Afgørelse om udsendelse klagemulighed
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afgørelse om udsendelse – klagemulighed
A og B indrejste i Danmark i
december 2001 og søgte asyl. De oplyste i den forbindelse at de var
statsborgere i og bosiddende i Irak. Under Udlændingestyrelsens behandling af
sagen blev det konstateret at A og B er født i Irak, men senere var flyttet
til
Iran hvor de havde fået iransk statsborgerskab.
Af Udlændingestyrelsens
afslag på asyl af 12. september 2002 fremgik bl.a. følgende:
”Styrelsen har besluttet, at
politiet kan udsende dig til ( ), hvis du ikke rejser frivilligt, jf.
udlændingelovens
§
32 a.
Styrelsen finder ikke, at der
er risiko for, at du vil blive udsat for forfølgelse i dit hjemland, eller at
der er andre grunde til, at udsendelse ikke kan ske, jf. udlændingelovens §
31.
Konsekvenser
Du kan ikke klage over
afgørelsen til Flygtningenævnet, da styrelsen ikke finder, at din ansøgning
er
tilstrækkeligt begrundet. Den er derfor behandlet som åbenbart grundløs, jf.
udlændingelovens § 53 b, stk. 1.
Begrundelse
Styrelsen har vurderet din
asylansøgning i forhold til Iran, hvor du er statsborger og har haft ophold
samt bopæl siden 1985 [’siden
1970’
;
Læs alt
i afgørelserne til henholdsvis A og B; min bemærkning] og frem til udrejsen i
december 2001.
Du har som begrundelse for
din asylansøgning anført, at du er blevet udsat for forskelsbehandling i Iran
på grund af din irakiske baggrund, samt at du eventuelt er kommet i
myndighedernes søgelys i forbindelse med din asylansøgning i Danmark.
Styrelsen har ved afgørelsen
lagt vægt på, at du ikke har været medlem af et politisk parti, nogen
organisation eller forening, og at du ikke har været politisk aktiv i øvrigt.
Styrelsen har endvidere lagt
vægt på, at du ikke har været tilbageholdt, anholdt, sigtet, straffet,
eftersøgt
eller udsat for husransagning eller i øvrigt haft konflikter med de iranske
myndigheder.
Styrelsen finder ikke, at det
kan begrunde asyl, at du angiveligt har været udsat for forskelsbehandling
fra
befolkningens side i form af forhaling af sagsbehandlingen vedrørende en
afgørelse
om statsborgerskab og udstedelse af pas, samt at dine børn ikke har de samme
jobmuligheder på grund af jeres irakiske baggrund.
Styrelsen har herved lagt
vægt på, at den angiveligt udøvede forskelsbehandling ikke har været af en
sådan karakter eller intensitet, at den kan betegnes som asylretlig
forfølgelse.
Styrelsen finder ikke at det
kan begrunde asyl, at du er udrejst af Iran og har indgivet asylansøgning i
Danmark.
Styrelsen har herved lagt
vægt på, at du ikke har sandsynliggjort, at din asylansøgning er kommet til
de
iranske myndigheders kendskab.
Uanset om det lægges til
grund, at de iranske myndigheder har fået kendskab til din asylansøgning i
Danmark, finder styrelsen ikke, at det kan begrunde asyl.
Styrelsen har herved lagt
vægt på, at det fremgår af styrelsens baggrundsoplysninger, at det ikke er
strafbart i Iran at søge asyl i et andet land.
Styrelsen har ved afgørelsen
endvidere lagt vægt på, at du først har søgt asyl efter 2 dages ophold i
Danmark.
Styrelsen har ved afgørelsen
endelig tillagt det betydelig vægt, at du er udrejst på eget ægte
nationalitetspas
udstedt kort tid før udrejsen isat dansk visum, uden at du havde problemer
ved
udrejsen.”
Den 15. november 2002
anmodede A og B Udlændingestyrelsen om at genoptage behandlingen af
asylsagen. De henviste til et tv-program der havde været vist på DR1, og som
handlede om en asylansøger der var blevet udsendt til Iran. Efter A’s og
B’s
opfattelse viste tv-udsendelsen at asylansøgere ikke kunne tvangshjemsendes
til
Iran på grund af risiko for forfølgelse.
Ved brev af 21. november 2002
afslog Udlændingestyrelsen anmodningen og anførte:
”Udlændingestyrelsen har
besluttet at give jer afslag på jeres anmodning om genoptagelse af jeres
asylsag.
Begrundelse
Efter en fornyet gennemgang
af jeres asylsag finder Udlændingestyrelsen fortsat ikke, at I opfylder
betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.
Styrelsen har ved afgørelsen
lagt vægt på, at de i klagen nævnte forhold er indgået i overvejelserne forud
for styrelsens afgørelse af den 12-09-2002.
Styrelsen har således taget
stilling til disse forhold, men finder fortsat ikke, at I ved en
tilbagevenden
til Iran risikerer asylrelevant forfølgelse, hvorfor der ikke er grundlag for
at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.
Styrelsen finder således
ikke, at der foreligger nye oplysninger i sagen, og skal som følge heraf
henholde sig til afgørelsen af den 12-09-
2002.”
Udlændingestyrelsen forelagde
ikke A’s og B’s anmodning om genoptagelse af asylsagen for Dansk
Flygtningehjælp forud for styrelsens afgørelse af 21. november 2002.
Styrelsen
orienterede Dansk Flygtningehjælp om udfaldet af sagen ved at fremsende en
kopi af afgørelsen til Flygtningehjælpen til orientering.
Herefter anmodede Dansk
Flygtningehjælp den 5. december 2002 telefonisk Udlændingestyrelsen om en
kopi af anmodningen om genoptagelse af asylsagen. I besvarelse heraf sendte
Udlændingestyrelsen den samme dag en kopi af anmodningen af 15. november 2002
om genoptagelse af sagen til Dansk Flygtningehjælp.
Dansk Flygtningehjælp sås
ikke at have rettet efterfølgende henvendelser til Udlændingestyrelsen i
sagen.
Den 28. november 2002 klagede
A og B til mig og henviste til det ovenfornævnte tv- program der havde været
vist på DR1, og som handlede om en asylansøger der var blevet udsendt til
Iran.
Den 16. december 2002 oplyste
Udlændingestyrelsen telefonisk over for en af mine medarbejdere at
anmodningen
om genoptagelse af asylsagen ikke havde været forelagt for Dansk
Flygtningehjælp forud for styrelsens afslag af 21. november 2002 på
anmodningen
om genoptagelse af asylsagen.
Ved brev af 18. december 2002
anmodede jeg Udlændingestyrelsen om en udtalelse i anledning af klagen. Jeg
bad
i den forbindelse Udlændingestyrelsen om nærmere oplysninger om styrelsens
overvejelser med henblik på spørgsmålet om forelæggelse af
genoptagelsesanmodningen
for Dansk Flygtningehjælp og om styrelsens praksis for at forelægge
genoptagelsesanmodninger for Dansk Flygtningehjælp. Herudover bad jeg om
Udlændingestyrelsens
bemærkninger til spørgsmålet om hvorvidt afgørelser efter udlændingelovens §
32 a
kan påklages til ministeren for
flygtninge, indvandrere og integration.
Den samme dag orienterede jeg
A og B skriftligt om min henvendelse til Udlændingestyrelsen og vedlagde i
den
forbindelse en kopi af mit brev til styrelsen. Jeg modtog imidlertid brevet
retur fra postvæsenet. På baggrund af en oplysning fra Dansk Røde Kors Center
( ) om at A og B var udrejst den 18. december 2002, sendte jeg den 10. januar
2003 mit brev til A og B af 18. december 2002 til Udlændingestyrelsen og
anmodede styrelsen om at udlevere brevet til A og B hvis styrelsen blev
bekendt med en eventuel opholdsadresse her i landet. (Min udtalelse i sagen
blev ligeledes sendt til Udlændingestyrelsen med en anmodning om udlevering
af
brevet til A og B hvis styrelsen blev bekendt med en eventuel opholdsadresse
her i landet).
I en udtalelse af 5. februar
2003 anførte Udlændingestyrelsen følgende:
”
Styrelsen kan i den
forbindelse oplyse, at Udlændingestyrelsen efter en fast praksis ikke vil
genoptage
en asylsag, der er afgjort i åbenbart grundløs proceduren med mindre det
fremgår af anmodningen, at der foreligger nye oplysninger af betydning for
asylansøgningen.
Hvis der derimod er tale om
nye asylrelevante oplysninger eller anbringender vil spørgsmålet om, hvorvidt
sagen fortsat kan behandles i åbenbart grundløs proceduren, blive forelagt
for
Dansk Flygtningehjælp, forinden der træffes afgørelse i sagen på ny.
I tilfælde hvor der ikke med
genoptagelsesanmodningen er fremkommet nye oplysninger, eller hvor der alene
henvises til generelle forhold i hjemlandet, der ikke har konkret betydning
for den pågældende sag og endelig i tilfælde, hvor anmodningen er begrundet i
forhold, der ikke har asylretlig relevans, træffer Udlændingestyrelsen
afgørelse
vedrørende genoptagelse uden forudgående forelæggelse for Dansk
Flygtningehjælp.
Efter en ny gennemgang af de
pågældendes asylsag fandt styrelsen herefter ikke, at anmodningen om
genoptagelse gav anledning til at genoptage de pågældendes asylsag, idet de i
anmodningen nævnte forhold var indgået i overvejelserne forud for styrelsens
afgørelse af 12. september 2002.
Styrelsen fandt endvidere
ikke grundlag for at forelægge ansøgers anmodning om genoptagelse for Dansk
Flygtningehjælp,
idet de i anmodningen nævnte forhold indgik i styrelsens indstilling om
fortsat behandling i åbenbart grundløs proceduren til Dansk Flygtningehjælp
af
2. august 2002.
Styrelsen kan i øvrigt
oplyse, at styrelsens dokumentationskontor til brug for asylsagsbehandlingen
løbende indsamler oplysninger om forholdene i asylansøgernes lande fra en
lang
række kilder. Blandt de mest benyttede kilder kan nævnes UNHCR,
Udenrigsministeriet,
Human Rights Watch, U.S. State Department Country Reports on Human Rights
Practices samt Amnesty International. Endvidere er Udlændingestyrelsens egne
fact-finding missioner en vigtig kilde i forbindelse med
asylsagsbehandlingen.
I forbindelse med styrelsens
afgørelse af 12. september 2002 lagde styrelsen vægt på de foreliggende
baggrundsoplysninger, hvoraf det fremgår, at en asylansøgning i udlandet ikke
i
sig selv er strafbart i Iran.
I den pågældende asylsag
fandt styrelsen ikke anledning til at forelægge anmodningen om genoptagelse
for Dansk Flygtningehjælp, idet det omtalte tv-program ikke angik de
pågældende
ansøgere. Styrelsen fandt endvidere ikke anledning til at revurdere de for
styrelsen foreliggende baggrundsoplysninger på baggrund af oplysningerne
anført i genoptagelsesanmodningen.
For så vidt angår anmodningen
om styrelsens bemærkninger til spørgsmålet om, hvorvidt afgørelser efter
udlændingelovens §
32 a
kan påklages til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, vil
styrelsen fremsende en særskilt besvarelse.
Udlændingestyrelsen vil efter
aftale med Integrationsministeriets departement besvare spørgsmålet via
Integrationsministeriet.
”
Med brev af 19. februar 2003
sendte Udlændingestyrelsen kopi af asylsagens akter til mig.
I et notat af 17. februar
2003 om påklage til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration af
afgørelser efter udlændingelovens §
32 a
oplyste Udlændingestyrelsen følgende:
”
Folketingets Ombudsmand
anfører i sit ovennævnte brev [mit brev af 18. december 2002; min
bemærkning],
at efter udlændingelovens § 46, stk. 2, kan Udlændingestyrelsens afgørelser
påklages til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration bortset
fra
en række konkrete bestemmelser, men afgørelser efter lovens §
32 a
er ikke omfattet af ordlyden i §
46, stk. 2. Ombudsmanden tilføjer videre, at der hertil kommer, at
bestemmelsen i § 53 b efter ordlyden omfatter ’afgørelsen i en sag om
opholdstilladelse efter §
7’.
Ombudsmanden antyder således,
at Udlændingestyrelsens afgørelser efter udlændingelovens §
32 a
i sager, der behandles i åbenbart
grundløs-proceduren, efter lovens ordlyd og systematik må anses for
undergivet
klageadgang til Integrationsministeriet.
Det bemærkes hertil, at
udlændingelovens systematik og lovens forarbejder bygger på det helt
principielle udgangspunkt, at asylsager alene behandles af
Udlændingestyrelsen
og Flygtningenævnet, og at ministeren for flygtninge, indvandrere og
integration
ingen kompetence har i asylsager. Det vil derfor savne mening, såfremt
Udlændingestyrelsens
afgørelser efter lovens §
32 a
i asylsager, der er behandlet i åbenbart grundløs-proceduren, skulle kunne
påklages til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, da der
er tale om en del af asylafgørelsen. Såfremt der skulle være klageadgang i
disse sager, skulle det være til Flygtningenævnet.
Imidlertid hviler hele
åbenbart grundløs- proceduren efter lovforarbejderne på, at der alene sker
sagsbehandling i én instans – Udlændingestyrelsen. For at sikre en
retssikkerhedsmæssigt
forsvarlig behandling er det som en betingelse for, at styrelsen kan træffe
afgørelse
uden klageadgang til Flygtningenævnet, fastsat, at Dansk Flygtningehjælp
efter
en selvstændig samtale med asylansøgeren skal erklære sig enig i, at sagen
kan
betragtes som åbenbart grundløs. Dansk Flygtningehjælp tager i den
forbindelse også stilling til, om man er enig i, hvorvidt den pågældende
asylansøger kan udsendes, hvis denne ikke udrejser frivilligt. Afgørelsen
efter
§
32 a, der er
indeholdt i afgørelsen efter § 7, er således undergivet samme
retssikkerhedsmæssige
garantier som selve asylafgørelsen.
På denne baggrund er det
Udlændingestyrelsens opfattelse, at styrelsens afgørelser efter
udlændingelovens
§
32 a
i åbenbart
grundløse-asylsager efter lovens forarbejder og systematik ikke kan anses for
undergivet klageadgang til hverken Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og
Integration eller Flygtningenævnet.”
I et brev af 14. april 2003
fremkom Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration med følgende
udtalelse:
”
Folketingets Ombudsmand
har ved brev af 18. december 2002 til Udlændingestyrelsen ( ) anført
følgende:
’Som anført ovenfor
besluttede Udlændingestyrelsen ved afgørelserne samtidig at politiet kan
udsende
ansøgerne hvis de ikke udrejser frivilligt, jf. udlændingelovens
§ 32 a.
Efter udlændingelovens § 46,
stk. 2, kan Udlændingestyrelsens afgørelser påklages til ministeren for
flygtninge, indvandrere og integration bortset fra de afgørelser der er nævnt
i
§ 9 e, stk. 1, § 33, §
42 a,
stk. 7, 1. pkt., §
42 a,
stk. 8, 1. pkt., § 42 d, stk. 2, §
53 a
og § 53 b. Afgørelser efter lovens §
32
a
er ikke omfattet af ordlyden af § 46, stk. 2. Hertil
kommer at bestemmelsen i § 53 b efter ordlyden omfatter ’afgørelsen i en
sag
om opholdstilladelse efter §
7’.
’
Integrationsministeriet skal
i den anledning bemærke følgende:
1. Retsgrundlaget –
udlændingelovens § 32 a.
Udlændingelovens §
32 a
har følgende ordlyd:
’Afslag på en ansøgning om
opholdstilladelse efter §§ 7-8 eller afgørelser om bortfald eller inddragelse
af en sådan opholdstilladelse skal tillige indeholde afgørelse om, hvorvidt
udlændingen kan udsendes, hvis denne ikke udrejser frivilligt, jf. §
31.’
Udlændingelovens §
32 a
blev indsat ved lov nr. 482 af 24.
juni 1992 om ændring af udlændingeloven (Familiesammenføring, effektivisering
af asylsagsbehandlingen m.v.).
Det fremgår af
bemærkningerne, at baggrunden for bestemmelsen var, at Justitsministeriet i
forbindelse med et samråd i Folketingets Retsudvalg og over for
Folketingets Ombudsmand
havde tilkendegivet, at man ville tage problematikken vedrørende
udlændingelovens
§ 31 op.
Forud herfor havde
Folketingets Ombudsmand den 25. februar 1992 afgivet en redegørelse
vedrørende
fremgangsmåden ved udsendelse af udlændinge, der havde fået et afslag på
ansøgning
om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I redegørelsen konkluderede
Folketingets Ombudsmand, at afgørelsen om udsendelse af en asylansøger efter
udlændingelovens § 31 måtte anses for en særskilt afgørelse i
forvaltningsretlig
henseende, som skulle træffes af Direktoratet for Udlændinge i første
instans,
og hvor justitsministeren havde den endelige afgørelse som klagemyndighed.
Justitsministeriet meddelte i
brev af 27. februar 1992, at ministeriet lagde Folketingets Ombudsmands
udtalelse til grund, og at ministeriet havde anmodet Direktoratet for
Udlændinge om at administrere i overensstemmelse hermed, indtil en eventuel
lovændring blev gennemført.
Af bemærkningerne til
bestemmelsen i § 32 a fremgår blandt andet følgende (lovforslag nr. L
257
af 1. april 1992, almindelige bemærkninger, punkt 3.6, side
12 f
):
’Den nævnte bestemmelse i
udlændingelovens § 31 indebærer en generel forpligtelse for myndighederne til
i forbindelse med afgørelser på udlændingelovens område at påse, at forbuddet
mod refoulement (dvs. tilbagesendelse til forfølgelseslandet), som er en af
flygtningekonventionens grundregler, ikke tilsidesættes.
For udlændinge, der har fået
afslag på en ansøgning om asyl efter udlændingelovens §§ 7-8, eller hvis
opholdstilladelse efter §§ 7- 8 er inddraget eller anset for bortfaldet,
gælder
imidlertid det særlige, at udlændingemyndighederne i forbindelse med disse
afgørelser
har foretaget en vurdering af forfølgelsesrisikoen i den pågældendes
hjemland.
Som følge af det nære slægtskab
mellem denne vurdering og vurderingen efter udlændingelovens § 31 af, om
udsendelse kan ske, er det efter Justitsministeriets opfattelse naturligt, at
udlændingemyndighederne i forbindelse med afgørelsen i selve asylsagen også
tager stilling til spørgsmålet om, hvorvidt § 31 stiller sig hindrende i
vejen
for, at udlændingen udsendes af landet, hvis den pågældende ikke udrejser
frivilligt.
Den foreslåede bestemmelse i
§ 1, nr. 7, indebærer således, at såvel Direktoratet for Udlændinge som
Flygtningenævnet
i tilfælde, hvor der meddeles afslag på asyl, eller hvor en opholdstilladelse
til en anerkendt flygtning inddrages eller anses for bortfaldet, også
udtrykkeligt
skal træffe afgørelse om udsendelsesspørgsmålet. Denne pligt gælder uanset,
om
direktoratets afgørelse er endelig, idet den er truffet efter bestemmelsen i
§
53 a, stk. 3, om
ansøgninger, der må anses for åbenbart grundløse, eller om direktoratets
afgørelse kan indbringes for Flygtningenævnet.’
Af bemærkningerne samme sted,
side 13, højre spalte, fremgår videre:
’I tilfælde, hvor asylsagen
med Dansk Flygtningehjælps tilslutning afgøres efter bestemmelsen i §
53 a, stk. 3, om åbenbart grundløse ansøgninger,
skal såvel afgørelsen vedrørende spørgsmålet om asyl som
udsendelsesspørgsmålet
afgøres efter denne bestemmelse. Er direktoratets afgørelse vedrørende disse
spørgsmål truffet efter reglerne i §
53
a, stk. 3, kan klage over afgørelserne – herunder over
afgørelsen om udsendelse – som nævnt ikke indgives til
Flygtningenævnet.’
2. Integrationsministeriets
udtalelse.
Udlændingelovens §
32 a
fastslår, at der altid i
forbindelse med afgørelse af spørgsmål om asyl tillige skal træffes afgørelse
om udsendelse. Hermed præciseres, at stillingtagen til, om en afvist
asylansøger
kan udsendes sker ved en selvstændig afgørelse.
Afgørelser om udsendelse, der
træffes i forbindelse med afgørelser af spørgsmålet om asyl, anses som
accessoriske til asylafgørelsen, jf. bestemmelsens angivelse af, at afslaget
skal ’indeholde afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes ’.
Dette
beror på den nære sammenhæng, der er mellem de to vurderinger, der skal
anlægges ved de to afgørelser.
På denne baggrund antages
det, at Udlændingestyrelsens afgørelser om udsendelse truffet i forbindelse
med afslag på asyl ikke kan påklages til Integrationsministeriet, uanset at
afgørelser efter udlændingelovens §
32 a
ikke er nævnt i udlændingelovens § 46, stk. 2.
På samme måde antages
indbringelse af Udlændingestyrelsens afslag på asyl for Flygtningenævnet
tillige at omfatte den samtidigt trufne afgørelse om udsendelse, uanset at
afgørelser efter udlændingelovens § 32 a ikke er nævnt i
udlændingelovens § 53 a, stk. 1.
Endelig anses afgørelse af
udsendelsesspørgsmålet omfattet af ordlyden ’afgørelsen af en sag om
opholdstilladelse’ i udlændingelovens § 53 b, stk. 1, jf. bemærkningerne
til
udlændingelovens §
32 a,
som er citeret ovenfor under punkt 1.
Dette harmonerer med, at
Integrationsministeriet heller ikke i øvrigt – f.eks. i sager om
meddelelse af
opholdstilladelse af humanitære grunde, jf. udlændingelovens § 9b, eller på
grund af udsendelseshindringer, jf. udlændingelovens § 9 c – tager
stilling
til spørgsmål, der forudsætter en vurdering af asylretlige forhold.
”
Ombudsmandens udtalelse
”1. Klagemulighed
Efter § 14 i ombudsmandsloven (lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets
Ombudsmand) kan ombudsmanden ikke behandle klager over forhold der kan
indbringes for en højere forvaltningsmyndighed, før denne myndighed har
truffet afgørelse.
Denne bestemmelse har dannet grundlag for at min undersøgelse af Deres sag
har omfattet spørgsmålet om hvorvidt Udlændingestyrelsens afgørelse efter
udlændingelovens §
32 a
kan påklages til en anden myndighed.
Udlændingeloven (bekendtgørelse nr. 608 af 17. juli 2002 af udlændingeloven)
indeholder i §
32 a
følgende bestemmelse:
’
§
32 a.
Afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8 eller afgørelser om
bortfald eller inddragelse af en sådan opholdstilladelse skal tillige
indeholde
afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, hvis denne ikke udrejser
frivilligt, jf. §
31.’
Efter udlændingelovens § 46,
stk. 2, kan Udlændingestyrelsens afgørelser påklages til ministeren for
flygtninge, indvandrere og integration bortset fra de afgørelser der er nævnt
i § 33, §
42 a,
stk. 7, 1. pkt., §
42 a,
stk. 8, 1. pkt., § 42 d, stk. 2, §
53 a
og § 53 b (jf. bekendtgørelse nr. 608 af 17. juli 2002 af udlændingeloven som
ændret ved lov nr. 1044 af 17. december 2002). Afgørelser efter lovens §
32 a
(jf. § 31) er ikke omfattet af
ordlyden i § 46, stk. 2.
Bestemmelsen i
udlændingelovens § 32 a blev indsat i udlændingeloven ved lov nr.
482
af 24. juni 1992 på baggrund af lovforslag nr. L 257 af 1. april 1992. Om den
nærmere forståelse af bestemmelsen kan henvises til de citater som
Ministeriet
for Flygtninge, Indvandrere og Integration har gengivet i sin udtalelse af
14.
april 2003.
Det er ministeriets
opfattelse at en afgørelse om udsendelse må anses som accessorisk til
asylafgørelsen,
og at dette er baggrunden for at Udlændingestyrelsens afgørelse om udsendelse
der træffes i forbindelse med et afslag på asyl, ikke kan påklages til
ministeriet. Dette gælder uanset at afgørelser efter udlændingelovens
§ 32 a ikke er nævnt i samme lovs § 46, stk. 2.
Efter min gennemgang af sagen
har jeg ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere ministeriets opfattelse
af at der ikke i en situation som den foreliggende er mulighed for at klage
over Udlændingestyrelsens afgørelse om udsendelse til ministeriet. Selv om
begrænsningen af klageadgangen ikke direkte følger af lovteksten, synes en
sådan
klageafskæring forudsat i forarbejderne til lovforslaget, jf. de almindelige
bemærkninger, punkt 3.6, s. 13 (højre spalte) – gengivet i ministeriets
udtalelse
af 14. april 2002.
Det antages imidlertid at
afskæring af en rekursadgang fra en underordnet myndighed til en overordnet
kræver udtrykkelig
lovhjemmel. Det
bør derfor efter min opfattelse direkte fremgå af udlændingeloven at
afgørelser om udsendelse i en situation som den foreliggende ikke kan
påklages
til ministeriet. Jeg henviser til Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret
(2002), s. 958.
Jeg henstiller derfor til
Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration at ministeriet ved en
kommende ændring af udlændingeloven præciserer loven på dette punkt. Samtidig
anmoder jeg ministeriet om underretning om ministeriets skridt i den
anledning.
2. Udlændingestyrelsens afgørelser af 12. september 2002
Ved Udlændingestyrelsens
afgørelser af 12. september 2002 fik De afslag på Deres ansøgning om asyl og
blev pålagt at udrejse af Danmark straks. Det fremgår af afgørelserne at De
ikke kan klage over dem til Flygtningenævnet da Udlændingestyrelsen ikke
finder at ansøgningerne er tilstrækkeligt begrundet, og at de derfor er
blevet
behandlet som åbenbart grundløse, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1.
Udlændingestyrelsen kan
bestemme at afgørelsen i en asylsag hvor ansøgningen må anses for åbenbart
grundløs, ikke kan indbringes for Flygtningenævnet. Det er dog en
forudsætning
at sagen forinden har været forelagt for Dansk Flygtningehjælp, jf.
udlændingelovens § 53 b, stk. 1.
En ansøgning anses for
åbenbart grundløs bl.a. i de tilfælde hvor de omstændigheder som ansøgeren
påberåber sig, åbenbart ikke kan føre til meddelelse af opholdstilladelse
efter § 7, i de tilfælde hvor de omstændigheder som ansøgeren påberåber sig,
efter Flygtningenævnets praksis åbenbart ikke kan føre til meddelelse af
opholdstilladelse efter § 7, og i de tilfælde hvor de omstændigheder som
ansøgeren påberåber sig, åbenbart ikke stemmer overens med generelle
baggrundsoplysninger
om forholdene i ansøgerens hjemland eller tidligere opholdsland. Jeg kan
henvise
til ordlyden af § 53 b og til bemærkningerne til § 53 b i lov nr. 365 af 6.
juni 2002 (L 152, s. 95ff).
Det fremgår af sagens akter
at Dansk Flygtningehjælp ved brev af 9. august 2002 til Udlændingestyrelsen
tiltrådte at sagen blev behandlet i proceduren for åbenbart grundløse sager,
og
at De kunne udsendes til Iran.
Herefter og efter en gennemgang
af sagens akter kan jeg ikke kritisere Udlændingestyrelsen for den 12.
september 2002 at have afslået Deres anmodning om asyl under henvisning til
udlændingelovens § 53 b, stk. 1, og for samtidig at have besluttet at
politiet kunne udsende Dem hvis De ikke rejste frivilligt.
Jeg bemærker herved at jeg i
Deres sag ikke har fundet anledning til at udtale mig om den retlige
henvisning
i begrundelsen for Udlændingestyrelsens afgørelse af 12. september 2002, jf.
forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt.
3. Udlændingestyrelsens afgørelse af 21. november 2002
Om der er grundlag for at
genoptage en sag, hviler især på en vurdering af om der i forhold til den
oprindelige behandling af sagen er kommet væsentlige nye oplysninger som må
antages at kunne medføre en ændret bedømmelse af sagen. En afgørelse om
genoptagelse
bygger på vurderinger og afvejninger af en række forskellige hensyn og
omstændigheder. Jeg kan kun kritisere sådanne vurderinger og afvejninger hvis
der er særlige omstændigheder i sagen.
Jeg har overvejet spørgsmålet
om hvorvidt Udlændingestyrelsen burde have forelagt Deres anmodning om
genoptagelse
af asylsagen for Dansk Flygtningehjælp før styrelsen den 21. november 2002
afslog at genoptage sagen. I mine overvejelser er indgået den betragtning at
Deres anmodning af 15. november 2002 kan opfattes som indeholdende en
indsigelse
af bevismæssig karakter mod de foreliggende baggrundsoplysninger.
Jeg har imidlertid ikke
fundet tilstrækkelig anledning til i Deres sag at afgive en egentlig
ombudsmandsudtalelse
om det nævnte spørgsmål. Jeg har herved lagt vægt på det oplyste om dels
karakteren
af de baggrundsoplysninger der sædvanligvis foreligger for
Udlændingestyrelsen, dels styrelsens vurdering af indholdet af det omtalte
tv-program. Herudover har jeg lagt vægt på det forhold at Dansk
Flygtningehjælp
modtog – ganske vist efterfølgende – en kopi af Deres
genoptagelsesanmodning
uden at dette ses at have givet flygtningehjælpen anledning til at foretage
sig
noget i Deres sag.
Herefter og på baggrund af en
gennemgang af Deres sag mener jeg ikke at der er sådanne særlige
omstændigheder at jeg vil kunne kritisere Udlændingestyrelsens afgørelse af
21.
november 2002.
Jeg har ikke grundlag for at
foretage mig yderligere i anledning af Deres henvendelse til mig.”
Den 21. januar 2004
underrettede Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration mig om at
regeringen forventede at fremsætte et forslag til lov om ændring af
udlændingeloven
for Folketinget i begyndelsen af marts 2004. Ministeriet oplyste at
lovforslaget
blandt andet ville indeholde et forslag om en præcisering af udlændingeloven
således at det direkte fremgår af udlændingeloven at Udlændingestyrelsens
afgørelser om udsendelse efter åbenbart grundløs-proceduren i asylsager ikke
kan påklages til ministeriet.
Den 16. marts 2004 meddelte
ministeriet mig at lovforslaget forventedes fremsat i uge 14.
Den 22. marts 2004 meddelte
jeg ministeriet at jeg ikke foretog mig mere i sagen.
Lignende dokumenter
- Udlændingenævnets afgørelse af 13. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet Retsinformation · 11. november 2015
- Udlændingenævnets afgørelse af 6. november 2024 – Ægtefællesammenføring – Afvisning Retsinformation · 11. april 2025
- Tiltale for spionage og finansiering og fremme mv. af terror i Iran efter bl.a. straffelovens § 108, stk. 1 og stk. 2, jf. stk. 1, §§ 114b, 114d og 114e, jf. til dels § 21 samt § 136, stk. 2. Fængsel til 3 tiltalte. 2 tiltalte udvist af Danmark for bestandig. Domsdatabasen · 2. marts 2022
- Udlændingenævnets afgørelse af 12. januar 2026 – Fremmedpas – Asylretlige forhold Retsinformation · 4. juli 2026
- Afgørelse om indkvartering i asylcenter for udlænding udvist ved dom Ikke fornøden hjemmel Retsinformation · 7. november 2005
- Udlændingenævnets afgørelse af 1. oktober 2024 – Ægtefællesammenføring – Afvisning Retsinformation · 11. april 2025