E

i september s.å. indførte praksis vedrørende frihedsberøvelse af asylansøgere

fra visse lande efter mit skøn manglede hjemmel i dansk lovgivning og kunne

være stridende mod vore menneskeretlige internationale forpligtelser.

Jeg opfordrede i skrivelse af 8. februar 1995 til, at der, hvis den

pågældende praksis ønskedes opretholdt, søgtes tilvejebragt hjemmel i dansk

lovgivning, såfremt dette kunne ske inden for rammerne af de internationale

forpligtelser.

Det nu forelagte forslag til lov om ændring af udlændingeloven (nr. L 194)

indeholder en række forskellige forslag til ændringer.

Jeg vil her koncentrere mig om det aspekt i forslaget, som klart har

relevans i forhold til såvel internationale forpligtelser generelt som

specielt i forhold til borgerne i visse CBSSmedlemslande, nemlig spørgsmålet

om frihedsberøvelse.

Jeg vil således ikke indgående kommentere andre af forslagene, som for en

dels vedkommende må siges at være en forringelse af retssikkerheden og for

andres at være forbedringer. Det er f.eks. en forbedring, at asylansøgere i

en afvisningssituation får ret til at tage kontakt med Dansk Flygtningehjælp

- en retsgaranti, der vil kunne tjene som forbillede i andre lande.

En retssikkerhedsmæssig forringelse er der derimod f.eks. tale om i

relation til afskæring med hensyn til fremlæggelse af dokumenter m.v. i en

appelinstans eller i tilfælde af genoptagelse. Omend der er tale om visse

forringelser, er disse næppe udtryk for, at der handles i strid med

internationale forpligtelser. Det bemærkes i denne forbindelse, at den danske

asylsagsbehandling utvivlsomt fortsat som helhed betragtet befinder sig på et

niveau, der ligger »over gennemsnittet«.

Alvorlige betænkeligheder knytter sig derimod - også set i relation til

andre landes asyl-sagsbehandling - til de foreslåede regler om udvidet adgang

til frihedsberøvelse og til at optage og bruge fingeraftryk.

Vedrørende udvidet adgang til frihedsberøvelse:

I min skrivelse af 8. februar 1995 argumenterede jeg for, at den da

eksisterende praksis formentlig var i strid med den europæiske

menneskerettighedskonventions Artikel 5.

Ifølge denne artikels stykke 1, litra f, er frihedsberøvelse af en person,

mod hvem der tages skridt til udvisning eller udlevering, lovlig. Det hedder

i bemærkningerne til lovforslaget, at udtrykket »udvisning eller

udlevering« må forstås i en bredere sammenhæng end de danske udvisnings-

og udleveringsregler og således også omfatter udsendelse »efter afslag

på ansøgning om asyl«.

Der argumenteres ikke herfor med konkrete angivelser fra littertur,

kommisions- eller domstolspraksis, og da Artikel 5 skal fortolkes restriktivt

efter den europæiske menneskerettighedsdomstols praksis synes foreneligheden

med konventionen tvivlsom. I citatet nævnes i øvrigt »udsendelse efter

afslag«. Senere i bemærkningerne hedder det, at bestemmelsen også kan

anvendes, hvor en beslutning om nægtelse af asyl må »forventes at være

nært forestående« - der argumenteres ikke for denne bestemmelses

forenelighed med Artikel 5. Det er vanskeligt at hævde, at der i en sådan

situation »tages skridt til udvisning eller udlevering« (Artikel 5,

stk. 1, litra f) selv med den ovenfor nævnte udvidende fortolkning, som er

foretaget af denne artikel i lovforslaget.

Som et argument for, at frihedsberøvelser i det nævnte omfang er

forenelige med konventionen, anføres dog senere (side 28, anden spalte)

følgende:

»Det må endvidere med støtte i litteraturen og kommissionspraksis

antages, at konventionens krav om, at der skal være taget skridt til

udlevering eller udvisning, er opfyldt ved frihedsberøvelse under en

verserende asylsag som led i den særlige hasteprocedure . . .«.

Tilsyneladende argumenteres der her for det retmæssige i at frihedsberøve

under henvisning til, at der er frihedsberøvet. Denne argumentation

forekommer umiddelbart at være cirkulær og kan således næppe tillægges

selvstændig værdi.

Det er derfor min opfattelse, at den foreslåede ret til frihedsberøvelse

er svært forenelig om overhovedet med reglen i

menneskerettighedskonventionens Art. 5.

I min skrivelse af 8. februar 1995 redegjorde jeg endvidere for, at den

indførte ordning fra september 1994 formenltig var i strid med den europæiske

menneskerettighedskonventions Art. 14, der forbyder diskrimination med hensyn

til konventionens rettigheder og friheder baseret på f.eks. køn og national

oprindelse. I bemærkningerne til lovforslaget erkendes det, at der er tale om

en forskelsbehandling baseret på grund af nationalitet, men det siges, at

denne er sagligt begrundet »da der i disse tilfælde er tale om

asylansøgere, der kommer fra lande, hvor der er en stærk forhåndsformodning

for, at en ansøgning om asyl vil blive afslået«. Det er naturligvis

korrekt, at der er en stærk forhåndsformodning for, at afslag vil blive givet

p.g.a. nationaliteten, men der anføres intet om, at dette skulle udgøre en

saglig begrundelse for noget så indgribende som en frihedsberøvelse. En

forhåndsformodning kan f.eks. udgøre en saglig begrundelse for en forenklet

procedure over for flygtningemyndighederne. Hvilket jo forlængst er indført.

Jeg har bemærket mig, at Indenrigsministeriet vil tage initiativ til at

udvide den særlige hasteprocedure for visse åbenbart grundløse

asylansøgninger til at gælde alle nationaliteter, som ifølge gældende praksis

ikke skal udfylde asylansøgningsskema, idet en forskelsbehandling på baggrund

af dette kriterium i denne sammenhæng må anses for sagligt velbegrundet og

ligge inden for rammerne af den europæiske menneskerettighedskonvention. At

man udvider den foreslåede hjemmel til frihedsberøvelse til alle de

pågældende nationaliteter, ændrer principielt intet ved, at der er tale om,

at nationaliteten er afgørende eller kan være afgørende i de enkelte

tilfælde. Hertil kommer imidlertid som noget mere afgørende, at

forudsætningen for den foreslåede bestemmelses anvendelse er, at der

iagttages et proportionalitetskriterium, jævnfør herved forslagets

bemærkninger side 29. Det hedder her, at indgrebet er nødvendigt på baggrund

»af de før ordningens indførelse indhøstede erfaringer med kriminalitet,

uro på centre og forhaling af sagsbehandlingstiden«. Dette

proportionalitatshensyn er imidlertid formentlig, i det omfang det bør spille

en rolle, alene til stede i forhold til de nationaliteter, som var omfattet

af ordningen fra september 1994.

En sammenfattende vurdering af motiverne fører således efter min

opfattelse til, at det fortsat er ansøgere fra de samme lande, som risikerer,

at deres nationalitet kommer til at spille den afgørende rolle i forbindelse

med beslutningen om frihedsberøvelse.

Jeg har bemærket mig, at Indenrigsministeriet har fortaget en dybtgående

udredning af rækkevidden af Danmarks internationale forpligtelser i relation

til den særlige hasteprocedure for visse åbenbart grundløse asylansøgninger,

herunder Danmarks forpligtelser i henhold til den europæiske

menneskerettighedskonvention. Da forslagets forenelighed med konventionens

art. 5 og 14 er tvivlsom, skal jeg henstille, at undersøgelsen

offentliggøres, således at den kan indgå i debatten, før forslag om

videregående adgang til frihedsberøvelser gennemføres.

Mig bekendt er der ikke i andre CBSS-lande, der har tilsluttet sig

flygtningekonventionen, hjemmel til at tillægge nationaliteten selvstændig

betydning i forhold til frihedsberøvelser af personer, der søger asyl.

Jeg vil afslutningsvis bemærke, at de personer, der måtte føle, at Danmark

over for dem handler i strid med Artikel 5 eller Artikel 14 i den europæiske

menneskerettighedskonvention, i praksis af indlysende grunde vil have særlig

vanskeligt ved at indbringe en sag herom for den europæiske

menneskerettighedskommission.

Med venlig hilsen

Ole Espersen

Kopi til:

Folketingets Retsudvalg

Udenrigsminister Niels Helveg Petersen

Folketingets Ombudsmand - til orientering

Bilag 4

Council of the Baltic Sea StatesDen 30. maj 1995

Commissioner of the CBSS on Democratic Institutions and Human Rights,

including the Rights of Persons belonging to Minorities

Ole Espersen

Indenrigsminister Birte Weiss

Indenrigsministeriet

Christiansborg Slotsplads 1

DK-1218 København K

Kære Birte Weiss

Tak for dit brev af 23. maj med kommentarer til mit brev af 11. maj 1995

hvor du medsender en udtalelse af 18. maj 1995 fra Justitsministeriet

vedrørende forslag til ændring af udlændingeloven samt Indenrigsministeriets

udredning af 3. maj 1995.

Jeg synes de grundige udredninger har været nyttige, hvilket de utvivlsomt

også vil være i forbindelse med administrationen af den eventuelt kommende

lovændring. Bl.a. lægger jeg vægt på, at det både i Indenrigsministeriets og

i Justitsministeriets udtalelser lægges til grund, at lovændringen vil stride

imod de forpligtelser, som Danmark har påtaget sig i forbindelse med

tiltrædelsen af den europæiske menneskerettighedskonvention med mindre

lovændringen administreres således, at en »frihedsberøvelse alene vil

blive iværksat efter en konkret og individuel vurdering af den pågældendes

forhold . . .«. Deraf følger, at hverken alder eller nationalitet kan

være eneafgørende, og der må foreligge konkrete individuelle holdepunkter for

at antage at den pågældende - efter at have indgivet ansøgning om asyl - vil

unddrage sig asylbehandling. Jeg går ud fra, at sådanne individuelle

begrundelser vil blive givet af såvel politi som af domstole i det omfang,

domstolene inddrages.

Da jeg i øvrigt forstår, at lovforslaget vil blive fremmet, skal jeg for

en ordens skyld kun knytte enkelte kommentarer til det modtagne materiale.

Et hovedpunkt i forbindelse med vurderingen af forslagets forhold til

menneskerettighedskonventionens Artikel 5 er, om der er tale om en person

»mod hvem der tages skridt til udvisning eller udlevering«.

Selv om man nu fortolker begreberne udvisning og udlevering bredere end i

normal dansk forståelse, vil der formentlig kunne være enighed om, at det

Artikel 5, stk. 1, litra f, vedrører, er personer, mod hvem der tages skridt

til »bortfjernelse fra landet«, jf. også din skrivelse side 3:

»ud fra en sproglig fortolkning af, hvad der ligger i selve ordet

»udvisning«, forekommer det mest nærliggende at lade

udvisningsbegrebet omfatte enhver tvangsmæssig udsendelse af en udlænding,

der har fortabt sin ret til ophold i den udsendende stat, og ikke kun de

tilfælde, hvor der knyttes et indrejseforbud til udsendelsen'.

Men det er der netop ikke tale om, når en person, som f.eks. i bulgarerens

tilfælde, jf. Østre landsrets 16. afd. kendelse af 23. sept. 1994, var i

besiddelse af et lovligt - eller formodet lovligt - visum. Hans ansøgning om

asyl kan jo ikke retligt betragtet siges at være indledning af en procedure,

der kan ende med udvisning, men alene med et afslag og derefter med

yderligere beslutninger.

Jeg synes i øvrigt, at det er værd at understrege, at en asylansøger,

uanset asylmotiv og uanset nationalitet, køn og alder, alene betjener sig af

en ret som han har såval internationalt som nationalt til at søge om

beskyttelse. Han begiver sig fuldt legalt ind i en administrativ procedure.

Derimod er den person, der står over for en udvisning eller udlevering,

karakteriseret ved, at han har eller formodes at have begået noget

»irregulært« enten en lovovertrædelse eller en anden form for

handling i strid med det pågældende lands udlændingeregler.

Justitsministeriets henvisning til sagen Caprino v. UK taler om at »a

lawful deportation procedure has been instituted. . .«. For mig er det

at strække ordene meget vidt at tale om, at en ansøgning om asyl og en

forventet »åbenbart grundløs« procedure er ensbetydende med at

»a deportation procedure has been instituted«.

Jeg har i øvrigt bemærket mig, at der tilsyneladende ingen

Kommissionspraksis er vedrørende frihedsberøvelse under asylsagsbehandling.

Jeg er for så vidt enig med Justitsministeriet i, at den europæiske

menneskerettighedskonvention er opbygget på en sådan måde, at det oftest ikke

så meget er selve reglerne på et bestemt retsområde som reglernes anvendelse,

der i det konkrete tilfælde kan være i strid med rettighederne i henhold til

konventionen. Alligevel forekommer det mig betænkeligt at nævne nationalitet

(jf. konventionens Art 14) som et element, der kan indgå i begrundelsen for

noget så alvorligt som en frihedsberøvelse.

Jeg har med tilfredshed noteret mig, at du nøje vil følge udviklingen i

kriminalitet, indrejsetal og sagsbehandlingstal med henblik på at vurdere

nødvendigheden af at bibeholde den foreslåede bestemmelse, og at der om cirka

et år foretages en grundig evaluering af nødvendigheden af at opretholde en

sådan udvidet adgang til frihedsberøvelse af asylansøgere. Det er under de

givne forhold tilfredsstillende. Jeg går ud fra, at denne evaluering også vil

inddrage det meget væsentlige spørgsmål: viser det sig muligt at lægge en

konkret og individuel vurdering til grund for beslutninger af denne karakter?

Med venlig hilsen

Ole Espersen

Kopi til:

Folketingets Retsudvalg

Udenrigsminister Niels Helveg Petersen

Medlem af CSO Kirsten Biering

Folketingets Ombudsmand - til orientering

Bilag 5

UDKAST

til

Kommissorium

til ekspertudvalg vedrørende udlændingelovens bestemmelser om udvisning

I udlændingelovens §§ 22-24 er der fastsat en række detaljerede

bestemmelser om, i hvilket omfang udlændinge, der har begået strafbart

forhold her i landet, kan udvises ved dom.

I udlændingelovens § 26 er der fastsat en række obligatoriske hensyn til

den pågældende udlænding, som skal tages i betragtning ved afgørelsen af, om

udlændingen skal udvises.

De gældende bestemmelser er udtryk for, at der ved afgørelsen om udvisning

skal foretages en konkret afvejning af grovheden af det begåede strafbare

forhold, længden af udlændingens ophold her i landet samt udvisningens

belastende karakter for den pågældende udlænding.

Disse bestemmelser, der trådte i kraft den 1. oktober 1983, har nu været

gældende i mere end 10 år.

På baggrund af de erfaringer, der er indhøstet i den forløbne tid, skal

udvalget foretage en gennemgang af, i hvilket omfang de gældende bestemmelser

i udlændingeloven om udvisning ved dom som følge af strafbart forhold er

blevet anvendt i domstolenes praksis, herunder med hvilken styrke de

forskellige hensyn indgår som momenter ved afgørelsen om udvisning.

Udvalget skal endvidere vurdere, om der er grundlag for at ændre de

gældende bestemmelser herom, herunder om der på baggrund af den foretagne

gennemgang bør foretages en justering af vægten af de hensyn, som i dag

indgår i afvejningen af, om udvisning skal kunne finde sted.

Udvalget skal i den forbindelse vurdere, i hvilket omfang specifikke

hensyn som f.eks. gentagen kriminalitet, personfarlig kriminalitet og

narkokriminalitet samt en eventuel udvisnings konsekvenser for den

pågældendes familie kan indgå med større vægt i forbindelse med

udvisningsafgørelsen.

Udvalget bedes opstille modeller for, hvorledes bestemmelserne om

udvisning i givet fald vil kunne udformes, foretage en vurdering af de

opstillede modeller og redegøre for, hvilke konsekvenser den enkelte model

vil få for domstolenes fremtidige praksis på dette område.

Udvalget vil blive sammensat af repræsentanter fra Indenrigsministeriet

(formand), Direktoratet for Udlændinge, Flygtningenævnet ved sin formand

eller en af sine næstformænd, Justitsministeriet, domstolene, Rigsadvokaten,

Rigspoliltichefen og Advokatrådet.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter