Spring til indhold

Retsinformation

Afgørelse om udsendelse klagemulighed

FOU nr 2003.324UdtalelserFolketinget23. februar 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afgørelse om udsendelse – klagemulighed

A og B indrejste i Danmark i

december 2001 og søgte asyl. De oplyste i den forbindelse at de var

statsborgere i og bosiddende i Irak. Under Udlændingestyrelsens behandling af

sagen blev det konstateret at A og B er født i Irak, men senere var flyttet

til

Iran hvor de havde fået iransk statsborgerskab.

Af Udlændingestyrelsens

afslag på asyl af 12. september 2002 fremgik bl.a. følgende:

”Styrelsen har besluttet, at

politiet kan udsende dig til ( ), hvis du ikke rejser frivilligt, jf.

udlændingelovens

§

32 a.

Styrelsen finder ikke, at der

er risiko for, at du vil blive udsat for forfølgelse i dit hjemland, eller at

der er andre grunde til, at udsendelse ikke kan ske, jf. udlændingelovens §

31.

Konsekvenser

Du kan ikke klage over

afgørelsen til Flygtningenævnet, da styrelsen ikke finder, at din ansøgning

er

tilstrækkeligt begrundet. Den er derfor behandlet som åbenbart grundløs, jf.

udlændingelovens § 53 b, stk. 1.

Begrundelse

Styrelsen har vurderet din

asylansøgning i forhold til Iran, hvor du er statsborger og har haft ophold

samt bopæl siden 1985 [’siden

1970’

;

Læs alt

i afgørelserne til henholdsvis A og B; min bemærkning] og frem til udrejsen i

december 2001.

Du har som begrundelse for

din asylansøgning anført, at du er blevet udsat for forskelsbehandling i Iran

på grund af din irakiske baggrund, samt at du eventuelt er kommet i

myndighedernes søgelys i forbindelse med din asylansøgning i Danmark.

Styrelsen har ved afgørelsen

lagt vægt på, at du ikke har været medlem af et politisk parti, nogen

organisation eller forening, og at du ikke har været politisk aktiv i øvrigt.

Styrelsen har endvidere lagt

vægt på, at du ikke har været tilbageholdt, anholdt, sigtet, straffet,

eftersøgt

eller udsat for husransagning eller i øvrigt haft konflikter med de iranske

myndigheder.

Styrelsen finder ikke, at det

kan begrunde asyl, at du angiveligt har været udsat for forskelsbehandling

fra

befolkningens side i form af forhaling af sagsbehandlingen vedrørende en

afgørelse

om statsborgerskab og udstedelse af pas, samt at dine børn ikke har de samme

jobmuligheder på grund af jeres irakiske baggrund.

Styrelsen har herved lagt

vægt på, at den angiveligt udøvede forskelsbehandling ikke har været af en

sådan karakter eller intensitet, at den kan betegnes som asylretlig

forfølgelse.

Styrelsen finder ikke at det

kan begrunde asyl, at du er udrejst af Iran og har indgivet asylansøgning i

Danmark.

Styrelsen har herved lagt

vægt på, at du ikke har sandsynliggjort, at din asylansøgning er kommet til

de

iranske myndigheders kendskab.

Uanset om det lægges til

grund, at de iranske myndigheder har fået kendskab til din asylansøgning i

Danmark, finder styrelsen ikke, at det kan begrunde asyl.

Styrelsen har herved lagt

vægt på, at det fremgår af styrelsens baggrundsoplysninger, at det ikke er

strafbart i Iran at søge asyl i et andet land.

Styrelsen har ved afgørelsen

endvidere lagt vægt på, at du først har søgt asyl efter 2 dages ophold i

Danmark.

Styrelsen har ved afgørelsen

endelig tillagt det betydelig vægt, at du er udrejst på eget ægte

nationalitetspas

udstedt kort tid før udrejsen isat dansk visum, uden at du havde problemer

ved

udrejsen.”

Den 15. november 2002

anmodede A og B Udlændingestyrelsen om at genoptage behandlingen af

asylsagen. De henviste til et tv-program der havde været vist på DR1, og som

handlede om en asylansøger der var blevet udsendt til Iran. Efter A’s og

B’s

opfattelse viste tv-udsendelsen at asylansøgere ikke kunne tvangshjemsendes

til

Iran på grund af risiko for forfølgelse.

Ved brev af 21. november 2002

afslog Udlændingestyrelsen anmodningen og anførte:

”Udlændingestyrelsen har

besluttet at give jer afslag på jeres anmodning om genoptagelse af jeres

asylsag.

Begrundelse

Efter en fornyet gennemgang

af jeres asylsag finder Udlændingestyrelsen fortsat ikke, at I opfylder

betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.

Styrelsen har ved afgørelsen

lagt vægt på, at de i klagen nævnte forhold er indgået i overvejelserne forud

for styrelsens afgørelse af den 12-09-2002.

Styrelsen har således taget

stilling til disse forhold, men finder fortsat ikke, at I ved en

tilbagevenden

til Iran risikerer asylrelevant forfølgelse, hvorfor der ikke er grundlag for

at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.

Styrelsen finder således

ikke, at der foreligger nye oplysninger i sagen, og skal som følge heraf

henholde sig til afgørelsen af den 12-09-

2002.”

Udlændingestyrelsen forelagde

ikke A’s og B’s anmodning om genoptagelse af asylsagen for Dansk

Flygtningehjælp forud for styrelsens afgørelse af 21. november 2002.

Styrelsen

orienterede Dansk Flygtningehjælp om udfaldet af sagen ved at fremsende en

kopi af afgørelsen til Flygtningehjælpen til orientering.

Herefter anmodede Dansk

Flygtningehjælp den 5. december 2002 telefonisk Udlændingestyrelsen om en

kopi af anmodningen om genoptagelse af asylsagen. I besvarelse heraf sendte

Udlændingestyrelsen den samme dag en kopi af anmodningen af 15. november 2002

om genoptagelse af sagen til Dansk Flygtningehjælp.

Dansk Flygtningehjælp sås

ikke at have rettet efterfølgende henvendelser til Udlændingestyrelsen i

sagen.

Den 28. november 2002 klagede

A og B til mig og henviste til det ovenfornævnte tv- program der havde været

vist på DR1, og som handlede om en asylansøger der var blevet udsendt til

Iran.

Den 16. december 2002 oplyste

Udlændingestyrelsen telefonisk over for en af mine medarbejdere at

anmodningen

om genoptagelse af asylsagen ikke havde været forelagt for Dansk

Flygtningehjælp forud for styrelsens afslag af 21. november 2002 på

anmodningen

om genoptagelse af asylsagen.

Ved brev af 18. december 2002

anmodede jeg Udlændingestyrelsen om en udtalelse i anledning af klagen. Jeg

bad

i den forbindelse Udlændingestyrelsen om nærmere oplysninger om styrelsens

overvejelser med henblik på spørgsmålet om forelæggelse af

genoptagelsesanmodningen

for Dansk Flygtningehjælp og om styrelsens praksis for at forelægge

genoptagelsesanmodninger for Dansk Flygtningehjælp. Herudover bad jeg om

Udlændingestyrelsens

bemærkninger til spørgsmålet om hvorvidt afgørelser efter udlændingelovens §

32 a

kan påklages til ministeren for

flygtninge, indvandrere og integration.

Den samme dag orienterede jeg

A og B skriftligt om min henvendelse til Udlændingestyrelsen og vedlagde i

den

forbindelse en kopi af mit brev til styrelsen. Jeg modtog imidlertid brevet

retur fra postvæsenet. På baggrund af en oplysning fra Dansk Røde Kors Center

( ) om at A og B var udrejst den 18. december 2002, sendte jeg den 10. januar

2003 mit brev til A og B af 18. december 2002 til Udlændingestyrelsen og

anmodede styrelsen om at udlevere brevet til A og B hvis styrelsen blev

bekendt med en eventuel opholdsadresse her i landet. (Min udtalelse i sagen

blev ligeledes sendt til Udlændingestyrelsen med en anmodning om udlevering

af

brevet til A og B hvis styrelsen blev bekendt med en eventuel opholdsadresse

her i landet).

I en udtalelse af 5. februar

2003 anførte Udlændingestyrelsen følgende:

”

Styrelsen kan i den

forbindelse oplyse, at Udlændingestyrelsen efter en fast praksis ikke vil

genoptage

en asylsag, der er afgjort i åbenbart grundløs proceduren med mindre det

fremgår af anmodningen, at der foreligger nye oplysninger af betydning for

asylansøgningen.

Hvis der derimod er tale om

nye asylrelevante oplysninger eller anbringender vil spørgsmålet om, hvorvidt

sagen fortsat kan behandles i åbenbart grundløs proceduren, blive forelagt

for

Dansk Flygtningehjælp, forinden der træffes afgørelse i sagen på ny.

I tilfælde hvor der ikke med

genoptagelsesanmodningen er fremkommet nye oplysninger, eller hvor der alene

henvises til generelle forhold i hjemlandet, der ikke har konkret betydning

for den pågældende sag og endelig i tilfælde, hvor anmodningen er begrundet i

forhold, der ikke har asylretlig relevans, træffer Udlændingestyrelsen

afgørelse

vedrørende genoptagelse uden forudgående forelæggelse for Dansk

Flygtningehjælp.

Efter en ny gennemgang af de

pågældendes asylsag fandt styrelsen herefter ikke, at anmodningen om

genoptagelse gav anledning til at genoptage de pågældendes asylsag, idet de i

anmodningen nævnte forhold var indgået i overvejelserne forud for styrelsens

afgørelse af 12. september 2002.

Styrelsen fandt endvidere

ikke grundlag for at forelægge ansøgers anmodning om genoptagelse for Dansk

Flygtningehjælp,

idet de i anmodningen nævnte forhold indgik i styrelsens indstilling om

fortsat behandling i åbenbart grundløs proceduren til Dansk Flygtningehjælp

af

2. august 2002.

Styrelsen kan i øvrigt

oplyse, at styrelsens dokumentationskontor til brug for asylsagsbehandlingen

løbende indsamler oplysninger om forholdene i asylansøgernes lande fra en

lang

række kilder. Blandt de mest benyttede kilder kan nævnes UNHCR,

Udenrigsministeriet,

Human Rights Watch, U.S. State Department Country Reports on Human Rights

Practices samt Amnesty International. Endvidere er Udlændingestyrelsens egne

fact-finding missioner en vigtig kilde i forbindelse med

asylsagsbehandlingen.

I forbindelse med styrelsens

afgørelse af 12. september 2002 lagde styrelsen vægt på de foreliggende

baggrundsoplysninger, hvoraf det fremgår, at en asylansøgning i udlandet ikke

i

sig selv er strafbart i Iran.

I den pågældende asylsag

fandt styrelsen ikke anledning til at forelægge anmodningen om genoptagelse

for Dansk Flygtningehjælp, idet det omtalte tv-program ikke angik de

pågældende

ansøgere. Styrelsen fandt endvidere ikke anledning til at revurdere de for

styrelsen foreliggende baggrundsoplysninger på baggrund af oplysningerne

anført i genoptagelsesanmodningen.

For så vidt angår anmodningen

om styrelsens bemærkninger til spørgsmålet om, hvorvidt afgørelser efter

udlændingelovens §

32 a

kan påklages til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, vil

styrelsen fremsende en særskilt besvarelse.

Udlændingestyrelsen vil efter

aftale med Integrationsministeriets departement besvare spørgsmålet via

Integrationsministeriet.

”

Med brev af 19. februar 2003

sendte Udlændingestyrelsen kopi af asylsagens akter til mig.

I et notat af 17. februar

2003 om påklage til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration af

afgørelser efter udlændingelovens §

32 a

oplyste Udlændingestyrelsen følgende:

”

Folketingets Ombudsmand

anfører i sit ovennævnte brev [mit brev af 18. december 2002; min

bemærkning],

at efter udlændingelovens § 46, stk. 2, kan Udlændingestyrelsens afgørelser

påklages til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration bortset

fra

en række konkrete bestemmelser, men afgørelser efter lovens §

32 a

er ikke omfattet af ordlyden i §

46, stk. 2. Ombudsmanden tilføjer videre, at der hertil kommer, at

bestemmelsen i § 53 b efter ordlyden omfatter ’afgørelsen i en sag om

opholdstilladelse efter §

7’.

Ombudsmanden antyder således,

at Udlændingestyrelsens afgørelser efter udlændingelovens §

32 a

i sager, der behandles i åbenbart

grundløs-proceduren, efter lovens ordlyd og systematik må anses for

undergivet

klageadgang til Integrationsministeriet.

Det bemærkes hertil, at

udlændingelovens systematik og lovens forarbejder bygger på det helt

principielle udgangspunkt, at asylsager alene behandles af

Udlændingestyrelsen

og Flygtningenævnet, og at ministeren for flygtninge, indvandrere og

integration

ingen kompetence har i asylsager. Det vil derfor savne mening, såfremt

Udlændingestyrelsens

afgørelser efter lovens §

32 a

i asylsager, der er behandlet i åbenbart grundløs-proceduren, skulle kunne

påklages til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, da der

er tale om en del af asylafgørelsen. Såfremt der skulle være klageadgang i

disse sager, skulle det være til Flygtningenævnet.

Imidlertid hviler hele

åbenbart grundløs- proceduren efter lovforarbejderne på, at der alene sker

sagsbehandling i én instans – Udlændingestyrelsen. For at sikre en

retssikkerhedsmæssigt

forsvarlig behandling er det som en betingelse for, at styrelsen kan træffe

afgørelse

uden klageadgang til Flygtningenævnet, fastsat, at Dansk Flygtningehjælp

efter

en selvstændig samtale med asylansøgeren skal erklære sig enig i, at sagen

kan

betragtes som åbenbart grundløs. Dansk Flygtningehjælp tager i den

forbindelse også stilling til, om man er enig i, hvorvidt den pågældende

asylansøger kan udsendes, hvis denne ikke udrejser frivilligt. Afgørelsen

efter

§

32 a, der er

indeholdt i afgørelsen efter § 7, er således undergivet samme

retssikkerhedsmæssige

garantier som selve asylafgørelsen.

På denne baggrund er det

Udlændingestyrelsens opfattelse, at styrelsens afgørelser efter

udlændingelovens

§

32 a

i åbenbart

grundløse-asylsager efter lovens forarbejder og systematik ikke kan anses for

undergivet klageadgang til hverken Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og

Integration eller Flygtningenævnet.”

I et brev af 14. april 2003

fremkom Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration med følgende

udtalelse:

”

Folketingets Ombudsmand

har ved brev af 18. december 2002 til Udlændingestyrelsen ( ) anført

følgende:

’Som anført ovenfor

besluttede Udlændingestyrelsen ved afgørelserne samtidig at politiet kan

udsende

ansøgerne hvis de ikke udrejser frivilligt, jf. udlændingelovens

§ 32 a.

Efter udlændingelovens § 46,

stk. 2, kan Udlændingestyrelsens afgørelser påklages til ministeren for

flygtninge, indvandrere og integration bortset fra de afgørelser der er nævnt

i

§ 9 e, stk. 1, § 33, §

42 a,

stk. 7, 1. pkt., §

42 a,

stk. 8, 1. pkt., § 42 d, stk. 2, §

53 a

og § 53 b. Afgørelser efter lovens §

32

a

er ikke omfattet af ordlyden af § 46, stk. 2. Hertil

kommer at bestemmelsen i § 53 b efter ordlyden omfatter ’afgørelsen i en

sag

om opholdstilladelse efter §

7’.

’

Integrationsministeriet skal

i den anledning bemærke følgende:

1. Retsgrundlaget –

udlændingelovens § 32 a.

Udlændingelovens §

32 a

har følgende ordlyd:

’Afslag på en ansøgning om

opholdstilladelse efter §§ 7-8 eller afgørelser om bortfald eller inddragelse

af en sådan opholdstilladelse skal tillige indeholde afgørelse om, hvorvidt

udlændingen kan udsendes, hvis denne ikke udrejser frivilligt, jf. §

31.’

Udlændingelovens §

32 a

blev indsat ved lov nr. 482 af 24.

juni 1992 om ændring af udlændingeloven (Familiesammenføring, effektivisering

af asylsagsbehandlingen m.v.).

Det fremgår af

bemærkningerne, at baggrunden for bestemmelsen var, at Justitsministeriet i

forbindelse med et samråd i Folketingets Retsudvalg og over for

Folketingets Ombudsmand

havde tilkendegivet, at man ville tage problematikken vedrørende

udlændingelovens

§ 31 op.

Forud herfor havde

Folketingets Ombudsmand den 25. februar 1992 afgivet en redegørelse

vedrørende

fremgangsmåden ved udsendelse af udlændinge, der havde fået et afslag på

ansøgning

om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I redegørelsen konkluderede

Folketingets Ombudsmand, at afgørelsen om udsendelse af en asylansøger efter

udlændingelovens § 31 måtte anses for en særskilt afgørelse i

forvaltningsretlig

henseende, som skulle træffes af Direktoratet for Udlændinge i første

instans,

og hvor justitsministeren havde den endelige afgørelse som klagemyndighed.

Justitsministeriet meddelte i

brev af 27. februar 1992, at ministeriet lagde Folketingets Ombudsmands

udtalelse til grund, og at ministeriet havde anmodet Direktoratet for

Udlændinge om at administrere i overensstemmelse hermed, indtil en eventuel

lovændring blev gennemført.

Af bemærkningerne til

bestemmelsen i § 32 a fremgår blandt andet følgende (lovforslag nr. L

257

af 1. april 1992, almindelige bemærkninger, punkt 3.6, side

12 f

):

’Den nævnte bestemmelse i

udlændingelovens § 31 indebærer en generel forpligtelse for myndighederne til

i forbindelse med afgørelser på udlændingelovens område at påse, at forbuddet

mod refoulement (dvs. tilbagesendelse til forfølgelseslandet), som er en af

flygtningekonventionens grundregler, ikke tilsidesættes.

For udlændinge, der har fået

afslag på en ansøgning om asyl efter udlændingelovens §§ 7-8, eller hvis

opholdstilladelse efter §§ 7- 8 er inddraget eller anset for bortfaldet,

gælder

imidlertid det særlige, at udlændingemyndighederne i forbindelse med disse

afgørelser

har foretaget en vurdering af forfølgelsesrisikoen i den pågældendes

hjemland.

Som følge af det nære slægtskab

mellem denne vurdering og vurderingen efter udlændingelovens § 31 af, om

udsendelse kan ske, er det efter Justitsministeriets opfattelse naturligt, at

udlændingemyndighederne i forbindelse med afgørelsen i selve asylsagen også

tager stilling til spørgsmålet om, hvorvidt § 31 stiller sig hindrende i

vejen

for, at udlændingen udsendes af landet, hvis den pågældende ikke udrejser

frivilligt.

Den foreslåede bestemmelse i

§ 1, nr. 7, indebærer således, at såvel Direktoratet for Udlændinge som

Flygtningenævnet

i tilfælde, hvor der meddeles afslag på asyl, eller hvor en opholdstilladelse

til en anerkendt flygtning inddrages eller anses for bortfaldet, også

udtrykkeligt

skal træffe afgørelse om udsendelsesspørgsmålet. Denne pligt gælder uanset,

om

direktoratets afgørelse er endelig, idet den er truffet efter bestemmelsen i

§

53 a, stk. 3, om

ansøgninger, der må anses for åbenbart grundløse, eller om direktoratets

afgørelse kan indbringes for Flygtningenævnet.’

Af bemærkningerne samme sted,

side 13, højre spalte, fremgår videre:

’I tilfælde, hvor asylsagen

med Dansk Flygtningehjælps tilslutning afgøres efter bestemmelsen i §

53 a, stk. 3, om åbenbart grundløse ansøgninger,

skal såvel afgørelsen vedrørende spørgsmålet om asyl som

udsendelsesspørgsmålet

afgøres efter denne bestemmelse. Er direktoratets afgørelse vedrørende disse

spørgsmål truffet efter reglerne i §

53

a, stk. 3, kan klage over afgørelserne – herunder over

afgørelsen om udsendelse – som nævnt ikke indgives til

Flygtningenævnet.’

2. Integrationsministeriets

udtalelse.

Udlændingelovens §

32 a

fastslår, at der altid i

forbindelse med afgørelse af spørgsmål om asyl tillige skal træffes afgørelse

om udsendelse. Hermed præciseres, at stillingtagen til, om en afvist

asylansøger

kan udsendes sker ved en selvstændig afgørelse.

Afgørelser om udsendelse, der

træffes i forbindelse med afgørelser af spørgsmålet om asyl, anses som

accessoriske til asylafgørelsen, jf. bestemmelsens angivelse af, at afslaget

skal ’indeholde afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes ’.

Dette

beror på den nære sammenhæng, der er mellem de to vurderinger, der skal

anlægges ved de to afgørelser.

På denne baggrund antages

det, at Udlændingestyrelsens afgørelser om udsendelse truffet i forbindelse

med afslag på asyl ikke kan påklages til Integrationsministeriet, uanset at

afgørelser efter udlændingelovens §

32 a

ikke er nævnt i udlændingelovens § 46, stk. 2.

På samme måde antages

indbringelse af Udlændingestyrelsens afslag på asyl for Flygtningenævnet

tillige at omfatte den samtidigt trufne afgørelse om udsendelse, uanset at

afgørelser efter udlændingelovens § 32 a ikke er nævnt i

udlændingelovens § 53 a, stk. 1.

Endelig anses afgørelse af

udsendelsesspørgsmålet omfattet af ordlyden ’afgørelsen af en sag om

opholdstilladelse’ i udlændingelovens § 53 b, stk. 1, jf. bemærkningerne

til

udlændingelovens §

32 a,

som er citeret ovenfor under punkt 1.

Dette harmonerer med, at

Integrationsministeriet heller ikke i øvrigt – f.eks. i sager om

meddelelse af

opholdstilladelse af humanitære grunde, jf. udlændingelovens § 9b, eller på

grund af udsendelseshindringer, jf. udlændingelovens § 9 c – tager

stilling

til spørgsmål, der forudsætter en vurdering af asylretlige forhold.

”

Ombudsmandens udtalelse

”1. Klagemulighed

Efter § 14 i ombudsmandsloven (lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets

Ombudsmand) kan ombudsmanden ikke behandle klager over forhold der kan

indbringes for en højere forvaltningsmyndighed, før denne myndighed har

truffet afgørelse.

Denne bestemmelse har dannet grundlag for at min undersøgelse af Deres sag

har omfattet spørgsmålet om hvorvidt Udlændingestyrelsens afgørelse efter

udlændingelovens §

32 a

kan påklages til en anden myndighed.

Udlændingeloven (bekendtgørelse nr. 608 af 17. juli 2002 af udlændingeloven)

indeholder i §

32 a

følgende bestemmelse:

’

§

32 a.

Afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8 eller afgørelser om

bortfald eller inddragelse af en sådan opholdstilladelse skal tillige

indeholde

afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, hvis denne ikke udrejser

frivilligt, jf. §

31.’

Efter udlændingelovens § 46,

stk. 2, kan Udlændingestyrelsens afgørelser påklages til ministeren for

flygtninge, indvandrere og integration bortset fra de afgørelser der er nævnt

i § 33, §

42 a,

stk. 7, 1. pkt., §

42 a,

stk. 8, 1. pkt., § 42 d, stk. 2, §

53 a

og § 53 b (jf. bekendtgørelse nr. 608 af 17. juli 2002 af udlændingeloven som

ændret ved lov nr. 1044 af 17. december 2002). Afgørelser efter lovens §

32 a

(jf. § 31) er ikke omfattet af

ordlyden i § 46, stk. 2.

Bestemmelsen i

udlændingelovens § 32 a blev indsat i udlændingeloven ved lov nr.

482

af 24. juni 1992 på baggrund af lovforslag nr. L 257 af 1. april 1992. Om den

nærmere forståelse af bestemmelsen kan henvises til de citater som

Ministeriet

for Flygtninge, Indvandrere og Integration har gengivet i sin udtalelse af

14.

april 2003.

Det er ministeriets

opfattelse at en afgørelse om udsendelse må anses som accessorisk til

asylafgørelsen,

og at dette er baggrunden for at Udlændingestyrelsens afgørelse om udsendelse

der træffes i forbindelse med et afslag på asyl, ikke kan påklages til

ministeriet. Dette gælder uanset at afgørelser efter udlændingelovens

§ 32 a ikke er nævnt i samme lovs § 46, stk. 2.

Efter min gennemgang af sagen

har jeg ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere ministeriets opfattelse

af at der ikke i en situation som den foreliggende er mulighed for at klage

over Udlændingestyrelsens afgørelse om udsendelse til ministeriet. Selv om

begrænsningen af klageadgangen ikke direkte følger af lovteksten, synes en

sådan

klageafskæring forudsat i forarbejderne til lovforslaget, jf. de almindelige

bemærkninger, punkt 3.6, s. 13 (højre spalte) – gengivet i ministeriets

udtalelse

af 14. april 2002.

Det antages imidlertid at

afskæring af en rekursadgang fra en underordnet myndighed til en overordnet

kræver udtrykkelig

lovhjemmel. Det

bør derfor efter min opfattelse direkte fremgå af udlændingeloven at

afgørelser om udsendelse i en situation som den foreliggende ikke kan

påklages

til ministeriet. Jeg henviser til Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret

(2002), s. 958.

Jeg henstiller derfor til

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration at ministeriet ved en

kommende ændring af udlændingeloven præciserer loven på dette punkt. Samtidig

anmoder jeg ministeriet om underretning om ministeriets skridt i den

anledning.

2. Udlændingestyrelsens afgørelser af 12. september 2002

Ved Udlændingestyrelsens

afgørelser af 12. september 2002 fik De afslag på Deres ansøgning om asyl og

blev pålagt at udrejse af Danmark straks. Det fremgår af afgørelserne at De

ikke kan klage over dem til Flygtningenævnet da Udlændingestyrelsen ikke

finder at ansøgningerne er tilstrækkeligt begrundet, og at de derfor er

blevet

behandlet som åbenbart grundløse, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1.

Udlændingestyrelsen kan

bestemme at afgørelsen i en asylsag hvor ansøgningen må anses for åbenbart

grundløs, ikke kan indbringes for Flygtningenævnet. Det er dog en

forudsætning

at sagen forinden har været forelagt for Dansk Flygtningehjælp, jf.

udlændingelovens § 53 b, stk. 1.

En ansøgning anses for

åbenbart grundløs bl.a. i de tilfælde hvor de omstændigheder som ansøgeren

påberåber sig, åbenbart ikke kan føre til meddelelse af opholdstilladelse

efter § 7, i de tilfælde hvor de omstændigheder som ansøgeren påberåber sig,

efter Flygtningenævnets praksis åbenbart ikke kan føre til meddelelse af

opholdstilladelse efter § 7, og i de tilfælde hvor de omstændigheder som

ansøgeren påberåber sig, åbenbart ikke stemmer overens med generelle

baggrundsoplysninger

om forholdene i ansøgerens hjemland eller tidligere opholdsland. Jeg kan

henvise

til ordlyden af § 53 b og til bemærkningerne til § 53 b i lov nr. 365 af 6.

juni 2002 (L 152, s. 95ff).

Det fremgår af sagens akter

at Dansk Flygtningehjælp ved brev af 9. august 2002 til Udlændingestyrelsen

tiltrådte at sagen blev behandlet i proceduren for åbenbart grundløse sager,

og

at De kunne udsendes til Iran.

Herefter og efter en gennemgang

af sagens akter kan jeg ikke kritisere Udlændingestyrelsen for den 12.

september 2002 at have afslået Deres anmodning om asyl under henvisning til

udlændingelovens § 53 b, stk. 1, og for samtidig at have besluttet at

politiet kunne udsende Dem hvis De ikke rejste frivilligt.

Jeg bemærker herved at jeg i

Deres sag ikke har fundet anledning til at udtale mig om den retlige

henvisning

i begrundelsen for Udlændingestyrelsens afgørelse af 12. september 2002, jf.

forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt.

3. Udlændingestyrelsens afgørelse af 21. november 2002

Om der er grundlag for at

genoptage en sag, hviler især på en vurdering af om der i forhold til den

oprindelige behandling af sagen er kommet væsentlige nye oplysninger som må

antages at kunne medføre en ændret bedømmelse af sagen. En afgørelse om

genoptagelse

bygger på vurderinger og afvejninger af en række forskellige hensyn og

omstændigheder. Jeg kan kun kritisere sådanne vurderinger og afvejninger hvis

der er særlige omstændigheder i sagen.

Jeg har overvejet spørgsmålet

om hvorvidt Udlændingestyrelsen burde have forelagt Deres anmodning om

genoptagelse

af asylsagen for Dansk Flygtningehjælp før styrelsen den 21. november 2002

afslog at genoptage sagen. I mine overvejelser er indgået den betragtning at

Deres anmodning af 15. november 2002 kan opfattes som indeholdende en

indsigelse

af bevismæssig karakter mod de foreliggende baggrundsoplysninger.

Jeg har imidlertid ikke

fundet tilstrækkelig anledning til i Deres sag at afgive en egentlig

ombudsmandsudtalelse

om det nævnte spørgsmål. Jeg har herved lagt vægt på det oplyste om dels

karakteren

af de baggrundsoplysninger der sædvanligvis foreligger for

Udlændingestyrelsen, dels styrelsens vurdering af indholdet af det omtalte

tv-program. Herudover har jeg lagt vægt på det forhold at Dansk

Flygtningehjælp

modtog – ganske vist efterfølgende – en kopi af Deres

genoptagelsesanmodning

uden at dette ses at have givet flygtningehjælpen anledning til at foretage

sig

noget i Deres sag.

Herefter og på baggrund af en

gennemgang af Deres sag mener jeg ikke at der er sådanne særlige

omstændigheder at jeg vil kunne kritisere Udlændingestyrelsens afgørelse af

21.

november 2002.

Jeg har ikke grundlag for at

foretage mig yderligere i anledning af Deres henvendelse til mig.”

Den 21. januar 2004

underrettede Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration mig om at

regeringen forventede at fremsætte et forslag til lov om ændring af

udlændingeloven

for Folketinget i begyndelsen af marts 2004. Ministeriet oplyste at

lovforslaget

blandt andet ville indeholde et forslag om en præcisering af udlændingeloven

således at det direkte fremgår af udlændingeloven at Udlændingestyrelsens

afgørelser om udsendelse efter åbenbart grundløs-proceduren i asylsager ikke

kan påklages til ministeriet.

Den 16. marts 2004 meddelte

ministeriet mig at lovforslaget forventedes fremsat i uge 14.

Den 22. marts 2004 meddelte

jeg ministeriet at jeg ikke foretog mig mere i sagen.

Lignende dokumenter